tirsdag den 19. december 2017

Om at forstå, at du ikke kan forstå det

Mikkel Pape
”Det første væsen”
Det Poetiske Bureaus Forlag, 150 kr

Af Marie Ladefoged

Denne lille bog forstår, at noget stort og uendeligt kun kan beskrives kort, for ellers vil det uendelige tage over i al sin omfangsrigdom, som naturligvis aldrig ender

Det at skrive klart om noget så uklart som skabelsen af alt er noget af en kunst, og den mestrer Mikkel Pape til fulde. Han har skrevet og illustreret bogen ”Det første væsen”. Bogen fortæller om et væsen, som ikke er Gud, men et Første væsen, som sætter alting igang ved at skabe det ud af intet. Væsenet var, og så blev der mere i verden. Dette beskrives således:
”Det eksisterende er godt, men mere er altid bedre, og helt nyt er allerbedst!” Dette blev sætningen, som skulle ligge til grund for al fremtidig frembringelse.

Således beskrives det, at der bliver mere af mere af alting i verden, og tiden og tanken og mindet skabes - og kompleksitet. Det onde skabes også, som noget, der kunne minde om Teodicé problemet; hvis Gud er god, hvorfor er der så ondt i verden. Det væsen, som det første væsen skaber som en kopi af sig selv, omend uden det første væsens uendelighed, minder i høj grad om mennesket, og dette væsen får en fri vilje, hvilket den bruger til at gøre verden større. Omvendt Bibelens version af Skabelsen og alt, hvad der senere fulgte i Genesis, er denne bog ikke lang i spyttet, men klar og kortfattet. Hvilket Bibelen nu også er i enkelte passager, som om det bliver kortere, jo mere det gælder. Denne lille bog forstår, at noget stort og uendeligt kun kan beskrives kort, for ellers vil det uendelige tage over i al sin naturlige omfangsrigdom, som aldrig ender.

Sort hvid kompleksitet
Bogen er delt i to dele, hvoraf det første er fortalt hvidt på sort sammen med illustrationerne, bortset fra side 14, hvor et menneskelignende væsen introduceres og teksten deles op i først den glade og ukomplicerede tid og så den komplekse tid, hvor det skabte ikke forstår og derfor stiller dumme spørgsmål til sin skaber. I første del beskrives altings skabelse fra intet til alt til intet igen til en ny begyndelse, hvor skaberen selv begynder at stille spørgsmål:

”Hvad er det her?” spurgte Væsenet ud i intetheden.

I anden del, som er illustreret og fortalt i sort på hvidt, vender bogen tilbage til skabelsesprocessens initale og simple fase. Her inviterer det første væsen selv dets skabte væsen til at stille spørgsmålet for at kunne forstå og forestille sig alting ligesom ham. Men her bryder det første væsen med sine egne tanker om altings væren. Det skabte væsen, her ved navn Lonegurt, opfordres til at søge mening og hermed også kompleksitet, hvor det før sejlede på det blikstille vand og var en del af det skabte sammen med ting som luftballoner, sammenfiltrede knuder og meget spidse sko. Så opstod paradokset om, at Lonegurt var skabt i det første væsens billede som en kopi, med skabertrang i den skabte verden, men uden det første væsens uendelighed. Den sidste side i historien om Lonegurt og Væsenet bliver mørk; måske som en slags tilbagevenden til oprindelsen.

Det alvorlige glimt i øjet
Historien er fortalt med et stort glimt i øjet og fortællingens humor og talrige paradokser klæder bogens alvorlige tematik, for det kan ikke være mere alvorligt end dette, når nu det skal handle om alt. Bogen er så ambitiøs i sin plan, at den forstår at servere det for læseren på en overskuelig måde. Det komiske i, at skaberen, Det første væsen, klokker i det gang på gang og må lave alting om og endda selv kommer til at indgyde skabervæsenet, eksemplificeret i Lonegurt, en trang til at forstå det uforståelige og uendelige, gør bogen cirkulær, uhøjtidelig og håndterlig. Det er morsomt, at den ufejlbarlige skaber egentlig er så fejlbarlig, som den nu er. Hermed skal ikke siges, at bogen ikke har en inderlighed i sig, og man kan, hvis man vil, også læse en del religiøsitet ind i den. Bogen kunne være et atelogisk skabelsesværk; den fremstiller en skønhed i skabelsen, som er uafhængig af sin skaber og lever med en fri vilje.
Bogens grafiske billeder i sort hvidt minder om æstetikken i den grafiske roman ”A Monster Calls” af Patrick Ness, som er illustreret af Jim Kay, og dette er ment som en stor kompliment. Bogens tekst og billede danner en enhed. Opsætningen leger med en vekselvirkning af det sort hvide, hvor teksten står med hvid skrift i verdens væsenmørke, hvor meningen er underordnet skabelsen, men med sort skrift på hvid baggrund, hvor det menneskelignende skabte væsen stiller spørgsmålet om meningen med livet. Dette er et ret finurligt greb, hvor læseren ledes ind i den sanselige mørke tekst med sine billeder for derpå at ledes ind i den intellektualiserende stillingtagen til det hele som hos Lonegurt med en kompleksitet, der også spejler det kristne paradoks med inkarnationen; at Gud blev menneske, ligesom væsenet skaber et billede af sig selv. Hvis man vil, kan man tage en lille teologisk værktøjskasse frem og skille tingene lidt ad, sammenligne med religiøse tekster og forsøge at blive klogere på, hvad det er bogen her vil. Eller man kan lade kassen stå i pulterkammeret og bevæge sig ind i mørket med lystlæsningen og acceptere det store uendelige univers, som denne bog er en del af, og al dens uforståelighed, som vi er en del af, om vi prøver at forstå det eller ej.

De længere tankers korte historie
Man kan sådan set blive klogere af at læse den her bog, hvis man godtager præmissen om ikke nødvendigvis at kloge i noget, man alligevel ikke forstår, men lære, at der er ting, man kan forstå uden at forstå, og heri ligger der en form for trosbegreb og hyperlogik, som hverken er teologisk eller ateologisk, men kunstnerisk og litterær.

Der er godt med tankestof i den her bog, som også leger med Gudsbilledet og på sin vis overholder en art billedforbud, idet det første væsen kun billedliggøres delvist. Den er fyldt med sådanne narrestreger eller måske genistreger, som man kan få nogle gode diskussioner ud af i religionsundervisningen. Den kan også være med til at belyse Skabelseshistorien i såvel Det Gamle som Det Nye Testamente i konfirmandundervisningen for at have noget at stille det op imod, som formår at beskrive noget stort på en både kompleks og enkel måde, som unge mennesker vil forstå. Indfører man nogensinde ikke-konfirmandundervisning, hvilket måske ville være en god idé, vil denne bog være selvskrevet til at vække eftertanke hos den kommende ikke-konfirmerede. Og hvis ikke, så en ideel gave til ikke-konfirmanden med behovet for at tænke de store tanker og stille de store spørgsmål, før man bliver voksen og indser, at man alligevel ingenting forstår, men gerne vil være et godt menneske af den grund, og det kan man blive af at høre gode historier som i denne bogs uendelige og billedskabende fortælling.

fredag den 15. december 2017

Jorns steder, Læsø, Albissola og Paris


Lars Morell: Asger Jorn på Læsø (72 sider); Asger Jorn i Colombes-Paris (64 sider); Asger Jorn i Albissola (65 sider) Pris per styk: 250 kr. Udgivet af Foreningen Asger Jorns Venner. www.asger-js-venner.dk

af Troels Laursen
Skagen har sine malere og Læsø var i 60’erne lige ved at få sin egen koloni af kunstnere. Det blev dog ikke til så meget, og alligevel satte Jorn sine spor på øen, så det endnu mærkes, så selvom der aldrig blev en kunstnerkoloni som i Skagen, og Jorn ikke selv var der så meget igen, målt i tid, så giver det alligevel god mening at knytte ham til øen. Og som foreningen bag gerne vil det, nemlig udbrede kendskabet til Jorns virke med afsæt i Paris og Albissola i Italien og på Læsø. Og det begynder der på øen der er kendt for sit salt.

På en togrejse købte Jorn af en medpassager Bangsbohave for 10.000kr. Uden at, have set hverken gården eller Kattegatøen. Han overtog gården den 1. april 1964 og en slags aprilsnar var det på sin vis, for det viste sig at gården lå meget afsides og var i dårlig stand.  Med hjælp fra kollegaen Jørgen Haugen Sørensen og den navnkundige gallerist Birch gik det dog. De to købte i øvrigt begge senere hus på øen og en kunstnerkoloni var i sin vorden, hvor senere også Per Kirkeby slog sig ned i en mange år og stadig har et hus der. Først næsten halvanden år efter købet ser Jorn selv huset. Han og galleristen ville rydde nogle træer på vennens grund, men snart gik Jorn ind efter øl, men vendte ikke tilbage før han, i de få dage de var på øen, havde malet vennens lade med et stort murmaleri, der fortalte om solens gang over himlen fra morgen til aften i alle dens farveskalaer, og viste som en gammel salme, at solens gang over dagen lignede menneskelivets gang på jorden, sluttende med en storslået nocturne, hvor mørket har sænket sig og alt er gået til ro.

Bogen er illustreret med ganske mange fotos af både Jorn og hans værker, der har tilknytning eller direkte er blevet til på Læsø. Ærgerligt nok ikke de bedste gengivelser og ofte i små formater, så man kunne have ønsket sig en lidt større udgivelse, hvor der havde været plads til flere detaljer i værker, som i nævnte, der er så kæmpestort at det rækker over flere vægmetrer. Efter den kraftanstrengelse kom Jorn ikke på øen i tre år. Og han sagde selv på et tidspunkt at han havde haft huset i fire år, men kun været der i ti minutter. Hans levede i de år en vagabondtilværelse, hvor han rykkede rundt hele tiden fra sted til sted, fra land til land.

Teksten af Lars Morell er velskrevet og læseværdigt. Bogen er et langt kapitel uden stop, og man kunne havde ønsket sig flere små overskrifter og afsnit, især de steder, hvor der kommer nye personer ind på ”scenen”, personer som kunstnerkollegaen Jørgen Haugen Sørensen, Troels Andersen, manden der kom til at lede Jorn Museet, i Silkeborg og Jorn sidste samlever Nanna Enzenberger, der også fødte hans sidste søn Ib. Hun arvede gården og levede der i en række år ludfattig og ile set af øens befolkning, på grund af hendes tyske afstamning.

Der er ikke mange af den slags anekdoter fra Jorns tid på øen, kun få om hans ekstravagance, som når han betalte dobbelt for maden på Hotellet, eller om hans missionske ”forvalter” Stoklund, der tog sig af både Jorns Landrover og huset, så det altid var klar når Jorn var på vej til øen. I hvert fald så længe Jorn fik betalt ham for det. Morell har besøgt Stoklund, som fortæller om tiden, men der rendes ikke med sladder og alt efter temperament, kan man så begræde det eller fryde sig over det.

Morell holder sig til fakta og sætter med sin bog Læsø ind i den store bog om Jorn og hans kunst. Der er flere henvisninger til Edvard Munch i værkerne, der kommer fra Jorn mens han arbejder på Læsø. Cirka 30 værker opregner Morell det til. Han gennemgår dem nøje så deres kunsthistoriske baggrund lægges overbevisende frem. Foruden det store vægmaleri i Birchs lade, eksempelvis ”Himmelhunden”, samt et Sankthansbålsmaleri, som intensitet ikke levner Krøyers ditto noget efter.  Også de kendte papirarbejder ”Prikbillederne” bliver omtalt. I det hele taget kommer Morell flot omkring den smule, der er at fortælle med og om de godt ti år Jorn har huset, så både tiden og kunsten fra den tid opleves vedkommende.

Jorn var ikke på Læsø for naturen eller lysets skyld, han malede som regel om natten i skæret fra lysstofrør. Det var måske mere øens isolerende karakter, der trak ham, derover, eller som han selv ytrede det i et interview i Ekstra Bladet ”man kan godt sige, jeg er her for at blive lidt glemt. Rådne lidt op. Lige stille. Måske er det starten på retræten. Man skal jo også tænke på sine gamle dage”.

Jorn døde 1. maj 1973 på Aarhus Kommunehospital af lungecancer, og glemt blev han ikke, heller ikke på Læsø, selvom han var dødelig syg den sidste gang han var på øen, i nytåret 1972/73. Bogen er et fint stykke lokalhistorie med national og international kunsthistorisk bredde.

Huset blev efter Jorns død i en årrække forpagtet ud af naboen Stoklund, som udlejede det til turister. Siden stod det tomt i en lang årrække indtil Nanna Enzenberger i 2007 solgte stedet til de nuværende ejere, der efter store istandsættelser og en del forviklinger og beskyldninger i pressen, om et legat, der skulle knyttes til stedet og Jorn, endelig i 2009 kunne indvie huset med henblik på blive brugt som gæsteatelier for kunstnere.

Jorn i Italien

65 sider, inklusiv mange fotos, i et langt kapitel, udgør dette 2. bind i serien om Asger Jorns steder rundt om i verden. Det handler om de år Jorn havde et hus i Albissola i Italien. Og i maj sidste år, åbnede man Casa Museo Jorn, der nu er et vidnesbyrd om Jorns enestående kreativitet og hvor man kan se omkring 20 års historie af Jorns arbejder mellem Silkeborg, Sorring og Albissola, fra 1952, det første år han er der, til han dør i 1973.

Albissola-bogens italienske udgave
Jorn købte huset, hvor hele to paver var født og opvokset, i 1957. Det var da en ruin i et 5.000m2 stort vildnis af en have. Jorns ven, mureren Umberto, fik sat huset så meget i stand, så kunstneren kunne flytte ind med sin familie. Umberto og hans kone Teresa flyttede også ind og passede ejendommen, når Jorn rejste rundt i verden. Året efter overtog han nabohuset og sammenlagt var der nu en hektar jord til. Jorn og Umberto anlagde gange af mosaik, der slyngede sig gennem haven. De murede glas og potteskår ind i husets ydervægge, byggede en udendørsovn af sorte og hvide strandsten og anbragte Jorns små skulpturer overalt i blomsterbedene. Indenfor malede Jorn direkte på væggene eller murede relieffer op på dem, med tydelig inspiration fra Gaudi og lokale (originale) traditioner om at udsmykke huse ved havet med muslingeskaller og strandsten. Han virkeliggjorde sin forestilling om et levende eventyrhus, med et lyserødt luksusbadeværelse, så det hele blev en stor skulptur, man kan bo i. Og Jorn lever dermed op til filosoffen Heideggers udsagn, om at et hus aldrig bliver byget færdigt, fordi det at bygge er en eksistensform for mennesket.

Jorn havde nogle af sine mest produktive år i den lille by på kysten vest for Genova. For eksempel var det her, han skabte det 3 gange 27 meter store keramiske relief til Aarhus Statsgymnasium sammen med flere af byens pottemagere. Fra Silkeborg og Sorring havde han været interesseret i at sætte almuens pottemageri, der var brugsgenstande, sammen den moderne kunst, og derved skabe et nyt formsprog af spontanitet og håndværk, befriet fra videnskaben og det intellektuelle.

Få uger før sin død i 1973 testamenterede Jorn huset til Albissola kommune med ønsket om, at det skulle indrettes som museum og kunstnerbolig. En betingelse var, at Umberto og Teresa skulle have lov at blive boende, så længe de levede. Efter deres død i slut 90’erne stod huset tom, men er som nævnt nu genåbnet. Lars Morell er manden, der ved mest om Jorn og med denne udgivelse beviser han det endnu engang. God faglig kunsthistorisk viden kombineret med anekdoter og glimt i øjet, går her op i en fin enhed af fornem formidling.

Jorn i Frankrig

Asger Jorn i Colombes-Paris er den tredje bog i trilogien omkring Asger Jorns atelierer på forskellige steder. Og de 64 sider indeholder mange fotos fra Jorns tid i Paris og ikke mindst huset eller atelieret han havde der i Colombes, en bydel lidt uden for Paris.  Og på disse få sider bringer Morell historien om kunstneren og huset, med anekdoter, der ikke blot bliver til tøhø-anekdoter, men som bliver sat kyndigt og grundigt ind i en sammenhæng, der udfolder Jorns tid i huset og ikke mindst den kunst han frembringer der. Bogen fremviser flere sider af Jorn, især som grafiker, som sker i et samarbejde med trykkeren Peter Bramsen, som egentlig redder Jorn, der i fem år har været hjemløs, da han får Jorn til Paris, for her finder han sit sted, hvor han kan få arbejdsro og samtidig være tæt på kollegaerne, blandt andre Jørgen Haugen Sørensen, inde i Paris.

Huset blev hans arbejdssted og et produktionssted, hvor der bare var det nødvendige. Ikke som i de andre huse, hvor der var masser af loppefund og nips. Her blev der ikke gjort plads til kærester eller børn. Det kom der dog til. Og et lyserødt luksus badeværelse i kælderen. 

På engelsk kaldes en kunstners arbejdsplads for ”a studio”, mens man på fransk og dansk, siger ”et atelier”. En dobbelthed, der udgår hel fra renæssancen, hvor en kunstner havde både et atelier og et studio. I atelieret udførte han den håndværksmæssige del af sit virke, mens han opbevarede sine bøger og andet i et lille studiekammer ved siden af. De to rum afspejler dobbeltkarakteren i den moderne kunstners indsats. Samme dobbelthed var der i Jorns huse og steder. Der var altid et større rum, hvor han kunne arbejde med oliefarver og terpentin, samt et værelse, hvor han læste og skrev, samt malede med ikke lugtede akvarel.

Jorn flyttede fra huset i sommeren 1972 og rejste videre til Albissola, hvor han tilbragte efteråret og han holdt sin sidste jul på Læsø samme år. Han døde 1. maj året efter og de tre huse stod i årevis som om han lige var gået en tur ned efter cigaretter. Huset ejes i dag af malerparret Maja Lisa Engelhardt og Peter Brandes, der bidrager med en række af bogens fotografier. Det er første gang, takket være denne lille fine trygsag, at offentligheden får adgang til denne ejendom, der gennem 50 år har været et holdepunkt for dansk kultur i den franske hovedstad. Selvom trilogien nu er bragt til vejs ende, så kunne man ønske at vennerne og Morell fik lavet flere bøger, fra den Nordiske rejse i 60’erne eller fra Japan, som i 1970 påvirkede hans senere grafiske produktion, eller fra … mulighederne mange og udgiverne her, har med denne bog, vist, at de kan løfte det.









fredag den 8. december 2017

De døde kan høre, at man tænker på dem

Julia Werup
Ensomme mænds død
Det poetiske bureaus forlag, 150 kr.

Af Søren E. Kristoffersen

At skrive om et værk er en form for psykoanalyse. Især når man skriver om et meget personligt værk, et værk der åbner sig som sår eller blottede kønsorganer


Et sådant værk er Julia Werups bog Ensomme mænds død, der udkom i november 2017. Der er ikke tale om autofiktion, det er heller ikke som sådan et autobiografisk værk, det er en digtsamling, der består af 41 digte, men det er digte, der kradser hul på noget meget personligt – måske det mest personlige af alt – nemlig døden, sorgen og det smertende liv. Selvom bogen er personlig, er den dog ikke privat. Som den meste gode litteratur har den omsætningens afstand, det filter, digtningen skaber imellem liv og kunst. Men man mærker forfatteren gennem filterets membran, hendes smerte bliver mærkbar, tristessen virkelig.

Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at skrive om denne bog. Den er hård og kold, slimet og brutal. Men jeg er draget mod den, den er vedkommende i sin ærlighed. Måske jeg i virkeligheden er mere draget af det at skrive om bogen, end bogen selv, hvilket på en måde er helt i digtsamlingens ånd. For den omhandler begær, egoisme, solipsisme, hvilket netop er paradokset i en knækket nøddeskal: de værker der er mest personlige, solipsistiske, er også ofte dem, der rammer os stærkest. Og er egoisme, solipsisme, virkelig så slemt? I mystikken er det første skridt på vejen til visdom.

Ensomme mænds død indeholder dog også digte, som er direkte smukke, fx dette, blot kaldet ”Pacemaker”: ”Døden er ikke romantisk/ Derfor findes poesien/ Hvad kommer efter os/ Det mindste vi gjorde voksede/ Men hvad med dit store hjerte/ Slå ikke så hårdt/ Det skal slides i stykker så meningen med livet/ bliver større end dit hjerte/ Har gnisten nogensinde været medgørlig/ Tilladt forårets lys/ Ungdommen kaster nogle stråler af lys på familien/ Lad os forstå at alt hænger sammen/ Livet og hjertet/ Forenede/ Pludselig folder døden sig ud/ Ikke i forårslyset/ I øjne søbet i tårer.”

Sætningernes sanselighed
Julia Werup (f. 1987) er svensk, men bosat i København, så det giver god mening, at bogen udkommer i en dobbeltsproglig svensk-dansk udgave, oprindelig skrevet på svensk og så oversat til dansk. Hun er ud over at være lyriker også sanger og sangskriver, og musikaliteten fornemmes i sætningernes sanselighed.

Julia mistede sin far i november 2016, og samme måned året efter udkommer altså Ensomme mænds død. Jævnfør titlen er det vægtigste omdrejningspunkt tabet af faren, og der er en tydelig terapeutisk tråd at spore i digtene. Det terapeutiske aspekt er dog ikke noget skadeligt, det trækker ikke ned i værdi, når bogen bliver vejet. Sorgarbejde, lede ved livet, er jo en guldbeslået tradition i den lyriske kanon. De dødes efterliv kan antage bizarre formationer, ikke mindst i de efterladtes tyngede sind. Nogle lever bedre og længere, efter de er døde; det er muligt, at mindet er det eneste efterliv.

Alt andet end utidssvarende
Selvom Ensomme mænds død ikke har en åbenlys politisk vinkel, forekommer det mig alligevel, at den – i det mindste intuitivt – rammer ned i en tematik, der er alt andet end utidssvarende. Opgøret med faderen spejler opgør med ”patriarkatet”, den gamle ordens kaos, kongens langsommelige fald. Det er en faderløs tid, vi lever i i dag, og måske er det ikke det værste, der kan ske. Med en stemme som Julia Werups, syngende i øregangene, kan jeg kun ønske mig flere kvindelige stemmer. Heldigvis er det ikke ’beton-feminisme’, der er bogens mission, men en vis ’ny-bølge-feminisme’ eller ’fjerdebølgefeminisme’, som det også bliver kaldt, kunne man måske godt tillade sig at forlene den med. Den er på en måde et forsøg på at transcendere begrebet skam, et opgør med selve forståelsen af skammen, og på den måde i høj grad et kvindefrigørende projekt. Jegets løsslupne begær, ejer af sin lyst, hendes brændende hede seng, hun byder byens frysende duer, er et godt eksempel på denne latente tendens: ”Jeg ville ønske jeg kunne give jer min seng/ Så brændende hed fra alle tidligere kroppe.”

Bogen insisterer på, at kvinder skal have lov til at være sluts uden af den grund at blive shamede for det. I det mindste kan man sige, at det er en ”kønnet” bog. Bedst bliver det måske sagt i digtet ”ADHD”, hvor jeget går ind på jazzklubben Montmartre med lyn mellem tindingerne og ild i kødet: ”Ingen kan længere hindre mig/ fra verdens tilgængelige mænd/ I overflod/ Overalt/ Jeg står som et åbent kønsorgan/ Med kødet blåligt blodigt.”

Rastløshedens jungle
ADHD, rastløshedens jungle. Stoffer, Champagne, Jazz og techno og afsporet sex. Bogen er en verdensudstilling af skrøbeligt liv. Det gør ondt at leve, en sadistisk fryd. Sanseligheden gnistrer i de korte sætninger, den er bakkantinsk, dionysisk, men ikke triumferende. For skyggerne vokser bogen igennem, men den er lysende i sin tristesse, syngende formummet. Digtsamlingens ’jeg’ er plaget af livet og skræmt af døden. En skruetvinge, der dog maser digte ud af panden. Det er en tradition, en inspiration, som ligger den nordiske ånd nær, driften mod katarsis, mod forløsning i dybet.

Hvis det at skrive om en bog, er en form for psykoanalyse, er jeg bange for, jeg har sagt mere om mig selv, end om bogen. Og det er måske det bedste ved Ensomme mænds død – at den inspirerer, giver lyst til selv at skrive mørket væk.

tirsdag den 5. december 2017

En samfundsnassers selvbiografi

Persille Ingerslev: ”Om”
Egolibris 2017
272 sider, 249,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Bogen ”Om” har genrebetegnelsen ”Biografisk roman”. Den er dog lidt sværere at genrebestemmen end som så. ”Om” er en sympatisk hybrid mellem selvhjælpsbog, biografi, essaysamling, poesibog og – måske – roman.

En beskrivelse af livet
”Om” forener modsætninger. Den har mange gentagelser, men er ikke desto mindre fængende. Den er ensidig, men skaber udblik. Den har en trist grundtone, men er ofte hylende morsom. Den er pinagtigt selvudleverende, men på den fede måde. Den er til tider formuleret en tand for popsmart – andre steder så smukt og præcist, at man må læse sætningen igen for at fastholde nydelsen. Den er benhård i sin kritik, og dog umådeligt rummelig. Den er på samme tid selvoptaget og favnende. ”Om” er med andre ord en beskrivelse af livet.

Ikke et hvilket som helst liv, men det, der leves af den overvægtige, medicinerede, angst-, stress- og depressionsramte forfatter, der tilmed kæmper med et ringe selvværd som kontanthjælpsmodtager, men finder en mening med livet ved at tage sin egen lille kamp mod overforbrug og klimakrise i form af gendyrkning og privat formuldning i kælder, baggård og lejlighed.

Persille Ingerslev finder kasserede grøntsager i supermarkedernes affaldscontainere og planter rødderne i plasticspande. Hun udvikler sig til krydderurtespecialist og deler glad og gerne dyrkningsråd på sin facebookside. Med planternes sunde vækst gør hun det, der ellers er et fyord i nutidens vækstøkonomi: Hun sparer penge! Og ikke nok med det. Hun, hendes mand og hvem, der ellers kommer forbi, spiser afgrøderne. I frederiksbergbaggården udvikles en privat planteskole, hvorfra der deles gratis ud af høsten.

Hun har fået et formål med livet
Persille Ingerslev tager stafetten op fra landbohusholdningerne for 6-7 årtier siden, men hun gør det inde i byen på meget begrænset plads og uden brug af sprøjtemidler af nogen art. Glæden ved den vækst, der ikke har med økonomi og effektivitet at gøre, medfører, at hun får energi til at deltage i aktivering; noget, der ellers tidligere har knækket hende mentalt. Hun har fået et formål med livet, og selvom det virker lidt ensidigt, er det en smuk beskrivelse af et anstrengt sind, der pludselig blomstrer op og strækker sig mod – ikke solen – men månen, for Persille Ingerslev har det bedst med mørke: ”Jeg holder af mørket. Nogle er bange for mørke – de er bange for, hvad der gemmer sig i mørket. Jeg er rolig ved mørket, for jeg ved, det bare er mig, der gemmer mig dér. Jeg kan liste uset langs gader, hække, baggårde eller landeveje i mørke. Jeg kan næsten se med fødderne i mørket. Mine skridt er bløde i månelys, mit sind er mildt og vågent.” (s. 208).


En samfundsnassers selvbiografi
Forfatterens særlige planteskole har sine op- og nedture, men den giver hende tilstrækkelig energi til også at skrive en biografisk roman, der blandt andet skildrer livet som kontanthjælpsmodtager: ”Tonen både på sociale medier og i pressen bliver i sommerens løb skærpet over for alle de såkaldte samfundsnassere. Det er svært for mig at opleve, hvordan flere og flere mennesker føler sig i deres ret til at dømme andre. At slå ned på for eksempel førtidspensionister som grunden til, at vi har en finanskrise. Nasseriet bliver internaliseret, og man får endnu et gok i nødden, i tilfælde af man ikke havde det skidt nok i forvejen. Jeg er bange for, om jeg overhovedet har lov til at være her.” (s. 56).
Blot fordi man modtager kontanthjælp, er man ikke et ringere menneske. En person, der kan beskrive tankemylder troværdigt, har i hvert fald værdi for dem af os, der har svært ved at forstå lidelsen. Efter en beskrivelse af en totalt rodet tankegang, følger denne morsomme, og dog dybt plagede overvejelse: ”Det er lidt syret, at jeg kan observere, at jeg har alle disse tanker, men hvis det er mig, der har tankemylder, hvem er det så, der observerer tankemylderet? Har jeg nu mere end én personlighed? Er jeg multi-egoist? Det er slemt nok bare at være samfundsnasser og egoist, hvad nu hvis jeg er dobbelt- eller tredobbelt-egoist? Ha, der er i hvert fald ikke nogen yderligere udbetaling af kontanthjælp, der er ingen bonus for at være multitænkende. Mit hjerte hamrer. Min hud klør. Tiden går alt for langsomt.” (s. 149).

Den nikotinafhængige kat
Andre gange gør det ikke spor, at tiden tager den med ro. Når tankemylderet, angsten, stressen eller depressionen ikke raser, skal der være tid til en smøg og en stille samtale. Persille Ingerslev har ofte selvironien med i det selvudleverende (med mindre hun ved læsningen af disse linjer sidder og ler af anmelderen, fordi det følgende citat ikke hægter sig på den første, men den sidste del af genrebetegnelsen ”biografisk roman”): ”Vi ryger smøger, det gør vi sgu. Så her er godt gulligt over det hele. Vores ældste kat må være nikotinafhængig. Han slikker på døre og vægge for et godt ord, og det er tydeligt, hvor langt op han kan nå. Der er simpelthen en synlig linje, der viser, hvor højt oppe han kan slikke på døre og vægge.” (s. 184).

En beskrivelse af det skjulte
Persille Ingerslev tager læseren med ind i en tilværelse, man ellers helst undgår, fordi man bliver så frustrerende magtesløs over for sindslidelse og fattigdom. Det er meget lettere at marginalisere andre end at forsøge at forstå dem. Men Ingerslev vil ikke gemmes af vejen: ”Jeg ved, at jeg ikke er alene, men det virker sært omgærdet af hemmelighedskræmmeri, at vi er, som vi er. Vi skammer os og gemmer os og er selvudnævnte eksperter i at lade som om. Hvad skulle vi ellers gøre? Skrive en bog om det?” (s. 265). Ja! Det var en rigtig god idé.