søndag den 17. januar 2021

Pusjkin - den poetiske frihedskæmper

Alexander Pushkin
Lyriske digte i udvalg
Det Poetiske Bureaus Forlag 2020

Af Carina Wøhlk.
Verden 2020-21 er af lave. Pandemi. Terrorhandlinger i Europa. Netop overstået valggyser i USA. Og et lille forlag på Nørrebro udgiver Pushkin. Pushkin? Hvad skal vi med en russisk rimsmed, der døde som 37-årig i en duel efter en menage a trois? Hvad har en 1800-tals romantisk digter at sige ind i vores virkelighed?  

Det Poetiske Bureau udvider i dette efterår forlagets lommebiblioteksserie med nogle af Alexander Pushkins lyriske digte. Bogen er lige til at proppe i lommen. Men dér skal den ikke blive. Den skal læses.  

Æres den, som æres bør

Udgivelsen rummer et bredt udsnit af Pushkins lyriske digte i Bo Svodas mundrette og musikalske gendigtning.  I digtsamlingen kommer læseren omkring så forskellige genrer som kærlighed, natur, politik, metafysik og satire. Som det nævnes i introduktionen, er genrerne ”særdeles flydende hos denne store digter” (se s. 11). Og netop introduktionen, som både er veloplagt og oplysende, byder på en pudsig detalje. Det fremgår simpelt hen ikke, hvem der har skrevet det. Kun skribentens initialer kan lede læseren på sporet: S.O. Efter en henvendelse til forlaget blev mysteriet opklaret. Manden bag forordet er Stanley Opmann. Ophavsmanden til bogens fine illustrationer er heller ikke nævnt. Ifølge forlaget står Mark Tholander for stregerne. Æres den, som æres bør. 

Hvem var han så, denne Pushkin? Alexander Pushkin var både digter, dramatiker og prosaist. Af mange anses han for at være Ruslands nationaldigter par excellence – og grundlæggeren af moderne russisk litteratur. Noget af en bedrift for en mand, der døde så ung.

Pushkin gik på mange måder fra at være vidunderbarn til at blive enfant terrible. Han fødtes ind i en russisk adelsfamilie med en sagnomspunden historie og udviklede sig med årene til notorisk skørtejæger og politisk naiv provokatør. I sit korte og intense liv, som bød på både stor kreativitet, samfundskritisk virksomhed, eksil, elskovsintriger og hjertelige venskaber, nåede Pushkin at suge mest muligt ud af livsmarven. Og det vidner hans digte også om.

Passionerede pennestrøg

Fælles for Pushkins lyriske digte er et overmål af vid, vitalitet og varmblodighed. Digteren skriver med glimt i øjet og lidenskab i pennen. I deres enkle skønhed rammer digtene ofte ind i noget helt eksistentielt. I digtet Dybt i Sibiriens miner hedder det: Kærlighed og venskab skal sprænge/jeres dystre ensomheds lænker (se s. 42). Ordene er skrevet til Pushkins venner, der blev sendt i eksil i Sibirien i 1826, men de er også vedkommende for en verden, der flere århundreder senere vrider sig i en viral spændetrøje.     

Pushkins måske mest kendte digt Profeten fortæller om hans selvbevidsthed som sandhedsvidne med et særligt kald: Brænd alle hjerter med dine ord (se side 51). Den opfordring tog han til sig. Hans digte er flammetale, der opildner til kamp for kærlighed og frihed. Som der står i efterskriftet: ”Han tolererede ikke nogen form for tvang” (se s. 115). Hans digte gløder af frihedstrang og modstand imod alt det, der ”forvrængede en generøs impuls” (se s. 88).      

Udgivelsen munder ud i et elegant efterskrift, der består af bearbejdede uddrag af den fransk-armenske forfatter Henri Troyats levnedsskildring Pushkin – en biografi, som også kan købes hos Det Poetiske Bureaus Forlag. Efterskriftet rækker læseren en forståelsesnøgle og en form for baggrundshistorie for flere af digtene. Det gør kun læseoplevelsen endnu dybere. Pushkin er et vigtigt bekendtskab.



      


onsdag den 13. januar 2021

Humor under åg

Bohumil Hrabal: ”Et Festmåltid – fortælling” Oversat af Mogens Bjerring-Hansen. Illustreret med pennetegninger af Erik Hagens. Efterskrift af Andrea Fehlauer. New Graphic Society 2020, 48 sider, 600 kr., udgivet som privatbind i et oplag på 90 eksemplarer, sælges bla. i Clausens Kunsthandel.

Af Egil Hvid-Olsen.


Jeg havde ikke hørt om Bohumil Hrabal (1914-97), før jeg fik ”Et Festmåltid – fortælling” i hænderne, men allerede da jeg havde læst en halv side i bogen, genkendte jeg en fjollet stemning, der dækker over en langt dybere alvor. Stemningen er jeg tidligere stødt på i bøger og film fra Østeuropa. Fjollerierne er tæt på at kamme over, men holdes tilbage af den alvor, der trækker dem i den modsatte retning. Der er noget folkekomedie over Hrabals fortælling, men samtidig siger den noget alvorligt om, hvor let man ser en fjende i selv dem, der blot er en lille smule anderledes end én selv, måske fordi de ikke ønsker at være sådan, som man er. Til tider fokuserer man så blindt på denne indbildte fjende, at man overser den, der i sandhed er ens fjende.

I fortællingen går Jagten efter et vildsvin over stok og sten og helt ind i nabolandsbyens skole, hvor dyret nedlægges, men her er jægerne pludselig i fjendeland, hvilket hurtigt bliver tydeligt. Konflikten er tæt på at føre til blodsudgydelse, men man enes om at holde et fælles festmåltid over det nedlagte dyr. Det tegner godt, men under festen lurer det ubegrundede had, parat til at springe ud i lys lue.

Den ufejlbarlige dummer sig aldrig

I sit veloplagte efterskrift skriver Andrea Fehlauer om Hrabal, at ”magthaverne frygtede og forbød ham ikke for det han skrev, men fordi de ikke kunne sætte fingeren på, hvad det var han skrev.” Den beskrivelse vækker genklang efter læsningen af ”Et Festmåltid – fortælling”, for man forstår, at forfatteren gør grin med noget, nogen eller nogle, men præcis hvad eller hvem er det ikke så let at bestemme. Måske er det blot alment udbredte dumheder, fortællingen latterliggør, men selv det kan fornærme repræsentanter for et regime, der anser sig selv såvel som deres styreform for at være ufejlbarlig, hvorfor de naturligvis aldrig begår dumheder.

Svinemennesket eller menneskesvinet

Erik Hagens’ knivskarpt gengivne pennetegninger er ikke egentlige illustrationer til teksten, men sort/hvide motiver, der er inspireret af læsningen. I den indledende tegning er landsbyen, som historien foregår i, blevet en integreret del af vildsvinet. Måske er menneskene i fortællingen i virkeligheden nogle større svin end den nedlagte orne. Sammenligningen mellem menneske og svin findes også i et dobbeltopslag, hvor et portræt af et menneske står side om side med et portræt af vildsvinet. I den sidste illustration har mennesker og svin konsekvent byttet side, idet en flok festklædte svin er samlet til et festmåltid, hvor menuen står på tilberedte mennesker. Tegningen er mere morsom end uhyggelig, men dog ganske tankevækkende.

Bogen er trykt på tykt papir og forsynet med et kraftigt omslag. Der er i høj grad tale om en luksusudgivelse, som man får lyst til at sætte sig og læse. Indholdet skuffer ikke. 

søndag den 10. januar 2021

Det sisyfoske i claus ejners kunst og digtning

Hvordan fortæller vi om og viser vi det vi ikke umuligbart kan gennemskue endsige forstå. Troels Laursen skriver en essayanmeldelse af værker af dadaisten claus ejnar

Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen,
Forlaget Space Poetry,
52 sider, 100,-kroner
Udgivet med støtte fra Munch-Chrstensens Fond 2020

Overflod af ting, kvaler, fornemmelsen af proportioner eller mangel på proportioner, fornuftsfeber og op på hesten igen, rid videre ellers bliver du en rytterstatue
48 sider, 150, kroner
forlaget: dada-invest med støtte fra Statens Kunstfond 2020

37 performances
60 sider, rigt ill. 150,-kroner
forlaget: dada-invest med støtte fra Statens Kunstfond og Aarhus Kulturudviklingspulje 2020

Blev 2020 et surrealistisk år? Jo, måske nok, men, den var jo virkelig nok på alle måder, og hvordan fortæller vi om og viser vi det vi ikke umuligbart kan gennemskue endsige forstå, når noget sker i vore liv, som ingen kan forudse. Hvordan tolker vi vore liv med alt det der sker? Hvordan ser vi vore liv, så vi rent faktisk ser, hvad det er der sker mens det sker, imens vi lever. Det er her kunsten kiler sig ind. Det er her kunstneren kan sætte et perspektiv på det der sker, mens det sker og vi andre bare lever.

claus ejner (f. 1967) gør det på sin skæve og dadaistiske måde. Han smækker livet op foran os, så vi får chancen (om vi tør gå med) for at overveje og genlever det hele igen. Og stiller skarpe spørgsmål til den enkelte om hvad nytte det er til, alt det vi sådan går og gør, mens vi nærmere os afslutningen på det hele. Her indfanget i digtet ”Afslutning”:

Man flytter en sten

”Man flytter en sten, man flytter en til og en til, man har en lille bunke sten, man flytter flere sten, man har en større bunke sten, hele sit liv flytter man sten, og til sidst har man et bjerg af sten, og så dør man, og så bliver man selv en sten, og en dag kommer der en og flytter en over i en bunke af sten, der en dag bliver til et bjerg af sten, og det kaldes meningen med livet, og en dag dør den person, der har skabt det bjerg og bliver en sten, der flyttes over i en bunke af sten, der bliver til et bjerg af sten, og det kaldes mangel på mening med livet, og en dag dør denne person og bliver en sten”

claus ejner er meget aktiv på de sociale medier, hvor han laver fotos og serie af performances, der kredser om livet genvordigheder, store og små eksistentielle problematikker, samfundsproblematikker. Det handler om den menneskelige eksistens. Han har tidligere fået tildelt Kunstfondens treårs arbejdslegat og arbejdet med sine værker rundt om på museer i hele landet.

Han arbejder i forlængelse af dadaismens antikunst, som vrøvlede, hyldede det absurde og gjorde hverdagsting til kunstgenstande som eksempelvis Marcel Duchamp gjorde det.  Samtidig trækker claus ejner på den tyske Bad Painting-bevægelse fra 80’erne, der gjorde oprør mod kunstens regler og en kapitalistisk købesyge efter værdifuld kunst, ved at være sjove, ironiske, kitschede, ekspressive, i kompositorisk ubalance og på den led ikke engang foregive at tage sig selv seriøst som kunst. Humoren er altid med som en underlæggende tone, og selv man kunne betragte kunstneren som misantropisk, hvad han selv gør i et digt, så er det aldrig helt mørkt, via humoren pibler nuancer op, så trods verdens galskab og menneskenes hovedløse løben rundt efter ingenting, så er der altid et lille og spinkelt håb, som kun kunsten kan bibringe.

Ekskurs og faktaboks:

Dadaismen:

Der findes mange forklaringer af ordet "dada", og det kan betyde en række forskellige ting på forskellige sprog. En af forklaringerne er, at navnet "dada" blev valgt pga. stilartens karakteristisk barnlige stil, og henviser til den barnlige "da-da"-frase som en guttural og tilsyneladende tilfældig lyd, der æstetisk kan minde om sider af den virvariøse litteratur og kunst. På rumænsk betyder udtrykket "ja", mens det på fransk kan hentyde til en gyngehest eller kæphest.

Begrebet ”dada”, som kunstretninger blev "opfundet" af en tysk forfatter ved navn Hugo Ball, der iført et jakkesæt af skinnende blå pap og en heksehat, fremførte Ball sit første bidrag, digtet Karawane, i en natklub i Zürich.

Dadaismen opstod i foråret 1916 – midt under Første Verdenskrig –  i Zürich, hvor en international kreds af unge og yngre landflygtige militærnægtere og andre antimilitarister, hovedsagelig  forfattere, billedkunstnere, scenekunstnere og intellektuelle med forskellige faglig baggrund,  fandt sammen om at starte en form for protestbevægelse, der så den bestialske krigsførelse som symptom på en syg kultur, baseret på et forkasteligt menneskesyn og forlorne samfundsværdier.

Blandt de dadaistiske kunstformer er lyddigte og vrøvledigte, collager og fotomontager. Ofte brugtes tilfældighedselementer som en upersonlig, kreativ drivkraft. Det ofte absurde udtryk har en særlig poetisk virkning og nogle gange (især i den tyske gren af dada) en karakter af politisk udsagn.

7 røde plastikspande skulptur nr 9

Et eksempel på et dadaistisk kunstværk er Marcel Duchamps bearbejdning af Leonardo da Vincis berømte maleri af Mona Lisa. Mona Lisa er i Duchamps udgave blevet forsynet med overskæg. Titlen på hans billede er L.H.O.O.Q. Når den udtales på fransk (dvs. bogstaverne hver for sig), lyder det som "elle a chaud au cul", hvilket betyder "hun er varm i røven". Desuden minder titlen om det engelske ord "look" – altså en temmelig direkte opfordring til beskueren.

Den fødte dadaist

Herhjemme var Sven Dalsgaard den fødte dadaist, da han også fra starten skeptisk over for den nye antikunsts muligheder. Af samme årsag fokuserede han snart på dens begrænsninger. Den nydadaistiske antikunstner blev således hurtigt anti-dadaist. Der var reelt tale om et paradoks, for han udtrykte sig fortsat med anti-kunstens virkemidler, det vil sige tvetydigt i bedste overensstemmelse med sin egen dobbeltnatur. Dalsgaards virke som ‘dadaist imod dada’ kom således til at udfolde sig som angreb på dadaismen udført med dadas egne midler.

Og det er den linje, som claus-ejner viderefører i sit kunstneriske virke.

37 performances

Performances-kunsten er claus ejners udtryksform. Oplæsninger og udførlelser af disse fysiske kunstværker, på stedte og i nuet, understøtter hans pointer om hvor vi finder plads til at være mennesker, mens hamsterhjulet snurrer.

Denne udgivelser er en dokumentation af 37 udvalgte performances, som han har udført det seneste årstid. De bliver her til en fortælling om søgen efter mening. Bogen indgik som en del af udstillingen ”23 performances”, der tidligere på året blev vist på ”Se-Rum”, i Aarhus. Bogen er også en slags vejledning i hvorledes man selv kan udføre performances og forskyde det almindelige til det unormale og skæve, som når et billede af en gul mur fra en 70’er parcelhus, har en udstoppet fugl ved soklen og et par træsko uden indhold, bærer teksten: ”Performance, hvor jeg i 2 timer fuldstændig nøgen – men usynlig – følger efter en udstoppet fugl. Det var meget koldt. Det var 9 grader og det blæste en smule. Frøs stadig 4 timer efter”. Det handler om at vise det der ikke kan vises og derfor ikke kan ses, før end kunstneren viser os det. Han viser ved hjælp af to sorte vandkander, hvorledes kunstretningernes forskellige idegrundlag skal forstås. Eller med en gammel reol, hvorledes rummelighed skal ses og forstås. Han visualiserer igen det usete og abstrakte i forståelige og sjælden u-humoristiske udtryk.

Overflod af ting, kvaler, fornemmelsen af proportioner eller mangel på proportioner, fornuftsfeber og op på hesten igen, rid videre ellers bliver du en rytterstatue

Den lange titel er en typisk claus ejner-titel, den forvirrer mere end den åbner for hvad man kan møde i bogen, eller rettere den er meget præcis som indholdsfortegnelse, da den handler om proportioner eller manglen på samme. Om hvordan forsvinder i perspektiver, der drives langt ud. Bogen består af 48 gouacher, med motiver eller rene tekst-udsagn. Her er mennesket tingsliggjort i hverdagslivet. Værkerne har tidligere i år været udstillet i SAK bygningen i Svendborg. Det kan være den ødelagte hammer der er handlingslammet, når en ostehøvl og en ligther er et kærestepar med normalt blodtryk.

Eller når hammeren har fået tilføjet en gaffel i den anden ende og skruenøglen, har fået en kniv som håndtag, og viser menneskelets tingsliggørelse og effektiviseringen af alting, så det ender med at være hel modsat intension, men blot det rene dada. Og bærer en tradition fra Robert Storm Petersens univers af finurligheder og skarpe satiriske pointer. Det er carpe diem i fornuftstørrelse, som et andet værk hedder. Mennesket er reduceret til en operativ størrelse. Det er sortseende, men med en forløsende humor, der giver os mulighed for at se, hvad vi er midt i, og dermed får vi foræret en chance for at ændre kursen, om vi tør.

Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen

Digtene er væsentlige i claus-ejners ouvre, og han har udgivet flere samlinger gennem tiden, denne seneste ”Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen” er hans femte og har været 4 år undervejs. Med alderen liver der måske mindre at le ad, med undtagelse af sig selv. Selvironien og den dermed selvindsigt, er gennemgående i samlingen. Der er to afdelinger i værket, en der omhandler det mere normale og nære, som parforholdet, forbrug og dødsangst, mens anden del er ”vrøvlets polemik” har en mere filosofisk tilgang til de mere abstrakte begreber som fornuft og rationalitet og tilfældighederne og kunsten. Den franske og dadaistiske forfader som digteren Francis Picabia, (1879 - 1953) der også blandende udtrykkende som maler og grafiker og som arbejdede med både minimalismen og surrealismen i sin kunst. Her handler det om vis resignation over menneskelivet, som kan være dyster, og er der et lys forude, så er det, måske, dette at sidde og skrive digte om livet i al den almindeligheder: ” Dit hjerte er sprættet op. Det sidder i kaffemaskinen som et kaffefilter. Det er omsonst. Du drikker p.t. kun Nescafé”.

Hos claus-ejner handler det altid og også i disse tre bøger, om mening og om, hvor den blev af, hvis den dada nogensinde har været der.


tirsdag den 5. januar 2021

Fnisende noveller om død og uhygge

Rasmus Hastrup: ”Væk”, Screaming Books 2020, 231 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Enten har Rasmus Hastrup opfundet sin egen litterære genre, eller også finpudser han en genre, jeg ikke tidligere er stødt på. Jeg har tidligere anmeldt Hastrups ”De ting der sker” her på Den Smalle Bog. Den er - ligesom sin forgænger, ”Liv”, og efterfølger, ”Væk” – en novellesamling med fokus på noget så selvmodsigende som uhygge og latter.


Det værst tænkelige sker

Det hænder ikke så sjældent, at man læser en bog eller ser en film, hvis dramatiske handling spidser så meget til, at man mentalt træder et skridt til siden og siger til sig selv, at det nok skal ende godt på en eller anden måde. Det, handlingsforløbet lægger op til, vil ikke ske, for den slags slutninger har hverken bøger eller film. Men i Hastrups noveller brydes denne uskrevne regel, og det værst tænkelige sker. Det slår allerede den første novelle i ”Væk” fast, og den har oven i købet titlen ”En smuk dag”. Den skildrer da også en smuk dag, men på netop denne dag finder en dramatisk hændelse sted. Hændelsen er frygtelig, men dagen smuk. Således er der en diskrepans mellem hændelsen og dagen. Men sådan er det jo! Der kan sagtens finde tragedier sted på blomstrende solskinsdage.

"Væk” ville være en ganske forfærdelig læseoplevelse, hvis den ikke var krydret med dels (sort) humor, dels et fantastisk sprog. Desuden skaber nogle af novellernes eventyrpræg også lidt afstand til det voldsomme fokus på tragedie og død. I ”Hans og trolden og skatten i brønden” finder eventyrets helt ud af, at man ikke bare kan fravælge en eller flere af de traditionelle tre prøver i et eventyr. Gør man det, går eventyret i stykker, og så ender det først for alvor gruelig galt.

Skovsneglståren

Humoren i ”Væk” følger trofast med i langt de fleste af novellerne. Latteren boblede flere gange frem, da jeg læste ”Reception på Institut for Taktil Filologi og Anvendelig Semasiologi”, hvor det ikke kun er et menneske, men også et fag, der presses ud i tragedien. Resultatet af et akademisk forskningsprojekt viser sig at vække massiv modsigelse, selvom det bygger på de i vor tid så populære algoritmer. Umiddelbart inden forskningsresultatet afsløres, fornemmer man, hvordan det vil blive modtaget, da der om forskningslederen står: ”Han mærkede en lille tåre snige sig ud af højre øjenkrog og et lille stykke ned over kinden, som en for tidlig født skovsnegl.” (s. 135). I hvert fald vækker sneglebilledet et vist forbehold for, hvad der nu vil komme.

Det er ikke bare underholdning for latterens skyld, Hastrup skriver, men temmelig subtil satire. Tag bare ”Dagbog fundet mellem murbrokker på Hedemarksvænge”, der handler om en velfærdsdansker, der går så meget op i sin afføring, at han er meget lang tid om for alvor at fatte, at der er udbrudt krig. Han nedfælder notater om afføringens lugt, konsistens og farve samt inden for hvilke klokkeslæt, han befinder sig på kummen. Og så supplerer han lidt med dagens øvrige oplevelser: ”Flere tanks på hovedvejen. Skudsalver inde fra byen. Telefonen virkede igen – Frejas søster Helga ringede og spurgte, om vi ville købe en halv gris. Det ville vi gerne.” (s. 78).

”Lommer af tristesse og boblende latter”

Hastrup skriver på en dansende let måde, der får siderne til at vende sig selv, men ind imellem må man stoppe op for at nyde formuleringer, hvis poesi, uforventelighed eller præcision bryder handlingens sfære af uhygge og latter. Hermed nogle eksempler:

Den mærkeligt afdæmpede smerte af at have en kniv i ryggen beskrives som: ”sære, skrattende optagelser af ældgamle krigshyl.” (s. 96).

Et bibliotek beskrives som ”et kartotek over alle tænkelige sindsstemninger. Lommer af tristesse og boblende latter svøbt i rødgrøn, ubesindig eftertænksomhed. Visdom og eskapisme og sne og lava.” (s. 98). Man skulle tro, at Hastrup beskriver sin egen bog med ordene: ”Lommer af tristesse og boblende latter svøbt i rødgrøn, ubesindig eftertænksomhed.”

En støvsuger kan lyde som ”en sommerfugl i en flaske af pæregrønt glas” (s. 119). Måske mest, hvis man ikke selv skal gøre rent.

Lyden af ”korte, grå nakkehår”s skraben mod pudebetræk beskrives som ”egebarkagtig” (s. 199).

Og således kan en pludselig usikkerhed, om man har truffet det rigtige valg, beskrives: ”Et øjeblik trækker hans beslutsomhed en hætte af tågegrå tvivl over hovedet. Så ryster han på sit eget og træder forsigtigt ud ad døren.” (s. 204).

Mangfoldige navne og en islandsk roman

Rasmus Hastrup har noget med navne. Hans karakterer hedder ofte noget ganske besynderligt. I ”Maseratikatten”, der vist nok leger lidt med ideen om, at katte har ni liv, får en repræsentant for denne art forskellige navne alt efter, hvilke mennesker den for en tid vælger at knytte sig til. På et tidspunkt er det drengen Toke, der har taget katten til sig. ”Folk havde tit spurgt ham, hvorfor han havde givet den navnet Hertha – var den opkaldt efter Hertha Müller eller Hertha Berlin eller Herthas Smørrebrød oppe i Søndergade, spurgte folk, alt efter hvem de var og hvordan deres referencerammer var organiseret. Men faktisk vidste Toke det ikke.” (s. 86). Man får en fornemmelse af, at det samme gælder Rasmus Hastrup, der giver mange af sine karakterer nordisk klingende og dog konstruerede navne som Aamund Erikson, Roar Havlide, Estrid Kobbersmed Telenius og Ragnfrid Krejlhjord. Eller endnu mere eksotisk: Boleslav Chrom-Hannubal. Mindst en gang dukker et navn fra ”De ting der sker” op igen.

En detalje findes i den islandske roman ”Mændene kom over bjerget”, hvis titel nævnes flere gange i ”Væk”. Om der er nogen særlig grund hertil må stå hen i de uvisse, for der er generelt rigtig megen uvished i Rasmus Hastrups noveller; en uvished, der skaber utryghed og uhygge, men som ofte frisættes af morsomme absurditeter.

Rosen fortsætter

Min anmeldelse af ”De ting der sker” var meget rosende. Anderledes bliver det ikke med ”Væk”, som er endnu et finurlig værk af Rasmus Hastrup, hvis bøger - på trods af deres mærkelige genre - ofte berør det dybsindige.


onsdag den 30. december 2020

Dostojevskij nyoversat

Fjodor Dostojevskij: ”Stakkels mennesker”, Gyldendal 2019, 121 sider, 249,95 kr. (e-bog: 85 kr.)

&

Fjodor Dostojevskij: ”Det døde hus”, Forlaget Sisyfos 2016. 473 sider, 329 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.


Fjodor Dostojevskijs litterære produktion var imponerende, og flere af hans store romaner står stadig som absolutte klassikere i verdenslitteraturen. Af den grund udkommer der løbende nyoversættelser af hans bøger. Her på tærsklen til 2021, der er 200-året for Dostojevskijs fødsel, bringes to anmeldelser af nyoversatte Dostojevskij-værker: Hans debutroman og en autofiktiv beskrivelse af hans tugthusophold i Sibirien.



To staklers korrespondance

Dostojevskij var 24 år, da han debuterede. Debutromanen er med tiden oversat to gange til dansk med titlerne ”Fattige folk” (1884) og ”Arme mennesker” (1941), og nu foreligger den så i en tredje dansk oversættelse: ”Stakkels mennesker” fra 2019. Oversætter Tine Roesen, der er lektor i russisk litteratur, redegør i et kortfattet, men meget informativt efterord blandt andet om sit valg af titeloversættelsen ”Stakkels mennesker”.

Jeg skriver, altså er jeg

Selvom brevromanen ”Stakkels mennesker” slet ikke opnår samme kompleksitet som Dostojevskijs senere store værker, er der tale om en velkomponeret og stilmæssigt imponerende roman, og allerede her oplever man miljø- og personbeskrivelser, der i endnu højere grad udfoldes i det senere forfatterskab. Jeg savnede Dostojevskijs fabelagtige dialoger, men som Roesen gør opmærksom på i sit efterord, er hele romanen én lang dialog mellem de to brevskrivere. Det har hun ret i, men tempoet bliver ikke desto mindre mere roligt. Det gør dog ikke ”Stakkels mennesker” træg at læse. Hvad de to skribenter betror hinanden og læseren er ofte særdeles dramatisk – uden at kamme over.

Mens mange forfattere lader alle karakterer udtrykke sig på samme måde, nemlig som forfatteren selv, formår Dostojevskij at lade særligt den ene af brevskriverne, Devusjkin, udvikle sit sprog. Han har nemlig et ønske om at udvikle en litterær stil. Ganske vist er han ansat i det russiske embedsmandssystem som kopist, og selvom han er stolt af kvaliteten af sit arbejde, ønsker han også at skrive tekster med en personlig stil. Han ønsker at blive mere end en fattig titulærråd. Devusjkin udtrykker en ”jeg skriver, altså er jeg”-tankegang, som afslører hans kamp mod anonymitet; en kamp, der er drevet af et behov hos ham for at blive set - om ikke andet, så blot som et menneske - i det store system, hvor den enkelte fungerer som en erstattelig del i det store maskineri. Devusjkins forhold til samtidslitteraturen er dog præget af blandede følelser, og han lader sig forføre af triviallitterære tekster, der lægges frem for romanens læser til dennes fornøjelse. Alligevel bliver han i stand til at kunne skrive en stemningsfuld passage som denne:

”Aftenen var så mørk og fugtig. Det begynder allerede at blive mørkt ved sekstiden – der er vi altså nu! Det regnede ikke, men det var så tåget, at det næsten var som regn. Lange, brede striber af skyer gik hen over himlen. […] På broerne sad koner med deres våde peberkager og halvrådne æbler, og de var alle sammen selv snavsede og våde. Det er trist at spadsere langs Fontanka! Under fødderne har man våd granit, ved siden af sig høje, sorte, tilsodede huse; tåge forneden og tåge foroven. Sådan en sørgelig, mørk aften var det i dag.” (s. 84-85).

Platonisk kærlighed pr. brev

Dog fylder det litterære tema ikke størstedelen af bogen. Det ligger snarere som en understrøm, der ind imellem danner små hvirvler oppe i tekstens overflade, når Devusjkin redegør for litterære debatter, eller når den anden brevskriver, den unge Varvara Dobrosjolova, kommenterer hans skrivestil eller giver sin mening til kende om bøger.

Varvara er endt i fattigdom som følge af en familietragedie, og fordi Devusjkin er fjernt beslægtet med hende, gør han, hvad han kan for at hjælpe hende - eller også benytter han det fjerne slægtskab som en undskyldning for at hjælpe hende. Den i forhold til hende noget ældre herre er forelsket, men forelskelsen antager platoniske former, da Devusjkin næppe tør gøre sig nogen forhåbning om, at Varvara vil anse ham for at være et passende parti. Inderst inde ved han også godt, at et ægteskab vil være ødelæggende for dem begge, fordi han ikke vil kunne brødføde dem, og slet ikke eventuelle børn. Desuden spiller æren en stor rolle, for æren er den eneste værdi, den fattige ejer. Hvis Devusjkin får sin daglige gang hos Varvaja, vil folk begynde at sladre, og så vil han pludselig også have mistet sin ære. Derfor foregår størstedelen af deres kommunikation pr. brev, også selvom de bor lige over for hinanden.

Devusjkin påtager sig rollen som Varvaras modne protegé, selvom han ikke har de økonomiske midler til det. Alligevel er det pengene værd, fordi han derved vinder en fortrolig. De to stakkels mennesker støtter hinanden. Måske gør de det ikke altid lige godt, men alene det, at de gør forsøget, giver dem grund til at kæmpe videre trods deres trøstesløse situation.

Samfundskritik

”Stakkels mennesker” er fuld af samfundskritik. ”Et fattigt menneske er mindre værd end en dørmåtte” (s. 66), konstaterer Devusjkin. Og når det kommer til næstekærlighed, er han sig bevidst, at den ofte skyldes noget helt andet end omsorg. Der er derimod tale om betaling for et freakshow: ”Lige her forleden dag fortalte Jemeljan mig, at da nogen engang lavede en indsamling til gavn for ham, så foretog de for hvert eneste tikopekstykke, de gav ham, nærmest en slags inspektion. De mente selv, at de forærede ham deres tikopekstykker, men sådan var det ikke: De betalte for at få et fattigt menneske at se.” (s. 66).

Det var den sociale indignation, der drev Dostojevskij til at skrive, både før og efter hans tid i fangelejr. Han var inspireret og vel også provokeret af de bibelske tekster, hvilket blandt andet ses i den jesuslignende fyrst Mysjkin i ”Idioten”. Devusjkin har en rem af samme hud, fordi han ganske tankeløst giver Vavara af det, han selv skal bruge. Gennem Devusjkin vover Dostojevskij at anklage den på det tidspunkt gældende kristendomsforståelse, der blev brugt til at understøtte og retfærdiggøre samfundets iboende sociale uretfærdighed: ”Hvorfor er det sådan, at et godt menneske skal lide nød og afsavn, mens en anden får lykken forærende? Jeg ved det, jeg ved det, min pige, det er ikke godt at tænke sådan, det er fritænkeri; men oprigtigt talt, i sandhedens navn, hvorfor får den ene lykken i vuggegave, mens den anden møder verden på et børnehjem?” (S. 86).

Med ”Stakkels mennesker” stillede Dostojevskij spørgsmålstegn ved, om fritænkeri nødvendigvis går imod Guds vilje, og om samfundsstrukturen var mere menneske- end gudsskab. Med større eller mindre fokus blev dette tema taget op gennem hans øvrige forfatterskab.


Blandt tugthusfanger i 1800-tallets Rusland


Fjodor Dostojevskij stammede fra en adelig familie, men det hjalp ham ikke, da han og 20 andre i 1849 blev arresteret for deltagelse i en studiekreds, der flirtede med revolutionære ideer.
Dostojevskij var 28 år gammel, uddannet på Ingeniørakademiet i Skt. Petersborg og havde udgivet sine første tre bøger. Godt et halvt år efter arrestationen blev han og de øvrige anklagede ført ud af fængslet. De fik at vide, at de var dømt til døden. De første tre af fangerne fik hætter over hovedet og blev ført over til henrettelsespælene, hvorfra de kunne høre soldaterne klargøre geværerne. I sidste øjeblik blev eksekveringen afblæst og fangerne fik oplyst deres ændrede domme. De var blevet udsat for et usmageligt skuespil, for den rigtige straf var allerede blevet besluttet en måned forinden. Dostojevskij blev idømt fire års fængsel i et tugthus i Sibirien, hvilket medførte tab af hans borgerlige rettigheder. Siden fulgte næsten fem år som tvungen menig soldat. Først derefter kunne Dostojevskij vende tilbage til sit tidligere liv. Tre år senere, i 1862, udkom hans bog om livet i tugthuset.
Ovenstående er grundigere beskrevet i Lars P. Poulsen-Hansens fine forord i Forlaget Sisyfos’ nyoversatte udgave af Dostojevskijs bog. Udgaven er grundigt indbundet i gråt lærredsbind med et simpelt motiv på forsiden: Syv lodrette streger, men med en skråstreg over de første fire. Dette leder dels tankerne hen mod tremmer og indespærring, dels mod de streger, som indsatte i gamle dage kunne kradse ind i cellevæggene for at holde styr på, hvor mange dage de havde siddet der. Selvom Dostojevskij ikke var fængslet i en celle, er det et fint og enkelt motiv til en bog som ”Det døde hus”, for den handler i høj grad om ufrihed og indespærring. Det grå og trøstesløse spejles i handlingen såvel som i Trine Søndergaards oversættelse, der i et nøgternt sprog præsenterer læserne for en mængde indsatte og vogtere.

Påført og lindret smerte

”Det døde hus” giver sig ud for at være en roman, idet Dostojevskij beretter om en tidligere tugthusfange, der har efterladt sig en beskrivelse af tugthuslivet. Denne fange har visse ligheder med Dostojevskij selv, og undervejs i teksten dukker der ikke så få beskrivelser frem, der ville have været udformet anderledes, hvis Dostojevskij havde haft et ønske om at skrive en traditionel roman. Bogen lægger sig snarere op af autofiktionen. Det er ikke så lidt modigt af Dostojevskij at beskrive sin tugthustid så erfaringsnært. Der ligger en markant samfundskritik i beskrivelserne, og det kunne sikkert let have skabt problemer for ham igen. Det gik dog stik modsat. Bogen medførte krav om reformer indenfor retsvæsnet.
Det er da også voldsomme forhold, Dostojevskij beskriver. Ikke-adelige civile straffefanger blev ved domfældelse brændemærket i ansigtet, så de resten af livet ikke kunne løbe fra, at de havde begået noget kriminelt. Alle tugthusfanger blev desuden barberet på halvdelen af hovedet, så enhver kunne se, at de var flygtet, hvis de da gjorde forsøget. Dertil kom, at fangerne konstant var i lænker, så kæder mellem ben og hænder førtes klirrende under tøjet. Selve strafarbejdet beskriver Dostojevskij som overkommeligt, men tugthusmaden og livet i barakkerne var ofte uhumsk. Dog stod det ikke mål med forholdene på hospitalet. Ikke desto mindre løj mange fanger sig syge for at blive indlagt på hospitalet en tid, så den daglige trommerum kunne ændre sig lidt. En anden grund var den, at lægerne faktisk behandlede tugthusfangerne som mennesker:
”En læge bebrejder aldrig en fange hans forbrydelse hvor forfærdelig den end er, og undskylder ham alt til gengæld for den udståede straf og for hans ulykke i det hele taget. Det er ikke tilfældigt at alle mennesker i hele Rusland kalder en forbrydelse for en ulykke og forbrydere for ulykkelige. Dette er en dybt betydningsfuld betegnelse. Den er særlig vigtig fordi den bruges ubevidst og instinktivt.” (s. 93). En sådan erkendelse kunne trænge til at blive støvet af – også i vore dages Danmark, hvor der ofte råbes på strengere straffe, mens resocialiseringen nedprioriteres.
Dostojevskij uddyber temaet om den enkeltes værdighed senere i bogen, hvor han skriver: ”Ethvert menneske, ligegyldigt hvem han er, og ligegyldigt hvor fornedret han er, kræver, om det så er instinktivt eller ubevidst, at der bliver udvist respekt for hans menneskelige værdighed. En fange ved godt selv at han er fange og forstødt, og han kender sin plads i forhold til kommandanten; men ingen brændemærker eller lænker kan få ham til at glemme at han er et menneske. Og fordi han faktisk er et menneske, skal man selvfølgelig behandle ham menneskeligt. For Gud skal vide at menneskelig behandling kan menneskeliggøre selv dem på hvem Guds aftryk for længst er blegnet.” (s. 183).
Skønt tugthusfangerne indbyrdes kan skændes og slås, er de dog også klar over den dybe sandhed, der ligger i ovenstående citat. Det kommer for en dag i beskrivelsen af den behandling, fangerne udfører, når en ny fange, som indledning til sin tugthustilværelse, har løbet spidsrod mellem soldater, der har slået ham med kæppe, eller – endnu værre - er blevet pisket: ”Man hjalp tavst staklen og sørgede for ham, især hvis han ikke kunne klare sig uden hjælp. Feltskærerne vidste godt selv at de overlod den straffede i erfarne og dygtige hænder. Hjælpen gik som regel ud på at et lagen eller en skjorte der var gennemvædet med koldt vand blev lagt over den martrede ryg og skiftet ofte når det var nødvendigt, især hvis den straffede ikke længere var i stand til at se efter sig selv, og desuden blev de splinter der tit sad tilbage i sårene fra de kæppe der var blevet knækket på ryggen, pillet ud med stor behændighed. Denne sidste operation var som regel meget ubehagelig for patienten. Men i det hele taget var jeg altid overrasket over hvor usædvanlig standhaftigt de straffede udholdt smerte.” (s. 274f.).
Heldigvis er der nogle til at lindre smerterne, men der må jo også være nogle til at påføre dem. Om de mennesker, der er i stand til at udsætte andre for tortur, skriver Dostojevskij: ”Den som én gang har følt magten og det ubegrænsede herredømme over krop, blod og ånd hos et andet menneske der er ligesom en selv og skabt som en selv, en bror ifølge Kristi lov; den som har haft magt og uhindret mulighed for at påføre et andet væsen som er skabt i Guds billede, den værste ydmygelse, dette menneske er på en eller anden måde ikke længere herre over sine egne følelser.” (s. 310). Dette skrev Dostojevskij i begyndelsen af 1860’erne. Beklageligvis kan man ikke kun få hans udsagn bekræftet i kilder fra før den tid. De findes også i rigt mål senere hen og suppleres stadig løbende.

I teatret og badstue med 200 tugthusfanger

For Dostojevskijs alter ego, Aleksandr Petrovitj, er det hårdt at konstatere, at han har sværere ved at falde til i fangelejren, fordi han er adelig. Ganske vist giver det også visse fordele, fordi nogle af de andre fanger insisterer på at agere tjener for ham. Giver han dem en smule løn for det, er de glade, men giver han dem intet, gør det dem hverken vrede eller skuffede. De tjener ham mest af alt, fordi det hører sig til i det lagdelte samfund, de er vant til at leve i. Men nogen oprigtig fortrolighed med dybe venskaber til følge skal han ikke forvente fra dem. Således bliver ”Det døde hus” også en beskrivelse af samfundsforholdene i 1800-tallets Rusland. Dette gør særligt Petrovitjs/Dostojevskijs første år i tugthuset så ensomt, at den bedste ven, han får, er lejrens forhadte køter. Vejen frem er en nøgtern erkendelse af forholdene: ”At forlige sig med dette liv var umuligt, men det var på tide at erkende at det var en uomgængelig kendsgerning.” (s. 157).
Det er først, da fangen er nået til denne erkendelse, at han kan observere de andre fangers positive karaktertræk, der dukker op blandt alt det negative og skræmmende. Derfor indeholder ”Det døde hus” også særdeles morsomme scener. For eksempel opfører nogle af tugthusfangerne tre små teaterstykker i rap, så den dannede Petrovitj, der agerer anmelder for læseren, begejstret skriver side op og side ned om de enkeltes talenter, der langt overgår dem, de professionelle skuespillere i Skt. Petersborg udfolder for aristokratiet. Lige så morsom, men også temmelig ulækker, er beskrivelsen af, hvordan det går for sig, når alle 200 fanger fra tugthuset skal i badstue. Bagefter overvejer man, om de er kommet renere eller endnu mere beskidte ud derfra.

Inspiration til senere værker

Dostojevskijs bøger hælder til det tunge og mørke. ”Det døde hus” er ingen undtagelse. Men den er anderledes end hans romaner, fordi den har autofiktionens karakter og derfor ofte er direkte dokumentarisk. Enkelte af de personer, han beskriver i ”Det døde hus”, har siden stået model for nogle af hans romankarakterer. Andre fanger har han sikkert lånt træk fra til sit øvrige persongalleri. Selvom han garanteret helst havde været fri for årene i tugthuset, forsynede de ham med indsigter og historier, han senere kunne gøre brug af i sit forfatterskab. Årene i ufrihed havde givet ham en skarp forståelse for forskellige typers personligheder. Dette benyttede han til at lade personerne udfolde sig på papiret. Uden tugthusopholdet havde Dostojevskij nok stadig været en stor forfatter, men sikkert ikke så stor, som han endte med at blive. Hans erfaringer var dyrekøbte og for manges vedkommende ikke bundet til hans samtid. Derfor bør han også læses i dag.

tirsdag den 15. december 2020

Tiårig globetrotter i krigens skygge

Irmgard Keun: ”Barn af verden”, Forlaget Silkefyret 2019. 171 sider, 199 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.


Der er selvbiografiske træk i Irmgard Keuns ”Barn af verden”, dog fordelt på to personer; den tiårige Kully og hendes forfatterfar. I 1936 emigrerede Keun til Holland, fordi hendes bog ”Kunstsilkepigen” fra 1933 (dansk 1933/1981) var blevet erklæret ”entartet” af nazisterne. Keun kendte altså til livet som uønsket kunstner, og i 1938 skrev hun ”Barn af verden”, der foregår samme år og har annekteringen af Østrig med i sit handlingsforløb. Som læser ved man, hvad der siden hændte, men det vidste Keun tydeligvis ikke, da hun skrev romanen. Således bliver den en stærk samtidsskildring, der på troværdig vis skildrer den uvished, man dengang levede i, og som bekymrede nogle mere end andre.

En dysfunktionel bohemefamilie

Skønt Keun var en uønsket forfatter og samfundskritiker, ligesom faderen i romanen, er der markante forskelle på hende og ham. Kullys far er en alkoholiseret og feteret forfatter, der lever et bohemeliv for penge, han endnu ikke har tjent. Fordi det er farligt for ham at befinde sig i sit hjemland, rejser han med sin kone og sin datter rundt til forskellige europæiske storbyer, hvor de indlogerer sig på hoteller og enten lever på nas eller på nåde.

Selvom Kully bliver påvirket af sin mors frustrationer, er denne levemåde det normale for hende, fordi hun ikke erindrer at have prøvet noget andet. Hun undervises mangelfuldt af sin mor, men lærer at tale en masse forskellige sprog, fordi hun søger nye venskaber i alle de byer og lande, de besøger. Kullys trofasthed mod forældrene er markant, men ikke usædvanlig. Børn i dysfunktionelle familier er oftest meget loyale over for deres forældre. Kully er godt klar over, at hun har et anderledes liv end de fleste andre børn, men hun understreger fordelene i at have større viden om verden end andre. Imidlertid er der situationer, hun ikke forstår, hvilket for eksempel fremstår af disse få sætninger:

”Min mor kan ikke lide Manja. Min far kan godt lide hende. Da vi var i Polen for et år siden, trøstede han hende også hele tiden” (s. 57).

Kully har en vis fornemmelse for, hvad hendes far og Manja foretager sig i hinandens selskab, men hun har ikke forståelse for, hvorfor det sårer hendes mor.

Det er ellers ikke, fordi Kully bedre kan lide sin far end sin mor. Moderen er det eneste faste holdepunkt for pigen, men selv dette holdepunkt vakler også ind imellem, når faderens livsførelse får særligt uheldige konsekvenser. Som læser irriteres man over, at moderen tilgiver faderen selv de største svigt, fordi han i løbet af få minutter er i stand til at charmere hende på ny. Men urealistisk er det næppe.

Barnets perspektiv

Skønt Keun lader Kully fortælle i et sprog, der både er for modent og for sammenhængende til en pige i hendes alder, er det klart den tiåriges perspektiv, der fortælles ud fra. Det kan der komme både triste, søde og glade eksempler ud af – eller en blanding som her:

”Jeg kan ikke lide aviser, fordi der næsten altid kun står noget grimt i dem: Om små børn uden opsyn, der falder ned i varmt vand, eller om syttenårige mænd, som bliver påkørt af lastbiler og vilde damer, der hugger hele deres familie ihjel med en økse.

Far har sagt, at udryddelse af en hel familie er blevet et vanvittigt modelune ligesom rødlakerede fingernegle.

Han kan ikke lide helt ildrøde negle på damer, fordi det ligner små blodige kødklumper, som ødelægger hans appetit. Engang sagde han til en dame, at han kun kunne tåle hendes røde negle, hvis hun som supplement ville bære en rød rubin i navlen. Det ville damen ikke, og jeg vidste heller ikke, hvordan hun skulle få rubinen til at sidde fast.” (s. 97).

Kully selv kunne være et af de børn uden opsyn, hun læser om i avisen, for hun bliver efterladt de mærkeligste steder. Ind imellem tvinges hendes mor til at lade pigen være alene på et hotelværelse, men faderen tøver ikke med at lade hende sidde alene i timevis på eksempelvis en restaurant, mens han undersøger mulighederne for at låne penge eller en forårsdag pantsætter familiens overtøj. Men som han siger i en anden sammenhæng til sin hustru: ”[…] du ved jo, at jeg ikke har nogen ansvarsfølelse” (s. 89). På et tidspunkt er det oven i købet Kullys mor, der bliver efterladt, mens faderen tager sin datter med på langfart.

Læseren ved mere end forfatteren

Keun beskriver en verden, der er ved at blive flået fra hinanden af forfølgelser og truende krig. Hun vidste som nævnt ikke, hvordan det hele endte, og det ved Kully heller ikke. Alt, hvad hun kan, er at holde sig til sine forældre, selvom særligt hendes far er dårlig til at tage vare på hende.

I virkeligheden var voksne som Kullys forældre mindst lige så magtesløse som børnene, da krigen brød ud. Da var der ikke andre muligheder end at emigrere eller gå under jorden. Irmgaard Keun valgte den sidstnævnte mulighed og overlevede krigen inden for Tysklands grænser. Hvordan det ville være gået Kully og hendes forældre, kan man som læser kun gætte på, men deres udfordringer var i hvert fald ikke blevet færre end dem, der beskrives i romanen.

”Barn af verden” bliver således en hjerteskærende læseoplevelse, der dels udfolder en lille piges svære liv, dels giver læseren mulighed for at spekulere videre, fordi man ved, hvad der fulgte oven på Anschluss. De spekulationer er ikke mindre hjerteskærende end lille Kullys beretninger.


onsdag den 9. december 2020

To bøger om islamistisk terrorisme

Olivier Roy: ”Jihad og døden”, Vandkunsten 2017, 174 sider, 250 kr.

Tabish Khair: ”Jihad Jane”, EC Edition 2018, 260 sider, 249,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.


Også under coronapandemien har islamistiske terrorister trukket uskyldige med sig i døden. En fagbog redegør for, hvad der kan få unge mennesker til at vælge at dø i kampen for Islamisk Stat, og en roman fortæller historien fra en af de unges synsvinkel.

Lad mig begynde med det eneste dårlige, der er at sige om den danske udgave af franskmanden Oliver Roys lille bog eller lange essay om den dødsdrift, der tilsyneladende er drivmidlet i Islamisk Stats eller Daeshs virke: Det ville have været gavnligt med en grundig korrekturlæsning inden udgivelse. Det er så grelt, at nogle få sætninger er uforståelige. Grunden er sikkert, at en debatbog som denne hurtigt mister en del af sin aktualitet, fordi der konstant finder ændringer sted indenfor det felt, bogen behandler. Således har forlaget en interesse i at få bogen på markedet hurtigst muligt, men her er det altså gået lidt for hurtigt, hvilket er synd, fordi Roy har så meget, og så meget vigtigt på hjerte.

Dermed har jeg også tilkendegivet, at ”Jihad og døden” er en glimrende bog, god at blive klog af - også om tre, fire og fem år.

Dødsdyrkelsen

Islamisk Stat, IS, ISIS eller Daesh … kært barn har som bekendt mange navne, men i dette tilfælde er barnet alt andet end kært. Med medlemmer, der spekulerer i fantasifulde henrettelser og som tilmed lægger film med dem ud på nettet, fordufter ethvert forsonende træk ved bevægelsen.

”Efter min mening”, skriver sociologen Olivier Roy, der er professor ved det europæiske universitet i Firenze, ”er det den systematiske forbindelse til døden, som er en af nøglerne til forståelsen af den nuværende radikalisering: Den nihilistiske dimension er central. Det, der fascinerer, er det rene oprør og ikke konstruktionen af en utopi. Volden er ikke et middel, den er selve målet. Det er en no future-vold.” (s. 24f.). Den fremtid, medlemmerne af Daesh forestiller sig at have, findes efter døden. Derfor gør dens medlemmer sig sjældent umage med at overleve deres terrorangreb eller at flygte fra gerningsstedet, hvis de overlever.

Både blandt jihadister, der kæmper for Daeshs sag mod andre militser eller nationale hære, og blandt terrorister findes der en fascination af døden. Det virker mærkeligt modsigelsesfyldt, fordi flertallet af Daeshs vestlige repræsentanter er ”born again”, hvilket vil sige, at de ”[…] efter et meget verdsligt liv (diskoteker, alkohol og småkriminalitet) pludselig begynder at dyrke deres religion igen, enten individuelt eller inden for en lille gruppe (aldrig inden for rammerne af en religiøs organisation).” (s. 49). Imidlertid – og det er det, der gør det så modsigelsesfuldt - er denne periode som ”genfødt” ganske kort for manges vedkommende, fordi dem, der vælger at bliver terrorister, få måneder senere dræber sig selv og en række andre i et selvmordsangreb. De, der bliver jihadister, får ofte problemer med at indordne sig under de særlige, religiøse eller rituelle krav, der stilles til dem, og en del af dem dør også efter en kort tid ved fronten.

Konstruerede argumenter for kalifatet

Olivier Roy argumenterer for, at Daeshs drøm om oprettelsen af et verdensomspændende kalifat ikke er udtryk for en egentlig politik, men for simpel galskab; en ideologi, der er gået amok fra begyndelsen af.

”Lige fra den jihadistiske bevægelses begyndelse finder man viljen til at skabe en slags homo islamicus, fri af alle nationale, stammemæssige, racemæssige eller etniske tilhørsforhold, ja, selv familie- og følelsesmæssige bånd, et menneske, der virkelig er rykket op med rode for at kunne skabet et nyt samfund efter at have visket tavlen ren.” (s. 55f.). Det er på denne baggrund, at Daesh ødelægger ældgamle kulturværdier, fordi værdien ikke er til stede i jihadisternes øjne. Daesh benægter nytten af en historisk bevidsthed, fordi oprettelsen af kalifatet markerer en helt ny begyndelse. Det er immervæk noget af en påstand, men netop påståeligheden medfører, at Daeshs ideologer griber til en særlig argumentationsform, hvor de trækker skriftsteder ud af deres sammenhænge og gentager dem – som det også sker med deres yndlingsfrase: ”Vi elsker døden, som I elsker livet” - igen og igen med den vinkel, de nu engang tillægger de løsrevne sætninger. ”Hvordan forener Daesh disse modsætninger? Ved at anvende en meget tung kasuistik, en juridisk munddiarré: Man citerer en lang række juridiske doktorer, som rådgiver (naturligvis altid i Daesh’s fortolkning) om alt muligt (slaveri, massedrab på fanger, behandling af kristne, frafaldnes skæbne, attentater, adgangen til paradis osv.). Men endnu en gang sættes forfatterne aldrig ind i en sammenhæng – ingen angivelse af, hvor de kommer fra, ingen oplysninger om deres status og som regel heller ikke en dato. Alt foregår, som om de lærde til alle tider har diskuteret de spørgsmål, som Daesh stiller. Ophobningen af de uimodsigelige citater har til formål at skabe et sandhedsindtryk, og det virker så afgjort imponerende på den nyomvendte.” (s. 102f.). Faren ved disse tilsyneladende velbegrundede, men i virkeligheden nærmest opdigtede argumenter beskriver Roy også på denne måde: ”Selvom det er formålsløst at undersøge terroristernes ’galskab’, er det klart, at den fortælling, Daesh har bygget op, kan fascinere svage folk med svære psykiske lidelser.” (s. 50). På den måde spekulerer Daesh i at skaffe svage soldater til deres dødshær. Samtidig understreger han flere gange, at der ikke er tale om hjernevask. De, der lader sig gribe af den besynderlige ideologi, gør det af egen fri vilje; men nogle har flere forudsætninger for at gøre det, end andre. Selvom der er tale om en form for galskab, er de ikke utilregnelige i gerningsøjeblikket, men fuldt bevidste om, hvad de gør. Lever man et liv, hvor man har svært ved at finde mening med noget som helst, og hvor døden måske ligefrem lokker som en forløsning, kan Daeshs dødsdrift virke tillokkende. Derfor er det da også en af Roys hovedpointer, at Daesh imødekommer en særlig ungdomskultur, der dyrker døden, f.eks. i computerspil og film.

Forskellen på Daesh og islam

Læseren af denne anmeldelse sidder måske med en fornemmelse af, at det ikke er nødvendigt at læse bogen, fordi jeg allerede har givet et grundigt referat af den, men det er ikke tilfældet. ”Jihad og døden” rummer en lang række andre indsigter, som Roy argumenterer overbevisende for.

Afslutningsvist vil jeg forhindre en eventuel misforståelse, som min gengivelse af Roys heftige kritik af Daesh måske kan afstedkomme: Roy kritiserer ikke islam og muslimer. Det er kun repræsentanter for Daesh, han ikke har respekt for. Derfor understreger han, at Daesh ikke repræsenterer islam. End ikke salafister er så rabiate som Daesh. Når der sættes lighedstegn mellem Daesh og islam, skader det sidstnævnte, hvilket er både urimeligt og unødvendigt. At det er unødvendigt skyldes, at islam, ifølge Roy, ikke udgør en stor trussel i Vesten. Den store kamp indenfor islam føres i de muslimske lande mellem sunni- og shiamuslimer. Derfor er langt de fleste ofre for terrorangreb udført af muslimer også muslimer. ”At forestille sig, at Daesh skulle kunne forene den globale islam imod et Vesten, der undermineres af de derboende muslimers femte kolonne, er simpelthen at forfalde til Daesh’s hjernespind.” (s. 147).

Roy er ikke tilhænger af den omsiggribende og i Frankrig særligt udbredte fjernelse af religion i det offentlige rum: ”Verdsligheden à la francaise løser ikke problemerne. Når man fordriver religionen fra det offentlige rum, overlades den til de marginaliserede og radikaliserede. Salafismen er velegnet til en marginalposition, for det ønsker den selv. Overklassens og middelklassens islam ønsker tværtimod anerkendelse, institutionalisering og tilstedeværelse. Og hvordan reagerer man? Med at forbyde tørklæder på universiteterne! Ved at gøre det rammer man netop fremtidens eliter, lige præcis dem, der som integrerede og universitetsuddannede skulle opfinde en ’praktisk’ og forsonende islam.” (s. 154f.).

Selvom denne udvikling nok stadig er mest markant i Frankrig, følger Danmark godt med. Derfor kan det være fornuftigt at lægge sig disse ord på sinde: ”Religionen, og det gælder alle religioner, er ikke et redskab for radikalisering eller afradikalisering. Den har sin egen værdighed, den udfolder sit eget rum, som hverken er socialt eller territorialt, men åndeligt.” (s. 155).

Med ”Jihad og døden” har Olivier Roy skrevet et vigtigt, velargumenteret og sympatisk indlæg i en samfundsdebat, der i alt for høj grad lader sig skræmme og styre af en flok dødsfikserede frustrerede unge.

 


Den rene godhed er virkelig ondskab

I Tabish Khairs roman ”Jihad Jane” er  fortælleformen afdæmpet, selvom noget af det, der refereres, er grufuldt. Jamilla, der fortæller i , er kun med nød og næppe sluppet ud af den situation, hun i ungdommelige frustration havde bragt sig selv i. Den nærmest refererende fortælleform virker i denne sammenhæng meget troværdig, for det er en chokeret kvinde med samvittighedsnag og manglende forståelse for egne valg, der beretter om det skete. Kun få gange bevæger Jamilla sig bort fra den faktuelle fortælling og løfter sløret for de tanker, hendes oplevelser blandt Islamisk Stat i Syrien har vækket i hende; for eksempel denne overvejelse om forholdet mellem godt og ondt:

”Ondskab er en forudsætning for godhed. Godhed åbenbarer sig kun gennem dets evne til at tolerere ondskabens smålighed og dumhed. Godhed må leve med risikoen for ondskaben, ikke udrydde den. Så længe den gør det, vil ondskaben, der konfronterer godheden, forblive smålig, dum, begrænset og i det væsentlige ubetydelig. Men når godheden ønsker at stå alene og i ren form, så bliver den til ondskab, virkelig ondskab.” (s. 145).

Således beskrives den fanatisme – religiøs såvel som politisk – der først griber til propaganda og siden vold for at få ret. Den slags skal have plads i det offentlige rum, for hvis man først griber til censur, bliver det utydeligt, hvor tåbeligt – og ondt - det er.

Ondskab i forskellige størrelser

Det er netop ondskab, der er på spil i ”Jihad Jane”; både i det små og i det store.

Det små kan ellers virke stort nok, hvilket Jamilla afslører med dette tilbageblik på sin opvækst i Storbritannien:

”Hvordan havde jeg kunnet undgå at bemærke de mange mennesker, der havde accepteret mig, som jeg var, tilsløret og fremmed i deres verden, blot fordi nogle få nidstirrede mig, var truende eller opførte sig som hende den skøre kvinde i bussen, der råbte efter mig? Hvordan havde jeg kunnet undgå at se det gode i parkerne, der var fyldt med legende børn, hvordan der blev taget hånd om de svage og folk uden job.” (s. 170).

Jamilla var forblændet, så hun undgik at se alt det gode ved det samfund, hun levede i som barn og ung. Det negative tog fokus og lokkede hende og veninden til Syrien, hvor de som ekstremistiske muslimer ønskede at leve under de regler, som Islamisk Stat indførte. På den måde minder Tabish Khairs roman os om, at en klar afstandtagen til mennesker, der ser anderledes ud eller klæder sig på en anden måde end flertallet, kan marginalisere dem yderligere. Denne påmindelse er på sin plads, men ville fungere som en alt for stor moralsk pegefinger, hvis den stod alene i bogen. Det gør den heldigvis ikke. ”Jihad Jane” er i endnu højere grad en advarsel til unge muslimer mod at lade sig gribe af religiøs fanatisme. Khair er alt andet end islamfjendsk i sin bog. Ofte lader han Jamilla fastholde, at hun stadig er troende, men på en anden måde en tidligere. Han udpeger altså en anden, men stadig religiøs vej end den, der kan virke så fristende for unge, rodløse og frustrerede muslimer. Samtidig udfolder han en mulig konsekvens, hvis de alligevel vælger at melde sig under Islamisk Stats sorte faner som hellige krigere.

Underkastelse for hvis skyld?

Livet som mand, der har underlagt sig Islamisk Stats regler, er livsfarligt, fordi det føres ved fronten og med en forventning om, at man ikke regner sit eget liv for noget. Den martyrdød og efterfølgende paradistilværelse, som man går i møde, er langt bedre end det liv, man kan få her på jorden. Livet som kvinde er imidlertid ikke meget bedre. En del presses til at melde sig som selvmordsbombere, mens de øvrige hurtigst muligt skal giftes med en kriger og føje ham i et og alt. En hustru, der ikke er føjelig, anses for at forbryde sig mod Allahs vilje, og skal derfor straffes hårdt. Indtil en af disse muligheder – selvmord eller giftermål - kan virkeliggøres, oplæres kvinderne i Islamisk Stats officielle lære, der hele tiden ændrer sig i takt med, at forskellige imamer og skriftlærde vurderes som for slappe i deres udlægning af Koranen. Som Olivier Roy argumenterer for i sin bog, dyrker Islamisk Stat en dødskult, hvor det ikke kun er fjendernes, men også tilhængernes død, der er attråværdig. Af denne grund mener han, at mange af dem, der melder sig til kamp for kalifatet, ikke er synderligt religiøse. Jabish Khair lader Jamilla og hendes veninde repræsentere en anden gruppe. De er nemlig meget religiøse, idet de konstant læser koranen og diverse rabiate udlægninger af den, ligesom de dag ud og dag ind fuldfører de vedtagne religiøse ritualer. De ønsker at leve hundrede procent op til det, ordet ”islam” betyder, nemlig ”underkastelse”. Men lidt efter lidt må Jamilla stille sig selv spørgsmålet om, hvem det er, hun underkaster sig. Er det Allah eller Islamisk Stat? En sådan tvivl gør blot hendes i forvejen livsfarlige tilværelse endnu mere usikker.

En indisk forfatter i Aarhus

Tabish Khair stammer fra Indien, men bor i Aarhus, hvor han arbejder som lektor i engelsk ved Aarhus Universitet. Khair har skrevet en række romaner, hvoraf ”Jihad Jane” er hans seneste. Det er rosværdigt, at det aarhusianske forlag EC Edition har ladet Ole Alkærsig oversætte bogen, så den også kan læses på dansk. Romanen er topaktuel og vedkommende, for selvom Islamist Stat er presset, kan der hurtigt opstå nye retninger med nogenlunde samme mål. Bogen vil sikkert have flest voksne læsere, men dens opbygning som en slags thriller kan måske også være med til at fange unge læseres interesse. Det har man da lov at håbe, for det er i høj grad unge, frustrerede muslimer, der kan have gavn af at læse en roman som ”Jihad Jane”.