onsdag den 27. april 2022

Livet på den lukkede afdeling

Anne Rye Andersson: ”Er du sindssyg, Mor?”, Forlaget Leitura 2022, 100 sider. Illustreret af Laura Helena Pimentel da Silva.

Af Egil Hvid-Olsen

Layoutet får den til at ligne en ungdomsbog, men ”Er du sindssyg, Mor?” er en både barsk, smuk og til tider morsom autofiktiv roman for voksne om vejen ud ad svær psykisk lidelse.

Med det, der siden diagnosticeres som en skizoaffektiv og manisk-depressiv psykose, har romanens jeg-fortæller, Anne, brug for hjælp. Hun indlægges på det psykiatriske hospitals lukkede afdeling, hvor hun kæmper med flere stemmer, blandt andet en, der gang på gang opfordrer hende til at begå selvmord. Men Anne tager kampen op mod sygdommen, fordi hun ikke vil opgive af være mor til sin søn, der i løbet af den langvarige sygdomsperiode fylder fem år.

Skæghåret, der styrer tidevandet

”Er du sindssyg, Mor?” er Anne Rye Anderssons debutroman. I korte nedslag fra en halvandet år lang sygdomsperiode beskrives sygdommens påvirkning af fortælleren. Et eksempel på, hvordan proportioner kan blive forvrænget i Annes bevidsthed, gives, da en nattevagt er irriteret over et skæghår, han ikke har fået barberet af. Anne overtager nattevagtens fokus – eller snarere: Nattevagtens fokus på det irriterende skæghår overtager Anne:

Verden zoomer ind på skæghåret, der er på afveje. Månen og solen drejer om det, tidevandet indstiller sig på skæghårets tyngdepunkt, ligger blikstille, slår store bølger ind på land, alt efter hvor hurtigt manden nulrer det. (s. 31).

Alt imens dette universelle drama finder sted, er Anne i stand til at føre en nogenlunde fornuftig samtale med nattevagten. Sindet er splittet.

Ambulanceføreren og den modige kvinde

Andre gange er der mere end et skæghår på spil. Da Anne føler sig kaldet til at komme en person, hvis identitet hun ikke nødvendigvis selv kender, til assistance, sætter hun sig ud i en ambulance:

Jeg forlanger, at vi kører nu, det handler om liv og død! råber jeg, stemmen knækker over.

Ambulanceføreren lægger en stor hånd på min skulder, kigger længe ind i mine øjne, der løber i vand.

Jeg sitrer indvendigt. Spænder kæben.

”Jeg kan godt se, du er helt klar til at redde ham, men det er der nogle andre, der tager sig af. I dag skal du redde dig selv. (s. 36).

Sådan fortsætter ambulanceføreren med at tale med Anne som et fornuftigt og værdigt menneske, indtil hun indser, at det ikke er hendes opgave at redde verden – i aften.

Jeg kigger på ambulanceføreren. ”Undskyld, men jeg troede…”

Han lægger en hånd på min arm. ”Der er ingen grund til at undskylde, du er en meget modig kvinde, men du skal huske dig selv.”

Jeg nikker og giver ham et knus. Han holder længe om mig, han er varm. Stoffet på hans uniform afgiver en knitrende lyd, da jeg gør mig fri. (s. 37).

Barnets forståelse og støtte

Ind imellem får Anne det bedre, og de dage, hvor hun er sammen med sin søn, skildres som en stor, men skrøbelig nydelse. Nærværet mellem mor og søn er ingen selvfølge. Derfor er det en hjælp for Anne, da hun opdager, at hendes søn har forstået, at hun er syg. Som alle andre børn, der kan fornemme at noget er galt, men bliver spist af med mere eller mindre hvide løgne, vil han langt hellere vide, hvad der er galt, så han kan støtte i det omfang, han formår. Det mærkelige er jo, at børn kan støtte rigtig meget, når blot man ikke kræver det af dem, men tager imod den omsorg, de giver, når de selv har overskud til det.

Litteraturens nådige afstand til den virkelige rædsel

”Er du sindssyg, Mor?” er en hurtiglæst roman, der til gengæld efterlader tanker, man kan gruble over i længere tid. Mindst lige så vigtigt er det, at bogen giver læseren en lidt større fornemmelse for, hvad sindslidende må stå igennem. Det er klart, at man kun får en smule indsigt i, hvordan det er at være psykisk syg. Annes stemmer bliver jo inde i bogen og bemægtiger sig (heldigvis) ikke læserens sind. Alligevel fornemmer man, hvor rædselsfuldt det må være, når ens virkelighed ikke svarer overens med andres og man på den måde er faret vild i det liv, man pludselig er ene om at være i, selvom man er omgivet af en masse velmenende ansatte og familiemedlemmer. Den tilstand, bogen beskriver, er i hvert fald ubehagelig nok til, at man sukker lettet op, da Anne efterhånden får det bedre.

Bogen er skrevet i et letforståeligt, men langt fra overfladisk sprog, hvilket også er med til at gøre ”Er du sindssyg, Mor?” til en vellykket debutroman.


fredag den 15. april 2022

Syndefaldet gentaget

 Fjodor Dostojevskij: ”Et latterligt menneskes drøm”, oversat af Ole Husted Jensen, Batzer & Co 2022, 44 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Noget tyder på, at Vladimir Putin ikke har læst Dostojevkijs novelle ”Et latterligt menneskes drøm”. Ja, noget tyder på, at han slet ikke har læst noget af Dostojevskij, når man tager det aktuelle angreb på Ukraine i betragtning. Ikke kun soldater, men også mange civile dræbes uden skånsel, og noget af det, Dostojevskij advarer imod i almindelighed og i særdeleshed fokuserer på i ”Et latterligt menneskes drøm”, er menneskers tendens til at misbruge den magt, de får i hænde eller selv tilkæmper sig.

Alt, selv selvmordsplanen, er ligegyldigt.

Novellens fortæller er en opgivende nihilist, der finder alting ligegyldigt, og derfor beslutter sig for at begå selvmord, men hans ligegyldighed er så komplet, at ikke engang hans skæbnesvangre plan kan holde ham vågen. Nihilisten falder i søvn, inden han får taget sig sammen til at gribe revolveren.

I drømme oplever fortælleren en paradisisk tilstand, hvor alle er lige så venlige og elskelige, som Adam og Eva var, inden de spiste af den forbudte frugt. Hovedpersonen er dybt betaget af den gensidige interesse alle har i hinanden, og dog indtager han slangens rolle. Han introducerer de muligheder, der bringer misundelse, jalousi, magtbegær, undertrykkelse og vold med sig: ”Jeg ved blot at jeg var årsagen til syndefaldet. Som en ondartet trikin, som en enkelt pestbakterie der er i stand til at inficere hele riger, således inficerede jeg med min person hele denne hidtil lykkelige og uskyldsrene jord. De lærte at lyve og kom til at elske løgnen og lærte løgnens skønhed at kende.” (s. 35). I modsætning til slangen fortryder han, hvad han har gjort. Derfor ender novellen ikke med fortællerens selvmord, men med at han besinder sig på sit ansvar overfor næsten.

Hurtige penge

Dostojevskij led af ludomani, så selvom han var en yderst populær forfatter, var han tvunget til en meget høj grad af produktivitet, hvis han skulle skaffe penge til kreditorer og flere spil ved rouletten. ”Et latterligt menneskes drøm” er et resultat af forfatterens behov for hurtige penge. Dostojevskij fik stor succes med sit tidsskrift ”En forfatters dagbog”. I april 1877 udkom ”Et latterligt menneskes drøm” som en af teksterne i tidsskriftet. Knap 150 år senere har Batzer & Co. genudgivet novellen på dansk, denne gang i Ole Husted Jensens oversættelse.

Der er ikke tale om nogen egentlig perle fra Dostojevskijs side. Man savner hans udprægede sans for dialoger, og sammenligningen med syndefaldsmyten fra de første kapitler i 1. Mosebog er så tydelig, at novellen cirka halvvejs mister i intensitet. Men når det er sagt, er det ganske interessant at opleve Dostojevskij, der ellers gerne udbreder sig side op og side ned, som manden bag en novelle på små 40 korte sider. Teksten er stram og afsluttes med en tydelig pointe, der i høj grad modsiger den praksis, Vladimir Putin og hans støtter udøver i Ukraine. Det er på tide, at de begynder at læse Dostojevskij, og i det tilfælde er "Et latterligt menneskes drøm" ikke et dårligt sted at begynde.

mandag den 11. april 2022

Hvad er kærlighed andet end et skridt på vejen? Oversættelse, sprogligt arbejde og Sydafrika

Den sydafrikanske digter Kobus Moolman udkommer i dansk oversættelse. Oversætteren Morten Ranum redegør for sine valg og det sproglige arbejde med oversættelsen. Dermed konfronteres han med den rejse, som går forud for valget af at oversætte netop denne bestemte digters tekster

Af Morten Ranum
Sydafrika er ikke et uberørt terræn for mig. Jeg er ankommet dertil og har rejst fra Sydafrika med faste mellemrum igennem de sidste 5 år. Alligevel føles det hver gang, som om jeg netop er ankommet. Måske fordi jeg også allerede har været så mange andre steder. Der er noget ved dette land, der tvinger mig til ydmyghed og kræver, at jeg ikke sammenligner med tidligere erfaringer.

Da jeg i 2017 ankom for første gang til Sydafrika, konstaterede jeg, at jeg måtte begynde forfra, som om jeg var et lille barn, der skulle lære gå.

Moolman
Et af de første steder jeg besøgte var Midlands i KwaZulu-Natal, ind i landet fra havnebyen Durban, et grønt og frodigt område med bakket landskab, vandfald og floder. Det er også et område populært for vandreture og andre mere stilfærdige ferieformål. Skæbnen har villet, at den digtsamling jeg er ved at oversætte til dansk er opstået og skrevet på en gård i dette langmodige marklandskab.

På engelsk hedder samlingen ”All and Everything”, og den er skrevet af digteren Kobus Moolman fra KwaZulu-Natal. Han er lektor i litteratur ved University of KwaZulu-Natal i Durban, hvor han underviser i skrivekunst – eller ”creative writing”. Han har siden 2001 udgivet 11 digtsamlinger på forskellige sydafrikanske forlag (Deep South, uHlanga, Dye Hard Press og University of KwaZulu-Natal Press). Digtene vil udkomme som dobbeltsproget version med de originale illustrationer på Det Poetiske Bureaus Forlag måske allerede her i løbet af 2022.

                           ” Hands over your eyes
                           Eyes closed
                           Fingers crossed for luck
                           - A shriek of geese beneath your skin”

Det er svært at udvælge et passende digt fra samlingen, fordi bogen består af et gennemgående og sammenhængende digt, der egentlig kun bør opleves i sin helhed.   

Beslutningen om oversættelse af digtene er ikke noget, som er kommet let eller ved et tilfælde. I tyve år har jeg boet steder og rejst til forskellige lande på det afrikanske kontinent, især i den østlig og sydlige del af kontinentet, og undervejs har jeg læst mange bøger og digte skrevet af forfattere fra de pågældende lande, og fra lande hvor jeg endnu aldrig har sat sine fødder, og af forfattere der lever i eksil et sted i verden. Fælles for disse forfattere og bøgerne er, at de har en relation til et sted på det afrikanske kontinent. Mange af de bøger som allerede er oversat til dansk er skrevet af forfattere, der lever i eksil, udenfor det afrikanske kontinent. 

I mange tilfælde bøger der forsøger at give et andet billede af kontinentet og af ”Afrika”, end det vi danskere har i forvejen. Mange yngre forfattere på kontinentet har ofte beklaget sig over, at eksilforfatterne skygger for udsigten og forhindrer andres adgang til den internationale scene. Det skal dog siges, at den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie, der nærmest er blevet en global superstar på linje med Beyoncé og Slavoj Zizek, har gjort meget for at være mentor for yngre forfattere både på og udenfor kontinentet. Ligesom der også er blevet oversat bøger af forfattere til dansk bosiddende på kontinentet. Alligevel er der en vis tendens til, at danske forlag og de danske læsere interesserer sig mest for eksilforfatterne. Det skyldes måske, at eksilforfatterenes bøger tilbyder en slags formidling mellem en dansk virkelighed eller et andet sted i den vestlige verden og en virkelighed på det afrikanske kontinent. Eksilforfatterne er migranter, og de kæmper derfor med at forstå den virkelighed, som de er havnet i. 

De formidler mellem to steder, og derfor er de mere tilgængelige og lettere at forstå for det såkaldte vestlige publikum og dermed de danske læsere – nemmere at forstå end de bøger som er skrevet af en forfatter på det afrikanske kontinent. Eksilforfatternes bøger handler nemlig i ligeså høj grad om eksempelvis Danmark, som de handler om et sted i et afrikansk land, hvor forfatteren engang voksede op eller boede senere i sit liv. Mange læsere ønsker nemlig at opleve sig selv spejlet i det de læser i bøgerne. Derfor er det ofte svært at læse bøger, som har rødder et sted, hvor livsvilkårene adskiller sig meget fra ens egne opvækstvilkår og opvækstbetingelser.

Ved nærmere eftertanke er måske alle forfattere, digtere og andre kunstnere migranter, som lever i et eksil et sted, hjemme eller ude. Derfor er problemet heller ikke, at mange af de oversatte bøger er skrevet af eksilforfattere – eller forfattere, der lever i diaspora, udenfor deres hjemstavn, som de også kaldes. Mange vil hævde, at eksil antyder en tvang, mens diaspora er selvvalgt, men jeg foretrækker ikke at skelne. Det egentlige problem med den oversatte litteratur af de såkaldt afrikanske forfattere er, at der er meget få eller næsten ingen digtere imellem. Det er fortrinsvis romaner, der fortæller historier, som bygger på forfatterens egen biografi, eller som tilbyder viden om livet et andet sted, som danske læsere ikke ellers har direkte adgang til.  

Der sker således en antropologisering af litteraturen. Vi er ikke interesserede i det litterære og sproglige, men vi læser bøgerne for at få viden og oplevelser af fjerne egne af verden (fascination af det eksotiske) eller anderledes erfaringer.

Jeg skulle ankomme til Sydafrika, og der skulle gå 20 år, før jeg fandt nogle digte at oversætte, men det er ikke til at vide, om det skyldes den bedre udviklede litterære branche i Sydafrika i sammenligning med de omkringliggende lande, eller om jeg havde behov for, at der skulle gå så lang tid, så jeg dermed kunne vænne sig til litteraturen, de steder jeg befinder sig?

Min anden person – eller en af dem – ”White African”. Jeg er ikke kun Morten Ranum, men jeg har en række forskellige inkarnationer, eller jeg indgår i et flerdimensionelt kollektivt subjekt. ”White African” finder det tankevækkende, at jeg vælger at oversætte en hvid mands digte, der er lige præcis ligeså gammel, som jeg selv er.  Det er jo den perfekte og uforstyrrede spejling. Heller ikke jeg ønsker andet end at opleve mig selv, ligesom de danske læsere kun vil læse noget, der minder dem om deres eget liv.

Det går aldrig stille for sig, når ”White African” tager ordet. Der er altid nogen, der er uenige. I dette tilfælde er det ’in my footstep’ som afbryder. De – altså fodsporene – er ikke egentlig et menneske, men der er nærmere tale om et princip eller en praksis, en tendens. Princippet består i, at der altid er noget vigtigt omkring det næste hjørne. Det er kun et spørgsmål om at gå langt nok.

De to mænd – Kobus Moolman og Morten Ranum – har jo ingenting til fælles, afbryder ”in my footstep” og fortsætter: Deres opvækst og livsbetingelser er helt forskellige. De erfaringer, de har, og det liv, de lever, har ingenting med hinanden at gøre. Derfor er det en meget overfladisk sammenligning, som er karakteristisk for mennesker, der er til fals for hurtige og skarpe konklusioner.

Jeg holder mig for det meste på afstand af den slags uenigheder, og derfor lader jeg uenigheden svæve i luften og overlader det til læserne at tage stilling til hvilken rolle repræsentation, identitet og interesser skal spille for kunst og litteratur. Dermed ikke sagt, at diskussionen slutter her. Det er bestemt en problemstilling, der også ligger mig på sinde.

Der er også en anden krølle på, at jeg oversætter netop en sydafrikansk forfatters digte, og den detalje er ikke uden betydning. I 2002 forberedte jeg mig på at rejse til Uganda, hvor jeg skulle arbejde for en teaterorganisation i to år. Det var første gang jeg skulle rejse til et sted på det afrikanske kontinent. For mit indre blik så jeg et billede af Viktoriasøen, hvor jeg forestillede mig at ville køre til hver aften og sidde på en smuk strand og spejde udover søens vand så langt øjet rakte med store bølger. Mødet med Viktoriasøen levede ikke op til drømmesynet, og jeg glemte siden alt om det.

Mange år senere, en januar dag i 2017, befandt jeg mig i East London i Sydafrika ved Det Indiske Ocean, den såkaldte Wild Coast, den dag kørte jeg sammen med sin elskede til Nahoon Strand. Det syn der mødte mig på stranden var identisk med det billede, jeg havde haft for mit indre blik. Her var havet vildt og voldsomt og bølgerne ubarmhjertig store. Drømmesynet havde drevet mig til en festival i Eswatini, hvor jeg mødte en kvinde, som senere førte mig til The Wild Coast. Det var altså kærligheden til kun en kvinde, der havde ført mig til Viktoriasøen og rundt om den og motiveret mig til at fortsætte mod syd gennem Bantu Heritage hele vejen ikke kun til KwaZulu-Natal men også gennem Transkei til Baffolo City, som området omkring East London bliver kaldt.

Men hvad er kærlighed andet end et skridt på vejen?

Kobus Moolmans digte er en kærligerklæring til et sted – det sted, hvor digtene kom til live, men det er også kærligheden til sproget.

                           ”Hænder for dine øjne
                           Øjne lukkede
                           Fingre krydsede for godt held
                            - Et gåseskrig under huden”

Hans poesi i “All and Everything” er som en strøm, der løber, eller en vind der blæser. Det er en stemme, der med meget afdæmpede midler fortæller om livet på gården i den kolde tid af året. Det kan være svært, at fortælle, hvad der egentlig sker i teksten – hvis overhovedet noget. Derfor er det i sprogets stemme og temperament, at bogstaverne befinder sig. Det er således også her, at oversættelsen finder sted. En stilfærdig og underspillet stemning. Måske kun en tavs mumlende røst under jorden, som når Kobus Moolman skriver ”… the leaving, shadow sounds, of the earth”.  

Der er noget almengyldigt ved stilheden, dyr på en bakketop og en væltet traktor. Alligevel er det hele fremmed, fordi det bygger på en erfaring langt borte. Transformationen til dansk skal gerne fastholde denne sammensmeltning af det fremmede og kendte.

Enhver oversættelse er noget nyt. Det er et nyt digt. Digtet ligner sin fjerne broder eller søster på mange måder, men sprogenes forskellighed og de adskilte erfaringer betyder, at der kun er tale om digte, som nikker anerkendende til hinanden – i heldigste fald. Det er en imitation og fordobling af forholdet mellem det frememde og kendte.

For ikke at forsvinde i abstrakte formuleringer, vil jeg dykke dybt i sproget og komme med konkrete eksempler på de to sprog.

                           ”Hænder for dine øjne
                           Øjne lukkede
                           Fingre krydsede for godt held
                            - Et gåseskrig under huden”

                           ”Hands over your eyes
                           Eyes closed
                           Fingers crossed for luck
                           - A shriek of geese beneath your skin”

Jeg vil gerne fastholde den logiske og rytmiske rækkefølge i oversættelse med hænder, øjne, fingre i linjernes begyndelse, selvom det måske lyder specielt på dansk. Alternativt kunne det have været lukkede øjne, krydsede fingre. Den sidste linje med gåseskrig eller skrig af gæs spiller selvfølgelig på talemåden at have gåsehud, men der kunne ikke stå goosebump i digtet. Udtrykket er forslidt, og vi har glemt gåsens skrig i oplevelsen af gåsehud på armene. Kobus Moolman ønsker at bringe læseren tilbage til det skingre og skærende skrig fra gæs på en gård ude på landet. Et skrig af gæs lyder for meget som en villet sætningskonstruktion. Derfor er det blevet ental på dansk, selvom den engelske sætning antyder mere volumen.

                           ”Hvordan kan man igen samle
                           stammerne fra et ældet egetræ?”

                           “How to put back together
                           the logs from an old oak tree?”

Jeg vælger her det gammeldags ord ældet og ikke gammelt, fordi jeg dermed bevarer musikaliteten fra den engelske linje, hvor der står old oak, selvom ældet betydet noget lidt andet. Sprogets musikalitet og rytme er vigtigere end ordenes betydning. Det er også derfor, at der nogle gange tales om gendigtning, når poesi oversættes. Personligt mener jeg også, at man bør beskrive oversættelse af prosa som gendigtning.

                           ”Lette grå skyer
                           To heste hoved mod hale
                           Ingen hud mellem din hud
                           og vinden i bakkerne”

                           “Empty grey clouds
                           Two horses nose to tail.
                           No skin between your skin
                           and the wind that lives in the hills”

Tomme skyer lyder ikke som noget, man kunne skrive på dansk. Derfor er det blevet til lette skyer, men da jeg gik tur ved vandet i Ellinge Lyng en eftermiddag, kiggede jeg op på skyerne. Solen skinnede, og jeg havde tidligere på dagen følt dens skarpe stråler i en dansk vinter. Der menes måske egentlig gennemsigtige skyer, men det passer ikke til den sproglige tone. Jeg kiggede på skyerne, inden jeg skulle dreje til venstre ned ad stien væk fra stranden, og det gik op for mig, at de er luftige. Derefter gik jeg hjem og rettede lette grå skyer til luftige skyer, men jeg ved heller om de er grå, men det er de vel, når han skriver grey. Skyer skifter hele tiden farve, formation og placering – måske også når de oversættes fra et sprog til et andet.

Ellinge Lyng er ikke et uskyldigt sted. Det var her jeg skrev min første digtsamling. Måske var det også her det hele begyndte – digtsamlingen hedder ”begyndelser”. Når jeg går på tværs af indsøerne i Ellinge Lyng tænker nogle gange på, at det er det sted, som jeg drømte om at finde i Uganda – eller en ækvators udgave af noget lignende eller det samme. Jeg har mange gange sammenlignet Ellinge Lyng med de steder jeg rejser til – fordi jeg her føler mig tættere på verden. Derfor leder jeg ofte efter paralleller mellem steder, der ellers ingen forbindelse har med hinanden. Midlands har noget tilfælles med Ellinge Lyng. Begge steder har såvel sommer som vinter, og det er årstider, som er afgørende forskellige. Livet er simpelt, stille og forladt. Det giver mulighed for at fordybe sig i detaljer og overveje om skyerne er lette eller luftige.

Enhver oversættelse har også sin egen luftighed. Det er godt nok et meget konkret stykke arbejde, men alligevel står hele verden åben. Det handler egentlig slet ikke om at omforme en konkret tekst fra et sprog til et andet sprog: det er kun arbejdets anledning og legitimitet, men selvfølgelig derfor ikke uvæsentligt.

Det, som derimod er det centrale, er den skjulte og tavse stemme i teksterne. Det er den eller det, som jeg skal oversætte eller genskabe på et andet sprog, som er helt forskelligt fra tekstens sprog. Det er ikke noget, der står på papiret, og jeg ved ikke, hvor det kommer fra.  Det er en mumlende tone fra dybest inde i skoven, som intet har at gøre med ordenes meningsmæssige udtryk på papiret. Det er en sang fra digterens krop, som jeg telepatisk må modtage – og for at det skal kunne lade sig gøre, må jeg befinde mig i de rette omgivelser og være hensat i en særlig stemning.

Ellinge Lyng er ikke noget dårligt sted at befinde sig, fordi det er beslægtet med digtenes forudsætninger og skabelsesberetning. Jeg siger ikke, at al oversættelse kræver den samstemmighed og gensidige spejling, men det har hjulpet mig at tænke over det på den måde.

 

onsdag den 6. april 2022

Livsfarlig kærlighed

Lena Jo Hursh: ”Edderkoppen der så gerne ville have et kram”, børnebog, Historia 2022, 40 sider. Illustreret af Ditte Løfgren Hagelskær og Jakob Sunesen.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Den smalle bog” har i den seneste tid udvidet sit interesseområde, så flere genrer og temaer bliver omtalt. Her kommer den første egentlige børnebogsanmeldelse.

”Edderkoppen der så gerne ville have et kram” kaster sig ud i et halsbrækkende forsøg, idet den på en pædagogisk måde redegør for, hvordan forskellige edderkoppearter parrer sig. Som det vil være nogle bekendt, er det et livsfarligt foretagende for hannen, der risikerer at blive ædt af hunnen. Det lykkes dog bogens forfatter Lena Jo Hursh at gøre historien langt mere hyggelig end emnet lægger op til.

En lærebog i elskovskunst – for edderkopper

Den lille korsedderkop Julius Hjulspinder sukker af længsel efter at få et kram af Korsitta, selvom hun er noget af en strigle, der truer med at æde ham, hver gang han nærmer sig. Heldigvis har Julius spundet en sikkerhedstråd, så han hurtigt kan forlade Korsittas net. Men det løser jo ikke hans hjertes kvaler. Derfor opsøger han andre edderkoppearter for at undersøge, hvordan de gør kur til deres hunner. Julius bliver vidne til, hvordan det lykkes de fleste af vennerne at ”få et kram” af de hunner, de tiltrækkes af. Kun høstedderkoppen Høk må opgive, fordi der er for mange rivaler om den samme hun. Han flygter fra kampen med et blåt øje og blodtud, men er snart parat til at forsøge lykken hos en anden høstedderkoppehun.

Mest dramatisk er historien om Mariehøneedderkoppen Mario, der er så opfyldt af kærlighed (eller drifter), at han bevidst går i døden:

”'Jamen, hvordan gør du for at få et kram uden at blive ædt?' spurgte Julius Hjulspinder.

'Jeg bliver skam ædt,” svarede Mario Edderkop med et glad smil. 'Og jeg vil nyde at blive spist af hende, som jeg kan lide.'”

Selvom Julius ikke har held med at benytte vennernes metoder (og ikke vover at benytte Marios), finder han til sidst en måde, hvorpå han kan vinde Korsittas gunst – uden at blive ædt.

Lena Jo Hursh. Foto: Maria Melskens
Fortælling og oplysning

Lena Jo Hursh forener det hyggelige – ja, vel nærmest romantiske – med de barske vilkår, der præger edderkoppers (a-)sociale liv. Selvom det hyggelige skygger lidt for de virkelige forhold, giver Hursh også plads til de kendsgerninger, som børn godt kender, f.eks. at edderkopper dræber andre dyr med gift. Fortællingen suppleres fint af Ditte Løfgren Hagelskærs børnevenlige illustrationer. Dog ville bogen have virket lidt for virkelighedsfjern uden det fagbogstillæg, som gennemgår de forskellige edderkoppearter, der er repræsenteret i fortællingen om Julius Hjulspinder. Her tales der ikke om kram, men om parring. De børn, der ikke har forstået, hvad bogen egentlig handler om, finder altså ud af det, når de kommer til bogens anden del. Illustrator Jakob Sunesen har sørget for, at læserne kan se, hvordan de enkelte edderkoppearter ser ud i virkeligheden.

Hvis de to første dele har gjort bogens unge læsere glade for edderkopper, findes der på bogens sidste fire sider en opskrift til, hvordan man hækler en edderkop.

Når man tager i betragtning, hvor mange børn der er bange for edderkopper, er ”Edderkoppen der så gerne ville have et kram” nok et ganske fint middel til at fjerne lidt af skrækken.

Bogen er produceret i hardback og med tykke, blanke sider, så den kan holde til at blive læst mange gange.

Lena Jo Hursh har tidligere udgivet et par børnebøger (heraf en anden om edderkopper) og en krimitrilogi, der foregår på Samsø.

fredag den 1. april 2022

GALLERI DEN SMALLE BOG: Blå vulkan - Nikolaj Callesens fotokunst

I dag, 1. april 2022, åbner Galleri Den smalle bog. Her vil fotokunstnere og grafikere udstille en to måneders periode. Galleriet vil få Nikolaj Callesen som bestyrer, og af den grund er han naturligt den første udstiller, så besøgende i galleriet kan lære hans blik at kende. Nedenfor præsenterer han sine arbejder, ligesom der kan findes en værkliste over udstillingen og en oversigt over kunstnerens tidligere udstillinger. Vel mødt i Galleri Den smalle bog


Jakob Brønnum, redaktør

1: Bark i juni (2021)

Nikolaj Callesen om sin fotokunst

Jeg interesserer mig for det opståede. Deri ligger for mig den fortsatte fascination indlejret i praksis med kamera, papir, pensel, øjne, ører, ben og min væren i og mit samspil med omverdenen. I f.eks. vandringen med kameraet er det opståede vedvarende tilstede. Mulighedsrummet åbnes med træningen af sanser, fornemmelse og tålmodighed. Det opståede rummer overraskelsen, fascinationen og ja en tilbagevendende følelse af overvældelse måske og forundring over den omkringliggende verden. For mig er det ofte naturen, men også byens rum og nærværet i genbearbejdningen hjemme, digitalt og med akrylmaling og pastelfarver kan for mig etablere opståede rum af stemt nærvær. Det opståede er også der hvor vi møder afgrunden, tabet, tilintetgørelsen, opløsningen. Mulighedsrummet opstår med forstandighed og fortrolighed, men der er altid noget på spil. Det er en vedvarende farvet balancegang eller en slags intoneret eksistentiel dans om man vil.  Netop intonationen, intentionen – eller villigheden i dansen åbner for mig de mulige fascinationens og forundringens rum. Det afgørende i min praksis er at afsøge netop den stemthed eller resonans der opstår, når jeg eksempelvis kæmper mig dirrende af spændthed gennem et mosefugtigt brombærkrat, fægtende imod sværme af myg, og solen da bevæger sig på den anden side af den mørkeste sky, og blænder de rødorange efterårsblade på et aldrende men endnu rankt bøgetræ i skovens lysning. Så kan hele mit væsen fyldes af forundring og fascination over verden omkring mig og den følelse af nærvær i en stemthed eller resonans, i balancen, i det opståede, når noget er på spil, bruger jeg mit virke på at afsøge udfolde og blive klogere på bl.a. igennem mine fotografier.

2:  Blå august (2021)


Om Nikolaj Callesen:

Født 1976. Uddannet indenfor etnografi og kunstfotografi. Bosiddende i København.

3: Blå vulkan (2021)

4: Oktoberrevne (2021)

Udstillinger: (udvalgte)

2022: ”Klang af ting i Beton” – Galleri Underkant, København.

2022: ”DSLR” – Københavns Højskoleforening.

2021: ”I mellemtiden” – Christianshavns Beboerhus.

2021: ”Nye værker” – Galleri Rocks, København.

2020: ”Ved Lyngbyvejens virkelige, vilde og klare åbne”. – Galleri Underkant, København.

2020: ”Afskygninger – fotografiske variationer”. Lundehus kirke, København.

5: Grå tone (2021)

6: Gylden tone (2021)

7: Mand og delfin (2021)

8: Ned til søen (2021)

9: Nærumgade (2021)

10: Sommersti (2021)

11: Søndermarken (2021)


12: Ved mosen (2022)

Værkliste

1.       ”Bark i juni” – 2021

2.       ”Blå august” – 2021

3.       ”Blå vulkan” – 2021

4.       ”Oktoberrevne” – 2021

5.       ”Grå tone” – 2021

6.       ”Gylden tone” – 2021

7.       ”Mand og delfin” – 2021

8.       ”Ned til søen” – 2021

9.       ”Nærumgade” – 2021

10.   ”Sommersti” – 2021

11.   ”Søndermarken” – 2021

12.   ”Ved Mosen” - 2022