Den sydafrikanske digter Kobus Moolman udkommer i dansk oversættelse. Oversætteren Morten Ranum redegør for sine valg og det sproglige arbejde med oversættelsen. Dermed konfronteres han med den rejse, som går forud for valget af at oversætte netop denne bestemte digters tekster
Af Morten Ranum
Sydafrika er ikke et uberørt terræn for mig. Jeg er ankommet
dertil og har rejst fra Sydafrika med faste mellemrum igennem de sidste 5 år. Alligevel
føles det hver gang, som om jeg netop er ankommet. Måske fordi jeg også
allerede har været så mange andre steder. Der er noget ved dette land, der
tvinger mig til ydmyghed og kræver, at jeg ikke sammenligner med tidligere
erfaringer.
Da jeg i 2017 ankom for første gang til Sydafrika, konstaterede
jeg, at jeg måtte begynde forfra, som om jeg var et lille barn, der skulle lære
gå.
 |
| Moolman |
På engelsk hedder samlingen ”All and Everything”, og den er
skrevet af digteren Kobus Moolman fra KwaZulu-Natal. Han er lektor i litteratur
ved University of KwaZulu-Natal i Durban, hvor han underviser i skrivekunst – eller
”creative writing”. Han har siden 2001 udgivet 11 digtsamlinger på forskellige
sydafrikanske forlag (Deep South, uHlanga, Dye Hard Press og University of
KwaZulu-Natal Press). Digtene vil udkomme som dobbeltsproget version med de
originale illustrationer på Det Poetiske Bureaus Forlag måske allerede her i løbet
af 2022.
” Hands over your eyes
Eyes closed
Fingers crossed
for luck
-
A shriek of geese beneath your skin”
Det er svært at udvælge et passende digt fra samlingen,
fordi bogen består af et gennemgående og sammenhængende digt, der egentlig kun bør
opleves i sin helhed.
Beslutningen om oversættelse af digtene er ikke noget, som er kommet let eller ved et tilfælde. I tyve år har jeg boet steder og rejst til forskellige lande på det afrikanske kontinent, især i den østlig og sydlige del af kontinentet, og undervejs har jeg læst mange bøger og digte skrevet af forfattere fra de pågældende lande, og fra lande hvor jeg endnu aldrig har sat sine fødder, og af forfattere der lever i eksil et sted i verden. Fælles for disse forfattere og bøgerne er, at de har en relation til et sted på det afrikanske kontinent. Mange af de bøger som allerede er oversat til dansk er skrevet af forfattere, der lever i eksil, udenfor det afrikanske kontinent.
I mange tilfælde bøger der forsøger at give et andet billede af kontinentet og af ”Afrika”, end det vi danskere har i forvejen. Mange yngre forfattere på kontinentet har ofte beklaget sig over, at eksilforfatterne skygger for udsigten og forhindrer andres adgang til den internationale scene. Det skal dog siges, at den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie, der nærmest er blevet en global superstar på linje med Beyoncé og Slavoj Zizek, har gjort meget for at være mentor for yngre forfattere både på og udenfor kontinentet. Ligesom der også er blevet oversat bøger af forfattere til dansk bosiddende på kontinentet. Alligevel er der en vis tendens til, at danske forlag og de danske læsere interesserer sig mest for eksilforfatterne. Det skyldes måske, at eksilforfatterenes bøger tilbyder en slags formidling mellem en dansk virkelighed eller et andet sted i den vestlige verden og en virkelighed på det afrikanske kontinent. Eksilforfatterne er migranter, og de kæmper derfor med at forstå den virkelighed, som de er havnet i.
De formidler mellem to steder, og
derfor er de mere tilgængelige og lettere at forstå for det såkaldte vestlige
publikum og dermed de danske læsere – nemmere at forstå end de bøger som er
skrevet af en forfatter på det afrikanske kontinent. Eksilforfatternes bøger
handler nemlig i ligeså høj grad om eksempelvis Danmark, som de handler om et
sted i et afrikansk land, hvor forfatteren engang voksede op eller boede senere
i sit liv. Mange læsere ønsker nemlig at opleve sig selv spejlet i det de læser
i bøgerne. Derfor er det ofte svært at læse bøger, som har rødder et sted, hvor
livsvilkårene adskiller sig meget fra ens egne opvækstvilkår og opvækstbetingelser.
Ved nærmere eftertanke er måske alle forfattere, digtere og
andre kunstnere migranter, som lever i et eksil et sted, hjemme eller ude.
Derfor er problemet heller ikke, at mange af de oversatte bøger er skrevet af
eksilforfattere – eller forfattere, der lever i diaspora, udenfor deres
hjemstavn, som de også kaldes. Mange vil hævde, at eksil antyder en tvang, mens
diaspora er selvvalgt, men jeg foretrækker ikke at skelne. Det egentlige
problem med den oversatte litteratur af de såkaldt afrikanske forfattere er, at
der er meget få eller næsten ingen digtere imellem. Det er fortrinsvis romaner,
der fortæller historier, som bygger på forfatterens egen biografi, eller som
tilbyder viden om livet et andet sted, som danske læsere ikke ellers har
direkte adgang til.
Der sker således en antropologisering af litteraturen. Vi er
ikke interesserede i det litterære og sproglige, men vi læser bøgerne for at få
viden og oplevelser af fjerne egne af verden (fascination af det eksotiske)
eller anderledes erfaringer.
Jeg skulle ankomme til Sydafrika, og der skulle gå 20 år,
før jeg fandt nogle digte at oversætte, men det er ikke til at vide, om det
skyldes den bedre udviklede litterære branche i Sydafrika i sammenligning med
de omkringliggende lande, eller om jeg havde behov for, at der skulle gå så
lang tid, så jeg dermed kunne vænne sig til litteraturen, de steder jeg
befinder sig?
Min anden person – eller en af dem – ”White African”. Jeg er
ikke kun Morten Ranum, men jeg har en række forskellige inkarnationer, eller
jeg indgår i et flerdimensionelt kollektivt subjekt. ”White African” finder det
tankevækkende, at jeg vælger at oversætte en hvid mands digte, der er lige
præcis ligeså gammel, som jeg selv er. Det
er jo den perfekte og uforstyrrede spejling. Heller ikke jeg ønsker andet end
at opleve mig selv, ligesom de danske læsere kun vil læse noget, der minder dem
om deres eget liv.
Det går aldrig stille for sig, når ”White African” tager
ordet. Der er altid nogen, der er uenige. I dette tilfælde er det ’in my
footstep’ som afbryder. De – altså fodsporene – er ikke egentlig et menneske,
men der er nærmere tale om et princip eller en praksis, en tendens. Princippet
består i, at der altid er noget vigtigt omkring det næste hjørne. Det er kun et
spørgsmål om at gå langt nok.
De to mænd – Kobus Moolman og Morten Ranum – har jo
ingenting til fælles, afbryder ”in my footstep” og fortsætter: Deres opvækst og
livsbetingelser er helt forskellige. De erfaringer, de har, og det liv, de
lever, har ingenting med hinanden at gøre. Derfor er det en meget overfladisk
sammenligning, som er karakteristisk for mennesker, der er til fals for hurtige
og skarpe konklusioner.
Jeg holder mig for det meste på afstand af den slags
uenigheder, og derfor lader jeg uenigheden svæve i luften og overlader det til
læserne at tage stilling til hvilken rolle repræsentation, identitet og
interesser skal spille for kunst og litteratur. Dermed ikke sagt, at
diskussionen slutter her. Det er bestemt en problemstilling, der også ligger
mig på sinde.
Der er også en anden krølle på, at jeg oversætter netop en
sydafrikansk forfatters digte, og den detalje er ikke uden betydning. I 2002
forberedte jeg mig på at rejse til Uganda, hvor jeg skulle arbejde for en
teaterorganisation i to år. Det var første gang jeg skulle rejse til et sted på
det afrikanske kontinent. For mit indre blik så jeg et billede af Viktoriasøen,
hvor jeg forestillede mig at ville køre til hver aften og sidde på en smuk
strand og spejde udover søens vand så langt øjet rakte med store bølger. Mødet
med Viktoriasøen levede ikke op til drømmesynet, og jeg glemte siden alt om
det.
Mange år senere, en januar dag i 2017, befandt jeg mig i
East London i Sydafrika ved Det Indiske Ocean, den såkaldte Wild Coast, den dag
kørte jeg sammen med sin elskede til Nahoon Strand. Det syn der mødte mig på
stranden var identisk med det billede, jeg havde haft for mit indre blik. Her
var havet vildt og voldsomt og bølgerne ubarmhjertig store. Drømmesynet havde
drevet mig til en festival i Eswatini, hvor jeg mødte en kvinde, som senere
førte mig til The Wild Coast. Det var altså kærligheden til kun en kvinde, der
havde ført mig til Viktoriasøen og rundt om den og motiveret mig til at
fortsætte mod syd gennem Bantu Heritage hele vejen ikke kun til KwaZulu-Natal
men også gennem Transkei til Baffolo City, som området omkring East London bliver
kaldt.
Men hvad er kærlighed andet end et skridt på vejen?
Kobus Moolmans digte er en kærligerklæring til et sted – det
sted, hvor digtene kom til live, men det er også kærligheden til sproget.
”Hænder
for dine øjne
Øjne lukkede
Fingre krydsede
for godt held
- Et gåseskrig under huden”
Hans poesi i “All and Everything” er som en strøm, der løber,
eller en vind der blæser. Det er en stemme, der med meget afdæmpede midler
fortæller om livet på gården i den kolde tid af året. Det kan være svært, at
fortælle, hvad der egentlig sker i teksten – hvis overhovedet noget. Derfor er
det i sprogets stemme og temperament, at bogstaverne befinder sig. Det er
således også her, at oversættelsen finder sted. En stilfærdig og underspillet
stemning. Måske kun en tavs mumlende røst under jorden, som når Kobus Moolman skriver
”… the leaving, shadow sounds, of the earth”.
Der er noget almengyldigt ved stilheden, dyr på en bakketop
og en væltet traktor. Alligevel er det hele fremmed, fordi det bygger på en
erfaring langt borte. Transformationen til dansk skal gerne fastholde denne
sammensmeltning af det fremmede og kendte.
Enhver oversættelse er noget nyt. Det er et nyt digt. Digtet
ligner sin fjerne broder eller søster på mange måder, men sprogenes forskellighed
og de adskilte erfaringer betyder, at der kun er tale om digte, som nikker
anerkendende til hinanden – i heldigste fald. Det er en imitation og fordobling
af forholdet mellem det frememde og kendte.
For ikke at forsvinde i abstrakte formuleringer, vil jeg
dykke dybt i sproget og komme med konkrete eksempler på de to sprog.
”Hænder
for dine øjne
Øjne lukkede
Fingre krydsede
for godt held
- Et gåseskrig under huden”
”Hands over your eyes
Eyes closed
Fingers crossed
for luck
-
A shriek of geese beneath your skin”
Jeg vil gerne fastholde den logiske og rytmiske rækkefølge i
oversættelse med hænder, øjne, fingre i linjernes begyndelse, selvom det måske
lyder specielt på dansk. Alternativt kunne det have været lukkede øjne,
krydsede fingre. Den sidste linje med gåseskrig eller skrig af gæs spiller
selvfølgelig på talemåden at have gåsehud, men der kunne ikke stå goosebump i
digtet. Udtrykket er forslidt, og vi har glemt gåsens skrig i oplevelsen af
gåsehud på armene. Kobus Moolman ønsker at bringe læseren tilbage til det
skingre og skærende skrig fra gæs på en gård ude på landet. Et skrig af gæs
lyder for meget som en villet sætningskonstruktion. Derfor er det blevet ental
på dansk, selvom den engelske sætning antyder mere volumen.
”Hvordan
kan man igen samle
stammerne fra
et ældet egetræ?”
“How to put back together
the logs from
an old oak tree?”
Jeg vælger her det gammeldags ord ældet og ikke gammelt,
fordi jeg dermed bevarer musikaliteten fra den engelske linje, hvor der står old
oak, selvom ældet betydet noget lidt andet. Sprogets musikalitet og rytme er
vigtigere end ordenes betydning. Det er også derfor, at der nogle gange tales
om gendigtning, når poesi oversættes. Personligt mener jeg også, at man bør
beskrive oversættelse af prosa som gendigtning.
”Lette
grå skyer
To heste hoved
mod hale
Ingen hud
mellem din hud
og vinden i
bakkerne”
“Empty grey clouds
Two horses nose
to tail.
No skin between
your skin
and the wind
that lives in the hills”
Tomme skyer lyder ikke som noget, man kunne skrive på dansk.
Derfor er det blevet til lette skyer, men da jeg gik tur ved vandet i Ellinge
Lyng en eftermiddag, kiggede jeg op på skyerne. Solen skinnede, og jeg havde
tidligere på dagen følt dens skarpe stråler i en dansk vinter. Der menes måske
egentlig gennemsigtige skyer, men det passer ikke til den sproglige tone. Jeg
kiggede på skyerne, inden jeg skulle dreje til venstre ned ad stien væk fra
stranden, og det gik op for mig, at de er luftige. Derefter gik jeg hjem og
rettede lette grå skyer til luftige skyer, men jeg ved heller om de er grå, men
det er de vel, når han skriver grey. Skyer skifter hele tiden farve, formation
og placering – måske også når de oversættes fra et sprog til et andet.
Ellinge Lyng er ikke et uskyldigt sted. Det var her jeg
skrev min første digtsamling. Måske var det også her det hele begyndte – digtsamlingen
hedder ”begyndelser”. Når jeg går på tværs af indsøerne i Ellinge Lyng tænker
nogle gange på, at det er det sted, som jeg drømte om at finde i Uganda – eller
en ækvators udgave af noget lignende eller det samme. Jeg har mange gange sammenlignet
Ellinge Lyng med de steder jeg rejser til – fordi jeg her føler mig tættere på
verden. Derfor leder jeg ofte efter paralleller mellem steder, der ellers ingen
forbindelse har med hinanden. Midlands har noget tilfælles med Ellinge Lyng.
Begge steder har såvel sommer som vinter, og det er årstider, som er afgørende
forskellige. Livet er simpelt, stille og forladt. Det giver mulighed for at fordybe
sig i detaljer og overveje om skyerne er lette eller luftige.
Enhver oversættelse har også sin egen luftighed. Det er godt
nok et meget konkret stykke arbejde, men alligevel står hele verden åben. Det
handler egentlig slet ikke om at omforme en konkret tekst fra et sprog til et
andet sprog: det er kun arbejdets anledning og legitimitet, men selvfølgelig derfor
ikke uvæsentligt.
Det, som derimod er det centrale, er den skjulte og tavse
stemme i teksterne. Det er den eller det, som jeg skal oversætte eller genskabe
på et andet sprog, som er helt forskelligt fra tekstens sprog. Det er ikke
noget, der står på papiret, og jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Det er en mumlende tone fra dybest inde i
skoven, som intet har at gøre med ordenes meningsmæssige udtryk på papiret. Det
er en sang fra digterens krop, som jeg telepatisk må modtage – og for at det
skal kunne lade sig gøre, må jeg befinde mig i de rette omgivelser og være
hensat i en særlig stemning.
Ellinge Lyng er ikke noget dårligt sted at befinde sig,
fordi det er beslægtet med digtenes forudsætninger og skabelsesberetning. Jeg
siger ikke, at al oversættelse kræver den samstemmighed og gensidige spejling,
men det har hjulpet mig at tænke over det på den måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar