fredag den 17. maj 2019

Erhvervslivet i bogform - en litterær refleksion

Kan man læse erhvervslivets historie ind i og ud fra litteraturen? Har den nedskrevet og opfanget bevægelserne, der er sket i måden, vi har drevet handel på, eller er det kun identitet, heltemodige kampe og kærlighedsrelationer, den har registreret? Og kan forretningsmanden få noget ud af  litteraturhistoriens store klassikere?


Af Jakob Brønnum

1. Sun Tzu: Krigskunsten (ca. 400 fvt.)

Det er ikke tilfældigt, at Sun Tzus Krigskunsten for nogle år siden udkom i den hidtil seneste danske oversættelse på forlaget Gyldendal Business. Et realityshow fra Singapore har de senere år haft en vært, der rejser rundt og hjælper entreprenører med at løse deres forretningsproblemer ved hjælp af råd fra den kinesiske klassiker, Krigskunsten.

Den ældgamle kinesiske klassiker har en lang historie som en bog om livsvisdom, der kan bruges på andre områder end slagmarken. Selvom Sun Tzu, ligesom så mange antikke og meget gamle forfattere, formentlig er en sagnfigur og værket en samling af andre værker, anses det af det læsende publikum ligesom Homers Illiaden og Odysséen for en forfatters værk.
Bogens strategiske anvisninger og refleksioner har inspireret Mao og amerikanske militærfolk i krigene mod Japan, Vietnam og Korea, ikke mindst for at forstå, hvordan modstanderen tænkte. I det 20. århundrede er sportsfolk, politikere og forretningsfolk kommet med på vognen.
Værket, der ikke er længere end højst 60-70 sider i en almindelig paperback har mange af de taoistiske og buddhistiske udgangspunkter, som det ses i citater som dette: "The supreme art of war is to subdue the enemy without fighting."

I den taoistiske visdom handler det om at afvente den rette omstændighed og situation for sin handlen, og det kan udmærket overføres på markedsanalyse. Det kan dette også: "Let your plans be dark and impenetrable as night, and when you move, fall like a thunderbolt." Vis ikke konkurrenten, hvad du har i sinde at markedsføre, og når tiden så er inde, sætter du en overvældende kampagne i gang.
Lad os se, om vi kan få nogle pejlemærker af nogle af de mange bøger fra litteraturhistorien, som tager stilling til eller bare skildrer forretningslivet
[caption id="attachment_40154" align="aligncenter" width="541"] En bambusbog fra 1700-tallet med en udgave af Sun Tzu[/caption]
Men kan man virkelig sammenligne forretningslivets krav med de udfordringer, en højerestående officer møder på slagmarken og bag den? Er der ikke nogle moralske problemstillinger, som går fløjten?
Eller gælder alle kneb i handel, som de gør i krig og kærlighed? Skal man altid udnytte modstanderens svage punkt til egen fordel? Skal man altid analysere sin situation på markedet, som om var en krigsskueplads? Hvor ender det?
Lad os se, om vi kan få nogle pejlemærker af nogle af de mange bøger fra litteraturhistorien, som tager stilling til eller bare skildrer forretningslivet. Og en ting til: Husk, at selvom du ikke har læst den, så har kineserne.

2. Plautus: Mostellaria (Det hjemsøgte hus, ca. 185 fvt.)

Vi springer forbi både Homer (ca 600 fvt.) og Platon og Aristoteles (400-300 fvt.), til trods for at sidstnævnte var huslærer for historiens mest succesfulde hærfører, Alexander den Store, og lander midt i Romerrigets første tid, hvor litteraturen, filosofien og teaterlivet blomstrer.
Nu kender vi til gengæld ofte forfatterne og deres liv. Plautus og Terents, for eksempel – to meget dygtige komedieforfattere, hvis værker er bevaret frem til i dag. Ligesom de 1700-1800 år senere komedieforfattere som Moliére og Holberg skriver Plautus ofte om "de faktiske forhold i jernindustrien". For eksempel i skuespillet Det hjemsøgte hus.
En rig købmand vender hjem efter en forretningsrejse og kan ikke komme ind i sit hus, fordi hans tjenere påstår, at det er hjemsøgt af spøgelser. I virkeligheden har hans søn drukket det meste af husets værdi op og lagt det mere eller mindre øde, hvad de ansatte prøver at forhindre ham i at opdage.

Det er problemstillingen, og dengang har det været alle mænds værste skræk, og derfor har skuespillet været noget af et gys bag sin velturnerede humor. I dag ville historien have handlet om, hvordan nogen i ly af mørket havde tømt ens bankkonto, eller – værre endnu – kun på papiret havde produceret, hvad virksomheden plejede, mens man i virkeligheden havde holdt lukket.
Det, at en husherre aldrig kan vide, hvad han vender hjem til efter en langvarig bortrejse, findes egentlig ikke mere som udgangspunkt for en fortælling, for vores kommunikationsmidler har ændret det. Men alle rollerne i Plautus' skuespil kendes stadig. De udgør en ret præcis, symbolsk redegørelse for, hvordan en virksomhed fungerer, og de problemer ledelsen altid står med: Skal man detailstyre eller risikere, at folk ikke passer deres arbejde, som de skal?
Og rollerne er klokkerene: Der er ham, der altid passer sit arbejde og tager de tunge pligter – en af de ældre tjenere, der tager på landet for at høste, eftersom ingen har passet landbruget, mens husets herre var borte. Der er ham, der ikke siger noget om situationen, selvom han ved, den er gal. Og ham, der decideret skjuler det, der sker, så længe som muligt, fordi han selv har fordel af det. Og ham, der godt ved, at hans kollega er kommet i vanskeligheder, og det passer ham fint.
Plautus' Det hjemsøgte hus bliver derved inspiration med modsat fortegn i forhold til Sun Tzus Krigskunsten: Et litterært værk om, hvordan man ikke skal gøre det. Værket kan findes på Project Gutenberg, som de næste værker også kan.

3. Machiavelli: Fyrsten (1513)

I sin bog Life, Inc.: How the World Became A Corporation and How To Take It Back (2009) gør den amerikanske forfatter og samfundskritiker Douglas Rushkoff opmærksom på, at der er det meget problematiske ved den måde, vi tænker i virksomhedskultur, at vi skaber en hel masse små moralsystemer, som konkurrerer med hinanden.
Det er moralsk korrekt at gøre alt, hvad man kan for at gavne virksomheden og fuldstændig umoralsk at gøre noget, der skader den. Virksomhedens vel er det naturlige parameter, som moralen udfolder sig i.

Men hvad nu hvis virksomhedens vel er strategier til at blive bedre til udnytte hullerne i loven? Eller at arbejde for at få fordele hos lovgivere eller offentlige indkøbere, som reelt udhuler velfærdssamfundet? Eller at presse medarbejderne i en mindre virksomhed, som ejes af et konsortium, for at nå de og de indtjeningsmål?
Virksomhedens vel er det moralske parameter, så det er ikke umoralsk at foretage noget, der forringer de ansattes livskvalitet, hvis det gavner virksomheden. Alle privatansatte, der har prøvet at få nye udenlandske ejere, ved, hvad jeg taler om. Og Sun Tzu lurer i baggrunden.
Den italienske renæssancetænker og historiker Machiavelli har i bogen Fyrsten beskrevet, hvordan man indfører sit eget moralsystem og etablerer et grundlæggende herredømme i nye regioner. Nye markeder. Det er ikke først og fremmest til en leder af en salgsvirksomhed, men en lovgiver og politisk leder, Machiavelli giver råd. Med Rushkoffs begreb er det råd om, hvordan man overfører sit eget moralsystem på dem, man vil lede og hvis områder, man vil gøre til sit domæne.
Opskriften har været så effektiv, at udtrykket machiavellisme er en kendt aktionsform. Den består i sætte sine følelser til side, for derved bedre at kunnen tjene de interesser, man forvalter, som regel sine egne. Derved er bogen ligesom Sun Tzus Krigskunsten også blevet anvendt mere alment.
Man forstår det, når man læser citater som dette: "Everyone sees what you appear to be, few experience what you really are." Og det her: "If an injury has to be done to a man it should be so severe that his vengeance need not be feared.” Det er strategier, der umiddelbart kan overføres på erhvervslivet i en konkurrencesituation. Og som bekendt er konkurrencesituationen i dag forstået som den grundlæggende ingrediens i et dynamisk marked. Det skal vi komme ind på lidt senere.

4. Martin Luther: Om forretningsvirksomhed (1524)

Martin Luther lavede den genistreg at adskille dele af tilværelsen fra det religiøse domæne og opnåede derved at underminere den totalitære magtinstitution, der gjorde krav på indflydelse over alle tilværelsens områder gennem middelalderen fra ca. år 600, nemlig den katolske kirke.
Hans tanker om adskillelsen af de åndelige og det verdslige i livet er så siden blevet udnyttet af magtpersoner til at skabe et moralfrit rum, nemlig det verdslige i livet. Det er en grov forvrængning af hans tanker.
Luther mente ikke, at man var mindre forpligtet på sin kristentro, herunder særligt hengivenheden for sin næste, i det verdslige dagligliv. Det kan man forvisse sig om ved at læse Den lille katekismus (1529), der var konfirmationspensum for alle frem til midten af 1900-tallet.
Troen og troens forpligtelser må ifølge Luther gennemsyre både hverdag og helligdag. Når regeringen og det populistiske støtteparti i skrift og tale hævder at "Danmark er et kristent land", er det et udsagn tømt for indhold, fordi det bygger på misbruget af Luthers såkaldte "toregimentelære" om adskillelsen af det verdslige og det åndelige i livet.
Luther mente, at handelsbranchen er den laveste af alle brancher. Den gang beskæftigede man sig intenst med at udpege, hvad der var ædelt her i livet, og hvad der var forkasteligt, hvem der var høj, og hvem der var lav.
Man kan ikke læse en roman eller en tekst om menneskelige forhold fra middelalderens afslutningen til langt op i 1800-tallet, der ikke interesserer sig for at karakterisere det gode og ædle over for det dårlige og lave. Man tænkte i hierarkier i tilværelsen og i samfundet.
Det var vi næsten holdt op med på grund af menneskerettighedstænkningen, indtil den populistiske reaktion på indvandringen indfandt sig i Europas og USA.
Luthers forfatterskab er temmelig rodet, og han havde virkelig brug for en forlagsredaktør, men desværre fandtes sådan en ikke, bogtrykkerkunsten var jo nærmest lige opfundet. Blandt de mest gennemarbejdede skrifter uden mange svinkeærinder og kraftudtryk, som han ellers jævnligt forfalder til, er et meget læseværdigt lille skrift om samtidens forretningsmoral. 1500-tallet oplevede en prisrevolution ved overgangen fra naturalieøkonomi til pengeøkonomi, hvis voldsomhed kom bag på Luther.

I skriftet Om forretningsvirksomhed (1524) lægger han sin holdning frem for særligt de tyske fyrster. Skriftet udkom sammen med den 10 år ældre prædiken, Sermon om ågeren, der handlede om rentetagning, som med handelslivet og bankvæsenets fremkomst dengang langsomt var ved at miste sin retmæssige plads i straffeloven under tyveri, hvor den havde befundet sig i hvert fald siden Romerrettens samling i senantikken i år 525.
I skriftet om forretningsvirksomhed forklarer han, at bonden er den, der har det ædleste arbejde – stik modsat, hvad man dengang og i dag ville mene. Hvorfor? Jo, fordi han står direkte under Guds nåde – for i Luthers optik er det jo Gud, der har skabt livet, der sørger for vind og vejr. Det kan han finde masser af udsagn om i Bibelen.
Hvorfor er handelsfolkene så de laveste? Jo, fordi de hele tiden prøver at tjene penge uden at have arbejdet for det eller ved at arbejde så lidt som muligt, for eksempel ved at tage så meget for varen, som de kan få, uden hensyn til dens egentlige værdi.
I et skabelsesteologisk perspektiv og et kulturhistorisk miljø, hvor man indordner mennesker og ting i livet efter høj og lav, stor værdi og ringe værdi, da er den indstilling at tjene mere, end varen reelt er værd, komplet umoralsk. Der må man altid tilstræbe at fremelske menneskers og tings reelle værdi.

5. Goethe: Wilhelm Meisters læreår (1795-96)

Pengeøkonomien blev som bekendt det, der vandt, sammen med handelslivets præmis, at det bestemt ikke er umoralsk at tage så meget for en vare, som man kan få, tværtimod er det moralsk, for ellers undergraver man virksomhedens soliditet.
I dag kan man vel gå så vidt som til at kalde det selve virkelighedens fast grund.
Indledningsafsnittet til andet kapitel i Goethes dannelsesroman Wilhelm Meisters læreår er uventet. Det er en samtale mellem hovedpersonen og hans mor. De taler om faderen. Faderen er handelsmand. Wilhelm Meister er teaterinteresseret. Det ser ud, som om det handler om forholdet mellem det vigtige og det uvigtige her i livet:

Da Wilhelm næste Dag sagde Godmorgen til sin Moder, betroede hun ham, at hans Fader var meget gnaven og med det første vilde forbyde ham at gå i Teatret hver Aften.
»Selv om jeg,« vedblev hun, »gerne selv går i Teatret, må jeg dog forbande det, da min Husfred bliver forstyrret ved din ubændige Tilbøjelighed for denne Adspredelse. Fader spørger hele Tiden, hvilken Nytte det er til, og hvorfor man skal spilde sin Tid sådan.«
»Jeg har også måttet høre for det,« sagde Wilhelm, »og har måske svaret ham lidt for rask. Men i Himlens Navn, Moder, er da alt det til ingen Nytte, som ikke direkte bringer os Penge i Lommen eller skaffer os i Besiddelse af det allernærmeste? Havde vi ikke Plads nok i det gamle Hus, og havde det været nødvendigt at bygge et nyt? Bruger Fader ikke årlig en anselig Del af Indtægten af sin Forretning til at udsmykke Værelserne? Er disse Silketapeter, disse engelske Møbler ikke unødvendige? Kunde vi ikke nøjes med tarveligere?
Jeg tilstår i al Fald, at disse Stribede Vægge, disse hundrede Gange gentagne Blomster, Snørkler, Kurve og Figurer gør et rigtig ubehageligt Indtryk på mig. Jeg kan i bedste Tilfælde gå med til, at de ligner vort Fortæppe på Teatret. Men hvor er det dog noget helt andet at sidde foran det! Selv om man må vente nok sålænge, ved man dog, at det vil gå op, og vi får de mest afvekslende Ting at se, som underholder, belærer og højner os.«

Man ser, at Goethes person er optaget af det høje og det lave her i livet, som også Luther var. Det, der er interessant, er, at Goethes hovedperson fastholder, at den verden, han møder i teatret, er meget mere virkelig end faderens handelsverden. Det vil komme som en overraskelse for de fleste af os. Goethes argument er, at det, mennesker kommer ud for i scenens problemstillinger, viser, at de er rigtige mennesker i virkelige liv. Replikskiftet her er et opgør med en materialistiske livsholdning, som handelslivet symboliserer i romanen.
Når Goethe lader sin hovedperson hævde, at virkeligheden findes i teatret, leger han selvfølgelig med den tanke, at teater lever af illusionen, modsætningen til virkeligheden. Men han befinder sig endnu på et tidspunkt i kulturhistorien, hvor mennesker kunne komme i tvivl om, hvorvidt livets åndelige kvaliteter var mere virkelige end de materielle, og kan derfor lave dobbelttydigheden som et billede, der giver stof til eftertanke. I dag ved vi, at kun tingene og det materielle er det virkelige.

6. Theodore Dreiser: Trilogy of Desire (1912)

Hvordan det er kommet dertil, skriver den nu nærmest glemte amerikanske romanforfatter Theodore Dreiser om i en flot, om end litterært set måske noget bombastisk trilogi, Trilogy of Desire.
Andet bind, "The Titan" (1914) fortæller om Frank Cowperwood, der uden andet hensyn end til at sikre sin indtjening genskaber en formue, han havde mistet efter et finanskrak. I første bind "The Financier" (1912) tjente han sin første formue på blandt andet økonomisk spekulation. Bøgerne ligger på Project Gutenberg.

Hovedpersonen i romanerne er tegnet over en virkelig finansmand, der oprettede sporvognslinjer i Chicago. Bøgernes læseværdighed består ikke mindst i den konsekvens i skildringen af tankegangen bag forretningsmetoderne, som Dreiser viser.
Strategien ligger på linje med, hvad vi lærer af Sun Tzu og Machiavelli. Det handler om at komme frem i verden, og intet andet er vigtigt – heller ikke hvem man kører over på vejen.

7. Sinclair Lewis: It can’t happen here (1935)

Den i dag næsten glemte, amerikanske nobelpristager Sinclair Lewis kom pludselig ind i mediebilledet igen for snart et par år siden, da litteraturhistorikerne kom i tanker om, at hans roman It can’t happen here fra 30'erne handler om, hvordan en højrepopulist kommer til magten i USA, som det er sket med Donald Trump.
Hvad har det med forretningslivet at gøre? Sinclair Lewis' genistreg består i at vise, hvordan det omgivende samfunds støtter – de republikanske forretningsfolk og de husmødre, som kan rejse rundt og holde opbyggelige foredrag – ikke reagerer på demagogen, fordi de kan bruge ham. Bortset fra dem, der ikke reagerer, fordi de rent faktisk ikke har et demokratisk sindelag.
Romanen er regulært profetisk, eller rettere politisk indsigtsfuld, for det er de samme argumentationer og de samme politiske holdninger, som dem vi ser hos Trump i dag. Komplet med ”Make America great again”-sloganet.

Den har en flot række af portrætter af de mennesker i lokalsamfundet, almindelige handelsfolk og folk i forskellige magtpositioner lokalt, der gennem deres måde at handle på i konkrete situationer skaber forudsætningerne for, at den udemokratiske populist kan blive præsident. Det illustrerer dagens politiske situation.
Når Trump stadig har det republikanske partis støtte (bortset fra dem, der kritiserer ham, når de forlader politik, og derved bliver en avanceret form for medløbere på hans umenneskelighed), skyldes det, at forretningslivet kan bruge ham. Hans ophævelse af miljøregulativer og mangel på interesse for mindsteløn og arbejdsvilkår forbedrer virksomhedernes produktionsvilkår.
Man kan med Rushkoff sige, at det ville være umoralsk virksomhedsmæssigt set at styrte ham, for det vil ikke være til egen fordel, rent forretningsmæssigt, selvom man menneskeligt set ved, at man burde.
Men derved risikerer man at sætte selve det menneskelige til side som uvigtigt. Menneskeligheden bliver på sin vis ikke det egentlige i livet, men det, man handler med.

8. Kazuo Ishiguro: Never let me go (2005)

Den engelske nobelpristager i litteratur fra 2017, Kasuo Ishiguro, har en gribende roman om at handle med mennesker.
Nogle gange kan man gribe sig i at tænke, om Ishiguro udøver følelsesporno, for i hans romaner findes altid et eller andet sted, hvor verden er bundløst grum. De genrer, han skriver i, er forskellige, og emnerne er meget forskellige, men den bundløse, ondskabsfulde, smertefulde grumhed, der lidt efter lidt viser sig, er den samme.

I Never let me down møder vi nogle pragtfulde unge mennesker på en institution. Stor er rædslen hos læseren, når man indser, at den melankoli, der også præger det hele, skyldes, at personerne er fuldt følsomme og tænkende menneskelige kloner, hvis livsmål det er at levere organer til rigtige mennesker – indtil de ikke har mere at levere og må lægge sig til at dø i slutningen af 20'erne. Vi følger dem frem til efter, at livsvigtige organer er doneret til rigtige mennesker.
Det er den yderste konsekvens af at gøre det menneskelige til en handelsvare, som Ishiguro skildrer her. Den er så langt ude, at vi næsten ikke kan se, hvad symbolikken går ud på. Den er, at mennesket er en handelsvare. Nøjagtig som man langt om længe forstår om Facebook, at der er os, brugerne, der er varerne, ejerne sælger til annoncører.
Selvfølgelig kan vi ikke bruge mennesker på den måde, som Ishiguro skildrer. Men hvor går grænsen?

9. Anders Bodelsen: Frysepunktet (1969)

Der findes en interessant parallel til Ishiguro i en tidligere roman, Anders Bodelsens Frysepunktet.
Frysepunktet er en science fiction-roman om en yngre mand, der lader sig fryse ned, fordi lægerne har opdaget, at han lider af en sygdom, de først regner med at kunne helbrede om så og så mange år.

Romanen er på mange måder helt essentiel i beskrivelsen af teknologiens udvikling i vores nye massesamfund. Hovedpersonen bliver flere gange tøet op og møder mennesker, han har kendt som ung, der nu er ældre end ham selv. Parallellen til Ishiguros yderliggående skildring af teknologiens umenneskelige potentiale ligger i en banalitet, som vi har glemt.
I 1940'erne, da krigen var ved at være slut, aftalte de allierede magter at indrette verdens nationaløkonomier på en sådan måde, at man med de store statsejede virksomheder ville skabe et overskud, der gav mulighed for at finansiere et socialvæsen af hidtil ukendt omfang.
Det var den såkaldte keynesianisme efter den engelske økonom John Maynard Keynes' teorier. Han sad med ved bordet ved de afgørende forhandlinger i Bretton Woods i USA i juni 1944.
Det, der lå neden under Keynes' teorier, var også den fantastiske grundtanke, at det med den teknologiske udvikling og den store statslige organisation af det socialliberale samfund ville være fuldstændig unødvendigt at arbejde mere end fem-seks timer om dagen.

Reagans og Thatchers omklamring af Keynes' store kritiker, Milton Friedman, mindre end 40 år senere, betød, at man fra 1980 afregulerede nationaløkonomierne og slankede staterne, hvad vi ikke så længere senere møder i Danmark under Anders Fogh Rasmussens tanker om "Fra socialstat til minimalstat".
Den frihed, vi alle kunne have fået gennem de store offentlige organisationers uddeling af den, blev givet til private, og vi har nu et ukontrollerbart milliardærvælde, hvor de middelalderlige fyrster, som Luther og Machiavelli rådgav, er vendt tilbage. Bare ikke geografisk afgrænsede. De kan fabulere om at bygge metro fra New York til Washington eller kolonisere Mars.
Og de kan gøre det, hvis de vil. Der er bare én ting, der er helt sikkert: Dem, der kommer til at få glæde af det, det er dem, der selv kan betale for det. Almenvellet er en saga blot.
Hos Bodelsen er der flere steder den fremtidstro – ikke ironisk, men fuldstændigt oprigtigt ment – at alle mennesker i almindelighed vil få glæde af fremskridtet, fordi det automatisk bliver ligeligt fordelt.
Vi kan næsten ikke forstå det i dag. Så sent som 60'erne ville det have været en mulighed, at staten sikrede gratis wi-fi til alle. I dag er det privat og koster, hvad man kan få os til at betale for det. Hvorfor blev det ikke sådan, at alle fik ligelig del i fremskridtet?

10. Elena Ferrante: Min geniale veninde (2011)

Egentlig handler Elena Ferrantes fire Napoli-romaner om to kvinders måde at manøvrere sig gennem et mandsdomineret samfund. Men særlig den første viser noget om erhvervslivet, som ligger i dybet af den, skjult og godt.
Den italienske forfatter og journalist Roberto Saviano har gjort opmærksom på noget meget, meget vigtigt om den sorte økonomi, for eksempel narkoøkonomien. Vi går rundt og tror, at narkoøkonomien er en plet på det kapitalistiske system, der er det eneste ordentligt velfungerende økonomiske samfundssystem, trods alle dets fejl og mangler. En undtagelse. Men det er forkert.

Narkoøkonomien er essensen af det kapitalistiske systems virkemåde, forklarer han. Det er den perfekte udformning af handelslivets ideologi, når det gælder at iværksætte sin strategi for at tjene flest mulige penge og derved moralsk set opfylde sin opgave: At styrke sin virksomhed.

Der er altid kunder nok til narko. Alle leddene er udskiftelige. Der er altid nok af leverandører. På grund af hemmeligholdelsen må transport ske i enkle, udskiftelige led. Distributionen ligeså. Det er perfekt for den rene, uforstyrrede indtjening.
Og vi ved det jo godt. Det er den vej, alle de store forretningskæder fører vores forretningsliv. Færre og færre modeller og varetyper, der forenkler produktionsomkostningerne. Færre og færre specialiserede ansatte, der let kan skiftes ud. Centrale indkøb, så der heller ikke lokalt kræves fagkundskab om det. På den måde bliver hver enkelt led i forretningskæden udskifteligt og i sin enkelhed billigere at erstatte.
Og så en ting mere, som vi alle sammen ser hver dag, mange gange, med abonnementer af enhver art. Narkohandlermetoden: Du får det første gratis, og når du så har vænnet dig til at bruge det, så bonner vi dig big time.

Det er også den måde, handelslivet fungerer på i Ferrantes lokale boligkvarter i Napoli på grænsen til og inde i den italienske mafia. Man knytter folk og kunder til sig, man kan regne med, og som langsomt bliver afhængige af én. Og bliver nogen konkurrent for stor eller for besværlig, så gør man alt for at underminere vedkommendes levebrød. For til sidst helst at være alene på markedet.
I dag vil man ikke være åbenlyst alene på markedet, men hellere gerne eje alle markedets virksomheder, som man så lader konkurrere med hinanden. Af hensyn til markedets dynamik. Eller som Sun Tzu skriver et sted: Al krigskunst bygger på bedrag.
Det er i det hele taget i opgør med og reaktion på mændenes adfærdsformer i den form for økonomiske spilleregler, at de to kvindelige hovedpersoner udvikler sig til voksne mennesker; vidt forskellige fordi den ene undertrykkes af dem, mens dens anden kommer fri.
Det er måske dér, den vigtigste kulturkamp står i dag. Hvad mon udfordringen til erhvervslivet er i det spektrum?

Klummen har tidligere været bragt i POV International

fredag den 10. maj 2019

Og hvem af brødrene var så den største digter?

Antonio & Manuel Machado
Poesi og Prosa
Det poetiske Bureaus Forlag 2017

Af Carina Wøhlk
Udgivelsen af brødrene Machados Poesi og Prosa er en del af serien Bureauets Lommebibliotek. Den lille og let håndterlige bog er da også lige til at stikke i lommen. Spørgsmålet er, om dens indhold er lige så overskueligt, som formatet giver indtryk af?

Bogen rummer et bredt udsnit af Antonio Machados forfatterskab – og en lille smagsprøve på broderen Manuel Machados digtning. Der er altså tale om en form for antologi. Gorm Rasmussen står bag udvælgelsen og oversættelsen fra spansk til dansk. Han har i øvrigt også begået bogens velskrevne og veloplagte forord.

I forordet leger Gorm Rasmussen med tanken om, hvem af de to poeter der er den største – og han udfordrer læseren til at lege med. Dermed lægger han op til den urgamle kappestrid, som har optaget brødrene Machado – nemlig den imellem brødrene Kain og Abel.

98-generationen
Hvem var de så, disse to spanske brødre? Begge blev født i Sevilla i en intellektuel og velbeslået overklassefamilie – Manuel i 1874 og Antonio i 1875. Og begge blev digtere.

I dag er Antonio internationalt anerkendt og Manuel nærmest hensunket i glemsel.  ”Engang var rollerne byttet om”, som Gorm Rasmussen skriver i forordet (se s. 7). Den ringe plads, Manuel levnes i antologien, er et vidnesbyrd om hans nuværende status.

Både Antonio og Manuel Machado var fremtrædende figurer i den såkaldte 98-generation; en litterær bevægelse, der satte sit præg på spansk lyrik i 1900-tallets første årtier.

98-generationenen var optaget af spørgsmålet om Spaniens identitet i kølvandet på landets deroute –  efter tabet af de sidste oversøiske besiddelser. Hvad var Spanien – om ikke længere en verdensmagt?

Brødrene var adelige af herkomst – og alligevel blev de på mange måder folkets digtere.  Både deres poesi og prosa er farvet af spansk folklore og rodfæstet i den spanske tradition.

Ligheder og forskelle
Selv om brødrene ikke har samme skrivestil, er der alligevel mange ligheder at spore. Begge tager afsæt i modernismen. Begge skriver ofte i mol. Begge har gerne selvbiografiske vinkler på det poetiske stof.

I forordet anfører Gorm Rasmussen, at brødene voksede op i en sammenhæng, der var ”antikirkelig, men ikke irreligiøs” (se. s. 11). De er tydeligvis stærkt påvirkede af den bibelske tradition. I særdeleshed er historien om det første brodermord, som allerede nævnt, en stadig inspirationskilde.

Rent politisk kom brødrene til at stå stejlt over for hinanden. De valgte nemlig forskellige sider i den spanske borgerkrig. Antonio endte sine dage som krigsflygtning i Frankrig og Manuel som tilhænger af Francos Spanien, ”som han hyldede i en sabelraslende, blodunderløben poesi”, som Gorm Rasmussen så malende skriver i forordet (se s. 11); en poesi, som ikke har fundet vej til nærværende udgivelse og som givetvis har kostet ham berømmelsen.

Broget samling
Tilbage til anmeldelsens indledende spørgsmål: Hvor vellykket er denne lille bog så som antologi betragtet? Bogen rummer uden tvivl mange gode eksempler på begge brødres formåen. Forordet er sprudlende. Ikke desto mindre er helhedsindtrykket forvirrende.

Læseren skal have tungen lige i munden i forsøget på at overskue to digtere og to litterære genrer. Det forhold, at nogle af prosastykkerne introducerer imaginære personer – Abel Martin og Juan de Mairena, gør ikke sagen bedre. 

Overordnet set er udgivelsen af brødrene Machados Poesi og Prosa en sær og broget samling. Ikke desto mindre brænder nogle af digtene sig fast. Og hvem er så den største digter? Glem det. Evnen til at skrive deler brødrene helt indlysende.     






mandag den 6. maj 2019

Fortidens uhyrligheder ligger på lur

"Netop Theresienstadt er udgangspunktet for Jáchym Topols ”Gennem et koldt land”, som udkom i 2009, men nu er oversat til dansk af Lada Halounová. Ud over det geografiske udgangspunkt har ”Dansetimen” og ”Gennem et koldt land” den lighed, at de begge handler om ekstrem menneskelig ondskab"


Jáchym Topol: ”Gennem et koldt land”,
Forlaget Silkefyret 2018, 221 sider, 250 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Det er begrænset, hvor mange tjekkiske forfattere, der bliver oversat til dansk. Blandt de nulevende er Pavel Kohout og Milan Kundera vel de mest kendte, men sidstnævnte har ikke boet i sit fædreland siden 1975, hvor han flyttede til Frankrig, siden fik fransk statsborgerskab og skrev på fransk. I 1989 udgav Kohout den uafrystelige ”Dansetimen – en tysk romance” (oversat fra den tyske udgave til dansk i 1990) om en 17-årig piges forelskelse i en nazistisk bøddel. Pigens far er kommandant i Theresienstadt.
Netop Theresienstadt er udgangspunktet for Jáchym Topols ”Gennem et koldt land”, som udkom i 2009, men nu er oversat til dansk af Lada Halounová. Ud over det geografiske udgangspunkt har ”Dansetimen” og ”Gennem et koldt land” den lighed, at de begge handler om ekstrem menneskelig ondskab, men mens ”Dansetimen” foregår i 1945, finder hændelserne i ”Gennem et koldt land”, så vidt jeg kan gennemskue, sted engang i startnullerne. Samtidig rykker Topol i løbet af romanen fokus østpå fra Theresienstadt og andre velkendte koncentrationslejre til Hviderusland, hvor lidelserne bestemt ikke har været færre.

Folkemordsturisme
Den ikke alt for kvikke fortæller er vokset op i Theresienstadt, og her vender han tilbage efter et fængselsophold. I mellemtiden har lokale kræfter besluttet sig for at formidle fortidens rædsler på en mere indgående måde end den statslige. Uden at røbe for meget går det ikke efter planen, og fortælleren lader sig headhunte til Hviderusland, hvor lokale kræfter ligeledes ønsker at formidle fortidens rædsler.
Formidlingsønsket har to spor. Dels ønsker man at fastholde historiens rædsler som en påmindelse om, hvilke grusomheder mennesker er i stand til at udføre. Dels ønsker man at tjene på folkemordsturister. Det sidste kammer let over i makaber reklame, ligesom den økonomiske spekulation nedskriver ofrenes historie til en vare på linje med alle andre.
Det projekt, fortælleren og hans venner har, er i udgangspunktet ganske sympatisk, men dels bliver det forfladiget af det merchandise, de producerer billigt og sælger med pæn fortjeneste, dels påkalder de sig ikke kun turisternes opmærksomhed. Fra statslig side er man ikke interesseret i et privat initiativ som dette. Nogle kan have interesse i at fortie fortidens ugerninger. Andre har ondt af, at staten går glip af en indtjening.
Projektet bliver yderligere kompliceret, da fortælleren beretter, at han i fængslet var den, der førte de dødsdømte til bødlen. Han ved ikke hvorfor, men han var i stand til at indgyde dem ro, og derfor blev han udvalgt til denne opgave. Han er altså en medløber, og medløbere kan folkemord og massakrer slet ikke udføres uden. Men nu befinder han sig blandt dem, der vil oplyse om nazisternes ugerninger i Theresienstadt!

Skræmmende sort humor
At fortælleren er god til at tilpasse sig nye situationer viser sig, da han i al hast må forlade Theresienstadt og når til Hviderusland. Her er han dog på fremmed grund. I oversætterens efterord oplyses det, at antallet af hviderussiske krigsofre var 2.230.000, hvilket svarer til en fjerdedel af landets daværende befolkning, men der er lagt låg over tragedien. Derfor reageres der voldsomt fra højeste sted, da nogle idealister begynder at udgrave massegrave. Præsidenten vakler tilsyneladende mellem fortsat at lade fortid være fortid og at opbygge en turismeindustri. Den tidligere så udtalte antisemitisme dukker op igen, som i dette udpluk, hvor det lige er blevet forklaret, at en tredjedel af de dræbte hviderussere var jøder:

”Der har vi det, Artur slår knytnæven i bordet. Det er forfærdeligt mange, fatter I det? siger han til os alle […]
En tredjedel af pengene burde gå til jødiske ofre. Og det er forfærdelig meget. Præsidenten er bange for, at vores folk aldrig vil lade det ske.” (s. 152).

 Imidlertid viser det sig, at idealisterne bestemt heller ikke står tilbage for at udføre grusomheder for at nå deres mål. Således udvikler ”Gennem et koldt land” sig til en så sorthumoristisk roman, at man nogle gange er i tvivl om, hvorvidt det er morsomt eller bare sindssyg uhyggeligt.
Uhyggeligt er det netop, fordi Topol mere end antyder, at den rå umenneskelighed kan stikke sit hadske fjæs frem selv i de mest uforudsigelige sammenhænge. Ikke engang fortælleren er fri for at have en rem af huden og mere til, men snart står han overfor folk, der er langt mere samvittighedsløse end han selv.

”Djævelens værksted”
”Gennem et koldt land” er en mærkelig bog. Topols fortællestil er lidt upræcis og antydende, men det kan netop være med til at beskrive den usikkerhed, der fylder fortælleren. Som den typiske medløber har han konstant antennerne ude for at fornemme, hvad det næste træk skal være. Hans usikkerhed smitter af på læseren, der ind imellem efterlades forvirret et stykke tid, indtil fortællingen samler sig igen. Men hver gang det sker, er man rykket et stykke tættere på den menneskelige ondskab, der i hviderussisk reklameøjemed får navnet ”Djævelens værksted”.
”Gennem et koldt land” skal ikke læses for fornøjelsens skyld, men som en nutidig påmindelse om, at en gentagelse af fortidens uhyrligheder lurer lige under overfladen. Det er næppe noget, der vil lokke voldsomt mange læsere til. Så meget desto større er grunden til at rose Forlaget Silkefyret for at have udgivet bogen på dansk.