søndag den 24. maj 2020

Længslens vindue

Det langsomme liv
Abdellah Taïa
Forlaget Arvids 2019

Af Carina Wøhlk.

Det langsomme liv. Titlen er sært vedkommende. For er det ikke sådan, tilværelsen udspiller sig lige nu? Højhastighedssamfundet er nede i gear. Pulsen er lav. Der er noget sløvt og slæbende over det hele.

Titlen og den aktuelle samfundsmæssige temponedsættelse kan måske få læseren til at nærme sig Det langsomme liv med forventningen om en træg og drævende historie. Men Abdellah Taïa er ikke bare mand for en fortælling med fremdrift – hans sproglige stil er ligefrem stakåndet.

Det langsomme liv er Abdellah Taïas tiende bog og den femte, der er oversat til dansk. Som i hans øvrige forfatterskab kredses der om vægtige emner som identitet, integration, desperation og desillusion.
 
Det langsomme liv er ikke decideret selvbiografisk som nogle af Taïas andre bøger, men der er mange lighedstræk imellem forfatteren og bogens hovedperson Mounir: Han er marokkaner, homoseksuel, intellektuel – og i stadig kamp med sig selv. 

Lydfølsomhed og mislyde
Mounir bor til leje i en ejendom i Paris. I et værelse over ham bor den godt 80-årige kvinde, Madame Marty. Hun lever småt og lurvet og gemmer på en trist historie. De to knytter et særligt bånd til hinanden på tværs af generations- og kulturforskelle. Som historien skrider frem, lodder læseren dybden af forholdet – Mounir har mistet sin mor og Madame Marty sin søn og søster. De finder i hinanden noget af det tabte.

Men naboskabet er ikke uden mislyde. For Mounir plages af sin overbos skridt og skramlen med møbler hen over gulvet. Lydfølsomheden betyder, at han bliver søvndepriveret og hører indre stemmer. Han reagerer, og reaktionen ender med at blive så truende, at den gamle dame kontakter politiet. For måske er manden med det arabisk klingende navn alligevel terrorist?

Imaginær elsker?
Sideløbende med nabokrigens drama udfolder der sig en historie om Mounirs kærlighedsforhold til politimanden og familiefaderen Antoine. Men Mounirs virkelighedsopfattelse flimrer, og spørgsmålet melder sig hurtigt: Er Antoine en imaginær person? Findes han og romancen andre steder end i Mounirs forstyrrede hoved? Uanset om relationen er virkelig eller ej, byder den på konflikt og i sidste ende et brud med potentielt fatale følger. Mere skal der ikke løftes slør for her.

Som i sine øvrige bøger skriver Taïa både sanseligt og lige-på-og-hårdt om homoerotiske oplevelser. Han beskriver de overgreb, som den yngre Mounir kom ud for i mødet med ældre kønsfæller: ”Jeg var en ung, feminin, homoseksuel teenager, der blev jagtet af liderlige heteroseksuelle mænd….Jo mere beskidt mit sprog var, jo mere lod de mig i fred. Jo mere jeg talte som en skraldespand, jo mindre blev jeg voldtaget” (se side 17-18).

Og han formår med sine ord at fremstille en tilfældig seksuel kontakt mellem svedige fremmede i en bus som noget smukt: ”Jeg bliver mere og mere forbundet med ham. Sekund for sekund. Jeg er ikke overrasket, jeg er lamslået. Jeg er i færd med at drikke og spise alt, hvad denne mand er” (se side 43). Mødet i bussen åbner ”et lille vindue” (se side 48). Måske ind til kærlighedens evighed? Ind til det langsomme liv? 

To slutninger
Bogen tilbyder læseren to slutninger. Den første og mere forsonende lægger Madame Marty stemme til. I den anden fører Antoine ordet. Han lader den fordomsfulde os-og-dem-tankegang løbe af med sejren.

Det er netop kendetegnende for Taïa at lade flere stemmer flette sig ind og ud af fortællingen. I denne bog blandes Mounirs til tider skingre(ende) tankestrømme med især Madam Martys, kusinen Majdoulines og Antoines røster. 

Det langsomme liv
I bogens sidste del afdækkes betydningen af det langsomme liv for alvor. I det første bud på en afslutning opfordrer Madam Marty sin underbo til at leve. Og livet skal leves generøst. Som hun så fint formulerer det: ”Du er kærligheden. Giv alt, Mounir. Vi tager ikke noget med os over i det langsomme liv. Giv alt. Giv det, du er, også selv om de ikke vil tage imod det i begyndelsen. Alt. Alt” (se side 175). Måske kan vi slet ikke nå frem til det langsomme liv i denne tilværelse? Måske vil længslen efter det altid være som et vindue, vi fumler med at få haspen op på? 

Det langsomme liv er en intens læseoplevelse – fuld af stærke fortællinger, skæbnesvangre møder og bristede forhåbninger. Bogen er poetisk midt i alt det råt rablende - og måske Taïas bedste bog til dato.  Læs den. Det kan kun gå for langsomt.

søndag den 17. maj 2020

Adakdejsan, simbira, gastir

Digtere mellem tradition og virkelighed


Arne Herløv Petersen: Klinte. 272 s.
Det poetiske Bureaus forlag 2020.

Af Egon Clausen
Klinte er navnet på det litterære tidsskrift der udkom i 1920-21 og som gav plads til den tids unge digtere. En af dem var den senere domprovst K.L. Aastrup der navngav tidsskriftet. ”Det er et godt og bibelsk navn. Hellere være den foragtede klinte end den selvretfærdige hvede.” sagde han, og derved blev det.

Klinte er også titlen på en bog som forfatteren Arne Herløv Petersen har udgivet på Det poetiske Bureaus forlag. I bogen tager Arne Herløv Petersen læseren med ind på Frokoststuen ved Københavns Universitet, hvor han præsenterer os for Lulu Ziegler, Jørgen Bukdahl, Otto Gelsted, Tom Kristensen, Broby Johansen, Johannes Wulff og mange andre forfattere der på det tidspunkt var omkring tyve år gamle, og det er vældig godt. Bogen er fyldt med sansemættede skildringer af mennesker og miljøer. Der er næsten forelskede portrætter af Emil Bønnelycke og Jens August Schade, om hvem det hedder, at han ”havde kvindetække som få. Hans ansigt var ét stort kønsorgan ... Kvinderne sad som fluer på ham, og han børstede dem ikke af sig.”

Opbrud i mange retninger
Vi læser om forfatternes diskussioner, deres kampe med og mod hinanden, og vi ser nogle af deres tekster. Arne Herløv Petersen er en god læser. Han præsenterer os for digtere, der eksperimenterede med sprog, rytme og klang, men vi møder også for forfattere der ikke kunne frigøre sig fra mulden i den danske ager og fra ”jordens sorte blod”.
Tiden er 1920erne. Den er urolig og præget af opbrud der peger i mange retninger. Kommunister sloges med socialdemokrater. Det borgerlige Danmark værnede om fortiden. Jyllands-Posten hyldede Mussolini. Forfatterne sloges med deres erotik og eksperimenterede med sproget, som f.eks. i et uimodståeligt lyddigt af Johannes Weltzer, hvis første linjer lyder:  Adakdejsan, simbira, gastir/ hamaradawan, satinarundr/ O, mala kirsej /O, serti mila / simbtyligastur, arkinarendr.

Arne Herløv Petersen redegør for det hele på udmærket vis. Nogle steder bliver teksten til en kulturhistorisk opremsning af begivenheder, men sansningerne og det indlevede nærvær kommer igen, når han beskæftiger sig med digterne. De bedste af dem vidste, at det gamle sprog fra tiden før 1914 ikke kunne give et dækkende udtryk for det sammenbrud af idealer og værdier som krigen havde medført, og de diskuterede på livet løs. Det er tydeligt, at mange af dem var fanget mellem tradition og virkelighed og havde svært ved at finde et nyt sprog. Det er måske en medvirkende årsag til den destruktionstrang og de mange dystre dæmoner der er på færde hos en del af dem?

Broby i Berlin
Miljøet omkring tidsskriftet Klinte var i øvrigt bredt. Det spændte fra teologen K. L. Aastrup til kommunisten Broby Johansen, der rejste til Berlin, hvor han opsøgte de tyske exspressionisters tidsskrift Der Sturm. I Berlin så han krigsinvalider gyngende i deres krykker, malede børneludere, mænd i kjole og højhælede sko og kvinder i jakkesæt, samt baggård efter baggård efter baggård med skrofuløse smådrenge, hulkindede kvinder og småbørn skambidt af rotter. Der var også blodige gadekampe mellem højreorienterede bander og kommunister. Dette var rå usminket virkelighed, og Broby indså, at godt nok slog de unge danske digteres sprog sig i tøjlerne, men inderst inde var det romantisk og følende. Det var ikke noget for Broby. Han blev stærkt påvirket af den tyske digter August Stamm der skrev digte der, ”skreg og hvinede, som parterede sproget og hang de blodige lunser op på slagtekroge. Det var digte, hvor alle illusioner var sønderrevet, og alt det, der på småborgerlig vis havde dækket over samfundets væskende sår var revet bort, så kun ordenenes magiske skrig stod tilbage.”

Da Broby kom tilbage til København udgav han digtsamlingen Blod, der i et hudløst sprog skildrer en virkelighed med fattigdom, død, angst, ludere og selvmordere. Bogen blev beslaglagt af politiet. Broby blev stillet for retten og fik en straf på 14 dages fængsel for uterlighed.

Mørkets gidsel
Stærkest står beskrivelserne af Tom Kristensen, der havde meget svært ved at styre sit forbrug af alkohol. Otto Gelsted traf ham en dag på Rådhuspladsen og skrev et rystende digt om mødet med ”dette mørkets gidsel … I begge mundens vige stod lidt fråde, som om han bed i et synligt bidsel … ”Midt i solen, midt i al trafikken kæmper han på sin egen helveds-ø.”
”Klinte” er en god bog om det danske litterære miljø i årene efter første verdenskrig. Den er båret af forfatterens smittende fortælleglæde og ligeså store glæde ved at læse andre forfatteres tekster. Arne Herløv Petersen har tidligere udgivet bogen ”Hvede” der skildrer generationen af danske forfattere i tiden under Anden Verdenskrig. De to bøger giver et samlende blik over store dele af danske litteratur i 1900-tallet. Begge er meget at anbefale.

PS. Et notat om Jørgen Bukdahl.
Arne Herløv Petersen har lidt svært ved at rubricere Jørgen Bukdahl. Det er han ikke ene om, men sådan som jeg forstår den gamle Bukdahl var han kritisk overfor modernismens ide om, at alt nyt sker gennem brud med det gamle. Det synspunkt vandt ikke gehør dengang og vil heller ikke gøre det i dag. I den litterære verden bruges stadigvæk mange martialske udtryk. ”Avantgarde” er således ubetinget godt. Digteren skal helst være ”fremme i front,” og han må gerne have ”en spids pen” og kunne ”ramme præcist”. Det gælder om at ”slå igennem” og ”lave et gennembrud.” Bag disse krigeriske metaforer gemmer der sig så vidt jeg kan se en gammeldags erobrertrang. Kald det bare imperialismetænkning. Tankegangen er faktisk  underlig, for man kan ikke skrive god litteratur uden at stå på skuldrene af dem der gik forud. Al skrift er tradition. Selv bogstaverne er noget vi har arvet. Men den slags synspunkter kommer man ingen vegne med her i landet. Så Bukdahl måtte nøjes med at fremføre sine synspunkter for elever på Askov Højskole og for medlemmer af foredragsforeninger langt ude på landet, hinsides universitetets rundhorisont.



søndag den 10. maj 2020

Epidemiens klassiske litteratur: To eksempler

Daniel Defoe: ”Pestens år”, Hoff & Poulsen 2019, 270 sider, 299,95 kr.

Martin Luther: ”Hvordan man skal forholde sig ved epidemier”, oversat og tilrettelagt af Finn B. Andersen, Books on Demand 2020, 43 sider, 79 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Det kan synes usmageligt – som en svælgen i sygdom og død – at læse bøger om pest i denne tid, hvor verden kæmper mod coronasmitten. Jeg havde dog modtaget et anmeldereksemplar af ”Pestens år”, inden sygdommen for alvor begyndte at sprede sig, så jeg følte mig forpligtet til at læse den. Det viste sig ikke at være så tosset, for den nuværende krise sættes i perspektiv, når man læser en beskrivelse af tidligere tiders næsten totale magtesløshed over for pandemier. Samtidig gav den mig lyst til at gå endnu længere tilbage i tiden og undersøge Martin Luthers syn på, hvordan man skal forholde sig, når en epidemi raserer. Hans lille korte skrift herom udkom i dansk oversættelse, umiddelbart inden coronapandemien brød ud.

Forfatteronkel og -nevø
Forlaget Hoff & Poulsen udgiver moderne og klassisk skønlitteratur. Om ”Pestens år” er skønlitteratur kan dog diskuteres. Den er skrevet af ”Robinson Crusoe”s forfatter, Daniel Defoe, i 1722, men udfolder sig snarere som en lægmands redegørelse for pestens hærgen i London tilbage i 1665. På det tidspunkt var Defoe i fem års alderen, hvilket taler for, at bogen bør klassificeres som skønlitteratur, for en femårig kan umuligt huske så meget, som der redegøres for i bogen. Dog er det ikke det rene opspind, bogen udfolder. Den engelske originaltitel er ”A Journal of the Plague Year”, og den er netop udformet som en journal.

Fortælleren gennemgår minutiøst og med inddragelse af en række opgørelser pestens bevægelser og vækst gennem Londons bydele, samtidig med at han redegør for forskellige temaer, såsom hvordan man forsøgte at hindre smitte, hvordan byens indbyggere blev forsynet med madvarer, hvordan man begravede det store antal døde, hvordan udenrigshandlen led skade og hvordan store dele af befolkningen glemte at passe på smittefaren, da dødeligheden faldt hen mod epidemiens slutning.
Teksten er ubrudt gennem 251 sider. Der findes ingen kapitelopdeling, ingen overskrifter og markering af temaskift, hvilket gør læsningen lidt tung. Desuden kan de samme temaer godt blive behandlet flere gange med en smule gentagelse til følge. Imidlertid synes dette at have sin forklaring.

I hvert fald tyder noget på, at ”Pestens år” rent faktisk er, hvad den giver sig ud for at være: En redegørelse for hvad der skete i London, da pesten rasede i byen. En journal, der måske kun er bearbejdet, men ikke oprindeligt skrevet af Daniel Defoe. Forfatteren underskriver sig da også til sidst med initialerne H.F. I oversætteren Hans-Jørgen Birkmoses fine lille forord oplyses det, at Defoes onkel, der har en del til fælles med fortælleren, hed Henry Foe, og derfor kan være den person, som teksten oprindeligt stammer fra.

Selvom der er påvist enkelte faktuelle fejl i manuskriptet, kan tekstens grundstamme altså godt være forfattet af Henry Foe, hvorefter Daniel Defoe har bearbejdet den til udgivelse, som en slags advarsel til sin samtid, hvis en ny epidemi brød ud.

Mikroskopiske drager, slanger og djævle
Fortælleren har et ortodokst syn på, hvorfor pesten er brudt ud. Han anser det for at være en parallel til de gammeltestamentlige historier, hvor Gud straffer israelitterne eller andre befolkninger med vidt forskellige midler, blandt andet pest. Om hoffet skriver han, at ”man uden at være ubarmhjertig kunne sige, at deres himmelråbende laster havde været en stærkt medvirkende årsag til, at hele landet blev ramt af denne frygtelige straf” (s. 29). Derfor undrer han sig også over, at ingen i kongefamilien blev ramt af pesten.

Forfatteren er tydeligt tilpas med, at man ”flokkedes i kirker og til bønnemøder, der var så propfyldte, at det ofte var umuligt at komme til, ja, at man ikke engang kunne nå frem til dørene i de største kirker” (s. 42). I vore coronatider er det, han fandt behag i dengang, udtryk for det glade vanvid og en uforsigtig intensivering af smittefaren. Alligevel findes der i bogen en vis forståelse for, hvordan sygdommen spredtes: ”…ulykken forværredes på grund af smitte; det vil sige via bestemte dampe eller dunster, som lægerne kalder effluvia, fra ånde eller sved eller stanken fra de syges sår eller på en eller anden måde måske, som end ikke lægerne forstår, og denne effluvia påvirkede de raske, som kom inden for en given afstand af de syge, trængte øjeblikkeligt ind i disse menneskers vitale organer, fik straks deres blod til at gære og irritere deres livsånder så meget, som man kunne konstatere – og disse nyligt smittede mennesker overførte på samme måde sygdommen til andre” (s. 89). Dog afvises en forestilling, der ellers minder en del om virkelighedens bakterier og vira: ”Jeg har hørt, at andre mente, man måske kunne skelne pesten, hvis en person åndede på et stykke glas, hvor man i kondensen ville kunne se levende væsner i et mikroskop, uhyrlige og skrækindjagende skabninger som drager, slanger og djævle, gyselige syn. Men det tillader jeg mig at tvivle stærkt om, og vi havde ingen mikroskoper dengang, så vidt jeg husker, så man kunne foretage eksperimentet” (s. 219).

Ros til sundhedssystemet
Forfatteren roser flere gange bystyret for den måde, hvorpå man forsøgte at hjælpe de fattige og de syge. Ganske vist kritiserer han, at man låste hele familier inde, selvom kun få var smittet, men han taler med stor taknemmelighed om de personer, der plejede og trøstede de syge. Over 300 år senere glæder man sig ligeledes over, at nogle vil tage hånd om de syge. Man glæder sig over et velfungerende sundhedssystem og dets personale, der knokler for at redde flest mulige på intensivafdelingerne fra en sygdom, der er betragtelig mindre dødelig, end byldepesten var, men som bider kraftigt fra sig i andre lande end Danmark. I 1600-tallet udsatte læger, sygeplejersker og præster sig for alvorlig dødsfare ved at behandle eller dæmpe de syges symptomer og frygt, men den indsats, nutidens sundhedspersonale lægger for dagen, skal ikke undervurderes. Også de udsætter sig for risici, og må lide afsavn.

Pesten var en grufuld dræber. Coronavirussen har i andre lande end Danmark, der hurtigt indførte forholdsregler, vist sig også at være et særdeles farligt fænomen. Så selvom den ikke er så slem som pesten, er den alvorlig nok. Alligevel sættes den nuværende trussel i perspektiv, når man læser Defoes genremæssigt ubestemmelige, men langt hen ad vejen troværdige beskrivelse af pestens dødedans i London tilbage i 1665.

Et bestillingsarbejde
Knap halvandet århundrede inden tragedien i London, huserede sygdommen i de tyske riger. Wittenberg - der var det geografiske udgangspunkt for reformationen, fordi det var dér, reformatoren Martin Luther boede, underviste, skrev og fungerede som præst – blev ramt af pesten den 2. august 1527. En evangelisk-luthersk præst i Breslau skrev til Luther med en anmodning om, at reformatoren udarbejdede et skrift om, hvordan præster skulle forholde sig ved epidemier som pesten. Luther havde rigeligt at se til, dels fordi han generelt var en travl mand, dels fordi han i den aktuelle situation havde valgt at trodse kurfystens ordre om at rejse til Jena, fordi han ville blive og yde sjælesorg for de syge og de frygtsomme. Dog fik Luther på et tidspunkt tid til at skrive sit svar, som han straks lod trykke, fordi det også kunne være andre end breslaupræsten til gavn.

Ikke skamfuldt at flygte
Selvom Luther selv havde fravalgt flugten, indleder han med at slå fast, at flugt ikke er skamfuldt. De, der er svage i troen, kan frit tage af sted og lade dem blive, der er stærke i troen og tilliden til, at alt former sig efter Guds vilje. Det er kun nødvendigt, at det antal præster, der skal til for at dække det lokale behov, forbliver i byen. Det samme gælder for øvrigt repræsentanter for den verdslige øvrighed og for læger. I modsætning til epidemien i London, hvor borgerskabet i stor stil efterlod deres boliger og ejendom til tyendets beskyttelse, gør Luther opmærksom på, at herskabet og tyendet er bundet af en gensidig forpligtelse, så den ene part ikke bare kan stikke af uden den anden.
Luther opremser en række eksempler fra Bibelen, hvor personer flygtede fra forskellige former for fare. Dermed vil han slå fast, at det hverken er skamfuldt eller syndigt at flygte, og at dem, der gør det, ikke skal hånes eller straffes.

Vis djævelen trods
Selvom Luther – ligesom Defoe - mener, at pesten er sendt fra Gud som en prøve på folks tro, er det dog djævelen, der orkestrerer epidemien. Djævelen anså man dengang for at være en reelt eksisterende person. I Luthers øjne er det djævelens mål at få flest mulige skræmt, så de dels undlader at hjælpe den syge næste og dels mister troen på Gud. Over for dette griber Luther til den frimodighed, han lærte at omgås Djævelen med under sin tid som munk:
”Fordi vi da véd, at sådan skræk og frygt er Djævelens spil, så skal vi så meget mindre bekymre os om dette, men ham til trods og forargelse fatte mod, vise og drive skrækken tilbage på ham selv og væbne os med en sådan rustning, at vi må sige: Vig bort med din skræk, Satan, og siden det ærgrer dig, så vil jeg, dig til trods, desto før gå til min syge næste for at hjælpe ham.” (s. 20).

Sund fornuft som den bedste medicin
Luther fremhæver Jesu ord fra Matthæusevangeliet (25,40): ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig”. Hermed vil han vise, at hjælp til de syge ikke er en overilet handling, men en fordring, som de stærke i troen kan tage på sig. Dog siger han også, at man kan blive lige lovlig grebet af sin tro på, at Gud nok skal hjælpe en igennem, selvom man omgås de smittede. Der findes folk, der ”foragter brugen af lægemidler og ikke undgår de steder, hvor de smitsomme sygdomme er opstået […]” (s. 27). Men ved en sådan overmodig adfærd frister man Gud. ”For Gud har skabt medicinen og givet os forstand til at forstå kroppen og pleje den, så at den kan være sund og frisk.” (s. 27).

Det var nu så som så med brugbarheden af datidens medicin. Luther led selv af diverse lidelser, som bestemt ikke blev afhjulpet af lægernes kure og medikamenter, men i visse tilfælde blot føjede ekstra smerte til.

Den bedste medicin var nok sund fornuft, og den er Luther heller ikke bleg for at ordinere: ”Og tænkt sådan: Velan, fjenden har med Guds tilladelse sendt os gift og dødelig smitte, så vil jeg da bede Gud, at han vil være og blive os nådig. Derefter vil jeg hjælpe at rense luften. Give og tage imod lægedom. Undgå steder og personer, hvor man ikke behøver mig, for at jeg ikke skal fordærve mig selv, og dertil måske mange andre ved mig blive forgiftet og smittet, så jeg ved min skødesløshed bliver årsag til deres død. Vil Gud ramme mig, skal han nok finde mig.” (s. 28f),
Luther udstikker dog selv en medicin, der kan være særdeles smittebærende, nemlig gudstjenester og nadver. Under den nuværende krise er kirken lukket for at undgå en øgning af smitterisikoen. Et sådant tiltag var utænkeligt både på Luthers og Defoes tid.

”Hvordan man skal forholde sig ved epidemier” er ikke en flot udgivelse som Hoff & Poulsens udgave af ”Pestens år”, men den indeholder et interessant lille kildeskrift fra en tid, hvor man greb epidemier an på en helt anden måde end i dag – og så er der alligevel visse ligheder mellem dengang og nu, selvom vi ved meget mere om sygdom og vira i dag. Begge dele – både forskelle og ligheder – er interessante.

Egil Hvid-Olsen, april 2020.

søndag den 26. april 2020

I selskab med levende og døde

Claus Ankersen
Pendæmonium
Det poetiske bureaus forlag 2018
168 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum

Pandæmonium er hovedstaden i helvede i John Miltons episke renaissance-digtbog Paradise Lost. Pendæmonium er titlen på en bemærkelsesværdig digtbog af Claus Ankersen.

Claus Ankersens bog består af 108 forfatterportrætter, formuleret som drømme. Forfatterportrætterne er subjektive og subjektiv udvalgte og består mere i gengivelse af hændelser, der involerer Claus Ankersen selv.

”Du kan godt glemme det, Niels E. Nielsen. Du kommer heller ikke med, Niels Hav. Det kunne aldrig falde mig ind at drømme om jer, næh, Vagn Steen. Ham skal der drømmes om. Så det gjorde jeg. Jeg drømte jeg mødte Vagn Steen.”

Idéen er genial og langt hen ad vejen meget, meget fint udført. Når det hæver sig, får vi karakteristiske billeder af kendte forfattere, når det ikke gør, spørger digteren selv (som et andet sted i drømmen det nedenstående citat er klippet fra), om det er namedropping:

“Du skal ikke være ked af det, min pige.” Tove Ditlevsen bøjede sig ned og så sig i navlen med et ømt blik. “Du skal heller ikke,” tilføjede hun, henvendt til Vita Andersen som nu var dukket op ved siden af den unge Asta og hev og sled i hendes vinflaske for at få en tår. Hun var frygtelig tørstig.”

Det er ikke namedropping. Jeg har det problem med namedropping, at anklagen for det det kan blive et skalkeskjul for angsten for viden og flovheden over, at man ikke besidder den. Claus
Ankersen er et helt andet sted. Han vil de forfattere noget, han skriver om, og han vil at de skal ville ham noget.

Styrken i bogen, foruden det grundlæggende greb at samle forfattere omkring sig i drømme, er, at den både forholder sig til den meget store litteratur gennem portrætter af Rifbjerg, Borges, Yeats, Seeberg, H. C. Andersen og den mere lokale:

"Mads Holger mødte jeg i en drøm som foregik på Jacob Ludvigsens majestætiske kontor på Købmagergade. “Hÿ the fÿq izzat?” betydede han og udpegede mig med sit whiskeyglas. “Mads Holger. Claus Ankersen. Claus Ankersen. Mads Holger.” Ludvigsen slog alfaderligt ud med armene. “I er jo gamle redaktør-kolleger. Fra Rendestenen,” forklarede han Mads. Jeg vidste det udmærket. Folk i lokalområdet var fuldkommen eksede med Holger. Ludvigsen vendte blikket mod mig, stadig med armene hvilende patriarkalsk på skuldrene af os.”

Portrættet er af forfatteren og den konservative politiker og mediemanden Mads Holger, der begik selvmord halvandet år før bogens udgivelse. Claus Ankersen placerer sig mellem ham og den berømte flipper Jacob Ludvigsen, der døde i 2017. Teksten foregår i drømme i et rum, befolket af mennesker, der netop er døde, men Claus Ankersen lader dem have deres egenskaber og sociale omgangsform i behold, samtidig med at han bekender sig til Ludvigsens verden, mere end Mads Holgers.

Der står det stærkt. I portrættet af Poul Henningsen, kan man diskutere, om det er rimeligt at bringe en metafor fra Tolkien: ”Jeg drømte jeg mødte Poul Henningsen. Han skældte mig ud for ikke at tage bladet fra munden. Jeg forsøgte at forklare ham, at det ikke var så nemt, og at man virkelig må veje sine ord på en guldvægt for ikke at blive opdaget af den politiske korrektheds store fyrtårn af et sauron-øje og brændt til aske på et split-sekund.”

Men det er det eklektiske, det nærmest synkretistiske, der kendetegner Claus Ankersens bog og langt hen ad vejen også forfatterskabet, der siden er blevet beriget med bl.a. digtbogen Det syngende hjertes triumf (Forlaget Emeritus, 2019), må man acceptere som en måde at nærme sig verden på, hvis man vil være i forfatterens univers. Der er meget at hente.

Et af formålene med Den smalle bog er at give professionelt udgivne bøger anmeldelser. Bl.a. derfor kan der, som her, forekomme tilfælde, hvor også lidt ældre udgivelser anmeldes som denne fra 2018.

søndag den 19. april 2020

Poesien som gift og modgift

Det usynlige sår – La Herida Invisible
Elizabeth Torres
Det Poetiske Bureaus Forlag 2019

Af Carina Wøhlk. 
Latinamerikansk litteratur har meget at byde på. Ikke mindst i den poetiske genre. I slutningen af 2019 udgav Det Poetiske Bureaus Forlag en antologi med udvalgte digte, skrevet af den spændende colombianske poet Elizabeth Torres. Det usynlige sår – La Herida Invisible, som antologien hedder, består af udvalgte digte fra 5 forskellige digtsamlinger, der er udkommet i perioden 2010-2018. Udgivelsen er udsmykket med Torres´ egne illustrationer.

Den nu herboende digter blev født i 1987 i Bogota i Colombia. Tusindkunstneren Torres, der både er digter, illustrator, galleriejer, redaktør og oversætter, debuterede allerede som 11-årig og har siden skrevet flere end 20 digtsamlinger. Det er en imponerende præstation og produktion, og det er da også, som om hendes digtning er drevet af en poetisk urkraft.

Gift og modgift
Antologien indledes med Torres´ flammende forord – en slags poetisk manifest, der lader læseren forstå, at digtning ikke bare er et spørgsmål om liv og død, men om liv ELLER død. Poesien har en voldsom styrke, der får hende til at kalde den for både gift og modgift (se side 7).

I digtet Ønske (se s. 63) efterlyser Torres netop vildskaben og galskaben i poesien. Hun vil have ”  et dødsmærket digt….som ikke skaber/ som ikke frelser/ som ikke beroliger/ gift i stride strømme – det er det jeg vil have”. Det er noget insisterende i denne viljesytring, som overskrider betydningen af et fromt ønske. Torres vil noget med sin kunst og har en klar følelse af poesiens egen vilje; en vilje, der – som kærlighedens - kan drives til både at såre og hele, apropos antologiens titel.

Synoptisk læsning
Som netop titlen antyder, er udgivelsen dobbeltsproget. Digtene kan læses synoptisk – hvis læseren vel at mærke behersker det spanske sprog. Oversætteren er Malene Boeck Thorborg, der også stod bag den fremragende oversættelse af Gabriela Mistrals digte fra samme forlag tilbage i 2018. Selv den læser, der ikke er spanskkyndig, får en fornemmelse af Boeck Thorborgs sans for det poetiske udtryk og for digteren bag ordene – og i øvrigt en ubændig lyst til at lære spansk.
Kiler af klarhed

Torres skriver sanseligt og indimellem svulstigt – vel ganske kendetegnende for latinamerikansk digtning. Midt i alt det floromvundne optræder kiler af klarhed – som på s. 13:”Det eneste jeg ejer er dette øjeblik”.  Denne og andre lignende eksistentielle indsigter står stærkt i antologien.

Torres er begejstret for gentagelser – af både ord og sætninger. Gentagelserne har et formål. De tjener til at understrege en poetisk pointe. I den forstand kommer formen til at forstærke indholdet. 

For eksempel står der tre gange på s. 27: ”Oplysning: områderne, som vi ikke tog bolig i, venter os endnu”. På s. 39 bliver ordlyden en anelse anderledes: ”Jeg gentager: Områderne vi ikke tog bolig i, venter os stadig/ Områderne vi ikke tog bolig i, venter os stadig,/ venter os stadig,/ venter os stadig”. Det er som en indtrængende påmindelse om ubrugte muligheder, om håb, slet og ret.

En jordskredszone
Samlet set giver Det usynlige sår læseren en følelse af at være i en ”jordskredszone” (se f.eks. s. 25) – for nu at bruge et af Torres´ yndlingsudtryk. Elizabeth Torres formår at lade poesiens uforudsigelige styrke skubbe læseren omkuld – og rækker samtidigt i sine digte den h(ånd), der kan genrejse.   



 

søndag den 22. marts 2020

Det naturlige menneske i en urbaniseret verden


Poul Lynggaard Damgaard
Vi bærer hinanden som frakker
Ravnerock, 187 SIDER (2019)

Poul Lynggaard Damgaard (f. 1977) har med digtsamlingen ”Vi bærer hinanden som frakker” skrevet en række stramt komponerede digte, som både er smukke, finurlige og tilforladelige.

Damgaard har noget med besjæling i denne digtsamling. Jeg skal ikke kunne sige, om det er gennemgående for hans forfatterskab. Dette er første møde med digteren som læser.
Som for eksempel i digtet ’Glemte noter’:

”En bevægelse et andet sted
for at kunne sige noget her.
Væggene er fløjet til vejrs.
Noget har flyttet sig,
og jeg går udenom
for at sætte mig.
En vind tager
ordet
alvorligt.
Du står det samme sted.
Fløjl blandt meget andet”.

Eller fra digtet ’Alt udenom mig’:

” (…) Et grædende træ midt i byen (…)”

Besjæling er et rigtig fint greb, men det kan dog overgøres, så meningen ryger, og det mener jeg gør sig gældende ved nogle af disse digte, om end jeg selv elsker den form. Damgaard skriver sig på en måde ind i den romantiske tradition med disse stemningsmættede og metaforspækkede digte, hvor naturens skønhed kommer til udtryk ganske ofte. Under overfladen lurer en frygt for urbaniseringen, hvor han med metamorfoser og surreel billeddannelse og realisme på den anden side lader byens elementer opstå i naturen eller omvendt. At læse netop disse digte, hvor han lader elementerne opstå op og ned ad hinanden, er det som at se på et maleri af Poul Anker Bech. Og det er ganske fortræffeligt. Som digtet ’Stjernerne som en indretning’:

”Små gnistrende ansigter og falde og stå
i den samme bemærkning lagt til side
hen mod asfalten. Jeg vender tilbage
til restauranten, hvor nogen har lagt
dig som en serviet inden du
ankommer. Jeg kigger ud
og følger en gren
slæbe
sig gennem sandet.
I et hoved to ansigter
flimrende mod en dobbeltdør.
På hver sin side i lokalets midte
står vi med et hav imellem os.
Vi skåler mod stjernerne
som en indretning
og taler om
funktionens farver.”

Af temaer berører Damgaard systemet i form af jobcentret, at være indlagt, men også mere overordnede begreber som ekstremisme, og en slet skjult bemærkning om alle de mennesker, der falder igennem det danske system.

Der introduceres et ’jeg, et ’du, og et ’vi’, og jeg’et er meget gennemgående, mens du’et og vi’et forekommer sjældent, nærmest som en sidebemærkning, og det giver en følelse af et ensomt jeg, der forsøger at navigere i en verden fyldt med du’er og vi’er, men hvor jeg’et er mere optaget af natur kontra storby, eller måske i virkeligheden prøver at nærme sig du’et og vi’et, men altså uden held. Det forekommer trist, og det at være isoleret var nok den følelse, der fyldte mest i mig, da jeg læste digtsamlingen. Der er også noget med ophav, urmennesket, der ikke vil lade sig ødelægge af byen. Man kan tage naturen væk fra mennesket, men man kan ikke tage naturen ud af mennesket. Måske derfor drages mennesket af naturen og har alle dage gjort det. Der skildres en ambivalens i at ville andre mennesker, men ikke at kunne tilpasse sig den leveform, vi mennesker har i byerne, nok storbyerne i særdeleshed. På den måde kan man også se digtsamlingen som en kritik af den bestående samfundsstruktur og levevis, der ikke giver megen plads til det autentiske, fredelige og naturlige menneske.   

Digtsamlingen er som helhed æstetisk smuk, Damgaard kan noget med formen, men jeg savner, at der bliver sat lidt mere på spil, at digtene er mere nærværende. Det er som om, der er et mælket slør for øjnene, når man læser, så man ikke rigtig kan se klart eller kommer i dybden med noget. Damgaard kradser i overfladen, og det gør han rigtig godt, men hvis han turde gå derind, hvor det gør rigtig ondt, eller der, hvor der i det hele taget virkelig er noget på spil, ville digtsamlingen virke mere vedkommende og helstøbt. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at Damgaard er dygtig, men som læser lades man på en måde lidt udenfor det alle væsentligste. En lidt tom følelse efter endt læsning, og det er rigtig ærgerligt.

søndag den 15. marts 2020

Et mareridt i fortidens geografi

Hvis du overvejer at vende tilbage til din provinsielle opvæksts geografi for at gøre en forskel, skal du læse Jens Peter Kaj Jensens nye roman; den får dig på bedre tanker 


Jens Peter Kaj Jensen
Afstande over vand, roman
370 sider, 299,95 kr.
Forlaget Ekbátana

Af Jens Carl Sanderhoff

Solens varme stråler ville kalde alle duftene frem fra den klæge jord. Den ville også hidkalde en tørstig tordenflue, som ville sætte sig til at drikke fra det højre øjes fugtige inderkrog. Cyklens forhjul ville slingre mærkbart, mens man med den venstre hånds lillefinger forsøgte at skille sig af med den irriterende gæst. (s.83)

Det indledende citat er hentet fra første del af Jens Peter Kaj Jensens (f. 1965) nye roman, Afstande over vand. Sådan kan man stille en diagnose, uden at pege pointen alt for tydeligt ud, for præcis denne lille snip af en kapitel-indledende tekst fanger meget godt hele romanens uro, eller skulle jeg kalde det apokalypse, for der er ikke rart i Lille Fuglede og omegn, hvis man går litterært til værks i en gennemgang af det formative stof, vi alle sammen mere eller mindre er gjort af.

Jeg har været mesterligt underholdt, ikke af en vild og uforudsigelig fortælling, men at et plot, der ligner en blanding af tv-serien Landsbyen krydret med lidt Lykke-Per og antydningen af Dommedag Nu, og så kan man jo næsten ikke forlange mere. JPKJ skriver simpelthen flydende og godt, og indimellem (ofte) tillader han sig også at være poetisk - også det klæ’r ham.

Ingen børn leger skjul i krattet længere, ingen går på opdagelse mellem vragrester, og opskyllede drømme får lov at ligge. De voksne, som selv går i skjul ved Fiskerhuset, har ikke øje for gemte skatte og skjulte rædsler. (s.309)

Kort fortalt er romanen en fortælling om Tom, som efter nogle succesfulde år i udlændighed beslutter sig for med sin formue at gøre en forskel for sin barndomsegn, der ellers vantrives som en del af det, vi nu alle kender som Udkantsdanmark, men som i bund og grund er det, der har skabt Danmark, både som nation og som idé. Han kommer hjem med store planer, som skal gøre området til et kreativt, lidt luksusagtigt og bæredygtigt område med højt til loftet. Men helt så rent i kanten er egnen sydøst for Kalundborg åbenbart ikke, og Tom møder lige fra begyndelsen en forbeholden opbakning og siden hen, ja, nu skal jeg ikke spolere plottet, men det Tom oplever, er mildest talt trange tider. En nedtur på sin gamle hjemegn. Sideløbende med det spor får vi også historien om et efterladt ægteskab i USA, der befinder sig i krise, og derfor bliver Toms rejse tilbage til sit udgangspunkt også en fortælling om kærlighedens veje og måske især vildveje. Romanen er første del af to, så der kan ske Tom meget endnu, og det forventer jeg da også, sådan som Afstande over vand efterlader sin læser.

Der er noget Shakespearesk over JPKJs konstante skift mellem det ophøjede og det profane, og han opererer lige hjemmevant med figurer, som er protagonister, eskapister eller brugsuddelere, også selvom man indimellem tænker; arh, ville han nu også gøre det, den gode hovedperson, for det er uden sammenligning Tom, der bærer det narrative flow i fortællingen. Men fordi romanen er så godt skrevet, æder man også de nogle gange lidt firkantede adfærdskollaps, man som læser må lægge øjne og hjerne til.

Sidst i romanen er persongalleriet optegnet, og der er en del at følge med i, men jeg havde nu ikke svært ved at huske, hvem der hørte til hvilke dele af de mange vidtforgrenede fortællinger fra nutid og fortid. JPKJ holder sin fortælling stramt og velafbalanceret gennem de mange afstikkere og sidefortællinger, som der uomtvisteligt er mange af, og det er en del af romanens styrke. Vi kommer godt omkring; Boston, Portugal, barndommens rige og det Vestsjællandske er baggrund for nogle af romanens scener. Den er at sammenligne med et sofistikeret persisk tæppe, hvor trådene alle sammen er med til at skabe et overordnet motiv. Nogle tråde er silke og andre hør, men de føjer sig fint sammen, gør de, og jeg glæder mig til at følge fortællingen fra Fuglede i alle dens nuancer, når andet bind udkommer.

Denne roman kunne sagtens være udgivet på et stort forlag, for den har det hele, og jeg ved ikke om JPKJ har haft den andre steder til gennemlæsning, men det er også lige meget, for skynd dig ud at købe den, så støtter du et af Danmarks mere spændende mikroforlag, og den ildsjæl af en forlægger, som Christel Sunesen er, og som ved gud arbejder intenst for sine forfattere og for udbredelsen deres bøger. Kom så afsted!

Vi bruger ikke stjerne-hjerte-whatever-skalaer, når vi bedømmer her på Den smalle bog, men jeg har alligevel lyst til at kaste fem ud af seks flasker billig vodka i grusgraven Lorten, som er et centralt sted i denne fortælling. Når du har læst romanen, hvad du selvfølgelig skal og gør, så vil du forstå, hvad jeg mener.