torsdag den 18. oktober 2018

I konflikt med normer og traditioner

GULDSTØV
Ibrahim al-Koni
Oversat fra arabisk af Ellen Wulff
134 sider
Forlaget Vandkunsten

Af Jes Nysten
Tilbage sidst i firserne læste jeg den franske forfatter J. M. G. Le Clézio’s intense og gribende roman “Ørkenen”, som beskriver livet for et par unge mennesker, der tilhører Tuareg-folket eller det “blå folk” - et afrikansk nomadefolk, der er en del af berber-folket. Det er fortællingen om europæisk imperialisme og brutal undertrykkelse, men det er også en fortælling om et stolt folk, der forsøger at stå imod og bevare sin identitet som folk i en foranderlig verden. Siden jeg læste den bog, har jeg altid været fascineret af dette folk.

Bogen, der her skal anmeldes, Guldstøv, handler også om det “blå folk”, men her er hovedkonflikten ikke kampen mod en ydre fjende - selvom vi hører sporadisk om kampe mod italienerne (så tiden må være omkring 2 verdenskrig) og den efterfølgende hungersnød - men den afgørende konflikt er intern. Den unge Okhayyid forsøger at finde sin egen vej i livet i stadig konflikt med sin families og stammes normer og traditioner. Han finder styrke og handlekraft gennem den kamel, som han fik i gave som helt ung. Det er ikke “bare” en kamel, men en broget mehri-kamel! Denne kamel, Ablaq, bliver ikke blot hans særlige livsledsager, men er den der bærer hans styrke og hans svaghed, den er hans kampfælle, hans sjæl-broder.

Disse to uadskilliges fælles liv udvikler sig til en dramatisk “livs-rejse” - en barsk dannelsesrejse. Med fatale konsekvenser. Romanen fortæller ikke kun de tos turbulente samliv, men den udvikler sig også til en filosofisk, ja spirituel reflektion over livsvilkår i et ekstremt reguleret stammeliv og med ørkenen som stedet, hvor denne eksistentielle kamp for at komme fri af de traditionelle bindinger og komme til live som individ må kæmpes “Ablaq havde reddet ham fra lænken.... Ablaq var en ånd Gud havde sendt for at befri hans lænkebundne hjerte. .... han var nær kommet ind i mængden af de ubesindige, mængden af de skødesløse som havde taget fædrenes byrde i arv, lassoen .... og illusionen. Ablaq var det frelsende sendebud, det frelsende skib, frihedens skib. Nu ville de drage ud i Guds vide ørken som to gazeller, ud i den evige ørken forbundet med det hinsides. Farvel til de sønderbrudte lænker. Farvel til buret med tremmer kraftigere end dem fra ruinerne af de fængselsceller den tyrkiske guvernør efterlod da han trak sig tilbage fra oasen. Det var Ablaq’s fortjeneste at have ødelagt dette bur” ( s 106).

Ørkenen viser sig ikke at være en paradisets have, men en afsindig vild og uregerlig kampplads. Midt i romanens beskrivelse af dette totalt fremmede liv med uforståelige riter og leveregler, møder vi således denne trang hos det enkelte menneske til frigørelse, til at finde sig selv som individ.

Guldstøv er gribende i al sin fremmedhed og brutalitet, fortalt i en smuk  poetisk og fortættet stil, der helt sikkert har dybe rødder i traditionel arabisk fortælletradition. Og blændende oversat af Ellen Wulff.

Forfatteren Ibrahim al-Koni er selv af Tuareg-folket, har skrevet mere end 80 bøger, de fleste oversat til diverse sprog. To andre af hans bøger er allerede kommet på dansk “Blod af sten” og “Natteurt”. Også på Forlaget Vandkunsten.



torsdag den 11. oktober 2018

Kommisær Haritos under pres

"Forfatteren mestrer ikke sit håndværk. Plottet er søgt, spændingsniveauet lavt, opklaringsarbejdet urealistisk." Carina Wøhlk er usædvanlig hård i sin kritik af den græske krimi.

Petros Markaris
"Forfaldne lån"
Forlaget Solidaritet

Af Carina Wøhlk
”Forfaldne lån” er første bind i en såkaldt ”krisetrilogi”, skrevet af den græske forfatter og venstreorienterede samfundsdebattør Petros Markaris. Bogen lanceres på én og samme tid som et stykke skarp samfundskritik og som spændende krimi. Spørgsmålet er, om dette forsøg på genresammensmeltning lykkes?

En god krimi er en såkaldt pageturner, som læseren har vanskeligt ved at lægge fra sig. I dette tilfælde har læseren mest lyst til at kyle bogen hen i et hjørne af stuen. Første bind i krisetrilogien lever op til sin betegnelse ved netop at udløse akut læsekrise. Og hvorfor nu det?

Makaber sag
Handlingen udspiller sig i 2010 i Grækenlands hovedstad Athen. Hovedpersonen kriminalkommisær Kostas Haritos står overfor en makaber sag, der hurtigt viser sig at være kædet sammen med den græske finanskrise.

En græsk bankdirektør findes halshugget. Inden længe bliver en udenlandsk bankdirektør, en kreditvurderingschef og en inkassochef ofre for samme forbrydelse. Athen er på den anden ende.

Kommisær Haritos kommer under massivt politisk og mediemæssigt pres. Samtidigt kæmper han en intern magtkamp med en kollega og andre, der vil trække sagen ad et terrorspor.

Som om det ikke er nok, plastres Athen til med plakater og klistermærker, der opfordrer byens befolkning til ikke at betale af på deres banklån. Som handlingen skrider frem, viser det sig, at mordene har forbindelse til dopingskandaler i idrættens verden. Lyder det langt ude? Det er det også.

Makværk
Det er vanskeligt at vurdere, om bogen er dårligt oversat – eller om den slet og ret er elendigt skrevet. Jeg er mest tilbøjelig til at mene, at det halter med både oversættelsen og skriveteknikken.

Et eksempel på ringe oversættelse viser sig i den tiltale, som kriminalkommisæren møder pressen med indtil flere gange: ”Børnlille!” (se f.eks. s. 151). Jamen, kære venner, sådan er der da vel ingen, der taler nu om stunder!?

Hvad indholdet angår, virker det meget fortænkt, at dialogen næsten hele tiden – både på arbejdspladsen og i hjemmet – kredser om økonomiske forhold. Mennesker, som er ramt på pengepungen, kan tænke på og tale om andet end drakmer og euroer – de elsker, kæmper, arbejder, leger.

Helt absurd bliver det, da en larmende stilhed på politistationen beskrives som ”sorg” (se s. 268) – sorg over fremsættelsen af lovforslag om at hæve pensionsalderen fra 55 til 60 år! En nordeuropæisk læser kan have svært ved at mønstre empati og sætte sig i de sørgendes sted. 
   
Ingen anbefaling
Det er muligt, at nogle vil finde dette genremæssige eksperiment forfriskende anderledes. Undertegnede er ikke begejstret: Litterært set er der tale om makværk. Forfatteren mestrer ikke sit håndværk. Plottet er søgt, spændingsniveauet lavt, opklaringsarbejdet urealistisk, persongalleriet utydeligt, sproget armodigt og dialogen ubehjælpsom. Det er samfundskritikken, der stjæler billedet – og tyveriet er alt andet end elegant.     

De næste to bind i krisetrilogien hedder henholdsvis ”Brød, uddannelse, frihed” og ”Slutafregning”. Tro mig, der er ingen grund til at læse videre. Det er livet simpelthen for kort til.


tirsdag den 2. oktober 2018

"Har lige læst Dagbogen igennem og overvejer at brænde den ..."

Morten Nielsen: ”Dagbøger” v/ Arne Herløv Petersen, Det Poetiske Bureaus Forlag 2015, Bureauets Lommebibliotek, 127 sider, 100 kr.

Af Egil Hvid-Olsen 
Dagbøger er oftest skrevet med den hensigt, at kun forfatteren skal læse dem. At det var tilfældet med Morten Nielsen dagbøger vurderede digteren Halfdan Rasmussen, der havde Nielsens dagbøger fra 1940 og ’41 liggende. Dertil kom nogle notater, der strakte sig frem til 1943. I et brev til Nielsens gode ven fra gymnasietiden, Morten Ruge, skrev Rasmussen i 1989: ”Efter at jeg på ny har kikket i Mortens ’Dagbøger’ fra 1940 og 1941, er jeg kommet til den erkendelse, at indholdet er privat, at det ikke bør gøres til genstand for almindelig beskuelse” (s. 9). Året efter ændrede Halfdan Rasmussen holdning og vurderede, at Ruge burde overtage dagbøgerne, så han, efter endt læsning, kunne aflevere dem til Det Kongelige Bibliotek. Fem år senere skrev han: ”Hvad Mortens to hæfter angår, kan jeg tilslutte mig at de brændes, på pejsen i Bisserup eller andetsteds” (s. 9). 


Dette ville Morten Nielsen sikkert have bakket op om, for d. 19. juni 1941 noterer han: ”Har lige læst Dagbogen igennem og overvejer at brænde den. Den er for idiotisk åben: hvis en eller anden faldt i den, var det Helvedes ubehageligt.” (s. 123). Slutresultatet blev en blanding mellem Rasmussens to sidste opfordringer: Dagbøgerne blev afleveret til Det Kongelige Bibliotek, men først efter Ruges hårdhændede redigering. Morten Nielsens gamle ven havde eksempelvis klippet efternavne ud af hæfterne, hvilket gik ud over det på bagsiden skrevne. Redigeringen har været kraftigst i andet halvår af 1940, hvor Morten Nielsen kæmpede med en forelskelse. Han var betaget af Inger Ravn, men kunne ikke blive klog på, i hvor høj grad hans kærlighed var gengældt. Ruge beskriver sin redigering af denne periode således: ”Fjernet er utallige samtaler, refereret frem og tilbage og med utallige lidt naive redegørelser for muligvis delvis uforståede hændelser. MN er faktisk meget sårbar, fuld af mistillid, skuffet og samtidig ude af stand til at forstå sine følelsers bærekraft. Tilbage er værdifulde strejftog henover hans forhold til studiet.” (s. 10).

De af Ruge fjernede tekstdele kunne have givet læseren indsigt i Morten Nielsens tanker om kærlighed og det deraf berørte følelsesliv. Som den næstbedste løsning genskaber Arne Herløv Petersen rammerne for det bortredigerede i sit forord til dagbøgerne. Naturligvis går man glip af Nielsens egne ord, men den ungdommelige forelskelses forvirring er dog ikke til at tage fejl af. Morten Nielsen var 18 år, da Danmark blev besat i 1940, og hans tanker om kærlighed og sex adskilte sig tilsyneladende ikke meget fra enhver 18-årig ungersvends. I vinteren 1940 gør han grin med sin egen optagethed af det modsatte køn:



”Vil snart indrykke sådan en Annonce under Personlige:

UNG STUDENT

Student fra Provinsen

Høj, slank, hestepæreblond, søger Bekendtskab med 10 unge Damer, 18 til 25. Åndelige Interesser    frabedes. Bill. mrk. Montus 4520”.


Modsat Nielsens fokus på kvinder, var hans tanker om poesi mere enestående. I dagbøgerne fremstår han som ekstremt selvkritisk. En enkelt gang skammer han sig oven i købet over at have fået et digt trykt, som han i mellemtiden har revurderet og nu finder for ringe.


Krigere uden Vaaben
Læser man ”Krigere uden Vaaben” (1943), der er den eneste digtsamling, Morten Nielsen fik udgivet, mens han levede, er det i høj grad også kærligheden, han kredser om. Der er en melankolsk stemning over mange af digtene, som også fører tanker om døden med sig. Dette bliver naturligvis så meget desto mere bemærkelsesværdigt, fordi Morten Nielsen døde i sensommeren 1944 under uopklarede omstændigheder. Nielsen var tilknyttet modstandsbevægelsen og havde blandt andet deltaget i en stikkerlikvidering, dog uden selv at affyre sit våben. Om digterens død skriver Herløv Petersen, at Morten Nielsen ”[…] skulle aflevere en Luger-pistol til Citronen og blev ramt af et skud i brystet. Thomas Bredsdorff har undersøgt det, vi ved om sagen, og kommer til den konklusion, at der antagelig var tale om et vådeskud. De andre muligheder – likvidering eller selvmord – forekommer usandsynlige. Luger-pistolen var kendt for at være usikker. Den kunne gå af ved mindste berøring af aftrækkeren.” (s. 19).

Digtsamlingens titel stammer fra det første digt, ”Riget af tusind Aar”, hvor tredje strofe lyder:



Vi andre blev hadske og blege

- Mænd på atten Aar,

Krigere uden Vaaben

Og saarede uden Saar.


Umiddelbart får man indtryk af, at der i titlen ”Krigere uden Vaaben” ligger en henvisning til den afmagt, der kunne præge den danske befolkning, som var blevet løbet over ende af den tyske krigsmaskine. De våben, man havde til rådighed, var ganske utilstrækkelige at tage kampen op med. Men digtet handler om noget helt andet, nemlig en jævnaldrendes psykiske lidelse. Den syge har været et let offer for sin omgangskreds, der har haft svært ved at forholde sig til hans galskab og derfor har såret ham uden våben, blot med ord eller bortvendte blikke.

Dagbogen gør det muligt at få et lille indblik i det arbejde, Nielsen lagde i sin digtning. I november 1940 nedskriver han ”Riget af tusind Aar” i sit dagbogshæfte (s. 106ff.), men det er i en meget anden version end den, han lod udgive i 1943. 1940-versionen fremstår mere stram og lettere at forstå end det udgivne digt. Til gengæld mangler strofen med krigerne uden våben i dagbogsudkastet. I den endelige version er der altså større fokus på, hvordan de udenforstående svigter deres kammerat, i kraft af deres manglende mulighed for at følge hans afvigende forestillinger.


Digte og døden
Selvom det dybest set er kunstigt at bruge Nielsens pludselige død til at undersøge, om han selv søgte mod den, er det svært helt at undgå. Den unge digters produktion fremstår i et særligt lys på baggrund af hans skæbne. Derfor har man det med at glemme, at Nielsens død må være kommet lige så meget bag på ham selv, som på alle andre. Når han skrev om døden, var det snarere, fordi det er et emne, der ofte beskæftiger børn og unge, idet livets skrøbelighed pludselig går op for dem. Og dog skal man ikke overse, at Nielsen som aktiv modstandsmand må have været sig den risiko, han løb, bevidst. Måske ligger der en refleksion over hans engagement i modstandskampen til grund for det næstsidste digt, ”Samme Motiv” i ”Krigere uden Vaaben”. Her udfolder han tanker om tiden, der går uden store ændringer. Og dog overbevises han undervejs i digtet om, at han selv kan være med til at forandre tingenes tilstand. Derfor kan han slutte med denne strofe, der kan læses som en slags gravskrift over ham:



Og det blev trygt og varsomt, det at vente

med Liv som er forfulgt af angst og delt.

Enhver, der har forsvaret noget, ved det.

Og den, som kæmper, taber aldrig helt.



I sommeren 1940 noterer den 18-årige digter et to-strofet digt, der også kredser om døden:



Jeg tror, jeg går, mod fremmede Øer

i dette Rums uendelige Sø.

Jeg føler, jeg skal favnes af Mørket –

jeg tror, at det er Året, jeg skal dø.



Denne triste trosbekendelse modsiges af anden strofes ønske om, at døden lader vente på sig:



Å lad mig drage voksen af Lande!

Jeg lover, at jeg længselsløst vil gå…

Men lad mig have levet, ja lever

før Hjærtet holder op med at slå. (s. 63).


Få dage efter, under indtryk af sin komplicerede forelskelse, skriver Nielsen:

”Jeg har været glad ved hende.

Og jeg ser, at jeg har levet, vokset, arbejdet, digtet og elsket.

Jeg kan dø.

Ingen af Tingene – især ikke den sidste – har jeg prøvet til Bunds. Men jeg har anet deres Lykke og fornemmet deres Sorg.

Tanken om at dø er mig ikke fremmed. At måtte gå fra hende og vide, at hun vil møde en anden – for det er Loven – er så tungt, så tungt. Og at gå fra Digtet er tungt – Selv om jeg ikke er moden, hvis jeg skal høstes nu, er jeg heller ikke helt umoden.” (s. 67).

Senere på året minder et blik hen over sundet ham om, hvorfor det er, han sætter livet på spil: ”Månen forsvandt bag nogen Skyer; men så glimtede Lysene ovre i Sverige. Ved at se de Lys huskede jeg med eet på, hvad vi har mistet.” (s. 89). Lyset forblev tændt i nabolandet, mens han måtte fortsætte hjem mellem mørklagte ruder. Det er disse vilkår, der gør, at han natten mellem 1940 og ’41 noterer: ”Jeg synes ikke, det er meget mørkt. For de taber Krigen, mine Fjender. Vore Fjender. De taber Krigen og jeg er glad for det, selvom jeg ikke tror på dem, der vil sejre. Jeg går ud på min Skæbne. Piet [Hein] lærte mig en Sætning, Karen Blixen har sagt – ’at være forelsket i sin Skæbne.’ Jeg vil tage min. Selv om den bliver skåret over af en Spade.” (s. 114).


Intet originalt, og dog givende
Som beskrevet oven for er Morten Nielsens dagbøger blevet beskåret markant. Alligevel kommer man ved læsningen af dem lidt tættere ind på livet af den unge digter, lige fra de smådårlige vittigheder, han nedfælder i 1937, til hans overvejelser over livets store spørgsmål centreret omkring kærligheden og døden i de efterfølgende år. Langt hen ad vejen er der intet originalt over dagbøgernes indhold, og dog er der noget givende i at læse om digteren i en historisk kilde fra hans egen hånd. Under alle omstændigheder vækker læsningen en nysgerrighed, der let kan friste én til at dykke ned i hans produktion, hvad enten den nåede at blive udgivet i hans levetid eller det skete posthumt.

torsdag den 27. september 2018

En særlig grund til at søge omsorg

KLASSIKERLÆSNING
Om at kræve sit liv tilbage
Tove Ditlevsen: ”Man gjorde et barn fortræd”, 1941.

Af Egil Hvid-Olsen
Forleden faldt jeg over Tove Ditlevsens beskrivelse af sit eget selvmordsforsøg. Det var overraskende i sin smukke og glade stil. Ditlevsen beskriver sin lettelse over, at hun havde truffet sin beslutning om at tage sit eget liv. Så lettet var hun, at hun lo sig gennem de københavnske gader og videre ud til det stille sted i skoven, hvis blide sanseindtryk skulle have været de sidste, hun nogensinde fik del i.

Mit kendskab til Ditlevsen har indtil for nyligt begrænset sig til enkelte LP’er, hvor Anne Linnet synger nogle af Ditlevsens digte. Men den forbavsende og skræmmende smukke tekst om selvmordsforsøget gav mig mod på at læse mere af forfatteren, der som 58-årig igen forsøgte at tage livet af sig selv. Denne gang gik det, som hun havde planlagt.

Ungdom og kvindelighed
Originaludgaven af bogen
Jeg kastede mig over Ditlevsens debutroman ”Man gjorde et barn fortræd”, som udkom, da hun var 23 år. Selvom bogen i høj grad handler om ungdom, kvindelighed og en søgen efter sin plads i livet, er den både opbygget og formuleret forbløffende modent. Man følger den 19-årige Kirsten, der stammer fra en arbejderfamilie. Hun har ikke de store forventninger til livet, men drømmer alligevel om den livsforandrende kærlighed. Ganske vist er hun fuldt ud klar over, at hun ikke er nogen skønhedsåbenbaring, men hvis blot en mand vil opdage hende på trods, og vise hende omsorg og forståelse, vil hendes lykke være gjort. Alt andet ligger allerede i faste rammer i kraft af hendes baggrund.

En særlig grund til at søge omsorg
Det lyder temmelig simpelt og nok også en anelse sentimentalt, men man fornemmer ret hurtigt, at Kirsten har en særlig grund til at søge omsorg. Det skal ganske vist ikke være en omsorg som den, hendes overbeskyttende forældre forsøger at omgærde hende med, for de har en eneste gang svigtet; og selvom det var uafvidende, har de mistet datterens tillid og vækket hendes modvilje. Den omsorg, Kirsten søger, vil kunne normalisere hende, efter det overgreb, hun har været offer for mange år tidligere. Dette er hun dog ikke selv klar over. Hun higer blot efter en kærlighed, der helst skal forblive platonisk, indtil hun er hundrede procent tryg ved den mand, hun lader komme sit forpinte sind nær.

Samtidig med at hun er angst for mænds berøring, søger hun kontakt med jævnaldrende i forskellige snuskede danseetablissementer, hvilket giver Ditlevsen sine karakterer mulighed for at drøfte klasseforskelle: ”’Kan du ikke se, det er bærmen det dèr,’ han talte sagte og indtrængende, ’der er naturligvis hæderlige undtagelser, men i det store og hele er det dog den mindre værdifulde del af arbejderklassen, der i deres uhyggelige tomhjernethed og uforstand ikke aner, hvordan de ellers skal få tiden til at gå.” Sådan siger Jørgen, der selv kommer fra et af samfundets laveste lag og har en drøm om at blive læge for den del af arbejderstanden, der stadig er håb for. Det mener han, at der er for Kirsten, som han forelsker sig i, fordi han i hende ser en kvinde, han kan frelse.

At kræve sit liv tilbage
Imidlertid viser det sig, at hvis nogen skal frelse Kirsten, er det hende selv. Det er hende, der må kræve sit liv tilbage. Det er kun hende, der kan konfrontere den mand, der i sin tid har ødelagt hendes liv. Denne konfrontation finder sted sidst i romanen og er skrevet på en måde, der sletter de knap otte årtier, der er gået fra udgivelsen til nu. Den pædofile fremstår akkurat så afsporet og uhyggelig, som man ville kunne beskrive ham i dag: ”’Jeg var forelsket i Dem. Man kan godt være forelsket i et barn. Ser De, børn er så fine, så æstetiske. Jeg har aldrig holdt af voksne kvinder, de er for voldsomme, for vidende, men et lille barn er uskyldigt. Så uskyldigt’ – han ledte efter ordene, ’at det lægger sine små arme om halsen på en mand, der leger med det. Hvis en kvinde gør det, er det beregnet og villet. Hun ved, at der strømmer kraft fra hendes legeme, og hun vil, at han skal komme den imøde. Derfor er der ingen sødme ved hendes kærtegn. Men barnet ved ingenting, man kan gå meget vidt, før et barn forstår, og det øjeblik, hvor et lille barn begriber det, det ikke må begribe – dét er vidunderligt.’”.

Størstedelen af ”Man gjorde et barn fortræd” består af lange beskrivelser af Kirstens følelser. Selvom det er fornemt skrevet, kan det godt blive lidt ensformigt i længden. Men samtidig er det vel sådan, langt de fleste unge mennesker har det. De tænker i og reagerer på følelser. De har ikke nødvendigvis et køligt overblik.

Og i Kirstens tilfælde er der en god grund til, at hun så let som ingenting mister den smule overblik, hun måtte have, og lader sig drive med af sine desværre ofte triste og opgivende følelser. På den måde er det ikke Ditlevsens beskrivelse af 40’ernes ungdomsliv, men det traumatiserede barns indre virvar, der er romanens styrke. Det er nedslående og trist, og ikke mindst skræmmende aktuelt, for der findes stadig voksne, der gør børn fortræd.



tirsdag den 18. september 2018

Når hjemlandet er fjendeland

Der var engang en Berlinmur og et totalitært regime. Men hvordan flygtede man fra Øst-Berlin? Hvem hjalp og hvordan gik det til?

Jesper Clemmensen:
”Skyggemand. Flugthjælper i den kolde krigs Berlin”
Gyldendal 2017, 367 sider, 299,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
For nogle år siden var jeg med til at arrangere en række debatarrangementer i den lokale biograf. En af aftenerne viste vi den tyske spillefilm ”Barbara” (2012), der skildrer forholdene i DDR. Vi ville gerne have inviteret en tidligere østtysker, der i sin tid var flygtet fra Folkerepublikken, til at holde et oplæg efter filmforevisningen, men vi kendte ikke nogen. 

Til gengæld kendte jeg til en herboende tidligere østtysk fagforeningsmand, der havde været tro tilhænger af regimet. Han græd, da muren faldt. Sandsynligheden for, at kapitalismens svøbe ville lægge sig ødelæggende over det land, han var overbevist om var et mønsterdemokrati, skræmte ham. Først da han og familien vovede sig på en biltur over grænsen, gik det op for dem, i hvor høj grad de var blevet snydt af propaganda og deres egen godtroenhed. Med ét indså han, at de havde levet på en løgn, og at det havde haft alvorlige konsekvenser for adskillige mennesker. Dette fortalte han om i et halvtimes oplæg efter filmen. Ved den efterfølgende debat viste det sig, at der var en tidligere DDR-borger til stede. Han havde på et tidspunkt haft held til at flygte, men vreden over den statsdrevne undertrykkelse og den frygt, overvågningssamfundet havde plantet i ham, prægede ham stadig. Hidsigt anklagede han oplægsholderen for at lyve.

Jeg er ikke i tvivl om, at oplægsholderen talte sandt. Han lagde beklagende og skamfuldt sin egen naivitet til skue, hvilket han jo kunne have ladet være med, hvis ikke hans behov for at advare mod godtroenhed havde drevet ham til det. Men samtidig var den fremmødtes reaktion fuldt ud forståelig, når man tænker på, hvad DDRs styre bød sine indbyggere. Man havde opbygget et system, der byggede på mistillid. Ville man eksempelvis have en uddannelse, skulle man som minimum vise styret sin politiske støtte og helst også indgå i det kolossale netværk af meddelere, hvis informationer endte i Stasi. Bakkede man ikke op om systemet, blev man chikaneret ved at blive forment adgang til det ønskede studie, ligesom man kunne blive åbenlyst overvåget - blot for at øge den frygt, der allerede sad i én.

Flugthjælperen
Ikke så få flugtforsøg blev forpurret i kraft af dette meddelersystem, for selv gode naboer og nære venner kunne det være farligt at fortælle for meget. Den velbegrundede paranoia, som overvågningssamfundet plantede i indbyggerne, mindes man løbende om under læsningen af Jesper Clemmensens ”Skyggemand”.

Bogen tager udgangspunkt i Dietrich Rohrbecks oplevelser. Han og familien følges fra deres flugt fra den røde hær ved 2. verdenskrigs afslutning. Videre fortælles der om delingen af Tyskland. Familien endte i allieret territorium, men grundet storpolitik blev deres nye hjem indlemmet i Østtyskland. Lidt efter lidt fik de enkelte familiemedlemmer nok og flygtede til Forbundsrepublikken. Og dog var ikke alle lige parate til det, hvilket førte en familietragedie med sig.

Sideløbende med sine ingeniørstudier blev Dietrich Rohrbeck flugthjælper. Clemmensen gennemgår detaljeret de metoder, der blev gjort brug af; metoder, der ofte måtte revideres eller helt opgives, hvorefter nye måtte udtænkes og afprøves; altid med betydelig risiko for de involverede.

Selvom Rohrbeck er den person, bogen er centreret omkring, gennemgår Clemmensen også den almene udvikling i flugthjælpens historie. Således beskrives den udbredte praksis med flugttunneller fra Øst- til Vestberlin grundigt. Ikke så få gange endte det møjsommelige arbejde i fiasko og nogle gange også dødsfald.

Efterretningstjenesternes rolle i det farlige arbejde efterforskes også løbende gennem bogen, ligesom der redegøres for de skiftende politiske vinde, der til sidst førte til, at flugthjælperne mistede støtte i Vestberlin og blev anset for griske forbrydere; en forestilling, der blev manet i jorden, da 15 tidligere flugthjælpere i 2012 blev tildelt den fornemme orden Bundesverdienstkreuz.

Nøgternt og dramatisk
Clemmensen skriver nøgternt og præcist om flugthjælpernes farefulde og komplicerede arbejde samt om de risici flygtningene løb ved at vende deres fædreland ryggen. På den måde opretholder bogen en høj grad af troværdighed. Her er der ikke tale om underholdning, men om dokumentation af et barskt og lærerigt stykke historie. Samtidig er det hele fortalt med sans for den dramatik, der selvsagt ligger i de enkelte hændelser. Som følge heraf bliver ”Skyggemand” en afdæmpet og dog medrivende fortælling fra et land, der endte med at slide sig selv op indefra, fordi det roste sig af alle de kvaliteter, det netop ikke var i besiddelse af.

Den nu 82-årige Dietrich Rohrbeck fortalte først om sin fortid som flugthjælper, da han fyldte 75 år. Da Jesper Clemmensen, som tidligere har skrevet bogen ”Flugtrute Østersøen”, hørte om ham, tog han kontakt. Meget af det, forfatteren og journalisten gravede i, havde Rohrbeck glemt eller fortrængt, og det var ikke alt sammen lige rart at blive mindet om igen. Hvor udsat han var, afslører det faktum, at Rohrbeck var efterlyst i hele Østblokken. At rejse ind i Østtyskland med falsk pas vel vidende, at det tyranniske statsapparat kun ønskede at gøre livet surt for ham i et af de frygtede fængsler, må have krævet en markant mental fortrængning af den reelle fare. Ligeledes må de af aktionerne, der endte med flygtningenes arrestation, have tæret på den ansvarshavende flugthjælper. Men i kraft af Rohrbecks interesse i at fortælle sin vigtige historie om diktatur, trods og heltemod, og i kraft af Clemmensens arbejdsomhed, der blandt andet indebar krydstjek af oplysningerne, er der kommet en troværdig, læseværdig og tankevækkende bog ud af det.

tirsdag den 11. september 2018

Saint-John Perses begejstringstogt gennem verden

Saint-John Perse
Vinde
Det poetiske bureaus forlag (Bureauets lommebibliotek), 2017
200 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum
Gennem et langt liv har digteren og oversætteren Bert Blom ydet en særlig indsats for en fransk nobelpristager, der ikke helt er blevet optaget i kanon. Det er ikke den nylige prisvinder Modiano (2014), ikke le Clezio (2008), ikke Claude Simon (1985), ikke de tidligere André Gide, Mauriac, Camus, Sartre (som ikke ville have den), ikke Roger Martin du Gard eller den allerførste franske prisvinder, Sally Proudhomme (1901). Det er Saint-John Perse (1887-1975), der fik prisen i 1960.
Bert Blom udgav på det smerteligt hedengangne Husets Forlag i Århus Krønike i 1979, i 1985 kom Fugle, Eksil udkom i 1990 og i 2003 kom Sømærker.

Nu har Det poetiske bureau forlag, hvis udgivelsesprofil på mange måder minder om Husets Forlags, udgivet Saint-John Perse’s Vinde i Bert Bloms lyse, levende oversættelse. En oversættelse, der bærer oversætterkunstens fineste træk: Man lægger overhovedet ikke mærke til den.

Vinde er et af Perse fem langdigte, blandt dem er kun Sømærker længere. Digtene er formet som prosatekster: ”Det var disse vældige vinde, fejende hen over alle verdens åsyn, Disse utroligt stærke vinde, som – under deres begejstringstogt gennem verden – hverken havde rede eller natlogi, Som hverken havde beskyttelse eller mål og efterlod alle os stråmennesker, …”

Sådan indledes teksten. Over flere hundrede sider bevæger den sig ind mod kroppen og ud mod et åndeligt bevidsthedsunivers: ”Civilisationerne skrumpede ind i spejlenes brændende varme, sammen med gløden i de store vine, Og morgenrødens gudinder steget ned fra nordlysets fester, til påklæderskens hænder, …”

En dvælende bevægelse i livets muligheder
Det er utroligt vellykket og meget overvældende i sin sproglige begejstring. Det er en form for mytologisk sprog, der derved rummer en utrolig masse muligheder for tydning, en slags åbne sprogkoder, som i vores tid normalt forbindes med overfladiskhed og ligegyldighed og lette markeringer. Hos Saint-John Perse bliver det vejen ind til en dvælende bevægelse i livet muligheder, et mod, en selvfølgelighed, hvormed livet hele tiden vokser.

Spørger man, hvorfor Bert Blom har en særlig forkærlighed for digteren, kan det muligvis læses ud af den beskrivelse, man finder mod slutningen af hans introduktion til bogen, som netop fastholder det åbne:

”Sproget rummer et væld af billeder og næsten religiøse lignelser fra alle verdenshjørner, tidsaldre og religioner, og til trods for de mange sange om krig, vold og undergang er versene langt fra lutter klagesange – tværtimod finder den både udholdende og opmærksomme læser mange udtryk for en humor, optimisme og ukuelig livsvilje, der fortsat fører verden videre på sin kurs gennem universet.”

Eksilets rene sprog
Saint-John Perse kendte tydeligvis mange af tidens store kunstnere, fra Stavinsky til André Gide og Braque. Efter nobelprisen blev han oversat til engelsk af ingen ringere end W. H. Auden. Men det er Gibran og Nietzsche og måske Heidegger og andre i tiden og tiden umiddelbart inden, der hylder eksistensen for eksistensens egen skyld, med det ukomplicerede og modsætningsfylde, der kommer ud af det, der klinger med, når man læser Saint-John Perse.

Den særlige frihed, som hele tiden melder sig, var sikkert ikke kommet tilstede som både længsel og verdensåbenhed, uden Perses langvarige karriere som diplomat over hele verden.

Poul Borum skriver i Poetisk modernisme (1966) udførligt om Perse, ”At han taler ’eksilets rene sprog’ og kan hylde kærligheden: ’Den mægtigste jubel i kødet …’” Han anfører, at Perse netop kritiseres for at være en ophøjet diplomat, der sidder og kigger ned på verden, og det kan der være noget om. Men, skriver Borum, ”er man én gang kommet ind i det vejr, der er i hans poesi, føler man sig gennemblæst og fri og lykkelig, men også tom, og man misser med øjnene mens billedernes lyn slår ned overalt omkring en.