søndag den 26. januar 2020

Gustav Munch-Petersen genudgivet i smukt boghåndværk

Gustaf Munch-Petersen: ”Nitten Digte”, 2019.
Illustreret med farvetræsnit af Erik Hagens. Efterskrift af Mogens Bjerring-Hansen.
New Graphic Society, 62 sider, 600 kr., udgivet som privatbind i et oplag på 90 eksemplarer, sælges bla. i Clausens Kunsthandel.

Af Egil Hvid-Olsen

”Se Solen, Solen,
føl Luften i det levende Bryst,
Græsset under Foden i Glæde, Glæde -,
endnu lever du jo - !
O, se, Solen staar op,
se, dit Barn sover,
-  se - !
Endnu lever du jo,
din Kvinde glæder sig i dit Hus –
- Fyld dine Øjne med det varme, herlige Lys -,
levende Broder!”

Sådan skrev Gustaf Munch-Petersen i digtsamlingen ”Nitten Digte”, der udkom første gang i 1937. Kort efter forlod digteren uden varsel sin gravide kone og datter for at melde sig som frivillig i den internationale brigade, der hjalp de spanske regeringsstyrker i kampen mod Francos tropper. I marts eller april 1938 faldt Munch-Petersen, 26 år gammel.

I årene inden havde den unge mand skrevet en række bemærkelsesværdige digte, hvoraf en del var stærkt inspireret af surrealismen. Denne inspiration var også tydelig i hans malerier og tegninger, hvilket er anskueliggjort i bogen ”malerier og digte. gustaf munch-petersen”, der er redigeret af Martine Cardel Gertsen og Erik Hagens og udgivet i 2008 på Forlaget Sohn. Heri findes også en række af Munch-Petersens tidligere digte.

Munch-Petersen var kompromisløs. Han var sine akademiske forældres store bekymring, fordi han ikke valgte en sikker levevej, men kastede sig ud i et liv som boheme og eventyrer. I perioder opholdt han sig i udlandet. En lang sommer knoklede han i kryolitminerne i Ivigtut for at skaffe penge at leve for, indtil han kunne ernære sig som digter.

I 1935 boede han i sine forældres sommerhus på Bornholm. Her mødte han den lokale keramiker Lisbet Hjorth. De forelskede sig og flyttede sammen. Da Lisbet blev gravid, giftede de sig. Det var i 1936.

Året efter udkom ”Nitten Digte”, der blev positivt anmeldt i de få aviser, der skrev om samlingen. Selvom Gustav Munch-Petersen var politisk engageret og frustreret over situationen i Spanien, gjorde den lille families rolige kunstnerliv det endnu sværere at forstå, at han pludselig – små to måneder inden sin anden datters fødsel – forlod familien for at deltage i kampen mod Francos tropper. Dette valg står i kontrast til det tilsyneladende selvbiografiske digt, der indeholder opfordringen til at se alt det, der er værd at glæde sig over: Solen, det sovende barn, den glade kvinde og det herlige lys.

Krig og en enkelt asters
I dele af ”Nitten Digte” beskrives den bekymring eller protest over tingenes tilstand, der fik Munch-Petersen til at træffe sit skæbnesvangre valg. Således påkalder han…

”[…] Magter, som styrer, usynligt for Sjælen,
Trældom og Nød, skælvende Glæde,
Krige og Rædsler, Skændsel og Synd […]”

Denne påkaldelse leder videre til en bøn:

”[…] Magter, jeg tigger i Pine,
Giv mig Lys for mit Virke,
Magter, lade mig ikke dø unyttig,
Mægtige, brænd Eders Mærke
dybt ind i mit vaklende Sind – ”.

Men selvom samlingen udfolder tanker som disse, og selvom størstedelen af de 19 digte beskriver vinterhalvårets natur på Bornholm, så er helhedsindtrykket lyst og fuld af forundring. Der er poetiske beskrivelser af solnedgange, af bølgernes bevægelse, af storm og havblik, af fugle, vandmænd og fiskere. Der er intens sansning over et digt som ”Skæret”:

”Sorthvide Maager
med gule Næb mod Sommerbrisen
paa Skærets Ryg –
[…]
Skærets eneste Asters brænder violet
i Solen -
Fluerne danser over
Maagernes Mødding –
[…]
Maagerne letter –
Strandastersen sidder fast i sin Revne –
Et rødt Sejl dukker op – ”.

Skønt der antydes et fangenskab i sætningen ”Strandastersen sidder fast i sin Revne”, er man helt lettet over, at den bliver, hvor den er, og pynter på skæret.

Vindens bølger i hav og mark
I to på hinanden følgende digte udfolder Munch-Petersen et par beslægtede billeder, der beskriver vindens magt. Det første beskriver havet, som vinden har bragt i oprør:

”- Østenstormen klemmer
Havet mod Klippernes Tænder […]”

Havde havet ikke bestået af vand, fornemmer man den smerte, der var opstået i mødet med klippernes tænder.
I det næste digt er det vintersæden, der må bøje sig for blæsten:

”Regngraa Stormvind
Trykker Vintersæds blaagrønne Spirer
mod sorte Knolde – ”.

Også her opstår der bølger, men ikke af vand:

”Markerne bølger tungt,
Dunkel-grønne Haar følger
i nikkende Dans Stormens
isnende Strøg over krybende Muld – ”.

”Nitten Digte” er erfaringsnær og smuk naturlyrik iblandet et kig ind i privatlivet og ud i den store verden, der på det tidspunkt, hvor samlingen blev skrevet, allerede var blevet antændt og siden skulle udfolde sin ild i 2. verdenskrigs grusomme ødelæggelse. Eller – som Erik Hagens skrev, da han sendte digtene til mig – ”de er rigtig fine skildringer fra årets gang på en ø i Østersøen – med krigslarm og oprørsråb i det fjerne mod øst og syd.”

Naturlyriske træsnit
Erik Hagens er billedkunstner og gift med Gustav Munch-Petersens yngste datter, Ursula. Jeg kender kunstnerparret, fordi jeg har skrevet en bog om Hagens’ store vægmaleri ”EsbjergEvangeliet”. Som det også beskrives i Mogens Bjerring-Hansens fine, oplysende efterord i den nye udgivelse, forklarer Hagens:

”Lige da Ursula og jeg havde mødt hinanden i 1961 – ja, så 2 år efter fik jeg under et besøg hos svigermor på Bornholm et stød uindbundne ark, som aldrig var blevet indbundet og sendt ud som digtsamlingen ’Nitten Digte’ – løsark, som jeg så lavede 20 træsnit til i farver, samlede disse tryk med tilsvarende digte ”Sang”, ”Bølger” mv. i 10 fint udførte kassetter, der så blev foræret væk eller solgt … dengang – det er snart 60 år siden! Illustrationerne er udført med omhu og indlevelse – men allerede få år efter … i de hektiske 60’ere og 70’ere, var det natur-lyriske billedudtryk mig fremmed.”

Den sidste konstatering ses tydeligt af de figurative vrimlebilleder, Erik Hagens er mest kendt for. Han beskriver livet i den danske velfærdsstat, hvor nogle har mere velfærd end andre, og hvor det materielle overskud har både fordele og ulemper. Hagens udøver både samtidsbeskrivelse og samtidskritik i sin kunst. Men sådan forholdt det sig altså endnu ikke i 1963.

Hagens’ træsnit til ”Nitten Digte” har deres eget abstrakte og farverige udtryk. Og dog dukker der enkelte genkendelige motiver frem i de enkelte snit. Nogle henviser til genstande, der indgår i digtet, andre er nok opstået som følge af de associationer, teksten har vakt i billedkunstneren. Alle træsnittene supplerer digtene med hver deres stemning.

Forsidetræsnittet til 1963-udgaven er ført ind på en af de første sider i 2019-udgaven, der i stedet for har vignetten ”Flammen” af Ursula Munch-Petersen på forsiden. Det er bestemt ikke noget dårligt valg al den stund, at Gustaf Munch-Petersen var en kompromisløs person, der vitterlig brændte for de valg, han traf.

New Graphic Societys ”Nitten Digte” er en enkel og meget smuk udgave, hvor tekst og træsnit går op i en højere enhed. Umiddelbart synes samlingen ganske vist lidt simpel med sin kraftige grå papfor- og bagside, men når man åbner bogen, forstår man, at der er kælet for detaljen, så både tekst og illustrationer fremstår smukt og indbydende. Man kan blive helt ærgerlig over, at de enkelte tykke ark er hæftet i bogens ryg, for både digtene og træsnittene ville gøre sig godt i rammer på en væg.

søndag den 19. januar 2020

Alternativet til den eksistentielle ensomhed

Jakob Brønnum: 
”Gensyn med den store fortælling”
Eksistensen 2019, 169 sider, 178 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

I den postmoderne tidsalder er mennesket overladt til sig selv. Overladt til at skabe sin egen tilværelse, sin egen værdi, sin egen mening, sin egen historie. Dets værktøjer er de sociale medier og indkøb. Det postmoderne menneske er åndløst og ensomt i sit fokus på et forbrug, der primært er materielt, men til tider også menneskeligt.

Sådan har det ikke altid været, hvilket Jakob Brønnum med punktnedslag i filosofi- og litteraturhistorien udfolder i bogen ”Gensyn med den store fortælling”. Denne store fortælling spreder sig ud over en lang række temaer, som Brønnum gennemgår undervejs i sin bog. ”Den store fortælling” beskæftiger sig med livet og døden, ja, med selve eksistensen og dens vilkår. Den rummer en rigdom af indsigter på godt og ondt, og den gør læseren klogere på sig selv og andre. Disse indsigter og denne klogskab har mistet sin agtelse og betydning i den postmoderne epoke. At det kun er en epoke, må man i hvert fald håbe på. Brønnum gør med sit ”Gensyn med den store fortælling” en brav indsats for at vække os af vore dages materialistiske tornerosesøvn og genoplive interessen for ”Den store fortælling”, som kan vejlede, advare og skabe det fællesskab, der i dag lider nød.

Intet menneske er en ø
Jeg kan sagtens have svært ved at lægge en bog fra mig, men det gælder som regel romaner. Brønnums lille bog er en undtagelse, der bekræfter reglen. Her er der tale om faglitteratur præsenteret i en essayistiske form, der greb mig, så det ene kapitel trak det næste med sig. Grunden hertil er, at bogen indeholder så mange fine tanker, overvejelser, refleksioner og provokationer – ja, tilmed en del aha-oplevelser – at læsningen bliver fornøjelig, selvom Jakob Brønnum er ude i et meget alvorligt ærinde.

Brønnum ved udmærket, hvad han vil med sin bog – og sin læser. Til tider kan man stoppe op et kort øjeblik og overveje, om den forståelse, han tillægger en litterær klassiker, nu også svarer til forfatterens intentioner med det skrevne. Men dels har enhver forfatter overladt sit værk til læseren (i dette tilfælde Brønnum) og kan ikke gøre krav på den ”rigtige” fortolkning, dels er det svært for læseren af ”Gensyn med den store fortælling” ikke at lade sig forføre og følge Brønnums oplysende vej med de pointer, han lidt efter lidt åbenbarer og samler.

Man kommer vidt omkring. Fra de store græske og romerske filosoffer og mytologier over Dantes guddommelige komedie og senere William Shakespeares skuespil og Goethes klassikere til de store russiske forfattere med Leo Tolstoj og Fjodor Dostojevskij i spidsen. Friedrich Nietzsche nævnes flere gange, fordi han er med til at tale den store fortælling ned. Men den lever dog stadig gennem størstedelen af det 20. århundrede, hvilket afsløres i gennemgange af værker skrevet af for eksempel Franz Kafka, Thomas Mann, Albert Camus, Bertolt Brecht, Ray Bradbury, Ernest Hemingway, J.R.R. Tolkien, Jorge Luis Borges og Jose Saramago. Listen er lang og kunne have været endnu længere, men Brønnum formår at dele ud af de litterære smagsprøver på en måde, så man ikke forspiser sig, men fastholder appetitten.

Brønnum benytter de mange genfortællinger og fortolkninger til at beskrive ”Den store fortælling”, der også er repræsenteret af den allermest betydningsfulde skriftsamling i den vestlige verden, nemlig Bibelen. Også her har Brønnum nogle overraskende, men brugbare fortolkninger, der får læseren til at ønske sig tilbage til dengang, fortællingen ikke blot kredsede omkring den enkelte, men insisterede på, at vi kun lever, fordi vi har andre at leve med. Intet menneske er en ø.

Ikke alt håb er ude
I sin gennemgang giver Brønnum også eksempler på nulevende forfattere, der skriver videre på ”Den store fortælling”, så selvom det står galt til, er alt håb ikke ude. Der findes stadig forfattere, der ser livet i lyset af den fortælling, der også indeholder advarsler mod magtmisbrug og de menneskeskabte, men umenneskeliggjorte markedskræfter. ”Den store fortælling” kan sagtens underholde, men den fortælles aldrig kun for underholdningens skyld. Den fortælles for at skabe en mellemmenneskelig forståelse, man kan lade sig inspirere af. Læser man ”Gensyn med den store fortælling” bliver man klog på både den nuværende periode og de mange forudgående, og desuden får man en ubændig lyst til at kaste sig over en række af de værker, der udfolder ”Den store fortællings” mange temaer.

søndag den 12. januar 2020

På sporet af den tabte søvn

Et essay om Proust og På sporet af den tabte tid


Af Marie Ladefoged

Hvor Marcel lå og sov i sin seng som lille dreng, kunne vi andre pludselig ikke falde i søvn. Vi lå og læste og kunne ikke blive færdige, for bogen syntes uendelig. Hele verden læste den samme bog. Den eneste, som ikke læste den bog var Marcel, for det var ham, som havde skrevet den.

Ovenstående er et umuligt scenarie på mange måde. For det første er Marcel hovedpersonen i romanen og kan ikke læse den roman, som han selv er med i. For det andet kunne der være tale om den anden Marcel, som ikke er Marcel fra romanen, men Marcel fra virkeligheden; Marcel Proust, forfatteren. For det tredje er det nok stadig de færreste på jorden, som læser Proust. For det fjerde, og dette er sporets kardinalpunkt, så ender fortællingen på et tidspunkt, så den er ikke uendelig. På trods af det cirkulære spor med en stadig tilbagevenden til tidligere oplevelser, situationer og personer har fortællingen en begyndelse og en ende. Vi, som ikke forstår de sociale cirkler; vi bliver alligevel en del af den via stedfortræder, og den stedfortræder er den lille Marcel. I begyndelsen kan den lille dreng, Marcel, ikke sove. I slutningen er han pludselig en gammel mand, som opdager, at han rent faktisk er en gammel mand, og at vi alle bliver ældre; først opdager vi måske, at alle de andre bliver ældre, og med en lille forsinkelse indser vi så det åbenlyse i, at vi følger med og er ældet samtidig med alle andre i et parallelt forløb, hvorfor tiden forud umiddelbart er tabt og må henligge i det gamle landskab.

Men er det nu også sådan? Kan det tabte i det levede liv ikke indhentes? Kan den mor, som lå søvnløs med det lille grædende barn ikke indhente den søvn senere i livet, hvor barnet så må ligge søvnløst alene og længes efter den elskede moder, som igen lever det søde liv med selskab af ligesindede og den voksne søvn? Det retoriske spørgsmål forestiller sig en læser, men må selv svare på spørgsmålet og være sin egen læser, ligesom drengen Proust selv må lulle sig i søvn med egne tanker og forestillinger, for det synes som livets betingelse, at vi i bund og grund er alene i verden.

Nej, vi er ikke nødvendigvis alene i verden, det tabte kan godt indhentes, og det indikerer titlen på romanen også, idet den er på sporet af noget. Dette noget er netop den tabte tid. Hvis symbiosen med moderen fra første færd er det tabte landskab, vores første bolig, så er livet udenfor en vekselvirkning mellem denne tryghed og udforskningen af alt det andet, som er det, der gør os voksne. Som læser må man sande, at det tager tid at læse en bog, og at det navnlig tager tid at læse en meget, meget, meget lang bog, som dette storværk er. Dog føles det sjældent som et problem for den Proust-læser, som først når et godt stykke ind i romanen, måske forbi de første 200 sider, som nok er de smukkeste, men også de sværeste. Et venskab begynder nemlig at opstå mellem læseren og fortælleren, og muligvis også med forfatteren. Det bliver nu til tid brugt i selskab med en kær og omsorgsfuld ven, som ikke lader dig i stikken, men sørger for at berige dig intellektuelt såvel som at underholde dig. I en tid med flygtige vaner som vores er det indlysende, at de lange tanker kan få svære vilkår, og Prousts værk På sporet af den tabte tid er i den grad en meget lang tanke, men de meget lange tanker og fortløbende sætninger kan på forunderlig vis give adgang til noget af det, som de korte, flygtige tanker halser efter, men aldrig kan nå. Det store tidsforbrug tillader os at vende tilbage til allerede læste og tænkte forløb, og det danner mulighed for tankernes rodfæstelse. Forløbene i romanen er cirkulære, ligesom personerne er gengangere, og hvis de eksakte scener og personer ikke selv gentager sig, gentager de sig i en alternativ version som fortidens spejl. Hvorledes sker dette?

Barndommens genkomst
Det sker via barndommens evige genkomt i livet, her materialiseret i romanen. Når barnet i starten ikke kan sove af ren længsel efter moderens kærlighed, så kan det tilbringe resten af livet på at finde denne ro, for barnet har brug for at sove for at blive voksent en dag. Den voksne lykkedes med at sove til allersidst, da den indser, at længslen kan indfries i det skabende arbejde som forfatter. Ved at genskabe den tid, som er gået, genvinder fortælleren Marcel den tabte tid, som er al den tid, der er gået forud for spejlingen af tiden; i romanarbejdet herom.
Marcel er også på sporet af kærligheden igennem hele romanen, hele værket. Det er både kærligheden til moderen, til bedstemoderen og senere til pigen Gilberte, til aristokraten Madame Guermantes og til den Albertine, som han til sidst tager til fange. Hele romanen igennem er der er spor af tabt kærlighed, og Albertine, som er det sidste kærlighedsobjekt, tages til gidsel for dette. Som en historie i historien ser vi også Hr. Swanns umulige kærlighed til Odette i kærlighedshistorien om et ægtepar, som aldrig skulle have fået hinanden, men hvis møde også var uundgåeligt, i det det er skabt til lejligheden af fortælleren Marcel, og bag denne; forfatteren, Marcel Proust. Swann er en åndsaristokrat, som accepteres i det gode selskab på trods af manglende titel og på trods af sin jødedom. Swann bærer på forfatteren Marcel Prousts egen jødedom, ligesom en anden karakter, Baron de Charlus, bærer på Prousts homoseksualitet. Det er gennemgående, at karaktererne bærer på noget af Prousts eget og sammen repræsenterer det hele menneske i den lange sædeskildring, hvor menneskets psykologi træder frem. Den kærlighed, som Marcel Proust, der var homoseksuel, ikke kunne udleve i sit offentlige liv, idet tiderne ikke tillod det, kan karakteren Baron de Charlus udleve i fiktionen. Det samme sker med Hr. Swann og dennes jødedom i kombination med et hjerte, der banker for æstetikken. Der sker en slags befrielse i romanen, og det er ikke kun forfatteren, der befries, men også læseren.

Den jævne kvinde, Celeste, er den, som endelig befrier fortælleren og bliver romanens helt, da hun hjælper ham med at skabe muligheden for forfatterskabet ved at tjene ham i de sidste år. Hun er den eneste figur i romanen, udover Marcel selv, som bærer samme navn i romanen såvel som i det virkelige liv. Hun er på mange måder en spejling af Francoise, tjenestepigen fra barndommen og ungdommen, som på mange måder var hans fangevogter og udøvede social kontrol. De to kvinder er begge frygtindgydende for Marcel, da de ikke forstår hans sofistikerede sindelag med fare for at mistolke det som åndelig dårskab. Deres øjne på ham bidrager til at skærpe fortællerens. Hvor Francoises blik er kritisk, er Celestes blik afklarende.

En anden vigtig personnage, som binder barndom og voksenliv sammen, er Tante Leonie i Combray. Hun er svagelig som forfatteren selv, men hendes hus udgør rammen om det barndomsunivers, som det fortællende spor hele tiden refererer tilbage til. Her tilbragte fortælleren sine somre i barndommen, og her grundlægges den vej til at tilbagekalde erindringen om det skete, symboliseret i den kage, som dyppes i en kop lindete og materialiserer sig som erindring mange år senere, da handlingen gentages i det voksne liv. Jeg ville ikke have sagt et ord om den madeleinekage, som i virkeligheden var et stykke toast, men så kom det mig alligevel i hu som en kæk tanke, der ikke ville væk fra nethinden, før den var nedfældet. I en film ser man senere levende billeder af forfatteren selv på trappen foran Madeleinekirken. Her træder han pludselig frem foran os med tiders forsinkelse; foran Madeleine. Det er det rigtige menneske bag sporet.


Det rigtige menneske
Et menneske ønsker at falde i søvn uden den dybe længsel, og det lykkedes til sidst.
Proust var fysisk skrøbelig og en stor kunstner. Han tilbragte meget af sit voksne liv i sin lejlighed i Paris, i et rum med vægge, dækket af kork for at holde verdens lyde ude, og så tog han til selskaber i de parisiske saloner, hvor der blev sat pris på hans vid og konversation, selvom han ikke var en del af aristokratiet. Nogen havde brug for hans åndelige aristokrati, som havde udviklet sig siden den første barnlige længsel efter moderens kærlighed. En dag modtog han en lykkelig nyhed. Han var så glad, selvom han ikke havde mange kræfter, for han havde vundet Goncourt-prisen; den prestigefyldte franske litteraturpris, som næsten kom en postgang for sent, men som dog kom på forfatterens sidste, skrantende dage. Det er i år 100 år siden, Proust modtog den pris og fik den endelige store anerkendelse, som blot fortsatte og fortsatte, så bogen i dag konkurrerer med Brødrene Karamasov om at betragtes som verdens bedste roman. Det tog mig 10 af de 100 år at læse hele På sporet af den tabte tid og bagefter var jeg som fortabt, for det føltes som om jeg havde været på sporet under læsningen og nu var faldet af sporet. Hvordan kunne en forfatter forlade sin læser på denne måde ved at slutte sin bog? Mit eneste svar er det, at jeg, såvel som alle andre læsere, må sørge for selv at fortsætte bogen og de tanker, den vækker. Ikke sørge over at bogen ender, men glædes over det spor, som går i ring og fortæller dig, at sporet ender, hvor det starter, og det begynder selv samme sted; hos læseren, som ikke er en del af fiktionen, men er et rigtigt menneske. Hos dig.

søndag den 5. januar 2020

Mødet med digteren Brecht

Brecht i udvalg. Beretninger, Betragtninger og Belæringer. 
Udvalgt og oversat af Regnar Mandsbjerg. 
638 sider. 300 kroner. 
Det poetiske Bureaus Forlag. 

Af Jes Nysten

Bertolt Brecht er - formoder jeg - i de flestes bevidsthed dramatiker. Hans stykker sættes stadigvæk op på alverdens scener. Det kongelige Teater har en ny udgave af Mutter Courage på programmet i marts måned. Det er som scenekunstner hans kunstneriske begavelse har vundet hævd som en af 1900-tallets mestre.

Samtidig er han en af de kunstnere, hvis personlige habitus for alvor har været genstand for en tilbagevendende og ophedet diskussion. Sådan cirka hvert tiende år blusser debatten op både om hans måde at behandle sine medmennesker på og om hans ikke altid gennemskuelige politiske standpunkt.
Jeg kan lige i øjeblikket komme på historikeren Bent Jensens lidet flatterende billede af Brecht i bogen “Stalinismens fascination”. Her omtales Brecht som “en helt igennem kynisk og menneskeforagtende person”, der nærer en lidenskabelig og ukritisk beundring for Stalin.

Påstanden er også, at han helt og fuldt støttede det østtyske statsapparat, da det var allermest undertrykkende.
Historierne er også mange om hans måde at behandle sine medmennesker på - ikke mindst de kvinder, han gennem livet havde et forhold til.

Sideløbende med disse voldsomme til tider hadske skriverier, følger behjertede forsøg på at tilbagevise anklagerne, at nuancere billedet, at forstå hans handle- og væremåde. Der er ikke mange der fuldhjertet skriver begejstret om manden. Han har givetvis været en skidt knægt.
Men som nævnt: som dramatiker står han stadig så stærkt, at selv hans uomtvistelige politiske budskaber på scenen kan ses og tages for pålydende, uden at ham “bagved” partout skal trækkes ind på scenen.

For de fleste slutter det med Brecht så der! Men hvis man ellers kan lade “ham” blive i baggrunden, og gerne vil overraskes eller ligefrem oplives, så giver det mening at stifte bekendtskab med DIGTEREN Brecht. Sikkert til manges overraskelse har han et stort og fascinerende oevre bag sig.
Sebastian lavede det glimrende album “Tiderne Skifter” i 1979, hvor teksterne på albummet var af Brecht i oversættelse af Ivan Malinowski og Erik Knudsen. Og hans “Svendborg-digte” kender vi også i dansk oversættelse.
Men disse udgivelser er trods alt kun et lille hjørne af hans omfattende produktion.

Nu har alle chancen for at stifte bekendtskab med en bred vifte af hans digtning på dansk i denne udgivelse, der indeholder et repræsentativt udsnit af hans digte fordelt over 30 år fra 1926 før han måtte flygte fra Tyskland i 1933 til 1956 - efter han vendte tilbage og bosatte sig i Østtyskland i 1948.
Så der er nok at kaste sig over i denne 600 sider kompakte udgivelse.

Igen er det Det Poetiske Bureaus Forlag, der har udgivet en fornem og omfattende samling i deres fortræffelige “Klassikerbibliotek”. Og vanen tro er de oversatte digte holdt sammen med originalteksten på tysk, så man direkte kan sammenligne og finde sproglige nuancer og detaljer. Men jeg må gentage mig selv fra de andre udgivelser i “Klassikerbiblioteket”, som jeg tidligere har anmeldt: det er et fornemt stykke formidlings arbejde, der ligger til grund for også denne udgivelse. Det er Regnar Mandsbjerg, der har oversat (og skrevet et kortfattet men fyldestgørende forord), og jeg har ved flere gennemlæsninger læst både den tyske tekst og den danske, og jeg må konkludere, at de enkelte digtes tone og livfuldhed er fastholdt i oversættelsen. Så det er bare at komme igang og fordybe sig.

Udgivelsen har som indledningsdigt Om en kinesisk terodsløve:

“De onde frygter din klo.
De gode frydes ved din ynde.
Den slags
hørte jeg gerne
om mit vers”

Mange af digtene er - som dette - underfundigt morsomme, selvironiske og samtidig med klart sigte.

Der er i samlingen en rigdom af temaer og poetiske former. Der er korte snapshots af storbyens gadeliv, højstemte moralske paroler, bidende afklædninger af undertrykkelsens mekanismer, smukke og fintmærkende skildringer af livet i eksil, selvkritiske betragtninger, kritik af kapitalismen og nazismen (Hitler omtales konstant som “maleren”). Digte om mennesker, venskaber, træer og fugle. Vittige epigrammer og smukke kærlighedsdigte.

Her kommer tre digte fra hver sin periode, der viser bare lidt af spændvidden: Digtet “Om forår” fra 1928, før eksilet

“Længe før
Vi kastede os over olie, jern og ammoniak
var der hvert eneste år
en tid hvor træerne uafvendeligt og heftigt grønnedes.
Alle erindrer vi
forlængede dage
lysere himle
forandring af luften
i det utvivlsomt kommende forår.
Endnu læser vi bøger
om denne elskede årstid
og dog er det længe siden
vi over vores byer kunne observere
de berømte fugleflokke.
Helst uden at forlade togene
lægger folket mærke til foråret.
Niveauerne viser det
med al tydelighed.
Højt oppe synes der rigtignok
at være storme:
De berører nu kun
vores antenner.”

Digtet “Naboen”, fra eksiltiden her i Danmark

“Jeg er naboen. Jeg angav ham.
Vi vil i vores hus
ikke have en opvigler.
Da vi hængte hagekorsflaget ud
hængte han ikke noget ud.
Da vi opfordrede ham til det
spurgte han os om vi i vores stue
hvor vi bor med fire børn
virkelig havde plads til en flagstang.
Da vi sagde at vi atter troede på fremtiden
lo han.
At de på trappen tævede ham
brød vi os ikke om. De rev hans jakke i stykker.
Det var ikke nødvendigt. Så mange jakker
har ingen af os.
Men nu er han i det mindste væk, og i huset hersker ro.
Vi har bekymringer nok at slås med, så
der må i det mindske herske ro.
Vi ser allerede at nogle mennesker
kigger væk, når de møder os. Men
de der hentede ham, siger
at vi handlede rigtigt.”

Digtet “Røgen”, skrevet i 1953 efter hjemkomsten

“Det lille hus mellem træer ved søen.
Fra taget stiger røg.
Uden den
hvor trøstesløse var da ikke
hus, træer og sø.”

Det, der bærer digtene er en livfuld energi, et aldrig svigtende engagement i en turbulent tid. Med fokus på fundamentale menneskelige behov og moralske dilemmaer; og hele tiden med øje for glæden ved de enkle, simple ting i livet.

Brecht var langt fra et moralsk pragteksempel, og mange deler helt sikkert ikke hans politiske holdninger. Men hans digtning er et vigtigt og sprudlende udtryk for en vilje til at markere nogle grænser og pejlemærker, som man sagtens også i dag vil kunne gå i dialog med.

Men vigtigst: han er en levende og begavet digter, der i sine bedste digte rammer lige i plet.

søndag den 29. december 2019

De voldtagne og de døde

Tore Rørbæk og Mikkel Sommer
”Shingal”,
Grafic Novel, Forlæns 2019, 108 sider, 199,95 kr.

Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussen:
”3 piger”
Basilisk Tegneserie 2018, 138 sider, 200 kr.

Franz Kafka og Søren Jessen:
”Forvandlingen”
Fahrenheit 2017, 128 sider, 199 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Det fireoghalvfjerdsindstyvende folkemord

En minoritet er særligt udsat i krig. Det ved ezidierne i det nordlige Irak, der ifølge deres egne beregninger, oplevede det 74. folkemord i 2014. Ezidiernes område blev beskyttet af den irakisk-kurdiske Peshmerga-hær, hvori også mange ezidier kæmpede, men d. 3. august forlod hæren området uden forudgående varsel, så ezidierne, der kun havde ganske få våben, var alene om at forsvare sig mod de fremrykkende krigere fra ISIS. Nogle få frivillige holdt stand ved strategiske forsvarsposter. Resten flygtede i retning af Shingal-bjerget, men mange nåede ikke derop. De blev taget til fange af ISIS, der henrettede mændene med det samme, og brugte kvinderne som slaver.

Den 9. august lykkedes det den kurdiske milits fra Syrien i samarbejde med PKK at etablerer en korridor mellem Syrien og bjerget, så ca. 50.000 overlevende ezidier kunne komme i sikkerhed. Korridoren blev holdt åben i cirka 20 dage, men Isis var hele tiden tæt på og beskød ind imellem flygtningene og de kurdiske soldater.

Dette er baggrunden for Rørbæk og Sommers Grafic Novel ”Shingal”. Tore Rørbæk har skrevet historien på baggrund af grundig research. Desuden har han også sammen med Mikkel Sommer besøgt egnen omkring Shingal, så tegneren kunne danne sig et indtryk af naturen, landskabet og menneskene på stedet. Det er der kommet en helt særlig bog ud af.

Forsiden viser en smuk solnedgang bag Shingal-bjerget, men selvom bogen fortælles stilfærdigt og sobert, er den alt andet end smuk. Skønt der ikke gås i detaljer med død og ødelæggelse, er det gennem alle siderne tydeligt, at bogen skildrer en meget alvorlig situation. Alene oplysningerne om, at 6000 ezidi-kvinder blev kidnappet af ISIS, og at man den dag i dag ved, hvor i området der er massegrave, men ikke har ressourcer til at undersøge de dødes identitet, giver en forståelse af de alvorlige hændelser, bogen beskriver.

Læseren følger to familier. I den ene griber faderen til våben, i den anden flygter familien sammen. Historien om de to familier fortælles på en rolig måde, der alligevel synes hektisk, fordi det, de oplever, er så tragisk. Tegne- og fortællestilen ændres alt efter, om man følger personerne, om der gives baggrundsoplysninger om ezidiernes særlige kultur og tro, eller om der gengives en fortælling fra tidligere tider. Det virker forbløffende godt i sammenhængen.

Skønt handlingen er kompliceret, føres læseren godt igennem af nogle kortfattede, men præcise tekster. Efter endt læsning kan man i et fire sider langt efterord af Tore Rørbæk få flere oplysninger om ezidiernes blodige skæbne de frygtelige augustdage i 2014.
Selvom konflikten er en anden, og lokaliteten ligeså, minder ”Shingal” i sin dokumentariske form om Ari Folmans og David Polonskys ”Vals med Bashir” (dansk 2010). Rørbæk og Sommer vil fortælle en historie, der ellers risikerer at blive glemt – og det er den for vigtig til.

Piger i dunkle streger

Rikke Villadsen har tegnet billederne i den grafic novel, hun har udtænkt sammen med Bjørn Rasmussen. Efter endt læsning har jeg surfet lidt på nettet for at finde ud af, hvad meningen er med bogen. Jeg er ikke blevet meget klogere, men har dog forstået, at de tre noveller i ”3 piger” udgør en tredjedel af i alt ni planlagte noveller. Måske vil læsning af de kommende seks noveller samle trådene. Måske ikke…

De tre noveller, ”Familien”, ”Liftet” og ”Hesten”, synes ikke at være indbyrdes forbundne, bortset fra at de alle handler om små piger, og at ingen af disse har det godt. Det lader ikke til, at pigerne rigtig forstår, hvad der foregår omkring dem, og det gør læseren heller ikke altid. Men i nogle tilfælde er det dog klart, at pigerne har grund til at føle sig utrygge. En af dem kører på stop med en chauffør, der bliver ved med at insisterer på, at hun skal tisse i en kop. En anden skal levere døde dyr til en ung dekadent rigmand, der tilsyneladende blot piner hende for sin fornøjelses skyld. Således former der sig et helhedsindtryk af en tegneserie, der har vendt sin egen genre på hovedet. Det er i hvert fald tit, at tegneserier udstråler sjov og ballade, hygge og hurtige grin. Sådan er det ikke med historierne i ”3 piger”.

Det er grundlæggende utryghedsskabende stemninger, de folder ud for læseren. Uhyggen bliver ikke mindre af, at i hvert fald de to første noveller synes at stoppe, inden historierne er slut. Den pludselige afbrydelse er med til at forstærke utrygheden. ”Hvad sker der med pigerne?”, tænker man, da den ene forsvinder op i loftet, mens den anden kører videre med den venlige, men temmelig skumle chauffør. Det er som at læse gamle folkeeventyr, hvor siderne med de lykkelige slutninger er revet ud. Derved skabes der en mareridtsagtig stemning, og måske er det netop bogens hensigt at levere tre tegnede mareridt. Det er i hvert fald ikke for børn!

Mens størstedelen af det hvide papir er uberørt af blyanten i ”Familien”, således at karakterer og interiør fremstår i blyantens grå nuancer, er ”Liftet” og ”Hesten” præget af langt flere blyantstreger. Det hvide bruges kun som en farve, ikke som baggrund. Rigmanden i ”Hesten” har hvide bukser på, men hans omgivelser er konsekvent grå og sorte. Der er da også den forskel, at ”Familien” foregår om morgenen, mens de to andre noveller finder sted om aftenen eller natten. Noget af det mest hvide i ”Hesten” er – ud over de nævnte bukser - pigens store, tryglende og troskyldige øjne.
Med de fortrinsvis mørke billeder, de utryghedsskabende fortællinger og de udsatte små hovedpersoner har Villadsen og Rasmussen skabt en grafic novel, der er lige så medrivende, som den er svær at holde af.

Dunkel Kafka i sorte streger

Kafka er altid dunkel. Det er han, hvad enten man lader sig gribe af hans mareridtsagtige skildringer af mennesker, der synes underlagt andre magters uigennemskuelige vilje, eller af hans kulsorte humor, der får læseren til at udstøde små, hysteriske hyl mellem gispene. Novellen ”Forvandlingen”, som Kafka skrev i 1915, har begge dele i sig: Dels fremmedgørelsen af hovedpersonen Gregor Samsa, der en morgen vågner og opdager, at han i nattens løb er blevet forvandlet til en bille, dels de grotesk morsomme scener. Uden at afsløre for meget får et æble, som Gregors far benytter som kasteskyts, en skæbnesvanger rolle, der på trods af novellens tragiske stemning gør det svært at holde latteren tilbage.

Kafka er nok allermest kendt for romanen ”Processen”, men faktisk ønskede han ingen af sine romaner, der alle tre var ufuldendte ved hans død i 1924, udgivet. En lang række noveller havde han imidlertid selv haft succes med at få udgivet, heriblandt ”Forvandlingen”.
Novellen er præcis lige så dunkel, som man må forvente det, når den er forfattet af Kafka. Men nu har forlaget Fahrenheit udgivet en udgave af novellen, der lægger nye vinkler på tekstens dunkelhed. Her bliver den dystre tekst udfoldet visuelt i Søren Jessen mørke streger. Den oprindelige tekst er kraftigt, men samvittighedsfuldt forkortet og spredt ud over de fleste af illustrationerne. Det sidste skærper læserens opmærksomhed på, hvad Jessen har tegnet. Samtidig får det visuelle indtryk en ekstra dimension, når det følges med læsningen af teksten, fordi tekst og billede supplerer hinanden.

I Kafkas tekst er der kun få beskrivelser af billen Gregor, hvilket får læseren til at føle sig lige så fremmedgjort overfor dyret, som Gregor selv. Selvom han lige så stille affinder sig med sin skæbne og lever stadig mere på billevis, forbliver han dog opmærksom på, at han ikke er i sit rette element. Han forbliver fremmed for sig selv. Denne fremmedgjorthed og mangel på detaljer om Gregors nye krop fastholder Søren Jessen ved ikke at tegne den menneskestore bille i fuld figur. Tynde behårede ben, en del af billens hoved, noget af rygpanseret vises, men helheden må man samle for sit indre øje - hvis man har lyst.

Små tegnede kunstværker af eksempelvis et trøstesløst landskab, udsigten fra Gregors værelse, en kniplingsdug eller skyggen af en gargoil blander sig med mere traditionelle, men stadig kunstnerisk udførte tegneserieillustrationer i Jessens Grafic Novel. Tegneren er tro mod sit oplæg, men har svært ved at formidle den humoristiske side af novellen. Til gengæld kan den tegnede udgave noget andet. Søren Jessen har illustreret teksten på måder, der nogle gange er overraskende, men kun fordi man kommer til at tænke over det. Umiddelbart synes de nemlig oplagte, men det er altså bestemt ikke altid tilfældet. Der ligger så mange overvejelser bag de næsten talende illustrationer, at man ikke i første omgang opdager, hvor godt Jessen har gjort det, men det er jo netop et kvalitetsstempel. I første omgang udgør illustrationerne illustrationer, i anden omgang kunstværker. Alt sammen i forskellige dunkle nuancer af sort. Det er svært at tro andet, end at Kafka selv ville have været tilfreds med denne nye udgave af hans gamle, dunkle novelle.

søndag den 22. december 2019

Fotobog. Klimaforandringer. Naturvidenskab. Kultur. Taleban. Malawi. Syrien

Daniel Rye: ”Mens vi venter”, 
Book Lab 2019, 119 sider, 345 kr.


Anders Holst Bodin: ”Klimakrisens rødder. Et spadestik dybere i kampen for klimaet”, 
Multivers 2019, 284 sider, 299,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Når vejret går amok i Malawi
”Men vi venter” er en fotobog om det, der efterhånden vækker de flestes bekymring. Klimaforandringerne ændrer vejrforholdene. Vi mærker det her til lands, men det er meget værre andre steder, for eksempel i Malawi, hvor befolkningen de seneste år har oplevet vejret gå amok. Fra 1970 til 1990 ramtes landet at syv naturkatastrofer. De efterfølgende tyve år steg tallet til 33, og der bliver stadig kortere mellem katastroferne.
Fra sommeren 2016 til marts 2019 opholdt fotograf Daniel Rye sig 120 dage i landsbyen Kakoma, hvor hver dag er en kamp for overlevelse. Ekstremt vejr har gjort landbruget usikkert, men som den lokale præst og landmand, Mr. Mkundiza, siger: ”Hvor skulle jeg tage hen, hvis jeg ikke kan bo her? Jeg kan ikke forlade mine børn, min kone … Nej, jeg vil til enhver tid vælge at dø sammen med dem frem for alt andet.” (indstik s. 112).

Det er muligt, at Mr. Mkundiza aldrig vil forlade sin landsby, men Daniel Rye finder sandsynligheden for, at andre vil tage af sted, overhængende. Klimaforandringerne er nemlig næppe være de eneste prøvelser, der risikerer at ramme Malawi. Rye er overbevist om, at klimakrise, konflikter og flygtningestrømme hænger sammen: ”Jeg begyndte at researche på flygtningenes bevæggrunde og gjorde en opdagelse. En artikel, The New York Times havde bragt i 2015, skitserede en forbindelse mellem tørkeperioderne i Syrien fra 2006 til 2009 og konfliktens udbrud i 2011. Også i Afghanistan blev der skabt en sammenhæng mellem konflikten og klimaforandringerne. I en analyse lød det blandt andet, at Taleban havde kunnet ruste sig til kamp, fordi tørken pressede landmænd til at sende deres sønner i armene på oprørsgruppen. En af grundene var, at landmændene måtte bestikke Taleban for at opnå beskyttelse af deres marker, hvor de dyrkede den ulovlige, men tørkeresistente plante opiumvalmue. Den eneste valuta, de havde, var deres sønner.” (s. 5).

Bogens titel – ”Mens vi venter” – er således en advarsel om, at der er noget voldsomt på vej, som ikke blot kommer til grundlæggende at påvirke de steder, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne. Daniel Rye dokumenterer den nervepirrende ventetid i sin bog. Ganske korte, men præcise tekster supplerer fotografierne, der viser familien Mkundizas trodsige tiltro til, at Gud nok skal hjælpe dem med at overleve i landsbyen. Stilen minder lidt om Jakob Holdts ”Amerikanske billeder”. Det er kras dokumentation, men også æstetik. Og mon ikke det er nødvendigt at servere så dystert et budskab på en måde, som læseren kan holde ud? Det er i hvert fald ikke kun Daniel Rye, men også layouteren, der har gjort ”Mens vi venter” spiselig. Bogen er stor og smuk uden at være prangende. Nogle af enkelthederne på omslagsbilledet er mærkbare, fordi de er trykket lidt ud i forhold til resten af billedet. Således kan man med sin finger mærke Mr. Mkundizas søn Samuel, da han står på hænder i et længe ventet regnvejr, der desværre viste sig at blive alt for voldsomt og dermed lige så ødelæggende som den forudgående tørke.

Taget i betragtning at bogen advarer om klimakrisens konsekvenser, er det en relevant oplysning, der gives på en vedlagt etiket, nemlig at bogen er produceret CO2-neutralt, ”og at både papir og trykfarver er biologisk nedbrydelige.”
”Mens vi venter” er en skræmmende, men nødvendig udgivelse.

Naturvidenskab og kultur i fælles klimakamp
Anders Holst Bodin: ”Klimakrisens rødder.

Anders Holst Bodin er ph.d. i fysik, men har også læst på musikkonservatoriet, hvilket giver ham et dobbelt fokus på to områder, han mener skal inddrages, hvis klimakrisen skal imødegås effektivt. De to fokusområder er naturvidenskab og kultur.
Med kultur tænkes der bredt. Eksempelvis den vækstkultur, der gør sig gældende i konkurrencestaten, og som på længere sigt skader mere, end den gavner, indgår i Bodins kulturbeskrivelse. Selvom vi danskere bliver rigere og rigere, bliver vi ikke lykkeligere. I hvert fald kæmper mange med forskellige diagnoser, stress, rodløshed og eksistentiel forvirring. Dette er følgerne af en forfejlet kultur, hvis omdrejningspunkt Bodin kalder for autenticitet.

Vi er blevet besat af tanken om at være autentiske, unikke og perfekte, men når det kommer til stykket, er vi alle mennesker på godt og ondt. Derfor kommer mange af os til kort overfor vores og kulturens krav om det exceptionelle og fejlfrie. Men netop fordi det er kulturelle krav, der altså synes almengyldige, er det svært at vende vreden over kravene udad. ”Der er kun én vej at vende vreden, hvis man ikke evner at udleve sin indre mavefornemmelse: indad. Der er kun én at skyde skylden på, hvis du er ulykkelig: dig selv. Det, som engang var ’samfundets skyld’, er nu et personligt problem.” (s. 153).

Bodins påstand er, at denne autenticitetens kultur skal ændres, hvis der skal opstå forståelse for klimakrisens alvor. Vi skal simpelthen have åbnet øjnene for, at det ikke er os selv, der er tilværelsens centrum. Det er ikke vores luksusbehov, tilværelsen står og falder med at få dækket. Kloden er ved at blive ødelagt, og derfor er det den og alt det fantastiske, livet på en sund klode giver mulighed for, vi skal have fokus på. Vi skal med andre ord have udvidet perspektivet og ændre den kultur, vi lader os forme af.

Naturvidenskab og ånd
At vi netop ikke har øje for, hvor fantastisk tilværelsen er, udgør en af de helt store forhindringer for en fælles indsats mod klimaets ødelæggelse. Vi er selv en del af et kæmpemæssigt og totalt uoverskueligt mirakel. Bodin forklarer fænomenet ”emergens” i et forsøg på at beskrive tilværelsens kompleksitet.

”Et skrevet ord består af bogstaver. Hvert bogstav har ingen mening i sig selv, men når de sættes sammen, så opstår ordet. Det er egentlig mystisk! Ordet ’træ’ består af tre bogstaver, men det er jo ikke sådan, at ’træ’ er en tredjedel ’t’, en tredjedel ’r’ og en tredjedel ’æ’. Ordet som helhed er noget helt andet og mere end summen af de enkelte bestanddele. Vi sætter tre meningsløse tegn sammen, og pludselig ser vi en vajende trækrone med grønne blade.
Det fænomen hedder emergens.” (s. 111).

Herefter uddyber Bodin, hvordan emergens så at sige er hele baggrunden for, at man overhovedet kan beskrive noget naturvidenskabeligt: ”Atomer kan sætte sig sammen i molekyler. To brintatomer og et iltatom kan fx danne et vandmolekyle. Pludselig opstår der nye egenskaber – atomerne kan vibrere i forhold til hinanden, og der opstår elektriske ladningsforskelle internt i molekylet. Den slags fænomener fandtes ikke i forvejen i de enkelte atomer, men kun i den nye helhed ’molekylet’. Vi har altså lige set et eksempel på emergens.” (s. 112). Men tilværelsen er endnu mere kompliceret.

Naturvidenskaben kan analysere, måle og veje. Anderledes er det med ånd. Ånd kan eksempelvis opleves i musik, litteratur, i mødet med andre mennesker, og – selvom Bodin ikke er meget for at komme ind på det – i tro. Ånden beskrives ved hjælp af fænomenologien: ”Mens videnskaben søger at systematisere vores sanseindtryk med logiske principper, så tager fænomenologien udgangspunkt i vores direkte erfaring af virkeligheden.” (s. 117). Naturvidenskab og fænomenologi udgør således to forskellige måder at beskrive virkeligheden på. Det er to forskellige sprog, der taler vidt forskelligt og fra forskellige synsvinkler om det samme – nemlig livet i dets rigdom - men det betyder ikke, at de modsiger hinanden. Bodin insisterer på, at vi har behov for begge sprog og synsvinkler, for vi har brug for fuldt ud at erkende, hvad det er, vi er ved at miste, og hvad vi kan gøre for at undgå, at det sker.

Klodens triste tilstand
Vi har allerede mistet en masse: ”Verdensnaturfonden anslår, at 60 % af verdens pattedyr, fugle, fisk, krybdyr og padder er forsvundet mellem 1970 og 2014. Det er over halvdelen af verdens hvirveldyr, der er forsvundet på under 50 år! Nogle typer af dyr er endda særlig slemt ramt, som fx dem, der lever i ferskvand, hvor hele 83 % af dyrebestandene er forsvundet i samme periode. Heldigvis dækker dette tal ikke over antallet af dyrearter, men det faktiske antal af dyr i verdens økosystemer.” (s. 18).
Der gives flere eksempler på klodens kritiske tilstand, og sidder man som læser og tænker, at Danmark i det mindste yder sit i kampen mod øget ødelæggelse, bliver man skuffet: ”Det er en udbredt misforståelse, at Danmark er et bæredygtigt foregangsland. For vores enorme økonomiske velstand, og deraf følgende forbrug, medvirker til drivhusgasudledninger i international særklasse, når befolkningens størrelse tages i betragtning.” (s. 30). Det kan altså godt være, at Danmark leverer en del klimavenlige løsninger, men vores forbrug er så enormt, at vi stadig udleder alt for meget CO2.
Netop forbruget og dermed væksten er den store skurk – og så alligevel ikke. Vækst i sig selv er der ikke noget galt med. Tværtimod sikrer den bedre levevilkår for endnu flere. Men væksten må og skal være bæredygtig. Ellers vil de forbedrede levevilkår ikke være meget værd, når konsekvenserne af klimakrisen slår igennem. At gøre væksten bæredygtig anser Bodin for at være muligt, men det kræver en besindelse på hele vores kulturelle tankegang: ”Der er akut brug for at vende skuden og sætte kursen mod kulturel vækst som samfundets førsteprioritet. Dels fordi kulturel vækst er en kongevej til menneskelig blomstring – især i postmaterielle samfund som vores, hvor de materielle grundbehov er dækket. Dels fordi kulturel vækst i sin grundessens er langt mere bæredygtig end materiel vækst.” (s. 185).

Beskeden optimisme
Bodin er hverken jubeloptimist eller pessimist på klodens vegne, men placerer sig et sted imellem, som her hvor han lægger afstand til dem, der giver civilisationen hele skylden for kloden kritiske tilstand. Det er tværtimod fortsat civilisation og den dertil hørende kultur, der skal være med til at redde klimaet: ”Civilisationspessimismen er en forfejlet ideologi. Civilisatoriske fremskridt er ikke blot en mulighed. De forekommer hele tiden, selvom de ofte er skjulte. Det bør skabe håb for alle mennesker, der drømmer om at skabe en bedre verden. Det er forkert, at det ’alligevel ikke nytter noget’ at kæmpe for forandringer. For det er netop disse kampe, der hele tiden driver verden fremad. Det er ikke naivt at tro på fremskridt. Tværtimod er det uoplyst at lade være.” (s. 260). I løbet af godt 200 år har fremskridtet og væksten medført, at man på verdensplan er gået fra, at næsten 100 % af befolkningen levede i ekstrem fattigdom, til at det i dag drejer sig om mindre end 10 %. Mængden af lande, der har en demokratisk styreform er i vækst. Det samme gælder den gennemsnitlige levealder og fald i børnedødeligheden. Derfor er det ikke opgivelse og en søgen tilbage til ”de gode gamle dage”, der er brug for, men derimod en kulturel og naturvidenskabelig besindelse på, hvorfor vi skal dæmme op for klimakrisens følger, og hvordan det gøres bedst. Bodin har en tiltro til, at dette kan lade sig gøre, men det kræver, at vi italesætter udfordringen, sådan som han selv har gjort det i ”Klimakrisens rødder”. Netop som udgangspunkt for en debat, der kan forme en folkelig besindelse på de aktuelle udfordringer, er Anders Holst Bodins bog fortræffelig. Med sin sammenblanding af naturvidenskab, filosofi, samfundsanalyse, samtidskritik og et bud på, hvilken vej vi i fællesskab bør bevæge os, kan ”Klimakrisens rødder” favne en bred læserskare, hvorved den offentlige debat om klimaet kan kvalificeres. Med andre ord er bogen varmt anbefalet herfra.



søndag den 15. december 2019

Rasende, næsten helt ubevidste følelser

Alain Bosquet
Udvalgte digte
Det poetiske bureaus forlag 2019, 
Bureauets Lommebibliotek, 104 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum

Begrebet surrealisme har – ligesom f. eks. populisme – sit eget liv og tiltrækker sig alle mulige betydninger, der for de fleste får det til at betyde noget, der ligger midt i mellem syret og uvirkeligt. Hvis man vil se, hvad det egentlig betyder, bør man læse Alan Bosquets Udvalgte digte, oversat af Bert Blom.

Surrealismen var en kunstnerisk retning, der opstod i 1920’erne i et kunstnerisk miljø, hvor der poppede alle mulige retninger op hele tiden, inkl. flere som eksperimenterer med virkeligheden og gengivelsen af den. André Breton skrev et surrerealistisk manifest, der udkommer i flere versioner og som står som bevægelsens udgangspunkt.

Blandt de træk, der er dominerende i surrealismen, er en vis sex-fiksering, som har sin ”naturlige” begrundelse i en inspiration fra Freuds psykoanalyse, der fremgår tydeligt af manifestet. Hvis libido’et er det underste og hvis surrealismens bestræbelser er at komme i kontakt med dybere lag af bevidstheden gennem en automatskrift, må kønnet jo ”automatisk” komme til at stå i centrum i en del tilfælde

Den surrealistiske billedkunst er historisk set mere udbredt end litteraturen, som den nok indledtes i, inspirereret af Apollinarie. Det er formentlig mindre kræve at se på surrealisme end at læse den.
I billedkunsten kan man, hos f. eks. Salvador Dali se, hvordan det seksuelle motiv jævnligt spiller ind, mens man hos en maler som danske Wilhelm Freddie kan se, hvordan det som regel bliver det, der kommer til at handle om.

Hos Bert Bloms angivelige yndlingsdigter, Saint-John Perse, der fik nobelprisen i 1960, bliver det smukt sublimeret til en kærlighed til livets store sammenhæng og sansningen af det. Hos Paul Eluard, der mærkelig nok ikke fik nobelprisen, bliver det ofte sublimeret til en hvisken. Hos Alan Busquet sidder det lige, hvor det skal - lige midt i det hele, som her i digtet Luftbåren:

”i intethedens kolde provinser
strækker skyskraberne hals
for at opsluge dig
du vingeløse fugl
horisonten iklæder sig galger
nogle flyvere
tanker fuldt op med siderisk afsky
den højeste statue
slynger en vrinskende hoppe ud af kæften
nøgne planet nøgne planet
endelig er du så perpendikulær
til vor vellyst
hvis vinduesglas skar armene af os
jeg vil give ordre om at slippe de
violette bulbidere løs i byen (s. 20)”

Der er alle elementerne vi kender fra de surrealistiske malere, nøgenhed, vellyst, den ”vrinskende hoppe”, en tydelig seksuel metafor. Men der er også en civilisationsbeskrivelse, og det hele er centreret om et forsøg på at indfange rasende, næsten helt ubevidste følelser, der rører sig i digterens jeg og som han forsøger at få til at omfatte den anden.
I et andet digt, Den følgende dag, smelter civilisationen på næsten postmodernistisk vis sammen med den enkelte:

”Jeg har aftalt møde
med en rovgrisk horisont
for at tale om dig for at lyve om dig
for at bukke under
jeg har læst dit brev med høj røst
foran planetens
ethundredefjorten hovedstæder
som øjeblikkelig styrtede sammen”

Digtet handler om den uigengældte kærlighed og beskriver, hvordan digterjeget overmandes sådan længslen og det uforløste, at han prøver at forandre virkeligheden ved at lyve om de rette forhold. Men øjeblikket efter bryder hans verden sammen.
En del af digtene i udvalget viser Busquets søgen efter de mest grundlæggende sammenhænge i tilværelsen med en del digte om en forestillet Gud, og mere end civilisationsbillederne, er det efterhånden naturbillederne, der træder stærkest frem.

Blandt bogen mange inspirerende greb, er denne metaforiske indkredsning af jeg’et ikke helt ueffen:

”Atomet siger: “Jeg giver til den
der vender sig til mig og vender sig bort.”
Neutronet siger: “Hvis en ting ikke er neutrum
fra mit hjerte, gør den god nytte.”
Antistoffet siger: “Jeg vil være generøs:
tag mine ti tons fravær.”
Eksistensen: “Godt, jeg ofrer
min fornuft, min kærlighed, min ufornuft.”
Intetheden: “Ønsker man vrangsiden af min sjæl
eller min enhedsbeklædning?”” (Digtet Det første menneske, s. 76)

Alt i alt en uhyre anbefalelsesværdig tilføjelse til den surrealistiske litteratur på dansk