Fra Fyn til Uzbekistan og hjem igen

I en retfærdig verden ville Ole Lillelund være lige så stort et navn som sin tætteste åndelige slægtning Dan Turell, der på lignende vis satte folkeligt dansk perspektiv på globetrottende avantgarde-poesi og religiøs mystik. Få steder står det så klart som i 2015s Udsagn fra Tågernes Kaj.

Ole Lillelund: ”Udsagn fra Tågernes Kaj”
Digtsamling, Det Poetiske Bureaus Forlag 2015, 82 sider

Af Simon Hesselager Johansen

Ole Lillelund, født 1942 i Odense, er ikke en af Danmarks bedst kendte digtere, hvilket er noget af en skam. Lige siden Lillelund udgav sin første digtsamling ”Auktion over Van Goghs Øre” i 1968 har han ikke alene udgivet et godt dusin digtsamlinger, hvoraf den nyeste udkom i 2017. Han har også været sanger i punkgruppen The Sound Addicts og eksperimental-jazz-orkestret OCS-CPH samt oversat poesi til dansk fra indonesisk, nepalesisk og pashto. Med sådan et curriculum vitae burde Lillelund have status som en modkulturel grå eminence på linje med Dan Turell, han også tit optrådte sammen med i 1960'ernes København. Alligevel kan denne artikels anmelder tælle de anmeldelser af Lillelunds bøger, han har læst, på én hånd.

Ude at svømme

2015s ”Udsagn fra Tågernes Kaj” er ikke den første bog af Lillelund som undertegnede læste, den ære tilhører ”Spækkede Ord” fra 2016. Det er heller ikke den personlige favorit, det er ”Den Sorte Svanes Sang” fra 2017. Dog var ”Udsagn fra Tågernes Kaj” dér, hvor undertegnede for alvor begyndte at forstå Lillelund, og denne anmeldelse er et forsøg på at redegøre hvorfor. Måske skyldes det, at de to første digte i ”Udsagn...” fungerer som henholdsvis kunstnerisk manifest og som selvbiografi – altså nøgler til at forstå Lillelund som kunstner.

I 'Egointro' skriver Lillelund, at ”hellere end forfatter kalder jeg mig – ordslynger – for jeg forfatter ingenting – de kommer bare – ordene”. I stedet ”stikker [Lillelund] en antenne – ud i rummet” og ”sender en sonde – dybt i leveren” og ”lader indputtet – dryptørre”. Med andre ord erklærer han sig selv talerør for kræfter større end individet: Signaler og impulser fra så forskellige kilder som det højteknologiske  moderne samfund, menneskets ubevidste overlevelses-instinkter og transmissioner fra det himmelske. Alle disse er hele tiden til stede i alle de følgende digte, ligesom det glimt i øjet Lillelund vælger sine ord med.

I digt nr 2, 'Årtiernes kamre', opridser Lillelund sin livshistorie på humoristisk vis:

i fyrrerne var jeg barn

i halvtredserne var jeg ung

i tresserne var jeg ung igen

i halvfjerdserne var jeg væk

i firserne blev jeg ætset

i halvfemserne var jeg drømmer

i nullerne var jeg ekstatisk

nu er jeg endelig ude at svømme

hvorhen hvordan

evighed eller udslukkelse

bare vent

Digtet forklarer, hvordan han fandt vej i hvert nyt årtis tidsånd på en måde, mange andre ikke kunne. For Lillelund bliver det en befrielse, at man aldrig rigtig kan forudsige det næste årtis tidsånd – fordi det hver gang åbner døren for en ny begyndelse. I hans egne ord var han helt væk i 70'erne, før han blev ”ætset” af 80'erne og efter 90'ernes drøm vågnede han op i ekstase for at føle sig som en svømmer imod evigheden, da han skrev den her digtsamling.

Den globetrottende mystiker

Sådan kan Lillelunds livsfilosofi indkapsles i en nøddeskal: Han får en større sammenhængende fortælling ud af de indsigter fra tilsyneladende modsatrettede tidsånder, kulturer og religioner, som bliver opfanget af hans antenne mens han svømmer videre gennem nye inspirationer. En livsindstilling, som nogle læsere vil kalde New Age men Lillelund selv nok ville identificere med den kinesiske filosofi-tradition Daoismen. Ikke overraskende nævner han Dao som tagende af sig af fødsel og liv (mens Buddha tager sig af døden) i digtet 'Kinamands Chance', der kan findes på s. 73.

Af og til kan Lillelunds religiøsitet virke noget forloren i sin kosmopolitiske synkretisme. Nogle læsere undrer sig uundgåeligt, om Lillelund har hugget nogle hæle og klippet nogle tæer for at få sammenhængende indsigter ud af så forskellige religiøse traditioner som ikke kun Daoismen og buddhismen men også hinduisme ('I Shivas Navn') og islam ('Ved et moskébassin i Bukhara').

Men så kan man tænke: Hvis Lillelund ikke havde viljen til at finde fælles sandheder i modstridende trosretninger, ville han som digter ikke være i stand til at få en flydende skrivestil ud af så forskellige inspirationskilder. Ergo har Lillelund proppet ”Udsagn til Tågernes Kaj” med hyldester til så forskellige steder som: 'Uzbekistan' hvor ”et langsomt eksprestog slanger sig gennem kyzyl kum under månen mellem tørre bjerge” ; Indonesien i 'På Java', hvor ”skyer smøger vulkaner ind” til tonen af ”musik der giver koda til allersidste strofe” som ”synges af brisen i palmeblade”;  Samsø i 'Samsøvinter', hvor ”en rød lanterne viser vej rundt om molen ved mårup havn” mens ”himmel, jord og vand” skjuler sig i mørket. Lillelund beskriver altså universets storhed afspejlet i en beskeden mole på Samsø som Uzbekistans tørre sletter og bjerge eller Indonesiens vulkanøer.

Karavaneby i kompakt form

Det stednavn som går igen flest gange i ”Udsagn fra Tågernes Kaj”, er Samarkand i Uzbekistan – stavet Samarqand med q i den gammeldags stavemåde, Lillelund bruger igennem bogen. (fx 'Slalom i Samarqand' og 'Ode til Samarqand') 

Samarqand er en af de ældste beboede byer i verden. I middelalderen var den mødested for karavaner fra Europa og Asien og et vigtigt centrum for kommerciel, kulturel og religiøs udveksling mellem forskellige kulturer. I dag har byen bevaret sine traditioner for håndværk i silkevævning, keramik og maleri på træ. Samarqand har også lige siden 1300-tallet rummet et af verdens største arkiver af islamiske teologiske værker.

”Udsagn fra Tågernes Kaj” er en slags mini-Sarmarqand i bogform: En karavane-by i mikrokosmos hvor litterær, filosofisk og religiøs inspiration fra over hele jordkloden mødes for at danne nye kunstneriske traditioner og biblioteker der samler åndelige indsigter bevaret for eftertiden i flere århundreder. Dette bliver tydeligst i digtet 'Drømmens by i fysikken' på s. 57, der besynger Samarqand som:

[...]

hjemsted for alle slags

tyrkiske duer

der kaster stor fred over

skæbnens mørke sarkofager

hvor pilgrimme trasker

og turisterne haster

[...]

Ligesom flere af Lillelunds digtsamlinger (fx 2017s ”Den Sorte Svanes Sang”) følger der en lyd-cd med ”Udsagn fra Tågernes Kaj”, hvor Lillelund læser op af sine digte til underlægningsmusik.

Denne gang er Lillelunds medsammensvorne jazz-gruppen Silver & Steel. Silver & Steels lydspor består af tilpas spacy dronende violiner, der skaber varme lydlandskaber med melankolsk guitarspil svævende i baggrunden som lyserøde skyer, der oplyser en gul og lilla aftenhimmel. Senere hen dukker æteriske kvindelige baggrundsvokaler, lydklip af havets bølger og tempelklokker op. Lillelunds egen oplæsning forholder sig i et jordnært og afslappet tempo uanset om digtene han læser op handler om fjerne karavanebyer og stillehavsøer, oldgamle mystiske traditioner eller livet i det moderne Danmark – for Lillelund er alle de emner del af samme univers. Det er et noget varmere og spraglet lydspor end det kolde elektroniske minimalistiske, som Lillelund læste op til på den cd, der fulgte med 2017s ”Den Sorte Svanes Sang”.

”Udsagn fra Tågernes Kaj” er også noget lidt andet, selvom den tydeligvis er samme forfatters værk: Her mærker man, på tryk såvel som cd, virkelig hvordan et helt univers reflekteres gennem prismen af én kunstners kreative proces. Det kan være noget af en stor mundfuld for et publikum, som sjældent oplever samme digter fungere som medium for en legion af forskellige tidsånder og folkesjæle. Men en læser villig til at svømme i samme golfstrøm som Lillelund, der behandler alle sine forskellige inspirationer som krusninger på overfladen af det samme hav, vil i ”Udsagn fra Tågernes Kaj” finde lige så mange belønninger som udfordringer.

Simon Hesselager Johansen, Juli 2020