søndag den 8. december 2019

Forargerlig usynliggørelse

Den danske anmelder er Per Degn i nutidsklæder. Debatindlæg af Egon Clausen


Om: Arne Herløv Petersen
Hvede
282 sider, 200 kr.
Det poetiske bureaus forlag 2019


Af Egon Clausen

Det minder om en gyser, men det er en skandale. Det handler om at gøre en nulevende dansker usynlig, og den mand det rammer er forfatteren Arne Herløv Petersen der gennem årene har udgivet en lang række gode romaner og digtsamlinger, men ingen af dem er blevet anmeldt i dagbladene, og det er både en gyser og en skandale. Det er som om den samlede danske anmelderstand forsøger at gøre Arne Herløv Petersen usynlig, men heldigvis er han er ikke sådan at stoppe.

Hans seneste bog er en roman med titlen Hvede. Den skildrer Morten Nielsen, Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Sonja Hauberg, der skrev lysende digte i mørket under den tyske besættelse og som samledes i miljøet omkring tidsskriftet Vild Hvede. Vi følger dem mens de mødes i kælderlokaler, på loftsværelser og i dagligstuer og skriver uforglemmelige digte, der i dag har klassikerstatus. Det er en pragtfuld bog.

Den er baseret på en meget grundig research, og man kan med en vis ret sige, at den ikke tilføjer noget nyt, men den er skrevet i et sprog der er så veloplagt, at hver side føles som ny. Dertil kommer, at Arne Herløv Petersen er en forrygende god læser. Med fryd citerer han fra centrale tekster og genfortæller digte, så sansninger af liv og lys står for læseren som var det netop nu, det fandt sted. At læse den bog er som at blive ung igen. Her er der virkelig tale om dansk kultur af allerhøjeste klasse, men bogen er ikke blevet anmeldt i nogen af de danske dagblade.

Det synlige i usynliggørelsen
Gennem usynliggørelsen af denne store danske forfatter, er der til gengæld noget andet der bliver synligt, og det er det regimente som den danske anmelderstand udøver i den litterære verden. Her er der tale om udøvelse af en autoritet der minder om degnens magt i den sorte skoles allersorteste tid, da man straffede elever med hån, spot og offentlig udskamning. Den danske anmelder er kort sagt Per Degn i nutidsforklædning. Han dømmer og fordømmer, og ingen tør sige ham imod. Med stjerner og hjerter uddeler han karakterer efter skalaer som ingen kender. Seks hjerter er topkarakter for et eller andet, måske indholdet, måske skrivestilen, måske meningerne.'

Et enkelt hjerte svarer til at blive sat i skammekrogen til spot og spe for alverden, og som det er sket i Arne Herløv Petersens tilfælde, kan man også blive sat udenfor døren, hvor der hersker gråd og evig glemsel. Systemet fungerer også med uskrevne regler som siger, at den stakkels forhånede forfatter ikke må protestere, for man siger ikke Per Degn imod.

I en tidslomme
Kritik af denne anmelderpraksis er derfor sjælden. Det litterære establishment opfører sig kort sagt som om man befinder sig i en tidslomme fra før opgøret med den autoritære tænkning i skole og samfund, men tænk engang, hvor forfriskende det kunne være, hvis anmelderen indså, at de forrige tider ere forgangne og lagde krabasken fra sig for i stedet at benyttede sig af den elektroniske tidsalders rige muligheder for at gå i dialog med læsere og forfattere. 

Vi kan ikke undvære anmelderens faglige kompetence, men tænk hvis anmeIderen steg ned fra sit kateder og opfordrede forfatterne til at kommentere hans anmeldelse. Tænk, hvis anmelderen stoppede med at være dommer og gav sig til at være ordstyrer for læserne i stedet for, så ville vi få en helt anden og langt mere åben litterær offentlighed.

lørdag den 7. december 2019

Skønheden er en sol, der brænder ud

Hverdagen er grusom. Universet er grumt. Livet er et mellemspil - Nye digte af Søren R. Fauth insisterer på at kombinere disse vilkår med skønheden


Søren R. Fauth
På Jupiter findes fortiden ikke, digtsamling (m.m.)
56 sider, 199,95 kr.
Fotografier Frej Rosenstjerne
Forlaget Ekbátana

Af Jens Carl Sanderhoff

jeg vil glimte i mit næste liv
blive seks milliarder år gammel
se solen brænde ud
i stedet for at sidde her
kortvarigt
vente på en form
et indhold
passende til det mellemspil
vi i mangel af bedre kalder liv

Sådan begynder Søren R. Fauth (f. 1971) sin nye og tredje digtsamling, På Jupiter findes fortiden ikke. Uden stort begyndelsesbogstav, som faldt vi ned midt inde i noget eller måske som kontrast til den patos, han opererer med. Han betegner selv stilen som ’ny pathos’, og den vil jeg vende tilbage til, for først og fremmest har denne digtsamling fået mig til at tænke over, hvad det vil sige at anmelde en bog, og derfor begynder jeg et helt andet sted end i Fauths univers.

NOGET OM AT ANMELDE: At anmelde en bog er en disciplin på lige fod med andre former for vidnesbyrd. Anmeldelsens troværdighed hænger tæt sammen med anmelderens, og derfor er det altid interessant at vide noget om anmelderen, for det kan kaste lys over de holdninger, der uundgåeligt vil snige sig ind mellem linjerne, eller måske (som fx Lars Bukdahl bedriver anmelderi) direkte er en forlængelse af hans eget liv og værk. Jeg er digter, forfatter til flere romaner og altså også anmelder, og det betyder jo indlysende, at jeg ser på håndværket med farvede briller; ville jeg bruge sådan en formulering, ville jeg bryde teksten på den måde etc. Jeg prøver at gøre mig umage med at lade være, for det øjeblik min egen praksis bliver anvendt på andres værker, da bliver anmeldelsen noget andet end anmeldende. Ethvert værk er gjort på (mindst) en præmis, og hvis man ikke anmelder netop værket og præmissen/præmisserne for værket, så bliver det noget andet, man skriver om; en bog, som ikke er skrevet, men som anmelderen ville foretrække fremfor det, der skal vurderes.

Man kan så også vælge at være den gode eller den onde anmelder. Mange synes det er sjovt at læse den onde anmeldelse frem for den gode. Der er mere svirp i formuleringerne, og værdierne kommer tydeligere i spil – eller gør de nu også det? Her i senåret 2019 har Bukdahl kørt en serie samtaler med andre anmeldere om det onde, om fryden ved at læse en svidende eller morderisk gennemhegling af et værk, og det er i mine øjne et tydeligt krisetegn; når nu litteraturen alligevel er kørt ud på et stejlt nedadgående sidespor, skal vi så ikke bare gi’ den gas og svælge i nederdrægtigheder på værkets og præmissens bekostning, synes mottoet at være. Jeg er ikke vild med den holdning. Jeg er ikke vild med, at vi går baglæns ind i fortidens mere uciviliserede attituder, faktisk mener jeg, at litteraturens tilbagegang burde være anledningen til det modsatte; at værdsætte det hele, og se nysgerrigt på de forskelle som hersker. Selvfølgelig er bøger forskellige. Som mennesker i øvrigt.

Det var første del af mit sidespring. Lige om lidt kommer vi til Søren R. Fauths digte, men først skal vi se på bogen som genstand.

NOGET OM LIGEVÆRDIGHED: Og så er jeg alligevel lidt i gang med anmeldelsen, for her skal det handle om det kunstneriske møde, der også finder sted i denne bog, for det er en gudesmuk genstand, og det er Forlaget Ekbátana, omslagsdesigner Rakel Thorning-Vater (ganske vidunderligt navn for øvrigt), satstilrettelægger Simon D. Kristensen og fotograf Frej Rosenstjernes skyld. Selve omslaget har en vis 80’er-æstetik over sig, med halvblank og blank prægning af nogle af Rosenstjernes meget vellykkede fotografier bl.a. fra serien ’One cm above the emptiness’, som også er gennemgående for resten af bogværket, for hele vejen gennem samlingen møder vi forskellen mellem håndværk og masseproduktion, i kraft af helsider med farvetryk fra trykkeriet og fotografier indsat i små fotohjørner, originale prints fra Rosenstjernes værksted (formoder jeg), og det hele er sammenflettet med Fauths digte, der hænger mildt og luftigt på siderne som en samtale en sommernat. Ja, det er næsten så tæt på et kunstobjekt, en bog kan komme, og jeg er meget begejstret for helhedsindtrykket!

NOGET OM FOTOGRAFIERNE: Selvom det her er en anmeldelse af Fauths digtsamling, kan jeg ikke undlade at kommentere fotografierne især, for bogen ville være noget helt andet end den smukke kreation, den er blevet til, hvis de var fraværende. Jeg kendte ikke Frej Rosenstjerne (f. 1981) og hans værker før denne udgivelse, men allerede da jeg så opslag fra forlaget om den kommende bog, blev jeg fascineret af de indbyggede tidsforskydninger i serien ’One cm above the emptiness’. Det er lidt svært at afgøre, om det kun er billeder fra denne serie, der er anvendt til bogen, for når man besøger Frejs hjemmeside og ser serien igennem, er der flere fra serien, der ikke er med i bogen, og flere billeder i bogen, som ikke er vist på hjemmesiden. Men det er en mindre detalje, for alle fotografierne er gode, stemningsmættede og sanselige. En virkelighed, der lider under små forskydninger af den ene eller anden art. Tjek selv efter på www.rosenstjerne.com, det er et vildt besnærende billedunivers.

NOGET OM DIGTENE: Ja, det her er en anmeldelse af Søren R. Fauths nye digtsamling ’På Jupiter findes fortiden ikke’, og for lige at markere det kommer her et digt (s.35):

det begyndte for tretten komma syv milliarder år siden
i et inferno af lys og partikler
og er nu et enormt univers med nogle indbyggere
der studerer himmellegemer
sorte huller
mørkt stof
og undrer sig

Dette er som sagt Fauths tredje digtsamling siden debuten, Universet er slidt, der udkom på Forlaget Wunderbuch i 2013. Denne første digtsamling var også enestående i sin form, da det var et langdigt trykt på ét stykke papir, en leporellobog for viderekommende, og den havde på samme måde som den nye udgivelse noget meget konkret over sig, som vidner om en æstetisk vinkel på selve udgivelsen. Det er ikke det eneste, der giver debuten og den nye samling et slægtskab, og jeg kunne sagtens fristes til at kalde de nye digte et appendiks til begyndelsen.

Som jeg skrev i indledningen, dumper vi lige ned i en åben tekst, et motto nærmest, der lægger fra land uden stort begyndelsesbogstav, eller i det mindste med en insisteren på ydmyghed. Samtidig folder Fauth sig ud i ’ny pathos’, som han kalder det, for sjældent har man set en så tydelig ansøgning om adgang til uendeligheden, og det er et spor, der zigzagger gennem hele værket. Fauth vil være udødelig eller gud eller bare være udstyret med en eller anden form for mening i al den meningsløshed, han med sin ene side af bevidstheden registrerer, mens den anden ’nøjes’ med livet, som det brutalt udspiller sig for ham. Disse to sider kæmper om siderne og er strøet løst over de hvide ark, som om der var en ligeværdighed mellem dem, men det er der ikke, for ellers havde han aldrig skrevet bogen, og det er lidt et problem for teksterne, digtene, at de to sider af samlingen aldrig rigtigt kan mødes, for der er noget skurrende over den profane del, som mangler poesi i sit udtryk. Det er en digtsamling. Det står på omslaget, men det burde måske snarere have været en tekstsamling.

Når man indstifter en ’ny pathos’ i et poetisk univers, som Fauth forsøger, så bør den vel som det mindste været udstyret med en sproglig overvejelse, der kan spores i formuleringerne, men jeg savner i langt højere grad en tydelig hånd i projektet. For mig er der en diskrepans her, men jeg lever fint med den, for digtene er så løse, at også det virker bevidst. Måske tolker jeg for meget ind i teksterne, men det slægtskab med debutdigtsamlingen, Universet er slidt, som jeg omtalte før, har en fantastisk effekt, som at høre hvad der skete med Tornerose efter eventyret var slut, og hvis man ikke har læst Fauths debut, så kan jeg kun anbefale, at man får det gjort – hellere nu end i morgen – for det giver altså den nye digtsamling en helt anden valør og pondus.

jeg husker stadig det første kys i den vinterklare nat
dine røde læber mod mine
hænderne i dit hår

duften af dine glemte luffer

»kærligheden findes ikke«
sagde jeg
»kærligheden findes«
sagde du

Dette digt står på side 9 i den nye samling. Fauth blander sine digte kraftigt op med noget, der kan forekomme banalt eller direkte ungdommeligt uspoleret, og det ville slet ikke virke for mig, hvis ikke jeg allerede kendte debuten Universet er slidt, for det fjerner den umiddelbare kvalme ved digtet om kærligheden eksistens (s. 9), og når Fauth fx benytter sig af videnskabelige brokker og lette omskrivninger i et til tider floromvundet sprog, så risikerer man poesien. Indimellem slipper han godt fra det, andre gange not so much, men det er måske det, han mener, når han taler om at arbejde med en ’ny pathos’? Det bliver aldrig tydeligt, men sårbarheden er tydelig, og af og til for tydelig, for når man er inde i det private stof, så skal man huske det væsentligste, ellers skal man lade det ligge, og i de mere private digte sidder jeg hele tiden med en følelse af, at jeg læser en løgn. Fakta er hardcore, men det er en svær størrelse i digte og måske især i patetiske digte. For at man som læser skal føle, skal man forstå, og forståelsen er bundet hårdt sammen med forklaringen. Hvis man vælger at være trist i en tekst, er det godt, hvis også det teksten siger er trist; det er ikke let at være menneske, hvis man beslutter sig for, at det ikke er let at være menneske.

Nu kan det lyde, som om jeg ikke bryder mig om Fauths nye digtsamling, men så har man ikke læst anmeldelsen, og især ikke det, der står mellem linjerne. Faktisk er jeg ret begejstret for Fauths bidrag til den danske poesi, for han virker pænt uspoleret, og jeg håber da heller ikke, at han misforstår mig, for dette skal være en uforbeholden opfordring til at klø på, så lige præcis denne art eller afart af poesien findes; et sted hvor det grumme er parret med skønheden. Her et sidste digt (s. 21) som eksempel:

en komet strejfede jorden i dag
de sagde det selv i nyhederne
det har stået på facebook på twitter
har været vist på snapchat på instagram

jeg så den med egne øjne
den trak sin hale gennem skoven på skråningen ved Røjle Klint
rødt sprang op og satte sig fast på himlen
så forsvandt den igen

gled langs bunden ved badebroen
hænderne gennem det slanke grønt flimrende tavst svajende tang

Som jeg skrev indledningsvist, har denne digtsamling fået mig til at tænke over det at anmelde en bog, og hvad man som anmelder har pligt til, for det er en pligt at anmelde. Alle, der siger noget andet, har en dagsorden og er udstyret med en vilje til magt. Jeg er ikke et magtmenneske. Hvis jeg anmelder en bog, vil jeg lede efter begejstringen og fremhæve det, der giver mening. Alt, hvad jeg har sagt her, som kan misforstås, er uværdigt. Det er ikke det, jeg vil. De ord, som jeg har skrevet, skal ikke fortrydes, men bruges som argument for det modsatte. Fauth har ikke skrevet ’På Jupiter findes fortiden ikke’, for at gøre mig eller andre tilfredse. Han har forsøgt at sige noget til mig. Han har forsøgt at sige noget til alle. Og det gør han. Hvad jeg kunne mene om hans metode, kan jeg stikke op, hvor solen ikke skinner, for det er mit eget ansvar som læser at modtage gaven. Fauth hægter mig ikke af, selvom jeg ikke forstår hans valg, og jeg lytter nysgerrigt til det, han vil fortælle mig. Det er det mindste, man kan bidrage med som læser. Det er svært at være menneske, hvis man vælger, at det er svært at være menneske. Det vælger jeg så ikke. Jeg takker for bogen. Den er gudesmuk. Den er intim og til tider uforståelig i al sin private smerte, men den er først og fremmest en gave, og den er jeg glad for.

søndag den 24. november 2019

En enkelt families særligt dramatiske “vinterkrig”

FINN WIEDEMANN “VINTERKRIGEN”
229 sider
Kr 125
Forlaget Brændpunkt

Anmeldt af Jes Nysten

Titlen “Vinterkrigen” giver umiddelbart associationer til den dramatiske finsk-russiske vinterkrig. Men forsidebilledet: en snedækket bil, en Saab, signalerer en noget mindre dramatisk “krig”, nemlig krigen mod snestormen og dens følger i vinteren 78/79 her til lands.
Vi der kan huske den vinter, synes sikkert at den var dramatisk nok. Vi kan alle fortælle om uheldige episoder, om ting der ikke kunne gøres, om stress og skænderier - og radioens konstante strøm af beretninger om vanskelighederne rundt i hele landet.

Romanen her dykker ned i en enkelt families særligt dramatiske “vinterkrig”. Omdrejningspunktet er den 13-årige Lars. Han og hans familie har mange kampe, der skal udkæmpes.
Han kæmper med en kompliceret forelskelse, han kæmper med sine tanker om Gud og tro og konfirmation, han kæmper med at forstå sin storebror, at forstå sin far - og ikke mindst: han er stillet over for sin mors sygdom og skal prøve at være i den situation. At kæmpe sig frem til en form for forståelse og accept.

En begyndende teenager har jo forskelllige måder at manøvrere i en sådan “krigszone”. For at prøve at holde sammen på sig selv midt i det hele. For Lars er det meteorologien, han har kastet sig over. Han læser ivrigt om dette emne, han aflæser temperaturen to gange i døgnet, observerer vindretningen og holder konstant øje med barometeret. Ikke nok med det. Han skiver det hele minutiøst ind i et kladdehæfte. Jo, Lars vil være meteorolog når han bliver voksen. Men allerede nu er det vigtigt for ham at kunne forudsige vejret.

Kampen med stormene
Det er blevet en finurlig metafor for drengens kamp med stormene i sit liv. Forsøg på at styre elementerne, forsøg på at forudsige “vejret” og temperaturen de næste par dage.

Romanen er skrevet af Finn Wiedemann, der er lektor ved Syddansk Universitet og forfatter til flere bøger. Jeg må blankt erkende, at det er den første roman af ham, jeg har læst.

Sproget er enkelt, der er et godt flow i fortællingen. Man vil gerne lære personerne at kende og følge historien til ende. Men når man lægger den til side, er der ikke så meget, der holder ved. Situationerne omkring moderens sygdom har en fin intensitet, opdagelsen af faderens “problem” er sjovt fanget, men sproget har sine steder tendens til det klichéfyldte - fx i beskrivelsen af de tanker, Lars gør sig om konfirmationen og det med Gud. Og storebroderen får heller ikke rigtig fylde.
Men som sagt: dette er en velkomponeret roman, som man læser med glæde uden at forvente, at den giver mere fra sig, end det er intenderet. Det er jo i sig selv en kvalitet.

søndag den 17. november 2019

Udkantsdanmark i litterær skikkelse

Malene Kragelund Nielsen og Anne Rye Andersson (red.):
”Opland”, Forlaget Poetic Pamphlets 2018, 96 sider, 150 kr.

”Udkantsdanmark”, ”Stemmer ved havet”, ”Stemmer i skoven”. Dette er temaerne i antologien ”Opland”. Man kan med en vis ret mene, at det er mange temaer – hvor beslægtede de end måtte være – til en kort antologi på blot 96 sider. Men temaerne bliver ikke desto mindre belyst. Det sker i en bevidsthed om sprogets næsten magiske magt, der kan trylle både syner og synsforstyrrelser frem på nethinden. De 11 forfattere gør brug af forskellige genrer, der spænder fra noveller til digte, men også rummer spøjse fortællinger som Carsten René Nielsens to kortprosatekster: ”Verdens største kunstværk” er en skøn lille fortælling om cykelsmeden og galleriejeren, der i få sekunder kan nyde blot med en enkelt bevægelse at blive ophavsmand til verdens største kunstværk, mens ”Da Titanic sank i Tranebjerg” fantaserer over, hvordan en stumfilm om Titanics forlis førte til fraflytning fra Samsø. Pænt flippet, og temmelig underholdende.

I A. Silvestris ”Ceremonimesteren ved havet” er endnu mere flippet, idet den døende dag tager form af en gammel særling, der synger og danser, mens solen går ned, og han selv opløses lidt efter lidt: ”Kroppen er et perforeret fedtbjerg, og fra hver eneste sære tunnel løber en tråd ind i himlen. Han er en flommefed jorddrage, han bor på kloden, han sætter hælene i for ikke at blive revet ind i et svimlende himmelstyrt. Hænderne, maven, lårene, ballerne sitrer i rytmen, sangen hviner fra ham som gnister fra en svejsning.”

Majken Skærlund Risvig går på jagt i ”Dræbersnegle”. I en grotesk proportionsforvrængning forstørrer fortælleren sit bytte ud fra denne tilsyneladende nøgterne oplysning: ”Dræbersnegle er hermafroditter, de kan befrugte sig selv og lægge op til firehundrede æg på en sæson. En snegl i år kan dermed blive til firehundrede snegle til næste år.”

”Man kan sagtens slå snegle ihjel med en sløv børnesaks”, oplyses det, og man takker beklemt for informationen, der følges af denne udregning: ”37 bliver det til, ’14800 potentielle snegle” messer jeg, mens jeg begraver dem under rododendronen. Endnu en massegrav i haven, det er snart svært at finde nye steder at begrave dem.” - Derfor tages der nye metoder i brug. Her skal den uønskede natur elimineres, og det kan ikke gå hurtigt nok. Men hastværk er som bekendt lastværk, og derfor tager destruktionen ikke kun dræbersneglene med sig.

En lignende, men ikke helt så dramatisk afsky ved naturen kommer til orde i Camilla Hjørnholm Olsens ”Møl”, der rummer denne fantastiske beskrivelse af et besøg i Matas: ”Jeg hader den kvælende stank af parfume i forretningen, der river i halsen og øjnene og de overgjorte ekspedienter, der ligner østeuropæiske prostituerede og deres mersalg, der kører på autopilot: ’Mangler du vatrondeller?’ mens de smiler til mig som om jeg var på jagt efter selskab.”
Fortælleren er ikke på jagt efter selskab, men efter noget, der kan tage livet af de møl, der har invaderet hendes køkkenskabe.

Anderledes afdæmpet og mere positivt stemt mod naturen er Tina Rasks digt ”Sjælestrand”:

”To hjerter vandrer
i sandets
bløde lag
banker
i takt med bølgens
slag
mod land
og tidsforglemte glatte sten. […]”

Her er ingen frygt for naturen, men en inddragelse af den som en traditionel, romantisk ramme for det forelskede par.
Den beskedne natur dukker op igen i Bent Christensens hyldest til sit føde- og hjemsted, Lolland. Her gengives digtet i sin helhed:

”Det lollandske landskab er
det første og det bedste
jeg er født i det
har på den ene eller den anden måde
altid haft det omkring mig
og i tomhedens tid var det det
der viste mig at der var
noget der var noget.

Et ydmygt sted
med flade træk
hvor også sproget er fladt
vi kan ikke hikke på ordene
som de rigtige danskere
udkant i alle henseender
men det er i centrene
tomheden viser sig hurtigst
og det er det der rager op
der falder først.

Der er også mere himmel her
især om aftenen
når solen er gået ned
så er Vesten åbent rød
med hvidt og blåt imellem.

Herremændene holdt os nede
i ekstra fladhed
ingen regner os for meget
heller ikke vi selv
så her er alle betingelser
for en ny begyndelse
hvor småt er noget mod intet
og fladt er åbent mod alt.”

Det er svært at finde en mere charmerende salgstale for det såkaldte Udkantsdanmark, når det flade Lolland tales op i ”Opland”.

Egil Hvid-Olsen, september 2018.

lørdag den 16. november 2019

Nye noveller: Fire gode samlinger

Ljudmila Petrusjevskaja: ”Umodne stikkelsbær”,
Forlaget Silkefyret 2018, 185 sider, 190 kr.

Rasmus Hastrup: ”De ting der sker”,
Screaming Books 2018, 184 sider.


Christian Aalling: ”Stemmer i tågen”,
Skriveforlaget 2019, 165 sider, 199,95 kr.

Maya Stolbjerg Drud Salonin: ”Udflugter”, noveller, 
Egolibris 2014, 101 sider, 199,95 kr.


Tekster præget af censur

Ljudmila Petrusjevskaja: ”Umodne stikkelsbær”


En forfatter, der underlægges censur, bliver ikke mindre kritisk overfor det system, hun skriver om. Det står klart, når man læser samlingen ”Umodne stikkelsbær”, der rummer et udvalg at Ljudmila Petrusjevskajas noveller og eventyr.
Petrusjevskaja er født i 1938, blev uddannet journalist og skrev sideløbende med sit arbejde digte, noveller og skuespil. Frem til 1988 fik hun kun offentliggjort syv noveller plus nogle fortællinger og eventyr for børn. Da glasnostpolitikken gennemførtes, løsnedes censuren, så Petrusjevskaja kunne udgive sin første egentlige novellesamling. Siden er der kommet flere til.
Med udgivelsen ”Umodne stikkelsbær” har Forlaget Silkefyret gjort et udvalg af Ljudmila Petrusjevskajas tekster fra 80’erne, 90’erne og nullerne tilgængelige på dansk.

Kærlighedens svære vilkår
Den delvis selvbiografiske titelnovelle ”Umodne stikkelsbær” finder sted på et sanatorium for børn, hvor de små patienter opbygger en rangorden, der i betænkelig grad minder om den, resten af det sovjetiske samfund har som grundstamme. Her gælder det om ikke at vise svaghed, for gør man det, pådrager man sig de andres opmærksomhed og irritation, hvilket kan få skæbnesvangre konsekvenser. Samtidig er det en historie om, at førerskab ikke altid er betinget af intelligens, men at man for eksempel også kan nå langt med frækhed.
Pigen i titelnovellen slipper helskindet gennem sit sanatorieophold, men andre noveller skildrer forliste skæbner, hvor stakler søger trøst i fantasien (”Milgrom”), forløsning i selvmordet (”Influenza”), flugt i flasken (”Ali Baba”) eller forløsning i den andens underkastelse (”Happy end”).
Forudsætningen for nogle af disse ulykkelige skæbner, kan Petrusjevskaja konstatere meget kort og præcist, for eksempel i denne beskrivelse: ”Hun elskede ikke nogen, Polina, og kunne derfor ikke gøre det ud for en tragisk person, for de elsker altid nogen og lider af den grund” (s. 138).  Dog er det ikke uden grund, at Polina ikke elsker nogen. Hendes mand har været hende utro med det resultat, at han efterfølgende har smittet hende med gonorre. Bedre bliver det ikke af, at han beskylder hende for at være smittekilden og altså den skyldige i, at han er blevet syg. Denne urimelighed gavner bestemt ikke deres ægteskab, og Polina begynder ikke alene at omtale sin mand som ”gonorristen”, men behandler ham også med den største afsky. Det er svært at bebrejde hende dette, men det ændrer ikke ved, at deres situation er trist: ”Udefra set lignede dette måske en komedie, en sort komedie eller hvem ved hvad, hvis nogen havde fundet på at skrive disse ord og udtryk og de daglige udbrud ned, men ægtefolkene havde det skidt, både ham og hende. Rystende efter skænderierne, forpinte, men ude af stand til at græde, trak de sig tilbage til hvert deres værelse og gik i gang med deres behandlinger” (s. 131). Og ja, udefra ligner det en komedie af den kulsorte slags, og det er det da også. Men bag humoren gemmer der sig nogle forhold, der er alt andet end morsomme. Uden humorens slør ville novellerne næsten ikke være til at komme igennem.
De skæbner, der udfolder sig i samlingen, er formet af det samfund, de finder sted i. Det ses også tydeligt i den længste novelle med titlen ”Blandt venner”. Man kan overveje, hvor gode venner, der er tale om, for de er hinanden utro på kryds og tværs, og dog løser hovedpersonen et presserende problem ved at snyde venneflokken til at påtage sig et ansvar, hun ikke selv kan løfte. Ved at handle kærlighedsløst, sikrer hun sig, at de andre gør det modsatte.

En moderne Gulliver
Foruden noveller indeholder samlingen tre tekster, der går under overskriften ”Eventyr og legender”. Her er det særligt den første, ”Den nye Gulliver”, der pådrager sig opmærksomhed med sin henvisning til Jonathan Swifts (1667-1745) satiriske fortælling om Gulliver i lilleputternes land. Petrusjevskaja skildrer en sandsynligvis skizofren mands syner af små mennesker, der lidt efter lidt splitter hans hjem ad. Manden opbygger et had-kærlighedsforhold til de små, for selvom de udgør en trussel, vækker deres størrelse en beskyttelsestrang hos ham. Derfor kan han finde på at spille rollen som deres gud: ”Jeg holder vagt og har allerede forstået, hvad jer er for dem. Jeg er det altseende øje, der iagttager deres møje og pusten, deres lidelse og børnefødsler, deres krige og fester … Jeg er den, der fremmaner vand og sult, brændende kometer og frostvejr (når jeg lufter ud). Nogle gange forbander de mig endda, ligesom den mor, som holdt sit barn op imod mig (enten havde hun fået det uden en mand, eller også var barnet sygt, eller måske var det hendes nummer seksten)” (s. 157). Der er tilsyneladende ikke så stor forskel på lilleputternes tilværelse og de liv og skæbner, Petrusjevskaja beskriver i de forudgående noveller.

Gråd eller grin?
”Umodne stikkelsbær” er forsynet med et informativt efterskrift af oversætteren Trine Søndergaard. Det kan med fordel læses inden resten af bogen. Dertil kommer en liste over andre af forfatterens tekster, der er oversat til dansk.
Petrusjevskajas tekster er muntre på deres egen kulsorte facon og efterlader læseren i et hjørne, hvor man ikke helt ved, om man skal grine eller græde. Uberørt er man i hvert fald ikke, og det er netop noget af det, hvad der kendetegner god litteratur.


Rasmus Hastrup: ”De ting der sker”


”De ting der sker” består af historier, der er flettet ind i hinanden og på den måde kommer til at minde om en roman. Det er dog ikke sammenhængen, der er det vigtigste, men de portrætter, der med forbløffende sproglig virtuositet tegnes af de enkelte karakterer undervejs.

En buket sprogblomster
”De ting der sker” er en kaskade af fortælleglæde, der ikke mindst viser sig i et fabelagtigt og skarpt billedsprog. Ofte kan man som læser blive lidt træt af forfatteres mere eller mindre vellykkede metaforer, der ofte bevæger sig truende nær klicheen (et eksempel herpå gives i dette afsnits overskrift og den førstkommende sætning), men sådan er det ikke i ”De ting der sker”. Lad mig i dette og de to følgende underafsnit give nogle eksempler, som – selvom de er mange – blot udgør en buket samlet fra Hastrups sproglige blomstermark:
En pige, der er løbet hjemmefra og lever som hjemløs, bliver tilbudt noget, der sikkert er rygeheroin: ”Det er ligesom at blive sænket ned i lun vaniljecreme.” (s. 12). Personligt ville jeg finde en sådan neddykning temmelig ulækker, men for en frostkold teenagepige vil et karbad fyldt med lun vaniljecreme sikkert være noget af det mest fristende at varme sig i og måske også nippe lidt af.
Hastrup er god til at anskueliggøre triste stemninger, for eksempel trøstesløshed: ”Kragerne lignede nogen, der glædede sig til at overbringe triste nyheder, og deres tilstedeværelse kastede kolde skygger på et pænt efterår.” (s. 17).
Til tider er det mere håndgribelige lidelser, der tages under behandling. Dette er nok den enkleste, meget konkrete, men også forståelsesskabende beskrivelse af, hvordan det er at være mørkeræd: ”Jeg nåede hjem, låste mig ind i min egen private stilhed, tændte lyset og gik i seng.” (s. 33). Ensomheden har næsten synligt klæbet sig op på de oplyste vægge.
Forladtheden i beskrivelsen af et loft med gamle, opmagasinerede sager vil være genkendelig for de fleste, men den humoristiske vinkel er ny: ”Der lugter af minder. Skygger titter frem og gemmer sig igen med en støvet fnisen. (s. 40).

Tidens udstrækning
Når en dramatisk hændelse pludselig finder sted, kan tiden synes at sætte farten ned. Det skyldes en kemisk reaktion i hjernen, der skal give de involverede større overblik til at gøre det, der bør gøres. Som en bivirkning giver den langsomme oplevelse mulighed for, at det hændte lagrer sig bedre i hukommelsen, hvilket kan få ubehagelige følgevirkninger i form at tilbagevendende erindringsglimt. Her skildres de få forlængede øjeblikke: ”Hele episoden varede som sagt kun få øjeblikke. Men de øjeblikke var så store, så vidtstrakte, at jeg vil hævde, at det er det længste interval, jeg nogensinde har været vågen. Partikler, elementer, fotoner, eller hvad fanden det er, sidder stadig fast i mig og gør, at jeg ikke kan glemme, hvad jeg så den dag. Særlig voldsomme og monumentale øjeblikke smitter af på alt. De pletter værre end nikotin eller sølvnitrat. (s. 43).
Netop tid er et af de elementer, der spiller en særlig rolle i ”De ting der sker”. Nogle øjeblikke trækkes ud, mens andre forsvinder nærmest inden de er opstået. Nogle øjeblikke bliver skæbnesvangre, mens andre går til i glemsel. Nogle perioder ser man frem til, andre frygter man. Her er et eksempel på det sidste: ”Timerne samlede sig som mulmede skyer under loftet, gravide med ondsindet regn af misdannede minutter”. (s. 74). Så er det, man ønsker sig et andet sted hen!

Præcise menneskeskildringer.
Undervejs i ”De ting der sker” introducerer Hastrup mange forskellige personer, som han formår at karakterisere gennem holdninger, sprogbrug og intelligens. Her er en erindring fra en mand, hvis begavelse ligger et godt stykke under gennemsnittet: ”I forgårs var der pludselig en anden chauffør som der ikke var så sød. Han sagde at mit buskort ikke duede mere. Jeg forstod ikke hvad han mente og så blev han lidt sur og sagde at jeg ikke havde opfundet den dybe tallerken. Nej jeg har da ej. Det var der da nogle andre der gjorde for længe siden før jeg blev født. Jeg ved slet ikke hvem det var.” (s. 90). Man bemærker de manglende kommaer, der gør læsningen lige så hurtig og pausesnydt, som fortælleren ville have fortalt sin historie i virkeligheden. Det er som at stå ansigt til ansigt med den uforstående og lidt forurettede fyr, der bliver utryg, når de faste rutiner brydes.
En mand, der har svigtet fatalt, beskriver sin situation, så man forstår, hvad dårlig samvittighed er: ”Det klæber, det er ligesom hvis ens skygge var lavet af sirup og beton.” (s. 141).
Næsten lige så rædselsvækkende er denne beskrivelse: ”Min mor er ikke andet en to tusind neuroser holdt sammen af en gråmeleret natkjole.” (s. 178). Ikke så sært, at sønnen er blevet mere end almindelig afsporet.

Mærkeligt vedkommende litterære konstruktioner
Bortset fra den nydelse det er at boltre sig i Hastrups fabelagtige metaforer og andre sproglige øjenåbnere, er både bogens handling og fortællingernes handlinger i ”De ting der sker” medrivende. Genren befinder sig set sted mellem socialrealisme og magisk realisme og vækker minder fra bøger af Svend Aage Madsen og Torben Guldberg.
I bogens historie nummer to introduceres læseren til størstedelen af de mennesker, de øvrige historier handler om. Der lægges kun ganske få hints ud, som udfoldes i resten af bogen. Overordnet set er historierne temmelig triste og urovækkende, men de er fortalt på en måde, der ikke kan undgå at bringe smilet frem, for eksempel i historien ”Holmer Snegård”, hvor Holmer søger hjælp i et hus, der viser sig at være beboet af intellektuelle spædbørn, som har lavet deres eget museum: ”Gylptoteket”. Denne historie er voksenlitteraturens svar på animationsfilmen ”Boss Baby”.
Flere gange giver Hastrup sig selv mulighed for at skildre et stigende vanvid – og han er god til det! Her er hovedpersonen i historie 4 fanget i et gigantisk bibliotek: ”Jeg klemte mig ud mellem de tætstående reoler og begyndte at løbe. Jeg ramte hjørner og kanter og faldt og ænsede det ikke og kom op igen og løb videre. Jeg flåede en bog ned, Det Gamle Testamente, og proppede pergament i munden. Permanent. Men ingen skal få vide, hvor mørkerøden er. Jeg fandt rullebordet, drak ting, hujede som smeltet hør.” (s. 85). Sproget skifter betydning og mister mening i takt med personlighedens opløsning. Det er uhyggeligt og hylende morsomt på samme tid.
I den sidste historie samles trådene. Det er måske nok lidt konstrueret og efterhængt, men føjer ikke desto mindre endnu en medrivende fortælling til samlingen; en fortælling om noget så særpræget som et parforhold mellem to psykopater. Dermed understreges styrken ved hele Rasmus Hastrups bog, nemlig at han formår at gøre særprægede litterære konstruktioner vedkommende for læseren, fordi det genkendelige levede liv ligger lige under de barokke indfald. 

Variationer over et tema

Christian Aalling: ”Stemmer i tågen”

Skriveforlaget er et medudgiverforlag, hvilket let kan føre til skeptiske overvejelser angående dets udgivelser. Når en forfatter vælger at udgive sit manuskript på et forlag, der kræver et indskud, er det vel, fordi ingen andre vil satse penge på projektet, af den grund at teksten ikke er god nok. Jeg skal ikke udelukke, at det nogle gange kan være tilfældet, men Christian Aallings debutbog, novellesamlingen ”Stemmer i tågen”, modsiger denne formodning og påviser, at god litteratur også kan blive fravalgt af de etablerede forlag, fordi målgruppen er for smal til, at bogen vil sælge særlig godt. I de tilfælde er det glimrende, at der findes forlag, som med en økonomisk håndsrækning fra forfatteren kan udgive læseværdig litteratur, der ellers var endt i en skuffe.

Faderens tøven
Man kan ganske vist godt klandre Aallings noveller for at være lige lovlig ens. De er alle sammen monologer, ligesom der er noget gentagende i den måde, fortællerne formulerer sig på. Således former samlingen sig som variationer over et tema. Men som det gælder i musik, er det ikke nødvendigvis skidt. Det, fortællerne formulerer, er ikke det samme, ligesom de enkelte fortællere heller ikke minder om hinanden. Der er fortællere i knibe og andre i nærmest total ligevægt. Der er mandlige og kvindelige fortællere. Der er tossede og fornuftige fortællere. Så selvom fortællingernes opbygning minder om hinanden, er forskellene fortællerne imellem alligevel mærkbare.
I den første novelle, ”Et stille opgør”, drives der – med en god portion sort humor -gæk med moderne forældres frisind på børnenes vegne. En far har overdraget et kælderværelse til sin søn, så han frit kan eksperimentere med forskellige narkotiske stoffer. Det giver jo knægten respekt blandt kammeraterne. Imidlertid bliver faderen sat i et dilemma, da sønnen spørger ham til råds om, hvorvidt han skal takke ja til et væddemål, der – hvis det går godt – kan gøre ham endnu mere respekteret, men – hvis det går dårligt – vil have særdeles alvorlige konsekvenser. Det bemærkelsesværdige er, at faderen tøver med at svare.

Om at være til stede i livet
Aallings baggrund som teolog og cand. mag. i kristendomshistorie  titter frem i ”Gud i en snebold”, hvor en adfærdsvanskelig pige kaster en snebold i nakken på den lokale sognepræst. Selvom det er en ret uskyldig sag, og præsten ikke opdager, at hun er den skyldige, får hændelsen hende til senere at opsøge og tale med ham. De taler ikke om snebolden, men om teologiske og filosofiske problemstillinger. Da hun fortæller om en senere hændelse, hvor hun svigtede en nærtstående, har hun fået så godt styr på teologien, at hun kan bruge hændelsen til at lægge afstand til enhver form for selvretfærdighed: ”Hvorfor tilføjede jeg mon den anekdote? Det var egentlig kun for at illustrere, at min sneboldsvækkelse for mange år siden ikke har gjort mig til et godt menneske. Om den har gjort mig til et bedre menneske, end jeg ellers ville have været, har jeg ingen mulighed for at vide, men jeg håber det ikke, for så har det stået slemt til […]” (s. 30).
Fortælleren i ”Gud i en snebold” kaster sig ud i livet, mens kvinden i ”Kom til mit vindue eller min dør” fortrækker at være tilskuer til andres tilværelse. Hun har et dagligt ritual, hvor hun fodrer havens fugle. Uden selv at være en del af deres liv nyder hun at betragte dem. Noget lignende gør sig gældende for hendes logerende. Ikke at hun blot forholder sig passivt. Som med fuglene lægger hun lokkemad ud, idet hun nøje udvælger dem, hun vil have boende. Uden at de bemærker noget, kobler hun dem sammen og sørger for, at de hver især får øjne for den anden. Som tilskuer til livets gang glæder hun sig, hver gang hendes logerende indleder et kærlighedsforhold. Hun spiller et spil med andre mennesker, som er ganske sympatisk, men også mærkelig klinisk. Der er noget trist ved den måde, hun kun deltager i livet på afstand. Det er, som om kærligheden er for farlig for hende til, at hun selv vil give sig hen til andre.
Den gamle mand i det lille mesterværk ”Nutid smiler, hvor oldtid hviler” er til gengæld ikke bange for at give sig hen. Han lever livet i fulde drag, men på en meget langsom og nydende måde. Med en bekymring for de yngre generationer, der tror, at de befinder sig på et højere stadie end alle andre, udfolder han sit syn på lykken som noget, der altid har eksisteret. Selvom man tidligere levede under langt barskere livsvilkår, kendte man også til lykken dengang. Selv hans fortidsfortrolige, Grauballemanden, som han jævnligt besøger på Moesgaards Museum, har kendt til lykke. Hvis fortælleren selv bliver gravet op som moselig om mange hundrede år, vil der også være folk på det tidspunkt, der mener, at han umuligt kunne have været lykkelig, fordi han levede i en tid, der stadig kendte til uhelbredelig sygdom. Men det er ikke korrekt. Fortællerens stille lykke lyser ud af hver side og smitter af på læseren.

Krævende tankerækker
Aalling har en særlig sans for at lade tanker udfolde sig i lange rækker, der kan være svære at følge for alle andre end dem, der tænker dem. Men giver man sig som læser i hænderne på fortællerne, kan det alligevel godt lade sig gøre. Mange af dem er intellektuelle med et ganske højt abstraktionsniveau, og selvom en del af dem synes at have tanker, der fjerner sig et godt stykke fra virkeligheden, er det alligevel interessant at følge deres tankespind, der kan strække sig ubrudt over flere sider. Her er et eksempel, hvor fortælleren i den kafkaske ”Manden i toget” forsøger at redegøre for de tanker, et tilfældigt møde har medført: ”Det var, som om der var mere liv omkring mig, end der plejer at være. Det lyder positivt, men jeg opfattede det som negativt. Og det er ikke andre mennesker, jeg tænker på. Det var ikke dem, der var mere fulde af liv, end de plejer at være. Faktisk var de snarere meget mere usynlige; jeg kan slet ikke huske, at der var nogen af dem, jeg lagde særlig mærke til. Det var mig selv, der havde en højere intensitet, end jeg plejer at have. Jeg ved godt, at jeg lige har skrevet, at det var mine omgivelser, og jeg tror, at jeg vil lade det stå, som det står, selvom det er en modsigelse. Eller rettere sagt: Jeg vil brodere videre på selvmodsigelsen, for det var, som om jeg i højere grad, end jeg plejer at være, var mine omgivelser, og mine omgivelser var mig. Jeg taler ikke ordinært her, men ekstraordinært, og jeg prøver at bruge almindelige ord til at beskrive en følelse, som jeg tror er en stor fjende af ord, men så meget desto mere virkelighedsnær. Jeg er ikke dårlig til at formulere mig, men det er svært.” (s. 134).
Ja, det må være svært, ligesom det er svært at følge, hvad det egentlig er, der menes. Men derved får man nok netop indblik i fortælleren situation.

Doseres i små bidder
”Stemmer i tågen” indeholder 12 noveller. At læse dem er en både krævende, interessant og til tider morsom oplevelse. Netop novellegenren passer godt til Aallings fortællestil, der skal tages i små bidder. Der er på samme tid krads samtidskritik og stor menneskelig indsigt i fortællingerne, som til tider bringer læseren så tæt på fortælleren, at man kan blive helt lettet over, at han eller hun er fiktiv.

Forholdet mellem begær, sex og kærlighed 


Maya Stolbjerg Drud Salonin: ”Udflugter”

Vi lever i en perfekthedskultur, hvor vi stiller urealistisk høje krav både til vores udseende og formåen. Kun det bedste er godt nok, hvilket understreges af diverse former for kontrol af det arbejde, der udføres på både det offentlige og det private arbejdsmarked. Sat lidt på spidsen er resultatet en nation af nydeligt klædte borgere med et indre, der hænger i trevler. Denne evige kamp for at være perfekt medfører frustrationer, der ind imellem må have luft. Dette må ens nærmeste tage sig af, hvis man da ikke med det samme søger professionel hjælp hos læge, psykolog eller coach. Men end ikke overfor den, der har ens fortrolighed, er det gratis at vise sin svaghed, for så er man jo ikke det perfekte menneske, man har ladet kæresten eller ægtefællen, vennen eller veninden tro. Gråd er umandig og får eyelineren til at flyde så uæstetisk ud på kvinder. I perfekthedskulturen skuffer svagheden både den nedslåede og den, der må trøste. Overfladen krakelerer og afslører de menneskelige begrænsninger, ingen vil være ved.

Degradering af kærligheden
Novellerne i Maya Stolbjerg Drud Salonins debut ”Udflugter” er så godt som alle kommentarer til perfekthedskulturen. Langt hen ad vejen handler det om sex, om at være tilpas attraktiv og at fastholde partnerens interesse. Begæret indtager formandsposten i forholdet, og forholdet bryder sammen, hvis begæret svigter og sexuallivet ikke fungerer. Kærligheden forvises til en anden- eller tredjeplads; måske fordi kærligheden i perfekthedskulturen har for travlt med at vende sig indad til også at rumme andre. Hver især skal vi være så værdige til at elske, at vi først må elske os selv for at blive overbevist om, at andre med rette kan gøre det samme. Det er en besværlig sløjfe at slå for kærligheden, der ellers altid har været udadvendt. Er man tilpas overbevist om sin egen fuldkommenhed, vil man dyrkes af dén, der måtte forelske sig i én. Man viser vedkommende en gunst ved nådigt at modtage hans eller hendes kærlighed og raser, når vedkommende slår op; ikke fordi man elskede den elskende, men fordi ekskæresten med sin exit viser, at man alligevel ikke er så perfekt og elsk-værdig, som man gik rundt og bildte sig ind. Selvværdet får sig et knæk og gør én usikker, når man begiver sig på jagt efter en ny partner. Mellemtiden må udfyldes af uforpligtende forhold, der overbeviser én om, at man stadig er attraktiv.

”Bare de har hinanden”
Det er ganske vist ikke de perfekte typer, Salonins indledende novelle handler om. Her præsenteres læseren for kassedamen i Netto, der danner par med den evigt arbejdsløse, hashrygende Klaus. Det er et par med meget lidt overskud, og der skal ikke meget til at få dem til at begå dumheder. Alligevel holder de sammen:
”De holder om hinanden, klamrer sig til hinanden som to skibbrudne på en tømmerflåde, og havet er oprørt, og der er hajer. Klaus spørger, om hun har tilgivet ham, og hun siger ja. Det skal nok gå. Bare de har hinanden.” (s. 17).
Sådan forholder det sig ikke med størstedelen af de andre novellers karakterer, der enten kaster sig ud på kødmarkedet i jagt på sex og i håbet om den helt store kærlighed, eller overvejer hvor længe de kan blive i det parforhold, der i alt for lang tid har knaget.

Signalstoffer og receptorer
Når kærligheden har forenet et par, følger dagligdagen, der hurtigt kan få kål på forelskelsen. I en pragtfuld dialog, der dels afslører, hvor lidt ægtemanden har fattet af kærlighedens væsen, dels i hvor høj grad hans kone har gennemskuet dette, viser Salonin det farlige i at degradere kærlighed til fysik.
””Har du nogensinde tænkt på, hvordan folk egentlig fungerer indeni?” spørger hun.
Han vender sig om.
”Med signalstoffer og receptorer?” spørger han.
”Det var nu ikke det, jeg mente. Jeg tænkte på følelser; tanker.”
”Det er da også styret af signalstoffer.”
”Tja,” siger hun.
”Hvad skulle det ellers være?”
”Jeg tror, der er noget mere.”
”Tror?”
Hun betragter kystlinjen bag ham.
”Ja. Tror,” svarer hun.
”Jeg har svært ved at tro på ting, jeg ikke kan se.”
”Kan du da se dopamin?”
”Nej, men jeg kan mærke det.”
”Hvordan ved du så, at det bare er et fysisk stof, der flyder rundt i dine blodårer, og ikke er noget andet? Noget mere?”
”Det ved man da,” svarer han.
”Det tror man.”
”Nej, det er noget, man ved. Man har lavet forsøg.”
Hun rejser sig op og stiller sig hen ved siden af ham.
”Du tror altså, at du ved, og jeg ved, at jeg tror,” siger hun.
”Nu er du forvirrende.”
”Tak.”” (s. 21-22).
Når alting forklares som fysiske processer, er det svært at forholde sig til kærligheden, der i bund og grund bygger på tillid. Uden tillid til, at den elskede elsker den elskende, sniger mistilliden sig ind og gnaver hul i kærligheden.
For dialogens mand er kærligheden betinget af fysik. Han har sådan set intet ansvar for at holde sit forhold til kvinden ved lige, for det er jo betinget af noget, der virker uafhængigt af hans vilje. Denne holdning fornemmer kvinden, der har svært ved blot at blive elsket af den elskedes fysiske processer. Således flyder manden og kvinden langsomt fra hinanden.

Hensyn til læsere på Fyn
Selvom størstedelen af novellerne i ”Udflugter” har en trist, opgivende tone, er der ikke så lidt humor i dem. I ”Ambitioner” gør Salonin grin med den moderne metatrend, der inddrager forfatteren selv. Her er et eksempel:
”Helen og Ferdinand mødes igen efter nogle måneder. De mødes i zoologisk have, men lad os sige, at det er zoologisk have i Odense, for ellers foregår alt for meget i denne bog i København, og man skal også tænke på salgstallene, det gør forlaget, når de vælger om de skal udgive bogen eller ej, og folk på Fyn gider ikke læse bøger, der kun foregår i København. Og Italien. Forfatteren ved ikke, hvorfor så mange af hendes personer rejser til Italien, sådan er det bare. De mødes foran løveburet i zoologisk have i Odense […]. (s. 63-64).
Hvad enten man bor på Fyn, i København, i Italien eller et andet sted, er ”Udflugter” værd at læse som en barsk - til tider ironisk - skildring af en krakelerende perfekthedskultur, hvor begær, sex og den enkeltes optagethed af sig selv truer med at udslette kærligheden.

fredag den 8. november 2019

Jeg vil gerne tildeles ridderkorset for min eminente anmelderkunst

Jesus Almodovar:
Jeg vil gerne tildeles ridderkorset for min eminente elskovskunst
illustrator: Arne Rongsted Jensen
Baggaardsbaroner, 2019
44 sider, illustreret
Kan bl.a. fås her: https://baggaardsbaroner.com/collections/boger

Af Søren Elkjær Kristoffersen

Jesus! Dette er en bog, jeg må skrive om, ingen tvivl i mit sind. Andre mennesker skal også have glæde af den, - vel en af de bedste grunde, jeg kender, til at skrive en anmeldelse, for jeg skriver kun om bøger, jeg faktisk kan lide, som inspirerer mig, det andet, det må Lars Bukdahl tage sig af.
Årets bedste titel til en digtsamling må uden nævneværdig konkurrence gå til Jesus Almodovár og forlaget Baggårdsbaroner - Jeg vil gerne tildeles ridderkorset for min eminente elskovskunst hedder den såmænd, denne specielle lille bog, som jeg gerne vil sige noget om. Det specielle ved bogen er måske ikke så meget indholdet, som - selvom det er høj kvalitet - trods alt er, hvad man forventer at finde i en digtsamling. Nej, det specielle er først og fremmest tilblivelsesprocessen (eller historien). Bogen er nemlig sat sammen, opstået, i et indbyrdes samarbejde mellem forfatter og forlag, men mere om det senere. Først til førstehåndsindtryk:

Det er en indtagende lille bog, kvadratisk og praktisk og ganske markant med sin helgule pangfarve. Den minder om en gigantisk post it-blok, hvilket også er meningen, har jeg ladet mig fortælle. Handy og hip, elegant endda, for når man kommer helt tæt på og ser den i det rigtige lys, står den håndskrevne titel med sølv på forsiden. På bagsiden er der kun forlagets logo, deres markante logo, også i sølv, og indtrykket er alt i alt minimalistisk klædelighed. De håndskrevne digte og post it-formatet giver en følelse af fart, af et flydende forløb. Det er en bog, man har lyst til at have i hænderne, til at åbne og udforske og i sidste ende eje. Og det er ikke nogen ringe kunst, bevares, at lave en bog, der skiller sig ud, som sollys skiller sig ud fra skyer.

Det er heller ingen tilfældighed, at den er blevet så god. Mange overvejelser ligger bag, det kan man læse om på Facebook, forlagets side, hvor de har uploadet en føljeton om processen bag bogen. I tre dele kommer de ind på de nærmere omstændigheder, alle overvejelserne, de nødvendige omskrivninger osv. Det er sjældent, må man sige, hvis ikke ligefrem enestående, på den måde at blive inviteret ind i et forlags maskinrum - måske endnu et aspekt, endnu et lyskastende område, vi kan attribuere til de små forlags frugtbare opblomstring. Jeg har i al fald aldrig set den slags komme op fra Gyldendals kassemater.

Forlaget er forholdsvis nyt, deres udgivelser går kun nogle år tilbage, de har en hjemmeside (http://baggaardsbaroner.com/) + en Facebook-side, som begge er et besøg værd, hvis man vil vide mere om forlaget eller bare tjekke deres vokseværkende bagkatalog ud. Det kan virke anarkistisk, forlaget, overgearet til tider, men er fuldt ud professionelt, når det gælder business, redaktion, grafik, promotion osv. - der er åndrigheder i skæppemål i Baronernes kælder langt under dine fødder nede i den friske humlesaft, hvor ræb fermenterer og omsættes til bøger. Personligt er jeg forundret over, forlaget overhovedet eksisterer, det er en forfriskende, afsindig vind gennem forlagsbranchens korridorer, disse frønnede sale og mumificerede kontorer, som stadig har så meget at sige, selvom talen er gaze.
 
Jesus Almodovár er et ømt pseudonym. Men også varmt, elegant, så sydlandsk i sin klang. En skarp kontrast til den nordiske kulde, som også er at finde på samlingens sider. Men den sydlandske sol føder også skyggeverdener, skyggerne befolker bogen som i en noir-film på vers - om det er anstaltens personer på jagt efter et selv, eller storbyens flanør, der kæmper med skyggerne, kæmper for sit jeg, for en lille plads i solen. Titlen og pseudonymet er en sublim konstruktion, det hænger sammen som frikadeller lavet af blendet ærtehalm. Jeg er faktisk så begejstret for titlen, at jeg var nødt til at genbruge den, om end i en noget bastardiseret udgave. Jeg burde være kommet op med et andet bud, men intet andet nytter, den sætter sig fast som en virus i din udpinte hjerne. Jesus Almodovár, vores plagede fortæller, er måske nok ved at drukne i sit vandholdige indre, men han er ingen kujon, sætter skibe i søen, han er ikke bange for malstrømmen, for han har redningsvest på. Et genkommende billede er en sort cottoncoat, for det er en velklædt psykisk syg, der møder os i bogen. En rystet gentleman med de bedste intentioner, som aldrig ville gøre andre end sig selv fortræd. Gode manuskripter om psykisk sygdom er lidt af en sjældenhed, har jeg erfaret, men det kan gøres overbevisende, som denne bog bevidner.

Bogen består af to manuskripter, ført sammen, skrevet sammen på sømløs manér. Man mærker ikke, der er tale om to selvstændige digtsamlinger, for læseoplevelsen er høj som en blandingsbrugers rus. Det ene manuskript er skrevet fra den indlagtes synsvinkel, fra anstaltens tåger, depotmedicinens grænseland. Det er råt i sit væsen og det starter sådan her:

"DET ER SOMMEREN 2013
JEG ER INDLAGT PÅ PSYKIATRISK HOSPITAL
PÅ AFDELING 13.B.1. SMAGER LUFTEN SOM ET BRUGT KONDOM
JEG SIDDER I ATRIUMGÅRDEN
DE ANDRE PATIENTER GÅR I CIRKLER
EN SMØG FINDES FREM FRA PAKKEN
JEG VIL GERNE HJEM"

Det er tydeligt placeret, vi har dato og stedsangivelse, vi får også mange andre oplysninger løbende i digtene, der vidner om erfaring, personlig sandsynligvis. Det er en makaber, brutal, men også humoristisk fortælling, som langsomt forvandler sig til en kærlighedsaffære, bliver mere seriøs, mere fokuseret på noget, der kunne minde om frelse, en forløsning gennem kærligheden, eller sådan læser jeg det. Derimod er det andet manuskript langt mere minimalistisk, mere abstrakt i sin stil, ikke så fokuseret på narrativ. Det indleder bogen med dette lille digt:

"LYS KASTER MED FORMATIONER
SKYGGER ER LEVENDE ORGANISMER
JEG TROR IKKE JEG KAN BEFRIES
EN AFSTAND TAGER FORM
ET VI SØGER MOD LYSETS AFGRÆNSNING
ET HELT ANDET JEG SER SKYGGER"

Når man læser digtene fra det andet manuskript, de mere abstrakte og lakoniske, får man indtrykket af et digter-jeg, som konstant må kæmpe for at holde skyggerne på afstand, finde nærheden i alting og lyset fra tosomheden. "AFSTAND", "AFGRÆNSNING" og "INDSKRÆNKNING" er ord, som går igen. Det er troper, der nok må forstås som negative markører, men alligevel er det ikke helt så simpelt som det, for de blandes i digtene med positive markører, ord som "HARMONI" og "OMFAVNELSE", og alt i alt er helhedsindtrykket en dans mellem legemer, en lysfænomenernes tango. Digter-jeget og den verden, han skaber, er i en styrkekamp, en jakobskamp med hverdagseksistensen, eller hvad man nu ønsker at kalde det. Men styrke og svaghed transcenderes også i bogen, bliver noget andet, noget udenfor, et mere holistisk billede tegner sig. Læs fx dette lille digt:

"ET HELT ANDET LYS
EN HELT ANDEN AFSTAND
JEG KASTER LYSET FRA MIT LEGEME
FORMINDSKES"

Digtene selv, altså digterens skaben, er måske det bedste eksempel på en svaghed, der bliver styrke eller den anden vej rundt. Dét at digte er et herkulesarbejde for skrøbelige sind; det er som tissemyren, der rask væk bærer mange gange sin egen vægt, og vores gentleman-digter bærer sandelig sin vægt. Men han synes også at stræbe efter at komme af med dødvægten, leve det gode liv, der er levemand over ham - kunsten og kærligheden, livet og vinen - ikke ekstravagance som sådan, ikke en penthouselejlighed, for som han skriver, erfarer han, at "EN TOVÆRELSES OGSÅ KAN HAVE SIN BERETTIGELSE". Én af hverdagens helte - er det ikke dét, man siger? En behersket hverdagshelt, som bare prøver at redde sig selv. Men han sætter ikke sit lys under en skæppe, han lader ikke sygdommens åg tvinge ham ind i destruktionen, selvom det er et skyggerige, han befærder, som en anden tids Orfeus, og som ham vrister han kærligheden ud af mørkets hænder. Sådan beskriver han det selv i en strofe fra et af digtene:

"JEG VIL GERNE INDORDNE MIG
KONVERSERE MED DANNEDE MENNESKER
OG BIBEHOLDE MIT JEG"

Det hverdagslige og det foruroligende blandes i bogen på en måde, Freud kunne bifalde. På usikker grund i et velkendt landskab, det er følelsen, jeg sidder tilbage med efter gentagne læsninger. Den underliggende dualisme i bogen gør mig svimmel, der er mange modsætninger, mange konflikter, som bliver sat op mod hinanden: lys og skygge især, som jeg har været inde på, men også gentleman og patient er et genkommende begrebspar, om end det muligvis er noget, jeg læser ind i værket, og ikke som sådan er noget, forfatteren ekspliciterer. Den vigtigste trope er dog det gule lys, ikke mindst, fordi den er gennemgående for bogen. Det citrongule omslag er inspireret af denne, og giver i samråd med indholdet en organisk vibe. Farven gul er en primærfarve, den er markant, springer i øjnene og forbindes normalt med positive ting, fx kreativitet, inspiration og solopgange. Men den er ikke udpræget positiv, kan også forbindes med stilstand og forrådnelse, og gult lys er normalt ikke så behageligt for øjnene. Alt i alt læser jeg dog samlingen som en håbefuld affære, og fortolker det gule lys som et billede på håb. Håbet derude - i en verden som må skinne for at oplyse galskaben. Det er sådan, jeg forstår hans brug af farven gul. Som et ur-skrig mod himlen, et håb i mørkets hjerte, "UNDFANGELSE I LYSKEGLER", som han skriver et sted.

Jesus Almodovár er en æstetisk digter. Og hans bog, hans digtsamling er en ublandet fornøjelse. Ikke mindst, fordi bogen er et lille solsystem. Alt fra det ydre til det indre er forbundet af kræfter, indbyrdes afhængige, men også i konflikt. Ligesom digter-jeget trækkes læseren i forskellige retninger, men holdes i sidste ende fast af værkets tyngde. Altså et rigtigt solsystem, et levende væsen.


lørdag den 2. november 2019

Tre nye norske

Tormod Haugland:
”Mørk materie”,
Forlaget Silkefyret 2018, 314 sider, 199 kr.

Tommy Skoglund:
”Fra ensomhedens lønkammer”,
Forlaget Silkefyret 2018, 108 sider, 179 kr.


Henrik Nor-Hansen:'
”Diegesis. Romaner 2012-2016”,
Forlaget Silkefyret 2019. 198 sider, 220 kr.

Medrivende langsommelighed


”Og jeg var en mand på tooghalvtreds. Og jeg tænkte på min alder, og på fortiden, og jeg tænkte på, hvordan fortiden virkede på mig, hvordan den lå der som en mørk materie, som et stof der ikke kunne reflektere lys, og at det var sådan, det var.” (s. 12). Her nævnes for første gang i romanen de to ord, der udgør dens titel: ”Mørk materie”.
Dette kunne snildt give indtryk af, at der er tale om en trist og tung fortælling, men sådan er det ikke – i hvert fald ikke kun. Tormod Haugland fortæller ud fra den 52-årige Atle Vilders pespektiv på en måde, der på samme tid er banal og medrivende. Romanens handling kunne refereres på ganske få linjer, for handlingsgangen i de 314 sider er temmelig langsom, og en stor del af den består af hverdagsbeskrivelser og gentagelser. Sjældent har jeg læst en bog med så mange og’er! Men på en eller anden måde er der en mening med galskaben.

Den forandringsparate traditionalist
Atle Vilder er ikke meget for forandringer. Han hviler i det uforandrede, selvom han lige fra barnsben af er blevet oplært i, hvordan man bedst tackler forandringer. Han kan sagtens se fornuften i denne lærdom, og han bilder sig tilsyneladende også ind, at han er god til at efterleve den, men i realiteten er han nærmest gået i stå. Det er nok ikke mindst derfor, at han er så frygtelig grundig, at han, hver gang han fortæller om sin ankomst til den gamle idrætsbane i hans hjemby Nordre, skal redegøre for, hvordan han parkerer bilen, slukker motoren, træder ud og smækker døren for derefter at låse bilen med automatlåsen – eller andre selvfølgeligheder. Det er vildt irriterende for læseren, men samtidig morsomt, fordi det ganske effektivt tegner et portræt af Atles person. Mens man småsukker over at blive sat ind i de mest ligegyldige detaljer, bliver man mærkeligt nok fanget af de knap så ligegyldige detaljer, der også fortælles om. Atle er en på samme tid meget almindelig og lettere bizar karakter. Han er sådan en, det er let at overse. En mand, der har det bedst i sit eget – og måske en flaske vins – selskab. Men ikke desto mindre får han, der ellers har været arbejdsløs i tre år, pludselig tilbudt en ansvarsfuld stilling. Han tager imod tilbuddet med forbehold, men vokser tilsyneladende med opgaven, selvom man aldrig rigtig finder ud af, om han træffer de rigtige beslutninger.
De lange forholdsvis trivielle og alligevel medrivende passager fylder en del i romanen, der dog også indeholder en del fine, ofte bittersøde dialoger, for eksempel her hvor Atle sammenligner to breve med det samme indhold:
”De er ikke ens, sagde jeg.
Det er jo ikke kopier, sagde hun, det er to forskellige breve.
Ja, sagde jeg, det var det, jeg ville tjekke.
Men hvad er det, du leder efter? spurgte hun.
Tonen, sagde jeg. Jeg leder efter tonen.
Jeg forstår ikke, hvad du snakker om. Det er jo indholdet, der er vigtigt.
Ja, sagde jeg. Men tonen er en del af indholdet, Beate. Tonen er ofte en vigtig del af indholdet. Ofte ligger der mere indhold i tonen, end man lige skulle tro.” (s. 134f.).
Igen er det tæt på at være banalt, og dog er det meget sigende. Der er noget på samme tid afventende og nysgerrigt undersøgende over Atle, hvilket har sin helt særlige grund i hans forhistorie, der – ligesom resten af bogen – er lige så vedkommende, som den er banal.

En historie om kappede familiebånd
Som ung forelsker Atle sig i den endnu yngre Lise. Hun bliver gravid, og de gifter sig. Forskellige interessekonflikter medfører, at Atle slår hånden af sin far og at Lise forlader ham. Ved romanens begyndelse er Atle ikke længere vred på sin far, og man fornemmer, at han savner en livsledsager. Den mørke materie er hans mest trofaste følgesvend, og det er han selvsagt ikke tilfreds med.
Romanen beskriver på sin egen pudsige måde Atles kamp ud af denne mørke materie og udfolder derfor en mere positiv fortælling, end titlen antyder. Dog gør Atle ikke selv sin kamp lettere, for han er altså ikke altid lige smart. Han er usikker og har en tendens til at handle i panik, hvilket Haugland udfolder med en stille komik.
Det er dog ikke kun Atle, der er lattervækkende. Det er netop ”Mørk materie”s styrke, at den viser, hvor tåbeligt det ofte er, når familiebånd kappes, og hvor alvorlige konsekvenser en sådan kompromisløshed kan føre med sig.
På bogens omslag oplyses det, at ”Mørk materie” blev nomineret til Ungdommens Kritikerpris i Norge, da den udkom i 2015. Det er bemærkelsesværdigt, for den ligger meget langt fra en ungdomsroman. Mere forståeligt er det, at en anmelder i  Morgenbladet karakteriserer Tormod Haugland som ”en charmerende formidler af det komiske i samtidslitteraturen”, for Atle Vilder er tæt på en karikatur af det gennemsnitlige vesteuropæiske menneske. Og dog er karikaturen af den følsomme art, der sjældent får læseren til at le, men desto oftere forårsager et lille smil. Atle er bestemt lattervækkende, men han er det på en sympatisk måde.
Om ”Mørk materie” er en decideret god bog kan jeg faktisk ikke afgøre. Den er til gengæld stilren og lun; langsommelig og dog medrivende. Og det er slet ikke så ringe!

Selvvalgt tavshed på skrift


”Fra ensomhedens lønkammer” fremstår som en lille lækker bog med sit sort/hvide omslag, der viser en mindre norsk landejendom, som træder ud af nattemørket med lys i vinduerne, hvorved den snebelagte gårdsplads bliver synlig. Omslaget af Mie Bech Prebensen fremstår i sig selv som et lille kunstværk. Det giver lyst til at forlade nattemørket og træde ind i det oplyste hus. Men derinde er der ikke så varmt og lyst, som man skulle tro.

Tragikomiske sproglige finurligheder
”I SØNDAGS DØDE FAR. Det giver mig arveretten til et ubrugeligt smålandbrug, som alt i alt kan siges at billedliggøre den tomhed, jeg nu sidder tilbage med; jeg ser ingen anden udvej end at flytte ind, i et forsøg på at fylde tomhed med tomhed…” (s. 7).
Sådan indledes romanen med en tragikomisk situationsbeskrivelse. Og lad det være sagt med det samme: Jeg er vild med de sproglige finurligheder, der ind imellem dukker op i Tommy Skoglunds lille roman. ”At fylde tomhed med tomhed” gavner ingen, men viser netop den opgivelse, der præger fortælleren. Det er trist, men også sjovt.

Det samme gælder denne beskrivelse: ”Tilbage i ’mit eget’ lille kammer, en skillevæg mellem to ligeså anonyme naboer. Et ikke-eksisterende fællesskab for Ingen, Ingen og Ingen.” (s. 19). Så bliver man næppe mere ensom! Et sidste eksempel er denne beskrivelse af utrygheden ved en indbildt trussel, der kun dukker frem i sin ikke-eksistens, fordi den er umulig at få øje på: ”Tilbage i huset bliver jeg ved med at gå rundt i dagligstuen og føler mig iagttaget af de mørke vinduer. Ikke af mit eget spejlbillede, men af det, mørket skygger for. Jeg vil gøre mig indforstået med, at det hele efter al sandsynlighed bare er noget, som jeg bilder mig ind, men alligevel fortsætter jeg med at bilde mig det ind. Her står jeg altså og bilder mig noget ind, som jeg ikke tror på, men som jeg heller ikke tror på vil forsvinde.” (s. 86).

Tavshed som udtryk for oprør
Det er nogenlunde samme forhold fortælleren har til Gud, som han har til det truende i mørket. Han tror ikke på Gud, men frygter ham ikke desto mindre. Dette skyldes, at han allerede i sin barndom har fået en frikirkelig, pietistisk kristendomsforkyndelse i den gale hals. Som enebarn af en inderligt troende far og en mor, der tilsyneladende levede i sit eget bitre opgør med den samme tro, vil fortælleren hverken have med Gud eller andre mennesker at gøre. Han har derfor pålagt sig selv tavshed; gjort sig selv handicappet eller ”svagtstillet”, som han mener er den betegnelse, andre bruger om ham. Han har isoleret sig fra sine forældres menighed såvel som fra alle andre. Dette medfører, at der er meget få dialoger i ”Fra ensomhedens lønkammer”, for det er svært at føre en samtale med en, der ikke taler. Bogens tekst udgør af samme grund en ubrudt tankerække. Dette er på den ene side det, der giver bogen dens særpræg. På den anden side er det også det, der gør læsningen udfordrende, til tider anstrengende. Skoglund lader fortælleren foretage de tankespring, vi alle ubevidst foretager, fordi vi altid ved, hvad det er, vi tænker på. Det er altså realistisk nok beskrevet, men også temmelig besværligt. At hovedpersonen grundet sin fars død er mentalt presset gør ikke hans tanker lettere at følge. Derfor tager det tid at læse de 108 korte sider, som romanen består af. Undervejs bliver man præsenteret for fortællerens desperation og ikke altid lige logiske handlinger. Beskrivelsen balancerer som allerede nævnt mellem det tragiske og det komiske, men det tragiske er det, der står stærkest.
Fortællerens historie er egentlig ganske realistisk. Der findes adskillige mennesker, der har lagt en så kompromisløs afstand til deres religiøse opdragelse, at de har erstattet den fundamentalistiske tro med en lige så fundamentalistisk ateisme. På skrift bliver det dog lidt for kantet, hvilket Skoglund faktisk råder bod på hen mod slutningen.

En krævende lille roman
Undervejs i læsningen blev jeg ofte irriteret. Det skyldtes dels de nævnte tankespring, der gjorde læsningen besværlig, dels den meget sort/hvide beskrivelse af forældrenes svigt, der bundede i deres forskruede tro, dels af de mange mærkelige formuleringer, som jeg kun kan finde en forklaring på i en ikke altid lige grundig oversættelse af en – det erkender jeg – svær tekst (blot et lille eksempel: ”Jeg skal fandeme mig holde øje med vejen, notere mig hver en bil!” (s. 89)). Men da jeg var færdig med bogen, måtte jeg erkende, at den ikke var så dårlig alligevel.
”Fra ensomhedens lønkammer” er med andre ord en roman, der kræver en del af sin læser, men den samler sig hen mod slutningen og sikrer, at besværet ikke har været forgæves. Det er ikke nogen fuldtonende anbefaling, men dog en opfordring til af kaste sig over den, hvis man er den slags læser, der gerne vil udfordres både sprogligt og fortælleteknisk.

Rapporter fra sindets grænseland



Henrik Nor-Hansens tre kortromaner, ”En redegørelse for et rejsestipendie 2010”, En kort redegørelse af psykosocialt stress” og ”TERMIN – en fremstilling af vold i Norge” er udgivet i en samlet udgave, der har fået den neutrale titel ”Diegesis”, som kan oversættes til ”Fortælling”. Det er nu mest den første kortroman fra 2012, der har en traditionel fortællende form med en jeg-fortæller. De to efterfølgende minder mere om rapporter til brug i sundhedsvæsnet, sociologisk forskning eller politiets efterforskning. Sproget i alle bøgerne er kortfattet, næsten tørt konstaterende

Det er svært at anbefale ”Diegesis”; ikke fordi kortromanerne er dårlige, men fordi de bevæger sig i et genremæssigt overdrev, som vil begejstre nogle og irritere andre. Selv er jeg både fascineret og irriteret. Det professionelt afrapporterende sprog i særligt de to sidste romaner gør læsningen tør, men giver samtidig læseren en fornemmelse af, hvor alene hovedpersonerne står med deres udfordringer. Som bekendt overgår virkeligheden ofte fiktionen, og man fornemmer, at Nor-Hansen bygger sine skildringer på forhold og skæbner, der har hold i virkeligheden.

Trekantsdrama med to levende og en død.
”En redegørelse for et rejsestipendie 2010” er - i modsætning til de to andre kortromaner - ganske morsom. Fortælleren er forfatter og har fået et rejsestipendie. Imidlertid får han ikke skrevet noget, og den roman, man læser, er en redegørelse for, hvilke oplevelser hans stipendie førte med sig i Toronto og omegn. Som læser sidder man altså med en tekst, der omhandler, hvorfor forfatteren ikke fik skrevet noget, og det er da en lidt drilsk vinkel!
Der er ikke noget at sige til, at fortælleren mister koncentrationen, for dels bliver han part i et trekantsdrama med et søskendepar, hvoraf søsteren er død, dels tyder meget på, at han har nogle psykiske problemer, der udfordrer hans virkelighedsforståelse.

Velfærdssamfundets mentale følger
”Efter århundredeskiftet så man en videre undergravning af den politiske offentlighed. Folk følte sig splittet i sit syn på mediernes rolle. Hvad var rigtigt? Meget af diskussionen havde fået en klar højrepopulistisk drejning. Man mener også, at en langvarig høj indtægt, i hvert fald delvist, kunne have afpolitiseret folket og givet en mere introvert bevægelse mod mad og sundhed. Samtidig skete der en ændring i, hvad der blev betragtet som sundt. Hvordan skulle man leve? Selv fokus på fitness og ernæring kunne indgå i akkumulationen af toksisk stress. Undersøgelser viste, at folk bar rundt på svage, ofte helt uformulerede depressioner.” (s. 113).
Denne skildring af midthalvfemsernes Norge minder forbløffende meget om samme periode i Danmark, samtidig med at meget ikke synes at have forandret sig. Den højrepopulistiske drejning er tværtimod blevet mere markant i de mellemliggende år.
Også den efterfølgende beskrivelse synes genkendelig her til lands, selvom den afsluttende konstatering nok er sat rigeligt på spidsen: ”Manglen på politisk mening havde sammenfald med en stærk økonomisk vækst. Det blev svært at pege på, hvad der var galt. Norske husholdninger oplevede øget købekraft, men undersøgelser viste også en svækket begejstring for fremtiden. Det er uklart, hvad der lå i dette. Folk svarede undvigende på spørgsmål om, hvor de ville være om henholdsvis ti, tyve og tredive år. Mange fremhævede kaffe som den største lykke i livet.” (s. 113-114).
En af de personer, der mister sansen for livets værdi er Halvor Leland, som rammes af koncentrationsbesvær og mangel på sociale kompetencer. Man følger hans deroute i ”En kort evaluering af psykosocialt stress”. Da Leland har begået en handling, der ikke kun bringer ham selv, men også andre i livsfare, tager han venligt imod betjentene, og viser dem samtidig sit badeværelse, hvor han har fundet råd under gulvet. ”Han sagde, at en sælger bevidst havde undladt at informere ham om mulige vandskader. Politiet mente, at han skulle få en forsikringsmand til at se på det.” (s. 124). Således skildrer Henrik Nor-Hansen Lelands svigtende virkelighedsfornemmelse på en lige dele grotesk og alvorlig måde.

Når ubetydeligheder tillægges betydning
”TERMIN. En fremstilling af vold i Norge” ligger tematisk sin forgænger nær. Her følger man Kjetil Tuestad, der som 26-årig bliver slået ned og pådrager sig alvorlige mén, som gør ham problematisk omgås. I årene efter skifter han jævnligt venner og partnere ud. Eller det er snarere venner og partnere, der skifter ham ud, for hans normalitetsfornemmelse har lidt skade. Dette fremstår også af teksten, hvor Nor-Hansen ofte gør opmærksom på ubetydeligheder, der i højere grad optager Tuestad, end de hændelser, der finder sted omkring ham. Et eksempel: ”Han beskriver korridorer med gulvtæppe i et mørkt skiftende mønster” (s. 184). Helt galt går det med hans virkelighedsfornemmelse hen mod slutningen af romanen; ”De sidste vintre har været milde, med lidt eller ingen sne i Stavanger. Vinteren 2014-15 var helt uden sne. Kjetil Tuestad siger, at han fjernede sne fra kældertrappen. […] Kjetil beskriver også lyden af smågrus da han skovlede i baggården, små metalliske klik, i en ellers ganske dyb og tør sne.” (s. 192).

Velfærdssamfundets lethed
Alle kortromanerne i ”Diegesis” omhandler de psykiske udfordringer, som øget velfærd og ikke mindst stigende økonomisk overskud paradoksalt nok medfører. Der gives bud på, hvad grunden kan være, men egentlige løsningsforslag dukker ikke op, vel sagtens fordi både forfatteren og sundhedsvæsnet hverken helt kan gennemskue, hvorfor folk, der har al mulig grund til at føle sig lykkelige, er det stik modsatte, eller hvad man skal stille op overfor denne besynderlige kendsgerning.
Selvom der ind imellem dukker nogle morsomme scener op i de tre kortromaner, er grundtonen dybt alvorlig. Og det er ikke uden grund. Bøgerne er brændende aktuelle, så hvis man har mod på at læse om mennesker, der knækker mentalt under velfærdssamfundets lethed, er ”Diegesis” et godt bud.