Nu vil jeg aldrig kunne undgå at se det

Heather Spears
Jeg kan stadig tegne
digte udvalgt og oversat af Niels Hav
Det poetiske bureaus Forlag, 2019, 61 sider.

Af Alice Østerbøg

Endelig kom den, den første oversættelse til dansk af canadieren Heather Spears’ spændende digte. Bedre sent end aldrig, kan man sige. Det er blevet  til en lille antologi på 43 tekster (de fleste fra 1995 -2009) oversat fra engelsk af vores danske digter Niels Hav.

Endelig, ja, for siden 1956 har Heather Spears udgivet 14 digtsamlinger, 5 romaner og 1 fagbog om perception – plus 3 bøger, som mest indeholder tegninger med ledsagende tekst, på engelsk vel at mærke, selvom hun har boet i Danmark siden 1962. (På Bornholm! - Dengang kendt som Heather Goldenberg)

Jeg kan stadig tegne hedder de af Niels Hav udvalgte digte, hvoraf en del handler om at tegne og udtrykker den dybe fascination af livet, der gør det nødvendigt for en så alsidig kunstner som Heather Spears at udtrykke sine oplevelser i både indånding og udånding.

Typisk for hende går poesi og tegning hånd i hånd som to sider af samme sag. Hvor synsindtrykkene af menneskelivet bringes til live i tegningernes forskelligartede perfektion, formuleres i digtene omstændighederne, alt det, der ikke kan tegnes, nemlig tanker og følelser, skæbne og lidelse.

Samlingens fire dele har følgende ledetråde:

1. at blive gammel i Danmark.

2. at tegne døden i form af neonatale babyer, som  på Panum-instituttet og københavnske hospitaler er blevet Heather Spears’ store, altopslugende, tegnetekniske forskningsprojekt.

3. diverse billeder fra andre dele af verden, som Heather har bevæget sig  rundt i.

4. decideret politiske digte ud fra Heathers engagement i fx 90’ernes krige i Mellemøsten og de palæstinensiske flygtninge, de har afstedkommet.

Samlingens digte går gennem marv og ben måske mest på grund af den underfundige humor, der breder sig som en forsvarsmekanisme ud over beskrivelser af bl.a. døde babyer og krigens ondskab. Det er digterens måde at se dét på, som hun ikke tegner, hun, som har opsøgt lidelse og død hos palæstinenserne i Gaza for med blyant i hånd at dokumentere kampen mod overmagten:

Et barns ansigt
mast ned i kørebanen

….

Jeg så det før jeg kunne undgå at se det.

Undgå at se det! Nu vil jeg
aldrig kunne undgå at se det,
hendes ansigt
med lukkede øjne
det var de nødt til at være, ellers ville himlen
over dem briste

Og de indtryk forbliver i hende. Selv bomberegnen, der beskrives som smuk, et kæmpemæssigt slør. Mens den gør, hvad den er bedst til…

Det er ikke så sært, at Gud - i Guddigtene - er træt og føler afmagt, for, som der står, han er jo Gud for både jøderne, muslimerne og de kristne, der kappes om at påføre hinanden deres ondskab.

Således rummer digtene en stemning af ironisk resignation over menneskers tåbelighed.

Grotesk sammenlignes f.eks. krydstogtpassagererne, som forhindres i at se den flygtningebåd, som man ikke vil redde, med en hvalsafari: dem med kikkert kunne se mere: ……...

Den samme stemning er der over de første alderdomsdigte, dog med mere sort humor som i digtet, Måske er jeg ved at blive muslim, om at falde på gaden.

I Kunsten at blive ældre lyder det:

og det bedste du kan gøre er
at arbejde, arbejde og glemme …

Og det gør hun så.

Heather Spears er 85 år og snart færdig med sin nyeste digtsamling. Ikke et ord om egen død. Den finder hun så rigeligt hos de andre.

At tegne det, der ikke er mere, for at indfange dette mystiske, er ultra svært. Heather øver sig i at tegne det med stædig passion, der underspilles næsten selvironisk i prosateksten Kvinden der tegnede døde babyer, der er et eklatant udtryk for livets absurditet i al sin nøgternhed: dødens uhyrlighed i den lille, perfekte krop, som måtte give op, faderens tårer og i kontrast hertil tegneren:

Hun kunne se , at det kun var nødvendigt at udføre opgaven følsomt og neutralt. Hun lod opgaven tage sig af følelsen, så der ikke var noget tilovers. Kvinden, der tegnede døde babyer, havde engang drømt om at blive rigtig kunstner.

Det virker næsten forløsende at kunne smile over sammenligningen mellem dansende bjørne og haremskvinder. Og grine højt af de kønspolitiske digte om kvinders manglende kapacitet, for eksempel med hensyn til at stå op og tisse, og beskrivelsen af mænds krympende organer, når VAGINA kommer på tale.

Selvom Heather  Spears er parat til at gå så vidt som til at lære arabisk for at forstå en arabisk digter, har jeg med mine sprogkundskaber oplevet denne oversættelse som en vidunderlig lettelse. Jeg har læst en hel del af Heathers digte på engelsk og har undret mig over, at de både virkede let tilgængelige og svære at gribe. Det forstår jeg nu . Alle disse engelske metaforer, som Niels Hav, som digter har taget stilling til, giver han os i en dansk version, der giver mulighed for et overblik og en stemning, som for mange ukendte gloser forhindrer. Fordi jeg kan slappe af og nyde, kan jeg overveje – i overensstemmelse med de 2 digteres hyggelige slagsmål om ordenes betydning – andre for mig mere rammende udtryk. Men jeg røres i hjertet af meningen, ideen, tankerne og ikke mindst sansningen, det er som at se Heathers tegninger, hvis streger flyver eller hænger sig fast i den perfekte detalje som et flygtigt eller fast blik.

I Canada har Heather Spears vundet priser for sin digtning. Her i Danmark har hun i alle de mange år tegnet og digtet. Hun har virkelig fortjent både denne og flere oversættelser og dermed en markant større udbredelse herhjemme.

Som ung universitetsstuderende fik Heather i 1956 et legat, så hun kunne læse videre i Europa. Det var dengang, da turen foregik med skib. Der mødte hun sin kommende mand Lenny Goldenberg. I 1962 besluttede de at tage et år til Danmark, for at han kunne lære noget om dansk keramiktradition. Hun kunne så passe deres to små drenge.

Måske undrer nogen sig over, at Heather med sit perfekte dansk ikke skriver på dansk. Men dengang behøvede immigranter ikke integreres og blive danskere, så hvorfor ikke skrive på sit engelske modersmål for derved at have mulighed for at dykke ned i et dybere register og i dette tilfælde nå ud til et langt større publikum.

Mange på Bornholm kender hende fra dengang, da hun som Heather Goldenberg boede i Svaneke. Hun ernærede sig i 70’erne ved at tegne og male. Mange bornholmere fik deres børn portrætteret. Samtidig startede hendes croquiskurser på Bornholm – og kort efter København. De var spændende med en helt anden tilgang til at tegne efter levende model, end eleverne før havde oplevet. Teori og praksis derfra kan studeres i Heathers The Creative eye, som er en kunstfilosofisk, tegneteoretisk bog med praktiske øvelser, til dels baseret på hendes erfaringer fra de utallige croquis-kurser.

Altimens dyrkede hun sin digtning i al stilfærdighed i sin digterhybel. Og da drengene var fløjet fra øen, begyndte Heather at tage de obligatoriske sprogprøver i dansk for at kunne studere engelsk litteratur på Københavns universitetet. Hun var allerede dengang begyndt at tage til Canada mindst en gang om året, dels for at køre tegnekurser, dels for at læse digte op for andre poeter, som hun så tegnede, når det var deres tur til at læse op.

I 90'erne forlagde hun gradvist residensen til hovedstaden, for endelig at slå sig ned på Frederiksberg, hvor hun i højere grad kunne møde danske litterater. Et held at hun nu har fået en plads blandt danske poeter.

Demens bag leksikale oplysninger om dyr

 Frøydis Sollid Simonsen: ”Dyr [sorteret efter alder]”, Vild Maskine 2018, 48 sider, 199,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

”At leve handler om at gå til grunde”. Med denne sætning afsluttes Frøydis Sollid Simonsens ”Dyr [sorteret efter alder]”, der primært består af en række artikler af leksikal art om forskellige dyr, som er flettet sammen med overvejelser vedrørende forfatterens demente farmor. Artikelrækken fungerer som en slags nedtælling, hvor det dyr, der kan leve længst, indleder bogen, mens det kortest levende afslutter den.

Når det velkendte bliver uigenkendeligt

Bogen er blevet til på opfordring. Det norske Flamme Forlag foreslog Simonsen at skrive en bog, hvis indhold hun selv kunne bestemme. Alene titlen lå fast: ”Dyr, sorteret efter alder”. Den bundne opgave taget i betragtning er opgaven løst på en original måde, for bogen handler om dyr, der er sorteret efter alder. Men det er noget helt andet end dyrene, der er centralt.

De korte, leksikale oplysninger om dyr giver Simonsen mulighed for at reflektere over oplevelser med sin demente farmor. Det kan være et ord i dyreartiklen eller et særpræg ved det beskrevne dyr, der sætter en association i gang. Nogle af disse er fulde af kærlighed, andre er præget af desperation på farmoderens vegne. Den tidligere anæstesioverlæge kan råbe de mest upassende og modbydelige ting til familiemedlemmer og plejepersonale, og andre gange kan hun give helhjertede komplimenter til et menneske, hun er fortrolig med, men som hun benævner med et forkert navn. Farmoderen kæmper en kamp for at forblive i det velkendte liv, men det velkendte er ikke længere genkendeligt, og når det er, kan hun ikke sætte de rigtige ord på det, hvorved det bliver uigenkendeligt for alle andre: ”Farmor spørger mor, om hun kan købe hjertekirurger for hende. Du ved, sådan nogle små runde nogen. Mener du tomater? Spørger mor. Ja, siger farmor.” (s. 37). Forfatterens mor køber tomater, men det viser sig, at farmoderen efterlyste smør.

Nedbrydning og død

Demenssygdommen er ved at nedbryde farmoderen, hvilket nok er grunden til, at forfatteren cirka halvvejs i bogen beskriver et trafikuheld, hvor hun selv blev påkørt og fik en hjernerystelse, som medførte symptomer, der ikke er ulig dem, farmoderen slås med. Således kredser ”Dyr [sorteret efter alder]” om nedbrydning og død. Det er derfor ikke så sært, at bogen slutter med sætningen: ”At leve handler om at gå til grunde”. Det er naturligvis ikke sandt. Livet handler i langt højere grad om at leve. Det er det, der går forud for den konkluderende sætning, der giver den vægt. Og dog siger sætningen ikke så meget om livet, som om den mentale drænethed, der kan ramme den, der ser et nærtstående menneske kæmpe mod nedbrydningen af det, det har været.

At stilles i den dementes sted

Dette kan lyde meget nedslående, og det er det da også – men ikke kun. Simonsen formår nemlig at skabe en form for fortrolighed med den virkelighed, hendes farmor eller andre demente befinder sig i. Hun skriver små tekster, der tydeligvis handler om dyr, men så alligevel ikke gør det. Som læser mister man grebet om det, man troede, man havde styr på. Det forudsigelige og trygge forsvinder – som hos folk med demens. Dette understreges af bogens illustrationer, der ligner gamle stik fra bøger om flora og fauna, men når man ser bedre efter, er der sat elementer sammen, som ikke har en naturlig forbindelse til hinanden. Man efterlades forvirret af den virkelighedsforvrængning, der skabes af både illustrationer og tekst. Det er naturligvis ikke den samme forvirring, der fylder folk med demens, men man får alligevel en smule fornemmelse af det kontroltab, demente må kæmpe mod i en ulige kamp, de før eller siden taber.

To romaner om Det Arabiske Forår i Egypten

Alaa Al-Aswany: ”Jeg løb mod Nilen”, Hr. Ferdinand 2019, 508 sider, 299,95 kr.

og 

Omar Robert Hamilton: ”Byen vinder altid”, Rebel With a Cause 2018, 325 sider, 300 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Det Arabiske Forår bestod af en række oprør og revolutioner i arabiske lande, der begyndte i december 2010 i Tunesien og siden bredte sig til blandt andet Egypten. Den 25. januar 2011 indledtes demonstrationerne, der spredte sig rundt omkring i landet, men fik sit centrum på Tahrir-pladsen i Kairo. Selvom demonstrationerne fik præsident Mubarak til at trække sig, havde overgangsregeringen, hvis magt hvilede på den egyptiske hær, intet ønske om at imødekomme demonstranternes ønsker, og med stadig hårdere midler blev oprøret nedkæmpet. I hver sin bog beskriver Alaa Al-Aswany og Omar Robert Hamilton, hvordan det arabiske forår i Egypten blev slået ned.

Forbudt bog

Alaa Al-Aswany er den mest læste forfatter i Egypten, men regimet har forbudt udgivelsen af ”Jeg løb mod Nilen” og Al-Aswany måtte flytte til USA, umiddelbart inden bogen udkom i andre lande. Han vidste, at udgivelsen ville gøre ham til en persona non grata i sit hjemland. Det forstår man, når man læser den.

Al-Aswany er nådesløs over for regimets talsmænd og –kvinder. Han skildrer deres hykleri, der typisk består af en from overflade, som dækker over en konstant drift mod mere magt og flere penge. Man forstår, at der går rygter om TV-værtinden Nurhan; rygter, der mere end antyder, at hun boller sig stadig højere op i systemet. Men det vil fortælleren ikke acceptere: ”Skal vi bebrejde Nurhan hendes prisværdige indsats og hendes evner udi elskovskunsten? Vi burde hellere klandre de muslimske kvinder, der nyder godt af deres mænd, men forsømmer dem i sengen, hvilket får dem til at forfalde til synd, Gud være dem nådig. Nurhan – kun Gud ved, hvem der er ren, og hvem der er syndig – er en fremragende muslim, der respekterer religionens forskrifter og aldrig afviger en tomme fra den.” (s. 82).

En anden af systemets trofaste tjenere er general Alwani, der leder efterretningstjenesten og er overbevist om, at vold er det bedste middel til at holde en befolkning i ave. Det har han dog ikke underholdt sin familie med, hvilket nok kan være en del af grunden til, at hans datter befinder sig blandt demonstranterne på Tahrir-pladsen. Det bliver han bestemt ikke glad for, men over for sin datter benytter han ikke vold. Når det virkelig gælder, bemestrer han også andre metoder.

Nuancerede personskildringer

”Jeg løb mod Nilen” rummer dog ikke kun sort/hvide personskildringer. Den bundkorrupte fabriksdirektør Issam Shalan har en fortid som politisk aktivist, men tjener nu systemet, mens han drukner sin sorte samvittighed i store mængder whisky. I modsætning til ham vågner den selvkredsende koptisk kristne og hashkæderygende skuespiller Ashraf Wissa op til dåd, da han endelig får en sag at leve for.

Sidst men ikke mindst skildrer Al-Aswany en række unge mennesker, der er med i revolutionens inderkreds. Som så mange andre møder de op på Tahrir-pladsen, selvom de bliver beskudt af snigskytter fra tagene. Når en demonstrant rammes, bæres vedkommende over hovederne på de andre ud af pladsen, som en slags stage diving med døde og sårede. Fordi det er øvede skytter, der skyder oppefra og ned, rammes de fleste i hovedet. Men demonstrationen fortsætter.

Vrede som drivkraft

Selvom Al-Aswany skriver nøgternt, fornemmer man en vrede over den måde, hans folk er blevet behandlet på. Han synes ikke at have haft noget valg. Bogen måtte skrives, hvis han skulle kunne se sig selv i øjnene. Og det har som nævnt haft konsekvenser for ham.

Al-Aswanys sprog er enkelt og let med ganske få metaforer. Personskildringerne er gennemførte, og selv når forfatteren latterliggør sine karakterer, mister de ikke deres troværdighed. Han skriver næppe ud af den blå luft, men med inspiration fra virkelige personer, hvilket blot gør romanen endnu mere uhyggelig. Dog er det ikke kun den rige elite og de politiske magthavere, der får verbale pisk, men også den almindelige egyptiske borger, der ikke greb chancen og bakkede de unge oprørere op. I romanen lader alt for mange sig velvilligt føre med af de til lejligheden etablerede TV-stationer, der producerer fake news om, hvordan demonstranterne er lønnet af Israel og USA.

Der er noget dramadokumentarisk over Al-Aswanys roman. Enkelte steder gengiver han uforarbejdede vidneudsagn om regimets forbrydelser, hvilket styrker den øvrige teksts troværdighed. På den måde bliver ”Jeg løb mod Nilen” en roman, man har lyst til at ryste af sig, hvilket dog ikke kan lade sig gøre, fordi den er skrevet så tæt på de historiske hændelser, den skildrer, og fordi den er drevet af en nøgtern forargelse, der måtte have luft.

En ikkevoldelig revolution mødt af våben

Det dramadokumentariske går igen i Omar Robert Hamiltons ”Byen vinder altid”. Ofte fornemmer man også autofiktive træk; ikke mindst fordi forfatteren var med til at stifte mediekollektivet Mosireen, hvis formål var at dokumentere, hvad der skete under det arabiske forår i Egypten. Mosireen har sin fiktive parallel i dokumentationsgruppen Kaos. En af hovedpersonerne – Khalil – har lighedstræk med forfatteren, både hvad angår opvækst og politisk såvel som journalistisk engagement. Det er da også kun i kræft af dette engagement, at Hamilton kan bringe læseren helt tæt på de unge revolutionære, der ikke vil finde sig i de vilkår, magthaverne byder befolkningen. Utilfredsheden spredes over de sociale medier, og ved romanens begyndelse er revolutionen allerede godt i gang.

I mediekollektivet hersker der eufori og offervilje i begyndelsen. Oprørene har forpligtet sig på en ikkevoldelig revolution, hvilket udfordres gevaldigt af, at regeringen svarer igen med våbenmagt fra både politi og militær. De første dræbte bekræfter blot, at oprørene er engageret i en retfærdig sag. Men efterhånden som regimets drab, anholdelser og tortur tager til, bliver det svært at holde gejsten oppe.

De unge tror, at de sidder med trumfen, fordi de kan bruge de sociale medier langt bedre end regimet, men – som det også fremgår af ”Jeg løb mod Nilen” – sidder magthaverne på størstedelen af pressen og mediehusene. Da Mursi bliver afsat i 2013 og Det Muslimske Broderskab lægges for had blandt store dele af befolkningen, oplever de unge, der stadig demonstrerer, at de bliver anset for at være tilhængere af broderskabet. Intet kan være mere forkert, men ingen bekymrer sig længere om dem, der forsøger at skabe opmærksomhed omkring regimets forbrydelser. Den brede befolkning vender det døve øre til, så gassen siver ud af revolutionen, hvilket selvsagt efterlader dens tilhængere og forkæmpere i en både farlig og nedslående situation.

Khalils kæreste, Mariam, fortsætter med at bringe fornødenheder til de fængslede, selvom hun løber en stor risiko for selv at ende i en underjordisk celle. Khalil selv plages af PTSD-lignende flashbacks til en hændelse, hvor han ikke formåede at redde en læge, der satte livet på spil for de unge oprørere.

Fra reportage til vidnesbyrd

Det kaos, der skildres, understreges af afbrudte sætninger, og ligeledes i den forvirring, der opstår, når ”han” eller ”hun” ændres til ”jeg” midt i et afsnit. Samtidig er netop dette abrupte skift mellem tredje og første person med til at gøre det skildrede helt nærværende for læseren, der trækkes ind i fortællingen, når det afstandssikrende ”han” eller ”hun” ændres til det nære ”jeg”. Romanen bevæger sig lidt efter lidt fra at fortælle i tredje person til kun at lade Khalil fortælle i første person. Således bevæger den sig fra reportage til vidnesbyrd.

”Byen vinder altid” er en mareridtsagtig roman. De unge revolutionære kæmper en ulige kamp, som de ikke kan forlade uden at svigte de andre – levende såvel som døde. De kan ikke vågne af mareridtet, fordi mareridtet ikke er en drøm. Som læser har man lyst til at lægge bogen fra sig; ikke mindst da den tunge opgivelse for alvor sætter ind. Men her foretager Omar Robert Hamilton et imponerende kunstgreb: Han intensiverer de poetiske elementer i sproget, så teksten bliver smuk og medrivende midt i al den fortvivlende opgivelse. Det skal ikke forstås sådan, at forfatteren pynter på det beskrevne. Det er stadig det rå og frygtelige, der beskrives, men det gøres på en måde, så man midt i det rædselsfulde kan glæde sig over særlig præcise billeder og dybsindige overvejelser formuleret med en imponerende skarphed. På den måde hjælper forfatteren læseren med at holde ud til enden.

Sagt på en anden måde: Mens ”Byen vinder altid” virker indforstået i begyndelsen, forstår man præcis, hvad Khalil mener, i den sidste del af bogen. Kaos har ændret sig fra at være noget ydre til noget indre, og han sætter ord på denne forfærdelige tilstand på en måde, der afslører Hamilton som et stort litterært talent. Blot et enkelt eksempel, som omhandler de efterlevendes forpligtelse på at mindes de dræbte, der er faldet i kampen mod en samvittighedsløs overmagt: ”Vi er omringet af de samtaler, vi ikke havde. Navne, vi skal holde fast i. Små knive i permanent kredsløb om hjertet.” (s. 279).

Et regime, der dræber sine unge

”Byen vinder altid” er en forfærdelig bog, men også en forfærdelig god bog, der klart og præcist slår fast, at et regime, der dræber sine egne unge, ikke er magten værdig. 

Det er forlaget Rebel With a Cause, der har udgivet den danske udgave af ”Byen vinder altid”, hvis original er skrevet på engelsk. Det er svært at finde et dansk forlag, hvis navn er mere dækkende for Omar Robert Hamilton og hans roman, der er rebelsk i sin nære beskrivelse af den fortvivlelse, der ramte det forår, som hurtigt blev slået ned og omformet til en dødbringende vinter. Forlaget har et logo med en hånd, der er knyttet omkring en fyldepen. Dertil hører sloganet: ”Bøger der forandrer måden vi læser verden på”. Også denne sætning udgør en præcis beskrivelse af ”Byen vinder altid”. Skønt vi godt ved, at der finder forfærdelige hændelser sted, er romaner som denne med til at bringe læseren tættere på, end han eller hun egentlig ønsker det. Verden bliver aldrig helt den samme efter læsning af den slags bøger.

Til sidst et lille råd: Romanens kaotiske og til tider indforståede stil kan gøre det nødvendigt at sætte sig ind i det arabiske forårs forløb i Egypten, inden læsningen påbegyndes. Læser man ”Jeg løb mod Nilen” først, er man dog ganske godt klædt på.

Digtere er de bedste romanskrivere

Daniel Boysen
På sit yderste
Roman, 227 sider, Jensen og Dalgaard, 2019

Af Anne Rye Andersson
Anmeldelsen har tidligere været bragt i BookHaul

Det er som at svømme i en drøm. Man er let, og vandet er ordene, der holder en oppe. Opholdelsesdriften er stærk. Man ser smukke lysglimt og alskens farver, særligt lyse. Sådan er det at læse Daniel Boysen’s værk ”På sit yderste”. En meget fin, smuk, sart og poetisk oplevelse. Jeg holder meget af digte, og Boysen er da også digter udover at være romanforfatter, måske derfor er jeg så betaget af denne bog. For i min optik er digtere de bedste romanskrivere. Af andre digtere, der også skriver fremragende romaner, kan jeg nævne Olga Ravn. Hendes debutværk fra 2012 var netop en digtsamling; ”Jeg æder mig selv som lyng”.

I denne roman møder vi en kvinde, der bliver ramt af en hjerneblødning, og hvordan hun i denne sælsomme tilstand flyder ind i en verden af minder, drømme og uvirkelighed. Læserens møde med kvinden er der, hvor hun står mellem kanten på liv og død, og altså, på sit yderste. Hun erindrer i glimt, og slet ikke kronologisk, og nogle gange har hun svært ved at skelne mellem virkelighed og drøm. Denne komatøse tilstand henstiller hendes hjerne til at frembringe de smukkeste minder, særligt om natur, relationer igennem livet, men også smertelige minder om tab, sorg og fortrydelse. Hvad oplever man som menneske, når/inden man skal dø? Det er det, Boysen er dykket ned i, og på det grundlag, at romanen udfolder sig. Nedenstående er et citat fra et erindret minde med faderen:

”Disen indhyller træerne længst ude og ophæver horisonten, og træerne kunne fortsætte langt ud i universet, det kunne de, stjernerne kunne sidde i træerne og vente på at lyse, hun har lyst til, at de skal blive her indtil det bliver nat, så hun kan se, om stjernerne er vokset ind i træerne på jorden.

Træerne slår over i en ny frekvens, hun kan høre dem indefra, mærke alt der kravler på dem. En fugleedderkop sidder skjult for omverdenen på hende, dens fløjlsbrune krop er sart, giftkrogene næsten usynlige.

Og når det bliver efterår, falder bladene til jorden med stjernerne i sig og ligner en måneformørkelse med en grøn ring yderst i alt det gule. Når stjernerne slukkes, tager de sorte pletter over, inden bladene også forsvinder.

Hun mærker farens hånd på sin skulder.

De sparer på ordene, men bruger dem i flæng når de har gæster.”

Udover at være meget poetisk i sit sprog, meget malende og nøgtern, er det et interessant tankeeksperiment, der kun er os forundt, når vi står på kanten af livet, inden vores forestående død. Det, der også er så fint ved bogen er, at døden ikke er beskrevet som en rædsel, men som en naturlig del af et liv. Accepten af, at vi skal dø, og at den også er en del af livet, er meget stærk og tankevækkende. I en verden, hvor vi som mennesker forsøger at undsige os døden og flygte fra den, og hvor der er et enormt fokus på ungdommens skønhed, som viser sig som stigningen i brugen af botox, sundhed og tynde kroppe i mediebilledet, er det virkelig en lise at læse om døden på denne måde, som Boysen beskriver den. På den anden side er kvinden ikke drevet af en dødsdrift, og Boysen forherliger ikke døden, det er ikke en ”selvmordsroman” (selvom jeg ikke bryder mig om det ord), det er en beskrivelse af, at sådan kan livet også se ud og opleves. Romanen er med den allestedsnærværende død meget livsbekræftende, idet den zoomer ind på de ting, der er væsentlige i et menneskes tilværelse. 

Daniel Boysen

Det er altid interessant, når en forfatter introducerer en protagonist, der har modsat køn end forfatteren selv. Ja, og alder lige så. Og selvfølgelig kan mænd skrive om kvinder, men holder det? Kan forfatteren virkelig frembringe noget ægte, virker det oprigtigt, autentisk, og der må jeg bare sige ja i denne henseende. Boysen maler et billede af en ældre kvinde og dennes relationer til sine børn, kærligheden til dem, og de tab hun oplever, og Boysen gør det på en meget overbevisende måde. Man tænker slet ikke over, at forfatteren er en mand. Og det er vel også en af de ting, skønlitteraturen kan, nemlig male verdener, der kun er opstået i fantasien, og gøre dem lys levende for læseren. Og det er det smukke ved skønlitteratur, at vi kommer derind, hvor vi ikke anede, vi kunne komme. Op bliver oplyste.

Boysen’s debutroman ”Fordi ilden er vores” havde et helt andet udgangspunkt, nemlig hans eget liv og egne relationer. Denne type roman er en helt anden, og det er hverken bedre eller dårligere, bare en anden skrivetradition. Måske er det derfor, ”På sit yderste” ikke har fået nogen opmærksomhed og anmeldelser, fordi anmelderne forventede noget andet? Det er virkelig ærgerligt, for, og nu skriver jeg noget vildt, men jeg mener det fra dybet af min sjæl; denne roman er et overset mesterværk og et eksempel på, hvor stor litteratur, der kan komme ud af de små forlag. Som læser bliver jeg tit begejstret, men jeg er forsigtig med at kalde noget et mesterværk, men det mener jeg vitterligt ”På sit yderste er”. Et poetisk mesterværk. Vi må så bare håbe, at anmelderne snart begynder at anmelde andet end fra de store forlag, da vi jo ved at anmeldelser i dagbladene giver læsere, og denne roman fortjener virkelig at blive læst. Det er første gang, jeg har læst ”På sit yderste”, men det bliver ikke sidste. Det er helt sikkert.

 

     

Enkel uden at blive simpel

Charlotte Bork Høvsgaard: ”Kornmod”, Grønningen 1 2020, 127 sider, 199,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Det var en ubegejstret anmeldelse, der gav mig lyst til at læse Charlotte Bork Høvsgaards roman ”Kornmod”. Anmelderen kritiserede bogen for at være for banal (dog uden at bruge netop det ord). Indirekte blev Høvsgaard dadlet for at forsøge at ophæve beskrivelser af alt for dagligdags erfaringer til litteratur.

”Så dårlig kan den da vel ikke være,” tænkte jeg og fik fat i bogen.

Og nej! Så dårlig er ”Kornmod” ikke.

Ganske vist fortæller den en historie, der ikke på noget tidspunkt hæver sig dramatisk op over de erfaringer, enhver dansker kan gøre sig. Mange læsere vil derfor sikkert finde den kedsommelig. Men i den helt rolige fortælling åbenbares en taknemmelighed for alt det, vi ofte anser for at være selvfølgeligt. Fortællingen er enkel, men bliver ikke simpel. Den skildrer det almenmenneskelige, men uden at forfalde til banalitet.

En roman om livets overgange

”Kornmod” er en roman om overgange set fra en kvindes perspektiv. Jeg-fortælleren, der synes at være et autofiktivt alter ego for Charlotte Bork Høvsgaard selv, fortæller om den første menstruation, om at flytte hjemmefra, om moderskab, om at blive ældre, om at tage afsked og om forelskelse. Fortællerens søn skal snart flytte hjemmefra, og hun mindes, dengang hun for mange år siden forlod sit barndomshjem:

”Den dag, jeg selv flyttede hjemmefra, var der svaler i luften mellem gårdene i Falsled. Jeg skulle med bussen til gymnasiet og om eftermiddagen flytte ind i et lille byhus i Faaborg tættere på skolen. Mine forældre og jeg omfavnede hindanden for enden af indkørslen, og de blev stående ved vejkanten og så efter mig, mens jeg gik hen ad vejen i retning mod busstoppestedet og forsvandt ind i skyggen fra poplerne ved nabogården. Jeg havde en rejsekuffert i hånden og min skoletaske på ryggen. Jeg vendte mig om et par gange og vinkede og skammede mig over at være blevet voksen og lade mine forældre alene tilbage. Hvad skulle de nu? Jeg var deres eneste barn. Reden var tom.” (s. 105).

I en fortrolig tone, der ikke gør noget væsen af sig, beskrives overgange, der har stor betydning for den enkelte, men som samtidig er så almene, at der ikke er noget iøjnefaldende ved dem. Det er som at høre en ven fortælle om sit liv og de erfaringer det har ført med sig. Sproget flyder smukt og let, mens beskrivelserne af fortællerens forhold til familiemedlemmer og venner suppleres af korte naturbeskrivelser.

En litterær meditation over liv og død

Høvsgaard har tidligere udgivet to bøger om sin mands død. Et sådant dødsfald har fortælleren også oplevet, men, som det er tilfældet med Høvsgaard selv, har hun mødt og forelsket sig i en ny mand. Bagerst i romanen takkes forfatterens kæreste, Jakob, og hendes søn, Halfdan, der har de samme fornavne som fortællerens kæreste og søn. Dette bekræfter fornemmelsen af, at bogen er autofiktiv.

For den læser, der har mistet en ægtefælle eller er blevet skilt, kan ”Kornmod” være en stilfærdig påmindelse om, at der kan opstå nye chancer, som genstarter livet. Igen: Det kan lyde banalt, men er jo i langt højere grad opmuntrende.

Samtidig er ”Kornmod” med sin afdæmpede og lette fortællestil en slags litterær meditation over livets gang. Uden at pensle det ud slår romanen også det faktum fast, som vi alle kender til, men måske ikke har erkendt: at livet ender med død. Det kan atter synes banalt, men nogen ligegyldig erkendelse er det jo ikke, og hvis man helt eller delvist når frem til den, er det ikke umuligt, at resten af livet leves med større intensitet og taknemmelighed, sådan som det synes at være tilfældet for romanens fortæller. Så selvom Høvsgaards roman kan virke banal og overfladisk, vækker den nogle følelser og tanker, der stikker langt dybere. Det er ikke mindst dette, der gør ”Kornmod” værd at læse.

En stemning af gru og søgen efter omsorg

 Klassikerlæsning: Herman Bang: ”Tine”, 1889, Zahrtmanns Klassikere 2017, e-bogsudgave. 

Af Egil Hvid-Olsen.

Jeg blev vaccineret mod Herman Bang i folkeskolen og gymnasiet. Jeg kunne simpelthen ikke kæmpe mig igennem de bøger, vi fik for. Der skete jo ingenting i dem!

Siden gik der godt 30 år. For nylig hørte jeg et foredrag af professor og cand. phil. Johs. Nørregaard Frandsen, hvori han roste Herman Bangs forfatterskab, og blandt andet anbefalede ”Tine”, der kan læses i genforeningsåret til erindring om den gang i 1864, hvor Danmarks grænse blev rykket nordpå.

Jeg fulgte opfordringen og må efter endt læsning konstatere, at jeg ikke tog helt fejl, dengang jeg opgav at læse mere Bang. Der sker vitterlig meget lidt. Og så alligevel… På et andet plan sker der ufattelig meget.

I ”Tine” kombinerer Bang en ulykkelig kærlighedshistorie med hændelserne op til og under nederlaget ved Dybbøl. De to fortællinger flettes sammen og bliver til én lang trist historie om bristede drømme og død. Mens mængden af sårede og døde føres fra skanserne til skovriddergården og skolen i stadig større antal, følges også Tines fars sygeleje. Han har fået et slagtilfælde omkring den tid, hvor Dannevirke måtte rømmes, og hans tilstand forværres under Dybbøls belejring.

Sejrsforventningen knuses

Tine er datter af den lokale degn. Ved romanens begyndelse fungerer hun som pige i huset hos det tilflyttede skovridderpar. Snart opstår der et fortroligt forhold mellem Tine og skovridderfruen Marie Berg, samt mellem Tine og parrets lille søn, Herluf. Skovridderen vinder alles velvilje i kraft af sit udseende, sin venlighed og sin myndighed. Alt ånder fred og idyl, selvom krigen nærmer sig. Dette kan kun lade sig gøre, fordi der hersker en sejrsforventning, som i langt hørere grad bygger på følelser end fakta.

I kapitel to skildrer Bang en stemning, hvor den lokale elite taler hinanden op med sejrssikre paroler. En baron stiller sig på en stol:

”- Krig, mine Venner, er en Prøvelse, men en Prøvelse, - skreg han – der styrker Selvfølelsen; Krig er en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element - -”

Snart efter må forsamlingen erkende, at Dannevirke er rømmet og krigen rykket tæt på. Og siden modsiger Bang den nævnte renselse ved at beskrive, hvor svært det er for kvinderne at holde hjemmene rene, når soldater uafladeligt går ud og ind af de stuer, der nu fungerer som sovesale og lazaretter. Den lyse og trygge hverdag er afløst af søle, blod og afmagt.

Tine gør, hvad hun kan for at tilberede mad, gøre rent og passe sårede, alt imens hun klynger sig til håbet om, at skovridderen ikke kommer noget til, når han er ved fronten. Hendes fokus på ham som den, hun kan støtte sig til, bliver så kraftigt, at hun forelsker sig i ham. Og skovridderen, der savner sin bortrejste hustru og har brug for omsorg i den uvante situation, er ikke afvisende over for hendes følelser.

Den stigende frygt

Bang mestrer at skildre det urovækkende ved krigen, der nærmer sig, men endnu holdes på afstand af håbet:

”Roen var brudt.

Kanonerne gød deres dybe, forfærdende Lyd hen i den bølgende Luft, Time paa Time, mens Vejen genlød af Marcherendes Trin, og Ordonnanserne jog og fo’r paa halvdøde Heste: to Gange var der blæst Allarm i ét Døgn.”

Senere er truslen rykket tættere på, og lidelsen konstant tilstedeværende:

”Gennem alt, Storm og Kanondøn, der fik Pladsen til at skælve, hørte man som Knive de Saaredes Skrig – naar i Stimlen de nøgne Vogne standsede, hvor Ambulancesoldater, der var dødtrætte under altfor stor Elendighed, havde kastet de Lemlæstede uden Medfølelse.”

Mere stemning end handling

Herman Bang blev født i 1857 i Adserballe på Als. Året inden stormen på Dybbøl flyttede familien til Horsens, men idet han dedicerer ”Tine” til sin afdøde mor, griber han tilbage til sin alsiske barndom. I romanen beskriver han det, hans familie blev forskånet for, men som må have sat sit præg på dem alligevel.

Bangs far led af depressioner og fik på et tidspunkt et decideret sammenbrud, der kan have inspireret sønnen til beskrivelserne af Tines far, når han taler i vildelse.

Siden ernærede Herman Bang sig som journalist, hvilket romanen bærer præg af, idet den i højere grad skildrer stemninger end handling. Netop denne fordeling fandt jeg voldsomt udfordrende som skole- og gymnasieelev. Men godt 30 år senere er det netop, hvad der gør ”Tine” til en voldsom, men gribende læseoplevelse.

En tristesse, der vil dig noget

Linus Carlsen
Jeg er blevet et hylster
Digtsamling, 53 sider, Arkiv for detaljer, 2019

Af Anne Rye Andersson
Anmeldelsen har tidligere været bragt i BookHaul

”Jeg er blevet et hylster” er et ridt udi melankolien og de tunge følelser, der opstår, når man mister den, man elsker, og næsten mister sig selv. Men det er også noget med at kunne se det smukke i sin sorg og betragte den oppe fra og give den plads.

Linus Carlsen er en digter, der ikke er bange for at dykke ned i tristessen og give den form og retning. Som f.eks. her:

”allerede 

er det brudt

                                bristet og

               næsten ikke til

             at bære

                                                             ved din ankomst

                     træder det ind

               skraber og flænger

      som en ingen ting

       og fortrudt”  

Eller her:

”  jeg er ret sikker på at det kan

             ses på mig

hvordan ingenting rigtigt betyder noget længere

hvordan ingenting rigtigt hænger ved” 

Den eksistentielle tvivl er til at tage og føle på, selvom det er korte, stramt komponerede digte. Der er en dybde i digtene, der nærmest rummer en afgrund i sig, som at stå på kanten af en klippe og kigge ned i intetheden, men alligevel vide, at det man rammer er blødt som mos. Der ligger en følelse af afmægtighed, men den har stor patos og viljestyrke, og på den måde minder digtsamlingen mig om Strunge og punkpoesien, måske fordi Strunge lod sig inspirere af musik, og Carlsen ligeledes er musiker. En anden lighed til Strunge kan ses ved fremmedgørelsen af mennesket i byen. Jeg citerer:

”kan du forestille dig

    noget mere ensomt

  gaden lyder

    forblæst”

Og dette:

”                  dansende skrald i

     krydsvinden ved stationen

 fingre der flettes sammen og

                                        ud igen 

                  bygningernes aftryk

            mennesker uden grund”

Den indvirkning byen, måske særligt storbyen, kan have på os, kan efterlade os tomme og ude af sync med selvet. At vi alle sidder inde bag vinduer, afsondret, langt fra hinanden, ensomheden i storbyen og måske endda, når vi er ude blandt andre. At være ensom i selskab er som at få revet hjertet ud, og den følelse får man, når man læser digtsamlingen.

Der er ikke noget dødsønske i digtene, men en underliggende dødsangst, som ligger latent mellem linjerne, måske fordi viljen til liv er så stor. Det er magtpåliggende at få levet det liv, der virker så trist. 

Og mit absolutte yndlingsdigt:

”i udkanten

  venter vi

            let berørte

    af de mennesker

       vi var”

Det er virkelig smukt og rørende og virkelig trist. Som at se tilbage på et liv, der måske ikke blev som forventet, et liv der bød på skuffelser, men også det modsatte, ikke desto mindre, vi er forandrede, tiden og livet har gjort os til nogle andre, måske venter vi på, at livet skal begynde sådan rigtigt, måske venter vi på, at der skal ske noget stort og banebrydende, så vi endelig kan blive lykkelige. Denne fortsatte higen efter det gode liv og den ultimative kærlighed er også tilstede i digtene. 

Som titlen på digtsamlingen angiver; ”Jeg er blevet et hylster”, kan det at gå igennem livet også være en tomhedsfølelse, at føle, at man er en skal, en afart af sig selv, men måske også et hylster i den forstand, at man som mennesker rummer alle disse store følelser, eller det kan være et hylster for sorgen over en forlist kærlighed eller et forspildt liv. Vi er vel alle hylstre i en eller anden forstand, vi har forskellige ham til forskellige sfærer, og måske især i disse identitetspolitiske tider.  

Carlsen har med ”Jeg er et hylster” bidraget med en fin digtsamling, der på en og samme tid hensætter læseren til en følelse af melankoli og virkelyst, og det er egentlig ret beundringsværdigt. Hvis man kan lide Strunge, måske særligt ”Vi folder drømmens faner ud”, vil man kunne lide denne digtsamling.