Haiku skaber ofte et rum, som regel i naturen.

Drømme der ikke/ huskes er de drømme der/ ikke skal huskes 

Ole Bundgaard: Haiku III, 
366 nye danske haiku, 
Werkstatt, 2019, 382 sider. 

Af Helge Krarup
Som bogens titel antyder, findes der fra Ole Bundgaards side to andre haikusamlinger á 366 nye haikudigte: Haiku, 2006 og Haiku II, 2013, samt et udvalg fra 2017 oversat til engelsk af Mus White. Derudover en lang række udgivelser i mange genrer, samt billedkunst og musik.
Haikudigtene i Haiku III har hver især en dato, et digt pr side med fortløbende datering fra 1. januar til 31. december via 29. februar, derfor 366 og ikke 365; dertil et efterord, hvor han gør rede for sin holdning til og brug af haikuformen gennem årene - lige siden Hans-Jørgen Nielsen: Haiku, Introduktion og 150 gendigtninger, 1963  - og mange andre emner.  Han gennemgår også Haiku III, så man som anmelder næsten føler, at der ikke er mere at tilføje.

Bundgaard nævner, at han har skrevet i senryu-formen, som er friere m.h.t. ´krav´ end haiku og ofte er humoristiske. Endvidere – ikke mindst i denne samling – metadigte, ordspil, sentenser, belæringer, bonmoter, aforismer, vittigheder. Og det er rigtigt, at der er sjove, lune, humoristiske digte og også helt platte.

Drømme der ikke/ huskes er de drømme der/ ikke skal huskes
Aldrig er næsten/ aldrig aldrig aldrig er/ mest næsten aldrig

Haiku skaber ofte et rum, som regel i naturen. Man kan sige, at i Haiku III er rummet sproget selv: en vending der vendes på hovedet eller vrides i en – måske tankevækkende – retning.
Jeg vil godt opholde mig ved den fortløbende datering af hvert digt – og tilmed sidenummerering, som jo er overflødig. Der er digtere, der i visse tilfælde skriver en dato ved et digt. Dan Turèll for eksempel, Allen Ginsberg, måske endda med stedangivelse. Eller i forbindelse med et efterord som Michael Strunge til Vi folder drømmens faner ud.  Sted- og tidsangivelse påberåber sig en autenticitet. Måske et ønske om at markere teksten som del af ens biografi – som Strunge: ”19. juni 1983, 25 år. København” - eller udvikling. Måske et opgør med digtet som evigt eller hævet over noget så profant som datering. Eller som en slags journalistisk dokumentation.

Datoer men ikke årstal
I Haiku III er der datoer, men ikke årstal. Hvad betyder det? Er det skrevet på en bestemt dato, men forskellige år? Eller til en bestemt dato. Eller opfordres man til at læse et haiku om dagen, måske efter devisen: Et digt om dagen holder lægen væk? På www.haikudanmark.dk/profiler har Ole Bundgaard angivet, at han har skrevet mindst et haiku om dagen, som del af en meditativ proces; ligger forklaringen dér?  Sådan set bliver datoen under læsningen triviel, og man springer datotitlen over, som overflødig, med mindre noget årstidsmæssigt dukker op i teksten, og man lige tjekker: Nå, er vi her i årets løb.

Under læsningen tegner der sig et jeg, en personlighed eller karakter, der er selvironisk, eftertænksom, lun, som helhed en antihelt. Der er meget jeg´et gerne ville, men ikke kan.

Da jeg var ung var/ jeg en ”ladykiller” nu/ er jeg en død sild
Lad mig sige det/ som det er jeg har ingen/ anelse om det

Mange haikudigtsamlinger opbygges efter årstiderne, så man læser en serie digte vedrørende forår, sommer osv. Det bliver for mig ofte lovlig bastant. Og dette ses ikke i denne bog, hvad man ellers kunne forvente, da den jo kalendarisk bevæger sig gennem året. Der er ganske få egentligt naturbundne digte, og årstiderne antydes meget diskret.

Knop springer af gren/ det regner med forårssol/ køerne danser (25. April)

Snarere bevæger samlingen sig henimod slutningen ikke specifikt mod vinteren, men i retning mod en bereden sig på døden. Og slutningen domineres af en vis nøgtern sørgmodighed, som skaber en nærhed til det skrivende jeg.

Jeg vil være en/ mild og glad Rasmus Modsat/ i mit næste liv (26.December)
Hvad skal jeg skrive/ at jeg er i live og/ gerne vil blive (27.December)
Jeg tror vi mødes/ en skønne dag tilfældigt/ et sted i det blå (31.December)

Helge Krarup