Sommerfuglene var sløjfer

Smukke og eksistentielt vedkommende digte af den glemte 1900-talsdigter Maria Wine

Den daglige kærlighed

Digte af Maria Wine

Forlaget TØK 2018

Af Carina Wøhlk 

Dagligt brød. Daglig kærlighed. Vi har til stadighed behov for næring i vores liv. Og der er da også næringsstoffer at hente i digtsamlingen ”Den daglige kærlighed”. Digteren bag samlingen er danskfødte Maria Wine, der levede det meste af sit liv i Sverige og derfor også skrev på svensk.

”Den daglige kærlighed” indeholder et udpluk af Maria Wines bedste kærlighedsdigte, som nu for første gang udkommer på dansk – i forfatteren Benedicte Riis´ ikke altid så elegante oversættelse.

Bryllupsdigteren

Maria Wine blev født i København i 1912. Hun kom til at bære det prosaiske navn Karla Maria Petersen, der siden måtte vige for kunstnernavnet. Hun fik en hård barndom – først på børnehjem og siden i en plejefamilie.

I sine unge år prøvede hun forgæves at slå igennem i Danmark. Men det digteriske gennembrud udeblev. Da hun i 1936 indgik i et åbent ægteskab med den svenske forfatter Artur Lundkvist, blev hun en del af det svenske kunstnermiljø.

I løbet af sin kunstneriske karriere fik Maria Wine udgivet over 30 digtsamlinger. Hun blev kendt og elsket som ”bryllupsdigteren” – ikke mindst takket være det digt, som har lagt navn til nærværende udgivelse.

Wine og Ditlevsen

Maria Wines digte er præget af vemod og heftig længsel. De kredser om kærlighedens og kvindelighedens pris. Som læser mærker man de skygger, som Wines traumatiske barndom kaster over hendes voksenliv. Tonen i digtene giver uvilkårligt associationer til Tove Ditlevsen – også selv om de to digtere har hver deres poetiske stil.

Der er ikke langt fra Wines hjertesuk -  ”den jeg elsker/ elsker ikke mig/ og den som elsker mig/ elsker ikke jeg” (se s. 15) til Ditlevsens digt om de evige tre - ”Der er to mænd i verden/der bestandigt krydser min vej/Den ene er ham jeg elsker/Den anden elsker mig”.

Som Ditlevsen kæmper Wine med den svære kærlighed og udspændtheden imellem ønsket om nærhed og den afgrundsdybe følelse af ensomhed. Som Ditlevsen drages Wine mod ”den evige søvns hvide tablet” (se s. 39). Heldigvis modstår hun trangen og dør mæt af dage i 2003.

Anbefaling

Ved første øjekast kan det være fristende at affærdige Wines digte som altmodisch. Men se nærmere til! For Wines digte løfter sig op over hjerte-smerte-banaliteter. Hendes evne til billeddannelse er eminent: ”Og oppe blandt trætoppene gynger en pige/hvis røde kjole blæser op som en valmue” (se s. 37).

I et stærkt digt om hendes barndom står overraskende metaforer i kø: ”Sommerfuglene var sløjfer/som var fløjet bort fra mine fletninger/Trappen var en udspændt harmonika/som havde tabt halvdelen af sine tangenter” (se s. 10).

Wines digte afspejler en karsk (selv)indsigt, som andre kan have glæde af. Her i det næsten ordsprogsagtige digt Råd til mig selv: ”Kald på håbets elevator/hvis du føler du/synker i vemodets dal”…”Hav altid en pose salt ved hånden/at strø over din sentimentalitet” (se. s. 45).

Maria Wines digte er smukke og eksistentielt vedkommende. De fortjener udbredelse og anerkendelse i det hjemland, som ikke forstod at sætte pris på hende, mens hun endnu levede. 

Gensyn med et kanindrama

Klassikerlæsning

Richard Adams: ”Kaninbjerget” og ”Gensyn med kaninbjerget”.

Af Egil Hvid-Olsen

Briten Richard Adams’ ”Kaninbjerget” udkom i 1972 på engelsk, og tre år senere på dansk. I 1987, da jeg som 17-årig læste romanen første gang, var det stadig en bog, der blev talt om. Således husker jeg en samtale med en litteraturinteresseret voksen, der spurgte, hvilke politiske systemer jeg mente, at de forskellige kaninboer, der skildres i bogen, repræsenterede. Han nævnte diktatur, oligarki og demokrati, og jeg anede ikke, hvad han talte om! Som den endnu mere langsomme læser, jeg var dengang end nu, havde jeg brugt måneder på at tygge mig gennem de små 400, meget tætskrevne sider. Jeg havde stædigt fastholdt, at jeg skulle se alle de grundige – ja, nærmest pertentlige – naturbeskrivelser for mit indre øje. Jeg havde ladet mig gribe af de dramatiske hændelser, der udspillede sig undervejs i handlingen, og jeg havde nydt den storslåede finale. Og så kunne jeg forstå på den første drøftelse med en voksen, at jeg ikke havde fattet, hvad bogen gik ud på! Lige siden har jeg haft planer om at læse bogen igen, men det er altså først sket nu, 30 år senere.

En børnebog for voksne

Det er med en vis tilfredsstillelse, at jeg efter genlæsningen kan konstatere, at jeg faktisk var tættere på en sådan læsning af romanen, som Adams selv havde haft i tankerne, end den min voksne bekendte introducerede. Kaninfortællingerne fandt Adams på, når han kørte bil med sine to døtre. Da de blev ældre, insisterede de på, at han skulle skrive fortællingerne ned. Derved opstod romanen, der altså som udgangspunkt var tiltænkt børn, men nok bedre egner sig til voksne. Dels er Adams så grundig, at de fleste børn ville falde i søvn under gennemgangene af landskabets udseende, markernes afgrøder, det rige blomsterflor på de uopdyrkede områder, vejrskiftet og de sanseindtryk det bringer med sig. Dels er det vitterlig oplagt at læse bogen som en allegorisk fabel, der undersøger forskellige styreformer. Men sådan var den altså ikke tænkt, hvilket nok er grunden til, at allegorierne er lidt upræcise.

Den gode leder

Adams beskriver overbevisende, hvordan kaniner ville tænke og handle, hvis de havde haft den samme mulighed for at reflektere som mennesker. Dette er både bogens styrke og svaghed. Det er dens styrke, fordi det ville blive en meget kedelig bog, hvis dens karakterer ikke kunne reflektere og tale. Samtidig er det dens svaghed, fordi det ind imellem kan være ganske svært at tage hele konceptet alvorligt. Det er jo trods alt kun kaniner, det handler om. Så selvom man har sine klare favoritter og håber på, at de får nedkæmpet de af deres indflydelsesrige artsfæller, der enten er blevet for dovne til at tænke på andre end sig selv, eller som direkte tyranniserer deres undersåtter med frygt, ja, så er det alligevel lidt svært at hidse sig op over de firbenede og blødpelsede væsners prøvelser.

Formår man imidlertid at lægge disse forbehold til side, er ”Kaninbjerget” stadig en medrivende og dramatisk fortælling med en mængde brugbare betragtninger over, hvordan man opbygger et godt lederskab. Her står førerkaninen Hassel i front som den livskloge kanin (hvis man altså kan acceptere en sådan mulighed), der som regel træffer de rigtige beslutninger. At han faktisk også træffer nogle forkerte af slagsen er med til at give fortællingen både troværdighed og fremdrift, for med ansvaret for at træffe valg på egne og andres vegne følger også risikoen for at fejle.

Et sjovt træk ved romanen er, at Adams tydeligvis har ladet sig inspirere af Tolkien, idet han har indarbejdet en række sagnfortællinger, der bruges til at indgyde kaninerne mod, eller benyttes som underholdning. Dog kan Adams’ sagn ikke måle sig med Tolkiens mytologi, ligesom ”Kaninbjerget” ikke kan måle sig med ”Ringenes herre”.

Et overflødigt appendiks

Mens ”Kaninbjerget” – selv som voksenbog - kommer forbløffende godt fra sit småtossede kaninkoncept, kan det samme ikke siges om ”Gensyn med kaninbjerget”, som Adams udgav i 1996 (dansk 1997). Her er der tale om en lidt kedelig samling sagn, samt nogle temmelig uinteressante supplerende historier om den velkendte flok fra ”Kaninbjerget”. Hvis man ikke er en passioneret nørd, er det svært at forstå ”Gensyn med Kaninbjerget” som andet end et overflødigt appendiks.

Gåder vi rækker hinanden

Jens Carl Sanderhoff
Europas floder
Djævelens protegé
Død mands manifest

(Forlaget Wunderbuch 2016-2017)

Af Anders Møller Gade

1: Jens Carl Sanderhoff - Europas floder

Jens Carl Sanderhoffs roman Europas floder er første del af en trilogi udgivet på forlaget Wunderbuch. Sanderhoff har flere udgivelser bag sig, heraf en række under pseudonymet Tage Allie Borges, senest Selvanskrivelser udkommet på forlaget Arme. Han har også under navnet Tage Allie Borges arbejdet sammen med digteren Ejler Nyhavn

Floder
Jens Carl Sanderhoffs roman “Europas floder” er som et lysende orgel af glas på en moden kornmark indhyllet i nattens mørke. Stor og mærkelig. Og det er den fornemmelse man som læser sidder tilbage med. En stor og mærkelig fornemmelse af at være til i dette liv.

I romanen møder vi 9 personer der ikke kender hinanden på forhånd, men et har de til fælles. De skal alle til deres vens begravelse i Gl. Skørping landsbykirke. Alle har de fået besked fra et advokat firma om en arv. Deres fælles ven, som vi ikke får meget at vide om, har på et eller andet tidspunkt optrådt i deres liv på på den ene eller anden mere eller mindre omsiggribende måde. De 9 meget forskellige personer, det være sig fx en kunstmaler, en fløjtenist, en fadermorder og en almindelig familiefar, begiver sig af forskellige årsager afsted gennem Danmark for at deltage i begravelsen.

Romanen er inddelt i 9 dele, en del til hver person. Delen kaldes vandringer. Hver vandring er delt i to. Den ene del består af en række nedslag i personernes liv, fx sansninger, problemer eller oplevelse. Nedslagene, eller floderne om man vil, er stærke poetiske frembringelser. Afrevet stumper af tid. Uordnet. En pludselige opstået støj, grebet og frembragt i sproget. Floderne står på den vis som en poetiske måde, et poetiske forsøg på at gribe den menneskelige væren. Som her hos personen Maria Juul Jensen:

“Hun mærkede sig selv med en gigantisk følelse. Hun lod den ukendte strøm rive alt med sig. Udløsningen gjorde hende bange. Hjertet hamrede af sted, og hun troede et øjeblik, at hun havde gjort noget, der var farligt, at hun måske skulle dø, og hun begyndte at græde. Langsomt faldt pulsen ned igen, og mens hun lå på sengen, forstod hun helt sprødt og ukompliceret, at hun skulle dø en dag”.

Den seksuelle lyst, orgasmens tilfredsstillelse, menneskets udtryk kødelige eksistens sammenkædes med erfaringen af at det kød er forgængeligt, at lysten til livet er sammenføjet med smerten ved livet, at vi en dag skal dø.

Havet 
Den anden del af vandringen har fået navn efter det hav floderne udmunder i. Det hav kalder Sanderhoff for nuet. Dette består af en længere sammenhængende beskrivelse af de 9 personers rejse gennem Danmark til begravelsen i Gl. Skørping landsbykirke.

Hvert hav indledes med sætningen “Set udfra ligner alle mennesker hinanden. De er summen af behov indfarvet af særhed”. Dette punkt spiller op mod sætningen, der indleder roman “Viden bevæger sig og afspejler den, der søger den”. Disse to punkter samler sig i nuet, i havet, som dermed fungerer som metafor for identiteten. Den, der søger viden er summen af behov og særhed. Den, der søger viden bevæges af den, bevæger sig og forbliver således ikke den samme.

De 9 personer i romanen har hver i sig noget med sig i bagagen, en traumastisk oplevelse, der danner klangbund for deres selvopfattelse. Dette er egentlig, i Sanderhoffs optik, vil jeg mene, deres tragedie i livet. De er stoppet op. De er sådan. Livet er nok sådan.

Men nu har de af forskellige grunde sat sig i bevægelse mod en begravelse. En bevægelse mod en begravelse af deres egen selvopfattelse. De ser det endnu ikke. Nok ser de ud som adskilte bevægelse, men vi ser dem alligevel som dele af det hele. At dem de er peger udover dem selv.

Sanderhoff har her skabt en stor og smuk metafor, som tegner et kort over menneskelivets forløb, der når det betragtes fra oven, som på kort, viser sig at være større end det enkelte menneske selv.

Livet er livet. Kan vi sige mere? Stringent? Logisk set? Men vi siger mere, vi vil vide mere, have forklaring, mening, betydning og forståelse. Og vil vi nærme os dette liv, forstå, forklare det, have viden om det, må vi forlade den tautologiske stilstand. Og netop sproget muliggøre dette, muliggøre identifikationen med noget andet. Sproget er det mægtigste organ hedder det et sted i romanen.En bevægelse sættes i gang, en søgen er indledt, en vandring påbegyndt. Gør det endelige med Jens Carl Sanderhoffs “Europas floder”. Gør det for pokker!

2: Jens Carl Sanderhoff - Djævlens Protegé.
 

Jens Carl Sanderhoffs roman “Djævlens Protegé” er den anden i rækken af trilogien, der indledtes med “Europas floder” og som her i år 2017 fuldendes med sidste del “Død mands manifest”.

Forgængeren “Europas Floder” tog os med ind i 9 forskellige menneskers liv. Gennem en række nedslag, eller øjeblikke om man vil, gav Jens Carl Sanderhoff os en stærk poetisk indfarvning af den 9 menneskers tilværelse.

I “Djævlens protegé” følger vi igen de 9 personer. Denne gang henover en weekend i en spejderhytte.

Der er hos Sanderhoff tale om både et sprogligt skiftet, væk fra de poetiske øjeblikbilleder til en nøgtern funklende prosa, og et blik på den menneskelig væren væk fra den poetisk indfarvning til et psykologisk.

Den døde trækker i trådene og de levende danser 
I forgængeren “Europas floder” var de 9 personer på vej til deres vens begravelse. Den begravelse er her i begyndelsen af “Djævlens protegé” netop overstået, men det er de 9 personers rejse langt fra. Den ven de netop har lagt i graven, og som på den ene mere eller mindre omsiggribende måde prægede deres liv, sender stadig, fra sin side af graven, signaler afsted mod dem. Der findes nemlig et testamente, som skal læses op i en afsides liggende spejderhytte. Testamentet afslører en arv, som de 9 kan få del i, hvis de weekenden over, i spejderhytten, påtager sig en række opgaver.

De 9 personers samtaler, deres gøren og laden bliver overvåget og registreret. Således kan der ved weekendens slutning gøres op og arven kan fordeles til den rette. Romanen udspiller sig henover denne weekend, hvor alle på hver sin vis deltager i dette bizarre set-up. På den vis minder det mest af alt om et reality show, hvor alt er arrangeret, redigeret, overvåget og deltagerne castet til forskellige roller. Og her melder spørgsmålene sig, hvor langt er man selv villig til at gå, hvor meget af sig selv vil man sætte på spil, i denne leg, en leg med ens jeg. Som Sanderhoff selv er ind på i sin indledning:

“ Men mest af alt bliver det et opgør, hvor deres personlige suverænitet sættes på prøve, udfordret gennem den afdøde vens eksperimenter med deres selvopfattelse, og han intrikate greb om deres selvforståelse. Han sætter dem i scene. Han udfordrer dem gennem prøvelser, der presser dem ud af de klassiske, psykologiske adfærdsmønstre”.

Ingen sætter sig for alvor imod denne iscenesættelse. Personerne minder og opfører sig romanen igennem som deres afdøde vens marionetter. Den døde trækker i trådene og de levende danser.

Et brændende vindue.
Sanderhoffs roman er således ikke en roman om opgøret med en umyndiggørende autoritet. Se blot her, hvor et af gruppens kvindelige medlemmer taler om de forskellig eksperimenter deres afdøde ven udsatte dem for:

“Han barberede engang min kusse. Det var en del af et totalt grænseoverskridende eksperiment, han udsatte mig for. Han ville få mig til at spille bedre, mere intimt, men det virkede kun ophidsende. Det var sådan set også godt”.

En afsluttende replik, der er en undskyldning, en begrundelse, en meningsgivende replik, der skal underbygge at det var i orden det han gjorde. For han gjorde netop noget, gjorde hende til et eller andet.

Dette er gældende for alle personerne i romanen, at de har et stærkt, ja næsten sygelig behov for at blive defineret, at være noget, at blive tildelt en identitet.

Det er som at se ind gennem et brændende vindue. Ind i vores selvopfattelse, vores liv som moderne mennesker pendulerende mellem frihedens indvidualitet og netop usikkerheden overfor denne udtrykt i behovet for at høre til noget, behovet for at slå alting, særligt spørgsmålet om hvem er jeg, fast i en endelig færdig form. Og på den vis er Sanderhoffs roman en stærk indsigt i menneskets selverkendelse, eller mangle på samme, og behovet for at blive optaget i gruppen med de dynamikker der nu hører med i en sådan.

Kunstens mulighed
I forgængeren “Europas floder”, fulgte vi i de 9 personers livsforløb. Det dannede en struktur, som ovenfra set, lignede floder i et landskab. Floder som alle munder ud i hav. Dette hav brugte Sanderhoff som en metafor for nuet. Det er i dette nu vi befinder os i, i “Djævlens protegé” eller i det mindste på kanten ved et nu, hvor de 9 står overfor at blive en del af noget, der er større end dem selv.

Netop denne tanke bringer Sanderhoffs trilogi i slægt med Peer Hultbergs “Byen og verden” og Peter Seebergs “Ved havet” og sammes “Om fjorten dage”. Ligeledes leder dette på næsten unægtelig vis til en tanke om kunstens, navnlig romanens mulighed for at være det sted hvor vores splinterede verden og sjæle kan samles og i kunsten, i romanen overskue dette menneskeliv i dets helhed. Hævdelsen herfra lyder på, om ikke Sanderhoffs to romaner indtil videre er en kraftig modpol til medieverdens enten - eller logik og en stadig påmindelse om kunstens evner og ikke mindst romanens mulighed for at belyse den menneskelige tilværelse i dens helhed, i al dens relativitet og flertydighed? Døm selv!

3  Jens Carl Sanderhoff: Død mands manifest

Med romanen “Død mands manifest” når vi til vejs ende i Sanderhoffs romantrilogi, der foruden “Død mands manifest” består af “Europas floder” og “Djævlens protege”. Det er en stor og værdig afslutning på trilogien. På en gang en foruroligende og fortryllende smuk undersøgelse af grundlæggende spørgsmål om menneskets væren. Det er en bedrift, som fortjener en fremtrædende plads i det danske litteratur landskab. 

Hvem er jeg? 

“Men hvem er jeg? Hvilket sted findes jeg?”. Sådan spørges der et sted i Jens Carl Sanderhoffs “Død mands manifest”. Det er spørgsmål, der ligger som grundsten under hele hans trilogi, som vel bedst kan betegnes som en tour de force ud i det moderne menneskes søgen efter sin identitet, i en søgen efter af forstå dets egen væren. 

Spørgsmålene følger også digteren Ida, der i romanens indeledning er på vej i tog mod det hus i Freiburg hun har arvet fra hendes mystiske ven fra fortiden. Vi følger hende på rejsen og i det liv hun begynder i Freiburg. Det bliver en rejse og ankomst til det nye liv i det tyske, som er præget af hendes kampe med at finde vej til og forstå sig selv. Særligt for Ida er det en kamp med hendes traumatisk fortid. En fortid, som rider hendes sind som en mare, som fx her: 

“Forstanderens lugt, hans tøj. Han ligende noget nogen havde glemt midt i halvtredserne. De andre børns ansigtsudtryk, de morgener der fulgte efter deres ufrivillige natlige besøg; deres slukkede blikke, deres bleghed. Hun overvældes af minder, mens hun lå på køkkengulvet og tårerne løb uhindrede over næseroden og dryppede ned på gulvet…”.

Idas historie er dog ikke en histoire om en magtsløshed over for ens fortid. Hun forsøger at frigøre hendes ødelagt og sår gabende sind igennem kunsten, og som en sonde glide ud i verdens åbne dyb og her finde et fælles menneskeligt rum, hvori, der er mulighed for at forstå og erkende det liv der der hendes eget. Det er dog ikke altid, som ordlyden måske ligger op til, en lykkelig og forløsende sag. Sanderhoff lader os forstå, at nok kan Ida opleve at hun rykkere tættere på sig selv og hendes fortid, men det er ikke en erkendelse og forståelse som løser eller forløse hende fra den. Hun er uløseligt sømmet til den. Det er kun den tid der er nu og den tid, der kommer hun kan gøre sig forhåbninger om at styre.  

Gåde. 

Livet. Det store og ufattelige. Hvordan skal vi begynde at begribe det, forstå det? Som romanen skrider frem oplever Ida flere besynderlige og ubegribelige ting i huset i Freiburg. Hun finder bla. et manifest forfattet af hendes mystiske ven. Manifestet er et dokument, hvor i den mystiske ven, der tilsyneladende hedder Leif og er dødelig mærket af sygdom, har nedfældet sine tanker om sig selv, verden og de mennesker og de liv han kom i berøring med. I Manifestet afsløres det, at den egentlig hovedperson i hele trilogien er Leif. Han skriver:

“Det gik op for mig, at hvis jeg ville huskes, så skulle jeg præge et andet menneske, så det aldrig ville glemme mig og i sin fascination eller afsky eller kærlighed eller undren begyndte at digte om mig, eller male mig, eller spille mig eller bygge noget, der skulle bære mit navn. Jeg valgte det første. Jeg valgte dig, Ida”. 

Han har på metafysisk vis sat hele denne virkelighed i scene for at blive husket. Er manifestet og trilogien således ikke dels et udtryk for den menneskelige forfængeligheds ønske om at blive husket, ja vel på den vis skrive sig ind i udødeligheden, og dels udtryk for den menneskelige viljes ønske om at være betydningsbærende og meningsgivende i denne verden?

Er hele denne trilogi så ikke en særegen konstruktion stablet på benene for øjnene af os. En virkelighed skabt i sprog. Og alt mens dette sære og gådefulde rulles ud foran os kigger vi og kigger igen for at erfare at dette værk, disse personer spejler de der kigger, spejler det gådefulde i vores væren. Dette er romanens og trilogiens største bedrift - at række os den gåde vi er. 

Meningsløshedens mani

Gerard Reve: ”Aftenerne”, roman, oversat til dansk af Lise Bøgh-Sørensen, TURBINE 2018, 294 sider, 249,95 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

Tomheden i unge Frits van Egters tilværelse er endeløs. Det er hollandske Gerard Reves roman ”Aftenerne” en lang demonstration af. Den udspiller sig over de sidste ti dage af året 1946. En dag per kapitel.

Det begynder en søndag morgen. Frits glider ud og ind af den samme drøm, indtil han omsider står op. Det er en gudsjammerligt kedelig dag. Også denne. Hans forældre er gået en tur. Han søger på radiokanalerne, men finder ikke noget, der interesserer. Står og vrænger lidt af sig selv i spejlet, betragter sig fra forskellige vinkler. Ser ud af vinduet. ”Han satte hjørnetænderne i vinduessprossen mellem to ruder, lod tungen glide hen over glasset og gik ud i køkkenet”. (s. 15) Så keder man sig altså virkelig! Han er sig da også bevidst, at det er spild. Spild af tid, spild af dag, spild af liv. På den anden side: hvad kan man overhovedet forvente sig?

Trods sine 23 år bor Frits stadig hjemme hos sine forældre. De går ham på nerverne. Især faderen, som er halvdøv, har dårlig bordskik og tørrer fingrene af i sit tøj. Eller i dugen. Samtalerne er så forudsigelige, trummerummen så latterlig. Derfor tilbringer Frits færrest muligt af sine vågne timer i hjemmet. Sådan går det også lettest med at ignorere skærmydslerne forældrene imellem. Og moderens gråd.

Han har et arbejde, som har den fordel, at det slår tid ihjel. Det er ikke noget, der optager ham på nogen måde. Over for en gammel gymnasiekammerat beskriver han det på følgende måde: ”Jeg arbejder på kontor. Jeg tager kort ud af et kartotek. Når jeg har taget dem ud, sætter jeg dem tilbage igen. Det er det hele.” (s. 49) Et Sisyfos-arbejde for kontorfingre, kunne man sige.

Det er nu ikke sikkert, at det er helt sandt, hvad Frits fortæller. Han giver ikke noget af sig selv. Man ved aldrig rigtig, hvor man har ham. Når han ikke sover, ikke er på arbejde og ikke er hjemme – dvs især om aftenerne - går han rundt i Amsterdam. Opsøger sine bekendtskaber og fører besynderlige ikke-samtaler. F.eks. har han en mani med at fortælle sine venner af hankøn, at de er ved at blive skaldede. Det er ikke det kosmetiske, han er optaget af, men den forgængelighed, som skaldetheden er et tegn på. Memento mori – husk, at du skal dø. Kan han tale angst eller ondskab frem i mennesker, så gør han det gerne. Bare for at se, hvor langt han kan gå.

Han lever uengageret, på afstand af verden og mennesker. Han er forbavsende lidt optaget af det modsatte køn eller af noget køn overhovedet af en 23-årig at være. Der er ingen fortrolighed med nogen, ingen oprigtighed. Men meget ironi. Og en lad kynisme, som bl.a. kommer til udtryk i vittigheder, som overskrider grænsen for sort humor. Intet er helligt, og dog taler Frits en del om Gud, som ser alt. Og alle. Frits eksperimenterer med andre menneskers følelsesliv på samme måde som en lille dreng med brændglas og myrer. Det er nok i lørdagens brandert, at han kommer noget personligt og alvorligt nærmest. Hans syrede, ofte mareridtsagtige drømme, som flittigt refereres, hans tilløb til gråd ved flere lejligheder og så den afsluttende bøn til Gud nytårsnat vidner om, at forhærdelsen måske ikke er så komplet, som han lader den syne.

Forfatteren var selv 23 år, da han skrev romanen, som udkom i 1947. Den fik stor opmærksomhed og anses nu for at høre til blandt klassikerne. Men den er altså først nu oversat til dansk. (Derfor drikker de unge mennesker også ”shots”). Da den udkom i Holland, blev den kritiseret for ikke at nævne Anden Verdenskrig med et ord. Men mon ikke den netop derved illustrerer den meningsløshed, som en krig efterlader ikke mindst en ungdomsgeneration med? Det er en splintret verden, de står tilbage med. Det viser den unge forfatter, som er samtidig med sin romanfigur, ved at udpensle rastløsheden. Frits læser ikke en bog eller hører et stykke musik. Han læser lidt i en tilfældig bog, hører noget af et stykke musik og slukker igen. Han ser uafladeligt på sit ur, tæller timerne, som skal henslæbes. Frits er selv ligesom den gamle vittighed om uret – han går og går, men kommer ingen vegne. Også dialogen er fragmenteret og distanceret. Lidt teatralsk, med replikker og bemærkninger om, hvordan personerne bevæger sig. Således bliver også læseren placeret i betragterens rolle snarere end at blive inddraget.

Jo, bestemt kan han noget, Gerard Reves. Han er da også blevet sammenlignet med Salinger og Camus. Og hvem ved, om værket havde vundet større udbredelse, hvis det ikke var fra så lille et sprogområde? Jeg er ikke overbevist. ”Aftenerne” vil næppe bringe sind i kog på samme måde længere. Måske nærmest tværtimod.

Verden som vi opfandt undervejs

Overbevisende stærk debutsamling fra Kristen Forster

Kristen Forster

Verden som vi fandt den

114 (upaginerede) sider, 150 kr.

Det Poetiske Bureaus Forlag

Af Jens Carl Sanderhoff

’Nullet der blev væk

Lyset fra solen en proletar i sne’

Dette er de indledende vers i Kristen Forster debut. Der bliver slået en tone an, som vidner om et indgående kendskab til litterære forgængere, og allerede i næste vers kommer vi et helt andet sted hen; ’tåge og gaze blankpoleret smat’. Det er et særkende ved samlingen, at der hele tidens skiftes mellem forskellige sproglige anslag, og denne energi har både fordele og ulemper. Fordelen er selvfølgelig, at man mærker opmærksomheden og sensibiliteten, mens ulempen er, at man indimellem ikke får lov at blive i sprogets musik, hvor man ofte har lyst til at være.

Tumultarisk, frit

Men det er en tumultarisk strøm, Forster skriver frem, en bevidsthed der flyder frit, mens den sætter spor i en kulturhistorie så lang og tung som netop den europæiske, og man gisper indimellem efter luft, når han sætter turbo på, for lige så vidende denne debutant er lige så vild også. Der springes frit mellem storpolitik og matematisk mystik, mellem poesiens evige sne og hverdagens smat. Stilistisk kommer vi også godt rundt i manegen, og alt fra dadaistisk/surrealistisk eksperiment og frem mod en kulmination i en (sådan læser jeg det i det mindste) uforbeholden kærlighedserklæring til senmodernismen, som eksemplificeret i referencer til fx Broby-Johansen, Johannes L. Madsen, Højholt og Ørnsbo, blot for at nævne koryfæer fra den lille danske andedam. Men også filosofien som litterær genre, som set i fx Barthes og Bataille, har et spor.

Og det globale perspektiv kan ses i digtet CHINA SYNDROME, som bringes senere i denne anmeldelse. Det er eksistensens krøllede Big Bang, der slippes løs, og energien bliver ved gennem hele samlingen.

Man kunne fristes til at mene, at digtene er det, der er blevet tilbage af en rasende strøm, og at helheden derfor kun anes, og det kunne man sikkert også slippe afsted med, hvis ikke det lige var fordi, man rent faktisk kan følge med i noget, der minder om erfaringer, et liv, en dannelse og en politisk identitet, der træder i karakter. Det er flot, og det er forvirrende. Begge dele til u.g.

Man kan som anmelder så ikke skrive om tekststykket på den og den side, for der er som skrevet i infofeltet ingen paginering, men til gengæld kan man orientere sig efter de overskrifter, ja, det formoder jeg det er, som der fra tid til anden dukker op, eller efter de tegningen, der ikke illustrerer noget i teksten eksplicit, men som forstærker en stemning af skabelse; de er som digtene og teksterne (Forster kalder det digte, det hele, men der vil jeg nok mene, at nogle af teksterne er for tekstagtige til ikke at være tekster) ret frie, meget erotiske i deres pareidolistiske åbenhed. Det er ikke blot naturskildringer eller lignende, if you know what I mean. Jeg holder meget af dem. De er, ligesom omslaget til bogen, skabt af Ole C. Hansen, og lægger sig fint til og i bogens ånd.

Jeg har lyst til at understrege, at jeg synes det er en fabelagtig bog, en voldsom tour de force i eksistensens vilkår. Se fx disse udsnit af teksten:

  En flise revnet af frygt

  løvet i poolen lyser som bladguld

Og senere hedder det:

  rangérterrænets engle

  klipper billetter

  af de rustne jernplader

Og senere igen dette:

  Et hjørne brunt af lugt – voksfrugter

  lyser symbolsk og gulvtæppet emmer af

  buksbomhæk og pis – nu vil hunden ud

  den løber omkring sig selv og dens sorte pels

  forvandles til en frakke – gennem ruden

  trænger en sej grå betonmasse ind

Alle eksemplerne er fra forskellige steder i bogen, og som man kan se, er der rent faktisk en rød tråd i ordstrømmen, en sprogtone, så selvom den virkelig gør sig umage med at være alle steder, så er den dog alligevel mest hos Kristen Forster. Og det er nok i virkeligheden dét, der redder bogen fra at være et hysterisk og opulent ordmylder, for man får faktisk en historie fortalt – ganske vist en historie der handler om alt – men set gennem et mere og mere tydeligt menneske, som samlingen skrider frem. Det er godt gået!

Tænkende og observerende

Langsomt forsvinder den umiddelbare irritation over de talrige klip fra det ene til det andet, og fornemmelsen af et tænkende og observerende menneskes historie træder frem. Det er næsten (som jeg indledningsvist antydede) som at læse uddrag af en almindeligt opbygget roman, der ganske vist er skrevet med en vildskab a la Rimbaud og Ørnsbo parret, og man får nærmest den samme trang til at læse frem, som man gør i læsningen af den klassiske, narrative roman, for man skal da lige se, hvad der sker om det næste litterære hjørne, selvom man godt ved, at man ikke får mere lys kastet ind i affæren. Det er en spændende effekt, som dog til en vis grad giver samlingen et gammeldags udtryk, de store narrative digt-eposer in mente. Hist og her hilses der også så langt tilbage, at man for sit indre ser Homer lette på hatten.

Man fornemmer at det drive, der driver samlingen frem, er på vej mod en form for kollaps (eller katarsis), og hen under slutningen optræder digtet CHINA SYNDROME, som i høj grad er både et pejlemærke og en slags poetik, og digtet har netop denne funktion – vi får et kig ind i værkstedet, hvor denne strøm har sit kildespring – sådan virker digterens hjerne:

CHINA SYNDROME

Gennem Aphex Twin og Squarepusher

gennem Eno eller Bowie

eller John Cage og Christian Wolf

gennem Frank Zappa eller Morton Feldman

lad os dykke ned i maskinrummet:

gennem Elliott Carter og Milton Babbitt

og hvis det ikke kan være andet:

gennem Karl-Heinz Stockhausen og Hans-Werner Henze

og gerne gennem Maurizio Kargel og Ligeti

gennem Led Zeppelin og Deep Purple

Pink Floyd og Bob Marley og Motorhead

shall I rip it off and leave it to bleed

gennem Hendrix Joplin, både Jimmy og Scott og Janis

og gennem Monk gennem Bill Evans gennem Earl Garner

Chet Baker og Coltrane gennem Charlie Mingus

Dizzy og Miles Beatles og Stones

eller gennem Edgar Varese og Webern og Stravinsky

og gennem Eric Satie

blander det sig med Marcel Duchamp og Schönberg

styrter det gennem Proust og Rilke og Rimbaud

river Yeats og Pound og TS Eliot helt oppe fra Audens ærmeskånere

med i faldet blander sig Trakl og Mallarmé

rammer dernæst Baudelaire og glider som bolchemasse

ned over Heine en gletscher over Novalis ned i Hölderlinkløften

hvor det størkner som figurer i et landskab af salt

der stirrer ubevægelige ind i branden

Jeg ved ikke, hvordan Kristen Forster selv læser dette digt op, men når jeg læser det op, og det kan man næsten ikke lade være med, når man har fulgt digter-jeget gennem de mange kringelkroge og afstikkere, så er der fart og tempo her i stuen! Der er flere steder i samlingen af denne art, men lige her rammer det den læsende, nærværende anmelder per se, med større kraft, både fordi det holder, er mere homogent og rytmisk spændt op (til li’r), og så elsker jeg det svirp, den himmelråbende patos, der får lov at hamre døren i til sidst i digtet.

Hvis der fx skulle uddeles stjerner eller æselører eller blyantspidsere eller hvad-har-vi-for-en-kategori, så ligger bogen og vipper mellem fem og seks ud af seks, men det gør vi jo ikke her, så i stedet kommer der blot en inderlig opfordring til at læse samlingen, for det er en oplevelse, en fest, et tankevækkende bekendtskab. Og der er noget for enhver, for bogen handler om alt!