Modgift til moralsk monokultur

Egil Hvid-Olsen: Klamme kys og kærlighed
28 sider, Forlaget Læselyst
Illustreret af Jette Simonsen

Af Annemette Aracama
Børnelitteraturen har i årtier haft trange kår blandt anmeldere. Det er, som om børnelitteratur er en slags “ikke-litteratur”, en adspredelse, eller underholdning, som man ikke behøver tage alvorligt. I mangen en anmeldelse har udgivelserne sjældent fået tildelt mere opmærksomhed, end hvad der kan (u)tydeliggøres på tyve linjer. Dansk litteraturhistorie har til gengæld en perlerække af endog meget dygtige – og videnskabeligt funderet - litterater, så hvorfor disse ordknappe og få anmeldelser?

Der skal ikke gives et direkte svar her, blot forsøges en anmeldelse af en – lad det være sagt med det samme – velfungerende børnebog.

Børn i førskolealderen skriver sjældent anmeldelser, til gengæld er de ofte dygtige læsere. Anmelderen satte derfor to femårige stævne, da Klamme kys og kærlighed landede på matriklen. Det skulle vise sig at give anledning til en uventet udfordring.

Bogens hovedpersoner, Ida og Sejr, synes det er klamt, når voksne kysser, det være sig hinanden, men også ungerne. Kys er simpelthen bare klamme. Idas mødre, Mia og Line, kysser hinanden hele tiden og nu skal de giftes. Sejr, hans bror Ivan og deres forældre, som sjældent kysser, er inviteret med til vielsen, noget der giver anledning til, at Sejrs far værger sig, for er det trods alt ikke lidt underligt, at to kvinder skal giftes? Den reaktion accepterer Sejrs mor ikke og familien ender med at møde op i kirken til brylluppet. Fejringen af kærligheden i kirken forløser, og på vejen hjem kysser Sejr og Ivans forældre endelig hinanden.

“-Se, de kysser! Ad! Svarer Ida og ler. Hun og Sejr kigger i en bog. Den handler om en fattig pige, der bliver forelsket i en prins.”

Sådan lægges der fra land ved bogens begyndelse. Resten er historie, som det gerne hedder, for det her kender vi alle sammen, det er et eventyr og eventyr ender altid godt. Læseren skal gerne opleve hårde tider og megen modgang, men rammen er sat, det er eventyrets, det er den poetiske leg med livets brutale vilkår, et univers hvor alle modsætninger opløses og udgangen er de godes endegyldige sejr over det onde, alt det som skiller os ad. Det er en fortælleteknisk solid åbning af teksten, for hvad er sproget – og kærligheden - andet end den forunderlige kraft, der forener alle forskelligheder. Hvilket da også må være forfatterens pointe med Klamme kys og kærlighed, for Egil Hvid-Olsen formår ubesværet, at holde denne forunderlighedens og eventyrets ramme fra først til slut.

“Præsten siger en masse, som Sejr ikke forstår. På et tidspunkt holder han en tale. Han taler om Mia og Line.//Og nu rejser Line og Mia og kysser hinanden. - Det var slet ikke så klamt hvisker Sejr til Mor...”

Den sproglige æstetik er underspillet og fortællingen renset for liturgiens og ceremoniens overflødige effekter, det er kærlighedsbudskabet der tager prisen hjem i historien. At samkønnet kirkelige vielser fortsat kan give anledning til nid og nag i den danske befolkning i almindelighed og den danske folkekirke i særdeleshed, bliver næsten absurd i fortællingens univers, her hvor tekst og billedmateriale lægger op til omsorg for alle karaktererne. Det er modigt, taget i betragtning at forfatteren også er sognepræst i Folkekirken, hvor polemikken om samkønnet ægteskab synes at ha’ opnået evigt liv.

Illustrationerne i Klamme kys og kærlighed er nænsomt udført af Jette Simonsen og går æstetisk hånd i hånd med historien. Karaktererne er let genkendelige gennem hele fortællingen, ligesom de står i et tekstnært forhold og samtidigt highlighter historiens bevægelse frem mod kærlighedsbudskabets forløsning. Farvepaletten er holdt i jord- og pastelfarver, hvilket underbygger tekstbilledets næsten ydmyge form. Tilsammen fokuserer sproget og billedfladen i Klamme kys og kærlighed på det bånd der knytter alle forskelle, mellem barn og voksen, køn og polemikker, sammen til en universel enhed.

Tilbage til anmelderens udfordring og de to femårige ...

Børn er naturlige genier, når det drejer sig om narrativitet, på intet andet tidspunkt i menneskelivet blomstrer fortællekraften så frit som i barndommen. De er, måske netop derfor, et notorisk krævende og alt andet end taknemmeligt publikum. Lakmusprøven giver gerne et svar allerede på første side. Er det kedeligt, så kasseres bogen så let som ingenting, alt imens ynglingsbogen bliver genlæst, krammet og forbrugt indtil ukendelighed, ikke at forglemme børns springende læsestrategier, der bliver nemlig gerne kommenteret lydeligt, samt stillet et utal af spørgsmål undervejs gennem bogen.

Klamme kys og kærlighed bestod testen. Den gik rent ind, så at sige, og det er ganske vist, kys er klamme! Udfordringen derimod bestod i at forklare, hvorfor det skulle være et problem, at to kvinder kysser hinanden og vil giftes? Det kan være vanskeligt at forklare baggrunden for et verdensbillede, som man ikke selv hverken forstår eller deler.

Klamme kys og kærlighed lægger sig tæt ind til en skandinavisk tradition for at indbyde barnet til refleksion og dialog, hvilket den lille, men alligevel store bog mestrer på fornemmeste vis.