Elof Westergaard: ”Memento Vitae. Betragtninger om liv og død”. Eksistensen 2022, 62 sider.
Af Egil Hvid-Olsen.
Biskop og forfatter Elof Westergaard vil med sin lille bog ”Memento Vitae” minde læseren om vilkår, mange ønsker at fortrænge. Døden er ikke ren tragedie. Kirkegården et fredfyldt sted, og de afdøde lever videre i andet end erindringen. Dette udfoldes i både poetiske og debatterende småtekster.
Elof Westergaard er af stenhuggerslægt. Han boede med sin familie over faderens værksted og fik hurtigt en vis indsigt i sorgfuldes ansigtsudtryk, tanker og ønsker. Siden blev han præst, provst og biskop, men har beholdt en levende interesse for kirkegårdskultur.
Kirkegårde anses ofte for at være uhyggelige, men faktisk er de fredfyldte. De bærer vidnesbyrd om levet liv, om efterladtes taknemmelighed, om tro på et evigt liv som "en fornyelse af en relation" (s. 24), fordi "svaret på spørgsmålet om vores bestemmelse ikke er angivelsen af et sted, men en udfoldelse [...] (s. 24).
Forsøget på at være unik helt ind i døden
Westergaards lille bog består af en række korte tekster. Med udgangspunkt i erindringer og erfaringer trækker forfatteren tråde mellem fortid og nutid, mellem afdøde og levende, mellem tradition og fornyelse. Forfatteren er ikke en reaktionær gnavpot, men problematiserer den fornyelse, der ligger i, at nogle vælger kirkegården fra i et forsøg på at gøre den afsluttende handling personlig og unik i ønsket om at forlænge deres tilstedeværelse. "Jeg synes, du gør dig falske illusioner både om, hvor langt din selvbestemmelse og dit nærvær rækker. Nu du er død, er du død, og du trækker ikke længere vejret." (s. 29). Det lyder næsten hoverende, men der ligger den nøgterne pointe i udsagnet, at man i døden må overgive sig til kræfter, man ikke selv har indflydelse på. Dette kommer til orde i bogens videredigtning af Det Nye Testamentes fortælling om Judas, der efter at have forrådt Jesus, hænger sig selv. I Westergaards version slutter historien: "Da Jesus stod op påskemorgen, gik han straks ned i lunden, skar Judas ned fra træet og tog ham med." (s. 23).
En tak for livet
Kultur, tro og debat blandes i "Momento Vitae", som priser det evige liv, der allerede er påbegyndt, og som ifølge kristendommen fortsætter efter døden. I sin bog møder Westergaard ikke alene afdøde i erindringen, men også i fantasien, hvilket giver ham mulighed for at blive beriget af mennesker, han gerne ville have mødt, mens de levede. Og dog er de afdødes liv ikke blot indeholdt i andres erindring og fantasi, men udfoldet i en relation, der transcenderer det menneskelige.
Al denne tale om død kan umiddelbart lyde nedslående, men bogens titel, "Memento Vitae", er en åben modsigelse af det traditionelle "Memento Mori" – ”Husk, at du skal dø!” - som man tidligere anvendte som en måde at minde folk om det store regnskab på dommedag. En trussel, der i nogle tilfælde kunne få folk til at leve skrækslagent himmelvendt. Westergaards pointe er derimod, at livet er værd at leve i bevidsthed om dets rigdom, både før og efter døden. Kirkegårdene er med til at skabe taknemmelighed for andres liv. Den pointe er det værd af genoplive, hvilket Elof Westergaard har gjort sit for med "Memento Vitae".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar