mandag den 20. marts 2017

Metaforer med den dybe klangbund

Anne Vestberg
Katastrofen, byen og skoven
Forlaget Ord
64 sider, 199 kr., e-bog 129 kr.

En af grundene til, at Anne Vestbergs også rent grafisk meget smukke bog har ligget lidt længere i stakken på skrivebordet end godt er, er at jeg har haft svært ved at tro, at det er en debutbog. Den er sikker, klar og stærk, og den bruger billeder på den enkle og misundelsesværdige måde, der gør metaforer til eksistentialier.

”Det er også en rejse
at vende tilbage
til gamle steders omfavnelse
og modstanden i den”

Sådan begynder digtet Vende tilbage. Gamle steders omfavnelse! Det får mig til at tænke på hvad som helst. Min barndom, min mors død, min skole, gamle lærere. Jeg dufter græsset i sommerhuset i tresserne og hører lyden af Mr. Bojangles i radioen. Senere står der:

”Ord dør øde steder
så jeg tegner streger i støvet
for at indramme
dér, hvor det var.”

Det er strålende! Billedet af den bevægelse, erindringen foretager, det jeg netop beskrev, bliver en indramning af steder, der egentlig er forladte. Er ord døde eller levende, når man vender tilbage til dem?
Hver enkelt af digtene i de tre afsnit, der svarer til de tre steder i bogens titel, har sådanne udfordringer, poetiske afsæt, der gør noget levende.
Nogle gange bliver det mere surrealistisk, som i digtet Noget i søen:

”Vi forstår splinterne i badebroen
og når en fisk bider på krogen
skællenes metalrenhed”

Søen bliver i digtet et billede på noget ordløst, noget ukendt, som rummes i verdens eller ens eget sjæledyb, det er et meget klassisk billede. Senere hedder det:

”Vi kan lytte til blodets dunken
holde balancen ved at stå stille
altid”

Anne Vestbergs digte balancerer flot mellem metaforikkens idealisme og tingenes realisme. Eller som det hedder i digtet Nature morte:

”Der er tale om en mild grad af
biologisk intervention
håndholdt og fingerstrøget
der er ingen grund til panik”

Man har lyst til at nævne en hel del digte, f. eks. Okulation, som står i dette sammenfald af metaforik og tingslighed og beskriver en proces, hvor en rosenknop, anbragt på en træstamme en dag åbner sig som et rødt øje. Digtets underliggende semantik vækker associationer til indsigt, som syn eller vision, og associationer til dette at blive set – endda i eller af livet selv. Og forfatteren afrunder det med en humoristisk bemærkning om en høst, der skal bæres hjem. Den høst må være livsforståelse.
De to åbningsdigte i afsnittet Byen, det første uden titel og det andet med titlen teater hører til blandt bogens længste. Teatermetaforen i livsbeskrivelsen er også meget klassisk og central for Goethe, både i fortalen til Faust og som alternativ til handelslivet i den store profetiske roman om de næste 175 års frie, individuelle samfund, Valgslægskaber. Teaterforestillingen i bogen her er kosmisk, men også mytologisk med åbenlyse hentydninger til kulturens store normdannelse skabelsesberetning fra den jødiske bibel.
Det særligt fascinerende er nysgerrigheden, der driver gennem bogens digte, accepten af, at der altid er noget at lære og den lydhørhed, det fordrer. Derfor vender man tilbage efter mere. Og glæder sig til forfatterens videre arbejde.

mandag den 13. marts 2017

Arvesynden. Det fornægtede som slægtsroman på vers

Arne Ziebell Olsen: 
Arvesynden”.
Skriveforlaget 2016, 268 sider, 199 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

En versroman
uden rim
og næsten uden
tegnsætning
men fuld af
indhold
mening
dyrekøbt erfaring
fuld af
humor
glæde
ømhed
skuffelse
fortvivlelse
modsætninger
der mødes
for eksempel
i dette citat
”jeg kommer løbende hjem
smider skoletasken
i hjørnet
ved bordet i køkkenet
siger mor
far skal ikke bo her mere
hvor skal han så bo?
far bor nu inde hos farmor
så græder jeg
kan slet ikke holde op
jeg synes
det synd
for far
[…]
og jeg synes
det er uretfærdigt
jeg ikke kan komme med min bror
i Nørreport Bio
i aften
og se
Dr. No
Agent 007
Mission Drab
bare fordi
jeg ikke er tolv år.”
(s. 58f.)



Forfatteren
Arne Ziebell Olsen
deler ud af sine
erindringer
og erfaringer
som dreng
som ung
som voksen
som usikker
som homoseksuel
som rebel
som fortæller
om det, der glæder
og det, der gør ondt
om sjove hændelser
og det modsatte
som barn i
en dysfunktionel familie,
som mønsterbryder
og socialrådgiver.

Sproget er
knapt
men præcist
læseren fylder
problemløst
hullerne ud
læser om
de sidste seks-syv årtiers
danmarkshistorie
set fra
én
persons synsvinkel
der har givet sin historie
overskriften
Arvesynden
fordi det er den
der har præget livet
den
der præger alles liv
som det formuleres af
Ebbe Kløvedal Reich
i bogens indledende citat
”Arvesynden er almindeligvis fornægtet, selv af folk, der er fortrolige med folkekirken. Det forstår jeg ikke rigtig. At vi har arvet den efter Adam og Eva, fordi de spiste af kundskabens træ, er en lignelse. Men hvis man nægter at erkende, at vi alle lever vores liv her på jorden under standard og ikke lever op til vores muligheder, mangler man enten selvindsigt, fantasi eller begge dele. Hver eneste gang vi affærdiger hinanden som en besværlig hindring i udfoldelse af eget liv, begår vi en synd.” (s. 7).

Arvesynden
er den
korteste
slægtsroman
jeg har læst
men lige så givende
rørende
fængende
morsom

og medrivende
som en lang
så har man ikke tid
overskud
lyst
til at læse en lang bog
så læs Arvesynden

torsdag den 2. marts 2017

John Keats imaginære dialoger

KLASSIKERLÆSNING: John Keats: Til søvnen.

Louise Stuhr skriver en personlig refleksion over den engelske romantiske digter John Keats (1795-1821). Efter introduktion følger Keats digt til søvnen i original og i oversættelse, samt to nye digte af Louise Stuhr, "i Keats stil"

Jeg boede for år tilbage nogle dage i Keats’ lejlighed ved Den Spanske Trappe i Rom. Der herskede en uforglemmelig stemning, hvor den dybe søvn først indfandt sig efter kl. to om morgenen, når de sociale aktiviteter på trappen faldt til ro. Det er tankevækkende, at netop søvnen – og med den døden - skulle høre til blandt Keats’ store temaer: Can death be sleep, when life is but a dream and scenes of bliss pass as a phantom by?

Mit første møde med Keats stammer fra gymnasietiden, hvor navnlig pensums ”Ode on a Grecian Urn” gjorde indtryk: Bold lover, never, never canst thou kiss, Though winning near the goal – yet, do not grieve; She cannot fade, though thou hast not thy bliss, For ever wilt thou love, and she be fair!
Der er en besættelse i disse linjer, også efter eksamen. Denne fastfrysning af evigheden, ungdommen, skønheden, så tæt på og dog uopnåeligt. En spændstig kontrast, en uimodståelig udødelighed, som appellerer bredt og romantisk.

Denne efterårsferie var jeg atter i Rom og kunne ikke modstå fristelsen til at genbesøge museet 26 Piazza di Spagna. Det er berigende at befinde sig i disse rum og suge oplysninger til sig om den unge digter. Især er jeg fascineret af Keats’ evne til at anlægge utraditionelle ”betragter-vinkler” og have imaginære dialoger med naturen, dyrene eller stilleben, menneskeliggøre dem med smittende, empatisk indlevelse.

Fra museet ved Den spanske trappe
i Keats og Shelleys lejlighed
Keats tilhører – sammen med Byron og Shelley – de unge døde poeter, som danner grobund for myter. Det gælder navnlig Keats, som først opnåede anerkendelse efter sin tragisk-tidlige død. Måske skyldtes det hans introspektive, filosofiske tilgang, og det forhold, at hans mellemklasse-uddannelse som ”apothecary” ikke fremmede accepten af ham som (højere-rangerende) poet.
Fortællingen om den uheldige Keats rummer meget drama: farens fatale rideulykke, Keats’ traumatiske rejse med diligencen ind til London, hvor han ikke havde råd til en plads inde i vognen, men måtte sidde på bukken udenfor i regn og kulde. Derefter blodhosten og tuberkulose selv-diagnosen, med udsigten til snart at følge moren og broren i døden. Den gengældte, men ufuldbyrdede kærlighed til Fanny Brawne, der bar hans ring til sin død.  Det er saftige sager, som nærer hans berømmede digte.

Som han siger i ”Ode on a Grecian Urn”, så er de melodier, man kan høre, søde, hvorimod de uhørte melodier er endnu sødere. Viser til sjælen, ikke til øret. Denne ode frister fantasien, sætter hele tilværelsen på stand-by i en sødmefyldt lykkerus. Selvom den unge mand aldrig får lov at plante sit kys, er han heldig, for pigens skønhed består. Ligesom der hersker evigt forår, og ungdommen sejrer. En smukkere drøm findes næppe, drømmen om evigheden, et guddommeligt vokskabinet, den levende død.
Alt man behøver vide i denne verden er, at skønheden er sandheden, og vice versa, for den græske urne med tilhørende guirlander overlever. En eksplosiv skaberkraft der nærer sig i døden, en sidste blomstring før Amen.
         

John Keats: To Sleep

O soft embalmer of the still midnight,
Shutting, with careful fingers and benign,
Our gloom-please’d eyes, embowere’d from the light,
Enshaded in forgetfulness divine:
O soothest Sleep! If so it please thee, close
In midst of this thine hymn my willing eyes,
Or wait the “Amen”, ere thy poppy throws
Around my bed its lulling charities.
Then save me, or the passed day will shine
Upon my pillow, breeding many woes, -
Save me from curious Conscience, that still lords
Its strength for darkness, burrowing like a mole;
Turn the key deftly in the oiled wards,
And seal the hushed Casket of my Soul.

Til Søvnen (Oversat af Louise Stuhr)

Åh tyste midnats bløde balsam
som med varsomme, venlige fingre
skærmer vore skyggetrængende øjne, beskytter dem mod lyset
bag guddommelig glemsel:
Åh dulmende søvn, hvis det behager dig, så luk
mine villige øjne midt i denne din lovprisning
eller vent på ”Amen” før du lader din valmue
strø søvndyssende velgørenhed over min seng.
Frels mig, så den svundne dag ikke kaster lys
på min pude og avler ængstelse;
red mig fra nysgerrig samvittighed, som altid
hersker over mørket og graver som en muldvarp;
drej behændigt nøglen i smurte låse
og forsegl min sjæls tavse kiste.

Louise Stuhr: To digte i Keats stil

Reflections

My heart flows with sadness and sorrow,
A cheerful mask I shall borrow,
Perhaps joy will then,
At least I pretend,
Lend my life, for a while,
A tomorrow.

England 1997

Awake

My eyes are burning in the night,
but sleep is distant, out of sight,
hallucinating in the dark,
producing thoughts of bluish spark.

My bed: a roller coaster wild,
the nightmare of a drowning child
when waves are breaking in my ear,
the jumpy turbulence I fear.

Such vivid images emerge,
of wrecked ship and rescue search,
I toss and struggle with the sheet,
as storms against my body beat.

The winds are blowing even more
my heart is pounding in my core
the world is drawing near its end
such loneliness without a friend.

But finally the force subsides,
my tangled hair the pillow hides,
with sacred morning comes the sleep,
this peaceful moment I shall keep.

Louise Stuhr October 2016






fredag den 17. februar 2017

Blodige skriftrids gennemilter nødvendigheden

Henrik S. Holck:
Ungdom (digte 1976 – 82)
Det Poetiske Bureaus Forlag 2016

Af Thorvald Berthelsen
Henrik S. Holck blev nærmest udråbt til den ny 80’er lyriks vidunderbarn, et mirakel, da han debuterede i 1978 med digtsamlingen Vi må være som alt på Borgens forlag, samme år som Michael Strunge debuterede med Livets hastighed og F. P. Jacs Munden brænder på huden udkom på samme forlag. De tre havde mødt hinanden til Poul Borums litterære sessions, hvor Asger Schnack underviste, gav kritik og sammen med Jarl Borgen antog de tre digtsamlinger samtidig, måske som led i en bevidst ny generationsdannelse. Resten af 80’er generationen Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen fulgte med debuter i 81-82.

Samlingen er en radikal kritik af det moderne a-religøse samfund med dets markedsøkonomi og massedemokrati, ikke ud fra dets indre modsætninger og degeneration, men ud fra en ren og mere sand natureksistens og dens oplevelse og iltning af verden. Et ’naturevengelium’ skrevet under koldkrigens farligt forsimplende atomtrussel, med modernistiske aner tilbage til Gustav Munch-Petersen, Ole Sarvig, Gunnar Ekelöf, Gunnar Björling og Edith Södergran.

Døgnets og årstiderne cirkelformede jordrytme opleves som tilfældighed/nødvendighed i øjeblikkenes udbrud af liv der ikke kun er lukkede punkter som punktummer men lynsnare åbninger af ufatteligt nye muligheder; en uendelighed af begyndelser og skabelse som naturloven:

kun det tilfældige
kun det tilfældige og nødvendige
er du menneske
se solen strejfer en rejse rund
ud over kanten af din bevidsthed
og står dig i blodet med sin tanke
det er kun oplevelsen
og oplevelsen er det du er i
tilfældigheden og nødvendigheden
græder sorgen
rejser jorden sig af sin forbrugte tid
og styrter det hele sammen om dig igen
kun det der skal ske
kun det der skal og må ske
for at du kan ophæves til alt og intet
tegne en cirkel
kun det tilfældige
kun det tilfældige og nødvendige

Derefter gik der 10 år før Holcks næste digtsamling, Kærlighed på 3 uger, udkom på Gyldendal og ikke Borgen, og endnu 9 år inden den næste igen, Drømmesøn, udkom på eget forlag i samarbejde med Forlaget Solbjerg i 2007. Til dels fordi Holck i stedet for det generationsopgør, de øvrige samledes om, gik sine egne veje med shows, kunstanmeldelser og radio-happenings, som efter bl.a. Søren Ulrik Thomsens mening hovedsageligt gik ud på, at det er latterligt at tage kunsten alvorligt, selvom Holck samtidig blev optaget på Kunstakademiet. Til dels fordi Borgen aldrig antog de to manuskripter til en roman og en ny samling digte som lå færdige i starten af 80’erne, ”hvilket (ifølge Holck selv) var et hårdt slag, han aldrig siden er kommet sig helt over.” (Jakob Østergaard Nielsen, Nødvendighedens naturgrafitti, Standart nr. 3, 2006)

Som det kan ses er Holck blevet skubbet længere og længere ud i lidderadurens perferi. Det er derfor både passende og meget glædeligt at Det Poetiske Bureaus Forlag nu efter endnu et 10 år har udgivet en omfattende samling af Holcks digte fra 1976 – 82 (fra han er 15 til han fylder 21), Ungdom, hvor man kan læse hvad vi er gået glip af indtil nu på grund af det litterære establishments indskrænkethed.



Det er eksperimenter, til tider kladder, men også fuldkommengjorte digte og hele samlinger af samme, ligeså fuldkomne som Vi må være som alt. Og den er en meget alsidig og altomfattende repræsentation af de to modstrittende spor, som Holcks litterære praksis ifølge Jakob Østergaard Nielsen befinder sig i og imellem: ”Et poetisk (grav)alvorligt og litterært opbyggeligt, og det andet tilsvarende spilfærdigt, kitchet og lige dele litterært undergravende og underholdende.” Det er stadig en sprogligt virtuost nyskabende gennemspilning af den sande natureksistens i den løbende opløsning af sproget, syntaks, grammatik og musik, som han og 80’er generationen føler er intenst forbundet med den allestedsnærværende bevidsthed om den sandsynlige  på denVi atomkrigs destruktion, ’verdensundergangsangsten’. Men også en vrængende parodisk og underholdende udgave af det samme, hvor tingsværdenens artefakter - i modsætning til ellers - optræder. Og vi ser Holcks inspiration fra Zen-buddhismen. F.eks. ½i de meget tidlige digte som Livet er en cirkel/livet er ikke en linie med slutlinierne:

Vi vender tilbage til os selv
når vi vågner fra døden
fra søvnen
ind til livet

Som senere modsvares af en parodisk udgave i 1,39: at universet er en cirkel:

23,01: at verden er en cirkel
            at verden er en ret linie: universet: i morgen:
1,39: han begyndte at gå og gik forbi den fremmede
          og den fremmede han
Ja han forsvinder selvfølgelig i den blanke afslutning af digtet. I samme digt står den drilske og undergravende karakteristik af sproget i digtet, som viser hvad det er der støder selvhøjtidelige litterater, som ynder at betragte digtet som et selvtilstrækkeligt metasprog:
10,21: kunne skære sig på mange ting. Et stykke glas,
            en sten m.m.
13,06: berøringer der realiserede ’tomrummet’
            og under huden
            skrift skrevet af sår og savn
18,59: han sidder inde i sproget
            han kan ikke læse sig selv
19,21: for mange ord har gjort ham ulæselig

Og det er i sig selv en parodisk, kitchet udgave af versene om sproget i Vi må være som alts afslutningsdigt Det fuldstændige:

og de vandrede i alt over jorden
til de fandt sig selv i et sprog uden grænser
et sprog ikke bare for sprogets skyld
men et sprog som udtryk for deres ufornægtelige identitet

I det første undergravende tilfælde er sproget godt nok udtryk for identitet, men det er skrevet af virkeligheden, naturens indflænsning af sår og savn med glas og sten. Og samtidig spærrer det og dets alt for mange ord én inde så man bliver ulæselig for sig selv og andre.
For at vende tilbage til døgnets og årstiderne cirkelrytme af liv, skabelsesøjeblikke i en uendelighed af alt og intet, uafvendelige som naturlove, fra Kun det tilfældige i Vi må være som alt. Så indeholder titeldigtet AT i den første af bogen Ungdoms 3 AT samlinger både de typisk ordskabende Holck greb og en række atypiske abstraktioner uden natur, hvor tingsverdenens artefakter også sniger sig ind i gennemspilningen af alt, intet, alt, kort sagt liv og intet andet:

At: der ingen grænser er hvis
JegintethedsHeden gøres til disciplin
at: det største er tomheden
at: alt bevæger sig, forandrer sig,
indgår og fragår i 1 uendelig proces
At: alt er en bevægelse mod ingenting
at: alt dette som systematisk standses af
det systematiske system fører til jeg’ets
angst overfor ’intetheden’
at: ordet ’intethed’ som element
i det systematiske system
er negativt fordi alt er målet og Alt vil sige en stadig
produktion af artefakter af ting
Allerede inden man når at formulere
sin første nærhed til verden
standse alt af trangen Alt
at: intet(heden) er den eneste vej til alt
at: dette alt er et alt der fungerer i tomrum
og manifesterer sig i liv, intet andet.

Alt er en bevægelse mod intet. Øjeblikkets erkendelse er konstant flydende og springende. Intet(heden) er den eneste vej til altet, der virker i det tomme rum og udtrykker sig i livsdriften.

De fleste digte i Ungdom er Holckske naturdigte og ligesom i Vi må være som alt mantraer om naturens tætte intethed og dens bestanddeles – iltens, græssets, træernes, regnens, skyggernes – dråbeklarhed og flygtighed. De er den hudløst sande og lette realitet ”i stilheden i en endnu meget tidlig morgen”…

Træernes skygger i løb over jorden
Og tidens flygtighed forglemt i et efterladt fodspor
Legemet i alt og dets svævende bevægelse
Skovenes susen om sangen
Den første hvide åbning
Der træder varsomt ind over oceaner
af styrtende lys og stilhed
Som et land der fødes af druknende sorg
(fra: TIDLIGT BILLEDE)

Det er den farligste under huden indtrængende realitet, den virkelighed som erfaringen har lært os er umulig i praksis. Digtene fremmaner fladernes koncentrerede åbenhed med elementernes utallige helt uprøvede kombinationsmuligheder, som livsdriften bevæger sig igennem i sin erkendende fortsættelse, begyndelse, fortsættelse på trods af atomkapløbets bombetrussel, fordi den ikke kan tilintetgøres:

Det var ikke mig de kunne åbne
og tage videreførelsen fra
Men jeg så roligt og længe på skyerne
Måske var det deroppe et sted
Begrædende og trampende på tiden
stod en indre skumring
og kogte
Der var ingen der bøjede sig ned
til lidt blomsterstøv
Der var ingen der bøjede sig ned
til dette videreførelsens hav
Ingen der så at det løber som blod gennem vore kroppe
Hjertet er en atombombe

Ikke den stædige optimisme som den flot formuleres af Strunge og F. P. Jac. Selv om de smider bomben, lever vi videre. Denneher bombe optages organisk eller som Holck formulerer det, vi bilder os som myren ind at vi er årsagen til skoven. Verden er der sikkert stadig selvom vi går til grunde i forsøget på at diktere naturen en form.
Det kunne lyde som en passiv Zen-buddhisme eller sågar pantheisme, men det modsiges af Holcks insisteren på jeg, du og det store Vi. Ikke bombastisk bydende ”relolutionært” som Strunge, men netop nøgternt insisterende med en twist mod forcerede omvæltninger. Ikke det abstrakte postulerede Vi skal, men Vi må som en intens blanding af bøn og nødvendighed i en vedholdende besværgelse/ bevægelse af verden i uanset hvor små skridt af gangen.

jeg samler 1 sten op
og lar den falde
jeg har forandret verden
jeg går over sneen
føddernes aftryk ligger tilbage
jeg har forandret verden
fordi jeg berører dig
bevæger du blikket 7 millimeter i min retning
vi har forandret verden
Alt er intenst uden baggrund aller forgrund
Den passive opfattelse af alt som indeholdt i alt modsiges også af Holcks konkrete forskydning af perspektiv og niveauer i landskabet i forhold til jeg, du og vi. Forskydninger, som gøres nærværende og vedkommende i den løbende præcise opløsning af sproget. Hans sætninger bliver ofte ikke fuldført, men afbrydes og springer i glidende sug fra sansningen af naturen og omverdenen. Sætningerne er som hans sansninger og åndedrag et panoramakamera der bevæger sig 360% rundt og samtidig springer indimellem, skifter fokus fra det uendelige univers til græsset der stikker et strå i himlen; og der er ingen baggrund/og heller ingen forgrund/mens skyerne skifter uld/og lysets skyggeløb på huden/trænger længere og længere ind/i denne tætte intethed. Eller som det han formulerer det i LUGTEN AF DET BRÆNDTE HAV ER SOM LANGSOMMEHULLEDE SOLE:

Det er langsomme ting igennem luften
nede i vandet forsvinder
             min skyldfølelse, min hensigt
Der er ting af kød og
ting af            på mine fingre lukker sig
ansvar, bølgerne sletter aftenen
    bagved dig er nede i vandet sådan
udstrakt fra en modbevægelsesgnist, sveden
på vores pander er stenenes sved

Det er legemer der fordamper fra sekund
til sekund og visner ud i rummets
tomhed
det er andedraget det er blodet der
flænger sig gennem stilhedslarmen
som kastes til den ene side den anden
inden i en menneskegjort ramme
individet har kun sig selv,
og det er bare sådan sveden
på vores pander har intet at gøre med stenenes
Når jeg vender mig om hvad tror du jeg ser - ?
lugten af det brændte hav er
                som langsomme hullede Sole

Sådan trænger omverdenen i al sin tilfældige fremtræden sig endnu mere intenst på eller ind. Det er ikke åndedrag men iltningen gennem hudens tovejsmembran, der gennemtrænger døden og livet, ”Som de spinkle grene iltede livet/som dødsprocessen startede og lagde sig i jord/ et bundfald af sætninger… enhver sanset harmoni var en tilstand hvilende på kaos/det gik gennem  begyndelsens kaos,/det gik gennem slutningens/det ville: at opfange ridserne/det ville: kan forsøge blodet/…(det dør – det lever sig – det dør)”

Digtsamlingen Ungdom indeholder som nævnt mange helskrevne naturdigte og samlinger ved siden af kladder og eksperimenter. Der er digte der ikke siger mig et klap andet end som indfald. Det siger sig selv når bogen også indeholder kladder og ekperimenter. Det gælder f.eks. a,b,c,d,e,f, g, h, i, Jeg digtet i samlingen AT II. Og så et boghåndværks hjertesuk. Det er for ærgerligt, når bogen allerede efter en gennemlæsning og de opslag, denne anmeldelse har gjort nødvendig, går op i ryglimningen og truer med at blive et samlebladssystem, hvor fortsættelse måske følger.
Men Ungdom er en nødvendig udfylding af lyrikbilledet for den der er interesseret i de mange andre udviklingslinier og muligheder, der ligger uden for 80’er lyrikkens senere næsten alt for forfatterskole standardiserede mainstream. En vigtig bog.


fredag den 10. februar 2017

Verden, spejlet i replikker

Ulla Koppel
Adressebog
98 sider, højformat
Illustreret af Sara Koppel
Det poetiske bureaus forlag

Af Jakob Brønnum
Lilli, Pericles, Archibald, Dortea, Wendy, Vega, Suleima. Jeg kan ikke sige, jeg ved, hvem de er. Jeg kan godt lide dem. Jeg kender dem lidt, synes jeg, fra Ulla Koppels helt særegne Adressebog, som er udkommet på Det poetiske bureaus forlag, illustreret af hendes datter Sara Koppel og i et mini avisagtigt højformat, som jeg mistænker kan have noget at gøre med titlen.

Adressebog hentyder formentlig til en ældre brug af ordet adresse, som man også kendte fra begrebet Adresseavis, der stadig findes i visse lokalblade, og som må betyde noget i retning af ”henvendelsesblad” eller "meddelelsesblad".

Bogen er uforlignelig. Den består af én lang række replikker fra de nævnte personer. Næsten hundrede sider, flydende smukke, underspillet og indirekte samfundskarakteriserende (det, der hed samfundskritisk før i tiden). Muntre, spidse bemærkninger, men også bare almindelig mellemmenneskelige udvekslinger. Levet liv.
Suleima har en lang replik, hvor hun klæder et parforhold af gennem morgentanker, der langsomt udvikler sig fra en lykkestund til en forståelse af, at det var vist ikke lige noget med den fyr –”vi gjorde hinanden mindre”. Det begyndte ellers så lyst.

”Klokken er 5.09
natten er forbi
mit hoved runger
af nye glæder nye skridt” (s. 34-35)

Nogle sider senere rejser hun sig op i et stærkt, vulkansk udbrud, der revser mandeverdens forhold til kvinder og prostitution. På en måde er de her Suleima-tekster, der vist er bogens længste monologer, centrale, hvis vi kan se de to Storm P-figurer Pericles og Archibald som nogle, der står i periferien, hvorfra de kommenterer. Og så tror jeg vi har et fint Danmarks-billede, en afstøbning af stemmer, der runger i tiden.
Indholdsmæssigt parallelt med Suleima står et samtalespor senere i bogen mellem Lili og Vega, mødre med drømme og forladte drømme. Bogen burde opføres som teater, som monologer og dialoger, det næsten ikke kræver noget at stille op, som dannelsesprojekt, på lokalbibliotekerne rundt omkring i de små byer, hvis de ikke var lukket alle sammen gennem de to seneste kommunesammenlægninger, gennemført mod befolkningens vilje.
Der er også selvkritik, eller bare kritik af de to mænd, der hele tiden sidder i udkanten af billedet og kommer ind med replikker. Deres Storm P-forbindelse er oprettet sent i skrivningen, fortalte forfatteren i et interview i lokalavisen Valby:

"ARCHIBALD
du snakker mens spillet spilles
af unge kvinder i sportstrusser
en gang skulle der vindes og pilles
nu inddæmmer jeg mestendels sjusser

jeg er blevet slatten som en medisterpølse

PERICLES:
Du kan sgu stadig rasle en bister følelse"

Hvortil Dortea bemærker:
"tænk at overlæsse
denne adresse
selvindbudt
øjne blodskudt
døgenigt
uden selvindsigt"

Man får efterhånden forskellige forhold til stemmerne. De vokser under læsningen. Man kan da godt se, at både Archibald og Pericles er sådan nogle irriterende brandere, der ordner verdenssituationen over en øl eller en hel masse. Men problemet er, at jeg kan lide dem, formentlig på en måde, jeg burde tænke over, næste gang jeg møder dem i virkeligheden eller på Facebook.
Ulla Koppel har arbejdet som skuespiller og instruktør på film og teater. Den særlige sammensmeltning af Storm P. og Solvognen, som den her bog giver, den er altså ikke til at stå for. Jeg vil ikke slippe den igen.
Dens menneskelige nærvær i den ferme skildring - rimet hele vejen igennem, rytmisk vekslende, sørgmuntert, historisk bevidst, kulturelt nærværende - er virkelig og vigtig. Den kræver et eller andet af mig, jeg ikke er færdig med, og jeg ved ikke, om jeg kan blive det.

fredag den 3. februar 2017

Krigsbytte af Eros



Yorgos Alisanoglou:
Legstue – Traume for tre årstider & 9 måneder, 93 s.
Oversat af Sotirios Souliotis.
Det poetiske bureaus forlag

Af Søren E. Kristoffersen

Hvordan ser en digter ud? Hvordan ser en yngre, græsk, modernistisk digter ud, når han står og læser op midt i et kælderlokale på Nørrebro med græske og danske lyrikelskere som langøret publikum? Jo, det skal jeg sige dig, jeg var nemlig personligt tilstede, da en sådan yngre, græsk, modernistisk digter kom til byen for at læse op fra sin nyoversatte digtsamling Legestue – Traume for 9 måneder & 3 årstider. Oplæsningen foregik i Det Poetiske Bureaus Forlags kælderlokaler i Møllegade, København, og den foregik både på græsk (ved digteren selv) og på dansk ved oversætter Sotirios Souliotis. Aftenen gav os et syn ind i en bog, der består af fire dele: ”Krig”, ”Minde”, ”Krigsbytte” og ”Forårsgrænser”; fire forbandede årstider, fristes man til at skrive, for det er krigens og konflikternes poesi, der fremskrives i dette værk, som har sine lyriske rødder dybt forgrenet i den europæiske tradition. Nå ja, sådan ser bogen ud, men hvordan ser DIGTEREN ud? vil du nu spørge med rette.

Yorgos Alisanoglou er en mand i starten af 40’erne (f. 1975), han er af middelhøjde, bleg med rimelig markerede ansigtstræk, han har sort, halvlangt hår og sorte, fyldige øjenbryn. Denne aften, da han skal læse op, ankommer han i en lang sort frakke og ligner til forveksling den australske rockpoet Nick Cave. De mørke toner er ikke helt upassende for aftenen, for som sagt er bogen, digteren skal præsentere, ikke for børn, selvom den bærer den uskyldige titel Legestue. Yorgos Alisanoglou ligner det, han er: en digter af den skole, der vender sortsyn til udsyn, som ikke er bange for at italesætte en underverden, - det Erebos, der nævnes op til flere gange i bogen.

Den græske byrde
I løbet af aftenen slog det mig sådan, at det må være lidt af en byrde at være digter fra Grækenland; at skulle slæbe rundt på en tradition, som er så grundlæggende europæisk, så proto-europæisk i forhold til kanon og det litterære arvegods. Alisanoglou ser dog ikke ud til at være tynget af denne vished, og læser man digtene, er der da også en lethed over hans omgang med traditionen. Den græske guldalder stikker rigtig nok hovedet frem, dog mest som kommentar til en nutidig virkelighed, jf. digtet ”[Odysseus/Kirke]”, der på overfladen er et digt om et forhold til en mor, men som i dybden rækker ud til bogens egentlige tema: poesiens fosterliv i digterens livmoder og den traumatiserende fødselsproces, som i form af digte bringer livet og lyset tilbage til verden.  Bogen er da heller ikke tematisk set så meget græsk, som den er pan-europæisk. Vi møder således mange store skikkelser fra det litterære Europa, både forfattere, digtere og fiktive berømtheder: Helena, Ophelia, Julie, Romeo, Yeats, Shakespeare, Müller, Queneau, Cioran, Sebald, Filodemos, Homer, Sappho osv., såvel som de græske modernister Nikos Karouzos og Dimitris Dimitriadis. Og vi kommer samtidig vidt omkring på det europæiske kontinent: Athen, Kronstadt, Donau, Berlin, Frankrig, Spanien, Ukraine, Birkenau, Budapest, Danmark, bøhmiske absintstuer osv. Den er til tider til at blive svimmel af denne lyriske europarejse gennem det gamle kontinent, som også er en kirkegård med evige fødselsveer.

Og som den østlige grænse for det gamle Europa ligger Grækenland dér, hvor det altid har ligget. Det er stadig spydspids for omvæltning og nyskabelse, og der alluderes da også i samlingen til bådflygtninge og migranter, som fx i følgende vers fra digtet ”Epigram I”: ”Zefyr af Thrakien, du, eneste milde vind/kom ned til denne jord, men vær gunstig mod den/før dens ulykkesramte sjæl i god behold/til Piræus’ sødmefyldte strand/så den kan amme hunulvens sammensyede bryster/i takt med opløsningens manifesterede rytme”.   

Det musikalske element i digtet
Man fornemmer samtidig i dette lille vers, at Alisanoglous digte har det musikalske element present. Hans strofer slår som bølger mod den læsendes kyst og de bringer mangt og meget ind på de åbne, vide strande. Ikke mindst bringer de et mylder af formidable oxymoroner, dikotomier, dualismer, barokke konstruktioner. Billedsproget er hyperbolsk, men også afstemt og fint. Det er modernisme med respekt for de klassiske dyder. En af de vigtigste dikotomier, samlingen maner frem, er den gamle konflikt mellem menneske og natur. Der er især én strofe, som på smukkeste vis forholder sig til denne iboende konflikt i menneskesindet, en strofe, som samtidig viser Alisanoglous sublime balancegang, når han skaber poesi, der er funderet på både intuition og præcision, på abstrakt såvel som konkret. Strofen er en af mine yndlingspassager i bogen, den er fra digtet ”[Krigsbytte af forår]”, og den lyder sådan her: ”Denne pludselige sprække i himlen/naturens truende fremkomst/drev mig mod intelligens”. Det er muligt, jeg overfortolker stedet, men for mig at se er det ikke mindre end en opsummering af menneskets åndelige evolution, Alisanoglou her leverer. Den truende natur, som driver os mod intelligens, men som før eller siden tager det hele fra os igen. Alisanoglou synes i det hele taget at have det svært med naturen, man fornemmer dødsangst i digtene, men også det, at Alisanoglou – ligesom den moderne poesis forfader Charles Baudelaire – ser en dybtliggende modsætning mellem poesien og naturen, mellem det kunstige og det naturlige, hvoraf sympatien næsten udelukkende tilfalder kunsten. Dette forhold er ikke mere tydeligt end i ’tvillingedigtene’: ”[Når mindet brænder mine øjne]” og ”[Når mindet brænder mine øjne/variation]”.         
       
Modsætninger, ophævelser
Bogen byder som sagt på et væld af modsætninger, som igen bliver ophævet på fineste vis; ud over den nævnte konflikt mellem det kunstige og det naturlige, finder vi digte, der sætter krigen over for kærlighedshistorien, især eksemplificeret ved legenden om Troja og Shakespeares Romeo og Julie, men også ’barnet’ versus ’krigen’ er en dybtgående konflikt, hvor barnet repræsenterer fantasi og krigen traume. Denne dikotomi er endda synlig i selve bogens titel: Legestue – Traume for 9 måneder & 3 årstider.

Da oplæsningsaftenen var forbi, om end for hurtigt, sad jeg tilbage i Møllegade og følte mig rigere end Kong Krøsus. Oplæsningen på græsk, som jeg både forstod og ikke forstod, (jeg fulgte med i oversættelsen), var som en eksotisk brise gennem det mørke, kolde Nord. Og det er det, der er ved oplæsninger i forhold til blot at læse, - ordet går hen og bliver kød og dermed en mere sansemæssig oplevelse, mere musisk og forjættende, mere insisterende på sig selv. Det er netop vigtigt at opleve en bog på alle måder: at læse den for sig selv for at trænge ind i dens dybder, men også at høre den blive læst op, sådan at poesien får krop og lemmer og ansigt.

Og det var så det udvortes, - sådan ser en yngre, græsk, modernistisk digter ud, når han kommer til Danmark for at sprede sig ud. Men hvad med det indvortes, hvordan ser han ud på indersiden? Hvad digteren gemmer, har jeg ingen anelse om. Bogen med digte, dog, er en helt anden sag, den gemmer på lidt af hvert, som jeg har forsøgt at beskrive. Og jeg vil anbefale, at du læser den med hovedet nede i maven, hvis du altså har mod på en rejse over det underste kontinent.   

fredag den 27. januar 2017

Det marginaliserede og mangfoldige!

Abdellah Taïa
Et sted at dø
Forlaget Arvids 2016

Af Carina Wøhlk.
Abdellah Taïas tidligere bøger, der er oversat til dansk (Englene fra Frelsens Hær og Arabisk Vemod), kredser om forfatterens egen opvækst og udviklingshistorie. I Et sted at dø forlader Taïa det selvbiografiske univers. Han træder et skridt tilbage fra sin egen historie - og står alligevel fast på flere af forfatterskabets kendte temaer: Landflygtighed, længsel, traumatisering, tabuisering, desperation og desillusion. Bogen udspiller sig hovedsageligt i trange lejligheder i Salé i Marokko og i den parisiske bydel Barbés.



LGBT-fortællinger
Persongalleriet er bredt og broget. Den mest fremtrædende figur er den marokkanske prostituerede Zahira. Hun er omdrejningspunktet for fortællingerne, der elegant væves ind i hinanden. Læseren stifter også bekendtskab med den transkønnede algierer Aziz/Zannouba, den homoseksuelle Mojtaba, der er på flugt fra regimet i Iran, den forsmåede bejler Allal og Zahiras faster, Zineb, hvis uvisse skæbne giver genklang bogen igennem. Undervejs slutter lignende stemmer sig til koret. Alle drømmer de om et bedre liv andetsteds. Alle søger de livsomvæltende møder og mirakler, men dybest set finder de bare et andet sted at dø.

Uden egentlig plot
Typisk for Taïa har bogen ikke et egentligt plot eller handlingsforløb. Alligevel er der en fremdrift i fortællingen. Den drives frem af den skiftende fortællerstemme, der enten taler i monolog eller i dialog med en anden gennemgående figur.
Taïa sætter emner som prostitution, homoseksualitet og transkønnethed ind i en arabisk kulturkontekst. Det er et modigt greb. Med sit forfatterskab sætter Taïa ord på det unævnelige og giver mund og mæle til LGBT-fortællinger, som eller ikke ville komme til orde.
Bogen er skrevet i et sprog, der på en gang er råt og poetisk. Taïa formulerer sig ofte i korte sætninger, der i staccato-agtige stød giver læseren en fornemmelse af det abrupte og usammenhængende i personernes liv.
Taïa portrætterer det marginaliserede og mangfoldige. Men når alle kulturelle, religiøse og seksuelle lag er skrællet væk, er de eksistentielle behov og bekymringer de samme. Når alt kommer til alt, er vi bare mennesker af kød og blod – med håb og higen efter noget bedre.