Gensyn med Stalintidens komponister

Shostakovich/ Arensky piano trios
Trio Con Brio Copenhagen
Orchid Classics 

Weinberg: Die Passagierin
Kluttig, Grazer Philharmoniker
Capriccio 2CD

Mosolov: Symphony No. 5/ Harp Concerto
Arnold, Moscow Symphony Orchestra
Naxos

Af Jakob Brønnum

Anmeldelsen er skrevet inden den russiske invasion af Ukraine. Indspilningernes kulturelle udveksling omkring de eminente russiske komponister, der var modstandere af regimet, står derved i et andet, mere sørgeligt, men også klarere lys. Den er let redigeret i lyset af grusomhederne i Ukraine. Red.

Man gør sig ikke klart, hvor mange rigtig dygtige komponister, der piblede frem i Sovjettiden. Vi taler om mindst 100 af den kategori, man plejer at kalde ”store komponister”. Af en eller anden grund holdt stalintiden fast i den ”borgerlige” klassiske musik, og for kunsterne var det ordløse et sted at udtrykke sig om de faktiske forhold.

Følgelig bliver der ved at dukke nye og spændende komponister op fra sovjetdybet. En periode opdagede vesten den kæmpemæssige symfoniker Miaskovskij og for tiden er det den dobbelt-glemte Mieczyslaw Weinberg eller Moshe Vainberg, som han også kaldes – en jødisk komponist, der blev ekskluderet af det gode selskab allerede i sovjettiden pga. sin jødiske afstamning.

Ligesom Sjostakovitj og Miaskovskij har han skrevet cirka ligeså mange strygekvartetter som Beethoven og ligesom dem er stort antal solide symfonier, der bl. a er indspillet på DG og opført på BBC Proms de senere år af den litauiske dirigent Mirga Gražinytė-Tyla og Birmingham symfonikerne. Weinberg er, trods sit moderne tonesprog, også den enkleste af de tre, hvor Sjostakovitj veksler i en personlig stil mellem senromantik og neoklassicisme og Miaskovskij mellem senromantikken og en personlig udgave af den sojvettiske formalisme, læner Weinberg sig i højere grad mod

Nu har Capriccio udsendt Weinbergs opera Den kvindelige passsager, en fantastisk spændende komposition, der både lader sig inspirere af Weinbergs baggrund, hvor hans far var direktør for et jødisk varieté-teater og trækker hele det 20. århundredes grumme krigshistorie frem.

Operaen er fra 1968. Den bygger på en roman om en tidligere kvindelig vagt i Auschwitz, der møder en overlevende fange på en båd til Sydamerika.

Den dramatisk klarhed, Weinberg netop kan siges at have i sin musik, gennem barokelementerne i det moderne tonesprog (nærmest som man også kan høre det hos den tjekkiske symfoniker Martinu, men noget mere frit fabulerende), egner sig vældig godt til operaens sceniske drama. Genremæssigt ligger operaen nærmere det tyske Singspiel end den italienske opera og musikalsk er den præget af et meget forskelligartet tonesprog.

Indspilningen er skabt af den østriske Graz-opera og operaen er sunget på tysk. Det fyldige teksthæfte har – foruden en række gribende billeder fra opsætningen - engelsk oversættelse af teksten ved siden af den tyske.

Den russiske kammermusik

Der er noget med den russiske kammermusik for tiden. Se nu f. eks. den danske Trio Con Brios seneste CD, der rummer tre klavertrioer. Det er sjældent, et pladecover i den grad viser musikken kulør, men den nedtonede klippebaggrund for de farvemæssigt varme indslag gør det virkelig.

Trio Con Brio spiller med en næsten minimalistisk enkelhed, tindrende klart redegør de for den tidlige Sjostakovitj korte poetiske forsøg i Klavertrio Nr. 1, udgivelsens første værk.

CD’ens andet værk er en senromantisk klavertrio af den skamløst oversete Arensky. Den kølighed, jeg hørte i de første gennemlytninger, hvor jeg sammenlignede med et andet projekt med russiske klavertrioer, jeg seneste havde hørt, nemlig The Brahms Trio hele fem CD'er på Naxos, er langsomt forsvundet. Der er en nøgternhed i fraseringerne, som giver plads for en desperation, jeg ikke før har hørt hos Arensky, som jeg opfatter som den enkleste og varmeste af de russiske senromantikere.

CD’ens tredje værk er Sjostakovitj Klavertrio nr. 2. Som der står i det medfølgende hæfte (på engelsk): I værket lader Sjostakovitj sin maske falde i usædvanlig grad. Den lyse tone i violinen, der indleder værket, langstrakt, elegisk, som en dødsmærket fugl under en dunkel himmel, rummer al den angst, undertrykkelse, modsigelse og forurettethed, som Sjostakovitj som oftest gemmer længere nede i værkernes væv, for ikke igen-igen af få de sovjetiske myndigheder på nakken.

Den nøgterne redegørelse skaber veje ind til et værk, der er uudtømmeligt som redegørelse for det menneskelige vilkår. Den skingre tone afløses af et rytmisk intenst forløb, vintage Sjostakovitj, der fortsættes og yderligere intensiveres i den korte anden sats (med satsbetegnelsen Allegro Con Brio!), der viser noget, ingen anden end Sjostakovitj kan.

Det er en blanding af varm humor og ironi, af træsskodans og forvirret militærmarch, af vrede og ivrighed efter at komme et andet sted hen, som enhver – bortset fra Stalin (og måske Putin, der virker indelukket i sit ejet verdensbillede på samme måde) – kan høre er en kritik af regimet. Stramheden i Trio Con Brios ensemblespil gør værket rigtig godt netop her.

The Brahms Trios indspilninger, standser netop der i musikhistorien, hvor de moderne komponister sætter ind, og Sjostakovitj to klavertrioer er ikke med i sættet. Så meget desto mere er Trio Con Brios indspilning stærkt anbefalelsesværdig.

Den største harpekoncert?

Mosolov er en anden, meget spændende symfoniker, der til gengæld ikke rigtig er opdaget endnu i Vesten. Han er indspillet i et vist omfang i Rusland, men Naxos nye udgivelse med Mosolovs flotte, melodiske 5. Symfoni og en stor Koncert for Harpe og orkester er mig bekendt det første, vi har hørt til ham, foruden et enkelt stykke kammermusik i en antologi.

Selve indspilningen er russisk, men med den hollandske dirigent Arthur Arnold. Ligesom i Miaskovskijs symfonier står der store klangflader som bevæger som massive felter i værkerne, men hos Mosolov er de ofte forbundet af lavmælte, melodiske passager, hvor træblæserne byder ind med elegiske og pastorale motiver.

Harpekoncerten er et lille mirakel, eller snarere et stort mirakel, for den er næsten 40 minutter lang, og må være den længste harpekoncert i repertoiret. Hvor den 5. symfoni er fra 1965, er harpekoncerten helt tilbage fra 1939, umiddelbart virker den lys, trods de verdenshistoriske omstændigheder, men den er snarere håbefuld i en dybere og mere alvorlig, eksistentiel forstand. Som om den forsøger at fastholde det evigt menneskelige i kunsten.

Det er svært at undgå at høre en impressionistisk inspiration i harpemusik fra den tid, men der er i den store 1. sats snarere en populærmusikalsk tonalitet, en filmisk virkelighedsskildring, som er dragende og forbløffende. Anden sats er næsten kammermusikalsk med sine dialoger mellem to og tre instrumenter eller grupper. Tredje sats legende forløb vover at stille fløjte og harpe op overfor hinanden – som ellers kun Mozart har gjort med varig succes.

Det er et værk, man ikke glemmer igen. Der er i det hele taget noget ydmygt og meditativt over de to værker af Mosolov. Begge er aldrig indspillet før. Lad os få mere orkestermusik af Mosolov!