At stå der ved randen og se ned i afgrunden

SERGEJ LEBEDEV “VED GLEMSLENS RAND”

Roman, 306 sider - pris 300 kr

FORLAGET PALOMAR

Af Jes Nysten

Jeg hørte for nyligt en tysker åbent og modigt fortælle om, hvordan han gennem hele sit voksenliv har kæmpet med en skyld, der er blevet ham påført, men som han ikke bare kan ryste sig fri af. Da hans kære morfar døde - han var på det tidspunkt omkring 10 år - fik han at vide, at denne morfar, som han elskede og som havde læst for ham og hjulpet ham med mange ting, at han havde været en af de højststående nazister under 2 verdenskrig.

Her kunne ikke bruges simpel afstandtagen eller andre fortrængningsmekanismer. For det var jo hans morfar; han havde på en måde fået livet af denne mand. Så han havde ikke bare arvet diverse karaktertræk, men han følte også, at han havde “arvet” en voldsom skyld uden selv at være skyldig.

Denne historie kom jeg til at tænke på, da jeg gik igang med at læse denne på alle måder urovækkende og besættende russiske roman. Forfatteren Sergej Lebedev er trods sin unge alder men allerede med tre romaner bag sig en klart lysende stjerne på litteraturens firmament. Denne “Ved glemslens rand” er hans debutroman, som udkom i 2010, da han bare var 29 år.

Den unge unavngivne fortæller prøver at komme til klarhed over den “arv”, som hans land og han selv som person slæber rundt på i nutidens Rusland.

“Glemslen” i bogens titel er det klassiske - og naturlige (?) - greb, som kan bruges til at holde styr på sit eget og sit folks historie. Det dække, der trækkes hen over det, der ikke stemmer overens med den fortælling, som skal fortælles for at dagliglivet kan leves i nogenlunde ro og mag.

Henrik Ibsens “livsløgn” har ikke tabt sin værdi, når det gælder om at stå oprejst og se fremad.

Og Ibsens spørgsmål: om vi ikke går i stykker, hvis denne “livsløgn” bliver taget fra os, har heller ikke tabt sin betydning.

Men i denne bog bevæger fortælleren sig altså hen til glemslens rand! Og vi fornemmer allerede tidligt i romanen, at det at stå der ved randen er risky business! For hvad sker, når dette fine dække forsvinder og afslører det der nede i afgrunden kommer til syne bag randen?

Vi tager en dyb indånding og følger den unge mand ind i mørket. Og det han straks er opmærksom på er, at han kun har sproget som guide - både for ham selv og for os. For som han allerede konstaterer i begyndelsen af fortællingen: “Du ser, og du tænker; og denne tekst er som et mindesmærke, som en grædemur for de døde og grædende, der ikke har andre steder at mødes end ved ordenes mur - en mur der forener døde og levende” (p 19), for “du forstår at dit hjemland er dit sprog; dets kvaliteter og dets mangler er dine iboende kvaliteter og dine mangler; du eksisterer ikke uden for sproget” (p 10).

Dette er netop det særligt inciterende ved denne roman: den unge forfatters kamp med at få sproget til at makke ret, til at blive det “redskab”, der kan bryde glemslens mørke og skabe klarhed. Det er altid svært helt at fange sprogtonen i en oversættelse, og min fornemmelse er, at russisk har lidt mere kraft og patos i sig end dansk, så derfor kan man også sine steder i denne oversættelse støde på lovlig ordrige og svulstige sætninger, der vil trætte nogle læsere. Men jeg vil fastholde, at netop denne kamp med sproget, disse konstante men ikke altid lige vellykkede forsøg på at finde de rigtige ord, gør denne unge forfatter til en, der virkelig vil noget med sproget og ikke pjatter det væk med lette og mundrette selvfølgeligheder.

Tidsmæssigt befinder vi os i 80’ernes perestrojka-tid, de store omvæltninger tid, hvor fortidens uhyrligheder skulle lægges bag, og det nye skulle iværksættes.

Omdrejningspunktet for fortælleren i hans søgen bag glemslen er den mystiske “Bedstefar To”, der ikke er egentlig familie, men nabo. En gammel blind mand, der helt tilbage fra fortællerens fødsel er selvfølgelig del af dagliglivet. Han insisterer på at tage sige af drengen, være en afgørende del af hans liv. Drengen føler sig også fascineret af ham, så der opstår et særligt venskab dem imellem.

Båndet imellem dem bliver for alvor knyttet, da Bedstefar To bliver bloddonor for drengen, da hans liv er i fare. Og netop denne fornemmelse fortælleren har af at være forbundet med Bedstefar To på denne intime måde, gør også at det, der langsomt afsløres for ham om den gamle mands fortid, nødvendigvis rammer så hårdt.

For da den gamle mand dør, begynder vandringen bag om glemslen - helt ind i mørket, hvor fortiden begynder så småt at blive oplyst af sine modbydelige levninger.

Afsløringerne af Bedstefar Tos egentlig liv, hans forbrydelser og fortrængninger bliver i fortællingen også en blotlæggelse af de enorme kollektive forbrydelser og fortrængninger, som stadig har svært ved at trænge gennem glemslens “nådige” slør.

Dette er en på alle måder ypperlig komponeret og sproglig fascinerende roman. Man bliver virkelig trukket med ind i mørket, i sumpen, i voldens og dumhedens uhyrligheder. Som nævnt kan sproget sine steder blive en anelse svulstigt, der er også afsnit, der tenderer mere filosofiske betragtninger end egentlig fortælling, men det er helt underordnet, fordi forfatteren samlet set virkelig leverer en læseoplevelse af de sjældne.

Forskellen på vil, kan og skal

Egil Hvid-Olsen har læst en Steinbeck og skriver om den første af en række tekster om den amerikanske nobelpristager i Den smalle bogs serie Klassikerlæsning

John Steinbeck

”Øst for Paradis”, 1952 (dansk 1982, oversat af Elsa Gress og Mogens Knudsen, Gyldendal), 584 sider

”Dagbog om en roman: Øst for Paradis” 1969 (dansk 1971 oversat af Ebba Hentze, Gyldendal), 229 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Cirka midtvejs i ”Øst for Paradis” (s. 307 i den danske udgave) dukker der en bibelsk-eksegetisk redegørelse op. Der henvises til 1. Mosebog 4,7, hvor der står: ”Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den”. Herefter konstateres det, at det fjerdesidste ord – altså ”skal” - lige så godt kan oversættes med ”vil”, eller ”kan”.

Øst for Paradis i en smuk

udgave fra Penguin Classics

Replikken stammer fra myten om Kain og Abel og udtales af Gud, der advarer Kain imod at lade vrede styre handlinger. Vrede, misundelse, had og andre beslægtede følelser fostrer synd, men man skal undgå at lade dem få overtaget. Den kloge kineser, Lee, der er tjener i tvillingedrengene Cal og Arons hjem, forklarer drengenes far, Adam Trask, og deres fælles ven, Samuel, at det er af største vigtighed, hvordan Guds replik oversættes:

”Lees hånd skælvede, da han skænkede op i kopperne. ’Forstår I det ikke?’ udbrød han. ’Den amerikanske oversættelse er en befaling til mennesket, at det skal herske over synden, og man kan jo kalde uvidenheden for synd. Den engelske oversættelse giver en forjættelse: ’Du vil herske’. Det hebraiske ord timshel – du kan – giver et frit valg. Det er måske det vigtigste ord i verden. Det siger, at vejen står åben. Det lægger ansvaret på mennesket. For hvis der eksisterer et du kan, eksisterer der også et du kan ikke. […] Der er millioner af mennesker i sekter og kirker, der følger befalingen ’du skal’ og sætter alt ind på lydighed. Men der er andre millioner, der føler det forudbestemte i ’du vil’. De kan ikke gøre noget som helst, der kan gribe ind i det, der skal ske. Men ’du kan’ – det gør et menneske stort, det gør det guderne lig. For selv i sin svaghed og skyld og efter at have myrdet sin broder, har han stadig det store valg. Han kan vælge sin egen bane og kæmpe og vinde.” (.s. 307).

Lee – og dermed Steinbeck – stiller en blind efterlevelse af Guds vilje (du skal) op overfor en fatalisme, hvor man lægger sagen i Guds hænder (du vil). Men imellem disse to kiler han en fortolkning ind, der giver ethvert menneske ansvaret for at leve i bevidsthed om synden, så vedkommende kan gribe aktivt ind i sit liv for at undgå at lade sig lede af kortsigtede fristelser.

Det er i langt højere grad en kristen etik, Steinbeck er på sporet af, end en skønlitterær forkyndelse af det kristne budskab. Han er milevidt fra at advare mod Guds straf og evig fortabelse som konsekvens af et syndigt levned, men peger derimod hen mod den måde, et liv leves bedst, for én selv og alle andre – hvor svært det end kan være. Således tematiserer ”Øst for Paradis” det bibelske næstekærlighedsbud: ”Du skal elske din næste som dig selv” (3. Mos. 19,18, Matt. 22,39 m.fl.).

Skønt Steinbeck synes begejstret for den mulighed, at mennesket selv kan beherske synden, er det også et barskt krav, for både den gammeltestamentlige myte om Kain og Abel og den forudgående syndefaldsmyte stempler mennesket som ufuldkomment og syndigt. Selvom man er sig bevidst, at man let kan lade sig friste til at skade andre for at gavne sig selv, er det ikke altid, at man kan stå for fristelsen. Det ved Cal, der – helt bevidst fra Steinbecks side - har samme forbogstav som det engelske ”Cain”. Men Cal er ikke tilfreds med, at han er, som han er, hvilket viser sig, da han senere spørger: ”Hvorfor er jeg sådan? Det er ikke, fordi jeg vil være det.” (s. 551). Denne replik leder tankerne hen på Paulus’ erkendelse: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” (Rom. 7,19). Både Kain, Paulus og Cal har brug for tilgivelse, og alene den kendsgerning, at Cal spørger, som han gør, viser, at han har rykket sig i forhold til det tidspunkt, hvor han bliver spurgt om, hvor hans broder er. Ligesom Kain gjorde sin broder ondt (ved at slå ham ihjel), har Cal såret sin bror, Aron, der bærer samme forbogstav som Abel. Kain og hans skønlitterære spejling svarer det samme, da de bliver bedt om at gøre rede for, hvor deres brødre er: ”Skal jeg være hans vogter?” (s. 546/1. Mos. 4,9).

Der er flere ligheder mellem den gammeltestamentlige myte og Steinbecks fortælling om tvillingerne. Da Gud har taget imod Abels offergave, men ikke Kains, spørger han sidstnævnte: ”Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved?” Det er, som om Gud sætter Kain på prøve ved ikke at tage imod hans offer. Da Adam Trask har afvist det offer, Cal bringer, udbryder han: ”Vær nu ikke vred, min søn!” (s. 524), hvorefter sønnen gør præcis, hvad Gud advarer Kain imod. Han sætter sig med sænket hoved: ”Hans hånd greb efter en blyant, og han begyndte at tegne små spiraler på klatpapiret. Da Lee kom ind en time senere, var der hundrede spiraler, og de blev mindre og mindre. Han så ikke op.” (s. 524). Papiret er blevet mørkt af de mange spiraler, akkurat som den tegnendes sind, der har overgivet sig til hævntørsten.

Erkendelsen af at være uperfekt og elsket

”Øst for Paradis” er en fantastisk roman. Det lyder som en kliché, men den er ikke desto mindre en født klassiker. Noget af det, der gør den så god, er, at Steinbeck ikke giver sin Kain-karakter hele skylden. Adam Trasks afvisning af Cals gave er forståelig, men urimelig, og hans forsvar for afvisningen er endnu værre: ”Jeg ville have været så lykkelig, hvis du kunne have givet mig – nå, ja, det, din bror har givet mig – stolthed over det, han gør, glæde over hans fremgang.” (s. 523). Det er ikke, fordi Adam elsker sin ene søn og hader den anden. Han elsker dem begge, men de er så forskellige, at han ikke kan vise sin kærlighed på samme måde overfor dem begge. Til alt held er der andre, der har lettere ved at rumme Cal end Aron.

Selvom ”Øst for Paradis” har flest henvisninger til gammeltestamentlige tekster, udfolder Steinbeck nogle nytestamentlige konklusioner. Netop fordi mennesket i bund og grund ligger under for synden, er det for meget forlangt at kræve fuldkommenhed. Et sådant krav kan knække de fleste. Man kan ikke altid beherske synden. Lee viser sig at være for kompromisløs i sin eksegese. At man ikke skal kræve konsekvent ufejlbarlighed af sig selv, erkender han da også senere, da han overfor Cal omtaler forholdet mellem menneske og Gud: ”Måske vil du komme til at gøre den erfaring, at hvert eneste menneske i hver eneste generation bliver lutret. Lige meget hvor gammel en kunstner bliver, så mister han aldrig sin higen efter at skabe noget, der er fuldkomment […] Hvem der end har skabt os – kan du forestille dig, at han ville standse op i sine bestræbelser for at gøre os fuldkomne?” (s. 582). Således giver Lee noget at ansvaret tilbage til Gud, så Cal ikke skal bære det alene. Hvis man tror, at man skal være perfekt, risikerer man at ødelægge sit liv, fordi man i sidste ende ikke formår at leve op til sine krav. At skabe det perfekte må man overlade til Gud, og så ellers leve så ansvarligt som overhovedet muligt, så man ikke i for høj grad lader synden herske over sit og andres liv.

Eva, slangen og profeten

”Øst for Paradis” er – som mere end antydet - fuld af bibelske referencer, men lader sig ikke styre af dem. Myten om Kain og Abel forbliver den centrale, men Adam har inden tvillingernes fødsel planer om at skabe en Edens Have i den frugtbare Salinasdal. Han har dog ikke taget sin Eva i ed. Hun, der fra starten af beskrives som et sjæleligt forkrøblet menneske, har kun to fordringer til livet: Rigdom og magt. Adam er blændet af kærlighed og ser ikke, hvad der kommer. Han har taget fejl af sin livspartner og giftet sig med slangen. Hun hedder da heller ikke Eva, men Cathy, og har – ligesom Adams bror Charles (og senere Cal) – forbogstav til fælles med Cain. Selvom Adam og Charles har et had/kærlighedsforhold til hinanden, er det dog kun Cathy, der er ubetinget ond; og det øjeblik, hvor hun erkender, hvad hendes ondskab har ført med sig, formår hun ikke at leve længere. Først da viser der sig et kim af godhed i hende.

Endnu en vigtig figur i romanen er Samuel Hamilton, der selv afslører sin forbindelse til Det Gamle Testamente, da Lee nævner hans navn, og Samuel svarer: ”Se, her er jeg!”. Det er den samme replik, den unge profetaspirant af samme navn udtaler, da Gud kalder på ham i 1. Samuelsbog 3,4. Sam Hamilton antager da også en profetisk rolle, fordi han er fremsynet. Han forener opfinderen og filosoffen, og selvom hans opfindelser let skulle kunne skaffe ham og familien brød på bordet, bliver han i sidste ende altid snydt for patenter og penge; nok mest fordi rigdom ikke interesserer ham. Således forbliver han fattig, hvilket er endnu et lighedstegn mellem ham og de gammeltestamentlige profeter – og nogle af de gamle græske filosoffer for den sags skyld.

Samuels lighed med sin gammeltestamentlige profet-navnebror skal dog ikke tages mere bogstaveligt, end at han er en livsklog mand, der har forståelse for sine medmennesker. Da hans søn, Joe, sætter spørgsmålstegn ved sandheden i den kristne tro, svarer Samuel ham med stor munterhed og forståelse for den unge mands naturlige skepsis: ”Jeg ville være skuffet, hvis du ikke var blevet ateist, og jeg ser med fornøjelse, at du efter din alder og visdom har tillagt dig agnostiske synspunkter, ligesom man tager en ekstra kage, når man er mæt” (s. 257). Samuel selv er kristen, men har svært ved at forlige sig med sin kones forståelse af Bibelens skrifter som åbenbaret direkte af Gud. Der er dog ingen tvivl om, at han er omtrent lige så velbevandret i Bibelen, som hun er, hvilket viser sig i et spørgsmål, der netop afslører hans lighed med sin gammeltestamentlige navnebror. Da Samuel Hamilton efter flere år besøger Adam Trask og hans to små sønner, der på dette tidspunkt blot er store drenge, udfolder denne samtale sig:

”’Jeg har femogtredive belgiske kaniner,’ sagde Aron. ’Vil De gerne se dem? Jeg har dem nede ved kilden. Jeg har otte nyfødte – de blev født i går.’

’Ja, jeg vil gerne se dem, Aron.’ Der kom en lille trækning om hans mund. ’Cal, du er vel ikke gartner?’

Lee vendte brat hovedet og så på Samuel: ’Nej, lad være med det’, sagde han nervøst.

Cal sagde: ’Næste år giver far mig en hel acre jord.’” (s. 303).

Lee reagerer, fordi Abel var fårehyrde og Kain var agerdyrker. Efter at være blevet oplyst om, at Aron har kaniner, sætter Samuel lighedstegn mellem ham og Aron, og undersøger, om Cal er agerdyrker ligesom Kain. Dette anser Lee ikke blot for at være et morsomt sammentræf. Han frygter, at det kan være et ulykkeligt varsel, som netop profeter har indsigt til at give. Dette varsel viser sig da også at blive til virkelighed sidenhen. Og dog er ”Øst for Paradis” ikke en moderniseret udgave af den gammeltestamentlige myte, hvilket afsløres af selve romanens titel. Stedbetegnelsen ”Øst for Paradis”/”East of Eden” henviser til det sted, Kain bosatte sig, da Gud havde lovet at beskytte ham på trods af hans forbrydelse: ”Så forlod Kain Herren og slog sig ned i landet Nod øst for Eden.” (1. Mos. 4,16). Det ligger mellem linjerne i den gamle myte, at det er i Nod, mennesket lige siden har levet på godt og ondt som efterkommere ikke blot af Adam og Eva, men også af brodermorderen Kain. Med sit særlige fortællesprog advarer myten om, hvad mennesker bærer på, og at alle i slægten vil, skal eller kan herske over synden. Steinbeck tegner dog et langt mere nuanceret portræt af sin Kain og sin Abel. I virkelighedens verden er de to nemlig forenet i ethvert menneske, så Kain aldrig kun er Kain, og Abel aldrig kun Abel.

En bog om mennesker

Efter disse eksempler på en teologisk læsning af ”Øst for Paradis” skal det tilføjes, at bogen sagtens kan læses og forstås uden synderlig indsigt i Bibelen. Bogens tema og budskab forbliver det samme, selvom man mister nogle nuancer. Som teolog, præst og forfatter til en fyldig genfortælling af Bibelens historier (tilgiv dette tilfælde af Product Placement) har jeg bare svært ved ikke at finde henvisningerne fascinerende.

”Øst for Paradis” adskiller sig ikke fra Steinbecks øvrige forfatterskab, for også i denne hans længste roman handler det om mennesker og deres indbyrdes forhold. Steinbeck er en knivskarp stilist. Skønt han holder af at udfolde sproget, kan han på relativt få linjer fremmane karakterer, så man føler, at man har kendt dem i længere tid og er fortrolig med deres særpræg. Men ligesom man mener sig sikker på, hvordan den ene eller den anden vil reagere, lader Steinbeck vedkommende sige eller foretage sig noget uventet. På den måde opbygger han et uforudsigeligt handlingsforløb, der er krydret med et væld af varme, morsomme, skræmmende eller hjerteskærende sidehistorier. Han præsenterer læseren for dialoger, der i intensitet når op på linje med de samtaler, der udfolder sig hos Dostojevskij. Og så suppleres det hele af erfarede og smukke naturbeskrivelser, der dog med ét kan skifte karakter, som i dette tilfælde:

”Det var meget varmt for årstiden den marts måned, og vinden blæste fra syd og vendte løvets sølvgrå underflader opad.

En lille grå kanin sad ganske stille og lod solen tørre sin brystpels, der var våd af duggen på græsset i den tidlige morgen. Dens farver faldt fuldkommen sammen med baggrunden af indfiltrede vildvin- og brombærrænker. Den sad og mimrede, og dens ører drejede af og til langsomt rundt for at lytte efter, om nogen af alle de små lyde kunne betyde fare for en kanin. Jorden havde vibreret rytmisk en overgang, så den kunne mærke det gennem poterne, men det var holdt op. Så havde der været noget, der bevægede sig mellem piletræerne et stykke borte, hvor vinden bar fra, så kaninen ikke blev skræmt af nogen lugt.

I de sidste minutter havde der været forskellige interessante, men ikke farlige lyde. Kaninen strakte det ene bagben ud i den varme sol. Så lød er et smeld og en piben i luften, og den mærkede et stød i pelsen. Kaninen sad ganske stille, og dens øjne blev meget store. En bambuspil var gået gennem brystet på den, og jernspidsen sad dybt begravet i jorden på den anden side. Kaninen sank om på siden, og dens poter gjorde nogle løbebevægelser i luften, før den lå stille.” (s. 338).

Noget særligt ved ”Øst for Paradis” er, at Steinbeck tager udgangspunkt i sin egen families historie og figurerer som både biperson og fortæller, hvilket giver ham lejlighed til at forstærke fortællingen med nogle betragtninger om den tid, han selv var barn og ung; tiden op til og under 1. verdenskrig.

Kvaliteten af danske Steinbeck-oversættelser er lidt svingende, og nogle kunne såmænd godt trænge til at blive oversat på ny. Men ”Øst for Paradis” er en fornøjelse at læse på dansk. Forfatteren Elsa Gress og litteraturhistorikeren Mogens Knudsen har formået at opretholde dialogernes skarphed og udfolde et vidtfavnende men præcist ordvalg, der gør læsningen til en lige så stor fornøjelse, som når man læser Steinbeck på originalsproget.

Dagbog om romanen

Når man har læst ”Øst for Paradis”, kan det anbefales at fortsætte med de breve/dagbogsnotater/opvarmningsøvelser, Steinbeck skrev til sin ven og forlægger, Pascal Covici, i løbet af det lille års tid, han brugte på at skrive romanen. Der er ganske vist mange gentagne frustrationer, overvejelser og tanker, men man får også en fornemmelse af, hvor meget det har krævet af ham at forme sin bog. Samtidig er det tydeligt, at hans talent og øvelse har været en kolossal hjælp for ham. Hvem andre ville kunne skrive så fabelagtigt et værk på under et år?

”Dagbog om en roman: Øst for Paradis” giver også en smule indsigt i Steinbecks familieliv, hans politiske holdninger samt hvad kultureliten beskæftigede sig med i 1951. Vigtigst er dog hans overvejelser som forfatter. Om hensigten med notaterne skriver han den 26. marts: ”Efter et par fridage tror jeg, at jeg skriver her på denne side omtrent som en baseballkaster, der varmer op – jeg får min mentale arm i form, så spillet kan blive godt. Og kasteren er slet ikke noget dårligt symbol, eftersom han må være i besiddelse af det hele, lethed, koordination og rytme.” (s. 55). Sproget er helt anderledes og meget mere tørt, end i de værker, der var tiltænkt offentliggørelse. Men det er også meget ærligt og upoleret.

Bibelske referencer og stil

Steinbeck skriver i sin dagbog indforstået om nogle af de bibelske referencer, jeg har nævnt ovenfor, plus lidt flere. Om læseren griber dem eller ej, betyder ikke det store, men han nyder at lægge spor ud. Samtidig må man formode, at det bibelske forlæg vælges, fordi det har betydning for forfatteren.

Netop fordi der er tale om spor, er det tydeligt, at han ikke vil afsløre for meget for Covici, inden denne har læst manuskriptet. Steinbeck er dog ret direkte, da han dels nævner Adam Trasks uddrivelse af Paradiset, dels introducerer Kainsmærket i form af et ar i panden på et tidligere tidspunkt, end det optræder i 1. Mosebog.

I dagbogen beskriver Steinbeck også sine stilistiske overvejelser. Han vægter, at fortællingen har et langsomt tempo: ”Jeg vil ikke påstå, dette har været en god uge, men jeg gør det, så godt jeg kan. Og bogen skrider gradvis frem. Den går aldrig tilbage, det er altid noget. Den mangler spænding, og det er lige det, jeg ønsker og har i sinde at sørge for, at den skal mangle. Men det kan måske volde dig som forlægger besvær, fordi mennesker er blevet sådan, at de venter sig spænding og uafbrudt handling.” (s. 44). Steinbeck har ret i, at bogen er langsomt fortalt, men spænding mangler den bestemt ikke. Det betyder dog næppe, at forfatteren forfejlede sit mål, for der skal jo være noget, der driver en fortælling frem, og selvom ”Øst for Paradis” er spændende, er der ikke tale om den slags spænding, man får i krimier eller thrillers. Spændingen ligger på et helt andet plan; i højere grad i forholdet mellem romanens karakterer og de handlinger, de begår. Steinbeck har da også forståelse for den fængende fortælling og for, hvordan den skal formidles: ”Man åbner morgenavisen og finder masser af historier om mennesker, der har begået ting, der ikke er sande, fordi de ligger uden for ens erfaring. I går dræbte en voksen dreng sin far og mor, fordi de ikke ville låne ham vognen. Man accepterer det, men sæt det ind i en handling, og du bliver nødt til at bruge al din kunnen for at gøre historien acceptabel.” (s. 67). Det er netop, hvad Steinbeck gør. Han øser af sin erfaring – og ikke så få familiefortællinger – og fletter dem ind i romanens handling.

Et helvedes hestearbejde øst for Paradis

Til tider er Steinbeck frustreret. Han har svært ved at finde ligevægten mellem arbejdet med bogen og hensynet til familien: ”Når jeg arbejder på en bog som denne, og med denne koncentration, så betyder det, at jeg lever et andet liv. Efterhånden som bogen udvikler sig, giver jeg lidt efter lidt dette andet liv mere, end jeg giver det første. Jeg må altså være vanskelig at leve sammen med i det virkelige liv, ikke fordi jeg er ond, men fordi jeg er svag.” (s. 94). Romanen gør simpelthen krav på sin forfatter. Den er besidderisk, så den kærlighed, han nærer til den, til tider kan forvandle sig til had: ”Selvfølgelig er du klar over, at jeg mange gange før jeg har afsluttet denne bog vil nære et dødeligt had til den. Jeg vil afsky den dag, jeg begyndte at skrive den. Den vil forekomme mig at være det værste møg, der nogen sinde er skrevet. Denne følelse vil kulminere omkring side 500. Når jeg først er over den, vil jeg fortsætte arbejdet i en choktilstand. Og når det er overstået, vil der gå lang tid, hvor jeg hverken kan finde ud af det ene eller det andet.” (s. 80). Om det nøjagtigt gik, som han forudsagde i dette notat fra den 16. april, lader det ikke til. Men frustrationer slap han bestemt ikke for, og hen mod slutningen var de særligt krævende.

Bogen drev sin forfatter ud i dårlig samvittighed, men han traf ikke desto mindre sine valg bevidst, hvilket beskrives i dette notat fra 3. august: ”Det er en rigtig slem tid i bogen lige nu. Jeg behøver tid, masser af tid. Og jeg skal også skaffe mig den, selv om det vil skade mennesker. Det kræver åbenbart en vis ondskab. Og den er jeg i besiddelse af.” (s. 178).

To måneder inden færdiggørelsen af manuskriptet reflekterer Steinbeck over sin metier: ”Det at skrive er i bedste fald en meget latterlig bestilling. Der er noget vist tåbeligt i at nedskrive et billede af livet. Og for at spøgen skal blive ekstra god – ja, så er man nødt til at trække sig tilbage fra livet for at nedskrive det billede. Og for det tredje må man forvrænge sin egen livsform for i nogen grad at være i stand til at fremhykle det normale i andre liv. Når man så har været igennem alt dette sludder, kan resultatet udmærket godt vise sig at være den allerblegeste afspejling. Åh, det er et helvedes hestearbejde. Bjerget slider og stønner og anspænder sig, resultatet er – det barsler med en mus.” (s. 197).

Men nej, bjerget barslede ikke med en mus. ”Øst for Paradis” blev den fødte klassiker, som Steinbeck havde håbet på, og selvom detaljer og personskildringer til hans forbløffelse nærmest tog form af sig selv, når han sad ved sit skrivebord med sine nyligt spidsede blyanter, så havde han dog hele tiden haft grundhistorien klar. Den 26. juni skriver han: ”Min bogs mønster står nu helt tydeligt for mig – lige til afslutningen. Og jeg er glad for, at jeg er i stand til at følge den form, jeg fastlagde for så længe siden.” (s. 146).

Et essay om trilogien Øjeblikkets tilstand

En kosmogoni, et digterværk, der nyudmønter vor søgen efter helhed, mening og ståsted i verden på en i dansk efterkrigstidslyrik hidtil uset måde. Sådan beskriver Thorvald Berthelsen i dette essay Jakob Brønnums mere end 1100 sider store digttrilogi Øjeblikkets tilstand, der er udkommet i årene 2016-2018.

Jakob Brønnum:

Porten til den indre by

digte 2016, 332 sider, 200 kr.

Nøjsomhedens tivoli

digte 2017, 372 sider, 200 kr.

Øjeblikkets tredje tilstand

digte 2018, 355 sider, 200 kr.

Det Poetiske Bureaus Forlag

Essayet har tidligere været offentliggjort i POV international

Af Thorvald Berthelsen

Jeg plejer at sige, at lyrikken er sprogets grundforskningslaboratorium. At dens eneste opgave er at genrejse og nyudforme det i modstand mod alle magtstrukturers inficering og diktering af betydningen, så det igen står i forhold til eksistensen og kommunikationen med de andre. Sådan en essenslyrik er Jakob Brønnums trologi Øjeblikkets tilstand ikke.

Her er sproget ikke kun i laboratoriet, men sluppet ud i alle dets afskygninger og brugsformer i fortid nutid og fremtid. Spændende fra den mytologiske, religiøse og filosofiske brug til brugsanvisninger, rap, reportager og sociale medier. Trilogien er en moderne kosmogoni, der trækker på aner fra den klassiske episke digtnings udvidelse af myterne til menneskets søgen efter ståsted i verdens tilblivelse og sammenhæng med holdbar pejling af fremtiden.

Det er et epos, der bevidst trækker på Homers Illiaden og Odysseen, Ennius Annales, Vergils Æneiden og Dantes Guddommelige Komedie og deres fortællinger om verdens tilblivelse og indretning med ståsted i dag og pejlemærkning for fremtiden, men også på Lukrets’ store, altforklarende filosofiske læredigt De rerum natura - Om altet.

En digterisk kraftpræstation

Som sådan er det en digterisk kraftpræstation, som ikke er forsøgt gennemført i det omfang i Danmark siden Anders Sunesens Hexaëmeron fra 1200-tallet med 12 sange i 8040 hexametre om verdens skabelse og indretning i løbet af Biblens seks dage. Det er derfor også helt uforståeligt, at kun dele af den indtil nu har fået en enkelt anmeldelse i Kristeligt Dagblad, POV International, Modspor og Den Smalle Bog.

Jeg må indrømme, at jeg selv bærer en del af skylden, fordi jeg først nu skriver om trilogien, selvom jeg har været fordybet i og levet med den on and off, siden det første bind, Porten til den indre by, udkom i 2016, og selvom den har inspireret nogle af mine digte i min seneste samling Huds tektoniske plader.

Dette er derfor måske ikke en almindelig anmeldelse men et første essay om trilogien. Dermed har jeg allerede sagt, at det er et digterværk, der simpelthen må læses, fordi det i et opgør med postmodernismen kaster sig ud i en moderne eksistenslyrik, der nyudmønter vor søgen efter helhed, mening og ståsted i verden på en i dansk efterkrigstidslyrik hidtil uset måde. Undtagelsen er Inger Christensens Det, der ikke er et epos men et samlende digterværk fra en tid, hvor postmodernismen endnu var fremtid.

Nuets skærsild i venten på den rigtige venten

Trilogien er som nævnt samtidig et opgør med den forfladigede postmodernismes begrænsning af verden og virkeligheden til vores subjektive oplevelse i nuet:

"til kunsten at dø hørte en vis portion ydmyghed

et solidt kendskab til samtlige dødssynder

forståelsen af det frihedspotentiale

der ligger i ikke at frygte døden

den slags bekymrer os ikke i dag, vi er oplyste

vi er moderne, vi har for længst fået indlagt

elektrisk lys, fjernvarme, bredbånd

den slags bruger vi ikke i dag

…

vi klarer os, det handler om at forstå nuet

jeg sagde forstå nuet, ikke forstøve

ikke forstyrre, ikke stirre, ikke stivne"

Som denne begrænsning til nuet med ironisk klangbund i Ovids digt Ars Amatoria eller Ars Amandi - Kunsten at elske - behandles i digtet Ars Moriendi - Kunsten at dø. Den begrænsende koncentration om nuet har naturligvis konsekvenser for verdens og virkelighedens beskaffenhed, som det siges her I galakserne i det hele taget:

"hvem siger at virkeligheden at virkeligheden ikke bare er

noget vi har opfundet

eller måske rettere opfinder

som vi når frem, nu og om lidt igen"

Betegnende for kompositionen og den centrale samling af trådene i trilogien Øjeblikkets tilstand står begge digte i midten af den anden og midterste bog, Nøjsomhedens Tivoli. Det er den bog, der svarer til Skærsilden og Limbo i Dantes Guddommelige Komedie. Og hvad er skærsilden så i Jakob Brønnums post-postmodernistiske udgave? Det er Venten på den rigtige venten:

"venter på det

venter på dengang

venter på nu

venter på at venten skal blive

den rigtige venten"

En kosmogoni i dag?

Men en kosmogoni, der er en kronologisk fremadskridende fortælling om verdens tilblivelse, indretning og formål som Illiaden, Odysseen og Vergils Æneiden, er selvfølgelig en contradictio in adjecto, en helt grundlæggende selvmodsigelse, efter Einsteins punktering af tidens og rummets enhed og sammenhæng uden huller hver for sig, og efter punkteringen af positivismens opfattelse af vores og civilisationens fortløbende, fremadskridende dannelse.

 Allerede i Vergils Æneiden er digteren nødt til på grund af dens utilstrækkelighed at gribe ud over eposets hidtidige komposition som kronologisk fremadskridende fortælling. For at forstå meningen med Æneas livsopgave er det ikke nok kronologisk at følge den skæbne, han både har fået pålagt og har valgt (frihed er indsigt i nødvendigheden). Han må opleve historien og menneskelivets vilkår selv, før han kan gennemføre sin livsopgave: at berede vejen for Rom og den augustæiske verdensorden. Derfor opløses eposets komposition i to parallelle forløb, der i omvendt kronologisk rækkefølge spejler sig først i Homers Odysseen og dernæst i Illiadens kampe.

Efter Troias fald, hvor Æneas gennem farer og fristelser har ført trojanerne til Cumae i Italien, stiger han i 6. bog ned i underverdenen sammen med Sibyllen og møder både fortidens døde sjæle og de sjæle, som engang skal vende tilbage og blive kommende helte i Roms historie.

Derfor må Æneas have indtryk af Roms fremtidige beliggenhed og historie (8. bog). Det understreges også, at han ikke har glemt sin fortid og rædslerne den nat, grækerne erobrede Troja (2. bog). Æneiden slutter med Æneas sejr over modstanderen Turnus, der samtidig er et nederlag, fordi det er hans italienske folk, der kommer til at danne grundstammen i det store romerske folk og dets verdensrige.

Fortiden og anelsen om fremtiden er en forudsætning for, at eposets fortælling om nutiden kan føre til et meningsfuldt ståsted med retning.

Dantes Guddommelige Komedie skildrer en pilgrimsfærd gennem verden i det hinsides på den anden side af døden, hvor han ledes og vises vej gennem de tre dødsriger – Helvede, Skærsilden og Paradis – ved hjælp af tre vejvisere: digteren Vergil, Dantes elskede Beatrice og den religiøse reformator og katolske abbed Skt. Bernhard af Clairvaux.

Det er en allegorisk rejse, hvor Vergil (som symbol på fornuften, den verdslige viden og samtidig det romerske kejserdømme) guider ham gennem Helvede og Skærsilden, hvor han møder fortidens og nutidens store mænd og syndere. Derefter guider hans elskede Beatrice (som symbol på kærligheden og troen, der vejleder menneskesjælen ved Guds nåde og samtidig på den katolske verdenskirke) ham gennem Paradis, hvor Bernhard af Clairvaux til sidst i Empyreum (som symbol på mystikken og Gudsoplevelsen) tager over og går i forbøn for ham hos jomfru Maria, og med hendes hjælp får Dante Gud at se.

I dette syn forstår Dante den store sammenhæng. Men det er for herligt til, at den menneskelige forstand og hukommelse kan gribe det. Digteren skriver, at han pludselig forstod inkarnationens mysterium, men at ordene og hukommelsen svigter ham.

I Paradiset får han adgang til fremtiden og målet med tilværelsen gennem de berømte retfærdiges sjæle, der fortæller, hvordan de har opnået deres plads i de saliges boliger. Ved digtets afslutning har Dante som den frelsesøgende sjæl ikke kun fået et helhedsbillede af den guddommelige verdensorden, han har også gennemvandret middelalderens kosmologi, nutid og hidtidige verdenshistorie i mødet med næsten alle kulturpersonligheder, statsmænd , lærde og religiøse ledere. Og dermed får han og læseren et meningsfuldt ståsted med retningen i deres dennesidige kaotiske verden.

Efter Dantes mening finder den enkelte først sig selv i fællesskab med andre; "synd" er først og fremmest en forbrydelse mod fællesskabet, og Helvede stedet, hvor den enkelte kun søger sit eget. Helvede er "smertens by". I den anden ende er frelsen at indgå i fællesskabet, evigheden og saligheden i foreningen med Gud, som på mystisk vis er lig med det enkelte menneskes indtræden som menneskesønnen, Jesus, i Treenigheden. I Gudsoplevelsen til sidst i Paradisets Empyreum ser Dante tre cirkler, som repræsenterer treenigheden. Den anden cirkel får efterhånden omrids som et menneske eller menneskesønnen Kristus.

Brønnums trilogi er også en rejse i tre dele på ni, syv og otte kapitler, hvor tiden fra øjeblikket til evigheden og begyndelsen til enden, ensomheden og fællesskabet samt Einsteins tid-rum kontinuum er gennemgående temaer.

Porten til helvede

Første del består af de ni kapitler i Porten til den indre by, der svarer til Dantes Helvedes ni kredse. Helvede er Den indre by, hvor vi er så optaget af nuet og vort eget ego, at vi ikke ved, hvem vi er, men kun er:

"alene, på en meget dyb måde,

dog kun kortvarigt,

for derefter ringede pizzamanden på døren

eller der kom en reklame om rengøringsmidler

eller de kom i tanker om noget de havde glemt

de skulle gøre på kontoret

…

mennesket er blevet forladt igen

og igen, selv Seinfeld er ude af billedet

…

mennesket er blevet forladt af alle de ting og tanker,

og bevægelser og stemmer i vinden

man overhovedet kan forestille sig

Alligevel er mennesket ikke alene,

der er altid nogen, der ser tv inde ved siden af,

og hvis man lytte længe nok

vil deres stemmer blive udskilt fra de andre"

(CCXVIII – Mennesket er ikke længere alene)

Her er vi så til sidst på vej over i Skærsilden. Men tiden er i Den indre by, Helvede, det ene øjeblik der følger efter det andet (uden udstrækning eller varighed). ”Alting eksisterer samtidigt” uden at hænge eller være kædet sammen, ligesom de 180 episoder i Seinfeld TV-serien,

som er morsom

"ved bevidst ikke at handle om noget som helst

og man ved ikke rigtigt om det er ironisk ment

eller om det er sandt at det er sådan

fordi alting der foregår netop virker fuldstændigt rigtigt"

En (s)tilstand af Venten

Men ”nogle gange begynder tiden at bevæge sig og stederne at skifte”, så vi kommer videre til Skærsilden.

Den anden del af Brønnums trilogi, Nøjsomhedens Tivoli, på syv kapitler svarer til Dantes Skærsild, der også har syv kredse svarende til de syv dødssynder. Jakob Brønnums syv dødssynder er dog ikke Dantes og den katolske kirkes Hovmod, Misundelse, Vrede, Dovenskab, Griskhed, Glubskhed og Utugt, men i stedet: had, angst, vanvid, svimmelhed, misundelse, hændernes lugt af mønter og jagten på en anden virkelighed. Og hans udgave af Skærsilden er som sagt venten på den rigtige venten.

Her har tiden en udstrækning, en varighed - eller sagt på Brønnumsk, den har en tilstand:

hvem ønsker nogensinde at komme frem

når man står i køen til tiden selv.

"Tiden har ingen hængsler

den føjer hændelserne efter hinanden i den orden

vi selv bestemmer…

der findes ikke parallelle tider

blot hændelser som finder sted samtidig

i det store plastiske kontinuum

hvor vi står i lange rækker efter hinanden

og venter på at det hele skal begynde

nogle hændelser er allerede sket

nogle er ikke sket endnu

nogle sker i dette øjeblik, ingen af dem er forbundet i tid

alle hændelser hænger sammen i bevægelse

ingen af dem hænger sammen i tid

tiden eksisterer ikke, den er et begreb

vi bruger til at beskrive en sammenhæng

alting bevæger sig hele tiden"

(Tiden har ingen hængsler fra Nøjsomhedens Tivoli)

Det paradisiske øjeblik

Den tredje del af Brønnums trilogi, Øjeblikkets tredje tilstand på otte kapitler, svarer til Dantes Paradis, der dog har ni himmelssfærer og engleordner og en ekstra 10., Empyreum, hvor han endelig er hos og ser Gud. Alle sjæle i Paradiset er hos Gud i Empyreum, men åbenbarer sig nedad i himmelsfærerne efter deres dyder.

 Gud opfylder de enkelte sjæles behov for salighed, så ingen ønsker mere end det. Ret beset er der dog kun otte rigtige himmelssfærer, idet både Empyreum og Primum Mobile er en slags overordnede sammenfatninger.

Empyreum er som sagt hos Gud, hvor alle sjæle i de otte sfærer også er, og i Primum Mobile er vi i den første bevægelse, oprindelsen til tid og rum, hvor Dante oplever et syn, hvor Gud er et lyspunkt omgivet af ni koncentriske, lysende cirkler, som repræsenterer de himmelske sfærer eller engleracer. Et omvendt billede af naturens orden, dvs den geocentriske, ptolemæiske kosmologi.

Beatrice forklarer ham meget platonisk, at det geocentriske verdensbillede er en omvendt kopi af den grundlæggende virkelighed. Hun forklarer videre englenes natur og navngiver de ni (tre gange tre) engleordner.

Brønnums otte kapitler går fra Øjeblikkets støvfang, anden tilstand og konstruktion til Ordets stensætning, erindring, og Øjeblikkets Atlas, efterfulgt af en epilog til en endnu ikke eksisterende fortælling og til tidens udvidelse.

Kort sagt sammensmeltes fortiden, erindringen om den, øjeblikket, tidens udvidelse i fremtiden, ensomheden, man taler med andre om, og som derfor ikke findes, og fortællingen om, bevægelsen i, det hele.

"fremtiden findes ikke

men alle elementer i den er lagt til rette

til sidst kommer bevægelsen

skabelse tilblivelse og forvandling

…

Der står en mand i horisonten

manden findes

horisonten findes men kun her,

derhenne findes horisonten ikke, horisonten

er virkelighedens pejlemærke

fremtiden ikke som tid, men som rum

…

hvad kan hans hænder og hans skikkelse

med den lidt silhuetagtige

skygge den efterhånden har fået, fortælle os

om fremtiden, om horisonten

…

hvis hans krop endnu er udtryksløs

stemmen ukendt

sproget endnu tomt for intention

hvor mødes de bevægelser der uvægerligt kommer"

(Blikket mod fremtiden, Øjeblikkets tredje tilstand)

Det er en konkret digterisk oplevelse fyldt med abstraktioner, hvor renselsen af sproget for ideologisk ærinde er en nødvendig del af fortællingen og dens bevægelse fra et forbigående ståsted, men med en meningsfuld og holdbar retningspejling.

En poetisk formidling af noget af det mest abstrakte i moderne fysik: Rum-tid kontinuummet i Einsteins relativitetsteori, som vi ellers først for et par uger siden er blevet præsenteret for et fysisk fotografi af med Event Horizon Telescopes mange-dimensionale fotografi af det sorte hul i galaksen M87.

Det erstatter her Dantes ideologiske og filosofiske fundament i Den Guddommelige Komedies Paradis, der har den skolastiske filosofi og thomismen som vigtigste inspirationskilde.

Hvor mødes bevægelserne der må komme så?

”et sted hvor centralnervesystemet møder

hjernens elektriske poler

det sted hvor Platons åndsbegreb

siver ned i sjælen på alle mennesker

som en hemmelig erindring om at komme ud fra mørket

og for første gang kaste skygge

inde i sjælen selv

som et tegn på at man eksisterer

…

Pythagoras var aldrig i tvivl

sjælen kaster en skygge af sig selv inde i sig selv

som et livstegn

…

jeg ville vise at sjælen var holdt oppe af noget

jeg kunne blot ikke finde det

For at vise

at selvom Gud havde skabt mange verdener

ville naturlovene alligevel

gælde i dem alle"

(digtet Descartes i afsnittet Epilog til tidens udvidelse)

Brønnum lader os som Dante forstå, at han i denne tredje del, Øjeblikkets tredje tilstand, mere end nogensinde før har vanskeligheder med at finde ord som beskriver oplevelsen.

Brønnum laver det omvendte af Beatrices fortællegreb i Den guddommelige komedie. Han starter med den guddommelige grundlæggende virkelighed og viser, ”hvad vi allerede ved som var det ubestrideligt”, ”om det åndelige i livet”, ”om bevidstheden som evolutionens mesterværk”, ”om Aristoteles og den første bevæger”, ”om sjælen og øjeblikket”, at de er en del af naturlovene, som gælder i alle den grundlæggende virkeligheds skabte verdener. Platons åndsbegreb gennemsiver ikke bare sjælen men også Descartes og Pythagoras naturlove.

Den rette venten på profeten Elias himmelfart

Kompositionen af trilogien følger også sine episke forgængeres brug af en vejviser eller -leder. Ennius’ vejleder gennem Annales er den genfødte Homer, som besjæler ham i en drøm. Dantes Guddommelige komedie betjener sig af tre vejvisere, digteren Vergil, Dantes elskede Beatrice og den religiøse reformator abbed Skt. Bernhard af Clairvaux.

Jakob Brønnum lader adskillige vejledere oplyse os undervejs i sit epos. F.eks. Wittgenstein i Porten til den indre by og som nævnt Platon og Descartes i Øjeblikkets tredje tilstand. Men også mange andre. Her vil jeg til sidst nævne Elvis Presley og profeten Elias:

"en ældre profet som kom af dage

ikke ulykkeligt men mere interessant

noget med et hul i himlen

(han er her i hvert fald ikke mere)

Man kan trods alt ikke vide hvem der farer forbi

mellem jordskorpen og firmamentet

…

når natten siger farvel til dagen

og sætter fantasien fri

…

det er Elvis, han står ved porten til livet…

Elvis has left the building

and nobody has seen him since

Except me

- Venter på Elias, venter på Elvis

Digtet stammer fra Nøjsomhedens Tivoli, ligesom Venter på Elias, hvor

der er folk der venter på profeten Elias…

der er folk der venter

på at øjeblikket skal være inde, hele vejen igennem

…

blev tilbragt i afventen, afmægtig venten

på det uvisse"

Det er en anden anet sammenhæng i den egentlige venten, som samtidig er en beskrivelse af et endnu ikke vidensmæssigt underbygget sort hul, det ubekendte ubekendte, som kun jeg har set.

Profeten Elias er simpelthen den visionære ’mystiker’, der opnår fremtidens frelse og øjeblikkets satori, hvor kensho-indsigten i ens sande natur erkendes ved at opgå direkte i et sort hul i universet. Hvor tiden går langsommere og langsommere og til sidst helt i stå. Hvor øjeblikket er umåleligt og samtidig evigheden, og omfanget bliver mindre og til sidst ingenting med en uendelig energi og vægt eller altet måske. Kort sagt ved at indgå i fællesskabet, Treenigheden eller Øjeblikket, hvor alt – også al tid – kan skabes, og derfor er til, lige før eller helt i begyndelsen af The Big Bang.

Øjeblikkets tilstand er et paradoks, der opløses i poetisk logiske sandheder og virkeligheder. Men trilogien er også et dementi af en forfladiget postmodernistisk begrænsning af erkendelsen og virkeligheden til den enkeltes subjektive oplevelse af øjeblikket i et nu.

Samtidig er den et kompositorisk gennemarbejdet og sammenhængende bud på en moderne udgave af eposet med udgangs- og udviklingspunkt i de vigtigste litteraturhistoriske forgængere. Og den er bandsat inspirerende, trods lejlighedvise passager af vekslende tæthed og sproglig kvalitet - som eposset som regel medfører, Dante og Vergil er kun næsten undtagelser.

Så afslutningsvis er her i dette kun at sige: Køb den, læs den og lev med den.