Drømmetræet og den udhviskede tavle

Med sin digtsamling Drømmetræet er Jakob Brønnum igen i mere stringent form vendt tilbage til arbejdet med sine temaer fra trilogien Øjeblikkets tilstand (2016-18): eksistens, venten, tilstand, ustadighed, kaos, søgen, forandring og kommunikation. Og den handler i høj grad om træer, ikke bare træet som tegn for naturen, men også verdenstræet og drømmetræet.

Jakob Brønnum
Drømmetræet (digte 2021, 154 sider, 150 kr.)
Det poetiske bureaus forlag

Af Torvald Berthelsen
Titlen på Jakob Brønnums digtsamling Drømmetræet henviser ikke bare til violinkoncerten af Henri Dutilleux, men også som navnet siger til et træ man hænger drømme i og plukker dem fra. Det bliver i Brønnums tilfælde til et tegn der forener naturen, verden samt vore drømme og erkendelsen af den i fællesskab til en sammenhængende helhed.

Drømmetræet undersøger i ni digtkredse, der i moderne eksistenslyriske udtryk undersøger  temaer som verden og blikket på verden, tabula rasa, erindringen, verdens og naturens tilstand og bevægende ustabilitet, kaos og kosmos, regnen og det klare lys, den kontante begyndelse, den umulige vej, udkrystalliseringen gennem ophør, den syvende kreds: skærsilden i vores kedsommelige spejlbillede, hvor fortiden bider fremtiden i halen, kærligheden naturligvis, samt endelig  friheden, sneens myriader af virkeligheder og tidens hastige forandring af livets og drømmenes former, der kun efterlader ideen om drømmetræet i erindringen uden at huske dets størrelse og form.

De ni digtkredse henviser både til den nordiske mytologis ni verdener og kalder erindringen om Dantes Helvedes 9 kredse og Himmelens 9 sfærer frem. Ligesom der eksplicit  refereres til skærsildens 7 kredse i Den guddommelige Kommedie i bogens 8. digtcyklus. Vergils Æneiden dukker også op især i digtet om Den bødende gren. Den plukker han til et alter der forvandles til srgens tone over Thrakiens blodmarker

op mod havets store intet
Op mod himlens tavse mur af evighed
der får Æneas og hans mænd til at forlade det og stå havs igen. 

I dette diskontinuerte epos lever disse tidligere eposers kamp med at etablere et brudt men kontinuert forløb til tusindårsriget og evigheden i Drømmetræets skygger. Drømmetræet fortsætter trilogien Øjeblikkets tilstands storslåede forsøg på at udforske en moderne kosmogoni i opgør med postmodernismen og nyudmønte vor søgen efter helhed, mening og ståsted. Den er i højere grad inspirert af epikuræren Lukrets episke læredigt De Rerum Natura (Om verdens natur), hvor atomernes bevægelsesmønstre i tomrummet skaber verden og sansningen/ erkendelsen af den, og forfølger og uddyber verdens og naturens foranderlige former, man selv er midt i og del af, så bevidstheden ikke starter med en subjektivt tom tavle (tabula rasa) som et ubeskrevet blad, der udfyldes ved sansninger og perception alene, men netop som en udvisket eller renset tavle, hvor tidligere fortællinger og verdener netop er visket ud, så ideen om dem lever i øjeblikkets skygge, i erindringen, selvom deres form og indhold til stadighed forandres med tidens hastighed.

I den nordiske mytologis ni verdener finder vi menneskenes verden - Midgård, asernes verden - Asgård, vanernes verden - Vanaheim, jætternes verden - Jotunheim, alfernes verden - Alfheim, dværgenes verden - Svartalfheim - og de dødes verden – Hel og sandsynligvis også Niflheim, hjemland for is og kulde, det nordiske helvede, og Muspelheim, hjemland for ild og varme.

Midt mellem disse verdener står verdenstræet, askmangel på sprog en Yggdrasil, med rødder i både Asgård, Jotunheim og Niflheim. . Ved roden i Asgård findes Urds Brønd, hvor nornerne holder til. De overøser roden med vand fra den, så træet altid holder sig grønt. I Jotunheim findes roden ved Mimers Brønd, digtekunstens og visdommens kilde. I det kolde Niflheim ender roden ved kilden Hvergelmer, hvor dragen Nidhug og massevis af små orme gnaver i roden. Øverst i træet sidder en ørn, som næsten er alvidende. Op og ned af træet stamme løber egernet Ratatosk og bagtaler ørnen og Nidhug for hinanden i håb om de en dag vil erklærer hinanden krig.

Brønnums nye digtsamling starter da også med digtsuiten Ask Yggdrasil:

Med rødderne så langt ind i jordens endeløshed
at ingen kosmiske kræfter kan udskilles
Fra selve bevægelsen, selve rystelsen
…
Så langt borte
At ingen principper længere fremgår
Ingen modsætninger mødes, ingen modstand træder i kraft
Der løber vandet uset ind i træets favn

Den fortsætter med at fundere over glemslen efter fældede og udgåede træer og om nane overhovedet findes i fortiden eller fremtiden eller man altid kan se dem som et hul i erindringen, et negativ

et tab, som mangel på sprog, på sted
som intet, hvor der skulle være noget
…
Visse træer kan man se som en let forandring
I selve muldens efterklang

Derefter behandles træet som opfattelsen af det og ideen om det

Træet er mit blik på verden, min verden
Min vej gennem livet, et antal minutter
Og glemte bevægelser
Min idé, Auroras sprog, en bevægelse af lys
Fritstillet, ingen love
…
træets afskygning trænger ind
bebor drømme og tankeløse bevægelser
der udføres til perfektion, en syngende gyngen
…
selv havet kommer til stede som en drøm´
med sit kolossale tempel af mørke

Træets idé omfavner dig og hvisker de glemte navne, og mindet om et øjeblik på dets gren fastnagler den have som er med til at lave billeder af alle haver

træet udsiger navne med den vished
man ønsker man selv besad 

Suiten slutter med træet og drømmen der står i midten og udsiger/solfyldte navne, frie grønne navne. Men det er en drøm der endnu ikke er indfanget, den rører sig ikke ud af stedet, men bevæger sig med lyset henover asfalten brostenene og bænkenes spor af angst.

Den første digtkreds slutter med digtet I BEGYNDELSEN VAR BEGYNDELSEN, hvor verden er et ubeskrevet blad og fænomenerne og menneskerne en aftegning af en mulighed, indtil der bliver kroppe ud, der lidt efter lidt fik ben at gå på og smeltede sammen med tanken. De elskende elskede at tale om kroppene og tankerne og verden og dens begyndelse som om de ejede den og ele dens historie lige indtil dens ophør, som de regnede med at være tilskuere til.

Bogen behandler derefter i de resterende 8 digtkredse de øvrige temaer. Først det helt gennemgående: Tabula rasa, den ikke tomme men udviskede tavle, der indgår i titlen på 7 digte i 5 af digtkredsene. Derefter især Verdens stadighed og ustadighed, Kaos og kosmos, Drømmetræet, den syvende kreds: Skærsilden, indtil afslutningen elegisk besynger friheden.

Indimellem  videreforarbejder bogen store komponisters, filosoffers, maleres og forfatteres kosmopolitternes synsvinkler på temaerne. Eksempelvis Mahlers, Newtons, Klimts, Kandinskys, Dürers, Vergils og Dantes, ligesom også trilogien Øjeblikkets tilstand gjorde. F.eks.:

Mahler får mig altid til at forstå hvorfor natten
er dybere end dagen

han viser mig jeg er en pilgrim i mit eget liv

Eller om KANDINSKYS DRØM, der viser at noget uventet er på vej, hvor farvens og linjernes uundgåelige kinetik først senere viser sig at være systemisk

midt i billedet kommer nu den sorte
Vej,  en motorvej, midt i billedet den sorte bane

den syntes at være kommet til senere
end de andre
men det var den der satte
det hele i gang

I afslutningskredsen, Elegi for friheden, behandles først umuligheden af bare at tænke på at fælde en asp eller myrde uden at sætte en reaktion i gang med Newtonsk forudsigelig celledeling af eksistensen, hvor hændernes uretfærdighed bliver afløst af en kosmisk form for kærtegn og almindelig poesi, hvor der en morgenselve fødslen

står hundreder af skud
i græsset
som en mur
i færd med at skabe en komedie af ægte latter
og uovervindelig grønhed

Vi sad og følte os frie indtil vi opdager at vi har mistet friheden i et øjebliks optagethed af noget  

der kan ikke være lidt liv og lidt død
de rummer altid hver især alt

livet er altid hele livet
døden er altid sig selv

Musikken mildner den ikke erkendte smerte, er rytmen i åndedrættet, der er forsvundet og reaktionen

musikken fortsætter uden at kende sin egen hemmelighed
den er sat i gang og nogen har glemy slukke for den

Med reference til Per Højholt ruller ægget ned over bakkerne uden at nogen bemærker det men husker det senere i

en sort/hvid gengivelse
af noget der engang fandtes …

& landskabet som muligvis stadig eksisterer
selvom vished ikke gør

indsigt kan gå
fra hændelse til erindring
men ikke den anden vej

hændelser kan ikke genetableres
kun spejles

indsigt er blindfødt
kun ideen om 

Der er kun verden selv og man er selv verden, både den indre, den politiske, den stormfulde, den blinde, den sovende, ja alle verdens ansigter. Den er også fællesskabet af vores hænder der omfavner den  og

Midt i verden står et træ
og drømmer

Alting forvinder hele tiden/og tiden selv er midt i det
man lever i et tomrum
mellem magten, livet og døden
tiden selv er både medskyldig og dommer

man griber om det og samtidig er det forsvundet

Alt forvandles, sendt videre på samlebåndet og man går selv en uvis fremtid i møde. Det er

et billede, der langsomt opløses
mens man fastholder det
og det nye billede af opløsning fastholder én
mens man sætter det ind i tidens former

Mens alt opløses og suges ud af proportion hinsides kontrol og håb, kommer man ind imellem forbi et træ og tænker ”der er mit træ” stadigvæk, ”træer varer evigt”. Det er en fortælling man aldrig havde fortalt/sig selv man var midt i. Om sommeren står det og  frembyder sin grønne form/ man elsker det med uigengældt kærlighed/om vinteren tegner det labyrinter

senere kommer man der igen og det er forsvundet
kun idéen om det står tilbage i erindringen

og man kan aldrig blive enig med sig selv om hvor stort det var
og nøjagtig hvilken form det havde 

Tabula rasa er det gennemgående tema fordi vores bevidsthed for Brønnum netop ikke er stoikernes tomme tavle, det ubeskrevne blad, der udfyldes ved sansninger og perceptions påtryk alene, men netop er en udvisket eller renset tavle, hvor tidligere fortællinger og verdener netop er visket ud, så ideen om dem lever i øjeblikkets skygge. Det bliver alt sammen skrevet ned/med erindringens skrifttegn

om tilværelsen, det usynlige der var der fra fødslen
sammen med den ubrugte hukommelse, det der
så at sige svævede over vandene

Hukommelsen er et organ med sit eget hemmelige liv. Erindringen betjener sig af lysfølsomme sensorer og følelserne er i fuld kontakt med den, der lader dem bryde ud, holder dem tilbage  eller antyder hvilken vej der skal gås

som om man skal lære at gå hele tiden
som om man bestandig er til genoptræning
af selvfølelsen. Den er gået af led

som om verden må forklares gennem nye meddelelser
der allierer sig med erindringen 

Det er den erkendelsesform, hvori  Brønnum forfølger og uddyber verdens og naturens foranderlige former, man selv er midt i og del af fællesskabet med.

I samlingens sidste digt Milennium tabula rasa markeres med kontrasterende reference til konkretisterne og Per Højholt skriften der hele tiden føjer sig til noget, der har været der og på den måde altid er der

& skildpadderne & forstæderne & erindringen
systemet & følelserne

& det der kommer lidt efter lidt
& det der altid har været der

& det der aldrig vender tilbage

Som Lukrets pendler Brønnums digtning mellem detaljerede historier og beskrivelser og poetisk logiske abstrakte udsagn. Sproget er derfor også en blanding af episk fortællende og lyrisk beskrivende med vekslende tæthed. Og sproget er ikke en fuldstændig fri (og derfor tilfældig) skaben af verden, men føjer sig til religiøse, litterære, filosofiske og alle mulige andre aflejringer. Selve strukturen og digtkredsene er intens og stringent i forlængelse af trilogien Øjeblikkets tilstands forsøg på at udvikle en kosmogoni i en eksistensslyrik hvor sproget igen står i forhold til kommunikation, de andre, natur og verden.

Drømmetræet er absolut anbefalelsesværdig læsning og man får meget mere ud af digtsamlingen, hvis man også har læst trilogien Øjeblikkets tilstand.

Ejnar Nielsens ikoniske råhed

Portrætter, socialrealisme og naturskildringer flettes sammen i Vejen Kunstmuseums fornemme særudstilling med værker af Ejnar Nielsen. 28. januar-6 august 2023

Af Egil Hvid-Olsen

Nogle af Ejnar Nielsens (1872-1956) malerier en nærmest blevet ikoniske. Det gælder f.eks. ”Den blinde, Gjern” (1896-98), der gengiver en ung kvindelig organist, som Nielsen lærte at kende under sine ophold i landsbyen Gjern. Der er noget udsat over kvinden, som tydeligvis ikke kan se, men som selv bliver beskuet, først af maleren og siden af maleriets beskuere. 

"Og i hans Øjne saa jeg Døden", detalje

I Vejens Kunstmuseums udstilling er der tilmed udstillet en farvetegning af organistens udsigt fra orgelbænken – en udsigt, der jo selvsagt aldrig i virkeligheden kunne blive hendes, fordi hun var blind. Det er tydeligt, at det for maleren Nielsen, der jo i høj grad benyttedesynssansen, var et mysterium, hvordan kvinden formåede at sanse, men i portrættet af hende giver han selv et svar. I hånden holder hun en blomst, som hun forsigtigt berør med en tommelfinger. Fingrene er kvindens øjne. Hun sanser i kraft af berøringen. Derfor lader Nielsen også et smukt landskab folde sig ud bag hende med får, træer, marker og en gård, men først og fremmest med en gylden himmel, der spejles i den gennem maleriet løbende å. Man fornemmer, at verden er anderledes, men bestemt ikke grimmere, når den sanses af den blinde. 

"Og i hans Øjne saa jeg Døden"

To syge og et gennembrud

Mere rå er Nielsen i to andre ikoniske værker: ”Den syge Pige” fra 1896 samt ”Og i hans Øjne saa jeg Døden” fra 1897. Sidstnævntes titel var oprindelig ”Syg”, og det var den unge Jørgen Jensen, som Ejnar Nielsen malede, da også. Som så mange andre på det tidspunkt led han af tuberkulose. Han sidder i et hvidkalket rum med krakeleringer i murværket. Hans store hænder viser, at han har været vant til at tage fat, men det tomme blik i de smukke, mørke øjne afslører en opgivelse. Døden synes allerede at have vundet over den unge mand, og den simple dragkiste, der står ved siden af ham, kan lige så godt være hans ligkiste.

"Den syge Pige"

Heller ikke den syge pige har lang vej igen. Også hun lider af brystsyge. Hun er tynd og kraftesløs, fryser sandsynligvis også, for hun er placeret tæt på smedejernsovnen. Hendes blodårer står tydeligt frem ved tindingen og hun ser frem for sig med næsten lukkede øjenlåg. Også hun befinder sig i et hvidkalket rum, men det er ikke så slidt som det, Jørgen Jensen befinder sig i. Den syge piges navn var Ane Dorothea Kristensen. Hun var 20 år, da Nielsen malede hende, og hun døde året efter. Maleriet blev malerens gennembrud. Måske malede han i 1899 et selvportræt med Jørgen og Ane Dorothea på hver sin side for at vise dem sin ærbødighed. Deres sygdom og død havde banet vej for hans anerkendelse.

Selvportrættet med de to syge på hver side af maleren

Opgivelse, blomster og Stærekassens mosaikker

Den meget fornemme udstilling indeholder flere store værker af Ejnar Nielsen, bl.a. et nærmest skræmmende værk med titlen ”Mand og kvinde” fra 1917-19. Det nøgne, unge par synes fremmedgjorte for hinanden. De står med ryggen til og med god afstand til hinanden, adskilt af et sort gardin. Der er intet erotisk over gengivelsen. Dertil er deres ansigtsudtryk af opgivelse for tydelig. Ja, det lader til, at de kun har opgivelsen til fælles.

De to prøvemosaikker i Vejen

Det er dog ikke kun triste motiver, der er udstillet. Ejnar Nielsen malede også mere opmuntrende portrætter, ligesom han var fascineret at blomster, som han både malede og brugte som motiver i udsmykninger. Stærekassen i København skulle ifølge planen have rummet Statsradiofonien, og Nielsen fik til opgave i samarbejde med Elof Risebye at lave en udendørs mosaikudsmykning, der endte med at blive Nordens største. To prøvemosaikker er permanent indmuret i en af Vejen Kunstmuseums ydervægge, og på udstillingen kan man se skitser til udsmykningen, blandt andet et portræt af Niels Bohr.

Landskabsmalerierne

Ejnar Nielsen malede ikke kun landskaber som baggrund i portrætmalerier. I udstillingen ses et udvalg af landskabsmalerier, blandt andet ”Landskab fra Gjern med firlænget gård” (1894), der skildrer et hurtigt og voldsomt vejrskift. En truende skygge frembragt af sorte uvejrsskyer lægger sig hen over maleriets nederste del, mens en stor bindingsværksgård ligger i strålende sommersol. Dette er ganske betegnende for Nielsens værker, der bevægede sig i bølger fra det dybt tragiske, til det lyse og lette og tilbage igen.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i en kortere version i Kunstavisen.

Rablende, legende noveller med humor og mild satire

"Bogens indledende Den sidste mammut gjorde stort indtryk på mig. Af alle uddøde dyrearter må der jo være ét individ, der var det sidste."

Jakob Brønnum:
Dyreriget. 127 s., 150 kr.
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2022

Af Bente Høegh

Dyreriget består af 10 noveller om dyr i en verden domineret af mennesker og med mennesker som medvirkende på forskellig vis.

Et par stykker skiller sig ud ved at have et menneske i centrum og være fortalt af en jeg-person: Fluekrigen, om mandens kamp med en irriterende flue, og Kattens forvandlingshistorie, som er samlingens længste og en slags forvekslingskomedie om en død kat og en uheldig mand. I samlingens otte andre udfolder Jakob Brønnum sig som den alvidende forfatter der ser og fortæller fra både den ene og den anden side og desuden bringer kommentarer for egen regning som det passer ham.

Og sådan går novellerne på opdagelse i grænseegne mellem dyr og mennesker og undersøger hvordan vi holder eller ikke holder balancen.  Da risfuglen fik sit røde næb – kunne lyde som en hyggelig dyrefabel a la Kipling, men er det ikke. Selvom risfugle vitterlig ved meget, anede ingen af dem, hvorfor de ikke længere blev kaldt javaspurve. Der var heller ingen der kunne huske, hvornår det var blevet almindeligt at spise riskornene fra markerne i stedet for de hirsefrø, de plejede at finde oppe i skoven.

Fuglene og risbønderne er blevet fjender, ligesom hvalerne og skibsfarten i Rapport om hvalers navne. Helt grotesk bliver det i Grisen. En biografisk kortroman hvor hovedpersonen/grisen som interneret på en svinefarm er totalt underlagt den almægtige hånd der styrer, fjerner og straffer: Så kom hånden. Den havde en stav, og den slog ham på rumpen. Det gav en gnist og en undergangssmerte, han havde troet, han aldrig skulle komme til at kende.

Vores relationer udstilles

Samtidig med at dyrenes vilkår udstilles, gør vores relationer til hinanden det også. I Rejsen til pingvinerne møder vi geologen, der i årevis har været optaget af sit arbejde, men nu skal det endelig være: Han havde været udstationeret så længe, at han ikke havde set sin søn mere end 10 gange, mens han gik i grundskolen og gymnasiet. Nu skulle de genvinde det tabte. Siden han var helt lille, havde Brendan lovet Jacob, at han en dag skulle vise ham pingvinerne på Sydpolen. Der er millioner, havde han fortalt. Men uanset hvor meget de flyver rundt over isen, finder de kun en lille flok sårede, blødende! dyr der har forvildet sig ind i en forladt base.

I den sidste Erotisk udflugt. En sci-fi-ballade med en edderkop-inspireret kvinde kommer vi så ud i de ekstreme relationer.

Bogens indledende Den sidste mammut gjorde stort indtryk på mig. Af alle uddøde dyrearter må der jo være ét individ, der var det sidste. Læseren føler med dyret, lad det dog være i fred. Men mennesker skal have mad, meget mad, og de har lige fundet ud af at bruge brændende fakler i jagten. Mennesker har ingen anelse om hvad det er, de gør.

Sådan bevæger fortællingerne sig fra forhistorisk tid til et stykke (ubehagelig) fremtid.

Dyreriget er en sjov bog med en egen, rablende humor, og forfatteren kan slet ikke lade være med at blande sig. Som her i Myren der ledte efter sin flok, den eneste novelle helt uden mennesker: Det er ikke alle spørgsmål i tilværelsen, der besvares, det er der mange der ikke ved. Eller her fra Fugletræet: Han var enebarn, og hans forældre havde fået ham sent, så han havde ikke mange krav til tilværelsen. Og: Mennesker har brug for længsler på samme måde som de har brug for proteiner. En del mennesker ved ikke, hvad de egentlig går og længes efter,…”.

 

En Efterskrift fortæller på fineste vis hvorfra inspirationerne stammer.

 

Jakob Brønnum, som jeg ikke har læst før nu, er cand.theol. og forfatter til ikke mindre end imponerende 42 titler, fremgår det af værklisten, som omfatter digte, romaner, essays og alt mellem himmel og jord. I 2022 udkom udover novellesamlingen også Fristelsen, om den bibelske fristelse i ørkenen, på Forlaget Læselyst. Den, og digtsamlingen Drømmetræet fra Det Poetiske Bureaus Forlag 2021, skal være mine næste Brønnum’er.

 

 

 

 

 

 

Et forsvar for kaos

Klassikerlæsning. Fjodor Dostojevskij: ”Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrund” 1864, Lindhardt og Ringhof 2021, oversat af Ole Husted Jensen, forord af Villy Sørensen, tidligere udkommet på Nansensgade Antikvariat & Forlag.

Af Egil Hvid-Olsen

Ifølge Tine Roesen i ”Dostojevskij. En introduktion” (Aarhus Universitetsforlag 2021) er ”Kældermennesket” eller ”Optegnelser fra en undergrund”, som den oprindeligt hed, skrevet i opposition til Nikolaj Tjernysjevskijs ”Hvad skal der gøres?” (1863), der ophøjede fornuften til det sande ideal og inspirerede bl.a. Lenin til hans tanker om statens opbygning.

Dostojevskij insisterer på, at idealmennesket ikke findes. Selvom det betyder, at mennesker kommer på afveje, betyder det ikke, at man undgår dette, hvis man lader fornuften i Tjernysjevskijs iklædning være retningsgivende. Tværtimod vil man i ideologiens hellige navn overse, hvad en virkelighedsfjern menneskeforståelse som Tjernysjevskijs kan bringe med sig. Det er i lyset heraf, at Dostojevskij lader fortælleren beskrive som en antihelt, der viser dybderne i det menneskelige sind på godt og ondt. Her er ideologien pakket ned, så man får sandheden om mennesket råt for usødet, men det er også langt bedre end at lade sig lulle ind i en utopisk forestilling, der bærer kimen til totalitarismen i sig.

Fortælleren er ikke som folk er flest. Han har haft en kærlighedsløs opvækst, er blevet mobbet i skolen, og har svært ved at omgås folk, fordi han hele tiden reflekterer over, hvad han ser, hører og tænker. Enhver glæde kan han lynhurtigt tale ned til sin modsætning. Intet er fredet, heller ikke hans egne tanker og synspunkter, som han angriber med samme styrke, som han svinger krabasken over andres udtalelser og væremåder.

Fortællerens manifest

Første del af den korte roman er et slags manifest om fortællerens livs- og menneskesyn. Det er ikke stringent, for fortælleren ironiserer både over sig selv og andre, som her, hvor han lægger ordene i munden på en mand, der begynder at værdsætte smerten, idet han bilder sig ind, at den giver ham ret til at blive ynket: "Jeg forstyrrer jeres sindsro, flænser i jeres hjerter,  ødelægger søvnen for alle i hjemmet. Så lad dog være med at sove, I skal også hvert minut mærke at jeg har tandpine. jeg er ikke længere den helt jeg førhen gerne ville fremstå som, men blot et sølle udueligt menneske. Så lad det være sådan! Jeg er glad for at I har gennemskuet mig. Væmmes I ved at høre min uværdige stønnen? Værsgo at væmmes; jeg skal straks skabe mig på en endnu hæsligere måde ..." (s. 35). Dette er langt fra en rationel reaktion på smerte, men et eksempel på, at fornuften ikke kan fastholdes  som et overordnet princip, der formår at styre mennesker i en fælles retning til alles bedste. Mennesket vil nemlig ikke underordne sig fornuften konsekvent, for det er drevet at så meget andet og mere end fornuft, bl.a. følelser, ønsker og drifter. ”Til den tid, hævder De, vil videnskaben have belært mennesket (selv om det, efter min mening, næsten er for meget af det gode) om at det faktisk hverken besidder vilje eller luner, ja, aldrig har gjort det, og at det selv ikke er andet end en slags klaviatur eller en stift i et mekanisk spilleværk; at verden desuden styres af naturlove, således at alt hvad mennesket foretager sig slet ikke sker efter dets eget ønske, men af sig selv, ifølge naturlovene.” (s. 47).

Hvis fornuften kan underlægge sig mennesket, har det ingen fri vilje, og så er alt, hvad det foretager sig, forudbestemt. Men sådan er det ikke, fastholder fortælleren. Mennesket er et irrationelt væsen, hvilket fortælleren i høj grad lever op til i bogens anden del.

Det kaotiske menneske

Noget af det mest fascinerende ved Dostojevskijs forfatterskab er, at man langt hen ad vejen ikke kan forudse, hvad hans karakterer vil sige og foretage sig. De afspejler den virkelighed, vi lever i, hvor vi indimellem kan blive forbløffede over, hvad andre siger og gør. Ja, til tider hvad vi selv siger og gør. Mange af dem er drevet af deres følelser, mens andre er drevet af konventioner, der bestemt heller ikke altid virker særlig gennemtænkte.

I romanens anden del handler hverken fortælleren eller de øvrige karakterer særlig fornuftigt, selvom de fleste andre end fortælleren sikkert ville være overbevist om, at det var tilfældet. Fortælleren forsøger at underkaste sig konventionerne i et forsøg på at komme andre nær, men gang på gang væmmes han ved det og skaber pinagtige optrin. Og dog er han ikke mindre pinagtig end de andre, der behandler ham med afsky, fordi han ikke underkaster sig den fornuft og de normer, som de abonnerer på.

Hen mod slutningen ender fortælleren i sengen hos en prostitueret, som han giver et håb om at hjælpe til en bedre tilværelse. Han ved godt, at det er en fantasi, men han bliver fanget af den, indtil han kommer hjem. Da håber han, at kvinden ikke vil opsøge ham for at få, hvad han har stillet i udsigt. Ikke desto mindre dukker hun op med et beskedent håb om udfrielse fra sin usle tilværelse. Han ser ingen anden udvej end at afvise hende, og det gør han på sin egen usympatiske måde. Det får hende dog ikke til at forlade ham. I hvert fald ikke lige med det samme. Bag hans voldsomme afvisning ser hun et ulykkeligt menneske og hun tilbyder ham sin omsorg:

” – Jeg får ikke lov til … Jeg kan ikke være … god! fik jeg med nød og næppe frem, derpå gik jeg hen til sofaen, kastede mig fladt ned på den og lå og hulkede et kvarter i ægte hysteri. Hun sank ind til mig, omfavnede mig og blev liggende ubevægelig med armene om min hals.” (s. 183).

Magtfordelingen er vendt på hovedet, for hvad mennesker foretager sig og gør ved hinanden er ikke let at forudse. Hverken fortælleren eller kvinden er i fornuftens, men i deres følelsers vold, og det er de på godt og ondt; men endnu ondere ville det være, hvis de lod sig programmere af en udstukket fornuft, som måske viste sig slet ikke at være så fornuftig endda. En sådan fornuft udstak Lenin, og den viste sig ikke at føre noget godt med sig. Således bliver ”Kældermennnesket” et slags kampskrift mod totalitarisme og for mennesket som et kaotisk indre rod af følelser, drifter og vilje. Det sidste er måske ikke videre hensigtsmæssigt, men det er bedre end blot at være en viljeløs brik i et system, der er bestemt af andre.

At føle sig hjemme i sølet

Forholdet mellem fortælleren og den prostituerede kvinde er et tema, som Dostojevskij gentager i ”Forbrydelse og straf” fra 1866, men forholdene udvikler sig forskelligt i de to bøger. Fortælleren insisterer på at være et ”kældermenneske”. Han synes at have gjort det til en vane at trække offerkortet, når han befinder sig i situationer, som han ikke kan overskue. Han føler sig tryg nede i det velkendte søle. Derfor kan han ikke tage imod kvindens omsorg. Det er alt andet end rationelt, men samtidig særdeles menneskeligt. En lige så ufornuftig som udbredt nutidig parallel findes hos de kvinder, der, efter at være sluppet ud af et parforhold med en voldelig mand, finder en ny mand, der også terroriserer dem fysisk og/eller psykisk. Deres valg er ufornuftigt, men velkendt.

En underlig roman

”Kældermennesket” er en underlig roman. Den var aldrig blevet antaget af et forlag i vore dage. Selvom det er moderne at sammenblande genrer, ville det indledende manifest og den efterfølgende beretning være for stor en mundfuld. Man sidder desuden med en fornemmelse af at mangle nogle oplysninger om den debat, romanen udgør et indlæg i. Og dog er det givende at læse en intelligent, men totalt følelsesstyret mands (fiktive) overvejelser, for den slags findes i virkeligheden. Ja, vi har alle et gran af kældermennesket i os, selvom vi bilder os ind, at vi i høj grad handler fornuftsbetinget.

Det sårbare og billige papir viser sit potentiale

JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum: ”Det Fantastiske Papir”, 11. februar – 28. maj 2023, Lærkevej 25, 6862 Tistrup, www.janusbygningen.dk

Af Egil Hvid-Olsen

Det er både oplagt og modigt, når Janus – Vestjyllands Kunstmuseum vælger at satse på en udstilling med papiret som primært materiale på samme tid, som Peter Callesen – dansk papirkunsts absolutte mester - udstiller på Ribe Kunstmuseum. Et besøg i museet i Tistrup viser sig dog at give vældig god mening, fordi papirets mulighed her afprøves på andre måder end de af Callesen oftest benyttede.

10 ”papirkunstnere” har bidraget til ”Det Fantastiske Papir”, og resultatet er vitterlig sine steder fantastisk.

Rie Takeuchi Rolighed: "Dagdrøm III", nr. 7, 4, 3, 14, 11.

Poesi og berørings-trang

I Rie Takeuchi Roligheds små montrer fordobles poesien, idet de små vækster i montrerne er formet af papirer fra sangbøger. Teksterne får på den måde fornyet liv i de skulpturelle gengivelser af en velkendt natur, der dog visse steder i Roligheds udformning får en alternativ anvendelse. Således vikles der fra et bladformet sangblad et garnnøgle af plantefibre i ”Dagdrøm III nr. 6”.

Takeuchi Roligheds små værker ser undselige ud i deres matte sort/hvide farver, og deres naturgengivelser ser mindst lige så skrøbelige ud som deres forlæg. Men netop det undselige og skrøbelige skaber et særligt poetisk udtryk, der igen understøttes af digtene på papirmaterialet.

Hans Jürgen Simon: "62-DZ-3-2021"
og "61-DZ-4-2021

Mens Rolighed arbejder figurativt, er Hans Jürgen Simons værker abstrakte. Ligesom Rie Takeuchi Roligheds papirvækster i montrer er nogle af Simons værker grålige. Dette gælder ”62-DZ-3-2021” og ”61-DZ-4-2021”, der begge består af hårdt sammenpressede og formede aviser, der i varierende længde er fastgjort til en plade, så der opstår et slags lodretstående landskab. Det dagligdags materiale og den kedelige farve til trods er værkerne både smukke og drillende. Man får lyst til at lade en finger følge de mange riller i overfladen.

Anderledes forholder det sig med Simons ”78-UH-8-2022”, som består af et utal særdeles kulørte strimler fra blade, som er klæbet sammen til en luftig masse. Her vækkes ikke den samme lyst til berøring, for de skrappe farver og det laklignende lag, der får det hele til at skinne, giver værket et hårdt udtryk. Men flot og fascinerende er det.

Fristelsen til at røre dukker dog op igen, når man står foran Else Duedahls ”Papirværk” nr. 1-6, der ligner fint fremstillede stofprøver, ikke ulig plisségardiner. Så blødt og luftigt ser det ud, hvilket nok skyldes, at materialet er håndgjort papir. 

Påtrængende stueplante og svævende skulptur

Lotte Agger: "Forstad"

Lotte Aggers værker er beslægtet med nogle af Hans Jürgen Simons. I hvert fald gør hun også brug af klare, påtrængende farver. I ”Forstad” er der fastgjort en slags papirblomst på et sindrigt konstrueret stativ. Blomsten er af den slags, der her til lands kun kan overleve indendørs – altså en stueplante. Måske er det baggrunden for værkets titel. Forstaden antydes også i nogle arkitektonisk ensformigt udformede detaljer, der bryder gengivelsen af planten, og dog er det denne stuevækst, der stjæler opmærksomheden, fordi den presser sig tredimensionelt ud i rummet, ud mod beskueren. At træstativet faktisk fylder mindst lige så meget konstateres først senere, fordi det ikke er så farverigt som planten.

I modsætning til ”Forstad” gør Jane Balsgaards ”Svævende papirskulptur med kragefødder” ikke noget væsen af sig. Skulpturen er så let og luftig, at man knap bemærker den snor, den hænger i. Sine steder er det lille luftskib beklædt med koreansk barkpapir, andre steder kan man se lige igennem det. Man kunne have forventet, at værket var forsynet med et par vinger, men Balsgaard har drillende benyttet en anden kropsdel fra en fugl. I begge ender er luftskibet nemlig forsynet med en

Jane Balsgaard:
"Svævende papirskulptur med kragefødder"

kragefod. Måske skal vi – når vi gribes af for vidtløftige drømme - mindes om, at ”ved jorden at blive det tjener os bedst”. Men drømmen om at svæve i et luftskib, der holdes oppe af sin egen lethed, er nu ikke så skidt.

Fra helhed til detalje og tilbage igen

Iben Toft Nørgård: "Birds in Bloom",
detalje

Iben Toft Nørgård sammenblander flora og fauna i sine collager, så der opstår helt nye arter i en verden, hvor biodiversiteten ellers er i frit fald. Som det er tilfældet i naturen, gælder det om at være opmærksom, når man eksempelvis ser på Nørtofts ”Birds in Bloom”, for her viser det sig pludselig, at papirblomstens kronblade består af ugler. Det er ikke alene overraskende, sjovt og tankevækkende. Det er er også resultatet af et imponerende præcisionsarbejde.

Mens Nørgård lader sin beskuer bevæge sig fra helhedsindtrykket ind til de små detaljer, vægter Jens Christian Jensen primært værket som helhed. Ganske vist består hans værker af en række mindre, så godt som ens dele. Men sat sammen på en bestemt måde, danner delene værker, hvis udseende ikke kan andet end fascinere. Tag for eksempel ”Papirassemblage”, hvor hundredvis af kort med en ikke særlig udbredt afbildning af Den Lille Havfrue danner et vægtæppe i brune og grønne nuancer. Selvom der er tale om de samme små kort, er der et spil i værket, der næsten gør det levende.

Jens Christian Jensen: "Papirassemblage"

Mens Nørgård og Jensen arbejder med mindre dele, der føjes sammen til et hele, går Sonia Brandes den modsatte vej, idet hun indleder med et enkelt stykke papir, som hun klipper og skærer i. Men netop ved at fjerne noget, opstår der motiver; præcis som det kendes fra gækkebrevet.

Netop Brandes’ barndoms gækkebreve kom til at bestemme retningen for hendes kunstneriske virke. I over 50 år har Sonia Brandes arbejdet med papirklip, hvoraf nogle netop har taget navn efter det gamle gækkebrevsdigt, der begynder med ordene ”En vintergæk, en sommernar”.

Papir er fantastisk!

Sonia Brandes: "En vintergæk, en sommernar"

Udstilling ”Det Fantastiske Papir” viser vitterlig, hvad dette materiale formår i de rette hænder.

Er man mere til lærred og maling, går man dog heller ikke forgæves, for med inspiration fra titlen ”Tilværelsen. Menneskelivet skildret i kunsten” har JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum været i arkiverne og lavet en fin, lille udstilling med værker af blandt andet Bjarke Regn Svendsen, Erik Hansen og Anders Kirkegaard.

Haydn og den sprøde klang

Haydn: The Complete Piano Trios Vol. 2
Trio Gaspard (Chandos). Udk 7. februar

Af Jakob Brønnum
Den wienerklassiske komponist Franz Joseph Haydn står i skyggen af Mozart og Beethoven, som ligeledes var med til at forme den klassiske musiks centrale nav omkring århundredeskiftet mellem 1700- og 1800-tallet. Alene det, at hans navn ikke har den ikoniske klang i populærkulturen. Man kan ikke forestille sig forvrængede ringetoner af Haydn-melodunter, som man kender det fra Mozart og Beethoven, hvis værker (henholdsvis Eine Kleine Nachtmusik samt Symfoni nr. 40 og 5. og 9. Symfoni) er kendt af alle og enhver, ikke mindst gennem markedets brug af dem som jingles.

Som man kan høre i Trio Gaspards 2. CD med Haydns samlede klavertrioer (altså værker for den elegante instrumentkombination klaver, violin og cello), rummer Haydn imidlertid alle den klassiske musik dyder og glæder: Det elementært smukke, den intense musikalitet, den kreative originalitet og vitalitet, det personlige touch, den overraskende pointe og den høje grad af fagligt musikerskab.

Det er rigtigt som den engelske mesterdirigent Simon Rattle siger det: ”Haydn har alt, hvad Beethoven og Mozart har, han vender der blot ikke udad på samme måde.”

Opdagelsesrejsen

Man kan blive lidt træt af mange af de pæne fortolkninger, som de første årtier af den klassiske musik på plade rummede, men i dag findes der så meget større frihed, at også Haydn er blevet fornyet – og sat fri til genopdagelse.

Og så er det den rene nydelse og opdagelsesrejse at gå ind i hans enormt opfattende værk, særligt i kammermusikken og ganske særligt strygekvartetten og klavertrioen. Haydn har skrevet mere end 40 klavertrioer, fire gange så mange som både Mozart og Beethoven, og i modsætning til den store, store del af samtidens komponister, hvor genren bærer mere end personligheden, har Haydns værker altid en egen idé, noget der kendetegner netop den komposition, og det placerer Haydn solidt i geniklassen, sammen med Beethoven og Mozart.

Man tror, man ved, hvor man har Haydn pga. af hans forholdsvis enkle temaer og lidt mere naivistiske forhold til f. eks. til klang, til tematisk udfoldelse, til kompleksitet i musikkens tekstur, men det gør man ikke. Pludselig bryder Haydn ud i poetiske udforskninger af en melodistump og man bliver revet med som af en mild bølge. Anden sats, den langsomme sats på CD’ens åbningsværk er uforglemmeligt i sin lysfyldte nysgerrighed, sådan en sen vinterdag.

Det første værk er Klavertrio nr. 35. Dernæst følger fire andre, to mere af de sene kompositioner, en fra mellemperioden og en tidlig. Samt endnu et værk, jeg skal komme tilbage til.

Ensemblets klang 

Albummets næste værk, Klavertrio nr. 33, er en lille, rytmisk hårdt pumpet perle. En lille motivstump bliver omdrejningspunktet for en dansende åbningssats, og i den meget kortere mellemsats, fortsætter Haydn med de små motiver, men hakker det nu ligesom op, både rytmisk og tonalt, så han lader melankolske, småsørgmodige toner spille med. Finalesatsen vender tilbage til 1. satsens tætte fraser, men med en tungere rytmik. Det er mesterligt. Og åndeløst velfortolket af Trio Gaspard.

Man kan ikke stå for de tre musikers evne til at placere sig både solidt i traditionen med en umiskendelig kærlighed til wienerklassikken og en ny tids friske tempi, usentimentale tilgang til melodistoffet. Ensemblets klang er forbilledligt sprød, varm og åben og sammenspillet tæt og energisk er decideret inspirerende 

Der er særligt to grunde til at det i meget høj grad er anbefalelsesværdigt at anskaffe sig CD’en, fremfor at streame musikken. Dels er der meget fine noter til værkerne i det medfølgende hæfte. En ny praksis lader kunstnerne komme til orde i albummets hæfte, frem for udelukkende en musikhistoriker, som det normalt har været. Dels har ensemblet, som i den første CD med Haydns Klavertrioer, der udkom i fjor, inviteret en nyere komponist til at bidrage med et nykomponeret stykke på CD'en, inspireret af Haydn.

Denne gang er den den engelsk-russiske komponist Leonid Gorokov (f. 1967), der har bidrag med en kort, to-satset klavertrio, For Gaspard

Gorokov stiller sig et sted mellem Haydns og den moderne rytmiske musiks, så man tydeligt kan høre slægtskabet mellem f. eks. den store rockmusik og den vesteuropæiske klassiske musiks tonesprog kompositionspraksis. Det korte værk er spillevende, fyldt af humor og øjenåbnende musikalske figurer, der afslutningsvis binder alle albummets stykker sammen til en stor, samlet musikoplevelse. Det er ganske enkelt fantastisk godt.

Stærk debutbog om at nærme sig tilværelsens gådefuldhed

Med ”Øjeblikket” har Peter Holm Jensen skrevet en både original, tankevækkende og smuk bog. Peter Holm Jensen er dansk, men har boet udenlands herunder mange år i England. Bogen er oprindeligt skrevet på engelsk og Alexander Carnera har med en grundig oversættelse sørget for at bevare bogens grundtone.

Peter Holm Jensen
Øjeblikket
Det poetiske bureaus forlag

Af Jakob Kvist
Lad det være sagt være fra start; her er tale om en anderledes bog. Forlaget omtaler selv bogen som en dagbogsroman. I dagbogsnotater følger vi hovedpersonens nylige tilværelse på landet, livet som freelance-oversætter, forholdet til naboen, naturen, pubbesøg og større tanker om forholdet mellem tænkning og handling. Tidsbegrebet er et gennemgående tema i bogen. Med en eksistentiel nerve af både teologi, videnskab og filosofi undersøges det hverdagsagtige. Med ydmyge men sikre leveringer gøres livsvigtige temaer nærværende. Foruden sanselige beskrivelser tænkes der med forskellige tænkere som Heidegger, Rilke, Mark Fisher og Kafka blandt andre.

Nærværet i dagligdagen

Ting, som overses i hverdagen, gøres nærværende i bogen. Det tavse i dagligdagen bringes i live med dagligdagssproget. Fx beskrives en skriveblokade som et moralsk nederlag. Man kan mærke følelsen af fortabthed, men en fortabthed som alligevel synes at blive overvundet ved den måde, som den stilles frem på i dagbogsnotaterne. 

Hverdagen udsættes ikke for symbolisme, psykologisering eller selvhjælpslitteratur. Alt, det som er lige foran os, men som så let overses, tildeles opmærksomhed. Vi mindes om, at naturen er omkring os hele tiden og at den vil noget med os. Ved at sætte tempoet ned og nærværet op kan man begynde at mærke: ”… en tåge, der begyndte at samle sig mellem mig og verden…”, som det i en helt anden henseende hedder i bogen.

Som freelance-oversætter tænker hovedpersonen over, hvad det er for en situation, han er havnet i. At vente foran computeren på oversættelsesopgaver, før de bliver taget af andre oversættere. Hvordan en udbytningsproces finder sted, men som vi har accepteret i konkurrencens hellige navn.

Øjeblikket

Bogen kredser om øjeblikket som en anderledes erfaring af tiden. Her ikke blot tale om en anden erfaring af tiden men erfaringen af en anden tid. Den er en erfaring af tiden, som er fremmed for os, fordi den ikke trives i stress og jag. Når vi har travlt, suser vi derudaf med skyklapper på. Vi er fraværende og registrerer dermed ikke den langsomme, dvælende og frie tid. Den tid, som er livets tid. 

Ved at sænke tempoet og skrive om det, vi overser i hverdagen, kan man sige, at dagbogen praktiserer, hvad den prædikener. Ved at trække sig tilbage fra arbejdets invadering af tiden praktiseres en særlig måde at være i verden på. Når man ikke lader sig forstyrre af samtidens mange underholdningstilbud, men netop formår at dvæle dér, hvor man allerede er, forankret i en konkret krop, bevæger man sig mod erfaringen af en anden tid. Her hvor tiden står stille. Det lyder måske abstrakt, men er uhyre praktisk. 

Det handler om at slå øjnene op dér, hvor man allerede er. Det er her, hvor omgivelserne henvender sig til os i et forstærket nærvær: ”Det er øjeblikke som disse, jeg gerne vil skrive om. De stunder, hvor du stopper op på din vej, og som får dig til at se, hvor du er, med nye øjne. Som når du arbejder på et problem, der virker uløseligt, og ud af det blå kommer svaret. Det var der hele tiden; hvorfor kunne jeg ikke se det?”

Med sproget henvender vi os til naturen, fordi: ”Ord flyder gennem dig i en uophørlig strøm”. Det er ved at spørge, at vi nærmer os verden. En skrotskulptur beskrives i dagbogen som: ”… så detaljeret, at jeg er nødt til at gå omkring det i et stykke tid for at kunne tage det til mig.”. Det er, når vi lader os forbløffe af tingene i vores omgivelser, at vi gør verden åbent i møde. Det, som er nærmest, bliver synligt og tilværelsens gådefuldhed kommer i centrum. Det er lettere sagt end gjort: ”Nogle gange er de nærmeste ting de sværeste at få øje på”, fordi når vi har vænnet os til dem, så mister de ”al deres gådefuldhed”.

At balancere mellem det personlige og upersonlige

Bogen er en fin beskrivelse af, hvordan man kan bruge det personlige til at nå frem til det upersonlige.b Man er selv udgangspunktet, men formålet er at overskride sig selv for at nå frem til værens lys. Ved at dvæle ved det almindelige, giver vi det almindelige mulighed for at vise anderledes sider af sig selv og dermed erfare, hvordan: ”Ligger væren ikke på lur på gådefuld vis – nærmest og fjernest – blandt de ting, vi bevæger os omkring i det daglige?”. Men vi ser ikke dagligdagens hemmeligheder: ”Måske er det kun vores egen utålmodighed, der skjuler dem”.

”Er der en måde at søge sandheden på og samtidigt være i verden?” reflekteres der over i bogen. For giver det mening at snakke om sandhed i en relativistisk tid præget af fake news og individualisering? Findes en ophøjet position for iagttagelse af sandheden eller er alt blot en konstruktion?

Måske sandheden består i evnen til at nedlægge sig i de begivenheder, som sker med én. Sandheden viser sig måske, når vi vender sproget på vrangen og åbner op for: ”Ikke forfølge det som et mål, men stole på det uden at spille bagklog, og bevæge sig ydmygt gennem livet.”.

Andetsteds hedder det: ”Skrivning er et værens hus under opførelse; af og til føler man, at man bor i en bunke murbrokker”. Mesterlig måde at hive Martin Heidegger ned på jorden. Når vi lever sandt, vendes vores eksistens mod livet. Vi er måske den eneste art, som kan opleve tiden på en dybere måde og det er måske vores mulighed for at forbinde os med planeten igen – sådan lyder en af bogens mange flotte refleksioner. Måske er øjeblikket der, hvor vi forbinder os til verden ved at vågne op der, hvor vi allerede er. Øjeblikket er en daglig gentagelse, som: ”gør det ensformige nyt og lader dig gå fremtiden i møde, lader dig begå dig i verden.”.

”Øjeblikket” er en stærk bog, som bevæger vores verdensbillede mod en større mening. Bogen er et sundt alternativ til den allestedsnærværende selvhjælpslitteratur. Man kan faktisk risikere at blive klogere på livet ved at læse Peter Holm Jensens dagbogsroman. Bogen er enkel, stilsikker, velovervejet og åben overfor verden. Med bogen er der skabt et sprog for hverdagens gådefuldhed, som vi så nemt overser. 

Med bogen i hånden bliver vi mindet om, at livet foregår netop nu i dette øjeblik og ikke i en abstrakt fremtid. Øjeblikket er en anden erfaring af tiden og erfaringen af en anden tid. Eller med forfatterens skarpe pen: ”Øjeblikket ligger på lur inden i hverdagens tid; altid nyt, altid det samme. Det venter på at give dig dit liv tilbage, som en længe forberedt begivenhed, du ikke har været vidende om, som en skæbnehandling. Det behøver dig: din lasede fortid, din beklemte nutid, din hvirvlen af tanker, dit forråd af ord. Det venter på, at du tager næste skridt ind i dagens lys, hvor det kan finde dig og lade komme til dig selv.”

https://detpoetiskebureau.dk/vare/peter-holm-jensen-oejeblikket/