En tristesse, der vil dig noget

Linus Carlsen
Jeg er blevet et hylster
Digtsamling, 53 sider, Arkiv for detaljer, 2019

Af Anne Rye Andersson
Anmeldelsen har tidligere været bragt i BookHaul

”Jeg er blevet et hylster” er et ridt udi melankolien og de tunge følelser, der opstår, når man mister den, man elsker, og næsten mister sig selv. Men det er også noget med at kunne se det smukke i sin sorg og betragte den oppe fra og give den plads.

Linus Carlsen er en digter, der ikke er bange for at dykke ned i tristessen og give den form og retning. Som f.eks. her:

”allerede 

er det brudt

                                bristet og

               næsten ikke til

             at bære

                                                             ved din ankomst

                     træder det ind

               skraber og flænger

      som en ingen ting

       og fortrudt”  

Eller her:

”  jeg er ret sikker på at det kan

             ses på mig

hvordan ingenting rigtigt betyder noget længere

hvordan ingenting rigtigt hænger ved” 

Den eksistentielle tvivl er til at tage og føle på, selvom det er korte, stramt komponerede digte. Der er en dybde i digtene, der nærmest rummer en afgrund i sig, som at stå på kanten af en klippe og kigge ned i intetheden, men alligevel vide, at det man rammer er blødt som mos. Der ligger en følelse af afmægtighed, men den har stor patos og viljestyrke, og på den måde minder digtsamlingen mig om Strunge og punkpoesien, måske fordi Strunge lod sig inspirere af musik, og Carlsen ligeledes er musiker. En anden lighed til Strunge kan ses ved fremmedgørelsen af mennesket i byen. Jeg citerer:

”kan du forestille dig

    noget mere ensomt

  gaden lyder

    forblæst”

Og dette:

”                  dansende skrald i

     krydsvinden ved stationen

 fingre der flettes sammen og

                                        ud igen 

                  bygningernes aftryk

            mennesker uden grund”

Den indvirkning byen, måske særligt storbyen, kan have på os, kan efterlade os tomme og ude af sync med selvet. At vi alle sidder inde bag vinduer, afsondret, langt fra hinanden, ensomheden i storbyen og måske endda, når vi er ude blandt andre. At være ensom i selskab er som at få revet hjertet ud, og den følelse får man, når man læser digtsamlingen.

Der er ikke noget dødsønske i digtene, men en underliggende dødsangst, som ligger latent mellem linjerne, måske fordi viljen til liv er så stor. Det er magtpåliggende at få levet det liv, der virker så trist. 

Og mit absolutte yndlingsdigt:

”i udkanten

  venter vi

            let berørte

    af de mennesker

       vi var”

Det er virkelig smukt og rørende og virkelig trist. Som at se tilbage på et liv, der måske ikke blev som forventet, et liv der bød på skuffelser, men også det modsatte, ikke desto mindre, vi er forandrede, tiden og livet har gjort os til nogle andre, måske venter vi på, at livet skal begynde sådan rigtigt, måske venter vi på, at der skal ske noget stort og banebrydende, så vi endelig kan blive lykkelige. Denne fortsatte higen efter det gode liv og den ultimative kærlighed er også tilstede i digtene. 

Som titlen på digtsamlingen angiver; ”Jeg er blevet et hylster”, kan det at gå igennem livet også være en tomhedsfølelse, at føle, at man er en skal, en afart af sig selv, men måske også et hylster i den forstand, at man som mennesker rummer alle disse store følelser, eller det kan være et hylster for sorgen over en forlist kærlighed eller et forspildt liv. Vi er vel alle hylstre i en eller anden forstand, vi har forskellige ham til forskellige sfærer, og måske især i disse identitetspolitiske tider.  

Carlsen har med ”Jeg er et hylster” bidraget med en fin digtsamling, der på en og samme tid hensætter læseren til en følelse af melankoli og virkelyst, og det er egentlig ret beundringsværdigt. Hvis man kan lide Strunge, måske særligt ”Vi folder drømmens faner ud”, vil man kunne lide denne digtsamling. 

Scener fra Danmarks røvhul

 Jakob Skyggebjerg: ”Der går min klasselærer”, Gladiator 2020, 268 sider, 300 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Tilbage i 1980’erne hørte jeg jævnligt ”P4 i P1”; et fantastisk ungdomsprogram med Tine Bryld som frontfigur. Hun kunne tage både små og store problemer alvorligt. Ingen ung lytter, der ringede ind, blev svigtet af hende. Det var i en af disse udsendelser, at en ungersvend udtalte nogle ord, der brændte sig fast i min hukommelse: ”Horsens er Danmarks røvhul”.

Såfremt en række unge mennesker hverken før eller siden har udtalt noget lignende om lige netop deres fødeby, synes lokaliteten af Danmarks røvhul at være rykket cirka 10 km. mod sydvest - til Løsning. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man læser Jakob Skyggebjergs roman ”Der går min klasselærer”, hvis handling finder sted i år 2000.

Pinligheder står i kø

Jakob Skyggebjerg skriver eminent. Han mestrer at fastholde det pinlige i så lang tid, at man fristes til at bryde ud af handlingen med en eller anden ligegyldig overspringshandling. I ”Der går min klasselærer” står beskrivelserne af pinligheder i kø. Der bliver serveret historier ad libitum om lærere, der ikke griber ind over for mobning. Det hænder oven i købet, at de selv deltager i den. Og så følger man hovedpersonen Erlings frigørelse fra de gængse normer; en frigørelse, hvis drivmiddel er hans forelskelse i en elev fra 9. klasse. Selvom Erling overskrider grænsen for det tilladelige, er han ikke kun seksuelt tiltrukket af unge piger. Han lider snarere af opmærksomheds- og anerkendelsessult, hvilket gør ham til en ynkværdig og temmelig klam karakter, der i den grad også formår at kaste sig ud i pinagtige situationer.

”Der går min klasselærer” bevæger sig således det meste af tiden på kanten, hvilket gør den morsom, men også bare lidt for meget. Vel er skildringerne af mobning desværre ikke urealistiske, og vel findes der mennesker, der som Erling hungrer efter anerkendelse uden selv at give noget. Vel findes der misbrugsfamilier og unge mænd, der kun lever for at drikke sig fulde, ryge sig skæve og kaste sig ud i livsfarlige konkurrencer, og som bryder hverdagens monotoni med mobning. Men når det næsten kun er dem og deres ofre, der beskrives, bliver denne side af virkeligheden så eksponeret, at det virker overdrevet. For der findes jo også mennesker med overskud og livslyst; folk, der nærer omsorg for andre. De findes – også på landet i byer som Løsning. Dem fortæller Skyggebjerg ikke om. Allerhøjst findes de bag Erlings latterliggørelse af de småborgerlige indbyggere, der har travl med at passe deres haver.

Svært at holde af karaktererne

Litterært set kan Skyggebjerg dog have en pointe i ikke at skildre andre end dem, der bliver mobbet, dem, der mobber, samt dem, der svigter mobbeofrene. For dem, der mobbes, har ikke blik for de mennesker, der måske ville kunne hjælpe dem. Det er ikke ofrenes skyld, for de er jo blevet vænnet til en selvforståelse som jordens afskum. De kan ikke forestille sig, at andre mennesker end allerhøjst deres forældre vil kæmpe deres sag. Med sit fokus på svigt skubber Skyggebjerg til den del af Danmarks voksne befolkning, der udmærket ved, at mobning er en djævelsk uting, men som måske alligevel tøver med at gribe ind, hvis de støder på et konkret eksempel. Det ændrer dog ikke ved, at ensidigheden er ved at kamme over. Med sit fokus på de mennesker, der har svært ved at fungere socialt, er Skyggebjerg tæt på selv at mobbe netop denne befolkningsgruppe, idet han sætter sine karakterer i bås og latterliggør dem. Det er naturligvis ikke så alvorligt, fordi det kun sker på papiret, men det medfører, at forfatteren lægger en distance til sine karakterer, som ikke engang han kan holde af. Og dog … Enkelte gange får læseren indsigt i nogle af karakterernes andre sider. Således er mobberen Skvajjer næsten rørende i sin nørdede lidenskab for computere, og om hans ven, Karsten, der har en alkoholiseret far, og som selv er godt på vej ud i et varigt misbrug, får man følgende korte oplysning:

”Der hænger en kalender fra 1998 på et søm på væggen, og ved siden af den et billede af Kasper og lillesøsteren, fra dengang de var små.

Syv og tre, det ved Kasper.

Hun bor sammen med moren ovre i Vestjylland. En by, der hedder Skjern. Kasper har tænkt på at køre over og besøge dem. Engang når han får bil måske.” (s. 174).

Teksten fylder ikke meget, men giver præcis det nødvendige indblik i den udadtil benhårde knægt, der driver andre drenge ud i fortvivlelse.

Også Erlings kone, Irma, lærer man lidt bedre at kende. Der skal blot en smule begær til, at hun springer ud i fuldt flor. Hun er skøn, selvom hun misser, at Erling ikke er drevet af kærlighed til hende, men af kærlighed til sig selv og sine lommepsykologiske og pseudofilosofiske indsigter, som han gerne vil imponere sin kone med.

Sprogligt overskud og grotesk humor

Således bevæger ”Der går min klasselærer” sig mellem den ubarmhjertige afsløring af karakterernes dumheder og nogle langt sjældnere afsløringer af, hvad de også rummer. Men hele vejen igennem er romanen skrevet med stort sprogligt overskud, der -uafhængigt af handlingen - gør læsningen til en fornøjelse. Dertil kan man lægge den groteske humor, der får frit løb, for eksempel når Erling skal til hjemmeværnstræning med tre jævnaldrende, der alle sammen hedder Michael. Det er så kosteligt, som det kan blive.

Fra Fyn til Uzbekistan og hjem igen

I en retfærdig verden ville Ole Lillelund være lige så stort et navn som sin tætteste åndelige slægtning Dan Turell, der på lignende vis satte folkeligt dansk perspektiv på globetrottende avantgarde-poesi og religiøs mystik. Få steder står det så klart som i 2015s Udsagn fra Tågernes Kaj.

Ole Lillelund: ”Udsagn fra Tågernes Kaj”
Digtsamling, Det Poetiske Bureaus Forlag 2015, 82 sider

Af Simon Hesselager Johansen

Ole Lillelund, født 1942 i Odense, er ikke en af Danmarks bedst kendte digtere, hvilket er noget af en skam. Lige siden Lillelund udgav sin første digtsamling ”Auktion over Van Goghs Øre” i 1968 har han ikke alene udgivet et godt dusin digtsamlinger, hvoraf den nyeste udkom i 2017. Han har også været sanger i punkgruppen The Sound Addicts og eksperimental-jazz-orkestret OCS-CPH samt oversat poesi til dansk fra indonesisk, nepalesisk og pashto. Med sådan et curriculum vitae burde Lillelund have status som en modkulturel grå eminence på linje med Dan Turell, han også tit optrådte sammen med i 1960'ernes København. Alligevel kan denne artikels anmelder tælle de anmeldelser af Lillelunds bøger, han har læst, på én hånd.

Ude at svømme

2015s ”Udsagn fra Tågernes Kaj” er ikke den første bog af Lillelund som undertegnede læste, den ære tilhører ”Spækkede Ord” fra 2016. Det er heller ikke den personlige favorit, det er ”Den Sorte Svanes Sang” fra 2017. Dog var ”Udsagn fra Tågernes Kaj” dér, hvor undertegnede for alvor begyndte at forstå Lillelund, og denne anmeldelse er et forsøg på at redegøre hvorfor. Måske skyldes det, at de to første digte i ”Udsagn...” fungerer som henholdsvis kunstnerisk manifest og som selvbiografi – altså nøgler til at forstå Lillelund som kunstner.

I 'Egointro' skriver Lillelund, at ”hellere end forfatter kalder jeg mig – ordslynger – for jeg forfatter ingenting – de kommer bare – ordene”. I stedet ”stikker [Lillelund] en antenne – ud i rummet” og ”sender en sonde – dybt i leveren” og ”lader indputtet – dryptørre”. Med andre ord erklærer han sig selv talerør for kræfter større end individet: Signaler og impulser fra så forskellige kilder som det højteknologiske  moderne samfund, menneskets ubevidste overlevelses-instinkter og transmissioner fra det himmelske. Alle disse er hele tiden til stede i alle de følgende digte, ligesom det glimt i øjet Lillelund vælger sine ord med.

I digt nr 2, 'Årtiernes kamre', opridser Lillelund sin livshistorie på humoristisk vis:

i fyrrerne var jeg barn

i halvtredserne var jeg ung

i tresserne var jeg ung igen

i halvfjerdserne var jeg væk

i firserne blev jeg ætset

i halvfemserne var jeg drømmer

i nullerne var jeg ekstatisk

nu er jeg endelig ude at svømme

hvorhen hvordan

evighed eller udslukkelse

bare vent

Digtet forklarer, hvordan han fandt vej i hvert nyt årtis tidsånd på en måde, mange andre ikke kunne. For Lillelund bliver det en befrielse, at man aldrig rigtig kan forudsige det næste årtis tidsånd – fordi det hver gang åbner døren for en ny begyndelse. I hans egne ord var han helt væk i 70'erne, før han blev ”ætset” af 80'erne og efter 90'ernes drøm vågnede han op i ekstase for at føle sig som en svømmer imod evigheden, da han skrev den her digtsamling.

Den globetrottende mystiker

Sådan kan Lillelunds livsfilosofi indkapsles i en nøddeskal: Han får en større sammenhængende fortælling ud af de indsigter fra tilsyneladende modsatrettede tidsånder, kulturer og religioner, som bliver opfanget af hans antenne mens han svømmer videre gennem nye inspirationer. En livsindstilling, som nogle læsere vil kalde New Age men Lillelund selv nok ville identificere med den kinesiske filosofi-tradition Daoismen. Ikke overraskende nævner han Dao som tagende af sig af fødsel og liv (mens Buddha tager sig af døden) i digtet 'Kinamands Chance', der kan findes på s. 73.

Af og til kan Lillelunds religiøsitet virke noget forloren i sin kosmopolitiske synkretisme. Nogle læsere undrer sig uundgåeligt, om Lillelund har hugget nogle hæle og klippet nogle tæer for at få sammenhængende indsigter ud af så forskellige religiøse traditioner som ikke kun Daoismen og buddhismen men også hinduisme ('I Shivas Navn') og islam ('Ved et moskébassin i Bukhara').

Men så kan man tænke: Hvis Lillelund ikke havde viljen til at finde fælles sandheder i modstridende trosretninger, ville han som digter ikke være i stand til at få en flydende skrivestil ud af så forskellige inspirationskilder. Ergo har Lillelund proppet ”Udsagn til Tågernes Kaj” med hyldester til så forskellige steder som: 'Uzbekistan' hvor ”et langsomt eksprestog slanger sig gennem kyzyl kum under månen mellem tørre bjerge” ; Indonesien i 'På Java', hvor ”skyer smøger vulkaner ind” til tonen af ”musik der giver koda til allersidste strofe” som ”synges af brisen i palmeblade”;  Samsø i 'Samsøvinter', hvor ”en rød lanterne viser vej rundt om molen ved mårup havn” mens ”himmel, jord og vand” skjuler sig i mørket. Lillelund beskriver altså universets storhed afspejlet i en beskeden mole på Samsø som Uzbekistans tørre sletter og bjerge eller Indonesiens vulkanøer.

Karavaneby i kompakt form

Det stednavn som går igen flest gange i ”Udsagn fra Tågernes Kaj”, er Samarkand i Uzbekistan – stavet Samarqand med q i den gammeldags stavemåde, Lillelund bruger igennem bogen. (fx 'Slalom i Samarqand' og 'Ode til Samarqand') 

Samarqand er en af de ældste beboede byer i verden. I middelalderen var den mødested for karavaner fra Europa og Asien og et vigtigt centrum for kommerciel, kulturel og religiøs udveksling mellem forskellige kulturer. I dag har byen bevaret sine traditioner for håndværk i silkevævning, keramik og maleri på træ. Samarqand har også lige siden 1300-tallet rummet et af verdens største arkiver af islamiske teologiske værker.

”Udsagn fra Tågernes Kaj” er en slags mini-Sarmarqand i bogform: En karavane-by i mikrokosmos hvor litterær, filosofisk og religiøs inspiration fra over hele jordkloden mødes for at danne nye kunstneriske traditioner og biblioteker der samler åndelige indsigter bevaret for eftertiden i flere århundreder. Dette bliver tydeligst i digtet 'Drømmens by i fysikken' på s. 57, der besynger Samarqand som:

[...]

hjemsted for alle slags

tyrkiske duer

der kaster stor fred over

skæbnens mørke sarkofager

hvor pilgrimme trasker

og turisterne haster

[...]

Ligesom flere af Lillelunds digtsamlinger (fx 2017s ”Den Sorte Svanes Sang”) følger der en lyd-cd med ”Udsagn fra Tågernes Kaj”, hvor Lillelund læser op af sine digte til underlægningsmusik.

Denne gang er Lillelunds medsammensvorne jazz-gruppen Silver & Steel. Silver & Steels lydspor består af tilpas spacy dronende violiner, der skaber varme lydlandskaber med melankolsk guitarspil svævende i baggrunden som lyserøde skyer, der oplyser en gul og lilla aftenhimmel. Senere hen dukker æteriske kvindelige baggrundsvokaler, lydklip af havets bølger og tempelklokker op. Lillelunds egen oplæsning forholder sig i et jordnært og afslappet tempo uanset om digtene han læser op handler om fjerne karavanebyer og stillehavsøer, oldgamle mystiske traditioner eller livet i det moderne Danmark – for Lillelund er alle de emner del af samme univers. Det er et noget varmere og spraglet lydspor end det kolde elektroniske minimalistiske, som Lillelund læste op til på den cd, der fulgte med 2017s ”Den Sorte Svanes Sang”.

”Udsagn fra Tågernes Kaj” er også noget lidt andet, selvom den tydeligvis er samme forfatters værk: Her mærker man, på tryk såvel som cd, virkelig hvordan et helt univers reflekteres gennem prismen af én kunstners kreative proces. Det kan være noget af en stor mundfuld for et publikum, som sjældent oplever samme digter fungere som medium for en legion af forskellige tidsånder og folkesjæle. Men en læser villig til at svømme i samme golfstrøm som Lillelund, der behandler alle sine forskellige inspirationer som krusninger på overfladen af det samme hav, vil i ”Udsagn fra Tågernes Kaj” finde lige så mange belønninger som udfordringer.

Simon Hesselager Johansen, Juli 2020

Drab af nødvendighed

Michael Løhde Andersen og Lauge Eilsøe-Madsen: ”Edderkopper”, Forlaget Afkom 2020, 18 sider, 30 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Vi dræber af nødvendighed. Ikke fordi vi kan lide det.”

Sådan konstateres det i det lille tegneserie-/grafic novel-hæfte ”Edderkopper”, der er skrevet af Michael Løhde Andersen og tegnet af Lauge Eilsøe-Madsen.

”Vi dræber af nødvendighed. Ikke fordi vi kan lide det.” Med denne konstatering er der skåret ind til benet i den nærmest programmatisk korte udgivelse, der med sine horrorinspirerede billeder og små tekstbokse peger på faren ved fjendebilleder og fremmedfrygt. Det er derfor ikke tilfældigt, at hæftet slutter med teksten: ”Dedikeret til alle dem, der igennem historien (også den dag i dag) er blevet udsat for forfølgelser på grund af hudfarve, køn, politisk overbevisning, seksualitet, etnicitet, religion eller race.”

Kristus med klovnemaske

Der kan ligge en problematik i, at den xenofobiske fortæller selv har en skræmmende udstråling, for derved får man som læser det samme forbehold over for ham, som han har over for dem, han føler sig truet af, nemlig edderkopperne … og fårene … og muldvarpene … og .... På den anden side repræsenterer fortælleren ikke en bestemt mand, men det massevanvid, der kan opstå, når man generaliserer på baggrund af enkeltsager, så man angstfyldt søger sammen og i fællesskab lægger hele befolkningsgrupper for had. Denne angst er diktatorer geniale til at udnytte, hvilket ”Edderkopper” også illustrerer med en række velkendte ledere af totalitære systemer. I disses midte hænger den korsfæstede Kristus, og man må undre sig over det selskab, han er kommet i. Men når man ser nærmere på ham, er han blevet udstyret med en klovnemaske som dem, man kender fra gyserfilm. Det er altså en forvansket og misbrugt Kristus, der uden hold i Det Nye Testamentes kærlighedsbudskab benyttes til at sanktionere forfølgelse af bestemte befolkningsgrupper.

En advarsel om virkelig horror

”Edderkopper”s forsideillustration af en edderkop, der hænger i en tråd, er meget enkel, hvilket ikke gælder hæftets øvrige meget detaljerede illustrationer. Eilsøe-Madsens tegninger er voldsomme, uhyggelige og i enkelte tilfælde også ulækre, men selvom de lægger sig op af den fantasifulde horrorgenre, peger de hen på nogle problemstillinger, der hører virkeligheden til. Nogle af hæftets illustrationer minder i deres karikaturer om propagandaplakater fra 30’ernes Tyskland, der advarede mod jøder og netop dyrkede det massehysteri og det orkestrerede had, som nazismen var fantastisk til at opbygge og vedligeholde. 

Den xenofobiske fortæller formulerer horrible påstande, som var der tale om indiskutable sandheder. Argumenter mod hans paranoide forestillinger får ham blot til at øge mængden af absurditeter. Han er så skræmt, at han hellere opruster end undersøger sandheden i sine forestillinger. Man ville have ondt af ham, hvis han ikke var så farlig.

Med sin inddragelse af horrorgenren bliver ”Edderkopper” en lille koncentreret advarsel fra en niche i popkulturen mod at lade sig gribe af et had, der ikke bunder i virkeligheden, men hvis konsekvenser kan tage form af meget virkelig lidelse og lige så virkelig død, for som fortælleren siger i sin indbildte ufejlbarlighed: ”Vi dræber af nødvendighed. Ikke fordi vi kan lide det.”

Evigt liv og verdensmål i Løgumkloster

Museet Holmen i Løgumkloster er småt, men godt. Trods både sin lidenhed og sin beliggenhed i provinsen formår det lille museum at tiltrække udstillere fra kunstlivets top. Eksempelvis Michael Kvium, Esben Hanefeldt Kristensen, Sophia Kalkau, Maja Lisa Engelhardt og Peter Callesen har haft seperatudstillinger på stedet. I forbindelse med hver udstilling udgiver Museet Holmen et hæfte, der ikke kun kan bruges som katalog, men også som en kortfattet præsentation af den udstillende kunstner. Her følger anmeldelser af to af disse udgivelser.

Sara Duborg Døssing m.fl.: ”Det evige liv. Kathrine Ærtebjerg”, Museet Holmen 2019, 42 sider.

Hans Tyrrestrup m.fl.: ”Hans Tyrrestrup. The Global Goals. Verdensmålene”, Museet Holmen 2019, 50 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Lyse, længselsfulde kvinder

Billedkunstneren Kathrine Ærtebjerg har gjort sig bemærket blandt andet med sine malerier af hvide, ofte nøgne og dog kønsløse piger og kvinder, der tit befinder sig i en frodig og til tider truende natur.

Der er ikke så lidt humor i Ærtebjergs motiver, men ofte hører den til i den barske del af skalaen. Her kan man for eksempel tænke på maleriet ”Hun er stadig levende” (2011), der er blandt de værker, som findes i Museet Holmens lille bog, ”Det evige liv. Kathrine Ærtebjerg”. Bogen udkom i forbindelse med en separatudstilling, hvor Ærtebjerg viste malerier og træfigurer.

”Hun er stadig levende” viser en kvinde, der ligger i et mørkt kaos af cirkler og fangarme. Hendes krop synes at gå i ét med omgivelserne, for den har ændret sig til tentakler. Dog er den til at skelne fra det øvrige i kraft af sin hvidhed. Tentaklernes ender samles i kvindens ansigt, der har fordoblet sig, som om der er to af hende. Kobles maleriets titel sammen med bogens – ”Det evige liv” – kan ”Hun er stadig levende” være en skildring af en døende kvinde. Døden opløser livet, så kroppen fremstår som tentakler, der suges mod et mørke til højre i maleriet. Det er uhyggeligt! Men dobbeltheden i kvindens ansigt kan være en henvisning til, at noget nyt er ved at tage form; at hun dør, men allerede nu er ved at antage et nyt liv. Der er fastgjort nogle sorte elektroder på hendes ikke længere eksisterende brystkasse. De måler hendes hjerterytme og vil snart formidle hendes død på den skærm, som man må formode, at elektroderne er forbundet til. Hvilken form, det evige liv vil tage, afslører Ærtebjerg ikke, men at det findes et andet sted eller i en anden sfære antydes eventuelt af de planetlignende cirkler, der svæver rundt omkring kvinden.

Mennesket som del af naturen

Bogens forside gengiver et udsnit af værket ”Menneske I” (2019), der kan ses i sin helhed på side 39. Her er en kvinde og et træ vokset sammen. Træet har rod øverst i kvindens brystkasse og vokser op langs hendes hals for at springe ud i og blive ét med ansigtet. Træet tager kulør af kvinden, der i forvejen synes at blomstre med et vældigt rødt hår. Kvinden lader til at blive til træet. Tænker man igen på udstillingens og bogens tema, kan der i træet være en henvisning til døden, fordi det minder beskueren om, at vi er natur: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive…”. Træerne spirer jo af jorden, så måske er kvinden død og formuldet.

I kvindens transformation til træ kan der også ligge en påmindelse om, at det er os selv, vi skader, når vi skader miljøet; at vi bringer os tættere på døden ved ikke at passe på det, vi kommer af. At vi så at sige raserer vort eget hjem og derved gør livet sværere.

Samtidig er der noget fortrøstningsfuldt i, at træet spirer i kvinden. Hun er med til at skabe nyt liv. Måske er det Ærtebjergs symbolske kommentar til det evige liv, ”…men af jorden skal du igen opstå.”

Kristen symbolik

Ærtebjerg benytter sig af tilbagevendende symboler, blandt andet korset og nøglen. Dette udfolder Sara Duborg Døssing i sit korte essay: ”Troen, Nøglen og Det Evige Liv”. Nøglen bliver i hendes forståelse ensbetydende med den nøglemagt, det ansvar, Jesus giver disciplene, så de kan binde og løse syndere og dermed åbne eller lukke adgangen til det evige liv. Samtidig er nøglen et værktøj; et motiv, som Ærtebjerg også kredser om i al dets forskellighed.

Ud over Døssings tekst og et forord af museumsleder Kirsten Moesgaard indeholder ”Det Evige Liv. Kathrine Ærtebjerg” endnu et essay. Det er skrevet af Poul Götke, og kredser blandt andet om kønnet og det paradoksale i, at Bibel og kristendom gennem tiderne har været præget af mænd, selvom ”[…] kvinder spiller en bemærkelsesværdig stor rolle i Bibelen […]” (s. 15). Ærtebjergs pige- og kvindeskikkelser synes da også ofte at være hjemløse. De længes. Måske er det deres retmæssige plads i kristendommens menneskesyn, de længes efter. I hvert fald slår Götke fast, at Ærtebjerg i de seneste år er begyndt at anvende kristen symbolik. Derved kan de længselsfulde kvinder i hendes malerier måske få del i det evige liv, der tager sin begyndelse med det liv, de allerede er i gang med at leve.

Verdensmål på lærred

For mere end tre årtier siden, i 1987, udkom den såkaldte Brundtland-rapport, der var bestilt og udarbejdet i FN-regi med den daværende norske statsminister Gro Harlem Brundtland som kommissionsformand. Her kunne man læse advarsler som, at ”vi låner miljøkapital fra fremtidige generationer uden vilje eller udsigt til at betale den tilbage. De kommer måske til at forbande os for vor ødsle levevis.” Siden har ingen frivilligt accepteret en opbremsning i den stigende levestandard. Tværtimod. Væksten har brølet derudaf, og vi har fortsat med at låne miljøkapital i en sådan grad, at kommende generationer vil være i deres fulde ret til at forbande os, hvis vi ikke hurtigt og effektivt får taget brodden af de værste følger af klimakrisen. 

Denne opdatering af Brundtland-rapportens advarsel udfolder Knud Vilby i et kort essay om de 17 verdensmål, som blev tiltrådt af en lang række stats- og regeringsledere i 2015.

Når Vilbys essay er med i en lille bog om kunstmaleren og digteren Hans Tyrrestrups seneste værker, skyldes det, at Tyrrestrup har behandlet FN’s 17 verdensmål både med ord og pensel. Målene står på skuldrene af Brundtland-rapporten, men er lettere at forholde sig umiddelbart til, fordi de er formuleret i kortfattede punkter. Tyrrestrups verdensmålsværker er i første omgang lavet til en udstilling på Museet Holmen i Løgumkloster, men beskæftiger sig med et emne, der burde gøre det muligt også at vise dem samlet andre steder. For verdensmålene er vigtige pejlemærker for, hvad verdens lande bør arbejde hen mod i fællesskab.

De 17 verdensmål

De 17 verdensmål, der hver især har en række delmål under sig, er:

1. Afskaf fattigdom.

2. Stop sult.

3. Sundhed og trivsel.

4. Kvalitetsuddannelse.

5. Ligestilling mellem kønnene.

6. Rent vand og sanitet.

7. Bæredygtig energi.

8. Anstændige jobs og økonomisk vækst.

9. Industri, innovation og infrastruktur.

10. Mindre ulighed.

11. Bæredygtige byer og lokalsamfund.

12. Ansvarligt forbrug og produktion.

13. Klimaindsats.

14. Livet i havet.

15. Livet på land.

16. Fred, retfærdighed og stærke institutioner.

17. Partnerskaber for handling.

Man kan spørge, om Vilby i sit essay ikke fokuserer for meget på klimaløsninger i forhold til verdensmålene, der jo ikke kun beskæftiger sig med miljøudfordringerne. Men der synes alligevel at være en større sammenhæng mellem kampen for klodens klima og de enkelte mål. Det bliver for eksempel meget lettere at arbejde frem mod bæredygtighed, når børn og unge modtager en kvalitetsuddannelse, for så ved de, hvad der er på spil. Det er også nødvendigt med mest mulig fred, hvis alle skal kunne løfte i flok, og sådan kunne man blive ved med at gennemgå hver enkelt verdensmåls tilknytning til klimaproblematikken.

Opmuntrende opfordring i ord og farver

Ud over Knud Vilbys essay indeholder bogen et forord af museumsleder Kirsten Moesgaard og en oversigt over Hans Tyrrestrups nationale og internationale virke. Denne sidste tekst er skrevet af bestyrelsesformand for Janusbygningen i Tistrup, Bent Peter Larsen. At det lige er ham, der har indsigt i Tyrrestrups virke, skyldes, at kunstneren bor i nabobyen Thorstrup, nordøst for Varde.

Foruden de nævnte tekster rummer bogen naturligvis også billeder. Samtlige 17 værker om verdensmålene er gengivet. Det samme er en række forarbejder til værkerne. Hvert maleri suppleres af et digt, Tyrrestrup har skrevet, og som kan fungere som en ekstra titel ud over selve det verdensmål, maleriet er opstået på baggrund af. Jeg bemærker særligt disse lyriske tekster:

Verdensmål 1. Afskaf fattigdom:

”Rigdommens støttestok

Til

forskel”.

Verdensmål 11. Bæredygtige byer og lokalsamfund: 

”Skyskraberen

Og

Landsbyen

Hilser

På

hinanden,

der

kan

vinkes

fra

alle

vinduer.”

Verdensmål 15. Livet på land:

”Mågesvæv om træets sky,

jordiske landinger.”

Nogle gange fungerer malerierne som illustrationer til digtene eller omvendt. Andre gange er forbindelsen mellem digt og maleri ikke helt så klar, men kombinationen af tekst og billede er med til at sætte tanker i gang hos beskueren.

Selvom det er en alvorlig problemstilling, der italesættes med verdensmålene, er Tyrrestrups farvevalg muntert. Her er ingen opgivelse over de enorme udfordringer, verden står overfor, men en henvisning til den rigdom, kloden rummer, og som vi skal tage vare på. Således lægger man ikke bogen fra sig med et opgivende træk på skulderen, men med en bevidsthed om, at kampen er værd at tage; den kamp, vi skal føre mod og med os selv og andre for en bæredygtig vækst, der vil komme alle til gavn – også klimaet.

Haiku skaber ofte et rum, som regel i naturen.

Drømme der ikke/ huskes er de drømme der/ ikke skal huskes 

Ole Bundgaard: Haiku III, 
366 nye danske haiku, 
Werkstatt, 2019, 382 sider. 

Af Helge Krarup
Som bogens titel antyder, findes der fra Ole Bundgaards side to andre haikusamlinger á 366 nye haikudigte: Haiku, 2006 og Haiku II, 2013, samt et udvalg fra 2017 oversat til engelsk af Mus White. Derudover en lang række udgivelser i mange genrer, samt billedkunst og musik.
Haikudigtene i Haiku III har hver især en dato, et digt pr side med fortløbende datering fra 1. januar til 31. december via 29. februar, derfor 366 og ikke 365; dertil et efterord, hvor han gør rede for sin holdning til og brug af haikuformen gennem årene - lige siden Hans-Jørgen Nielsen: Haiku, Introduktion og 150 gendigtninger, 1963  - og mange andre emner.  Han gennemgår også Haiku III, så man som anmelder næsten føler, at der ikke er mere at tilføje.

Bundgaard nævner, at han har skrevet i senryu-formen, som er friere m.h.t. ´krav´ end haiku og ofte er humoristiske. Endvidere – ikke mindst i denne samling – metadigte, ordspil, sentenser, belæringer, bonmoter, aforismer, vittigheder. Og det er rigtigt, at der er sjove, lune, humoristiske digte og også helt platte.

Drømme der ikke/ huskes er de drømme der/ ikke skal huskes
Aldrig er næsten/ aldrig aldrig aldrig er/ mest næsten aldrig

Haiku skaber ofte et rum, som regel i naturen. Man kan sige, at i Haiku III er rummet sproget selv: en vending der vendes på hovedet eller vrides i en – måske tankevækkende – retning.
Jeg vil godt opholde mig ved den fortløbende datering af hvert digt – og tilmed sidenummerering, som jo er overflødig. Der er digtere, der i visse tilfælde skriver en dato ved et digt. Dan Turèll for eksempel, Allen Ginsberg, måske endda med stedangivelse. Eller i forbindelse med et efterord som Michael Strunge til Vi folder drømmens faner ud.  Sted- og tidsangivelse påberåber sig en autenticitet. Måske et ønske om at markere teksten som del af ens biografi – som Strunge: ”19. juni 1983, 25 år. København” - eller udvikling. Måske et opgør med digtet som evigt eller hævet over noget så profant som datering. Eller som en slags journalistisk dokumentation.

Datoer men ikke årstal
I Haiku III er der datoer, men ikke årstal. Hvad betyder det? Er det skrevet på en bestemt dato, men forskellige år? Eller til en bestemt dato. Eller opfordres man til at læse et haiku om dagen, måske efter devisen: Et digt om dagen holder lægen væk? På www.haikudanmark.dk/profiler har Ole Bundgaard angivet, at han har skrevet mindst et haiku om dagen, som del af en meditativ proces; ligger forklaringen dér?  Sådan set bliver datoen under læsningen triviel, og man springer datotitlen over, som overflødig, med mindre noget årstidsmæssigt dukker op i teksten, og man lige tjekker: Nå, er vi her i årets løb.

Under læsningen tegner der sig et jeg, en personlighed eller karakter, der er selvironisk, eftertænksom, lun, som helhed en antihelt. Der er meget jeg´et gerne ville, men ikke kan.

Da jeg var ung var/ jeg en ”ladykiller” nu/ er jeg en død sild
Lad mig sige det/ som det er jeg har ingen/ anelse om det

Mange haikudigtsamlinger opbygges efter årstiderne, så man læser en serie digte vedrørende forår, sommer osv. Det bliver for mig ofte lovlig bastant. Og dette ses ikke i denne bog, hvad man ellers kunne forvente, da den jo kalendarisk bevæger sig gennem året. Der er ganske få egentligt naturbundne digte, og årstiderne antydes meget diskret.

Knop springer af gren/ det regner med forårssol/ køerne danser (25. April)

Snarere bevæger samlingen sig henimod slutningen ikke specifikt mod vinteren, men i retning mod en bereden sig på døden. Og slutningen domineres af en vis nøgtern sørgmodighed, som skaber en nærhed til det skrivende jeg.

Jeg vil være en/ mild og glad Rasmus Modsat/ i mit næste liv (26.December)
Hvad skal jeg skrive/ at jeg er i live og/ gerne vil blive (27.December)
Jeg tror vi mødes/ en skønne dag tilfældigt/ et sted i det blå (31.December)

Helge Krarup