Drab af nødvendighed

Michael Løhde Andersen og Lauge Eilsøe-Madsen: ”Edderkopper”, Forlaget Afkom 2020, 18 sider, 30 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Vi dræber af nødvendighed. Ikke fordi vi kan lide det.”

Sådan konstateres det i det lille tegneserie-/grafic novel-hæfte ”Edderkopper”, der er skrevet af Michael Løhde Andersen og tegnet af Lauge Eilsøe-Madsen.

”Vi dræber af nødvendighed. Ikke fordi vi kan lide det.” Med denne konstatering er der skåret ind til benet i den nærmest programmatisk korte udgivelse, der med sine horrorinspirerede billeder og små tekstbokse peger på faren ved fjendebilleder og fremmedfrygt. Det er derfor ikke tilfældigt, at hæftet slutter med teksten: ”Dedikeret til alle dem, der igennem historien (også den dag i dag) er blevet udsat for forfølgelser på grund af hudfarve, køn, politisk overbevisning, seksualitet, etnicitet, religion eller race.”

Kristus med klovnemaske

Der kan ligge en problematik i, at den xenofobiske fortæller selv har en skræmmende udstråling, for derved får man som læser det samme forbehold over for ham, som han har over for dem, han føler sig truet af, nemlig edderkopperne … og fårene … og muldvarpene … og .... På den anden side repræsenterer fortælleren ikke en bestemt mand, men det massevanvid, der kan opstå, når man generaliserer på baggrund af enkeltsager, så man angstfyldt søger sammen og i fællesskab lægger hele befolkningsgrupper for had. Denne angst er diktatorer geniale til at udnytte, hvilket ”Edderkopper” også illustrerer med en række velkendte ledere af totalitære systemer. I disses midte hænger den korsfæstede Kristus, og man må undre sig over det selskab, han er kommet i. Men når man ser nærmere på ham, er han blevet udstyret med en klovnemaske som dem, man kender fra gyserfilm. Det er altså en forvansket og misbrugt Kristus, der uden hold i Det Nye Testamentes kærlighedsbudskab benyttes til at sanktionere forfølgelse af bestemte befolkningsgrupper.

En advarsel om virkelig horror

”Edderkopper”s forsideillustration af en edderkop, der hænger i en tråd, er meget enkel, hvilket ikke gælder hæftets øvrige meget detaljerede illustrationer. Eilsøe-Madsens tegninger er voldsomme, uhyggelige og i enkelte tilfælde også ulækre, men selvom de lægger sig op af den fantasifulde horrorgenre, peger de hen på nogle problemstillinger, der hører virkeligheden til. Nogle af hæftets illustrationer minder i deres karikaturer om propagandaplakater fra 30’ernes Tyskland, der advarede mod jøder og netop dyrkede det massehysteri og det orkestrerede had, som nazismen var fantastisk til at opbygge og vedligeholde. 

Den xenofobiske fortæller formulerer horrible påstande, som var der tale om indiskutable sandheder. Argumenter mod hans paranoide forestillinger får ham blot til at øge mængden af absurditeter. Han er så skræmt, at han hellere opruster end undersøger sandheden i sine forestillinger. Man ville have ondt af ham, hvis han ikke var så farlig.

Med sin inddragelse af horrorgenren bliver ”Edderkopper” en lille koncentreret advarsel fra en niche i popkulturen mod at lade sig gribe af et had, der ikke bunder i virkeligheden, men hvis konsekvenser kan tage form af meget virkelig lidelse og lige så virkelig død, for som fortælleren siger i sin indbildte ufejlbarlighed: ”Vi dræber af nødvendighed. Ikke fordi vi kan lide det.”