Verden som vi opfandt undervejs

Overbevisende stærk debutsamling fra Kristen Forster

Kristen Forster

Verden som vi fandt den

114 (upaginerede) sider, 150 kr.

Det Poetiske Bureaus Forlag

Af Jens Carl Sanderhoff

’Nullet der blev væk

Lyset fra solen en proletar i sne’

Dette er de indledende vers i Kristen Forster debut. Der bliver slået en tone an, som vidner om et indgående kendskab til litterære forgængere, og allerede i næste vers kommer vi et helt andet sted hen; ’tåge og gaze blankpoleret smat’. Det er et særkende ved samlingen, at der hele tidens skiftes mellem forskellige sproglige anslag, og denne energi har både fordele og ulemper. Fordelen er selvfølgelig, at man mærker opmærksomheden og sensibiliteten, mens ulempen er, at man indimellem ikke får lov at blive i sprogets musik, hvor man ofte har lyst til at være.

Tumultarisk, frit

Men det er en tumultarisk strøm, Forster skriver frem, en bevidsthed der flyder frit, mens den sætter spor i en kulturhistorie så lang og tung som netop den europæiske, og man gisper indimellem efter luft, når han sætter turbo på, for lige så vidende denne debutant er lige så vild også. Der springes frit mellem storpolitik og matematisk mystik, mellem poesiens evige sne og hverdagens smat. Stilistisk kommer vi også godt rundt i manegen, og alt fra dadaistisk/surrealistisk eksperiment og frem mod en kulmination i en (sådan læser jeg det i det mindste) uforbeholden kærlighedserklæring til senmodernismen, som eksemplificeret i referencer til fx Broby-Johansen, Johannes L. Madsen, Højholt og Ørnsbo, blot for at nævne koryfæer fra den lille danske andedam. Men også filosofien som litterær genre, som set i fx Barthes og Bataille, har et spor.

Og det globale perspektiv kan ses i digtet CHINA SYNDROME, som bringes senere i denne anmeldelse. Det er eksistensens krøllede Big Bang, der slippes løs, og energien bliver ved gennem hele samlingen.

Man kunne fristes til at mene, at digtene er det, der er blevet tilbage af en rasende strøm, og at helheden derfor kun anes, og det kunne man sikkert også slippe afsted med, hvis ikke det lige var fordi, man rent faktisk kan følge med i noget, der minder om erfaringer, et liv, en dannelse og en politisk identitet, der træder i karakter. Det er flot, og det er forvirrende. Begge dele til u.g.

Man kan som anmelder så ikke skrive om tekststykket på den og den side, for der er som skrevet i infofeltet ingen paginering, men til gengæld kan man orientere sig efter de overskrifter, ja, det formoder jeg det er, som der fra tid til anden dukker op, eller efter de tegningen, der ikke illustrerer noget i teksten eksplicit, men som forstærker en stemning af skabelse; de er som digtene og teksterne (Forster kalder det digte, det hele, men der vil jeg nok mene, at nogle af teksterne er for tekstagtige til ikke at være tekster) ret frie, meget erotiske i deres pareidolistiske åbenhed. Det er ikke blot naturskildringer eller lignende, if you know what I mean. Jeg holder meget af dem. De er, ligesom omslaget til bogen, skabt af Ole C. Hansen, og lægger sig fint til og i bogens ånd.

Jeg har lyst til at understrege, at jeg synes det er en fabelagtig bog, en voldsom tour de force i eksistensens vilkår. Se fx disse udsnit af teksten:

  En flise revnet af frygt

  løvet i poolen lyser som bladguld

Og senere hedder det:

  rangérterrænets engle

  klipper billetter

  af de rustne jernplader

Og senere igen dette:

  Et hjørne brunt af lugt – voksfrugter

  lyser symbolsk og gulvtæppet emmer af

  buksbomhæk og pis – nu vil hunden ud

  den løber omkring sig selv og dens sorte pels

  forvandles til en frakke – gennem ruden

  trænger en sej grå betonmasse ind

Alle eksemplerne er fra forskellige steder i bogen, og som man kan se, er der rent faktisk en rød tråd i ordstrømmen, en sprogtone, så selvom den virkelig gør sig umage med at være alle steder, så er den dog alligevel mest hos Kristen Forster. Og det er nok i virkeligheden dét, der redder bogen fra at være et hysterisk og opulent ordmylder, for man får faktisk en historie fortalt – ganske vist en historie der handler om alt – men set gennem et mere og mere tydeligt menneske, som samlingen skrider frem. Det er godt gået!

Tænkende og observerende

Langsomt forsvinder den umiddelbare irritation over de talrige klip fra det ene til det andet, og fornemmelsen af et tænkende og observerende menneskes historie træder frem. Det er næsten (som jeg indledningsvist antydede) som at læse uddrag af en almindeligt opbygget roman, der ganske vist er skrevet med en vildskab a la Rimbaud og Ørnsbo parret, og man får nærmest den samme trang til at læse frem, som man gør i læsningen af den klassiske, narrative roman, for man skal da lige se, hvad der sker om det næste litterære hjørne, selvom man godt ved, at man ikke får mere lys kastet ind i affæren. Det er en spændende effekt, som dog til en vis grad giver samlingen et gammeldags udtryk, de store narrative digt-eposer in mente. Hist og her hilses der også så langt tilbage, at man for sit indre ser Homer lette på hatten.

Man fornemmer at det drive, der driver samlingen frem, er på vej mod en form for kollaps (eller katarsis), og hen under slutningen optræder digtet CHINA SYNDROME, som i høj grad er både et pejlemærke og en slags poetik, og digtet har netop denne funktion – vi får et kig ind i værkstedet, hvor denne strøm har sit kildespring – sådan virker digterens hjerne:

CHINA SYNDROME

Gennem Aphex Twin og Squarepusher

gennem Eno eller Bowie

eller John Cage og Christian Wolf

gennem Frank Zappa eller Morton Feldman

lad os dykke ned i maskinrummet:

gennem Elliott Carter og Milton Babbitt

og hvis det ikke kan være andet:

gennem Karl-Heinz Stockhausen og Hans-Werner Henze

og gerne gennem Maurizio Kargel og Ligeti

gennem Led Zeppelin og Deep Purple

Pink Floyd og Bob Marley og Motorhead

shall I rip it off and leave it to bleed

gennem Hendrix Joplin, både Jimmy og Scott og Janis

og gennem Monk gennem Bill Evans gennem Earl Garner

Chet Baker og Coltrane gennem Charlie Mingus

Dizzy og Miles Beatles og Stones

eller gennem Edgar Varese og Webern og Stravinsky

og gennem Eric Satie

blander det sig med Marcel Duchamp og Schönberg

styrter det gennem Proust og Rilke og Rimbaud

river Yeats og Pound og TS Eliot helt oppe fra Audens ærmeskånere

med i faldet blander sig Trakl og Mallarmé

rammer dernæst Baudelaire og glider som bolchemasse

ned over Heine en gletscher over Novalis ned i Hölderlinkløften

hvor det størkner som figurer i et landskab af salt

der stirrer ubevægelige ind i branden

Jeg ved ikke, hvordan Kristen Forster selv læser dette digt op, men når jeg læser det op, og det kan man næsten ikke lade være med, når man har fulgt digter-jeget gennem de mange kringelkroge og afstikkere, så er der fart og tempo her i stuen! Der er flere steder i samlingen af denne art, men lige her rammer det den læsende, nærværende anmelder per se, med større kraft, både fordi det holder, er mere homogent og rytmisk spændt op (til li’r), og så elsker jeg det svirp, den himmelråbende patos, der får lov at hamre døren i til sidst i digtet.

Hvis der fx skulle uddeles stjerner eller æselører eller blyantspidsere eller hvad-har-vi-for-en-kategori, så ligger bogen og vipper mellem fem og seks ud af seks, men det gør vi jo ikke her, så i stedet kommer der blot en inderlig opfordring til at læse samlingen, for det er en oplevelse, en fest, et tankevækkende bekendtskab. Og der er noget for enhver, for bogen handler om alt!