onsdag den 29. august 2018

Lykke-Per som tidsbillede af Danmark

Klassikerlæsning.
Henrik Pontoppidan: ”Lykke-Per”, 1904/05.

Bille August kommer i disse dage med en TV-serie og biograffilm, der er bygget på Henrik Pontoppidans klassiker ”Lykke-Per”, som udkom i otte bind fra 1898 til 1904. Allerede i 1905 fulgte en forkortet og omarbejdet version. Filmatiseringen kan anspore til læsning af den gamle roman.

Af Egil Hvid-Olsen
Forskellige former for lykke
”Lykke-Per” er en dannelsesroman, der følger den unge Peter Andreas Sidenius, som skifter fornavn til Per, så snart han er flyttet fra det hjem, der har tynget hans sind under en streng ortodoks kristendomsforståelse. Faderen er en alvorlig og verdensforsagende præst, og moderen, om hvem man senere erfarer, at hun inden sit giftermål var en glad og festlig ung pige, bakker sin mand op i et og alt. Tynget af legemlig svaghed ligger hun det meste af tiden i sengen, hvorfra hun sin sygdom til trods – eller måske netop i kraft af den - udøver indflydelse på børnene. Forældrenes påvirkning fører til Pers brud med familien. Han tager til København for at finde lykken, hvilket til overmål lykkes for ham. Den eneste, der ikke erkender det til fulde, er Per selv. Hans ungdommelige livsappetit stiller sig ikke tilfreds, men vil nå nye højder. Per er ambitiøs, både fagligt, standsmæssigt og følelsesmæssigt. Han vil bestandigt have mere og er derfor konstant på nippet til at miste det hele. Men da han står på tinden og for alvor kan høste frugterne af den lykke, der er blevet ham til del, føler han sig forspist og vender sig delvis mod sin barndoms asketiske idealer. Dog ender han ikke som sine forældre, men opnår en klarhed og ny form for lykke, hvis art ikke skal afsløres her.

Nøgleroman og tidsbillede
Udover dannelsestemaet er der en del nøgleroman over ”Lykke-Per”, som i anonymiseret, men ofte genkendelig form beskriver en række på Pontoppidans tid kendte og indflydelsesrige personer. Særligt dr. Nathans Georg Brandes-figur beskrives nuanceret med både stor veneration og kras kritik. Alt i alt giver ”Lykke-Per” et mangesidigt tidsbillede af Danmark ved 1800-tallets slutning. Pontoppidan skildrer både det stenrige københavnske borgerskab og den lavere middelklasse samt datidens store udfordringer med en mangfoldighed at fattige borgere, der som følge af industrialiseringen søgte til storbyerne for at få arbejde i de fabrikker, alle fornemmede var vejen frem til øget velfærd; en velfærd, der lod vente på sig for netop arbejderklassen. En delvis løsning på dette problem udpeger Pontoppidan ved at lade Pers tidligere forlovede oprette en skole for arbejderklassens børn. Her får de også mad og omsorg. Selvom det ikke er romanens hovedsag, er forfatterens sociale indignation med til at drive den frem.

”Tell, don’t show”
Der er ikke meget af det moderne litteraturmantra ”Show, don’t tell” over Lykke-Per. Pontoppidan fortæller og fortæller og fortæller. Dialogerne er ganske få, for den alvidende fortæller er så meddelsom, at karaktererne ikke selv behøver at ytre sig. Pontoppidan afslører sine karakterers inderste tanker og følelser, så man lærer dem at kende til bunds. Mange klædes af til skinnet og fremstår som de mennesker, de er på godt og ondt. Det er til tider ganske morsomt, fordi det bestemt ikke er alle, der har Pontoppiddans sympati. De færreste af romanens magtfulde mænd er så velmenende, som de gerne vil fremstå, for de spiller alle et spil om mest mulig indflydelse.  Grundtvigske præster skildres som overfladiske livsnydere, der suger deres glade teologi ud af skaberværkets forunderlighed. Missionske ditto lægges for had for deres evighedshungrende livsfornægtelse. Selv dr. Nathan får et skud for boven som en forfængelig overgangsfigur, der er god til at formidle andres tanker, men ikke selv gør sig mange selvstændige af slagsen. Skønt der altså hele tiden går en strøm af ironisk beskrivelse gennem romanen – også når det gælder hovedpersonen – er der dog langt fra tale om en karikatur. Bogen er en dybt alvorlig samtidskritik, der tager livtag med de på den tid udbredte åndsretninger samt de problemer, det tydeligt klasseopdelte samfund førte med sig. Samtidig hæver romanen sig over det tidsbundne og skaber en række menneskeskildringer, hvis dilemmaer er genkendelige til hver en tid.

At Pontoppidan fortæller mere, end han viser, medfører en temmelig omstændelig fortællestil, der ind i mellem nærmer sig det kedsommelige. Men når det sker, er hans eminente evne til at formulere sig skarpt og smukt med til at drive læsningen frem.

Ungdommeligt navlepilleri
Per omgives af personer, der sjældent er entydigt skildret, for mennesker er aldrig entydige. Karaktererne fremstår troværdigt, fordi de er ført forbi Pontoppidans skarptskuende og afslørende blik. Den karakter, der skildres allermest nuanceret og hvis styrker og svagheder derfor fremstår med størst overbevisning, er hovedpersonen Per.
Det meste af tiden følges Per som ung. Han er, som de allerfleste i den alder, optaget af sig selv, af sine lyster og drømme. Han kan godt udvise interesse for andre, men når han er ved at blive forpligtet, bakker han ud. Han vil hellere have sin frihed. Han er de grænseløse muligheders mand, der kæmper sig frem mod nye mål, men trættes af resultatet, så snart det er opnået. Ja, selv inden målet er nået, kan han miste interessen og sætte sig et nyt. Undervejs irriteres man over den unge mand, der slet ikke er sig bevidst, hvor forkælet han er.
Pontoppidan skildrer flere gange nogle meget pludselige følelsesskift hos sin hovedperson, som læseren ikke er blevet advaret om. Det kan virke besynderligt, men spørgsmålet er, om det ikke ofte er sådan, nogle menneskers sind er indrettet. Så snart man begynder at kede sig lidt, kaster man sig ud i nye planer, om det så skal koste én det, man hidtil har vundet. Per er i hvert fald i sine følelsers vold. Han reagerer spontant på oplysninger og indfald. Dette gør ham svær at stille tilfreds; svær at leve sammen med.
Langt hen ad vejen er det almindeligt ungdommeligt navlepilleri, Pontoppidan beskriver hos sin hovedperson. Men han formår samtidig at vise, hvordan Per både fastholder sin rastløshed og skifter karakter for til sidst at falde til ro i en tilværelse, der ligger lysår fra den, han stræbte efter, da han var ung. En sådan skildring af personlig forandring er litteratur på højt plan.

Læs den, før din nabo ser den
”Lykke-Per” kræver tid. Sproget er billedrigt og lettere omstændeligt, men bestemt besværet værd. Det samme gælder handlingsgangen, som slæber sig afsted og dog er svær at slippe. Derfor skal der herfra lyde en opfordring til at læse eller genlæse bogen, inden din nabo ser filmatiseringen.

fredag den 24. august 2018

En klagesang, en protest

Peter-Clement Woetmann: ”Bag bakkerne, kysten. En klagesang”, 
Kronstork 2017, 64 sider, 129 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Et enkeltstående strå af marehalm træder ud mod læseren på omslaget af Peter-Clement Woetmanns klagesang ”Bag bakkerne, kysten”. Væksten markerer, ligesom titlen, at bogen udspiller sig på grænsen mellem land og vand. Marehalm hører til i klitterne, der udgør landjordens forpost mod havets bølger. Fortælleren er ikke én, men flere: Landjorden på det europæiske kontinent og dens beboere:

Min krop er blå øjne hvid hud.
Min krop er korngule marker og den milde vind i træerne i en lysning i skoven.
Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten. (s. 5).

Disse tre sætninger gentages adskillige gange gennem det lange digt. De udgør en besværgelse, en stadig mere stædig insisteren på at være noget andet end det, fortælleren ikke er.
Ganske vist indledes klagesangen med flere beskrivelser af fortællerens krop, beskrivelser af, hvad fortælleren er:

Min krop er fugle der flygter omkring med hinanden højt svimlende et sted på himlen.
Min krop er klitrækkerne, marehalmen, varmt sand blå himmel. (s. 5).

Man drages i tanken tilbage til varme sommerdage.

Hvem fortælleren ikke er
Men hurtigt introduceres det, fortælleren ikke er:

Min krop er ikke bølgerne, min krop er ikke bølgernes krop. (s. 7).

Jo længere, man læser, des mere fylder negationerne. Eksemplerne på, hvad fortælleren ikke er, er forbundet med havet, med transport, med lukkede rum og mangel på ilt, med risici og drømme om et bedre liv på det europæiske kontinent.
Hentydningerne til, hvad fortælleren ikke er, bliver stadig mere konkrete:

Min krop er ikke krop skyllet i land ved Italiens kyst.
Min krop er ikke krop skyllet i land ved Grækenlands kyst.
Min krop er ikke krop skyllet i land ved Spaniens kyst. (s. 29).

Med sin nærmest messende opbygning konfronterer klagesangen læseren med antallet af døde i bestemte ulykker. De fleste ofre er druknet, andre omkommet i containere eller flyvemaskiner, men alle er de døde undervejs i deres jagt på lykken.
Stærkest bliver sangen, da den sætter navne på nogle af ofrene. Ikke at man kender dem, men navne er nu engang det, vi forbinder individer med, og ofrene er individer, medmennesker.

Fortælleren er sine læsere
I Det Gamle Testamente er et helt skrift forbeholdt klagesange. Her er ordet lagt i munden på de nødlidende: ”Stadig stirrer vore øjne sig trætte efter hjælp, men til ingen nytte; på vor udkigspost spejder vi efter et folk, men det bringer ingen hjælp” (Klages 4,17). Sådan kan flygtninge og migranter ombord på synkefærdige fartøjer stirre deres øjne trætte efter hjælp. Men fortælleren i ”Bag bakkerne, kysten” står på sikker grund. Ja, fortælleren er delvis selv den sikre grund. Fortælleren er nutidens forjættede land og dens indbyggere. Derfor er fortælleren også sine læsere. Fortælleren giver læseren stemme, for læserens ”krop er blå øjne hvid hud”.
Selvom fortælleren/læseren står på sikker grund, skælver den alligevel, for hvem kan være vidne til den tragedie, klagesangen sætter ord på, uden at skælve?

Protest og opfordring
”Bag bakkerne, kysten” er ikke blot en klagesang, men også en protest mod fortælleren selv, mod læserne, og mod alle andre, der ved, at der finder en katastrofe sted, men intet foretager sig. ”Bag bakkerne, kysten” er et nødråb på de druknendes vegne, en opfordring til anstændighed og handling.

Min krop er ikke den ukendte mor der druknede ud for grækenlands kyst med sine otte børn (s. 59).

Nej, men både moderen og børnene var mennesker.



torsdag den 16. august 2018

Hulda Lütkens talent og "det kontrollerede overspændte"

KLASSIKERLÆSNING
Hulda Lütken:
”Degnens Hus”, roman med efterord af Hans Otto Jørgensen
Udkom første gang i 1929, Gladiator 2018, 349 sider, 300 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen
Forlaget Gladiator har en serie udgivelser ved navn ”Sandalserien”. Den består af ”klassikere på kanten af den etablerede kanon”. Forlaget genudgiver m.a.o. dansk litteratur med fokus på perioden fra det moderne gennembrud til ca. 1980. Formålet er at trække glemte og/eller oversete forfattere frem i lyset igen. Måske endda give dem en ny chance for at blive (aner)kendt. Kvindelige forfattere får også god plads her. Således også Hulda Lütken (1896-1946), hvis debutroman ”Degnens Hus” er den 27. i serien. Den har jeg læst. Jeg vil ikke sige med stor og udelt fornøjelse. Men forlagets intention er sympatisk, og romanen har også sine momenter, ligesom Hulda Lütken ubetvivleligt havde talent.

Hans Otto Jørgensen har skrevet efterord til romanen, og af det kan man læse, at hun er født og opvokset i Elling nord for Frederikshavn. Hendes far var skolelærer, en ikkelokal intellektuel, som sværmede for Brandes og socialisme. Moderen derimod var bondsk og havde taterblod i årerne. Disse to skikkelser genkender man i fortællingen som hovedpersonen, Lina, og hendes mand, Peter.



Forfatteren har været 33 år, da romanen udkom første gang i 1929. På det tidspunkt har hun et forlist ægteskab og en bortadopteret søn i bagagen. Hun arbejdede som husbestyrerinde i København og hang ud med Tom Kristensen og co. Der var nogle, der havde øje for hendes talent! En af grundene til, at hun ikke blev kendt i videre kredse, var nok hendes køn og hendes endnu mandsdominerede samtid. Måske havde det hjulpet, om hun var blevet ældre end sine 50 år.

Det kontrollerede overspændte
En anden eller tredje grund var, at hun af kritikerne blev anset for at være ”overspændt” og personerne ekstreme. Der sker ikke alverden med de personer fortællingen igennem. De er, som de er, man skal ikke vente nogle overraskelser. Det er sandt nok, det med det overspændte og ekstreme.

Men som Hans Otto Jørgensen påpeger, så er ”det overspændte kontrolleret”. Forfatteren ved godt, hvad hun gør, og hun vil noget med det, hun gør. I stedet for at lade modsætninger mødes og brydes i de enkelte personer, så rendyrker hun typer og sætter på den måde kultur og natur op imod hinanden, ligesom hun gør det med drøm og virkelighed, ånd og hånd, tro, overtro og vantro, og meget mere.
”Degnens Hus” er omdrejningspunktet for fortællingen.

Der bor Lina og Peter, og vi hører også om Linas gudfrygtige mor, Martha, og hendes far, Lars. Og om andre personer i det lille landbosamfund. Og om Linas og Peters børn, hvoraf den yngste datter, Maria Magdalene, er den eneste markør af fortælleforløbets udstrækning. Hun fødes i begyndelsen af fortællingen og er endnu en skolepige ved slutningen – og det er ikke noget, man er ret længe i det samfundslag, romanen beskæftiger sig med. Man ser for sig gang på gang billeder som van Goghs ”Kartoffelspisere” og Brendekildes ”Udslidt”. Det er barske vilkår, som kunsten er med til at henlede opmærksomheden på.

Mændene er nogle skvat
Mændene i romanen er nogle skvat. Peter, degnen, er en fremmed fugl. Det er en fattig egn, han er kommet til, hvor håndens arbejde er meget påkrævet, og åndens mindre agtet. Han er fritænker uden rigtig at have formatet til at være det. Som hans modpol står hans svigermor, Martha, som tilskriver alt Guds vilje og samtidig døjer noget med, at hun har svært ved at tilgive SIN mand, at han render til andre kvinder. Hankønnets skrøbelighed kommer også til udtryk ved, at Linas drengebørn dør fra hende. Og den ene søn, som lever, er født med et hareskår. Linas sorg og udmattelse skildres uden svælgen, det er en karsk realisme og ikke megen trøst at hente.

Skønt Peter synger i kirken hver søndag – det er en del af hans stilling som degn (og vel den, hvor han gør mindst skade. Nogen stor pædagog er han ikke) – så benægter han hårdnakket, at der overhovedet er en Gud. Lina, deler hverken moderens blinde tro, som også har elementer af overtro, eller ægtefællens totale afvisning. Hendes gudsforhold er måske genkendeligt for mange i dag: hun skænker det ikke mange tanker i det daglige, men uanset om han er til eller ej, så har netop det spørgsmål det med at trænge sig på, når livets storme også gør det. I sådanne situationer er det godt at vide, at andre tror.

”Ak, den stakkels Moder, hun var meget syg. Lina nænnede ikke at sige hende imod. Det var ogsaa paa en Maade saa godt at høre, at han var hos Vorherre; selv om hun ikke troede det, saa varmede det hendes Hjerte alligevel…” (s. 243) Hun er på mange måder sin mand overlegen: hun får noget fra hånden, men har også et åndsliv, i hvert fald læser hun gerne trods sine kun tre års skolegang, og hun er et både drømmende og reflekteret menneske, selv om hun må tage natten til hjælp for at få stunder til det.

Lyst til at irritere
Hun vender Peters argumentation imod ham på den allerspydigste vis, da hun, overmandet af foragt for ham, får ”Lyst til at irritere ham med et eller andet” (s. 182) og derfor siger, at han ikke er en far for sine børn. Han misforstår det i biologisk retning. Det fanger hun straks og siger: ”Du ved, en Fader kan ikke bevises!” Ligesom en Gud ikke kan bevises – det beror på tillid.
Mænd er noget pak, skrøbelige og/eller latterlige. Ægteskaber er ingenlunde noget, man har for sin fornøjelses skyld, men fordi at når man i sin dårskab har sagt A, så hænger man også på B.

Modsætninger mødes. Han, den evige jøde, var flakket omkring som huslærer. Lina og han mødtes på den lokale højskole, hvor han holdt foredrag. De blev betaget af hinandens skønhed, og hun fik ham til at søge stillingen som degn. ”Han havde været det fremmede for hende, det uforklarlige, Kulturmennesket, hun ikke kendte, men føle sig draget mod. Han havde lammet hende med sine skarpe Domme, sine Foredrag, sit Fritænkeri – der kaldte paa Hedningen i hende – og sit Had til det snævre og almindelige. Luft til alle sider havde der været i Førstningen. – Siden havde Dagliglivets irriterende Smaating trukket en graa Hinde over deres Samliv”. (s. 37)

Således er der nok noget, der er genkendeligt for læseren af i dag, fordi det er alment menneskelige sager, der beskrives i Hulda Lütkens roman, når hun taler om kærligheden og om sorgen. Modsætningerne udforskes i fortællingen på en måde, så man ikke er i tvivl om, hvor forfatterens sympati ligger. Det er interessant, men interessen forbliver mestendels på afstand. Rigtig grebet af fortællingen blev jeg ikke. Ikke så meget pga det overspændte, som pga at man forbliver tilskuer til nogle tableauer fra en svunden tid og svundne vilkår.

Der tilføjes ikke noget nyt til forståelsen og indsigten i den tid og de vilkår. Som teolog med interesse for litteratur er der noget at hente – men som læser kom denne roman ikke til at stå som det helle, som læsning gør det for Lina: ”En ny Verden rulledes op for hende. Linas Fantasi og Drømme næredes. Bøgerne blev hendes Fryd, hendes Luksus, Glæden i hendes ensformige Liv. Livet i bøgerne blev det Liv, hun skulde have levet.” (s. 39)

Dog: Hatten af for Lina - og for Gladiator, fordi forlaget påtager sig opgaven med at udfordre den mere etablerede kanon.