Livet på den lukkede afdeling

Anne Rye Andersson: ”Er du sindssyg, Mor?”, Forlaget Leitura 2022, 100 sider. Illustreret af Laura Helena Pimentel da Silva.

Af Egil Hvid-Olsen

Layoutet får den til at ligne en ungdomsbog, men ”Er du sindssyg, Mor?” er en både barsk, smuk og til tider morsom autofiktiv roman for voksne om vejen ud ad svær psykisk lidelse.

Med det, der siden diagnosticeres som en skizoaffektiv og manisk-depressiv psykose, har romanens jeg-fortæller, Anne, brug for hjælp. Hun indlægges på det psykiatriske hospitals lukkede afdeling, hvor hun kæmper med flere stemmer, blandt andet en, der gang på gang opfordrer hende til at begå selvmord. Men Anne tager kampen op mod sygdommen, fordi hun ikke vil opgive af være mor til sin søn, der i løbet af den langvarige sygdomsperiode fylder fem år.

Skæghåret, der styrer tidevandet

”Er du sindssyg, Mor?” er Anne Rye Anderssons debutroman. I korte nedslag fra en halvandet år lang sygdomsperiode beskrives sygdommens påvirkning af fortælleren. Et eksempel på, hvordan proportioner kan blive forvrænget i Annes bevidsthed, gives, da en nattevagt er irriteret over et skæghår, han ikke har fået barberet af. Anne overtager nattevagtens fokus – eller snarere: Nattevagtens fokus på det irriterende skæghår overtager Anne:

Verden zoomer ind på skæghåret, der er på afveje. Månen og solen drejer om det, tidevandet indstiller sig på skæghårets tyngdepunkt, ligger blikstille, slår store bølger ind på land, alt efter hvor hurtigt manden nulrer det. (s. 31).

Alt imens dette universelle drama finder sted, er Anne i stand til at føre en nogenlunde fornuftig samtale med nattevagten. Sindet er splittet.

Ambulanceføreren og den modige kvinde

Andre gange er der mere end et skæghår på spil. Da Anne føler sig kaldet til at komme en person, hvis identitet hun ikke nødvendigvis selv kender, til assistance, sætter hun sig ud i en ambulance:

Jeg forlanger, at vi kører nu, det handler om liv og død! råber jeg, stemmen knækker over.

Ambulanceføreren lægger en stor hånd på min skulder, kigger længe ind i mine øjne, der løber i vand.

Jeg sitrer indvendigt. Spænder kæben.

”Jeg kan godt se, du er helt klar til at redde ham, men det er der nogle andre, der tager sig af. I dag skal du redde dig selv. (s. 36).

Sådan fortsætter ambulanceføreren med at tale med Anne som et fornuftigt og værdigt menneske, indtil hun indser, at det ikke er hendes opgave at redde verden – i aften.

Jeg kigger på ambulanceføreren. ”Undskyld, men jeg troede…”

Han lægger en hånd på min arm. ”Der er ingen grund til at undskylde, du er en meget modig kvinde, men du skal huske dig selv.”

Jeg nikker og giver ham et knus. Han holder længe om mig, han er varm. Stoffet på hans uniform afgiver en knitrende lyd, da jeg gør mig fri. (s. 37).

Barnets forståelse og støtte

Ind imellem får Anne det bedre, og de dage, hvor hun er sammen med sin søn, skildres som en stor, men skrøbelig nydelse. Nærværet mellem mor og søn er ingen selvfølge. Derfor er det en hjælp for Anne, da hun opdager, at hendes søn har forstået, at hun er syg. Som alle andre børn, der kan fornemme at noget er galt, men bliver spist af med mere eller mindre hvide løgne, vil han langt hellere vide, hvad der er galt, så han kan støtte i det omfang, han formår. Det mærkelige er jo, at børn kan støtte rigtig meget, når blot man ikke kræver det af dem, men tager imod den omsorg, de giver, når de selv har overskud til det.

Litteraturens nådige afstand til den virkelige rædsel

”Er du sindssyg, Mor?” er en hurtiglæst roman, der til gengæld efterlader tanker, man kan gruble over i længere tid. Mindst lige så vigtigt er det, at bogen giver læseren en lidt større fornemmelse for, hvad sindslidende må stå igennem. Det er klart, at man kun får en smule indsigt i, hvordan det er at være psykisk syg. Annes stemmer bliver jo inde i bogen og bemægtiger sig (heldigvis) ikke læserens sind. Alligevel fornemmer man, hvor rædselsfuldt det må være, når ens virkelighed ikke svarer overens med andres og man på den måde er faret vild i det liv, man pludselig er ene om at være i, selvom man er omgivet af en masse velmenende ansatte og familiemedlemmer. Den tilstand, bogen beskriver, er i hvert fald ubehagelig nok til, at man sukker lettet op, da Anne efterhånden får det bedre.

Bogen er skrevet i et letforståeligt, men langt fra overfladisk sprog, hvilket også er med til at gøre ”Er du sindssyg, Mor?” til en vellykket debutroman.