Carsten Kaag: ”Magnus”, Carlstad Publishing 2019, 196 sider, 250 kr.
Af Egil Hvid-Olsen.
Hvis du vil vide hvorfor, må du som minimum skimme denne forklaring: ”Magnus” er en sproglig nydelse, en ordleg, der fletter sig leende gennem fortællingen, så sproget bliver mindst lige så vigtigt, som handlingen. Tag bare en sætning som: ”Manden tilovers var en mand tilstede” (s. 36). Eller hvad med denne beskrivelse af en god, gammeldags bodega, hvor rygeforbuddet aldrig er blevet håndhævet: ”Et rum med sorte lunger” (s. 131)?
Et sidste, lidt længere eksempel:
” - Skal du ikke finde dig en kæreste?
- Jo da, gerne, hvis det er en, der kan leve op til navnet, en som kan være mit kæreste - mit kæreste - ikke bare en kæreste.
- Du stiller for store krav.
- Nej, jeg stiller bare krav, alternativt forsvinder al kvalitet.” (s. 152).
Nu er jeg faktisk ligeglad med, om du læser resten af anmeldelsen, for du har fået det vigtigste med. Samtidig vil jeg ikke bebrejde dig, hvis du fortsætter. Du kan allerhøjst få behov for at bebrejde mig, hvis du gør det.
At deltage eller iagttage?
Ud over at være en sprogligt litterær fornøjelse er ”Magnus” en fortælling om en arkitekt, der bliver købt ud af sit firma, inden han har nået pensionsalderen. I første omgang nyder han livet uden forpligtelser. Han har måske gennem hele livet og i hvert fald i mange årtier tilhørt overklassen – ikke den stenrige, men den del af overklassen, der har en tilstrækkelig god årsløn til at have en dyr bolig og ingen nævneværdige økonomiske bekymringer, og nu har han tilmed penge nok på kistebunden til at kunne leve behageligt resten af livet.
Dog kan han ikke holde skjult for sig selv, at han føler sig tilovers. Han stiller sig selv det spørgsmål, der også stilles på bogens forside: ”At deltage eller iagttage. Hvad er mest livgivende?”
I begyndelsen værdsætter han iagttagelsen. Han bliver grebet af at kigge ind i andre folks vinduer, mens han går tur med hunden. Fantasien vækkes og han forestiller sig, hvilke historier beboerne i kvarteret bærer med sig. Når han ikke selv digter, lader han sig gribe af litteraturens mangfoldige fortællinger.
Men stadig føler han sig tilovers.
Snobben Magnus
Hvordan historien om Magnus siden udvikler sig skal ikke afsløres her, men den udfolder et ganske nuanceret portræt af en mand på livets solside, der pludselig bliver blændet af lyset.
Magnus er et vanemenneske. Han tænker udelukkende inden for de muligheder, han kender. Han kan kun forestille sig at gøre nytte inden for områder, hvor han tidligere har haft succes. For eksempel overvejer han ikke et øjeblik at blive sin følelse af at være tilovers kvit ved at engagere sig i noget frivilligt arbejde, at gøre noget for andre. Han ville være en gave som bestyrelsesmedlem i en eller flere lokalforeninger af en vis størrelse, men når han bevæger sig bort fra vennerne, der tilhører samme samfundsklasse som ham selv, anskuer han tilsyneladende sig selv som en forsker på feltarbejde blandt ukultiverede stammefolk. Med andre ord: Magnus er en snob, og lader sig begrænse heraf.
Men heldigvis er Magnus en dannet og velformuleret snob. Og så er vi tilbage ved det, der virkelig gør ”Magnus” læseværdig, nemlig forfatter Carsten Kaags skønne, nuancerede og legende sprogfornemmelse. At bogen desuden er smukt indbundet og har fået en enkel og stilfuld forside gør ikke fornøjelsen mindre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar