Jeg vil gerne tildeles ridderkorset for min eminente anmelderkunst

Jesus Almodovar:
Jeg vil gerne tildeles ridderkorset for min eminente elskovskunst
illustrator: Arne Rongsted Jensen
Baggaardsbaroner, 2019
44 sider, illustreret
Kan bl.a. fås her: https://baggaardsbaroner.com/collections/boger

Af Søren Elkjær Kristoffersen

Jesus! Dette er en bog, jeg må skrive om, ingen tvivl i mit sind. Andre mennesker skal også have glæde af den, - vel en af de bedste grunde, jeg kender, til at skrive en anmeldelse, for jeg skriver kun om bøger, jeg faktisk kan lide, som inspirerer mig, det andet, det må Lars Bukdahl tage sig af.
Årets bedste titel til en digtsamling må uden nævneværdig konkurrence gå til Jesus Almodovár og forlaget Baggårdsbaroner - Jeg vil gerne tildeles ridderkorset for min eminente elskovskunst hedder den såmænd, denne specielle lille bog, som jeg gerne vil sige noget om. Det specielle ved bogen er måske ikke så meget indholdet, som - selvom det er høj kvalitet - trods alt er, hvad man forventer at finde i en digtsamling. Nej, det specielle er først og fremmest tilblivelsesprocessen (eller historien). Bogen er nemlig sat sammen, opstået, i et indbyrdes samarbejde mellem forfatter og forlag, men mere om det senere. Først til førstehåndsindtryk:

Det er en indtagende lille bog, kvadratisk og praktisk og ganske markant med sin helgule pangfarve. Den minder om en gigantisk post it-blok, hvilket også er meningen, har jeg ladet mig fortælle. Handy og hip, elegant endda, for når man kommer helt tæt på og ser den i det rigtige lys, står den håndskrevne titel med sølv på forsiden. På bagsiden er der kun forlagets logo, deres markante logo, også i sølv, og indtrykket er alt i alt minimalistisk klædelighed. De håndskrevne digte og post it-formatet giver en følelse af fart, af et flydende forløb. Det er en bog, man har lyst til at have i hænderne, til at åbne og udforske og i sidste ende eje. Og det er ikke nogen ringe kunst, bevares, at lave en bog, der skiller sig ud, som sollys skiller sig ud fra skyer.

Det er heller ingen tilfældighed, at den er blevet så god. Mange overvejelser ligger bag, det kan man læse om på Facebook, forlagets side, hvor de har uploadet en føljeton om processen bag bogen. I tre dele kommer de ind på de nærmere omstændigheder, alle overvejelserne, de nødvendige omskrivninger osv. Det er sjældent, må man sige, hvis ikke ligefrem enestående, på den måde at blive inviteret ind i et forlags maskinrum - måske endnu et aspekt, endnu et lyskastende område, vi kan attribuere til de små forlags frugtbare opblomstring. Jeg har i al fald aldrig set den slags komme op fra Gyldendals kassemater.

Forlaget er forholdsvis nyt, deres udgivelser går kun nogle år tilbage, de har en hjemmeside (http://baggaardsbaroner.com/) + en Facebook-side, som begge er et besøg værd, hvis man vil vide mere om forlaget eller bare tjekke deres vokseværkende bagkatalog ud. Det kan virke anarkistisk, forlaget, overgearet til tider, men er fuldt ud professionelt, når det gælder business, redaktion, grafik, promotion osv. - der er åndrigheder i skæppemål i Baronernes kælder langt under dine fødder nede i den friske humlesaft, hvor ræb fermenterer og omsættes til bøger. Personligt er jeg forundret over, forlaget overhovedet eksisterer, det er en forfriskende, afsindig vind gennem forlagsbranchens korridorer, disse frønnede sale og mumificerede kontorer, som stadig har så meget at sige, selvom talen er gaze.
 
Jesus Almodovár er et ømt pseudonym. Men også varmt, elegant, så sydlandsk i sin klang. En skarp kontrast til den nordiske kulde, som også er at finde på samlingens sider. Men den sydlandske sol føder også skyggeverdener, skyggerne befolker bogen som i en noir-film på vers - om det er anstaltens personer på jagt efter et selv, eller storbyens flanør, der kæmper med skyggerne, kæmper for sit jeg, for en lille plads i solen. Titlen og pseudonymet er en sublim konstruktion, det hænger sammen som frikadeller lavet af blendet ærtehalm. Jeg er faktisk så begejstret for titlen, at jeg var nødt til at genbruge den, om end i en noget bastardiseret udgave. Jeg burde være kommet op med et andet bud, men intet andet nytter, den sætter sig fast som en virus i din udpinte hjerne. Jesus Almodovár, vores plagede fortæller, er måske nok ved at drukne i sit vandholdige indre, men han er ingen kujon, sætter skibe i søen, han er ikke bange for malstrømmen, for han har redningsvest på. Et genkommende billede er en sort cottoncoat, for det er en velklædt psykisk syg, der møder os i bogen. En rystet gentleman med de bedste intentioner, som aldrig ville gøre andre end sig selv fortræd. Gode manuskripter om psykisk sygdom er lidt af en sjældenhed, har jeg erfaret, men det kan gøres overbevisende, som denne bog bevidner.

Bogen består af to manuskripter, ført sammen, skrevet sammen på sømløs manér. Man mærker ikke, der er tale om to selvstændige digtsamlinger, for læseoplevelsen er høj som en blandingsbrugers rus. Det ene manuskript er skrevet fra den indlagtes synsvinkel, fra anstaltens tåger, depotmedicinens grænseland. Det er råt i sit væsen og det starter sådan her:

"DET ER SOMMEREN 2013
JEG ER INDLAGT PÅ PSYKIATRISK HOSPITAL
PÅ AFDELING 13.B.1. SMAGER LUFTEN SOM ET BRUGT KONDOM
JEG SIDDER I ATRIUMGÅRDEN
DE ANDRE PATIENTER GÅR I CIRKLER
EN SMØG FINDES FREM FRA PAKKEN
JEG VIL GERNE HJEM"

Det er tydeligt placeret, vi har dato og stedsangivelse, vi får også mange andre oplysninger løbende i digtene, der vidner om erfaring, personlig sandsynligvis. Det er en makaber, brutal, men også humoristisk fortælling, som langsomt forvandler sig til en kærlighedsaffære, bliver mere seriøs, mere fokuseret på noget, der kunne minde om frelse, en forløsning gennem kærligheden, eller sådan læser jeg det. Derimod er det andet manuskript langt mere minimalistisk, mere abstrakt i sin stil, ikke så fokuseret på narrativ. Det indleder bogen med dette lille digt:

"LYS KASTER MED FORMATIONER
SKYGGER ER LEVENDE ORGANISMER
JEG TROR IKKE JEG KAN BEFRIES
EN AFSTAND TAGER FORM
ET VI SØGER MOD LYSETS AFGRÆNSNING
ET HELT ANDET JEG SER SKYGGER"

Når man læser digtene fra det andet manuskript, de mere abstrakte og lakoniske, får man indtrykket af et digter-jeg, som konstant må kæmpe for at holde skyggerne på afstand, finde nærheden i alting og lyset fra tosomheden. "AFSTAND", "AFGRÆNSNING" og "INDSKRÆNKNING" er ord, som går igen. Det er troper, der nok må forstås som negative markører, men alligevel er det ikke helt så simpelt som det, for de blandes i digtene med positive markører, ord som "HARMONI" og "OMFAVNELSE", og alt i alt er helhedsindtrykket en dans mellem legemer, en lysfænomenernes tango. Digter-jeget og den verden, han skaber, er i en styrkekamp, en jakobskamp med hverdagseksistensen, eller hvad man nu ønsker at kalde det. Men styrke og svaghed transcenderes også i bogen, bliver noget andet, noget udenfor, et mere holistisk billede tegner sig. Læs fx dette lille digt:

"ET HELT ANDET LYS
EN HELT ANDEN AFSTAND
JEG KASTER LYSET FRA MIT LEGEME
FORMINDSKES"

Digtene selv, altså digterens skaben, er måske det bedste eksempel på en svaghed, der bliver styrke eller den anden vej rundt. Dét at digte er et herkulesarbejde for skrøbelige sind; det er som tissemyren, der rask væk bærer mange gange sin egen vægt, og vores gentleman-digter bærer sandelig sin vægt. Men han synes også at stræbe efter at komme af med dødvægten, leve det gode liv, der er levemand over ham - kunsten og kærligheden, livet og vinen - ikke ekstravagance som sådan, ikke en penthouselejlighed, for som han skriver, erfarer han, at "EN TOVÆRELSES OGSÅ KAN HAVE SIN BERETTIGELSE". Én af hverdagens helte - er det ikke dét, man siger? En behersket hverdagshelt, som bare prøver at redde sig selv. Men han sætter ikke sit lys under en skæppe, han lader ikke sygdommens åg tvinge ham ind i destruktionen, selvom det er et skyggerige, han befærder, som en anden tids Orfeus, og som ham vrister han kærligheden ud af mørkets hænder. Sådan beskriver han det selv i en strofe fra et af digtene:

"JEG VIL GERNE INDORDNE MIG
KONVERSERE MED DANNEDE MENNESKER
OG BIBEHOLDE MIT JEG"

Det hverdagslige og det foruroligende blandes i bogen på en måde, Freud kunne bifalde. På usikker grund i et velkendt landskab, det er følelsen, jeg sidder tilbage med efter gentagne læsninger. Den underliggende dualisme i bogen gør mig svimmel, der er mange modsætninger, mange konflikter, som bliver sat op mod hinanden: lys og skygge især, som jeg har været inde på, men også gentleman og patient er et genkommende begrebspar, om end det muligvis er noget, jeg læser ind i værket, og ikke som sådan er noget, forfatteren ekspliciterer. Den vigtigste trope er dog det gule lys, ikke mindst, fordi den er gennemgående for bogen. Det citrongule omslag er inspireret af denne, og giver i samråd med indholdet en organisk vibe. Farven gul er en primærfarve, den er markant, springer i øjnene og forbindes normalt med positive ting, fx kreativitet, inspiration og solopgange. Men den er ikke udpræget positiv, kan også forbindes med stilstand og forrådnelse, og gult lys er normalt ikke så behageligt for øjnene. Alt i alt læser jeg dog samlingen som en håbefuld affære, og fortolker det gule lys som et billede på håb. Håbet derude - i en verden som må skinne for at oplyse galskaben. Det er sådan, jeg forstår hans brug af farven gul. Som et ur-skrig mod himlen, et håb i mørkets hjerte, "UNDFANGELSE I LYSKEGLER", som han skriver et sted.

Jesus Almodovár er en æstetisk digter. Og hans bog, hans digtsamling er en ublandet fornøjelse. Ikke mindst, fordi bogen er et lille solsystem. Alt fra det ydre til det indre er forbundet af kræfter, indbyrdes afhængige, men også i konflikt. Ligesom digter-jeget trækkes læseren i forskellige retninger, men holdes i sidste ende fast af værkets tyngde. Altså et rigtigt solsystem, et levende væsen.

Tre nye norske

Tormod Haugland:

”Mørk materie”,

Forlaget Silkefyret 2018, 314 sider, 199 kr.

Tommy Skoglund:
”Fra ensomhedens lønkammer”,
Forlaget Silkefyret 2018, 108 sider, 179 kr.

Henrik Nor-Hansen:'

”Diegesis. Romaner 2012-2016”,

Forlaget Silkefyret 2019. 198 sider, 220 kr.

Medrivende langsommelighed

”Og jeg var en mand på tooghalvtreds. Og jeg tænkte på min alder, og på fortiden, og jeg tænkte på, hvordan fortiden virkede på mig, hvordan den lå der som en mørk materie, som et stof der ikke kunne reflektere lys, og at det var sådan, det var.” (s. 12). Her nævnes for første gang i romanen de to ord, der udgør dens titel: ”Mørk materie”.

Dette kunne snildt give indtryk af, at der er tale om en trist og tung fortælling, men sådan er det ikke – i hvert fald ikke kun. Tormod Haugland fortæller ud fra den 52-årige Atle Vilders pespektiv på en måde, der på samme tid er banal og medrivende. Romanens handling kunne refereres på ganske få linjer, for handlingsgangen i de 314 sider er temmelig langsom, og en stor del af den består af hverdagsbeskrivelser og gentagelser. Sjældent har jeg læst en bog med så mange og’er! Men på en eller anden måde er der en mening med galskaben.

Den forandringsparate traditionalist

Atle Vilder er ikke meget for forandringer. Han hviler i det uforandrede, selvom han lige fra barnsben af er blevet oplært i, hvordan man bedst tackler forandringer. Han kan sagtens se fornuften i denne lærdom, og han bilder sig tilsyneladende også ind, at han er god til at efterleve den, men i realiteten er han nærmest gået i stå. Det er nok ikke mindst derfor, at han er så frygtelig grundig, at han, hver gang han fortæller om sin ankomst til den gamle idrætsbane i hans hjemby Nordre, skal redegøre for, hvordan han parkerer bilen, slukker motoren, træder ud og smækker døren for derefter at låse bilen med automatlåsen – eller andre selvfølgeligheder. Det er vildt irriterende for læseren, men samtidig morsomt, fordi det ganske effektivt tegner et portræt af Atles person. Mens man småsukker over at blive sat ind i de mest ligegyldige detaljer, bliver man mærkeligt nok fanget af de knap så ligegyldige detaljer, der også fortælles om. Atle er en på samme tid meget almindelig og lettere bizar karakter. Han er sådan en, det er let at overse. En mand, der har det bedst i sit eget – og måske en flaske vins – selskab. Men ikke desto mindre får han, der ellers har været arbejdsløs i tre år, pludselig tilbudt en ansvarsfuld stilling. Han tager imod tilbuddet med forbehold, men vokser tilsyneladende med opgaven, selvom man aldrig rigtig finder ud af, om han træffer de rigtige beslutninger.

De lange forholdsvis trivielle og alligevel medrivende passager fylder en del i romanen, der dog også indeholder en del fine, ofte bittersøde dialoger, for eksempel her hvor Atle sammenligner to breve med det samme indhold:

”De er ikke ens, sagde jeg.

Det er jo ikke kopier, sagde hun, det er to forskellige breve.

Ja, sagde jeg, det var det, jeg ville tjekke.

Men hvad er det, du leder efter? spurgte hun.

Tonen, sagde jeg. Jeg leder efter tonen.

Jeg forstår ikke, hvad du snakker om. Det er jo indholdet, der er vigtigt.

Ja, sagde jeg. Men tonen er en del af indholdet, Beate. Tonen er ofte en vigtig del af indholdet. Ofte ligger der mere indhold i tonen, end man lige skulle tro.” (s. 134f.).

Igen er det tæt på at være banalt, og dog er det meget sigende. Der er noget på samme tid afventende og nysgerrigt undersøgende over Atle, hvilket har sin helt særlige grund i hans forhistorie, der – ligesom resten af bogen – er lige så vedkommende, som den er banal.

En historie om kappede familiebånd

Som ung forelsker Atle sig i den endnu yngre Lise. Hun bliver gravid, og de gifter sig. Forskellige interessekonflikter medfører, at Atle slår hånden af sin far og at Lise forlader ham. Ved romanens begyndelse er Atle ikke længere vred på sin far, og man fornemmer, at han savner en livsledsager. Den mørke materie er hans mest trofaste følgesvend, og det er han selvsagt ikke tilfreds med.

Romanen beskriver på sin egen pudsige måde Atles kamp ud af denne mørke materie og udfolder derfor en mere positiv fortælling, end titlen antyder. Dog gør Atle ikke selv sin kamp lettere, for han er altså ikke altid lige smart. Han er usikker og har en tendens til at handle i panik, hvilket Haugland udfolder med en stille komik.

Det er dog ikke kun Atle, der er lattervækkende. Det er netop ”Mørk materie”s styrke, at den viser, hvor tåbeligt det ofte er, når familiebånd kappes, og hvor alvorlige konsekvenser en sådan kompromisløshed kan føre med sig.

På bogens omslag oplyses det, at ”Mørk materie” blev nomineret til Ungdommens Kritikerpris i Norge, da den udkom i 2015. Det er bemærkelsesværdigt, for den ligger meget langt fra en ungdomsroman. Mere forståeligt er det, at en anmelder i  Morgenbladet karakteriserer Tormod Haugland som ”en charmerende formidler af det komiske i samtidslitteraturen”, for Atle Vilder er tæt på en karikatur af det gennemsnitlige vesteuropæiske menneske. Og dog er karikaturen af den følsomme art, der sjældent får læseren til at le, men desto oftere forårsager et lille smil. Atle er bestemt lattervækkende, men han er det på en sympatisk måde.

Om ”Mørk materie” er en decideret god bog kan jeg faktisk ikke afgøre. Den er til gengæld stilren og lun; langsommelig og dog medrivende. Og det er slet ikke så ringe!

Selvvalgt tavshed på skrift

”Fra ensomhedens lønkammer” fremstår som en lille lækker bog med sit sort/hvide omslag, der viser en mindre norsk landejendom, som træder ud af nattemørket med lys i vinduerne, hvorved den snebelagte gårdsplads bliver synlig. Omslaget af Mie Bech Prebensen fremstår i sig selv som et lille kunstværk. Det giver lyst til at forlade nattemørket og træde ind i det oplyste hus. Men derinde er der ikke så varmt og lyst, som man skulle tro.

Tragikomiske sproglige finurligheder
”I SØNDAGS DØDE FAR. Det giver mig arveretten til et ubrugeligt smålandbrug, som alt i alt kan siges at billedliggøre den tomhed, jeg nu sidder tilbage med; jeg ser ingen anden udvej end at flytte ind, i et forsøg på at fylde tomhed med tomhed…” (s. 7).
Sådan indledes romanen med en tragikomisk situationsbeskrivelse. Og lad det være sagt med det samme: Jeg er vild med de sproglige finurligheder, der ind imellem dukker op i Tommy Skoglunds lille roman. ”At fylde tomhed med tomhed” gavner ingen, men viser netop den opgivelse, der præger fortælleren. Det er trist, men også sjovt.

Det samme gælder denne beskrivelse: ”Tilbage i ’mit eget’ lille kammer, en skillevæg mellem to ligeså anonyme naboer. Et ikke-eksisterende fællesskab for Ingen, Ingen og Ingen.” (s. 19). Så bliver man næppe mere ensom! Et sidste eksempel er denne beskrivelse af utrygheden ved en indbildt trussel, der kun dukker frem i sin ikke-eksistens, fordi den er umulig at få øje på: ”Tilbage i huset bliver jeg ved med at gå rundt i dagligstuen og føler mig iagttaget af de mørke vinduer. Ikke af mit eget spejlbillede, men af det, mørket skygger for. Jeg vil gøre mig indforstået med, at det hele efter al sandsynlighed bare er noget, som jeg bilder mig ind, men alligevel fortsætter jeg med at bilde mig det ind. Her står jeg altså og bilder mig noget ind, som jeg ikke tror på, men som jeg heller ikke tror på vil forsvinde.” (s. 86).

Tavshed som udtryk for oprør
Det er nogenlunde samme forhold fortælleren har til Gud, som han har til det truende i mørket. Han tror ikke på Gud, men frygter ham ikke desto mindre. Dette skyldes, at han allerede i sin barndom har fået en frikirkelig, pietistisk kristendomsforkyndelse i den gale hals. Som enebarn af en inderligt troende far og en mor, der tilsyneladende levede i sit eget bitre opgør med den samme tro, vil fortælleren hverken have med Gud eller andre mennesker at gøre. Han har derfor pålagt sig selv tavshed; gjort sig selv handicappet eller ”svagtstillet”, som han mener er den betegnelse, andre bruger om ham. Han har isoleret sig fra sine forældres menighed såvel som fra alle andre. Dette medfører, at der er meget få dialoger i ”Fra ensomhedens lønkammer”, for det er svært at føre en samtale med en, der ikke taler. Bogens tekst udgør af samme grund en ubrudt tankerække. Dette er på den ene side det, der giver bogen dens særpræg. På den anden side er det også det, der gør læsningen udfordrende, til tider anstrengende. Skoglund lader fortælleren foretage de tankespring, vi alle ubevidst foretager, fordi vi altid ved, hvad det er, vi tænker på. Det er altså realistisk nok beskrevet, men også temmelig besværligt. At hovedpersonen grundet sin fars død er mentalt presset gør ikke hans tanker lettere at følge. Derfor tager det tid at læse de 108 korte sider, som romanen består af. Undervejs bliver man præsenteret for fortællerens desperation og ikke altid lige logiske handlinger. Beskrivelsen balancerer som allerede nævnt mellem det tragiske og det komiske, men det tragiske er det, der står stærkest.
Fortællerens historie er egentlig ganske realistisk. Der findes adskillige mennesker, der har lagt en så kompromisløs afstand til deres religiøse opdragelse, at de har erstattet den fundamentalistiske tro med en lige så fundamentalistisk ateisme. På skrift bliver det dog lidt for kantet, hvilket Skoglund faktisk råder bod på hen mod slutningen.

En krævende lille roman
Undervejs i læsningen blev jeg ofte irriteret. Det skyldtes dels de nævnte tankespring, der gjorde læsningen besværlig, dels den meget sort/hvide beskrivelse af forældrenes svigt, der bundede i deres forskruede tro, dels af de mange mærkelige formuleringer, som jeg kun kan finde en forklaring på i en ikke altid lige grundig oversættelse af en – det erkender jeg – svær tekst (blot et lille eksempel: ”Jeg skal fandeme mig holde øje med vejen, notere mig hver en bil!” (s. 89)). Men da jeg var færdig med bogen, måtte jeg erkende, at den ikke var så dårlig alligevel.
”Fra ensomhedens lønkammer” er med andre ord en roman, der kræver en del af sin læser, men den samler sig hen mod slutningen og sikrer, at besværet ikke har været forgæves. Det er ikke nogen fuldtonende anbefaling, men dog en opfordring til af kaste sig over den, hvis man er den slags læser, der gerne vil udfordres både sprogligt og fortælleteknisk.

Rapporter fra sindets grænseland

Henrik Nor-Hansens tre kortromaner, ”En redegørelse for et rejsestipendie 2010”, En kort redegørelse af psykosocialt stress” og ”TERMIN – en fremstilling af vold i Norge” er udgivet i en samlet udgave, der har fået den neutrale titel ”Diegesis”, som kan oversættes til ”Fortælling”. Det er nu mest den første kortroman fra 2012, der har en traditionel fortællende form med en jeg-fortæller. De to efterfølgende minder mere om rapporter til brug i sundhedsvæsnet, sociologisk forskning eller politiets efterforskning. Sproget i alle bøgerne er kortfattet, næsten tørt konstaterende

Det er svært at anbefale ”Diegesis”; ikke fordi kortromanerne er dårlige, men fordi de bevæger sig i et genremæssigt overdrev, som vil begejstre nogle og irritere andre. Selv er jeg både fascineret og irriteret. Det professionelt afrapporterende sprog i særligt de to sidste romaner gør læsningen tør, men giver samtidig læseren en fornemmelse af, hvor alene hovedpersonerne står med deres udfordringer. Som bekendt overgår virkeligheden ofte fiktionen, og man fornemmer, at Nor-Hansen bygger sine skildringer på forhold og skæbner, der har hold i virkeligheden.

Trekantsdrama med to levende og en død.

”En redegørelse for et rejsestipendie 2010” er - i modsætning til de to andre kortromaner - ganske morsom. Fortælleren er forfatter og har fået et rejsestipendie. Imidlertid får han ikke skrevet noget, og den roman, man læser, er en redegørelse for, hvilke oplevelser hans stipendie førte med sig i Toronto og omegn. Som læser sidder man altså med en tekst, der omhandler, hvorfor forfatteren ikke fik skrevet noget, og det er da en lidt drilsk vinkel!

Der er ikke noget at sige til, at fortælleren mister koncentrationen, for dels bliver han part i et trekantsdrama med et søskendepar, hvoraf søsteren er død, dels tyder meget på, at han har nogle psykiske problemer, der udfordrer hans virkelighedsforståelse.

Velfærdssamfundets mentale følger

”Efter århundredeskiftet så man en videre undergravning af den politiske offentlighed. Folk følte sig splittet i sit syn på mediernes rolle. Hvad var rigtigt? Meget af diskussionen havde fået en klar højrepopulistisk drejning. Man mener også, at en langvarig høj indtægt, i hvert fald delvist, kunne have afpolitiseret folket og givet en mere introvert bevægelse mod mad og sundhed. Samtidig skete der en ændring i, hvad der blev betragtet som sundt. Hvordan skulle man leve? Selv fokus på fitness og ernæring kunne indgå i akkumulationen af toksisk stress. Undersøgelser viste, at folk bar rundt på svage, ofte helt uformulerede depressioner.” (s. 113).

Denne skildring af midthalvfemsernes Norge minder forbløffende meget om samme periode i Danmark, samtidig med at meget ikke synes at have forandret sig. Den højrepopulistiske drejning er tværtimod blevet mere markant i de mellemliggende år.

Også den efterfølgende beskrivelse synes genkendelig her til lands, selvom den afsluttende konstatering nok er sat rigeligt på spidsen: ”Manglen på politisk mening havde sammenfald med en stærk økonomisk vækst. Det blev svært at pege på, hvad der var galt. Norske husholdninger oplevede øget købekraft, men undersøgelser viste også en svækket begejstring for fremtiden. Det er uklart, hvad der lå i dette. Folk svarede undvigende på spørgsmål om, hvor de ville være om henholdsvis ti, tyve og tredive år. Mange fremhævede kaffe som den største lykke i livet.” (s. 113-114).

En af de personer, der mister sansen for livets værdi er Halvor Leland, som rammes af koncentrationsbesvær og mangel på sociale kompetencer. Man følger hans deroute i ”En kort evaluering af psykosocialt stress”. Da Leland har begået en handling, der ikke kun bringer ham selv, men også andre i livsfare, tager han venligt imod betjentene, og viser dem samtidig sit badeværelse, hvor han har fundet råd under gulvet. ”Han sagde, at en sælger bevidst havde undladt at informere ham om mulige vandskader. Politiet mente, at han skulle få en forsikringsmand til at se på det.” (s. 124). Således skildrer Henrik Nor-Hansen Lelands svigtende virkelighedsfornemmelse på en lige dele grotesk og alvorlig måde.

Når ubetydeligheder tillægges betydning

”TERMIN. En fremstilling af vold i Norge” ligger tematisk sin forgænger nær. Her følger man Kjetil Tuestad, der som 26-årig bliver slået ned og pådrager sig alvorlige mén, som gør ham problematisk omgås. I årene efter skifter han jævnligt venner og partnere ud. Eller det er snarere venner og partnere, der skifter ham ud, for hans normalitetsfornemmelse har lidt skade. Dette fremstår også af teksten, hvor Nor-Hansen ofte gør opmærksom på ubetydeligheder, der i højere grad optager Tuestad, end de hændelser, der finder sted omkring ham. Et eksempel: ”Han beskriver korridorer med gulvtæppe i et mørkt skiftende mønster” (s. 184). Helt galt går det med hans virkelighedsfornemmelse hen mod slutningen af romanen; ”De sidste vintre har været milde, med lidt eller ingen sne i Stavanger. Vinteren 2014-15 var helt uden sne. Kjetil Tuestad siger, at han fjernede sne fra kældertrappen. […] Kjetil beskriver også lyden af smågrus da han skovlede i baggården, små metalliske klik, i en ellers ganske dyb og tør sne.” (s. 192).

Velfærdssamfundets lethed

Alle kortromanerne i ”Diegesis” omhandler de psykiske udfordringer, som øget velfærd og ikke mindst stigende økonomisk overskud paradoksalt nok medfører. Der gives bud på, hvad grunden kan være, men egentlige løsningsforslag dukker ikke op, vel sagtens fordi både forfatteren og sundhedsvæsnet hverken helt kan gennemskue, hvorfor folk, der har al mulig grund til at føle sig lykkelige, er det stik modsatte, eller hvad man skal stille op overfor denne besynderlige kendsgerning.

Selvom der ind imellem dukker nogle morsomme scener op i de tre kortromaner, er grundtonen dybt alvorlig. Og det er ikke uden grund. Bøgerne er brændende aktuelle, så hvis man har mod på at læse om mennesker, der knækker mentalt under velfærdssamfundets lethed, er ”Diegesis” et godt bud.

Kærlighedens gerninger

"På en særdeles velfortalt og underholdende måde bliver vi præsenteret for kollektivet Sall, Majgården, socialpædagogiske eksperimenter, den anti-psykiatriske bevægelse og befriende gadeteater, bl.a. i form af Den Rullende Pip-celle, der var en tro kopi af en fængselscelle, sådan som den så ud i Horsens statsfængsel"

P. C Asmussen:
”Venskab på livstid – en røverhistorie.”
Forlaget Olga, 2019.

Af Egon Clausen
Bogen om venskab på livstid er fremragende, og den kan læses på flere måder. Man kan læse den som en samling velfortalte skrøner fra den antiautoritære venstrefløj med dens langhårede livsstil, kollektiver, øl, sex og sociale projekter. Man kan også læse den som fortællingen om et livslangt venskab mellem en junkie og en socialpædagog, og for det tredje kan man læse den som en beretning om tilblivelsen af et menneske i verden, for bogen er også et selvportræt af PC, som forfatteren kaldes blandt venner, og således læst fortæller den om et menneskes livslange forsøg på at komme overens med sig selv.

PC er antiautoritær, men den autoritet han bekæmper er undertrykkende magtsystemer, hvor de end viser sig, og i bogen er der også en anden autoritet på færde. Den kan kaldes kærlighed til livet og til medmennesket, og den anfægtes ikke. Tværtimod. Den ligger som en bærebølge under hele fortællingen og melder sig sommetider på måder, der er komplet uforståeligt for de involverede.

Venskabet med narkomanen Kjeld er egentlig uforståeligt for PC, men det holder livet ud, og PC har heller ikke styr på sin egen bagage. Det er der mange eksempler på. Tidligt i bogen fortæller PC hvordan han som ung i 1970erne var en ustyrlig hippie der droppede ud af gymnasiet og levede et liv i sus og dus. Huhej, hvor det gik med frihed på alle livets tangenter. En aften havde han scoret en kvinde på et værtshus, og næste formiddag lå han i hendes seng og hyggede sig med at fortælle skrøner fra sit muntre liv på Nørrebro, men pludselig begyndte han at græde, og han anede ikke hvorfor. Han var ung og fuld af ustyrlig vitalitet. Tilværelsen drønede bare af sted med fest, druk og dejlige damer, og så blev han pludselig ramt af noget der mindede om sorg. Han fattede det ikke.

Nu er det godt nok mange år siden, men PC  husker endnu episoden og fortæller om den i sin bog. Det er rigtig gjort, for episoden er betydningsfuld. Det ved han også selv.  Han skriver: ”Indtil det øjeblik havde jeg levet forlæns. Don't look back, stod der i panden på mig.” Det gjaldt i øvrigt også det proletariske miljø han færdedes i og som var præget af et ekstremt brug af øgenavne.  Det er jo også er en måde sætte en streg over den fortid som ens navneattest så nådesløst fortæller om. Her kigger man sig ikke tilbage. Her er du Viggo Natmad, Karen Skrald eller Peter Bøjesøm, og her dulmes selvindsigten med sprut, sex og stoffernes ”dæmoniske uovervindelige sus.”

PC kom selv fra det pænere borgerskab, og hvad skulle han i det miljø? Han ville reformere samfundet, sagde han til sig selv. Det var der mange andre der også ville. Han skriver: ”Dengang troede vi, at vi var revolutionens fortrop. Vi havde oplevet, hvordan det havde bredt sig med langt hår, fra ingenting til tidens helt store modedille … På samme måde regnede vi med, at hvis vi flyttede i kollektiv eller begyndte at spise biodynamiske gulerødder, ville alle andre følge efter ... ”
Det viste sig at være en illusion, men før det gik op for deltagerne udviklede de en magtkritisk socialpædagogik der bør tjene som inspiration for al fremtidig indsats på dette område. Altid på de magtesløse side og altid båret af kreativ empati.

På en særdeles velfortalt og underholdende måde bliver vi præsenteret for kollektivet Sall, Majgården, socialpædagogiske eksperimenter, den anti-psykiatriske bevægelse og befriende gadeteater, bl.a. i form af Den Rullende Pip-celle, der var en tro kopi af en fængselscelle, sådan som den så ud i Horsens statsfængsel. Den Rullende Pipcelle var bygget PCs ven, Kjeld, der havde tilbragt mange år bag tremmer. Til premieren optrådte en gruppe ved navn De Pinlige Plattenslagere med et teaterstykke, hvor Dommer Dyd jagtede en narkoluder med en kødhammer, og hvor en kittelklædt psykiater med en skraldespand på hovedet delte piller ud til alle og enhver, og ikke mindst til sig selv.

Det var stort, men i længden var det åbenbart ikke holdbart. Da der var gået en del år, måtte PC modstræbende konkludere, at resultaterne fra de kollektiver der skulle give narkomanerne et nyt liv ikke var for gode. ”De fleste af rødderne havnede før eller siden inde på stenbroen - med koldt stål i armen … de boede de mest slammede steder på Christiania eller stod på hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsgade og skulede, når vi kom forbi … Det var langsomt, men sikkert ved at falde fra hinanden … de var simpelthen ved at have levet sig selv ud.”
Nu konstaterer PC, at han ikke blot er blevet en gammel knark, men han har også skiftet ham. Det skete for en del år siden. Da han havde en diskussion med sit overjeg og måtte indrømme, at han vist havde levet i verdenshistoriens længste pubertet, men nu stoppede det. Han skriver: ”Jeg kunne ikke blive ved med at krybe udenom. I årevis var jeg flygtet, når tilværelsen blev for krævende Jeg var flygtet fra familien, jeg var flygtet fra skolen, jeg var flygtet fra byer, jeg var flygtet fra kvinder … jeg var gået fra fest til fest.”

I dag er PC en voksen mand. Han er familiefar, bor i parcelhus og har været direktør for Gøglerskolen i Aarhus i mere end tredve år, og så har han skrevet denne bog. Han påstår at den er en roman. Det står også på titelbladet, og det er en smule ærgerligt. Det virker som en kliche, når han fortæller, at sommetider ville historierne ”noget andet, end det jeg havde tænkt mig, og der opstod ud af mit mærkelige hoved hændelser og personer, som jeg ikke ved hvor kommer fra.” Den slags efterplapren er han ganske enkelt for god til, så det skulle han have holdt sig fra.

Den skønlitterære stil giver godt nok muligheder for at fortælle en sandhed, som det ellers kan være svært at få sagt, men umuligt er det ikke. Den litterære stil der kaldes non-fiction rummer en del glimrende eksempler herpå, og den stil mestrer han selv til fulde. Det beviser han i flere passager, hvor han folder sproget ud med en stor poetisk kraft som for eksempel når han diskuterer med sit overjeg, eller når han fortæller om en tur til Norge, eller da han bliver overvældet af regnvejr i skovene ved Silkeborg og allerflottest i den henførte beskrivelse af en forelskelse, der i bogstaveligste forstand har en stormende begyndelse. Det er stort og godt og behøver ikke et lag af skønlitterært syltetøj for at blive anerkendt. Det havde givet bogen mere autencitet, hvis han havde holdt sig fra fristelsen til at fortælle røverhistorier og ladet sit enorme sproglige talent være trofast overfor den umiddelbare sandhed.

Når dette er sagt skal det tilføjes, at bogen er forrygende god. Titlen siger, at dens hovedanliggende er en beskrivelse af et venskab, og det er den da også, men først og fremmest handler den om ham selv og hans dannelse frem til et voksent menneske. Læst således kunne den med god grund hedde Kærlighedens Gerninger, for bogens bærebølge er kærlighed, og om den ved vi, at den er tålmodig og mild. Den søger ikke sit eget og bærer ikke nag. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Det er bogen et godt eksempel på.


Anmeldelsen har tidligere været bragt i tidsskriftet Social Kritik

Punktum, punktum, komma, streg, sådan…

Eva Botofte:

Fraværelser
Digte 2018, 72 s., 150 kr.
Det Poetiske Bureaus Forlag

Af Thorvald Berthelsen

Det form, linje og ord orienterede børnerim render mig i hu, når jeg læser Eva Botofte. Hun er formers, rums og linjers digter og fotograf. Hun skriver i den grad med øjnene, der følger formers ændring og linjeføringen til rummet er skabt. Indtil farverne er helt fraværende som andet end klangbund for temperamentet i hendes gråtone arkitektur. Fraværet er i det hele taget ikke uventet det der fylder mest i hendes senest udkomne digtsamling Fraværelser. Og det drejer sig vel og mærke om fraværet af det forventede menneskelige, bevægende udtryk. Det er det fravær der er i fokus:

hun er kameraet
hun fokuserer
hun optager pladsen
hun fokuseres
er i linsen
…
er endelig 100 procent billede
kameraet drejer mindst 360 grader
om sig selv
drejer sig om hende
alligevel kommer hun ikke med på billedet
hun er uden udtryk
udtryksløs
til stede i sit fravær
er hun

Digtene ledsages af sort hvide billeder af arkitektur, rum der er opbygget af linjeføringer, som udvendige elevatorskakte og trappegelændere. Kort sagt flygtige rum, der ikke er nogen i. Men også billeder af skeletter og tøj, der antager mere og mere organiske former. De understreger at ikke synet men fraværet og stilhedens rytme er den vigtige 6. sans virkeligheden opleves med:

endeligt rehabiliteret
er den krop som rummet skulle krybe udenom
men infiltrerer
på grund af synets fravær
usynligt

Eller som hun skriver om rummet, der er en kegle(-formet hule), der kunne være et livsafsnit:
et blødt og elastisk under(-lag)
for synets anfægtelser
…
det er dér hun fotograferer sine fotografier
og senere fotografierne af fotografierne
vi følger din runding (præventivt)
knirker hvirveltrappen under mine sko
mens du går helt inde i centrum og snurrer i stilhed
lægger jeg øre til trinnet, så jeg kan høre
hvordan din krop suger lyden (op)

At være krop i verden er at være udadvendt, omstillingsvillig og forandringsparat for nu at bruge nogle fortærskede nudanske politiske fraser.

At være krop (software)
er at være eksponeringsvillig
åben for opblødning og modifikation
at gnide sig op ad lempelse
rummets gradvise tilpasning
sit (eget) nulpunkt

I Eva Botoftes univers af synssanser med blænde og lukke tid bliver det til en skarpt sanset uafsluttet glidende overgang mellem krop og rum, jeget og omverden med retning mod nulpunktet, der både er intethed og uomgængeligt fyldt af muligheder:

Alt er omvej
(bypass)
der er ingen valg
ingen udfaldsvej
kun skiftende retninger

Der er kun vore spors labyrintiske mønstre uden udstrækning ligesom punkter, der ikke cirkulerer om jeget fastholdt af tyngdekraften men ”tilfalder” rummet, huset som en situation i dansens pas de deux.

Her kommer skriften ind i billedet. Den bliver udløst af kroppenes koreografi, der kan tegne ”et kryds på gaden” der rammer os som et bagholdsangreb i skærende kontrast til den ”fritsvævende krop - en gestus af lys”.

Før da brugte vi næroptagelser af genstande sten og det levende, der var fastlåst i erindringen forud for deres respektive ”sprogsystemer”, som rummet eller omverdenen måtte rette ind efter.

senere viste vi scenisk med kroppen
hvordan vi kom til skriften (uigenkaldeligt)
udledt af det tætte naboskab med bibliotekets
encyklopædiske monumentalværker
det rum hvor vi henter
den tavse undren

Her er det ikke en mystisk nærmest religiøs opfattelse, hvor ordet er kød og jeget skaber og dermed forlænges ud i omverdenen, vi møder. Men jeget der sammen med omverdenen i dansens sammenvævning af mønstre af lys og linier fremtvinger skriftens forsøg på at skabe denne levende sitrende undren/under på siden som kærtegn der formgiver det synligt usynlige – lyset:

I det usammentømrede i det uopbyggede
kan hun udmåle lysets svingninger med sine hænder
som (uafvendelige) kærtegn mellem hvidvaskede vægge

Den udflydende grænse og flydende overgang mellem jeg og omverden, der hele tiden forskyder tyngdepunktet og også sprænger skriftens begrænsning til siden, fremgår klart i de afsluttende digte, hvor den også er udgangspunktet for ny skabelse og fødsel lige fra ægget. Det markeres også af at subjekt og objekt her hele tiden skifter indhold og plads mellem jeg, skriften og omverdenen:

Fød nye steder
siger hun i et kryds midt på arket
og strømmer gaden i møde
som sit store solipsistiske JEG
(ab ovo)
er hun sit eget spejlbillede
ikke til at komme udenom (uden udvej)
overskrider sidens forstyrrende grænser
som præsens der ikke hører (op)
bærer byen sit tyngdepunkt med sig
som attrapper og (fremtidige) proteser
er fortiden det vi vælger at huske

Det er vel og mærke en skabelse i rummet, der kan vriste vores fremtid ud af fortidens erindringsfastlagte spor. Og den er ironisk nok udløst af vor mest egocentriske selvudfoldelse, der samtidig er en jeg destruktion:

Nær centrum er rotationen størst
midt i kvadratets cirkulatur
peger gangene bagud med deres røde tråde
fanget i visioner om instrumentale passager
kropskorrektioner en suite
…
er bygningen et øjeblik
mere nærliggende end de døde
skyggen det mest personlige svar
her i bakspejlet kunne man ændre retning
(but) (this is the final cut)

Fraværelser er i sin omslutning af sit helt eget univers en fuldendt helstøbt digtsamling, som jeg faktisk ikke kan få øje på en eneste mislyd i. Dens tilsyneladende strengt indesluttede selvtilstrækkelige mønstre åbner sig ”med udblomstringer på hænder og fødder/mellem piller og neonstænger/der lyser i mørke” når man blot kaster lidt ihærdig arbejdsindsats i læsningen. Kan på det varmeste anbefales til den oplevelsesrejsende.

At stå der ved randen og se ned i afgrunden

SERGEJ LEBEDEV “VED GLEMSLENS RAND”

Roman, 306 sider - pris 300 kr

FORLAGET PALOMAR

Af Jes Nysten

Jeg hørte for nyligt en tysker åbent og modigt fortælle om, hvordan han gennem hele sit voksenliv har kæmpet med en skyld, der er blevet ham påført, men som han ikke bare kan ryste sig fri af. Da hans kære morfar døde - han var på det tidspunkt omkring 10 år - fik han at vide, at denne morfar, som han elskede og som havde læst for ham og hjulpet ham med mange ting, at han havde været en af de højststående nazister under 2 verdenskrig.

Her kunne ikke bruges simpel afstandtagen eller andre fortrængningsmekanismer. For det var jo hans morfar; han havde på en måde fået livet af denne mand. Så han havde ikke bare arvet diverse karaktertræk, men han følte også, at han havde “arvet” en voldsom skyld uden selv at være skyldig.

Denne historie kom jeg til at tænke på, da jeg gik igang med at læse denne på alle måder urovækkende og besættende russiske roman. Forfatteren Sergej Lebedev er trods sin unge alder men allerede med tre romaner bag sig en klart lysende stjerne på litteraturens firmament. Denne “Ved glemslens rand” er hans debutroman, som udkom i 2010, da han bare var 29 år.

Den unge unavngivne fortæller prøver at komme til klarhed over den “arv”, som hans land og han selv som person slæber rundt på i nutidens Rusland.

“Glemslen” i bogens titel er det klassiske - og naturlige (?) - greb, som kan bruges til at holde styr på sit eget og sit folks historie. Det dække, der trækkes hen over det, der ikke stemmer overens med den fortælling, som skal fortælles for at dagliglivet kan leves i nogenlunde ro og mag.

Henrik Ibsens “livsløgn” har ikke tabt sin værdi, når det gælder om at stå oprejst og se fremad.

Og Ibsens spørgsmål: om vi ikke går i stykker, hvis denne “livsløgn” bliver taget fra os, har heller ikke tabt sin betydning.

Men i denne bog bevæger fortælleren sig altså hen til glemslens rand! Og vi fornemmer allerede tidligt i romanen, at det at stå der ved randen er risky business! For hvad sker, når dette fine dække forsvinder og afslører det der nede i afgrunden kommer til syne bag randen?

Vi tager en dyb indånding og følger den unge mand ind i mørket. Og det han straks er opmærksom på er, at han kun har sproget som guide - både for ham selv og for os. For som han allerede konstaterer i begyndelsen af fortællingen: “Du ser, og du tænker; og denne tekst er som et mindesmærke, som en grædemur for de døde og grædende, der ikke har andre steder at mødes end ved ordenes mur - en mur der forener døde og levende” (p 19), for “du forstår at dit hjemland er dit sprog; dets kvaliteter og dets mangler er dine iboende kvaliteter og dine mangler; du eksisterer ikke uden for sproget” (p 10).

Dette er netop det særligt inciterende ved denne roman: den unge forfatters kamp med at få sproget til at makke ret, til at blive det “redskab”, der kan bryde glemslens mørke og skabe klarhed. Det er altid svært helt at fange sprogtonen i en oversættelse, og min fornemmelse er, at russisk har lidt mere kraft og patos i sig end dansk, så derfor kan man også sine steder i denne oversættelse støde på lovlig ordrige og svulstige sætninger, der vil trætte nogle læsere. Men jeg vil fastholde, at netop denne kamp med sproget, disse konstante men ikke altid lige vellykkede forsøg på at finde de rigtige ord, gør denne unge forfatter til en, der virkelig vil noget med sproget og ikke pjatter det væk med lette og mundrette selvfølgeligheder.

Tidsmæssigt befinder vi os i 80’ernes perestrojka-tid, de store omvæltninger tid, hvor fortidens uhyrligheder skulle lægges bag, og det nye skulle iværksættes.

Omdrejningspunktet for fortælleren i hans søgen bag glemslen er den mystiske “Bedstefar To”, der ikke er egentlig familie, men nabo. En gammel blind mand, der helt tilbage fra fortællerens fødsel er selvfølgelig del af dagliglivet. Han insisterer på at tage sige af drengen, være en afgørende del af hans liv. Drengen føler sig også fascineret af ham, så der opstår et særligt venskab dem imellem.

Båndet imellem dem bliver for alvor knyttet, da Bedstefar To bliver bloddonor for drengen, da hans liv er i fare. Og netop denne fornemmelse fortælleren har af at være forbundet med Bedstefar To på denne intime måde, gør også at det, der langsomt afsløres for ham om den gamle mands fortid, nødvendigvis rammer så hårdt.

For da den gamle mand dør, begynder vandringen bag om glemslen - helt ind i mørket, hvor fortiden begynder så småt at blive oplyst af sine modbydelige levninger.

Afsløringerne af Bedstefar Tos egentlig liv, hans forbrydelser og fortrængninger bliver i fortællingen også en blotlæggelse af de enorme kollektive forbrydelser og fortrængninger, som stadig har svært ved at trænge gennem glemslens “nådige” slør.

Dette er en på alle måder ypperlig komponeret og sproglig fascinerende roman. Man bliver virkelig trukket med ind i mørket, i sumpen, i voldens og dumhedens uhyrligheder. Som nævnt kan sproget sine steder blive en anelse svulstigt, der er også afsnit, der tenderer mere filosofiske betragtninger end egentlig fortælling, men det er helt underordnet, fordi forfatteren samlet set virkelig leverer en læseoplevelse af de sjældne.

Forskellen på vil, kan og skal

Egil Hvid-Olsen har læst en Steinbeck og skriver om den første af en række tekster om den amerikanske nobelpristager i Den smalle bogs serie Klassikerlæsning

John Steinbeck

”Øst for Paradis”, 1952 (dansk 1982, oversat af Elsa Gress og Mogens Knudsen, Gyldendal), 584 sider

”Dagbog om en roman: Øst for Paradis” 1969 (dansk 1971 oversat af Ebba Hentze, Gyldendal), 229 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Cirka midtvejs i ”Øst for Paradis” (s. 307 i den danske udgave) dukker der en bibelsk-eksegetisk redegørelse op. Der henvises til 1. Mosebog 4,7, hvor der står: ”Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den”. Herefter konstateres det, at det fjerdesidste ord – altså ”skal” - lige så godt kan oversættes med ”vil”, eller ”kan”.

Øst for Paradis i en smuk

udgave fra Penguin Classics

Replikken stammer fra myten om Kain og Abel og udtales af Gud, der advarer Kain imod at lade vrede styre handlinger. Vrede, misundelse, had og andre beslægtede følelser fostrer synd, men man skal undgå at lade dem få overtaget. Den kloge kineser, Lee, der er tjener i tvillingedrengene Cal og Arons hjem, forklarer drengenes far, Adam Trask, og deres fælles ven, Samuel, at det er af største vigtighed, hvordan Guds replik oversættes:

”Lees hånd skælvede, da han skænkede op i kopperne. ’Forstår I det ikke?’ udbrød han. ’Den amerikanske oversættelse er en befaling til mennesket, at det skal herske over synden, og man kan jo kalde uvidenheden for synd. Den engelske oversættelse giver en forjættelse: ’Du vil herske’. Det hebraiske ord timshel – du kan – giver et frit valg. Det er måske det vigtigste ord i verden. Det siger, at vejen står åben. Det lægger ansvaret på mennesket. For hvis der eksisterer et du kan, eksisterer der også et du kan ikke. […] Der er millioner af mennesker i sekter og kirker, der følger befalingen ’du skal’ og sætter alt ind på lydighed. Men der er andre millioner, der føler det forudbestemte i ’du vil’. De kan ikke gøre noget som helst, der kan gribe ind i det, der skal ske. Men ’du kan’ – det gør et menneske stort, det gør det guderne lig. For selv i sin svaghed og skyld og efter at have myrdet sin broder, har han stadig det store valg. Han kan vælge sin egen bane og kæmpe og vinde.” (.s. 307).

Lee – og dermed Steinbeck – stiller en blind efterlevelse af Guds vilje (du skal) op overfor en fatalisme, hvor man lægger sagen i Guds hænder (du vil). Men imellem disse to kiler han en fortolkning ind, der giver ethvert menneske ansvaret for at leve i bevidsthed om synden, så vedkommende kan gribe aktivt ind i sit liv for at undgå at lade sig lede af kortsigtede fristelser.

Det er i langt højere grad en kristen etik, Steinbeck er på sporet af, end en skønlitterær forkyndelse af det kristne budskab. Han er milevidt fra at advare mod Guds straf og evig fortabelse som konsekvens af et syndigt levned, men peger derimod hen mod den måde, et liv leves bedst, for én selv og alle andre – hvor svært det end kan være. Således tematiserer ”Øst for Paradis” det bibelske næstekærlighedsbud: ”Du skal elske din næste som dig selv” (3. Mos. 19,18, Matt. 22,39 m.fl.).

Skønt Steinbeck synes begejstret for den mulighed, at mennesket selv kan beherske synden, er det også et barskt krav, for både den gammeltestamentlige myte om Kain og Abel og den forudgående syndefaldsmyte stempler mennesket som ufuldkomment og syndigt. Selvom man er sig bevidst, at man let kan lade sig friste til at skade andre for at gavne sig selv, er det ikke altid, at man kan stå for fristelsen. Det ved Cal, der – helt bevidst fra Steinbecks side - har samme forbogstav som det engelske ”Cain”. Men Cal er ikke tilfreds med, at han er, som han er, hvilket viser sig, da han senere spørger: ”Hvorfor er jeg sådan? Det er ikke, fordi jeg vil være det.” (s. 551). Denne replik leder tankerne hen på Paulus’ erkendelse: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” (Rom. 7,19). Både Kain, Paulus og Cal har brug for tilgivelse, og alene den kendsgerning, at Cal spørger, som han gør, viser, at han har rykket sig i forhold til det tidspunkt, hvor han bliver spurgt om, hvor hans broder er. Ligesom Kain gjorde sin broder ondt (ved at slå ham ihjel), har Cal såret sin bror, Aron, der bærer samme forbogstav som Abel. Kain og hans skønlitterære spejling svarer det samme, da de bliver bedt om at gøre rede for, hvor deres brødre er: ”Skal jeg være hans vogter?” (s. 546/1. Mos. 4,9).

Der er flere ligheder mellem den gammeltestamentlige myte og Steinbecks fortælling om tvillingerne. Da Gud har taget imod Abels offergave, men ikke Kains, spørger han sidstnævnte: ”Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved?” Det er, som om Gud sætter Kain på prøve ved ikke at tage imod hans offer. Da Adam Trask har afvist det offer, Cal bringer, udbryder han: ”Vær nu ikke vred, min søn!” (s. 524), hvorefter sønnen gør præcis, hvad Gud advarer Kain imod. Han sætter sig med sænket hoved: ”Hans hånd greb efter en blyant, og han begyndte at tegne små spiraler på klatpapiret. Da Lee kom ind en time senere, var der hundrede spiraler, og de blev mindre og mindre. Han så ikke op.” (s. 524). Papiret er blevet mørkt af de mange spiraler, akkurat som den tegnendes sind, der har overgivet sig til hævntørsten.

Erkendelsen af at være uperfekt og elsket

”Øst for Paradis” er en fantastisk roman. Det lyder som en kliché, men den er ikke desto mindre en født klassiker. Noget af det, der gør den så god, er, at Steinbeck ikke giver sin Kain-karakter hele skylden. Adam Trasks afvisning af Cals gave er forståelig, men urimelig, og hans forsvar for afvisningen er endnu værre: ”Jeg ville have været så lykkelig, hvis du kunne have givet mig – nå, ja, det, din bror har givet mig – stolthed over det, han gør, glæde over hans fremgang.” (s. 523). Det er ikke, fordi Adam elsker sin ene søn og hader den anden. Han elsker dem begge, men de er så forskellige, at han ikke kan vise sin kærlighed på samme måde overfor dem begge. Til alt held er der andre, der har lettere ved at rumme Cal end Aron.

Selvom ”Øst for Paradis” har flest henvisninger til gammeltestamentlige tekster, udfolder Steinbeck nogle nytestamentlige konklusioner. Netop fordi mennesket i bund og grund ligger under for synden, er det for meget forlangt at kræve fuldkommenhed. Et sådant krav kan knække de fleste. Man kan ikke altid beherske synden. Lee viser sig at være for kompromisløs i sin eksegese. At man ikke skal kræve konsekvent ufejlbarlighed af sig selv, erkender han da også senere, da han overfor Cal omtaler forholdet mellem menneske og Gud: ”Måske vil du komme til at gøre den erfaring, at hvert eneste menneske i hver eneste generation bliver lutret. Lige meget hvor gammel en kunstner bliver, så mister han aldrig sin higen efter at skabe noget, der er fuldkomment […] Hvem der end har skabt os – kan du forestille dig, at han ville standse op i sine bestræbelser for at gøre os fuldkomne?” (s. 582). Således giver Lee noget at ansvaret tilbage til Gud, så Cal ikke skal bære det alene. Hvis man tror, at man skal være perfekt, risikerer man at ødelægge sit liv, fordi man i sidste ende ikke formår at leve op til sine krav. At skabe det perfekte må man overlade til Gud, og så ellers leve så ansvarligt som overhovedet muligt, så man ikke i for høj grad lader synden herske over sit og andres liv.

Eva, slangen og profeten

”Øst for Paradis” er – som mere end antydet - fuld af bibelske referencer, men lader sig ikke styre af dem. Myten om Kain og Abel forbliver den centrale, men Adam har inden tvillingernes fødsel planer om at skabe en Edens Have i den frugtbare Salinasdal. Han har dog ikke taget sin Eva i ed. Hun, der fra starten af beskrives som et sjæleligt forkrøblet menneske, har kun to fordringer til livet: Rigdom og magt. Adam er blændet af kærlighed og ser ikke, hvad der kommer. Han har taget fejl af sin livspartner og giftet sig med slangen. Hun hedder da heller ikke Eva, men Cathy, og har – ligesom Adams bror Charles (og senere Cal) – forbogstav til fælles med Cain. Selvom Adam og Charles har et had/kærlighedsforhold til hinanden, er det dog kun Cathy, der er ubetinget ond; og det øjeblik, hvor hun erkender, hvad hendes ondskab har ført med sig, formår hun ikke at leve længere. Først da viser der sig et kim af godhed i hende.

Endnu en vigtig figur i romanen er Samuel Hamilton, der selv afslører sin forbindelse til Det Gamle Testamente, da Lee nævner hans navn, og Samuel svarer: ”Se, her er jeg!”. Det er den samme replik, den unge profetaspirant af samme navn udtaler, da Gud kalder på ham i 1. Samuelsbog 3,4. Sam Hamilton antager da også en profetisk rolle, fordi han er fremsynet. Han forener opfinderen og filosoffen, og selvom hans opfindelser let skulle kunne skaffe ham og familien brød på bordet, bliver han i sidste ende altid snydt for patenter og penge; nok mest fordi rigdom ikke interesserer ham. Således forbliver han fattig, hvilket er endnu et lighedstegn mellem ham og de gammeltestamentlige profeter – og nogle af de gamle græske filosoffer for den sags skyld.

Samuels lighed med sin gammeltestamentlige profet-navnebror skal dog ikke tages mere bogstaveligt, end at han er en livsklog mand, der har forståelse for sine medmennesker. Da hans søn, Joe, sætter spørgsmålstegn ved sandheden i den kristne tro, svarer Samuel ham med stor munterhed og forståelse for den unge mands naturlige skepsis: ”Jeg ville være skuffet, hvis du ikke var blevet ateist, og jeg ser med fornøjelse, at du efter din alder og visdom har tillagt dig agnostiske synspunkter, ligesom man tager en ekstra kage, når man er mæt” (s. 257). Samuel selv er kristen, men har svært ved at forlige sig med sin kones forståelse af Bibelens skrifter som åbenbaret direkte af Gud. Der er dog ingen tvivl om, at han er omtrent lige så velbevandret i Bibelen, som hun er, hvilket viser sig i et spørgsmål, der netop afslører hans lighed med sin gammeltestamentlige navnebror. Da Samuel Hamilton efter flere år besøger Adam Trask og hans to små sønner, der på dette tidspunkt blot er store drenge, udfolder denne samtale sig:

”’Jeg har femogtredive belgiske kaniner,’ sagde Aron. ’Vil De gerne se dem? Jeg har dem nede ved kilden. Jeg har otte nyfødte – de blev født i går.’

’Ja, jeg vil gerne se dem, Aron.’ Der kom en lille trækning om hans mund. ’Cal, du er vel ikke gartner?’

Lee vendte brat hovedet og så på Samuel: ’Nej, lad være med det’, sagde han nervøst.

Cal sagde: ’Næste år giver far mig en hel acre jord.’” (s. 303).

Lee reagerer, fordi Abel var fårehyrde og Kain var agerdyrker. Efter at være blevet oplyst om, at Aron har kaniner, sætter Samuel lighedstegn mellem ham og Aron, og undersøger, om Cal er agerdyrker ligesom Kain. Dette anser Lee ikke blot for at være et morsomt sammentræf. Han frygter, at det kan være et ulykkeligt varsel, som netop profeter har indsigt til at give. Dette varsel viser sig da også at blive til virkelighed sidenhen. Og dog er ”Øst for Paradis” ikke en moderniseret udgave af den gammeltestamentlige myte, hvilket afsløres af selve romanens titel. Stedbetegnelsen ”Øst for Paradis”/”East of Eden” henviser til det sted, Kain bosatte sig, da Gud havde lovet at beskytte ham på trods af hans forbrydelse: ”Så forlod Kain Herren og slog sig ned i landet Nod øst for Eden.” (1. Mos. 4,16). Det ligger mellem linjerne i den gamle myte, at det er i Nod, mennesket lige siden har levet på godt og ondt som efterkommere ikke blot af Adam og Eva, men også af brodermorderen Kain. Med sit særlige fortællesprog advarer myten om, hvad mennesker bærer på, og at alle i slægten vil, skal eller kan herske over synden. Steinbeck tegner dog et langt mere nuanceret portræt af sin Kain og sin Abel. I virkelighedens verden er de to nemlig forenet i ethvert menneske, så Kain aldrig kun er Kain, og Abel aldrig kun Abel.

En bog om mennesker

Efter disse eksempler på en teologisk læsning af ”Øst for Paradis” skal det tilføjes, at bogen sagtens kan læses og forstås uden synderlig indsigt i Bibelen. Bogens tema og budskab forbliver det samme, selvom man mister nogle nuancer. Som teolog, præst og forfatter til en fyldig genfortælling af Bibelens historier (tilgiv dette tilfælde af Product Placement) har jeg bare svært ved ikke at finde henvisningerne fascinerende.

”Øst for Paradis” adskiller sig ikke fra Steinbecks øvrige forfatterskab, for også i denne hans længste roman handler det om mennesker og deres indbyrdes forhold. Steinbeck er en knivskarp stilist. Skønt han holder af at udfolde sproget, kan han på relativt få linjer fremmane karakterer, så man føler, at man har kendt dem i længere tid og er fortrolig med deres særpræg. Men ligesom man mener sig sikker på, hvordan den ene eller den anden vil reagere, lader Steinbeck vedkommende sige eller foretage sig noget uventet. På den måde opbygger han et uforudsigeligt handlingsforløb, der er krydret med et væld af varme, morsomme, skræmmende eller hjerteskærende sidehistorier. Han præsenterer læseren for dialoger, der i intensitet når op på linje med de samtaler, der udfolder sig hos Dostojevskij. Og så suppleres det hele af erfarede og smukke naturbeskrivelser, der dog med ét kan skifte karakter, som i dette tilfælde:

”Det var meget varmt for årstiden den marts måned, og vinden blæste fra syd og vendte løvets sølvgrå underflader opad.

En lille grå kanin sad ganske stille og lod solen tørre sin brystpels, der var våd af duggen på græsset i den tidlige morgen. Dens farver faldt fuldkommen sammen med baggrunden af indfiltrede vildvin- og brombærrænker. Den sad og mimrede, og dens ører drejede af og til langsomt rundt for at lytte efter, om nogen af alle de små lyde kunne betyde fare for en kanin. Jorden havde vibreret rytmisk en overgang, så den kunne mærke det gennem poterne, men det var holdt op. Så havde der været noget, der bevægede sig mellem piletræerne et stykke borte, hvor vinden bar fra, så kaninen ikke blev skræmt af nogen lugt.

I de sidste minutter havde der været forskellige interessante, men ikke farlige lyde. Kaninen strakte det ene bagben ud i den varme sol. Så lød er et smeld og en piben i luften, og den mærkede et stød i pelsen. Kaninen sad ganske stille, og dens øjne blev meget store. En bambuspil var gået gennem brystet på den, og jernspidsen sad dybt begravet i jorden på den anden side. Kaninen sank om på siden, og dens poter gjorde nogle løbebevægelser i luften, før den lå stille.” (s. 338).

Noget særligt ved ”Øst for Paradis” er, at Steinbeck tager udgangspunkt i sin egen families historie og figurerer som både biperson og fortæller, hvilket giver ham lejlighed til at forstærke fortællingen med nogle betragtninger om den tid, han selv var barn og ung; tiden op til og under 1. verdenskrig.

Kvaliteten af danske Steinbeck-oversættelser er lidt svingende, og nogle kunne såmænd godt trænge til at blive oversat på ny. Men ”Øst for Paradis” er en fornøjelse at læse på dansk. Forfatteren Elsa Gress og litteraturhistorikeren Mogens Knudsen har formået at opretholde dialogernes skarphed og udfolde et vidtfavnende men præcist ordvalg, der gør læsningen til en lige så stor fornøjelse, som når man læser Steinbeck på originalsproget.

Dagbog om romanen

Når man har læst ”Øst for Paradis”, kan det anbefales at fortsætte med de breve/dagbogsnotater/opvarmningsøvelser, Steinbeck skrev til sin ven og forlægger, Pascal Covici, i løbet af det lille års tid, han brugte på at skrive romanen. Der er ganske vist mange gentagne frustrationer, overvejelser og tanker, men man får også en fornemmelse af, hvor meget det har krævet af ham at forme sin bog. Samtidig er det tydeligt, at hans talent og øvelse har været en kolossal hjælp for ham. Hvem andre ville kunne skrive så fabelagtigt et værk på under et år?

”Dagbog om en roman: Øst for Paradis” giver også en smule indsigt i Steinbecks familieliv, hans politiske holdninger samt hvad kultureliten beskæftigede sig med i 1951. Vigtigst er dog hans overvejelser som forfatter. Om hensigten med notaterne skriver han den 26. marts: ”Efter et par fridage tror jeg, at jeg skriver her på denne side omtrent som en baseballkaster, der varmer op – jeg får min mentale arm i form, så spillet kan blive godt. Og kasteren er slet ikke noget dårligt symbol, eftersom han må være i besiddelse af det hele, lethed, koordination og rytme.” (s. 55). Sproget er helt anderledes og meget mere tørt, end i de værker, der var tiltænkt offentliggørelse. Men det er også meget ærligt og upoleret.

Bibelske referencer og stil

Steinbeck skriver i sin dagbog indforstået om nogle af de bibelske referencer, jeg har nævnt ovenfor, plus lidt flere. Om læseren griber dem eller ej, betyder ikke det store, men han nyder at lægge spor ud. Samtidig må man formode, at det bibelske forlæg vælges, fordi det har betydning for forfatteren.

Netop fordi der er tale om spor, er det tydeligt, at han ikke vil afsløre for meget for Covici, inden denne har læst manuskriptet. Steinbeck er dog ret direkte, da han dels nævner Adam Trasks uddrivelse af Paradiset, dels introducerer Kainsmærket i form af et ar i panden på et tidligere tidspunkt, end det optræder i 1. Mosebog.

I dagbogen beskriver Steinbeck også sine stilistiske overvejelser. Han vægter, at fortællingen har et langsomt tempo: ”Jeg vil ikke påstå, dette har været en god uge, men jeg gør det, så godt jeg kan. Og bogen skrider gradvis frem. Den går aldrig tilbage, det er altid noget. Den mangler spænding, og det er lige det, jeg ønsker og har i sinde at sørge for, at den skal mangle. Men det kan måske volde dig som forlægger besvær, fordi mennesker er blevet sådan, at de venter sig spænding og uafbrudt handling.” (s. 44). Steinbeck har ret i, at bogen er langsomt fortalt, men spænding mangler den bestemt ikke. Det betyder dog næppe, at forfatteren forfejlede sit mål, for der skal jo være noget, der driver en fortælling frem, og selvom ”Øst for Paradis” er spændende, er der ikke tale om den slags spænding, man får i krimier eller thrillers. Spændingen ligger på et helt andet plan; i højere grad i forholdet mellem romanens karakterer og de handlinger, de begår. Steinbeck har da også forståelse for den fængende fortælling og for, hvordan den skal formidles: ”Man åbner morgenavisen og finder masser af historier om mennesker, der har begået ting, der ikke er sande, fordi de ligger uden for ens erfaring. I går dræbte en voksen dreng sin far og mor, fordi de ikke ville låne ham vognen. Man accepterer det, men sæt det ind i en handling, og du bliver nødt til at bruge al din kunnen for at gøre historien acceptabel.” (s. 67). Det er netop, hvad Steinbeck gør. Han øser af sin erfaring – og ikke så få familiefortællinger – og fletter dem ind i romanens handling.

Et helvedes hestearbejde øst for Paradis

Til tider er Steinbeck frustreret. Han har svært ved at finde ligevægten mellem arbejdet med bogen og hensynet til familien: ”Når jeg arbejder på en bog som denne, og med denne koncentration, så betyder det, at jeg lever et andet liv. Efterhånden som bogen udvikler sig, giver jeg lidt efter lidt dette andet liv mere, end jeg giver det første. Jeg må altså være vanskelig at leve sammen med i det virkelige liv, ikke fordi jeg er ond, men fordi jeg er svag.” (s. 94). Romanen gør simpelthen krav på sin forfatter. Den er besidderisk, så den kærlighed, han nærer til den, til tider kan forvandle sig til had: ”Selvfølgelig er du klar over, at jeg mange gange før jeg har afsluttet denne bog vil nære et dødeligt had til den. Jeg vil afsky den dag, jeg begyndte at skrive den. Den vil forekomme mig at være det værste møg, der nogen sinde er skrevet. Denne følelse vil kulminere omkring side 500. Når jeg først er over den, vil jeg fortsætte arbejdet i en choktilstand. Og når det er overstået, vil der gå lang tid, hvor jeg hverken kan finde ud af det ene eller det andet.” (s. 80). Om det nøjagtigt gik, som han forudsagde i dette notat fra den 16. april, lader det ikke til. Men frustrationer slap han bestemt ikke for, og hen mod slutningen var de særligt krævende.

Bogen drev sin forfatter ud i dårlig samvittighed, men han traf ikke desto mindre sine valg bevidst, hvilket beskrives i dette notat fra 3. august: ”Det er en rigtig slem tid i bogen lige nu. Jeg behøver tid, masser af tid. Og jeg skal også skaffe mig den, selv om det vil skade mennesker. Det kræver åbenbart en vis ondskab. Og den er jeg i besiddelse af.” (s. 178).

To måneder inden færdiggørelsen af manuskriptet reflekterer Steinbeck over sin metier: ”Det at skrive er i bedste fald en meget latterlig bestilling. Der er noget vist tåbeligt i at nedskrive et billede af livet. Og for at spøgen skal blive ekstra god – ja, så er man nødt til at trække sig tilbage fra livet for at nedskrive det billede. Og for det tredje må man forvrænge sin egen livsform for i nogen grad at være i stand til at fremhykle det normale i andre liv. Når man så har været igennem alt dette sludder, kan resultatet udmærket godt vise sig at være den allerblegeste afspejling. Åh, det er et helvedes hestearbejde. Bjerget slider og stønner og anspænder sig, resultatet er – det barsler med en mus.” (s. 197).

Men nej, bjerget barslede ikke med en mus. ”Øst for Paradis” blev den fødte klassiker, som Steinbeck havde håbet på, og selvom detaljer og personskildringer til hans forbløffelse nærmest tog form af sig selv, når han sad ved sit skrivebord med sine nyligt spidsede blyanter, så havde han dog hele tiden haft grundhistorien klar. Den 26. juni skriver han: ”Min bogs mønster står nu helt tydeligt for mig – lige til afslutningen. Og jeg er glad for, at jeg er i stand til at følge den form, jeg fastlagde for så længe siden.” (s. 146).