Afstanden mellem en engel og et lig

Bjørn Themsen
Slagger
Forlaget Fuglekøjen 2016
107 sider, 149 kr.

Af Jakob Brønnum
Jeg har været igennem flere faser i min læsning af Bjørn Themsens seneste bog, digtsamlingen Slagger. Ved de første gennembladninger og læsninger af digte, var jeg begejstret. Samlingen har et let sprog, talende, malende fremadskridende, men ikke uden komprimerede udtryksformer og metaforik. Det er en politisk digtning, politisk i sin grundform, hvor det politiske ikke er et dyrisk (socialdarwinistisk) slagsmål om magt, som skal bruges til at få mere magt, men en grundmenneskelig aktivitet. Som en undren over det sociale rum og dets vilkår. Nogle af billederne går endda så langt, at det sociale rum bliver det eksistentielle rum, drømmens sted:

”der er akkurat sne nok
til at lave en engel
jeg sender dig et foto
det ligner et gerningssted
komplet med omridset af et lig
du kalder mig barnlig
de kalder mig drømmer”

Netop sammensmeltningen af billederne engel og lig i et levende menneske, der frembringer dem i sneen, binder motiverne i bogen sammen. Hvor langt er der fra en engel, en budbringer, til et lig? Bogens hovedmotiv er flygtningen, der kan synes at indtage begge roller. Som pressemeddelelsen fra forlaget skriver, er Slagger ”et rasende langdigt om Danmarks tilstand lige nu.”

Det er i forbindelse med raseriet, at jeg som læser gennemgik en fase, hvor jeg synes bogen var svagere og idéen ikke udfoldet tilstrækkeligt levedygtigt som poesi. Et af digtene nævner de danske politikere lige nu. Ved navn.

Digtet opremser en række af tidens lovgivere efter et stykke konkret poesi:

”Jeg
Jeg vil
Jeg vil ikke
Jeg vil ikke være
Jeg vil ikke være til
Jeg vil ikke være til besvær
Jeg vil ikke være til besvær for
dig”

Herefter kommer så navnene. Digtet frem til nu er ikke alene vellykket, det er meget stort. Alle de politiske konsekvenser af at være menneske og alle eksistensens i boende spørgsmål om jeg’et, om væren, om menneskets frie vilje i et politisk samfund, er stillet her. De træder frem, når man læser digtet forfra, meget langsomt og lader hvert udsagn få sit fulde indhold.

Men navnene på de danske politikere? Det er i bedste fald småborgerligt. De danske politikere er historisk udygtige, de nedbryder hæmningsløst den sammenhængskraft i velfærdssamfundet, som de allierede magter møjsommeligt konstruerede under etiketten socialliberalisme på mødet i Bretton Woods mod 2. Verdenskrigs slutning og som skabte vore materielt lykkelige barndomsår. De danske politikere er ligegyldige som statsmænd og -kvinder. De har ikke engang den magt de – og digtet – lader som om. Bogen mangler så vidt jeg kan se samfundskundskabsmæssig bevidsthed, og derfor falder billederne med politikernes navne – de refererer ikke til noget kundskabsfelt og bliver tomme symboler på en uudforsket virkelighed. Digteren nævner også de juridiske processer et par gange, men det bliver det ikke samfundskundskab af.

Det skal naturligvis ikke være en sociologisk afhandling, sådan en samfundsbevidst digtsamling, men det skal være på samme måde som abstrakt malerkunst: Hvis kunstneren ikke har tilegnet sig de elementære tegne- og farveblandingsfærdigheder, så man kan altså se det, også i de abstrakte billeder.

Så bliver de øvrige civilisationsreferencer underligt påståelige, Lesbos, det gamle Egypten og flere andre. Og listen over de 62 rigeste mænd og kvinder i verden, med deres penge og det hele fungerer slet ikke, af samme grund.

Hvis flygtningen står i centrum af bogen, og det gør flygtningen, også meget smukt, gribende, og i fin eksistentiel og poetisk samklang med digtenes jeg, så bliver det poetiske postulater at nævne folk med penge og folk med magt, uden at relativere dem substantielt til digtenes udsigelsesgrund. Det bliver et skilt, der holdes op, som det er meningen vi skal blive sure over. Men det bliver det ikke poesi af, ligegyldigt hvor sure vi bliver.

Bogen har andre vinkler og indfald, som atter gør den til en større bog i mine øjne, f. eks. omtaler af andre aktuelle danske digtere, nogle vignetter om bogens centrale motiv, nogle historiske tilbageblikke på krige og flygtninge, nogle Roger Waters-agtige far-billeder. Film, død, porno, Mozart og kærlighed. Eller som der står om Yahya Hassan:

det er ikke et digt
det er ikke knækprosa
det er ikke en dagbog
det er ikke kunst
det er et requiem

En rejse ud i meningsløsheden

KLASSIKERLÆSNING:
Stanislaw Lem: ”Solaris” 1961.

Af Egil Hvid-Olsen
Den polske forfatter Stanislaw Lems science-fiction roman ”Solaris” hører til den kategori af bøger, der enten efterlader sin læser frustreret, nysgerrig eller begge dele. Det er svært at pege på, hvad bogen handler om, for den omhandler så meget. Derfor ender man uvægerligt i flere bud på, hvad der er bogens ærinde. Budene afhænger dog nok lige så meget af læseren, som af teksten.

Tabet og dets følger
Kris Kelvin er en psykolog, der ankommer til planeten Solaris efter at have gennemført en uddannelse, der alene omhandler planetens særpræg. Dette giver ham mulighed for gennem store dele af bogen at sætte læseren grundigt ind i den forskningshistorie, der er vokset ud af menneskenes undersøgelse af den mystiske planet. Med naturvidenskabelig tæft opbygger Lem en lang række teser og antiteser, som han lader forskellige skoler indenfor solarisforskningen udvikle og forsvare. Det er ganske underholdende, men bliver dog i længden en smule ensformigt. Lem formår da heller ikke at præsentere den fiktive forskningshistorie helt så overbevisende, som Karl Ove Knausgård gør det i romanen ”Alting har en tid” (2011), hvor han redegør for en barok englelære, der – sit overtroiske indhold til trods – sagtens kunne have haft fortidige fortalere, såfremt den altså ikke havde været forfatterens konstruktion.

George Clooney i en nyere asmerikansk filmatisering af Lems roman

Planeten Solaris indeholder mængder af mysterier med sin dominerende, langsomt flydende havoverflade, der skaber kæmpemæssige figurer, og efter en tid lader dem gå til grunde igen. Der synes at ligge en intelligens til grund for dette kunstneriske virke, men forskerne har endnu ikke fundet en måde at kommunikere med havmassen på.
Lem skaber en urovækkende stemning i rumstationen, der svæver over den mystiske planet, alt imens tiden går under de to sole, der kredser om Solaris. Særlig intensiv bliver uhyggen, da det viser sig, at stationen har ubudne gæster i form af personer, som de enkelte besætningsmedlemmer er nært knyttet til. Snart står Kelvin ansigt til ansigt med sin tidligere kone, Harey, der for flere år siden begik selvmord efter et skænderi, hvor Kelvin brød deres forhold. Hun har stadig samme alder, mens han er blevet ældre.

Nærvær og utryghed
Kelvin er klar over, at det ikke er den virkelige Harey, der er kommet tilbage. Hun og de andre gæster må være udtryk for Solaris’ vilje til at kommunikere med rumstationens besætning. Imidlertid har de intet at fortælle om deres hjemsted. De følger bare i hælene på hver deres ”udkårne”, hvilket er med til at skabe en vis utryghed og mistillid blandt alle ombordværende. Kelvin opdager tilmed, at planetens udsendinge besidder en voldsom fysisk styrke, ikke lader sig gå på af ekstrem kulde, og hurtigt heler, hvis de tager skade. Efter endnu et selvmordsforsøg, som hun aldrig havde overlevet, hvis hun havde været et menneske, erkender Harey, at hun ikke er den, hun troede, hun var. Hun har indset, at hun ikke er Harey, men et instrument for en ukendt kraft. Derfor ønsker hun at blive udslettet, hvilket Kelvin modsætter sig, fordi han ikke vil miste hende igen.

"Du betyder mere for mig end videnskabelig sandhed"
Et provokerende udsagn i det kommunistiske Polen.
Her et still fra Tarkovskijs russiske filmatisering af romanen

Således udfolder romanen en historie om tab og de følger, det har for Kelvin. Helt overbevisende virker det dog ikke, for Harey er ikke blot tilstede i mindet, men manifesterer sig med uimodsigeligt fysisk nærvær. Hvis det blot er tilfældet i Kelvins hjerne, er han blevet sindssyg af sorg, for da har han ikke alene genopfundet Harey, men sandsynligvis også skabt sin egen virkelighed, og så er både Solaris med tilhørende forskning og hans egen tilstedeværelse på rumstationen udtryk for en syg hjernes hallucinerende forestillinger. At det skulle forholde sig sådan, er der imidlertid ikke andet i bogen, der antyder.

Magtens uforståelighed
En anden mulighed er, at ”Solaris” kan udgøre en digterisk beskrivelse af, hvordan det er at leve i et totalitært system. Lem boede i et østblokland, hvor den politiske magtudøvelse kunne virke lige så tilfældig og uforståelig som planetens mystiske hav. De ubudne gæster kan pege hen på den spionage, der blev praktiseret inden for landets grænser. Gæsterne foretager sig ikke andet end at observere, hvilket skaber en paranoid stemning, der får rumstationens mandskab til at drøfte alle planer i hemmelighed.
Imod denne læsning af bogen står antydningen af, at planetens intelligens ikke virker særlig optaget af at udøve magt. Der går flere generationer, inden den giver sig til kende i form af rumstationens ubudne gæster, og den har tilsyneladende ingen plan med dette møde.

Religionskritik og tomhed
Denne tilsyneladende ligegyldige holdning fra Solaris’ side leder videre til en religionskritisk læsning af bogen. Kelvin gør sig nogle kortfattede overvejelser om, at Gud – hvis en sådan metafysisk størrelse eksisterer (hvilket han tvivler på) – nok mest af alt minder om Solaris’ evigt bølgende hav; som en uafhængig, kæmpemæssig magt, der ingen interesse har i andet eller andre. Kelvin ser da heller ingen guddommelig interesse manifesteret i menneskelivet. Han kunne have citeret fra Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente: ”Alt er tomhed”. Det lader da også til, at Kelvin på sin rumrejse er kommet tilbage til tiden før skabelsen, som den beskrives i den gammeltestamentlige skabelsesmyte i 1. Mosebog. Rumstationen hænger over det urdyb, der er beskrevet i kapitel 1, vers 2: ”Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet”. Selvom Solaris’ to sole sørger for, at mørket ikke er konstant, har de kun urdybet at skinne på.
Tager man i betragtning, at Lem gør et stort nummer ud af at konstruere en forskningshistorie, der beskriver et af menneskets mangfoldige forsøg på at finde mening, er hans bog ualmindelig pessimistisk på menneskehedens vegne. Al forskning, tænkning og fordybelse synes at være forgæves. Menneskets ihærdige forsøg efterlader ikke engang kradsemærker i tilværelsens store mysterium. Vi finder aldrig en mening med noget som helst, men er underlagt kræfter, der er langt større og totalt ligeglade med os.

Hvorfor læse bogen?
Hvorfor overhovedet læse ”Solaris”, når den efterlader sin læser forvirret og mere eller mindre nedtrykt? – Først og fremmest fordi den formår at opbygge en intens stemning, der gør bogen til en ”pageturner”. Dernæst fordi ingen af de overvejelser, den sætter i gang, er spildte – i hvert fald ikke, hvis man modsætter sig bogens tilsyneladende påstand om, at al menneskelig undersøgelse og refleksion er nyttesløs. Selvom ”Solaris” synes at modsige det, giver det mening at beskæftige sig med emner som tab, undertrykkelse, det guddommeliges eventuelle aftryk på menneskelivet – eller hvad det end må være for nogle tanker, bogen sætter i gang hos andre læsere end undertegnede.

Grovkornet miljøwestern

EDWARD ABBEY
“SKRUENØGLEBANDEN”
Det Poetiske Bureaus Forlag - Serien "Bureauets lommebibliotek"
Udkommet 3 marts 2017 - 660 sider
Pris: 200 kr

Af Jes Nysten
For nyligt genoptrykte The New Yorker de artikler, som blev bragt i tidsskriftet i sommeren 1962 af biologen Rachel Carson, og som kort tid efter blev samlet i bogen "Silent Spring". Den kom allerede på dansk i 1963 "Det tavse forår".
Bogen blev en bestseller på trods af det dystre indhold i bogen: at bla det stigende brug af sprøjtemidler i landbruget var med til at ødelægge fuglenes livsgrundlag - deraf metaforen: det tavse forår!
Men bogen fik en altafgørende indflydelse på den begyndelse miljøbevidsthed - og de dermed hørende forskellige miljøforkæmpere.
Og bogen har ikke tabt hverken højde eller dybde. Nå Carson fx skriver »’Kontrol over naturen’ er en frase født af storsnudethed, opstået i en barbarisk biologisk og filosofisk æra, da man mente, at naturen eksisterede for menneskets bekvemmeligheds skyld.« - ja, så lyder det lige så klart her i 2017 som det gjorde i 1962!

Begyndende miljøbevidsthed
Den begyndende miljøbevidsthed og dermed de begyndende "miljø-kampe" blev jo aldrig båret af en klar strategi og samlet i en fælles front, men blev spredt i mere eller mindre seriøse tiltag - nogle kortvarige og andre mere langsigtede og vellykkede. Nogle ganske fredelige - andre tog "miljø-kamp" helt bogstaveligt. Og svært er det at se, hvordan situationen egentlig tager sig ud idag!

Sjovt nok var jeg igang med at læse de genoptrykte artikler i The New Yorker samtidig med at jeg var igang med at læse den bog, der her skal anmeldes:
Amerikaneren Edward Abbey's "Skruenøglebanden", der udkom i 1975, og nu er kommet på dansk i 2016.
Man kan vel sige, at denne roman indvarslede en ny fase i den voksende bekymring i USA for den tiltagende ødelæggelse af miljøet - en mere åben aktiv og til tider militant "miljø-kamp", som rettede sig mod en bred vifte af det man oplevede som overgreb på naturen.
Romanen en vild og grovkornet "western" om fire originaler, der slår pjalterne sammen for at befri naturen ved at bekæmpe den anonyme magt-elite, der er i fuld gang med at ødelægge naturen. Deres kamp er båret af det en af dem kalder "et velment had"! En anden formulerer det sådan "mit job er at redde den forbandede natur, jeg ved ikke noget der har større betydning".
Afgørende er at den sabotage de foranstalter er på diverse maskiner, der er igang med ødelæggelserne - arbejderne og teknikkerne slipper helskindet afsted hver gang. Det er jo ikke dem, der er fjenden men "de magtfulde" bag ødelæggelserne.
Det er netop bogens - og den efterfølgende militante miljø-kamps - etiske debat: hvor går grænsen for en legitim, etisk forsvarlig voldelig modstand? Hvis dette overhovedet et etisk forsvarligt!

Det groteske, og det respektfulde
Man mærker at romanen er fra midten af 1970'erne. Her er intet af den moderne korrekthed: de fire er grove, platte og aldeles politisk ukorrekte. Der ryges, bandes og drikkes - og øldåserne og skodderne bliver ubekymret smidt i vejkanten.
Men på trods af det groteske set-up er bogen båret af en ægte dybfølt respekt for den forunderlige og livsnødvendige natur - helt uden den sentimentalitet, der klæber ved en del af den moderne "korrekte" miljø-forståelse.

Så lad mig slutte med et fint eksempel på dette:
"Men her i det sydøstlige Utah gjorde de små fyrretræer og enetræer ingen modstand overfor bulldozerne. Larvefodstraktorerne ryddede dem allesammen med en nonchalant lethed og skubbede dem til side, ødelagte og blødende, samlede dem i bunker af buskads, hvor de ville blive liggende for at dø og blive til kompost. Ingen ved præcist hvor følsom for eksempel et pinjetræ er, eller i hvor høj grad en sådan organisme af træ kan føle smerte eller frygt, og vejarbejderne havde helt sikker vigtigere ting at tænke på, men noget er dog etableret som en videnskabelig kendsgerning: et levende træ, revet op med rod, er mange dage om at dø" (S 138).

Munden bliver til en blomst med røde kronblade

Gorm Rasmussen
Utyske no. 4 – Livtag
Det poetiske bureaus forlag, 117 sider

Af Anne Rye Andersson

Det er med begejstring, at jeg som anmelder har stiftet bekendtskab med Gorm Rasmussen’s Utyske-serie. Der foreligger pt. fire i serien, og det er den fjerde, jeg her vil anmelde. At læse Utyskerne er som at finde en glemt skat, hvori guldet måske ved første øjekast ser ud til at have fået et par misfarvninger, men hvor man hurtigt finder ud af, at guldet stadig er lige så gangbart som nyt guld.

På bagsiden af bøgerne finder man denne skrift: ” UTYSKE er en serie af småbøger om den skygger som ikke flytter sig med solen … sådan en har alle! En serie der lever op til titlen der er navnbeslægtet med tosse og tusmørke”. Selve navnet på bogen UTYSKE vækker naturligvis opmærksomhed. Jeg var ganske uvidende om dette herlige ords betydning. Ifølge Den Store danske er ordet utyske deriveret af ordet gespenst (af tysk Gespenst), altså et spøgefuldt utyske, et bæst.

Ifølge Wiktionary, Den frie ordbog, kan det betyde tre ting. 1. uregerlig person, især sagt om BØRN! 2. Skræmmende, uregerlig eller farligt dyr, eller 3. Overnaturligt væsen i folketroen. Det er altså et ord, de kan betyde flere ting og som rummer mange nuancer, man ved ikke helt, hvad det er, men det, tror jeg, har netop været Gorm Rasmussen’s mening med valget af navnet på denne miniserie.
Utyske no. 4 med undertitlen’Livtag’ er betegnet som en roman.

Tiden er slutningen af århundredet, måske omkring 1880-1890, og politimester Davidius har med følge af syv vægtere slået døren ind på Helsingør’s fattigherberg. De har et ærinde, og dette ærinde hedder rorkarl (ikke horkarl, som det også understreges i romanen!) Søren Jørgensøn. Dette er starten på en underfundig, forvirrende og morsom beretning om en fordrukken mand, der er mistænkt for at være spion. Romanen udfolder sig som en afhøring af denne rorkarl Søren Jørgensøn med glimt tilbage til rorkarlens liv.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg måtte læse bogen to gange for at være sikker på at have et fuldt overblik, da den er meget fragmentarisk opbygget. Man skal holde tungen lige i munden! Det er et greb, der gennemsyrer værket, og et greb der giver læseren anledning til måske at opleve, hvad rorkarlen oplever. Han er i starten fuld, siden tørlagt og lidende af alkoholdelirium, det er et blik ind i en tilstand, hvor nutid og datid flyder sammen, hvor bevidstheden simpelthen er i tvivl om Sandheden.

Det er også en trist beretning. Rorkarlen har ikke haft det let efter hustruens og parrets drengs død. Man forstår, hvorfor han slår sig på flasken, man ser de bristede drømme, de knuste håb. Man kommer ind i hovedet på ham. Samtidig følger vi politimester Davidius’ ønske om at opnå berømmelse, og dette ønske blænder ham. Han kan ikke se klart og tillægger rorkarlen motiver og handlinger, han ikke har og formentlig ikke har begået. Men det ved kun vi som alvidende læsere, da vi i glimt får oplyst flere og flere fakta, der til sidst munder ud i den store indsigt.

Metakommentarer
Gorm Rasmussen benytter sig af metakommentarer. Undervejs i værket kommenterer han det, oplyser os og uddyber, og det virker rigtig godt, som hvis man fik en historie fortalt, jeg kan næsten høre hans stemme, selvom jeg ikke kender den.

Især ét bekendtskab skal vise sig at være af afgørende betydning for bogens handling, og det er mødet med en af disse mænd, Søren Jørgensøn ror for. Det er en assessor, der sidder i kancelliet, i Kongens Råd, og de får en ganske særlig relation. De snakker om alt, når rorkarlen ror assesoren hen til hans skib i skumringen.

Som de bliver mere og mere fortrolige opdager rorkarlen, at assesoren kan tale med de døde, har set himmerriget og helvede og så fremdeles. Davidius undrer sig over, hvordan en rorkarl kan have så stor en viden, han må være spion! Men vi ved, at han har den indsigtsfulde relation, og man har lyst til at råbe til bogen, i afmagt, at han er uskyldig, uheldig og både på det forkerte og rigtige tidspunkt på én og samme gang. Men det nytter jo ikke noget at råbe af bøger. Man fatter sympati for den sølle rorkarl, dette utyske som Davidius med stor møje og besvær forsøger at afhøre.

Samtidig er det en bog, der formår at få stemningen omkring tiden bragt til live. Man føler som læser, at man er blevet suget ind af tiden og spyttet ud i år 1890. Bare beskrivelsen af lugten på herberget, når de alkoholiserede mænd skider i bukserne i deres senge. Det er flot gjort. Det er en følelse.
Selv sproget er skrevet, som hvis man var tilbage ved århundredeskiftet. Ordstillinger, store bogstaver, ordvalget. Det vidner om en forfatter, der er ægte folkorist og har en stor viden på området. Det skinner igennem. Det hele er meget harmonisk og autentisk, og det er ikke en nem nød at knække. Derudover er der indimellem meget poetiske sætninger, som man ville finde i digte, og det gør stemingen så fin, så blød som jeg forestiller mig rorkarlens indre er det.

Læs for eksempel dette citat fra bogen:
”Hendes øjne bliver kuglerunde, munden bliver til en blomst med røde kronblade og en hvid og mørkerød midte, og der komme duft af mandler og varm, ung ilt derindefra – hun holder en pause, som han ikke forstår at udnytte, eller ikke tør, for måske bruser der en bi ud af den blomst – ”jeg går til hånde, jeg serverer!” Og blomsten blev igen en lukket mund, og så var hun smuttet.”

Eller her:
”Han brugte tiden til at gå i større og større cirkler om huset, der snart var oplyst af mange kerter og kastede skæret ud i klitterne som gule kronblade, og den vrede han følte, der var ligesom en kniv i tarmene på ham, og den rasende hjertebanken der tordnede (sundt og solidt, sådan som man kan lide at føle sit hjerte, når man er stærk og ung), det raseri var al sammen rettet mod den pige, der ikke var til stede, og vreden voksede, brusede i ham… og den rettede sig ikke et øjeblik mod generalmajorens hjem med nogen bitterhed, misundelse, eller retfærdig indignation, tværtimod elskede han stedet… for det var det lykkelige raseri han følte, og det er ikke løgn, men i tusmørket følte han sig skiftevis sort og helt hvid og pludselig dobbelt så stor.”

Gorm Rasmussen kan altså ud over at konstruere en spændende historie med de rigtige stemninger også noget med sproget. For mig som læser er det en åben dør til en glemt tid, et fantastisk indblik i historien, og sådan har jeg haft det med hele Utyske-serien, som jeg synes, man skal gøre sig selv den tjeneste at læse. Det er sider spækket med viden, og det er så fint gjort, at det glider ned uden friktion. Jeg ser meget frem til næste bind i serien, og hvad Gorm Rasmussen så finder på poetisk at dissekere og sætte fokus på.
   

Hvad gør et offer til krænker?

Spor i cirkler

Louise Stuhr

Forlaget Mellemgaard 2016

Af Carina Wøhlk.

”Spor i cirkler” er navnet på Louise Stuhrs debutroman fra 2016. Titlen er tankevækkende: Hvis man følger spor i cirkler, kommer man til at gå i ring. Og det er da også tilfældet for nogle af bogens karakterer.  De er på vildspor i sindets kringelkroge og leder efter en vej ud.

Forfatteren er uddannet jurist.  Hun har boet flere år i udlandet – også i England. Og det er netop Cornwall i Sydengland, som udgør den stemningsfulde kulisse for hendes første roman.

Psykologisk drama

Bogen er lanceret som et psykologisk drama. Skikkelser og skæbner væves sammen i et foruroligende handlingsforløb. Fortællingen får mund og mæle i tre stemmer. Røstene tilhører en yngre og knapt så forankret kvinde, en sorgfuld teenagedreng og en narcissistisk mand, der som autodidakt terapeut leger med andres følelser. Det sidste får fatale følger.

På overfladen glimter typisk engelsk landskabsidyl, hvor lunefuldt vejr og lindring i form af ”a nice cup of tea” (se s. 54) er med til at tegne konturerne for handlingen. Men som læsningen skrider frem, skrabes der i det øverste lag, og et mere intenst og ildevarslende billede viser sig.   

Fra offer til krænker

Det grundlæggende tema er interessant. Bogen drejer sig om forholdet imellem afmagt og magt. Hvad er det, der gør et offer til krænker? Bogen er optaget af de psykologiske mekanismer, der gør sig gældende i kølvandet på overgrebssituationer.  

Den sidste afgørende scene rejser imidlertid et handlingsmæssigt troværdighedsspørgsmål. En af bogens hovedkarakterer ender med at lægge sig fladt ned for en anden af de fremtrædende figurer, selv om hun hele vejen igennem har følt et udefinerbart ubehag ved ham. Måske skal det illustrere den ambivalens, som nogle mennesker kan udløse. Måske skal det understrege styrken i længslen efter forløsning. Men kvindens overgivelse forekommer altså ikke realistisk.

Kill your darlings!

Louise Stuhr har et levende og rigt sprog. Indimellem løber billedbegejstringen dog af med hende. F.eks. på side 29, hvor sammenligningerne stiller sig i kø: ”Som en amme bærer et svøbelsesbarn”…”som en klint af kalk”…”som en løber på et skakbræt”.

Billederne giver hver især mening i sammenhængen, men den excessive brug vækker irritation hos læseren. I hvert fald hos undertegnede. Et godt råd til forfatteren må lyde: Kill your darlings – for nu at blive i det engelske!

Alt i alt er ”Spor i cirkler” en læseværdig bog. Temaet er spændende og sproget i glimt en nydelse. Det vil lønne sig for læseren at løfte sig op over visse irritationsmomenter.     

Livet som urealistisk

Carsten René Nielsen
Énogfyrre ting
Forlaget Ekbatana

Af Anne Rye Andersson
Carsten René Nielsen digtsamling Énogfyrre ting er en kakofoni af herlige mærkværdigheder. Bag sig har han et forfatterskab, der vidner om en skæv forfatterpersonlighed: at gennemtrænge det almindelige og nærmest transcendere det til noget ophøjet, er et greb forfatteren ynder at bruge, og det virker. Det mærkværdige går igennem forfatterskabet som en rød tråd, og i denne digtsamling finder forfatteren det tunge skyts frem i form af uhyrlige finurligheder og yderst velskrevet prosa.
Ènogfyrre ting er som titlen betegner en digtsamling om netop énogfyrre ting. Måske rettere defineret som et slags tema i sig selv, snarere end en opregning. I de fleste af digtene fremstår netop tingen som omdrejningspunkt. I selve digtet eller tanker, der er deriveret fra denne ting. Som f.eks. i ”Tæppe”:

”Han spurgte til stjernebillederne over mine tænder, ville gerne vide, hvad meningen var med samtalebrysterne og porcelænsskinkerne. Jeg havde ellers forklaret ham, at nok er metaforer uundgåelige, men det betyder ikke, at man skal løfte op i et hjørne for at se, om der er fejet noget ind under tæppet. Man skal lade metaforen ligge, for hvis man kigger ind under den, er det helt ligesom med tæpper: Der er aldrig fejet noget ind under dem. Under metaforen er der bare et gulv. Det er så indlysende, at selv han burde kunne se det, den spade.”

Eller her i”Boksehandsker”:
”Både brud og brudgom, begge stadig iført boksehandsker, bliver fotograferet med næseblod og sæbeøjne. Så godt de nu kan, med deres flækkede læber, prøver de at smile. Det er trods alt en vigtig dag i et menneskes liv, bryllupsdagen. Da de skærer kagen for, hvilket er rigtigt svært med boksehandsker, gør de da også deres bedste for ikke at bløde på kagen. ”Jeg synes, det er så flot, så lidt blod du har fået på kjolen,” siger én af brudens veninder, da hun ude på toilettet hjælper med at fjerne vattamponerne fra hendes næse. ”Er den brakked?” spørger bruden, håbefuldt.”

Det usandsynlige, det mærkværdige, det vanvittige, det humoristiske møder det almindelige, og det bliver æstetisk tilfredsstillende, absurde sproglige skikkelse, som digtet er. At lave stor poesi ud af en tøjklemme! Det er sådan noget Carsten René Nielsen opnår i disse tekster.

Tankeeksperimentarium
Som læser bjergtages jeg af forfatterens tankerækker, et tankeeksperimentarium. Som om mine hjerne får vist nye veje, den aldrig selv ville have troet var mulige. Kombinationer, der virker forrykte, er pludselig i dyb samklang og harmoni, og jeg undres. Hvorfor har jeg aldrig tænkt på det?
 
Formen i digtsamlingen er kortprosa, og det klæder de små anekdoter godt. Der er lige akkurat nok plads til at blive nysgerrig, årvågen, undrende og slet og ret underholdt.
Humor er en stærk spiller i digtsamlingen, der ætser sig ind i værket, gennemvæder det, ironien, det absurde, det vil noget, det kan noget, det gør noget ved læseren, og det er nok værkets største force. Det har noget på hjerte, dette ikke sagt i nogen kvalm betydning. Det er langt fra at være en kliché, det er alt andet.
Temaerne udgår som nævnt fra de énogfyrre ting, der er rammesætningen om dette værk. Det være sig kvinder og begær (digtet Sardindåse), skam i en social kontekst (digtet Tøjklemmen), sex (digtet Sofa), ægteskabets udfordringer (Boksehandsker), hvis man ser værket på en fragmenteret måde. Som helhed er Carsten René Nielsens bog dybest set en urealistisk skildring af livet, men er livet da ikke også urealistisk?

Magtens mytologier

Jakob Brønnum: ”Fortællinger fra undergrunden”
Forlaget Nemo 2016, 146 sider, 149 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.
Jakob Brønnums novellesamling ”Fortællinger fra undergrunden” er en beskeden sag i lille format med hvidt bind. Forsiden er kun forsynet med en minimal illustration, forfatternavn og titel. Den prunkløse præsentation til trods er der noget hemmelighedsfuldt og dragende ved bogen, der tilmed ligger godt i hånden. Det særlige format giver lyst til at undersøge, hvad det er for nogle fortællinger, den lille, næsten mystiske udgivelse rummer. Ved et hurtigt kig i indholdsfortegnelsen kan man konstatere, at læseren tilbydes syv noveller af varierende længde. Allerede i den første slås det mest gennemgående tema fast: Magt og misbrug af samme.

”Hjulets opfinder” er en fabel med konnotationer til den gammeltestamentlige myte om Kain og Abel. Her slår den ene dog ikke den anden ihjel, men begge gør, hvad der står i deres magt for at dræbe den andens livsglæde. Der er stor opfindsomhed og vækst i deres indbyrdes had og konkurrence. Men man sidder og overvejer, om de ikke var nået længere, hvis de havde valgt at samarbejde i stedet for at konkurrere.

Bogens længste novelle, ”Josef i hullet”, lader Josef K. fra Franz Kafkas ”Processen” genopstå og indgå i et nyt, bureaukratisk samfund. Josef K. er lykkelig, da han får et arbejde, der kræver, at han skal sidde i et hul og holde øje. Han skal ikke kontrollere! – blot holde øje, hvilket medfører, at han en sjælden gang drejer på et håndtag og trykker på en knap. Dette finder Josef stor mening i, og dog bygger gennemgangen af hans liv på nogle nyfundne sagsakter, der altså ikke har været taget i betragtning, da hans officielle biografi blev skrevet og kategoriserede ham som elite-berømthed.

”Josef i hullet” er en fortælling om totalitarisme. Men om totalitarismen er af en ydre eller en indre art fremgår ikke tydeligt. Således kan novellen tegne et billede af livet i et gennemkontrolleret samfund, hvor forudsigeligheden gør alting trygt, og ingen derfor har lyst til at træde udenfor normen. Dermed er der opbygget et samfund, der udgør et forstadie til det, der skildres i George Orwells ”1984”. Alternativt er det Josef selv, der pålægger sig rollen som ”kontormus” og år efter år passer sit job uden tanke for, hvad det nytter. Ganske vist skal han igennem visse kriser i sit arbejdsliv, men hullet bliver ved med at drage ham til sig. Set fra denne synsvinkel udgør Josef en pendant til Hans Scherfigs forsvundne fuldmægtig, der til slut i romanen finder ro og mening i det regulerede fængselsliv.

Brønnums pendant til ”Processen” er ubetinget sjovere end det dystre forlæg. Her er et eksempel, hvor Josef gør sig en vigtig erfaring:
”En af de ting der gjorde Josef til et ganske særligt menneske var at han vidste, at så længe man levede, fandt man hele tiden ud af noget mere om livet.
En af de ting han fandt ud af var, at mange af livets problemer kunne løses hvis man ringede efter en pizza. Da han havde prøvet at løse nogle af livets problemer på den måde nogle gange fandt Josef ud af at noget af det, han bedst kunne lide, var pizza.” (s. 60).

En anden af samlingens perler er ”Fortællingen om det teutonske flag”, der i et propagandistisk sprog tegner billedet af en samfund, som er stivnet i gold nationalisme. Flaget har opnået så stor betydning for den nationale identitet, at der opstår alvorlige problemer, da alle landets flag en morgen har skiftet farve. Humoren i Brønnums magiske realisme hviner bluselsløst mod den nøgternhed, fortælleren selv mener at lægge for dagen:
”Kansleren lod nu sin første beslutning meddele. Fra dette øjeblik at regne indgik alle indkaldte og forsamlede i det, der nu officielt blev udråbt til Hofrådens Krigs- og Fredskommite. Der ville blive oprettet en forretningsorden, som alle tilstedeværende bedtes undertegne. Meddelelsen blev modtaget med næsten glæde og en udtryksfuld lettelse. Det var en komite, der kun to gange tidligere var blevet nedsat i historisk tid, og alle vidste at der blandt tidligere medlemmer taltes ikke så få honorære krongodsforvaltere og hofråd. Rigets Gazelleorden af mindst 2. grad var næsten givet på forhånd.” (s. 103).

Enkelte af samlingens noveller er mere traditionelle. Således handler ”De tre drenges klub” om den forvirring, der følger i kølvandet på spirende seksualitet. Men også i denne fortælling dukker magtmotivet op, da drengene vil vise deres mandighed ved at stille krav til en pige; krav som hun bestemt ikke finder rimelige.
Brønnum mestrer at ridse nogle meget alvorlige og genkendelige tilstande op. Men samtidig kiler hans humor sig ind i alvoren, hvorved det afsløres, hvor små mennesker magtmisbrugets udøvere i virkeligheden er. De er alle som de små, forvirrede drenge, der vil puste sig op til noget, de ikke er.
”Fortællinger fra undergrunden” er en barsk, morsom og tankevækkende novellesamling.