Sjælenes kontinentalplader

Thorvald Berthelsen

Huds tektoniske plader

Nye og udvalgte digte

Forlaget Ravnerock 2018, 182 sider

Af Jakob Brønnum

De af Thorvald Berthelsens digtomslag, jeg har set, minder om hinanden og har samtidig et meget distinkt stilmæssigt udtryk. Det er collager, der minder om noget fra 1960’erne, man lavet med den nyeste og bedste computerteknik. Og det kosmiske skal tages bogstaveligt, det er som om de udspiller sig over landskaber, hvor lyset nogen gang synes at være som man forestiller sig, det er på en anden planet.

Digtene i bøgerne passer godt ind bag disse omslag. Thorvald Berthelsens digte har både noget klassisk modernistisk over sig og noget helt andet. Titlen på den nye bog, den sjette digtsamling, udgivet i forbindelse med digterens 70-års dag, Huds tektoniske plader, rummer også sådan et sammenstød mellem erkendelse-områder, der samtidig udvider vores oplevelse af dem.

Hvis huden har lag, og det har den jo, skønt det nok ikke er en biologiske, men den sjælelige hud, der tænkes på, - og hvis disse lag opfattes som tektoniske, altså som kontinentalplader, så bliver disse sjæle, der måtte støde sammen eller flyde fra hinanden, for det er jo det kontinentalplader gør, karakteriseret på en meget fintfølende måde. Og samtidig med et naturvidenskabeligt billedsprog, fremfor for eksempel et mere romantiserende naturbillede.

Sådanne sammenstød – altså stilmæssige som omslagene og erkendelsesmæssige som titlen - er digtene i bogen fulde af.

Bogen er bygget op som udvalg af Thorvald Berthelsens digtsamlinger, udgivet over knapt 10 år og bogen er illustereret med adskillige fine farvetryk af forfatterens collager. Desuden er der kommet nye digte til.

Uddragene af den første samling, Utidig i tide, viser en lidt mere begrænset sproglig frihed end vi senere ser, men det er spændende at følge de politiske digte og rejsedigtene som har den samme interesse for sammenstødene mellem naturen, den naturvidenskabelige iagttagelse og det moderne menneske midt i det hele, som vi senere skal se overbevisende udformet i haikuformen.

Det er denne form, der overtager og langsomt forfines, samtidig med at men gennem de senere samlinger også lejlighedsvis ser en kortdigtform, der er inspireret af haikuets stramhed. som i digtet venten, midt i bogen:

Isfuglen går i spin

mens åkanderne vender

deres blinde ansigt

bort

I morgen

er et sandskorn indlejret

i fatamorgana

Sneens hårde dråbe

er mit kalejdoskop (s. 103)

Digtet søger at fange det lille som udtryk for det store, øjeblikket og det tidløse. Den første strofe beskriver årets gang og anden strofe rummer en minimalistisk beskrevet længsel efter at varmen må vende tilbage – gennem billeder, der forbindes med sommer og lys, og den pr. definition vinterløse ørken og stranden, for den sags skyld. Mens tredje strofe resigneret accepterer nuet.

Der er en fin poetisk samklang mellem de to sidste strofer, fordi de begge bevæger sig inden for synets sfære. Fatamorganaet bliver til et kalejdoskop og sandskornets minimale gestalt står overfor det smeltede og derefter frosne snefnug.

Haikuerne er også grænseoverskridende. Thorvald Berthelsen synes at have fundet sig selv som digter i haikuformen og er dybt involveret i forskellige haikugruppers antologier.

De nyproducerede haikuer, man støder på i den vestlige kulturkreds har ofte mere end almindeligt vanskeligt ved at leve op til den japanske zenbuddhistiske digtforms formkrav om meget forskellige niveauer af den poetiske verdensopfattelse, der befrugter hinanden organisk. Det bliver til små ordspil. Men ikke i Thorvald Berthelsens udgaver:

Frostmorgen

Transformatoren

trækker rimtåger på tværs

af forventningen (s. 53)

Et andet haiku bliver i ”det skærende” som er en overordnet metafor, vi nu har set ni flere udformninger, dels som kontinentalplader, dels som det, der skærer gennem et billede eller en forventning om, hvordan et ordbillede skal se ud. Men nu er det skærende konkret:

Kræftkirurgi

Nuet skærer sig ind

i uendeligheden der

vokser og vokser

Skalpellen som metafor for nuets ubønhørlighed er ligeså overbevisende som ssammenstød, rent metaforisk som da digteren gjorde menneskene til kontinentalplader og vores relationelle fællesskab til et univers gennem en metafor med huden. Billedet virker i begge retninger: dels som beskrivelse af frygten for og udviklingen af den frygtede sygdom, dels som en eksistentiel iagttagelse af, hvordan nuet altid former fremtiden, men også fortiden, og derved uendeligheden. Det er meget dygtigt udført af Thorvald Berthelsen.

Bogen fortjener at få samme skæbne som de forrige – hvad forfatteren et sted har angivet som en af begrundelserne for denne udgivelse: At den bliver udsolgt

Den forrige samling Mørkeleg er anmeldt af Anne Rye Andersson i Den smalle bog

Romanen er bestemt ikke lystlæsning

"Virkeligheden er svær og pinefuld at forholde sig til, når blikket sløres. Sådan forholder det sig i særlig grad, når det er Billies far, der blændes. Den konstante påvirkning af alkohol og skam gør solskinnet endnu mere ubehageligt"

Liv Nimand Duvå: 

”Vi er vel helte”, Kronstork 2017,

168 sider, 195 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Solskin giver varme og farve til den vinterblege hud. Solskin lyser op og skaber overblik. Solskin giver energi og gør det lettere at stå op om morgenen. Men solskin blænder også, så nuancerne ikke kan ses og hele synsfeltet bliver til utydelige konturer. Virkeligheden er svær og pinefuld at forholde sig til, når blikket sløres. Sådan forholder det sig i særlig grad, når det er Billies far, der blændes. Den konstante påvirkning af alkohol og skam gør solskinnet endnu mere ubehageligt. Det er nok derfor, at omslaget på Liv Nimand Duvås debutroman ”Vi er vel helte” er solgult med titel, navn, genre og forlag stående i en lidt lysere nuance, som bogstaverne har tilfælles med den runde sol, der skinner ud fra både for- og bagside.

Ubønhørlig oplysning

Når solen skinner ud fra begge sider af bogen, må den også skinne inde i den. ”Vi er vel helte” er da også en roman, som ikke lægger skjul på noget. Alt bliver ubønhørligt oplyst, nøgternt og usentimentalt, men også fuldt af sorg og bevidsthed om svigt.

Fortælleren er den unge kvinde, Billie, der taler til sin afdøde far, som har drukket sig ihjel. Hun refererer, hvad de har oplevet sammen, og hvor meget han fyldte, når hun

prøvede at frigøre sig fra ham. Utrygheden ved ikke at vide, hvornår hans misbrug bragte ham i livsfare, lurede konstant i hendes bevidsthed.

Idet Billie bringer sig selv tilbage i erindringen, føres læseren med til steder, man ikke har lyst til at være. Men Billie havde intet valg. Her er hun med sin far på psykiatrisk skadestue:

Nogle er tydeligt påvirkede af stoffer eller af alkohol, af medicin eller af mangel på medicin. De vandrer frem og tilbage med slæbende skridt mellem toilettet og saftevandsbordet og taler ud i luften eller de taler til os andre, der sidder og venter, men mest af alt taler de til nogen, som kun de kan se, som hænger over de lave bygninger og forsøger at holde sammen på alt det, samfundet ikke kan have i sig, men fordi det ikke er noget, vi andre ser, fordi vi ikke kan høre hvad de siger, tænker vi, at det er dem selv, de taler til. (s. 65).

Her er galskaben åbenbar. Ingen gør et forsøg på at skjule den, for den er patienternes virkelighed. Det er den, de lever i, men samtidig den de er fanget i og gerne vil bort fra. Her på stedet venter der et langt, angstfuldt behandlingsforløb, som nogle gennemfører, mens andre må opgive og vende hjem til det, de kom fra.

Den sødlige lugt af gæret alkohol

Hvad Billies far kommer fra inden hver ny indlæggelse udgør ikke et brugbart alternativ til sygehuset: I indkørslen bryder tidsler og mælkebøtter op fra perlegruset. Jeg går hen over stenene op til hoveddøren. Døren åbner indad, og huset åbner sig som en vifte, der har ligget sammenfoldet inde i brystkassen. Der er en sødlig lugt af gæret alkohol. Ikke engang skammen får dig til at lufte ud længere. Og langs panelerne blomstrer flasker op og danner stier af cigaretskodder og gulddåser, og gulddåserne glinser i dagslyset, og dagslyset hænger fra vinduerne, og på gulvet ligger støvet og klumper i den indtørrede alkohol. (s. 121).

Den mentale flygtning

Billie prøver at engagere sig i andet end sin far. Hun flytter til Berlin og kæmper som demonstrant for bedre vilkår for flygtninge. Men hun er selv en mental flygtning, der er mindst lige så rodløs som de andre aktivister, når de efter en demonstration, hvor de er blevet angrebet med vandkanoner, forsøger at finde ro: Der er mange af os, der pludselig bryder ud i grin, eller i gråd. Endorfinen lægger sig, afmagten i stemmerne dirrer imellem det vrede og det opgivende. Vi er mange, der hårdt presser vores hoveder ned i puder, i en andens sovende favn. Vi er nogle, der ikke kan falde i søvn, der natten igennem vender og drejer os. Vi er nogle, der står op og går rundt i tomme lejligheder eller i kollektiver, hvor de andre endelig er faldet i søvn eller de ligger og stirrer op i loftet. (s. 107f.).

Den velkomne død

Fortællingerne om faderens drukture, hans tudende løfter om, at han ikke vil drikke mere, hans afrusningsforsøg og indlæggelser er så mangfoldige, at man forstår Billie, når hun erklærer, at faderens død vil komme som et chok, men også som en lettelse. Selv på lang afstand er hun bundet til ham. Bekymringen snor sig gennem landskabet mellem datter og far. Den går kun én vej, for faderen bekymrer sig kun om sig selv. Dette beskriver Billie ikke med nogen som helst form for had. Hun ved jo, at det ikke er hendes fars ønske, men alkoholens magt over ham, der gør ham for svag til at løfte blikket fra sin egen navle. Men denne kendsgerning gør det ikke lettere at være hans datter. Derfor indrømmer hun, at døden ikke kun vil være uvelkommen:

En dag skal savnet træde i stedet for de her nerver, der hele tiden pumper blodet hurtigere og hurtigere og langt forbi sommeren. Der kommer en dag, og døden skal blive en lettelse.

”Vi er vel helte” er kras og ærlig socialrealisme. Romanen er bestemt ikke lystlæsning, men en nødvendig bog, der låner ord til de mange familiemedlemmer, der står magtesløse overfor deres nærmestes misbrug, og alligevel følger dem i tykt og tyndt. Det er ikke uden grund, at Liv Nimand Duvå vandt Munch-Christensens debutantpris i 2017.

Forslag til en tekst på forældrenes gravsten

"Han er dement i et stadie, hvor han nogle gange godt kan kende sin søn, Peter, ofte ikke. Der er stadig glimt af klarsyn. ”Hvornår blev jeg egentlig så selvhøjtidelig?” spørger han"

Michael Pedersen: ”Næsvisheder frabedes”, kortroman,

Brændpunkt 2018, 72 sider, 199 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

”Næsvisheder frabedes er en humoristisk kortroman, som handler om forholdet mellem en søn og hans demente far, som bor på plejehjem”. Så kort er bagsideteksten til denne kortroman, som består af korte sætninger. Der står ikke ret meget på hver af de 72 sider, og lix-tallet er heller ikke særlig højt. Så man kan godt læse bogen i en fart. Det ville bare være synd. For det er slet ikke så lidt, der bliver fortalt, og slet ikke så få aktuelle problemstillinger, der bliver berørt: skilsmisser, begrebet ”Udkantsdanmark”, ensomhed, forspildt liv, og hvordan behandler vi vores gamle? For jo altså ikke at tale om selve det at blive dement og at være pårørende til en dement. Og så om relationer sådan i al almindelighed. Emnerne bliver kun antydningsvist berørt, ikke uddybet og netop derved ansporer de til eftertanke. Hvis altså man giver sig tiden til at se, hvad der ligger i de korte sætninger. Det meste af det står mellem linjerne. Det er dygtigt gjort.

Faderen er som sagt på plejehjemmet. Han er dement i et stadie, hvor han nogle gange godt kan kende sin søn, Peter, ofte ikke. Der er stadig glimt af klarsyn. ”Hvornår blev jeg egentlig så selvhøjtidelig?” spørger han (s. 26). Men Peter gør ikke noget forsøg på at få en egentlig samtale ud af sådan en åbning, og snart er vi tilbage i 1958, hvor pave Pius d. 12. døde, og Pasternak fik Nobelprisen i litteratur. ””Kan der være nogen direkte sammenhæng?” vrøvler han og forsvinder i tågen.” (s. 27) Faderen taler meget, men mest leksikalsk om bl.a. sportslige og storpolitiske begivenheder i slutningen af 50’erne og begyndelsen af ’60’erne. Det lader til at være glansperioden i hans liv. Han citerer også, hvad damerne har sagt til ham mellem år og dag og en del vittigheder (synes han i hvert fald selv) og sangtekster. Man fornemmer, at det er en måde, han altid har brugt til at holde sig mennesker lidt fra livet med. Og at det er en metode, sønnen overtager. Samtalerne er ofte god-dag-mand-økseskaft, som det jo kan være det mellem nogle, som lever i ikke helt kongruente verdener. Nogen fremdrift er der ikke.

Sønnens fødsel i 1965 hører åbenbart ikke til de betydningsfulde begivenheder i faderens liv. Det tyder hans efterladte dagbog heller ikke på. Så det er en sorgmunter fortælling. Jeg-fortælleren er sønnen. Han er midaldrende og fraskilt. Enebarn, barnløs og snart også forældreløs. Det er ikke så godt. Og det bliver ikke bedre af, at både spejlet, eftertanken og den uforskammede unge SOSU-assistent fortæller, at han er en gentagelse af sin far. Godt, at hun i det mindste har udseendet med sig!

Fortællingen begynder med hundedagene. ”Min far er til rotterne, og jeg er på vej i hundene. Begge dele er noget lort.” (s. 14). Faderen dør med hundedagenes udgang, men vi følger sønnen en måneds tid endnu. Hans tanker kredser om det, som er blevet for sent, det, der aldrig blev, og det som gik i stykker. Der er resignation og sorg i de tanker. Hverken præst eller psykolog er til nogen særlig hjælp. Men så er der jo altid alkohol. Faderens liv kan opsummeres til to kvinder, et barn, en hund – ikke den store forskel på de tre slags væsener i hans optik. Da hunden døde, var det tid til at komme på plejehjem.

Men det er ikke kun faderens liv, vi får indsigt i. Det er også Peters eget. 52 år, og var det virkelig, hvad det var blevet til? Faderens plejehjemsophold får ham tilbage til hjemstavnen. Han husker godt dem, der stadig er tilbage fra dengang. Men ingen genkender ham. Altså ikke engang hans egen far. Den tomhed kan man godt sætte sig ind i. Man mærker den trætte stemning af et lille samfund mellem stilstand og afvikling.

Kort og godt. Sådan kan man karakterisere Michael Pedersens kortroman. Jeg er i hvert fald blevet nysgerrig på de øvrige titler af ham. ”Næsvisheder frabedes” er hans fjerde. De ord burde stå på hans forældres gravsten, siger fortælleren til slut. Og også på hans egen. Det står ikke helt klart, hvorfor. Måske er det en af de måder, han som barn har følt sig afvist på, pendulerende som han var mellem sine fraskilte forældre i polarkulde. Men det er først til sidst, at ordene introduceres.

Der er også en kort og god anbefaling fra Jens Blendstrup på bogens bagside: ”Må jeg på det kraftigste anbefale Michael Pedersens bog Næsvisheder frabedes”. Og ja, det må Jens Blendstrup da gerne. Det er også fuldt forståeligt. Man kan godt komme til at tænke på hans ”Gud taler ud” undervejs. Jeg vil også gerne anbefale. Måske kun på det næstkraftigste, men til gengæld knap så kort.

Arendts erindringer om Auden

EN LITTERÆR REFLEKSION

Af Jakob Brønnum

En gang ville man mene, at den engelske digter W. H. Auden (1907-73) var en større kulturpersonlighed end Hannah Arendt, men det har ændret sig. Arendt er langt mere kendt end Auden idag. The New Yorker bringer et genoptryk af hendes erindringer om Auden. Det er passende, nu Poul Borum er blevet fedtet ind i forfatterskoleskandalen (hvis håndtering og aktører lidt for tydeligt illustrerer, hvorfor kunsten har mistet sin samfundsforvandlende stemme) at citere fra Borums mesterværk, Poetisk modernisme (1966). En blandt bogens mange udødelige bemærkninger:

Arendt

"Jeg kan ikke fordrage Audens digte. De forekommer ikke at være skrevet af et menneske, men af en person i en roman af Evelyn Waugh." Jeg er helt uenig med Borum, også selvom han i forsættelsen argumenter grundigt for det. "Hvis der ikke skal mere til end at være jonglør med livsanskuelser og gloser, så er Auden genial. Hvis man venter personlighed og almenhed, nødvendighed og fuldkommenhed, så er Auden et tidsfænomen og ikke andet."

Jeg har aldrig kunne glemme, at sætninger i afsnittet som "Audens alvor er damebladenes og Audens satire er mandebladenes," er skrevet lige præcis i de timer, uger og måneder Borum reviderede sin kønslige selvopfattelse. Jeg ved ikke, om man dengang vidste, at Auden var homoseksuel. Måske mærkede Borum en følelsesmæssig uærlighed hos Auden, ligesom den man mærker hos Herman Bang, når han lader som om han skriver om en forelsket ung kvinde.

Auden

Der er ganske rigtigt noget overfladisk ved Auden, men det er så omfattende at der også er noget universelt over Auden. Det er i øvrigt Audens berømte digt over den magiske renaissancedigter John Donnes "No man is an island," i anledning af Tysklands invasion af Polen i september 1939, Margret Thatcher fejlciterer, når hun 40 år senere - i et dameblad - siger "There is no such thing as society," og skaber det ideologiske fundament for millioner af menneskers grålige hverdagslidelser under neoliberalismens privatiseringsmani. Underforstået: Enhver er sig selv nærmest.

Auden siger det modsatte: "There is no such thing as the State/ And no one exists alone." Han mener: Ingen stat kan kræve liv af hensyn til sig selv, for den er ikke selv liv.

Arendt reflekterer også i artiklen over det træk, Borum indfanger: "... much of his work, in utter simplicity, arose out of the spoken word, out of idioms of everyday language—like “Lay your sleeping head, my love, Human on my faithless arm.” This kind of perfection is very rare; we find it in some of the greatest of Goethe’s poems, and it must exist in most of Pushkin’s works, because their hallmark is that they are untranslatable. The moment poems of this kind are wrenched from their original abode, they disappear in a cloud of banality."

De blev ikke meget dybe venner, selvom der var grobund for det, husker Arendt, "I rather gladly respected it as the necessary secretiveness of the great poet, one who must have taught himself early not to talk in prose, loosely and at random, of things that he knew how to say much more satisfactorily in the condensed concentration of poetry."

Brød og skuespil

"Her til lands lever vi i et samfund, hvor der nærmest gøres en dyd ud af historieløsheden. Man skal tænke ”fremadrettet”, og enhver handling skal – hvis det står til politikere og statsembedsmænd - have økonomisk indtjening som mål."

Klassikerlæsning

Ray Bradbury:

”Fahrenheit 451”

1953 (dansk 1955).

Af Egil Hvid-Olsen

Med udtrykket ”Brød og skuespil” henviste den romerske digter Juvenal til de kornuddelinger, gladiatorkampe og hestevæddeløb, som kejseren foranstaltede. Juvenal tolkede det som en måde at lokke befolkningen bort fra at drøfte politik. Med en fyldt mavesæk og lidt spænding var alle tilfredse. Maduddeling og underholdning blev altså et magtmiddel, der holdt pøbelen i ro.

Otte år efter bombningerne af Hiroshima og Nagasaki, der satte et endeligt punktum for 2. verdenskrig, og i skyggen af den kolde krig, udgav den amerikanske forfatter Ray Bradbury science-fiction romanen ”Fahrenheit 451”. Titlen forklares med oplysningen ”451o Fahrenheit, den temperatur hvorved bøger antændes og brænder…”, hvilket giver god mening, idet hovedpersonen Guy Montag er brandmand. Meningen bliver dog først klar, idet man får at vide, at titlen ikke dækker over en person, der slukker, men antænder brande. Montag er med i et korps, der alarmeres, når der er begrundet mistanke om, at navngivne borgere er i besiddelse af bøger. Straks er korpset på pletten og afbrænder litteraturen. I visse tilfælde brændes også det hus, bøgerne befinder sig i, ligesom dets beboere ikke nødvendigvis slipper fra den ulovlige bogbesiddelse med livet i behold.

Montag går op i sit arbejde, men rystes i sin grundvold ved mødet med den unge pige Clarisse, der har sans for naturens mirakel og livets storhed. Selvom den slags refleksion anses for at være samfundsskadelig, gribes Montag af Clarisses livsglæde, hvilket får ham til at indse, hvor langt væk han og hans hustru, Mildred, har bevæget sig fra hinanden. Mildred er optaget af ”Familien”, der er karakterer i en soap-opera, hvor aktørerne grundet en teknisk finurlighed henvender sig til den enkelte seer med navns nævnelse, hvorved seeren knytter følelsesmæssige bånd til de fiktive personer, der derved bliver hans/hendes fortrolige familie. Mildreds største drøm er at få en fjernsynsskærm til stuens fjerde væg, så hun kan være helt omsluttet af sin statsstyrede familie, der får hverdagen til at glide tanke- og problemløst.

Hvad han går glip af

Da først Clarisse har fået Montag til at opdage, hvad han går glip af, tager han sit liv op til revision, hvilket er noget af det farligste at gøre i en nation som den, han bor i. Derfor stiger spændingen da også gennem resten af bogen.

Montag erkender, hvad det er, han og resten af brandkorpset udsletter. Det er hele menneskeslægtens erfaring. Befolkningen spises af med brød og skuespil, fordi det gør den meget lettere at styre, men samtidig mister den det særligt menneskelige, nemlig evnen til at reflektere og lære af historien og andres erfaringer.

Her til lands lever vi i et samfund, hvor der nærmest gøres en dyd ud af historieløsheden. Man skal tænke ”fremadrettet”, og enhver handling skal – hvis det står til politikere og statsembedsmænd - have økonomisk indtjening som mål. Hvis ikke taber vi i konkurrencestatens kamp mod andre vækstøkonomier. Folkeskole, gymnasieskole og universiteter er blevet ensrettet, så der kun satses på det, der kan betale sig på kort sigt. Den nysgerrige, lidenskabelige, måske ligefrem nørdede undersøgelse af problemstillinger, der ikke synes at kunne give økonomisk indtjening i første omgang, afvises.

Man sætter de gode karakterer som det eneste mål gennem hele uddannelsessystemet, og giver de selvsamme høje karakterer for den refleksionsløse udenadslære i stedet for at belønne den elev/studerende, der har ladet sig gribe af faget og søgt ud mod dens yderpunkter, hvorved vedkommende har tilegnet sig tilstrækkelig viden til at have et personligt standpunkt (jf. Rane Willerslev ”Tænk vildt. Det er guddommeligt at fejle”, Peoples Press 2017).

Konkurrencestatssoldater

Den enkeltes refleksioner, besindelse på tidligere tiders erfaringer og deraf følgende facetterede viden, der for et årti eller to siden udgjorde universitetets betydeligste værdi, er i bedste fald blevet ligegyldigt, i værste fald uønsket. Hensigten synes at være at fodre erhvervslivet med konkurrencestatssoldater, der kan foretage de ønskede beregninger, men ikke er i stand til at tænke hverken dybsindigt eller alternativt. Dermed bevæger man sig frem mod en stadig stigende grad af åndløshed, der – sat på spidsen – kan minde om den, Mildred føler sig så tryg ved i ”Fahrenheit 451”; en åndløshed, der – uden at være sat på spidsen – skaber en arbejdsstyrke, der ikke vil være i stand til at tænke stort og nyt i et samfund, der ellers har ”innovation” som et af sine plusord. Den åndløse og snævert målfokuserede indlæring medfører tilmed, at man mister den mellemmenneskelige forståelse, fordi man ikke dannes i fornemmelsen af, at mennesker, der er anderledes end en selv, godt kan have noget brugbart at bidrage med. Man skoles i et system, der sætter snævre rammer for indlæringen og gør alt andet overflødigt, fordi det ikke umiddelbart stiler mod målet.

Endnu værre er det, at den selvsamme åndløshed vil gøre det umuligt at styre uden om en gentagelse af fortidens fejltagelser, hvilket i værste fald kan koste tusindvis af menneskeliv. Den historieløshed, der dyrkes fra blandt andet politisk side, og som er overbevist om, at man intet kan lære af fortiden, gør os dummere, end vi er fra naturens side. Samtidig gør det os lettere at styre. Vi er allerede godt på vej til en tilværelse som Mildreds, når man tænker på, hvor meget tid der bruges på diverse livstils- og underholdningsprogrammer i danske dagligstuer. Vi er som den romerske pøbel, der forholdt sig i ro, når blot de fik mad og underholdning. Hvad, vi risikerer lige så stille at miste, er imidlertid den ånd, der er blevet opbygget gennem utallige generationer.

Dette er, hvad der er sket i den nation, Montag er indbygger i. Han lever i et gennemført åndløst samfund, hvor mennesker er fremmede for hinanden. Et alternativ til dette møder han først senere i den gamle akademiker Granger, der forklarer ham det enkelte menneskes potentielle værdi med beskrivelsen af sin bedstefar: ”Da jeg var dreng, døde min bedstefar, og han var billedhugger. Han var også et meget godt menneske, der havde megen kærlighed at skænke verden, og han var med til at få renset ud i slumkvartererne i vores by; og han lavede legetøj til os og fik en million andre ting fra hånden i løbet af sit liv; hans hænder hvilede aldrig. Og da han døde, gik det med ét op for mig, at det slet ikke var over ham, jeg græd, men over alle de ting, han havde gjort. Jeg græd, fordi han aldrig mere skulle gøre dem - fordi han aldrig mere skulle snitte i et stykke træ eller hjælpe os med vores dueopdræt i gården eller spille violin eller fortælle os morsomme historier, som kun han kunne det. Han var en del for os, og da han døde, døde også alle de ting, for der var ingen, der kunne gøre dem, sådan som han havde gjort dem. Han var en personlighed. Et betydeligt menneske. Jeg har aldrig helt forvundet hans død. Jeg har tit tænkt på de vidunderlige billedhuggerværker, der aldrig blev til, fordi han døde – eller på hvor mange morsomme fortællinger, der aldrig kom til at se dagens lys, eller på alle de duer, der aldrig fik følt hans hænders berøring. Han skabte verden. Han gjorde noget – i verden og ved verden. Verden gik glip af ti millioner vidunderlige handlinger den nat, da han døde.”

Rødder i historien

Selvom Granger begræder alt det, hans bedstefar ikke nåede, bærer han selv en del af ham med sig. Han er gennem hele livet blevet inspireret af sin bedstefar, der lidenskabeligt greb det liv, han fik stillet til rådighed, og brugte det til gavn for sig selv og andre. Med rødder dels i sin bedstefars historie, dels i verdenslitteraturen er Granger hverken historie- eller åndløs, men værdsætter fortidens erfaringer. Derfor er han også – midt i voldsom ødelæggelse og håbløshed - i stand til at se fremad mod lysere tider. Han ved, at mennesket har evnen til at bygge op; ikke kun til at rive ned: ”Der var engang en tosset fugl, længe inden Kristi fødsel, og den hed Føniks, og med nogle hundrede års mellemrum byggede den sig et ligbål og besteg det selv.

Den må have været menneskets første slægtning. Men hver gang steg den igen op af asken og fødtes igen på den måde den ene gang efter den anden. Det kunne se ud til, at det er det selvsamme, vi gør, men vi har én ting, som bemeldte Føniks ikke havde: Vi er vidende om den fordømte tåbelighed, som vi netop har begået. Vi er vidende om alle de fordømte tåbeligheder, som vi har begået gennem tusind år, og så længe vi er det, og ikke fornægter denne viden, men altid holder os den for øje, er der endnu håb om, at vi en dag kan få ende på disse forbandede ligbål. For hver generation der vokser op, bliver vi et par stykker til, der husker.”

Èt er altså at begå tåbeligheder, noget andet – og endnu mere tåbeligt – er, at lade sig føre ud i historie- og åndløshed og glemme fortidens tåbeligheder, for derved sikrer man sig kun den ulykke at gentage de tragedier, vi burde have taget ved lære af. Det er altså kun, hvis Grangers påstand - ”for hver generation der vokser op, bliver vi et par stykker til, der husker” – er korrekt, at der er grund til optimisme.