fredag den 5. juli 2019

Hvad er din ærlige hovedet-på-blokken-mening

Steinbeck skriver stor litteratur om almindelige mennesker


Klassikerlæsning
John Steinbeck: ”En dejlig torsdag”, 1954. 
Oversat til dansk samme år

Af Egil Hvid-Olsen
Der er noget på samme tid let og dybsindigt over Steinbecks Monterey-romaner: ”Dagdriverbanden” (1935), ”Et mægtigt gilde” (1945) og ”En dejlig torsdag” (1954). Selvom der udfoldes tragedier nok, peger Steinbeck også på det frække, det underfundige og det smukke.
Lige fra første side sidder man med et smil på læben, for prologen indledes på denne drilske måde:
”En aften lagde Mack sig mageligt til rette på sin seng i Ungkarlehjemmet ’Palace’ og sagde: - Jeg har aldrig været rigtig tilfreds med din dér bog Et mægtigt gilde. Jeg ville have lavet den på en helt anden måde.” (s. 5).
Herefter følger to siders kritik af ”En dejlig torsdag”s forløber.
Sådan en indledning er krukket, men er der nogen, der kan bære det, er det Steinbeck.

Den frustrerede marinbiolog
Læsere af ”Et mægtigt gilde” er blevet præsenteret for marinbiologen og menneskekenderen Doc, der på den ene side godt kan blive vred, men på den anden side ikke kan lade være med at tilgive, hvis nogen skader ham.
I begyndelsen af ”En dejlig torsdag” kommer Doc hjem fra 2. verdenskrig. Der fortælles intet om hans oplevelser, men det er tydeligt, at han ikke kan finde sig til rette i den hverdag, han trivedes i før krigen. Den daglige trummerum er ikke længere nok for ham. Han vil udrette noget, så han beslutter sig for at udføre forskningsarbejde og skrive et videnskabeligt værk herom. Problemet er bare, at papirerne forbliver blanke. Dette skyldes dels noget, der kan ligne en snigende depression, dels at kvinden Suzy dukker op og får ansættelse i det tilstødende bordel. Den bestemte, men elskelige bordelmutter Fauna erkender ganske vist straks, at Suzy ikke er velegnet til jobbet som prostitueret, men hun ansætter hende alligevel, fordi hun kan se et andet potentiale i hende.
Dermed er rammerne skabt for en for så vidt ganske banal, men også meget varm fortælling om menneskelig sameksistens på godt og ondt; en sameksistens, der ind imellem kan udvikle sig til kærlighed.

Troværdige karakterer
Steinbeck er en mester i at beskrive sine karakterer på en præcis, imødekommende og poetisk måde. Dog undgår han at falde i den fælde, Mack og Doc dumper i, da de mindes den lokale kinesiske købmand, der har solgt sin butik for at drage på langfart:
”Sådan spillede de bold med mindet om Lee Chong og tillagde ham i erindringen dyder, der ville have forbløffet ham, og visdom og skønhed foruden. Mens den ene fortalte en prægtig historie om denne merkantile himlens søn, ventede den anden utålmodigt på at komme til og overtrumfe den med en ny. Der opstod af deres minder et væsen, som næppe nok var menneskeligt – en drage af godhed og en engel af falskhed. For sådan skabes guder.” (s. 14).
Steinbecks karakterer er ikke guder, men mennesker af kød og blod, på godt og ondt. Selv Lee Chongs efterfølger i butikken, der bærer det bizart fromme navn Joseph-and-Mary og aldrig misser en chance for at snyde både kunder og alle andre – selv han får lov at vise en anden side af sin personlighed hen mod slutningen af bogen.
Doc er en helt anden type end Joseph-and-Mary. Steinbeck giver denne karakteristik af ham inden hans krigsdeltagelse: ”Doc var glad for sig selv, ikke på en utiltalende og selvoptaget måde, men akkurat ligesom han ville have været glad for enhver anden. Ved at være i balance med sig selv var han samtidig i balance med sin samtid.” (s. 25). Det lader til, at Doc ganske naturligt og uanstrengt har virkeliggjort det bibelske dictum: ”Du skal elske din næste som dig selv”.
I en dialog mellem dagdriveren Mack og Doc om Joseph-and-Mary får Steinbeck klart og præcist karakteriseret de tre:
”- Doc, hvad synes du egentlig om El Patrón [Joseph-and-Mary] … hvad er din ærlige hovedet-på-blokken mening om ham?
- Jeg tror ikke, jeg rigtig kan blive klog på ham. Vi er vist temmelig forskellige.
- Det kan du lige lure på, I er, sagde Mack. – Han er ikke noget hæderligt menneske.
- Det kalder jeg en erklæring fra en expert.
- Hvad mener du med det?
- Jeg mener bare, at du har erfaringer nok at øse af.
-  Ja, jeg ved godt, hvad du mener, sagde Mack alvorligt, - men prøv at være helt ærlig over for dig selv, Doc, og se om jeg ikke på en måde er uhæderlig på en hæderlig måde. Jeg kan jo i virkeligheden ikke narre nogen – ikke engang mig selv. Og der er osse en anden ting – jeg er klar over det, når jeg laver noget af den slags. Joseph-and-Mary kender ikke forskel på ærligt og uærligt.” (s. 90).
Således kategoriserer Steinbeck tre af sine karakterer som hæderlig (Doc), uhæderlig hæderlig (Mack) og uhæderlig (Joseph-and-Mary). Men det stærke ved hans kategorisering er, at han ikke er bange for at afvige fra den. Således kan Doc måske ikke ligefrem være uhæderlig, men han kan i hvert fald udføre usympatiske handlinger, og det er netop dette, der gør hans karakter troværdig.

Et rigt svin?
En anden særpræget karakter er Old Jay om hvem Steinbeck skriver:
”Old Jay var født så rig, at han overhovedet ikke anede, at han var rig. Han troede, at alle mennesker havde lige så mange penge som han. Han var videnskabsmand, men man havde aldrig rigtig fundet ud af, om han var en stor begavelse eller en galning, og da han havde givet tilskud til så mange videnskabelige fonde og financieret så mange projekter og siddet i så mange bestyrelser og kommissioner, var der ingen der åbent turde drage hans evner i tvivl. Han skænkede millioner bort, men han kunne godt finde på at snyde en bekendt. Hans videnskabelige æresbevisninger var mange, og der var folk som rent privat og meget giftigt tænkte, at de bare var tildelt ham i håb om økonomisk støtte […]” (s. 145f.).
Old Jay besøger Doc uanmeldt, spiser hans mad og sover i hans seng uden at blevet tilbudt nogen af delene. Hans provokationer af værten står i kø, så Doc til sidst udbryder: ”Skrup ad helvede til med dig”, men derpå tilføjer: ”Men gør det herinde.” (s. 153). Således afsløres Docs næstekærlighed igen, og selvom han ikke spekulerer i det, viser det sig at komme ham til gode.

Alvorlig komik
Steinbeck har skrevet langt mere alvorlige bøger end ”En dejlig torsdag”, men alvoren er bestemt også til stede i denne delvis komiske roman, der derfor undgår at blive en klæbrig feel-good-oplevelse. Det er stor litteratur om almindelige mennesker, læst med et bredt smil og et par tårer i øjenkrogen.

fredag den 28. juni 2019

Manifest i sommernatten

Digteren (jeg anbefaler mig) som VRED, midaldrende ringvrag på jagt efter sandheder (oh!) og uden anden grund end indignation,  skrev en eftermiddag før folketingsvalget 2019 dette i det følgende manifest, og nu er alting anderledes – og dog. Nogle ting synes aldrig at forandre sig, men det gør de, både til det bedre og til det værre. Lad dette være opskriften på, hvorfor en digter ikke skal kaste sig ud i politik, men altid være sig bevidst om ordenes magt. God sommer!


Klumme: En litterær refleksion
Af JENS CARL SANDERHOFF


det må være andre, der bærer ansvaret, de privilegerede, for jeg tilhører de mange, der ikke har en stemme, eller en stemme, der altid bliver betragtet som ukvalificeret, uegnet eller bare irriterende, men hvad betyder det – jeg er ansvarsfri – jeg er ansvarsløs – det betyder ikke noget, det er andre ting, der presser sig på, det er helt andre emner, der river i verden – en verden som er ved at forvandle sig, og det er på tide, for dem, der skal løfte ansvaret, dem, der skulle være vores forbilleder, de svigter, og det hele ligner noget, der er gjort i ond vilje –

det er et cirkus at følge med i den måde, alting bliver forvaltet – jeg forstår ikke de mennesker, der har travlt med at reformere det danske samfund – hvis man ikke forstår, hvordan man kom frem til det nu, man står midt i, hvordan fanden kan man så bilde sig selv og andre ind, at man ved, hvordan fremtiden skal formes – jeg mener; vi kommer jo af en succeshistorie – det danske samfund er en vildt god fortælling om at have fællessind og tolerance, men nu skal der andre boller på suppen, nu vil fadølsalfaderen og alle hans ligesindede smide hele modellen ud for kortsigtet økonomisk gevinst – en mand, der aldrig har bidraget med nogen blivende nytteværdi til fællesskabet – hvordan kan vi gøre en sindssyg mand som ham til forbillede? det er nedtur, det her –

de seneste halvtreds år har udviklingen været stabil; alt er i opløsning, og forbrydelse er blevet en forretningsmodel – jeg begræder den kynisme, der har splintret og splittet fællesskabet i ærgerrige celler, der nærmest glæder sig over andres modgang – det er som om samfundet har en kæmpemæssig svulst i hjernen, eller et nederdrægtigt og selvdestruktivt element, der oprigtigt talt ikke føler noget for de andre – hvis nogen klarer sig dårligt, er det deres egen skyld – samtidig med at vi lukker internationale gangstere ind i hønsegården og siger; velbekomme! det er ikke sørgeligt, for det er for mildt et udtryk, nej, det er dumt og fantasiløst – hvis vi skal nå at gøre det bedre, så skal vi agere nu, for vi nærmer os hastigt point of no return, og det er ikke sinatras album, jeg taler om –

der er noget, der er helt forkert – vi har så travlt med at forstå os selv, at vi ikke fatter, at andre er ligeglade med den slags – der er mennesker, der helt kynisk kalkulerer med dette – så længe vi alle sammen forsøger at realisere os selv, så længe har de arbejdsro, og den bruger de til at tømme verden for værdier; først de materielle, og når deres grådighed, som ingen grænser kender, tvinger dem, så går de efter det immaterielle, og inden vi får set os om, står vi midt i en trøstesløs transaktionsøkonomi, der slet ikke bryder sig om retskrav og fredninger og alle mulige andre bløde, humanistiske sager, som de døde engang kæmpede for –

og al den energi, vi bruger på at diskutere fortidens synder, kan vi ikke bruge på at løse fremtidens katastrofer – jeg ser en sammenhæng mellem de fleste menneskers følelse af magtesløshed i forhold til at ændre tingenes tilstand, og udviklingen af de sociale og miljømæssige trængsler der tegner sig på fremtidens spinkle horisont – måske skulle vi blive bedre til at tilgive og se fremad, inden vi om ikke så længe end ikke kan se vores egen næsetip – og

det offentlige rum er en illusion eller en sandhed med modifikationer, for rummet er en konstrueret omgang hierarkisk hakkeorden, og offentligheden er en masse subjektive positioner, der kæmper en godt nok ublodig, men meget ofte hård og nederdrægtig kamp om retten til at udskamme alle de positioner, der kan siges at være i opposition til ens eget synspunkt – kunne man forestille sig det anderledes? ja, det kunne man, men det sker ikke, for noget af det mest menneskelige ved mennesket er vel, at det altid forsøger at vinde sted at stå og efterfølgende at befæste sit eget synspunkt, næsten uanset hvilke modargumenter det møder – jeg har gjort mig skyldig i præcis samme ugerning – vi skaber intet andet ved disse trakasserier end muligheden for selv at lide nederlag –

er der noget godt at sige om mennesket? er der nogen grund til at lede efter noget godt at sige? den tid, vi har på jorden, er kort, og den er spildt, hvis vi gør os alt for høje tanker om retfærdighed og lighed fx, og jeg kan ikke anbefale, at man satser sine sparepenge hverken på evigt liv eller en verden uden krig – krig er mange ting, men mest desillusionerende er uden sammenligning krigen på værdier, thi den er så gammel og fører aldrig andet med sig end kortvarig opstigning, efterfølgende belejring og sidenhen forsmædeligt nederlag – paradigmernes tivoli – så snart noget etableres, opstår et modtryk og dertil hørende krigeriske opponenter, og den tid man kan nyde sin triumf er omvendt proportional med friheds- og retfærdighedsfølelsen hos netop disse, der kun venter på at skære halsen over på dig – alt sammen selvfølgelig i overført betydning – vi griser ikke vores ryatæpper til mere, det har vi folk til, og kampene er selvfølgelig henlagt til egne af verden, som vi ikke bryder os om –

hvad er det, der sker, når mennesker får magt? hvorfor forvandler vi os, når vi bliver fremhævet, udråbt og hyldet? det er som om, mennesket er allergisk overfor fremhævelse, ros  og privilegier – det er som om rettigheder skal udnyttes maksimalt uanset konsekvenserne for dem, det kommer til at gå ud over – ja, selvfølgelig også konsekvenserne for dem, der nyder fordelene – det er et ondt system, vi hylder – det er en dum idé at lade det være op til tilfældets og tidens arbitrære valg, og kom endelig ikke her og tal om kvalitet og særlige evner! se lige hvordan verden ser ud – det er en katastrofe, vi abonnerer på – vi skal indrette os langt mere retfærdigt, men det vil de privilegerede selvfølgelig ikke være med til, og det er derfor vi er havnet i en evig forandringscyklus, et paradigmehelvede, hvor vi ruller hen over hinanden, som om vi alle var ligegyldige parenteser i en lang, lang tekst om overmenneskets særlige krav og ret til at herske og forfordele –

der findes en dybde i tilværelsen, som de fleste skræmmes af og fortrænger, men det nytter ikke noget – vi rådner op indeni, hvis vi ikke anerkender, at der kun er den betydning, vi selv producerer – om det så skal være skumfiduser, møtrikker eller savsmuldstapet synes vel ikke reelt at være et valg, vel? det der batter noget, er storsind og broderskab over århundreder, at vi samler ind til en enorm skat af skønhed, oplysning og viden – de to biler i carporten forsvinder sammen med dine knogler, så hvis du ikke fatter det, er du dødsdømt i dobbelt forstand –

held har ikke noget med det hele at gøre – det vi kalder held er en række af tilfældigheder, der tilfældigvis passer sammen – det er ikke held; det er det, der sker i kaos hele tiden – det burde hedde noget andet; personlig virkelighedsopfattelse? det er jo kun fordi, vi tilfældigvis kan bruge situationens kompleksitet til noget personligt, at vi opfatter sammenfaldet som held eller uheld – dygtighed tilhører samme stamme – held og dygtighed er som fætter og kusine; den enes død, den andens brød; er i virkeligheden en fætter-kusinefest – når du ser en hjemløs, så ser du dig selv i en uheldig version, et menneske, der trak tilfældighedernes nitte – skal vi så ikke se at få ryddet op i uretfærdighederne? jeg får kvalme, hver gang jeg hører nogen tale om, at det er deres egen skyld – vi skylder ikke virkeligheden noget – ikke én eneste af os –

retfærdighed er ikke en by i Rusland, det er en effekt i følelsesregistret – alle kender følelsen af uretfærdighed, men de færreste ved, hvad de skal stille op med den, hvis den ikke handler om dem selv – paradokser har alle dage været menneskets yndlingsbeskæftigelse – vi vil alle behandles retfærdigt, men tager ikke voldsomt anstød af, at retfærdigheden kan stå på uretfærdighed – det afrikanske kontinent er et eksempel på dette paradoksale moralkompas og etiske ødeland – jeg håber at alting en dag bliver vendt på hovedet – nej, selvfølgelig gør jeg ikke det – i den bedste (fiktive) verden af alle bliver uretfærdigheden stoppet ved at indføre fuldstændig retfærdighed – det er så i samme uge, som der falder to søndage –

hvor mange gange har vi ikke hørt, at ganske få mennesker ejer det samme, som den fattigste halvdel af jordens befolkning gør, og at de få mennesker til stadighed bliver rigere – men hvad har vi gjort ved det? intet! ikke en finger har vi løftet, ikke et kryds har vi flyttet på stemmesedlerne, og det er mildest talt bizart – man skulle tro, vi alle var tilfredse, at vi er indforstået med den verdensorden, at vi synes det er ret og rimeligt, men det er vi jo ikke – alle koger over, når de kommenterer på det, men der er åbenbart langt fra ord til handling – er det nu sandt? er der så langt? vi skal vel i virkeligheden blot holde op med at gøre noget – den dag vi alle holder inde, standser og venter – da vil systemet kollapse, og så kan vi bygge det op forfra, nu med retfærdighed – men vi tør ikke – vi er bange for at blive ramt, personligt, og se al den ejendom, vi har samlet, smuldre for øjnene af os – vi er tingenes røvhul, og de knepper os hårdt –

hvis du kunne vælge mellem et personligt bedre liv, eller at andre, du hverken kender eller har noget tilfælles med, fik det bedre, så er det nok ikke utænkeligt, at du vælger dig selv, vel? er det odiøst? er du så et dårligt menneske? det skal jeg ikke dømme, det skal du – den, der foretager sig noget, der afspejler en anonymisering af det fremmede, det ukendte, skal stå til ansvar overfor sig selv, og den, der allerede har et liv, der er mange gange bedre end gennemsnittet her på jorden, skal stå til ansvar overfor sine efterkommere – og det bliver dine tip-tip-oldebørn, der kommer til at dømme dig, og mig, og alle os, der pakker vores ræsonnementer ind i bekvemmelige paradigmer, sådan som politikere gør nu, hvor de endelig har lært at bruge ordet –

er vi forkælede idioter? forspilder vi chancen for at skabe en bedre verden? den kolde krig version 2.0 er lige begyndt, og det virker som om vi som sædvanlig er handlingslammede – ingen siger fra, ingen forlanger at de korrupte ledere, der udnytter massernes uvidenhed og angst til egen vinding, bliver stillet til ansvar for deres voldtægt af den offentlige bevidsthed – vi æder det hele råt og tænker; nå ja, det går jo nok alligevel, så længe de ikke trykker på knappen – det er jo det, de har gjort nu i mere end 100 år – verdenskrigene, de varme og de kolde, fordelingen af ressourcerne og misbruget af samme – nå ja, men min reallønsstigning, mine tillægspensioner og den nye SUV med swimmingpool og trådløst internet; alt det forsvinder jo, hvis jeg går op imod magthaverne – kan du stadig ikke få øje på det? intet bliver bedre indtil alle fatter, at konsekvensen ved at fjerne disse monstre ikke er tab af velstand, og at vi er de eneste, der kan gøre en forskel – vi er forskellen –

endeløs bekymring – det er så vildt at mennesket sjældent tåler magt og altid har et arsenal af dårlige undskyldninger for at anvende denne magt til at forkynde en salvelsesfuld erkendelse, det så har gjort sig – når jeg tænker på de mennesker, jeg selv har truffet, som sad med magten til at forandre noget, så bliver jeg altid lidt forstemt – og det er jeg i min gode ret til at blive, for se nu lige på verden; det er jo ikke fordi, de vader i succes – disse magtmennesker søger oftere konflikten end opbyggeligheden, de må nyde at se ting smuldre, ellers forstår jeg ingenting – og det er sikkert det, der er mit største problem – jeg troede, nok fordi jeg engang har været barn, at livet gik ud på at lære at beherske noget, at fuldende ting, at forbedre og udvikle – det er to skridt frem og et eller halvandet tilbage hele tiden – udviklingen står næsten stille, og til tider går den baglæns – lige nu er det to skridt frem og to et halvt tilbage –

det er som om der er noget, der har boret sig ind i samfundet, noget som vil nedbryde det indefra, og som samfundet har næret i sin egen grænseløse tillid til det, vi kalder den personlige frihed, som jo ret beset er en konstruktion, da intet menneske bliver sig selv uden påvirkninger, uden sværdslag og kampe med den arv, den herkomst, vi alle er bundet af – men hvordan kan vi befri os fra det onde? jeg tror, vi først og fremmest skal erkende, at med friheden følger en pligt og et ansvar for at forstå, hvad det kræver at være fri, og at intet overstiger disse præmisser i deres lovmæssighed, så hvis man vil bruge sin frihed, skal det altid være til noget, der opbygger fremfor begrænser andres frihed –

kan et samfund have smerter? kan det, der trænger ind i organisationen, fremtvinge en form for kollektivt stikkende jag? er vi bevidste om det, eller handler vi hele tiden reaktionært, mere angste for forandringen end for det helvede, vi har udløst – når man ser, hvordan tingene har udviklet sig gennem de seneste halvtreds år, så er det svært at være i tvivl – mennesket, jeg selv inklusiv, foretrækker det kendte fremfor det fremmede, det er sådan vores hjerner virker, og selvom vi roder os ud i noget, der er skadeligt, så kan vi ikke slippe det, for deri ligger en del af identiteten, sådan som hjernen ser på sig selv – her bliver kroppen offer – men jeg plæderer ikke for det dyriske, nej, tværtimod efterlyser jeg hjernens evne til at omstille sig til kroppens tilbagemeldinger – det er det samme, jeg efterlyser i samfundet; de ledende, dem, der tager ansvaret på sig, skal blive bedre til at lytte til samfundet – vi skal hverken være hjerne eller dyr –

det er naivt at tro, at naivt er det samme som dumt – det er dumt at tro, at de naive skal arve jorden – nogle gange er sproget en slikbutik, og andre gange låser man sig selv ude; eller maler sig op i et ærinde – jeg ved godt, at det her er vildt ude gradbøjninger af god litteratur, men god litteratur har sovet i timen – hvad fanden skal man stille op med alle de konstruktioner, vi hele tiden basker hinanden i hovedet med, mens dem, de andre, det fremmede, de, som ikke bruger eller bryder sig om kulturens mere komplekse replikker og frembringelser, ja, hvad tror du de laver lige nu? de labber kultur i sig, en kultur frembragt af kalkuler og piloter, så der ikke spildes en krone, samtidig med at forbrugeren, for nu er man ikke længere publikum eller læser eller kunstelsker, ja, samtidig med at forbrugeren stopfodres med en virkelighedsopfattelse, et verdenssyn og en evne til kritisk at modtage, som på en god dag kan sammenlignes med ens eget niveau, da man var ti år vel at mærke – gør dog for helvede op med det regime – forlang noget, du ikke fatter, så dine drømme bliver mærkelige igen!

der er noget galt i Danmark – der er noget helt galt, og vi har vænnet os til det – det er det, der sker, når man bliver lullet ind i fede tider – vi er spiddet af vores egen succes, og det er ikke et kønt syn – men hvordan ser vores forbrydelse ud? er vi så spundet ind i de mekanismer, der fjerner det kritiske, skeptiske blik, at vi faktisk slet ikke længere er i stand til at se, hvad det er vi gør galt? det tror jeg – når vi ser, hvad folk sætter kryds ved til valgene, og samtidig kaster et blik ud i verden, så er der ingen sammenhæng mellem det, vi kan se, vi er nødt til at gøre, og det vi så rent faktisk bakker op om – jeg tror ikke på revolutioner – jeg tror ikke på nye systemers afvisninger af alt eksisterende – vi er tvunget til at finde løsningerne i det, vi allerede har bygget op, og det er en langt vanskeligere opgave – vi skal simpelthen bliver klogere –

det mærkelige ved velstand er, at det udløser en blasert og forkælet arrogance i forhold til andre problemer, end dem der er tæt på – hvem kan i virkeligheden også forstå, hvad det vil sige at være en pige på syv år i Day Mirdad, at vokse op i skyggen af de nøgne bjerge mod nord? men det er jo det, velstand skulle udløse; overblikket, empatien og viljen til at gøre livet bedre for andre, nu man selv er i overskud – det er ikke det, der sker – tværtimod har vi set en udvikling, der opdeler verden mere og mere sekterisk – det bliver vores undergang – og godt det samme – verden har ikke brug for mennesker, sådan som vi opfører os; livets mirakel er uændret om vi forsvandt – enhver ligning skaber et facit, og den ubekendte faktor her er, om vi er i stand til at forandre os – det ville være smukt, hvis det var tilfældet, men som sagt er det også smukt, om vi forsvandt; forskellen er forsvindende lille – livets variationer er vildere end noget vi har bygget, skabt og sagt –

det frie valg? det findes ikke – du har alle dine sympatier et sted fra; ingen er født med en overbevisning – erfaringen er dig utro med forestillingen – at vi overhovedet er lykkedes med at skabe et samfund, skyldes vold og tvang både fysisk og mentalt, så når nogen påberåber sig retten til det ene og det andet, og i samme sekund som regel også begynder at besynge frihedsidealer, så bær over med dem – bag enhver konstruktion står frygten og døden og griner – men tag ikke fejl heller – det frie menneske (som vi definerer det) er en privilegeret afart af racen, og det er da helt indlysende bedre at være fri i sin forestilling om frihed end at være fanget i andres – det kan du så tænke over, mens jeg fejer for min egen dør – verden er fuld af mennesker, der ikke har vores luksus, men det bryder du dig sikkert ikke om at tænke på – at din frihed står på andres ufrihed – det er ikke rart, vel? men det er sådan vores lille definition virker – den frihed, vi har konstrueret til os selv, betales af andre – verden er fuld af uretfærdigheder –

et samfund uden hjerte? en krop uden kunst? fix det!

tirsdag den 25. juni 2019

Døden i kvantekryptering

”Thanatos” advarer om, at vi er på vej ind i et overvågningssamfund, hvor der er visse magtfulde grupperinger, der ikke kan overvåges og derfor ikke kan standses


Jan Egesborg og Johannes Töws: ”Thanatos”, 
Grafic Novel, Polyteknisk forlag, 86 sider, 99 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Thanatos er den personificerede død i græsk mytologi. I Egesborgs og Töws’ grafic novel, ”Thanatos”, ligger døden på lur i kampen om kvantekryptering.
Kvantekryptering er – selv i Egesborgs og Töws’ dels tegnede, dels skrevne gennemgang – en temmelig kompliceret affære. Derfor skal det i denne sammenhæng kun oplyses, at kvantekryptering er en sikker måde at udveksle oplysninger via telekommunikation. Så snart en hacker har brudt koden, går kodenøglen i stykker, og intet af det sendte kan læses af hackeren. Den, der har adgang til kvantekryptering, kan ikke kontrolleres. Til gengæld kan vedkommende kontrollere andre.

Seriemord inspireret af Hieronimus Bosch
Freelancejournalisten Anders Brinck har bosat sig i Kyoto, hvor der i løbet af den seneste tid har fundet fire mord sted. Alle mordene synes at være relateret til malerier af den nederlandske maler Hieronimus Bosch (ca. 1450-1516), hvis motiver er præget af makabre, mareridtsagtige scener. Måske skyldtes hans motivvalg, at han som 13-årig oplevede sin fødeby gå op i røg med adskillige dødsfald til følge.
Brinck kender den lokale kriminalkommissær og gør et forsøg på at finde seriemorderen. Journalisten har heldet med sig – og så alligevel ikke.
Jan Egesborgs streg er stemningsfuld. Selvom bogens fortælling er dyster, lyser det hvide i de sort/hvide tegninger godt op. Og dog er der ikke mange opmuntrende elementer i bogen, hvoraf det mindst skræmmende viser sig at være de Bosch-inspirerede mord med langvarig forudgående tortur. Fuldt bevidst drager bogen læseren ind i et mareridt, og advarer om, at det meget vel kan afspejle virkeligheden. ”Thanatos” udtrykker en frygt for, hvad kvantekryptering kan føre til, hvis den ender i de forkerte hænder, samt en lige så stor frygt for, hvad visse personer er parat til at gøre for at sikre sig tilstrækkelig viden om krypteringen.

Svær populærvidenskab
Egesborg og Töws vil gerne formidle en bekymring, men grafic novels er ikke det bedste medie til den slags. Ganske vist fungerer denne form for tegneserier fint til at skabe lyssky stemninger, men når forfatterne godt en tredjedel inde i bogen lader en forsker redegøre for, hvordan kvantekryptering fungerer, springer kæden af. Det havde været tilstrækkeligt at oplyse, hvad krypteringen kan gøre. Hvis bogen havde været længere, kunne den populærvidenskabelige, men lettere komplicerede gennemgang af kvantekrypteringen måske have været på sin plads, men det er, som om forelæsningen skubber resten af fortællingen til side. Måske er det et ønske fra Polyteknisk Forlag, at den tekniske forklaring er med, men den fylder ikke desto mindre for meget. I hvert fald medfører det, at resten af historien mangler plads til at udfolde sig. Brinck konkluderer i højere grad på baggrund af sin mavefornemmelse end på baggrund af fakta. Hans gætterier gør det muligt for ham at opklare sagen på en uge, selvom politiet har arbejdet på den i flere måneder. Det virker ikke særlig troværdigt.

Uhyggen fjerner fokus
”Thanatos” advarer om, at vi er på vej ind i et overvågningssamfund, hvor der er visse magtfulde grupperinger, der ikke kan overvåges og derfor ikke kan standses i deres overvågning af andre. Overvågning er magt, og den magt, kvantekryptering kan give dens ejer, er enorm.
Der er intet i vejen med intensionerne bag ”Thanatos”, men den lader sig gribe af sin egen uhyggelige stemning i stedet for at udfolde, hvorfor det er så uhyggeligt. Fokus lægges på mennesker, der er i stand til at gøre hvad som helst for at beskytte deres forretningshemmelighed, men derved går læseren glip af sagens kerne: Faren ved kvantekryptering.

fredag den 14. juni 2019

Frygteligt er dette sted!

"En spændende og stærkt udfordrende digtsamling."


Geoffrey Hill
Frygteligt er dette sted. Udvalgte digte 1959-78
Det Poetiske Bureaus Forlag 2019

Af Carina Wøhlk
Bogen med den skræmmende titel ”Frygteligt er dette sted” er udgivet i samlingen Bureauets Lommebibliotek. Den indeholder udvalgte digte, skrevet af den velestimerede og nu afdøde engelske digter Sir Geoffrey Hill.

Digtene er oversat af Claus Raunholt Jensen, som også har forsynet digtsamlingen med et oplysende forord og et nødvendigt noteapparat. Geoffrey Hill har ry for at være en svært tilgængelig digter, og der er noget om snakken.

For de lærde blot
Hills lærde udgangspunkt fornægter sig ikke. Kun en akademisk skolet læser kan have glæde af hans digtning, der indeholder mange allusioner til både historie, filosofi, teologi, politik og mytologi. Og hans sprog er, som Raunholt Jensen ganske rammende anfører ”yderst fortættet, delvist vredet af led og delvist af næsten sangbar skønhed” (se s. 8).

Netop det musikalske i hans måde at skrive på rammer læseren gang på gang undervejs.  Selv om Raunholt Jensen uden tvivl har gjort sig stor umage med både at formidle det poetiske stof og fornemmelsen af rim, får læseren hurtigt en trang til at opleve Hills digtning på originalsproget. 

Hill blev født i 1932 i Bromsgrove, Worcestershire, hvor han også voksede op. Allerede som ganske ung følte han sig kaldet til at blive digter. Livet igennem kombinerede han det akademiske arbejde med det litterære.

Som ung læste han engelsk ved Keble College i Oxford, hvorfra han dimitterede i 1953. Herefter forfulgte han en akademisk løbebane. Han underviste på velrenommerede universiteter både i England og USA.   

Kamp som tema
Gennem hele sit liv kæmpede Hill med depressioner, ængstelse og OCD. Hans tungsind kom i høj grad til at præge hans digtning. I den sidste del af sit liv opnåede han en vis emotionel stabilitet, der også fik en positiv effekt på hans litterære produktion frem til hans død i 2016.

Digtet Terribilis est locus iste (latin for Frygteligt er dette sted – se s. 86) har lagt navn til hele digtsamlingen. Netop de ord udbryder Jakob efter sin åbenbaringsdrøm i Betel – og IKKE, som der fejlagtigt står i noteapparatet, efter sin kamp med englen (se 1. Mosebog kap. 28, vers 17 – og se s. 98 i noteapparatet). Ikke desto mindre er kamp helt indlysende et tema for Hill. 

Bogen beskæftiger sig med den tidlige og mellemste del af Hills digtning. Det er tydeligt, at netop denne del af hans forfatterskab er skabt i skyggen af 2. verdenskrig og Holocaust. 

Hill er på mange måder en kristen lyriker (se f.eks. s. 15 - det smukke digt Genesis), men hans tro anfægtes hele tiden af det rædselsvækkende – ikke mindst i det 20. århundredes voldsregimer.

Derudover er Hill i sin digtning dybt optaget af andre smertepunkter i engelsk og kontinental historie. Sideløbende skriver han med stor kærlighed til naturen og det engelske kulturlandskab.

Tag kampen op!
”Frygteligt er dette sted” er en spændende og stærkt udfordrende digtsamling. Den er krævende – både i form og indhold. Men den læser, der – meget apropos – tager kampen op, vil blive rigeligt belønnet.

søndag den 9. juni 2019

De navnløse - Filosofisk kortprosa af Le Guin

URSULA LE GUIN “HUN NAVNLØSER DEM”
Oversat af Karsten Sand Iversen
Fra Forlaget Virkelig’s serie Bestiarium - 2019
8 sider - 60 kr

Anmeldt af Jes Nysten
Denne ultrakorte prosatekst - eller filosofisk/teologiske essay - fylder blot en side i The New Yorker, hvor den blev bragt i 1985, og i denne elegante danske udgave i serien Bestiarium fra Forlaget Virkelig fylder den blot fire små sider. Men hvilket omfattende og dybsindigt indhold!

Teksten er af den nu afdøde amerikanske forfatterinde Ursula Le Guin. Hun er nok mest kendt for sine science fiction romaner - både for voksne og for børn. En stor del af dem er kommet på dansk. Jeg er ikke klar over, hvor kendt og læst hun egentlig er her i landet, men hvis ikke er mit klare råd: LÆS HENDE! En fremragende fortæller, elegant stilist og altid underfundig tænksom. Hendes virke har ikke kun været som romanforfatter, men hun var en ivrig debattør, kritiker, manuskriptforfatter (flere af hendes værker har været filmatiseret), og en livslang aktiv feminist.

Dette stykke kortprosa bærer titlen “She Unnames Them”, som på dansk er blevet til “Hun navnløser dem”. Det er en tekst om sprogets magt, om navngivning som styring og kontrol. Ja, teksten er intet mindre end en omskrivning af eller bedre: en korrektion af en afgørende del af den bibelske skabelsesberetning. Intet mindre!

Man kan nok kalde det en anelse ambitiøst at lægge arm med denne grundlæggende civilisationsmyte, men det er begavet, overraskende og vidtrækkende.

De fleste kender nok følgende udsnit af den anden skabelsesberetning i 1 Mosebog kapitel 2:
Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.« Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.

Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam: »Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød.
Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget.«

Det er akkurat denne tekst, le Guin korrigerer med sin kortprosa knytnæve.

Fortælleren, en unavngiven kvinde, beretter om de forskellige dyrs reaktioner på, at hun løser dem fra deres navn.

“De fleste var komplet ligeglade med at være navnløse, ligesom de længe havde været komplet ligeglade med at have navne”. Sådan indledes fortællingen. Og vi hører om, hvordan fx hvaler, delfiner og sæler uden problemer “gled ind i anonymiteten som deres rette element”. Andre, fx Yakookserne var nu ganske stolte af netop at have et særligt navn. Men hunnernes ældsteråd fik efter længere tids diskussion tyrene til at samtykke: navnet skulle afleveres tilbage til giveren. De fleste husdyr gav også beredvilligt deres navne tilbage, dog var kattene - også i denne sammenhæng - genstridige og selviske. Men også de lod til sidst navnet forsvinde.

Efter dette møjsommelige arbejde, må fortælleren konstatere “Nu var der ingen tilbage at navnløse, og alligevel følte jeg, at de var mig utrolig nær ... Det var som om de var nærmere end da deres navne stod mellem mig og dem som en gennemsigtig hindring..”.

Men selvfølgelig mangler der en, der skal navnløses: hende selv. Hun er jo også blevet navngivet (Eva) af ham, der havde opgaven - og magten - til oprindeligt at navngive. Så hun vil gerne aflevere “det lånte” tilbage til Adam.
Novellen i The New Yorker, jan 1985
Men han er slet ikke opmærksom, optaget som han er af arbejde. Kun en ting kan for et øjeblik gøre ham nærværende, når hun nu er der “hvornår skal vi spise.”  Men hun er allerede på vej; på vej væk fra ham ind i et navnløst, ubegrænset fællesskab.

Det bliver unægtelig lidt gumpetungt, når man sådan prøver at udlægge en så sproglig sprælsk tekst, der jo netop er en tekst om sprogets tvang, om navngivning som (mandens) magtmiddel. Så slut herfra! Læs og bliv oplivet - og dyk herefter ned i Le Guin’s store og fascinerende forfatterskab.