fredag den 24. juni 2022

Om mænd og hunde

Elizabeth von Arnim: ”Elizabeth og hundene. Memoirer”, oversat fra engelsk af Jens Pedersen, Forlaget Ti Vilde Heste 2022, 146 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”Elizabeth og hundene” er ikke den første bog, som Forlaget Ti Vilde Heste har udgivet på dansk. Indenfor et år har forlaget leveret ikke mindre end fire von Arnim-bøger til det danske marked. I første halvdel af 1900-tallet var Elizabeth von Arnim en litterær superstjerne, der siden blev glemt. Hun tilhørte den europæiske overklasse dels af fødsel, dels i kraft af sine ægteskaber, og dels som følge af sit forfatterskab. Men hun var ikke bange for at udfordre konventionerne, selvom de tydeligvis stadig på godt og ondt havde indflydelse på hende. I ”Elizabeth og hundene”, der udkom i 1936, gør den 70-årige forfatterinde status over sit liv, idet hun lægger en særlig vinkel på sine memoirer. Hun forholder sig nemlig ikke til de mennesker, hun har kendt og som har været med til at præge hende, men til sit livs mange hunde.

Overklassekvindens oprør

Ideen lyder mildest talt eksperimenterende, men man siger jo, at man ikke skal tale om andre, hvis man ikke har noget pænt at sige om dem. Visse af personerne i von Arnims liv, har hun da heller ikke noget positivt at sige om, og da det er ret centrale personer, det drejer sig om, har hun valgt at skrive om sine hunde i stedet for. Dog er dette valg også truffet, for at von Armin har kunnet få sin kritik ud mellem sidebenene. Ofte stopper hun sig selv med en kommentar om, at dette jo ikke er en selvbiografi, og som læser forstår man, at det, hun kunne have skrevet, bestemt ikke ville have været kønt.

I oversætterens biografiske note og ved opslag om Elizabeth von Armin oplyses man om, at hun som 25-årig blev gift med den 22 år ældre preussiske adelsmand Henning von Arnim-Schlagentin. I hendes debutroman ”Elizabeth og den tyske have”, som udkom anonymt (og som Ti Vilde Heste udgav i 2021) kaldes han ”Den harmfulde mand” (s. 144). Parret fik fem børn, men i memoirerne fornemmer man ingen sorg over mandens død i 1910. En anderledes sorg beskrives, da von Arnim nogle år senere forelsker sig i den mand, der i ”Elizabeth og hundene” kaldes for ”Undergang” (s. 80). Denne betegnelse dækker over Frank Russel, der var kendt som ”the wicked earl”! I bogens biografiske note oplyses det, at Russel var ”alkoholiker, narkoman, maniodepressiv, voldelig og stærkt manipulerende” (s. 145). Hun forlod ham da også efter blot to år. Ud over disse to ægteskaber havde von Arnim nogle længerevarende affærer, men ægteskab vægrede hun sig imod. Hun havde lært at værdsætte sin selvbestemmelse.

I ”Elizabeth og hundene” taler von Arnim pænt om sine børn, men også med en mærkværdig afstandtagen, fordi hundene har overtaget børnenes rolle som dem, der skal nyde godt af hendes omsorg. De fleste andre af von Arnims venner bliver beskrevet med ikke så lidt ironi. Ingen nævnes ved navn, for hensigten er ikke primært at hænge nogen ud, men snarere at kritisere en særlig overklassekultur; en livsform, der insisterer på sin ret, selvom dens repræsentanter synes at have mistet retten for længst. Man får i hvert fald en fornemmelse af, at overklassen blot nasser på hinanden og andre uden at bibringe samfundet det store. Selvom von Arnim selv lever som en overklasserepræsentant og også anser sig for at være i sin ret til det, peger hun dog mere eller mindre bevidst på det uholdbare i denne livsform.

Skønt der nok er en del selvironi i von Arnims beskrivelse af sit syn på tjenestefolkene, afslører det dog den standsforskel, man lagde vægt på. Det beskrives, hvordan forfatteren søger arbejdsro i et drivhus med så støvede vinduer, at ingen kan kigge ind: ”Og skulle der vove sig tjenestefolk derud, drevet af deres uimodståelige trang til at modtage flere ordrer, kunne de ikke engang være sikre på, at jeg overhovedet var der […] (s. 44).

At foretrække hunde fremfor mennesker fjerner ikke de sidstnævnte

Selvom bogens titel hentyder til forfatterens hunde, handler den dog mere om mennesker end om dyr - i hvert fald indtil man nærmer sig slutningen, hvor von Arnim har søgt ro og fred i Provence. Hun erkender, at hun er blevet ældre: ”Alder. Hidtil har jeg ikke skænket den en tanke, medmindre den var andre menneskers. Nu fik jeg for første gang den tanke, at også jeg måske engang skulle blive gammel – ja, måske allerede var i færd med det. Denne tanke ramte mig umådelig hårdt.” (s. 122). Von Arnim fortæller da også, hvor svært hun har ved at lufte sine fire små hunde, og samtidig tager de to yngstes død meget tungt. Først her lever bogen op til sin titel. Heldigvis! For 143 sider om ”menneskets bedste ven” ville nok have været for meget af det gode. Til alt held snyder forfatteren sin læser med de indledende sætninger i sine memoirer:

”Jeg vil gerne lægge ud med at slå fast, at selvom forældre, ægtemænd, børn, elskere alle sammen kan være fine nok, så er de ikke hunde. I min tid har jeg været hver og én af de ovenfor nævnte ting – omend jeg naturligvis var hustruer og ikke ægtemænd – og derfor ved jeg, hvad jeg taler om. Jeg er udmærket bekendt med de udsving – de dagligt, ja, hos de tyndhudede næsten på timebasis indtræffende udsving – som uundgåeligt følger med, når mennesker elsker hinanden.

Disse udsving findes ikke hos hunde. Når hunde elsker, elsker de trofast, uforandret, lige til deres allersidste åndedrag.

Og det er sådan, jeg kan lide at blive elsket.

Derfor vil jeg skrive om hunde.” (s. 5).

Selvom Elizabeth von Arnim lover at skrive om hunde, nøjes hun til alt held ikke med det, for så ville bogen kun have haft interesse i kennelklubber med særligt lidenskabelige medlemmer. Men fordi bogen også handler om mennesker, om kønsroller og standsforskelle giver den et på nogle punkter lidt trist, men i kraft af von Arnims ironi også et morsomt billede af hendes liv og tid.

onsdag den 22. juni 2022

Store læseoplevelser i historien om det danske haiku

Thorvald Berthelsen
Dansk haiku og modernisme - Haikus litteraturhistorie i Danmark
Forlaget Ravnerock, 320 sider

Det må siges at være en begivenhed, når der udkommer en litteraturhistorie om dansk haiku. Der kunne naturligvis tænkes flere forskellige historiske snit på det formentlig eneste digt i fast form, som har haft nogen betydning i dansk litteratur, siden de rimede grundformer forsvandt.

Men vi lever i en kulturel forfaldstid, i hvert fald hvad angår skriftkulturen, så Thorvald Bertelsens mægtige bog i haiku-passende lille format, på over 300 sider, står foreløbig som den eneste litteraturhistorie der favner tiden fra Hans Jørgen Nielsens berømte haikubog, der fik stor udbredelse via Borgens Billigbøger, til i dag hvor der findes haikunetværk og -grupper, ikke mindst den i Dansk Forfatterforening.

Johannes V. Jensens haiku

Thorvald Bertelsen har en rigtig god tilgang efter min opfattelse. Dels lægger han et stort historisk perspektiv, hvor han følger haikuet fra dens japanske oprindelse til de første danske nedslag og digtformens anvendelse i bl.a. Beatgenerationen i USA.

I den sammenhæng er det næsten spektakulært, at Thorvald Bertelsen kan trække Johannes V. Jensens tekster frem fra begyndelsen af 1900-tallet. Selv i hans haiku kan man efter spore mesterforfatteren Johannes v Jensens til tider næsten brutale darwinisme:

nu breder hylden

de svage hænder

mod sommermånen

Dels har Thorvald Berthelsen en god analytisk evne og vilje til at grave sig ned i det enkelte digt og perspektivere det. Han har et godt blik både for samfundsmæssige og eksistentielle aspekter. Centralt i bogen står Vagn Sten, Dan Turéll, Arne Herløv Petersen, Susanne Brøgger, Henrik Nordbrandt. Pia Tafdrup, Kim Skotte, Ole Bundgaard, Viggo Madsen og sågar undertegnede, hvis to haikubøger indgår pulje i den af bidrag, der udfoldes over 6-8 sider, som de nævnte.

Disse kapitler er som små, essayistiske leksikonopslag, hvor Berthelsen ganske enkelt karakteriserer og fortolker de enkelte haikuforfatterskaber. En stor, indsigtsfuld og velgørende nørdet præstation.

Berthelsen
Desuden nævner Thorvald Bertelsen en række forfattere i lidt kortere form, og bogen afsluttes med et rids over hans egne haiku. Det manglede bare.

En fornøjelse at læse

Det er en på enhver måde anbefalelsesværdig udgivelse, både fordi vi stifter bekendtskab med nogle af de væsentligste haiku, der er skrevet på dansk gennem de sikkert godt 100 digte, der er gengivet i bogen og fordi det er en fornøjelse at læse gennemgangen af det vidtspændte materiale, der kommer rigtig langt omkring i sine referencer.

Lige fra Klimts vidunderlige billeder fra wienertidens fin de siecle (gengivet, blandt de mange billeder i farve i bogen) til McCarthy-tidens i mistænksomhed overfor det ikke-borgerlige, der som bekendt har en parallel i vor tids USA.



tirsdag den 14. juni 2022

Bøger, der kravler deres ufortjente undergang i møde

En litterær refleksion med udgangspunkt i Mads Nygaard: ”Kravl”, Politikens Forlag 2006, 227 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Romanen ”Kravl” udkom i 2006, fik en særdeles rosende lektørudtalelse og blev indkøbt af mange folkebiblioteker, hvorfra den stadig kan lånes. Dertil kom flere positive anmeldelser. Alligevel blev ”Kravl” langtfra en bestseller. Få år efter var den glemt … men i 2022 udkom den igen, denne gang i USA under titlen ”When Me And God Were Little”. Det lader til, at bogen får større succes i staterne end i Danmark. Det kan man både undre og glæde sig over, for ”Kravl” er intet mindre end en fantastisk roman. Desuden lægger historien om Mads Nygaards ”Kravl” op til nogle overvejelser om det danske bogmarked år 2022.

Morsom tragik

Okay, selve temaet i ”Kravl” er der ikke noget iøjnefaldende over: En lille dreng vokser op i en dysfunktionel familie, går frygtelig meget igennem, men ender med at modnes af alle udfordringerne. Således befinder ”Kravl” sig i samme kategori som f.eks. Erling Jepsens ”Kunsten af græde i kor” (2002) og Morten Kirkskovs ”Kapgang” (2011). Humoren er en drivkraft i disse romaner, hvilket i høj grad også er tilfældet med ”Kravl”. Humoren kommer i særdeleshed til udtryk i beskrivelsen af den lille Carl Gustavs måde at opfatte verden på. Det er som at læse Benny Andersens ”Ejgil og Snøvsen og katten i sækken” i en voksenudgave. Carl Gustav - og i dette eksempel hans ven Aksel - tager alt, hvad de hører, bogstaveligt: ”Aksel sagde, at Ruth havde sagt, at alt det med far og fængslet var ris i fars egen røv. Og risen ville blive siddende, indtil far døde. Far skulle aldrig mere skide som et godt menneske.” (s. 37). Mads Nygaard er ganske enkelt suveræn til at lege med ordene og de misforståelser, de let kan føre til, når de skal finde deres plads i barnets forståelse af den store, vide og meget svært gennemskuelige verden. Dertil lægger han de videreudviklinger, som børn lynhurtigt kan overbevise hinanden om rigtigheden af.

Noget af det mest fabelagtige ved ”Kravl” er, at Mads Nygaard formår at fastholde kadencen i disse finurligheder gennem hele den første del af romanen, der lader den 7-årige Carl Gustav fortælle.

I anden halvdel følger læseren drengen, fra han er blevet dobbelt så gammel og 4-5 år frem i tiden. Man sidder stadig og smiler under læsningen, men fornemmer samtidig, at Carl Gustav har fået større forståelse for tilværelsen – selvom han bestemt endnu ikke er nået helt i mål. Det viser sig, da han mener at gøre en ualmindelig god handel på vegne af den lokale skrothandler, det vender hjem fra en glad fridag til en rippet butik.

Under hele handlingsgangen ligger en hændelse, der er alt andet end morsom. Carl Gustavs storebror druknede i Vesterhavet og efterlod sig en skygge af sorg og skyld hos drengenes far og mor, og ikke mindst hos Carl Gustav selv. Faderen drak rigeligt i forvejen, men alkoholforbruget lader til at blive forøget som følge af Christians død. Moderen forsvinder ind i sin egen SE&HØR-verden, som hun aldrig helt forlader igen, selvom hun efter et stykke tid atter bliver mere nærværende.

I ”Kravl” kombinerer Mads Nygaard med andre ord komikken og tragikken på eminent vis. Begge dele styrkes af beskrivelserne af de mangfoldige karakterer, der befolker Carl Gustavs hverdag, og som ofte er forsynet med spøjse øgenavne som Slukøjet, Hortenius Nærigpung og Biksemads.

Når man tager Nygaards leg med ordene i betragtning, må det have været en stor udfordring for oversætteren Steve Schein at genskabe ”Kravl” i form af ”When Me And God Were Little” (som for øvrigt er en glimrende titel).

Bøgernes vej gennem nåleøjet

Der er noget uretfærdigt over, at en litterær perle som ”Kravl” skal opleve en hurtig opadstigning på litteraturens scene, for derefter med næsten større hast at forsvinde i glemslen. Så meget desto større kan glæden over romanens positive modtagelse i USA være. ”When Me and God Were Little” risikerer ganske vist stadig at floppe, men fordi engelsk er et langt større sprog med langt flere læsere end dansk, har den en chance for at blive læst af mange, også selvom den ikke bliver en egentlig bestseller. Man kan derfor overveje, om det overhovedet kan betale sig for danske forfattere at skrive på deres modersmål.

Mads Nygaard

Svaret er, at naturligvis kan det det! Det er nu engang modersmålet, de allerfleste mennesker formulerer sig mest præcist på. Desuden hænger sprog og virkelighed sammen. Der vil altid gå noget tabt (og i nogle tilfælde noget nyt opstå) i en oversættelse. Derfor er det vigtigt, at der støttes op om dansk litteratur i Danmark. Det er dog ikke noget, der giver sig selv.

Sideløbende med, at antallet af danske udgivelser er steget, er antallet af anmeldelser faldet, og kulturredaktionerne på de fleste aviser og dagblade vælger en meget stor del af de bøger, der udkommer fra mindre forlag, fra. Samtidig kan heller ikke de store forlag være sikre på, at enhver af deres udgivelser vil nå gennem nåleøjet og få en anmeldelse. Det samme gør sig gældende for bibliotekernes lektørudtalelser. Det bliver vurderet om hver enkelt bog skal have en udtalelse eller ej. Nogle bliver valgt til, andre fra. Hører ens egen bog til den sidste gruppe, kan man klage, men det er næppe muligt at få bogen sendt til en lektør, hvis man ikke kan fremvise mindst én positiv og vægtig anmeldelse. Det har den konsekvens, at bogen ingen lektørudtalelse får og derfor ikke indkøbes eller kun anskaffes i ganske få eksemplarer til landets ca. 245 folkebiblioteker. En bog, der ikke får omtale, er desuden uinteressant for landets boghandlere at have stående på hylderne, for de lever af efterspørgsel.

Selv hvis en bog får en positiv lektørudtalelse, er lykken ikke nødvendigvis gjort. Det er det enkelte biblioteks ansatte, der ud fra udtalelsen vurderer, om bogen skal købes hjem og i hvor mange eksemplarer. Således kan en bog, som lektøren opfordrer bibliotekerne til at indkøbe, let ende med at blive indkøbt i måske blot 5-15 eksemplarer. Dette skyldes sikkert, at man i løbet af få dage kan få en bog hjem fra et bibliotek, der ligger et helt andet sted i landet. Det er jo sådan set en smart ordning, men den har også et minus: Når bøger ikke står på hylderne hverken hos boghandleren eller på biblioteket, er det kun de læsere, der tilfældigvis læser om bøgerne i anmeldelser eller støder på dem, når de surfer på netboghandlernes hjemmesider, der kender til deres eksistens.

Den opsøgende læser

”Kravl” udkom for 16 år siden og blev hurtigt glemt, og siden er det kun blevet sværere at skabe opmærksomhed om nyudgivelser. Det er en skam. Dels for forfatterne, der i forvejen kan have haft svært ved at få deres manuskripter antaget af et forlag, som er påholdende med at udgive bøger, der ikke nødvendigvis kommer gennem nåleøjet. Dels for læserne, der snydes for nogle virkelig gode læseoplevelser. Men netop læserne kan gøre noget for at styrke litteraturens mangfoldighed: De kan være nysgerrige og læse nogle af de bøger, de ikke har hørt om. Det kræver dog lidt forberedelse, for det er jo ikke alle de nye bøger, man kan finde på sit lokale bibliotek. Derfor må man jage titler på nettet. Det kan man gøre ved at besøge en lang række forlags hjemmesider og se, hvad de har at tilbyde. Får man lyst til at læse en eller flere bøger, kan man bestille dem hos boghandleren eller på biblioteket, så i det mindste den boghandler og det bibliotek opdager, at lige præcis den bog også findes. Er man efter endt læsning glad for bogen, er der masser er muligheder for at skrive et par pæne ord om den på bl.a. netboghandlernes hjemmesider.

Det er en langsom proces at vænne læserne til at søge og læse bøger, der ikke findes i særlig stort antal på bibliotekernes og boghandlernes hylder, men på længere sigt vil bøger af samme kvalitet som ”Kravl” måske kunne undgå at lide samme skæbne som den danske udgave af Mads Nygaards fabelagtige roman led.

fredag den 10. juni 2022

Legesyge digte med perlemorsglimt

Jacob Lassen: "Jeg vil ikke være pervers men dit hår er virkelig en harpe", 49 s. Arkiv for Detaljer 2021.

Af Bente Høegh

 

En samling luftige, glædes- og lystfyldte digte der sprudler af ufortrøden selvtillid og overskud og bringer smil på læben. Trykt i nummererede eksemplarer med ordbilleder hist og her på tykt, lækkert papir med perlemorsagtigt skinnende omslag.

Digtene taler fra et jeg til et du med både betydningsbærende ord og skriftbilleder:

 

Dagene                  æder   sig indpåos

 

De vil ikke lade sig mætte

De vil hele tiden fodres af min hånd

 

Og på den følgende side:

         

Vi spænder dagen u d    i m e l l e m    o s

Som et lagen man skal være to om at lægge sammen

 

Man ser konkret hvordan dagene er lige i hælene på og snart indhenter ”os”, og hvordan en dag spændes ud som det lagen de to elskende netop ikke lægger sammen, men måske lægger sig sammen på.

 

Titeldigtet indleder bogen således:

 

Jeg vil ikke være pervers

Men dit hår er virkelig en harpe

 

 

det

 

    er

    

      virkelig             græs

          

               et           høje

  

                fald    det                        at stryge sine fingre igennem det

 

                       i

 

Jeg ser den trekantede harpe med strenge - eller hår - til venstre og den lange arm - eller anden legemsdel - til højre. Og så har ordet harpe tilmed dobbeltbetydning af både musikinstrument og kvinde.

 


”Sanselig og usentimental konkretpoesi,” skriver forlaget i pressemeddelelsen.

Jeg kan bedre lide betegnelsen figurdigte, fordi enhver kan se, at digtene danner figurer på papiret.

Bogen er redigeret af Rikke Oberlin Flarup, tidligere leder af Poesiens Hus i København, sammen med Kirsten Vestergaard Mikkelsen, og støttet af Statens Kunstfond.

Jacob Lassen, f. 1994, debuterede i 2020 med digtsamlingen Som var en solstråle fanget i en spejlsal. Han har gået på Biskops Arnö Författerskola.

onsdag den 8. juni 2022

Kongen, der ikke ville være konge

Klassikerlæsning. John Steinbeck: ”Pippin den fjerdes korte regeringstid”, Gyldendal 1957, oversat af Ole Storm, 182 sider.

 Af Egil Hvid-Olsen

John Steinbeck når ikke sig selv til sokkeholderne med ”Pippin den fjerdes korte regeringstid” fra 1957, og dog er romanen værd at læse for sin muntre satire og venlige personbeskrivelse.

Engang i anden halvdel af 1900-tallet bliver den stilfærdige parisiske borger Pippin Héristal pludselig udnævnt som konge over Frankrig, fordi han nedstammer i lige linje fra Pippin den anden (ca. 635-714). Som bekendt er der intet, der kan samle som en fælles fjende, så selv republikkens splittede kommunister stemmer for genindførelse af monarkiet. På den måde har de anskaffet sig et kongedømme, de ved førstgivne lejlighed kan forsøge at vælte.

Pippin ved intet om dette, men vægrer sig alligevel mod at få magt. Han vil hellere studere nattehimlen, men bliver forflyttet til Versailles, hvor der er koldt året rundt. Den nyudnævnte kongefamilie har ikke en klink, for al apanage ædes op af hoffolk og andre, der føler sig kaldet til at have en stilling ved hoffet. Pippin er kun til pynt, så da han ikke alene begynder at interessere sig for folkets ve og vel, men tilmed beslutter sig for at benytte sin kongemagt til at skabe bedre kår, går det helt galt.


En tryg uenighed om næsten alt

At Steinbeck lige har slået ned på Frankrig synes ikke helt fair. Mange andre landes parlamentsmedlemmer ville med lidt selvindsigt snildt kunne spejle sig i det vrængbillede, der tegnes i ”Pippin den fjerdes korte regeringstid”. Denne liste over de i parlamentet valgte partier giver en klar fornemmelse af romanens muntre stemning:


”De Konservative Radikale

De Radikale Konservative

Royalisterne

Højre Centrum

Venstre Centrum

De Kristne Ateister

De Kristne Kristne

De Kristne Kommunister

Proto-Kommunisterne

Neo-Kommunisterne

Socialisterne

og

Kommunisterne.

Kommunisterne var opdelt i:

Stalinister

Trotskister

Khrusjtjevniker

Bulganinianere.” (s. 26f.)

Der tegnes et billede af en stor flok forfængelige mænd, der, når det kommer til stykket, er mest optaget af at skabe højtideligheder, hvor de kan lufte alle deres uniformer og ordener. Det er så også det eneste, de kan blive enige om. 

Altså lige indtil den nye konge begynder at tale om at skabe forandringer til borgernes bedste.

Kong Verdensfjern

Alt tyder ellers så godt efter Pippins kroning. Selv vejret spår om lyse og lykkelige tider:

”Og hveden stod moden og gul. Smørret fik en himmelsk sødme af årgangsgræsset. Trøvlerne puffedes og trængtes under jorden. Gæssene stoppede sig med lyst og fryd, til deres lever ved nær ved at briste. Bønderne klagede, som det hører sig til, men selv i deres klager var der en glad og munter tone.” (s. 83).

Pippin er en enfoldig mand, der ikke har de store fordringer, men sætter ærlighed højt. Det er han til gengæld en af de få af romanens karakterer, der gør. Han er omgivet af mennesker, der hellere end gerne udnytter andre til egen fordel. Som amatørastronom er Pippin distræt og verdensfjern. Selv da han vender sig mod arbejderklassen for at undersøge deres vilkår, forstår han ikke, at han er i gang med at skabe sig fjender. Fra da af kan det kun gå galt…

Parlamenterismeparodi

Skønt ”Pippin den fjerdes korte regeringstid” som allerede nævnt er værd at læse, er den ikke drevet af den samme varme humor som Monterey-romanerne (”Dagdriverbanden” 1935, ”Et mægtigt gilde” 1945 og ”En dejlig torsdag” 1954). Romanen rummer heller ikke den fortvivlede forargelse, der drev Steinbeck til at skrive blandt andet ”Vredens druer” (1939). Den må nøjes med at være en parentes i forfatterskabet, men eftersom det er så stort et forfatterskab, må ”Pippin den fjerdes korte regeringstid” betegnes som en læseværdig parodi på den parlamentarisme, der risikerer at gå amok, hvis de folkevalgte ikke tager deres opgave alvorligt.

fredag den 3. juni 2022

Den ubærlige lykke

Fjodor Dostojevskij: ”Et svagt hjerte”, oversat af Tine Roesen, Batzer & Co 2022, 83 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så godt?” er en udbredt vending, der nok mere er et udtryk for glæde og velbehag end et alvorligt ment eksistentielt spørgsmål. I Dostojevskijs korte roman eller lange novelle ”Et svagt hjerte” fra 1848 er spørgsmålet udfoldet i en fortælling, der kredser omkring den lykke, der føles uretfærdig, og som derfor truer med at blive ubærlig.

Dostojevskij var 27 år, da han skrev ”Et svagt hjerte”, og dog er der noget helstøbt og stringent over teksten, som ikke præger hans senere store romaner, der ofte har en lang række sidehistorier, som fletter sig ind og ud mellem hinanden. Tilmed er teksten nyoversat knastfrit og levende af Tine Roesen, hvilket er med til at gøre ”Et svagt hjerte” til en pageturner.

Den forelskedes tungsind

De to unge mænd, Vasja og Arkadij, bor sammen i en lille lejlighed. Ingen af dem er velhavende, men de har i det mindste arbejde begge to.

Selvom Vasja ikke er noget godt parti, fordi hans indtægt er begrænset og han har en fysisk defekt, er han ikke desto mindre lige blevet forlovet ved historiens begyndelse. Arkadij er bekymret på vennens vegne for, hvordan han skal kunne skaffe penge nok til en families husholdning, men Vasja er lykkelig over, at Liza, hans forlovede, vil have ham. Da Arkadij præsenteres for hende, kan han heller ikke lade være med at begejstres og ønsker at hjælpe Vasja og Liza så godt som muligt på vej.

Nu viser det sig, at forelskelsen har gjort Vasja så sorgløs, at han har udskudt et bestillingsarbejde, hvis deadline nærmer sig med hastige skridt. Han har haft alt for travlt med at tale med Liza eller, hvis de har været adskilt, spekulere på hende til at få noget fra hånden. Så nu må Vasja sidde oppe flere nætter i træk og knokle med opgaven.

Det er, som om dette pres driver glæden og lykken ud af ham. Arkadij forsøger at hjælpe efter bedste evne, men tungsindet tynger blot Vasja mere og mere, for han begriber ikke, hvorfor han skal være så heldig. Det virker så uretfærdigt, at lykken bliver ubærlig.

En kærlighedsfortælling om venskab

”Et svagt hjerte” insisterer på at blive læst. Dialogerne trækker læseren ind i den usikkerhed, der præger både Vasja og Arkadij. De ved ikke, hvor de står, om de er købt eller solgt, om lykken er gjort eller snart vil falde på gulvet og splintre. Arkadij forstår først lidt efter lidt, hvad der foregår, og det samme gælder læseren, mens Vasja nærmest forstår alt og samtidig ingenting.

Ud over at være en tragisk kærlighedsfortælling, er ”Et svagt hjerte” også en fortælling om venskab. Arkadij har taget Vasja under sine vinger, men også dette er med til i overført betydning at få sidstnævnte til at stille spørgsmålet: ”Hvad har jeg dog gjort, siden jeg skal have det så godt?” Og i hans tilfælde er det i allerhøjeste grad et eksistentielt spørgsmål, som han ikke kan finde svaret på.

torsdag den 2. juni 2022

Fotodagbog fra Calcutta

GALLERI DEN SMALLE BOG: Når fotografi er en eksistentiel nødvendighed - Fotos fra Indien af Saheli Das


Af Nikolaj Callesen

”I 2015 blev min far syg, og så min mor. Jeg havde det virkelig svært. Jeg var begyndt at fotografere på det tidspunkt, men efter mine forældres sygdom, blev fotografering mit eneste fristed. Mit vindue, min udvej, og vej. Fra da af var billeder ikke blot billeder for mig, det handlede om en vej til realisering af mit selv. I 2017 døde min far. Jeg var knust. Jeg kæmpede med mig selv, kun fotografierne gav mig lys i mit liv.”

Ordene er Saheli Das. En ung kvinde bosat i Calcutta i Indien. Jeg kom omkring hendes fotografiske arbejde tilfældigt på Facebook i efteråret 2020 og efter en tid blev vi forbundet der. I vinteren 2021 snakkede vi kort sammen via Messenger. Saheli har et dybt ønske om at dele sin kunst, og her kom jeg ind i billedet. Betaget af hendes arbejde lovede jeg at videreformidle hendes fotografier.

Efter en del korrespondance via Messenger, skrev Saheli i det tidlige forår ovenstående linjer til mig.

Jeg forstod på sin vis at det ikke blot handlede om en promovering af Sahelis arbejde i en dansk kontekst, men om et dybere anliggende, jeg i høj grad som fotokunstner selv kan identificere mig med. Kunst som eksistentiel nødvendighed.

At dele sin erfaring med tilværelsen.

Jeg har selv måttet kæmpe for at bevare mit forhold til det fotografiske udtryk, har følt mig væltet omkuld af at forholde mig fundamentalt til det at arbejde med og udtrykke mig i billeder, men er også bevidst om, at jeg ikke kan eksistere, uden en kanal til at bearbejde videregive, erfaringen af verden og tilværelsen.

En anden god veninde beskriver den kreative erfaring som ”Når jeg sætter mig og skriver, trækker jeg vejret dybere, angsten forsvinder”.

I en dansk kontekst, er fotografiet og kunsten i dag mange ting. Det er ofte relateret til videnskab, forskning, undersøgelse, socialt arbejde, koncepter og ideer. Kunstneren i vores samfund en professionel entreprenør, facilitator eller iscenesætter. Jeg synes det er betydningsfuldt, at der bliver skabt ideer der kan fremme og underbygge fællesskab og fælles erfaringer. Der kan provokere, stimulere eller give oplevelser på museer og kunstinstitutioner.

Men for mig, som for Saheli handler kunst om noget mere fundamentalt. At blive rørt på noget dybt personligt som jeg som beskuer bliver det af Sahelis daglige online opdateringer fra sit nære liv i Calcutta, i grovkornede sort/hvide, analoge/digitale betragtninger, i indlevelser, registreringer, fortætninger, handler det om, at den stemme som Saheli har i sin omverden, gennem fotografiet, taler til mig. Den taler om tilsvarende grundlæggende tilværelselseserfaringer.

Grundvilkår, indsigt og lidenskab.

Det for mig er det kunst handler om. Dét, litteratur, film, teater, musik handler om:. Hvad vil det sige at være menneske? Det kan ikke videnskabeliggøres, konceptualiseres og sættes på en formel som seneste tiltag i en samtidig sammensmeltning af hvor langt vi er nået med vore samfund i 2021. Det handler om at udtrykke nogle af og til mere eller mindre universelle eller bare basale vilkår ved det at være menneske, og hvordan vi også i 2022 forholder os til liv og død, sorg og glæde, tab og forelskelse.

For et fint sansende menneske som Saheli, er fotografiet hendes måde at forholde sig til sit liv, til tilværelsen, og mere end det, det er hendes stemme i verden, det er hendes måde at tage verden ind, være i verden. At hun gør det, bliver en kilde til indsigt for mig som beskuer.

Når kunst, og fotografi, kan fortælle mig noget om det at være menneske er det for det første uvæsentligt om det er i en dansk kontekst eller en indisk, og vigtigere er det kunst som har relevans, og som ikke kan reduceres eksempelvis til et koncept, fordi det fundamentalt set handler om alt det ved menneskelivet der ikke lader sig reducere, konceptualisere eller sætte på en formel uden at det forsvinder, men som kræver levet erfaring, og som skal formidles med håndværk, visdom, og kærlighed. Oplev her et lille udvalg af Sahelis billeder.  












 Saheli kan følges på Facebook Saheli Das eller instagram: @Sahelidas08