Pastorale - Krig og kærlighed
Max Ulrich Klinker
600 sider
Forlaget Brændpunkt
Af Jes Nysten
Max Ulrich Klinker’s seneste roman bærer titlen “Pastorale” med undertekst “Krig og kærlighed”. Denne titel skal man ikke tage for pålydende eller rettere: den skal læses i citationstegn. For disse 600 sider fortæller historien om den unge danske soldat, Herman Andersen, der i ungdommelig ubekymrethed forsøger at leve livet som en evig “Pastorale” fyldt med det, der i hans umodenhed gør livet værd at leve : krig og kærlighed.
Det er juni 1939 i Cambridgeshire i den lille landsby Wyton i England - på en militær sovesal “en solstråle tvang ham til at slå øjnene op. Han vendte sig i sengen og fik øje på natbordet med det overfrankerede brev hjemmefra. Pilot officer Herman Andersen, Royal Air Force, RAF Wyton stod der på kuverten med farens sirlige håndskrift. Han havde allerede læst brevet flere gange, og alligevel fik en indskydelse ham til at række ud efter kuverten igen. Så fortrød han og nøjedes med at glæde sig over frimærket med Kenyas stolte løve; en hanløve med en manke så stor, at den nærmest rakte ud over frimærkets takker” (s 9).Allerede i dette citat fra bogens første side, får vi ridset vigtige elementer af bogens plot op: en ung dansker i engelsk krigstjeneste. Breves betydning i hans liv. Afrikas betydning for ham. Og ikke mindst billedet af den afrikanske løve. En ubevidst selvspejling - for han vil gerne være en sådan stolt hanløve, der også vil forsøge at sprænge den ramme, han er sat i!
Som det allerede fremgår af titel og undertitel, så er denne Herman fanget i den uopslidelige ungdommelige drøm: at gøre nytte, ja måske blive den beundrede helt, der efter utallige bedrifter bliver forenet med drømme-kvinden. Men også for ham bliver mødet med virkeligheden en prøve på drømmens (manglende?) slidstærkhed.
Virkeligheden i form af militærtjeneste og kamp på liv og død, der har omfattende omkostninger. Vi følger Herman i denne modningsproces gennem et år - fra juni 1939 til maj 1940. Gennem de 600 sider tegnes der et friskt og levende billede af livet blandt de unge soldater, der er sammen med Herman i flyvevåbenet. Der er fængende beskrivelser af luftkampe med tyskerne, hvor der kommer noget helt Tom Cruise over scenerne. Men vi hører også om en fatal kampsituation, hvor flyet bliver ramt og en nær ven bliver dræbt.
Vi møder de to kvinder, der griber ind i hans liv: overklasse pigen Anne og den forførende Vanessa. Vi får fornøjelige beskrivelser af det fine miljø han for en tid bliver del af. Forfatteren har også moret sig med at lægge nogle historiske - og muntre - episoder og personer ind i fortællingen. Bl.a. møder vi Churchill (og det skuffer mig, at denne livsnyder drikker RØD Jack Daniels!) i flere situationer. Både ved en fin middag, hvor han falder i søvn, og vi lærer ham at kende som spillefugl!
Der er afgjort mest spændstighed i de dele af romanen, hvor der handles og kæmpes, hvorimod de lange - til tider lidt for lange - samtaler ikke altid fænger for alvor.
Men man kan ikke andet end lade sig fange ind og blive involveret i fortællingen, der måske alligevel ender som en “rigtig”, men spøgefuld Pastorale!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar