Gensyn med Stalintidens komponister

Shostakovich/ Arensky piano trios
Trio Con Brio Copenhagen
Orchid Classics 

Weinberg: Die Passagierin
Kluttig, Grazer Philharmoniker
Capriccio 2CD

Mosolov: Symphony No. 5/ Harp Concerto
Arnold, Moscow Symphony Orchestra
Naxos

Af Jakob Brønnum

Anmeldelsen er skrevet inden den russiske invasion af Ukraine. Indspilningernes kulturelle udveksling omkring de eminente russiske komponister, der var modstandere af regimet, står derved i et andet, mere sørgeligt, men også klarere lys. Den er let redigeret i lyset af grusomhederne i Ukraine. Red.

Man gør sig ikke klart, hvor mange rigtig dygtige komponister, der piblede frem i Sovjettiden. Vi taler om mindst 100 af den kategori, man plejer at kalde ”store komponister”. Af en eller anden grund holdt stalintiden fast i den ”borgerlige” klassiske musik, og for kunsterne var det ordløse et sted at udtrykke sig om de faktiske forhold.

Følgelig bliver der ved at dukke nye og spændende komponister op fra sovjetdybet. En periode opdagede vesten den kæmpemæssige symfoniker Miaskovskij og for tiden er det den dobbelt-glemte Mieczyslaw Weinberg eller Moshe Vainberg, som han også kaldes – en jødisk komponist, der blev ekskluderet af det gode selskab allerede i sovjettiden pga. sin jødiske afstamning.

Ligesom Sjostakovitj og Miaskovskij har han skrevet cirka ligeså mange strygekvartetter som Beethoven og ligesom dem er stort antal solide symfonier, der bl. a er indspillet på DG og opført på BBC Proms de senere år af den litauiske dirigent Mirga Gražinytė-Tyla og Birmingham symfonikerne. Weinberg er, trods sit moderne tonesprog, også den enkleste af de tre, hvor Sjostakovitj veksler i en personlig stil mellem senromantik og neoklassicisme og Miaskovskij mellem senromantikken og en personlig udgave af den sojvettiske formalisme, læner Weinberg sig i højere grad mod

Nu har Capriccio udsendt Weinbergs opera Den kvindelige passsager, en fantastisk spændende komposition, der både lader sig inspirere af Weinbergs baggrund, hvor hans far var direktør for et jødisk varieté-teater og trækker hele det 20. århundredes grumme krigshistorie frem.

Operaen er fra 1968. Den bygger på en roman om en tidligere kvindelig vagt i Auschwitz, der møder en overlevende fange på en båd til Sydamerika.

Den dramatisk klarhed, Weinberg netop kan siges at have i sin musik, gennem barokelementerne i det moderne tonesprog (nærmest som man også kan høre det hos den tjekkiske symfoniker Martinu, men noget mere frit fabulerende), egner sig vældig godt til operaens sceniske drama. Genremæssigt ligger operaen nærmere det tyske Singspiel end den italienske opera og musikalsk er den præget af et meget forskelligartet tonesprog.

Indspilningen er skabt af den østriske Graz-opera og operaen er sunget på tysk. Det fyldige teksthæfte har – foruden en række gribende billeder fra opsætningen - engelsk oversættelse af teksten ved siden af den tyske.

Den russiske kammermusik

Der er noget med den russiske kammermusik for tiden. Se nu f. eks. den danske Trio Con Brios seneste CD, der rummer tre klavertrioer. Det er sjældent, et pladecover i den grad viser musikken kulør, men den nedtonede klippebaggrund for de farvemæssigt varme indslag gør det virkelig.

Trio Con Brio spiller med en næsten minimalistisk enkelhed, tindrende klart redegør de for den tidlige Sjostakovitj korte poetiske forsøg i Klavertrio Nr. 1, udgivelsens første værk.

CD’ens andet værk er en senromantisk klavertrio af den skamløst oversete Arensky. Den kølighed, jeg hørte i de første gennemlytninger, hvor jeg sammenlignede med et andet projekt med russiske klavertrioer, jeg seneste havde hørt, nemlig The Brahms Trio hele fem CD'er på Naxos, er langsomt forsvundet. Der er en nøgternhed i fraseringerne, som giver plads for en desperation, jeg ikke før har hørt hos Arensky, som jeg opfatter som den enkleste og varmeste af de russiske senromantikere.

CD’ens tredje værk er Sjostakovitj Klavertrio nr. 2. Som der står i det medfølgende hæfte (på engelsk): I værket lader Sjostakovitj sin maske falde i usædvanlig grad. Den lyse tone i violinen, der indleder værket, langstrakt, elegisk, som en dødsmærket fugl under en dunkel himmel, rummer al den angst, undertrykkelse, modsigelse og forurettethed, som Sjostakovitj som oftest gemmer længere nede i værkernes væv, for ikke igen-igen af få de sovjetiske myndigheder på nakken.

Den nøgterne redegørelse skaber veje ind til et værk, der er uudtømmeligt som redegørelse for det menneskelige vilkår. Den skingre tone afløses af et rytmisk intenst forløb, vintage Sjostakovitj, der fortsættes og yderligere intensiveres i den korte anden sats (med satsbetegnelsen Allegro Con Brio!), der viser noget, ingen anden end Sjostakovitj kan.

Det er en blanding af varm humor og ironi, af træsskodans og forvirret militærmarch, af vrede og ivrighed efter at komme et andet sted hen, som enhver – bortset fra Stalin (og måske Putin, der virker indelukket i sit ejet verdensbillede på samme måde) – kan høre er en kritik af regimet. Stramheden i Trio Con Brios ensemblespil gør værket rigtig godt netop her.

The Brahms Trios indspilninger, standser netop der i musikhistorien, hvor de moderne komponister sætter ind, og Sjostakovitj to klavertrioer er ikke med i sættet. Så meget desto mere er Trio Con Brios indspilning stærkt anbefalelsesværdig.

Den største harpekoncert?

Mosolov er en anden, meget spændende symfoniker, der til gengæld ikke rigtig er opdaget endnu i Vesten. Han er indspillet i et vist omfang i Rusland, men Naxos nye udgivelse med Mosolovs flotte, melodiske 5. Symfoni og en stor Koncert for Harpe og orkester er mig bekendt det første, vi har hørt til ham, foruden et enkelt stykke kammermusik i en antologi.

Selve indspilningen er russisk, men med den hollandske dirigent Arthur Arnold. Ligesom i Miaskovskijs symfonier står der store klangflader som bevæger som massive felter i værkerne, men hos Mosolov er de ofte forbundet af lavmælte, melodiske passager, hvor træblæserne byder ind med elegiske og pastorale motiver.

Harpekoncerten er et lille mirakel, eller snarere et stort mirakel, for den er næsten 40 minutter lang, og må være den længste harpekoncert i repertoiret. Hvor den 5. symfoni er fra 1965, er harpekoncerten helt tilbage fra 1939, umiddelbart virker den lys, trods de verdenshistoriske omstændigheder, men den er snarere håbefuld i en dybere og mere alvorlig, eksistentiel forstand. Som om den forsøger at fastholde det evigt menneskelige i kunsten.

Det er svært at undgå at høre en impressionistisk inspiration i harpemusik fra den tid, men der er i den store 1. sats snarere en populærmusikalsk tonalitet, en filmisk virkelighedsskildring, som er dragende og forbløffende. Anden sats er næsten kammermusikalsk med sine dialoger mellem to og tre instrumenter eller grupper. Tredje sats legende forløb vover at stille fløjte og harpe op overfor hinanden – som ellers kun Mozart har gjort med varig succes.

Det er et værk, man ikke glemmer igen. Der er i det hele taget noget ydmygt og meditativt over de to værker af Mosolov. Begge er aldrig indspillet før. Lad os få mere orkestermusik af Mosolov!

 

Glemte malerier, der vil ses

Jens Christian Top: ”Erik Hansen – Esbjergs mørkemaler”. Hrymfaxe 2022, 132 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Der er noget insisterende over Erik Hansens malerier, som om en lille del af hans kompromisløse lidenskab for billedkunsten er stivnet på lærredet og dog ånder et gentagent: ”Se mig!”.

Jens Christian Top lader andre komme til orde i sin lille bog om maleren fra Esbjerg, der døde med malersyndrom og et stort alkoholforbrug.

Maleriet som det egentlige

”Erik Hansen var først og fremmest maleren. Det, der betød noget, var at få sat noget på lærredet. Andet var ham oftest uvedkommende […] Erik Hansen begyndte som traditionel naturalist. Senere arbejdede han sig frem i flere retninger. Han blev en til tider nærmest foruroligende kolorist. Han flirtede med surrealismen, naivismen og – med svigtende held – det abstrakte. Der kunne være en nærmest barnlig umiddelbarhed over hans penselføring og farvevalg.” (s. 122). Sådan er journalist Ulf Gudmundsen citeret for at skrive om Erik Hansen, og man kan genkende beskrivelsen fra de mange gengivne malerier i Jens Christian Tops: ”Erik Hansen – Esbjergs mørkemaler”.

Erik Hansen var bl.a. inspireret af Jens Søndergaard, men havde også sit helt eget udtryk, både i landskabsmalerier og bymotiver.

Snarere en kildesamling end en biografi

Tops bog indledes med en kort beskrivelse af Erik Hansens barndom i Esbjerg, der var præget af fattigdom og storebroderens druknedød. Siden blev Erik og hans søster, Ruth, boende som naboer på samme grund. Derfor findes der i bogen en del citater fra søsterens erindringer. I det hele taget minder bogen mere om en kildesamling, der skal bringer læseren fakta om kunstmaleren Erik Hansen. Han havde sit virke, dengang aviserne skrev anmeldelser af lokale kunstudstillinger, og citaterne fra disse er mange, for efterhånden udstillede Erik Hansen ganske ofte. Således får læseren indsigt i, hvad kritikerne synes om Hansens værker. Mange af dem var særdeles rosende, andre nærmest sønderrivende i deres kritik. Disse citater er ganske interessante om end lidt kedsommelige i længden, men nogen dybere forståelse af Erik Hansen og hans drivkraft giver de ikke.

Selvom teksten i ”Erik Hansen – Esbjergs mørkemaler” er mere dokumenterende end medrivende, er der så meget desto mere spræl i de gengivne malerier. Hansen sparede hverken på maling eller farve. Hans tykke penselstrøg skabte motiver, der den dag i dag stadig vil ses, og selv de mest stilfærdige af dem besidder en venlig påtrængenhed, der vækker beskuerens nysgerrighed.

Dette ønske om at vække andres nysgerrighed kom også for en dag de mange somre, hvor Hansen hængte sine malerier op i havens træer og lod dem hænge der i flere uger uafhængigt af vejr og vind. På den måde supplerede han de udstillinger, han blev invitereret til, med sin helt egen, hvor han tilmed var den eneste udstillende.

Et bekendtskab værd

Erik Hansen kunne ikke leve af sin kunst, men måtte i perioder ernære sig som håndværksmaler. Opløsningsmidlerne i oliemalingen kombineret med et kraftigt alkoholforbrug satte sit præg på hans seneste år. Han døde som 56-årig i 1970. Selvom det er godt et halvt århundrede siden, er Hansens værker stadig værd at stifte bekendtskab med. Dette ville have været endnu tydeligere, hvis man havde valgt et andet layout end ”De små kunstbøger” – hvoraf denne er nr. 12 – normalt gør brug af. Der er ganske simpelt ikke plads nok til gengivelse af værkerne i marginen, og når det alligevel sker, sidder man som læser og ærgrer sig over, at man har fundet det nødvendig at formindske værket så meget.

Når det er sagt, er det al ære værd, at forlaget Hrymfaxe, der er tilknyttet Janus – Vestjyllands Kunstmuseum i Tistrup, har udgivet en bog om en vestjysk maler, der er gledet ud i glemslen, men som stadig er værd at stifte bekendtskab med. 

De sorte vinde venter et sted derude

Søren Kristofferson:
Sølvpapir
Det Poetiske Bureaus forlag
86 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum

Søren Kristoffersens seneste digtsamling er et afmægtigt skrig. Men ikke kun – det er som et skrig, der venter på at dets ekko kommer befriet tilbage. Bogen er den første efter ”Det korte af det lange”, der kom i 2014, en prosadigtsamling, hvor en del tekster består af en linje og andre stritter surrealistisk i mange nysgerrige retninger. ”Sølvpapir” er betydeligt mere nedtonet og fuld af følelsen af tab. Jeg vidste ikke, hvor sørgelig den ny bog er, før jeg tog fat i den forrige og genlæste. Hvor verden tidligere oftere også rummede mulighed, er den nu i højere grad overgreb. Og ofte er det systemkritik:

De bruger vores egne hjerter
imod os
deres våben er et smil
et afvæbnende smil
med vores bedste intentioner
anlægger de en vej
der fører alle til et helvede
mennesker har skabt
et helvede hvor mennesker
er underlagt maskiner
og ord som humanisme
eller individualitet
ikke har mulighed for at rime
på andet end had
ingen mulighed for andet
end hukommelsens hul

Digtsamlingen er holdt sammen, også på omslaget og i skillebladene mellem bogens afsnit, af en stærk og essentielt metafor: En svane, der er skabt af sammenfoldet og sammentrykket sølvpapir. Det er meget effektivt. Bogens motiver er fattigdom, fremmedgørelse, udvendiggørelse. Der er længsel efter at få lov at være natur, efter respekten for det mindste i livet, der også er det fattigste og samtidig det rigeste, hvis det fik plads.

Det er sølvpapirssvanen i en nøddeskal. Den ser ud som om den er en fugl, men den er lavet af det, vi smider ud når det er brugt én gang, fordi det er konstrueret til at smides ud, så vi kan købe mere. Det er både en fugl og absolut ikke en fugl.

Den tomhed, som pandemiens lockdown skabte, er en del af helhedsbilledet af det ensomme menneske, det fravendte menneske, der ikke kan eller vil ofre sin individualitet for fællesskabet og som ikke kan se, hvad der skal til for at fællesskabet bliver det vigtigste. Fordi de mekanismer, der skaber fremmedheden forhindrer det: det totalitære, det mekaniske menneskesyn, det institutionelle, det magtudøvende menneske. Nogle gange er det imidlertid enklere end man tror, som i dette digt:

Åbn øjnene
kom ud af dig selv
vi står herude
der er også plads
til dig

Og så alligevel ikke. Blandt digtsamlingens mange præcist indfangede sansninger, står det fjerde afsnits titel centralt: ”Du kan ikke vække folk der lader som om de sover.”

En vaskeægte romantiker

I digterjeget gemmer der sig, overraskende nok, en vaskeægte romantiker. Det naturvidenskabelige livssyn, som har skabt store dele af dette morads, ved at fuglen ikke kan flyve væk fra sig selv, men romantikeren ved det ikke:

Mit hjerte er en altan
hvor fugle sætter sig
småsky og skrydende
fuglene kan flyve væk
fra deres egen sang
og virkelighed
men jeg sidder fast
hoster lidt og synker

Romantikeren forstår vinden på en måde, naturvidenskabsmanden ikke kan rumme. Vinden er det der rummer alle følelser på en gang, fra frihed til drømmen om det kaotiske fællesskabs lykkefølelse:

De sorte vinde venter et sted
derude
på mig
og dig
på dem vi holder af
de venter på at noget
skal vriste sig løs
hvirvle afsted
som en løs paraply  

I de afsluttende digte finder digteren en plads i universet. Bogstavelig talt. Det kunne være endt på mange måder, med undergang, med opløsning, med selvforglemmelse, med ren, fordrukken eskapisme, men det gør det ikke. Det ender i den allerstørste af de sammenhænge, der findes i et menneskeliv, hvor de dybeste spørgsmål forbliver ubesvarede:

En urkraft ser ned på mig
fra nattehimlens skærm
et stjernetegn
det består af andre
stjernetegn
...
noget er vågnet
jeg har fundet mig selv
som det mørke
jeg er

Det er en stor poetik, der formår at lade lyrikken flette sig ind i den menneskelige eksistens egen virkelighed, men den bliver også nøgen, når den som her er optaget af de sværeste pejlemærker, ensomhed, fattighed, illusionsløshed. Strategien bliver den samme som vi kender fra nogle af de store rockdigteres sene værker: At grave sig så langt ind i mørket som det er muligt for at se, om der skulle kunne trænge lidt lys derind

 

 

Et stort billede af en kvinde. Med barnets sanselige, naive og umiddelbare blik

Det mindste bliver stort, og det store bliver større. Det beskriver godt Louise Juhl Dalsgaards ottende udgivelse, romancollagen Ting jeg tænker på (2022). Den er et smukt erindringsportræt, hvor poetiske billeder samles til en helhed. Det er også et portræt af Danmark i halvfjerdserne og frem til i dag. Dalgaard kommer i mål med det, fordi hun har en helt særlig evne til at skrive med barnets sanselige, naive og umiddelbare blik

Louise Juhl Dalsgaard:
Ting jeg tænker på
Forlaget Ekbátana
Udkom 11. februar 2022

Af cand, mag. Rasmus Lund Nielsen

Det naive og barnlige beskriver ret godt formen collage, der også genrebestemmer romanen her. Som formsprog forbindes collagen med surrealismen, men mon ikke mange forbinder den desto mere med børnehaver, fritidsordninger og pædagoger – limstifter, sakse og avisudklip. Det er så oplagt at sætte børn til at lave en collage, når det regner, fordi helheden består af løsrevne elementer, teksturer og materialer, intet er for småt eller for stort – og hvis det er, kan det klippes itu. 

Formen kan sammenlignes lidt med at gå en tur med et barn. Man går aldrig den direkte vej. Først stopper man ved en pind, der er spændende, så noget på jorden – eller bare ved en tanke, der pludselig slår ned i det lille menneske. Det er frustrerende, når man skal handle ind, og når hverdagens enkeltdele skal sættes sammen, men i sin helhed er det fantastisk smukt. Måske ikke barnets collage, der nok i reglen er gemt og glemt, men barnets blik på verden.

Det beskriver samtidig Louise Juhl Dalsgaards romancollage og erindringsroman Ting jeg tænker på godt. Med klar inspiration i Joe Brainards klassiker I remember (1975) indledes hvert billede med ”jeg tænker på …” – med poetiske nedslag om det mindste og det største. Fra sandaler og citronsaft på papir til sorgen over ikke at kunne spise og længslen efter at få et barn.  

Det kan virke frustrerende, man hele tiden bremses i teksten, at man skal se på en pind, noget på jorden eller en tanke, der slår ned, men i sin helhed rives man med. Det er som at tage et barn i hånden og gå igennem en voksen erindring. De store vil finde sammengænge og forklare; for barnet er det sanselige, den umiddelbare glæde, frustration og sorg alt rigeligt – og så er det fortalt med Dalgaards sikre, fine og sarte sprog. 

Erindringen om et vandfald

Romancollagen indledes og afsluttes med to sider, der samtidig sætter to streger under, at collagen også er en erindringsroman – ligesom bogens bagside afslører. Det starter nemlig ved et vandfald. Med et billede på dén ubevidste strøm, der bevæger sig gennem kroppen, helt uden vi lægger mærke til det. Billedet beskrives udefra, modsat resten af romanens indre tankestrøm. Måske fordi fortælleren må tage tilløb for at falde: ”Der er en pige i en gul hæklet kjole. Pigen holder sin mor i hånden, hun er bange. Ikke for vandet, men for faldet” (Dalsgaard 2022: 9). Senere på samme side: ”Min mor siger, at jeg umuligt kan have nogen erindring så langt tilbage. Jeg var kun knap 2 år, da vi besøgte Niagara Falls” (ibid.) 

Pigen er altså romanens fortæller, og hun er bange for faldet ned i erindringsstrømmen. Hun er ikke bange for vandet, men for faldet, og derfor er det heller ikke vandfaldet, men vandets fald, der forbindes med en torden og buldren (ibid.). Der er også en far, der spiser en stor vaffelis med flødebolle og er underligt fraværende – med is på læben – og en bror, der kravler over hegnet, så fortællerens mor må slippe pigens hånd og hive ham tilbage. Måske. For moren korrigerer fortællerens erindring på næste side: Men der var ikke nogen, der faldt, og ingen, der slog sig, og jeg slap aldrig din hånd, siger hun. Det må være noget, du finder på (ibid.: 10). 

Dalsgaard

Hvad moren end siger, står pigen alene i fortællerens erindringsbillede, helt alene ved et af de største vandfald. Der er ikke nogen, der holder hendes hånd og sikrer, hun ikke falder ned i den torden og buldren, hvor hendes erindring starter. Heller ikke selvom hendes mor siger noget andet. Fortælleren falder på grund af pigen; pigen falder med fortælleren. Måske derfor kan den nu voksne forfatter skrive erindringsbillederne med barnets blik. 

Det gør hun så, skriver romanen i tre dele. Den første løber fra 1973, hvor forfatteren også er født, til 1985. Derefter 1986 til 1992 og til sidst 1993 og frem til i dag. Der fortælles først fra barndommen, så teenage- og ungdomsårene og til sidste om den nu voksne fortæller. Det er klart, indholdet ændrer karakter med tiden, der går, men den sproglige stil fortsætter. Der tænkes heldigvis ikke i sammenhænge, ligesom erindringslitteraturen over en bred kam altid søger, men tværtimod i sanselige poetiske billeder.

Det er noget, du finder på

Det kan ikke være tilfældigt, at romanen indledes med, at moren sår tvivl om fortællerens erindring fra vandfaldet. Som et af de første erindringsbilleder fra barndommen står nemlig, at fortælleren fortæller historier i håb om, at de skal blive sande. Hun opfinder for eksempel en tvillingesøster Barbara, og de andre børn i børnehaven vil høre alt om hende (ibid.: 13). På den måde bliver hun hørt, men lige efter overhørt af de voksne: ”Jeg tænker på de mange historier, jeg finder på. Hvordan jeg kravler op på min mors skød, mens hun sidder og læser, lægger en hånd hen over bogen sider og begynder at fortælle” (ibid.: 16). Barnets fortælling afsluttes af moren med et overbærende: ”det er godt med dig” (ibid.). Med historierne bliver pigen først set, men ikke taget alvorligt og siden slet ikke hørt. Det er en farlig start på livet. 

Der tegnes dermed et billede af en pige, der har et anderledes blik på verden, som ikke rigtig passer ind, og som gør hende krævende, som der står (ibid.: 39). Det følger hende i alt, hun gør, og måske derfor råber pigerne efter hende, når hun går hjem fra skole – til fortællerens egen store undren: ”Du tror, du er så voksen” (ibid.: 32). Derfor taler hun med sig selv i timerne (ibid.: 41) og flagrer med hånden højt oppe i luften. Men som hendes engelsklærer Fru Klok fortæller hende, behøver man ikke svare, bare fordi man kan (ibid.: 43). Hun kan ikke lade være med at tale med sig selv og sidde med fingeren højt hævet. Det er sådan, hun bliver set, men for de voksne er det krævende, og derfor overser de hende med vilje.  

Måske af samme grund ville hun ønske, hun var en af de stille piger, der ikke behøver sige noget (ibid.: 55), og som sidder bagerst i klasseværelset. Desværre virker det, som om hun faktisk bliver den stille pige, hun drømmer om at blive som barn – i hvert fald står der langt senere: ”Jeg tænker på alle de gange, jeg får at vide, at jeg undskylder for meget. Og at jeg undskylder – også for det” (ibid.: 100).

Mindre slik, flere tomater

Som om det ikke var nok, selvom det hele hænger sammen, er der også noget med en seddel fra lægen om, at fortælleren skal tabe tre kilo. Der står: ”Mindre slik og flere tomater” (ibid.: 43), og derfor spiser hun kun cocktailtomater i så lang tid, at hun får allergi: ”store, røde cirkler på albuer og hals” (ibid.: 44). Hun drømmer om at få fletninger som Pipi Langstrømpe (ibid.: 32) og blive fri, mens hun tænker på at lave alt for meget glasur, et helt pund flormelis, som hun spiser alene og i smug: ”svimmelheden, der følger efter, og kvalmen. Og på at jeg stadig ikke er mæt” (ibid.). 

Det er et kompliceret forhold til mad, der måske hænger sammen med, at hun ikke bliver eller set som den, hun er – og det er da også noget af det, der foldes ud i Dalgaards tidligere roman Det dér og dét der fra 2017. Det at spise og slet ikke at spise bliver en straf, men ikke for noget konkret, og derfor er det så utrolig farligt. Det er det nemlig altid, når man straffer sig selv for noget, som man slet ikke ved, hvad er (ibid.:43).

Det ses også senere i romanen, hvor fortælleren er voksen og tænker på, i sin mors navn, at sværge falsk om, hvad hun har spist og hvornår (ibid.: 93) og videre: ”Jeg tænker på ingenting at spise om dagen for i stedet at gemme til natten. Og ingenting at spise om natten for at gemme til dagen efter. Og dagen efter ingenting at spise, fordi jeg har glemt, hvordan man gør” (ibid.: 94) og ”min mor, der flere gange, mange gange, TRYGLER mig om ikke at dø” (ibid.).

Far og mor

Fortællerens far er underligt fraværende i hele romanen, ligesom han spiser is ved vandfaldet, mens et mindre drama udspiller sig. Der står for eksempel et sted: ”Jeg er bange for kødædende planter, hugorme, min fars vrede og atomkrig – i præcis den rækkefølge” (ibid.: 17). Måske er hun bare ikke så bange for atomkrig. Det er én forklaring, men samtidig står der videre om faren, at han har meget bestemte meninger om meget bestemte ting (ibid.: 48). Han slukker for eksempel for Sportslørdag, som de ser, med en bemærkning i parentes om, at det er for plebejere (ibid.: 52). Det er for folk, der tilhører en lavere stand, og da hun bliver spurgt direkte, om hendes far har skæg, kan hun ikke huske det (ibid.: 49). Måske fordi vreden sidder i ansigtet. Der står omvendt også, at hendes far græder af rørelse så højt, at de må skrue musikken helt op på max for at høre den (ibid.). 

Hendes mor er til gengæld ikke fraværende, men virker ofte ret ked af det (ibid.: 37), og en veninde konstaterer da også et sted: ”Du har jo alt for meget at se til med både et fuldtidsarbejde og tre krævende børn” (ibid.: 38-39). Hun orker ikke at høre på den krævende piges historier, men giver måske alligevel pigen hendes poetiske blik. Moren læser, har vi hørt, og hun fortæller så smukt pigen om tågen: ”Jeg tænker på tågede dage og på min mor, der forklarer mig, at tåge i virkeligheden er mørke, der vender det hvide ud af øjnene (ibid.: 56). Hun er blandt andet derfor tæt forbundet til moren – og moren er tæt forbundet til hende, sådan virker det – mere og mere gennem romanen, som slutter med en tekstbesked, hvor fortælleren skriver, hun elsker hende (ibid.: 112).

Der er også en mormor, der dør, og fortællerens barn skal hedde Stella efter hende, hvis det bliver en pige (ibid.: 110). Det er sorgen over at miste – også sorgen over at miste det, man måske aldrig kan få, for eksempel et barn: Jeg tænker på et brændende ønske om at hænge sammen med mere og andet end mig selv (ibid.: 108). Eller lidt senere igen: ”Jeg tænker på barnevogne, alle andres og alle vegne” (ibid.) og flere negative tests (ibid.: 111 og 112). 

Et Danmarks- og et poetisk portræt af en kvinde 

Parallelt med de mange poetiske billeder, som jeg – åh så voksne og kedelige menneske – har forsøgt at forbinde, er teksten et Danmarksportræt. Der er OBS-udsendelser og serveringsfade med diverse tobak, der bliver sendt rundt til familiefesterne. Forestil dig lige, hvor kort tid dét er siden, og hvor utænkeligt det er i dag! 

Der er også Silvo-pudsemiddel, blommetrifli i serveringsglas og forvandlingskugler i en iskiosk ved Tranum. De skifter farve på tungen. Der er partisan-tørklæder, perlemorsfarvet læbestift og billig hårgele, der gør håret klistret som bare pokker. Der er også et Kodak-fotografi på et øvrigt virkelig flot omslag. Måske af forfatteren som barn. Det er jo en erindringsroman, men genrebestemmes som en romancollage, og som det indledende citat af D.H. Lawrence præciserer: ”Never trust the teller, trust the tale” (ibid.: 7). 

Det har vi gjort, forsøgt at læse teksten som tekst, og det har været en svært god oplevelse. Formen fungerer, fordi sproget er så sart og næsten gennemsigtigt. Det åbner for billeder, der er store, og som sammen maler et smukt og meget overbevisende portræt af en kvinde. Fordi det mindste bliver stort og det store større, snubler man ikke over gentagelsen, sådan som man alt for ofte gør, når formen er så iøjnefaldende og anderledes.  

Dalsgaard har en særlig evne til at skrive med barnets sanselige, naive og umiddelbare blik, der forstørrer alt. Derfor er hun altid værd at læse, og derfor kommer hun også her så godt i mål. Det er hendes ottende udgivelse, og jeg er glad for mange af dem. Ting jeg tænker på er bestemt ingen undtagelse. 

Tiden, der sårer alle

Lars Thur:
Stærkt utilfreds
Det poetiske bureaus forlag 2021
77 sider. 150 kroner

Af Arne Herløv Petersen
Lars Thur leger med ord. Han trækker i dem, snor dem rundt om hinanden, kaster dem op i luften og griber dem igen, trykker dem sammen i hidtil usete ordklumper og smuldrer dem mellem fingrene og drysser dem ud over verden.

Det, han gør ved modersmålet, ligner ikke noget andet. Men inde i festfyrværkeriet – åh guldregn – ligger et smertepunkt, som digteren bevæger sig rundt om, hende den elskede, der gik sin vej, det der var og ikke kommer igen.

Og der ligger en sorg og en vrede over tiden, der sårer alle, samfundets almindelige udvikling eller afvikling og alt det, man kan blive stærkt utilfreds med. Man kan gå rundt mellem digtene, plukke ordblomster og snuse til dem:

For nu at sige det
som det er
så er jeg stærkt utilfreds
jeg er utilfreds med min barndom
min ungdom og hele min opvækst

Jeg vil bortadopteres
med tilbagevirkende kraft
og opfostres
i et grænseløst revir
med slotsfruer, østers
vindebroer og canapeer

*

Vi er dem på toppen af
de skimlede prinsessemadrasser
dem som ikke ved, at det ikke
er ærter vi ligger på
men neoliberalismens hæmorider

*

Under skyernes blonder
går jeg på skrabede knæ
i blodsivende ildhu
og beder om en sort hjerteblomst

*

Vi går ad endekendte veje
i vækstens uflytbare spor
blandt kastrerede svin
og stinkende dobbelthyacinter
på barfjæskinder
blomstrer flovhedens rosetter

*

Og hele tiden vender savnet tilbage:
Tomt rosenfingret
blåmorgenkysser jeg
din ametysthed

*

Vi står i gylle
til halsen
markerne er under vand
pesticiderne står i kø
og fantasien er halekuperet
og lige nu
meddeler
kvinden i mit liv
at hun har fundet
en anden

*

I mit hjertes brændkammer
gløder jeg varsomt
vores kærlighedslig
og asken i urnen
strør jeg
i ordhavet

*

Kære du
Du skrev i min poesibog
og jeg i din
Vi afsøgte
vokabulariums
og tiltalekommaernes
betydning for kys
og nu skal vi
lodde dybden
af begrebet
aldrig
mere

*

Gå i haven
og blomsterglo
sige en rosenmonolog
indeni og blive bisværmsk…

Til dig og alle de andre
som forsvandt i tidernes tåge
måske skal vi mødes en dag
og kysse om igen

Lade som om
at tiden ikke er gået
at børnene ikke er voksne
og bare kærtegne
hinandens mindekroppe

Der er alvor og dybde bag ordlegens spraglede krumspring. Og så er det en smuk bog at sidde med, med collager, der også er lavet af Lars Thur, der er et bogmenneske og i mange år havde et antikvariat i Århus.

Læs også anmeldelsen af Lars Thus forrige bog: Tilværelsens egentlige og substantielle drama

Denne anmeldelse har tidligere været bragt på Arne Herløv Petersens facebook-væg

Et helhedsbillede af en digterisk udvikling: Ny kurdisk lyrik på dansk

"Døden er i denne digtning ikke bare et eksistentielt punktum for et individuelt liv. Den er næsten altid en kollektiv affære." Thorvald Berthelsen præsenterer en gruppe kurdske digtere, der indgår i en kommende antologi på Det poetiske bureaus forlag

Ny kurdisk lyrik  udkommer til næste år på Det Poetiske Bureaus Forlag i København. Det er den anden antologi i den ny serie med nutidig verdenslyrik, som Det Poetiske Bureaus Forlag udgiver med undertegnede som hovedredaktør. Formålet med serien er at give et større indblik i den nutidige kultur i lande og områder, som vi kun kender fra mediernes krigs- og krisereportager og derfor har en tendens til at betragte som problematiske og barbariske, selvom vi i Norden næsten intet kender til deres kultur, som ofte er langt ældre end vores egen.

Tanken om at udgive en antologi med ny kurdisk lyrik opstod i forbindelse med udgivelsen af den første i serien, Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina, som udkom i 2018 med 650 s. udvalgte digte af 43 digtere fra selvstændigheden i 1992 og frem til i dag. Den blev i 2019 tildelt prisen for bedste redaktion på Sarajevo bogmessen.

Antologien Ny kurdisk lyrik omfatter flere digtere, forhåbentlig den væsentligste moderne kurdiske lyrik fra 1970’erne og frem til i dag. Nemlig den periode, hvor selvstændighedsbevægelserne i Kurdistan igen er vokset. Den omfatter de væsentligste nye lyrikere fra Kurdistan i bred forstand, hvad enten de har udgivet på centralkurdisk (Sorani), nordkurdisk (Kurmanji). Nordøstkurdiske dialekter (Kermanshah og Kalhuri), Arabisk, tyrkisk, farsi eller et helt syvende sprog, idet kurdisk jo har været forbudt i adskillige kurdiske områder. Den vil indeholde lyrikere fra alle områder af Kurdistan (armensk, georgisk, iransk, irakisk, syrisk og tyrkisk Kurdistan) og andre kurdere uanset om de bor i landet eller i exil. De deltagende forfattere vil også have baggrund i forskellige religioner som f.eks. islam, kristendom og yazidisme.

Det bliver nok den første antologi, der tegner den digteriske udvikling i hele Kurdistan i nyere tid. Omfanget vil være på 700-750 sider med ca. 80 lyrikere repræsenteret. Bl.a.: Sherko Bekas, Hiwa Qadir, Lazo Azad, Ahmadi Mala, Farhad Shakely, Nazand Bagi Khani, Rafiq Sabir, Muhsin Adib , Choman Hardi, Kajal Ahmad, Milko Ahmad, Dastan Barzan, Alan Pary og Hero Kurda fra irakisk Kurdistan. Aref Hamza, Xunava Ayoub, Ibrahim Hisso, Dara Kurdo, Axin Welat, Wîdad Nabî, Xunav Kano og Ciwan Qado fra syrisk Kurdistan.  Jalal Malekshah, Farhad Shahmoradi, Arsalan Chalabi, Somayeh Fallahi og Nasrin Shafiee (Hana) fra iransk Kurdistan. Fatma Savci, Rojen Barnas, SelimTemo, Seyhmus Dagtekin, Lal Lalesh, Arjen Arî, Hıdır Işık og Meral Şimşek fra tyrkisk Kurdistan. SamtEskere Boyik og Ezize Gerdenzeri fra Georgisk og armensk Kurdistan

Antologien redigeres af digterne Alan Pary, Dara Kurdo, Arsalan Chalabi og Thorvald Berthelsen. Digtene oversættes hovedsageligt af Thorvald Berthelsen og Alan Pary suppleret med andre, når det er nødvendigt. Nogle af de digtere der er med i antologien præsenteres

Hardi

Digtene bliver udelukkende udvalgt ud fra deres lyriske kvalitet og ikke ud fra den rolle de har haft i nationale, etniske, religiøse eller politiske konflikter. Samlingen vil forsøge at tegne et helhedsbillede af den digteriske udvikling og de aktuelle udviklingstendenser som den kurdiske lyrik befinder sig i efter de sidste 50 års kamp for selvstændighed. Den vil også bære præg af kvindelige kurdiske lyrikeres større og større selvbevidsthed og plads i det litterære landskab efter 1992, hvor dannelsen af den selvstyrende kurdiske region i Irak har givet plads til at de kunne tilkæmpe sig flere rettigheder og udgivelsesmuligheder. En udvikling som digteren Choman Hardi har været stærkt medvirkende til:

Magt og vold er brødre
og kvinder står alene.

Hjemland! Du er stadig
vædet I blod I mine drømme.
Sig hvordan jeg kan fixe dig?
Hvilken forbrydelse skal jeg takle?
Hviket sår skal jeg forbinde?
Fortæl hvor jeg skal begynde?
Hvad skal jeg gøre for at du ændrer dig?

Spørger hun i digtet Hjemland, hvad skal jeg gøre med dig? Hun må selv siges at være en del af svaret.

Det er også en antologi der viser den nye lyriks grobund i en langvarig mundtlig og skriftlig litterær tradition der sammenkæder kærlighedslyrik med både den elskede, Kurdistan, dets natur, og frihedskampen så man ofte er i tvivl om hvad digtet er rettet mod. 

Dette forstærkes selvfølgelig af en lige så lang tradition for undertrykkelse og eksildigtning, samt at der var drastiske straffe for at nævne ordet Kurdistan eller kurder. Ingen kurder var dog i tvivl om at det også var Kurdistan dets natur og mennesker digteren talte om. Det er baggrunden for sammensmeltningen til denne særlige kærlighedslyrik. Gerne i et enkelt sprog som i Vesten kan opfattes som sentimentalt, men som i stedet må opfattes som trækkende på den bedste mundtlige tradition og populærkultur.

Som det for eksempel ses i en af den unge kvindelige lyrikere Hero Kurda’s digt:

Du i mig

På det varme havs bredder
står jeg
Mine hæle kysser din kyst
Jeg løfter op i kjolen til knæene
En bølge
kaster din perle op hos mig

Ræk hånden frem
Du vokser i mig
Sluk lyset
Vi bliver tre

Det er en antologi der primært præsenterer kurdiske digtere, der har været aktive efter 1975 og giver så fyldige smagsprøver med noter og korte bibliografier at læseren selv får lyst og midler til at læse videre i deres digte både på originalsproget og i oversættelser til vestlige sprog som dansk, engelsk, fransk, tysk, svensk og norsk.

Når det er sagt må det samtidig konstateres, at denne digtning er dybt præget af 100 års undertrykkelse af kurderne og deres kamp for et selvstændigt Kurdistan. Og svigtet af dem lige siden Sèvres-traktaten efter Første Verdenskrig under Osmannerimperiets sønderbrydning lovede dem en selvstændig kurdisk stat for umiddelbart efter at erstatte den med Lausanne-traktaten, der lover mindretalsbeskyttelse til armeniere, grækere og jøder men ikke til kurderne der tværtimod knyttes ”uadskilleligt” til det ny Tyrkiet. I deres kamp er de gang på gang er blevet svigtet af alle alliancepartnere og magter i Mellemøsten. ”Kun bjergene er Kurdernes venner”. Lige indtil i dag, hvor de, efter USA's tilbagetrækning og Tyrkiets, Ruslands og Assad Syriens invasion i Nordøst Syriens selvstyrende kurdiske Rojava, igen er ladt i stikken af USA og EU og deres øvrige allierede i kampen mod Islamisk Stat og for demokrati i Syrien. For ikke at tale om Danmarks enestående skammelige hjemsendelse af syriske flygtninge med den for resten af verden soleklart løgnagtige påstand, at det er sikkert at vende tilbage til diktatoren Assads Syrien med tyrkisk invasion, diverse militser og nyopfostrede terrorister. Den syrisk kurdiske digter Ciwan Quado fra Rojava lægger ord til reaktionen: ”Både på gode og dårlige dage føler jeg at tillid ikke vil ændre på noget/ Der er ikke nogen der er mig nærmere end min ensomhed/ Der ikke nogen der er mere tålmodig og står mig nærmere end min lidelse”

Døden er i denne digtning ikke bare et eksistentielt punktum for et individuelt liv. Den er næsten altid en kollektiv affære. Som Hiwa Qadir fra Sulaymaniyah i irakisk Kurdistan, udtrykker det:

Igen død og kurder, kurder og død
Den evige ligning for en kurder
Jeg er igen et forladt nyfødt føl
Igen løber mit blod fra ulvenes tænder
Igen er kurder lig krig, og krig lig kurder
Det er min skæbnes snævre cirkel

Min ensomhed bliver større og større
lige til selve den eneste gud bliver misundelig på den

Alligevel er håbet der i den brændende ild.

Thorvald Berthelsen

 

Blændende oversættelse af det bedste af Yeats

"Igennem nogen tid nu har jeg gået rundt med en række af William Butler Yeats’ allermest lysende digte i lommen. I en stærk oversættelse (det er ikke nemt!) Natasja Lund Hertoft"

William Butler Yeats “Tårnet og andre digte”
Bureauets Lommebibliotek
Det Poetiske Bureaus Forlag
Oversættelse, forord og noter ved Natasja Lund Hertoft
148 sider

Af Jes Nysten

Jeg har tidligere anmeldt udgivelser fra Det poetiske Bureaus “Lommebibliotek”, og det er ganske forbløffende, hvad forlaget kan komme afsted med! Jeg mener, i den ene udgivelse efter den anden får vi litteratur fra den allerøverste hylde pakket ned i netop lommeformat. Værker der vel egentlig skulle komme i forkromet stort format med fast bind, bliver på denne måde en lille kompakt og stærk sag, der kan tages med hvor som helst. En virkelig glimrende ide, som forlaget ikke skal stoppe med!

Igennem nogen tid nu har jeg gået rundt med en række af William Butler Yeats’ allermest lysende digte i lommen. I en stærk oversættelse (det er ikke nemt!) og et glimrende forord og noteapparat af Natasja Lund Hertoft. 

Samlingen har fået titlen “Tårnet og andre digte”. Titeldigtet er af mange gode grunde et af de kendeste af Yeats digte, men samlingen indeholder heldigvis også mange ikke så kendte. Så det er en gave, at de nu er tilgængelige på denne fine måde. 

Jeg er faktisk ikke klar over, hvor mange udgivelser, der er kommet på dansk med digte af Yeats, men under alle omstændigheder er denne samling en ren guldgrube. 

Kronologisk opbygget

Samlingen er bygget op kronologisk med fem afsnit, der hver har et pænt udsnit digte fra den pågældende periode. Det er oplagt - i stedet for fx at sætte dem tematisk sammen - for på denne måde får vi et klart indblik i den forandring, der finder sted gennem hans produktion. Både tematisk og formmæssigt. Naturligvis hænger disse ændringer til dels sammen med hans interessante, vidtfavnende og noget excentriske livsforløb, som bliver fint beskrevet i forordet. 

Men man bør nu ikke fortabe sig i det, men nyde det forunderlige univers, der folder sig ud i hans digte.  

Allerede i det første digt i samlingen - det tidlige “Det stjålne barn” - fornemmer man den unge Yeats optagethed af romantisk-gotisk folklore. I digtet der kaster os ind i et mytisk, symbolladet og truende univers fra hjemlandet Irland, er de farlige feer på spil. Skrevet i et højstemt og stilfuldt sprog og med det tilbagevendende og manende omkvæd i de tre første strofer: “Kom du menneskebarn, kom med / til et vådt og vildsomt sted, / fulgt af feer på din vej / for alverdens sorg og gråd er alt for dyb for dig”, for så i sidste strofe at kunne triumfere “For han kommer, drager med / til et vådt og vildsomt sted, / fulgt af feer på sin vej, / og de synger: Verdens sorg er alt for dyb for dig” (s 33f). 

Trøstens dårskab

Kærlighedsdigtene fylder også godt op. I digtet “Trøstens dårskab” (s 47) er digtet fyldt med smerte, for digteren bliver igen og igen afvist af kvinden, han bejler til. Her er der ikke plads til velmenende trøsteord “Din elskedes hår har fået strejf af gråt, / hendes blik er træt nu, som om skygger faldt; / man bliver klog med tiden, selvom alt / Er helt umuligt nu, jeg råder dig: / Vær kun tålmodig”. Men digteren vil ikke høre, hans hjerte råber sin smerte ud. Og digtet slutter håbefuldt “Hvis hun blot vender sig og ser sig om, / ved hjertet, at trøst er dårskab, trøst er tom.”

Her er også digtet “Påske 1916”, som er skrevet med udgangspunkt i den påskeopstand, der fandt sted i Dublin i 1916, hvor unge irere gjorde væbnet opstand mod den britiske hær. Her mærkes et tydeligt aftryk af denne verdens aktuelle fortrædeligheder helt ud i sproget og form. Her er ikke flere truende men luftige feer, her er ingen hjertesorger. 

Dette digt efterfølges, naturligt kan man sige, af “Herrens komme”, som digtet hedder her. Tidligere har det været oversat “Genkomsten”. Dette digt “The Second Coming” er måske i virkeligheden for rigtig mange det kendeste Yeats-digt med den næsten til ulidelighed genbrugte sætning (som alle kan på engelsk: Things fall apart; the centre cannot hold). Som sagt er det brugt og misbrugt igen og igen helt uden dens egentlige kontekst. Derfor er det også godt at have det med her, så vi alle kan blive lidt mere oplyst om dette digt! Jeg skal lade være med her at tolke, for digtets “spirituelle” vision skal læses med omtanke af hver enkelt. 

Samlingens titeldigt : langsigtet “Tårnet” (s 83) falder i den sene periode af forfatterskabet, hvor den begyndende alderdom og svækkelse bliver et genkommende tema. Og for denne læser, der må siges at være på vej dertil, er der megen genkendelig - sørgmodig - humor i digterens kamp med tingenes tilstand sat overfor tankernes og mindernes “ungdommelige” mylder. Digtet indledes med “O hjerte fyldt med uro, hvad gør jeg / ved dette kræ her, dette fjolleri, / grå ælde, som er hægtet fast til mig / som en slags vedhæng?” Ja, den frodige fantasi og drømmerierne kan ikke ændre på dette. Og digtet afsluttes med denne “svanesang” : “Jeg vil styrke min sjæl en tid / med et lærd, virksomt kald, / med et strengt studiums flid, / indtil min krops forfald, / affældighed, vissent blod, / sløvsindets prøvelser, / sorger i overflod, / alt det, som snarligt sker - / venner, som dør, at hvert blik, / som betog og fortryllede, dør - / er som det, der falmer væk, / som skyer henover en tom / og svindende horisont, / som skygger, der sænker sig om / et fugleskrig, som forsvandt.” 

Det er ganske enkelt blændende! Og der er heldigvis mange andre digte i samlingen at dykke ned i - i denne fine meddigtende oversættelse. Endnu en fornem udgivelse i dette “Lommebibliotek”

Spotsk forvekslingskomedie

Ljudmila Petrusjevskaja: ”Vi blev stjålet. En historie om nogle forbrydelser”, oversat fra russisk af Trine Søndergaard, 338 sider, Forlaget Silkefyret 2021.

Af Egil Hvid-Olsen.

I ”Vi blev stjålet” forener Ljudmila Petrusjevskaja en bidsk satire med den dybe tragik. Læsningen er på samme tid morsom og skræmmende. En spotsk introduktion til det Rusland, sovjetlederne efterlod, og som nye korrupte magthavere var parate til at overtage og sælge ud af til de højstbydende af de nyrige, der fulgte i deres kølvand.

Forvekslingskomedien er det genremæssige udgangspunkt for ”Vi blev stjålet”, og forvekslingerne fortsætter sammen med identitetsskifte og andre spidsfindigheder gennem hele bogen i et virvar, der kræver koncentration af læseren. Dog samler de løse ender sig til sidst. Forvekslingskonstruktionen er dog sekundær i forhold til de mange sidefortællinger, man kort præsenteres for, og ikke mindst de hændelser, som bogens centrale karakterer udsættes for.

Infamiteter i kø.

Der handles oftere mere infamt end heroisk i ”Vi blev stjålet”. Er der en køber til et barn med en enlig mor, holder hospitalet sig ikke tilbage fra at sælge barnet og fortælle moderen, at det døde. Mænd voldtager efter forgodtbefindende, blot fordi de kan, og ikke alle kvinder er lige solidariske overfor deres kønsfæller. Et venskab er langt fra altid mere værd end materielle goder, hvor få der end er tale om, og når man bliver beskyldt for tyveri, kan man bare benægte fakta. Ingen bekymrer sig om det, så længe den bestjålede ikke har noget af bestikke ordensmagten med. Enhver er sin egen lykkes smed og træder på andre for at nå op til en bare nogenlunde acceptabel levestandard. Og er man først nået dertil, tramper man videre. Det er ikke den kloge, der narrer den mindre kloge, men den hurtige, der narrer den, der er en lille smule mindre hurtig. Survival of the fittest for dummies.

Flettet ind i alt det triste dukker der morsomme dialoger og scener op. De bevæger sig fra det regulært platte til det pinagtigt afslørende som her, hvor en far, der ellers intet gør for sin nyfødte, kommer hjem og taler til ham:

Hva’ så? Var det far, der kom hjem? Var det far, som kom hjem til Sergej-bassemand? Til snullergumsen? Var det far, som kom hjem? Til grinebideren? Til snuskebassen? (s. 189).

Sådan siger den mand, der snart på daglig basis vil voldtage den kvinde, han har godtaget som amme for sin søn.

Fra censur til stor anerkendelse

Ljudmila Petrusjevskaja er fra 1938 og har skrevet i mange år, både prosa og skuespil. Gennem 70’erne forhindrede den sovjetiske censur hende i at få sine litterære værker udgivet og sine skuespil sat op, men siden har hun nydt stor anerkendelse, både i sit hjemland og i udlandet. ”Vi blev stjålet” udkom på russisk i 2017. I 2021 udgav Forlaget Silkefyret den på dansk i Trine Søndergaards oversættelse.

Fortællestilen i ”Vi blev stjålet” er ramsaltet. Der er ingen finfølelse i sproget, der råt for usødet og med sydende satire beskriver, hvad der sker. Den bagvedliggende vrede er for stærk til at give plads til kønne formuleringer. Men det gør ikke romanen til dårlig litteratur, blot til en konsekvent gennemført fortælling, der efterlader sig andre, og nok dybere spor, end så mange andre værker.