Sydafrikansk hukommelsestab

Koleka Putuma
Kollektivt hukommelsestab
Oversat af Liv Nimand Duvå
116 sider
Forlaget Rebel With a Cause

Jeg var temmelig rystet over at se Black Lives Matter-idéen i Danmark kapret af den provokationssøgende, kompromisløse Bwalya Sørensen, som på Christiansborg Slotsplads stod på en talerstol og råbte ”lock her up” om en eller flere danske politikere. Støjberg var helt sikkert blandt dem.

At anvende Trump-kampagnens demagogiske greb med at få de ansigtsløse stemmekvæg til at råbe at modstanderkandidaten Hillary Clinton burde fængsles er det af de mest demokratisk uværdige politiske strategier, jeg mindes i min levetid.

At se Black Lives Matter bruge den samme strategi, fjerner enhver seriøsitet fra den og gør den ligegyldig og overflødig. Således røg endnu en god mulighed for seriøst at debattere ulighed i det offentlige rum i Danmark, ligesom #metoo-bevægelsen oprindelig blev afmonteret i pressen.

Fordi der hele tiden skete noget

Så meget desto mere er det modigt af det lille forlag Rebel With a Cause at udsende en af de senere års internationalt set mest opsigtsvækkende, afrikanske digtbøger, Koleka Putumas Kollektivt hukommelsestab. Bogen har ligget på mit skrivebord i månedsvis, men den har ikke mistet sin aktualitet. Det gør den ikke foreløbig. Den har ligget der, fordi der hele tiden skete noget, der gjorde, at jeg måtte tænke over den en gang til, nemlig de store politiske slagudvekslinger i USA og England omkring kulturarven og den fortsatte strukturelle undertrykkelse af sorte.

I de anmeldelser, jeg har set på dansk (den har været anmeldt i to aviser og et par digitale magasiner) betegnes bogen oftest som ”traumebearbejdelse”. Det er en bearbejdelse af den grove hvide undertrykkelse under apartheidsystemet i Sydafrika, der blev opløst i 1993. Den er også meget mere end det. En glimrende anmeldelse med flere meget fine læsestrategier i det digitale tidsskrift Modspor kommer ind det centrale i bogen, nemlig, at det kristne menneskesyn, med mennesket som en synder, der skal frelses, er det, der skaber det magtsprog, der muliggør den undertrykkelse, de hvide har underkastet de sorte i Sydafrika.

Anmeldelsen går ikke hele vejen og trækker den uundgåelige konklusion: At queer-perspektivet ganske enkelt er nødvendigt for at opløse den magtstruktur. At det er det, der skaber queer-perspektivet, forstået som et identitetsmæssigt opgør med enhver form for kristen-kapitalistisk-borgerlig-middelklasse-køns-binær moralitet, der fodrer vores normer med magtsprog.

Det er længe siden, den undertrykkende del af det kristne menneskesyn var synlig i en dansk sammenhæng. Det menneskesyn bygger på en uheldig senantik og derved før-modernistisk kropsfjendtlighed, der dybest set ligger det kristne næstekærlighedsbudskab fjernt. I den strenge, sydafrikanske calvinisme har det imidlertid været synligt hele tiden. Calvinismen er en særlig form for protestantisme, der har haft mest gennemslagskraft i Schweiz og det Holland, der i begyndelsen dominerede Sydafrika.

”Den første mand/ du lærer at kende/ er en hvid man// Så kommer du i skole og lærer/ det samme// Vi blinker ikke/ Vi undrer os// Og sådan er det/ overalt./ Hele tiden// Evangeliet/ er måden hvidheden bryder ind i vores hjem på/ og tvinger os i knæ.” (s. 21)

Jeg gad godt se den engelske original, for at undersøge, om der er et ordspil mellem i knæ og på knæ, som den i øvrigt udmærkede danske oversættelse ikke har fået med.

Humor, indsigt og poesi

Digtsamlingen er en overbevisende tour de force. Koleka Putuma farer som en bulldozer ind mod og henover de mure, som magten har skabt og bryder dem ned med humor, indsigt og poesi. Bogen har mange store og stort anlagte digte, der eksperimenterer med at blande digtets former op med magtsprogets former, f. eks. blankettens. Og ind i mellem får vi korte, fyndige, rammende udtryk, som bagsidetekstens:

”At vokse op sort & kvinde/ skal nok lære dig/ at samle på skeletter/ at hæfte dine skrig sammen med gaffatape/ så alle kan bladre videre til næste side uden besvær”

Det fantastiske ved Putuma, er at hun – i modsætning til Bwalya Sørensen - kan tackle sine traumer på en (kunstnerisk set) utraumatisk måde og tale om overgreb, voldtægt, kister, kister og atter kister, afskeder, gammeltestamentlige vederstyggeligheder, gråd, vold og dæmoner på en måde, der får os til alligevel at spejde efter små glimt af håb.

Jeg havde for et par år siden en kort udveksling med Bwalya Sørensen, hvor jeg i en sammenhæng forsøgte at udtrykke min solidaritet med en sag, hun stod for, men det gik helt galt. At jeg overhovedet havde synspunkter var tilstrækkeligt til at brændemærke min hvidhed med magt og til at møde den med afvisning og latterliggørelse.

For godt 10 år siden deltog jeg i en konference i Sydafrika, hvor jeg indså, at forsoningskommisionen, som Mandela havde iværksat i 1990'erne, efter hans tid som præsident, blot havde vendt op og ned på sort og hvid. En berømt svensk idéhistoriker holdt en forelæsning på konferencen om begrebets solidaritets interessante historie (Marx kendte det f. eks. ikke). Men det gik helt galt. Blot fordi han var hvid, blev hans forelæsning, trods sin milde og åbne diskurs, afvist og latterliggjort.

Er dialog mulig?

Er det overhovedet muligt at skabe en åben dialog i en situation, hvor den strukturelle undertrykkelse sidder i sproget og i menneskesynet? I en religiøs sammenhæng, som Putuma bruger, er den strukturelle undertrykkelse ovenikøbet eksistentielt forankret.

Blandt de store digte i bogen er Enogtyve måder at forlade nogen på, der giver en sær association til Paul Simons 50 Ways to Leave Your Lover. Paul Simon, der jo netop har inddraget den sydafrikanske musik i sin egen, bl.a på albummet Graceland. Kan der virkelig være flydt en strøm af inspiration den modsatte vej, eller stammer det fra et helt tredje sted? Hvis det er en Paul Simon-inspiration, underminerer den ikke digtets styrke og gyldighed, men understreger, at jeg som hvid middelklassemand (ligesom Paul Simon) også har lov at være her, hvad jo Bwalya Sørensen jo kan få mig til at tvivle på.

Når Putuma rejser sig op og begynder at tale, som hun gør her – og folk lytter virkelig, hun har fået flere afrikanske litteraturpriser – og bruger en queer-strategi i poesien, som nødvendig dåseåbner, opdager hun formentlig hurtigt, at verden i mellemtiden er overtaget af populister og højrenationalister, Trump, Modi, Bolsonaro, Putin, Erdogan, Duterte, Orban, Kaczynski, som alle som en ser det som deres vigtigste kulturpolitiske opgave at eliminere queerperspektivet fra verdens overflade, bortset fra hinduen Modi. For ham er det muslimerne, der er problemet.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i POV International

Den privilegerede arbejdsløse

Carsten Kaag: ”Magnus”, Carlstad Publishing 2019, 196 sider, 250 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Hvis du ikke vil læse hele denne anmeldelse, bør du i det mindste have denne korte anbefaling med: Læs Carsten Kaags ”Magnus”.

Hvis du vil vide hvorfor, må du som minimum skimme denne forklaring: ”Magnus” er en sproglig nydelse, en ordleg, der fletter sig leende gennem fortællingen, så sproget bliver mindst lige så vigtigt, som handlingen. Tag bare en sætning som: ”Manden tilovers var en mand tilstede” (s. 36). Eller hvad med denne beskrivelse af en god, gammeldags bodega, hvor rygeforbuddet aldrig er blevet håndhævet: ”Et rum med sorte lunger” (s. 131)?

Et sidste, lidt længere eksempel:

” - Skal du ikke finde dig en kæreste?

- Jo da, gerne, hvis det er en, der kan leve op til navnet, en som kan være mit kæreste - mit kæreste - ikke bare en kæreste.

- Du stiller for store krav.

- Nej, jeg stiller bare krav, alternativt forsvinder al kvalitet.” (s. 152).

Nu er jeg faktisk ligeglad med, om du læser resten af anmeldelsen, for du har fået det vigtigste med. Samtidig vil jeg ikke bebrejde dig, hvis du fortsætter. Du kan allerhøjst få behov for at bebrejde mig, hvis du gør det.

At deltage eller iagttage?

Ud over at være en sprogligt litterær fornøjelse er ”Magnus” en fortælling om en arkitekt, der bliver købt ud af sit firma, inden han har nået pensionsalderen. I første omgang nyder han livet uden forpligtelser. Han har måske gennem hele livet og i hvert fald i mange årtier tilhørt overklassen – ikke den stenrige, men den del af overklassen, der har en tilstrækkelig god årsløn til at have en dyr bolig og ingen nævneværdige økonomiske bekymringer, og nu har han tilmed penge nok på kistebunden til at kunne leve behageligt resten af livet.

Dog kan han ikke holde skjult for sig selv, at han føler sig tilovers. Han stiller sig selv det spørgsmål, der også stilles på bogens forside: ”At deltage eller iagttage. Hvad er mest livgivende?”

I begyndelsen værdsætter han iagttagelsen. Han bliver grebet af at kigge ind i andre folks vinduer, mens han går tur med hunden. Fantasien vækkes og han forestiller sig, hvilke historier beboerne i kvarteret bærer med sig. Når han ikke selv digter, lader han sig gribe af litteraturens mangfoldige fortællinger.

Men stadig føler han sig tilovers.

Snobben Magnus

Hvordan historien om Magnus siden udvikler sig skal ikke afsløres her, men den udfolder et ganske nuanceret portræt af en mand på livets solside, der pludselig bliver blændet af lyset.

Magnus er et vanemenneske. Han tænker udelukkende inden for de muligheder, han kender. Han kan kun forestille sig at gøre nytte inden for områder, hvor han tidligere har haft succes. For eksempel overvejer han ikke et øjeblik at blive sin følelse af at være tilovers kvit ved at engagere sig i noget frivilligt arbejde, at gøre noget for andre. Han ville være en gave som bestyrelsesmedlem i en eller flere lokalforeninger af en vis størrelse, men når han bevæger sig bort fra vennerne, der tilhører samme samfundsklasse som ham selv, anskuer han tilsyneladende sig selv som en forsker på feltarbejde blandt ukultiverede stammefolk. Med andre ord: Magnus er en snob, og lader sig begrænse heraf.

Men heldigvis er Magnus en dannet og velformuleret snob. Og så er vi tilbage ved det, der virkelig gør ”Magnus” læseværdig, nemlig forfatter Carsten Kaags skønne, nuancerede og legende sprogfornemmelse. At bogen desuden er smukt indbundet og har fået en enkel og stilfuld forside gør ikke fornøjelsen mindre.

Nærvær og sansning i hendøen eller tilblivelse

Daniel Boysen
Står på tæer under vand
Forlaget Silkefyret

Det er virkelig en mixed media udgivelse Daniel Boysen har begået med sin nye digt og fotomontage udgivelse sammen med sin efterhånden faste samarbejdspartner fotokunstneren Mariana Gil, Står på tæer under vand, der ledsages af en digitalt udgivet malende oplæsning med lydsparring leveret af musikeren Martin Lau, som kan opleves her på Spotify: https://open.spotify.com/album/4Spx8PPd2v9Wc4RuE20s6v

Vi føres ind i værkets univers med de indledende digte, der straks spænder os ud i uvisheden om klokken er 1 minut i eller 1 minut over en klimakatastrofe, hvor verden står under vand, og i uvisheden om vi drømmer eller er vågne i vores orientering og tilværelse:

havene stopper
med at lytte
til kysten
bølgerne lægger sig
som højhuse
en fisk bor
øverst oppe
med udsigt
til vandet

Allerede her i det første afsnit HAVENE ÆDER ALT møder vi den integrerede drømmende og sanseligt helt skarpt pointerede sekvens af digt, fotomontage og lyd, der belyser hinanden i dette vandskab:
I dag ligner bladene
et hav på græsset…

De højeste bygninger
ligger i en dis
som havdyrene
er ved at æde

Yderste anstrengelse eller opgivelse

Alt er til stede samtidig og er derfor ved at destrueres og forsvinde. I glimt kun ser vi det ’en skyskraber/er styrtet/i indlandsisen/millioner af år/opløses/på få minutter’. Nu er jeg så bragt i den situation, hvor jeg desperat anstrenger mig eller er ved at opgive, forsøger at orientere mig ’hvor er /overfladen’ eller glider i et med bunden i koralmarkerne ’min hud/mod de blege/kolonier/under mig’. Og hengiver mig så opgivende til overvejelser om ’hvordan mon/det føles/at uddø’. Menneskeheden er ikke længere et fælles livsvilkår ’på gaden går/folk rundt/med sig selv/under armen’. Vi er i eller er på vej mod nulpunktet ’himlen over os/er slukket’. Usikkerheden, desorienteringen og opløsningen er skyllet helt igennem os og har invaderet os. ’Bølgerne bryder/min krop/som et dige:

er alt
som det
skal være…

Hvordan er
man til
i denne verden

Men befinder vi os virkelig helt nede på bunden? Tvivlen sætter ind med det samme i næster afsnit, der hedder FALDER, FALDER. I det befinder vi os skiftevis i fortid og fremtid, i drømme eller dagdrømme. Dels begynder universet forfra, ånder en ny atmosfære, der måske ikke er så CO2 forgiftet og vi holder vejret mens vi hopper i og spørger ’hvordan vender/man tilbage/fra de døde’ mens kræfterne slipper op i disen hvor byen ligner ’noget der/allerede er/forbi’:
drømmens lys
er morfin

Ikke død
døende

drypper blæk
i dit øje

Hvilket er suppleret af en fantastisk fotografik af et lysnende blåt ståltræ, der både imploderer og eksploderer mere og mere hvidt i kronens centrum.

Dels har vi taget en færge tilbage i tiden, hvor
vi bestiger
verdens højeste
bjerg
vi går rundt
og mærker det
som havbund
under os

Det er et af samlingens centrale digte som også står foldet om bagklappen til bogens omslag, der netop er et taktilt nupret hav med en anet havbund der kunne blive en vulkan. Og som netop hvis man slår klappen lidt ud bliver en bjergryg. Omslaget understreger den sanselige synæstesi af de mere end 5 sanser bogens univers hele tiden bringer i anvendelse og understreger tvivlen på den såkaldte vikelighed og vores eksistens. Den indfinder sig også med det samme her:
er havet
her
slet ikke
som enten er en konstatering eller et spørgsmål. Eller er det  både og?

Dels løber vi endelig igen gennem dagdrømme ind i en fremtid oven vande ved kysten, hvor bølgerne lyser, en hvals sang brøler og det hele flyder sammen ustabilt i tid og sted:
ålegræsset svæver
tager plads
i mit rodnet
alting lysner
alting falder
falder

SOLSKIN I DEN BLINDES STUE

Samsansningen og en tilværelse, hvor vi både er vågne og drømmer og besvarer Hamlets spørgsmål at være eller ikke være med et vedholdende både og, understreges af sidste afsnits titel, der samtidig er titlen på Anna Anchers berømte billede hvor lyset føles gennem huden og bliver ekstremt sanseligt tilstede paradoksalt nok på grund af sin uhåndgribelighed: SOLSKIN I DEN BLINDES STUE. Afsnittet starter med at vandet bliver dybere vildere og vælter husene hver nat så algerne vækkes og opfanger sollyset og vi blot er et embryo i fostervandet, trukket
tilbage til
larvestadiet
fylder gællerne
med væske
dagene ligger i
kroppen
forstår du
vi findes
ikke

Selvfølgelig indgår kærligheden sammen med synæstesien, samtidigheden og vores genskabelse af menneskehedens historie fra foster til voksenliv i genskabelsen af verden. Den begynder banalt med en værtshustur, ’så længe/man danser/kan man ve/ikke dø. Men arterne skyller alligevel livløse mod land.
mine nethinder
er massegrave
indtil
du råber
mit navn

Bagefter får de en allersidste en og håber at vågne i morgen og at de kan gøre det igen ’og se/kuplens ar/der heler’ og høre:
fuglene der
afløses

af ambulancer

Kærligheden ’står på tær/ved din kyst’ og ’dig i sollys’ ophæver afstand i sted og tid. Verdens skabelse på ny. Vinduet åbnes og krebs kravler rundt i i æbletræerne, hvor æblerne falder mod jordens skelet. Og solopgangen
er den
her
hører den til

Folk ligner små titaner ’halv menneske/halvt hav’ og bliver mindre fremmede, mens ’vi svømmer/mod horisonten’, og ’solen kaster/sine tentakler/om byen/der forsvinder’. Til sidst ophæves skellet mellem elementerne, drøm og vågenhed og det bliver menneskehedens eksistensvilkår:
er digerne
lettet

drømte du
det her

er vi
lysvågne

er vi her
slet ikke

Den sidste ledsagende fotomontage er et suggestivt land- eller vandskab hvor lyset og væksten vokser frem som det helt dominerende element.

Postkort fra en skildpadde

Synæstesien og uvisheden om tid og sted, drøm eller virkelighed, lys eller et bundløst hul, der også kan være en syntese, forstærkes til helt nærværende sansning af den langsomme, roligt rullende tone og rytme i sproget. Overgange er hele tiden umærkeligt glidende, ikke abrupte brud, og opdages langt henne når en ny tidevandsbølge bryder overfladen. Som f.eks. her lyset finder vej/ gør rummene/ til hjem/ kranerne kører/ i ring/ skærer forbindelsen/ til himlen/ over , hvor lyset viser sig at opstå af sig selv eller i sprogets forbindelse af os, eller i denne passage fra sidste afsnit i bogen: broen over bæltet/ er en tunnel/ skaller langs/ skinnerne/ en sværm/ af sardiner/ hægter sig/ på toget, hvor vi både kører over og under jorden og langsomt finder os selv under vand, fordi det er en sværm ikke af insekter men sardiner der hægter sig på toget.

Daniel Boysen er ikke en lyriker der skriver meget om at skrive, han udfolder heler aktivitetens potentialer end skriver abstraktioner om det. Og når han så skriver om sproget er det i ligeså langsomt  rullende overgange fra konkret til abstrakt til konkret, som demonstrerer sprogets paradoksale skabelse af nærvær selvom det er umuligt på grund af afstanden i tid og sted:
en skildpadde sender
et postkort
fra bugt
til hav
skriften
et uddødt sprog
den sidste
af sin slags
jeg er her nu
skriver den
ved enden

Står på tæer under vand er afgjort en digtsamling der gennemspiller klimakatastrofens aspekter og konsekvenser for vores eksistens som individer og menneskehed på en helt ny måde. Læs den, bliv klogere og forsigtigt opmuntret og især fuldstændig opmærksom og nærværende med alle sanser midt i de ’vilde bølger/som mundene/forsøger/at sluge’.

 

Thorvald Berthelsen

Hinkeruder på Vesuv

Knud Steffen Nielsen
Min kontrabog
Forlaget Silkefyret, 2020, 85 sider

Af Erik Koch 

Når litteratur lykkes som kunst, åbner den verden og rammer alle ens sanser og strenge, også dem man ikke troede man havde. Sådan er det med Knud Steffen Nielsens ”Min kontrabog”.

Ser man ud over et tilsyneladende genkendeligt landskab med dets marker og skove og dets bakkede konturer, får man mindelser, og tankerne strejfer uskyldigt omkring. Men markerne kunne være minefelter, og inde i skovene kunne vente tanks og svært bevæbnede tropper.

Knud Steffen Nielsens skrift består af genkendelige tegn fra alfabetet, bogen ligner andre bøger med hvidt papir og sorte bogstaver. Og så er det ellers slut. Bogen er godt nok én lang række digte, men det er samtidig en monologisk stemmes kalden fra et sted hvor verden kan ses og skrives i mandtal. Og det bliver den så – eftertrykkeligt – i en kontrabog man som bekendt fører som en kontrol af oplysningerne og opgørelserne i andre instansers hovedbøger, her kaldet verdens, sprogets, livets.

For at fortsætte ad billedsporet med landskabets potentielle livsfare, kan man tillige ankomme til en by. En by hvor især et af husene virker sært bekendt. Det er et jeghus. Sådan ét som vi alle sammen har. Denne gang foregår det ikke med Ole Sarvigs vinkel på skæbnefortabelse og ubodelig ensomhed, men derimod med kanonens vinkel fra sprogets tanks som nu er kommet frem fra skoven og beskyder huset hvis ydermure styrter i grus og interiøret, dvs. jeg’et, sekundet efter står eksistentielt nøgent og åbent for vores blik:

Om ”plejer”

De kender det min Herre, De ligger i badekarret
med 37 grader varmt vand. De selv har også 37 og
fornemmelse af at svæve eller mærke kroppen
forsvinde. Og først når vandet igen afkøles, vender
organer og lemmer tilbage. Man mister sig selv hver
gang, men så melder verden sig så lykkeligt eller
ulykkeligt, og man stiger op.

En del af ærindet er en undersøgelse af livet med sprogets lup og med døden lurende når støvet så småt lægger sig. Her er ikke nogen efterkrigsbortvendthed, men mennesket der kæmper med åben pande.

Forlaget siger om ”Min kontrabog” at den er ”blevet til i skyggen af uhelbredelig kræft, uden dog at være bogens tema.” Sandt nok. Hvis der er tale om noget enkelt tema, så er det uhelbredeligt sprog i uhelbredeligt liv: Både sproget og livet der stritter imod med sit arsenal af undertekster og lakonisk ironiske greb:

Vi klarer det ikke ved bare at skifte
blomstervandet.

Det er sådan set ikke en rigtig diagnose, vel? Se
fremad. Siger den så lystent.

Forson jer, som I selv skal forsones, siger
diagnosen. Den stiller sig godt nok an. Den snakker kemo.

Det er verden. Det er tiden. Det er diagnosen,
der fremturer: Det er ikke symboler. Det er
realiteter. År, og det er jo latterligt, hvis du
beskylder andre end dig selv for altmuligt.

Nej, nej, jeg tar’ kuglerne direkte med tænderne.
Naboen kan ikke gøre for det. Siger jeg.
Det forestiller: Det det er. Det er det.

(Konsultationen er hvid). Eller ka’ det osse
tolkes? Af en levendes papirer, ikke? Af en
næsten levendes papirer, så da.
Det er kun en diagnose. Siger de. Vi har jo alle
haft vores, siger jeg. Jeg skylder flere steder. Jeg
skylder allevegne.)

Sådan lyder det når Knud Steffen Nielsen tager ladegreb og retter sit dobbeltløb mod verdens, sprogets, livets paradokser og absurditeter – dobbeltløb i enhver forstand.

Hvis ”Min kontrabog” skulle have et musikalsk bagtæppe, ville det være Carl Orffs ”Carmina Burana” hvis latinske undertitel betyder ”verdslige sange for sangere og kor med instrumentalakkompagnement og med tryllebilleder.” Her er middelalderlige kærlighedsviser, moral- og samfundssatiriske tekster og tilsyneladende mere uskyldige viser, og værket begiver sig i lighed med Knud Steffen Nielsens digtbog ud på en færd der forsøger at gøre sit projekt altomfattende; eller i det mindste antyde en kortlægning af menneskets grundvilkår og mangefacetterede livsmuligheder uden ét sekund at negligere endeligheden – eller storheden. Som hos Orff huserer skæbnegudinden hos Knud Steffen Nielsen, og på trods af den karakteristiske, stedvise lavmælthed står den klart. En undertekst kan også være et skrig:

*

Jeg sover med åbne øjne.

Åh, så distræt i forhold til solens gang over
diget.

Det betyder, jeg venter og afventer. Noget

med skæbne, dette vrøvl.

Det er et monster af ord som forlader en
mund, som skabt af luft.

Min skæbne er passion, Af passion formes
kæder af knitrende papir.

Jeg er

ikke min egen skæbne, som

luftigt sættes i verden.

Så smukt i sine undvigelser.

*

Skæbne var i går. Det ved jeg nu.

Under arbejdet med denne anmeldelse læste jeg flere passager (meget) højt med Carl Orff kørende for rimelig høj volumen tæt ved. Hans buldrende storhed bliver fjerne ekkoer rent tekstligt hos Nielsen, men detonationerne fra de ovenfor nævnte landminer finder også sted mellem linjerne – og bag læserens forsvarslinjer. Og de mærkes når sproget tager brækjernet frem. Metoden anbefales hermed.

Gennemgangen af og undersøgelsen i og med sproget bliver en gennemgang af verden; vel at mærke den verden som deler grænser med kroppen:

Hvid

Den ligning går aldrig op.

På den ene side er min krops grænser verdens
grænser og

vice versa.

Og står verden ikke lige dér og eksproprierer
hvermands kød.

Og hvor stopper verden for resten?

Hvis nu du eller den ikke allerede var derhenne.

Må noget stå hen i det uvisse? Tak.

Både kroppen og verden får fremdrift ved ubalancer og møder deres, nå ja, skæbne, hvis balancen ophører med at indfinde sig, det være sig nok så kortvarigt. Og det klinger af og til næsten hamletsk hos Knud Steffen Nielsen; nok kan man ikke forestille sig ham sige: ”Forvredet er vor tid; åh, bitre brod: At fødes til at bringe den i lod” som Hamlet gør det; men man kunne godt høre en moderne Hamlet-figur sige som Nielsen gør det:

At kunne sætte signaturen, tonen ind dér.

Disse fedtsyrer som stivner som barrierer i
årerne,

og flyder igen.

Som ville han skylle sit langsigtede selvmord ned

og hver anden gang forsinke det,

som vi alle har forudset, skal han da svulme
som et badedyr.

Jeg er selv et barn. I denne tvedragt.

Det er min grænse.

Det monologiske i digtenes diskurs understreger den eksistentielle ensomhed, eller det mindste alenehed, og dens umulige positionering med udsigt til en evindeligt nær død og et sig trinvist fjernende liv. I et digt hen mod værkets slutning dukker den anden grundpille i Knud Steffen Nielsens kunstneriske virke pludselig op: billedkunsten. Teksten giver mindelser om digter- og billedkunstnerkollegaen, William Blakes, egen beskrivelse af sin grafiske metode og dens direkte sammenhæng med liv og død, endelighed og uendelighed. Blake siger i teksten på trykplade 14 i ”The Marriage of Heaven and Hell” (1793):

“(…) But first the notion that man has a body distinct from his soul, is to be expunged; this I shall do by printing in the infernal method, by corrosives, which in Hell are salutary and medicinal, melting apparent surfaces away, and displaying the infinite which was hid. If the doors of perception were cleansed every thing would appear to man as it is, infinite.”

Blake mente at forestillingen om at mennesket besad en krop der var adskilt fra sjælen, skulle fjernes. For at opnå dette anvendes den djævelske grafiske metode, som benytter ætsning, en metode fra helvede så at sige, og gør kunstneren i stand til at fjerne de umiddelbart fremtrædende og synlige lag og dermed fremvise de underliggende lag af uendelighed. En sådan renselse af sansning og opfattelsesevne ville gøre mennesket i stand til at skue uendeligheden som tingenes sande væsen.

Med Blake og den nævnte eksistentielle alenehed in mente kan vi gå ombord i Nielsens billedkunstneriske gennemlysning af eksistensen i kampen for en positionering:

*

Det kan fastslås at forskellen mellem

det meget blege og det meget mørke kan udlignes

enten ved brug af kisel

eller højere ovn-temperaturer. Varmen ændrer navn

fra den røde salvekrone til

zinkhvid titan;

med autoritet, mens akvamarin og ultramarin er en

sammenblanding af flere forskellige niveauer.

Det forvirrer totalt begreberne.

Først og fremmest skal der vælges et stabilt niveau at

betragte fra.

Højden skal ikke justeres ret meget, før

det hele sejler.

I Leif Dalgaards formfuldendte og æstetisk strålende bog om Knud Steffen Nielsen, ”Zinc Titanium White” (se ovenfor, fristes man til at sige) fra 2000, er der en passage som føjer den billedkunstneriske erfaring til den sproglige – og den kropslige: ”Lyset bliver ét med genstandene, der fremkaldes. Genstandene og objekterne i ens omverden fremkaldes i lysstoffet. Man ved jo godt, at man i mørke kan gå hen med fingrene og mærke sig frem til, at dette eller hint er en lampelignende ting, men et sådant taktilt syn ville ikke i første instans være den visuelle udgave. Og hvis man i totalt fravær af lys jævnførte sig med den blindfødte uden øjets virksomme receptorer måtte det taktile ”syn” forme sig i et fuldstændigt andet sprog og medium [og så kommer det:] Brugen af hvidt i hans maleri er en slags memento til netop denne kropslige viden.” Det er dér vi er. Det er dér Knud Steffen Nielsen er. Det mørke og det lys udfordres og berøres både afmålt og tøvende i bogen, og et ”fuldstændigt andet sprog og medium” kunne være det vi har været i kontakt med i den.

”Min kontrabog” er en tour de force gennem eksistentielle tunneler og hen ad sproglige strande med smuk udsigt og med kviksand under hvert eneste badehåndklæde. Knud Steffen Nielsens mesterskab består ikke alene i at konfrontere og håndtere det bistre og sammenbidte i livets spidsbelastninger med en grænseudfordrende sproglig bevidsthed. Det er i denne bog tilsat livserfaringens tyngde – også når sprogets åndedrag bliver udsat for kvælningsforsøg, og selve livet truer med at forlade stedet og manden. Det er formidabelt.

Jeg har set en anmelder argumentere for at Knud Steffen Nielsen er en ”legesyg digter”. Såh? Det ville i dette tilfælde være i samme genre som barnet der tålmodigt piller vinger af fluer eller katten der distræt, men sikkert, dasker til den dødsangststivnede mus. Og hvad sproget angår, så består legen i at hoppe i hinkeruder på Vesuv.

”Min kontrabog” er mesterlig. Jeg giver den syv landminer ud af seks mulige.

Religiøst kulturmøde

Sara Duborg Døssing m.fl.: ”Watanabe Sadao, Laila Westergaard. Troens rejse”, Museet Holmen 2020, 42 sider, 50 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

En lang række tryk af den japanske kunstner Watanabe Sadao lå i Museet Holmens arkiv og gjorde ordløst krav på at blive udstillet igen. Det var nemlig ikke sket siden anskaffelsesåret 1997. Men for at skabe dynamik skulle en anden kunstner involveres. Det blev billedhuggeren Laila Westergaard. Derved opstod et religiøst kulturmøde, hvor det japanske blev stillet over for det danske, det sprudlende farverige blev stillet over for de kølige, sortgrå granitrelieffer, de 4-5 årtier gamle tryk blev stillet over for Westergaards op til blot 6 år gamle værker. Der er dog ikke tale om en modstilling, hvor Watanabes og Westergaards værker modsiger hinanden, for de har begge den kristne tro som udgangspunkt, samt en vilje til at formidle kunst på en folkelig måde. Således taler de to kunstnere det samme sprog på trods af deres geografiske, kulturelle og sproglige forskelle. Det er der kommet et glimrende resultat ud af, både hvad angår udstillingen og den lille bog, der er udkommet i forbindelse hermed.

Jesus fra Japan

Kristendommen er en gammel religion, der mister sin aktualitet og relevans, hvis den ikke konstant tolkes ind i den samtid, der hele tiden ændrer sig. Grundstammen er og bliver den samme, men er dog konstant i bevægelse. Watanabe flyttede de bibelske beretninger til sit hjemland, så motiverne blev mere relevante og identifikationen med de bibelske karakterer mere oplagt for hans landsmænd. Derfor spiser Jesus og disciplene ikke påskelam skærtorsdag, men sushi. Dette er der en ikonografisk idé i, idet ikke alene lammet, men også fisken er et symbol på Kristus. Fiskens betydning understreges af, at selve bordet ender i en fiskehale.

Selvom nogle af Watanabes motiver skildrer barske fortællinger fra Bibelen, bliver man glad af at se på dem. De kraftfulde farver og de lidt tegneserieagtige figurer kombineret med det lettere krøllede morbærpapir, de er trykt på, og som giver et lidt råt udtryk, gør synet af dem til en fornøjelse.

I Sara Duborg Døssings indledende essay får man en introduktion til, hvilken kunstnerisk tradition Watanabe indgik i, og siden følger en gennemgang af nogle af udstillingens tryk. Her suppleres teksterne af Jens Kristian Krarup med de bibeltekster, som Watanabes værker illustrerer.

Svigt mejslet i sten

I bogens sidste kapitel gives der eksempler fra nogle af Laila Westergaards friser. Her er de rå udtryk fra morbærpapiret blevet endnu mere råt, dels fordi billedhuggeren hugger i granit, dels fordi nogle af motiverne er barske og afslørende. Dette er allertydeligst i ”Flygtningefrise” fra 2015. Her ses små bestanddele af et dansk morgenmåltid med en kop kaffe, en ostemad, en avis og en tændt bærbar computer. Man er ved at få kaffen i den gale hals ved det billede, der toner frem på skærmen af den lille syrisk-kurdiske flygtningedreng, Aylan Kurdi, der druknede i middelhavet i september 1915. Som en reaktion på denne og andre tragedier af samme art, ses et nærbillede af Michelangelos Pietá. Der er zoomet ind på Jomfru Marias ansigt; kvinden, der holder sin afdøde søn i armene. Den afdøde Aylan hvilede ikke i sin mors favn, men blev samlet op af en tyrkisk betjent. Tragedien er næsten ubærlig … men nu er morgenmaden spist, og arbejdet kalder.

”Flygtningefrise” er en spidende påmindelse om det kristne næstekærlighedsbud, mejslet i sten. Anderledes milde er Laila Westergaards 12 ”Lutherrelieffer”, der tematiserer nadveren og den tilgivelse af menneskets svigt, den rummer.

Den lille bog fra Museet Holmen er hurtigt læst, men vækker mange tanker og følelser, fra glæde, over skam til taknemmelighed.

Slave af de sociale medier

 Jakob Brønnum: ”Dahls forklaring”, Det Poetiske Bureaus Forlag 2020, 308 sider, 200 kr.

Jeg har det svært med morsomme bøger; eller rettere bøger, der præsenteres som sjove. Jeg husker stadig, hvilken ørkenvandring det var at komme gennem Jonas Jonassons ”Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt”. Det eneste positive ved læsningen var, at jeg vidste, at jeg under ingen omstændigheder skulle læse toeren, da den udkom. Det er simpelthen så anstrengende, når fortælling og ordvalg lægger op til, at læseren konstant skal sidde og fnise, kun afbrudt af heftige latteranfald.

Selvom Jakob Brønnums roman ”Dahls forklaring” beskrives som ”en satirisk komedie”, er det ikke en bog af den ovenfor beskrevne type. Faktisk er ”Dahls forklaring” svær at typebestemme. Den er morsom, ingen tvivl om det. Sine steder er den tilmed meget morsom. Men den gør ikke krav på den konstante fnisen og de jævnlige latterbrøl.

Fra Måløv Lokal-TV til landsdækkende talkshow

Dahl er en journalist, der efter mange års virke for Måløv Lokal-TV bliver feteret talkshowvært i programmet ”Dahls forklaring”. Han er lige blevet skilt, har ikke styr på, hvor hans søn, hvis alder han heller ikke har styr på, befinder sig, men soler sig ikke desto mindre i sin pludselige succes. Den varer dog ikke så længe, for i vore dage er succes flygtig. Den folkedomstol, der dømmer på de sociale medier, kan nedbryde enhver succes på få timer.

”Dahls forklaring” (altså bogen, ikke talkshowet) handler da også meget om de sociale medier, som Dahl selv er helt afhængig af.

Romanen leger blandt andet med tanken om, hvordan det kunne forme sig, hvis alle de sociale mediers holdningstilkendegivelser pludselig blev fremført i levende live, og ikke kun digitalt. En hær af talere træder op på sæbekasser for at give hver deres forklaring på alt mellem himmel og jord: ”Jeg stod og funderede over hvor mange stjerner jeg skulle give den forrige taler, der havde givet sit bidrag til løsningen af de indviklede og indbyrdes sammenhængende, for ikke at sige indviklede problemfelter, verdenssituationen består af, gennem at holde en 33 minutter lang tale (jeg tog tid) om, hvordan man dyrker gulerødder på hemmelige steder, uden at blive opdaget. Problemet er blot, tænkte jeg, og den indvending så jeg faktisk også flere steder i anmeldelserne bagefter, at det befolkningssegment, han talte til, ikke interesserede sig for gulerødder, ikke det mindste.” (s.142-143).

Det er klart, at resultatet af de mange taler, hvoraf ikke så få er lige så gakkede som ovennævnte, må ende i et kæmpemæssigt kaos. Men netop det kaos findes jo allerede på de sociale medier, og præger mange i en grad, man nok ikke helt gør sig klart.

Derfor tager Jakob Brønnum også diverse influencers under behandling. Dahl undrer sig over, at han får tilbudt sex af smukke kvinder, indtil han indser, at det er for at gavne kvindernes mulighed for at deltage i hans talkshow, så de kan få endnu flere følgere på deres profiler og blogge. Han fremstår temmelig ynkelig som en mand, der spiller spillet uden egentlig at forstå reglerne, der vel i bund og grund blot går ud på, at alle er imod alle, og at der kun indgås uhellige alliancer.

 

Fragmenteret fortællestil

Jakob Brønnum har dog også meget mere på hjerte, såsom en kritik af den vestlige verdens hjernedøde forbrug af streamingtjenester samt et forsøg på at udmåle kærlighedens, politikkens, kunstens og religionens plads i verden. Alt dette rammes ind af en konspirationsteori, der forbliver lige så ubeviselig og fortænkt, som den slags teorier nu engang er.

”Dahls forklaring” er præget af hovedpersonens mange iagttagelser, tanker og holdninger, som ofte er morsomme i kraft af deres dobbelte sigte, idet nogle rammer de nutidige tendenser, mens andre latterliggør Dahl selv.

Dagens Danmark får tæsk i denne beskrivelse af det første af Dahls talkshows, hvor forskellige indbudte skal give deres bud på, om kærlighed kan redde verden:

”Den første var en pige på 12. Det mente hun ikke, den kunne. Hendes forældre var lige blevet skilt for fjerde gang, og hendes ugepenge blev sat op og ned i en forvirring, op, når skilsmissen var under opsejling og ned, når hun var alene med moderen bagefter, længere ned, når de blev gift igen og havde købt nyt hus, og op, når hun var alene med faderen, fordi moderen var på behandlingshjem. Hun spiste hos kammerater så tit som muligt for dog at holde en vis regelmæssighed omkring spisetiderne. Jeg fik aldrig spurgt, om det var de samme forældre eller nogen af dem blev skiftet ud undervejs.” (s. 103).

Det er spidende morsomt, og dog truer en vis morskabsmæssig overmæthed, hvilket ikke mindst skyldes, at selve romanens handling synes at træde i baggrunden for Dahls mangfoldige iagttagelser og overvejelser. Dahl – og i endnu højere grad Brønnum – har så meget på hjerte, at de mangfoldige emner, der tages op og latterliggøres i ”Dahls forklaring”, kunne have givet stof nok til 2-3 romaner, der nok hver især ville kunne rumme nogle mere samlede fortællinger, end det er tilfældet med ”Dahls forklaring”. Og dog er der en pointe i den fragmenterede fortællestil, som minder om de vidt forskellige historier, man præsenteres for på Facebook, Instagram osv. Dette metaperspektiv bør ikke glemmes under læsningen af ”Dahls forklaring”.