Når hjemlandet er fjendeland

Der var engang en Berlinmur og et totalitært regime. Men hvordan flygtede man fra Øst-Berlin? Hvem hjalp og hvordan gik det til?

Jesper Clemmensen:

”Skyggemand. Flugthjælper i den kolde krigs Berlin”

Gyldendal 2017, 367 sider, 299,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

For nogle år siden var jeg med til at arrangere en række debatarrangementer i den lokale biograf. En af aftenerne viste vi den tyske spillefilm ”Barbara” (2012), der skildrer forholdene i DDR. Vi ville gerne have inviteret en tidligere østtysker, der i sin tid var flygtet fra Folkerepublikken, til at holde et oplæg efter filmforevisningen, men vi kendte ikke nogen. 

Til gengæld kendte jeg til en herboende tidligere østtysk fagforeningsmand, der havde været tro tilhænger af regimet. Han græd, da muren faldt. Sandsynligheden for, at kapitalismens svøbe ville lægge sig ødelæggende over det land, han var overbevist om var et mønsterdemokrati, skræmte ham. Først da han og familien vovede sig på en biltur over grænsen, gik det op for dem, i hvor høj grad de var blevet snydt af propaganda og deres egen godtroenhed. Med ét indså han, at de havde levet på en løgn, og at det havde haft alvorlige konsekvenser for adskillige mennesker. Dette fortalte han om i et halvtimes oplæg efter filmen. Ved den efterfølgende debat viste det sig, at der var en tidligere DDR-borger til stede. Han havde på et tidspunkt haft held til at flygte, men vreden over den statsdrevne undertrykkelse og den frygt, overvågningssamfundet havde plantet i ham, prægede ham stadig. Hidsigt anklagede han oplægsholderen for at lyve.

Jeg er ikke i tvivl om, at oplægsholderen talte sandt. Han lagde beklagende og skamfuldt sin egen naivitet til skue, hvilket han jo kunne have ladet være med, hvis ikke hans behov for at advare mod godtroenhed havde drevet ham til det. Men samtidig var den fremmødtes reaktion fuldt ud forståelig, når man tænker på, hvad DDRs styre bød sine indbyggere. Man havde opbygget et system, der byggede på mistillid. Ville man eksempelvis have en uddannelse, skulle man som minimum vise styret sin politiske støtte og helst også indgå i det kolossale netværk af meddelere, hvis informationer endte i Stasi. Bakkede man ikke op om systemet, blev man chikaneret ved at blive forment adgang til det ønskede studie, ligesom man kunne blive åbenlyst overvåget - blot for at øge den frygt, der allerede sad i én.

Flugthjælperen

Ikke så få flugtforsøg blev forpurret i kraft af dette meddelersystem, for selv gode naboer og nære venner kunne det være farligt at fortælle for meget. Den velbegrundede paranoia, som overvågningssamfundet plantede i indbyggerne, mindes man løbende om under læsningen af Jesper Clemmensens ”Skyggemand”.

Bogen tager udgangspunkt i Dietrich Rohrbecks oplevelser. Han og familien følges fra deres flugt fra den røde hær ved 2. verdenskrigs afslutning. Videre fortælles der om delingen af Tyskland. Familien endte i allieret territorium, men grundet storpolitik blev deres nye hjem indlemmet i Østtyskland. Lidt efter lidt fik de enkelte familiemedlemmer nok og flygtede til Forbundsrepublikken. Og dog var ikke alle lige parate til det, hvilket førte en familietragedie med sig.

Sideløbende med sine ingeniørstudier blev Dietrich Rohrbeck flugthjælper. Clemmensen gennemgår detaljeret de metoder, der blev gjort brug af; metoder, der ofte måtte revideres eller helt opgives, hvorefter nye måtte udtænkes og afprøves; altid med betydelig risiko for de involverede.

Selvom Rohrbeck er den person, bogen er centreret omkring, gennemgår Clemmensen også den almene udvikling i flugthjælpens historie. Således beskrives den udbredte praksis med flugttunneller fra Øst- til Vestberlin grundigt. Ikke så få gange endte det møjsommelige arbejde i fiasko og nogle gange også dødsfald.

Efterretningstjenesternes rolle i det farlige arbejde efterforskes også løbende gennem bogen, ligesom der redegøres for de skiftende politiske vinde, der til sidst førte til, at flugthjælperne mistede støtte i Vestberlin og blev anset for griske forbrydere; en forestilling, der blev manet i jorden, da 15 tidligere flugthjælpere i 2012 blev tildelt den fornemme orden Bundesverdienstkreuz.

Nøgternt og dramatisk

Clemmensen skriver nøgternt og præcist om flugthjælpernes farefulde og komplicerede arbejde samt om de risici flygtningene løb ved at vende deres fædreland ryggen. På den måde opretholder bogen en høj grad af troværdighed. Her er der ikke tale om underholdning, men om dokumentation af et barskt og lærerigt stykke historie. Samtidig er det hele fortalt med sans for den dramatik, der selvsagt ligger i de enkelte hændelser. Som følge heraf bliver ”Skyggemand” en afdæmpet og dog medrivende fortælling fra et land, der endte med at slide sig selv op indefra, fordi det roste sig af alle de kvaliteter, det netop ikke var i besiddelse af.

Den nu 82-årige Dietrich Rohrbeck fortalte først om sin fortid som flugthjælper, da han fyldte 75 år. Da Jesper Clemmensen, som tidligere har skrevet bogen ”Flugtrute Østersøen”, hørte om ham, tog han kontakt. Meget af det, forfatteren og journalisten gravede i, havde Rohrbeck glemt eller fortrængt, og det var ikke alt sammen lige rart at blive mindet om igen. Hvor udsat han var, afslører det faktum, at Rohrbeck var efterlyst i hele Østblokken. At rejse ind i Østtyskland med falsk pas vel vidende, at det tyranniske statsapparat kun ønskede at gøre livet surt for ham i et af de frygtede fængsler, må have krævet en markant mental fortrængning af den reelle fare. Ligeledes må de af aktionerne, der endte med flygtningenes arrestation, have tæret på den ansvarshavende flugthjælper. Men i kraft af Rohrbecks interesse i at fortælle sin vigtige historie om diktatur, trods og heltemod, og i kraft af Clemmensens arbejdsomhed, der blandt andet indebar krydstjek af oplysningerne, er der kommet en troværdig, læseværdig og tankevækkende bog ud af det.

Saint-John Perses begejstringstogt gennem verden

Saint-John Perse

Vinde

Det poetiske bureaus forlag (Bureauets lommebibliotek), 2017

200 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum

Gennem et langt liv har digteren og oversætteren Bert Blom ydet en særlig indsats for en fransk nobelpristager, der ikke helt er blevet optaget i kanon. Det er ikke den nylige prisvinder Modiano (2014), ikke le Clezio (2008), ikke Claude Simon (1985), ikke de tidligere André Gide, Mauriac, Camus, Sartre (som ikke ville have den), ikke Roger Martin du Gard eller den allerførste franske prisvinder, Sally Proudhomme (1901). Det er Saint-John Perse (1887-1975), der fik prisen i 1960.

Bert Blom udgav på det smerteligt hedengangne Husets Forlag i Århus Krønike i 1979, i 1985 kom Fugle, Eksil udkom i 1990 og i 2003 kom Sømærker.

Nu har Det poetiske bureau forlag, hvis udgivelsesprofil på mange måder minder om Husets Forlags, udgivet Saint-John Perse’s Vinde i Bert Bloms lyse, levende oversættelse. En oversættelse, der bærer oversætterkunstens fineste træk: Man lægger overhovedet ikke mærke til den.

Vinde er et af Perse fem langdigte, blandt dem er kun Sømærker længere. Digtene er formet som prosatekster: ”Det var disse vældige vinde, fejende hen over alle verdens åsyn, Disse utroligt stærke vinde, som – under deres begejstringstogt gennem verden – hverken havde rede eller natlogi, Som hverken havde beskyttelse eller mål og efterlod alle os stråmennesker, …”

Sådan indledes teksten. Over flere hundrede sider bevæger den sig ind mod kroppen og ud mod et åndeligt bevidsthedsunivers: ”Civilisationerne skrumpede ind i spejlenes brændende varme, sammen med gløden i de store vine, Og morgenrødens gudinder steget ned fra nordlysets fester, til påklæderskens hænder, …”

En dvælende bevægelse i livets muligheder

Det er utroligt vellykket og meget overvældende i sin sproglige begejstring. Det er en form for mytologisk sprog, der derved rummer en utrolig masse muligheder for tydning, en slags åbne sprogkoder, som i vores tid normalt forbindes med overfladiskhed og ligegyldighed og lette markeringer. Hos Saint-John Perse bliver det vejen ind til en dvælende bevægelse i livet muligheder, et mod, en selvfølgelighed, hvormed livet hele tiden vokser.

Spørger man, hvorfor Bert Blom har en særlig forkærlighed for digteren, kan det muligvis læses ud af den beskrivelse, man finder mod slutningen af hans introduktion til bogen, som netop fastholder det åbne:

”Sproget rummer et væld af billeder og næsten religiøse lignelser fra alle verdenshjørner, tidsaldre og religioner, og til trods for de mange sange om krig, vold og undergang er versene langt fra lutter klagesange – tværtimod finder den både udholdende og opmærksomme læser mange udtryk for en humor, optimisme og ukuelig livsvilje, der fortsat fører verden videre på sin kurs gennem universet.”

Eksilets rene sprog

Saint-John Perse kendte tydeligvis mange af tidens store kunstnere, fra Stavinsky til André Gide og Braque. Efter nobelprisen blev han oversat til engelsk af ingen ringere end W. H. Auden. Men det er Gibran og Nietzsche og måske Heidegger og andre i tiden og tiden umiddelbart inden, der hylder eksistensen for eksistensens egen skyld, med det ukomplicerede og modsætningsfylde, der kommer ud af det, der klinger med, når man læser Saint-John Perse.

Den særlige frihed, som hele tiden melder sig, var sikkert ikke kommet tilstede som både længsel og verdensåbenhed, uden Perses langvarige karriere som diplomat over hele verden.

Poul Borum skriver i Poetisk modernisme (1966) udførligt om Perse, ”At han taler ’eksilets rene sprog’ og kan hylde kærligheden: ’Den mægtigste jubel i kødet …’” Han anfører, at Perse netop kritiseres for at være en ophøjet diplomat, der sidder og kigger ned på verden, og det kan der være noget om. Men, skriver Borum, ”er man én gang kommet ind i det vejr, der er i hans poesi, føler man sig gennemblæst og fri og lykkelig, men også tom, og man misser med øjnene mens billedernes lyn slår ned overalt omkring en.

Der må simpelthen meget plads til

Pushkin - en biografi af Henri Troyat

880 sider, kr 300

2. udgave 2017

Det poetiske Bureaus Klassikerbibliotek

Af Jes Nysten

Rusland her, Rusland der, Rusland allevegne!

Det er jo næsten blevet en hel besættelse - dette Rusland. Man kan ikke slå op i en avis, lukke op for TV-nyheder, eller surfe rundt på de sociale medier, uden der er dystre, ja skræmmende fortællinger om landet. Det er svært at finde gode, positive beretninger. (Nå ja, det netop afsluttede VM i fodbold blev vel egentlig afviklet godt og professionelt, og der var en god stemning, og russerne virkede venlige - også på stadion, men kan det nu i virkeligheden passe?).

Derfor var det også en glimrende ide, da Information for et par måneder siden lavede en artikelserie om “De stærke russere”, hvor Peter Nielsen med artiklen “Russere i splid med sig selv og verden” giver plads til en gennemgang af en perlerække af russiske forfattere, der viser at vi her har at gøre med udødelig verdenslitteratur. Lægger man hertil den række af store kunstnere inden for andre kunstarter, får man en klar fornemmelse af, at billedet af Rusland og russerne er mere broget end dagens nyheder promoverer.

I Informations kunstnerportrætter optræder Alexander Pushkin naturligvis (der er mange stavemåder af hans navn, men jeg bruger denne, fordi den bruges i den biografi, jeg anmelder her) som den første. Han står stadig som banebrydende - både som lyriker, prosaist og dramatiker. Stort set alle senere kunstnere indenfor disse genrer ser ham som deres “ophav”.

Dybdegående

Her skal anmeldes en stor, ordrig, velskrevet og dybdegående biografi om Pushkin. Bogen er på 880 sider, men når man er nået til vejs ende, er man godt underholdt, velinformeret, og man har på intet tidspunkt kedet sig. Der må simpelthen så megen plads til for at få et afrundet billede af denne ustyrlige, flamboyante, sikkert uudholdelige levemand - og  geniale kunstner!

Ud over hans biografi får vi også en spændende fortælling om Rusland på dette tidspunkt. Bl.a om forholdet mellem det gamle aristokratiske, dybt konservative og nationalt sindede politiske centrum Sankt Petersborg og den “nye” by, Moskva, knap nok mere end en samling små landsbyer, men vigtig for det var her det spændende fremadskuende befandt sig. Bohemer og kunstnere levede her. Det var her de nye oprørske tanker og ideer trivedes - kraftigt påvirket fra Vesteuropa - naturligvis mest fra Frankrig.

Selvom der er en del af Pushkins værker oversat til dansk, så tror jeg, de fleste har et meget sporadisk kendskab til både hans biografi og hans værker - sådan er det ihvertfald for mig.

To ting, tror jeg en del ved: hans særlige afstamning, og at han har skrevet det storladne epos “Eugene Onegin”, som Tchaikovsky har skrevet en opera over.

Om det første er der i bogen følgende malende beskrivelse af Pushkin som barn “Alexander var et klodset, gnavent barn. Hans ansigt var en gusten, blød oval, med tykke læber der var alt for lyserøde, og strålende, drømmende øjne. Hans hår havde farve som hestekastanjer og voksede i tætte, krøllede lokker fra panden til nakken. Hans næse, med de dampende bor, var lettere flad mellem de runde kinder” (side 45). Man aner, hvor denne beskrivelse fører hen “Desuden lignede han en negerdreng der ikke var blevet bleget nok” (samme side). (NB denne biografi er skrevet i 1940’erne, så den politiske korrekte “tone” har ikke indfundet sig endnu)

Etiopisk

Her får vi et synligt “bevis” på at den lille Alexander nedstammede fra den kendte etiopiske prins Hannibal, som Peter den Store befriede fra slaveri og gjorde til adelsmand.

Når man læser den grundige beskrivelse af barnet og den unge Alexanders udseende og mærkelige opførsel: han var klodset, lille af vækst, klarede sig ikke særlig godt socialt - og var lovlig “negeragtig”, så slår det også en: hvordan blev denne “skarnsunge” til en ombejlet levemand, ja en åbenlys don Juan, der ikke blot førte en liste over sine erobringer, men førte to lister: en over sine “platoniske” forhold og en over sine “egentlige” erobringer?

Bogen er fyldt med malende beskrivelser af hans excentriske levevis, der til tider bragte ham i store problemer. Alligevel kunne ingen betvivle hans kunstneriske geni. Men når man læser sig gennem dette liv, så får man en fornemmelse af, at der næsten ikke var tid for ham til at være kreativ. Men på den anden side, så går det op for en, at han blot skulle åbne op for en særlig kanal, så strømmede det fra ham - ubesværet, pulserende, storslået.

Vi får flere fine men korte eksempler på hans sproglige mesterskab, og det er helt sikkert, at man gerne vil dybere ind i dette dragende univers.

Efter duel

Pushkin endte sit liv - grotesk på kanten af det tragikomiske - som en gennemspilning af slutdramaet i “Eugene Onegin”: han dør efter en duel.

Lettere forpustet må man konkludere efter endt læsning, at dette har ikke var et liv på det jævne, på det jævne!

Bogen er skrevet af Henri Troyat og som jeg allerede har nævnt, er den skrevet i 1940’erne. Umiddelbart kan man undre sig over det, da der er kommet ikke så få biografier siden, men som oversætteren Stanislav Fluff skriver i sit korte forord, så er der ingen så mesterligt skrevet som netop denne. Uden at have noget at sammenligne med, så medgiver jeg gerne, at denne biografi er stofmættet, med sprogligt overskud og dejlig fremdrift , så man virkelig kommet helt tæt på.

Endnu engang har Det poetiske Bureaus Klassikerbibliotek givet os en på alle måder stor og væsentlig bog. Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at anmelde deres Shakespeare udgivelse og deres Baudelaire udvalg. En fornem serie.

Lykke-Per som tidsbillede af Danmark

Klassikerlæsning.

Henrik Pontoppidan: ”Lykke-Per”, 1904/05.

Bille August kommer i disse dage med en TV-serie og biograffilm, der er bygget på Henrik Pontoppidans klassiker ”Lykke-Per”, som udkom i otte bind fra 1898 til 1904. Allerede i 1905 fulgte en forkortet og omarbejdet version. Filmatiseringen kan anspore til læsning af den gamle roman.

Af Egil Hvid-Olsen

Forskellige former for lykke

”Lykke-Per” er en dannelsesroman, der følger den unge Peter Andreas Sidenius, som skifter fornavn til Per, så snart han er flyttet fra det hjem, der har tynget hans sind under en streng ortodoks kristendomsforståelse. Faderen er en alvorlig og verdensforsagende præst, og moderen, om hvem man senere erfarer, at hun inden sit giftermål var en glad og festlig ung pige, bakker sin mand op i et og alt. Tynget af legemlig svaghed ligger hun det meste af tiden i sengen, hvorfra hun sin sygdom til trods – eller måske netop i kraft af den - udøver indflydelse på børnene. Forældrenes påvirkning fører til Pers brud med familien. Han tager til København for at finde lykken, hvilket til overmål lykkes for ham. Den eneste, der ikke erkender det til fulde, er Per selv. Hans ungdommelige livsappetit stiller sig ikke tilfreds, men vil nå nye højder. Per er ambitiøs, både fagligt, standsmæssigt og følelsesmæssigt. Han vil bestandigt have mere og er derfor konstant på nippet til at miste det hele. Men da han står på tinden og for alvor kan høste frugterne af den lykke, der er blevet ham til del, føler han sig forspist og vender sig delvis mod sin barndoms asketiske idealer. Dog ender han ikke som sine forældre, men opnår en klarhed og ny form for lykke, hvis art ikke skal afsløres her.

Nøgleroman og tidsbillede

Udover dannelsestemaet er der en del nøgleroman over ”Lykke-Per”, som i anonymiseret, men ofte genkendelig form beskriver en række på Pontoppidans tid kendte og indflydelsesrige personer. Særligt dr. Nathans Georg Brandes-figur beskrives nuanceret med både stor veneration og kras kritik. Alt i alt giver ”Lykke-Per” et mangesidigt tidsbillede af Danmark ved 1800-tallets slutning. Pontoppidan skildrer både det stenrige københavnske borgerskab og den lavere middelklasse samt datidens store udfordringer med en mangfoldighed at fattige borgere, der som følge af industrialiseringen søgte til storbyerne for at få arbejde i de fabrikker, alle fornemmede var vejen frem til øget velfærd; en velfærd, der lod vente på sig for netop arbejderklassen. En delvis løsning på dette problem udpeger Pontoppidan ved at lade Pers tidligere forlovede oprette en skole for arbejderklassens børn. Her får de også mad og omsorg. Selvom det ikke er romanens hovedsag, er forfatterens sociale indignation med til at drive den frem.

”Tell, don’t show”

Der er ikke meget af det moderne litteraturmantra ”Show, don’t tell” over Lykke-Per. Pontoppidan fortæller og fortæller og fortæller. Dialogerne er ganske få, for den alvidende fortæller er så meddelsom, at karaktererne ikke selv behøver at ytre sig. Pontoppidan afslører sine karakterers inderste tanker og følelser, så man lærer dem at kende til bunds. Mange klædes af til skinnet og fremstår som de mennesker, de er på godt og ondt. Det er til tider ganske morsomt, fordi det bestemt ikke er alle, der har Pontoppiddans sympati. De færreste af romanens magtfulde mænd er så velmenende, som de gerne vil fremstå, for de spiller alle et spil om mest mulig indflydelse.  Grundtvigske præster skildres som overfladiske livsnydere, der suger deres glade teologi ud af skaberværkets forunderlighed. Missionske ditto lægges for had for deres evighedshungrende livsfornægtelse. Selv dr. Nathan får et skud for boven som en forfængelig overgangsfigur, der er god til at formidle andres tanker, men ikke selv gør sig mange selvstændige af slagsen. Skønt der altså hele tiden går en strøm af ironisk beskrivelse gennem romanen – også når det gælder hovedpersonen – er der dog langt fra tale om en karikatur. Bogen er en dybt alvorlig samtidskritik, der tager livtag med de på den tid udbredte åndsretninger samt de problemer, det tydeligt klasseopdelte samfund førte med sig. Samtidig hæver romanen sig over det tidsbundne og skaber en række menneskeskildringer, hvis dilemmaer er genkendelige til hver en tid.

At Pontoppidan fortæller mere, end han viser, medfører en temmelig omstændelig fortællestil, der ind i mellem nærmer sig det kedsommelige. Men når det sker, er hans eminente evne til at formulere sig skarpt og smukt med til at drive læsningen frem.

Ungdommeligt navlepilleri

Per omgives af personer, der sjældent er entydigt skildret, for mennesker er aldrig entydige. Karaktererne fremstår troværdigt, fordi de er ført forbi Pontoppidans skarptskuende og afslørende blik. Den karakter, der skildres allermest nuanceret og hvis styrker og svagheder derfor fremstår med størst overbevisning, er hovedpersonen Per.

Det meste af tiden følges Per som ung. Han er, som de allerfleste i den alder, optaget af sig selv, af sine lyster og drømme. Han kan godt udvise interesse for andre, men når han er ved at blive forpligtet, bakker han ud. Han vil hellere have sin frihed. Han er de grænseløse muligheders mand, der kæmper sig frem mod nye mål, men trættes af resultatet, så snart det er opnået. Ja, selv inden målet er nået, kan han miste interessen og sætte sig et nyt. Undervejs irriteres man over den unge mand, der slet ikke er sig bevidst, hvor forkælet han er.

Pontoppidan skildrer flere gange nogle meget pludselige følelsesskift hos sin hovedperson, som læseren ikke er blevet advaret om. Det kan virke besynderligt, men spørgsmålet er, om det ikke ofte er sådan, nogle menneskers sind er indrettet. Så snart man begynder at kede sig lidt, kaster man sig ud i nye planer, om det så skal koste én det, man hidtil har vundet. Per er i hvert fald i sine følelsers vold. Han reagerer spontant på oplysninger og indfald. Dette gør ham svær at stille tilfreds; svær at leve sammen med.

Langt hen ad vejen er det almindeligt ungdommeligt navlepilleri, Pontoppidan beskriver hos sin hovedperson. Men han formår samtidig at vise, hvordan Per både fastholder sin rastløshed og skifter karakter for til sidst at falde til ro i en tilværelse, der ligger lysår fra den, han stræbte efter, da han var ung. En sådan skildring af personlig forandring er litteratur på højt plan.

Læs den, før din nabo ser den

”Lykke-Per” kræver tid. Sproget er billedrigt og lettere omstændeligt, men bestemt besværet værd. Det samme gælder handlingsgangen, som slæber sig afsted og dog er svær at slippe. Derfor skal der herfra lyde en opfordring til at læse eller genlæse bogen, inden din nabo ser filmatiseringen.

En klagesang, en protest

Peter-Clement Woetmann: ”Bag bakkerne, kysten. En klagesang”, 

Kronstork 2017, 64 sider, 129 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Et enkeltstående strå af marehalm træder ud mod læseren på omslaget af Peter-Clement Woetmanns klagesang ”Bag bakkerne, kysten”. Væksten markerer, ligesom titlen, at bogen udspiller sig på grænsen mellem land og vand. Marehalm hører til i klitterne, der udgør landjordens forpost mod havets bølger. Fortælleren er ikke én, men flere: Landjorden på det europæiske kontinent og dens beboere:

Min krop er blå øjne hvid hud.

Min krop er korngule marker og den milde vind i træerne i en lysning i skoven.

Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten. (s. 5).

Disse tre sætninger gentages adskillige gange gennem det lange digt. De udgør en besværgelse, en stadig mere stædig insisteren på at være noget andet end det, fortælleren ikke er.

Ganske vist indledes klagesangen med flere beskrivelser af fortællerens krop, beskrivelser af, hvad fortælleren er:

Min krop er fugle der flygter omkring med hinanden højt svimlende et sted på himlen.

Min krop er klitrækkerne, marehalmen, varmt sand blå himmel. (s. 5).

Man drages i tanken tilbage til varme sommerdage.

Hvem fortælleren ikke er

Men hurtigt introduceres det, fortælleren ikke er:

Min krop er ikke bølgerne, min krop er ikke bølgernes krop. (s. 7).

Jo længere, man læser, des mere fylder negationerne. Eksemplerne på, hvad fortælleren ikke er, er forbundet med havet, med transport, med lukkede rum og mangel på ilt, med risici og drømme om et bedre liv på det europæiske kontinent.

Hentydningerne til, hvad fortælleren ikke er, bliver stadig mere konkrete:

Min krop er ikke krop skyllet i land ved Italiens kyst.

Min krop er ikke krop skyllet i land ved Grækenlands kyst.

Min krop er ikke krop skyllet i land ved Spaniens kyst. (s. 29).

Med sin nærmest messende opbygning konfronterer klagesangen læseren med antallet af døde i bestemte ulykker. De fleste ofre er druknet, andre omkommet i containere eller flyvemaskiner, men alle er de døde undervejs i deres jagt på lykken.

Stærkest bliver sangen, da den sætter navne på nogle af ofrene. Ikke at man kender dem, men navne er nu engang det, vi forbinder individer med, og ofrene er individer, medmennesker.

Fortælleren er sine læsere

I Det Gamle Testamente er et helt skrift forbeholdt klagesange. Her er ordet lagt i munden på de nødlidende: ”Stadig stirrer vore øjne sig trætte efter hjælp, men til ingen nytte; på vor udkigspost spejder vi efter et folk, men det bringer ingen hjælp” (Klages 4,17). Sådan kan flygtninge og migranter ombord på synkefærdige fartøjer stirre deres øjne trætte efter hjælp. Men fortælleren i ”Bag bakkerne, kysten” står på sikker grund. Ja, fortælleren er delvis selv den sikre grund. Fortælleren er nutidens forjættede land og dens indbyggere. Derfor er fortælleren også sine læsere. Fortælleren giver læseren stemme, for læserens ”krop er blå øjne hvid hud”.

Selvom fortælleren/læseren står på sikker grund, skælver den alligevel, for hvem kan være vidne til den tragedie, klagesangen sætter ord på, uden at skælve?

Protest og opfordring

”Bag bakkerne, kysten” er ikke blot en klagesang, men også en protest mod fortælleren selv, mod læserne, og mod alle andre, der ved, at der finder en katastrofe sted, men intet foretager sig. ”Bag bakkerne, kysten” er et nødråb på de druknendes vegne, en opfordring til anstændighed og handling.

Min krop er ikke den ukendte mor der druknede ud for grækenlands kyst med sine otte børn (s. 59).

Nej, men både moderen og børnene var mennesker.