Daniel Boysen
Står på tæer under vand
Forlaget Silkefyret
Det er virkelig en mixed media udgivelse Daniel Boysen har
begået med sin nye digt og fotomontage udgivelse sammen med sin efterhånden
faste samarbejdspartner fotokunstneren Mariana Gil, Står på tæer under vand, der ledsages af en digitalt udgivet
malende oplæsning med lydsparring leveret af musikeren Martin Lau, som kan
opleves her på Spotify: https://open.spotify.com/album/4Spx8PPd2v9Wc4RuE20s6v
Vi føres ind i værkets univers med de indledende digte, der straks spænder os ud i uvisheden om klokken er 1 minut i eller 1 minut over en klimakatastrofe, hvor verden står under vand, og i uvisheden om vi drømmer eller er vågne i vores orientering og tilværelse:
havene stopper
med at lytte
til kysten
bølgerne lægger sig
som højhuse
en fisk bor
øverst oppe
med udsigt
til vandet
Allerede her i det første afsnit HAVENE ÆDER ALT møder vi
den integrerede drømmende og sanseligt helt skarpt pointerede sekvens af digt,
fotomontage og lyd, der belyser hinanden i dette vandskab:
I dag ligner bladene
et hav på græsset…
De højeste bygninger
ligger i en dis
som havdyrene
er ved at æde
Yderste anstrengelse eller opgivelse
Alt er til stede samtidig og er derfor ved at destrueres og
forsvinde. I glimt kun ser vi det ’en
skyskraber/er styrtet/i indlandsisen/millioner af år/opløses/på få minutter’.
Nu er jeg så bragt i den situation, hvor jeg desperat anstrenger mig eller er
ved at opgive, forsøger at orientere mig ’hvor er /overfladen’ eller glider i
et med bunden i koralmarkerne ’min
hud/mod de blege/kolonier/under mig’. Og hengiver mig så opgivende til
overvejelser om ’hvordan mon/det føles/at
uddø’. Menneskeheden er ikke længere et fælles livsvilkår ’på gaden går/folk rundt/med sig selv/under
armen’. Vi er i eller er på vej mod nulpunktet ’himlen over os/er slukket’.
Usikkerheden, desorienteringen og opløsningen er skyllet helt igennem os og har
invaderet os. ’Bølgerne bryder/min krop/som et dige:
er alt
som det
skal være…
Hvordan er
man til
i denne verden
Men befinder vi os virkelig helt nede på bunden? Tvivlen
sætter ind med det samme i næster afsnit, der hedder FALDER, FALDER. I det
befinder vi os skiftevis i fortid og fremtid, i drømme eller dagdrømme. Dels
begynder universet forfra, ånder en ny atmosfære, der måske ikke er så CO2
forgiftet og vi holder vejret mens vi hopper i og spørger ’hvordan vender/man tilbage/fra de døde’ mens kræfterne slipper op
i disen hvor byen ligner ’noget der/allerede er/forbi’:
drømmens lys
er morfin
Ikke død
døende
drypper blæk
i dit øje
Hvilket er suppleret af en fantastisk fotografik af et
lysnende blåt ståltræ, der både imploderer og eksploderer mere og mere hvidt i
kronens centrum.
Dels har vi taget en færge tilbage i tiden, hvor
vi bestiger
verdens højeste
bjerg
vi går rundt
og mærker det
som havbund
under os
Det er et af samlingens centrale digte som også står foldet
om bagklappen til bogens omslag, der netop er et taktilt nupret hav med en anet
havbund der kunne blive en vulkan. Og som netop hvis man slår klappen lidt ud
bliver en bjergryg. Omslaget understreger den sanselige synæstesi af de mere
end 5 sanser bogens univers hele tiden bringer i anvendelse og understreger
tvivlen på den såkaldte vikelighed og vores eksistens. Den indfinder sig også
med det samme her:
er havet
her
slet ikke
som enten er en konstatering eller et spørgsmål. Eller er det både og?
Dels løber vi endelig igen gennem dagdrømme ind i en fremtid
oven vande ved kysten, hvor bølgerne lyser, en hvals sang brøler og det hele
flyder sammen ustabilt i tid og sted:
ålegræsset svæver
tager plads
i mit rodnet
alting lysner
alting falder
falder
SOLSKIN I DEN BLINDES STUE
Samsansningen og en tilværelse, hvor vi både er vågne og
drømmer og besvarer Hamlets spørgsmål at være eller ikke være med et
vedholdende både og, understreges af sidste afsnits titel, der samtidig er
titlen på Anna Anchers berømte billede hvor lyset føles gennem huden og bliver
ekstremt sanseligt tilstede paradoksalt nok på grund af sin uhåndgribelighed:
SOLSKIN I DEN BLINDES STUE. Afsnittet starter med at vandet bliver dybere
vildere og vælter husene hver nat så algerne vækkes og opfanger sollyset og vi
blot er et embryo i fostervandet, trukket
tilbage til
larvestadiet
fylder gællerne
med væske
dagene ligger i
kroppen
forstår du
vi findes
ikke
Selvfølgelig indgår kærligheden sammen med synæstesien,
samtidigheden og vores genskabelse af menneskehedens historie fra foster til
voksenliv i genskabelsen af verden. Den begynder banalt med en værtshustur, ’så
længe/man danser/kan man ve/ikke dø. Men arterne skyller alligevel livløse mod
land.
mine nethinder
er massegrave
indtil
du råber
mit navn
Bagefter får de en allersidste en og håber at vågne i morgen
og at de kan gøre det igen ’og se/kuplens ar/der heler’ og høre:
fuglene der
afløses
af ambulancer
Kærligheden ’står på tær/ved din kyst’ og ’dig i sollys’
ophæver afstand i sted og tid. Verdens skabelse på ny. Vinduet åbnes og krebs
kravler rundt i i æbletræerne, hvor æblerne falder mod jordens skelet. Og
solopgangen
er den
her
hører den til
Folk ligner små titaner ’halv menneske/halvt hav’ og bliver
mindre fremmede, mens ’vi svømmer/mod horisonten’, og ’solen kaster/sine
tentakler/om byen/der forsvinder’. Til sidst ophæves skellet mellem
elementerne, drøm og vågenhed og det bliver menneskehedens eksistensvilkår:
er digerne
lettet
drømte du
det her
er vi
lysvågne
er vi her
slet ikke
Den sidste ledsagende fotomontage er et suggestivt land-
eller vandskab hvor lyset og væksten vokser frem som det helt dominerende
element.
Postkort fra en skildpadde
Synæstesien og uvisheden om tid og sted, drøm eller
virkelighed, lys eller et bundløst hul, der også kan være en syntese,
forstærkes til helt nærværende sansning af den langsomme, roligt rullende tone
og rytme i sproget. Overgange er hele tiden umærkeligt glidende, ikke abrupte
brud, og opdages langt henne når en ny tidevandsbølge bryder overfladen. Som f.eks.
her lyset
finder vej/ gør rummene/ til hjem/ kranerne kører/ i ring/ skærer forbindelsen/
til himlen/ over , hvor lyset viser sig at
opstå af sig selv eller i sprogets forbindelse af os, eller i denne passage fra
sidste afsnit i bogen: broen over bæltet/ er en tunnel/ skaller langs/
skinnerne/ en sværm/ af sardiner/ hægter sig/ på toget, hvor vi både kører
over og under jorden og langsomt finder os selv under vand, fordi det er en
sværm ikke af insekter men sardiner der hægter sig på toget.
Daniel Boysen er ikke en lyriker der skriver meget
om at skrive, han udfolder heler aktivitetens potentialer end skriver abstraktioner
om det. Og når han så skriver om sproget er det i ligeså langsomt rullende overgange fra konkret til abstrakt
til konkret, som demonstrerer sprogets paradoksale skabelse af nærvær selvom
det er umuligt på grund af afstanden i tid og sted:
en skildpadde sender
et postkort
fra bugt
til hav
skriften
et uddødt sprog
den sidste
af sin slags
jeg er her nu
skriver den
ved enden
Står på tæer under
vand er afgjort en digtsamling der gennemspiller klimakatastrofens aspekter
og konsekvenser for vores eksistens som individer og menneskehed på en helt ny
måde. Læs den, bliv klogere og forsigtigt opmuntret og især fuldstændig
opmærksom og nærværende med alle sanser midt i de ’vilde bølger/som mundene/forsøger/at sluge’.
Thorvald Berthelsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar