Slave af de sociale medier

 Jakob Brønnum: ”Dahls forklaring”, Det Poetiske Bureaus Forlag 2020, 308 sider, 200 kr.

Jeg har det svært med morsomme bøger; eller rettere bøger, der præsenteres som sjove. Jeg husker stadig, hvilken ørkenvandring det var at komme gennem Jonas Jonassons ”Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt”. Det eneste positive ved læsningen var, at jeg vidste, at jeg under ingen omstændigheder skulle læse toeren, da den udkom. Det er simpelthen så anstrengende, når fortælling og ordvalg lægger op til, at læseren konstant skal sidde og fnise, kun afbrudt af heftige latteranfald.

Selvom Jakob Brønnums roman ”Dahls forklaring” beskrives som ”en satirisk komedie”, er det ikke en bog af den ovenfor beskrevne type. Faktisk er ”Dahls forklaring” svær at typebestemme. Den er morsom, ingen tvivl om det. Sine steder er den tilmed meget morsom. Men den gør ikke krav på den konstante fnisen og de jævnlige latterbrøl.

Fra Måløv Lokal-TV til landsdækkende talkshow

Dahl er en journalist, der efter mange års virke for Måløv Lokal-TV bliver feteret talkshowvært i programmet ”Dahls forklaring”. Han er lige blevet skilt, har ikke styr på, hvor hans søn, hvis alder han heller ikke har styr på, befinder sig, men soler sig ikke desto mindre i sin pludselige succes. Den varer dog ikke så længe, for i vore dage er succes flygtig. Den folkedomstol, der dømmer på de sociale medier, kan nedbryde enhver succes på få timer.

”Dahls forklaring” (altså bogen, ikke talkshowet) handler da også meget om de sociale medier, som Dahl selv er helt afhængig af.

Romanen leger blandt andet med tanken om, hvordan det kunne forme sig, hvis alle de sociale mediers holdningstilkendegivelser pludselig blev fremført i levende live, og ikke kun digitalt. En hær af talere træder op på sæbekasser for at give hver deres forklaring på alt mellem himmel og jord: ”Jeg stod og funderede over hvor mange stjerner jeg skulle give den forrige taler, der havde givet sit bidrag til løsningen af de indviklede og indbyrdes sammenhængende, for ikke at sige indviklede problemfelter, verdenssituationen består af, gennem at holde en 33 minutter lang tale (jeg tog tid) om, hvordan man dyrker gulerødder på hemmelige steder, uden at blive opdaget. Problemet er blot, tænkte jeg, og den indvending så jeg faktisk også flere steder i anmeldelserne bagefter, at det befolkningssegment, han talte til, ikke interesserede sig for gulerødder, ikke det mindste.” (s.142-143).

Det er klart, at resultatet af de mange taler, hvoraf ikke så få er lige så gakkede som ovennævnte, må ende i et kæmpemæssigt kaos. Men netop det kaos findes jo allerede på de sociale medier, og præger mange i en grad, man nok ikke helt gør sig klart.

Derfor tager Jakob Brønnum også diverse influencers under behandling. Dahl undrer sig over, at han får tilbudt sex af smukke kvinder, indtil han indser, at det er for at gavne kvindernes mulighed for at deltage i hans talkshow, så de kan få endnu flere følgere på deres profiler og blogge. Han fremstår temmelig ynkelig som en mand, der spiller spillet uden egentlig at forstå reglerne, der vel i bund og grund blot går ud på, at alle er imod alle, og at der kun indgås uhellige alliancer.

 

Fragmenteret fortællestil

Jakob Brønnum har dog også meget mere på hjerte, såsom en kritik af den vestlige verdens hjernedøde forbrug af streamingtjenester samt et forsøg på at udmåle kærlighedens, politikkens, kunstens og religionens plads i verden. Alt dette rammes ind af en konspirationsteori, der forbliver lige så ubeviselig og fortænkt, som den slags teorier nu engang er.

”Dahls forklaring” er præget af hovedpersonens mange iagttagelser, tanker og holdninger, som ofte er morsomme i kraft af deres dobbelte sigte, idet nogle rammer de nutidige tendenser, mens andre latterliggør Dahl selv.

Dagens Danmark får tæsk i denne beskrivelse af det første af Dahls talkshows, hvor forskellige indbudte skal give deres bud på, om kærlighed kan redde verden:

”Den første var en pige på 12. Det mente hun ikke, den kunne. Hendes forældre var lige blevet skilt for fjerde gang, og hendes ugepenge blev sat op og ned i en forvirring, op, når skilsmissen var under opsejling og ned, når hun var alene med moderen bagefter, længere ned, når de blev gift igen og havde købt nyt hus, og op, når hun var alene med faderen, fordi moderen var på behandlingshjem. Hun spiste hos kammerater så tit som muligt for dog at holde en vis regelmæssighed omkring spisetiderne. Jeg fik aldrig spurgt, om det var de samme forældre eller nogen af dem blev skiftet ud undervejs.” (s. 103).

Det er spidende morsomt, og dog truer en vis morskabsmæssig overmæthed, hvilket ikke mindst skyldes, at selve romanens handling synes at træde i baggrunden for Dahls mangfoldige iagttagelser og overvejelser. Dahl – og i endnu højere grad Brønnum – har så meget på hjerte, at de mangfoldige emner, der tages op og latterliggøres i ”Dahls forklaring”, kunne have givet stof nok til 2-3 romaner, der nok hver især ville kunne rumme nogle mere samlede fortællinger, end det er tilfældet med ”Dahls forklaring”. Og dog er der en pointe i den fragmenterede fortællestil, som minder om de vidt forskellige historier, man præsenteres for på Facebook, Instagram osv. Dette metaperspektiv bør ikke glemmes under læsningen af ”Dahls forklaring”.