Brød og skuespil

"Her til lands lever vi i et samfund, hvor der nærmest gøres en dyd ud af historieløsheden. Man skal tænke ”fremadrettet”, og enhver handling skal – hvis det står til politikere og statsembedsmænd - have økonomisk indtjening som mål."

Klassikerlæsning

Ray Bradbury:

”Fahrenheit 451”

1953 (dansk 1955).

Af Egil Hvid-Olsen

Med udtrykket ”Brød og skuespil” henviste den romerske digter Juvenal til de kornuddelinger, gladiatorkampe og hestevæddeløb, som kejseren foranstaltede. Juvenal tolkede det som en måde at lokke befolkningen bort fra at drøfte politik. Med en fyldt mavesæk og lidt spænding var alle tilfredse. Maduddeling og underholdning blev altså et magtmiddel, der holdt pøbelen i ro.

Otte år efter bombningerne af Hiroshima og Nagasaki, der satte et endeligt punktum for 2. verdenskrig, og i skyggen af den kolde krig, udgav den amerikanske forfatter Ray Bradbury science-fiction romanen ”Fahrenheit 451”. Titlen forklares med oplysningen ”451o Fahrenheit, den temperatur hvorved bøger antændes og brænder…”, hvilket giver god mening, idet hovedpersonen Guy Montag er brandmand. Meningen bliver dog først klar, idet man får at vide, at titlen ikke dækker over en person, der slukker, men antænder brande. Montag er med i et korps, der alarmeres, når der er begrundet mistanke om, at navngivne borgere er i besiddelse af bøger. Straks er korpset på pletten og afbrænder litteraturen. I visse tilfælde brændes også det hus, bøgerne befinder sig i, ligesom dets beboere ikke nødvendigvis slipper fra den ulovlige bogbesiddelse med livet i behold.

Montag går op i sit arbejde, men rystes i sin grundvold ved mødet med den unge pige Clarisse, der har sans for naturens mirakel og livets storhed. Selvom den slags refleksion anses for at være samfundsskadelig, gribes Montag af Clarisses livsglæde, hvilket får ham til at indse, hvor langt væk han og hans hustru, Mildred, har bevæget sig fra hinanden. Mildred er optaget af ”Familien”, der er karakterer i en soap-opera, hvor aktørerne grundet en teknisk finurlighed henvender sig til den enkelte seer med navns nævnelse, hvorved seeren knytter følelsesmæssige bånd til de fiktive personer, der derved bliver hans/hendes fortrolige familie. Mildreds største drøm er at få en fjernsynsskærm til stuens fjerde væg, så hun kan være helt omsluttet af sin statsstyrede familie, der får hverdagen til at glide tanke- og problemløst.

Hvad han går glip af

Da først Clarisse har fået Montag til at opdage, hvad han går glip af, tager han sit liv op til revision, hvilket er noget af det farligste at gøre i en nation som den, han bor i. Derfor stiger spændingen da også gennem resten af bogen.

Montag erkender, hvad det er, han og resten af brandkorpset udsletter. Det er hele menneskeslægtens erfaring. Befolkningen spises af med brød og skuespil, fordi det gør den meget lettere at styre, men samtidig mister den det særligt menneskelige, nemlig evnen til at reflektere og lære af historien og andres erfaringer.

Her til lands lever vi i et samfund, hvor der nærmest gøres en dyd ud af historieløsheden. Man skal tænke ”fremadrettet”, og enhver handling skal – hvis det står til politikere og statsembedsmænd - have økonomisk indtjening som mål. Hvis ikke taber vi i konkurrencestatens kamp mod andre vækstøkonomier. Folkeskole, gymnasieskole og universiteter er blevet ensrettet, så der kun satses på det, der kan betale sig på kort sigt. Den nysgerrige, lidenskabelige, måske ligefrem nørdede undersøgelse af problemstillinger, der ikke synes at kunne give økonomisk indtjening i første omgang, afvises.

Man sætter de gode karakterer som det eneste mål gennem hele uddannelsessystemet, og giver de selvsamme høje karakterer for den refleksionsløse udenadslære i stedet for at belønne den elev/studerende, der har ladet sig gribe af faget og søgt ud mod dens yderpunkter, hvorved vedkommende har tilegnet sig tilstrækkelig viden til at have et personligt standpunkt (jf. Rane Willerslev ”Tænk vildt. Det er guddommeligt at fejle”, Peoples Press 2017).

Konkurrencestatssoldater

Den enkeltes refleksioner, besindelse på tidligere tiders erfaringer og deraf følgende facetterede viden, der for et årti eller to siden udgjorde universitetets betydeligste værdi, er i bedste fald blevet ligegyldigt, i værste fald uønsket. Hensigten synes at være at fodre erhvervslivet med konkurrencestatssoldater, der kan foretage de ønskede beregninger, men ikke er i stand til at tænke hverken dybsindigt eller alternativt. Dermed bevæger man sig frem mod en stadig stigende grad af åndløshed, der – sat på spidsen – kan minde om den, Mildred føler sig så tryg ved i ”Fahrenheit 451”; en åndløshed, der – uden at være sat på spidsen – skaber en arbejdsstyrke, der ikke vil være i stand til at tænke stort og nyt i et samfund, der ellers har ”innovation” som et af sine plusord. Den åndløse og snævert målfokuserede indlæring medfører tilmed, at man mister den mellemmenneskelige forståelse, fordi man ikke dannes i fornemmelsen af, at mennesker, der er anderledes end en selv, godt kan have noget brugbart at bidrage med. Man skoles i et system, der sætter snævre rammer for indlæringen og gør alt andet overflødigt, fordi det ikke umiddelbart stiler mod målet.

Endnu værre er det, at den selvsamme åndløshed vil gøre det umuligt at styre uden om en gentagelse af fortidens fejltagelser, hvilket i værste fald kan koste tusindvis af menneskeliv. Den historieløshed, der dyrkes fra blandt andet politisk side, og som er overbevist om, at man intet kan lære af fortiden, gør os dummere, end vi er fra naturens side. Samtidig gør det os lettere at styre. Vi er allerede godt på vej til en tilværelse som Mildreds, når man tænker på, hvor meget tid der bruges på diverse livstils- og underholdningsprogrammer i danske dagligstuer. Vi er som den romerske pøbel, der forholdt sig i ro, når blot de fik mad og underholdning. Hvad, vi risikerer lige så stille at miste, er imidlertid den ånd, der er blevet opbygget gennem utallige generationer.

Dette er, hvad der er sket i den nation, Montag er indbygger i. Han lever i et gennemført åndløst samfund, hvor mennesker er fremmede for hinanden. Et alternativ til dette møder han først senere i den gamle akademiker Granger, der forklarer ham det enkelte menneskes potentielle værdi med beskrivelsen af sin bedstefar: ”Da jeg var dreng, døde min bedstefar, og han var billedhugger. Han var også et meget godt menneske, der havde megen kærlighed at skænke verden, og han var med til at få renset ud i slumkvartererne i vores by; og han lavede legetøj til os og fik en million andre ting fra hånden i løbet af sit liv; hans hænder hvilede aldrig. Og da han døde, gik det med ét op for mig, at det slet ikke var over ham, jeg græd, men over alle de ting, han havde gjort. Jeg græd, fordi han aldrig mere skulle gøre dem - fordi han aldrig mere skulle snitte i et stykke træ eller hjælpe os med vores dueopdræt i gården eller spille violin eller fortælle os morsomme historier, som kun han kunne det. Han var en del for os, og da han døde, døde også alle de ting, for der var ingen, der kunne gøre dem, sådan som han havde gjort dem. Han var en personlighed. Et betydeligt menneske. Jeg har aldrig helt forvundet hans død. Jeg har tit tænkt på de vidunderlige billedhuggerværker, der aldrig blev til, fordi han døde – eller på hvor mange morsomme fortællinger, der aldrig kom til at se dagens lys, eller på alle de duer, der aldrig fik følt hans hænders berøring. Han skabte verden. Han gjorde noget – i verden og ved verden. Verden gik glip af ti millioner vidunderlige handlinger den nat, da han døde.”

Rødder i historien

Selvom Granger begræder alt det, hans bedstefar ikke nåede, bærer han selv en del af ham med sig. Han er gennem hele livet blevet inspireret af sin bedstefar, der lidenskabeligt greb det liv, han fik stillet til rådighed, og brugte det til gavn for sig selv og andre. Med rødder dels i sin bedstefars historie, dels i verdenslitteraturen er Granger hverken historie- eller åndløs, men værdsætter fortidens erfaringer. Derfor er han også – midt i voldsom ødelæggelse og håbløshed - i stand til at se fremad mod lysere tider. Han ved, at mennesket har evnen til at bygge op; ikke kun til at rive ned: ”Der var engang en tosset fugl, længe inden Kristi fødsel, og den hed Føniks, og med nogle hundrede års mellemrum byggede den sig et ligbål og besteg det selv.

Den må have været menneskets første slægtning. Men hver gang steg den igen op af asken og fødtes igen på den måde den ene gang efter den anden. Det kunne se ud til, at det er det selvsamme, vi gør, men vi har én ting, som bemeldte Føniks ikke havde: Vi er vidende om den fordømte tåbelighed, som vi netop har begået. Vi er vidende om alle de fordømte tåbeligheder, som vi har begået gennem tusind år, og så længe vi er det, og ikke fornægter denne viden, men altid holder os den for øje, er der endnu håb om, at vi en dag kan få ende på disse forbandede ligbål. For hver generation der vokser op, bliver vi et par stykker til, der husker.”

Èt er altså at begå tåbeligheder, noget andet – og endnu mere tåbeligt – er, at lade sig føre ud i historie- og åndløshed og glemme fortidens tåbeligheder, for derved sikrer man sig kun den ulykke at gentage de tragedier, vi burde have taget ved lære af. Det er altså kun, hvis Grangers påstand - ”for hver generation der vokser op, bliver vi et par stykker til, der husker” – er korrekt, at der er grund til optimisme.

Spøgelsets tårer

William S. Burroughs : 

De tabte muligheders spøgelse

Oversat af Flemming Andersen

Det Poetiske Bureaus Forlag (Bureauets lommebibliotek)

150 kr.

Af Mads Kusk

Dybdeøkologen Burroughs rører dig til tårer i De tabte muligheders spøgelse.

Han blev bla. kaldt El hombre invisible, William S. Burroughs og hans fremtoning kunne da også være lidt genfærdsagtig. Og på en måde var han jo kommet tilbage til livet efter massivt narkotikamisbrug og personlige tragedier – og som sådan i stand til at beskrive, spidde, opsprætte den menneskelige eksistens. Sjældent et kønt syn og så oven i købet for det meste udført med den af mange forkætrede cut-up-teknik. Et spøgelse, der red det 20. århundredes litteratur som en mare – for vovede du dig først ind i hans tekster, måtte du ikke så sjældent indrømme, at de var suverænt billedfremkaldende…

Og nu, med en sær timing, rammer så hans sidste fiktionsværk (fra 1991) dansk litteratur i den længe savnede oversættelse.

Det tilpas informative forord foreslår, at den lille roman kan anskues som en pixi-Burroughs; her er alle elementerne, trængt sammen i en lille velfungerende helhed. Men – og igen rammer forordet hovedet på sømmen – minsandten om ikke der er mere til! Et budskab. Og så endda økologisk. Grædende dyr og tårefremkaldende menneskelig dårskab, ja, det er det tætteste vi kommer på en sentimental Burroughs, i denne fortælling bygget op omkring historien/myten/skrønen måske/måske ikke skrevet af Defoe om fribyttersamfundet Libertatia og særligt Kaptajn Mission, hvis vandring på om ikke jomfruelige, så dog ikke overgramsede, Madagaskar i det tidlige 1700-tal fortællingen er bygget op omkring.

Måske burde det ikke undre os så meget, denne økologiske og sentimentale Burroughs. Jeg har altid syntes, han var en vidunderlig om end spekulativ biologisk filosof. Ja, at det var selve kernen i hans foretagende. Men, at han – sådan synes det nemlig – virker rørt til tårer over aber og tasmanske pungulve, well, it beats me. Komplet med en henvisning til, hvor man kan støtte lemurernes sag!!

Ja, man skulle virkelig tro, han var i familie med Tarzan-skaberen Edgar Rice Burroughs…

Tæt på lemurerne

For vi kommer tæt på lemurerne og særligt én ved navn Chance, hvis navn Burroughs behændigt bruger i titlen Ghost of Chance. Oversætteren argumenterer tilsvarende behændigt for sit valg af titel. Jeg kunne pege på andre steder, hvor oversættelsen kunne diskuteres. Men Burroughs er på en måde en taknemmelig opgave for oversættere, en udfordring, ja, der er noget at leve op til(og det bliver der), men han er ikke stilistisk opstyltet, har sine særheder, men er ikke dybt personlig i sin skrivemåde – og desuden har han så afgjort ikke noget helligt forhold til sprog endsige skriftlige outputs. Manden mente jo langt hen ad vejen, at sproget er en virus og hvis ikke det, så en sikker måde for mennesket at kunne drive væk fra den øvrige natur og leve i splendid isolation.

Netop denne driven væk fra, væk fra f. eks. muligheden for at leve i økologisk samdrægtighed med klodens mange andre arter, bliver et leitmotif i den lille knaldperle af et litterært testamente af cut-up-teknikkens godfather. Endnu engang svinger han saksen kirurgisk og sendte mig næsten til tælling på side 36 og, gudbevarmigvel, i en note:

”Når vi iagttager planeten som en organisme er det åbenlyst, hvem planetens fjender er. Deres navn er mængde. De dominerer og befolker planeten. ”De bedragne og bedragerne som selv bliver bedraget”. Troede Homo Sap, at andre dyr kun var skabt for at han kunne spise dem? Åbenbart. Bulldozere ødelægger regnskovene, de angste lemurer og de flyvende hunde, den syngende Kloss’ gibbon, som frembringer den smukkeste og farverigeste musik blandt alle dyrene på landjorden. Alle forsvinder de for at bane vej for mere og mere devalueret kvæg med mindre vild gnist, den ubetalelige ingrediens – energi ind i stof. Et udstrakt mudderskred af sjælløst søle.

Beat generationens grå eminence og cut-uppens coole godfather er død – længe leve Onkel Øko-Burroughs.

En rigdom af glaskunst i danske kirker

Ole Villadsen:

”Moderne glaskunst i danske kirker. En billedguide”,

Frydenlund 2018, 464 sider, 399 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Det kan siges meget kort: ”Moderne glaskunst i danske kirker” er en smuk og særdeles brugbar udgivelse i et format, der gør det muligt, at have bogen liggende fast i bilen, så man har den ved hånden, når man tilfældigvis kommer i nærheden af en af de godt 195 kirker, hvis glaskunst Villadsen beskriver. Som værkregistrant er bogen altså et must for kunstinteresserede.

Villadsens bog er forsynet med over 1100 farvefotos, hvoraf langt størstedelen er af fin kvalitet. Dette gør bogen værd at kigge i, selvom man måske ikke interesserer sig for værkernes kunstnere og de kirker, glaskunsten befinder sig i. Således kan udgivelsen også snildt bruges som coffee-table-book.

Disse plusser burde være nok til at få den kunstinteresserede til at anskaffe sig et eksemplar af bogen eller i det mindste låne den på biblioteket, for det er den bestemt værd. Hvad der følger herefter af forbehold skal altså ikke overskygge ovenstående ros.

Mere om arkitekturen end om glaskunsten

Ole Villadsen er tidligere lektor i billedkunst og kunsthistorie, og man fornemmer hurtigt, at man er i gode hænder. Imidlertid vakte det hos mig en vedvarende frustration under læsningen af bogen, at Villadsen har valgt en særlig opdeling af den sparsomme tekst. Han insisterer på at beskrive hver enkelt kirkebygning med oplysninger, hvornår den stammer fra, og hvornår der er foretaget ombygninger, samt hvad disse har medført af arkitektoniske forandringer. Der redegøres for de enkelte bygningsdeles stilarter, for tagbeklædning og indgangsdørens placering med mere, hvorved der oftest bruges hen mod halvanden ud af de typisk to små spalter, Villadsen har tilladt sig at skrive pr. kirke.

Dette medfører en ofte meget kortfattet beskrivelse af de værker, bogen egentlig handler om. Det kan synes fornuftigt nok de gange, der er tale om abstrakte motiver, hvor farverne har større betydning end motivet; men det er lidt ærgerligt, når kunstneren tydeligvis har haft en eller flere fortællinger på hjerte. Dog er Villadsen ikke mere minimalistisk, end at han af og til citerer kunstnernes udtalelser om deres værker. Men det er altså mere undtagelsen end reglen. Det havde været forfriskende, hvis Villadsen havde vovet sig lidt mere ud i mulige fortolkninger. Med sin faglige baggrund burde det være muligt for ham, men det er meget sjældent, at han gør forsøget.

Naturligvis er det vigtigt at vide, hvordan kirken ser ud, så man kan forestille sig, hvordan de enkelte værker fungerer i samklang med rummet og det øvrige interiør. Det er bestemt også relevant, når Villadsen beskriver, hvilke andre former for kirkekunst, der findes i bygningen – men jeg kan ikke se, hvorfor det er så vigtigt at få en forholdsvis grundig beskrivelse af kirkens ydre. Et helhedsindtryk får man alligevel af det billede, der i samtlige opslag viser kirken set udefra. Om taget på kirkens skib er lagt med bæverhaletegl eller en anden form for tegl, om tårnet har saddeltag eller spir, om ydervæggene har været pudsede før eller ej er jo ret underordnet for de værker, der i langt de fleste tilfælde ses bedst indefra.

Når det er sagt, må jeg indrømme, at den arkitektoniske og bygningshistoriske gennemgang kan være gavnlig for den, der ikke kun besøger kirken for at se dens glaskunst, men gerne vil have et hurtigt overblik over bygningen historie for derefter at koncentrere sig om kunsten.

58 års glaskunst

I sin bog gennemgår Ole Villadsen glaskunst, der er anskaffet til danske kirker fra 1960’erne og indtil i dag. Han har opdelt stoffet geografisk: Jylland (henholdsvis i nord, syd, vest og øst), dernæst Fyn og øer, der efterfølges af København, Sjælland og øer. Til slut to små kapitler om henholdsvis Lolland-Falster og Bornholm. I sidstnævnte kapitel kan man under ”Kastelkirken” (s. 452-453) læse om de glasmosaikker af Paul Høm og Lisbeth Munch-Petersen, der blev lavet i 1973 til Ribe Domkirke, men måtte vige pladsen for Carl-Henning Petersens langt mere farverige ruder (s. 134-135).

Selvom bogens titel er ”Moderne glaskunst i danske kirker” er der enkelte værker, der allerede virker lidt altmodisch. Her tænker jeg særligt på de mosaikker, hvor glasset er fæstnet i cement, der udgør motivernes konturstreger, men gør det på en måde, der fylder meget og derfor også sluger meget af det lys, der var trængt længere ind i rummet, hvis glasset eksempelvis var fastgjort med bly eller bare med mindre mængder cement. Det er særligt Knud Lollesgaard, men også til en vis grad Sven Havsteen-Mikkelsen, der har en svaghed for de kraftige cementlinjer.

Nogle af de gengivne værker er naturligvis mere vellykkede end andre. Ind imellem formår man ikke at bladre videre, fordi blikket er fanget af et ualmindelig smukt farvespil eller et inspirerende motiv. Andre gange synes man, at man har set det samme værk blot med små nuanceforskelle. Det gør sig naturligvis særligt gældende ved de kunstnere, der er blevet brugt meget ofte (måske for ofte), eller ved motiver, der nærmer sig det banale. Andre værker pirrer derimod nysgerrigheden og vil kunne beskues igen og igen, fordi de gemmer på nuancer, der først dukker op lidt efter lidt. Atter andre er så indforståede, at beskueren vil have svært ved at få hoved og hale i dem uden hjælp fra kunstneren. Det kan man ikke nødvendigvis bedømme værkernes kvalitet ud fra, for vurdering af kunst er også meget afhængigt af smag, men hvis kirkekunsten bliver alt for elitær, kan det godt gå hen og blive et problem i Folkekirken, der ikke må blive direkte ufolkelig.

Velegnet opslagsværk

”Moderne glaskunst i danske kirker” er ud over et forord og en kort introduktion til glaskunst forsynet med et glimrende appendiks, der rummer en side med ordforklaringer, en litteraturliste, et navneregister og en alfabetisk liste over de behandlede kirker. Dette gør bogen endnu mere egnet som opslagsværk og som sådan er den som nævnt absolut værd at stifte bekendtskab med.

Kørsel i kvindelig tilstand

"Jeg vil ikke plædere for, at forældre, der slår deres børn, og mænd, der slår deres koner, er uden skyld, fordi de ligger under for et kulturelt baseret forventningspres, men i sin bog peger Al-Sharif på, at de ikke gør det uden grund. De er ikke afsporede voldspsykopater, men ofre for en fastlåst sædvane og tankegang."

Manal Al-Sharif: ”Med hånden på rattet”

oversat af Maya Salonin

Forlaget Indblik 2018, 340 sider, 249,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

”Jeg husker stadig den sidste omgang tæsk, min far gav mig. Jeg gik på tredje år i mellemskolen, og han slog mig så hårdt på siden af hovedet, at jeg næsten mistede hørelsen på det ene øre. I Flere timer kunne det øre ikke opfange nogen lyd. Jeg ved ikke, hvorfor han slog mig.

Den ulogiske voldscyklus derhjemme og i skolen påvirkede i høj grad mine interaktioner med mine søskende. Vi kommunikerede med vores knytnæver, og den stærke dominerede den svage. Jeg modtog min del af slagene, biddene og de udrevne hår af min søster, og til gengæld modtog min bror sin andel tæsk fra mig. Da han blev ældre og stærkere, gav han mig den samme behandling. Men vi opførte os bare, som vi havde lært. Vores forhold til vores forældre var domineret af frygt.” (s. 95).

Et citat som dette bringer minder fra Yahya Hassans digte (2013) og Ahmad Mahmouds ”Sort land” (2015), men mens de to mænd beskriver deres barndom i Danmark, er ovenstående erindringer fra Saudi-Arabien. Mens Hassan og Mahmoud med god grund lægger afstand til deres forældre, lægger saudiarabiske Manal Al-Sharif afstand til forældrenes handlemåde. Som voksen konfronterer hun dem oven i købet med de værste overgreb, som dengang de lod hende omskære med en sløv saks. Alligevel slår hun ikke hånden af sine forældre – af den simple grund, at det ikke kan lade sig gøre i Saudi-Arabien. Siden forsoner hun sig da også med både sin mor og sin far, der lige så stille får større forståelse for deres børn og de valg, de træffer.

Med baggrund i sin opvækst gennemgår Al-Sharif det statsligt sanktionerede kvindesyn i sit hjemland. Undervejs kommer hun rundt om landets historie, den religiøse tradition og ikke mindst den tradition, der uberettiget påberåber sig at bygge på Koranen og Hadith.

Overholdelse af regler er vigtigere end menneskeliv

Saudiarabiske kvinder har ikke lov til at kontakte det offentlige system, hvis de ikke har en mandlig værge med, der kan tale for dem. Det er tænkt som en beskyttelse af kvinderne, men i praksis er det en frihedsberøvelse, der tvinger dem til at leve størstedelen af tiden derhjemme, og holde lav profil, når de er ude. Den såkaldte beskyttelse af kvinderne har antaget groteske former, som da brandfolk undlod at gå ind på en brændende pigeskole og slukke ilden, fordi man ikke kunne vide, om elever og lærere var klædt sådan på, som de skulle være, når de viste sig offentligt. Resultatet var en række døde skolepiger og kvindelige lærere.

Selvom en kvinde har en værge, der er parat til at tale hendes sag, er der dog én ting, hun ikke kan, nemlig at få et kørekort. Heller ikke selvom hun har taget et i udlandet. Der er ganske vist ikke et forbud i den saudiarabiske færdselslov, der forbyder kvinder at køre bil, men det strider mod den religiøse sædvane, og derfor er det ikke tilladt. Al-Sharif nævner flere eksempler på, i hvor høj grad dette forbud besværliggør dagligdagen – ikke blot for kvinder, men også for mænd. I værste fald får det alvorlige konsekvenser, for en kvinde kan ikke køre sine børn eller sin mand på sygehuset. Men også ud over sådanne kritiske situationer er forbuddet mod at køre bil som kvinde med til at skævvride borgernes frihed. Det er simpelthen et anslag mod den ene halvdel af den voksne befolknings frihed.

En kvinde, der bruger parfume, er en troløs hore

I sine teenageår bakkede Manal Al-Sharif op om tingenes tilstand, fordi hun alle andre steder end hjemme fik at vide, at den, der ikke levede efter de salafistiske regler, ville gå fortabt i helvede. Al-Sharif var så opsat på at behage Allah, at hun brændte sin brors kassettebånd, fordi musik var forbudt. Ligeledes iklædte hun sig niqab, når hun gik udenfor hjemmet, så hun ikke kom til at vække forbipasserende mænds seksuelle lyster. Skete det, var det hendes, ikke mændenes, skyld. Al-Sharif citerer en tryksag med titlen ”En gave til den muslimske kvinde”: ”En af tilsløringens funktioner er at være en beholder for hele kroppen, uden undtagelse, og en kvindes krop bør ikke majes ud med røgelse eller parfume. Det beviser den hadith, som fortæller os, at enhver kvinde, der tager parfume på og går forbi andre, så de kan dufte hendes fært, er en troløs hore. Tilsløringen er ikke noget, I påtvinges for at begrænse jer, men for at ære jer og give jer værdighed.” (s. 120f.).

Al-Sharif beskriver, hvordan de begrænsninger, der pålægges kvinderne, skaber et samfund, der ville køre sig selv i sænk, hvis Saudi-Arabien ikke havde været en stenrig oliestat. Begrænsningerne medfører skæbner som denne: ”Hana var 26 år gammel, og hun var blevet fængslet, fordi hun blev fanget sammen med en mand, der ikke var hendes ægtemand. Hun havde udtjent sin straf et år tidligere men var stadig fængslet; hendes far nægtede at modtage hende, og som saudisk kvinde uden en værge kunne hun ikke løslades. Fængselsvagterne forsøgte at få hende giftet væk til en af fangerne i mændenes fængsel, så hun kunne få en værge og blive løsladt.” (s. 291).

Kørsel i kvindelig tilstand

Alle disse forbud blev for meget for Al-Sharif, som besluttede sig for at udføre en demonstrativ happening. Hun havde taget kørekort under et ophold i USA og lod sig filme, mens hun kørte i bil nær sit hjem i Saudi-Arabien. Videoen blev lagt ud på YouTube, hvorefter Al-Sharif blev anholdt for ”kørsel i kvindelig tilstand” og mistede kontrol over det videre forløb. Blandt de positive følger var, at hun i 2012 kom på Time Magazines liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Hendes protest ved at sætte sig bag rattet havde vækket en underskov at utilfredshed blandt hendes landsmænd – både mænd og kvinder. Således udgjorde hendes kørsel en lille brik i det arabiske forår.

”Med hånden på rattet” er en selvbiografi af et af de mennesker, der mere eller mindre bevidst satser alt på at ændre et system, der har ledt sig selv på vildspor; et af de mennesker, der vel at mærke når gennem nåleøjet og ikke bukker under for systemet. Der er en risiko for, at den slags personer skildres lidt for rosenrødt, men selvom Al-Sharif ofte understreger, at hun var den dygtigste i skolen, er det ikke en selvros, der vækker kvalme. Tværtimod tydeliggør hendes talent det groteske ved et system, der lægger hindringer i vejen for, at evner som hendes udnyttes bedst muligt til fælles bedste.

Manal Al-Sharif og den danske integration

Manal Al-Sharif har med hjælp fra en medforfatter skrevet bogen på engelsk. Den udkom på engelsk i 2017 under titlen ”Daring to Drive: a Saudi woman’s awakening”. Man kan undre sig over, at det er det lille, danske forlag ”Indblik”, der har sikret sig rettighederne til den danske udgave, men forlaget har levet op til de forpligtelser, der følger af at udgive en vigtig bog som denne. Selvom den kritiske læser naturligvis kan finde nogle enkelte slåfejl, glider sproget let, hvilket er en fordel, når man tager dens barske indhold i betragtning.

I en dansk kontekst er bogen givende, fordi Al-Sharif fører læseren med ind bag mure og gardiner og afslører den tradition for vold, der findes i nogle arabiske kredse. Her kan der igen tænkes på Mahmouds ”Sort jord” og Yahya Hassans digte.

Jeg vil ikke plædere for, at forældre, der slår deres børn, og mænd, der slår deres koner, er uden skyld, fordi de ligger under for et kulturelt baseret forventningspres, men i sin bog peger Al-Sharif på, at de ikke gør det uden grund. De er ikke afsporede voldspsykopater, men ofre for en fastlåst sædvane og tankegang. Manal Al-Sharif undskylder ikke sine forældre, men hun har fået indblik i, hvorfor de gør, som de gør. Idet hun forstår deres bevæggrunde, gør læseren det også (i hvert fald delvist). Forældrene er simpelt hen børn af et samfund, hvor social kontrol er udbredt, og en etik, der ligger meget langt fra den vestlige verdens, hersker. Det er ikke en praksis, de nødvendigvis reflekterer særlig meget over, for i kraft af at de selv er blevet slået under deres opvækst, gør de næsten per automatik det samme mod deres egne børn. Sådan gjorde man jo også tidligere i Europa.

Det er ikke rosværdigt, at den saudiske stat gør det umuligt for en kvinde at forlade sine voldelige forældre, men i Al-Sharifs tilfælde har det dels medført, at hun har fundet ud af, hvorfor forældrene gjorde, som de gjorde, og at det ikke var udtryk for manglende kærlighed, dels har det medført, at hun med tiden har kunnet rykke sine forældres syn på mangt og meget. Det er en sådan ændring af en fastlåst tankegang, der skaber håb. Dette håb kan vækkes i både Saudi-Arabien og Danmark, for jo bedre man forstår hvilke tankegange og hvilket pres, der præger dele af de nydanske familier, får man bedre mulighed for at reagere konstruktivt på det.

Et lille skridt på en lang vej

I slutningen af juni 2018, syv år efter at Al-Sharifs video blev verdenskendt, blev forbuddet mod, at kvinder kører bil ophævet i Saudi-Arabien. Men i dagene op til blev en række aktivister, der havde talt for ophævelsen, arresteret. Så selvom det er et skridt på vejen, er der nok stadig lang vej igen til et samfund, hvor kvinder ikke behandles som andenrangsborgere. Denne pessimistiske vurdering synes ”Med hånden på rattet” også at efterlade. Men Al-Sharif har gjort sit for at skabe forandring, dels ved at køre ”i kvindelig tilstand”, dels ved at udgive sin absolut anbefalelsesværdige og særdeles velskrevne selvbiografi.

At skrive Europas floder

I årene 2011 til 2017 skrev jeg roman-trilogien EUROPAS FLODER. Alle tre bind er udkommet på Forlaget Wunderbuch, det seneste i sommeren 2017. Har du hørt om projektet?

Klumme/En litterær refleksion 

Af Jens Carl Sanderhoff
Jeg er undergrund. Hvis du ved, hvem jeg er, tilhører du en lille, eksklusiv gruppe i samfundet. Det er jeg personligt ked af, for jeg ville ønske, at alle læste mine bøger. At være eksklusiv er ikke et valg, jeg positivt har truffet, men som tingene er, er det en naturlig konsekvens. Danmark er et lille kulturland, og derfor kender de fleste hinanden i det miljø, der lever rundt om de store kulturinstitutioner; man kommer til hinandens receptioner og anmelder hinandens kunst, og det, der kommer udefra, fra positioner udenfor miljøet, bliver ofte forbigået – ikke i nogen ond mening, men simpelthen fordi det ikke er en del af den nære virkelighed. Jeg kommer udefra, så det er mit vilkår. Historisk set har det vel i grunden altid været sådan, men jeg vil her invitere til en forandring. Det skyldes selvfølgelig, at arbejdet med at skrive en trilogi, de godt 1000 sider mine tre romaner udgør, ikke skal være skrevet forgæves.

Efter syv års arbejde med at skrive EUROPAS FLODER er det indtil videre lykkes mig at få én enkelt anmeldelse i et af de klassiske, landsdækkende medier. Første bind blev anmeldt af Per Nyholm i JP under overskriften ’Fra vort indre køleskab’. Han vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med den, og spurgte retorisk om det var et galmandsværk, han sad med i hænderne, eller om min bog var genial? Han valgte konsekvent at se bort fra det faktum, at det var første bind af en trilogi. På Modspor, som er et internetbaseret litteratursite, fik jeg en glimrende samlet anmeldelse af Anders Møller Gade. Jeg har også opnået af få fine lektørudtalelser gennem bibliotekernes vurderingssystem, men det der gør hele forskellen, er imidlertid at det ikke er dér tendenserne udstikkes for samtidens litteratur. Det er stadig på redaktionerne i de klassiske, landsdækkende medier og på landets største forlag det sker. Hvis ikke din bog bliver opdaget, udgivet og anmeldt af dem, forsvinder den i strømmen af bøger, der aldrig har været så voldsom som netop nu.

Men det er jo ikke primært for anmeldere man skriver. Jeg burde nok skrive jeg, for andre arbejder med andre strategier. Når jeg skriver, tænker jeg indimellem på, at det skal ende mellem hænderne på en fremmed. Jeg overvejer om det budskab, jeg lægger ned i teksten og mellem linjerne, folder sig ud og bliver til betydning for et andet menneske, men jeg ved det ikke. Først når ordene er ude i verden, når de bliver læst og fordøjet og der kommer tilbagemeldinger, kan man få en fornemmelse af, om man taler med nogen eller kun med sig selv.

Det besynderlige ved at skrive, ja, ved ethvert kunstnerisk, kreativt udtryk er, at det altid begynder som et privat anliggende. Man har en følelse, man får en vision, der er tæt knyttet til måden man tænker og føler på, og så er der alligevel noget, der ikke er, som det plejer at være. Det er som om noget har sneget sig ind i tanken, som man selv er fremmed overfor, noget man bliver nødt til at undersøge for helt at forstå det.

På opfordring af Knud Steffen Nielsen
Jeg begyndte som sagt at skrive på min trilogi i 2011. Indtil da havde jeg koncentreret mig om at skrive lyrik, men blev af min digterkollega Knud Steffen Nielsen opfordret til at prøve kræfter med prosaen. Til at begynde med blev jeg en anelse provokeret af hans opfordring, da jeg så den som en indirekte kritik af min lyrik, men ikke desto mindre gav jeg mig i kast med at skrive. Bag den første romanen lå et glasklart koncept. Jeg ville illustrere, hvordan mennesket bevæger sig gennem livet som vand, der løber gennem et landskab; irrationelt, inkonsekvent, til tider absurd og alligevel hele tiden logisk, og jeg havde jeg kun én bog i tankerne, men det var som om jeg havde aktiveret en kerne, der langsomt strålede ud i en større og større kontekst, og allerede inden jeg var færdig med at skive romanen, var den som idé vokset til en trilogi.

Det må åbenbart ligge i tiden. Niels Lyngsø, som også indtil for nylig var bedst kendt som digter og oversætter, er ligeledes i gang med at skrive en trilogi, hvoraf de første to, Min ukendte bror og Himlen under jorden indtil videre er udkommet. Lyngsøs projekt har opnået stor medieomtale og anmeldelser i de føromtalte landsdækkende organer og fuldt fortjent. Det er et vildt og smukt ærinde han er ude i. I et interview i Politiken fortæller han om hvordan, han følte sig ramt af en slags storhedsvanvid, da han endelig overgav sig til prosaen og romanformen. Jeg havde ikke en følelse af storhedsvanvid, da jeg overgav mig til prosaen, men jeg kunne se, at hvis jeg skulle skrive det, jeg havde sat mig for at skrive, skulle det ikke stå i én roman. For at idéen kunne fungere optimalt, må den bredes ud i tre romaner; som en af disse tegninger, surrealisterne yndede at fordrive tiden med; en cadavre exquis. En foldetegning.

Mens jeg skrev det første bind, Europas floder, tog andet bind Djævlens protegé form i mine tanker, og jeg planlagde hvordan jeg ville gribe den an, mens jeg nærmede mig et punktum. Og på samme vis blev nummer to og tre, Død mands manifest, skrevet og tænkt på én gang. Det hele skulle være gennemlyst af min kærlighed til poesien, De største læseoplevelser jeg havde tilbage i ungdommens sprøde og formative år skyldtes digte, og jeg følte, at jeg kunne og skulle give noget tilbage, min prosa skulle afspejle min kærlighed til lyrikken og poesien. Men det skulle samtidig være klassisk prosa. Jeg ville finde en vej frem til et udtryk, der rummede begge dele.

De ni personer
Og hvad handler så dette trehovedede monstrum om? Kort fortalt; om mennesker, mennesker som du og jeg. Hvordan bliver vi dem vi er? Hvordan forandres vi? Hvorfor er det indimellem svært at agere, som man gerne vil, og hvor godt kender vi os selv, når vi tvinges ud af de betryggende rammer, vi hele tiden forsøger at etablere? Den første roman fortæller om ni personer gennem korte glimt fra deres opvækst, hvert lille afsnit opkaldt efter floder i Europa, og frem mod et nu, hvor de alle er på vej til den samme begravelse uden at kender til eksistensen af de andre. I den næste samles disse ni mennesker i en hytte i Rold Skov, og skal dér dyste om arven efter deres døde ven. I en intrikat ramme sat af den døde spilles de ud mod hinanden, og hver især må de gøre op med sig selv, hvor langt de vil gå, og hvor meget eller lidt det materielle betyder for dem. Den sidste del af trilogien følger så den af de ni, der arver den afdødes hus i Freiburg im Breisgau, og dennes rejse ned i hjertet af Europa bliver en voldsom åbenbaring, der forhåbentligt også smitter af på læseren, og alt sammen krydret med kærlighed til sproget, og til poesien især. Jeg har selvfølgelig ikke sluppet min kærlighed til digtet og genrens væsen, blot fordi jeg nu har skrevet godt og vel 1000 siders prosa; tværtimod. Jeg har forsøgt at effektuere eller realisere poesien i mine karakterer og deres måde at være i deres respektive virkeligheder på. Det er svært, hvis det også skal fungere som ’almindelig’ prosa. Der er nogle uskrevne regler for, hvor lidt eller hvor meget genrerne må krydse ind over hinanden, inden det enten bliver bedømt som ’plat’ eller for ’eksperimenterende’. En roman er en fortælling til og en overenskomst med læseren, og det har været vidunderligt at arbejde med netop dette aspekt i min trilogi. Når jeg bliver spurgt til min trilogi, plejer jeg at nævne dette billede på de tre romaners indbyrdes relationer; det er tre selvstændige romaner, der er i familie med hinanden – som brødre og søstre; den første roman er poesien, den anden er psykologien og den tredje metafysikken.

Et hus i Freiburg im Breisgau

Selve skriveprocessen var for mig den mindst krævende del af arbejdet. Hver gang jeg traf en forkert beslutning og skrev mig ind i en blindgyde, så slettede jeg mig baglæns ud af miseren og tilbage til punktet, hvor fejlen opstod og begyndte så på ny. Det gjorde jeg mange gange i løbet af de tre romaner, men det har jeg næsten glemt nu, hvor sidste punktum for længst er sat. Det største arbejde lå for mig foran romanerne, da de skulle komponeres, og efter de var skrevet færdige; så skulle jeg distancere mig fra mit eget arbejde for atter at kunne få adgang. Det hele bliver dybt fortroligt materiale, og det kræver en vis distance, hvis det skal rettes til, og det skal det som regel. Arbejdet med redigeringen kræver en vis kynisme, et falkeblik eller en fremmedgørelse i forhold til ordene, man efterlod på papiret, som man som regel ikke har, lige når man har skrevet dem.

Tidens litterære relativitet
De fleste tænker sikkert, at det tager længere tid at skrive en roman, end det gør at skrive en digtsamling, men sådan fungerer litteratur ikke. Et digt kan tage hele livet at indfange, og en roman kan konciperes på kort tid, hvis alting flasker sig. Jeg havde ingen idé om, hvor kort eller lang tid min trilogi ville tage, da jeg begyndte. Jeg havde en grundidé og kastede mig simpelthen ud fra 10-meter vippen. Det meste af det første år hang jeg i luften mellem vippen og vandet, men da jeg omsider nåede ned og gennembrød vandspejlet, forsvandt tidsfornemmelsen; jeg kunne se hele værket, hele trilogien i sin vorden, som når man som barn dykkede ned og lagde sig på bunden af udspringsbassinet for at se de andres kroppe dratte ned. Arbejdet med at skrive blev en tilstand, en stræben efter en fuldkommen illusion, en idé fixe der først nu er blevet realiseret.

Og så var der jo lige det dér med invitationen til at ændre måden vi gør tingene på, muligheden for at opnå at få omtale, anmeldelser osv., som jeg indledte denne tekst med at efterlyse. Her har jeg lyst til igen at vende tilbage til min trilogi-kollega Niels Lyngsø, ikke fordi det har så meget med ham at gøre, som det har med det faktum, at hans bøger er udkommet på Forlaget Gyldendal, og mine på det lille, forholdsvist ukendte forlag Wunderbuch fra Skive. Alene dét forhold synes at afgøre hvor god en chance man har for at få opmærksomhed om sine bøger. Det er jo af indlysende grunde absurd. Bøger fra Gyldendal er ikke nødvendigvis en omtale værd, og bøger fra små, ukendte forlag skal have en chance for at nå sit publikum. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor denne skelne mellem store og små forlag er opstået, især fordi jeg kan huske en tid, hvor avisernes kultursektion var fyldt med anmeldelser af det, der udkom. Den tilstand bør alle arbejde hen imod igen, for hvis tingene fortsætter som nu, er det kun et spørgsmål om tid, inden også de store forlag bliver fejet ud af mediebilledet. Så har vi opskriften på et kulturløst samfund, og udviklingen kan gå hurtigere end de fleste forestiller sig.

Som et lille kuriosum kan jeg her til allersidst afsløre, at min ukendte trilogi er på vej mod at blive en kvartet. Det seneste års tid har jeg skrevet på en efterfølger til EUROPAS FLODER, men der kommer nok til at gå et par år, inden den udkommer, og mit greb denne gang er som snydt ud af næsen på Star Wars-universet. Jeg skriver en fortælling, der finder sted før, under og efter tiden, der udspillede sig i trilogien. Især før og efter. Jeg glæder mig helt vildt til at præsentere den – skal vi sige i 2020?

To digte - Flemming Andersen in memoriam

Forfatteren og oversætteren Flemming Andersen døde for nylig. Den smalle bog bringer to tekster in memoriam. Et digt af Flemming Andersen og et digt til Flemming Andersen af Lene Henningsen.

Flæskestegen brænder

Landet er slidt.

Måger uden omrids

sejler over trøstesløse vintermarker.

Selv de nye farver

på de nye cementbyggerier

drømmer om jordens glemsel.

Lloyden savner sine dæk

bonden sit sogn.

De nye maskiner er stadig for unge til at sætte spor

mat metal som en udpint ulv.

Krøniken fortsætter

tage lægges

biler købes, grå eller sorte.

Selv de nye jakkesæt

ligner 50 kroner hos Kræftens Bekæmpelse.

Det er klubtid

ned i varmen

ned i mørket

hjem til livmoderen

electroclash.

Hvilke bryster, hvilke øjne, alt i hende synger stof.

I morgen er væk.

Åh gud, lad i morgen være væk.

Helt.

Fremtiden vil bringe konsulenter og coachere, som dør for

egen hånd. Det er som at kende måger: Højden passer, men

sådan flyver en sildemåge ikke. Det er sikkerhed - for måge

som for menneske.

Livet er træernes glas

på de yderste kviste

i modlys

i 5 graders frost.

Vinden kun et ekko af fordums storhed.

Stilheden er som en lammelse.

Aviser råber S-bagland og DF-forland.

Hvilken joke!

Fusionér, I befængte bonderøve, drop forstillelsen, bekend

kulør. Det eneste, som S og DF ønsker, er at kontrollere alt.

Der kan de så kneppe med ModermegapatteMORMORMOR og

faderJYDEJYDEJYDE, den tæskede og den frigjorte. Skamløs-

heden kender ingen grænser hos dem, der beskylder andre for

ikke at leve op til deres egen moral. Det er der ikke noget nyt

i. Skampulede sange finder altid friske proselytter.

Skam

over dem

To hujende svaner er på vej mod syd.

Fuck dette forfrosne helvede af stålblå stilstand.

Danmark, jeg er blod og sorte negle

et monster af uklippethed og nakkeost.

Jeg skriver mig ind i det almindelige liv.

Se - dér hænger Jesus på korset

taler med Muhammed, som sidder på et bjerg

TAPE: "Det er et helvedes, hvad?" OFF.

ET DIGT AF LENE HENNINGSEN