Lys i mørkemalerierne

"Den smalle bog" udvider sit område til også at rumme kunstudstillinger. For nogle uger siden blev Jens Christian Tops bog, ”Erik Hansen – Esbjergs mørkemaler”, anmeldt her på siden, så hvad er mere oplagt end at supplere med en anmeldelse af den betagende udstilling i Janus Bygningen - Vestjyllands Kunstmuseum, som bogen udkom i forbindelse med?

Janus Bygningen, Vestjyllands Kunstmuseum: ”Erik Hansen”, 29. januar-17. april 2022.

Af Egil Hvid-Olsen.

Den fattige maler, der ikke ville sælge sine værker

Erik Hansen (1914-1970) var en temmelig speciel esbjergensisk kunstmaler, der var så glad for sine malerier, at han havde svært ved at sælge dem. Ganske vist var han ikke mere glad for dem, end at han lod dem hænge udenfor om sommeren i sin have, der fungerede som galleri. Hvis de ikke kunne holde til det, var det dårlige malerier, fastholdt han. Men når en mulig køber meldte sig, var værkernes ophavsmand ikke meget for at sælge. Derfor måtte Hansen ofte ernære sig som bygningsmaler.

At Hansen ikke ville af med sine malerier kan man for så vidt godt forstå, når man besøger udstillingen, for her hænger den ene perle ved siden af den anden. Ganske vist er der også mindre vellykkede værker imellem, men overordnet set er kvaliteten så høj og indtrykkene så markante, at man går beriget og opmuntret fra kunstmuseet i Tistrup.

Hansen malede landskaber, byscener og portrætter. Han sparede bestemt ikke på oliemalingen, men smurte på i tykke lag, hvilket har haft den konsekvens, at der er revner i mange af hans malerier. Selvom Hansen tilhørte de såkaldte mørkemalere, der – som titlen mere end antyder – malede i mørke nuancer, er der knald på hans malerier. De trænger sig på. Insisterer på at blive set. 

Hyldest til foråret.

Skønt de mørke nuancer er flest, var det et lyst billede, der betog mig mest. En kvinde går i forgrunden. En mørkklædt mand følger efter hende. Begge personer og de nøgne træer langs vejen kaster skygge. For så vidt er kompositionen lidt uhyggelig, for hvad er manden ude på, og hvorfor har Hansen placeret de to på en vej sidst på vinteren? Er der grund til at gyse? Nej, for der er noget med lyset, der modsiger utrygheden. Det er det lys, der er så klart og insisterende hen mod vinterens slutning, at mørkets gerningen har slette kår. Så mon ikke manden i baggrunden blot er forelsket? Og går kvinden ikke også demonstrativt feminint med hænderne koket strakt ud fra kroppen? Hun ved, at han er der, og vil gerne ses. De færreste af Hansens billeder har titler, så vi får ingen hjælp fra ham, men for mig at se, er billedet af de to en hyldest til foråret.

Et af de få mørkemalerier, der har fået en titel, er også lyst, men på en lidt anden måde. ”Frodesgadebroen i sne” er selvsagt hvid på grund af den sne, der nævnes i titlen. Men i modsætning til det tidligere nævnte værk, er himlen her mørkeblå og truende. Det lader personerne på maleriet sig dog ikke gå på af. To kvinder med hver sin barnevogn taler med hinanden i forgrunden. Den eneste bil på vejen er gjort mindre, end den ville være i virkeligheden. Det er menneskene, der har fået lov at fylde i det sneoplyste gadebillede.

Munch, Søndergaard, Willumsen – og Hansen

Selvom Hansen var inspireret af bl.a. Edward Munch, er esbjergmalerens motiver generelt gladere end den norske mesters. En undtagelse kan være maleriet af en sørgende kvinde. Måske er hun fattig, måske har hun mistet et familiemedlem, måske er hun tynget af begge dele. Hendes tomme, sorte øjne stirrer ned i jorden uden antydning af håb. Ansigtet er gulliggustent. Det hvide hovedklæde står i kontrast til den sorte baggrund, der kun brydes af farvestrøg, som synes at skyde ned mod kvinden som lyn.

En anden inspirationskilde var Jens Søndergaard, hvilket fremgår meget tydeligt af Hansens landskabsmalerier. Og dog er Hansen en anelse mere præcis end Søndergaard, dog uden at nærme sig naturalismen. Et maleri, der snildt kunne være malet i omegnen af Ferring, hvor Søndergaard arbejdede, viser et klitlandskab med en hvidkalket middelalderkirke i forgrunden. Et højdedrag tårner sig op bagved kirken og adskiller denne fra landsbyen, der ligger spredt til højre for højdedragets bratte fald.

Visse af Hansens værker synes også inspireret af J.F. Willumsen. Der er en dramatik i den brede penselføring, de to kunstnere har til fælles, særligt i nogle af landskabsmalerierne.

Selvom det er let at se, hvor Hansen fik en del af sin inspiration fra, var han dog langt fra en epigon. Han udviklede tilsyneladende ret hurtigt sin egen stil, som han sidenhen fastholdt, sandsynligvis i erkendelsen af, at hvis ingen andre syntes om værkerne, så gjorde han det i det mindste selv.