torsdag den 22. november 2018

Meningsløshedens mani

Gerard Reve: ”Aftenerne”, roman, oversat til dansk af Lise Bøgh-Sørensen, TURBINE 2018, 294 sider, 249,95 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

Tomheden i unge Frits van Egters tilværelse er endeløs. Det er hollandske Gerard Reves roman ”Aftenerne” en lang demonstration af. Den udspiller sig over de sidste ti dage af året 1946. En dag per kapitel.

Det begynder en søndag morgen. Frits glider ud og ind af den samme drøm, indtil han omsider står op. Det er en gudsjammerligt kedelig dag. Også denne. Hans forældre er gået en tur. Han søger på radiokanalerne, men finder ikke noget, der interesserer. Står og vrænger lidt af sig selv i spejlet, betragter sig fra forskellige vinkler. Ser ud af vinduet. ”Han satte hjørnetænderne i vinduessprossen mellem to ruder, lod tungen glide hen over glasset og gik ud i køkkenet”. (s. 15) Så keder man sig altså virkelig! Han er sig da også bevidst, at det er spild. Spild af tid, spild af dag, spild af liv. På den anden side: hvad kan man overhovedet forvente sig?

Trods sine 23 år bor Frits stadig hjemme hos sine forældre. De går ham på nerverne. Især faderen, som er halvdøv, har dårlig bordskik og tørrer fingrene af i sit tøj. Eller i dugen. Samtalerne er så forudsigelige, trummerummen så latterlig. Derfor tilbringer Frits færrest muligt af sine vågne timer i hjemmet. Sådan går det også lettest med at ignorere skærmydslerne forældrene imellem. Og moderens gråd.

Han har et arbejde, som har den fordel, at det slår tid ihjel. Det er ikke noget, der optager ham på nogen måde. Over for en gammel gymnasiekammerat beskriver han det på følgende måde: ”Jeg arbejder på kontor. Jeg tager kort ud af et kartotek. Når jeg har taget dem ud, sætter jeg dem tilbage igen. Det er det hele.” (s. 49) Et Sisyfos-arbejde for kontorfingre, kunne man sige.

Det er nu ikke sikkert, at det er helt sandt, hvad Frits fortæller. Han giver ikke noget af sig selv. Man ved aldrig rigtig, hvor man har ham. Når han ikke sover, ikke er på arbejde og ikke er hjemme – dvs især om aftenerne - går han rundt i Amsterdam. Opsøger sine bekendtskaber og fører besynderlige ikke-samtaler. F.eks. har han en mani med at fortælle sine venner af hankøn, at de er ved at blive skaldede. Det er ikke det kosmetiske, han er optaget af, men den forgængelighed, som skaldetheden er et tegn på. Memento mori – husk, at du skal dø. Kan han tale angst eller ondskab frem i mennesker, så gør han det gerne. Bare for at se, hvor langt han kan gå.

Han lever uengageret, på afstand af verden og mennesker. Han er forbavsende lidt optaget af det modsatte køn eller af noget køn overhovedet af en 23-årig at være. Der er ingen fortrolighed med nogen, ingen oprigtighed. Men meget ironi. Og en lad kynisme, som bl.a. kommer til udtryk i vittigheder, som overskrider grænsen for sort humor. Intet er helligt, og dog taler Frits en del om Gud, som ser alt. Og alle. Frits eksperimenterer med andre menneskers følelsesliv på samme måde som en lille dreng med brændglas og myrer. Det er nok i lørdagens brandert, at han kommer noget personligt og alvorligt nærmest. Hans syrede, ofte mareridtsagtige drømme, som flittigt refereres, hans tilløb til gråd ved flere lejligheder og så den afsluttende bøn til Gud nytårsnat vidner om, at forhærdelsen måske ikke er så komplet, som han lader den syne.

Forfatteren var selv 23 år, da han skrev romanen, som udkom i 1947. Den fik stor opmærksomhed og anses nu for at høre til blandt klassikerne. Men den er altså først nu oversat til dansk. (Derfor drikker de unge mennesker også ”shots”). Da den udkom i Holland, blev den kritiseret for ikke at nævne Anden Verdenskrig med et ord. Men mon ikke den netop derved illustrerer den meningsløshed, som en krig efterlader ikke mindst en ungdomsgeneration med? Det er en splintret verden, de står tilbage med. Det viser den unge forfatter, som er samtidig med sin romanfigur, ved at udpensle rastløsheden. Frits læser ikke en bog eller hører et stykke musik. Han læser lidt i en tilfældig bog, hører noget af et stykke musik og slukker igen. Han ser uafladeligt på sit ur, tæller timerne, som skal henslæbes. Frits er selv ligesom den gamle vittighed om uret – han går og går, men kommer ingen vegne. Også dialogen er fragmenteret og distanceret. Lidt teatralsk, med replikker og bemærkninger om, hvordan personerne bevæger sig. Således bliver også læseren placeret i betragterens rolle snarere end at blive inddraget.

Jo, bestemt kan han noget, Gerard Reves. Han er da også blevet sammenlignet med Salinger og Camus. Og hvem ved, om værket havde vundet større udbredelse, hvis det ikke var fra så lille et sprogområde? Jeg er ikke overbevist. ”Aftenerne” vil næppe bringe sind i kog på samme måde længere. Måske nærmest tværtimod.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar