Det naturlige menneske i en urbaniseret verden

Poul Lynggaard Damgaard
Vi bærer hinanden som frakker
Ravnerock, 187 SIDER (2019)

Poul Lynggaard Damgaard (f. 1977) har med digtsamlingen ”Vi bærer hinanden som frakker” skrevet en række stramt komponerede digte, som både er smukke, finurlige og tilforladelige.

Damgaard har noget med besjæling i denne digtsamling. Jeg skal ikke kunne sige, om det er gennemgående for hans forfatterskab. Dette er første møde med digteren som læser.
Som for eksempel i digtet ’Glemte noter’:

”En bevægelse et andet sted
for at kunne sige noget her.
Væggene er fløjet til vejrs.
Noget har flyttet sig,
og jeg går udenom
for at sætte mig.
En vind tager
ordet
alvorligt.
Du står det samme sted.
Fløjl blandt meget andet”.

Eller fra digtet ’Alt udenom mig’:

” (…) Et grædende træ midt i byen (…)”

Besjæling er et rigtig fint greb, men det kan dog overgøres, så meningen ryger, og det mener jeg gør sig gældende ved nogle af disse digte, om end jeg selv elsker den form. Damgaard skriver sig på en måde ind i den romantiske tradition med disse stemningsmættede og metaforspækkede digte, hvor naturens skønhed kommer til udtryk ganske ofte. Under overfladen lurer en frygt for urbaniseringen, hvor han med metamorfoser og surreel billeddannelse og realisme på den anden side lader byens elementer opstå i naturen eller omvendt. At læse netop disse digte, hvor han lader elementerne opstå op og ned ad hinanden, er det som at se på et maleri af Poul Anker Bech. Og det er ganske fortræffeligt. Som digtet ’Stjernerne som en indretning’:

”Små gnistrende ansigter og falde og stå
i den samme bemærkning lagt til side
hen mod asfalten. Jeg vender tilbage
til restauranten, hvor nogen har lagt
dig som en serviet inden du
ankommer. Jeg kigger ud
og følger en gren
slæbe
sig gennem sandet.
I et hoved to ansigter
flimrende mod en dobbeltdør.
På hver sin side i lokalets midte
står vi med et hav imellem os.
Vi skåler mod stjernerne
som en indretning
og taler om
funktionens farver.”

Af temaer berører Damgaard systemet i form af jobcentret, at være indlagt, men også mere overordnede begreber som ekstremisme, og en slet skjult bemærkning om alle de mennesker, der falder igennem det danske system.

Der introduceres et ’jeg, et ’du, og et ’vi’, og jeg’et er meget gennemgående, mens du’et og vi’et forekommer sjældent, nærmest som en sidebemærkning, og det giver en følelse af et ensomt jeg, der forsøger at navigere i en verden fyldt med du’er og vi’er, men hvor jeg’et er mere optaget af natur kontra storby, eller måske i virkeligheden prøver at nærme sig du’et og vi’et, men altså uden held. Det forekommer trist, og det at være isoleret var nok den følelse, der fyldte mest i mig, da jeg læste digtsamlingen. Der er også noget med ophav, urmennesket, der ikke vil lade sig ødelægge af byen. Man kan tage naturen væk fra mennesket, men man kan ikke tage naturen ud af mennesket. Måske derfor drages mennesket af naturen og har alle dage gjort det. Der skildres en ambivalens i at ville andre mennesker, men ikke at kunne tilpasse sig den leveform, vi mennesker har i byerne, nok storbyerne i særdeleshed. På den måde kan man også se digtsamlingen som en kritik af den bestående samfundsstruktur og levevis, der ikke giver megen plads til det autentiske, fredelige og naturlige menneske.   

Digtsamlingen er som helhed æstetisk smuk, Damgaard kan noget med formen, men jeg savner, at der bliver sat lidt mere på spil, at digtene er mere nærværende. Det er som om, der er et mælket slør for øjnene, når man læser, så man ikke rigtig kan se klart eller kommer i dybden med noget. Damgaard kradser i overfladen, og det gør han rigtig godt, men hvis han turde gå derind, hvor det gør rigtig ondt, eller der, hvor der i det hele taget virkelig er noget på spil, ville digtsamlingen virke mere vedkommende og helstøbt. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at Damgaard er dygtig, men som læser lades man på en måde lidt udenfor det alle væsentligste. En lidt tom følelse efter endt læsning, og det er rigtig ærgerligt.

Et mareridt i fortidens geografi

Hvis du overvejer at vende tilbage til din provinsielle opvæksts geografi for at gøre en forskel, skal du læse Jens Peter Kaj Jensens nye roman; den får dig på bedre tanker 

Jens Peter Kaj Jensen
Afstande over vand, roman
370 sider, 299,95 kr.
Forlaget Ekbátana

Af Jens Carl Sanderhoff

Solens varme stråler ville kalde alle duftene frem fra den klæge jord. Den ville også hidkalde en tørstig tordenflue, som ville sætte sig til at drikke fra det højre øjes fugtige inderkrog. Cyklens forhjul ville slingre mærkbart, mens man med den venstre hånds lillefinger forsøgte at skille sig af med den irriterende gæst. (s.83)

Det indledende citat er hentet fra første del af Jens Peter Kaj Jensens (f. 1965) nye roman, Afstande over vand. Sådan kan man stille en diagnose, uden at pege pointen alt for tydeligt ud, for præcis denne lille snip af en kapitel-indledende tekst fanger meget godt hele romanens uro, eller skulle jeg kalde det apokalypse, for der er ikke rart i Lille Fuglede og omegn, hvis man går litterært til værks i en gennemgang af det formative stof, vi alle sammen mere eller mindre er gjort af.

Jeg har været mesterligt underholdt, ikke af en vild og uforudsigelig fortælling, men at et plot, der ligner en blanding af tv-serien Landsbyen krydret med lidt Lykke-Per og antydningen af Dommedag Nu, og så kan man jo næsten ikke forlange mere. JPKJ skriver simpelthen flydende og godt, og indimellem (ofte) tillader han sig også at være poetisk - også det klæ’r ham.

Ingen børn leger skjul i krattet længere, ingen går på opdagelse mellem vragrester, og opskyllede drømme får lov at ligge. De voksne, som selv går i skjul ved Fiskerhuset, har ikke øje for gemte skatte og skjulte rædsler. (s.309)

Kort fortalt er romanen en fortælling om Tom, som efter nogle succesfulde år i udlændighed beslutter sig for med sin formue at gøre en forskel for sin barndomsegn, der ellers vantrives som en del af det, vi nu alle kender som Udkantsdanmark, men som i bund og grund er det, der har skabt Danmark, både som nation og som idé. Han kommer hjem med store planer, som skal gøre området til et kreativt, lidt luksusagtigt og bæredygtigt område med højt til loftet. Men helt så rent i kanten er egnen sydøst for Kalundborg åbenbart ikke, og Tom møder lige fra begyndelsen en forbeholden opbakning og siden hen, ja, nu skal jeg ikke spolere plottet, men det Tom oplever, er mildest talt trange tider. En nedtur på sin gamle hjemegn. Sideløbende med det spor får vi også historien om et efterladt ægteskab i USA, der befinder sig i krise, og derfor bliver Toms rejse tilbage til sit udgangspunkt også en fortælling om kærlighedens veje og måske især vildveje. Romanen er første del af to, så der kan ske Tom meget endnu, og det forventer jeg da også, sådan som Afstande over vand efterlader sin læser.

Der er noget Shakespearesk over JPKJs konstante skift mellem det ophøjede og det profane, og han opererer lige hjemmevant med figurer, som er protagonister, eskapister eller brugsuddelere, også selvom man indimellem tænker; arh, ville han nu også gøre det, den gode hovedperson, for det er uden sammenligning Tom, der bærer det narrative flow i fortællingen. Men fordi romanen er så godt skrevet, æder man også de nogle gange lidt firkantede adfærdskollaps, man som læser må lægge øjne og hjerne til.

Sidst i romanen er persongalleriet optegnet, og der er en del at følge med i, men jeg havde nu ikke svært ved at huske, hvem der hørte til hvilke dele af de mange vidtforgrenede fortællinger fra nutid og fortid. JPKJ holder sin fortælling stramt og velafbalanceret gennem de mange afstikkere og sidefortællinger, som der uomtvisteligt er mange af, og det er en del af romanens styrke. Vi kommer godt omkring; Boston, Portugal, barndommens rige og det Vestsjællandske er baggrund for nogle af romanens scener. Den er at sammenligne med et sofistikeret persisk tæppe, hvor trådene alle sammen er med til at skabe et overordnet motiv. Nogle tråde er silke og andre hør, men de føjer sig fint sammen, gør de, og jeg glæder mig til at følge fortællingen fra Fuglede i alle dens nuancer, når andet bind udkommer.

Denne roman kunne sagtens være udgivet på et stort forlag, for den har det hele, og jeg ved ikke om JPKJ har haft den andre steder til gennemlæsning, men det er også lige meget, for skynd dig ud at købe den, så støtter du et af Danmarks mere spændende mikroforlag, og den ildsjæl af en forlægger, som Christel Sunesen er, og som ved gud arbejder intenst for sine forfattere og for udbredelsen deres bøger. Kom så afsted!

Vi bruger ikke stjerne-hjerte-whatever-skalaer, når vi bedømmer her på Den smalle bog, men jeg har alligevel lyst til at kaste fem ud af seks flasker billig vodka i grusgraven Lorten, som er et centralt sted i denne fortælling. Når du har læst romanen, hvad du selvfølgelig skal og gør, så vil du forstå, hvad jeg mener.

En lang sammenhængende udfoldelse af bogens første sætning

MÆLKEMANDEN
af Anna Burns
Oversat af Sara Koch
Forlaget Palomar
366 sider


Af Jes Nysten

“Den dag Somebody McSomebody satte en pistol mod mit bryst og kaldte mig en tøs og truede med at skyde mig, var samme dag som mælkemanden døde”. Sådan begynder denne originale, udfordrende og dybt fascinerende fortælling. Et sådan anslag fanger, og man må nødvendigvis komme til bunds i det drama, der åbnes op for med en sådan begyndelse.

Bogens 360 sider er en lang sammenhængende udfoldelse af denne første sætning. Den der fortæller er en 18 årig pige, hvis navn vi aldrig får fortalt. Ja, ingen af de personer, der befolker hendes fortælling er navngivne. Det er der en god grund til. Hendes fortælling er et langt udmattende forsøg på at holde en hverdag, et liv, en påtrængende og voldelig virkelighed på afstand. Få så meget greb om den, at hun bliver i stand til at leve - leve midt i fortrædelighederne - uden at gå i stykker. Derfor må hun hele tiden omtolke og iscenesætte det, der sker omkring hende, i en egensindig skarpt tilskåret fortælling, som hun føler, hun har fuld kontrol over.
En slags Damage Control!

En bog med i byen
Ofte når hun vover sig ud i byen, har hun en bog med, som hun går og læser i. Tosset synes alle andre, men for hende er det klart nok: bøgerne udfolder det virkelige liv, mens livet omkring hende er et dybt depraveret og livløst ikke-liv. Det er naturligvis bøger fra den gang - før tingene faldt fra hinanden - helt tilbage fra Canterbury fortællingerne, over Ivanhoe til Joseph Conrad og mange flere. Ja, hun læser disse bøger som godnathistorier for sine små søstre for at ruste dem til det liv, der også en dag bliver deres.

Der er således ingen placerbare navne eller steder i hendes fortælling, men det vrimler med selvopfundne navne: hun kalder sig selv “mellem-søster” (klart nok), hun har en “næsten-kæreste”, hun jogger sammen med “svoger nummer tre”, der er en dramatisk historie om “pillepigen”. Hun har trods alt en “Ældste veninde”, og så er der jo de afgørende to “Mælkemanden” og “Somebody McSomebody”.

Stedet hvor hun befinder sig er ligeså “fiktivt”. Hun bor i et kvarter, hvor der kun bor “hendes egne”. Der er en skarpt optrukket zone til det andet kvarter, hvor “de andre” bor. Man blander sig ikke. Zonen er en egentlig “krigs-zone”, dem i det andet kvarter er veritable fjender, der også har en helt anden religion, de dyrker!  Det vrimler på begge sider med selvbestaltede bevæbnede grupper, der har opkastet sig til “ordenshåndhævere”, hvilket blot betyder vilkårlighed og primitiv terrorisering af dem fra det andet kvarter.

Nordirland i 70’erne.
For os læsere er det tydeligt nok, at vi befinder os i Nordirland i 70’erne. Forfatteren er født i Belfast og er således selv vokset op i dette helvede. Hun forstår virkelig at fremmane denne syge, ja dødelige atmosfære, der hængte over dette sted på denne tid. Men afgørende er at hun formål gennem denne 18 årige piges kaotiske men også heroiske fortælling at folde historien ud til mere end “en historie om de forfærdelige ting den gang”. Genkendelig og aktuel er den.

For denne pige taler irriterende vedholdende men også sarkastisk afvæbnende om dumhed, fornedrelse, om fjendebilleder og primitiv magtudøvelse. Ganske genkendeligt for os alle bag den ydre ramme. Vi tyer også nu og da til “opbyggelige bøger”, når dagligdagen tager form af parodi eller mareridt.

Men denne piges stemme er først og fremmest et uhyre stærkt og troværdigt vidnesbyrd om en ung kvindes fornedrede liv i et sygt mandsdomineret samfund, hvor afstumpet magt trumfer alt, hvor hun blot er et objekt, der skal makke ret, og hvor hendes eneste “beskyttelse” er flugt ind i det indre landskab. Genkendeligt?

Dog er bogen sidste sætning ikke helt uden lys. Hun skal ud og løbe med svoger, og så slutter bogen “Da vi landede på fortovet på vej mod parkerne, pustede jeg lyset ud af kroppen igen, og et kort øjeblik, bare et øjeblik, lo jeg næsten”.

Anna Burns har skrevet en krævende bog. En sproglig tour de force, som formidles i en fornem oversættelse af Sara Koch (det har ikke været en nem opgave). Men det er også en klog og ærlig bog. Denne 18 årige “mellem-søster” glemmer man ikke så nemt! Anna Burns fik fuldt fortjent Man Booker Prisen i 2018 for bogen.

Steinbeck-tema i Den smalle bog - Ni stærke bøger

John Steinbeck (1902-1968) er en moderne forfatter, man ikke rigtig kan vide om stadig er moderne. Egil Hvid-Olsen har i de forløbne måneder læst de fleste af Steinbecks hovedværker og skriver her om dem.

Han finder skæringspunkterne frem, hvor de menneskelige relationer er tidløse. Og viser os fortællingerne styrke som grundmenneskelig dramatik. Læs dem her:

Steinbeck: En dejlig torsdag (1954)

Steinbeck: Et mægtigt gilde (1945)

Steinbeck: Månen er skjult (1942)

Steinbeck: Den lange dal (1937)

Steinbeck: Dagdriverbanden (1935)

Steinbeck: Øst for Paradis (1952)

Steinbeck: Rutebil på afveje (1947)

Steinbeck: Perlen (1947)

Steinbeck: Mus og mænd (1937)

Den skrøbelige digter

Villads Eryaki
Jeg slår dagene ned
Det Poetiske Bureaus Forlag, 135 sider, 2019.

Af Anne Rye-Andersson
Anmeldelsen har tidligere været bragt i bloggen Book-Haul
Den unge debutant Villads Eryaki (f.1997) har med ”Jeg slår dagene ned” begået en overbevisende og meget smuk digtsamling, der efterlader læseren eftertænksom, undrende og fuld af medfølelse.

Digtsamlingen er et forløb, som den unge jeg-fortæller gennemgår. Der er et ”før katastrofen”, ”katastrofen” og tiden efter, og så da jeg-fortælleren er kommet mere eller mindre hel ud på den anden side. I hvert fald er han styrket i troen på sig selv, eller sådan virker det.

Katastrofen indtræffer, da jeg-fortælleren er til digtoplæsning med den store digter Peter Laugesen (f.1942) og alle dem, der er noget ved musikken, eller skulle jeg sige litteraturen. Jeg-fortælleren kommer til at grine på et tidspunkt, hvor det ikke er tiltænkt, hvorefter mastodonten, forlæggeren og forfatteren Asger Schnack (f. 1949) sender ham et misbilligende blik. Det blik kommer til at præge jeg-fortælleren, og sender ham ned i et mørke af ruminerende og angstfyldte tanker, han ikke kan undslippe.

Jeg vil citere et digt fra ”før katastrofen”, da jeg-fortælleren allerede der har en vis skrøbelighed og eftertænksom tankevirksomhed:

”I DAG

jeg har ikke altid været den
der ikke vidste, hvor og hvordan
jeg har været gammel engang
gammel og vis
da jeg var barn vidste jeg langt mere
end jeg gør nu
jeg kommer aldrig til at vide
hvad jeg vidste dengang
jeg behøvede ikke at
se mig for
jeg vidste
eller at tænke
før jeg talte
jeg vidste
eller at være bange
for jeg vidste
nu ved jeg ikke noget
mere
jeg er alt for ung nu
da jeg var barn
var jeg gammel
nerveenderne er ikke
vokset ordentligt sammen
de er for lige
og parallelle
der er jo ingen
der ikke har det
sådan i dag” 

Det er virkelig så fint et digt, fordi det illustrerer barnets umiddelbarhed og fornemmelse for verden. Og så synes jeg, det er utroligt smukt. Der ligger en stor sorg i digtet, i at have mistet noget, en evne til at være til i verden på og føle en form for samhørighed med den og en slags ligetilhed. Eryaki romantiserer det med at være barn, og måske med rette. Jeg kan i hvert fald nikke genkendende til den følelse af indsigt, jeg havde som barn, som måske er blevet forpurret og kompliceret af at vokse op og blive teenager og ung kvinde. Og så referencen til hjernen med nerveenderne, der ikke er vokset ordentlig sammen, er spot on, da en teenagehjerne med hormoner og deslige mildest talt ikke er i harmoni. Og så er der måske også en skjult reference til Sokrates om, at jeg-fortælleren ved, at han intet ved, en slags indsigt med det at vokse op og den tiltagende modenhed. Eryaki slutter digtet af med: ”der er jo ingen der har det sådan i dag”, og det kan virke provokerende og indskrænket, men måske også en stikpille til folk, der mener at vide alt i verden (måske folk i den litterære verden, hvem ved).

Videre inde i digtsamlingen kommer digtet ”LATTER”, som er et af samlingens kardinalpunkter, da det er her, katastrofen indtræffer. Jeg citerer ikke hele digtet, men derfra, hvor jeg-fortælleren ligesom ansporer et usikkert terræn og en art fremmedgørelse overfor den litterære hårde kerne:

” (…) jeg har endnu ikke
dechiffreret deres mønster
deres udsagn
det var ikke min mening
signe, peter, david, olivia,
amalie, gerda, robert, christel,
nikolaj, caspar, klaus, henrik, olga,
mette, marianne, morten,
liv, jønke, asta, asta og asta
at hyænele
men elastikken sprang
og langs med vandet
løb en rotte frit
uden viden om
at den var hundset
undvigelagt for had
afskyet og skyet
som fluer, som fluer
intet er som før
kan ikke artikulere
kun artikule
ad ordenes egen bestemmelse
ikke jeres
derfor lo jeg
derfor lo jeg
derfor lo jeg
jeg er
helt alene bag de andre
bagest i rækken af nakker
fra øre til øre
lo min mund
kunne ikke holde det
inde
plop
kom det ud
isnede gjorde jeg
fra isse til fod
det isnede i mig
da latteren
da latteren
undskyld latteren
aldrig mere latter
nogle gange latter
når latter latter vil
vil latter atter latter
mine undvigebaner
er lagt ”.

Og et citat fra digtet umiddelbart efter ”LATTER”, ”TOM”:

” (…) jeg vidste ikke
asger
jeg vidste det ikke
derfor lo jeg
fordi jeg ikke vidste
som du og de andre
tilgiv mig
jeg ville bare høre til (…)”

Det mest tragiske ved disse digte er nok det ringe selvværd, jeg-fortælleren har, der gør, at han styrer direkte mod afgrunden efter et blik. Men man skal forstå det skrøbelig sind for at forstå den tilintetgørelse, der ligger i en afvisning, og det ikke at passe ind i konteksten og fællesskabet. For jeg-fortælleren kunne Schnack lige så vel have sagt: ”Vi kan ikke lide dig, du er ikke velkommen her”, og det er måske kun en hyperanalytisk digterhjerne, der kan forstå det, men ikke desto mindre er det den virkelighed, Eryaki har og fortolker, og derfor er den sand. Og det skal den også anerkendes som. Det er en digter i eksistentiel krise, hvor dette blik er den sidste dråbe. Man kan så tale om proportioner, jovel, men smerten og følelsen af at være udstødt, kan man ikke tage fra ham.

Efter at have kommet sig over nedværdigelsen og afvisningen som ”værdig”, bliver digter-jeg’et vred på Schnack, og synes, han er ond med sit tilintetgørende blik, og dernæst sammenligner han sin egen latter med litteraturkritikeren Lars Bukdahl’s (f. 1968), da denne også lo, men her var Schnack’s blik mest undrende og åbent, hvorved digter-jeg’et tolker, at man skal gøre sig fortjent til den upassende latter i de litterære kredse, der for ham at se viser et form for hierarki indenfor litteraturverdenen i forhold til anseelse. Det var i hvert fald sådan, det blev oplevet.

Efter katastrofen kommer Signe ind i billedet, og hun mildner digter-jeg’et. Og her viser Eryaki virkelig, at han er en stor digter. Det kan godt være, han føler, at han ikke længere ved noget som voksen, og ikke er vis, men digtene vidner om en enorm livskloghed og indsigt, der med den unge alder kun er de færreste forundt.

I min optik sætter digtsamlingen ”Jeg slår dagene ned” nye standarder inden for digterkunst i forhold til alder og debutanter, og jeg glæder mig usigeligt meget til at følge Eryaki’s forfatterskab, for jeg tror, det bliver stort og smukt. Og en opfordring skal hermed lyde til Asger Schnack, tag og læs digtsamlingen! Og ja, alle andre bør også læse den. Det er altså stor digterkunst. Og til Villads Eryaki vil jeg sige: Jeg håber, du har det bedre. Jeg håber, du formår ikke at tage livet så tungt fremadrettet. Tak for digtene. 

Til kamp mod krænkelseskulturen

Marianne Stidsen:
”Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger”
U Press 2019, 181 sider, 250 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Jeg hørte lektor, dr. phil. Marianne Stidsen på Bogforum i 2019. Her fortalte hun om sit essay ”Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger”, som udkom i juni 2019. Bogen handler om nogle af de konsekvenser, MeToo-bevægelsen har haft i Danmark og Sverige. Men Stidsens kritik af bevægelsen har også haft omkostninger for hende. På Bogforum fortalte hun blandt andet, at hun havde holdt et kritisk oplæg om MeToo-bevægelsen på et seminar med deltagere fra hele Europa. Ved seminarets slutning blev der fremlagt et papir, der indeholdt de øvrige deltageres afstandtagen til Stidsens oplæg og holdninger.

Dette fortalte Stidsen ikke for at ynkes, men snarere for at understrege, at hun taler en sag, som de fleste nægter at debattere. Enten anser man hende for at befinde sig på et overdrev, man ikke vil tage alvorligt, eller også forsøger man at tie hende ihjel, fordi hun er tæt på sandheden, eller også – som den tredje mulighed – er man bange for at bakke hende op, fordi hun går imod det, ”man” skal mene for tiden.

Den anklagede er skyldig, indtil det modsatte er bevist

Stidsen gennemgår tre sager, hvor MeToo-bevægelsen og den nye krænkelseskultur har støbt kuglerne og affyret kanonen: 1) Københavns Universitets krænkelsespolitik, 2) Sammenbruddet i Det Svenske akademi og 3) Udskiftningen af Forfatterskolens rektor.
Stidsen har taget del i debatten i forbindelse med alle tre sager og gennemgår sagsforløbene i sit essay.

”…Jeg skal med det samme understrege, at selv om jeg så vidt muligt bestræber mig på afbalanceret saglighed og objektivitet, når det gælder gengivelse af sagernes indhold, så vil mine konklusioner uvægerligt være farvet af den kritiske tilgang, jeg selv har og hele tiden har haft til MeToo-fænomenet”, skriver Stidsen i sit forord (s. 10). Og ja, hendes konklusioner er farvet, anderledes kan det ikke være, og det er så som så med den afbalancerede saglighed. Saglig er Stidsen ganske vist, men ikke altid lige afbalanceret. Hun er nemlig vred.

Jeg tror og håber, at Stidsen tillægger MeToo-bevægelsen større betydningen, end den får. Når Stidsen kalder det for MeToo-REVOLUTIONEN skal det i hvert fald nok ses i en større sammenhæng, for MeToo gør det næppe alene. Beklageligvis har bevægelsen, sådan som Stidsen fremlægger den, en stærk allieret i det, der politisk set synes at være dens modsætning. Når der opstår MeToo-anklager, lader den gamle retslige grundregel om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, til at være suspenderet. Beviser er unødvendige, når blot hovederne ruller på dem, der udpeges som flossede i kanten. Anklagerne kan være det pure opspind, og er således i familie med den rabiate højrefløjs Fake News. Det må kaldes en uhellig alliance. Som et tidsfænomen, der tilsidesætter grundlæggende rettigheder, er MeToo et blandt flere, og tilsammen er de præcis så skræmmende, som Stidsen fremstiller MeToo alene for at være.

Sociale over civile menneskerettigheder

Selvom Stidsen fokuserer på et bestemt tidstypisk fænomen, er bogens styrke altså, at den samtidig peger på den udbredte tendens, hvor sandhed ikke længere tillægges den samme værdi som tidligere. Når det forholder sig sådan, er det, fordi den retslige frihed trædes under fode af den sociale.
”Mens de civile menneskerettigheder fyldte det meste af billedet op gennem 1800- og en del af 1900-tallet, hvor de sociale menneskerettigheder så småt kom til og reformerede menneskerettighedstænkningen ved at udfylde et blindt punkt i oplysningens forståelse af, hvad menneskerettigheder er, da er forholdet altså tilsyneladende nu vendt 180 grader rundt. Med det resultat, at de sociale menneskerettigheder, dvs. retten til tryghed, til safe spaces, til ikke at blive krænket, til at blive ’taget hånd om’, mere eller mindre fylder det hele i dag.” (s. 17).
Man er med andre ord slet ikke klar over, at man i sin jagt på retfærdighed, skyller barnet ud med badevandet.

Kvinder! Tag ansvar!

De eksempler, Marianne Stidsen giver på krænkelseskulturens korstog mod mænd, der muligvis, muligvis ikke har opført sig upassende, er bestemt ikke kønne. Mange af anklagerne tages alvorligt, selvom de fremføres anonymt. Hvis Stidsen redegør korrekt for hændelserne - og det er der meget, der taler for - må der være adskillige, der efterfølgende sidder med en dårlig smag i munden.
Den nordiske MeToo-bevægelse er ifølge Stidsen drevet af en særlig forkælet feminisme, der ikke finder sig i noget, men VIL have ret, også selvom det indebærer, at dem, man anklager, kastes for en folkedomstol. En del af Stidsens angreb rammer desuden pressen, der langt hen ad vejen har kolporteret ”sandheder” fra sociale medier. Derfor hedder et af bogens kapitler ganske rammende: ”Avisernes klumpedumpejournalistik”.

”Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger” er et partsindlæg. Sagen kan naturligvis ses fra flere siger. Men blot at udtrykke sit mishag overfor Stidsens holdninger, sådan som det skete på det førnævnte seminar, er både useriøst og uretfærdigt. Stidsens analyse er nemlig værd at tage til efterretning, også for MeToo-repræsentanter, hvoraf jeg vil tro, at mange slet ikke er klar over, hvad de har startet. I sidste ende vil bevægelsen skade sig selv og sin troværdighed, hvis den føler sig hævet over normal retspraksis.

Selvfølgelig skal det have en konsekvens, hvis en magtfuld mand misbruger sin position til at få seksuelle ydelser mod kvindens vilje. Men hvis man ikke går rettens vej, risikerer man at ramme uskyldige. Stidsen opfordrer kvinder til at tage ansvar og sige klart fra, hvis de føler sig pressede til at gøre noget, de ikke har lyst til, også selvom det kan få konsekvenser for karrieren. Det kan ikke nytte noget at bøje af, fordi man vil beholde sine privilegier. At tage ansvar er nemlig en del af det at være menneske, og det kan en bevægelse som MeToo ikke ændre ved.

At læse Olgas bog er som at stå foran et CoBrA-maleri

Man skal endelig ikke vælge Olgas bog, hvis man trænger til lidt let underholdning og feel-good. Og nok heller ikke for at komme til at vide mere om Olga Larsen

Marie-Louise Hansen: ”Olgas bog”
roman, 
Vild Maskine 2019, 189 sider, 229,95 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

Det er til at blive glad over, hvor omhyggeligt forlaget Vild Maskine har været med den fysiske bog, Olgas bog. Den emmer af kvalitet. Solid indbinding, kraftige sider, ikke noget gnidret, når man ser ned over siderne. Den er meget generøs med pladsen. Og så er den vedlagt et matchende bogmærke. På bagsiden af det er en lille tekst, som kunne have været en bagsidetekst. Med et billede af forfatteren og dramaturgen Marie-Louise Hansen, f. 1973. Hun debuterede som lyriker i Hvedekorn i 2012. Olgas bog er hendes debutroman. Den er støttet af Statens Kunstfond. Og i 2019 indbragte den hende Munch-Christensens debutantpris.

I Aarhus findes der et museum, som hedder Museum Ovartaci. Engang lå det på Psykiatrisk Hospital i Risskov. I de skønneste omgivelser, som i sig selv kunne virke helende på et forstyrret sind. Nu er psykiatrisk afdeling i effektivitetens højhellige navn flyttet i mere sterile og praktiske omgivelser ude i Skejby. Museum Ovartaci har midlertidigt fået til huse på Katrinebjergvej. Det rummer en samling af kunst, hvoraf størstedelen er skabt af psykiatriske patienter. Blandt andet Olga Larsens (1897-1972) fantasifulde og farverige billedtæpper med motiver fra landbruget, mytologien og kristendommen. Fanden selv optræder i rigt mål. Olga Larsen blev da også kaldt ”Fandens billedmager”. Ifølge teksten på bogmærket og på bogens bagside er det denne Olga, der delvist har inspireret Marie-Louise Hansen til at skrive ”Olgas bog”, et kvindeportræt fra 1900-tallets Aarhus. Det kunne der jo være kommet en hvilken som helst roman ud af. Men det gjorde der ikke!

 Man skal endelig ikke vælge Olgas bog, hvis man trænger til lidt let underholdning og feel-good. Og nok heller ikke for at komme til at vide mere om Olga Larsen. Vi kan bare læse det uddrag fra romanen, som er gengivet på bagsideteksten, så har vi straks fået forstyrret den ro, som bogens fysiske, æstetiske fremtoning ellers forjætter med sine afdæmpede brune farver: ”Sort blod er gammelt blod. Hun køber flæsk i dag, for hun elsker at se Ham grøn mellem tænderne. Jesus griner omrullet til den ene side. To tørveildkys senere på hendes bag spørger han hende om hun synes han skal tage navneforandring. ”Til hvad dog?” spørger hendes ryg. ”Til Arild.” Han stikker næsen ned mellem hendes baller. Hun skræpper at den er for lille.” Og sådan er det med resten, fristes man til at sige.

At læse Olgas bog er som at stå foran et CoBrA-maleri. Ved første øjekast giver det overhovedet ikke mening. Og måske er dét netop meningen. Det beror på en viljesakt fra læserens/beskuerens side at blive hængende for at få noget til at træde frem og byde sig til som en mulig forståelse. Eller rettere: et fragment af en forståelse. Overblik, sammenhæng, og sikkerhed på at have fattet noget – det skal man ikke regne med. Det er kun i brudstykker, at man støder på ”noget, der ligner”. Ud af disse brudstykker, og hvad der står på bemeldte bogmærke og bagsideteksten kan man sige følgende om handlingen (med forbehold for misforståelser): Fortællingen begynder ved Olgas konfirmation, som dog ikke bliver til noget, og vi følger hende til hendes død. Hvis vi altså kan følge med. I hvert fald lærer Andreas hende at fotografere og fremkalde billeder. Det bliver denne Olgas kunstart. Hun fotograferer levende og døde, ikke altid til kundens tilfredshed. Men hun er dygtig til at sminke lig. Andreas er en excentrisk skikkelse, som hun også står i et erotisk forhold til i et eller andet omfang. Da han dør, bliver Olga husbestyrerinde hos hans bror, Johannes, som er hans diametrale modsætning. En dødbider af en præst. Og så bliver de alligevel gift, åbenbart. Mon ikke det hænger sammen med, at hun bliver gravid et antal gange? Men der er vist ikke nogle af børnene, der lever. I hvert fald ikke ret længe. Et dør efter 9 måneder. Det kan hun vist ikke rigtig forholde sig til. Et aborteret foster ved hun ikke rigtig, hvad hun skal stille op med, så det går hun med i forklædelommen. Og ja – det er vist det. Men altså ikke i kronologisk rækkefølge. Og heller ikke sådan, at man altid helt er med på, hvor vi er, hverken i tid eller sted. Der klippes og springes, og der leges med ord og sætninger, så man som læser ind imellem kan føle sig helt udenfor. Jesus spiller en vis rolle, men det bliver det ikke mere gribende af.

Marie-Louise Hansens dramaturgiske uddannelse kommer hende til gode, når hun forsøger at krybe ind i Olgas syge sind og tankeverden og beskrive verden og begivenhederne derindefra. Det er skingrende, det er smertefuldt og samtidig ikke helt vedkommende. Det er FOR vildt, FOR mærkeligt, FOR … fortænkt? Efter denne læsers smag. Også efter at denne læser havde besluttet sig for at blive stående ved værket for at se, hvilke brudstykker af mening, det kunne kaste af sig. Man er og bliver voyeur.

Teksten på bogmærket beskriver Olga på følgende måde: ”Olga har et barnligt og skrøbeligt sind med mange indre dæmoner, men hun er samtidig en stærk kvinde, der er forud for sin tid og kæmper for at frigøre sig på flere planer”.  Jeg mangler at blive overbevist om, at hun er en kvinde, som er forud for sin tid. Først og fremmest er hun en kvinde, som ikke kan være i sin tid – uanset hvilken tid. Men måske nok af forskellige grunde. Men at hun indskriver sig i rækken af kvindelige kunstnere, som dårligt blev anerkendt i sin faktiske tid, det er en helt anden sag.

Vild Maskine hedder forlaget bag udgivelsen. Og jeg skal da love for, at der gives plads til vildskab. Det er rigtig skønt i en tid, hvor der ellers ikke er meget plads til det, som ikke har indlysende formål eller i det mindste er underholdende.