tirsdag den 19. juni 2018

En svinsk affære

George Orwell: ”Kammerat Napoleon”, oversat af Ole Brandstrup, 119 sider.

Af Egil Hvid-Olsen
I 1949 udkom George Orwells skræmmende fremtidsvision, ”1984”, om et gennemført totalitært regime. Kun fire år tidligere havde han udgivet en lille roman om det samme emne, men i en helt anden genre. ”Kammerat Napoleon” er en satirisk fabel om dyrene på en gård, der gør oprør mod landmanden, hvorefter de driver landbruget ved egen hjælp. Alle er glade og ønsker at løfte i flok, fordi tilværelsen kun kan blive bedre, efter at den drikfældige landmand er blevet smidt på porten. Der besluttes syv bud, der skal forme fremtiden for gårdens dyr:

1. Hvadsomhelst, der går på to ben, er en fjende.
2. Hvadsomhelst, der går på fire ben, eller har vinger, er en ven.
3. Intet dyr må bære klæder.
4. Intet dyr må sove i en seng.
5. Intet dyr må drikke spiritus.
6. Intet dyr må dræbe noget andet dyr.
7. Alle dyr er lige.

De forskellige dyr inddeles i grupper alt efter størrelse og evner. Det viser sig snart, at svinene er de klogeste. Derfor finder de det også mest rimeligt, at de slipper for hårdt fysisk arbejde, så de kan bruge kræfterne på planlægning.
Således er scenen sat for en historie, man allerede fra begyndelsen ved vil gå galt. I fællesskab har gårdens dyr vedtaget en ideologi, som de klogeste lynhurtigt begynder at gradbøje.

Pædagogen Orwell
Pædagogik er nok ikke, hvad de fleste forbinder George Orwell med. Og dog er ”Kammerat Napoleon” blevet læst af utallige gymnasieelever; oftest på originalsproget (”Animal Farm”). Romanen har en overkommelig længde, og hvis man formår at lægge de logiske indvendinger overfor fabelgenren til side, er historien let at forholde sig til. Den er dybsindig på den overskuelige måde.
Orwell opridser de typiske metoder, der gøres brug af, når magtbegærlige mennesker anvender en ideologi som springbræt til en plads i toppen af hierarkiet. Han skildrer for eksempel magtkampe mellem de to ledersvin, Snowball og Napoleon. Topmoderne beskriver Orwell, hvordan der plantes ”Fake News” for at styre de andre dyr. Gårdens beboere synes ganske vist, at de husker hændelserne anderledes, end de bliver gengivet, men de har så stor tiltro til svinene, at de ender med at blive overbevist om, at det er dem selv, der tager fejl. Propagandaen er virksom.
Eneherskeren Napoleon fremtidssikrer sin position ved at tage et kuld hvalpe fra en af gårdens hunde. Det giver ham mulighed for at skabe sin egen livgarde. Hundene gør sig desuden klart forståelige med snerren og bid, hvis nogen betvivler rigtigheden af lederens beslutninger og påstande. Det viser sig da også, at Napoleon ikke er bange for at statuere et eksempel. Magten bruger han skånselsløst, indtil det ikke er til at se forskel på ham og gårdens tidligere ejer.

Orwells erfaringer
Når Orwell kredsede omkring faren ved ideologier og totalitære regimer, skyldtes det dels, at han havde oplevet 2. verdenskrig. Men inden da havde han deltaget som frivillig soldat i den spanske borgerkrig. Han kæmpede for den republikanske hær mod de af Hitler støttede nationalistiske styrker, der blev ledet af fascisten Francisco Franco. Under kampene blev Orwell alvorligt såret i halsen, men overlevede.
I både ”Kammerat Napoleon” og ”1984” bruger Orwell sine dyrekøbte erfaringer til at advare mod totalitarisme. Humor er der ikke meget af i ”1984”, men i fablen er Orwell bidende satirisk. Da Napoleons livgarde af glubske hunde lige har gjort det af med et markant antal af gårdens dyr, går nogle af de overlevende hen til ladegavlen for at genlæse de syv bud. De færreste af dem er gode læsere, men de mener at kunne huske, at der var et forbud mod at slå dyr ihjel. Da de får stavet sig igennem, viser det sig imidlertid, at der er et par ord til sidst i sætningen, som de må have overset. Der står nemlig: ”Intet dyr må dræbe noget andet dyr uden grund” (s. 78). Sådan erkender de gang på gang, at deres hukommelse spiller dem et puds og reglerne løbende ændres til fordel for deres eget behov. Svinene derimod har styr på, hvordan det hele er gået til. Derfor ligger gårdens ledelse stadig bedst i deres klove, også selvom de lidt efter lidt tillægger sig nogle vaner, der minder om menneskenes.

Arendt og Orwell
Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt har skrevet om revolutioner, at det ene styre oftest erstattes af et andet, der er mindst lige så slemt, blandt andet fordi dem, der begår revolution, sjældent har kunnet opbygge viden og indsigt til at styre et land, inden revolutionen fandt sted. Når de pludselig står med magten, går det let ganske grueligt galt. Arendts bog ”Om revolution” udkom 13 år efter Orwells død i 1950, så den har han ikke læst. Men den revolution, dyrene gennemfører, bringer i hvert fald ikke bedre forhold på gården. Svinene er nogle lige så store svin som menneskene.

tirsdag den 12. juni 2018

Et clean cut!

Bjørn Isak: ”Rav”, noveller, Brændpunkt 2018, 123 sider, 238 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

Det er en ung debutant, vi har med at gøre. Bjørn Isak er født i 1990. Hvad kan det ikke blive til? Jeg vil gerne læse mere! Sproget flyder let, det er ukrukket og ligefremt. Hvilket er fint i overensstemmelse med, at de fleste af novellerne handler om helt almindelige mennesker i situationer, som vi alle kan komme i, og som kræver en form for afgørelse. Kærlighedsforhold, der er ved at dø af iltmangel, er der nogle stykker af. Men også relationer mellem forældre og børn og venskaber. Vi kommer tæt på det nære, og det er også det, der fungerer bedst. I et par af novellerne forsøger Isak sig med noget mere grænsesøgende og ekstremt. Hvis målet er blot at fremkalde lidt kvalme, så lykkes det, for han skriver enormt visuelt. Men hvis det var tanken, at det skulle sætte tanker i gang, så virkede det ikke hos denne læser. Det kaldte mere på overbærenhed: ”Nå, det stak lidt af for ham. Fint, at han også eksperimenterer lidt”.

Den lille udgivelse rummer 14 noveller. Så der er råd til et par skuldertræk. De opvejes så rigeligt af nogle sande hverdagsrealistiske perler à la Helle Helle. I de fleste af novellerne optræder kun ganske få, oftest to personer. Hvilket også er nødvendigt, når der skal zoomes så meget ind på så lidt plads. Således også i titelnovellen ”Rav”. Han og hun er taget i sommerhuset. ”Det hjalp dem almindeligvis at komme ud til sommerhuset”. Parforholdet knager altså, men det står der ikke. Hun er noget så læsterligt træt af ham. Det står der heller ingen steder. Men det emmer ud af både hendes kropssprog og hendes verbale sprog. Og det klæder hende ikke. Man kan komme i tvivl, om han er blind og døv over for det, opslugt som han er af alle de barndomsminder, som omgivelserne kalder frem - eller om han netop bare forsøger at gøre sig umage for at lette stemningen. Det gør han ikke ved at løbe småpludrende og pleasende omkring hende som en hundehvalp. Der skal et tordenvejr til. Det må vi selv tænke os til. Novellen slutter lige i det øjeblik, hvor det er helt sikkert, at det ikke kommer til at drive over.

Det er et greb, Bjørn Isak gennemgående bruger: et clean cut, lige der hvor noget afgørende må ske. Læseren får noget at tænke over, digte videre på. Et eksempel er ”Syd for Sæby”. Den slutter med ordene: ”Tag en kop kaffe,” sagde hun. ”Så siger vi, at det var dét”. Og man kan så fundere over, om det er forholdet eller konflikten, der er slut. Set fra hendes øjne. Men der er også meget gods i den novelle undervejs. Hvorfor lyver to mennesker om deres fortid? Hvor ydmygende er det ikke at gemme sig for at straffe hende – og så gider hun ikke at lede efter ham? Hvad binder to mennesker sammen, hvis en samtale kan lyde sådan her: ”Pludselig vendte Lotte sig i sengen og spurgte, hvad jeg frygtede mest. Jeg svarede, at jeg ikke frygtede noget som sådan. Hun spurgte, hvilken person, der havde betydet mest for mig, og jeg svarede, at jeg ikke som sådan så op til nogen. Hun spurgte, hvad den mest betydningsfulde ting, en person havde gjort for mig var. Jeg svarede, at jeg ikke som sådan kunne huske en specifik ting. Så vendte hun sig om i sengen igen, og vi faldt i søvn med hinanden i hånden”.

”Januar” hedder den første af novellerne, og der kommer man til at fryse! Hvad der begynder som et lille ikke helt gennemtænkt kæresteeventyr, ender i et mareridt. Det er en ”jeg”-fortæller, så han må da i hvert fald overleve. Hvordan får vi ikke at vide. Forfatteren giver sig ikke af med forklaringer. Han beskriver forløbet, detaljeret. Ofte bare nogle få timer eller en dag. Ingen afstikkere til fortid og baggrund. Eller hvad der videre hændte. Man er der selv, i dette tilfælde i kulden og mørket og rædslen.

Novellerne har gennemgående ikke et særlig optimistisk menneskesyn. Der er meget ligegyldighed, livslede, løgn, spleen. Men her er der en hovedperson, der ofrer sig. Nu er det så også ham selv, der fortæller. Slap der virkelig ikke et eneste: ”jeg sagde jo….” over hans læber? Vi hører kun om uendelig omsorg og så adrenalinens skærpelse af hjernen, som sætter ham i stand til at handle hensigtsmæssigt. Men det kan ikke kun være kemi, der får et menneske til at trodse smerte og udmattelse til det helt ekstreme, før det giver op – kan det? Også i den sidste novelle ”Marie” er der omsorg og varme. Ikke alt ondt og mørkt i tilværelsen stammer fra vores egen forkælelse, magtliderlighed, egoisme. Så meget desto vigtigere er det, hvordan vi svarer på det, når tankeløshed (i ”Januar”) eller sygdom og død (i ”Marie”) slår liv i stykker. ”Marie” er den(!) af novellerne, som er smuk. Og som beviser, at det ikke kun er det grimme, der er værd at tænke over. Det er en meget fin skildring af sorg og savn, og et liv der alligevel går sin stille, rutinerede gang, og en nabo gennem 30 år, der lige kigger forbi, og som faktisk er lydhør. Imponerende, at en mand på 27-28 år kan skrive den novelle så indlevende.

Imellem de to, den første og den sidste, hvor man ikke forspiser sig på skildringer af bundfaldet i mennesker, læser vi bl.a. om, hvilken magt det giver, når man er blevet fuldstændig ligeglad med andre mennesker, og man måske også allerede har tabt alt for sig selv (”Kærester”). Eller den magt, der ligger i kærlighedserklæringen fra mor til søn: ”Du er alt, hvad jeg har” – når mor samtidig sørger for at være alt, hvad søn har. Hvilket er en dødssynd, for når det går rigtigt til, så bliver det på et tidspunkt sådan, at søn skal kunne klare sig uden mor (”Liv på landet”).  Og hvilken magtesløshed det giver, når man (måske netop ham?) er blevet til en robot, som kun lever for sit arbejde, og ens hjem blot er den docking station, man kører ind i, så man bliver klar til at tage på arbejde igen – og det arbejde så bliver taget fra én, fordi produktionen flytter udenlands. ”Hvad er det for en forbandet frihed, som jeg lige pludselig skal kastes ud i?” (”Fabrikken og lejligheden”).

Forfatteren er utrolig observant og ekvilibristisk, når det kommer til at gengive samtaler, relationer, stemninger, men også landskaber, vind og vejr – he doesn’t tell, he shows. Slutningen står ofte og dirrer, men det er sjældent meget håb, man efterlades med. Man bør ikke læse samlingen i ét hug. For det første er det med novellerne som med kiksekage: man skal ikke tro, at det bliver ved med at være en nydelse, hvis man bare klør på. Man bliver mæt af at læse om menneskers mørkeste sider. For det andet, så fortjener den enkelte novelle at blive sanset og tænkt med på.'

Som læser af Bjørn Isaks stramme, velkomponerede noveller bliver man selv digter. Og må så huske Henrik Ibsens ord om at leve og digte: ”At leve er krig med trolde i hjertets og hjernens hvælv; at digte – det er at holde dommedag over sig selv”. Det inspirerer denne unge debutant til – og derfor håber jeg, at han ikke har skrevet sig tom på alle disse observationer af, hvad der foregår mellem mennesker, men at vi får mere at se. Også gerne lidt mere optimisme på menneskehedens vegne. Lidt mindre resignation, lidt mere vilje til at tage livtag med de der trolde og se, hvad der så sker. Så ses nuancerne i mørket tydeligere. Et stort ”hep-hep!” herfra!

tirsdag den 5. juni 2018

Digter i glimt

Helle Bengtsson
Himmelrummet tur-retur
Mellemgaard, 2018

Af Anders Møller Gade

Hvad er et digt? Hvem er digteren? Disse spørgsmål indhentede mig da jeg skulle skrive denne anmeldelse. For hvad er det man (jeg) ligger til grund for hvad et godt digt er? Hvad ligger man til grund for ens (min) vurdering af om nogen er digter eller ej? Svarene forekommer mig vanskelige, særligt når spørgsmålene indfinder sig med sådan en lethed.

Det falder vel helt naturligt at sige, at en digter er et væsen (person), som plejer særlig omgang, digterisk omgang, med sproget. En omgang med sproget, som viser bevidsthed om hvordan sproget formes, hvordan det bruges til fx at frembringer erkendelser, formidle sansninger eller ligefrem vække latter og skabe underholdning. Men mest af alt, om ikke andet så for denne anmeldelsers vedkommende, slår digterne med sproget strenge an som skaber resonans i den menneskelige tilværelse, at digteren med sproget skaber en oplevelse af hvad det vil sige at være til som menneske.

En række af disse elementer optræder glimtvis i Helle Bengtssons digtsamling “Himmelrummet tur-retur” udgivet på forlaget Mellemgaard. Digtsamlingen er inddelt i 4 afsnit, “Stjernestunder”, “Kvindeliv”, “Terroriserede tanker” og “(U)naturlig natur”. Som overskrifterne måske afslører er der ikke tale om nogen gennemgående tematik og digtsamlingen viser dog også at være en blandet landhandel af digte, der på overfladen lader antyde at det drejer sig om så varierende temaer som himmelrummet/universet, en daglig fra en kvindes synspunkt, samt en række tilsyneladende problematiske og forstyrrende tanker. Det kunne måske have været overvejet om digtsamlingen ikke havde været bedre tjent med en mere stram opbygning omkring enkle tematikker. Som sådan er der ikke noget i vejen med en blandet landhandel, men med så mange divergerende temaer uden nogen egentlig opbygnings eller formmæssig styring fremstår denne digtsamling en anelse rodet og forvirret.

Helle Bengtsson demonstrer dog i glimt en fin fornemmelse for hvordan sproget kan bruges og formes, som fx her i digtet Menneskedyret, hvor det afslutningsvis lyder:

“Ord kastes op

og ud

i en regn

af spildte krummer”.

Her skal også nævnes digtene “Virkelighedflugt” og “Husker du?”. I disse to digte formår Helle Bengtsson at hæve nogle tilsyneladende banale og temmelig hverdagsagtige oplevelse op til en egentlig digerisk formidling, der både demonstrerer fin sproglig formsans og vækker nysgerrighed hos læseren. Nogle digte der dels giver en lyst til mere og samtidig efterlader læseren med en forundring over hvordan verden nu engang er stykket sammen.

Det bliver kun rent glimtvis at digtsamlingen “Himmelrummet tur - retur” når dette niveau. Dertil virker mange af digtene ubearbejdet og bærer derfor præg af overfalder og strøtanker fra det daglige liv, der ikke har været underlagt en formbevidsthed. Som eksempel kan her nævnes fra digtet dametasken:

“Fundet bliver til pludselig

minder og flashbacks,

ting som jeg for længst havde glemt.

De dukker op og er fredsforstyrrende i de

lommer og i de lag, som jeg

mente burde høre til de uforstyrrede.

Sådan en taske,

har helt sig eget liv”.

Disse minder og flashbacks som er bærende for digtet får vi ikke noget at vide om. Der kommer ikke noget konkret frem om disse minder og flashbacks. Ingen personer, ting eller sansninger, som kan skabe forbindelse mellem læser og digt.

Her stopper digtet og digteren op. Det konstateres at de er der. En konstatering som etablerer en overflade og efterlader digtet som en overflade. Dette optræder igen og igen i digtsamlingen. Som læser sidder man og ønsker at Bengtsson måske ville sætte sig selv lidt mere på spil og derved bidrage til at digtene dels får et personligt præg og dels vil give dem en magnetisme som kan drage læseren til sig.

tirsdag den 29. maj 2018

Flippede fabler på dyster baggrund

Slawomir Mrozek:
”Elefanten” 1957.

Af Egil Hvid-Olsen
Polakken Slawomir Mrozek (1930-2013) er mest kendt som dramatiker. Han var påvirket af Beckett og Ioneso, der dyrkede absurditeten i deres skuespil. I Mrozeks bog ”Elefanten” fra 1957 spiller absurditeten også ind. Bogen består af 42 små, satiriske fortællinger eller fabler.

I en selvbiografi fra 2006 skriver Mrozek om tiden, inden han begyndte af skrive fablerne i ”Elefanten”: ”Som 20-årig var jeg parat til at acceptere enhver ideologisk sag uden at tjekke den grundigt – det eneste, der betød noget, var, at den var revolutionær. Det var personer som mig, de engang rekrutterede til Hitler Jugend eller Komsomol. Frustreret, vildfaren og rebelsk ungdom er til stede i enhver generation, men hvad de bruger deres rebelskhed til afhænger alene af omstændighederne.”

Den unge Mrozeks rebelskhed gjorde ham i samspil med omstændighederne til politisk agitator og journalist. Fra 1950-54 skrev han artikler, der formede sig efter de officielle socialistiske retningslinjer. Selvom han opdagede, at han propaganderede for et undertrykkende system, og derfor brød med det, var hans erfaringer ikke spildt. I ”Elefanten” gør han tykt og modigt grin med ethvert totalitært samfund. Det er nok kun, fordi fablerne ikke entydigt ramte den tids polske styre, at bogen undgik at give Mrozek alvorlige problemer. Ikke desto mindre udgør langt de fleste af bogens fortællinger satirer over livet under et totalitært regime.

Ved en parade beskrives det, hvordan der først marcherer sportsudøvere forbi publikum. Derefter følger en blanding af børn og gamle. Da en af pensionisterne taber sin kunstige arm, samler en soldat den straks op og afleverer den til ejermanden, som takker. Takken bliver besvaret af soldatens militære hilsen. Pensionisten er imidlertid ikke den eneste med et handicap, for nu følger en gruppe krigsinvalide. Blinde ledes af folk, der mangler ben, men marchere ved hjælp af krykker. To enarmede går side om side og klapper i hinandens hænder. At der herefter følger en flok i kørestole, hvis hjul er nikkelbelagte, giver anledning til at glæde sig over landets produktion af netop dette metal.

Nu er paraden slut – tror man. Men det er ikke tilfældet. Selvom det ikke ses, følger en stor gruppe afdøde landsmænd. Hver især bærer de på deres egetræskister, hvilket endnu engang giver anledning til glæde, da egetømmer er en af landets store eksportvarer.

Ikke helt så grotesk, men stadig morsom er fortællingen om krigsveteranen, der var fanebærer ved det glemte femte regiment. Han er den eneste af regimentets medlemmer, der stadig lever, og insisterer på, at fortælleren følger ham over til byens centrale torv, hvor han ene mand gennemfører den traditionelle årsparade, alt imens han hilser fortælleren, der er blevet bedt om at stille sig op på en skraldecontainer. Lige så forblændet af gamle, ideologiske ideer er den halvblinde gamling i bogens sidste historie. Som tidligere skarpskytte vil han forsvare sin belejrede hjemby, og selvom hans heltemod bliver belønnet med en medalje, koster oldingens iver byens indbyggere større ofre end fjenderne.

Mindre farlig er den sidste husar, der lister sig ud om natten for at skrive slagord som ”Ned med kommunismen” eller ”Katolikker giver aldrig op” på offentlige toiletter. Hans indsats er nogenlunde lige så frugtesløs som den unge bondemand, der kommer for skade at råbe op om manglende fliser og søm i hans hjemby. Man finder denne jævne arbejder så autentisk, at han bliver bedt om at holde den samme tale ved adskillige lejligheder, men uden at der af den grund kommer flere fliser og søm til byen.

Mrozek
Ind imellem dukker der overnaturlige elementer op, som da fortælleren finder nogle små mennesker i sin kommodeskuffe. De beder om hans hjælp, hvilket han i første omgang beslutter sig for. Men inden hjælpen effektueres, gribes han af glæden over at have magt, og skubber de små mennesker til siden med en håndbevægelse.

I en anden, endnu mere grotesk fabel dukker der en alf op på et værtshus. Fortælleren mener, at dette væsen må kunne hjælpe ham med at komme nærmere en forståelse af meningen med livet, men alfen anbefaler ham at holde sig til fornuften. Selv har alfen ingen som helst indsigt i eksistentielle emner. Den slags har han alt for travlt til at beskæftige sig med.

 Statsembedsmændene, der i en anden fortælling slet ikke kan lade være med at forlade kontorerne for at flyve ud i bjergene, hænger sig ikke i fornuft. Man prøver at binde dem til kontorinventaret, men hele sommeren igennem forlader de flyvende deres kontorer.

I titelfortællingen beslutter direktøren for Zoologisk Have sig for at anskaffe en kunstig elefant. På den måde kan han slå to fluer med ét smæk: Glæde publikum og spare statslige midler. Problemet er bare, at ballonelefanten blæser væk ved det første vindstød.

Fortællingerne i ”Elefanten” latterliggør enhver repræsentant for totalitære systemer, men man er ikke i tvivl om, at de er skrevet på en dyster baggrund. Mrozek levede i et østblokland med de begrænsninger, det medførte. Der er derfor ikke noget at sige til, at han greb til humoren for at holde tilværelsen ud (og i en årrække flyttede til Mexico og Frankrig). Morsom er da også historien om den katolske præst, der bliver ansat af systemet for at holde gudstjeneste for de statsrepræsentanter, der er begyndt at gå i kirke. Den slags kan ikke accepteres! Derfor må de have deres egen præst og egen kirke, så offentligheden ikke ser, at de rent faktisk har et religiøst tilhørsforhold. At præsten selv bliver overbevist om marxismens sandhed er systemet ovenud tilfreds med, ligesom han selv finder det fornuftigt at prædike Marx’ lære under dække af, at det er kristendom.

Det grotesk morsomme og bizart absurde i Slawomir Mrozeks fortællinger minder sjovt nok om fortællingerne i en anden bog, jeg har anmeldt her i ”Den Smalle Bog”, nemlig Jakob Brønnums ”Fortællinger fra undergrunden”. Mrozek har også visse ligheder med Kafka – men han er en hel del sjovere!

tirsdag den 22. maj 2018

Helsidesfantasier og billedeksplosioner

FRYGT OG BÆVEN
Søren Kierkegaard
Læst af en tegner Ole Sporring
284 sider. 400 kr.
Forlaget Vandkunsten

Anmeldt af Jes Nysten

“Frygt og bæven” er en vild bog om et rystende emne. Det er Søren Kierkegaards eller rettere pseudonymet Johannes de Silentio’s forsøg på at komme til rette med historien om Abraham og Isak i Det gamle Testamente. En historie der fik en ældre forstandig lærer til for år tilbage spagfærdigt at ytre, at Bibelen sandelig ikke er for børn. Well, jeg vil sige, at når det handler om netop denne historie, så er det heller ikke noget for moderne, fornuftige og tænksomme mennesker!

I al korthed: Abraham havde endelig i en høj alder - han var omkring 100 år - fået sønnen Isak med sin hustru Sarah, der havde samme alder. Gud havde ovenikøbet lovet Abraham, at Isak skulle blive stamfader til en stor vidtforgrenet slægt.

Så er det, at Gud vil prøve Abrahams tro ved at befale ham, at han skal dræbe Isak! Og ifølge historien indvilger Abraham uden et kny. Alle ved hvordan historien slutter - men helt ærlig, hvad er det for en slutning? Ja, hvad er det for en mand, der indvilger i det? For slet ikke at tale om, hvad er det for en Gud, der befaler noget sådant?

Søren Kierkegaard, nej Johannes de Silentio, vil gerne prøve at forstå dette helt uforståelige, dette i etisk forstand helt uacceptable. Med “frygt og bæven” prøver han at nærme sig sagen ad forskellige veje, inden han kaster sig ud i en lang, meget spændende og sofistikeret analyse af denne “troens ridder”, der tilsidesætter åbenbare etiske regler for et højere mål. Og som i og med at han gør dette, får både livet og sønnen tilbage.

Hånden på hjertet

Hånden på hjertet: både grundhistorien og Kierkegaards/de Silentio’s udlægning kan ikke undgå at virke intimiderende på mange af os.

Nu er dette værk så kommet i en stor pragtudgave på forlaget Vandkunsten “læst af en tegner Ole Sporring”. Ole Sporring er kendt for sine sprælske, farvemættede og surrealistiske værker, der ikke sjældent stiller skarpt på tilværelsens absurditeter.
Jeg vil tro, at han har nærmet sig dette værk med en god portion “frygt og bæven”, men da han først har fundet vej ind i værket, er han bogstavelig talt blevet revet med af bogens vildskab og giver los af de tanker og forestillinger, der er opstået i kampen med bogens emne. En aldeles medrivende med-læsning.

Bogens store format gør den lidt uhandig at sidde med, men den er både appetitlig og indbydende. Det fælles forside og bagside motiv inviterer os indenfor med stil: en lille sort mandsling springer på forsiden rundt i en lille have med store blodrøde gevækster, der kan minde om kødædende blomster, ved siden af en kapel-lignende bygning, og med små krybende væsener listende omkring. Baggrunden er næsten dækket af et truende mørke, og “fra himlen” falder et kæmpe-æble (ja, man må sige: der lægges lag på historien!), der truer med at  kvase den stakkels mand. Oppe i højre hjørne ser vi den kæmpekniv (Abrahams?), der øjensynligt har skåret æblet fri af sin gren.
På bagsiden ser vi samme mandsling flygtende væk fra de kæmpe blodrøde blomster på vej hen imod en åbning (en kirkelåge??), mens de små væsener danser rundt parvis, og en sol øjensynlig er ved at løfte sig op over det truende mørke i baggrunden. En bevægelse fra trussel og kniv til et lysende punkt derude? Jeg ved det ikke, men det kunne da på sin egen barokke måde “samle” bogen.

Kniven, der minder om en blyant

Indenfor i værket er der også leget med selve teksten - skrifttyperne er varierende fra kæmpestore til normal størrelse. Sporring har understreget vigtige ord, tilføjet en kort tekst eller en mindre stregtegning.
Men ellers er bogen fyldt med helsidesfantasier og billedeksplosioner, der både vender vrangen ud på hverdagens tristesse og meningsløshed (et nik til værkets indledning?) og forsøger at gribe dets grundlæggende absurditet. Ja et sted forsøger en figur bogstaveligt at æde bogen - enten for at blive i stand til at omsætte den til tegning, eller simpelthen for at slippe helt af med den.

Kniven optræder af gode grunde mange steder, og påfaldende mange af stederne minder den om en blyant. En ganske fiffig sammenkædning af tegneren!

Som nævnt er der noget intimiderende og absurd over “Frygt og bæven”, men dens vildskab og dens insisteren på “mening” gør den også til en fantastisk læseoplevelse. Ole Sporring har i den grad skabt rum for denne læseoplevelse.