mandag den 29. maj 2017

Når billederne bærer, uden at blive tunge

Poul Lynggaard Damgaard
Figurativ Uniform
Forlaget Hagla, 2016

Af Jakob Brønnum
Da jeg læste og skrev om Poul Lynggaard Damgaards forrige digtsamling, den tredje, bemærkede jeg hans fine sansninger. Men det var også min oplevelse, og det blev antydet i positive vendinger, fordi det var en udmærket digtbog, hvordan de oftest fik lov at stå uforankrede. Som rene sansninger.
På det punkt er digtene eller digteren modnet. Her er et digt fra den første samling om at blive til:

Daggryets mund
Jeg bar en læderjakke
og gik mellem stenene
som var tænder langs vejen.
Skibene skilte den første dag,
hvor galionsfigur blev båret ind
fra kysten og sidenhen muret ind i et hus. (s. 73)

I den nye bog hedder det, i et andet digt om tilblivelse:

Sårbar allé
En mystisk dreng
er på den anden side
af den smuldrede mur
blevet voksen i et
andet lands tilfældige
krop.

Et eller andet med hans øje,
og derfor ikke alene et glasøje,
der skinner i træernes tomme
butikker betragtet gennem glas,
tid og væv (s. 31)

Man vil sikkert kunne finde eksempler, der modsiger min iagttagelse i begge bøger, men alligevel er det mit indtryk, at billederne er blevet større, gennem at blive mere sig selv, jeget er trådt i baggrunden og billedet er trådt i forgrunden, det sansede er kommet i centrum og ikke den sansende.
Det her er et lille, monumentalt digt om den digitale virkelighed, hvor billederne får lov at udgøre hele digtene og det ukendte, springende punkt mellem dem, fyldes med virkelighed, med perspektiv, med poesiens særlige tydningspotentiale, som dagligsproget ikke kender

Talende knapper
Pærens glødende
labyrint hen over
det hånden forlod
i bunken med en
diagonal trukket
gennem rummet
tidligere tilbudt.

Bogen er noget kortere end den forrige, som var på over 110 sider, men den virker længere. Bagsideteksten forankrer bogen til Århus  og ”et personligt møde med dens psykiatri”, noget, der virker helt overflødigt. det lægger ingen ting til læsningen eller formidlingen, trækker snarere fra.
Bogen er anbefalelsesværdig på grund af rummeligheden i de enkelte digte. Meget anbefalelsesværdig. Det er sådan en, men kommer til at holde tæt ind til sig en tid.


mandag den 22. maj 2017

Jorns forår i Lissabon

Lasse Krog Møller:
Jorn in Lisboa
16 s. mange illustrationer i s/h og farve
Pris: 50,00
Forlaget Asterisk

Af Troels Laursen
Samtidig med den store udstilling Jorn+Munch i Silkeborg, der slutter om få dage, kan man lige nyde denne lille bog, som måske mest af alt er et hæfte. Asger Jorn levede mange steder rundt om i verden, og han arbejdede ligeså mange steder. Og flere bøger har beskrevet dette, fra ” Asger Jorn på Læsø”(2102)  eller ”Jorn i Albissola” (2014) begge med tekster af Lars Morell, til ”Jorn i Havana” (2011), af Troels Andersen.

Museo Barardo
Denne bog, handler ikke om Jorn (1914-73) og hans arbejde i Lissabon, men om et af hans værker, der rejste en del rundt inden det endte i Portugal, på Museo Barardo siden 1995, hvor den hænger i en permanent udstilling. Forhistorien er den, at Jorn i maj 51 tog hastigt tilbage til Silkeborg, hvor han havde tilbragt en del af sin barndom og som han vendte tilbage til med jævne mellemrum. Han led af tuberkulose og havde brug for at blive behandlet på byens sanatorium. Ved udgangen af dette år, var han begyndt at male i en improviseret studie liggende overfor lighuset. Han arbejdede på to cykler: ”Af den Stumme myte” og ”Årstiderne”. 

16 værker
Han malede seksten værker, der på en uregelmæssig måde, fremviser årstiderne. Og en version af disse, er netop Vårens Offer II, (The Rite of Spring II).
Den første udgave, kaldet Vårens Offer I, (The Rite of Spring I), måler 128 x 151 cm, findes på Kunsten, i Aalborg. Efter at have forladt sanatoriet bosatte Jorn i Silkeborg i 1952, hvor han malede dette andet og lidt større version (161x183,5cm), som er meget tæt på den første i komposition og med samme akkumulering af dyrlignende hoveder, der optager næsten hele lærredet. Udover et foto af værket består den lille bog, at en række s/h-fotos af en mand, og som viser de forskellige stadier i en hovedstand. For sandheden er at værket hænger på hovedet i Lissabon. Så hæftet der er et sandt kunstværk i sig selv, er en anvisning til hvordan man skal se maleriet af Asger Jorn! Man må op på hovedet for at se det rigtigt, så man kan se, at det hele står på spring, som et springende forår, og viser maleriets opadspringende kraft, så de ikke blot er en kommentar til Jorns værk, der skal retvendes, men også en udfoldelse af denne, denne kraft, som vinterens død, ikke kan overvinde. Måske en tanke, der behagede maleren, da han tidligere lå over for lighuset og malede våren frem i al dens kraft og vælde.
Opslag fra bogen


mandag den 8. maj 2017

Voltaires Candide: En fransk roadmovie

KLASSIKERLÆSNING:
François de Voltaire:
”Candide eller den bedste verden”. (1759)
Læs et stort udvalgt af Voltaires værker på engelsk i e-bog her

Af Egil Hvid-Olsen
François de Voltaire - eller François-Marie Arouet, som han egentlig hed – blev en af oplysningstidens helt store stemmer. Han levede fra 1694 til 1778 og skrev både skuespil, essays og romaner. ”Candide” fra 1759, der repræsenterer den sidstnævnte genre, er hans nok mest kendte værk. Den handler om en ung, troskyldig mand, der oplæres til at tro, at han lever i den bedste af alle verdener, hvor ”alt sker til det bedste”. 
At denne livsfilosofi er en satire over Gottfried Leibniz’ overbevisning afsløres af, at Candide udsættes for en række voldsomme og tragiske hændelser, der burde få hans tiltro til andre mennesker og skæbnens gunst til at vakle. Men lige som Leibniz fastholder, at alt – selv det onde – sker efter Guds gode plan, omend mennesket ikke har indsigt nok til at kunne se det, så fastholder Candide sin tiltro til tilværelsens godhed. 
Således har ”Candide” tematisk nogle lighedstegn med den gammeltestamentlige ”Jobs Bog”. I modsætning til Job anklager Candide dog hverken Gud eller skæbnen, men fastholder langt hen ad vejen sin tro på, at alt – selv de mest tragiske hændelser – tjener en større sag, der i sidste ende er god.

Candide og Kunigunde
Det hele begynder da også godt. Candide vokser op som uægte barn hos en westfalisk baron, hvis datter den unge mand forelsker sig i. Det går dog galt, da baronen opdager Candides og Kunigundes forhold. Straks smider han sin plejesøn på porten, og snart må Candide se sig indrulleret i en kampklar hær. Kort efter befinder han sig i en blodig krig, der afspejler syvårskrigen, som udkæmpedes (1756-1763), da bogen udkom. Candide, der hører til bulgarernes (prøjsernes) hær, når ikke at kæmpe mod abarerne (franskmændene), men deserterer og slipper derfra med livet i behold. Det gør baronen og baronessen ikke. Ligesom Candide må Kunigunde derfor friste en usikker skæbne, og den bliver lige dramatisk og smertefuld for dem begge, der rives i hver sin retning.
Siden udfolder ”Candide” sig som en litterær forløber for det 20. århundredes roadmovies. Candide rejser rundt i det meste af verden i sin jagt på Kunigunde og lykken. 
De fjerntliggende destinationer virker ikke længere væk end en moderne flyvetur, hvilket kan forklares med datidens fascination af, at langt det meste af verden som følge af adskillige opdagelsesrejser var opdaget, ligesom kolonialiseringen af fjerne lande var nået vidt. Den selvforståelse, dette førte med sig, gjorde, at oplysningstidens europæer forstod sig selv som en kosmopolit.

Snobber, diktatoriske herskere, prælater og munke
På sin lange rejse tager Candides held nogle gevaldige udsving. Hver gang han har heldet med sig, medfører hans ekstreme naivitet, at han lynhurtigt mister det vundne igen. Fortællingens hurtige sceneskift fungerer mest som en ramme, der giver Voltaire mulighed for at latterliggøre en lang række magtfulde personer og diverse kirkelige repræsentanter. Så skarp er hans satire, at der ikke er noget at sige til, at han flere gange i løbet af sit liv måtte drage i eksil. Snobber, diktatoriske herskere, prælater og munke latterliggøres, så dem, karaktererne er skrevet over, må have våndet sig under Voltaires verbale piskesnert.
Voltaire var optaget af at nedbryde fordomme og standsforskelle, men han var også barn af sin tid, hvilket blandt andet kommer til orde i fortællingen om, hvordan Candide skyder to abekatte, der jager et par kvinder fra Paraguay. Det viser sig, at de to aber var kvindernes mænd; en misforståelse, der siger mere om Voltaires fordomme end paraguayske mænds reelle udseende. Dog kan man ikke forlange af et 1700-talsmenneske, at han vidste mere, end han havde mulighed for. I en anden scene er Voltaire dog mere sober. Her skinner forfatterens forargelse over sin tids udbredte slaveri igennem, da Candide møder ”en Neger, som lå på Jorden kun halvt påklædt: det vil sige at han ikke havde andet på end et par blå Lærredsbukser, den stakkels Mand havde mistet sin venstre Fod og sin højre Hånd.” Det viser sig, at slaven arbejder i en sukkerfabrik, hvor arbejderne får hugget hånden af, hvis de mister et par fingre i en af maskinerne. Hvis de finder dette så urimeligt, at de flygter, får de hugget foden af, såfremt de bliver fanget.

Voltaire og verdenshandlen
Voltaire, der ellers var meget fascineret af koloniseringen og den deraf følgende verdenshandel, afdæmper sin begejstring i ”Candide”. Som Ingvild Hagen Kjørholt beskriver det i kapitlet ”Verden blir mindre. Kosmopolitter, slaver og det globale markedet i Voltaires Candide ou l’Optismisme” (note) havde Voltaire tidligere anset verdenshandlen for at være en ramme, hvori alle kunne mødes uafhængigt at kulturel og religiøs baggrund. Inden for denne ramme traf man aftaler til fælles bedste. Men Voltaires holdning ændredes, da han opdagede, at de mange muligheder for velstand førte grådighed med sig. Således blev alles kamp mod alle også udkæmpet indenfor verdenshandlen. Denne kamp gjorde nogle befolkningsgrupper til tabere. Af disse var slaverne de største. 
Den førnævnte slave møder Candide i den hollandske koloni Surinam, som på det tidspunkt var kendt for i sammenligning med andre kolonier at have den højeste dødsrate blandt slaverne. Selvom Voltaire havde en tidstypisk forståelse af, at nogle mennesker befandt sig på et højere udviklingstrin end andre, nærer Candide dog bekymring for slaven. Efter den udtalte forskrækkelse over slavens tilstand, der i hvert fald til en vis grad afspejler Voltaires forargelse over den hårdhændede behandling af disse underkuede mennesker, griber han tilbage til satiren, idet han lader slaven påpege et dilemma: ”De hollandske fetichtilbedere [præster], som har omvendt mig, fortæller mig hver Søndag at vi alle, både Sorte og Hvide er Adams Børn. Jeg forstår mig ikke på Stamtavler; men hvis Prædikanterne har Ret, er vi alle kødelige Søskendebørn og nedstammer fra Germanerne. Og så må de indrømme, at man ikke godt kan behandle sine egne Slægtninge frygteligere.” Faktisk var det bestemt ved fransk lov at slaver skulle døbes.
På baggrund af al den uretfærdighed, Voltaire er sig bevidst (selvom vi i dag ville være endnu mere fortvivlede end ham over hans samtids barbari), er ”Candide” et samfundsrevsende eventyr, der ender med, at selv den stangnaive hovedperson må indrømme, at verden ikke er så god, som han har insisteret på. Dette understreges af, at kærligheden mellem ham og Kunigunde er udslukt, da de endelig kan forenes. Han resignerer og nedgraderer meningen med livet til det at passe sin have. Denne sorgmuntre slutning står som en ironisk kommentar til hele den umenneskelighed, der udfoldedes på Voltaires tid, og som læser kan man spørge, om slutningen ikke har lige så stor relevans i dag, der bestemt heller ikke er ukendt med menneskeskabte grusomheder. Det er således ikke mere end 41 år siden, at Halfdan Rasmussen udtrykte noget, der minder om Candides afsluttende livsfilosofi, i sin sang ”Noget om helte”:

Der er nok, som går og sysler
med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha’ skærmydsler
og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder
for at gi’ hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder,
selleri og pastinak.

Når det er sagt, er ”Candide” som antydet ikke mindst en roman, der er præget af den tid, den blev skrevet i. Det er indiskutabelt, at bogen er en klassiker, men skyldes det ikke i højere grad dens virkningshistorie end dens litterære kvaliteter?
Mødte man i vore dage op med et manuskript som dette, ville forlaget hurtigt afvise udgivelse af det, fordi historien ganske simpelt er for dårligt fortalt. Hele den lille bog minder mere om et referat af en roman end af en roman i sig selv. Candide farer verden rundt, selvom den tids transportmidler var særdeles langsommelige, og som læser kastes man hovedkulds fra den ene scene til den anden. Således bliver hele romanen underligt fragmenteret og svær at lade sig fange af. Så meget desto morsommere er det, at Voltaire et sted lader en excentrisk venetiansk rigmand, der ikke længere kan glædes ved noget, klage over, at de antikke klassikere er gabende kedsommelige. På lignende måde udgør ”Candide”, der i mellemtiden selv er blevet lige lovlig ensformig, et eksempel på litteraturhistoriens udvikling.
”Candide” er en samfundsrevsende roman, der i sin tid skabte debat, latter og vrede alt efter, hvem læseren var. En del af satiren kan føres direkte op til vore dage, hvor der stadig findes snobber, diktatoriske herskere og dobbeltmoralske præster m.m. På den baggrund har bogen både historisk og aktuel værdi.

Note: I Eliassen, Fastrup og Andersen Nexø, red.: ”Europæisk Litteratur 1500-1800, bind 1”, Aarhus Universitetsforlag

torsdag den 4. maj 2017

Vejen er hvad der sker

GARY SNYDER: SKILDPADDEØEN
154 sider, oversat af Mads Kusk, 150 kr 
Bureauets Lommebibliotek 

Af Jes Nysten
Jeg ved ikke, hvor meget navnet Gary Snyder siger danske læsere. Måske vil det være nemmere med navne som Jack Kerouac og Allan Ginsburg? Jo, de tilhører da den amerikanske såkaldte beat-generationen - beatniks - en broget flok af digtere, der fra slutningen af 50'erne samledes på østkysten, og som på trods af deres forskelligheder havde en fælles "mission": at befri mennesket fra det kommercielle, kapitalistiske samfunds lænker. 
Til denne mission hørte bl.a seksuel frigørelse, eksperimenter med stoffer, eksperimenterende poesi, der hentede rytme, puls, frasering og råhed fra jazzen. Men det handlede ikke bare om at slippe tøjlerne. Man ville ikke blot ud af snærende lænker og leve frit og uforpligtende og ubekymret. Disse folk følte at frigørelsen fra det kommercielle samfunds normer og begrænsninger åbnede for et større og mere forpligtende fællesskab: naturens altomfattende fælles-liv. 
Beat-generationen er vel først og fremmest kendt for denne oplevelse af naturen som deres "hjem" - og megen af deres kunstneriske virke var grundfæstet i en stærk økologisk bevidsthed. 
En vigtig vej væk fra en vestlig forbruger-holdning til Moder Natur var deres indoptagelse af østerlandsk tænkning og spiritualitet, navnlig zen-buddhismen, der netop tilbød en anderledes respektfuld natur-bundethed. 

I dette felt står Gary Snyder som et stadigt aktivt fyrtårn. Han var med fra begyndelsen som en af de mest reflekterede og aktive.
Hans biografi vidner virkelig om en determineret og seriøs frontkæmper, der både i det helt nære konkrete og det intellektuelle har ydet noget af det bedste indenfor dette brede felt. 

Derfor giver det også god mening, at han nu endelig bliver gjort tilgængelig for danske læsere med denne lille men fornemme udgave af "Skildpaddeøen", som han modtog Pulitzerprisen for i 1975 - også selvom den således kommer med 40 års forsinkelse! Vi møder i digtsamlingen en både strengt formbevidst og sprudlende legende sprogkunstner, der med sin stærkt økologiske optagethed og spirituelle tone vil vække genklang hos rigtig mange også idag. 

Der er naturligvis altid en fare for at en så stærk fokusering på "en sag" kan få selv de bedste digte til at blive didaktiske lærestykker, og faren ligger også her for Snyder. Udgivelsen afsluttes med afsnittet "Klar tale", hvor Snyder i ligefrem essayistisk form fremfører sine behjertede betragtninger. Her er det på sin plads med politiske/etiske vejledninger. Men i selve digtsamlingen står de digte stærkest, hvor den sansede og erfarede "naturtilstand" foldes ud - uden bagtanker. 

Navnlig tre digte vil jeg kort nævne - alle tre umiddelbart betagende, prægnante og vidtfavnende:

I digtet "UDEN" bliver indfældetheden i naturen, det fælles åndedrag, den fælles "sang" stilsikkert tømret fast:

"stilheden
i naturen
inden i.

kraften inden i
kraften

uden.

vejen er hvad der sker - ikke
et mål i sig selv.

målet er,
ynde - lethed -

at hele,
ikke frelse

synge 
beviset

beviset på kraften inden i."

I digtet "DE DØDE VED SIDEN AF VEJEN" 
Her observerer digteren de forskellige dyr, der ligger døde ved vejkanten. Der skulle de jo ikke ligge, men vi har netop begrænset deres udfoldelsesmuligheder med vores gennempløjning af naturen med vore enorme vejnet. 
Digtet slutter:
"Bed til deres sjæle. Bed dem velsigne os: 
vores gamle søstres veksler
vejene blev lagt på tværs og dræber dem:
natlysende øjne
De døde ved siden af vejen."
Her har vi samme motiv, som Bruce Chatwin udfolder i Songlines: at vi har skåret de naturlige veje for naturens dyr og mennesker over med vore kultiverede og rationelle "tanke-veje"! 

Digtet "BADET" er en vidunderlig smuk og sanselig beskrivelse af en bade-scene, hvor digteren og hans kone og søn bader hinanden, indsæber hinanden, berører hinanden - bliver til for hinanden som levende kroppe  midt i en større og mere omfattende "krop". 
Hvert vers slutter med "er dette vores krop?", for til sidst at konstatere 
"skyen henover himlen. Vinden i fyrretræerne 
den gurglende rislen på den sumpede eng
dette er vores krop."

Jeg har her blot givet en lille smagsprøve på en på alle måder fornem digtsamling. Endnu engang skal vi glæde os over Det Poetiske Bureaus Forlag, der som fx her i deres "Lommebibliotek" giver os uventede og store læseglæder.