Mens vi bløder...

Jan Grarup og Adam Holm: ”While We Bleed”, 2023, Book Lab, 464 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Umiddelbart hører ”While We Bleed” ikke til i kategorien ”Smal bog”, men den risikerer at blive det, fordi krigsfotografen Jan Grarup kort inden bogens udgivelse måtte trække nogle oplysninger tilbage. Han blev således beklikket på sin troværdighed og indrømmede, at anklagerne i hvert fald til en vis grad var korrekte. Sådan en sag gavner ikke markedsføringen af en bog, og det er en skam, for ”While We Bleed” er en på flere måder vægtig udgivelse.

Dels er det en stor og tung bog, dels tynges man som læser af dens indhold. Med anklagerne mod Grarup in mente er det et held, at bogens tekster er forfattet af historikeren og studieværten Adam Holm, der har rejst i Østukraine sammen med Grarup. Rejsen påvirkede dem begge, og det forstår man, når man ser fotografierne og læser teksterne, der til sammen bringer læseren ind i et krigshærget land, som bebos af mennesker, der ligner mange andre europæere, også danskere. Uden at vurdere, hvorvidt Grarups troværdighed har fået alvorlige ridser i lakken eller ej, vil det være en skam, hvis ”While We Bleed” kun får en begrænset læserskare, for det er en nødvendig bog om en unødvendig krig, og selvom både tekster og billeder kan afspejle en indignation og stillingtagen hos forfatter og fotograf, lyver de ikke.

Ituslåede hjem

Grarup og Holm bringer læseren ind i sønderskudte etageejendomme, hvor det, der engang var et hjem, er splittet ad. Noget befinder sig stadig indenfor de resterende tre vægge. Andet ligger i den bunke af ituslået murværk og indbo, der breder sig ud over fortov og gade nedenfor bygningen. Lufttrykket har revet tapet og puds af væggene og på et splitsekund gjort en hyggelig lejlighed til en manifestation af død og ødelæggelse.

Andre gange viser Grarups billeder bygningerne udefra. Enkelte dronebilleder dokumenterer en helt ubeskrivelig ødelæggelse af landsbyer, der ikke længere eksisterer. Kun den smule, der er tilbage af murene, markerer bygningernes grundplan. At der indtil for nylig levede mennesker dér er svært at forstå. Til gengæld forstår man, at ingen lever der længere.

Som læser bringes man ind i de overfyldte og interimistiske lighuse, hvor familiemedlemmer søger deres savnede. Man bringes ned i kældre til de fortrinsvis gamle mennesker, der har nægtet at lade sig evakuere, og som må blive i mørket langt de fleste af døgnets timer, fordi det er for farligt at gå ud.

Metrostationerne bruges som sikkerhedsrum med permanente beboere. I togvogne og på perroner har familier placeret deres ejendele indenfor få kvadratmeter, så de har et sted at høre til og samles, et ”hjem”.

Nedenfor en boligblok har et ueksploderet missil boret sig ned i græsplænen, og andre steder samles rester af missiler, raketter og granater som dokumentation for den russiske hærs massive bombardementer.

Ved fronten

Også fronten bliver besøgt. Adam Holm beskriver sine og Grarups oplevelser derude. De sætter rent faktisk livet på spil, men hvad de udsætter sig for i nogle timer, gælder dage, uger, måneder og år for soldaterne.

Holm er god til at beskrive forskellige ukrainske soldaters syn på deres fjender. Nogle anser dem for uhyrer og giver dem betegnelser som ”orker”. Andre fastholder, at de russiske soldater er almindelige mennesker, der er blevet hjernevasket af Putin og hans tilhængere. Hvad enten de ukrainske frontsoldater definerer fjenden som uhyrer eller mennesker, har de ikke andet valgt end at dræbe russerne, fordi de repræsenterer en besættelsesmagt.

Med et par virkelig væmmelige fotos dokumenterer Grarup, at døden er den store vinder ved fronten. Ligene af en flok russiske soldater ligger på en mark. Man kan se, at de har ligget der i længere tid. Når de ikke bliver begravet, skyldes det, at de russiske soldater af og til minerer deres døde kammerater. Det siger ikke så lidt om et land, hvis officerer giver den slags ordrer.

Portrætter uden filter

Et er de fotografier, der beskriver ødelæggelserne, noget andet er Grarups portrætter. Her er intet filter, men ren angst, frygt, savn, sorg og fortvivlelse. En ung kvinde, der er blevet ramt af rester fra en mortergranat, ser direkte ind i linsen med et blik, det er svært at aflæse. I hendes pande er et langstrakt sår blevet samlet af en række sting, og på næsen og den ene kind har hun dybe hudafskrabninger. Hun havde været på gaden for at modtage nødhjælp til sig selv og sine børn, da granaten slog ned.

Fotografens og forfatterens fortvivlelse

At Grarup er en vanvittig dygtig fotograf er der ingen tvivl om. Hvad angår Adam Holm skriver han sobert og informativt på en måde, hvor hans sym- og antipatier ikke tager overhånd. Bogen er således et ærligt resultat af en fortvivlelse over, at det ukrainske folk skal lide så meget, fordi Putin og hans støtter ikke kan acceptere, at landet ikke hører ind under Rusland.

Skal der siges noget negativt om ”While We Bleed” er det irriterende, at billedteksterne er samlet bagi. De kunne godt have været bragt ved siden af billederne, uden at det havde ødelagt det æstetiske udtryk.

Nok at tænke over, le af og nyde

”Tilbageblik” og ”Palle Bondrup”, Janus Vestjyllands Kunstmuseum, 4. november 2023 - 11. februar 2024.

Af Egil Hvid-Olsen.

Vestjyllands Kunstmuseum introducerer et koncept, som er vældig velfungerende, nemlig otte små retrospektive udstillinger. De otte kunstnere er Jonna Pedersen, Simon Grimm, Jacob Hoff, Bjørn Poulsen, Bjarke Regn Svendsen, Anne Skole Overgaard, Marie Birkedal og Karin Lorentzen. Her er noget for enhver smag, og udstillingen holder nysgerrigheden oppe hos den besøgende fra begyndelse til ende. 

En rød Volvo i guldalderramme

Bjarke Regn Svendsen: Rød Volvo, 1973

Bjarke Regn Svendsen har ofte været vist på museet, fordi hans far var en af hovedkræfterne bag oprettelsen af stedet, og fordi kunstneren selv gennem årene har været endnu mere engageret i museet, og så naturligvis fordi han er en dygtig billedkunstner. Denne gang har man fundet nogle af Svendsens værker frem, som ikke har været vist så ofte, f.eks. nogle fine tuschtegninger, der dokumenterer den unge Bjarkes talent. Siden kastede han sig over maleriet og blev nyrealist. Et eksempel fra 1973 er ”Rød Volvo”, der gengiver det benævnte køretøj foran en rødstensvilla. Svendsen er endnu ikke helt tæt på den næsten fotografiske gengivelse, som siden prægede hans malerier i en periode, men motivet er absolut genkendeligt – ligesom motiver fra guldalderen. Alligevel opstår der en spøjs – og helt sikkert forsætlig – signalforvirring, idet den røde Volvo er blevet forsynet med en for guldalderen typisk stor, gylden ramme. 

Jacob Hoff: Af og til drømmer jeg stadig om 
ishavet (Et hjemligt terræn #2), 2019

Jacob Hoffs ”Af og til drømmer jeg stadig om ishavet (Et hjemligt terræn #2)” fra 2019 er gengivet med endnu større fotografisk nøjagtighed end den røde Volvo. En dyne uden betræk ligger som tilfældigt kastet på en seng. Det er i udgangspunktet et ganske dagligdags syn, men titlen sætter tankerne i gang, for antager dynen ikke samme form som et isbjerg? Om ikke andet kan man lægge sig under den og drømme, at man sejler på ishavet.

Et spøgelse af margretheskåle

Bjørn Poulsen: Ghost 6, 2007.

Går man videre ind i det næste rum, fornemmer man en lidt underlig skikkelse til venstre i øjenkrogen, og ganske rigtigt hænger der et spøgelse. I hvert fald har Bjørn Poulsen givet sit værk fra 2007 titlen ”Ghost 6”. Ofte forbindes spøgelser med afdøde, men ”Ghost 6” er speciel, fordi det er lavet af ituslåede, ”afdøde” margretheskåle. I et andet værk svæver der en Weber-grill i en sky. Måske en kommentar til de mangfoldige mænd, der føler sig i den syvende himmel, når blot de kan tilberede en steg i Weber-vennen.

Marie Birkedal: Den falske domptør
(efter Diego Velázques), 2012.

Fra falsk domptør til grå nuancer

Marie Birkedal udfordrer beskueren med maleriet ”Den Falske Domptør (efter Diego Velázques)” fra 2012, der i farvevalget snildt kan ligne et værk fra Velázques’ 1600-tal, men som er blottet for det figurative. Eller er det? Maleriet synes at bestå af to lag. Som om der først er malet et motiv, der ville være genkendeligt, hvis der ikke efterfølgende var malet med så ødsel en brug af malingen, at den er løbet ned ad lærredet. Dog … når man ser efter, er der virkelig intet figurativt i nogen af lagene. Der er ingen domptør. Måske er det derfor, at han er falsk?

Anne Skole Overgaard: Hus, 2015.

Så eksperimenterende er Anne Skole Overgaard ikke. Medminutiøs præcision gengiver hun blomster og træer, og dog er det ikke som at se på fotografier. I ”Kakitræ” fra 2016 synes træet med fuglene at være trukket frem fra det ubehandlede lærreds baggrund. I ”Hus” fra 2015 er hele lærredet bemalet. Umiddelbart er motivet kedeligt, men kun indtil man lægger mærke til gavlens farvespil af grå nuancer. Man får dem ovenikøbet både at se i lys og skygge. Huset er placeret i kanten af en kornmark med grønne træer omkring sig, men det er den af vejr og vind hårdt prøvede gavl, der påkalder sig opmærksomhed.

Palle Bondrup: Vestenvind, 1994.

Smukke og morsomme værker af Bondrup

Egentlig kunne ”Tilbageblik”-udstillingen sagtens fylde et museumsbesøg ud, men hvor er det godt, at man tillige har arrangeret en udstilling med værker af Palle Bondrup (1948-2021).

Bondrup kunne tegne! Både stort og småt. Både naturskildringer og mennesker. Nogle små ætsninger fremstår beskedne og er det for så vidt også, fordi de gengiver den hverdagsæstetik, vi omgives af: Træer, skure, marker. Men smukke er de!

Det samme gælder Bondrups (virkeligt) store tegninger som ”Lund og stubmark” fra 2003. ”Vestenvind” fra 1994 er måske knap så smuk, men til gengæld morsom. Et træ får blæst løvet af sig, blomster bøjes mod jorden og alskens ting og sager fra terrassen og haveskuret kommer flyvende. Selv en loftslampe er blæst løs, men lyser stadig, så trækronens tilbageblevne løv reflekterer lysets hvidhed, der bryder stormens mørke.

Palle Bondrup: Tunnel i sidevind.

Også skulpturer var en del af Bondrups kunstneriske udtryk. Her spiller humoren ligeledes ind, f.eks. i ”Tunnel i sidevind”. Selvom den er lavet af beton og metal, er den åbenbart også blevet ramt af vestenvinden, for tunnelen bøjer sig til siden.

Der er nok at tænke over, le af og nyde i Vestjyllands Kunstmuseums dobbeltudstilling.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i en kortere udgave i Kunstavisen

Hjemløs i familien

Sissel Bergfjord: ”Fiskelykken”, 2023, Ombelico, 336 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Sissel Bergfjord debuterede i 2006 med romanen ”Min morfars stemme”. Den er nu udkommet på ny, men suppleret af ”Min mosters breve”, der tilsammen udgør romanen ”Fiskelykken”.

Fiskelykken er en lavmælt bog om kvinden Kajsa, der af to omgange tager til familiens hytte i Norge, hvor hun glæder sig over at være til, over omgivelserne og over moderskabet. Samtidig problematiserer bogen det at være del af en familie, som man ikke nødvendigvis føler sig hjemme i. 

Det er en nydelse at læse første del af ”Fiskelykken”, selvom der virkelig ikke sker særlig meget. Ganske diskret placeres der spor, som lægger op til en lettere dramatisk afslutning. Imens suger man Kajsas mange sanseindtryk fra den norske sommernatur i sig. Selv en banal kanotur bliver beskrevet på en måde, så det er, som om man selv har padlen i hænderne. De indtryk, der præger det at sidde i en stol ved søbredden og suge indtryk til sig, kan også deles med en læser, der sidder et helt andet sted og måske på en helt anden årstid. Her får det nære en ekstra poetisk dimension, idet det bliver beskrevet med en taknemmelig årvågenhed, der gør læseren fortrolig med det beskrevne: ”Jeg er helt alene i området nu, langt borte sejler en motorbåd. Jeg stirrer på vandets små krusninger, som lidt efter forsvinder og efterlader søens overflade fuldstændig blank. Nogle småfluer sværmer lige over overfladen, en fisk springer en gang imellem, og jeg bliver forskrækket hver gang. Jeg mærker min ensomheds dobbeltgreb som en flaksende vinge, vekslende mellem afmagt og en vidunderlig følelse af at have hele verden for mig selv.” (s. 95f.).

Sideløbende med de stille og ofte genkendelige beskrivelser af Kajsas oplevelser og følelser, flettes flere og flere oplysninger om hendes morfar ind i historien. Han var aktiv i den norske modstandsbevægelse under tyskernes besættelse af landet og måtte i en periode leve under jorden ude i den natur, som Kajsa selv befinder sig i og registrerer med stille glæde. Forskellen er bare, at Kajsa nyder sommeren i den egn, som morfaderen også måtte holde sig skjult i om vinteren. Det var ensomme og kolde vilkår, han måtte overleve i. Samtidig var han konstant bange for at blive opdaget og angivet til besættelsesmagten.

Et psykologisk familie- og selvopgør

I romanens anden del skrues der op for dramaet. Efter mange år er Kajsa taget op til hytten igen. Denne gang har hun sin datter, Sina, med, og denne gang finder opholdet sted om vinteren. Der er stadig smukke beskrivelser af landskabet og vejret. Ind imellem beskriver Bergfjord også vinterkuldens krav om udholdenhed og påpasselighed. Mennesket er ikke så magtfuldt, at det kan tæmme naturens kræfter. At tæmme andre mennesker, er en anden sag, der ikke nødvendigvis er let, men alligevel anses for at være nødvendig af mange. I hvert fald formulerer Kajsa sine familiemedlemmers behov for at tæmme andre. Ærligt og fuld af frustration erkender hun, at hun bærer på de samme træk, som hun har allersværest ved at acceptere hos nogle familiemedlemmer. Men hvad gør man, når man opdager, at de personlighedstræk, som man altid har frygtet og afskyet hos andre, udgør en naturlig mentalitet hos en selv? Mange i Kajsas situation ville få større forståelse for dem i familien, der netop er karakteriseret af de forhadte træk, men Kajsa vil ikke give sig arv og miljø i vold. Hun vælger en anden løsning.

Kajsas erkendelse og dens følger beskriver Bergfjord som en mental udvikling i sin hovedperson; en udvikling, der følges af ydre dramatiske begivenheder. På den måde bliver ”Fiskelykken” til et ganske originalt psykologisk drama, der tilmed er skrevet med stor sproglig ro og ynde.

Tidsbundne og tidløse malerier

Bjarke Regn Svendsen: ”Album”, Esbjerg Kunstmuseum, 30. september 2023 - 25. februar 2024.

Af Egil Hvid-Olsen.

Tistrupmaleren Bjarke Regn Svendsen har været i arkiverne. Hans far tog mange familiebilleder. Hans mor tog også en del, men var ikke særlig god til det. Det er dog ikke kvaliteten, der har været afgørende for Regn Svendsens valg af, hvilke fotografier han ville arbejde med. Hvis blot de indeholdt noget, der kunne fortælle en historie eller på anden måde føre til refleksion, kunne billedet være nok så uheldigt beskåret. Nogle gange har maleren tilmed selv foretaget en beskæring, som man nok ville betegne som uheldig, hvis det var et foto, det drejede sig om. Men i kraft af at det er et maleri af et foto, stiller sagen sig anderledes.

Tag f.eks. ”Fødselsdagen” (2021). Her har Svendsen skåret i sin gengivelse af fotografiet. På den måde kommer døren i baggrunden til at se meget stor ud. Måske er det den dør, børnene før eller siden må åbne og forsvinde ind bag; døren ind til voksentilværelsen. Men indtil videre fejrer de fødselsdag for Bjarke Regn Svendsens lillesøster Elisabeth. Året er 1957 og fotografiet er sort/hvidt. Det er maleriet kun delvis. Børnene og bordet, de er bænket omkring, er holdt i grå nuancer, men den forreste stol, væggen og døren er i dæmpede farver. Svendsen trækker delvis det gamle motiv op til nutiden, hvor vi ikke kan undgå at se farver, eller også vender han delvis tilbage til det tidspunkt, hvor fotografiet blev taget, og kun blev sort/hvidt, fordi kameraet ikke kunne gengive farverne, mens alt på motivet i virkeligheden var fuld af farve. Med en sådan farveleg gør han på én måde motiverne meget nærværende og genkendelige, på en anden måde underligt fjerne. Således virker malerierne både tidsbundne og tidløse.

Alle motiverne i ”Album” er typiske for Regn Svendsen, der så godt som altid har fokuseret på det, der hører hverdagen til. Her er værker, der skildrer fastelavnsfejring, teltture, familiebesøg, eftermiddagshygge, strandture, kørsel og sygebesøg.

Et maleri, hvis motiv børn af i dag vil have svært ved at genkende, er ”Hørespil” (2020). Igen er vi tilbage i 1957, men denne gang er det Bjarkes fødselsdag, der fejres. Der er et afsnit af et hørespil i radioen, som alle gæsterne har fulgt med i. Derfor vil ingen gå glip af det, selvom de er til fest. Man fornemmer da også, at det er spændende at lytte til. Drengen til venstre må ligefrem holde sig for øjnene, skønt han intet kan se af det, han hører.

Selvom man genbesøger en svunden tid, når man iagttager malerierne, bringer de ikke for alvor sig selv op til nutiden, for mange af dem er gengivet med mere afdæmpede farver, end de var i virkeligheden. Enkelte steder har Svendsen valgt en helt anden farve, end den malede genstand har, f.eks. rødt græs i værket ”Hvalpen” (2022).

I sin ”Selfie” fra 2023 fastholder Regn Svendsen stilen fra de øvrige malerier, selvom forlægget er helt nyt. Det er et billede, der ved et uheld blev

taget, da Svendsen sad ved sit staffeli. Netop det, at det blev taget utilsigtet, gør det afslørende. Noget kønt billede er det i hvert fald ikke. Det er taget nedefra på den stirrende maler, der faktisk ser lidt bøvet ud. Men gengivelsen er ikke et nutidigt selfie, for selve ansigtet er holdt i de grå farver, der præger langt de fleste personer på de øvrige værker. Kun baggrunden har noget grønt, rødt og gult i sig. Således solidariserer Regn Svendsen sig med de andre mennesker fra udstillingen. Han og de har en fortid tilfælles, men er samtidig nærværende i hvert enkelt værk, hvad enten de stadig lever eller ej.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i en kortere version i Kunstavisen.

Digtningens modsprog: Bruddet, den grænseløse åbning og den skabende proces

Lørdag d.4.november kl. 12.10 deltager Karsten Bjarnholt, Inge-Helene Fly og Thorvald Berthelsen i en paneldebat om Lyrikkens rolle i dag på Dansk Forfatterforenings stand C4-001 på Bogforum i Bellacentret. Debatten tager afsæt i fagbladet Forfatterens opslag med teser om poesi i Frit Rum i nr. 3 fra i år. I sommer udkom Thorvald Berthelens essaysamling Om lyrik også på Forlaget Ravnerock. I samlingen forsøger han at indkredse digtnings virkning og rolle som modsprog til det herskende sprog. Her giver han en forsmag på sit bidrag til paneldebatten.

Af Thorvald Bertheksen

Da jeg var 15 år og gik på kostskole og derefter i første g. på Kolding gymnasium begyndte den moderne europæiske lyriks fornyelse af det poetiske sprog for alvor at gå op for mig. Det var ikke Klaus Rifbjerg, der åbnede mine øjne og porer. Nej det var Uffe Harder, den mangeårige redaktør af Hvedekorn og redaktør af antologier med moderne fransk, italiensk, spansk, latinamerikansk og afrikansk lyrik, og Ivan Malinovski, hvis udgivelse af Glemmebogen med hans egne oversættelser af mange af de allerede klassiske moderne digtere ikke kan overvurderes, når det gælder det moderne nybrud i dansk digtning efter hereticanerne. Ikke mindst har deres egne digtsamlinger, Harders Positioner og Dette er ikke en drøm, Malinovskis Galgenfrist, poetomatic og Leve som var der en fremtid og et håb, betydet meget.

Lyriktidsskriftet Lyrikvännen skal også nævnes. Det blev udgivet af Folket i Bild og orienterede ikke bare om svensk og skandinavisk poesi men om verdenspoesien i næsten alle egne af jorden med jævne mellemrum – det gør de stadigt. Men i dag kan  man ikke længere kan låne det på danske biblioteker, fordi Det kgl. bibliotek i Århus er ophørt med at abonnere på det.

Også vores tyske nabos store lyriker, den sidste år afdøde hans magnus enzensberger, spillede med sine tidsskrifter (som Kursbuch) og antologien Museum der modernen Poesie en stor rolle.

Overfor det for tiden gældende, erindrer poesi om det selvfølgelige, der ikke er virkeliggjort. Francis Ponge har sagt, at hans digte er skrevet som på dagen efter den vellykkede revolution. Al virkelig digtning er ifølge hans magnus enzensberger antecipation, om det så er med tvivlens, undsigelsens og negeringens virkemåder. Ikke sådan at forstå at den taler om fremtiden; men sådan at den taler som om fremtid var mulig, som lod det sig gøre at tale frit mellem ufri, som var der ikke noget der hed fremmedgørelse og sprogløshed.

Den moderne lyrik er ifølge Uffe Harder både bruddet, den grænseløse åbning og den skabende proces. Både ’indgriben, frigørelse, realisering og aktiv eksistens… Alt er bevægelse og Liv… Stilheden er ufattelig langsom Bevægelse.’

Ifølge Ivan Malinovski er det moderne digt panisk. ’ Det benytter sig ikke af projektioner. Ud fra den erfaring at alting er samtidig til stede overalt, åbner det sig samtidig til alle sider.’ Det er oprøret og jeglikvidationen der åbner for et nyt jeg i et ubegrænset fælles rum, der til alle sider åbner en ny verden modsat kapitalismens.

Pindars 2. olympiske ode til væddeløbskøreren Theron er ofte blevet fremført som eksempel på digtekunstens krav på sandheden. Især den passage hvor Pindar priser de indsigtsfulde, som ikke plaprer støjende hid og did på alle sprog som ravne, men forstår lyd og logisk tale som Zeus' hellige fugl ørnen slår ned, præcist:

Men i Pilekoggret har jeg under Armen endnu
Mangen letbevinget Pil,
Der træffe vil i Sjælen vel dem der har indsigt,
Men for Mængden vil de trænge til en Tolk, men ikkun vis
Er jo den, der af Naturen fik i Meget Indsigt klar;
Men rasende af Snakkelyst er de,
Der med Moie fik lidt Lærdom, og som Ravnene de skriger
Mod Zeus' Ørn. Men sigt nu med Buen, du mit Hjerte!^[1]

Men det her handler ikke om hvordan den præcise filosofiske dialog aktualiserer den logiske tale. ”Ordet sendes afsted så vel hvæsset, valgt og målrettet, at det træffer lige i plet, der i sandhedens undtagelsestilstand.” Det der er på spil i Pindars billede er ikke, ”hvordan ordet træffer , men sprogets flugtbane og lyd ... For Pindar virker sandheden gennem sprogets præcision i formgivningen af lyd og alle dets andre aspekter..  Digtet rammer sin susende bane præcist mod målet, som den vished hvormed Zeus' jærtegns ørn slår ned. Jærtegnet rummer en særlig guddommelig aktualitet – det varsler hvad der kommer til at ske. Ikke det skæbnen eller guderne har bestemt., men det jærtegnet afslører for de indsigtsfulde, som giver agt på virket, energeia, og ikke bare målet.
I billedet er ravnene ikke bare en forvildet flok men også en sværm der er i stand til at holde ørne væk. Dermed fremhæves den skabende uforudsigelige uro.

Mod forvirring
Frie ord er ikke
ørnens bratte lynnedslag
men en sværm sort sol
(Thorvald Berthelsen  i digtsamlingen Sensommer Remix)

Digtning er anarkisk og det er den levende uforudsigelige uro i processen, der underminerer ethvert ideologisk eller entydigt politisk formål. Allerede Platon advarede magthaverne imod dette – selve kernen i digtning –  der truer med at unddrage sig vogternes kontrol: ”Dens politiske følger er intetsteds farligere end der, hvor manifest politisk formål slet ikke er rettesnor for det poetiske virke.”

enzensberger

hans magnus enzensberger understreger den samme grundlæggende opposition til den herskende magt i digtningen. ”I magtens øjne, der udover sig selv ikke kan anerkende noget αρχη er digtet anarkisk, utåleligt, fordi magten ikke kan bestemme over det, subversivt ved sin blotte eksistens. Så længe det bare er tilstede, fører det bevis for at regeringserklæriner og reklameskrig, manifest og transparent lyver. Dets kritiske arbejde er ikke andet end barnets i eventyret. At kejseren ikke har noget på, denne indsigt kræver intet 'engagement’. Det er nok at et eneste vers bryder bifaldets uartikulerede hyl.”

Længe følte jeg at det var for stillestående og opgivende en opgave for poesien. Og det tog mange år og adskillige essays om forskellige store og små digtsamlinger og digtere at forstå, at det er denne mangefacetterede kritiske produktive uro, som digtningen med sit modsprog river herredømmer og deres undertrykkende sprog ned med igen og igen. Og det i lige så mange udgaver som der er digtere, der skriver med deres personlige poetiske logik i sammenhæng med deres samtids fællesskabers forskellige opgør med herredømme og undertrykkelse.

Digtningens modsprog er ikke bestemt metode til at frisætte sproget. Det sker som led i den enkelte digters personlige poetiske projekt, f.eks. ved som Marianne Larsen at indbygge en boblende fantasi i det som får de enkelte ord eller sætninger til at løsrive sig og agere på tværs af vore forventninger, eller som en Benny Andersen, der stædigt insisterende udforsker konsekvenserne af at tage sproget på ordet, så vi går helt fra den stakkels snøvsen. Eller som Niels Hav, der med humoristisk ’naivitet’ udnytter vores vante sætningsopbygnings logik til at demaskere konventionerne og anarkistisk sprænge hele det sproglige forløb og historien i luften, så vi havner et helt andet sted end ventet.

Ham, der bruger syv år på at bygge et lysthus
og slutter med at smadre det i raseri.
Det er ham jeg holder med.
(Niels Hav HVEM JEG HOLDER MED i Øjeblikke af lykke)

Digtning har som modsprog også sit udspring i at ordene udgår fra kroppen, og det er det der gør digtes modsprog brugbart til at rive de undertrykkende herskende abstraktioner ned og genskabe virkelig kommunikation. Som når Marianne Larsen om læberne skriver at de ”HVER GANG DE FORMER ORDET ”EJE” gør DET DIAMETRALT MODSATTE AF ETHVERT/KYS. Og det gælder ikke kun ordene, men også tid, nærvær og kærlighed virkeliggøres på forskellig vis af kroppen.”

Dette modsprog er ikke bundet til moderne tiders klasseopdelte kamp mellem arbejderklassen, andre undertrykte samfundsklasser og den kapitalistiske overkasse.

Som jeg skriver i essayet om Karlevi stenens runekvad fra omkring år 1000, der er det første hele skjaldekvad der er mejslet ned samtidig med tilblivelsen: Også dengang skabte skjaldene modsprog til ættesamfundets herskeres undertrykkende magtsprog der cementerede herskende slægters magt og virkelighedsforvanskning bl.a. ved i hyldestdigte til dem at nyombryde kenningernes vedtagne symbolsprog og skabe ny poetisk logik og dynamik hos tilhørerne.

Digtning som modsprog er en ongoing proces, digtere og læsere må indgå i igen og igen. Fordi magthavernes undertrykkende sprog og floskler om magtens nødvendighed gendannes hele tiden. Og fordi en vigtig del af den poetiske  process’ uro består i digternes nyudmøntning af deres personlige projekt i et reelt sprogligt samspil med fællesskaber og modstand mod denne voldtægt. Digtningens modsprog er som åndedragets skift det vendepunkt, der sætter ord og udåndingen fri lige nu i et nyt fælles rum og tid.

 

---

[1]Pindars olympiske Oder, Overs. M. RoisingHerlufsholms Årskrift for skoleåret 1861-62, s. 13-14