søndag den 23. februar 2020

Den skrøbelige digter

Villads Eryaki
Jeg slår dagene ned
Det Poetiske Bureaus Forlag, 135 sider, 2019.

Af Anne Rye-Andersson
Anmeldelsen har tidligere været bragt i bloggen Book-Haul
Den unge debutant Villads Eryaki (f.1997) har med ”Jeg slår dagene ned” begået en overbevisende og meget smuk digtsamling, der efterlader læseren eftertænksom, undrende og fuld af medfølelse.

Digtsamlingen er et forløb, som den unge jeg-fortæller gennemgår. Der er et ”før katastrofen”, ”katastrofen” og tiden efter, og så da jeg-fortælleren er kommet mere eller mindre hel ud på den anden side. I hvert fald er han styrket i troen på sig selv, eller sådan virker det.

Katastrofen indtræffer, da jeg-fortælleren er til digtoplæsning med den store digter Peter Laugesen (f.1942) og alle dem, der er noget ved musikken, eller skulle jeg sige litteraturen. Jeg-fortælleren kommer til at grine på et tidspunkt, hvor det ikke er tiltænkt, hvorefter mastodonten, forlæggeren og forfatteren Asger Schnack (f. 1949) sender ham et misbilligende blik. Det blik kommer til at præge jeg-fortælleren, og sender ham ned i et mørke af ruminerende og angstfyldte tanker, han ikke kan undslippe.

Jeg vil citere et digt fra ”før katastrofen”, da jeg-fortælleren allerede der har en vis skrøbelighed og eftertænksom tankevirksomhed:

”I DAG

jeg har ikke altid været den
der ikke vidste, hvor og hvordan
jeg har været gammel engang
gammel og vis
da jeg var barn vidste jeg langt mere
end jeg gør nu
jeg kommer aldrig til at vide
hvad jeg vidste dengang
jeg behøvede ikke at
se mig for
jeg vidste
eller at tænke
før jeg talte
jeg vidste
eller at være bange
for jeg vidste
nu ved jeg ikke noget
mere
jeg er alt for ung nu
da jeg var barn
var jeg gammel
nerveenderne er ikke
vokset ordentligt sammen
de er for lige
og parallelle
der er jo ingen
der ikke har det
sådan i dag” 

Det er virkelig så fint et digt, fordi det illustrerer barnets umiddelbarhed og fornemmelse for verden. Og så synes jeg, det er utroligt smukt. Der ligger en stor sorg i digtet, i at have mistet noget, en evne til at være til i verden på og føle en form for samhørighed med den og en slags ligetilhed. Eryaki romantiserer det med at være barn, og måske med rette. Jeg kan i hvert fald nikke genkendende til den følelse af indsigt, jeg havde som barn, som måske er blevet forpurret og kompliceret af at vokse op og blive teenager og ung kvinde. Og så referencen til hjernen med nerveenderne, der ikke er vokset ordentlig sammen, er spot on, da en teenagehjerne med hormoner og deslige mildest talt ikke er i harmoni. Og så er der måske også en skjult reference til Sokrates om, at jeg-fortælleren ved, at han intet ved, en slags indsigt med det at vokse op og den tiltagende modenhed. Eryaki slutter digtet af med: ”der er jo ingen der har det sådan i dag”, og det kan virke provokerende og indskrænket, men måske også en stikpille til folk, der mener at vide alt i verden (måske folk i den litterære verden, hvem ved).

Videre inde i digtsamlingen kommer digtet ”LATTER”, som er et af samlingens kardinalpunkter, da det er her, katastrofen indtræffer. Jeg citerer ikke hele digtet, men derfra, hvor jeg-fortælleren ligesom ansporer et usikkert terræn og en art fremmedgørelse overfor den litterære hårde kerne:

” (…) jeg har endnu ikke
dechiffreret deres mønster
deres udsagn
det var ikke min mening
signe, peter, david, olivia,
amalie, gerda, robert, christel,
nikolaj, caspar, klaus, henrik, olga,
mette, marianne, morten,
liv, jønke, asta, asta og asta
at hyænele
men elastikken sprang
og langs med vandet
løb en rotte frit
uden viden om
at den var hundset
undvigelagt for had
afskyet og skyet
som fluer, som fluer
intet er som før
kan ikke artikulere
kun artikule
ad ordenes egen bestemmelse
ikke jeres
derfor lo jeg
derfor lo jeg
derfor lo jeg
jeg er
helt alene bag de andre
bagest i rækken af nakker
fra øre til øre
lo min mund
kunne ikke holde det
inde
plop
kom det ud
isnede gjorde jeg
fra isse til fod
det isnede i mig
da latteren
da latteren
undskyld latteren
aldrig mere latter
nogle gange latter
når latter latter vil
vil latter atter latter
mine undvigebaner
er lagt ”.

Og et citat fra digtet umiddelbart efter ”LATTER”, ”TOM”:

” (…) jeg vidste ikke
asger
jeg vidste det ikke
derfor lo jeg
fordi jeg ikke vidste
som du og de andre
tilgiv mig
jeg ville bare høre til (…)”

Det mest tragiske ved disse digte er nok det ringe selvværd, jeg-fortælleren har, der gør, at han styrer direkte mod afgrunden efter et blik. Men man skal forstå det skrøbelig sind for at forstå den tilintetgørelse, der ligger i en afvisning, og det ikke at passe ind i konteksten og fællesskabet. For jeg-fortælleren kunne Schnack lige så vel have sagt: ”Vi kan ikke lide dig, du er ikke velkommen her”, og det er måske kun en hyperanalytisk digterhjerne, der kan forstå det, men ikke desto mindre er det den virkelighed, Eryaki har og fortolker, og derfor er den sand. Og det skal den også anerkendes som. Det er en digter i eksistentiel krise, hvor dette blik er den sidste dråbe. Man kan så tale om proportioner, jovel, men smerten og følelsen af at være udstødt, kan man ikke tage fra ham.

Efter at have kommet sig over nedværdigelsen og afvisningen som ”værdig”, bliver digter-jeg’et vred på Schnack, og synes, han er ond med sit tilintetgørende blik, og dernæst sammenligner han sin egen latter med litteraturkritikeren Lars Bukdahl’s (f. 1968), da denne også lo, men her var Schnack’s blik mest undrende og åbent, hvorved digter-jeg’et tolker, at man skal gøre sig fortjent til den upassende latter i de litterære kredse, der for ham at se viser et form for hierarki indenfor litteraturverdenen i forhold til anseelse. Det var i hvert fald sådan, det blev oplevet.

Efter katastrofen kommer Signe ind i billedet, og hun mildner digter-jeg’et. Og her viser Eryaki virkelig, at han er en stor digter. Det kan godt være, han føler, at han ikke længere ved noget som voksen, og ikke er vis, men digtene vidner om en enorm livskloghed og indsigt, der med den unge alder kun er de færreste forundt.

I min optik sætter digtsamlingen ”Jeg slår dagene ned” nye standarder inden for digterkunst i forhold til alder og debutanter, og jeg glæder mig usigeligt meget til at følge Eryaki’s forfatterskab, for jeg tror, det bliver stort og smukt. Og en opfordring skal hermed lyde til Asger Schnack, tag og læs digtsamlingen! Og ja, alle andre bør også læse den. Det er altså stor digterkunst. Og til Villads Eryaki vil jeg sige: Jeg håber, du har det bedre. Jeg håber, du formår ikke at tage livet så tungt fremadrettet. Tak for digtene. 

søndag den 16. februar 2020

Til kamp mod krænkelseskulturen

Marianne Stidsen:
”Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger”
U Press 2019, 181 sider, 250 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Jeg hørte lektor, dr. phil. Marianne Stidsen på Bogforum i 2019. Her fortalte hun om sit essay ”Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger”, som udkom i juni 2019. Bogen handler om nogle af de konsekvenser, MeToo-bevægelsen har haft i Danmark og Sverige. Men Stidsens kritik af bevægelsen har også haft omkostninger for hende. På Bogforum fortalte hun blandt andet, at hun havde holdt et kritisk oplæg om MeToo-bevægelsen på et seminar med deltagere fra hele Europa. Ved seminarets slutning blev der fremlagt et papir, der indeholdt de øvrige deltageres afstandtagen til Stidsens oplæg og holdninger.

Dette fortalte Stidsen ikke for at ynkes, men snarere for at understrege, at hun taler en sag, som de fleste nægter at debattere. Enten anser man hende for at befinde sig på et overdrev, man ikke vil tage alvorligt, eller også forsøger man at tie hende ihjel, fordi hun er tæt på sandheden, eller også – som den tredje mulighed – er man bange for at bakke hende op, fordi hun går imod det, ”man” skal mene for tiden.

Den anklagede er skyldig, indtil det modsatte er bevist

Stidsen gennemgår tre sager, hvor MeToo-bevægelsen og den nye krænkelseskultur har støbt kuglerne og affyret kanonen: 1) Københavns Universitets krænkelsespolitik, 2) Sammenbruddet i Det Svenske akademi og 3) Udskiftningen af Forfatterskolens rektor.
Stidsen har taget del i debatten i forbindelse med alle tre sager og gennemgår sagsforløbene i sit essay.

”…Jeg skal med det samme understrege, at selv om jeg så vidt muligt bestræber mig på afbalanceret saglighed og objektivitet, når det gælder gengivelse af sagernes indhold, så vil mine konklusioner uvægerligt være farvet af den kritiske tilgang, jeg selv har og hele tiden har haft til MeToo-fænomenet”, skriver Stidsen i sit forord (s. 10). Og ja, hendes konklusioner er farvet, anderledes kan det ikke være, og det er så som så med den afbalancerede saglighed. Saglig er Stidsen ganske vist, men ikke altid lige afbalanceret. Hun er nemlig vred.

Jeg tror og håber, at Stidsen tillægger MeToo-bevægelsen større betydningen, end den får. Når Stidsen kalder det for MeToo-REVOLUTIONEN skal det i hvert fald nok ses i en større sammenhæng, for MeToo gør det næppe alene. Beklageligvis har bevægelsen, sådan som Stidsen fremlægger den, en stærk allieret i det, der politisk set synes at være dens modsætning. Når der opstår MeToo-anklager, lader den gamle retslige grundregel om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, til at være suspenderet. Beviser er unødvendige, når blot hovederne ruller på dem, der udpeges som flossede i kanten. Anklagerne kan være det pure opspind, og er således i familie med den rabiate højrefløjs Fake News. Det må kaldes en uhellig alliance. Som et tidsfænomen, der tilsidesætter grundlæggende rettigheder, er MeToo et blandt flere, og tilsammen er de præcis så skræmmende, som Stidsen fremstiller MeToo alene for at være.

Sociale over civile menneskerettigheder

Selvom Stidsen fokuserer på et bestemt tidstypisk fænomen, er bogens styrke altså, at den samtidig peger på den udbredte tendens, hvor sandhed ikke længere tillægges den samme værdi som tidligere. Når det forholder sig sådan, er det, fordi den retslige frihed trædes under fode af den sociale.
”Mens de civile menneskerettigheder fyldte det meste af billedet op gennem 1800- og en del af 1900-tallet, hvor de sociale menneskerettigheder så småt kom til og reformerede menneskerettighedstænkningen ved at udfylde et blindt punkt i oplysningens forståelse af, hvad menneskerettigheder er, da er forholdet altså tilsyneladende nu vendt 180 grader rundt. Med det resultat, at de sociale menneskerettigheder, dvs. retten til tryghed, til safe spaces, til ikke at blive krænket, til at blive ’taget hånd om’, mere eller mindre fylder det hele i dag.” (s. 17).
Man er med andre ord slet ikke klar over, at man i sin jagt på retfærdighed, skyller barnet ud med badevandet.

Kvinder! Tag ansvar!

De eksempler, Marianne Stidsen giver på krænkelseskulturens korstog mod mænd, der muligvis, muligvis ikke har opført sig upassende, er bestemt ikke kønne. Mange af anklagerne tages alvorligt, selvom de fremføres anonymt. Hvis Stidsen redegør korrekt for hændelserne - og det er der meget, der taler for - må der være adskillige, der efterfølgende sidder med en dårlig smag i munden.
Den nordiske MeToo-bevægelse er ifølge Stidsen drevet af en særlig forkælet feminisme, der ikke finder sig i noget, men VIL have ret, også selvom det indebærer, at dem, man anklager, kastes for en folkedomstol. En del af Stidsens angreb rammer desuden pressen, der langt hen ad vejen har kolporteret ”sandheder” fra sociale medier. Derfor hedder et af bogens kapitler ganske rammende: ”Avisernes klumpedumpejournalistik”.

”Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger” er et partsindlæg. Sagen kan naturligvis ses fra flere siger. Men blot at udtrykke sit mishag overfor Stidsens holdninger, sådan som det skete på det førnævnte seminar, er både useriøst og uretfærdigt. Stidsens analyse er nemlig værd at tage til efterretning, også for MeToo-repræsentanter, hvoraf jeg vil tro, at mange slet ikke er klar over, hvad de har startet. I sidste ende vil bevægelsen skade sig selv og sin troværdighed, hvis den føler sig hævet over normal retspraksis.

Selvfølgelig skal det have en konsekvens, hvis en magtfuld mand misbruger sin position til at få seksuelle ydelser mod kvindens vilje. Men hvis man ikke går rettens vej, risikerer man at ramme uskyldige. Stidsen opfordrer kvinder til at tage ansvar og sige klart fra, hvis de føler sig pressede til at gøre noget, de ikke har lyst til, også selvom det kan få konsekvenser for karrieren. Det kan ikke nytte noget at bøje af, fordi man vil beholde sine privilegier. At tage ansvar er nemlig en del af det at være menneske, og det kan en bevægelse som MeToo ikke ændre ved.


søndag den 9. februar 2020

At læse Olgas bog er som at stå foran et CoBrA-maleri

Man skal endelig ikke vælge Olgas bog, hvis man trænger til lidt let underholdning og feel-good. Og nok heller ikke for at komme til at vide mere om Olga Larsen


Marie-Louise Hansen: ”Olgas bog”
roman, 
Vild Maskine 2019, 189 sider, 229,95 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

Det er til at blive glad over, hvor omhyggeligt forlaget Vild Maskine har været med den fysiske bog, Olgas bog. Den emmer af kvalitet. Solid indbinding, kraftige sider, ikke noget gnidret, når man ser ned over siderne. Den er meget generøs med pladsen. Og så er den vedlagt et matchende bogmærke. På bagsiden af det er en lille tekst, som kunne have været en bagsidetekst. Med et billede af forfatteren og dramaturgen Marie-Louise Hansen, f. 1973. Hun debuterede som lyriker i Hvedekorn i 2012. Olgas bog er hendes debutroman. Den er støttet af Statens Kunstfond. Og i 2019 indbragte den hende Munch-Christensens debutantpris.

I Aarhus findes der et museum, som hedder Museum Ovartaci. Engang lå det på Psykiatrisk Hospital i Risskov. I de skønneste omgivelser, som i sig selv kunne virke helende på et forstyrret sind. Nu er psykiatrisk afdeling i effektivitetens højhellige navn flyttet i mere sterile og praktiske omgivelser ude i Skejby. Museum Ovartaci har midlertidigt fået til huse på Katrinebjergvej. Det rummer en samling af kunst, hvoraf størstedelen er skabt af psykiatriske patienter. Blandt andet Olga Larsens (1897-1972) fantasifulde og farverige billedtæpper med motiver fra landbruget, mytologien og kristendommen. Fanden selv optræder i rigt mål. Olga Larsen blev da også kaldt ”Fandens billedmager”. Ifølge teksten på bogmærket og på bogens bagside er det denne Olga, der delvist har inspireret Marie-Louise Hansen til at skrive ”Olgas bog”, et kvindeportræt fra 1900-tallets Aarhus. Det kunne der jo være kommet en hvilken som helst roman ud af. Men det gjorde der ikke!

 Man skal endelig ikke vælge Olgas bog, hvis man trænger til lidt let underholdning og feel-good. Og nok heller ikke for at komme til at vide mere om Olga Larsen. Vi kan bare læse det uddrag fra romanen, som er gengivet på bagsideteksten, så har vi straks fået forstyrret den ro, som bogens fysiske, æstetiske fremtoning ellers forjætter med sine afdæmpede brune farver: ”Sort blod er gammelt blod. Hun køber flæsk i dag, for hun elsker at se Ham grøn mellem tænderne. Jesus griner omrullet til den ene side. To tørveildkys senere på hendes bag spørger han hende om hun synes han skal tage navneforandring. ”Til hvad dog?” spørger hendes ryg. ”Til Arild.” Han stikker næsen ned mellem hendes baller. Hun skræpper at den er for lille.” Og sådan er det med resten, fristes man til at sige.

At læse Olgas bog er som at stå foran et CoBrA-maleri. Ved første øjekast giver det overhovedet ikke mening. Og måske er dét netop meningen. Det beror på en viljesakt fra læserens/beskuerens side at blive hængende for at få noget til at træde frem og byde sig til som en mulig forståelse. Eller rettere: et fragment af en forståelse. Overblik, sammenhæng, og sikkerhed på at have fattet noget – det skal man ikke regne med. Det er kun i brudstykker, at man støder på ”noget, der ligner”. Ud af disse brudstykker, og hvad der står på bemeldte bogmærke og bagsideteksten kan man sige følgende om handlingen (med forbehold for misforståelser): Fortællingen begynder ved Olgas konfirmation, som dog ikke bliver til noget, og vi følger hende til hendes død. Hvis vi altså kan følge med. I hvert fald lærer Andreas hende at fotografere og fremkalde billeder. Det bliver denne Olgas kunstart. Hun fotograferer levende og døde, ikke altid til kundens tilfredshed. Men hun er dygtig til at sminke lig. Andreas er en excentrisk skikkelse, som hun også står i et erotisk forhold til i et eller andet omfang. Da han dør, bliver Olga husbestyrerinde hos hans bror, Johannes, som er hans diametrale modsætning. En dødbider af en præst. Og så bliver de alligevel gift, åbenbart. Mon ikke det hænger sammen med, at hun bliver gravid et antal gange? Men der er vist ikke nogle af børnene, der lever. I hvert fald ikke ret længe. Et dør efter 9 måneder. Det kan hun vist ikke rigtig forholde sig til. Et aborteret foster ved hun ikke rigtig, hvad hun skal stille op med, så det går hun med i forklædelommen. Og ja – det er vist det. Men altså ikke i kronologisk rækkefølge. Og heller ikke sådan, at man altid helt er med på, hvor vi er, hverken i tid eller sted. Der klippes og springes, og der leges med ord og sætninger, så man som læser ind imellem kan føle sig helt udenfor. Jesus spiller en vis rolle, men det bliver det ikke mere gribende af.

Marie-Louise Hansens dramaturgiske uddannelse kommer hende til gode, når hun forsøger at krybe ind i Olgas syge sind og tankeverden og beskrive verden og begivenhederne derindefra. Det er skingrende, det er smertefuldt og samtidig ikke helt vedkommende. Det er FOR vildt, FOR mærkeligt, FOR … fortænkt? Efter denne læsers smag. Også efter at denne læser havde besluttet sig for at blive stående ved værket for at se, hvilke brudstykker af mening, det kunne kaste af sig. Man er og bliver voyeur.

Teksten på bogmærket beskriver Olga på følgende måde: ”Olga har et barnligt og skrøbeligt sind med mange indre dæmoner, men hun er samtidig en stærk kvinde, der er forud for sin tid og kæmper for at frigøre sig på flere planer”.  Jeg mangler at blive overbevist om, at hun er en kvinde, som er forud for sin tid. Først og fremmest er hun en kvinde, som ikke kan være i sin tid – uanset hvilken tid. Men måske nok af forskellige grunde. Men at hun indskriver sig i rækken af kvindelige kunstnere, som dårligt blev anerkendt i sin faktiske tid, det er en helt anden sag.

Vild Maskine hedder forlaget bag udgivelsen. Og jeg skal da love for, at der gives plads til vildskab. Det er rigtig skønt i en tid, hvor der ellers ikke er meget plads til det, som ikke har indlysende formål eller i det mindste er underholdende.








søndag den 26. januar 2020

Gustav Munch-Petersen genudgivet i smukt boghåndværk

Gustaf Munch-Petersen: ”Nitten Digte”, 2019.
Illustreret med farvetræsnit af Erik Hagens. Efterskrift af Mogens Bjerring-Hansen.
New Graphic Society, 62 sider, 600 kr., udgivet som privatbind i et oplag på 90 eksemplarer, sælges bla. i Clausens Kunsthandel.

Af Egil Hvid-Olsen

”Se Solen, Solen,
føl Luften i det levende Bryst,
Græsset under Foden i Glæde, Glæde -,
endnu lever du jo - !
O, se, Solen staar op,
se, dit Barn sover,
-  se - !
Endnu lever du jo,
din Kvinde glæder sig i dit Hus –
- Fyld dine Øjne med det varme, herlige Lys -,
levende Broder!”

Sådan skrev Gustaf Munch-Petersen i digtsamlingen ”Nitten Digte”, der udkom første gang i 1937. Kort efter forlod digteren uden varsel sin gravide kone og datter for at melde sig som frivillig i den internationale brigade, der hjalp de spanske regeringsstyrker i kampen mod Francos tropper. I marts eller april 1938 faldt Munch-Petersen, 26 år gammel.

I årene inden havde den unge mand skrevet en række bemærkelsesværdige digte, hvoraf en del var stærkt inspireret af surrealismen. Denne inspiration var også tydelig i hans malerier og tegninger, hvilket er anskueliggjort i bogen ”malerier og digte. gustaf munch-petersen”, der er redigeret af Martine Cardel Gertsen og Erik Hagens og udgivet i 2008 på Forlaget Sohn. Heri findes også en række af Munch-Petersens tidligere digte.

Munch-Petersen var kompromisløs. Han var sine akademiske forældres store bekymring, fordi han ikke valgte en sikker levevej, men kastede sig ud i et liv som boheme og eventyrer. I perioder opholdt han sig i udlandet. En lang sommer knoklede han i kryolitminerne i Ivigtut for at skaffe penge at leve for, indtil han kunne ernære sig som digter.

I 1935 boede han i sine forældres sommerhus på Bornholm. Her mødte han den lokale keramiker Lisbet Hjorth. De forelskede sig og flyttede sammen. Da Lisbet blev gravid, giftede de sig. Det var i 1936.

Året efter udkom ”Nitten Digte”, der blev positivt anmeldt i de få aviser, der skrev om samlingen. Selvom Gustav Munch-Petersen var politisk engageret og frustreret over situationen i Spanien, gjorde den lille families rolige kunstnerliv det endnu sværere at forstå, at han pludselig – små to måneder inden sin anden datters fødsel – forlod familien for at deltage i kampen mod Francos tropper. Dette valg står i kontrast til det tilsyneladende selvbiografiske digt, der indeholder opfordringen til at se alt det, der er værd at glæde sig over: Solen, det sovende barn, den glade kvinde og det herlige lys.

Krig og en enkelt asters
I dele af ”Nitten Digte” beskrives den bekymring eller protest over tingenes tilstand, der fik Munch-Petersen til at træffe sit skæbnesvangre valg. Således påkalder han…

”[…] Magter, som styrer, usynligt for Sjælen,
Trældom og Nød, skælvende Glæde,
Krige og Rædsler, Skændsel og Synd […]”

Denne påkaldelse leder videre til en bøn:

”[…] Magter, jeg tigger i Pine,
Giv mig Lys for mit Virke,
Magter, lade mig ikke dø unyttig,
Mægtige, brænd Eders Mærke
dybt ind i mit vaklende Sind – ”.

Men selvom samlingen udfolder tanker som disse, og selvom størstedelen af de 19 digte beskriver vinterhalvårets natur på Bornholm, så er helhedsindtrykket lyst og fuld af forundring. Der er poetiske beskrivelser af solnedgange, af bølgernes bevægelse, af storm og havblik, af fugle, vandmænd og fiskere. Der er intens sansning over et digt som ”Skæret”:

”Sorthvide Maager
med gule Næb mod Sommerbrisen
paa Skærets Ryg –
[…]
Skærets eneste Asters brænder violet
i Solen -
Fluerne danser over
Maagernes Mødding –
[…]
Maagerne letter –
Strandastersen sidder fast i sin Revne –
Et rødt Sejl dukker op – ”.

Skønt der antydes et fangenskab i sætningen ”Strandastersen sidder fast i sin Revne”, er man helt lettet over, at den bliver, hvor den er, og pynter på skæret.

Vindens bølger i hav og mark
I to på hinanden følgende digte udfolder Munch-Petersen et par beslægtede billeder, der beskriver vindens magt. Det første beskriver havet, som vinden har bragt i oprør:

”- Østenstormen klemmer
Havet mod Klippernes Tænder […]”

Havde havet ikke bestået af vand, fornemmer man den smerte, der var opstået i mødet med klippernes tænder.
I det næste digt er det vintersæden, der må bøje sig for blæsten:

”Regngraa Stormvind
Trykker Vintersæds blaagrønne Spirer
mod sorte Knolde – ”.

Også her opstår der bølger, men ikke af vand:

”Markerne bølger tungt,
Dunkel-grønne Haar følger
i nikkende Dans Stormens
isnende Strøg over krybende Muld – ”.

”Nitten Digte” er erfaringsnær og smuk naturlyrik iblandet et kig ind i privatlivet og ud i den store verden, der på det tidspunkt, hvor samlingen blev skrevet, allerede var blevet antændt og siden skulle udfolde sin ild i 2. verdenskrigs grusomme ødelæggelse. Eller – som Erik Hagens skrev, da han sendte digtene til mig – ”de er rigtig fine skildringer fra årets gang på en ø i Østersøen – med krigslarm og oprørsråb i det fjerne mod øst og syd.”

Naturlyriske træsnit
Erik Hagens er billedkunstner og gift med Gustav Munch-Petersens yngste datter, Ursula. Jeg kender kunstnerparret, fordi jeg har skrevet en bog om Hagens’ store vægmaleri ”EsbjergEvangeliet”. Som det også beskrives i Mogens Bjerring-Hansens fine, oplysende efterord i den nye udgivelse, forklarer Hagens:

”Lige da Ursula og jeg havde mødt hinanden i 1961 – ja, så 2 år efter fik jeg under et besøg hos svigermor på Bornholm et stød uindbundne ark, som aldrig var blevet indbundet og sendt ud som digtsamlingen ’Nitten Digte’ – løsark, som jeg så lavede 20 træsnit til i farver, samlede disse tryk med tilsvarende digte ”Sang”, ”Bølger” mv. i 10 fint udførte kassetter, der så blev foræret væk eller solgt … dengang – det er snart 60 år siden! Illustrationerne er udført med omhu og indlevelse – men allerede få år efter … i de hektiske 60’ere og 70’ere, var det natur-lyriske billedudtryk mig fremmed.”

Den sidste konstatering ses tydeligt af de figurative vrimlebilleder, Erik Hagens er mest kendt for. Han beskriver livet i den danske velfærdsstat, hvor nogle har mere velfærd end andre, og hvor det materielle overskud har både fordele og ulemper. Hagens udøver både samtidsbeskrivelse og samtidskritik i sin kunst. Men sådan forholdt det sig altså endnu ikke i 1963.

Hagens’ træsnit til ”Nitten Digte” har deres eget abstrakte og farverige udtryk. Og dog dukker der enkelte genkendelige motiver frem i de enkelte snit. Nogle henviser til genstande, der indgår i digtet, andre er nok opstået som følge af de associationer, teksten har vakt i billedkunstneren. Alle træsnittene supplerer digtene med hver deres stemning.

Forsidetræsnittet til 1963-udgaven er ført ind på en af de første sider i 2019-udgaven, der i stedet for har vignetten ”Flammen” af Ursula Munch-Petersen på forsiden. Det er bestemt ikke noget dårligt valg al den stund, at Gustaf Munch-Petersen var en kompromisløs person, der vitterlig brændte for de valg, han traf.

New Graphic Societys ”Nitten Digte” er en enkel og meget smuk udgave, hvor tekst og træsnit går op i en højere enhed. Umiddelbart synes samlingen ganske vist lidt simpel med sin kraftige grå papfor- og bagside, men når man åbner bogen, forstår man, at der er kælet for detaljen, så både tekst og illustrationer fremstår smukt og indbydende. Man kan blive helt ærgerlig over, at de enkelte tykke ark er hæftet i bogens ryg, for både digtene og træsnittene ville gøre sig godt i rammer på en væg.

søndag den 19. januar 2020

Alternativet til den eksistentielle ensomhed

Jakob Brønnum: 
”Gensyn med den store fortælling”
Eksistensen 2019, 169 sider, 178 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

I den postmoderne tidsalder er mennesket overladt til sig selv. Overladt til at skabe sin egen tilværelse, sin egen værdi, sin egen mening, sin egen historie. Dets værktøjer er de sociale medier og indkøb. Det postmoderne menneske er åndløst og ensomt i sit fokus på et forbrug, der primært er materielt, men til tider også menneskeligt.

Sådan har det ikke altid været, hvilket Jakob Brønnum med punktnedslag i filosofi- og litteraturhistorien udfolder i bogen ”Gensyn med den store fortælling”. Denne store fortælling spreder sig ud over en lang række temaer, som Brønnum gennemgår undervejs i sin bog. ”Den store fortælling” beskæftiger sig med livet og døden, ja, med selve eksistensen og dens vilkår. Den rummer en rigdom af indsigter på godt og ondt, og den gør læseren klogere på sig selv og andre. Disse indsigter og denne klogskab har mistet sin agtelse og betydning i den postmoderne epoke. At det kun er en epoke, må man i hvert fald håbe på. Brønnum gør med sit ”Gensyn med den store fortælling” en brav indsats for at vække os af vore dages materialistiske tornerosesøvn og genoplive interessen for ”Den store fortælling”, som kan vejlede, advare og skabe det fællesskab, der i dag lider nød.

Intet menneske er en ø
Jeg kan sagtens have svært ved at lægge en bog fra mig, men det gælder som regel romaner. Brønnums lille bog er en undtagelse, der bekræfter reglen. Her er der tale om faglitteratur præsenteret i en essayistiske form, der greb mig, så det ene kapitel trak det næste med sig. Grunden hertil er, at bogen indeholder så mange fine tanker, overvejelser, refleksioner og provokationer – ja, tilmed en del aha-oplevelser – at læsningen bliver fornøjelig, selvom Jakob Brønnum er ude i et meget alvorligt ærinde.

Brønnum ved udmærket, hvad han vil med sin bog – og sin læser. Til tider kan man stoppe op et kort øjeblik og overveje, om den forståelse, han tillægger en litterær klassiker, nu også svarer til forfatterens intentioner med det skrevne. Men dels har enhver forfatter overladt sit værk til læseren (i dette tilfælde Brønnum) og kan ikke gøre krav på den ”rigtige” fortolkning, dels er det svært for læseren af ”Gensyn med den store fortælling” ikke at lade sig forføre og følge Brønnums oplysende vej med de pointer, han lidt efter lidt åbenbarer og samler.

Man kommer vidt omkring. Fra de store græske og romerske filosoffer og mytologier over Dantes guddommelige komedie og senere William Shakespeares skuespil og Goethes klassikere til de store russiske forfattere med Leo Tolstoj og Fjodor Dostojevskij i spidsen. Friedrich Nietzsche nævnes flere gange, fordi han er med til at tale den store fortælling ned. Men den lever dog stadig gennem størstedelen af det 20. århundrede, hvilket afsløres i gennemgange af værker skrevet af for eksempel Franz Kafka, Thomas Mann, Albert Camus, Bertolt Brecht, Ray Bradbury, Ernest Hemingway, J.R.R. Tolkien, Jorge Luis Borges og Jose Saramago. Listen er lang og kunne have været endnu længere, men Brønnum formår at dele ud af de litterære smagsprøver på en måde, så man ikke forspiser sig, men fastholder appetitten.

Brønnum benytter de mange genfortællinger og fortolkninger til at beskrive ”Den store fortælling”, der også er repræsenteret af den allermest betydningsfulde skriftsamling i den vestlige verden, nemlig Bibelen. Også her har Brønnum nogle overraskende, men brugbare fortolkninger, der får læseren til at ønske sig tilbage til dengang, fortællingen ikke blot kredsede omkring den enkelte, men insisterede på, at vi kun lever, fordi vi har andre at leve med. Intet menneske er en ø.

Ikke alt håb er ude
I sin gennemgang giver Brønnum også eksempler på nulevende forfattere, der skriver videre på ”Den store fortælling”, så selvom det står galt til, er alt håb ikke ude. Der findes stadig forfattere, der ser livet i lyset af den fortælling, der også indeholder advarsler mod magtmisbrug og de menneskeskabte, men umenneskeliggjorte markedskræfter. ”Den store fortælling” kan sagtens underholde, men den fortælles aldrig kun for underholdningens skyld. Den fortælles for at skabe en mellemmenneskelig forståelse, man kan lade sig inspirere af. Læser man ”Gensyn med den store fortælling” bliver man klog på både den nuværende periode og de mange forudgående, og desuden får man en ubændig lyst til at kaste sig over en række af de værker, der udfolder ”Den store fortællings” mange temaer.

søndag den 12. januar 2020

På sporet af den tabte søvn

Et essay om Proust og På sporet af den tabte tid


Af Marie Ladefoged

Hvor Marcel lå og sov i sin seng som lille dreng, kunne vi andre pludselig ikke falde i søvn. Vi lå og læste og kunne ikke blive færdige, for bogen syntes uendelig. Hele verden læste den samme bog. Den eneste, som ikke læste den bog var Marcel, for det var ham, som havde skrevet den.

Ovenstående er et umuligt scenarie på mange måde. For det første er Marcel hovedpersonen i romanen og kan ikke læse den roman, som han selv er med i. For det andet kunne der være tale om den anden Marcel, som ikke er Marcel fra romanen, men Marcel fra virkeligheden; Marcel Proust, forfatteren. For det tredje er det nok stadig de færreste på jorden, som læser Proust. For det fjerde, og dette er sporets kardinalpunkt, så ender fortællingen på et tidspunkt, så den er ikke uendelig. På trods af det cirkulære spor med en stadig tilbagevenden til tidligere oplevelser, situationer og personer har fortællingen en begyndelse og en ende. Vi, som ikke forstår de sociale cirkler; vi bliver alligevel en del af den via stedfortræder, og den stedfortræder er den lille Marcel. I begyndelsen kan den lille dreng, Marcel, ikke sove. I slutningen er han pludselig en gammel mand, som opdager, at han rent faktisk er en gammel mand, og at vi alle bliver ældre; først opdager vi måske, at alle de andre bliver ældre, og med en lille forsinkelse indser vi så det åbenlyse i, at vi følger med og er ældet samtidig med alle andre i et parallelt forløb, hvorfor tiden forud umiddelbart er tabt og må henligge i det gamle landskab.

Men er det nu også sådan? Kan det tabte i det levede liv ikke indhentes? Kan den mor, som lå søvnløs med det lille grædende barn ikke indhente den søvn senere i livet, hvor barnet så må ligge søvnløst alene og længes efter den elskede moder, som igen lever det søde liv med selskab af ligesindede og den voksne søvn? Det retoriske spørgsmål forestiller sig en læser, men må selv svare på spørgsmålet og være sin egen læser, ligesom drengen Proust selv må lulle sig i søvn med egne tanker og forestillinger, for det synes som livets betingelse, at vi i bund og grund er alene i verden.

Nej, vi er ikke nødvendigvis alene i verden, det tabte kan godt indhentes, og det indikerer titlen på romanen også, idet den er på sporet af noget. Dette noget er netop den tabte tid. Hvis symbiosen med moderen fra første færd er det tabte landskab, vores første bolig, så er livet udenfor en vekselvirkning mellem denne tryghed og udforskningen af alt det andet, som er det, der gør os voksne. Som læser må man sande, at det tager tid at læse en bog, og at det navnlig tager tid at læse en meget, meget, meget lang bog, som dette storværk er. Dog føles det sjældent som et problem for den Proust-læser, som først når et godt stykke ind i romanen, måske forbi de første 200 sider, som nok er de smukkeste, men også de sværeste. Et venskab begynder nemlig at opstå mellem læseren og fortælleren, og muligvis også med forfatteren. Det bliver nu til tid brugt i selskab med en kær og omsorgsfuld ven, som ikke lader dig i stikken, men sørger for at berige dig intellektuelt såvel som at underholde dig. I en tid med flygtige vaner som vores er det indlysende, at de lange tanker kan få svære vilkår, og Prousts værk På sporet af den tabte tid er i den grad en meget lang tanke, men de meget lange tanker og fortløbende sætninger kan på forunderlig vis give adgang til noget af det, som de korte, flygtige tanker halser efter, men aldrig kan nå. Det store tidsforbrug tillader os at vende tilbage til allerede læste og tænkte forløb, og det danner mulighed for tankernes rodfæstelse. Forløbene i romanen er cirkulære, ligesom personerne er gengangere, og hvis de eksakte scener og personer ikke selv gentager sig, gentager de sig i en alternativ version som fortidens spejl. Hvorledes sker dette?

Barndommens genkomst
Det sker via barndommens evige genkomt i livet, her materialiseret i romanen. Når barnet i starten ikke kan sove af ren længsel efter moderens kærlighed, så kan det tilbringe resten af livet på at finde denne ro, for barnet har brug for at sove for at blive voksent en dag. Den voksne lykkedes med at sove til allersidst, da den indser, at længslen kan indfries i det skabende arbejde som forfatter. Ved at genskabe den tid, som er gået, genvinder fortælleren Marcel den tabte tid, som er al den tid, der er gået forud for spejlingen af tiden; i romanarbejdet herom.
Marcel er også på sporet af kærligheden igennem hele romanen, hele værket. Det er både kærligheden til moderen, til bedstemoderen og senere til pigen Gilberte, til aristokraten Madame Guermantes og til den Albertine, som han til sidst tager til fange. Hele romanen igennem er der er spor af tabt kærlighed, og Albertine, som er det sidste kærlighedsobjekt, tages til gidsel for dette. Som en historie i historien ser vi også Hr. Swanns umulige kærlighed til Odette i kærlighedshistorien om et ægtepar, som aldrig skulle have fået hinanden, men hvis møde også var uundgåeligt, i det det er skabt til lejligheden af fortælleren Marcel, og bag denne; forfatteren, Marcel Proust. Swann er en åndsaristokrat, som accepteres i det gode selskab på trods af manglende titel og på trods af sin jødedom. Swann bærer på forfatteren Marcel Prousts egen jødedom, ligesom en anden karakter, Baron de Charlus, bærer på Prousts homoseksualitet. Det er gennemgående, at karaktererne bærer på noget af Prousts eget og sammen repræsenterer det hele menneske i den lange sædeskildring, hvor menneskets psykologi træder frem. Den kærlighed, som Marcel Proust, der var homoseksuel, ikke kunne udleve i sit offentlige liv, idet tiderne ikke tillod det, kan karakteren Baron de Charlus udleve i fiktionen. Det samme sker med Hr. Swann og dennes jødedom i kombination med et hjerte, der banker for æstetikken. Der sker en slags befrielse i romanen, og det er ikke kun forfatteren, der befries, men også læseren.

Den jævne kvinde, Celeste, er den, som endelig befrier fortælleren og bliver romanens helt, da hun hjælper ham med at skabe muligheden for forfatterskabet ved at tjene ham i de sidste år. Hun er den eneste figur i romanen, udover Marcel selv, som bærer samme navn i romanen såvel som i det virkelige liv. Hun er på mange måder en spejling af Francoise, tjenestepigen fra barndommen og ungdommen, som på mange måder var hans fangevogter og udøvede social kontrol. De to kvinder er begge frygtindgydende for Marcel, da de ikke forstår hans sofistikerede sindelag med fare for at mistolke det som åndelig dårskab. Deres øjne på ham bidrager til at skærpe fortællerens. Hvor Francoises blik er kritisk, er Celestes blik afklarende.

En anden vigtig personnage, som binder barndom og voksenliv sammen, er Tante Leonie i Combray. Hun er svagelig som forfatteren selv, men hendes hus udgør rammen om det barndomsunivers, som det fortællende spor hele tiden refererer tilbage til. Her tilbragte fortælleren sine somre i barndommen, og her grundlægges den vej til at tilbagekalde erindringen om det skete, symboliseret i den kage, som dyppes i en kop lindete og materialiserer sig som erindring mange år senere, da handlingen gentages i det voksne liv. Jeg ville ikke have sagt et ord om den madeleinekage, som i virkeligheden var et stykke toast, men så kom det mig alligevel i hu som en kæk tanke, der ikke ville væk fra nethinden, før den var nedfældet. I en film ser man senere levende billeder af forfatteren selv på trappen foran Madeleinekirken. Her træder han pludselig frem foran os med tiders forsinkelse; foran Madeleine. Det er det rigtige menneske bag sporet.


Det rigtige menneske
Et menneske ønsker at falde i søvn uden den dybe længsel, og det lykkedes til sidst.
Proust var fysisk skrøbelig og en stor kunstner. Han tilbragte meget af sit voksne liv i sin lejlighed i Paris, i et rum med vægge, dækket af kork for at holde verdens lyde ude, og så tog han til selskaber i de parisiske saloner, hvor der blev sat pris på hans vid og konversation, selvom han ikke var en del af aristokratiet. Nogen havde brug for hans åndelige aristokrati, som havde udviklet sig siden den første barnlige længsel efter moderens kærlighed. En dag modtog han en lykkelig nyhed. Han var så glad, selvom han ikke havde mange kræfter, for han havde vundet Goncourt-prisen; den prestigefyldte franske litteraturpris, som næsten kom en postgang for sent, men som dog kom på forfatterens sidste, skrantende dage. Det er i år 100 år siden, Proust modtog den pris og fik den endelige store anerkendelse, som blot fortsatte og fortsatte, så bogen i dag konkurrerer med Brødrene Karamasov om at betragtes som verdens bedste roman. Det tog mig 10 af de 100 år at læse hele På sporet af den tabte tid og bagefter var jeg som fortabt, for det føltes som om jeg havde været på sporet under læsningen og nu var faldet af sporet. Hvordan kunne en forfatter forlade sin læser på denne måde ved at slutte sin bog? Mit eneste svar er det, at jeg, såvel som alle andre læsere, må sørge for selv at fortsætte bogen og de tanker, den vækker. Ikke sørge over at bogen ender, men glædes over det spor, som går i ring og fortæller dig, at sporet ender, hvor det starter, og det begynder selv samme sted; hos læseren, som ikke er en del af fiktionen, men er et rigtigt menneske. Hos dig.

søndag den 5. januar 2020

Mødet med digteren Brecht

Brecht i udvalg. Beretninger, Betragtninger og Belæringer. 
Udvalgt og oversat af Regnar Mandsbjerg. 
638 sider. 300 kroner. 
Det poetiske Bureaus Forlag. 

Af Jes Nysten

Bertolt Brecht er - formoder jeg - i de flestes bevidsthed dramatiker. Hans stykker sættes stadigvæk op på alverdens scener. Det kongelige Teater har en ny udgave af Mutter Courage på programmet i marts måned. Det er som scenekunstner hans kunstneriske begavelse har vundet hævd som en af 1900-tallets mestre.

Samtidig er han en af de kunstnere, hvis personlige habitus for alvor har været genstand for en tilbagevendende og ophedet diskussion. Sådan cirka hvert tiende år blusser debatten op både om hans måde at behandle sine medmennesker på og om hans ikke altid gennemskuelige politiske standpunkt.
Jeg kan lige i øjeblikket komme på historikeren Bent Jensens lidet flatterende billede af Brecht i bogen “Stalinismens fascination”. Her omtales Brecht som “en helt igennem kynisk og menneskeforagtende person”, der nærer en lidenskabelig og ukritisk beundring for Stalin.

Påstanden er også, at han helt og fuldt støttede det østtyske statsapparat, da det var allermest undertrykkende.
Historierne er også mange om hans måde at behandle sine medmennesker på - ikke mindst de kvinder, han gennem livet havde et forhold til.

Sideløbende med disse voldsomme til tider hadske skriverier, følger behjertede forsøg på at tilbagevise anklagerne, at nuancere billedet, at forstå hans handle- og væremåde. Der er ikke mange der fuldhjertet skriver begejstret om manden. Han har givetvis været en skidt knægt.
Men som nævnt: som dramatiker står han stadig så stærkt, at selv hans uomtvistelige politiske budskaber på scenen kan ses og tages for pålydende, uden at ham “bagved” partout skal trækkes ind på scenen.

For de fleste slutter det med Brecht så der! Men hvis man ellers kan lade “ham” blive i baggrunden, og gerne vil overraskes eller ligefrem oplives, så giver det mening at stifte bekendtskab med DIGTEREN Brecht. Sikkert til manges overraskelse har han et stort og fascinerende oevre bag sig.
Sebastian lavede det glimrende album “Tiderne Skifter” i 1979, hvor teksterne på albummet var af Brecht i oversættelse af Ivan Malinowski og Erik Knudsen. Og hans “Svendborg-digte” kender vi også i dansk oversættelse.
Men disse udgivelser er trods alt kun et lille hjørne af hans omfattende produktion.

Nu har alle chancen for at stifte bekendtskab med en bred vifte af hans digtning på dansk i denne udgivelse, der indeholder et repræsentativt udsnit af hans digte fordelt over 30 år fra 1926 før han måtte flygte fra Tyskland i 1933 til 1956 - efter han vendte tilbage og bosatte sig i Østtyskland i 1948.
Så der er nok at kaste sig over i denne 600 sider kompakte udgivelse.

Igen er det Det Poetiske Bureaus Forlag, der har udgivet en fornem og omfattende samling i deres fortræffelige “Klassikerbibliotek”. Og vanen tro er de oversatte digte holdt sammen med originalteksten på tysk, så man direkte kan sammenligne og finde sproglige nuancer og detaljer. Men jeg må gentage mig selv fra de andre udgivelser i “Klassikerbiblioteket”, som jeg tidligere har anmeldt: det er et fornemt stykke formidlings arbejde, der ligger til grund for også denne udgivelse. Det er Regnar Mandsbjerg, der har oversat (og skrevet et kortfattet men fyldestgørende forord), og jeg har ved flere gennemlæsninger læst både den tyske tekst og den danske, og jeg må konkludere, at de enkelte digtes tone og livfuldhed er fastholdt i oversættelsen. Så det er bare at komme igang og fordybe sig.

Udgivelsen har som indledningsdigt Om en kinesisk terodsløve:

“De onde frygter din klo.
De gode frydes ved din ynde.
Den slags
hørte jeg gerne
om mit vers”

Mange af digtene er - som dette - underfundigt morsomme, selvironiske og samtidig med klart sigte.

Der er i samlingen en rigdom af temaer og poetiske former. Der er korte snapshots af storbyens gadeliv, højstemte moralske paroler, bidende afklædninger af undertrykkelsens mekanismer, smukke og fintmærkende skildringer af livet i eksil, selvkritiske betragtninger, kritik af kapitalismen og nazismen (Hitler omtales konstant som “maleren”). Digte om mennesker, venskaber, træer og fugle. Vittige epigrammer og smukke kærlighedsdigte.

Her kommer tre digte fra hver sin periode, der viser bare lidt af spændvidden: Digtet “Om forår” fra 1928, før eksilet

“Længe før
Vi kastede os over olie, jern og ammoniak
var der hvert eneste år
en tid hvor træerne uafvendeligt og heftigt grønnedes.
Alle erindrer vi
forlængede dage
lysere himle
forandring af luften
i det utvivlsomt kommende forår.
Endnu læser vi bøger
om denne elskede årstid
og dog er det længe siden
vi over vores byer kunne observere
de berømte fugleflokke.
Helst uden at forlade togene
lægger folket mærke til foråret.
Niveauerne viser det
med al tydelighed.
Højt oppe synes der rigtignok
at være storme:
De berører nu kun
vores antenner.”

Digtet “Naboen”, fra eksiltiden her i Danmark

“Jeg er naboen. Jeg angav ham.
Vi vil i vores hus
ikke have en opvigler.
Da vi hængte hagekorsflaget ud
hængte han ikke noget ud.
Da vi opfordrede ham til det
spurgte han os om vi i vores stue
hvor vi bor med fire børn
virkelig havde plads til en flagstang.
Da vi sagde at vi atter troede på fremtiden
lo han.
At de på trappen tævede ham
brød vi os ikke om. De rev hans jakke i stykker.
Det var ikke nødvendigt. Så mange jakker
har ingen af os.
Men nu er han i det mindste væk, og i huset hersker ro.
Vi har bekymringer nok at slås med, så
der må i det mindske herske ro.
Vi ser allerede at nogle mennesker
kigger væk, når de møder os. Men
de der hentede ham, siger
at vi handlede rigtigt.”

Digtet “Røgen”, skrevet i 1953 efter hjemkomsten

“Det lille hus mellem træer ved søen.
Fra taget stiger røg.
Uden den
hvor trøstesløse var da ikke
hus, træer og sø.”

Det, der bærer digtene er en livfuld energi, et aldrig svigtende engagement i en turbulent tid. Med fokus på fundamentale menneskelige behov og moralske dilemmaer; og hele tiden med øje for glæden ved de enkle, simple ting i livet.

Brecht var langt fra et moralsk pragteksempel, og mange deler helt sikkert ikke hans politiske holdninger. Men hans digtning er et vigtigt og sprudlende udtryk for en vilje til at markere nogle grænser og pejlemærker, som man sagtens også i dag vil kunne gå i dialog med.

Men vigtigst: han er en levende og begavet digter, der i sine bedste digte rammer lige i plet.