Har man sagt a, må man vedblive med at sige a

Pavel Cech: ”A”, Torgard 2021, 64 sider, 199 kr., grafic novel.

Af Egil Hvid-Olsen.

En ordløs grafic novel. Det lyder flippet. Men når bogen handler om en diktaturstat, hvor den frie tankevirksomhed er forbudt og enhver samtale består af a’er udtalt med større eller mindre aggressivitet, giver det pludselig bedre mening, for ethvert diktaturs hovedopgave er at holde troværdige oplysninger og frie tanker så langt væk fra befolkningen som muligt. Jo mindre folk ved, des lettere er de at styre. Det er den samme tanke, Georg Orwell udfolder med fænomenet ”nysprog” i ”1984” (udgivet i 1949).

Fra diktaturets A til frihedens B

Pavel Cech er født i 1968. Dengang hed hans fædreland Tjekkoslovakiet, og netop i hans fødeår blev fløjlsrevolutionen slået ned med hård hånd af sovjetiske styrker. Først i 1989 ophørte det kommunistiske diktatur, der havde regeret i landet siden 1948.

I ”A” skildrer Cech livet i en diktaturstat. Farverne er grålige, fødevarerne få, arbejdet hårdt, lønnen ringe og drømmene farlige. I skolen lærer børnene kun bogstavet A at kende, ligesom det er dette bogstav samt tal, der fylder aviserne. A’et findes på medaljer, statuer, militærkasketter og plakater, men en dag finder fabriksarbejder 21868 et B.

Fundet bliver startskuddet til selvstændige tanker, der bringer 21868 i livsfare, men også ud over statens grænser til et land, der ser helt anderledes ud end hans eget.

Flot, humoristisk og med noget på hjerte

I sit hjemland er den tidligere låsesmed og brandmand Pavel Cech en anerkendt tegner. Han har skrevet og tegnet ca. 30 børnebøger og grafic novels. ”A” er den første, der udkommer på dansk, og når den er læst, får man straks lyst til at læse nogle flere af Cechs udgivelser. Ikke fordi ”A” er oplivende, men fordi den dels er flot, dels præges af en stille humor og dels har noget vigtigt på hjerte. Særligt dobbeltopslagene med massevis af detaljer er fascinerende – selv når de skildrer den grå dagligdag i diktaturstaten. Humoren viser sig blandt andet i overvågningkameraerne, hvor et øje kigger ud gennem linsen. Samtidig ved man som læser, at der i bund og grund ikke er noget at smile af, for det liv, Cech skildrer, minder om det, som massevis af mennesker flygter fra også den dag i dag, hvis de ellers har mulighed for det.

”A” er udgivet på dansk med større børn som den primære målgruppe, men voksne kan bestemt også være med. 

Ama'r og halshug

Arash Zadehs nyeste bog På Slap Line er både hans mest indsigtsfulde og underholdende, selvom den som læseoplevelse er noget ujævn. Og der er ingen anden forfatter her til lands, som hverken tænker eller skriver nøjagtigt som ham

Arash Zadeh: På Slap Line
Aforismesamling, Det Poetiske Bureaus Forlag 2020
90 sider

Af Simon Helselager Johansen

Iranskfødte Arash Sharifzadeh Abdi har udgivet flere digtsamlinger, der på godt og ondt er svære at forestille sig nogen anden skrive. De tidlige, som Kvasidansk fra 2009 og Digterpapegøjens Sang fra 2012, tager inspiration fra meget forskellige kulturelle referencerammer sat sammen i skriveteknisk indviklede digte med hans karakteristiske glimt i øjet som rød tråd. I 2018 udgav han Runedigte, der i skarp kontrast til de tidligere fokuserede på én enkelt inspirationskilde: Nemlig den germanske jernalder og vikingetid. Her blev resultatet minimalistiske og seriøse digte, som i denne anmelders optik er forfatterens mest vellykkede indtil videre.

Sidste år udgav han under det kortfattede nom de plume Arash Zadeh en samling satiriske aforismer med titlen På Slap Line. Denne bog, Zadehs lettest tilgængelige indtil videre, begynder med et citat fra Niels Bohr om hvordan der ikke er den store forskel mellem poesi og videnskab: Begge er menneskeskabte billedsprog, der beskriver virkelighedens fakta ved at etablere mentale forbindelser. Fra start til slut er På Slap Line spækket med citater fra forskellige mennesker, der har inspireret Zadeh: Fra Kong Kyros den Store over den iranske digter og satiriker Obeyd Zâkâni til Zahya Hassan og Greta Thunberg. For ikke at nævne et hav af ordsprog og vittigheder fra den ganske verden.

Aforismerne er ment til både at underholde og oplyse. Disse aforismer er opdelt i 7 kapitler efter emne: Liv, kultur & videnskab, religion, historie, politik, Covids metamorfoser og død. ”Liv” starter med en slags mission statement på s. 11, hvor Zadeh erklærer:

”I næste årti, der starter med 2020, ønsker jeg en meget mindre rovdrift på naturen, som burde sidestilles med overforbrug og disrespekt for verdens opretholdelse.

Lad os skrue ned for produktionsapparaterne og indføre lige så lang vinterferie, som vi har sommerferie. Vi får da mere tid til fordybelse og nærhed med familie og venner:

Hop af hamsterhjulet,
det er godt og drik vin
ama'r og halshug jeg sværgersom en perker, der betyder svin!

Det tidligere nævnte Niels Bohr-citat er nøglen til at forstå På Slap Line: Alle de filosofiske overvejelser, politiske såvel som religiøse kommentarer, digte og vittigheder peger på samme større billede. Arbejdet med at finde frem til det nøjagtige budskab er bare op til den individuelle læser. Et godt eksempel på dette ethos findes på s. 45, hvor Zadeh annoncerer at han har studeret 10 hellige skrifter og fundet frem til at ét af dem er det rene volapyk. Læseren skal gætte hvilket: Avesta, Bhagavad Gita, Bibelen, De hermetiske skrifter, Den tibetanske dødebog, Den ægyptiske dødebog, Dhammapada, De islandske sagaer, Koranen eller Upanishaderne. Svaret afslører Zadeh på intet punkt i bogen, i hvert fald ikke på direkte vis.

Undertegnedes yndlings-aforismer i På Slap Line må nok være dem, der enten kommer med pointer som kun Arash Zadeh kunne finde på eller som de fleste læsere kun ville tage alvorligt fra én med hans CV og livshistorie. Disse kan hovedsageligt findes i 2. afsnit ”Kultur & Videnskab”, som udpeger hvordan tilsyneladende ubeslægtede kulturer og akademiske discipliner alligevel udgør forskellige brikker af samme puslespil. På s. 23 erklærer Zadeh sig taknemmelig for at han aldrig vil blive 100% dansker, for ellers ”skulle jeg jo selv til at lave om på mig selv for at opdage nye verdener”. Det overordnede budskab er, at binde sin identitet op på loyalitet overfor én af disse forvrænger ens verdensbillede og skærer én af fra at forstå resten af menneskeheden og den virkelige verden i sin helhed. Dette kan ses på s. 25, hvor han erklærer:

”De klassiske digtere troede på Gud, de nye tror på Big Bang. Kun de få bryder ud af en præfabrikeret virkelighed, transcenderer og opdager nye verdener. Dette er og forbliver kvantemekanikkens erkendelsesmæssige konsekvenser.”

Ud af al indhold i På Slap Line står forfatterens anekdoter om sine samtaler med sin datter Thea allerklarest frem for denne anmelder. Fx den her på s. 26:

”Thea siger, at hun har en usynlig ven, der både er blind og døv, nemlig tyngdekraften.

-Den ven er ikke lige til at komme af med, kære Thea, mit dejlige tyngdefelt.”

Denne anekdote på s. 27 indfanger i krystalliseret form den grundlæggende filosofi som får hele bogen til at hænge sammen:

”-Ej, far.

-Hvis du vil være klog, så skal du først og fremmest forstå verdens skønhed, min skat.

-Min lærer siger, at det man normalt tror på det, ens forældre tror på.

-Ja, kære skat, men du skal selv finde dine egne overbevisninger med tiden, jeg fortæller dig bare, hvad tiden kan indholde.

-Okay, lad os spille, Old Mac Donald had a farm, igen far!

-Jeg synger, du spiller, skat.”

Her får læseren i kortfattet form et indblik i hvordan Zadeh selv anvender sin egen livsfilosofi i den nøjagtige situation, han befandt sig da han skrev bogen.

For at være helt ærlig så undrer denne anmelder sig over, hvor mange af de åbenlyst politiske tekster i På Slap Line vil ældes med ynde. Undertegnede har jo ikke så meget brug i dag for dem af Michael Strunges digte, som gør nar af Mogens Glistrup og Mikhail Gorbatjov. Om 30 år vil det nok være samme situation med dem af Zadehs aforismer som gør nar af Rasmus Paludan, Lars Løkke og Mette Frederiksen.

Alting taget i betragtning, så udgør På Slap Line med dens kortfattede humoristiske aforismer og vittigheder en klar forbedring oven på Arash Zadehs tidligere digtsamlinger (fx Kvasidansk). På Slap Line peger på samme sæt overordnede kulturelle, politiske, religiøse og kosmologiske sammenhænge som fx Kvasidansk men er meget mere underholdende og stilistisk varieret.

Er man interesseret i at læse forfatterens mest helstøbte og vellykkede digtsamling indtil videre, bør man dog stadig gå efter Runedigte. Vil man lære mere om forfatteren selv som menneske, hans filosofi og personlighed, for ikke at nævne hans humoristiske sans, så er På Slap Line til gengæld helt klart det bedste sted at starte.

19-03-2021

Uden samtykke

Gudrún Brjansdottir: ”Autopilot”, oversat af Nanna Kalkar, Lindbak + Lindbak 2021, 89 sider, 169 kr.

 Af Egil Hvid-Olsen.

Hun slår det hen, men føler sig samtidig helt fremmedgjort, ude af stand til at føle noget. Sådan har hovedpersonen i ”Autopilot” det efter at have været udsat for et overgreb. Det er ikke noget særligt, ikke fuldbyrdet samleje, blot et led i et forspil. Men det foregik uden hendes samtykke, og den, der gjorde det, var ikke hendes kæreste.

Så snart jeg har talt færdig, fniser jeg.

Thórhildur holder op med at vaske op og sætter sig overfor mig ved bordet. Jeg kigger smilende ned i bordet.

”Det lyder lidt voldtægtsagtigt,” siger hun. Jeg ryster på hovedet.

”Nej, altså, jeg ville bare gerne fortælle dig det og høre, hvad du syntes. Det var bare så syret alt sammen,” siger jeg, rejser mig og begynder at vaske op.

(S. 30).

Hvad, hun tror, hun har brug for at høre, er, at der ikke er sket noget alvorligt, men hun får det stik modsatte svar, for veninderne kan fornemme, at noget er galt. Hun har ikke vasket op i dagevis. Måske har de også bemærket hendes vagtsomhed, der gør, at hun konstant har øjnene på stilke for ikke at rende ind i ham, der var ansvarlig for overgrebet. Endelig kan de have bemærket hendes manglende hygiejne.

Hun kører på autopilot. Gennemfører krævende opgaver, men er samtidig totalt fremmedgjort og følelseskold.

En kvinderoman til mænd

”Autopilot” er et partsindlæg i MeToo-debatten. En kortroman om at sige nej, og at erkende, at det skete ikke er offerets fejl, selvom hun ikke sagde fra.

Romanen er skrevet ekstremt modent af den unge forfatter Gudrún Brjansdottir (f. 1995). Hovedpersonen omkranses af veninderne og en søster, som ser alt klarere end hende, og som sådan kan den let blive klassificeret som en roman for kvinder. Men egentlig bør ”Autopilot” have langt flere mandlige end kvindelige læsere, for den handler om, hvordan det kan påvirke en kvinde, hvis en mand tingsliggør hende.

Fingrene det forkerte sted

Det kortfattede koncept i både sætningsopbygning og sideantal passer godt til historien, som udfoldes skarpt og præcist. Det er ikke en tudebog, der vil have læseren til at ynke hovedpersonen. Nej, den vil blot redegøre for, hvad selv et mindre seksuelt overgreb (hvis man overhovedet kan kategorisere sådan) kan medføre for den, der udsættes for det. Hovedpersonen fortsætter sit forsøg på at tale det ned:

Her sidder jeg med hele mit liv vendt på hovedet på grund af nogle fingre, som kortvarigt befandt sig det forkerte sted. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne glemme det.

(S. 71).

Men det kan hun ikke – glemme det. Hun ækles ved fingrenes ejermand, og ved sig selv, og det aftager først, da hun erkender, at det ikke er i orden, hvad hun har været udsat for.

Stærkere end paroler og vred forargelse

Som nævnt er ”Autopilot” et partsindlæg i MeToo-debatten. Men den lille islandske roman ville også have haft sin berettigelse uden denne debat. Dens stilfærdige nøgternhed virker meget stærkere og overbevisende end paroler og vred forargelse. Det er nok ikke mindst derfor, at romanen vandt konkurrencen ”Nye Stemmer” i 2020. 

Livsduelighed og handlingslammelse

Bjørn Isak: ”Fastliggere”, noveller, Brændpunkt 2020, 183 sider, 199 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

”Fastliggere”. Er det overhovedet et ord, man må bruge nu om dage? Eller er det for stigmatiserende? Jeg tænker i hvert fald straks hr og fru Danmark i ens campinghabitter, sådan rigtig satte med havenisser og ølbænk og hele svineriet. Forsidebilledet på Bjørn Isaks nye novellesamling viser en lidt old-school campingvogn med 70-er-gardin i bagruden og rigeligt med nåletræer. 

”Fastliggere” er også titlen på en af bogens 15 noveller. Mads bor i sin campingvogn, muligvis den fra omslaget, i sommerhalvåret. Vi er i midt-90’erne, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er realistisk, at et homoseksuelt par på den tid bliver behandlet, som de gør, selv af fastliggere? 

Smålighed, kynisme, ondskab

Men novellen rummer flere af bogens gennemgående temaer. Udover den smålighed, kynisme og ligefrem ondskab, der bor som en mulighed i mennesket, så er det afstanden mellem mennesker, der belyses på forskellige måder. Som når man betragter mennesker, med en skærm eller et vindue som filter. Mads er på en rejse til Canada og betragter fra sit hotelværelse menneskene i lejlighederne overfor. ”Jeg følte mig som hvem som helst, som om jeg kunne være, hvem jeg ville, og nu når jeg ser tilbage, var det måske derfor, jeg tog af sted. I Canada var der intet forudfattet om mig, ingen kendte min historie, og jeg udlagde mig selv, som jeg ville. Hjemme var alting anderledes.” (s. 47) Det er mennesker under tilblivelse eller ombygning eller afvikling, der befolker de fleste af novellerne.

Der er parret i 30’erne, (”Lykkelige mennesker”) som forsøger at finde ud af, hvor de hører til, og hvad de vil. Også de står og ser ind i lejlighederne overfor, på de liv, der leves der. Han siger: ”Det er ligesom at se en film.” Hun nikker og siger: ”Der er noget ægte over måden, de er sammen på”. (s. 11) Den slags fine paradokser, som bare lige antydes i sproget er en af novellernes store styrke.

Livsduelighed og handlingslammelse

Bjørn Isak balancerer mestendels knivskarpt i beskrivelsen af, hvor vanvittigt mennesker kan gebærde sig, uden at det bliver helt utroværdigt. Der er meget livsuduelighed og handlingslammelse i afgørende situationer. Det er, som om skærmenes filter er flyttet med ud i det liv, hvor jeg faktisk ikke har lov til bare at være en voyeur til, at folk falder om. Men der er også Ivan, som reagerer på, at han flere aftener i træk har set Sally med sit lille barn skralde. Gør han så det uden bagtanker? (”Mash”)

Forholdet til døden siger også noget om vores forhold til livet. Det tages under behandling fra flere synsvinkler. ”Arvesølv” handler om to søstre og en bror, som kører til deres afdøde mors hus på Als for at finde ud af, hvordan man får rundet af, når den sidste af ens forældre er døde. Søstrene hvisker om, at ”nogle mennesker” (fx deres bror, som ikke er som dem og måske burde have haft en diagnose) ”(…) ikke er så gode til at håndtere døden.” (s. 78)

Det er en speciel og tankevækkende novelle, hvor der nok bliver sagt sædvanlige ting, som at de måske skulle have vist deres mor mere opmærksomhed, mens hun var der, og gad vide, hvad hun var i gang med, da hun faldt død om på køkkengulvet – og samtidig er der noget underligt distanceret ved interessen og forholdet til moderen, hendes liv og hendes død. 

”Julius” handler også om at ”håndtere døden”, og om afstand og fremmedgørelse. Julius bor i et syndigt rod på den anden side af jeg-fortællerens vej. Han får kun besøg fra det offentlige. Kan fortælleren se ud af sit vindue. Han tænker, at nogen ” (…) burde indstille ham til et værelse på plejehjemmet og rive huset ned. Uden Julius’ hus ville jeg have udsigt til bakkerne, skoven, et markstykke med gotlandske pelsfår og så solnedgangen.” (s. 88) Igen den her fine overgang mellem, hvad der KUNNE være et udtryk for omsorg og så straks i næste sætning den antydning af, at det er egne interesser, der driver tanken. Hvilket også bekræftes i den videre handling. Som en lille bonus er der en meget meningsgivende slåfejl i novellens sidste sætning, hvor hovedpersonen ser sig selv udefra som en anden person, der sidder på knæ foran toilettet og trykker på knappen til det store skyld.

Da jeg anmeldte Bjørn Isaks debut, RAV, fandt jeg én smuk novelle. De er heller ikke i overtal her. Og det er helt ok. Det smukke bliver hurtigere trivielt end det onde. Men hvor er det godt, at det findes, og også finder plads. Også i denne samling bl.a. i forbindelse med en gammel mands tab af sin elskede, efter at have passet hende. Som han i øvrigt kun har kendt som syg, og hvor nemt var det så ikke at lade være med at indlade sig? Det ville de fleste af de andre novellers figurer bestemt have gjort. Nu går han der alene med sin tvivl, om han nu havde gjort nok for hende. Og med sine tanker om livet og døden. Alt imens han også sanser naturen og sammenbidt bekæmper dræbersnegle på barbarisk vis. Det er der trods alt også noget håb i. ”Solterrasser” er med sine kun 6 sider den korteste. Men Bjørn Isak behøver heller ikke mange ord for at sætte en stemning. Beskrive både trøstesløst forfald og de smukkeste landskaber for alle sanser. 

Således også i ”Håtö”. Jeg forestiller mig, at vi er i skærgården i de lyse nætters tid. Men det er ikke bare en romantisk weekend. Karl skal ”håndtere” døden, nærmere bestemt gøre af sin fars urne. Det er en nænsom beskrivelse af usynlige og uhørlige grænser mellem mennesker, og den tvivl det kan afstedkomme. Og hvordan det, som man tror, er for evigt, kan vise sig at være forandret. 

Det er så moderne med samtalekort. Men hvis man er ved at løbe tør for dybsindige emner i sin coronaboble, kunne disse korte noveller også glimrende bruges som udgangspunkt for samtaler om, hvad der bor i menneskers sind, hvordan vi lever med hinanden og på afstand af hinanden. Man kan læse ”Muchacho”, som handler om et par venner, som aftaler at slå op med deres kærester, som er veninder. Og man tror først – jeg troede i hvert fald først – at det var et par knægte i max konfirmationsalderen. (Det er også et greb, Bjørn Isak mestrer. Det tager nogle gange lidt tid at finde ud af, hvor personerne er i deres liv, og hvordan relationerne hænger sammen. Ikke så sært, når de nu selv har så svært ved at finde ud af det). Men det viser sig, at de to er voksne, i hvert fald numerisk set. Der har både været parcelhus og skilsmisse indover. Novellen giver anledning til at fundere over, hvad frihed egentlig er. Og så motiverer den til at (gen)læse Erlend Loes ”Doppler”. 

Og så er det helt omkostningsfrit og etisk forsvarligt at forske i fiktive personers motiver og baggrunde for at tænke og handle, som de gør. Bjørn Isak er klog på mennesker, han er opfindsom og uhyre bevidst om sit sprog. Det kunne være interessant med en kortroman fra hans hånd, for man kan godt blive lidt stakåndet af de mange, oftest meget korte noveller. Bare 100 sider om et stykke af nogle få menneskers vej henimod eller væk fra sig selv og hinanden.

Forskellighed i sammenslutning

Lisbeth Tolstrup m.fl.: ”Kunstnersammenslutningen Det Blå Tårn”, Forlaget på Tredje 2021, 88 sider, 120 kr.

Af Egil Hvid-Olsen. 

I et afsluttende kapitel i ”Kunstnersammenslutningen Det Blå Tårn” giver Lisbeth Tolstrup et historisk rids over kunstnersammenslutningernes udvikling.

I 1701 opstod den første danske kunstnersammenslutning, der bestod af en flok unge kunstmalere, som var tilknyttet hoffet, men gerne ville nå ud til et bredere publikum. Siden er der kommet en række sammenslutninger til. De er opstået på baggrund af forskellige behov. Mange eksisterer ikke længere, mens andre har adskillige årtier på bagen. En af de nyere kunstnersammenslutninger er ”Det Blå Tårn”, som blev stiftet i 2018 med maleren Poul Esting som initiativtager. ”Kunstnersammenslutningen Det Blå Tårn” præsenterer de 18 tilknyttede kunstnere.

En vidtforgrenet sammenslutning

Størstedelen af sammenslutningens kunstnere har rødder på Lolland-Falster, men deres værker har meget forskellige udtryk. Mange maler, andre arbejder med grafik, fotografi eller papir. Nogle er skulptører og der er også en enkelt billedhugger imellem de 18. Gruppen har tilmed sin egen kunstformidler i Christina Marstrand, som er tidligere operasanger ved Det Kongelige Teater og cand.mag. i kunsthistorie, hvilket har gjort det oplagt for hende at undersøge spændingsfeltet mellem musik og billedkunst. Marstrand inddrager også litteraturen i sine undersøgelser. Hen mod slutningen af bogen er der således et fint og informativt kapitel af Marstrand, der handler om August Strindberg, som både skrev, malede og spillede. Strukturen på bogens indbinding har Lars Pryds, der også er en af sammenslutningens medlemmer, lånt fra Strindbergs maleri ”Uvejr i Skærgården” (1892), der er gengivet i miniature i Marstrands kapitel. (S. 82).

Når Marstrand har skrevet et kapitel om Strindberg i denne bog skyldes det, at Strindbergs sidste bolig kaldtes ”Det Blå Tårn”, hvilket igen har givet navn til kunstnersammenslutningen. Derfor forestiller sammenslutningens logo, der er tegnet af Lars Pryds, da også dette tårn. Pryds er repræsenteret i bogen med 10 collager, malerier og tegninger (nogle værker i en sammenblanding af disse teknikker).

Kvindekroppe gennem tiden og fotografier i lag

I en tid, hvor mange kvinder finder det nødvendigt at pynte på deres kroppe med implantater og botox, er det befriende at se nogle eksempler på Anne Gyrite Schütts serie ”Bodyencounter” (s. 62), hvor gengivelser af moderne kvindekroppe stilles overfor eksempler på kvindekroppe fra andre tider i kunsthistorien. Schütt vælger ikke moderne kroppe, der bærer præg af plastikkirurgiske indgreb, men derimod kroppe, der bryder med perfekthedskulturen. Se billedet: "Bodyencounter IV" af Anne Gyrite Schütt.

Jesper Art Hyllemose behandler fotografier, der lægges over hinanden i flere lag, så det giver et antydningsmæssigt, drømmende udtryk.

De skrøbelige streger under tommeltotten

Præsentationen af Thorkild Havmøller følges af et citat af grafikeren Jes Fomsgaard. Havmøller arbejder da også med grafik, og af de gengivne værker er inspirationen fra Fomsgaard særlig tydelig i xerolithografiet ”Uden titel” (s. 18). Her synes der også at være inspiration fra renæssancen i både farve og motivvalg. En flok mennesker står tæt sammen, bærende på to livløse skikkelser. Et slags dobbelt pietàmotiv.

I andre værker leger Thorkild Havmøller med modsætningen mellem de tynde, antydende streger, og det tykke aftryk, der truer med helt at fjerne fokus fra det antydede. For eksempel er der gengivet en tegning af en kvinde, der holder et fad i strakte arme, men i midten af billedet er der placeret et kolossalt fingeraftryk i brunt, så det spinkle baggrundsmotiv synes at forsvinde. (s. 19).

Kors med håndtryk og en sfinx i vand til halsen

Der er helt anderledes farvestyrke i Stig Weyes fabulerende malerier. Et af hans yndlingsmotiver er korset, men ikke to værker med dette motiv er ens. Weye formår altid at fremdrage noget nyt. Således også i ”Credo”, hvor der er sat et aftryk af en hånd, dér hvor den korsfæstedes hjerte har befundet sig. (s. 77).

Denis Virlogeux kombinerer det realistiske med det drømmende. Særlig fascinerende er maleriet ”Højvande”, som viser en slags kvindelig sfinx, der står i vand til halsen (s. 73). Se billedet: "Højvande" af Denis Virlogeux.

Henrik Skorá maler, så man får en fornemmelse af, at man ser på en glasmosaik. Noget er mere abstrakt end andet, men i ”Romersk forår” kan man genkende Peterskirkens kuppel i stiliseret udgave samt nogle af broerne over Tiberen. (S. 64).

Sådan kunne man blive ved, men det er betragtelig mere interessant at se selve værkerne end at læse en beskrivelse af dem. Så denne anmeldelse må slutte med en opfordring til at få fingre i bogen og selv nyde gengivelserne af de mange og vidt forskellige værker.

Tilstanden Svalbard

Eva Botofte

Permafrost – Fortællinger fra et yderpunkt
Forlaget Vild Maskine, 2019, 166 sider

Af Erik Kock

”Hun har tabt sit ben.”

Sådan indledes den første fortælling i denne bog. Så er vi ligesom i gang. Den lakoniske konstatering og sprogets direkte vej til kroppen slipper os herefter på intet tidspunkt gennem de 25 fortællinger fra de frysende liv på Svalbard yderst mod nord.

Botoftes sproglige metodes koncentrerede scener og forstørrede øjeblikke er ikke til hinder for at fremmane de faktorer, bevæggrunde og mønstre som præger et helt liv. Tværtimod. Og det virker som om menneskene på deres korte eller lange, frivillige eller ufrivillige ophold her halvvejs mellem Norge og Nordpolen ikke kan skildres anderledes. Pigen der har tabt sin benprotese mens hun hopper i sjippetov sammen med veninderne, er karakteristisk nok for stædig og stærk til at lade benstumpen dirigere sit liv:

”Det er svært at lande på ét ben uden at miste balancen og falde ned på den hårde jord. Det gør ondt. Hun har lyst til at græde, men hun gør det ikke. De andre skal ikke få den idé at hun er handicappet.”

Stilhedens samklang

Bogens korte sætninger skaber meget ofte deres egen stilhed som er i samklang med stedet, selv når en sygeplejerske sidder på en larmende snescooter:

”Under hende er der kun maskinen. Det er den, der binder hende til den hvide flade af sne og intethed. Sammen er de kontrolleret energi. Det blæser gennem kraniet. Fra nordvest. Sneen kommer vandret imod hende og er så sej, at hun næsten kan tygge den. Heldigvis er sneen steril heroppe. Lidt endnu i hvert fald. Det er svært at tyde himlen, måske vil solen alligevel ikke være der, når hun når helt op over bræen. Sten og ujævnheder får scooteren til at slingre og skride ud i det nye snelag. De små, spidse ryk er elektriske stød gennem kroppen. Landskabet er et hjertekardiogram.”

Personerne optræder uden navne. Kun på den måde kan man blive så meget en del af landskabet som tilfældet er og samtidig være fjernet fra det; disse personer er menneskelige – alt for menneskelige, fristes man til at sige. Men det ville være løgn. De er os. De er fanget her, deres billeder fryser, ingen har forrang når man stilles op mod permafrosten, også den eksistentielle. 

Livet i ”Permafrost” er som en række isterninger, der besidder denne klæbende kulde, men samtidig afgiver en massiv skønhed hvis de holdes op mod lyset i en bestemt vinkel. Botofte er meget karrig med lyspunkterne, og selv om forlaget på sin hjemmeside bruger glosen ”dystopisk” om bogens tematisering, skal man ikke lade sig narre. De revner og sprækker der opstår og forsvinder i landskabet, er genklange af menneskelivet. Man kan da godt kalde fremstillingen af denne arktiske særverden dystopisk, man kunne også kalde skildringerne klarsynede og realistiske: Det er sådan det er, det er sådan vi er.

Ingen smagssag

Denne anmelder mener ikke at det kan være en smagssag hvad man mener om verden når vi taler om litteratur. Mens vi læser os gennem en bog som denne, gennemgår vi et antal stemninger og dybdereaktioner som et kunstværk kan foranstalte, og kunst diskuterer man ikke med. Vi bliver foreholdt en verden som vi må tage som den er, indtil vi lukker bogen igen. 

Ikke mindst i de fortællinger hvor den menneskelige krop dirigerer tilværelsen eller selv bliver dirigeret med, kastes vi rundt i vores egen suppedas af følelser og fornemmelser. Gennem voldtægt, mord, incest, forelskelse og uskyldsren længsel får læseren testet sin blufærdighed, ja, sågar sin moral og etik: Hvis jeg kommer til at læse bogen med fornøjelse og i ét stræk, hvad siger det så om mig? Man bliver klædt af som person i takt med at personernes tøj flås af, kropsåbninger fyldes ud og gråden skriger én i øret. Så meget skruestik er der til stede her. Sproget opnår sin egen særlige nøgenhed, og læseren mærker kulden, permafrosten; men også den kærlighed og den magi som scenerierne og de gyldne øjeblikke kan levere.

Fortællingen ”Opløsning” (hvis titel som flere andre er dobbelttydig) er et eksempel på hvordan man f.eks. kan gå fra en ren registrering af kaos i en gammel, forladt fangsthytte til i ét hug at få panoreringen til at blive til scener og blive hensat til en film der – for denne anmelders vedkommende – kunne være lavet af russeren Andrei Tarkovskij:

”Han ser ind i et hjem, der ikke er intimt og hyggeligt, men en gåde, som han ikke er i stand til at løse. Han vender sig og ser i spejlet sig selv stå foran de to billeder. Han står midt mellem rammerne, der som to vinduer reflekterer andre tillukkede åbninger. Spejlbilledet bevæger sig frem og tilbage mellem uvirkelige og diffuse rum. Han har svært ved at trække sit eget billede ud af billedet og tilbage til den virkelighed, som han troede, han befandt sig i. Tiden er gennemsigtig, og kulissens anatomi stemmer ikke. Han står på en scene, hvor både lyset og mørket spejler sig.”

De konkrete billeddannelser

Og nu vi er ved de konkrete billeddannelser: Bogens ni tuschtegninger er gjort af forfatteren som altså også er billedkunstner. Billederne væver sig fremragende ind i bogen som en understregning af det sort-hvide univers hvor alt synes belyst, men alligevel henligger i et eget mørke. Mange af scenerne og de intenst beskrevne hændelser blotlægges således ikke fuldstændig, men antydes i hårde klip. Det er ikke blufærdighed fra forfatterens side, det er fortrængningens realisme der er på spil. Som det f.eks. sker for førnævnte sygeplejerske på snescooteren da hun standser, og hvor det ligger lige for at tolke erindringens veje og vildveje ind i dette scenarie:

”Hun står af scooteren og ser ned i hullet af kantede klippeblokke, der næsten er dækket af sne. Den akromatiske verden gør hende rolig. Her er alt sort-hvidt eller midtimellem. Asfalt, sne, vintermørke, kulbjerge. Ingen røde nuancer, der minder hende om åbne sår, indre organer og hjernens lyserøde snoninger.”

Lokaliteten Svalbard kombineret med det standende fokus på klimaet kunne måske foranledige en anden forfatter til endnu engang at diskutere verdens undergang og polernes nedsmeltning. Det sker ikke her. Problemstillingen udgør højst en form for vagt bagtæppe; det er menneskenes fald ned i spalterne af eksistensen der er i centrum. Menneskets egen undergang i kamp med og mod sin egen natur er denne bogs motor.

I bogens sidste fortælling møder vi en mand der kæmper for at få tag i virkeligheden:

”Gennem byen følger han den asfalterede vej der er krakeleret af den første frost. Igennem de fine lodrette revner ser han permafrosten skinne som sort glas. Der er noget gotisk over asfaltens filigran, tænker han. Det er landskabets gestus. Herfra kan han ikke længere se verden, men jorden er så hård, at stedet ikke egner sig til døden. Han strejfer blot skorpen. Her varer livet et minut. Husene er farvestrålende kuber, der kanter sig ind foran hans blik. De stikker ud af jorden som de rustne jerndragere og kabelbanens streger på himlen, der trods alt forbinder ham med tiden.”

”Permafrost” er smuk, og den er grum. Men ikke mere end livet selv. Hvis man føler rigtigt efter. Og det gør Eva Botofte, og hun gør det med intens sproglig bevidsthed og prægnans. Det er fremragende.

Jeg kunne have præsenteret meget mere fra en verden af ensomhed, svindel, dødsulykker, fortielser, stormagtsambitioner i Arktis, absurditeter, løgne og naturens storhed. Læs den hellere selv. Men pas på. Noget af personernes mørke vil følge dig længere end du måske har lyst til. Næste gang du kigger op, kan du være på Svalbard. Dit eget.

Mennesker i fængsel

Dorte Kvist i samarbejde med Carl & Ingeborg Lomholt: ”Det er jo mennesker. Skæbner fra fængslet”, Eksistensen 2018, 152 sider, 200 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Et gabende kedeligt fotografi af en fængselscelle skæmmer forsiden af bogen ”Det er jo mennesker. Skæbner fra fængslet”, der er skrevet af Dorte Kvist i samarbejde med Carl og Ingeborg Lomholt. Med den forside orker man næsten ikke at påbegynde læsningen. Man skal dog ikke vende mange sider, før det viser sig, hvor velvalgt det trøstesløse forsidefoto er. Carl Lomholt var præst i Horsens Statsfængsel i 25 år, og hans kone Ingeborg var organist i fængselskirken. Med henholdsvis teologiens og musikkens midler forsøgte de at fjerne noget af den trøstesløshed, der prægede fængselslivet. Det var – og er – der hårdt brug for. Hen mod slutningen af bogen konstaterer Carl Lomholt: ”Så længe, vi har sådanne institutioner og bliver ved med at bygge nye og endnu mere lukkede og sikre fængsler, bliver det […] desto mere nødvendigt at sætte de bedst mulige kræfter ind på at hjælpe de indsatte til at overleve fangenskabet uden at tage ubodelig skade på krop og sjæl.” (s. 147). Dette siger han ikke for at underkende følgerne af de forbrydelser, de indsatte har begået, og den smerte, de har påført deres ofre. Han siger det, fordi et moderne, velfungerende samfund må reflektere over, hvad hensigten er med at fængsle mennesker. Er det alene for at straffe og skaffe folk af vejen, eller er det for at skabe et endnu bedre samfund, hvor de, der har begået kriminalitet, får den nødvendige støtte til at blive lovlydige borgere, som efter deres løsladelse gør samfundet gavn og undlader at skabe nye ofre? Går det imod den så ofte nævnte ”retfærdighedsfølelse”, at kriminelle får muligheden for at få et godt liv efter udstået straf? I det første tilfælde – altså hvis straffen skal isolere de indsatte mest effektivt - fungerer det nuværende fængselsvæsen ganske glimrende, godt hjulpet på vej af en række politikere, der konstant vil skærpe straffene. Men i det andet tilfælde – hvor hensigten er at hjælpe de indsatte med at kunne indgå i et liv uden kriminalitet - er succesraten alt andet end imponerende. I et samfund, hvor der tales så meget om personlige kompetencer, der kan bruges i konkurrencestaten for at skabe øget vækst, er det alt andet end rentabelt at lade de indsatte synke ned i desperation, håbløshed og selvforagt. Noget andet er, at det også er beskæmmende for et samfund, der gør sig til af at værne om den enkelte borger.

Instrumentbyggeren, broderikunstneren og jægersoldaten

Ingeborg og Carl Lomholt fortæller om en række indsatte og deres skæbne. Der berettes om en mand, der lærte sig at bygge strengeinstrumenter i fængslet. Da hans første cello var færdig, blev den indviet ved en koncert i fængselskirken.

Ligeledes fortælles der om Dan Kristensen, som voksede op under hårde og kærlighedsløse vilkår. Livet igennem flyttede han ind og ud af fængslet. Under en længere afsoning blev han grebet af at brodere, men det var først på sine gamle dage, at hans særlige evne til at lave broderier fra bunden af blev opdaget og anerkendt, og det af en broderikunstner fra Canada. Gennem brevveksling fik de to et nært forhold, hvilket dette citat anskueliggør: ”Kærer, kærer fru Marie, selv om vi kun har set hinanden én gang, er De som en søster for mig. Jeg er så glad ved at kende dem. De har givet mig noget, som jeg slet ikke troede, jeg skulle få. Nu, hvor livsaften er ved at melde sig, finder man glæden ved selve livet … Jeg kan ikke finde de rette ord, men kan kun sige tak.” (s. 115).

Bogens undertitel, ”Skæbner fra fængslet”, afslører, at der er mange flere af den slags fortællinger, men de gengives ikke kun af lyst. Ofte knyttes der en kommentar til, som sætter et overordnet perspektiv på den enkelte indsattes liv og andre i samme situation. Efter fortællingen om en tidligere jægersoldat, der flygtede på en spektakulær måde fra fængslet, da hans kæreste skulle føde deres første barn, oplyses det, at flugt fra et fængsel først blev strafbart i 2002. Indtil da genoptog den indsatte blot sin afsoning, når han eller hun vendte tilbage til fængslet.

Selvom et fængsel er bygget for at holde de indsatte indenfor murene, skal der være … ”en ganske lille mulighed for, at et menneske kan undvige fra et fængsel, hvis man har mod og held dertil – ellers får man klaustrofobi.” (s. 81). Citatet stammer fra en tidligere overvagtmester ved fængslet i Horsens. Hvis dette er korrekt, udgør de nye lukkede anstalter endnu en mental udfordring for de indsatte. Herfra er det umuligt at flygte. Den lille forskel på næsten umuligt og komplet umuligt kan være afgørende for dem, der skal tilbringe årevis inde bag murene, og som tidligere kunne gøre sig håb om, at en springtur lod sig gøre, men som nu må opgive forsøget på forhånd. For nogle kan dette betyde, at der er endnu mindre at leve videre for.

Mennesket før gerningen

Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med mordere, voldtægtsforbrydere, børnemishandlere, berigelseskriminelle, smuglere og så videre? Det korte svar er: Fordi de også er mennesker. Carl Lomholt uddyber: ”En grundsætning hos Luther lyder: En god mand gør gode gerninger, men gode gerninger gør ikke en god mand. På samme måde gør onde gerninger heller ikke en ond mand. Du er menneske forud for gerningen og på trods af gerningen, altid menneske først. Og der er virkelig meget andet end det mest negative at sige om et menneske, som er blevet dømt, der er meget andet at huske ham for – sikkert også meget godt.” (s. 59). Når talen falder på kriminelle, har man en tendens til at sætte lighedstegn mellem gerning og menneske. Men en indsat er langt mere end den gerning, han er fængslet for. Det viste sig for eksempel under den tidligere nævnte koncert i fængselskirken, hvor instrumentbyggeren Rickys cello havde sin debut: ”Kirken var fyldt med indsatte og enkelte fra fængslets ledelse. Også Rickys gamle mor og hans søn med familie havde fået lov til at deltage i koncerten for klaver og cello med musik af Bizet, Bach og Beatles. Rickey var stolt og bevæget, da klapsalverne lød, og hans mor fældede en tåre.” (s. 120).

Ved at se på mennesket bag forbrydelsen gør Ingeborg og Carl Lomholt det klart for læseren, hvor invaliderende det er enten at være tidligere straffet, eller at være i familie med en indsat. De forklarer, at ægtefæller og børn ofte lyver om familiemedlemmets fængsling, fordi det er skamfuldt. Når sandheden ikke kan holdes skjult, oplever mange at blive frosset ud af de kredse, de normalt færdes i. Nogle bliver ligefrem nødt til at flytte. Dette er naturligvis ikke med til at styrke forholdet mellem den indsatte og familien, ligesom det øger den indsattes dårlige samvittighed og manglende selvværd. I de tilfælde, hvor fængselsopholdet medfører, at den indsattes familie opløses, har vedkommende endnu mindre at vende tilbage til efter endt soning, og da er det svært at undgå fornyet kriminalitet. Et af de spørgsmål, ”Det er jo mennesker” stiller, er, om indsatte ikke bør anskues som folk, der i langt højere grad har brug for en massiv indsats for at komme på rette vej, end den udsigtsløse placering bag murene, som et fængselsophold typisk udgør i dag. Det er iøjnefaldende, at indsatte i retspsykiatriske afdelinger behandles anderledes og langt mere omsorgsfuldt og værdigt, end indsatte i de øvrige fængsler. Dette skyldes, at de retspsykiatriske indsatte anses for at være patienter. Det giver naturligvis ikke mening at sygeliggøre almindelige mennesker, der enten har båret sig dumt og forkasteligt ad eller handlet i affekt, men i højere grad at gøre en indsats for, at de ikke begår lignende dumheder, vil i sidste ende komme både ofre, forbrydere og de kriminelles familier til gode. I bund og grund er det et spørgsmål om at se mennesket bag forbryderen; at fokusere på manden i stedet for gerningen.

Således udgør ”Det er jo mennesker. Skæbner fra fængslet” en vægtig kommentar til vore dages retspolitiske debat. Det er ikke bogens ærinde at opstille alternativer til den gældende praksis indenfor fængselsvæsenet, men den påpeger nogle alvorlige problemer ved tingenes tilstand og den evindelige påstand om, at strengere straffe er det eneste rigtige.