torsdag den 16. august 2018

Hulda Lütkens talent og "det kontrollerede overspændte"

Hulda Lütken:
”Degnens Hus”, roman med efterord af Hans Otto Jørgensen
Udkom første gang i 1929, Gladiator 2018, 349 sider, 300 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen
Forlaget Gladiator har en serie udgivelser ved navn ”Sandalserien”. Den består af ”klassikere på kanten af den etablerede kanon”. Forlaget genudgiver m.a.o. dansk litteratur med fokus på perioden fra det moderne gennembrud til ca. 1980. Formålet er at trække glemte og/eller oversete forfattere frem i lyset igen. Måske endda give dem en ny chance for at blive (aner)kendt. Kvindelige forfattere får også god plads her. Således også Hulda Lütken (1896-1946), hvis debutroman ”Degnens Hus” er den 27. i serien. Den har jeg læst. Jeg vil ikke sige med stor og udelt fornøjelse. Men forlagets intention er sympatisk, og romanen har også sine momenter, ligesom Hulda Lütken ubetvivleligt havde talent.

Hans Otto Jørgensen har skrevet efterord til romanen, og af det kan man læse, at hun er født og opvokset i Elling nord for Frederikshavn. Hendes far var skolelærer, en ikkelokal intellektuel, som sværmede for Brandes og socialisme. Moderen derimod var bondsk og havde taterblod i årerne. Disse to skikkelser genkender man i fortællingen som hovedpersonen, Lina, og hendes mand, Peter.

Forfatteren har været 33 år, da romanen udkom første gang i 1929. På det tidspunkt har hun et forlist ægteskab og en bortadopteret søn i bagagen. Hun arbejdede som husbestyrerinde i København og hang ud med Tom Kristensen og co. Der var nogle, der havde øje for hendes talent! En af grundene til, at hun ikke blev kendt i videre kredse, var nok hendes køn og hendes endnu mandsdominerede samtid. Måske havde det hjulpet, om hun var blevet ældre end sine 50 år.

Det kontrollerede overspændte
En anden eller tredje grund var, at hun af kritikerne blev anset for at være ”overspændt” og personerne ekstreme. Der sker ikke alverden med de personer fortællingen igennem. De er, som de er, man skal ikke vente nogle overraskelser. Det er sandt nok, det med det overspændte og ekstreme.

Men som Hans Otto Jørgensen påpeger, så er ”det overspændte kontrolleret”. Forfatteren ved godt, hvad hun gør, og hun vil noget med det, hun gør. I stedet for at lade modsætninger mødes og brydes i de enkelte personer, så rendyrker hun typer og sætter på den måde kultur og natur op imod hinanden, ligesom hun gør det med drøm og virkelighed, ånd og hånd, tro, overtro og vantro, og meget mere.
”Degnens Hus” er omdrejningspunktet for fortællingen.

Der bor Lina og Peter, og vi hører også om Linas gudfrygtige mor, Martha, og hendes far, Lars. Og om andre personer i det lille landbosamfund. Og om Linas og Peters børn, hvoraf den yngste datter, Maria Magdalene, er den eneste markør af fortælleforløbets udstrækning. Hun fødes i begyndelsen af fortællingen og er endnu en skolepige ved slutningen – og det er ikke noget, man er ret længe i det samfundslag, romanen beskæftiger sig med. Man ser for sig gang på gang billeder som van Goghs ”Kartoffelspisere” og Brendekildes ”Udslidt”. Det er barske vilkår, som kunsten er med til at henlede opmærksomheden på.

Mændene er nogle skvat
Mændene i romanen er nogle skvat. Peter, degnen, er en fremmed fugl. Det er en fattig egn, han er kommet til, hvor håndens arbejde er meget påkrævet, og åndens mindre agtet. Han er fritænker uden rigtig at have formatet til at være det. Som hans modpol står hans svigermor, Martha, som tilskriver alt Guds vilje og samtidig døjer noget med, at hun har svært ved at tilgive SIN mand, at han render til andre kvinder. Hankønnets skrøbelighed kommer også til udtryk ved, at Linas drengebørn dør fra hende. Og den ene søn, som lever, er født med et hareskår. Linas sorg og udmattelse skildres uden svælgen, det er en karsk realisme og ikke megen trøst at hente.

Skønt Peter synger i kirken hver søndag – det er en del af hans stilling som degn (og vel den, hvor han gør mindst skade. Nogen stor pædagog er han ikke) – så benægter han hårdnakket, at der overhovedet er en Gud. Lina, deler hverken moderens blinde tro, som også har elementer af overtro, eller ægtefællens totale afvisning. Hendes gudsforhold er måske genkendeligt for mange i dag: hun skænker det ikke mange tanker i det daglige, men uanset om han er til eller ej, så har netop det spørgsmål det med at trænge sig på, når livets storme også gør det. I sådanne situationer er det godt at vide, at andre tror.

”Ak, den stakkels Moder, hun var meget syg. Lina nænnede ikke at sige hende imod. Det var ogsaa paa en Maade saa godt at høre, at han var hos Vorherre; selv om hun ikke troede det, saa varmede det hendes Hjerte alligevel…” (s. 243) Hun er på mange måder sin mand overlegen: hun får noget fra hånden, men har også et åndsliv, i hvert fald læser hun gerne trods sine kun tre års skolegang, og hun er et både drømmende og reflekteret menneske, selv om hun må tage natten til hjælp for at få stunder til det.

Lyst til at irritere
Hun vender Peters argumentation imod ham på den allerspydigste vis, da hun, overmandet af foragt for ham, får ”Lyst til at irritere ham med et eller andet” (s. 182) og derfor siger, at han ikke er en far for sine børn. Han misforstår det i biologisk retning. Det fanger hun straks og siger: ”Du ved, en Fader kan ikke bevises!” Ligesom en Gud ikke kan bevises – det beror på tillid.
Mænd er noget pak, skrøbelige og/eller latterlige. Ægteskaber er ingenlunde noget, man har for sin fornøjelses skyld, men fordi at når man i sin dårskab har sagt A, så hænger man også på B.

Modsætninger mødes. Han, den evige jøde, var flakket omkring som huslærer. Lina og han mødtes på den lokale højskole, hvor han holdt foredrag. De blev betaget af hinandens skønhed, og hun fik ham til at søge stillingen som degn. ”Han havde været det fremmede for hende, det uforklarlige, Kulturmennesket, hun ikke kendte, men føle sig draget mod. Han havde lammet hende med sine skarpe Domme, sine Foredrag, sit Fritænkeri – der kaldte paa Hedningen i hende – og sit Had til det snævre og almindelige. Luft til alle sider havde der været i Førstningen. – Siden havde Dagliglivets irriterende Smaating trukket en graa Hinde over deres Samliv”. (s. 37)

Således er der nok noget, der er genkendeligt for læseren af i dag, fordi det er alment menneskelige sager, der beskrives i Hulda Lütkens roman, når hun taler om kærligheden og om sorgen. Modsætningerne udforskes i fortællingen på en måde, så man ikke er i tvivl om, hvor forfatterens sympati ligger. Det er interessant, men interessen forbliver mestendels på afstand. Rigtig grebet af fortællingen blev jeg ikke. Ikke så meget pga det overspændte, som pga at man forbliver tilskuer til nogle tableauer fra en svunden tid og svundne vilkår.

Der tilføjes ikke noget nyt til forståelsen og indsigten i den tid og de vilkår. Som teolog med interesse for litteratur er der noget at hente – men som læser kom denne roman ikke til at stå som det helle, som læsning gør det for Lina: ”En ny Verden rulledes op for hende. Linas Fantasi og Drømme næredes. Bøgerne blev hendes Fryd, hendes Luksus, Glæden i hendes ensformige Liv. Livet i bøgerne blev det Liv, hun skulde have levet.” (s. 39)

Dog: Hatten af for Lina - og for Gladiator, fordi forlaget påtager sig opgaven med at udfordre den mere etablerede kanon.

tirsdag den 31. juli 2018

Mennesker, der taler præcis sådan

Arne Ziebell Olsen: ”Pizza nummer 25”, noveller, Skriveforlaget 2017, 155 sider, 199,95 kr.

af Egil Hvid-Olsen 
Nu er der tredje gang, jeg begynder forfra på denne anmeldelse. Det er frustrerende! Grunden er ikke, at Arne Ziebell Olsens novellesamling ”Pizza nummer 25” er dårlig. Årsagen skal findes i den stik modsatte kendsgerning. Der er simpelthen ikke noget nævneværdigt at slå ned på, så der kan skabes en smule modvægt til al rosen. Derfor er de første to forsøg blevet gabende kedsommelige.

Ubrugelige kritikpunkter
Ganske vist kunne jeg godt nævne de tre-fire steder, korrekturen har overset. Men dels havde de ingen betydning for forståelsen, dels er det nærmest umuligt at undgå nogle få fejl af den slags. Jeg kunne også beskrive min irritation over, at nogle af replikkerne i et par af novellerne virkede en smule kunstige. På den anden side udgør min fornemmelse ikke for alvor en anke, for da jeg tænkte efter, måtte jeg konstatere, at jeg faktisk er stødt på mennesker, der taler præcis sådan, som Ziebell Olsen beskriver. Dermed tog borte også det kritikpunkt. Altså må det følgende blive en ensidig lovprisning af den fine novellesamling. Ikke sådan forstået, at den kommer i kategorien ”Årets bedste udgivelser, 2017”, men sådan at der slet og ret er tale om en gennemført god og gribende læseoplevelse.

Karaktererne lever videre
Ofte efterlader noveller mig en smule irriteret, fordi jeg lige har lært nogle karakterer at kende, som jeg pludselig ikke kan følge længere. Måske får irritationen mig ubevidst til at skubbe handlingen og personerne fra mig, for snart er novellen glemt. Sådan er det ikke med novellerne i ”Pizza nummer 25”. I mit hoved lever personerne videre efter endt læsning. Måske skyldes det, at karaktererne ligger tæt op af personer, man kan møde i dagligdagen. Der er ikke noget eksotisk over dem; snarere tværtimod. Mange af dem er nogle stakler, andre er viljestærke, men for dem alle gælder, at de er helt almindelige mennesker.
Samlingen indeholder 15 noveller af forskellig længde og indhold, men hver og en er medrivende. Den ene fortælling lokker læseren til lige at snuppe den næste med, også selvom en del af dem er barske og uhyggelige, mens andre ligefrem er ækle. Atter andre er rørende eller morsomme. Når man ikke kan slippe bogen, er det, fordi Ziebell Olsen med et letforståeligt sprog formår at ridse nogle personer og situationer op, som man straks får lyst til at vide mere om. Samtidig er han i stand til at forbavse sin læser ved at give nogle af fortællingerne uforudsigelige retninger, når man ellers lige tror, at man har styr på, hvad der skal ske. Dette gør han på en måde, der ikke virker forceret, men blot får læseren til at stoppe op og tænke: ”Hvad skete der lige der?”, hvorefter man haster videre.

Offeret er jægeren
Arne Ziebell Olsen er god til at markere vigtige detaljer med få sætninger. Ikke så lidt er sagt med en indledningssætning som: ”- Så De kan nok forstå, doktor, at jeg er et meget ulykkeligt menneske!” (s. 33). Snart udfolder der sig en historien om en kvinde, der anser sig selv for at være et offer, men hurtigt viser sig at være jægeren. Det er nok samlingens mest morsomme novelle. Den er i hvert fald temmelig grovkornet, og nok også en anelse politisk ukorrekt. Et eksempel, der slår stemningen an i en anden af novellerne, lyder således: ”Man så hende ofte gå omkring i kvarteret med hurtige, trippende skridt. Hunden, en voldsomt fed, astmatisk gravhund med små, tykke ben gryntede, når hun ligegyldigt trak den efter sig.” (s. 123). Herefter følger en frygtelig, sorthumoristisk historie om menneskelig selvudlevering og andres udnyttelse af dén, der ikke selv formår at sige fra.

Socialrådgiverens erfaringer
Ziebell Olsens evne til at skære ind til benet skyldes muligvis, at han, ud over at være forfatter, også er socialrådgiver. Dette job må have givet ham kendskab til vidt forskellige mennesketyper på begge sider af skranken. Nogle af de karakterer, han lader få liv på papiret, skildres som sympatiske, andre ikke. Andre viser sider af sig selv, man ikke havde regnet med, hvilket er den mest troværdige skildring af mennesker generelt, for ingen af os er enten gode eller onde. Livets tilskikkelser puffer og river i os, så vi ikke altid har øje for, hvilke konsekvenser vore beslutninger og handlinger får for os selv og andre. Atter andre karakterer har kun få brikker at flytte rundt med, mens deres modsætninger er udspekulerede, og en tredje gruppe er ansvars- og omsorgsfulde. En fjerde og sidste slags karakterer er i deres følelsers vold.

Hverdagsdramaer
De 15 noveller er hverdagsdramaer. Dramaer, der ofte får store konsekvenser for de implicerede. Ziebell Olsen kan tage gamle temaer op og forny dem, som i historien om drukkenbolten, der finder en baby. Andre gange er problemstillingen helt ny som i novellen ”Fejlen”, der fabulerer over det moderne menneskes afhængighed af teknologi. På den måde kommer ”Pizza nummer 25” vidt omkring.
Ofte sidder man efter endt læsning af en novellesamling med en klar fornemmelse af, hvilke noveller, man syntes bedst om. Sådan har jeg det ikke med Ziebell Olsens samling. Hver for sig har novellerne kvaliteter, der gør dem alle værd at læse.
Vil man have noget at kritisere, skal man altså kaste sig over en anden bog end Arne Ziebell Olsens ”Pizza nummer 25”, der hermed er varmt anbefalet.

tirsdag den 24. juli 2018

Digtekunst i verdensklasse

Mistral i udvalg
Oversat til dansk af Malene Boeck Thorborg
Det Poetiske Bureaus Forlag 2018
Bureauets Klassikerbibliotek

Af Carina Wøhlk
Ét menneskes digteråre kan få blodet til at trille og tralle i andres. Årer, altså. Jeres hengivne anmelder synger med krop og sjæl efter læsning af Gabriela Mistrals digte. Der er ganske enkelt tale om digtekunst i verdensklasse.

Den kendsgerning, at digtene nu er tilgængelige i udvalg på dansk, er en lille litteraturhistorisk begivenhed, som ikke bør gå upåagtet hen. Køb dem. Læs dem. Lad sangen få vinger - og vær beredt på at blive taget med storm.   

Apropos storm: Gabriela Mistral er et pseudonym - sandsynligvis med hilsen til ærkeenglen Gabriel og den barske middelhavsvind ved navn mistral. Bag forfatterpseudonymet gemmer sig chileneren med det knapt så mundrette navn Lucila de Maria del Perpetuo Socorro Godoy Alcayaga (1889-1957). 

Den chilenske digter er et stormfuldt bekendtskab med noget på hjerte. Hun hører til blandt det 20. århundredes væsentligste latinamerikanske digtere. Som den første sydamerikaner nogensinde modtog hun Nobelprisen i litteratur i 1945. Og det er ikke uden grund.

Urkræfter
Mistral skriver på en og samme tid insisterende og inderligt. Hendes digte rummer stærke kvinder af mytisk format, vild natur og dramaer på liv og død. Urkræfter fosser ud af de passionerede digte, hvis yderpoler udgøres af is og ild.

I sin digtning trækker Mistral på Chiles geografi, indiansk shamanisme, græsk mytologi og bibelske fortællinger.  Hendes tone vibrerer af skønhed og lidelse – ikke på hjerte-smerte-måden, nej, langt mere subtilt.

Trods tilværelsens fortrædeligheder giver digtene læseren lyst til at kysse livet på munden og kramme et træ. Og når det nu ikke kan blive en ceder eller cypres, kan et dansk bøgetræ også gøre det. Digtene smager af sand, stigende safter, støv og størknet hjerteblod. Og de smager af mere.

Bibelske referencer
Som anmelder med teologisk baggrund er det interessant at fordybe sig i Mistrals brug af bibelsk materiale. Digtet Nocturne (se s. 279) er en enestående langfredagselegi. Og hendes ”Gale litanier” (se s. 133) bringer med sine sanselige ord om forholdet imellem Kristus, jomfru Maria og genfødslen i opstandelsen tårerne frem i øjenkrogen hos læseren.

Som dansker er det desuden pudsigt at læse Mistrals hyldest til den store digter H.C. Andersen (se. s. 381). Dette møde imellem to digtersjæle på tværs af tid og rum er ganske bevægende.

Vellykket oversættelse
Samlingen Mistral i udvalg er oversat af Malene Boeck Thorborg. Men hver enkelt digt optræder også i sin oprindelige form – på spansk, så der er mulighed for synoptisk læsning, hvis læseren vel at mærke behersker det spanske sprog. 

De læsere, der ikke forstår spansk, kan glæde sig over en uendelig fin oversættelse, der efter denne anmelders dømmekraft læner sig elegant op ad originalsproget. Oversættelsen er præget af nerve, rytme - og sans for digteren bag ordene.

Spændende introduktion
Oversætteren er nemlig connaisseur. Digtsamlingen indledes af Boeck Thorborgs fyldige og spændende introduktion til Mistrals liv, historie og forfatterskab. Boeck Thorborg pirker til den forfattermyte, der omgiver Gabriela Mistral. Det lykkes hende at skabe et nuanceret billede af en kompleks personlighed og en sublim digtning, der kalder på en større læserskare. Det har den fortjent.

tirsdag den 17. juli 2018

Stevensons opgør med Victorianismen

Klassikerlæsning

Robert Louis Stevenson: ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde”
Fremad 1985, 107 sider, oversat af Arne Herløv Petersen.

Af Egil Hvid-Olsen
”I næste øjeblik trampede han med abelignende raseri sit offer under fode og lod en sand storm af stokkeslag regne over ham, så man kunne høre knoglerne knække og kroppen trampet ned på vejen.” (S. 33).

Sådan beskriver den skotske forfatter Robert Louis Stevenson (1850-1894) et mord begået af den mystiske Mr. Hyde, hvis klejne udseende får folk til at smile, men kun indtil han retter sit djævelske blik mod dem. Da farer de nervøst sammen, vender blikket bort og trækker sig forskrækket væk.

Fremstillingen af Mr. Hyde skaber den gotiske uhygge, der gør romanen værd at læse, selvom man allerede kender plottet. Ganske vist kan det svulstige sprog virke en smule komisk, men samtidig skildrer det de akademisk dannede og kulturbærende hovedpersoner ganske godt. De er så bevidste om deres stand og det ansvar, der følger deraf, at de aldrig ville drømme om at formulere sig mindre omstændeligt, end Stevenson lader dem gøre og også selv gør, når han optræder som den alvidende fortæller.

Opgør med victorianismen
Stevenson voksede op under victorianismen, hvor man forsøgte at lægge låg på blandt andet seksualiteten med en stram moral. Som søn af borgerskabet blev han offer for denne puritanisme. Imidlertid tvang tuberkulose ham til at forlade fædrelandet og søge mod varmere himmelstrøg, hvor han ernærede sig som forfatter, selvom han var uddannet jurist. Han fik succes med romanen ”Skatteøen” fra 1883, men skrev også noveller, essays, rejseskildringer og digte. Stik imod den hjemlige moral giftede han sig med en fraskilt dame. De endte med at bosætte sig på Samoa i Polynesien, hvor han døde som 44-årig af en hjerneblødning.

”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” kan læses som en kritik af victorianismens fortrængninger. Den respektable Dr. Jekyll, der er træt af at være underlagt tidens konventioner, opfinder en mikstur, som kan adskille den moralsk uangribelige side af hans person fra hans drift- og lystdrevne side. Ved indtagelsen af miksturen ændrer doktoren udseende og personlighed, hvilket gør det muligt for ham at udføre lyssky handlinger, uden at de kan tilbageføres til ham, for selvom hans alter ego, Mr. Hyde, kan følges hen til Dr. Jekylls hjem, er han som sunket i jorden, hvis huset gennemsøges. Jekyll skal nemlig blot drikke en anden mikstur for at sætte en stopper for forvandlingen.

Imidlertid mister doktoren lidt efter lidt selvkontrollen. Jo flere gange han får mulighed for at slippe ud af den undertrykkende morals klør, des mere appetit får han på den hensynsløse frihed. Trin for trin giver han sin mørke side mere og mere magt, selvom han ved, at han derved udsætter både andre og sig selv for fare. Således kan romanen ses som en kritisk kommentar til victorianismen, der undertrykker drifterne i en sådan grad, at de truer med oprør. At seksuelle drifter ikke bare kunne gemmes af vejen blev afsløret i og med, at prostitution var et særdeles udbredt fænomen i denne periode. Men også dette undlod man at tale om. Det er denne altomfattende fortielse, Stevenson problematiserer i sin roman.

Mikstur som rusmiddel
Dog kan der også lægges andre tolkninger ind over romanen. Dr. Jekylls mikstur kan ses som en litterær henvisning til forskellige former for rusmidler. Hvad enten det drejer sig om alkohol eller narkotika, kan indtagelse heraf medføre personlighedsændringer. Nogle mennesker bliver ualmindeligt kærlige ved indtagelse af rusmidler, mens andre bliver aggressive. Hæmninger skubbes til side og skaber en følelse af frihed, hvilket kan medføre afhængighed. En sådan lider Dr. Jekyll under. Ved at blive Mr. Hyde, kan han kaste alle hæmninger af sig, og netop fordi hæmningerne er så mange og er bundet så stramt, er det en aggressiv, ond og hævngerrig oprører, der viser sig.

Arvesynd i fuldt flor
Enkelte steder i romanen – særligt i den del, der indeholder Dr. Jekylls optegnelser – taler for en tolkning, der ser den som inspireret af den kristne arvesyndslære.

Doktoren redegør for, hvordan han havde håbet, at hans opfindelse ville gavne ham: ”Synderen kunne i fred gå sin vej, adskilt fra sin mere retskafne tvillings ærgerrighed og anger, og den retskafne kunne roligt og sikkert fortsætte ad sin vej opad og kun gøre de gode gerninger, hvori han fandt sin glæde uden at udsætte sig selv for vanære og bod som følge af det onde udenfor ham. Det var menneskehedens forbandelse, at disse uforenelige knipper således skulle sammenbindes – at disse polære tvillinger i bevidsthedens pinte skød uafladeligt skulle kæmpe mod hinanden.” (S. 85).

Hermed sætter Stevenson fokus på syndefaldsmytens stærkeste pointe, nemlig at intet menneske er fejlfrit. Alle falder for fristelsen til at tænke på sig selv, uden at overveje konsekvenserne for andre. Alle har ikke blot en god, men også en ond side. Det er disse to sider, Jekyll vil adskille. Men i sidste ende lykkes det ham ikke. Hans onde side tager magten over ham, fordi den styrkes af sin frihed. Dette kan nok kun lade sig gøre, fordi forsøget er drevet af Jekylls ærgerrighed. Han vil dyrkes som den gode, dygtige doktor og må derfor skaffe sig af med sin onde side, men netop i kraft af ærgerrigheden, slipper Hyde aldrig sit tage i sin ophavsmand. Dr. Jekyll er Mr. Hyde.

På den måde bliver ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” en kristen fabel, der prøver at finde en gylden middelvej mellem victorianismens puritanske fortrængninger og den ubegrænsede frihed og driftstilfredsstillelse, der kaster ethvert ansvar fra sig.

Som læser behøver man ikke at vælge mellem de forskellige tolkninger. Man må blot glæde sig over, at en bog, hvis indhold nærmer sig en knaldroman, formår at italesætte så mange alvorlige dilemmaer.





tirsdag den 10. juli 2018

Fortielsens tyranni

Karin Shakoor: ”Russerunge”
Egolibris 2016, 318 sider, 299,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
”’RUSSERUNGE’ er en litterær perle af den dybt bevægende slags […] Det er en bog, der minder én om alt dét, litteratur kan.” Sådan står der på bagsiden af Karin Shakoors debutroman.
En sådan bagsidetekst havde jeg svært ved at tage alvorligt – lige indtil jeg begyndte at læse romanen. Få sider inde i den var jeg solgt. ”Russerunge” ER en litterær perle!

Billedrigt sprog
Bogen er ikke svær, men skal dog læses med rolig puls, så man ikke går glip af de fantastiske sproglige billeder, der fletter sig ind i fortællingen og placerer læseren ved den lille Kajsas side, så man eksempelvis mærker det samme mørke, den samme fugt og den samme kulde, som omgiver hende: ”Fra toppen af den store granitknude med fyret begynder sirenen brat sin klagende tuden, og straks efter ruller tågen ud af mørket. Den kommer ind fra havet som en drivende mur og slukker måne og stjerner. Den ændrer lyden af vore skridt, udvisker alle konturer og gør os usynlige. Da vi igen kommer til syne, er det under lampen over butikstrappen. Vi blinker af væde i hår og bryn og tøj, og jeg er som en klam kludedukke, der kan falde om når som helst.” (s. 32). Det er en morsom perspektivforskydning, der er fra Kajsas fornemmelse af at blive pakket ind i tåge til at blive set udefra, da hun og moderen ”igen kommer til syne”.

Personkarakteristikken er også fantastisk. Her er et enkelt eksempel: ”Damefrisørens hår er sort som rågefjer, og hun har altid et ark papir hængende foran sit indre blik. På det har hun noteret, hvad hun ønsker sig af livet: mågestel, barskab i palisander, perler, pels og badeværelse med kar. Indtil nu har hun samlet mågestel til seks personer. Pels og badekar kræver ægteskab, og om hun vil gå så langt for at nå sine mål, er endnu ikke afklaret. Hun ved meget om byens intime kvindeliv og underholder gerne med sin rødt tegnede mund, men lige nu er hun kun opmærksom på de mange blikke, der hviler på hende. Hun lukker øjnene halvt og giver sig hen i dansen.” (s. 80).

Lillebysamfundet skildres med lige dele skarphed og omsorg, så man føler sig hensat til en roman af William Heinesen.

Den lille piges forståelseshorisont
Der er ikke den store fremdrift i romanen, for den følger blot den først syv- og siden 13-årige Kajsas dagligdag. Der er dog stor underholdningsværdi i de mange iagttagelser, hun gør sig. Særligt i den første halvdel, hvor det er den syvårige pige, der fortæller, er iagttagelserne uformidlede, fordi Kajsa ikke selv forstår, hvad der foregår. Derfor kan det også være svært for læseren at gennemskue det. Forståelseshorisonten er indsnævret, så læseren bliver ét med den lille pige. Noget lignende er sket tidligere i litteraturen, men jeg er aldrig stødt på det i så gennemført grad. Det eneste, der skaber lidt afstand mellem romankarakteren og læseren, er, at Kajsa har et alt for veludviklet sprog i forhold til sin alder. Men det er som nævnt det levende, billedrige sprog, der gør romanen så dejlig at læse. Selvom sproget er modent, formulerer det sig hele tiden på barnets præmisser, som her, hvor Kajsa besøger et hjem, hvis beboere, hun frygter: ”Der er en underlig lugt, og henne i paraplystativet står et par brune stokke og hvisker om prygl.” (s. 165).

Kajsas fejl
Kajsa vokser op på Bornholm i 1950-erne og 60’erne. Hendes levende fantasi sørger for at fjerne alle fysiske forhindringer, så læseren følger hende med ned i det dybe vand, op i skyerne, ned i gravene og ud i skovene. Fantasien er et nødvendigt opretholdelsesværktøj for pigen, der ved, at hun har en fejl. Præcis hvad fejlen går ud på, er hun dog ikke klar over. Hun kan bare mærke det på sin mor, der aldrig er uforbeholden i sin kærlighed.
Kajsas forældre tilhører missionen. De har deres daglige gang i missionshuset, hvor faderen leder kirkekoret. Det ville være så let at sable disse mennesker ned, men det gør Karin Shakoor ikke. Med kærlig humor skildrer hun den del af byens indbyggere, der lever på en måde, som de anser for bedre og mere gudvelbehagelig, end den livsførelse, der præger andre. Der er massevis af beskrivelser af det lidt sekteriske, tilbageholdte liv, de missionske fører. Det er ikke kun kedeligt. Her er vi til julemiddag hjemme hos Kajsa, hvor højtiden tillader en vis form for livsnydelse: ”Faster har glemt sin talje og tante Bertha sin nervøse tarm. To ensomme søstre fra missionshuset holder på bestikket med tynde, blålige fingre og gumler stille i takt, de tager ganske små bidder og lukker øjnene hver gang, de synker. Det lader til, at de holder øje med maden, om den nu glider pænt ned i maverne, hvorfra der kommer rumlende lyde.” (s. 178).
Fra kirke og missionshus sættes der skel mellem de frelse og alle de andre. Og dog er de missionske ikke i tvivl om, at også de kan begå fejl. Dette bliver bekræftet, da det afsløres, at den fejl, Kajsa har taget på sig, ikke er hendes, men de voksne familiemedlemmers.

Fortielsens tyranni
Da Kajsa er 13, udvides hendes perspektiv. Året er 1965 og atomtruslen en realitet. Under en gudstjeneste Alle helgens dag, drager hendes tanker på langfart, da dommedag kommer på dagsordenen: ”Vi skal ikke frygte noget, men det gør vi alligevel. Russerne var her under krigen, det var lige noget for dem, og får de chancen, kommer de igen og jager os ind bag Jerntæppet. Jerntæppet er foldet og himmelhøjt, det er gråt og loddent som ståluld, men tusind gange stærkere. Ingen vind kan bevæge det, ingen regn, ingen is, intet jordskælv. Bag det bor gudsfornægterne.” (s. 262).
Selvom det stadig er en meget konkret forståelse af noget abstrakt, fornemmer man forskellen på den lille Kajsa, der fortalte tidligere, og den pige, der nu har påbegyndt sine teenageår. Og dog er der stadig rigtig mange ting, Kajsa ikke forstår og som sætter sit præg på hele hendes tilværelse. Hvad den fejl, hun tillægger sig selv, består i, har man som læser gennemskuet for længst, hvilket blot gør det endnu mere smerteligt at følge pigens manglende mulighed for at gennemskue, hvad det er, de voksne ikke fortæller. Hun lider under fortielsens tyranni.

Morskab og desperation, lune og forfærdelse 
Sprogligt er ”Russerunge” en af de mest gennemførte bøger, jeg længe har læst, og hvad angår handlingen rummer den både morskab og desperation, lune og forfærdelse samt meget af det, der ligger mellem disse modpoler. Kort sagt: Den bør læses af mange.


tirsdag den 3. juli 2018

Når Per Gammelgaard skærer ind til benet

Per Gammelgaard
Dør om dør
Jensen & Dalgaard

Af Anne Rye Andersson
I ’Dør om dør’ slår Per Gammelgaard endnu engang fast, at han er en fremragende forfatter, og ligeledes en forfatter med noget på hjerte.

Mit første bekendtskab med Per Gammelgaard var romanen ’Englekrøller’, der udkom i 2016 på forlaget Jensen & Dalgaard. Jeg var begejstret dengang, og jeg er begejstret nu. Per Gammelgaard evner at fusionere det velskrevne med virkeligheden på en sådan måde, at man som læser suges ind i fortællingen som sad man foran ham og lyttede.

Han har et meget uforceret og flydende sprog, der gør læsningen let som en leg. Det er slet og ret det, god litteratur (også) kan.

Per Gammelgaard har et stort katalog af tidligere udgivelser, og den erfarne forfatter skinner igennem med et skarpt sprog, den sikre forfatterhånd, der kender sine læsere, eller sådan føles det ikke desto mindre.

Verdensborgeren
’Dør om dør’ er fortællingen om verdensborgeren Ernst Krumbak, der lever sit stilfærdige liv i en globaliseret verden, der synes at vedkomme ham mere og mere, som tiden går. Vi følger et venskab, der blomstrer, men også udfordres af den skæbne, mennesket er tildelt. Via venskabet får vi indsigt i, hvordan verden også kan se ud uden for de trygge danske rammer, hvordan mennesker på flugt og i krig er mærket for livet og skal tilpasse sig en foranderlig verden, skal kunne rumme næsten sammen med egne dæmoner og leve dør om dør med resten af verden.

Til sammenligning med ’Englekrøller’, der var fyldt med ordblomster, er der i ’Dør om dør’ skåret ind til benet. Gammelgaard demonstrerer, at han kan skrive vedkommende prosa, der sidder lige i skabet, uden omsvøb, men at han også mestrer smukke miljøbeskrivelser som i ’Englekrøller.

Paletten er bred, men i ’Dør om dør’ virker det til, at Gammelgaard har en presserende agenda, nemlig at få læseren til at vågne op af den trygge blund og se verden i et andet perspektiv. Det gøres benhårdt og med mådehold, der betegner den garvede forfatters pen, den evige balance.

Jeg vil anbefale alle at læse ’Dør om dør’. En meget smuk bog om venskab, kærlighed, relationer, den globale verden, som er flyttet ind i stuen og om, at når man giver lidt af sig selv, så får man også noget tilbage.