Mennesker i fængsel

Dorte Kvist i samarbejde med Carl & Ingeborg Lomholt: ”Det er jo mennesker. Skæbner fra fængslet”, Eksistensen 2018, 152 sider, 200 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Et gabende kedeligt fotografi af en fængselscelle skæmmer forsiden af bogen ”Det er jo mennesker. Skæbner fra fængslet”, der er skrevet af Dorte Kvist i samarbejde med Carl og Ingeborg Lomholt. Med den forside orker man næsten ikke at påbegynde læsningen. Man skal dog ikke vende mange sider, før det viser sig, hvor velvalgt det trøstesløse forsidefoto er. Carl Lomholt var præst i Horsens Statsfængsel i 25 år, og hans kone Ingeborg var organist i fængselskirken. Med henholdsvis teologiens og musikkens midler forsøgte de at fjerne noget af den trøstesløshed, der prægede fængselslivet. Det var – og er – der hårdt brug for. Hen mod slutningen af bogen konstaterer Carl Lomholt: ”Så længe, vi har sådanne institutioner og bliver ved med at bygge nye og endnu mere lukkede og sikre fængsler, bliver det […] desto mere nødvendigt at sætte de bedst mulige kræfter ind på at hjælpe de indsatte til at overleve fangenskabet uden at tage ubodelig skade på krop og sjæl.” (s. 147). Dette siger han ikke for at underkende følgerne af de forbrydelser, de indsatte har begået, og den smerte, de har påført deres ofre. Han siger det, fordi et moderne, velfungerende samfund må reflektere over, hvad hensigten er med at fængsle mennesker. Er det alene for at straffe og skaffe folk af vejen, eller er det for at skabe et endnu bedre samfund, hvor de, der har begået kriminalitet, får den nødvendige støtte til at blive lovlydige borgere, som efter deres løsladelse gør samfundet gavn og undlader at skabe nye ofre? Går det imod den så ofte nævnte ”retfærdighedsfølelse”, at kriminelle får muligheden for at få et godt liv efter udstået straf? I det første tilfælde – altså hvis straffen skal isolere de indsatte mest effektivt - fungerer det nuværende fængselsvæsen ganske glimrende, godt hjulpet på vej af en række politikere, der konstant vil skærpe straffene. Men i det andet tilfælde – hvor hensigten er at hjælpe de indsatte med at kunne indgå i et liv uden kriminalitet - er succesraten alt andet end imponerende. I et samfund, hvor der tales så meget om personlige kompetencer, der kan bruges i konkurrencestaten for at skabe øget vækst, er det alt andet end rentabelt at lade de indsatte synke ned i desperation, håbløshed og selvforagt. Noget andet er, at det også er beskæmmende for et samfund, der gør sig til af at værne om den enkelte borger.

Instrumentbyggeren, broderikunstneren og jægersoldaten

Ingeborg og Carl Lomholt fortæller om en række indsatte og deres skæbne. Der berettes om en mand, der lærte sig at bygge strengeinstrumenter i fængslet. Da hans første cello var færdig, blev den indviet ved en koncert i fængselskirken.

Ligeledes fortælles der om Dan Kristensen, som voksede op under hårde og kærlighedsløse vilkår. Livet igennem flyttede han ind og ud af fængslet. Under en længere afsoning blev han grebet af at brodere, men det var først på sine gamle dage, at hans særlige evne til at lave broderier fra bunden af blev opdaget og anerkendt, og det af en broderikunstner fra Canada. Gennem brevveksling fik de to et nært forhold, hvilket dette citat anskueliggør: ”Kærer, kærer fru Marie, selv om vi kun har set hinanden én gang, er De som en søster for mig. Jeg er så glad ved at kende dem. De har givet mig noget, som jeg slet ikke troede, jeg skulle få. Nu, hvor livsaften er ved at melde sig, finder man glæden ved selve livet … Jeg kan ikke finde de rette ord, men kan kun sige tak.” (s. 115).

Bogens undertitel, ”Skæbner fra fængslet”, afslører, at der er mange flere af den slags fortællinger, men de gengives ikke kun af lyst. Ofte knyttes der en kommentar til, som sætter et overordnet perspektiv på den enkelte indsattes liv og andre i samme situation. Efter fortællingen om en tidligere jægersoldat, der flygtede på en spektakulær måde fra fængslet, da hans kæreste skulle føde deres første barn, oplyses det, at flugt fra et fængsel først blev strafbart i 2002. Indtil da genoptog den indsatte blot sin afsoning, når han eller hun vendte tilbage til fængslet.

Selvom et fængsel er bygget for at holde de indsatte indenfor murene, skal der være … ”en ganske lille mulighed for, at et menneske kan undvige fra et fængsel, hvis man har mod og held dertil – ellers får man klaustrofobi.” (s. 81). Citatet stammer fra en tidligere overvagtmester ved fængslet i Horsens. Hvis dette er korrekt, udgør de nye lukkede anstalter endnu en mental udfordring for de indsatte. Herfra er det umuligt at flygte. Den lille forskel på næsten umuligt og komplet umuligt kan være afgørende for dem, der skal tilbringe årevis inde bag murene, og som tidligere kunne gøre sig håb om, at en springtur lod sig gøre, men som nu må opgive forsøget på forhånd. For nogle kan dette betyde, at der er endnu mindre at leve videre for.

Mennesket før gerningen

Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med mordere, voldtægtsforbrydere, børnemishandlere, berigelseskriminelle, smuglere og så videre? Det korte svar er: Fordi de også er mennesker. Carl Lomholt uddyber: ”En grundsætning hos Luther lyder: En god mand gør gode gerninger, men gode gerninger gør ikke en god mand. På samme måde gør onde gerninger heller ikke en ond mand. Du er menneske forud for gerningen og på trods af gerningen, altid menneske først. Og der er virkelig meget andet end det mest negative at sige om et menneske, som er blevet dømt, der er meget andet at huske ham for – sikkert også meget godt.” (s. 59). Når talen falder på kriminelle, har man en tendens til at sætte lighedstegn mellem gerning og menneske. Men en indsat er langt mere end den gerning, han er fængslet for. Det viste sig for eksempel under den tidligere nævnte koncert i fængselskirken, hvor instrumentbyggeren Rickys cello havde sin debut: ”Kirken var fyldt med indsatte og enkelte fra fængslets ledelse. Også Rickys gamle mor og hans søn med familie havde fået lov til at deltage i koncerten for klaver og cello med musik af Bizet, Bach og Beatles. Rickey var stolt og bevæget, da klapsalverne lød, og hans mor fældede en tåre.” (s. 120).

Ved at se på mennesket bag forbrydelsen gør Ingeborg og Carl Lomholt det klart for læseren, hvor invaliderende det er enten at være tidligere straffet, eller at være i familie med en indsat. De forklarer, at ægtefæller og børn ofte lyver om familiemedlemmets fængsling, fordi det er skamfuldt. Når sandheden ikke kan holdes skjult, oplever mange at blive frosset ud af de kredse, de normalt færdes i. Nogle bliver ligefrem nødt til at flytte. Dette er naturligvis ikke med til at styrke forholdet mellem den indsatte og familien, ligesom det øger den indsattes dårlige samvittighed og manglende selvværd. I de tilfælde, hvor fængselsopholdet medfører, at den indsattes familie opløses, har vedkommende endnu mindre at vende tilbage til efter endt soning, og da er det svært at undgå fornyet kriminalitet. Et af de spørgsmål, ”Det er jo mennesker” stiller, er, om indsatte ikke bør anskues som folk, der i langt højere grad har brug for en massiv indsats for at komme på rette vej, end den udsigtsløse placering bag murene, som et fængselsophold typisk udgør i dag. Det er iøjnefaldende, at indsatte i retspsykiatriske afdelinger behandles anderledes og langt mere omsorgsfuldt og værdigt, end indsatte i de øvrige fængsler. Dette skyldes, at de retspsykiatriske indsatte anses for at være patienter. Det giver naturligvis ikke mening at sygeliggøre almindelige mennesker, der enten har båret sig dumt og forkasteligt ad eller handlet i affekt, men i højere grad at gøre en indsats for, at de ikke begår lignende dumheder, vil i sidste ende komme både ofre, forbrydere og de kriminelles familier til gode. I bund og grund er det et spørgsmål om at se mennesket bag forbryderen; at fokusere på manden i stedet for gerningen.

Således udgør ”Det er jo mennesker. Skæbner fra fængslet” en vægtig kommentar til vore dages retspolitiske debat. Det er ikke bogens ærinde at opstille alternativer til den gældende praksis indenfor fængselsvæsenet, men den påpeger nogle alvorlige problemer ved tingenes tilstand og den evindelige påstand om, at strengere straffe er det eneste rigtige.

Glæde på lærred

Ole Lindboe: ”Drømmesamleren. Knud Nielsen og maleriet”, Forlaget Jelling 2005, 160 sider, 299 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Drømmesamleren. Knud Nielsen og maleriet” er en bog, man bliver glad af at kigge i. Selvom den autodidakte kunstmaler, Knud Nielsen, i begyndelsen af sit virke gjorde brug af en del jordfarver, blev resultatet ofte livfuldt. Siden kom de kraftige farver til, og så er det altså svært ikke at lade glæden på lærredet smitte af på humøret. Nogle gange bliver det ganske vist en glæde på trods, som i maleriet ”11. september 2001” fra 2002, hvis motiv er genkendeligt med en flyvemaskine, der har kurs mod to høje tårne. Her udtrykker Nielsen livets protest mod død og ødelæggelse. Malet på baggrund af den markante livsglæde, der præger hans lærreder, bliver terrorangrebets vanvittige grusomhed endnu tydeligere.

Nielsen udviklede sig til en abstrakt maler, hvis motiver det kan være svært at få hold på; men det vigtigste er nok ikke motivet. Det er derimod farvesætningen, som taler sit eget almenmenneskelige sprog. Og farve er der nok af. Nielsen sparede hverken på kulørernes styrke eller på malingen. Hans lærreder trænger sig på og insisterer på at blive set. De fungerer som en hofnar, der bryder ind i den grå hverdag med en lystig kommentar. Ole Lindboe forklarer det på denne måde: ”For en maler som Knud Nielsen er maleri en form for stof. Farverne er selve stofligheden. Og stofligheden er lige præcis det, der får maleriet til at leve. Sådan har han ofte forklaret maleriet. Og ser man nærmere på hans billeder, er der slet ingen tvivl. Farverne er den energi, der får billedet til at løfte sig op i det svimle. Farverne er selve billedets sanselighed. Cezanne forklarede det samme med disse ord: Farven er Guds kød.” (s. 62). Selv har Knud Nielsen udtalt: ”Det er billedkunstens fornemste opgave at frisætte fantasien.” (s. 132). Alene af den grund er ”Drømmesamleren. Knud Nielsen og maleriet” med sine mange gengivelser af kunstnerens værker værd at stifte bekendtskab med.

Nielsens liv og værk

Selvom Ole Lindboe indleder såvel som afslutter bogen lige lovlig pompøst, redegør han sobert for Knud Nielsens liv og karriere. Den unge Knud startede som maskinlærling, men trivedes bestemt ikke. Om aftenen trøstede han sig med at male, men det var ikke tilstrækkeligt i længden. Derfor sagde han sin plads op og tog siden forskellige jobs, blandt andet som arbejdsmand på en ligkistefabrik. Snart efter fik han ansættelse hos en barber af hvem han lærte faget. Samtidig skelede han til den såkaldte barbermaler, John Christensen, som malede og tegnede, når der ikke var kunder i butikken. Denne arbejdsfordeling lurede Knud Nielsen af, så da han havde fået lærebrev, købte han en salon, hvor han fungerede som frisør en del af dagen, og brugte de øvrige timer på at male. I krigsårene begyndte han så småt at sælge sine malerier, og den 5. maj 1945 åbnede hans første separatudstilling. Grundet frihedsbudskabet var der ingen, der kiggede indenfor i galleriet, men det gjorde ikke noget, for besættelsestiden var slut og alle var glade. Kunder kom der da også senere, og Nielsen blev fuldtidskunstner.

Knud Nielsen var inspireret af Edward Weie og Jens Søndergaard, men ændrede lidt efter lidt stil fra det konkrete til det abstrakte maleri. Ændringen forklarer kunstneren på denne måde: ”Jeg brød med flademaleriet, fordi jeg havde trang til flertydigheden. Jeg opdagede glæden ved at lade associationerne strømme, lade mig gribe af det, der skete lige nu. Hvem kender sig selv om to minutter? Det er som jazzmusikeren, der har et tema, men lever i improvisationen og skaber noget helt nyt. Det er denne stadige selvprovokation, der får billederne til at leve, og som gør, at jeg overhovedet kan blive ved.” (s. 98).

Nielsen omgikkes de danske medlemmer af COBRA, men ønskede ikke selv at blive en del af gruppen, selvom han stilmæssigt lå ganske tæt op af dens medlemmer. På den måde fremstod han både som en ener og som del af en helhed. At han ikke var bange for at gå egne veje viser det faktum, at han i 1976 flyttede fra København til den lille by Vindelev tæt på Jelling. Her drev han og hans hustru et kombineret kro- og kulturcenter, hvor de besøgende kunne bese både hans egen og andres kunst.

Stadig på lager

Da jeg kontaktede Forlaget Jelling og tilbød at anmelde ”Drømmesamleren. Knud Nielsen og maleriet”, troede jeg, at der var tale om en nyudgivelse. Siden fik jeg bogen i hånden og konstaterede, at den udkom i 2005, tre år inden Knud Nielsens død. Men selvom bogens hovedperson er død, lever hans malerier videre i både offentlige og private samlinger. Det vil de givet blive ved med i mange år, for hvem vil ikke gerne have en dosis daglig glæde på lærred?

Har man lyst til at kigge i og læse bogen, kan jeg hilse fra forlaget og sige, at de stadig har et par kasser liggende.

Hvor parkerer man en gås?

 Allan Lillelund: ”Nedslag”, Forlaget Silkefyret 2021, 154 sider, 250 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Allan Lillelunds novellesamling er ikke en bog, man skal læse, men jeg er ret sikker på, at man ikke fortryder det, hvis man gør det.

Der er både drama, humor og indføling i de 12 fortællinger. Bagsideteksten afslører, at ”Nedslag er en undersøgelse af mennesket, når det falder. Allan Lillelund undersøger mennesket i ekstremerne og før og efter de fatale valg, der vender verden på hovedet.” Dog er der forskel på alvoren af de beskrevne valg. En kvinde forsøger at få sin mand til at ækles ved hende, hvilket naturligvis ikke gavner deres ægteskab, men den systematiske nedslagtning af en busfuld passagerer er dog langt mere alvorlig. Og så er der alle novellerne imellem. Om manden, der opsøger en prostitueret, men bliver så usikker på sig selv og situationen, at han ender splitternøgen udenfor hendes dør. Om en alenemor med en særpræget interesse for ællinger. Om manden, der bruger en skumbanan til at forsone sig med sin far, der i årevis har svigtet ham. Om parret, der bruger 14.000 kr. på to norske skovkatte, men erfarer, at elektriske negleklippere ikke er anbefalelsesværdige.

Læsning på kanten af stolen

Novellerne bevæger sig mellem det eksistentielt alvorlige og grotesk morsomme. Nogle hælder mest til den ene side, andre til den anden. Under alle omstændigheder har Lillelund en sans for at skære sin historie til, så den på forbløffende få sider får læseren ud på kanten af stolen. Man forvirres, undres, forskrækkes, underholdes, berøres, og snart er novellen slut, men til alt held følger der en mere. Når den tolvte og sidste er læst, føles det naturligt at stoppe. Der er brug for en pause, for selvom det er morsomt, er det også barskt. 

Ikke alle karakterer er lige sympatiske. Nogle er temmelig svære at holde af, for eksempel faderen, der smadrer de fisk, han fanger – vistnok for at hærde sønnen. Andre er noget lettere at holde af, som den psykisk syge, der mangler et sted at parkere sin gås.

Oplagt at genlæse

Bogen er hurtigt læst, og måske også hurtigt glemt, fordi novellerne næsten slutter, før de er begyndt. Men pyt! Så kan man jo bare læse samlingen igen. Jeg kunne i hvert fald godt finde på at tage den ned fra hylden om et års tid og på ny stifte bekendtskab med de spøjse og alligevel ret genkendelige karakterer i ”Nedslag”.

Glemmebog, huskebog

Krigen varede længere end de fem forbandede år. Kampene fortsatte

Niels Johansen
Hjerter taler samme sprog. En collage
Forlaget Historia 2021

Af Carina Wøhlk
Den må ikke gå i glemmebogen. Besættelsestiden. Og derfor har salmedigter, pastor emeritus og forfatter Niels Johansen sat sig for at skrive huskebøger. Den nyeste i rækken er romanen Hjerter taler samme sprog. Som det hedder i forlaget Historias pressemeddelelse i anledning af udgivelsen: Fordi viden om netop den historie er mere relevant i dag end nogensinde…   

Bogen handler om besættelsen af Danmark og efterkrigstidens traumer og tragedier. Dens ærinde er at vise, at krigen varede længere end de fem forbandede år. Kampene fortsatte. Og kamparenaerne var ikke mindst de hjerter, som titlen hentyder til.  

Forfatteren bag bogen er en produktiv herre. Han har blandt andet skrevet børnebøger, erindringsbøger, salmesamlinger og flere andre romaner, der kredser omkring besættelsestiden og dens betydning. Hjerter taler samme sprog er den selvstændige fortsættelse af Du ved det nok, mit hjerte fra 2019. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, men det giver mening med en samlet læseoplevelse.

Formen er ganske elegant. Niels Johansen skriver om journalisten Anna, der skriver om og med Johannes, der som ung havde en forfatter i maven. Før (i Du ved det nok, mit hjerte) skrev han om sin elskede hustru Smilla. Nu er det storesøster Petra og hendes familiehistorie, der kalder på at blive fortalt. Bogen er et litterært kinesisk æskesystem. Eller som forfatteren selv kalder det for i undertitlen – en collage.

Kærlighedserklæringen

I Du ved det nok, mit hjerte følger læseren den pensionerede boghandler og tidligere modstandsmand Johannes, der kontaktes af journalisten Anna. Hun vil gerne tale med ham om hans bedrifter i besættelsestiden. Som handlingen skrider frem, står det mere og mere klart, at beskrivelsen af den gamle mand, der sidder i sin stue og henter erindringsglimt frem, bliver til mere end et interview i et lokalblad: Beskrivelsen glider over i den bog, læseren sidder med i hænderne – og som Johannes er ophavsmand til, ikke Anna. Den bliver en kærlighedserklæring til den kvinde, som animerede Johannes til at gå ind i modstandskampen.

Arvens betydning

Den selvstændige toer, Hjerter taler samme sprog, udfolder den mentale og litterære arv, der skal forvaltes efter Johannes´ død. Der er fortællinger, der presser sig på. Om ham, der taber kampen mod krigstidens dæmoner. Om hende, der giver sig hen til en tysk soldat og må opgive kærlighedsfrugterne. Om ”tyskertøsens” børn, der adopteres bort og må slås for at finde deres ben i en udfordrende efterkrigstid. Om hende, der mønstrede et nærmest overmenneskeligt mod under modstandskampen og siden dør en voldelig død i et sidste slag for en bedre verden.  Journalisten Anna bliver den, der skal løfte arven og samle fortællingstrådene, og undervejs kommer hun til at reflektere over sin egen rolle som mor, ægtefælle og kristent menneske. Hvilke værdier har hun selv at give videre til næste generation?    

Midt i skildringen af mennesker, der på hver deres måde forsøger at byde det onde trods, optræder Gud og kirken: Det er i troen på Gud, de kæmpende og de kamptrætte finder trøst. Og det er ham, de må overlade tilgivelsen til, når de konfronteres med det utilgivelige. Kirken er mere end en bunke mursten. Den er et åndeligt mødested, hvor modet holdes oppe under kampen og hvor sejren kan fejres med glæde. Den er et sikkert helle, der giver mulighed for at slikke de krigssår, som tiden ikke læger.          

I Hjerter taler samme sprog siger hovedpersonen Anna om Johannes, at han ”skrev til hjertet” (se side 45). Det samme kan siges om forfatteren selv. Og så er det jo heldigt, at titlen har ret. Hjerter taler samme sprog. Der er ingen oversættelse nødig. Budskabet er til at forstå. Besættelsestiden må aldrig gå i glemmebogen. Vær årvågen og på vagt i forhold til strømninger i tiden, der henleder tanken på det, der skete under 2. Verdenskrig. Husk det nu.

Uden frygt og dadel - Klassisk murstensroman på dansk

I 2020 er repertoiret af klassiske ridderromaner på dansk udvidet med en af de tykkeste af slagsen, der i tilgift til tider omtales om ”den første moderne roman”

Joanott Martorell
Tirant lo Blanc 1-3
oversat af Oscar K.
Jensen & Dalgaard 2020, 1208 sider, 500 kr.

Af Søren Holst
Hvis man siger ”ridder” og ”roman” i samme sætning, vil de to første associationer med stor sikkerhed være dels Don Quixote, dels Kong Arthur og ridderne af det runde bord. Allerede for Arthur-legendens vedkommende får vi ganske vist bøvl med kategorierne, for den findes i mange udgaver (hvoraf de mest kendte ikke er de ældste, for slet ikke at sige ’oprindelige’), som ikke alle kan kaldes romaner. Fra ens tid på børnebiblioteket melder sig måske også Ivanhoe, men derefter begynder det så småt at slippe op, hvis man ikke er middelaldernørd.

I 2020 er repertoiret af klassiske ridderromaner på dansk imidlertid blevet udvidet med en af de tykkeste af slagsen, der i tilgift til tider omtales om ”den første moderne roman”; en hæder, som jo ganske vis uddeles hyppigt og til ret forskellige værker, men alligevel.

En ridders liv

Tirant lo Blanc beskriver sin hovedpersons liv fra ridderspire til dødsleje. Ja, det vil sige, helten dukker sådan set først op i kapitel 28 (af i alt 487), men det er jo heller ikke en ’smal’ bog i fysisk forstand. Tirant er en adelsmand fra Bretagne, som kommer til England som bryllupsgæst. Den engelske konge skal formæles med en fransk prinsesse, og benytter anledningen til at ruske op i sine riddere, der er blevet sløve af lediggang, ved samtidig at indbyde riddere fra hele den kristne verden til turnering. Tirant indvies i ridderstandens regler af en hvidskægget eremit, som han møder ved et tilfælde. Han udmærker sig – naturligvis – ved turneringerne, og er til stede ved Hosebåndsordenens grundlæggelse, som han bliver indvalgt i som den første. Romanen er faktisk det ældste eksisterende vidnesbyrd om ordenen.

Knapt hjemkommen til Bretagne bliver Tirant en del af en delegation, som skal undsætte Johannitterordenen på Rhodos, der er truet af ’mauriske’ styrker. Den egentlige redningsaktion er der gjort rede for på få sider, men felttoget giver anledning til allehånde sidemotiver, besøg i både Nordafrika og Det Hellige Land, samt et giftermål mellem Tirants følgesvend, den franske kongesøn Filip, og en siciliansk kongedatter – et ægteskab som nok ikke var kommet i stand uden Tirants mellemkomst.

Hermed begynder et parallelt spor i romanens plotstruktur, bestående af amourøse forbindelsers komplicerede forløb, som udfolder sig side om side med de militære aktiviteter. Men det kommer ikke af den grund til at skorte på slagscener: Kejseren af Konstantinopel, den græsktalende kristenheds centrum, har brug for hjælp mod den muslimske verden (eller med romanens ord, mod ”sultanen og Stortyrken”), og Tirant kommer til at stå i spidsen for hjælpen. Næsten halvdelen af romanen foregår i ”det græske rige”.

I det græske rige bliver han tillige hovedperson i den mest omfattende af bogens kærlighedsintriger, idet han forelsker sig i kejserens datter. Forløbet af denne relation står i ret udtalt kontrast til den litterære konvention, hvor ”ridderlig” er det modsatte af liderlig. Prinsessen er ikke utilbøjelig til med det samme at lade ham ”nå sine længslers mål” som det hedder på 1400-talsspansk, men er selvsagt nødt til at skele til takt og tone for ugifte kongedøtre. Tirant selv er svært ivrig. Men endnu ivrigere er sådan set prinsessens kammerjomfru, Plaerdemavida (elegant oversat til ”Mitlivslyst”), som utrætteligt arrangerer rammerne for stævnemøder og lige så utrætteligt skælder Tirant ud, hvis han vil tage prinsessens halvhjertede tilbageholdenhed for gode varer.

Dramaet tilspidses yderligere, da en rival, ”la Viuda Reposada” (”enken Detstillevand”), forsøger at skille de to elskende ad ved en lumsk manøvre, der kunne have været en del af inspirationen til Othello, både mht. jalousi- og racemotivet. Dette bedrag er medvirkende til at Tirant forlader Konstantinopel, lider skibbrud ud for den nordafrikanske kyst, og i Nordafrika gennemlever et forløb, der udgør en hel roman i sig selv. Efter et ophold i en lokal fyrstes fangehul går han i maurisk tjeneste, men ender med ikke blot at vinde militære sejre, men også gøre hele befolkninger kristne, inden han vender tilbage til det græske rige, hvor det hele næsten kunne være endt lykkeligt. Hvad forfatteren interessant nok alligevel finder for enkelt, da det kommer til stykket.

”I krig og …”

Et af de tilbagevendende temaer er heltenes – og til tider også fjendens – højst kreative indfald i kamphandlingerne. Da Tirant første gang begiver sig på en slags korstog, er det som nævnt for at bistå de kristne på Rhodos. Deres presserende behov for hjælp er opstået, da forrædere fra Genova (”slette kristne”) har pillet aftrækkerne af fæstningens armbrøster og erstattet dem med attraper udskåret i sæbe eller ost!

Og da Tirant er på vej til undsætning, bliver hans ene skib ved Gibraltarstrædet angrebet af 15 mauriske, og udsigterne til at slippe levende fra søslaget er ikke lovende. At det alligevel lykkes, skyldes bl.a. at en af Tirants sømænd finder på at beklæde skibets ydersider med madrasser, så angribernes projektiler preller af. – Begge episoder kunne have gjort glimrende fyldest som noget, Rip, Rap og Rup i en akut knibe udtænker med Grønspættebogen som hjælp.

For at redde Rhodos fra dets belejrere skal Tirant blandt andet drive de svigefulde genovesere bort, hvis skibe ligger for anker ud for øens hovedby. En af hans sømænd formår i skjul af mørket på bedste James Bond-vis at forbinde en trosse til det skib, som tilhører den genovesiske flådes øverste kaptajn. Herefter kan Tirants folk fra stranden med et ankerspil trække en jolle fuldtlastet med brændbare materialer, som en kæmpestor flydende fakkel, ud til skibet, der på ingen tid udbrænder. Episoden, der for genoveserne fremstår som et mirakel, tager selvsagt kampmodet fra både dem og sultanen.

Det er formodentlig den samme aktion, Tirant lader sig inspirere af, da han halvandet hundrede sider længere fremme, under kampene i det græske rige, sætter en maurisk styrke skakmat ved at angribe en træbro ved hjælp af en tønde proppet med tjære, svovl m.m., som føres frem til angrebsstedet med en robåd.

Kristne, maurere – og en enkelt jøde

En anden gennemgående tematisk tråd er religionernes forhold til hinanden. Den overordnede rollefordeling er korstogenes, og dermed enkel: Der er tale om et ’clash of civilizations’: Store dele af verden er enten direkte en slagmark eller de krigsførende magters hjemmefront. Og krigen står mellem gode, kristne europæere og onde, muslimske maurere.

At den opstilling er lidt ’tegneserieagtig’ (med et udtryk, som sådan set ikke er fair over for tegneserier), er ikke det interessante. Det interessante er, at den sort-hvide skabelon jævnligt brydes. Der er, som tidligere nævnt, eksempler på ’slette kristne’, der gør fælles sag med maurerne mod egne trosfæller. Og der er, særligt under Tirants tid i Nordafrika, muslimer som – imod både læserens og Tirants umiddelbare forventning – viser sig at være sympatiske og storsindede.

Denne sans for nuancer og indre konflikter svarer ganske til, hvad der ofte fremhæves som romanens særtræk også med hensyn til personskildringen internt blandt de kristne: Personerne er ikke stiliserede repræsentationer af moralske eller teologiske begreber, de er levende og modsætningsfyldte og dermed ’realistiske’, så at karakteristikken af romanen som ’moderne’ ikke virker ganske malplaceret.

Ikke overraskende spiller den tredje store ’abrahamiske’ religion, jødedommen, en birolle, men en distinkt og mindre nuanceret birolle. En af de få jøder i romanen hører hjemme i byen Tlemsen (eller i dag: Tlemcen); som jøde er han naturligvis ikke loyal mod sin by, men forråder den til kong Escariano, der senere ved Tirants mellemkomst bliver kristen og døbes.

Jøden, der forbliver navnløs episoden igennem, forklarer Escariano, at det jødiske folk er opdelt i tre grupper: nogle tog initiativ til drabet på Kristus, nogle udførte det, men en tredje gruppe, kong Davids efterkommere, som han selv tilhører, misbilligede det, og er altså uskyldige i den anklage, som kristne hyppigst retter mod hans folk. Det får ganske vist Escariano til at tage imod jødens tilbud om at skaffe ham adgang til byen – men hindrer ikke kongen i derefter prompte at lade jøden henrette ved garottering, for han er jo en forræder og derfor upålidelig!

Oversættelse og mandighed

Det gigantiske arbejde at oversætte romanens godt 1200 sider fra den valencianske dialekt af catalansk, har multikunstneren Oscar K. forestået. Det er en imponerende bedrift. Der er også ret betydelige udsving i oversættelsesstrategien.

Der er et helt ekstremt overforbrug af ordet ”virtuos” som karakteristik af personer, primært helten selv. Det skal nok passe, at der i samtlige tilfælde står ”virtuós” på catalansk, glosen forekommer i hvert fald næsten 300 gange. Jeg er ikke ekspert i middelalderens spanske sprogformer, men alt tyder på, at ordet ligger tæt op ad det latinske ”virtus”, der egentlig betyder ”mandighed”, men afledt heraf også ”kraft”, ”duelighed” eller ”dyd” (ordet ”dyd” betegner også på dansk oprindelig det at ”du til noget”). Og det giver jo fremragende mening som ridderlig egenskab. Men blot fordi der på dansk findes et ord, der staves ca. lige sådan, betyder det ikke, at dette ord er den bedste oversættelse. Ord kan, trods fælles afstamning, ændre betydning både over tid og når de vandrer fra sprog til sprog. På engelsk er ”virtuous” endt med primært at betyde ”dydig på den ufede måde”, altså nærmest berøringsangst og skinhellig. Og på dansk bruges ”virtuos” jo ellers mest om én, som er fingernem til at spille klassisk musik.

Det er illustrativt at sammenligne med den svenske oversættelse ved Miguel Ibáñez (Tirant den Vite, Interculture 1994), der fx kan bruge ”god” (kap. 105), ”ädelmodig” (kap. 109), ”hövisk” eller ”hjältemodig” (kap. 125) til at gengive ”virtuós”. At Oscar K. selv slet ikke er fremmed for denne tilgang, ses i kap. 141 hvor ”cavalleros virtuosos” er elegant oversat til ”tapre riddere”. Den løsning kunne godt være brugt hyppigere.

Oversættelsen er i øvrigt ofte præget af overskud og kreativitet. Det kommer klart frem, at der i originalen ofte springes brat mellem et formelt retorisk sprogniveau i de mange lange taler, og en mere bramfri udtryksform. Og i den sammenhæng fungerer det fx fint, at det lidt ferske ”no és novella cosa pagar los justs per los pecadors” (det er ikke noget nyt, at retfærdige må betale for overtrædere) bliver til ”at man ofte i stedet for smed retter bager” (kap. 125).

Den samme kreativitet får måske lige et nøk for meget, når ”Ab peu esquerre has fetes totes les tues vils obres” (ordret: på venstre fod har du gjort alle dine onde gerninger) fordanskes i form af ”du har udført alle dine onde gerninger med ti tommelfingre på hver hånd” (kap. 107a)! At have ti tommelfingre er et godt dansk udtryk for ubehændighed, men man plejer vist kun at have ti i alt.

Uanset ens tommelfingres antal, kan man i hvert fald roligt bruge dem til at slå op i denne usædvanlige roman.

Digte, der løsner den lammende sorg

Torben Juul Hansen: ”Tilfældighedernes sammenhæng”, Skriveforlaget 2020, 82 sider, 150 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

På indbindingen af bogen ”Tilfældighedernes sammenhæng” oplyser forfatteren ”At digtsamlingen skal hjælpe til med at løsne den lammende sorg, som fulgte efter min søns død i foråret 2018”. Dermed er det ikke sagt, at bogen er en tung sag, der i det ene digt efter det andet udfolder digterens sorg. Ganske vist udtrykker nogle digte sorgfulde erfaringer, men andre beskriver glædelige glimt. Måske er de sidste en slags manifestationer af de brud i sorgen, der genfortryller tilværelsen, som ellers har været henlagt i mørke efter nærkontakt med døden.

Antydning af det skæbnesvangre og usikre

Torben Juul Hansen har en lang række udgivelser bag sig. De fleste er udkommet på forfatterforlaget ”Attika”, men denne samling udkommer på medudgiverforlaget ”Skriveforlaget”. 

Samlingen falder i seks afsnit, hvis digte er mere eller mindre tematisk forbundne. Der ligger præcise iagttagelser bag de kortfattede formuleringer, og i en stor del af digtene ligger en antydning eller direkte udfoldelse af det skæbnesvangre og usikre. For eksempel i dette digt, der omhandler utrygheden ved tordenvejr (s. 32):

”Når et uvejr møder frem med

få sekunder mellem en

kortslutning i stikkontakten

og nedstyrtning af fast brændsel

er lyden af regndråberne

det eneste sikkerhedsudstyr

jeg stoler på."

Det er begrænset, hvad regnen kan stille op, hvis ilden først for alvor får fat. Digtet udtrykker en påtaget optimisme, de fleste nok kender, når en trussel hænger over hovedet på én. I et andet digt viser det sig imidlertid, at der kan komme noget godt ud af noget negativt (s. 78):

”At jeg så tranerne lette fra en

pose hvedemel

og flyve mod

indpakningens stiliserede solopgang

forstår jeg nu

forstandigt

var den dybere mening med

æterbedøvelsen

ikke at få bortopereret to

betændelsesmistænkte lymfekirtler

i halsen.”

Så positivt ser digteren ikke på den indretning, der præger et tilfældigt provinscafeteria (s. 53):

”Lampetternes gule fatninger er

udformet som

dryppende stearinlys.

Et imiteret våbenskjold med to

korslagte arme

pryder endevæggens træpanel.

Et opslag med 

trappestensgrædende sigøjnerbørn

supplerer den lakoniske prisliste.”

Smukkere er der i digterens have (s. 45):

”Sommerfuglene suger hæmningsløst i

mirabellernes berusende blommesaft

før de

uforklarligt direkte

flyver mod den lokalitet i Sydeuropa

forældregenerationen forlod

i det tidlige forår.”

At sætte ord på det uudsigelige

Det femte afsnit, der mest koncentreret kredser om sorgen, indleder Juul Hansen med et digt, der handler om udfordringen i at sætte ord på det, der gør så ondt, at det kan være svært at beskrive dækkende (s. 63):

”Mit ønske om at erstatte de ord

som ikke findes

med en genkendelig påklædt efterligning

har den konsekvens

at jeg grundigt må studere

hvordan

træerne gør vinden synlig

og 

hvordan

vinden forsyner træerne med det sprog

som vækker en

dirrende opmærksomhed

i din begynderbarnevogn.”

Selvom det er svært at finde de rigtige ord, gør digteren et forsøg på at beskrive hændelserne omkring sønnens død (s. 69):

”Sommerfuglen har en 

klar erindring

om den dag jeg stod uden vinger

i gruset mellem de

parallelle lavendelbeplantninger

på vej mod den 

motoriserede afhentning

og diskret måtte støtte mig til det

hvide kistelåg.”

Beskrivelsen af at have mistet det, der holder den sørgende oprejst, er enkel og stærk. At kisten med den afdøde – der netop er sorgens genstand – er det eneste, digteren kan støtte sig til, gør ikke tragedien mindre.

Som den, der har mistet, har Juul Hansen haft behov for at give udtryk for sit tab, og dermed lægge afstand ikke til den mistede, men til den sorg, der har taget hans plads. Denne sorg kan være så tyngende, at digteren påkalder sig glemslen, fordi den vil fjerne den konstante påmindelse om, hvad han har mistet (s. 72):

”Nu håber jeg en svigtende hukommelse

vil være mig behjælpelig med at 

bære de tab

tiden ikke udvisker.”

Det er et barsk, men virkelighedsnært ønske for den, der daglig kæmper sig gennem sorgen.

Et alternativ til selvhjælpsbøger

”Tilfældighedernes sammenhæng” er en virkelighedsnær beskrivelse af de tanker og følelser, der kan fylde den sørgende, og selvom grundstemningen er dyster, tager mørket og sorgen ikke overhånd.

I disse år udkommer der mange selvhjælpsbøger om sorg. Nogle kan bruge dem til noget, andre ikke, for sorg er individuel og antager derfor også individuelle former. Måske kan Torben Juul Hansens korte digte supplere selvhjælpsbøgernes formål og være med til at skabe den fælles forståelse, som så mange sørgende har behov for at få del i. Samtidig kan samlingen skabe forståelse for den, der sørger, blandt læsere, der er så heldige ikke at befinde sig i den samme situation.

Balzacs journalistiske skønlitteratur overbeviser

Forhåbentlig vil denne samling af “Udvalgte noveller” få mange til at få rettet op på det manglende kendskab til Balzacs forfatterskab

BALZAC - udvalgte noveller
Det poetiske Bureaus forlag
690 sider, Pris: 300 kr

Af Jes Nysten
Der er nok ikke mange i dag, der læser den franske forfatter Honoré de Balzac (1799-1850). En af realismens absolutte mestre - sammen med Victor Hugo og Charles Dickens - læst, beundret og efterlignet af utallige forfattere. Hans udførlige beskrivelser af de sociale og politiske konflikter i samfundet, var stærkt inspirerende for rigtig mange, bl.a. Marx.

Balzacs enorme produktion, som han ville samle under den sigende titel “Den menneskelige komedie” består af omkring 90 romaner og noveller. Ikke mange er oversat til dansk. Den kendteste er nok “Far Goriot”.  

Forhåbentlig vil denne samling af “Udvalgte noveller” få rigtig mange til at få rettet op på det manglende kendskab til Balzacs forfatterskab. 

Har man stået foran Rodins imponerende statue af Balzac i Paris kan man virkelig fornemme den styrke og tyngde, han udstråler. De få billeder, der eksisterer af ham, viser det samme. Og det er denne tyngde og kraft, der også løber gennem forfatterskabet. 

Det særlige ved dette forfatterskab er, at det fremkommer i det man kunnen kalde “etableringen af den moderne tid” - tiden i Frankrig efter revolutionen i 1789. Han er født blot 10 år efter og vokser op i denne på mange måder tumultariske tid. Og han har om nogen skabt et varigt billede af en opbrudstid, hvor “le ancien régime” bliver afløst af en tid, hvor alt er til fals, griskheden råder, og det fremstormende borgerskab er uden moral og udsyn. 

Moderne menneskers liv og konflikter

Hans romaner og noveller er minutiøse beskrivelser af sådanne “moderne” mennesker liv og konflikter i denne “menneskelige komedie”. Han har netop et “komisk” blik på disse mennesker, en vittig distanceret holdning, der dog nu og da kan skifte til et  omsorgsfuld blik på nogle af de uundgåelige ofre for denne komedie. 

Historierne vrimler med de nye “borgerlige” typer: bl.a. bankfolk, erhvervsmænd, digtere, journalister, musikere, læger, skuespillere, professorer, prostituerede, nonner. En forsker har opgjort, at Balzac har frembragt over 2000 sådanne fiktive men dybt troværdige figurer. 

Et par eksempler på hans diskrete, ironiske stil finder vi fx. I novellen “Den røde kro”, hvor et større selskab er forsamlet til en overdådig middag: “På dette tidspunkt  befandt gæsterne sig i den velbehagelige tilstand af afslappet mæthed efter et udsøgt måltid, hvor man har haft lidt for store forventninger til fordøjelsesevnen. Med ryggen lænet tilbage i stolen, med hånden let hvilende på kanten af bordet legende hver og en af gæsterne apatisk med en guldskinnende gaffel eller ske. Når et måltid på denne måde går på hæld, er der altid nogle personer, der jagter en kerne fra en pære rundt på tallerkenen; andre triller en brødkrumme mellem tommel- og pegefingeren; elskende former hemmelige tegn med resterne af et stykke frugt; gnierne tæller kerner og anbringer dem på kanten af tallerkenen, som en dramaturg der anbringer sine statister i en forestilling” (s 34). 

Fra endnu et middagsselskab i novellen “Den forladte kvinde”: “Indholdet af intelligens skrabet sammen fra alle disse hoveder består af en del gamle forestillinger, blandet med nogle nye tanker, der bliver rystet sammen i løbet af en aften. Det kunne minde om vandet fra en lille havbugt; sætninger der repræsenterer disse ideer har deres daglige højvande og lavvande, deres evige strømmen frem og tilbage, som ebbe og flod; den der i dag hører ekkoet fra i går, vil høre det i morgen, om et år og for altid” (s 155)  

Balzacs realistiske stil har næsten karakter af det journalistiske i de præcist opfattede beskrivelser ikke bare af personerne og deres ageren, men også af gader, kvarterer, parker, historiske begivenheder. Han beskriver det selv i indledningen til novellen “Facino Cane”, hvordan han “aflurer” personer og situationer og steder, og på den måde får et nøjagtigt afsæt til sine fortællinger. 

Der er meget at dykke ned i i denne samling. Novellens kortform giver glimrende indblik i Balzac helt afgørende og normskabende forfatterskab. 

Novellerne er oversat af Ove Gregers Petersen, og det er blevet en flydende og læsbar oversættelse.