Børn på flugt

Mads Nygaard og Michael Graversen: ”De uledsagedes bog. Ti beretninger fra børn og unge på flugt”, Jensen og Dalgaard 2019, 155 sider, 250 kr.


Af Egil Hvid-Olsen.
Børn på flugt – så kan det næsten ikke blive værre! Og nej, det kan det ikke. Alligevel har Mads Nygaard og Michael Graversen formået at gengive 10 uledsagede flygtningebørns beretninger om deres liv før, under og efter flugten på en nøgtern måde, der hverken forfalder til unødig dramatik eller rørstrømsk sentimentalitet. Fortællingernes jordnære gengivelse af børnenes oplevelser, erfaringer og refleksioner er dramatiske og rørende nok i sig selv. Man læser om drenge, der flygter for ikke at blive soldater i en hær, de ikke vil kæmpe i. Man læser om den afghanske dreng, der må leve med fysiske og psykiske mén efter at have set sin far blive skudt i hovedet på klods hold af Taliban, hvorefter han selv blev dolket i maven og skudt i benet. Man læser om andre, der forlader forældre og søskende uden at sige noget, i håbet om at nå til Europa og kunne søge om familiesammenføring, så familien også kan komme i sikkerhed. Man læser om den syriske pige, der flygtede alene og mod alle odds nåede til Danmark uden at blive udsat for overgreb, og endte som en ”12-tals flygtning”, men allerhelst vil være som Puk Damsgaard. Man læser om den unge iraker, der bliver gift med en dansk kvinde, som han får et barn med, men som alligevel ender på Kærshovedgård og nu lever i Italien med et håb om, at han på et tidspunkt kan blive forenet med sin kone og barn. Hans beretning slutter: ”Italien er mit næste skridt i kampen for at få ophold. Men tag ikke fejl. I kan nægte mig ophold i Danmark. I kan udvise mig. I kan tvinge mig væk. Men en dag vil jeg vise Inger Støjberg mit danske statsborgerskab. Jeg har nu kæmpet i ti år. Jeg tager gerne ti år mere. En dag vil det lykkes.” (s. 89).
Man læser om børn og unge, der påtager sig et vanvittig stort ansvar ved at påbegynde en illegal rejse - og vokser med opgaven. Men man læser også om nogle af deres jævnaldrende, der dør undervejs. Man læser om menneskesmuglere, der udnytter andres svaghed, og kun opgør menneskeliv i mulige indtægter. 

Et splittet land
Bogen afslører et splittet Danmark; et land, hvor nogle ønsker flygtninge hen, hvor peberet gror, men samtidig et land, hvor frivillige bruger deres fritid på at lære de uledsagede flygtningebørn dansk og give dem tryghed.
Flere gange konstaterer børnene selv, at deres fordomme ikke holder vand. På de centre, de anbringes, møder de andre børn fra lande, hvis indbyggere de kun har hørt dårligt om. Og dog bliver de de bedste venner. Mange får også danske venner, selvom der er et udbredt forbehold, som Fawad fra Afghanistan beskriver med dette resumé af en skoletime:

”For ikke så længe siden skulle vi deles op i skolen. Vi havde om politik. Mine klassekammerater skulle sige deres mening; om flygtninge skulle blive i Danmark eller om de skulle sendes hjem. Der var et par stykker, som stillede sig op og sagde, at flygtninge ikke skulle have lov til at blive i Danmark. Så spurgte jeg dem:
’Hvorfor ikke?’
De sagde, fordi de laver alt muligt ballade. Så sagde jeg til dem:
’Dem, du snakker om, det er ikke os. Det er ikke flygtninge. Det er indvandrere. Deres far er kommet til Danmark for lang tid siden. Eller deres farfar er kommet til Danmark for lang tid siden. De har dansk pas. Nogle af dem er ligeglade med, hvad de gør. For de kan ikke blive sendt tilbage. Det gælder ikke for os flygtninge. Så, tænk dig om, før du taler. Tænk dig om, før du vælger side.’
Så sagde de:
’Vi mener ikke dig.’” (s. 101-102).

Dette fortælles vel at mærke af en afghansk dreng, der måtte flygte som ti-årig, da hans far blev dræbt, fordi han ikke ville imødekomme et krav om, at sønnen skulle være børnesoldat.

Hjælp til familiesammenføring
Bogen mangler ikke autentiske og voldsomme historier, men selvom mange af fortællerne oplever, at der hele tiden lægges hindringer i vejen for dem, er bogen også fuld af taknemmelighed og håb. Taknemmelighed over den måde, de er blevet behandlet af venner, af det danske politi, af de ansatte på de forskellige flygtningecentre. Og håb om, at det på et tidspunkt bliver lettere for dem at få en plads i det danske samfund.
En af de forhindringer, de uledsagede børn og unge støder på, når de endelig har fået først opholdstilladelse og siden ret til familiesammenføring, blev indført i 2016, hvor man vedtog en lov om, at de familier, der skulle sammenføres, selv måtte betale for rejsen. Det koster gennemsnitligt 25.000 kr. for en familie; et beløb de allerfærreste flygtningefamilier selv kan skrabe sammen. Skuffelsen over at have kæmpet sig vej fra det ødelagte hjemland gennem Europa og til Danmark, hvor man har lært at tale dansk, hvorefter man langt om længe får ret til familiesammenføring, men selv skal betale familiens rejse, er mærkbar i mange af beretningerne. Dette har bogens forfattere og forlag gjort noget ved, idet alle har arbejdet ulønnet, så indtægterne fra bogen kan gå ubeskåret til De Uledsagedes Rejsehold, der hjælper uledsagede børn og unge med at blive genforenet med deres familier. Når man læser bogen forstår man, hvor vigtig den hjælp er. (I denne sammenhæng kan det være på sin plads at oplyse, at forfatteren til denne anmeldelse har indlæst bogen som lydbog, men på samme betingelser som alle andre, der har ydet noget i forbindelse med udgivelsen. Anmelderen har er altså ingen økonomiske interesser i bogen.)

Fejl i kraft af ufejlbarlighed

Carsten Müller Nielsen: ”De døde fylder dagene med en smag af mønter”, Jensen & Dalgaard 2019, 176 sider, 249 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Carsten Müller Nielsen modtog for nyligt DR Romanprisen for ”De døde fylder dagene med en smag af mønter”. Det forstår man godt, når man læser bogen.
Romanen hører bestemt ikke til i den muntre ende, for den tager fat i følgerne af atomkraftulykken i Tjernobyl, der fandt sted d. 26. april 1986. Samtidig skildrer den en nation i opløsning, hvilket hænger ganske godt sammen med den daværende præsident over Sovjetunionen Mikhail Gorbatjovs udtalelse 20 år senere om, at Tjernobyl-katastrofen måske i højere grad end hans perestrojkapolitik blev årsag til Sovjetunionens sammenbrud.
Müller Nielsen tager udgangspunkt i det faktum, at soldater og brandfolk blev sendt ind i det stærkt forurenede område, selvom man vidste, at de kunne blive syge af bestrålingen. Man havde næppe noget alternativ, fordi man bevidst havde lukket øjnene for, at noget kunne gå galt. Den sovjetiske regering og administration løb alvorlige risici, som befolkningen kom til at bære følgerne af. At uheldet overhovedet fandt sted, skyldtes dels inkompetence i ledelsen, dels at atomkraftværket af økonomiske hensyn var opført uden en del af de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.
I teorien var statens system ufejlbarligt, men det er netop, når magtapparatet anser sin ledelse for at være ufejlbarlig, at de alvorligste ulykker lurer i kulissen, for da vil enhver kritik af fejl og mangler være en kritik af magthaverne. Ingen kan kritisere en ufejlbarlig stat uden at forvente ubehageligheder. De vil blive ryddet af vejen, og fejlene og manglerne vil forblive uændrede.

Den russiske bjørn
Hovedfortællingen i ”De døde fylder dagene med en smag af mønter” indrammes af et par beskrivelser fra en landsby i den lukkede zone. Her lever dyr med følgesygdomme af strålingen, mens bygningerne lidt efter lidt falder sammen.
En bjørn søger ind i et forladt hus for at finde noget at spise. Den snuser sig frem til et kuld killinger, der på grund af strålingen er født med grå stær. Man kommer i tanke om bjørnen som symbol på den store russiske/sovjetiske nation. Over for den har befolkningen, der kan repræsenteres af killingerne, ikke mange chancer. Om bjørnen selv kan overleve på råstyrke alene, gives der et bud på, da romanen afsluttes samme sted, som den indledes.

Chaufførens natlige beretning
I den lange del i romanens midte præsenteres læseren for en mand, der fungerede som chauffør for det redningsmandskab og de soldater, der skulle fragtes ind og ud af den bestrålede zone. Han er rejst til Tartu i Estland, hvor han går ind på en bar og betaler en prostitueret for at bruge natten på at lytte til hans fortælling. Det udvikler sig til en dialog, der dog aldrig for alvor bliver præget af gensidighed, da de to personer er låst fast i deres individuelle tragedie. Hver især har de svært ved at rumme den andens ulykke, fordi deres egen fylder rigeligt.
I løbet af natten fortæller chaufføren om sine oplevelser i den lukkede zone. Disse flettes sammen med oplysninger om hans mormors liv i samme område, mange år inden katastrofen indtraf.
Müller Nielsen har en rolig fortælleform. Det, han fortæller, og det, han lader chaufføren fortælle, er dramatisk nok i sig selv. Derfor er sproget nøgternt. Her er et eksempel fra chaufførens beretning:
”Skovene lå omkring søen og omkring byen. Der var meget skov. Det var nåleskov det meste, tror jeg, sådan husker jeg det, men så døde fyrretræerne. Stammerne blev sorte. Nålene blev røde, sådan, siger han, helt røde, lysende nærmest. De begravede skoven. De fjernede den og gravede en grav. Stammerne lå stablet op dernede og så hældte gravemaskinerne sand og jord over dem, så de forsvandt.” (s. 120).
Det er dog ikke muligt at begrave alt fra jordens overflade på så stort et område som det, man måtte lukke af efter ulykken. Selvom den ufejlbarlige nation forsøgte at benægte fakta, kunne man ikke skjule, hvad der var sket; hverken over for sig selv eller andre. De estiske soldater i Sovjet vidste det allerede, da man mobiliserede de tropper, der skulle inddæmme katastrofen:
”De begyndte at råbe. De ville ikke. De satte sig ned og holdt hinanden arm-i-arm, for at militærpolitiet ikke skulle komme og flytte dem. Vi andre stod og så på, uden at forstå hvad der foregik. Esterne fik det valg, at enten samarbejdede de, eller også ville det blive opfattet som et svigt, en hån mod unionen, og de ville blive tilbageholdt og deporteret. Rygtet gik, at de valgte arbejdslejr, alle sammen. Vi så ikke mere til dem. Ingen af dem.” (s. 59).

Advarsel mod indbildt ufejlbarlighed
Selvom ”De døde fylder dagene med en smag af mønter” er en barsk lille roman, er den bestemt værd at læse, for det er næppe sidste gang, at en nations magtelite bilder sig ind, at den er ufejlbarlig. Man kan for eksempel overveje, om det har ændret særlig meget, at Sovjetunionen har skiftet navn tilbage til Rusland. Det synes stadig at være en nation, hvor styret er præget af en skræmmende tiltro til sin egen ufejlbarlighed.

Kvinder i kunst

Dorte Kirkeby Andersen: ”Anna Klindt Sørensen. Det grafiske værk”, Hrymfaxe 2017, 144 sider, indbundet, 175 kr.
Agnete Brinch: ”Women Who Change The World”, 2017, www.agnetebrinch.dk, 250 kr.


Af Egil Hvid-Olsen.
Anna Klindt Sørensen (1899-1985) var en maler, der kunne få en udsigt, et interiør, et stilleben, ja, selv en husmur til at dirre af liv. Selvom hun ikke var bange for at bruge vinkler, er der noget afrundet, blødt og bevægeligt over hendes motiver. Dette fremstår tydeligst i hendes malerier, men også hendes grafiske værk er besjælet af bevægelse, hvilket man kan forvisse sig om ved at studere de litografier, ætsninger m.m., der er gengivet i bogen ”Anna Klindt Sørensen. Det grafiske værk”. De indledende otte sider tekst om de benyttede teknikker, værkernes kronologi samt nogle biografiske oplysninger er forfattet af Dorte Kirkeby Andersen, der tidligere har beskæftiget sig med AKS (som kunstneren selv underskrev sig) og bidraget til den udmærkede om end lidt tørre bog ”Anna Klindt Sørensen 1899-1985” fra 2015. Efter teksten følger den komplette gengivelse af Sørensens grafiske arbejder. De fleste af disse værker er sort/hvide, men enkelte er farvelagt med akvarel.

Kvindelige former
Anna Klindt Sørensens gengivelser af kvinder springer i øjnene, idet de alle fremstår med ypperlige former: Brede hofter, kraftige balder, faste topmaver og runde bryster. Det er, som om alt det særlige ved kvindekroppen er blevet forstørret en smule. Det er store, stærke matroner med selvbevidsthed og erotisk glød, der træder frem. At dette er en bevidst fremstillingsform fra kunstnerens side bliver tydeligt i en ætsning, der forestiller en flok balletdanserinder (s. 59). Et særligt kendetegn ved ballerinaer er deres tynde lemmer. Men i Sørensens udgave er de præcis lige så fyldige som hendes øvrige kvindefigurer. Senere i sit oeuvre begynder hun dog at gengive kvinder med mindre runde former (s. 124f.).

Massevis af streger
Sørensens motiver begrænsede sig dog ikke til kvinder. Hun valgte for eksempel også ofte at gengive interiører og landskaber. En stor del af Sørensens grafiske værker er præget af mangfoldige streger. Nogle gange synes stregerne at tildække selve motivet, så man skal se ekstra godt efter for at opdage, hvad værket forestiller. Andre gange vokser motivet klart frem af stregmyriaderne. Dog formåede AKS også at ridse udtryksfulde motiver frem med ganske få streger.
Sørensens portrætter er meget forskellige, fra de helt simple (s. 80) over et picassoinspireret kvindeansigt (s. 88) til en næsten naturalistisk gengivelse (s. 55). Mange af disse værker er udtryksfulde på en måde, der vækker ens lyst til at lære de portrætterede at kende.
AKS må have været ganske kompromisløs, hvilket kommer til udtryk i værket ”Myg på Gudenå” (s. 134). I den mængde streger, der fylder papiret, tror jeg, at jeg kan få øje på en enkelt myg. Måske øjner man også en robåd, men resten unddrager sig genkendelig form. Det er naturligvis ret irriterende, indtil man kommer i tanke om, hvordan det er at befinde sig en sommerdag ved en å med myggene svirrende omkring sig. Man vifter med hænderne for at få dem væk, slår i blinde på de steder, hvor man synes at kunne mærke deres stik, virrer med hovedet og spytter for at få den, der var dum nok til at flyve ind i ens mund, ud. Al denne aktivitet medfører, at man næsten intet ser af det, der omgiver en. Konturerne fortoner sig, akkurat som i Sørensens tryk.
Antallet af Anna Klindt Sørensens grafiske arbejder overstiger 400. Der er altså rigeligt at gå på opdagelse i, hvilket Forlaget Hrymfaxe har gjort muligt med den fornemme bogudgivelse.

FN’s femte verdensmål

Mens Anna Klindt Sørensen havde sin særlige måde at gengive kvinder på som ét blandt mange motiver, har Agnete Brinch valgt at fokusere udelukkende på kvinder i sin maleriserie og dertil hørende bog ”Women Who Change The World”. Bortset fra Anna Klindt Sørensens portrætter af navngivne kvinder, er de kvinder, der befolker hendes værker, anonyme. Sådan forholder det sig ikke med Brinchs portrætter.
Agnete Brinch maler kendte kvinder, som har inspireret hende både kunstnerisk og personligt (hvis det ellers kan adskilles). Brinch oplyser selv sin ambition, nemlig ”at understøtte FN’s femte af i alt sytten verdensmål; at fremme kvinders og pigers universelle rettigheder og muligheder.” (s. 78).
Med baggrund i denne ambition kunne man have forventet portrætter af politiske kvindeforkæmpere som Mathilde Fibiger eller Malala Yousafzai, men Brinch fokuserer i højere grad på kvindelige kunstnere, der skabte en karriere på trods af, at det ikke var normalt for kvinder på de tidspunkter, de levede og virkede.

Portrætmosaikker
Dog lægger Agnete Brinch anonymt ud, idet hun præsenterer læserne for en Hammershøipastiche, hvor den gengivne kvinde med bortvendt ansigt forbliver ukendt (s. 7). Snart følger der imidlertid en mere af slagsen, hvor kvindens identitet er kendt. Her er det nemlig Hammershøis søster, Anna, der portrætteres i både Hammershøis originalværk og Brinchs pastiche (s. 13).
Brinch har en fascinerende brug af forskelligfarvede penselstrøg, der lægger sig op ad hinanden og danner et ansigt med et væld af lysindfald og skygger. I et smukt portræt af forfatterinden Sigrid Undset fremstår hendes ansigt nærmest som en farvemosaik (s. 17).

Sorte områder
Flere portrætter er dækket af sorte områder, der skaber ”fristed for potentielle fantasier” (s. 3). Sådan forklarer Trine Ross, der har skrevet bogens forord, det i hver fald. Men kan det ikke også være glemslens mørke, der lægger sig over de portrætterede? Et mørke, som Agnete Brinch hjælper dem helt eller delvist ud af. En anden mulighed er, at de sorte områder markerer de dele af de portrætteredes personlighed, som kun de selv kendte til. Hvis portrætkunstnere skulle være helt ærlige, burde de nok altid placere større eller mindre sorte områder på deres portrætter, for alle mennesker holder vel en større eller mindre kerne hemmelig for andre. Derfor vil der altid være sorte huller i kendskabet til de portrætterede.
I enkelte portrætter bruges det sorte på en lidt anden måde. Maleren Marie Krøyer skildres som delt mellem lys og mørke (s. 35). Mens den ene side af hendes ansigt er tydeligt, skimtes kun hendes øje i den anden, mørklagte side. Dette kan hentyde til de dilemmaer, hun stod i til halsen. Dels var hun maler som sin mand P.S. Krøyer, men levede i en tid, hvor det var svært at konkurrere med repræsentanter for det modsatte køn. Dels var ægteskabet udfordrende, fordi hendes mand led af voldsomme sindssygeanfald. Måske var det dette, der fik hende til at forelske sig i den svenske komponist Hugo Alfvén. Hun forlod P.S. Krøyer og blev gift med Alfvén, men ægteskabet var langt fra uproblematisk. Således levede hun sit liv i skiftende lys og skygge, hvilket tydeliggøres i Brinchs portræt af hende.
Et andet portræt, hvor mørket spiller en markant rolle er et af Virginia Woolf-portrætterne (s. 71). Her oplyses en lille del af forfatterindens ansigt fra pande til hals. Det højre øje titter frem og ser forbi beskueren. Måske tvinger Woolf sit ansigt ud af en af de sorte depressioner, hun led af, og som i sidste ende kostede hende livet.
Denne brug af sorte områder er barsk, men meget fortællende.

Amelia Earhart og Katharina von Bora
De fleste af portrætternes baggrunde er også sorte, men der findes undtagelser. Særligt et af portrætterne af piloten Amelia Earhart er fascinerende (s. 55). Her ses den portrætterede med et mosaikansigt, der træder frem af den grå baggrund. Hendes frakke og hat er blot markeret med enkelte streger, hvilket skaber endnu mere fokus på Earharts ansigt. Dog er den næsten usynlige hat tilstrækkelig til at lægge en markant skygge over den portrætteredes øjne.
Sidst men ikke mindst skal nævnes portrættet af Katharina von Bora, Martin Luthers kone, som fik overdraget det privatøkonomiske ansvar af sin mand (s. 77). Han erkendte nemlig fuldstændig ærligt, at det ikke interesserede ham. At overgive så vigtigt et ansvarsområde til en kvinde var så kontroversielt, at Katharina blev upopulær blandt både lokale mænd og kvinder. Dette medførte, at hun efter Luthers død fandt det klogest at flytte fra Wittenberg; byen, som hun og hendes mand havde boet i, siden de blev gift.
Brinchs portræt viser en forholdsvis ung kvinde med milde øjne, der dog ser ud, som om de fokuserer på et mål. Hendes læber er presset sammen på en måde, der afslører koncentration. Her er en kvinde, der ved, hvad hun vil, og også er temmelig overbevist om, at hun kan gennemføre det, hun har sat sig for.

Kvinder, der stadig forandrer verden
Med sin maleriserie/bog pirrer Agnete Brinch til beskuerens/læserens nysgerrighed. Hvem var det lige, Elisabeth Jerichau Baumann var (s. 25) og hvorfor er hendes næse og øjne dækket af sort maling? Og hvad med Mae Haizlip, der kigger søgende ud mod maleriets venstre side (s. 49). Forsøget på at besvare de spørgsmål, malerierne vækker, understreger, at de portrætterede stadig kan forandre verden, selvom størstedelen ikke længere lever. Derfor er bogens titel holdt i nutid: ”Women Who Change The World”.

Le Guins Manifest

URSULA K. LE GUIN “BÆREPOSETEORIEN OM FIKTION”
Oversat af Karsten Sand Iversen
Forlaget Virkelig og Laboratorium for Æstetik og Økologi
13 sider

Af Jes Nysten

Stenaldermanden sniger sig gennem buskadset afventende. Den mindste bevægelse opfanger han lynhurtigt - han er klar! Han kaster sit spyd eller sender pilen afsted. Netop sådanne våben, der gør at han dels kan holde afstand til byttet (som han ikke kan nedkæmpe med sine bare næver) dels at sikre det dør med det samme.

To ting har han opnået: mad til ham selv og hans familie - og ikke mindst han har vist, at han er sejrherren. Begge dele bliver også fejret, når han vender hjem med byttet.

Man kunne kalde det et konventionelt billede på menneskehedens historie: vold, kamp, sejr. Ja, for det er jo sejrherren, der skaber den videre historiefortælling.

Kubrick
Vi husker sikkert allesammen indledningsscenen til Stanley Kubrick “Rumrejse 2001”, hvor den store menneskeabe han med et sejrsbrøl og i en voldsom bevægelse, slynger en knogle op i luften fra et dyr, han har besejret. Og hvordan denne knogle forvandles til et rumskib: den lange historie, der er komprimeret i denne scene, har altid handlet om kamp, sejr, underlæggelse. Både når det gælder kamp mennesker imellem, kamp mellem ideologier, om ejerskab til landområder, beherskelse af naturen og rummet.

Og det har altid været en Mand, der kæmpede, vandt, skabte historie. Vi ser denne fortælling udfoldet i fuld skala i Joseph Campbell’s “The Hero with a thousand faces”.

Man kan spørge, om denne “krigs-tænkning” stadig vil være brugbar i tiden efter corona og den økologiske krise, vi befinder os i, eller om det vil være andre pejlemærker, der vil drive os videre.

Liv, fællesskab og fremtid
Ja, der er jo Ursula le Guin (som jeg tidligere har anmeldt på denne side - og som jeg ikke kan blive træt af at promovere). Hun døde i 2018, 80 år gammel. Hun har skrevet en lang række tankevækkende romaner, og hun har ikke mindst indenfor Sci-fi genren skabt nogle interessante og stærke fortællinger om, at vi mennesker kan skabe liv, fælleskab og fremtid på anden vis. Hun har afsøgt forskellige muligheder og scenarier, men de har oftest et stærkt anarkistisk træk, hvor man går andre veje end ad den slagne magt-og-kamp-vej.

I 1986 skrev hun et slags “manifest” eller måske nærmere en “poetik”, hvor hun på kun 13 sider udfolder det, der bærer hendes virke som forfatter. Mere behøver hun ikke af plads for at udfolde det man med god grund kan kalde en vidtrækkende almen teori om litteraturens potentiale (som hun selv har gjort brug af).

Dette korte skrift er nu kommet på dansk “Bæreposeteorien om fiktion”, oversat af Karsten Sand Iversen, og skriftet er endnu et glimrende eksempel på en udgivelse i den altid tankevækkende, velgennemarbejdede og elegante bogserie “Bestiarium”, der udgives af forlaget Virkelig. Dette skrift er udgivet som et samarbejde mellem forlaget og Laboratorium for Æstetik og Økologi.

En anden ur-historie
I virkeligheden er le Guin’s teori enkel og ligetil, og så alligevel ikke. Det er en anden historie hun vil fortælle end “kæmp-og-vind” fortællingen: “vi har hørt den, vi har alle hørt alt om alle de kæppe og spyd og sværd, de ting man kan slå og pirke og banke med, de lange, hårde ting, men vi har ikke hørt om tingen at putte ting i, beholderen til den beholdte ting. Det er en ny historie. Det er nyt. Og alligevel gammelt. Før - når først man tænker over det, uden tvivl længe før - våbnet, et sent luksuøst, overflødigt redskab; længe før den nyttige kniv og økse ..... samtidig med eller før redskabet der tvinger energi udad, lavede vi det redskab der bringer energi hjem. Det synes jeg giver mening” (s 7).
Det er denne “ bæreposeteori”, der hermed introduceres.

Et af problemerne med denne alternative “ur-fortælling” er, at den ikke er særligt spændende at læse: om hvordan der samles korn eller graves kartofler op, som derefter bæres hjem og tilberedes.
Der er heller ingen helt, vi kan følge i kamp og på eventyr. Han gør sig ikke i en bærepose!
Men det interessante og vigtige her er jo, at de store forandringer, de afgørende fortællinger altid handler om et fællesskab, der agerer og skaber livsbetingelserne. Fundamentet for det der skal ske.

Vi er kommet hovedkuls ind i en pandemi, hvor de store “helte” (nævn selv!), der før krisen mente, at de kunne handle og herske og styre tingenes udvikling, har vist sig magtesløse, letsindige og uden brugbare visioner.
Her er det netop de umiddelbart ubetydelige og beskedne, der handler og sætter håb og fremtid. Med deres handlekraft og fællesskab vilje. Det er dem med “bæreposen”.
Dette vil helt sikkert også sætte sig igennem, når vi på den anden side af pandemien, skal til at handle i forhold til den økologiske krise.

Men her og nu: læs dette morsomme og skarpsindige manifest. Og kom så i gang med at læse hendes bøger. Her er udsyn og fremsyn.

Fra ét sted til noget andet - fastholdt glimtvis

Majbrit Hjelmsbo, 
U-vending
Forlaget Ravnerock, 2019

Af Thorvald Berthelsen
Jeg var som mange andre glad for Majbrit Hjelmsbos friske erotiske debutdigtsamling, Ovenfra og ned, med digte hvor erotikken og dens verden både behandles med antydninger og direkte sanset sprog i udtryk for længsel, begær, nærvær og stigende bevidsthed om sammenhængen med døden.

Som en kapgænger i modlys
mod
den lavt hængende
sols
forsvindings punkt
Som en levende
fakkel
/bærer
omkranset af en
corona
af blændende
lys
Mørket –
i hælene

(Sært så digte har det med at blive aktuelle igen og igen). Men jeg må indrømme at jeg har det en del sværere med at få åbnet hendes nye digte i U-vending rigtigt op.

"U-vending og andre retningsskift over tid" består af digte der alle starter med bogstavet "u" med undtagelse af det digt hvor u-vendingen, der har givet digtsamlingen navn, sker 2/3 henne i samlingen.

Men i en læsning blandt mange kan den ses som en klassisk samling nedslag i en udviklingshistorie med ny dvælen i de uafklarede og dobbelttydige fasers sanselige følelseskred som rummer selvbevidsthedens nyafsæt. Opvækst, pige i udvikling og dreng i stilstand, anelser og sanselighed omkring frihed og fuldbyrdelse, spirende sexualitet og selvbevidsthed, ungdom, pige bryder ud og møder dreng, forening, uventet drejning med perfekt slag/lige i øjet/SMAKKK, rullende øjenæblers søgen, sammenbruddet:

Uvist af hvilken grund
ender det her
- alt andet ufortalt

Efterfølgende (selv)medlidenhed og vished/om sin egen/utilstrækkelighed. Det afsluttende opbrud:

Han gik bort
og fandt
et andet øre
at bolle i
Derefter træthed, raseri, ligegyldighed og krig. ”Utålmodigt ventende på
kroppens genkomst, berøringens stoflighed og
tidens fylde”

Som sagt er det mest dynamiske ikke u-vendingen men de skiftende retninger som sproget bevæger sig og os i, når Majbrit Hjelmsbo skriver om de perioder, hvor uafklaretheden og dobbelttydigheden sætter sig i anelsers og sanseligheds skiftende retninger og fører til nyt afsæt for selvbevidstheden og livet. Netop de digte betragter nogen som ufærdige og uden sammenhængende substans i et sprog, der mangler spændstighed og poetisk spænding. Selvom det er i dem dynamikken og den poetiske udforskning af sprog og liv ligger. Som i det sidste af legedigtene, Uligevægtens uberegnelighed, om to piger
der sidder i hver sin ende af vippen
udfordrende og
udæskende
for bevægelsens muligheder
omkring vægtfordelingens
fælles
akse

Derefter fortsætter de to bedsteveninders vippetur i gensidig vekselvirkning der udvikler sig til en sadomasochistisk udfordring af balancen, fra frydefuld hvinen under
kjolens flagren op omkring ørerne
i suset nedad

til at blive hængt til tørre og ufrivilligt bumpet ”så rumpen letter foruroligende/…med fødderne dinglende / usikkert og / hjemløst under sig
uden at vide
hvornår
pinslen har tilfredsstillet
den andens grin”

og hun nådigt/læner sig frem og genoptager vekselvirkningen eller helt uberegneligt / i en lynsnar bevægelse/ springer af vippen og udløser tyngdekraften abrupt. Denne udforskning og udfordring af sanserne og balancen også i forholdet mellem dem ender umiddelbart efter svævet i den store ukendte uligevægt og vægtløshed med at jeget afviser den påtvungne vægtløshed til tørre og foretrækker trods ”uligevægtens uberegnelighed” selv at tage initiativet:

Der er en verden til forskel på
at hænge til tørre
og så det at ane
uligevægtens uberegnelighed og
selv
vove
at springe
fødderne først

Som det ses er det ikke det grotesk paradoksale der abrupt fører til opbrud, men de sansede, anede forskydninger i hende selv og forholdet til veninden der resulterer i frigørelsen og den nye selvstændighed, der ender bedstevenindernes æra. Umiddelbart derefter møder hun manden der er dreng og fascineret stirrer på den G-streng/- der uventet dumper ind/ gennem brevsprækken
nyanskaffet og
klar
til mere
musik

Digtet følger i sprogligt præcise registreringer (og ikke i metaforiske paradokser) disse forskydninger og anelser til deres metamorfose af selvbevidsthed og liv.
Det paradoksale billedsprog forbeholdes manden/drengen der fandt et andet øre at bolle i. Det billede demonstrerer magtens fordrejning af erotikken i et krav om passiv underkastelse, der udsletter den forudgående fælles enhed, hvor de var ”et kød, urørlige, i vores egen verden”

- ingen rullepølse
uden hjerte
slag
Efter bruddet, sammenbruddet, trætheden, raseriet og det obligatoriske uforsætlige samleje indfinder det tidspunkt og digt sig i samlingen, hvor u-vendingen sker, med digtet Gul og grå, hvis titel er den eneste der ikke starter med bogstavet u:
…det grå guld
er ikke længere gangbar mønt,
når slidfladen først er
ramponeret,
nedslidt,
udslidt
…
Kortfristede udsorteringer
…
af uddannelsesparate,
indsatsklare og
tilrådighedsstående
udskud

Som det ses forsøger digtet at illustrere, at det indre sammenbrud og kaos rendes over ende og uddybes til frit fald af omverdenen/virkeligheden. Derefter følger digtene om nedturen, arbejdsløshed, sygdom og udstødelsen fra fællesskabet. Undervejs i denne del af samlingen gøres der forsøg med forskellige stemmer som f.eks den bureaukratiske kancellistil i Uvis viden uden at disse stemmer rigtigt kommer til at fungere som digte. Digtene er udvendige abstrakte refleksioner over de forskellige stadier og kommer ikke ind under huden med de sanselige forskydninger eller tankespring i sproget, der kunne underbygge retningsskiftene som overbevisende flertydige nødvendigheder. Det bliver for meget skematiske postulater der understreges af det mere og mere skematiske skelet med u’er omkring en u-vending, der mere er en galge end en mur der spilles bold op af. Man skal lade være med at hænge sig i en galge man ikke har lyst til at hænge i lige så længe som det tager at dø og genopstå som vis runekyndig skjald med en ny verden. Som Odin gør det i Eddaen.
Til sidst rammer digterens nedtur bunden

Her kan du vælge
at hengive dig til
smerten og
være i den
Her bliver du menneske
på ny
…
Her opdager barnet
en verden i lys
lemmer spræller
livligt
vil lege
vil op
vil fremad
vil
Der er kun en vej
Herfra kommer der igen dobbelttydige tvivlende retningsskift uden mål og med og erkendelsen af at uanset i hvilken retning du vælger at gå, så kommer du ikke udenom
at gøre dig umage
med livet
som ikke gives magen til
igen
-Mageløst
Selvom digteren nu i digtet, der faktisk har titlen U-vending behandler digtsamlingens tema,metode og sprog i det der nok er ment som en slags klimaks, så virker det ikke helt sådan:
Jeg vil
bevægelsen
Nedslag,
retningsskift
og så igen
videre
opad
til et nyt højdepunkt
Jeg vil
bevægelsen
Følelsen
fra ét sted
til noget
andet
fastholdt
glimtvis
i sproget

Sproget er i den sidste dels digte snarere villet abstrakt end baseret på sansede associativt levende nyskred. Selv de abstrakte ordspils flertydighed bliver lidt stækket. Derfor er de sidste digtes udvikling gennem tvivl til tro heller ikke lige så overbevisende som den lange digteriske optakts anelsesfulde flertydige sansede retningsskift. I hvert fald ikke for denne læser. Selvom sekvensen i de sidste 4 digte fra Uvishedens tilstrækkelighed over Udsyn og Utilgiveligt til Ubetrådt stjernestøv er et spændende udviklingsanslag virker det ikke helt som andet end postulater:

Jeg tror nu nok
Gud vil tilgive
min tvivl
Jeg tror nok
jeg tror
nok
tror jeg
…
En udbrændt
døende
stjerne
tænder håb
lige der
hvor engle fødes

Alt i alt er U-vending et godt forsøg på den svære toer efter debutten. Selvom den kæver en indsats er det umagen værd at læse sig ind i den. Og den får mig til at glæde mig til at læse hendes næste digtsamling.

Cirklen har et centrum

Asger Schnack er en formidabel forkæmper for poesien i alt. Han har skrevet en ny digtsamling, som efterlyser den vigtigste del af lyrikken

Asger Schnack
Fra gud til måne
62 sider, 179 kr.
Forlaget Fuglekøjen

Anmeldt af Jens Carl Sanderhoff

INDIMELLEM TAGER TING TID

BUDDHA

Hov, hov, hov, jeg så en Buddha
hvor der ikke før havde været
en Buddha
på altanen nedenfor
hvordan skulle det forstås
var det et tegn til mig
forstået som: enhver der så den
eller var det et lukket kredsløb
hvor jeg var i en anden tidszone
befandt mig
sank
som en alt for stor krop
på en lille tallerken
hvor en myre slæbte en krumme af sted
i morgenlyset

Sådan åbner Asger Schnack (f. 1949) sin digtsamling Fra gud til måne, der udkom november 2019, og det  har været en udfordring for undertegnede at finde ind i digtene, der nærmest demonstrativt lægger poesien fra sig for at arbejde med noget, man kunne kalde brudte refleksioner. Jeg læste digtsamlingen i en ruf, da jeg modtog den, og sad bagefter med en følelse af at have misset et eller andet. Det er ikke fordi Fra gud til måne er svær at forstå, det er ikke fordi sproget er dødt eller kedeligt, det er ikke fordi overraskelser mangler – eller formbevidsthed for den sags skyld – men min umiddelbare reaktion var, at digtene ikke ville bevæge mig, og det vidste jeg med min bevidsthed om Asger Schnacks enorme produktion og nærmeste enestående virke for netop lyrikken og det poetiske, ikke kunne være sandt, så jeg lagde anmeldelsen fra mig og tøvede.

FRA START TIL SLUT ER EN CIRKEL

Schnack har været aktiv i det litterære landskab i mere end et halvt århundrede, og han har været involveret i sindssygt mange produktioner af meget forskellig art. Under eget navn, som del af Bandet Nul, som duetist i forskellige konstellationer eller under pseudonymer har han skrevet så mange bøger, at de fleste bliver svimle af produktiviteten, og jeg har læst med undervejs siden begyndelsen af firserne, men langt fra alt har jeg overblik over. Men én digtsamling, Øjeæbler – hans debut fra 1967, har altid fulgt mig, fra jeg for alvor begyndte at interessere mig for lyrik. Af en eller anden grund, som fortaber sig i ungdommens tåger, fik jeg fat i hans lille gule bog udgivet af Arena og skrev ham ind i den flok af danske lyrikere, som jeg holdt af, fordi han var sær og alligevel ligetil.

Da jeg fik Fra gud til måne i hånden, slog det mig derfor øjeblikkeligt, at de to bøger har samme format, og begge har cirklen som motiv på omslaget. Derfor gik jeg i gang med at genlæse den over halvtreds år gamle debut, skrevet af en meget ung mand, men der var ikke umiddelbart nogen nøgle til noget som helst gemt i sammenfaldet.

Digtene i den nye samling er helt anderledes end udgangspunktet, tænkte jeg efter genlæsningen, men var alligevel ikke helt sikker. Faktisk måtte jeg genbesøge begge bøger flere gange, før jeg fik øje på noget, og så kan det vel i og for sig være en villet åbenbaring, men here goes: vi skal se, virkelig se, smide filtrene og erkende os selv som ’noget’, før bevidstheden træder til, for at kunne forstå både os selv og det vi er i.

Debuten har flere tilbagevendende fixpunkter, og ét især falder i øjnene; se. I den nye digtsamling bliver vi som vist indledningsvis i anmeldelsen allerede i første digt gjort opmærksom på synet; jeg så en Buddha – og det er jo som en hilsen tilbage i tiden til den unge Schnack. Han har set noget, altså en datidsform. Først udfordringen, bydeformen, og så rekapitulationen mere end halvtreds år senere. Måske er det søgt, men det er også smukt!

Derudover findes der sidst i debuten (tredje del; ord) en art  manifest eller lynpoetik – ”sådan skriver man et digt-guide” – hvor det blandt andet i den punktopsatte tekst i trettende tekststykke hedder; lad ordene kun have én gud (dig selv), og så er vi fremme ved de nye digte igen, som kommer under titlen: Fra gud til måne. Det må da betyde noget!

De nye digte indeholder også flere i samtiden polemiske digte om samme emne. For nogen tid siden kom Schnack i strid modvind over et opslag på Facebook, idet han beklagede en tendens i moderne litteratur, hvor sygdom (diagnoselitteratur kaldte han tendensen) havde fået en for stor rolle som motiv og indhold. Det faldt mange for brystet. Men Schnack stod fast, også selvom han i første omgang slettede opslaget, da han i et dagblad senere forklarede og uddybede sit synspunkt, og det er et synspunkt, som har fulgt ham siden debuten; smid filtrene og erkend dig selv som noget før bevidstheden, for at kunne forstå både dig selv og det vi alle er del af – og skriv så digtene, fri af disse personlige bånd.

MÅNEN SOM FIGUR

Månen er livets skygge. Månen er et spejl. Månen er i Schnacks nye digte brugt som titler på digtene, som en fasegennemgang fra nymåne til fuldmåne og fra fuldmåne til nymåne, men med indledningen af en ny fase påbegyndt. Månen er ofte brugt som symbol eller fællesnævner for det menneskelige forhold til døden, og døden spadserer, ja nærmest spankulerer, gennem hele Schnacks nye digtsamling, men først på side 22 på vej mod en fuldmåne (jeg kan desværre ikke indsætte det korrekte månesymbol, så, kære læser, vær sød at forestille dig en måne næsten fuld) lyder det sådan:

●
Alle de brændte bortkastede
og druknede digte
genopstår inde i uret
som det ryk viseren tager
når den dør

Og allerede i digtet på den følgende side, SÅ OG SÅ MANGE TÅRER, genkommer synet som bærende for den poetiske bevidsthed, da han skriver; Så mange øjne / der havde svært ved at se / og dog så så klart. Digtet kan også i den grad ses som en hilsen til Per Højholts digt Så og så mange lærker.

Schnack

Det digt skrev Højholt i 1966, altså året før Schnacks debut, og det er måske en medvirkende årsag til, at endnu en digter blev bevidst om det, poesien handler om; iagttagelse og selvudslettelse. I hvert fald hvis man er til den tradition og/eller ynder at se mønstre og systemer (sagde hunden).
Selvom jeg havde svært ved at komme ind i digtsamlingen, eller måske netop derfor, er digtene vokset i min bevidsthed. Det er jeg lidt vild med, for er det ikke derfor, kunst bliver skabt og givet videre mellem os mennesker? Og jo mere jeg tænker over sammenfaldet (eller min sammensætning om du vil) med debuten, bliver digtene stærkere og stærkere. Måske er det et vildt fejlgreb fra min side, men det giver god og smuk, ja nærmest genial mening, og jeg kan varmt anbefale alle at læse de to samlinger som en samtale – en samtale, den ældre og erfarede Schnack fører med sit yngre jeg.

Længslens vindue

Det langsomme liv
Abdellah Taïa
Forlaget Arvids 2019

Af Carina Wøhlk.

Det langsomme liv. Titlen er sært vedkommende. For er det ikke sådan, tilværelsen udspiller sig lige nu? Højhastighedssamfundet er nede i gear. Pulsen er lav. Der er noget sløvt og slæbende over det hele.

Titlen og den aktuelle samfundsmæssige temponedsættelse kan måske få læseren til at nærme sig Det langsomme liv med forventningen om en træg og drævende historie. Men Abdellah Taïa er ikke bare mand for en fortælling med fremdrift – hans sproglige stil er ligefrem stakåndet.

Det langsomme liv er Abdellah Taïas tiende bog og den femte, der er oversat til dansk. Som i hans øvrige forfatterskab kredses der om vægtige emner som identitet, integration, desperation og desillusion.
 

Det langsomme liv er ikke decideret selvbiografisk som nogle af Taïas andre bøger, men der er mange lighedstræk imellem forfatteren og bogens hovedperson Mounir: Han er marokkaner, homoseksuel, intellektuel – og i stadig kamp med sig selv. 

Lydfølsomhed og mislyde
Mounir bor til leje i en ejendom i Paris. I et værelse over ham bor den godt 80-årige kvinde, Madame Marty. Hun lever småt og lurvet og gemmer på en trist historie. De to knytter et særligt bånd til hinanden på tværs af generations- og kulturforskelle. Som historien skrider frem, lodder læseren dybden af forholdet – Mounir har mistet sin mor og Madame Marty sin søn og søster. De finder i hinanden noget af det tabte.

Men naboskabet er ikke uden mislyde. For Mounir plages af sin overbos skridt og skramlen med møbler hen over gulvet. Lydfølsomheden betyder, at han bliver søvndepriveret og hører indre stemmer. Han reagerer, og reaktionen ender med at blive så truende, at den gamle dame kontakter politiet. For måske er manden med det arabisk klingende navn alligevel terrorist?

Imaginær elsker?
Sideløbende med nabokrigens drama udfolder der sig en historie om Mounirs kærlighedsforhold til politimanden og familiefaderen Antoine. Men Mounirs virkelighedsopfattelse flimrer, og spørgsmålet melder sig hurtigt: Er Antoine en imaginær person? Findes han og romancen andre steder end i Mounirs forstyrrede hoved? Uanset om relationen er virkelig eller ej, byder den på konflikt og i sidste ende et brud med potentielt fatale følger. Mere skal der ikke løftes slør for her.

Som i sine øvrige bøger skriver Taïa både sanseligt og lige-på-og-hårdt om homoerotiske oplevelser. Han beskriver de overgreb, som den yngre Mounir kom ud for i mødet med ældre kønsfæller: ”Jeg var en ung, feminin, homoseksuel teenager, der blev jagtet af liderlige heteroseksuelle mænd….Jo mere beskidt mit sprog var, jo mere lod de mig i fred. Jo mere jeg talte som en skraldespand, jo mindre blev jeg voldtaget” (se side 17-18).

Og han formår med sine ord at fremstille en tilfældig seksuel kontakt mellem svedige fremmede i en bus som noget smukt: ”Jeg bliver mere og mere forbundet med ham. Sekund for sekund. Jeg er ikke overrasket, jeg er lamslået. Jeg er i færd med at drikke og spise alt, hvad denne mand er” (se side 43). Mødet i bussen åbner ”et lille vindue” (se side 48). Måske ind til kærlighedens evighed? Ind til det langsomme liv? 

To slutninger
Bogen tilbyder læseren to slutninger. Den første og mere forsonende lægger Madame Marty stemme til. I den anden fører Antoine ordet. Han lader den fordomsfulde os-og-dem-tankegang løbe af med sejren.

Det er netop kendetegnende for Taïa at lade flere stemmer flette sig ind og ud af fortællingen. I denne bog blandes Mounirs til tider skingre(ende) tankestrømme med især Madam Martys, kusinen Majdoulines og Antoines røster. 

Det langsomme liv
I bogens sidste del afdækkes betydningen af det langsomme liv for alvor. I det første bud på en afslutning opfordrer Madam Marty sin underbo til at leve. Og livet skal leves generøst. Som hun så fint formulerer det: ”Du er kærligheden. Giv alt, Mounir. Vi tager ikke noget med os over i det langsomme liv. Giv alt. Giv det, du er, også selv om de ikke vil tage imod det i begyndelsen. Alt. Alt” (se side 175). Måske kan vi slet ikke nå frem til det langsomme liv i denne tilværelse? Måske vil længslen efter det altid være som et vindue, vi fumler med at få haspen op på? 

Det langsomme liv er en intens læseoplevelse – fuld af stærke fortællinger, skæbnesvangre møder og bristede forhåbninger. Bogen er poetisk midt i alt det råt rablende - og måske Taïas bedste bog til dato.  Læs den. Det kan kun gå for langsomt.