Ljudmila Petrusjevskaja: ”Vi blev stjålet. En historie om nogle forbrydelser”, oversat fra russisk af Trine Søndergaard, 338 sider, Forlaget Silkefyret 2021.
Af Egil Hvid-Olsen.
I ”Vi blev stjålet” forener Ljudmila Petrusjevskaja en bidsk satire med den dybe tragik. Læsningen er på samme tid morsom og skræmmende. En spotsk introduktion til det Rusland, sovjetlederne efterlod, og som nye korrupte magthavere var parate til at overtage og sælge ud af til de højstbydende af de nyrige, der fulgte i deres kølvand.
Forvekslingskomedien er det genremæssige udgangspunkt for ”Vi blev stjålet”, og forvekslingerne fortsætter sammen med identitetsskifte og andre spidsfindigheder gennem hele bogen i et virvar, der kræver koncentration af læseren. Dog samler de løse ender sig til sidst. Forvekslingskonstruktionen er dog sekundær i forhold til de mange sidefortællinger, man kort præsenteres for, og ikke mindst de hændelser, som bogens centrale karakterer udsættes for.
Infamiteter i kø.
Der handles oftere mere infamt end heroisk i ”Vi blev stjålet”. Er der en køber til et barn med en enlig mor, holder hospitalet sig ikke tilbage fra at sælge barnet og fortælle moderen, at det døde. Mænd voldtager efter forgodtbefindende, blot fordi de kan, og ikke alle kvinder er lige solidariske overfor deres kønsfæller. Et venskab er langt fra altid mere værd end materielle goder, hvor få der end er tale om, og når man bliver beskyldt for tyveri, kan man bare benægte fakta. Ingen bekymrer sig om det, så længe den bestjålede ikke har noget af bestikke ordensmagten med. Enhver er sin egen lykkes smed og træder på andre for at nå op til en bare nogenlunde acceptabel levestandard. Og er man først nået dertil, tramper man videre. Det er ikke den kloge, der narrer den mindre kloge, men den hurtige, der narrer den, der er en lille smule mindre hurtig. Survival of the fittest for dummies.
Flettet ind i alt det triste dukker der morsomme dialoger og scener op. De bevæger sig fra det regulært platte til det pinagtigt afslørende som her, hvor en far, der ellers intet gør for sin nyfødte, kommer hjem og taler til ham:
Hva’ så? Var det far, der kom hjem? Var det far, som kom hjem til Sergej-bassemand? Til snullergumsen? Var det far, som kom hjem? Til grinebideren? Til snuskebassen? (s. 189).
Sådan siger den mand, der snart på daglig basis vil voldtage den kvinde, han har godtaget som amme for sin søn.
Fra censur til stor anerkendelse
Ljudmila Petrusjevskaja er fra 1938 og har skrevet i mange år, både prosa og skuespil. Gennem 70’erne forhindrede den sovjetiske censur hende i at få sine litterære værker udgivet og sine skuespil sat op, men siden har hun nydt stor anerkendelse, både i sit hjemland og i udlandet. ”Vi blev stjålet” udkom på russisk i 2017. I 2021 udgav Forlaget Silkefyret den på dansk i Trine Søndergaards oversættelse.
Fortællestilen i ”Vi blev stjålet” er ramsaltet. Der er ingen finfølelse i sproget, der råt for usødet og med sydende satire beskriver, hvad der sker. Den bagvedliggende vrede er for stærk til at give plads til kønne formuleringer. Men det gør ikke romanen til dårlig litteratur, blot til en konsekvent gennemført fortælling, der efterlader sig andre, og nok dybere spor, end så mange andre værker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar