Søvnforstyrrende drømme

 John Berryman: 77 Drømmesange. Gendigtet af Martin Knabe. Forord af Henri Cole. 101 sider. 150 kr. Forlaget Silkefyret.

Af Annemette Aracama

Man kan ikke synge Johns sange

Tværtimod. Glem det! John Berrymans digte lader hånt om inciterende, fuldtonende melodisk og bekvemmelig sangbarhed, og “drømme” forstået som forventningsguides vil hurtigt føre læseren på afveje. I Berrymans digte er der snarere tale om billeder afledt af parasomni:

Hvis vi sang i skoven (og døden er en tysk specialist)/mens sne fyger, afkølet, efter så hyppigt vide/så mange alle slags ingenting,/for bly & ild, er det ikke vi havde vidst/oplysninger, men dyr; kattes lyde,/hestes skrig, mennesket synger ting.

Nok er der tale om en fast form (omtrent hvert digt er lig med 18 verselinjer fordelt på 3 strofer), men igen og igen splintres alligevel den eventuelt naive læsers lyriske-romantiske og traditionelle forventninger om rim, metrik, sammenhængende syntaks og rytme. Hele digtkredsen er overalt uenstemmig, billederne er kaotiske – ofte ufuldendte – stemningen er kuldslået og tankerne bevæger sig uundgåeligt til James Joyces “ulæselige” værk “Finnegans Wake”. To figurer går igen, Henry og Mr. Bones. Det er en idiosynkratisk konstellation, men det er næppe helt i vejen, hvis man sammenligner med Jekyll og Mr. Hyde - et andet litterært og uheldssvangert makkerpar. 

Går læseren til “77 Drømmesange” med konsistente og dennesidige værktøjer, så går læseren forgæves. Om digtene udtalte Berryman selv; These Songs are not meant to be understood, you understand. They are only meant to terrify & comfort.

I sådan et morads er der ikke meget andet at gøre end at lade det flyde – og hænge på.

I Henri Coles fremragende forord – og introduktion – til John Berrymans digte, stiller Cole afslutningsvist spørgsmålet; Hvorfor skrive digte? Lad os blot vende det om og spørge; hvorfor læse (Berrymans) digte? 

Restauranten summer. Hun kunne ligeså godt være på Mars./Hvor gik det hele galt? Der burde være en lov imod Henry./- Hr. Bones: det er der.

Henry, Berrymans i digtene allestedsnærværende litterære alter ego, er på trods af en “alvorligt groft rystende” labyrintiske eksistens hele tiden på vej mod sig selv. Hvis litteraturen er et rum, hvor man kan komme i dialog med sig selv, bruge og genbruge troper, gentagelser og synergier efter eget forgodtbefindende, så er der plads til moden selvrefleksion i “restauranten”, også selv om atmosfæren der går til marv og ben.

For evigt alle de menneskelige sange

Venner, - han er kendt for at sørge, - jeg dør;/ lev I, i den største vildskab, venligt, grønt/delvist tilgivende skov,/en slags for evigt alle de menneskelige sange/luk ikke jeres bedre øre, mens de gode forårsvange/vender tilbage med en dans og et sørgeslør.

En af verdenslitteraturens største trusler kommer fra de skrivende og skabende selv. Det handler om en tendens til eftertidens uheldige trang til at lade skæbnen overstråle værket. (se blot Blixen og Hemingway). Berrymans liv var et sammensurium af litterære genius, selvdestruktion og alkoholisme. Værklighed og virkelighed, side om side. Til sidst døden for egen hånd. Har man ikke før stiftet bekendtskab med John Berrymans voldsomme billedlige frembringelser, så gør man sig selv en tjeneste ved at vente med forfatterbiografien. 

Poesi er muligvis verdens ældste litterære genre. Meget tyder på, at den sandsynligvis er opstået førend mennesket overhovedet kom på at nedfælde sproget på brændt ler, sten, papir, eller hvad der nu var for hånden. Bogstaveligt talt. Det er ord- og urkunst der har rødder langt hinsides litteraturkritik, videnskabelige læsninger og anmelderi. Det er litteratur der transcenderer tiden og afviser et konventionelt erkendelses- og fortolkningsmæssigt regelrytteri. Ikke mindst derfor kan selv en oversættelse - eller som her, en helt nødvendig gendigtning (forbilledligt gennemført af Martin Knabe), lægge et universelt håbets slør ud over eksistensen. 

Ordet poesi er afledt af det græske poeisis (“at bringe noget ind i væren som ikke var der før”). Det kan man roligt sige Berryman gør. Skriver som det næppe er gjort, hverken før eller siden. 

Genfortryllelse af poesien med glimt i øjet

Søren Kristoffersen udgiver i år sin fjerde digtsamling. I den anledning har Simon Hesselager Johansen læst forfatterens anden digtbog. En Ko På Indlandsisen er, mener han, en vigtig digtsamling for det 21. århundredes Danmark, fordi den genopliver et forsømt poetisk ideal for vores tidsalder med en unik sans for humor.

Søren E. Kristoffersen: En Ko På Indlandsisen
Digtsamling, Det Poetiske Bureaus Forlag 2011
52 sider, 100 kr.

Af Simon Hesselager Johansen

Søren E. Kristoffersens 2. digtsamling, En Ko På Indlandsisen der udkom på Det Poetiske Bureaus Forlag i 2011, er en bog som viser hvorfor DPB og andre mikroforlag er vigtige: Det er en bog, det er svært at forestille sig et større forlag overhovedet vise interesse for.

En Ko På Indlandsisen passer nemlig ikke ind i nogen af de modediller, som har hersket i dansk poesi fra 1980'erne og fremad. I de sidste 40 år har dansk poesi som bekendt delt sig i to modsatrettede lejre indenfor både filosofi og skrivestil. Den ene blev indstiftet i sen-70'erne/tidlig-80'erne af digtere som F. P. Jac, Bo Green Jensen, Henrik S. Holck, Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen hvis retning i dag videreføres af fx K. M. Edelfeldt og Mikael Josephsen. Disse digteres stil er alvorlig, dyster, selvhøjtidelig, metafysisk og filosofisk med fokus på skarpt symbolsprog.

Den anden lejr blev dannet af Morti Vizki, Lars Bukdahl, Kenneth Krabat, Per Højholt osv i sen-80'erne/tidlig-90'erne som reaktion mod 80'er-digterne. Deres etos udgør i dag grundlaget for Forfatterskolens ortodoksi: Opgør med digterrollen, satire over helliggørelse af digtekunsten samt en skrivestil som er uhøjtidelig, humoristisk, minimalistisk og formalistisk.

På mange måder er Søren E. Kristoffersen i En Ko På Indlandsisen tættest på 80'er-digterne. I  ”Ingen skriver til digteren” på s. 32-33 nævner han faktisk F. P. Jac som forbillede! Kristoffersens overordnede mission i den digtsamling er netop en slags gen-helliggørelse af poesien og en rekonstruktion af et klassisk digterideal som sidst var på mode i 80'ernes første halvdel. Det første digt i samlingen, ”Kurator” på s. 6, fungerer som et rammende manifest:

”Uden kunst ville vi kun have krig,
selv kærlighed er syntetisk.
Uden evnen til abstraktion ville vi
blot være mennesker,
huler uden menneskeligt indhold
portrætter af jagede dyr.
Uden muserne ville vi kun have kulde,
kampen for at overleve.
Uden museerne ville vi straks have kaos,
sværme af selvgjorte kuratorer,
der fumler med den fine fingermaling.
Uden kunstnere ville vi kun have
kommandanter,
hjerteløse elskere af konspirationer.”

Kristoffersen begynder altså digtsamlingen med at erklære sig som arving til en tradition som går hele vejen tilbage til jægerstenalderens hulemalerier, der netop spillede centrale roller i stenalder-jægernes animistiske religion. Her er kunstnerne, uanset hvilket medie de arbejder i, ansvarlige for at opretholde et samlende princip i menneskenes verden og skabe en orden i den moderne verdens morads gennem deres inspiration. Kristoffersen gør det også klart, at han ikke er bange for at virke gammeldags: Andre digte navntjekker inspirationskilder som Lord Byron i ”Den, der skriver” på s. 19 eller Edvard Søderberg i ”Vintervej” på s. 48. Udover dem ærer han Giacomo Leopardi og Henry David Thoreau med hyldestdigte på henholdsvis s. 25 og s. 44.

Læg forresten mærke til hentydningen til kommandanter, der beskrives som ”hjerteløse elskere af konspirationer” sidst i ”Kurator”. Igennem En Ko På Indlandsisen løber der en skarp samfundskritisk streg, af en art der undgår nemme løsninger og forsøger at tænke udenfor partipolitisk skrue-og-møtrik kulturkrig.

Samtidig med den alvorlige filosofiske dybsindighed er En Ko På Indlandsisen fyldt med fjollet humor og eksempler fra lavkulturelle referencerammer. Selve titlen er et godt eksempel – den hentyder både til ordsproget ”ko på isen” og til den klimakrise, der hænger over os som et upersonligt Damoklessværd. Klimaforandrings-dommedagen hentydes faktisk til direkte i et af de mest galgenhumoristiske digte, ”Profeti” på s. 37:

”Når indlandsisen engang er smeltet,
og Danmark ligger under vand,
da ringer vi efter -

Holger Danske Flytteforretning A/S”

Den tætteste åndelige slægtning til Kristoffersen, undertegnede kan komme i tanke om, er sandsynligvis Peter Laugesen som deler Kristoffersens talent for blanding af det høje og det lave. Gæt hvad, Laugesen æres også med et hyldestdigt på s. 45, nemlig ”Watson”:

”Peter Laugesen har skrevet i hober derom,

og egentlig er det ganske elementært,

næppe hævet over naturen -

det at skrive, altså.”

Centrum i En Ko På Indlandsisen er et langt digt med titlen ”Grønlænderfunktionær” på s. 28-30 der er et tydeligt forsvar for det traditionelle digterideal. Her opmuntrer Kristoffersen digtere til hverken at være bange for at virke selvhøjtidelige eller ende steder som virker problematiske for tidsånden. (politisk såvel som religiøst) Det første afsnit i ”Grønlænderfunktionær” erklærer:

”En digter må ikke være bange for at gå for langt.
En digter skal være bevidst om at gå for langt.
For langt ned i hundenes helvede,
for langt ned i syndernes sold,
for langt op i keruben Görings og Himmlers
himmels hvælvede forsiringer.”

Kristoffersens hentydning til Hitler håndlangere virker som en bevidst provokation overfor beundrere af den tyske filosof Theodor W. Adorno, der erklærede at ”efter Auschwitz er det barbarisk at skrive poesi”. Et standpunkt, som selv Adornos kollega Herbert Marcuse argumenterede imod for at forsvare den forpinte poesi. Senere i ”Grønlænderfunktionær” retter Kristoffersen sit sigtekorn imod autofiktionen og autobiografiernes dominans i nutidig dansk litteratur, samt kravet om at kunstneren autentisk repræsenterer egen kulturelle baggrund:

”En digter må gerne udnytte andres undergrund.
En digter må gerne være en anden.
Han må være fortrolig med smertens esse,
som nordboen, der smeder et sværd at palaver,
som en hjertelig tak, der bliver ramt af friendly fire,
som Grønland, der blev koloniseret af bjørnetjenester,
og nu om dage bliver demokratiseret af vennetjenester.”

Hentydningen til Grønland og Danmarks kolonihistorie er sandsynligvis bevidst. Grønland og dets kultur er jo blandt de tydeligste eksempler på alt det, som blev systematisk undertrykt hvis ikke forsøgt udryddet i det moderne fremskridts navn gennem historien. Alt det såkaldt antikverede og primitive som Danmark i dag forkaster både æstetisk, filosofisk og politisk er netop hvad Kristoffersen erklærer sig loyal overfor igennem denne digtsamling. ”Grønlænderfunktionær” ender selvfølgelig med et gnidningsløst gearskifte fra selvhøjtidelig filosoferen til fjollet humor:

”En digter må ikke være bange for mennesker,
en digter må ikke være bange for sig selv,
selvom det er det eneste han ser, så langt øjet rækker:
blå forrevne isfjelde skruet fast i et bittert frosthav,
en hel kæde af mindre tropeøer bundet ubehjælpeligt til hinanden af kulden.
Postkortet viser Erik den Røde i sneen på ryggen af
Rudolf med den røde tud.
En digter må ikke være bange for at more sig.
En digter må ikke være bange for et postkort.”

Netop her, i slutningen af ”Grønlænderfunktionær”, får Kristoffersen forklaret hans fusion af dybsindig filosofi med lavpandet humor og lavkulturelle referencer: De 2 sidstnævnte er nemlig også på den liste over ting, digtere ikke skal være bange for, hvis de udelukkende skal være loyale overfor at udtrykke de budskaber som brænder inde i dem for at komme ud.

Denne anmelder er nødt til at indrømme: Der er digte i En Ko På Inlandsisen, hvor Kristoffersens humor ikke helt virker for undertegnede eller synes en smule påklistret. (fx ”Babyblasert” på s. 12,”Ingen skriver til digteren” på s. 33, ”Lidt til en side” på s. 46) Skal jeg være ærlig, synes jeg at hvis digtsamlingen var blevet redigeret strammere kunne den være endnu bedre. En oplevelse, jeg tit har med udgivelser på mikroforlag. Jeg tænker samtidig, at mange redaktører på de små forlag nok tøver med at gå for hårdt til på bøger, der sandsynligvis ikke kunne udkomme nogle andre steder.

Alting taget i betragning, så er En Ko På Indlandsisen nøjagtig den slags digtsamling, jeg selv ønsker der blev udgivet flere af. Og en, jeg tænker ville kunne have en positiv påvirkning indenfor dansk poesi hvis flere mennesker læste den, netop fordi den er et kald efter poesi som tænker højere og længere ud af boksen.

Elskelige domsprædikanter

Klassikerlæsning. Hans Kirk: ”Fiskerne”, 1928, Gyldendal. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 2017.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Ejer de menneskelighed?

Æ gør, hvad æ kan for at blive den kvit, sagde fiskeren.

Hvad gør de? spurgte præsten.

Vi ser vist helt forskelligt på den ting, som på så mange andre. Æ mener, at det menneskelige er den onde natur, som vi har fået med arvesynden.

Ser De da slet ikke noget værdifuldt i mennesket?

Nej, æ ved for vist, at det gode, der er i os, skylder vi nåden. Og selv om der er noget godt i de uomvendte, hvad skal det så hjælpe? Det bliver borte i den syndige natur. Æ tror, Jesus selv har sagt sin mening, dengang han fortalte, at der var mere glæde i himlen over een synder, som omvendte sig, end over ti retfærdige, som ikke har omvendelse behov.”

Denne dialog mellem den grundtvigske præst og den indremissionske fisker er blandt højdepunkterne i Hans Kirks kollektivroman ”Fiskerne”. Det er svært ikke at dømme fiskeren Thomas Jensen som en menneskefjendsk nar, og det er han på sin vis også; men noget af det mest fantastiske ved ”Fiskerne” er dens personskildringer, der viser blandt andet Thomas Jensen fra flere sider.

Hans Kirk var overbevist marxist og havde alene af den grund en noget anden lisanskuelse end en typisk missionsmand, og dog formåede han at skildre flokken af missionske fiskerfamilier på en måde, så man som læser kommer til at holde af hver enkelt.

Skønt Kirk trækker de sympatiske træk frem hos sine karakterer, udleverer han også deres selvgodhed og hykleri. Den måde, hvorpå han lader Thomas Jensen benytte skriftstedet om den ene omvendte synder, er en lille genistreg. Jensen tænker tydeligvis på den grundtvigske præst som den, der vil skabe glæde i himlen ved sin omvendelse, men Jesu hensigt var snarere at afsløre sine modstanderes selvretfærdighed. De anså sig for at være retfærdige, og derfor fokuserede han på de fortabte. Dette fokus går Thomas Jensen glip af, fordi han føler sig lige så retfærdig som farisæerne på Jesu tid. Han anser sig selv for at være en af dem, "som ikke har omvendelse behov."

Blandt frelste og fortabte

Problemet med flokken af fiskere, der ved romanens begyndelse er flyttet fra Vestkysten og ind i Limfjorden, hvor udbyttet er godt og arbejdet mindre farligt, er, at de bærer deres dømmesyge uden på tøjet. De gør en dyd ud af at kommentere holdninger og adfærd, som de anser for at være ukristelige. Lynhurtigt kan de bedømme, om et andet menneske frelses efter døden eller går fortabt. Det er nemlig ikke op til Gud. Det afgøres af den enkeltes livsførelse. På den måde skaffer ”de hellige” sig hurtigt fjender, hvilket de blot tolker som om, at sandheden er ilde hørt.

Blandt dem, de lægger sig ud med, er stedets grundtvigske præst, der tager kampen op, men ikke kan skaffe tilpas solid opbakning for sin sag. Tværtimod udnyttes han af sognets unge, der mest af alt kommer til foredrag, fordi der bagefter er dans på kroen, og en sommerudflugt ender helt galt, da det for alvor viser sig, at præsten ikke nyder de unges respekt.

Den temmelig oppustede og diskussionslystne toldbetjent Kock har langt mindre på spil. Han vil bare gerne have nogen at belære om de nyeste videnskabelige fremskridt. Om de forskningsresultater, han gør sig til talsmand for, er velbegrundede eller ej, bekymrer ham ikke stort al den stund, at han ikke selv kan gennemskue det, men først og fremmest bare gerne vil fremstå som en mand med fingeren på pulsen. Han elsker modsigelse, fordi han er selvsikker nok til at mene, at alle andre har uret.

Den karakter blandt de ikke-missionske, som fremstår mest sympatisk, er fiskerkonen Mariane, som med sine kække replikker og umiddelbare livsglæde spidder andres selvretfærdighed. Hendes veninde, den missionske Tea, har til tider meget svært ved at holde af Mariane, fordi hun tager let på alt det, Tea tager så tungt.

Næsten lige så elskelig som Mariane er ungkarlen Anton Knopper, der virkelig er blevet omklamret af den missionske menigheds livs- og virkelighedssyn i en sådan grad, at han ikke fatter de mest oplagte sammenhænge, når det drejer sig om begær og sex. Ganske vist kender han begæret fra selvoplevede fristelser, men han bekæmper det så indædt og vender skylden for det mod sig selv i en sådan grad, at han slet ikke kan forestille sig, at andre også kan føle begær. Det er faktisk ret sødt!

Kirks debutroman

Hans Kirk fortæller i et roligt tempo. Årstidernes skiften beskriver tidens gang mellem de mange nedslag, der er værd at berette om. Her er både glædelige og sørgelige begivenheder. To drenges druknedød hører til blandt de sidstnævnte, og minder læseren om, at ”Fiskerne” ikke kun handler om forskellige kirkelige retninger, men også om det hårde liv i begyndelsen af 1900-tallet. Kirk er suveræn til at beskrive stemninger og følelser på en lavmælt og dog dramatisk måde. Dette gør ”Fiskerne” til en pageturner, der læses i et roligt tempo. Man må undre sig over, at Hans Kirk kunne skrive så godt allerede i sin debutroman. Den udkom i 1928, da forfatteren var 30 år gammel.

Som nævnt er det indledende citat noget af det bedste i romanen, men hen mod slutningen laver Kirk en tour-de-force i bibelhenvisninger, hvor han lader Tea og den nye, indremissionske præst kæmp mod hinandens standpunkter med skriftsteder som våben. Det er en kostelig verbal slåskamp, der er med til at understrege romanens ypperlige litterære kvalitet.

”Fiskerne” har mig bekendt ry for at være en tung sag, men faktisk er den langt hen ad vejen vældig morsom, for selvom Kirk ikke er så ætsende som f.eks. Henrik Pontoppidan, benytter han sig af en stille ironi i beskrivelsen af næsten alle sine karakterer. Særligt den selvretfærdige Tea må stå for skud, men selv hun udvikler sig i løbet af romanen, for selvom hun er en snæversynet fundamentalist, er hun også et menneske af kød og blod, der lader sig påvirke af andres skæbner.

Det umuliges kunst

Claus Lembourn: “Dreng i krig med alle – Erindringer om en familie under Besættelsen”, 193 sider, Forlaget Læselyst, 249,95 kr. 

Af Annemette Aracama

Nogle fortællinger kan man som læser med fordel forberede sig på - det drejer sig om samtaler, en udveksling af billeder, en række gentagelser og stemninger, der på én gang både er fremmede og så velkendte, at de kan få en midlertidig lammende effekt. Hvad om alt dette også er mine erfaringer, min ubærlige skæbne? En sådan fortælling er erindringsværket “Dreng i krig med alle”. 

Hvad gør man, når man en dag vågner op til erkendelsen af, at man har ladet en dysfunktionel opvækst i et kaotisk krigslandskab kaste barndommens uforløste traumer og skygger ind over sit medmenneske? Det er Lembourns udgangspunkt, det eksistentielle fixpunkt i “Dreng i krig med alle”.  Læseren møder den voksne Lembourn på en reklamefilmfestival i Cannes. På stolerækken bag hovedpersonen, sidder en flok forstyrrende unge tyskere. Det er en trigger: Jeg rejser mig, vender mig om og siger med en dolkeskarp stemme, som jeg har fra min mor og kan trække frem når det gælder: “Bitte beachten Sie, meine Herren, dass der zweite Weltkrieg hat aufgehört!”. 2. Verdenskrig er for længst afsluttet, det er krigens sagesløse børnebørn der sidder bag Lembourn. Den anden krig, den personlige krig, er til gengæld uafsluttet, fortælleren må tilbage i tid, ind bag scenetæppet og genstarte dramaet. 

Det er her forberedelsen kan vise sige givende. Lembourn arbejder i små præcise og sprogligt knappe øjebliksbilleder af næsten filmisk karakter. Strukturen i billedmaterialet er så solidt, at man kan afvige fra almindelige læsestrategier og opsøge erindringerne i en helt vilkårlig rækkefølge. Det kan derfor anbefales at man straks bladrer frem til side 43 og afsnittet under overskriften: Efterår 2018: Tusind tak, fordi jeg måtte komme. Det er tekstens lille, men afgørende genistreg, en hånd til læseren: Mit emne er modtagerens magt i kommunikation. (…) Vores forforståelse bestemmer, hvad vi hører. Konklusion: Det hørte er det sagte, som det er hørt, ikke nødvendigvis som det er sagt. Det er protokollen i litteraturens maskinrum, blueprintet til den bro, der udgør den vanskelige forbindelse mellem forfatteren og læseren. 

LILLE KRIGER I FJENDELAND

Søger man en historisk skildring af den tyske okkupation af det danske rige i 1940’erne, så går man forgæves i “Dreng i krig med alle”, det er ikke en politisk skildring af vilkårene, men en rystende beskrivelse af et lille menneskes forsøg på at navigere på den slagmark, som er familiens. Den lille Claus er, som alle børn, i en hver kultur og til alle tider, nådesløst kastet ind i en verden der er alt andet end letfattelig. I Claus’ tilfælde udspiller barndommen sig i en form for eksil. Udenfor murene udspiller krigen sig i det besatte København, i hjemmet ved Sortedamssøen er atmosfæren bestemt af besættelsens væsen, en tvangens virkelighed. Forældrene repræsenterer to kulturer, moderen er tysk, faderen er dansk - vel nok den mest uheldige alliance i det besatte Danmark. Lembourn skildrer mesterligt kultursammenstødet, tyskens ordnung muss sein, overfor den danske mentalitet, et uformelt rodnet forankret i en særegen trang til debat og sætten spørgsmålstegn ved alt, som kun dansken forstår, og som kommer til udtryk ved sit fravær i faderen, som nærmest aldrig taler. For nu at føje spot til skade, så har moren giftet sig under sin stand og må døje med en social deroute af preussiske dimensioner. Alliancen er uheldssvanger og kærligheden har trange kår. Mildest talt. Midt mellem disse to uforenelige størrelser, finder vi Claus og den større broder, som to sårede soldater i ingenmandsland. Moderen, der metodisk kaldes for sergenten i erindringerne, forbliver livslangt et enigma for sønnerne. Gåder der ikke finder en løsning er rædselsfulde følgesvende, de hjemsøger de forbandede stedse, således også den lille Claus, der erstatter moderens mangelfulde kærlighedsberedskab og korporlige afstraffelser med stuepigen Rigmors hensynsfulde opmærksomhed. Det kan nok være, at Rigmor er en tyskertøs, men for Claus er hun den elskede: Da Rigmor rejste, brød jeg sammen. Jeg ser mig selv sidde på sengen, rokkende frem og tilbage, kortåndet af sorg, med en lille pibende lyd for hver vejrtrækning. 

Det er ikke det forældrene siger, men snarere det de undlader at gøre, der bliver den skæbnetunge bagage, som Claus slæber med sig ind i voksenlivet. Et komplekst væv af kærlighedsløse begivenheder. Et fravær af omsorg og intimitet, som et barn skal opleve, for at blive hel, en moden identitet der ikke spytter sine personlige frustrationer ind i ansigtet på den uskyldige anden. 

Nu skal man ikke tro det hele er weltschmerz hos Lembourn. På ingen måde, dertil er Lembourn en alt for dreven skribent. Man har eventuelt en sten, der hvor hjertet normalt er placeret, hvis man ikke også kan le under læsningen af “Dreng i krig med alle”. Det er især den righoldige beskrivelse af bipersonerne der giver anledning til en momentvis klukken. Elsker man den ikoniske tv-serie Matador, så er der gode grunde til at anskaffe sig et eksemplar af “Dreng i krig med alle”, persongalleriet er, som i Matador, vidunderligt dobbelttydigt, ingen er blot onde eller gode: mennesket er rummeligt. 

BOGENS ANATOMI

Bogen er skåret i et “coffee table in miniature”-format. Det er perfekt til den lille håndtaske og den store frakkelomme, ligesom bogen passer på selv det mindste natbord. På forsiden finder man det inkarnerede billede af uforstyrret lykke, en lille smilende dreng, der kniber øjnene sammen mod sol over strand. I en litteraturhistorisk kontekst bærer tragedien ofte det smukkeste ansigt, således også her: Der er tomrum og hulrum i mine barndomsår. I dem var der for stille, for megen venten på en berøring, et blik, for lidt at læne sig opad, kun et ekko, når jeg råbte: Se mig, jeg findes!

Sidst, men ikke ubetydeligt, bogen er illustreret, sparsomt, men afgørende. “Dreng i krig med alle” bærer tre billeder med sig. Det første er gennemgående, to krydsede sværdklinger afslutter hvert afsnit. Det er krigsornamentik, et symbol på alle de krydsede klinger, som beretningen er svanger med. Ikke sjældent kløver fortælleren også ordene og samler dem igen i nye kombinationer: læderkulde; periferi-børn; slægts-kedsomheden. Lembourn har en “altidfrejdig” omgang med sproget. Det er et symptom, narrativt beskrevet, på “monstrøs litteratur”, en litteratur der kendes på sit tilhørsforhold til kriser; kulturelle, samfundsmæssige - og menneskelige. “Det umuliges kunst” er illustreret med en simpel, men fuldt uddybende håndtegning på side 44. Bogens sidste illustration afslutter teksten – eller åbner den. Det er helt op til læseren.

Haikukrusninger i moderne dansk lyrik

I år er det 60 år siden Hans-Jørgen Nielsen påbegyndte sin introduktion af de japanske kortdigte, haiku, og  det  er 20 år siden danske haikudigtere fandt sammen i Dansk Forfatterforenings Haikunetværk. Det fejres den 10. oktober i Dansk Fofatterforenings lokaler og med udgivelsen af dansk haikus litteraturhistorie med Thorvald Berthelsens Dansk haiku og modernismen, hvis hovedtræk gennemgås her

Af Thorvald Berthelsen

Inden 1961  publicerede den danske tennisstjerne, jazz kritiker og forfatter Torben Ulrich i 1958 de første danske gendigtninger af japanske haiku i nr. 2 af tidsskriftet Bazar, som han udgav sammen med Bengt Janus og digteren Jørgen Gustava Brandt. De omfattede haiku af Moritake, Basho, Kyorai, Kyoruko, Kikaku, Mahaside, Buson, Ryokan, Issa og Meisetsu. Altså ikke kun de fire store. Mellem dem var det berømte Basho haiku om frøen og kæret. Torben Ulrich oversatte den afsluttende lyd med det danske onomatopoetikon, “Blop”, hvilket måske stadig er den bedste gendigtning af den specielle lyd

Kæret

Det gamle kær!

En frø sætter af

Blob!

Hvad er Haiku

Torben Ulrich beskriver I sin korte introduktion Japans korteste poetiske form således:

”Haiku består af 17 stavelser, fordelt over 3 linier (5-7-5), i alt med mellem syv og højst ti ord…dukker frem omkring det 16. århundrede og er vokset ud af den i hvert fald to tusind år gamle form, tanka (31 stavelser, 5-7-5-7-7), og via kædedigt-formen renga (5-7-5 af én mand, 7-7 af en anden)”

I sine oversættelser anvender han dog færre eller flere stavelser i overensstemmelse med engelsksproget oversættelsestradition. Og han forsyner også de enkelte haiku med titler. Men dette er alt hvad der siges i introduktionen. Han nævner ikke, at haiku skal indeholde referencer til naturen og årstiden, men kun må angive årstiden indirekte med konventionelle årstids markører (kigo), heller ikke begrebet yūgen (antydningen af det, der rækker udover det der kan formuleres direkte, men stadig er af denne verden), eller behovet for en pause/drejning i digtet (kireji), der kaster ny udvidet oplevelse og erkendelse frem og tilbage i hele digtet. Han nævner heller ikke de øvrige regler for traditionel japansk haiku.

Årstids markørerne, kigo, finder man i en saijiki, der er en haiku-encyklopædi. Disse saijiki er som hovedregel inddelt efter årstiderne, der igen er underinddelt i 7 kategorier: årstiden, himlen, jorden, mennesker, iagttagelser, dyr og planter. I dem kan man se hvilke kigo forgængerne har brugt. Men i en international sammenhæng er disse kigo ofte meningsløse, fordi det pågældende fænomen ikke findes på samme tid på andre længde- eller breddegrader end de japanske.

For eksempel betyder efterårs kigo’et "kinuta" (fyldekøller) de køller, der blev brugt til at banke jorden gennem et klæde i en traditionel tørrensningsproces. Lyden af dem var typisk for en efterårsaften i det gamle Japan. Men det er meningsløst i en moderne japansk og i en international sammenhæng. Moderne japanske haiku er derfor ligesom haiku skrevet udenfor Japan gået væk fra årstidsord (kigo).

Yūgen (幽 玄) er et vigtigt begreb i traditionel japansk æstetik. Den nøjagtige oversættelse af ordet afhænger af konteksten. I kritikken af japansk waka-poesi (forløberen for haiku) blev det brugt til at beskrive den subtile dybde af ting, der kun vagt antydes af digtene, og var også navnet på en poesistil.

Yūgen antyder nu det, der ligger ud over, hvad der kan formuleres, men det er ikke en henvisning til en anden verden. Det handler om denne verden, denne oplevelse.

Kireji (切れ字) bliver i vesten ofte oversat med "cutting word", afbruds ord eller ord der skærer over. Det er imidlertid en misvisende oversættelse. Det betyder snarere ”cutting letters”, bogstaver eller tegn der afbryder eller skærer over. Denne oversættelse svarer også bedre til deres funktion i haiku digtet. Kireji betragtes som et krav i traditionel haiku. Når det placeres i slutningen af et vers, understreger det afslutningens karakter af lukning. Brugt midt i et vers, afbryder det kort tankestrømmen, hvilket indikerer, at verset består af to tanker, der er halvvejs uafhængige af hinanden. I den position indikerer det en pause, både rytmisk og grammatisk, og fornyer betydningen både af de forudgående og de kommende ord. I klassisk japansk haiku vises kireji normalt et sted efter den 5. til 12. onji (stavelse eller kun tegnsamling) for at skabe en pause/brud mellem ideerne og i haikuets åndedrag.

Der er ingen nøjagtig ækvivalent til kireji i engelske eller vestlige haiku. Det giver struktur til verset. I vesten kan kireji repræsenteres med tegnsætning. Typisk med en tankestreg, en ellipse, et udråbs- eller spørgsmålstegn. Men kireji kan også optræde rent grammatikalsk – umarkeret, fordi markering er unødvendig.

Efterhånden som haiku blev udbredt i resten af verden og digtformens sammenhæng med zenbuddhismen blev løsnet, blev årstidsord (kigo) og andre klassiske formelle krav som nævnt uforståelige og overflødige. Haikudigtere har mere og mere vidt forskellige definitioner på hvad et haikudigt er. Da Dansk Forfatterforenings Haikugruppe udgav sin antologi Blade i Vinden i anledning af 10 års jubilæet i 2011, kunne redaktionen bestående af Bo Lille, Benny Pedersen og Bjarne Kim Pedersen kun blive enige om denne brede definition på haiku:

”Vi mener at et godt haiku på en eller anden måde bør være et mikrokosmos, en verden i en nøddeskal, en lille kerne, der afspejler verdensaltet.” 

Det centrale i både klassisk og moderne haiku er at der er en pause/drejning i digtet, der kaster ny udvidet oplevelse og erkendelse tilbage og frem igennem hele digtets mikrokosmos.

Torben Ulrich, der selv var Zen buddhist, og Jørgen Gustava Brandt m.fl. var inspireret af de amerikanske Beatpoeter og deres fornyelse af  haiku traditionen efter 1. Verdenskrig, som de kombinerer med Zen Buddhisme. Særligt af Jack Kerouacs roman The Darma Bums. I den roman skriver en karakter, der er baseret på Gary Snyder en masse haiku og Allan Ginsburg optræder med oplæsning af Howl. (Wall). Men også William Borroughs, Ferlinghetti og tidskriftet Evergreen Review fra San Francisco Renæssancen spillede en stor rolle. Både Borroughs, Snyder og japanske haiku optræder da også på den liste over navne og emner de ville tage op, som de sendte til Det Danske Forlag, inden Bazar begyndte at udkomme i 1958. 

Beatpoeternes kritiske opgør med efterkrigens konforme amerikanske samfund og ”fuldførelse af modernismen” i en strømmende spontan skrift med åbenhed og umiddelbart engagement i dagligdagens oplevelser, fik stor betydning for samspillet mellem dansk modernisme og haiku.

Derefter blev de første danske haiku skrevet af den nu glemte digter Jens Lund Andersen og trykt i tidsskriftet Hvedekorn nr. 6 i 1959. F.eks:

Bakkernes skuldre.

Mørket er udslaaet haar.

Hviskede nogen?

Hans-Jørgen Nielsens Haiku. En introduktion i 1963

Disse tidlige glimt af haiku præsenterede dog ikke et bredere publikum for haiku. Først udgivelsen af Haiku. En introduktion og 150 gendigtninger af Hans-Jørgen Nielsen i 1963 udløste en bredere haiku indflydelse på moderne dansk lyrik. En første smagsprøve med gendigtninger af japanske haiku udkom I Hvedekorn nr. 5 fra 1961. I Haiku - En introduktion og 150 gendigtninger gendigtede Hans-Jørgen Nielsen store haikuudvalg af de japanske mestre og deres mindre kendte samtidige ud fra tyske, engelske og franske udgaver af dem. Det var gendigtninger og ikke oversættelser. Det medførte bl.a. at han bevidst negligerede en del af den hidtidige formelle tradition med dens  syntaks og regler for oversættelse af klassiske japanske haiku. I stedet fandt han det “formålstjenligt at udnytte moderne poesis erfaringer m.h.t. brugen af såkaldt ”sprængt” syntax. En sådan rammer vistnok også nærmere ind på den lakonisk-intense sproglige struktur, digtene ifølge flere kilder oprindeligt besidder.”  Og Hans-Jørgen Nielsen så haiku som konkrete billeder uden metaforens funktion, ligesom Imagisterne, beat-poeterne og den konkrete poesi gjorde.

Denne snævre vinkel på haiku digtene får imidlertid også Hans-Jørgen Nielsen til at udvikle en anden læsningsmåde end den almindelige vestlige for haiku. Almindeligvis læses haiku som et sammenstød af to planer, der ved en overraskende pause/drejning (kireji) i linje 2 eller linje 3, kaster nye oplevelser ind i hele digtet og sætter øjeblikket i perspektiv i sit mikrokosmos og udvider erkendelsen i øjeblikket. Nielsens læsning er en forfølgelse af linjer i et geometrisk samspil mellem ydre og indre planer gennem hele digtet. Som eksempel bruger han følgende gendigtning af et haiku digt af Meisetsu:

Kvinden

og munken

På vej

på færgen

Mens sneen

falder

Det består udelukkende af nøgtern omverdensregistrering. På trods af de tilsyneladende magre konstateringer ”rummer det alligevel en sindrig betydningsstruktur, hvis man prøver at se, hvad der egentlig foregår.

Denne struktur er … indbygget i selve den måde sansningerne er katalogiseret på. En implikationens poesi… Man skal se den lille færge, der i horisontal bevægelse krydser den faldende snes vertikale linjer.

Derfra kan man gå videre til kvinden og munken, der også betegner en modsætning: Det livsnære og det verdensafsondrede – det fremadvendte og det opadvendte. Således set bliver digtet et geometrisk samspil mellem ellers adskilte ydre og indre planer af stor intensitet. Hele verden i ét glimt.

Der er nok et jeg tilstede i teksten, nemlig det registrerende jeg. Men dette jegs indhold er netop den omgivende verden. Subjekt og objekt, jeg og omverden er ét. Eller rettere – der findes hverken subjekt eller objekt. Kun gennemlyst mirakuløs væren”. 

Nielsen brugte senere sine gendigtningserfaringer til at udvikle dansk konkret poesi, som han var den førende talsmand for.

De sproglige eksperimenter er uløseligt forbundet med en bestemt følsomhed og eksistentiel holdning. Temaer som øjeblikket, forgængeligheden, det blivendes sammenstød med det foranderlige, fraværet, tomheden og dens positive anden side åbenheden tømt for forestillinger, samt ophævelsen af den vestlige jegcentrering udfoldes i gendigtningerne og kommer igen og igen i hans egen senere digtning.

F.eks. i titeldigtet fra samlingen konstateringer, hvor den sproglige gennemspilning af tautologierne til deres yderste modsiger det tilsyneladende simple udsagn om verden og fastholder oplevelsen i en spænding mellem tomheden og åbenheden, tømt for forventninger, hvor jeg’et er ophævet og gået i et med omgivelserne:

Det er og det er nok og det

er godt nok

og det er godt nok som det er

det er det og det er det

det hele og det hele

      er som det skal være 

Eksperimenter med nye sprog er ikke rent formelle og tømt for indhold. De er også altid udformning af nye verdener. En tankegang Hans-Jørgen Nielsen videreforarbejdede i sin attituderelativisme. ”Virkeligheden er jo ikke noget, der er der sådan på forhånd. Den bliver hele tiden skabt. Nye forestillinger er ligesom nye sprog med til at skabe nye verdener. Også selvom disse verdener ikke bliver helt som man har forestillet sig.”

Ivan Malinovskis civilisationskritik

En af de største danske modernister, Ivan Malinovski, reagerede straks på dette ved i 1965 at skrive og udgive en hel samling kortdigte, der var inspireret af haiku, Poetomatic. I den skrev han nielsenske haikudigte, som satte spørgsmålstegn ved den Zen buddhistiske og introverte tradition i haiku. Og han videreudvikler disse kortdigte til moderne civilisationskritiske digte. I et afsnit af Poetomatic genoptrykker han Hans-Jørgen Nielsens gendigtning af et Buson haiku på venstresiden og skriver sit eget kommenterende haikudigt på højresiden:

Templets

klokke

En

sommerfugl

Sovende

i hvile For brat

Branden

for stor

ingen

fugle letter

Malinovskis overraskende drejning (kireji) skaber et anspændt, tilbageholdt åndedræt, der øger spændingen i den pludselige katastrofale ild til bristepunktet i et uudholdeligt øjeblik i den ustabile tavse stilhed, hvor ingen fugle letter. Her er den tavse stilhed til stede og ikke til stede i nanosekundet af et øjeblik, der slet ikke er en harmoni, men et sprogligt chok, der både er kaos i sig selv og et ophold i kaos, der peger mod den politiske omvæltning i kaos. Her er det ikke en Satori-oplevelse, der står på spil, men Malinovskis sproglige chokeffekt, der åbner hans egne kunstneriske og eksistentielle temaer. Nielsen og Malinovskis arbejde i 1960'erne lagde grunden til de haiku, der blev skrevet i Danmark de følgende år.

Dan Turell

I 1970/80’erne blev lyrikerne Dan Turell, Klaus Høeck og Peter Laugesen stærkt inspirerede af de amerikanske Beatpoeter, Zen buddhisme og haiku.

De skrev alle adskillige haikudigte blandet ind I deres øvrige digtning og er fortsat med det gennem hele deres forfatterskab. 

Dan Turells forfatterskab er en fortløbende ubegrænsende og uafsluttet tekst eller Danolog, som i særpræget grad er filtret sammen med iscenesættelsen af hans liv. I det indgår haiku som åbne fragmenter, der viser ud over sig selv. I Bevægelser formålsløst cirklende (1971) findes f.eks. denne typisk Turellske sammenkædning af verden, jeget og forestillingsevnen i netop den rækkefølge:

Hvor begynder dét hvor begynder jeg

    hvor begynder Batman

Det er åbenbart at rækkefølgens opbygning i sig selv gør spørgsmålene overflødige og latterlige, samtidig stilles – med den overaskende drejning (kireji) over i forestillingsevnen til sidst – et vrængende spørgsmålstegn ved den konventionelle tankegang, at der er klare adskillelser og forskelle mellem de tre. Præcis som han i haikutekster fra 3 D digte (1977) anvender det Zen buddhistiske spørgsmål, kôan, i dialogen mellem ’lærer’ og ’elev’ til at fremprovokere ’den store tvivl’ som i Rinzai Zen buddhismen leder frem til den store indsigt, satori. Gennem paradokser fjernes den normale bevidsthedstilstand, og der åbnes for oplevelser af ren væren, af "virkeligheden, som den er":

’Hvad er mit jeg?’

Og Gensha Svarede: 

’Gud,

hvad vil du dog med det?’

Svaret er et spørgsmål, der opløser jeget og det første spørgsmål som irrelevant med en ironisk tilbagevisning til nuet og alt det relevante med det parodiske ’Gud’.

Peter Laugesen

Peter Laugesens forfatterskab er præget af sabotagen af enhver form for stilstand. Modtanden mod det entydige og det absolutte i hans digtning viser sig eksperimenter og uvilje mod at lukke og fastlåse formen, stilen og betydningen. Skriften skal være åben. I modsætning til nykritikkens ’autonome’ værk, trækker Laugesen på beatpoeterne Charles Olson og Jack Kerouacs poetik, der understreger flowet, processeen, hvor poesien er forankret i her og nu, og derfra udfolder sig organisk spontant med spring, blindgyder, tilløb, sammenfatninger og sammenbrud, som viser ud over sig selv videre ud i det ubestemte, F.eks. fra samlingen Der er ingen/til stede/kun ordene/i flok som dyr/på vej, hvor titlen i sig selv er et Laugesen haiku:

Mindre 

             end 

                    alt

Siger

        mig

              intet

Eller. dette fra Det er kun en måne af papir fra 1973:

Kroppen er en væg

der dårligt er der

mellem totale sprog

Hans haiku insisterer som hans øvrige lyrik på et altfavnende både-og i stedet for de traditionelle modsætninger mellem abstrakt-konkret, sublim- plat, viden- uvidenhed, komplekst-banalt. De er præget af disse skift fra det trivielle til det dybsindigste og  hverdagen midt imellem,derefter tilbage den modsatte vej. Det Per Kirkeby kaldte ’trivialglidningen’. Og det er også denne konstante åbning mod nye felter og associationer der kendertegner den glidning, som drejningen (kireji) tager form af i Laugesens haiku.

Frosne underbukser

dinglende på snoren

vinterfisk i blomst

Som resten af Laugesens lyrik er det  rodfæstet i hverdags oplevelser. Her: vasketøj hængt til tørre I kulden. Synet får ham til associere til flad- eller flyvefisk og blomster hoveder, så digtet springer abrupt over i et surreelt billede: vinterfisk i blomst. Dette haiku er dadaisme, surrealisme, organisk magisk realisme og situationisme på en og samme tid. Og det fanger haikus essens, Yūgen, der beskriver den subtile dybde af ting, der kun vagt antydes, fordi de ligger ud over, det der kan formuleres uden at være en henvisning til en anden verden. Det er et snapshot af et øjeblik i dets mikrokosmiske eneståenhed.

Klaus Høeck

Klaus Høeck er nok den af de tre, der mest konsekvent har indarbejdet haiku i sin systemdigtning. Flere af hans meget omfattende digtsamlinger består udelukkende af haiku suiter. F.eks. Legacy og den seneste My Heart, hvor hver side består af en suite på 4 haiku som regel på 17 stavelser. Resten af reglerne giver Klaus Høeck fanden i. Og han skriver haiku om alt og intet og blander omhyggeligt med hverdagens trivialiteter og affald uhøjtideligt og uden brug af for mange traditionelle lyriske greb. Systemet bruges til at indkredse det uudsigelige ord, stilheden, ordenes inderste hemmelighed ved at ”de(kon)struere poesien”. Derfor brydes ord også ofte op over flere linjer. Kort sagt vil han helt ind i digtet.

en dør må være

lukket før den kan sparkes

ind ligesom et digt

Her er metaforen ’ligesom et digt’ i sig selv den drejning(kireji) der får det hele til at handle om at åbne sig og ikke kun som alt det foregående om noget der er lukket. I Legacy (arv) ser digteren tilbage på sine tidligere bøger og den digteriske arv han efterlader sig; f.eks. i debutbogen Yggdrasil fra 1966:

der er ikke så

meget at sige i den

anledning andet

end følgende kom

mentar: hvis ikke man kan

digte på sin ba

re røv skal man fin

de sig en helt anden pro

fession 

Her udgør bruddet på litterær stil og i ordopdelingen den overraskende drejning, der fra det ene haiku til det næste åbner digtet op mod omverden og fører til at alt kan være genstand for kunst og virkeligt liv. Og det er jo både røv og nøgler.

Susanne Jorns epigrammer 

I 1982udgav  Susanne Jorn haiku samlingen Efter blæsten der er oversat direkte fra japansk. Den indeholder oversættelser - tættere på originalen - af de samme haiku mestre, som Hans-Jørgen Nielsen havde udgivet på dansk i 1963, men hendes bog indeholdt også haiku af de førende moderne japanske haiku-digtere som Iida Dakotsu, Iwata Hideo og Kaneko Tōta, der ikke tager hensyn til de traditionelle finesser i  japansk haiku. Som Jorn selv skrev: ”Mange digtere bryder ofte den stive ramme, og deres haiku reduceres til et simpelt epigram, som alligevel kaldes haiku, fordi det antyder haiku-stemningen eller -situationen.” 

I 1977 udgav Susanne Jorn en samling af sine egne digte inspireret af moderne japansk haiku. Hun kaldte sin samling Epigrammer i overensstemmelse med hendes syn på vestlig og moderne japansk haiku. En prøve fra Epigrammer:

Grafisk

Et net af fyrrenåle

stikker i månen;

rejse aftenskygger

Et stort udvalg af Kobayashi Issas haiku er blevet oversat og udgivet af Arne Herløv Petersen  og Niels Kjær har udgivet 2 bind oversættelser af Basho haiku.

Haiku i 1990erne og nullerne

I 1990’erne og  de første år af næste årtusind skrev forfattere som Susanne Brøgger, Hanne Hansen, Viggo Madsen, Jørgen Sonne , Pia Tafdrup og  Lone Munksgaard Nielsen haiku eller udgav haiku digtsamlinger. 

Susanne Brøgger udgav Lotusøje I 1999 med haiku , der alle er på 17 stavelser fordelt på 2 til 4 linjer. De øvrige haiku konventioner omgås hun med let hånd eller slet ikke. Og den paradoksstruktur eller det sproglige skred, som udløser den overraskede undren og udvider erkendelsen i øjeblikket får en helt særlig Brøggersk form i de fleste tilfælde. Drejningen kireij omformes til en mere glidende forskydning med skred efter skred, der kaster ny betydning tilbage og frem i digtet og de umiddelbart foregående digte.

Hun har selv fortalt, at det der tiltrak hende var processen, at gå frem efter bestemte formelle regler for derved at fremskrive hvordan nødvendigheden betinger og frembringer frihed. Formen nærmer sig gåden, ritualet der leder frem mod det hellige, som er forbundet med friheden. Hos Susanne Brøgger er jegopløsningen en flydende proces hvor selviscenesættelse og maskeraden er omdrejningspunktet for indsigt og visdom. Bogen er derfor i en konstant skarp dialog med den østlige Zenbuddhismes stillestående resignation overfor det komplet umulige i at fastholde verdens evige livsstrøm. Rastløsheden, rejsen, floden, vandet og lyset er derfor de gennemgående temaer, som i indledningen:

Rastløse rødder vokser ud i luften.

Hvor skal min vej gå hen?

Selvom bevægelsen rejsen og den kunstneriske skabelse tilsyneladende ophæver døden:

Billeder af træ’r på en malet flod,

tiden er død, han er rejst

Så er døden hele tiden og ironisk tilstede i nuet:

Dødt træ gror op af søen.

Mine negle trænger til at klippes.

Lone Munksgaard Nielsen udgav Rimgræs i 2003. I den kan man læse følgende haiku: 

Han lænede sig

alt for langt tilbage og

faldt ud af sin krop

Digtet overholder 5 -7 - 5 rytmen, men de klassiske temaer fra den oprindelige haiku digtning er væk, selvom digtet handler om indtrædelse i Satori tilstanden, en zen-kosmisk helhed med indsigt i essensen af alting, en kosmisk allesteds nærværende bevidsthed.

Pia Tafdrup formår i sine haiku fra samlingen Boomerang fra 2007 at udtrykke sin poesis eksistentielle projekt, der søger helheden og ikke standser ved dissonansens øjebliksbundne forening af modsætningerne mellem jeg’et og omverdenen

Hun afviser opgøret med traumatiske eksistentielle katastrofer og sætter i stedet forandringens mulighed. En forandring, der både følger traditioners og visioners bevægelser af livet.

Pia Tafdrups tilbagevendende tema om uskyldstabet som både død og kreativt startpunkt behandles også i Boomerang samlingen. F.eks. i dette haiku, hvor den spidse genstand, der penetrerer, er en nål. Englen er forpuppet i en sommerfugl:

Hvor en nål dirrer,

står en sommerfugl spiddet

på en tabt årstid.

Nålen dirrer og sansningen forplanter således den tabte årstid videre i nuets bevægelse, som også er den kreative proces’ søgen efter forening af tradition og vision i nuets afvisning af døden.

Haikudigtene sammenfletter ofte flere sanser til en synæstesi - samsansning i et glidende flow, der forener drøm og virkelighed, jeg’et og fortiden med omverdenen og visioner. I det følgende digt flettes lugt og smag sammen med synet af en førstefødt (på fødslens baggrund af smerte) rakt frem til det første møde:

Tungespids bærer

dufte af regn. Førstefødt

øjeblik rakt frem.

Karakteristisk nok fører nettet af associative forbindelser mellem disse ord med forskellige sansekvaliteter frem til en ny sammensat sansning og eksistentiel erkendelse af øjeblikket i tiden. Med denne nye ordskabte sansning kan også vokse frem gennem forbindelser af rene abstraktioner.

Ventetiden – en

parentes der vokser til

milevid undren.

Dette haiku er hele vejen igennem abstrakte ord. Men glidningen, fra tilstanden, ventetiden, over parantesens udvidelse til den vidt udstrakte undren, skaber et stærkt sanseindtryk af noget så uhåndgribeligt som tiden. Og det vender processen til et frugtbart samspil mellem os og vores omverden.

Kireji drejningen går typisk fra sammensatte sansninger, der forskydes gennem parenteser der vokser eller andre foranderlige, ustabile paradokser til en øjeblikkets universelle helhed, der for det meste er en sammensætning af abstraktioner og sansning som f.eks.: Glemselsdybt grundvand, åndens årringe og milevid undren.

Stiftelsen af Dansk Forfatterforenings Haikugruppe

I 2001 blev Dansk Forfatterforenings Haikugruppe og netværket grundlagt af Hanne Hansen, Niels Kjær og Kate Larsen den 4. februar, og Sys Matthiesen sluttede til ved næste møde måneden efter. De var alle ivrige haiku digtere. Hanne Hansen, som tog initiativet til dannelsen af gruppen, skriver ovenikøbet efter sin debut udelukkende haiku. Siden da er der blevet udgivet adskillige haiku digtsamlinger på dansk. 

Denne gruppe, der nu er på omkring 40, har spillet en vigtig rolle i promoveringen af haiku overfor den danske læsende offentlighed. Siden 2001 har danske haiku-digtere deltaget i møder arrangeret af gruppen 6 gange om året. Vekslende mellem foredrag, ginko, renga og fælles haiku skrivesessioner.

De har også deltaget i internationale haikumøder, især i Japan og Europa.

I 2005 redigerede Sys Matthiesen Haikugruppen og netværkets første fælles udgivelse, essay og haiku samlingen Små siluetter. Her bidrog Hanne Hansen og Ib Johansen med artikler om haiku i den engelsktalende verden, Kate Larsen om haiku fra Japan og Niels Kjær med en oversættelse af The Haiku Society of America’s definitioner af Haiku o og Senryu. Og der var haiku digte af Hanne Hansen, Ann Bilde, Vigo Madsen, Kate Larsen, Niels Kjær, Jon Høyer, Jette Slåen og Sys Matthiesen, der også bidrog med et essay om at skrive haiku med børn.

En særlig bemærkelsesværdig aktivitet var Digtergaven-projektet, der blev lanceret af digterne Viggo Madsen og Bo Lille. Fra den 2. januar 2006 og 13 måneder frem offentliggjorde dagbladet Information et haiku i øverste højre hjørne af forsiden på kultursektionen i hver eneste daglige avis. I alt 330 haiku af forskellige danske haiku digtere.

I 2007 igangsatte Haikugruppen et e-mail-netværk og en hjemmeside med et e-zine (www.HaikuDanmark.dk), som senere er suppleret med en Facebook-profil. De har til formål at fungere som den centrale information om dansk haiku digtning. De indeholder haiku, artikler og boganmeldelser på dansk og nogle på engelsk. Initiativet har opfyldt formål et over al forventning. Disse sider opdateres og udgives 3 gange om året og har til i dag offentliggjort i hundredvis af artikler, haiku og boganmeldelser.

I 2011 udgav Dansk Forfatterforenings Haikugruppe sin 10 års jubilæumsantologi Blade i Vinden. Haiku af 25 danske digtere var inkluderet. I forordet indrømmer de 3 redaktører, Bo Lille, Benny Pedersen og Bjarne Kim Pedersen, at de som en afspejling af status for dansk haiku kun har kunnet tage udgangspunkt i en meget bred definition af haiku, hvor de konkluderer:

"At et godt haiku på en eller anden måde skal være et mikrokosmos, verden i en nøddeskal, en lille kerne, der afspejler universet."

I 2012, fik Haikugruppen i Dansk Forfatterforening mulighed for at mødes med Herman Van Rompuy, president for Europarådet i en fælles haiku oplæsning under EU topmødet i København. Hans kærlighed til haiku var velkendt, ligesom udgivelsen af hans egen haiku samling i 2010 var det.

Ved den lejlighed lavede gruppen et supplement til Blade i Vinden, der præsenterer danske haikudigtere på engelsk og dansk. Danish Haiku Today er blevet udgivet 3 gange siden. Den seneste udgave fra 2019 giver den engelsk talende verden en introduktion til 43 nulevende danske haiku digtere. Den kan frit downloades fra http://www.thehaikufoundation.org/omeka/items/show/5797.

’Klassiske’ danske haikudigtere

Nogle af disse danske haiku digtere behandler naturen, årstiderne  og andre emner som også adresseres af de Japanske haiku mestre. Og det gør de I et sprog og en syntaks der ligger tæt på den engelsksprogede opfattelse af traditionel haiku:

Hanne Hansen debuterede i Fælleden i 1978 med 4 digte. Derefter blev hun på Vagn Steens foranledning senere interesseret i japanske haiku og tog til Japan for at studere dem i 1990. Den første Haiku digtsamling hun udgav var Fuldmånen lyser i 1998. Hanne Hansen har været den mest aktive og mest kendte danske haiku-digter siden 1990'erne. Hun var som sagt grundlægger og er stadig formand for Haiku-gruppen i Dansk Forfatterforening. Sammen med Sys Mathiessen udarbejdede hun haiku-håndbogen At skrive haiku i 2003. Sammen med Pia Valentin Sørensen har hun udgivet Haiku for skolelever i 2017. Hun har i alt udgivet 7 haiku samlinger på dansk og 3 på engelsk. Hendes haiku har også optrådt i japanske og engelske tidsskrifter og antologier. De er klassiske i form og indhold, men med et særligt dansk humoristisk twist, der er helt hendes eget:

kastanjernes lys

hvide blomster med friskt grønt

de er kommet sig

Niels Kjær er uddannet teologi og tjente som landsbypræst i tyve år. Siden 1999 har han arbejdet på fuld tid som forfatter og som tidligere nævnt oversætter af amerikanske, britiske og især japanske digtere

snefnug dansende

over de nøgne grave -

himlen er åben

Kate Larsen arbejdede som radiotelegrafoperatør på langfart i mange år. Inspireret af flere ophold i Japan har hun skrevet haiku samt avisartikler og noveller om japanske emner siden 1980'erne. Hun har også med sit eget litteraturprogram, hvor haiku fyldte en del, på Gladsaxe radio og Radio København i årevis. 

Rosenbuketten

duft og farver bevæger

hjertets trommestik

Ulla Conrad er en grafisk kunstner og forfatter, for hvem haiku er et medium hun udforsker øjeblikket i: ”Jeg tegner og udtrykker med ord det smukke, det fascinerende og umiddelbare, jeg støder på - det er øjeblikket, nutidens tilstedeværelse , den direkte klare bevidsthed, der er vigtigst for mig. Jo kortere og enklere, jo bedre og klarere - et haikudigt. ”

Den første sommervarme—

blishønen forsvinder under

skræppebladene

Bo Lille er en forfatter og haikudigter, der har deltaget i flere internationale haiku-begivenheder og stået for den litterære scene Underskoven i København i mere end et årti:

Dagens sidste lys

Fuglenes grå vingeslag

på vej mod natten

’Modernistiske’ danske haikudigtere

Andre skriver ikke haiku der lægger vægt på at være i overensstemmelse med den japanske haikutraditions hovedregler. Et stigende antal nutidige haikudigtere er mere forankret i moderne dansk  og vestlig poesi samt moderne japansk og vestlig haikudigtning. Her er et par eksempler:

Ole Bundgaard er en forfatter, komponist og kunstner, der har udgivet adskillige digtsamlinger, romaner og musicals. Han mediterer og skriver et haikudigt om dagen og har udgivet 3 samlinger fra 2006 til 2019, Haiku I, II og III, alle med et haikudigt for hver dag i hver måned året rundt. Han er også WEB-administrator for Haiku gruppens-hjemmeside HaikuDanmark.dk:

8. Juni

I det nye hus 

vil selv den hårdeste sten

føle sig tilpas

Her udløser den næsten umærkelige drejning (kireji) i sidste linje den jordnære enkeltheds paradoksale mangetydighed.

Ud over at skrive haiku af alle slags på dansk og engelsk er Mona Larsen jazzsanger, komponist, kunstner og digter. Hun har også bidraget til arrangementet HAIKU 2015 Fred i Gent. Sproget er for det meste roligt hverdagsligt nærmest underdrevet uden dog at sky store ord og begreber som Livstræet eller menneskehjerte. Det indtryk der står tilbage er imidlertid at hun gennem hverdagssprogets forskydninger og fokusskift bruger haikudigtningens metode til gennem overraskende drejninger at opnå ’et mikrosekund/af erkendelse’:

I øjeblikket 

erkendelse af døden

dagen uberørt 

Mona Larsen følger hele tiden de klassiske vesteuropæiske regler for Haiku digtets stavelser. Der jo er 3 linier med henholdsvis 5,7 og 5 stavelser. Men hendes måde at bygge op til haikuøjeblikket ved at bruge pausen eller drejningen (kireji) er anderledes og understreger den opfattelse, at et haiku følger åndedrættets rytme. Pausen eller drejningen er ikke placeret præcist mellem to ord eller i et bestemt ord. Denne katalysator for digtets ny erkendelse i øjeblikkets mikrokosmos er i hendes tilfælde en bølge der vælter og roligt går over i sit nye leje. Eller åndedraget, der fra indåndingens top går over i det der til sidst er den tydelige udånding.

Helge Krarup er pensioneret gymnasielærer. Han er også forfatter og oversætter samt formand for Dansk Svensk Forfatterselskab:

jeg går i regnen

fædrelandsløse skyer

befragter Jorden

Bjarne Kim Pedersen fra Otterup er forfatter, redaktør for Forlaget Ravnerock, som har udgivet mange danske haikudigtere. Han er også Haikugruppens nuværende sekretær. Hans sms digte og haiku adskiller sig ved tit at have et klart dagspolitisk udgangspunkt: 

GULAG PSYIAKTRI

indespærring af

de andres tanker, Putins

psykiatri straf

Drejningen (kireji) er her et led i den politiske præcisering som samtidig udvider perspektivet til det universelle med psykiatri straf.

Per-Olof Johansson er digter og forfatter. Han er også redaktør for tidsskriftet Ordet, udgivet af Dansk Svensk Forfatterselskab. I 1960'erne bidrog han med haiku inspirerede billeddigte til det konkretistiske tidsskrift, Digte for en Daler, redigeret af Hans-Jørgen Nielsen og Vagn Steen:

Et digt i komfuret

antændes af gløderne

Ordene flammer

Viggo Madsen arbejdede som bibliotekar og har skrevet romaner, digte og haiku. Det er meget karakteristisk for ham at overgangen mellem hans poetiske aforismer (f.eks. ’når man balancerer på kanten af virkelighed, må man passe på, at man ikke falder ned på den forkerte side’) og korte digte til de egentlige haiku digte er endog meget flydende. Det ses bl.a. i dette haiku digt:

En himmel af italiensk marmor

slagtebænk

åh, hvor jeg savner

dig!  

Her respekteres hverken traditionel linjeopdeling eller stavelsesantal i haikudigte. Digtet handler ikke om naturen, og digteren er i høj grad tilstede i egen blodige person i digtet, som i øvrigt ikke foregår i et konkret øjeblik i nutiden. Tværtimod foregår det ikke i nogen sædvanlig tidsbøjning af udsagnsord men i en drømmetid. Og den overrumplende drejning (kireji) der kaster ny oplevelse og erkendelse frem og tilbage i digtet foregår flydende efter hver linje og ikke blot i et enkelt vendepunkt i digtet. Først ser jeg op i en himmelkuppel, så bliver det en slagtebænk, så er jeg der slet ikke men savner, og til sidst viser det sig at det er et dig som både kan være himlen og slagtebænken og en anden person jeg savner. Denne drejning er således en udmøntning af Madsens lyriske udtryk, der sprogligt vender vrangen ud på det konkrete og abstrakte, sammen med udtryksbilledet og metaforen.

Viggo Madsen redigerede som nævnt sammen med Bo Lille den digtergave på 330 haiku af forskellige danske forfattere, dagbladet Information indeholdt øverst på forsiden hver dag fra 2. januar 2006 til 30. januar 2007. 

Johannes S. H. Bjerg er en internationalt kendt dansk haiku-digter. Han er grundlægger og redaktør af den velansete blog Bones — Journal for Contemporary Haiku. Han har udgivet  haikusamlinger på engelsk og dansk og i internationale antologier. Bjerg skriver haiku i den nye avantgarde gendai stil, hvor traditionelle haiku konventioner tilsidesættes og der behandler emner som sproget, personligheden og byen udover naturen :

et ord der tager tid løvfald

Her er det selve den fysiske udstrækning i ordet løvfalds betydning der fremprovokerer den drejning som oplyser digtet med en erkendelse i et nyt mikrocosmos’ øjeblik.

Thorvald Berthelsen er pensioneret fagforeningsmedarbejder, universitetslærer og it-systemudvikler. Han er også forfatter, digter, oversætter og billedkunstner. Har udgivet 7 samlinger digte og haiku og er oversat til 13 sprog. Han har derudover blandt andet redigeret antologierne StORDstrømmen 2015, Danish Haiku Today, der præsenterer danske haikudigtere internationalt, siden 2012, samt Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina, som fik prisen for bedste redaktion på Sarajevo bogmessen i 2019. Han har organiseret forfattere og haiku-arrangementer med f.eks. tidligere EU-præsident Hermann Van Rompuy og også skrevet om udviklingen af dansk haiku i flere publikationer som POV international, det kurdiske tidsskrift Haikuîst og på Haiku Foundations WEB-portal:

Bag Spejlet

På et sted ingen

vil være møder græsset

sommerfuglestøv

Alice i eventyrland møder her en surrealisme, hvor drejningen(kireji) i digtet underfundigt nok er der eller måske ikke er der med ordet sommerfuglestøv. Hvis titlen ikke havde været der ville haikudigtet kunne læses som en naturalistisk beskrivelse af øde stepper. Men titlen gør at drejningen får flere betydninger ind i digtet med en erkendelse af øjeblikket, der sætter det i perspektiv i digtets mikrokosmos og samtidig med de udlæste associationer viser udover digtet mod en uhåndgribelig skabelse bag den ødelæggende selvrefleksions nulpunkt. Senahid Neziroviz beskrev det således i sin anmeldelse af Berthelsens bosniske Haiku Mjesavina i Riječ: ”De vigtigste egenskaber ved hans Po Etik er et koncist og stramt poetisk udtryk med utrolig enkelhed kombineret med ekstrem fordybelse i metaforerne.”

I løbet af dansk haiku digtnings udvikling har både Beatpoeterne I USA og Zen Buddhismen spillet en mindre og mindre rolle. Der er adskillige forskellige meninger om hvad et haiku digt er blandt både de danske og de moderne japanske og vestlige haiku digtere. Nogle bruger, rim, metaforer, titler og andre poetiske udtryk, som betragtes som fremmedelementer i forhold til de klassiske japanske haiku former. Det centrale er at et haiku digt sætter en øjebliks oplevelse i perspektiv I sit mikrokosmos ved hjælp af en drejning (kireji) og udvider oplevelsen. Denne drejning er altid personligt udmøntet i tråd med digternes individuelle lyriske projekt. De fleste forsøger også at fremmane haiku øjeblikket yūgen (antydningen af det, der rækker udover det der kan formuleres, men stadig er af denne verden). Og hvad enten de skriver klassisk inspirerede eller moderne haiku, er danske haiku digtere alle mere eller mindre dybt påvirket af den moderne lyrik gennem de sidste 60 år.

Når hensynet til familien skubbes til side

Sissel Bergfjord: ”Sortedam”, 2021, Ombelico, 185 sider, 239 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Sissel Bergfjord modtog Michael Strunge-prisen for romanen ”Sortedam” i 2013, året efter at bogen var udkommet. Nu er der gået yderligere otte år. I mellemtiden har Bergfjord skrevet en række andre bøger, primært ungdomsromaner, og senest har hun stiftet et mikroforlag og udgivet novellesamlingen ”Midlertidig opvartning”, der blev anmeldt i ”Den smalle bog” for nyligt. Samtidig besluttede Bergfjord sig for at genudgive ”Sortedam”. En beslutning, der forhåbentlig kommer mange læsere til gode, for hvor er det en god roman!

Barn af en alkoholiker

Ifølge Sundhedsstyrelsen har ca. 585.000 danskere et skadeligt alkoholforbrug, mens ca. 140.000 danskere er decideret afhængige af alkohol. Det betyder, at mange børn og unge vokser op i familier, hvor en eller begge forældre er alkoholikere. Det betyder også, at ”Sortedam” desværre stadig er aktuel. Den handler nemlig om Sigrid, hvis mor er død som følge af sit misbrug. Sigrid er højgravid, da hun langt om længe tager mod til sig og påbegynder oprydningen i sin mors lejlighed. Romanen består af scener fra oprydningen og af erindringer tilbage til Sigrids barndom og ungdom.

Bergfjord fortæller nøgternt beskrivende, usentimentalt og sobert, som her, hvor Sigrid ved, at hendes mor snart dør, selvom hun kun er godt 50: ”Du var et skelet, din kæbe stak frem, og når du åbnede munden, blottede du din næsten tandløse mund som en olding. Da jeg gik ud i køkkenet for at hælde mælk i min kaffe og kom til at kigge på kartonen, på datomærkningen, slog det mig, at den her letmælk kunne holde sig flere dage, end du havde tilbage. Jeg tænkte: Når mælken bliver sur, er du allerede borte.” (s. 16).

Da moderen dør, kommer Sigrids reaktion bag på hende: ”Jeg befinder mig i et mærkeligt neutralt rum, ingen farver skriger mod himlen, ingen farver hiver mig ned under gulvet, jeg står bare her i det grå rum med en fodbold på maven og venter på, at et hav af følelser skal skylle ind over mig. Jeg græder ikke hjerteskærende, hver gang jeg tænker på dig, der er ikke så meget tilbage at græde ud, jeg har grædt så meget, mens du levede.” (s. 96).

Når misbruget tager magten over et menneske, må alt andet vige. Sigrid mindes en række pinagtige optrin, hvor hun og hendes far har måttet tage hånd om moderen, der opførte sig pinligt og upassende i en kæmpebrandert. Sigrid prøver at forklare sig selv (og læseren), hvorfor hendes mor drak, men selvom hun havde en traumatisk oplevelse som barn, kan det lige så godt skyldes så meget andet. Under alle omstændigheder ændrer forklaringerne ikke ved, at moderen foretrak misbruget frem for sin datter. Dette barske faktum er o grunden til, at Sigrid må erkende, at moderen ikke har efterladt noget til sin hende, som hun kunne glæde sig over og trøstes ved; en genstand eller et brev, der forvissede Sigrid om, at hun havde langt større betydning, end moderen formåede at vise hende: ”Jeg troede at jeg ville finde noget værdifuldt, noget, som du havde gemt til mig, eller et brev, måske at du ville gå igen, vise dig for mig i kærlighed. Og så er der ikke andet end centimetertykt støv, nipsting i plastic, bambus og flettet strå og slidte støvler. Alting lige til at smide ud.” (s. 102).

Præcise erindringer om egen og andres smerte

”Sortedam” er smertelig, men fastholder samtidig en nøgternhed, der gør den tålelig at læse. Bergfjord vælter sig ikke i alenlange beskrivelser af Sigrids sårede følelser, men beskriver dem med kirurgisk præcision. Ligeledes afslører Sigrids erindringer fra gymnasieårene de udfordringer, hendes forældre udsætter hinanden og deres parforhold for; igen uden af skære noget ud i pap.

Der er ikke så få ligheder mellem Sissel Bergfjords ”Sortedam” og Liv Nimand Duvås ”Vi er vel helte” (2017); en anden god roman om alkoholisme, hvor fortælleren er misbrugerens datter.

Præsentation af det, vi lukker øjnene for

Carsten Müller Nielsen: ”Overnatning i sparsomt møbleret værelse”, noveller, 2021, Jensen & Dalgaard, 128 sider, 198 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Carsten Müller Nielsen vandt i 2020 Danmarks Radios romanpris for Tjernobyl-romanen ”De døde fylder dagene med en smag af mønter”. Jeg anmeldte romanen rosende i ”Den smalle bog”. Derfor var forventningerne høje, da jeg skulle læse og anmelde ”Overnatning i sparsomt møbleret værelse”. Dog var jeg bevidst om, at en novellesamling sjældent kan nå helt så langt ind under huden som en roman. Derfor skulle forventningerne justeres efter dette forbehold. Efter de første noveller var jeg heller ikke grebet for alvor, men derefter tog det fart.

Tematiseret tab

Novellerne er dystre og handler alle i en eller anden form om tab; tab af forstand, af familiemedlemmer, af liv. De to afsluttende noveller ”Carol 1” og ”Carol 2” lægger sig i kølvandet af tidens mange dystopier, men på en poetisk måde, der bringer mindelser om Rakel Haslund-Gjerrilds fortræffelige, smukke og samtidig uhyre skræmmende ”Alle himlens fugle” (2020). De to sammenhængende noveller handler om manden Tom, der efter en altødelæggende pandemi finder to spæde tvillinger, som han opfostrer i ørkenen. Ansvaret for de to holder ham i live, men hele tiden truer barske vilkår med at gøre ham til det, han hedder: tom. Denne trussel bliver endnu større, da sangen (”Carol”) og musikken forstummer. Lidt efter lidt mister de overlevende mennesker deres evne til at formidle tanker og følelser. Resterne af kultur stivner og efterlader plads til handlinger, der ikke hører mennesket til.

Den svagtbegavedes intellektuelle redegørelse

I novellen ”Negle” låner Müller Nielsen ord til en dreng, der er alt andet end velbegavet. Det oplagte mobbeoffer. Velmenende voksne forsøger at hjælpe, men deres ambitionsniveau er for højt. Drengen kan godt tage fat, når noget skal bæres og flyttes, men så rækker evnerne heller ikke meget længere. Det er en lille genistreg, at forfatteren låner denne svagtbegavede dreng ord og formuleringer, der langt overgår drengens formåen. Uden problemer citerer drengen en statusrapport fra kommunen, der omhandler ham selv: ”Det er en utilsigtet venten påtvunget barnets mentale, kognitive og motoriske systemer, efter barnets far har forladt hjemmet” (s. 83). Et andet sted gør han sig disse overvejelser om livet og døden: ”Min grav vil indkapsle mig i planeten, der vil fortsætte med mig inden i sig rundt i sin bane gennem solsystemet, og vores solsystems bane rundt med galaksen, og vores galakses bane. Ligesom pigefostre inde i morens mave allerede har æggene i æggestokkene med grundlaget for næste og næste generations genmasse, så generationerne ligger inden i hinanden som dråber i dråber, er døden allerede fra fødslen i os […] (s. 82). Med forfatterens solidariske gøren sig til sin karakter, opløftes alverdens småtbegavede personer, der ikke kan formulere deres tanker tilstrækkelig klart, men her får meddelt en helt egen form for indsigt.

Jeg har bestemt at…

I ”Nausea” flettes en bogstavelig og en mental drukneulykke sammen, og i ”Badekarret” beskrives tankerne forud for et selvmord. ”Zebraerne” er – så vidt jeg forstår - en surrealistisk fortælling om følgerne af mistet kærlighed. Selvom der er håb og glæde i nogle af novellerne, er det dog sammenlagt en flok dystre tekster, der mest af alt blødes op af en udpræget og fascinerende sans for sproglig billeddannelse.

Lidt mere humor er repræsenteret i de ni kapitler, der adskiller novellerne. De indledes alle af ordene: ”Jeg har bestemt at…”, og så følger der en række infinitiver, f.eks. at ”tænke på cup cakes som en form for absurd pornografi, støvsuge græsplænen iført stiletter, være fritaget for værdi, være nedgjort og fritaget for værdi […] (s.123). På trods af det grotesk morsomme i disse infinitiver krænger de over i en håbløshed, idet det, der besluttes, langt hen ad vejen er meningsløst eller i sin sammenhæng bliver tømt for mening.

”Overnatning i sparsomt møbleret værelse” er altså ikke en novellesamling, man bliver glad af at læse, og dog er den givende, fordi den på få sider præsenterer læseren for de dele af livet, vi ofte lukker øjnene for, og gør det på en ganske original måde, der fører forundring og refleksion med sig.