søndag den 27. september 2020

Nu vil jeg aldrig kunne undgå at se det

Heather Spears
Jeg kan stadig tegne
digte udvalgt og oversat af Niels Hav
Det poetiske bureaus Forlag, 2019, 61 sider.

Af Alice Østerbøg

Endelig kom den, den første oversættelse til dansk af canadieren Heather Spears’ spændende digte. Bedre sent end aldrig, kan man sige. Det er blevet  til en lille antologi på 43 tekster (de fleste fra 1995 -2009) oversat fra engelsk af vores danske digter Niels Hav.

Endelig, ja, for siden 1956 har Heather Spears udgivet 14 digtsamlinger, 5 romaner og 1 fagbog om perception – plus 3 bøger, som mest indeholder tegninger med ledsagende tekst, på engelsk vel at mærke, selvom hun har boet i Danmark siden 1962. (På Bornholm! - Dengang kendt som Heather Goldenberg)


Jeg kan stadig tegne hedder de af Niels Hav udvalgte digte, hvoraf en del handler om at tegne og udtrykker den dybe fascination af livet, der gør det nødvendigt for en så alsidig kunstner som Heather Spears at udtrykke sine oplevelser i både indånding og udånding.

Typisk for hende går poesi og tegning hånd i hånd som to sider af samme sag. Hvor synsindtrykkene af menneskelivet bringes til live i tegningernes forskelligartede perfektion, formuleres i digtene omstændighederne, alt det, der ikke kan tegnes, nemlig tanker og følelser, skæbne og lidelse.

Samlingens fire dele har følgende ledetråde:

1. at blive gammel i Danmark.

2. at tegne døden i form af neonatale babyer, som  på Panum-instituttet og københavnske hospitaler er blevet Heather Spears’ store, altopslugende, tegnetekniske forskningsprojekt.

3. diverse billeder fra andre dele af verden, som Heather har bevæget sig  rundt i.

4. decideret politiske digte ud fra Heathers engagement i fx 90’ernes krige i Mellemøsten og de palæstinensiske flygtninge, de har afstedkommet.

Samlingens digte går gennem marv og ben måske mest på grund af den underfundige humor, der breder sig som en forsvarsmekanisme ud over beskrivelser af bl.a. døde babyer og krigens ondskab. Det er digterens måde at se dét på, som hun ikke tegner, hun, som har opsøgt lidelse og død hos palæstinenserne i Gaza for med blyant i hånd at dokumentere kampen mod overmagten:

Et barns ansigt
mast ned i kørebanen

….

Jeg så det før jeg kunne undgå at se det.

Undgå at se det! Nu vil jeg
aldrig kunne undgå at se det,
hendes ansigt
med lukkede øjne
det var de nødt til at være, ellers ville himlen
over dem briste

Og de indtryk forbliver i hende. Selv bomberegnen, der beskrives som smuk, et kæmpemæssigt slør. Mens den gør, hvad den er bedst til…

Det er ikke så sært, at Gud - i Guddigtene - er træt og føler afmagt, for, som der står, han er jo Gud for både jøderne, muslimerne og de kristne, der kappes om at påføre hinanden deres ondskab.

Således rummer digtene en stemning af ironisk resignation over menneskers tåbelighed.

Grotesk sammenlignes f.eks. krydstogtpassagererne, som forhindres i at se den flygtningebåd, som man ikke vil redde, med en hvalsafari: dem med kikkert kunne se mere: ……...

Den samme stemning er der over de første alderdomsdigte, dog med mere sort humor som i digtet, Måske er jeg ved at blive muslim, om at falde på gaden.

I Kunsten at blive ældre lyder det:

og det bedste du kan gøre er
at arbejde, arbejde og glemme …

Og det gør hun så.

Heather Spears er 85 år og snart færdig med sin nyeste digtsamling. Ikke et ord om egen død. Den finder hun så rigeligt hos de andre.

At tegne det, der ikke er mere, for at indfange dette mystiske, er ultra svært. Heather øver sig i at tegne det med stædig passion, der underspilles næsten selvironisk i prosateksten Kvinden der tegnede døde babyer, der er et eklatant udtryk for livets absurditet i al sin nøgternhed: dødens uhyrlighed i den lille, perfekte krop, som måtte give op, faderens tårer og i kontrast hertil tegneren:

Hun kunne se , at det kun var nødvendigt at udføre opgaven følsomt og neutralt. Hun lod opgaven tage sig af følelsen, så der ikke var noget tilovers. Kvinden, der tegnede døde babyer, havde engang drømt om at blive rigtig kunstner.

Det virker næsten forløsende at kunne smile over sammenligningen mellem dansende bjørne og haremskvinder. Og grine højt af de kønspolitiske digte om kvinders manglende kapacitet, for eksempel med hensyn til at stå op og tisse, og beskrivelsen af mænds krympende organer, når VAGINA kommer på tale.

Selvom Heather  Spears er parat til at gå så vidt som til at lære arabisk for at forstå en arabisk digter, har jeg med mine sprogkundskaber oplevet denne oversættelse som en vidunderlig lettelse. Jeg har læst en hel del af Heathers digte på engelsk og har undret mig over, at de både virkede let tilgængelige og svære at gribe. Det forstår jeg nu . Alle disse engelske metaforer, som Niels Hav, som digter har taget stilling til, giver han os i en dansk version, der giver mulighed for et overblik og en stemning, som for mange ukendte gloser forhindrer. Fordi jeg kan slappe af og nyde, kan jeg overveje – i overensstemmelse med de 2 digteres hyggelige slagsmål om ordenes betydning – andre for mig mere rammende udtryk. Men jeg røres i hjertet af meningen, ideen, tankerne og ikke mindst sansningen, det er som at se Heathers tegninger, hvis streger flyver eller hænger sig fast i den perfekte detalje som et flygtigt eller fast blik.

I Canada har Heather Spears vundet priser for sin digtning. Her i Danmark har hun i alle de mange år tegnet og digtet. Hun har virkelig fortjent både denne og flere oversættelser og dermed en markant større udbredelse herhjemme.

Som ung universitetsstuderende fik Heather i 1956 et legat, så hun kunne læse videre i Europa. Det var dengang, da turen foregik med skib. Der mødte hun sin kommende mand Lenny Goldenberg. I 1962 besluttede de at tage et år til Danmark, for at han kunne lære noget om dansk keramiktradition. Hun kunne så passe deres to små drenge.

Måske undrer nogen sig over, at Heather med sit perfekte dansk ikke skriver på dansk. Men dengang behøvede immigranter ikke integreres og blive danskere, så hvorfor ikke skrive på sit engelske modersmål for derved at have mulighed for at dykke ned i et dybere register og i dette tilfælde nå ud til et langt større publikum.

Mange på Bornholm kender hende fra dengang, da hun som Heather Goldenberg boede i Svaneke. Hun ernærede sig i 70’erne ved at tegne og male. Mange bornholmere fik deres børn portrætteret. Samtidig startede hendes croquiskurser på Bornholm – og kort efter København. De var spændende med en helt anden tilgang til at tegne efter levende model, end eleverne før havde oplevet. Teori og praksis derfra kan studeres i Heathers The Creative eye, som er en kunstfilosofisk, tegneteoretisk bog med praktiske øvelser, til dels baseret på hendes erfaringer fra de utallige croquis-kurser.

Altimens dyrkede hun sin digtning i al stilfærdighed i sin digterhybel. Og da drengene var fløjet fra øen, begyndte Heather at tage de obligatoriske sprogprøver i dansk for at kunne studere engelsk litteratur på Københavns universitetet. Hun var allerede dengang begyndt at tage til Canada mindst en gang om året, dels for at køre tegnekurser, dels for at læse digte op for andre poeter, som hun så tegnede, når det var deres tur til at læse op.

I 90'erne forlagde hun gradvist residensen til hovedstaden, for endelig at slå sig ned på Frederiksberg, hvor hun i højere grad kunne møde danske litterater. Et held at hun nu har fået en plads blandt danske poeter.

onsdag den 23. september 2020

Demens bag leksikale oplysninger om dyr

 Frøydis Sollid Simonsen: ”Dyr [sorteret efter alder]”, Vild Maskine 2018, 48 sider, 199,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

”At leve handler om at gå til grunde”. Med denne sætning afsluttes Frøydis Sollid Simonsens ”Dyr [sorteret efter alder]”, der primært består af en række artikler af leksikal art om forskellige dyr, som er flettet sammen med overvejelser vedrørende forfatterens demente farmor. Artikelrækken fungerer som en slags nedtælling, hvor det dyr, der kan leve længst, indleder bogen, mens det kortest levende afslutter den.

Når det velkendte bliver uigenkendeligt

Bogen er blevet til på opfordring. Det norske Flamme Forlag foreslog Simonsen at skrive en bog, hvis indhold hun selv kunne bestemme. Alene titlen lå fast: ”Dyr, sorteret efter alder”. Den bundne opgave taget i betragtning er opgaven løst på en original måde, for bogen handler om dyr, der er sorteret efter alder. Men det er noget helt andet end dyrene, der er centralt.

De korte, leksikale oplysninger om dyr giver Simonsen mulighed for at reflektere over oplevelser med sin demente farmor. Det kan være et ord i dyreartiklen eller et særpræg ved det beskrevne dyr, der sætter en association i gang. Nogle af disse er fulde af kærlighed, andre er præget af desperation på farmoderens vegne. Den tidligere anæstesioverlæge kan råbe de mest upassende og modbydelige ting til familiemedlemmer og plejepersonale, og andre gange kan hun give helhjertede komplimenter til et menneske, hun er fortrolig med, men som hun benævner med et forkert navn. Farmoderen kæmper en kamp for at forblive i det velkendte liv, men det velkendte er ikke længere genkendeligt, og når det er, kan hun ikke sætte de rigtige ord på det, hvorved det bliver uigenkendeligt for alle andre: ”Farmor spørger mor, om hun kan købe hjertekirurger for hende. Du ved, sådan nogle små runde nogen. Mener du tomater? Spørger mor. Ja, siger farmor.” (s. 37). Forfatterens mor køber tomater, men det viser sig, at farmoderen efterlyste smør.

Nedbrydning og død

Demenssygdommen er ved at nedbryde farmoderen, hvilket nok er grunden til, at forfatteren cirka halvvejs i bogen beskriver et trafikuheld, hvor hun selv blev påkørt og fik en hjernerystelse, som medførte symptomer, der ikke er ulig dem, farmoderen slås med. Således kredser ”Dyr [sorteret efter alder]” om nedbrydning og død. Det er derfor ikke så sært, at bogen slutter med sætningen: ”At leve handler om at gå til grunde”. Det er naturligvis ikke sandt. Livet handler i langt højere grad om at leve. Det er det, der går forud for den konkluderende sætning, der giver den vægt. Og dog siger sætningen ikke så meget om livet, som om den mentale drænethed, der kan ramme den, der ser et nærtstående menneske kæmpe mod nedbrydningen af det, det har været.

At stilles i den dementes sted

Dette kan lyde meget nedslående, og det er det da også – men ikke kun. Simonsen formår nemlig at skabe en form for fortrolighed med den virkelighed, hendes farmor eller andre demente befinder sig i. Hun skriver små tekster, der tydeligvis handler om dyr, men så alligevel ikke gør det. Som læser mister man grebet om det, man troede, man havde styr på. Det forudsigelige og trygge forsvinder – som hos folk med demens. Dette understreges af bogens illustrationer, der ligner gamle stik fra bøger om flora og fauna, men når man ser bedre efter, er der sat elementer sammen, som ikke har en naturlig forbindelse til hinanden. Man efterlades forvirret af den virkelighedsforvrængning, der skabes af både illustrationer og tekst. Det er naturligvis ikke den samme forvirring, der fylder folk med demens, men man får alligevel en smule fornemmelse af det kontroltab, demente må kæmpe mod i en ulige kamp, de før eller siden taber.

onsdag den 16. september 2020

To romaner om Det Arabiske Forår i Egypten

Alaa Al-Aswany: ”Jeg løb mod Nilen”, Hr. Ferdinand 2019, 508 sider, 299,95 kr.

og 

Omar Robert Hamilton: ”Byen vinder altid”, Rebel With a Cause 2018, 325 sider, 300 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.


Det Arabiske Forår bestod af en række oprør og revolutioner i arabiske lande, der begyndte i december 2010 i Tunesien og siden bredte sig til blandt andet Egypten. Den 25. januar 2011 indledtes demonstrationerne, der spredte sig rundt omkring i landet, men fik sit centrum på Tahrir-pladsen i Kairo. Selvom demonstrationerne fik præsident Mubarak til at trække sig, havde overgangsregeringen, hvis magt hvilede på den egyptiske hær, intet ønske om at imødekomme demonstranternes ønsker, og med stadig hårdere midler blev oprøret nedkæmpet. I hver sin bog beskriver Alaa Al-Aswany og Omar Robert Hamilton, hvordan det arabiske forår i Egypten blev slået ned.



Forbudt bog

Alaa Al-Aswany er den mest læste forfatter i Egypten, men regimet har forbudt udgivelsen af ”Jeg løb mod Nilen” og Al-Aswany måtte flytte til USA, umiddelbart inden bogen udkom i andre lande. Han vidste, at udgivelsen ville gøre ham til en persona non grata i sit hjemland. Det forstår man, når man læser den.

Al-Aswany er nådesløs over for regimets talsmænd og –kvinder. Han skildrer deres hykleri, der typisk består af en from overflade, som dækker over en konstant drift mod mere magt og flere penge. Man forstår, at der går rygter om TV-værtinden Nurhan; rygter, der mere end antyder, at hun boller sig stadig højere op i systemet. Men det vil fortælleren ikke acceptere: ”Skal vi bebrejde Nurhan hendes prisværdige indsats og hendes evner udi elskovskunsten? Vi burde hellere klandre de muslimske kvinder, der nyder godt af deres mænd, men forsømmer dem i sengen, hvilket får dem til at forfalde til synd, Gud være dem nådig. Nurhan – kun Gud ved, hvem der er ren, og hvem der er syndig – er en fremragende muslim, der respekterer religionens forskrifter og aldrig afviger en tomme fra den.” (s. 82).

En anden af systemets trofaste tjenere er general Alwani, der leder efterretningstjenesten og er overbevist om, at vold er det bedste middel til at holde en befolkning i ave. Det har han dog ikke underholdt sin familie med, hvilket nok kan være en del af grunden til, at hans datter befinder sig blandt demonstranterne på Tahrir-pladsen. Det bliver han bestemt ikke glad for, men over for sin datter benytter han ikke vold. Når det virkelig gælder, bemestrer han også andre metoder.


Nuancerede personskildringer

”Jeg løb mod Nilen” rummer dog ikke kun sort/hvide personskildringer. Den bundkorrupte fabriksdirektør Issam Shalan har en fortid som politisk aktivist, men tjener nu systemet, mens han drukner sin sorte samvittighed i store mængder whisky. I modsætning til ham vågner den selvkredsende koptisk kristne og hashkæderygende skuespiller Ashraf Wissa op til dåd, da han endelig får en sag at leve for.

Sidst men ikke mindst skildrer Al-Aswany en række unge mennesker, der er med i revolutionens inderkreds. Som så mange andre møder de op på Tahrir-pladsen, selvom de bliver beskudt af snigskytter fra tagene. Når en demonstrant rammes, bæres vedkommende over hovederne på de andre ud af pladsen, som en slags stage diving med døde og sårede. Fordi det er øvede skytter, der skyder oppefra og ned, rammes de fleste i hovedet. Men demonstrationen fortsætter.


Vrede som drivkraft

Selvom Al-Aswany skriver nøgternt, fornemmer man en vrede over den måde, hans folk er blevet behandlet på. Han synes ikke at have haft noget valg. Bogen måtte skrives, hvis han skulle kunne se sig selv i øjnene. Og det har som nævnt haft konsekvenser for ham.

Al-Aswanys sprog er enkelt og let med ganske få metaforer. Personskildringerne er gennemførte, og selv når forfatteren latterliggør sine karakterer, mister de ikke deres troværdighed. Han skriver næppe ud af den blå luft, men med inspiration fra virkelige personer, hvilket blot gør romanen endnu mere uhyggelig. Dog er det ikke kun den rige elite og de politiske magthavere, der får verbale pisk, men også den almindelige egyptiske borger, der ikke greb chancen og bakkede de unge oprørere op. I romanen lader alt for mange sig velvilligt føre med af de til lejligheden etablerede TV-stationer, der producerer fake news om, hvordan demonstranterne er lønnet af Israel og USA.

Der er noget dramadokumentarisk over Al-Aswanys roman. Enkelte steder gengiver han uforarbejdede vidneudsagn om regimets forbrydelser, hvilket styrker den øvrige teksts troværdighed. På den måde bliver ”Jeg løb mod Nilen” en roman, man har lyst til at ryste af sig, hvilket dog ikke kan lade sig gøre, fordi den er skrevet så tæt på de historiske hændelser, den skildrer, og fordi den er drevet af en nøgtern forargelse, der måtte have luft.


En ikkevoldelig revolution mødt af våben

Det dramadokumentariske går igen i Omar Robert Hamiltons ”Byen vinder altid”. Ofte fornemmer man også autofiktive træk; ikke mindst fordi forfatteren var med til at stifte mediekollektivet Mosireen, hvis formål var at dokumentere, hvad der skete under det arabiske forår i Egypten. Mosireen har sin fiktive parallel i dokumentationsgruppen Kaos. En af hovedpersonerne – Khalil – har lighedstræk med forfatteren, både hvad angår opvækst og politisk såvel som journalistisk engagement. Det er da også kun i kræft af dette engagement, at Hamilton kan bringe læseren helt tæt på de unge revolutionære, der ikke vil finde sig i de vilkår, magthaverne byder befolkningen. Utilfredsheden spredes over de sociale medier, og ved romanens begyndelse er revolutionen allerede godt i gang.

I mediekollektivet hersker der eufori og offervilje i begyndelsen. Oprørene har forpligtet sig på en ikkevoldelig revolution, hvilket udfordres gevaldigt af, at regeringen svarer igen med våbenmagt fra både politi og militær. De første dræbte bekræfter blot, at oprørene er engageret i en retfærdig sag. Men efterhånden som regimets drab, anholdelser og tortur tager til, bliver det svært at holde gejsten oppe.

De unge tror, at de sidder med trumfen, fordi de kan bruge de sociale medier langt bedre end regimet, men – som det også fremgår af ”Jeg løb mod Nilen” – sidder magthaverne på størstedelen af pressen og mediehusene. Da Mursi bliver afsat i 2013 og Det Muslimske Broderskab lægges for had blandt store dele af befolkningen, oplever de unge, der stadig demonstrerer, at de bliver anset for at være tilhængere af broderskabet. Intet kan være mere forkert, men ingen bekymrer sig længere om dem, der forsøger at skabe opmærksomhed omkring regimets forbrydelser. Den brede befolkning vender det døve øre til, så gassen siver ud af revolutionen, hvilket selvsagt efterlader dens tilhængere og forkæmpere i en både farlig og nedslående situation.

Khalils kæreste, Mariam, fortsætter med at bringe fornødenheder til de fængslede, selvom hun løber en stor risiko for selv at ende i en underjordisk celle. Khalil selv plages af PTSD-lignende flashbacks til en hændelse, hvor han ikke formåede at redde en læge, der satte livet på spil for de unge oprørere.


Fra reportage til vidnesbyrd

Det kaos, der skildres, understreges af afbrudte sætninger, og ligeledes i den forvirring, der opstår, når ”han” eller ”hun” ændres til ”jeg” midt i et afsnit. Samtidig er netop dette abrupte skift mellem tredje og første person med til at gøre det skildrede helt nærværende for læseren, der trækkes ind i fortællingen, når det afstandssikrende ”han” eller ”hun” ændres til det nære ”jeg”. Romanen bevæger sig lidt efter lidt fra at fortælle i tredje person til kun at lade Khalil fortælle i første person. Således bevæger den sig fra reportage til vidnesbyrd.

”Byen vinder altid” er en mareridtsagtig roman. De unge revolutionære kæmper en ulige kamp, som de ikke kan forlade uden at svigte de andre – levende såvel som døde. De kan ikke vågne af mareridtet, fordi mareridtet ikke er en drøm. Som læser har man lyst til at lægge bogen fra sig; ikke mindst da den tunge opgivelse for alvor sætter ind. Men her foretager Omar Robert Hamilton et imponerende kunstgreb: Han intensiverer de poetiske elementer i sproget, så teksten bliver smuk og medrivende midt i al den fortvivlende opgivelse. Det skal ikke forstås sådan, at forfatteren pynter på det beskrevne. Det er stadig det rå og frygtelige, der beskrives, men det gøres på en måde, så man midt i det rædselsfulde kan glæde sig over særlig præcise billeder og dybsindige overvejelser formuleret med en imponerende skarphed. På den måde hjælper forfatteren læseren med at holde ud til enden.

Sagt på en anden måde: Mens ”Byen vinder altid” virker indforstået i begyndelsen, forstår man præcis, hvad Khalil mener, i den sidste del af bogen. Kaos har ændret sig fra at være noget ydre til noget indre, og han sætter ord på denne forfærdelige tilstand på en måde, der afslører Hamilton som et stort litterært talent. Blot et enkelt eksempel, som omhandler de efterlevendes forpligtelse på at mindes de dræbte, der er faldet i kampen mod en samvittighedsløs overmagt: ”Vi er omringet af de samtaler, vi ikke havde. Navne, vi skal holde fast i. Små knive i permanent kredsløb om hjertet.” (s. 279).


Et regime, der dræber sine unge

”Byen vinder altid” er en forfærdelig bog, men også en forfærdelig god bog, der klart og præcist slår fast, at et regime, der dræber sine egne unge, ikke er magten værdig. 

Det er forlaget Rebel With a Cause, der har udgivet den danske udgave af ”Byen vinder altid”, hvis original er skrevet på engelsk. Det er svært at finde et dansk forlag, hvis navn er mere dækkende for Omar Robert Hamilton og hans roman, der er rebelsk i sin nære beskrivelse af den fortvivlelse, der ramte det forår, som hurtigt blev slået ned og omformet til en dødbringende vinter. Forlaget har et logo med en hånd, der er knyttet omkring en fyldepen. Dertil hører sloganet: ”Bøger der forandrer måden vi læser verden på”. Også denne sætning udgør en præcis beskrivelse af ”Byen vinder altid”. Skønt vi godt ved, at der finder forfærdelige hændelser sted, er romaner som denne med til at bringe læseren tættere på, end han eller hun egentlig ønsker det. Verden bliver aldrig helt den samme efter læsning af den slags bøger.

Til sidst et lille råd: Romanens kaotiske og til tider indforståede stil kan gøre det nødvendigt at sætte sig ind i det arabiske forårs forløb i Egypten, inden læsningen påbegyndes. Læser man ”Jeg løb mod Nilen” først, er man dog ganske godt klædt på.


søndag den 13. september 2020

Digtere er de bedste romanskrivere

Daniel Boysen
På sit yderste
Roman, 227 sider, Jensen og Dalgaard, 2019

Af Anne Rye Andersson
Anmeldelsen har tidligere været bragt i BookHaul

Det er som at svømme i en drøm. Man er let, og vandet er ordene, der holder en oppe. Opholdelsesdriften er stærk. Man ser smukke lysglimt og alskens farver, særligt lyse. Sådan er det at læse Daniel Boysen’s værk ”På sit yderste”. En meget fin, smuk, sart og poetisk oplevelse. Jeg holder meget af digte, og Boysen er da også digter udover at være romanforfatter, måske derfor er jeg så betaget af denne bog. For i min optik er digtere de bedste romanskrivere. Af andre digtere, der også skriver fremragende romaner, kan jeg nævne Olga Ravn. Hendes debutværk fra 2012 var netop en digtsamling; ”Jeg æder mig selv som lyng”.

I denne roman møder vi en kvinde, der bliver ramt af en hjerneblødning, og hvordan hun i denne sælsomme tilstand flyder ind i en verden af minder, drømme og uvirkelighed. Læserens møde med kvinden er der, hvor hun står mellem kanten på liv og død, og altså, på sit yderste. Hun erindrer i glimt, og slet ikke kronologisk, og nogle gange har hun svært ved at skelne mellem virkelighed og drøm. Denne komatøse tilstand henstiller hendes hjerne til at frembringe de smukkeste minder, særligt om natur, relationer igennem livet, men også smertelige minder om tab, sorg og fortrydelse. Hvad oplever man som menneske, når/inden man skal dø? Det er det, Boysen er dykket ned i, og på det grundlag, at romanen udfolder sig. Nedenstående er et citat fra et erindret minde med faderen:

”Disen indhyller træerne længst ude og ophæver horisonten, og træerne kunne fortsætte langt ud i universet, det kunne de, stjernerne kunne sidde i træerne og vente på at lyse, hun har lyst til, at de skal blive her indtil det bliver nat, så hun kan se, om stjernerne er vokset ind i træerne på jorden.

Træerne slår over i en ny frekvens, hun kan høre dem indefra, mærke alt der kravler på dem. En fugleedderkop sidder skjult for omverdenen på hende, dens fløjlsbrune krop er sart, giftkrogene næsten usynlige.

Og når det bliver efterår, falder bladene til jorden med stjernerne i sig og ligner en måneformørkelse med en grøn ring yderst i alt det gule. Når stjernerne slukkes, tager de sorte pletter over, inden bladene også forsvinder.

Hun mærker farens hånd på sin skulder.

De sparer på ordene, men bruger dem i flæng når de har gæster.”

Udover at være meget poetisk i sit sprog, meget malende og nøgtern, er det et interessant tankeeksperiment, der kun er os forundt, når vi står på kanten af livet, inden vores forestående død. Det, der også er så fint ved bogen er, at døden ikke er beskrevet som en rædsel, men som en naturlig del af et liv. Accepten af, at vi skal dø, og at den også er en del af livet, er meget stærk og tankevækkende. I en verden, hvor vi som mennesker forsøger at undsige os døden og flygte fra den, og hvor der er et enormt fokus på ungdommens skønhed, som viser sig som stigningen i brugen af botox, sundhed og tynde kroppe i mediebilledet, er det virkelig en lise at læse om døden på denne måde, som Boysen beskriver den. På den anden side er kvinden ikke drevet af en dødsdrift, og Boysen forherliger ikke døden, det er ikke en ”selvmordsroman” (selvom jeg ikke bryder mig om det ord), det er en beskrivelse af, at sådan kan livet også se ud og opleves. Romanen er med den allestedsnærværende død meget livsbekræftende, idet den zoomer ind på de ting, der er væsentlige i et menneskes tilværelse. 

Daniel Boysen
Daniel Boysen
Det er altid interessant, når en forfatter introducerer en protagonist, der har modsat køn end forfatteren selv. Ja, og alder lige så. Og selvfølgelig kan mænd skrive om kvinder, men holder det? Kan forfatteren virkelig frembringe noget ægte, virker det oprigtigt, autentisk, og der må jeg bare sige ja i denne henseende. Boysen maler et billede af en ældre kvinde og dennes relationer til sine børn, kærligheden til dem, og de tab hun oplever, og Boysen gør det på en meget overbevisende måde. Man tænker slet ikke over, at forfatteren er en mand. Og det er vel også en af de ting, skønlitteraturen kan, nemlig male verdener, der kun er opstået i fantasien, og gøre dem lys levende for læseren. Og det er det smukke ved skønlitteratur, at vi kommer derind, hvor vi ikke anede, vi kunne komme. Op bliver oplyste.

Boysen’s debutroman ”Fordi ilden er vores” havde et helt andet udgangspunkt, nemlig hans eget liv og egne relationer. Denne type roman er en helt anden, og det er hverken bedre eller dårligere, bare en anden skrivetradition. Måske er det derfor, ”På sit yderste” ikke har fået nogen opmærksomhed og anmeldelser, fordi anmelderne forventede noget andet? Det er virkelig ærgerligt, for, og nu skriver jeg noget vildt, men jeg mener det fra dybet af min sjæl; denne roman er et overset mesterværk og et eksempel på, hvor stor litteratur, der kan komme ud af de små forlag. Som læser bliver jeg tit begejstret, men jeg er forsigtig med at kalde noget et mesterværk, men det mener jeg vitterligt ”På sit yderste er”. Et poetisk mesterværk. Vi må så bare håbe, at anmelderne snart begynder at anmelde andet end fra de store forlag, da vi jo ved at anmeldelser i dagbladene giver læsere, og denne roman fortjener virkelig at blive læst. Det er første gang, jeg har læst ”På sit yderste”, men det bliver ikke sidste. Det er helt sikkert.


 


     






onsdag den 9. september 2020

Enkel uden at blive simpel

Charlotte Bork Høvsgaard: ”Kornmod”, Grønningen 1 2020, 127 sider, 199,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Det var en ubegejstret anmeldelse, der gav mig lyst til at læse Charlotte Bork Høvsgaards roman ”Kornmod”. Anmelderen kritiserede bogen for at være for banal (dog uden at bruge netop det ord). Indirekte blev Høvsgaard dadlet for at forsøge at ophæve beskrivelser af alt for dagligdags erfaringer til litteratur.

”Så dårlig kan den da vel ikke være,” tænkte jeg og fik fat i bogen.

Og nej! Så dårlig er ”Kornmod” ikke.

Ganske vist fortæller den en historie, der ikke på noget tidspunkt hæver sig dramatisk op over de erfaringer, enhver dansker kan gøre sig. Mange læsere vil derfor sikkert finde den kedsommelig. Men i den helt rolige fortælling åbenbares en taknemmelighed for alt det, vi ofte anser for at være selvfølgeligt. Fortællingen er enkel, men bliver ikke simpel. Den skildrer det almenmenneskelige, men uden at forfalde til banalitet.


En roman om livets overgange


”Kornmod” er en roman om overgange set fra en kvindes perspektiv. Jeg-fortælleren, der synes at være et autofiktivt alter ego for Charlotte Bork Høvsgaard selv, fortæller om den første menstruation, om at flytte hjemmefra, om moderskab, om at blive ældre, om at tage afsked og om forelskelse. Fortællerens søn skal snart flytte hjemmefra, og hun mindes, dengang hun for mange år siden forlod sit barndomshjem:


”Den dag, jeg selv flyttede hjemmefra, var der svaler i luften mellem gårdene i Falsled. Jeg skulle med bussen til gymnasiet og om eftermiddagen flytte ind i et lille byhus i Faaborg tættere på skolen. Mine forældre og jeg omfavnede hindanden for enden af indkørslen, og de blev stående ved vejkanten og så efter mig, mens jeg gik hen ad vejen i retning mod busstoppestedet og forsvandt ind i skyggen fra poplerne ved nabogården. Jeg havde en rejsekuffert i hånden og min skoletaske på ryggen. Jeg vendte mig om et par gange og vinkede og skammede mig over at være blevet voksen og lade mine forældre alene tilbage. Hvad skulle de nu? Jeg var deres eneste barn. Reden var tom.” (s. 105).


I en fortrolig tone, der ikke gør noget væsen af sig, beskrives overgange, der har stor betydning for den enkelte, men som samtidig er så almene, at der ikke er noget iøjnefaldende ved dem. Det er som at høre en ven fortælle om sit liv og de erfaringer det har ført med sig. Sproget flyder smukt og let, mens beskrivelserne af fortællerens forhold til familiemedlemmer og venner suppleres af korte naturbeskrivelser.


En litterær meditation over liv og død

Høvsgaard har tidligere udgivet to bøger om sin mands død. Et sådant dødsfald har fortælleren også oplevet, men, som det er tilfældet med Høvsgaard selv, har hun mødt og forelsket sig i en ny mand. Bagerst i romanen takkes forfatterens kæreste, Jakob, og hendes søn, Halfdan, der har de samme fornavne som fortællerens kæreste og søn. Dette bekræfter fornemmelsen af, at bogen er autofiktiv.

For den læser, der har mistet en ægtefælle eller er blevet skilt, kan ”Kornmod” være en stilfærdig påmindelse om, at der kan opstå nye chancer, som genstarter livet. Igen: Det kan lyde banalt, men er jo i langt højere grad opmuntrende.

Samtidig er ”Kornmod” med sin afdæmpede og lette fortællestil en slags litterær meditation over livets gang. Uden at pensle det ud slår romanen også det faktum fast, som vi alle kender til, men måske ikke har erkendt: at livet ender med død. Det kan atter synes banalt, men nogen ligegyldig erkendelse er det jo ikke, og hvis man helt eller delvist når frem til den, er det ikke umuligt, at resten af livet leves med større intensitet og taknemmelighed, sådan som det synes at være tilfældet for romanens fortæller. Så selvom Høvsgaards roman kan virke banal og overfladisk, vækker den nogle følelser og tanker, der stikker langt dybere. Det er ikke mindst dette, der gør ”Kornmod” værd at læse.


onsdag den 2. september 2020

En stemning af gru og søgen efter omsorg

 Klassikerlæsning: Herman Bang: ”Tine”, 1889, Zahrtmanns Klassikere 2017, e-bogsudgave. 

Af Egil Hvid-Olsen.


Jeg blev vaccineret mod Herman Bang i folkeskolen og gymnasiet. Jeg kunne simpelthen ikke kæmpe mig igennem de bøger, vi fik for. Der skete jo ingenting i dem!

Siden gik der godt 30 år. For nylig hørte jeg et foredrag af professor og cand. phil. Johs. Nørregaard Frandsen, hvori han roste Herman Bangs forfatterskab, og blandt andet anbefalede ”Tine”, der kan læses i genforeningsåret til erindring om den gang i 1864, hvor Danmarks grænse blev rykket nordpå.

Jeg fulgte opfordringen og må efter endt læsning konstatere, at jeg ikke tog helt fejl, dengang jeg opgav at læse mere Bang. Der sker vitterlig meget lidt. Og så alligevel… På et andet plan sker der ufattelig meget.

I ”Tine” kombinerer Bang en ulykkelig kærlighedshistorie med hændelserne op til og under nederlaget ved Dybbøl. De to fortællinger flettes sammen og bliver til én lang trist historie om bristede drømme og død. Mens mængden af sårede og døde føres fra skanserne til skovriddergården og skolen i stadig større antal, følges også Tines fars sygeleje. Han har fået et slagtilfælde omkring den tid, hvor Dannevirke måtte rømmes, og hans tilstand forværres under Dybbøls belejring.


Sejrsforventningen knuses

Tine er datter af den lokale degn. Ved romanens begyndelse fungerer hun som pige i huset hos det tilflyttede skovridderpar. Snart opstår der et fortroligt forhold mellem Tine og skovridderfruen Marie Berg, samt mellem Tine og parrets lille søn, Herluf. Skovridderen vinder alles velvilje i kraft af sit udseende, sin venlighed og sin myndighed. Alt ånder fred og idyl, selvom krigen nærmer sig. Dette kan kun lade sig gøre, fordi der hersker en sejrsforventning, som i langt hørere grad bygger på følelser end fakta.

I kapitel to skildrer Bang en stemning, hvor den lokale elite taler hinanden op med sejrssikre paroler. En baron stiller sig på en stol:

”- Krig, mine Venner, er en Prøvelse, men en Prøvelse, - skreg han – der styrker Selvfølelsen; Krig er en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element - -”

Snart efter må forsamlingen erkende, at Dannevirke er rømmet og krigen rykket tæt på. Og siden modsiger Bang den nævnte renselse ved at beskrive, hvor svært det er for kvinderne at holde hjemmene rene, når soldater uafladeligt går ud og ind af de stuer, der nu fungerer som sovesale og lazaretter. Den lyse og trygge hverdag er afløst af søle, blod og afmagt.

Tine gør, hvad hun kan for at tilberede mad, gøre rent og passe sårede, alt imens hun klynger sig til håbet om, at skovridderen ikke kommer noget til, når han er ved fronten. Hendes fokus på ham som den, hun kan støtte sig til, bliver så kraftigt, at hun forelsker sig i ham. Og skovridderen, der savner sin bortrejste hustru og har brug for omsorg i den uvante situation, er ikke afvisende over for hendes følelser.


Den stigende frygt

Bang mestrer at skildre det urovækkende ved krigen, der nærmer sig, men endnu holdes på afstand af håbet:

”Roen var brudt.

Kanonerne gød deres dybe, forfærdende Lyd hen i den bølgende Luft, Time paa Time, mens Vejen genlød af Marcherendes Trin, og Ordonnanserne jog og fo’r paa halvdøde Heste: to Gange var der blæst Allarm i ét Døgn.”

Senere er truslen rykket tættere på, og lidelsen konstant tilstedeværende:

”Gennem alt, Storm og Kanondøn, der fik Pladsen til at skælve, hørte man som Knive de Saaredes Skrig – naar i Stimlen de nøgne Vogne standsede, hvor Ambulancesoldater, der var dødtrætte under altfor stor Elendighed, havde kastet de Lemlæstede uden Medfølelse.”


Mere stemning end handling

Herman Bang blev født i 1857 i Adserballe på Als. Året inden stormen på Dybbøl flyttede familien til Horsens, men idet han dedicerer ”Tine” til sin afdøde mor, griber han tilbage til sin alsiske barndom. I romanen beskriver han det, hans familie blev forskånet for, men som må have sat sit præg på dem alligevel.

Bangs far led af depressioner og fik på et tidspunkt et decideret sammenbrud, der kan have inspireret sønnen til beskrivelserne af Tines far, når han taler i vildelse.

Siden ernærede Herman Bang sig som journalist, hvilket romanen bærer præg af, idet den i højere grad skildrer stemninger end handling. Netop denne fordeling fandt jeg voldsomt udfordrende som skole- og gymnasieelev. Men godt 30 år senere er det netop, hvad der gør ”Tine” til en voldsom, men gribende læseoplevelse.


søndag den 30. august 2020

En tristesse, der vil dig noget

Linus Carlsen
Jeg er blevet et hylster
Digtsamling, 53 sider, Arkiv for detaljer, 2019

Af Anne Rye Andersson
Anmeldelsen har tidligere været bragt i BookHaul

”Jeg er blevet et hylster” er et ridt udi melankolien og de tunge følelser, der opstår, når man mister den, man elsker, og næsten mister sig selv. Men det er også noget med at kunne se det smukke i sin sorg og betragte den oppe fra og give den plads.

Linus Carlsen er en digter, der ikke er bange for at dykke ned i tristessen og give den form og retning. Som f.eks. her:

”allerede 

er det brudt

                                bristet og

               næsten ikke til

             at bære

                                                             ved din ankomst

                     træder det ind

               skraber og flænger


      som en ingen ting

       og fortrudt”  


Eller her:


”  jeg er ret sikker på at det kan

             ses på mig

hvordan ingenting rigtigt betyder noget længere

hvordan ingenting rigtigt hænger ved” 

Den eksistentielle tvivl er til at tage og føle på, selvom det er korte, stramt komponerede digte. Der er en dybde i digtene, der nærmest rummer en afgrund i sig, som at stå på kanten af en klippe og kigge ned i intetheden, men alligevel vide, at det man rammer er blødt som mos. Der ligger en følelse af afmægtighed, men den har stor patos og viljestyrke, og på den måde minder digtsamlingen mig om Strunge og punkpoesien, måske fordi Strunge lod sig inspirere af musik, og Carlsen ligeledes er musiker. En anden lighed til Strunge kan ses ved fremmedgørelsen af mennesket i byen. Jeg citerer:

”kan du forestille dig

    noget mere ensomt


  gaden lyder

    forblæst”


Og dette:


”                  dansende skrald i

     krydsvinden ved stationen

 fingre der flettes sammen og

                                        ud igen 

                  bygningernes aftryk

            mennesker uden grund”

Den indvirkning byen, måske særligt storbyen, kan have på os, kan efterlade os tomme og ude af sync med selvet. At vi alle sidder inde bag vinduer, afsondret, langt fra hinanden, ensomheden i storbyen og måske endda, når vi er ude blandt andre. At være ensom i selskab er som at få revet hjertet ud, og den følelse får man, når man læser digtsamlingen.

Der er ikke noget dødsønske i digtene, men en underliggende dødsangst, som ligger latent mellem linjerne, måske fordi viljen til liv er så stor. Det er magtpåliggende at få levet det liv, der virker så trist. 

Og mit absolutte yndlingsdigt:

”i udkanten

  venter vi

            let berørte

    af de mennesker

       vi var”

Det er virkelig smukt og rørende og virkelig trist. Som at se tilbage på et liv, der måske ikke blev som forventet, et liv der bød på skuffelser, men også det modsatte, ikke desto mindre, vi er forandrede, tiden og livet har gjort os til nogle andre, måske venter vi på, at livet skal begynde sådan rigtigt, måske venter vi på, at der skal ske noget stort og banebrydende, så vi endelig kan blive lykkelige. Denne fortsatte higen efter det gode liv og den ultimative kærlighed er også tilstede i digtene. 

Som titlen på digtsamlingen angiver; ”Jeg er blevet et hylster”, kan det at gå igennem livet også være en tomhedsfølelse, at føle, at man er en skal, en afart af sig selv, men måske også et hylster i den forstand, at man som mennesker rummer alle disse store følelser, eller det kan være et hylster for sorgen over en forlist kærlighed eller et forspildt liv. Vi er vel alle hylstre i en eller anden forstand, vi har forskellige ham til forskellige sfærer, og måske især i disse identitetspolitiske tider.  

Carlsen har med ”Jeg er et hylster” bidraget med en fin digtsamling, der på en og samme tid hensætter læseren til en følelse af melankoli og virkelyst, og det er egentlig ret beundringsværdigt. Hvis man kan lide Strunge, måske særligt ”Vi folder drømmens faner ud”, vil man kunne lide denne digtsamling. 


onsdag den 26. august 2020

Scener fra Danmarks røvhul

 Jakob Skyggebjerg: ”Der går min klasselærer”, Gladiator 2020, 268 sider, 300 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.


Tilbage i 1980’erne hørte jeg jævnligt ”P4 i P1”; et fantastisk ungdomsprogram med Tine Bryld som frontfigur. Hun kunne tage både små og store problemer alvorligt. Ingen ung lytter, der ringede ind, blev svigtet af hende. Det var i en af disse udsendelser, at en ungersvend udtalte nogle ord, der brændte sig fast i min hukommelse: ”Horsens er Danmarks røvhul”.

Såfremt en række unge mennesker hverken før eller siden har udtalt noget lignende om lige netop deres fødeby, synes lokaliteten af Danmarks røvhul at være rykket cirka 10 km. mod sydvest - til Løsning. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man læser Jakob Skyggebjergs roman ”Der går min klasselærer”, hvis handling finder sted i år 2000.


Pinligheder står i kø

Jakob Skyggebjerg skriver eminent. Han mestrer at fastholde det pinlige i så lang tid, at man fristes til at bryde ud af handlingen med en eller anden ligegyldig overspringshandling. I ”Der går min klasselærer” står beskrivelserne af pinligheder i kø. Der bliver serveret historier ad libitum om lærere, der ikke griber ind over for mobning. Det hænder oven i købet, at de selv deltager i den. Og så følger man hovedpersonen Erlings frigørelse fra de gængse normer; en frigørelse, hvis drivmiddel er hans forelskelse i en elev fra 9. klasse. Selvom Erling overskrider grænsen for det tilladelige, er han ikke kun seksuelt tiltrukket af unge piger. Han lider snarere af opmærksomheds- og anerkendelsessult, hvilket gør ham til en ynkværdig og temmelig klam karakter, der i den grad også formår at kaste sig ud i pinagtige situationer.

”Der går min klasselærer” bevæger sig således det meste af tiden på kanten, hvilket gør den morsom, men også bare lidt for meget. Vel er skildringerne af mobning desværre ikke urealistiske, og vel findes der mennesker, der som Erling hungrer efter anerkendelse uden selv at give noget. Vel findes der misbrugsfamilier og unge mænd, der kun lever for at drikke sig fulde, ryge sig skæve og kaste sig ud i livsfarlige konkurrencer, og som bryder hverdagens monotoni med mobning. Men når det næsten kun er dem og deres ofre, der beskrives, bliver denne side af virkeligheden så eksponeret, at det virker overdrevet. For der findes jo også mennesker med overskud og livslyst; folk, der nærer omsorg for andre. De findes – også på landet i byer som Løsning. Dem fortæller Skyggebjerg ikke om. Allerhøjst findes de bag Erlings latterliggørelse af de småborgerlige indbyggere, der har travl med at passe deres haver.


Svært at holde af karaktererne

Litterært set kan Skyggebjerg dog have en pointe i ikke at skildre andre end dem, der bliver mobbet, dem, der mobber, samt dem, der svigter mobbeofrene. For dem, der mobbes, har ikke blik for de mennesker, der måske ville kunne hjælpe dem. Det er ikke ofrenes skyld, for de er jo blevet vænnet til en selvforståelse som jordens afskum. De kan ikke forestille sig, at andre mennesker end allerhøjst deres forældre vil kæmpe deres sag. Med sit fokus på svigt skubber Skyggebjerg til den del af Danmarks voksne befolkning, der udmærket ved, at mobning er en djævelsk uting, men som måske alligevel tøver med at gribe ind, hvis de støder på et konkret eksempel. Det ændrer dog ikke ved, at ensidigheden er ved at kamme over. Med sit fokus på de mennesker, der har svært ved at fungere socialt, er Skyggebjerg tæt på selv at mobbe netop denne befolkningsgruppe, idet han sætter sine karakterer i bås og latterliggør dem. Det er naturligvis ikke så alvorligt, fordi det kun sker på papiret, men det medfører, at forfatteren lægger en distance til sine karakterer, som ikke engang han kan holde af. Og dog … Enkelte gange får læseren indsigt i nogle af karakterernes andre sider. Således er mobberen Skvajjer næsten rørende i sin nørdede lidenskab for computere, og om hans ven, Karsten, der har en alkoholiseret far, og som selv er godt på vej ud i et varigt misbrug, får man følgende korte oplysning:

”Der hænger en kalender fra 1998 på et søm på væggen, og ved siden af den et billede af Kasper og lillesøsteren, fra dengang de var små.

Syv og tre, det ved Kasper.

Hun bor sammen med moren ovre i Vestjylland. En by, der hedder Skjern. Kasper har tænkt på at køre over og besøge dem. Engang når han får bil måske.” (s. 174).

Teksten fylder ikke meget, men giver præcis det nødvendige indblik i den udadtil benhårde knægt, der driver andre drenge ud i fortvivlelse.

Også Erlings kone, Irma, lærer man lidt bedre at kende. Der skal blot en smule begær til, at hun springer ud i fuldt flor. Hun er skøn, selvom hun misser, at Erling ikke er drevet af kærlighed til hende, men af kærlighed til sig selv og sine lommepsykologiske og pseudofilosofiske indsigter, som han gerne vil imponere sin kone med.


Sprogligt overskud og grotesk humor

Således bevæger ”Der går min klasselærer” sig mellem den ubarmhjertige afsløring af karakterernes dumheder og nogle langt sjældnere afsløringer af, hvad de også rummer. Men hele vejen igennem er romanen skrevet med stort sprogligt overskud, der -uafhængigt af handlingen - gør læsningen til en fornøjelse. Dertil kan man lægge den groteske humor, der får frit løb, for eksempel når Erling skal til hjemmeværnstræning med tre jævnaldrende, der alle sammen hedder Michael. Det er så kosteligt, som det kan blive.

søndag den 23. august 2020

Fra Fyn til Uzbekistan og hjem igen

I en retfærdig verden ville Ole Lillelund være lige så stort et navn som sin tætteste åndelige slægtning Dan Turell, der på lignende vis satte folkeligt dansk perspektiv på globetrottende avantgarde-poesi og religiøs mystik. Få steder står det så klart som i 2015s Udsagn fra Tågernes Kaj.

Ole Lillelund: ”Udsagn fra Tågernes Kaj”
Digtsamling, Det Poetiske Bureaus Forlag 2015, 82 sider

Af Simon Hesselager Johansen

Ole Lillelund, født 1942 i Odense, er ikke en af Danmarks bedst kendte digtere, hvilket er noget af en skam. Lige siden Lillelund udgav sin første digtsamling ”Auktion over Van Goghs Øre” i 1968 har han ikke alene udgivet et godt dusin digtsamlinger, hvoraf den nyeste udkom i 2017. Han har også været sanger i punkgruppen The Sound Addicts og eksperimental-jazz-orkestret OCS-CPH samt oversat poesi til dansk fra indonesisk, nepalesisk og pashto. Med sådan et curriculum vitae burde Lillelund have status som en modkulturel grå eminence på linje med Dan Turell, han også tit optrådte sammen med i 1960'ernes København. Alligevel kan denne artikels anmelder tælle de anmeldelser af Lillelunds bøger, han har læst, på én hånd.

Ude at svømme

2015s ”Udsagn fra Tågernes Kaj” er ikke den første bog af Lillelund som undertegnede læste, den ære tilhører ”Spækkede Ord” fra 2016. Det er heller ikke den personlige favorit, det er ”Den Sorte Svanes Sang” fra 2017. Dog var ”Udsagn fra Tågernes Kaj” dér, hvor undertegnede for alvor begyndte at forstå Lillelund, og denne anmeldelse er et forsøg på at redegøre hvorfor. Måske skyldes det, at de to første digte i ”Udsagn...” fungerer som henholdsvis kunstnerisk manifest og som selvbiografi – altså nøgler til at forstå Lillelund som kunstner.

I 'Egointro' skriver Lillelund, at ”hellere end forfatter kalder jeg mig – ordslynger – for jeg forfatter ingenting – de kommer bare – ordene”. I stedet ”stikker [Lillelund] en antenne – ud i rummet” og ”sender en sonde – dybt i leveren” og ”lader indputtet – dryptørre”. Med andre ord erklærer han sig selv talerør for kræfter større end individet: Signaler og impulser fra så forskellige kilder som det højteknologiske  moderne samfund, menneskets ubevidste overlevelses-instinkter og transmissioner fra det himmelske. Alle disse er hele tiden til stede i alle de følgende digte, ligesom det glimt i øjet Lillelund vælger sine ord med.

I digt nr 2, 'Årtiernes kamre', opridser Lillelund sin livshistorie på humoristisk vis:

i fyrrerne var jeg barn

i halvtredserne var jeg ung

i tresserne var jeg ung igen

i halvfjerdserne var jeg væk

i firserne blev jeg ætset

i halvfemserne var jeg drømmer

i nullerne var jeg ekstatisk

nu er jeg endelig ude at svømme

hvorhen hvordan

evighed eller udslukkelse

bare vent

Digtet forklarer, hvordan han fandt vej i hvert nyt årtis tidsånd på en måde, mange andre ikke kunne. For Lillelund bliver det en befrielse, at man aldrig rigtig kan forudsige det næste årtis tidsånd – fordi det hver gang åbner døren for en ny begyndelse. I hans egne ord var han helt væk i 70'erne, før han blev ”ætset” af 80'erne og efter 90'ernes drøm vågnede han op i ekstase for at føle sig som en svømmer imod evigheden, da han skrev den her digtsamling.

Den globetrottende mystiker

Sådan kan Lillelunds livsfilosofi indkapsles i en nøddeskal: Han får en større sammenhængende fortælling ud af de indsigter fra tilsyneladende modsatrettede tidsånder, kulturer og religioner, som bliver opfanget af hans antenne mens han svømmer videre gennem nye inspirationer. En livsindstilling, som nogle læsere vil kalde New Age men Lillelund selv nok ville identificere med den kinesiske filosofi-tradition Daoismen. Ikke overraskende nævner han Dao som tagende af sig af fødsel og liv (mens Buddha tager sig af døden) i digtet 'Kinamands Chance', der kan findes på s. 73.

Af og til kan Lillelunds religiøsitet virke noget forloren i sin kosmopolitiske synkretisme. Nogle læsere undrer sig uundgåeligt, om Lillelund har hugget nogle hæle og klippet nogle tæer for at få sammenhængende indsigter ud af så forskellige religiøse traditioner som ikke kun Daoismen og buddhismen men også hinduisme ('I Shivas Navn') og islam ('Ved et moskébassin i Bukhara').

Men så kan man tænke: Hvis Lillelund ikke havde viljen til at finde fælles sandheder i modstridende trosretninger, ville han som digter ikke være i stand til at få en flydende skrivestil ud af så forskellige inspirationskilder. Ergo har Lillelund proppet ”Udsagn til Tågernes Kaj” med hyldester til så forskellige steder som: 'Uzbekistan' hvor ”et langsomt eksprestog slanger sig gennem kyzyl kum under månen mellem tørre bjerge” ; Indonesien i 'På Java', hvor ”skyer smøger vulkaner ind” til tonen af ”musik der giver koda til allersidste strofe” som ”synges af brisen i palmeblade”;  Samsø i 'Samsøvinter', hvor ”en rød lanterne viser vej rundt om molen ved mårup havn” mens ”himmel, jord og vand” skjuler sig i mørket. Lillelund beskriver altså universets storhed afspejlet i en beskeden mole på Samsø som Uzbekistans tørre sletter og bjerge eller Indonesiens vulkanøer.

Karavaneby i kompakt form

Det stednavn som går igen flest gange i ”Udsagn fra Tågernes Kaj”, er Samarkand i Uzbekistan – stavet Samarqand med q i den gammeldags stavemåde, Lillelund bruger igennem bogen. (fx 'Slalom i Samarqand' og 'Ode til Samarqand') 

Samarqand er en af de ældste beboede byer i verden. I middelalderen var den mødested for karavaner fra Europa og Asien og et vigtigt centrum for kommerciel, kulturel og religiøs udveksling mellem forskellige kulturer. I dag har byen bevaret sine traditioner for håndværk i silkevævning, keramik og maleri på træ. Samarqand har også lige siden 1300-tallet rummet et af verdens største arkiver af islamiske teologiske værker.

”Udsagn fra Tågernes Kaj” er en slags mini-Sarmarqand i bogform: En karavane-by i mikrokosmos hvor litterær, filosofisk og religiøs inspiration fra over hele jordkloden mødes for at danne nye kunstneriske traditioner og biblioteker der samler åndelige indsigter bevaret for eftertiden i flere århundreder. Dette bliver tydeligst i digtet 'Drømmens by i fysikken' på s. 57, der besynger Samarqand som:

[...]

hjemsted for alle slags

tyrkiske duer

der kaster stor fred over

skæbnens mørke sarkofager

hvor pilgrimme trasker

og turisterne haster

[...]

Ligesom flere af Lillelunds digtsamlinger (fx 2017s ”Den Sorte Svanes Sang”) følger der en lyd-cd med ”Udsagn fra Tågernes Kaj”, hvor Lillelund læser op af sine digte til underlægningsmusik.

Denne gang er Lillelunds medsammensvorne jazz-gruppen Silver & Steel. Silver & Steels lydspor består af tilpas spacy dronende violiner, der skaber varme lydlandskaber med melankolsk guitarspil svævende i baggrunden som lyserøde skyer, der oplyser en gul og lilla aftenhimmel. Senere hen dukker æteriske kvindelige baggrundsvokaler, lydklip af havets bølger og tempelklokker op. Lillelunds egen oplæsning forholder sig i et jordnært og afslappet tempo uanset om digtene han læser op handler om fjerne karavanebyer og stillehavsøer, oldgamle mystiske traditioner eller livet i det moderne Danmark – for Lillelund er alle de emner del af samme univers. Det er et noget varmere og spraglet lydspor end det kolde elektroniske minimalistiske, som Lillelund læste op til på den cd, der fulgte med 2017s ”Den Sorte Svanes Sang”.

”Udsagn fra Tågernes Kaj” er også noget lidt andet, selvom den tydeligvis er samme forfatters værk: Her mærker man, på tryk såvel som cd, virkelig hvordan et helt univers reflekteres gennem prismen af én kunstners kreative proces. Det kan være noget af en stor mundfuld for et publikum, som sjældent oplever samme digter fungere som medium for en legion af forskellige tidsånder og folkesjæle. Men en læser villig til at svømme i samme golfstrøm som Lillelund, der behandler alle sine forskellige inspirationer som krusninger på overfladen af det samme hav, vil i ”Udsagn fra Tågernes Kaj” finde lige så mange belønninger som udfordringer.


Simon Hesselager Johansen, Juli 2020


tirsdag den 18. august 2020

Drab af nødvendighed

Michael Løhde Andersen og Lauge Eilsøe-Madsen: ”Edderkopper”, Forlaget Afkom 2020, 18 sider, 30 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.


”Vi dræber af nødvendighed. Ikke fordi vi kan lide det.”

Sådan konstateres det i det lille tegneserie-/grafic novel-hæfte ”Edderkopper”, der er skrevet af Michael Løhde Andersen og tegnet af Lauge Eilsøe-Madsen.

”Vi dræber af nødvendighed. Ikke fordi vi kan lide det.” Med denne konstatering er der skåret ind til benet i den nærmest programmatisk korte udgivelse, der med sine horrorinspirerede billeder og små tekstbokse peger på faren ved fjendebilleder og fremmedfrygt. Det er derfor ikke tilfældigt, at hæftet slutter med teksten: ”Dedikeret til alle dem, der igennem historien (også den dag i dag) er blevet udsat for forfølgelser på grund af hudfarve, køn, politisk overbevisning, seksualitet, etnicitet, religion eller race.”


Kristus med klovnemaske

Der kan ligge en problematik i, at den xenofobiske fortæller selv har en skræmmende udstråling, for derved får man som læser det samme forbehold over for ham, som han har over for dem, han føler sig truet af, nemlig edderkopperne … og fårene … og muldvarpene … og .... På den anden side repræsenterer fortælleren ikke en bestemt mand, men det massevanvid, der kan opstå, når man generaliserer på baggrund af enkeltsager, så man angstfyldt søger sammen og i fællesskab lægger hele befolkningsgrupper for had. Denne angst er diktatorer geniale til at udnytte, hvilket ”Edderkopper” også illustrerer med en række velkendte ledere af totalitære systemer. I disses midte hænger den korsfæstede Kristus, og man må undre sig over det selskab, han er kommet i. Men når man ser nærmere på ham, er han blevet udstyret med en klovnemaske som dem, man kender fra gyserfilm. Det er altså en forvansket og misbrugt Kristus, der uden hold i Det Nye Testamentes kærlighedsbudskab benyttes til at sanktionere forfølgelse af bestemte befolkningsgrupper.


En advarsel om virkelig horror

”Edderkopper”s forsideillustration af en edderkop, der hænger i en tråd, er meget enkel, hvilket ikke gælder hæftets øvrige meget detaljerede illustrationer. Eilsøe-Madsens tegninger er voldsomme, uhyggelige og i enkelte tilfælde også ulækre, men selvom de lægger sig op af den fantasifulde horrorgenre, peger de hen på nogle problemstillinger, der hører virkeligheden til. Nogle af hæftets illustrationer minder i deres karikaturer om propagandaplakater fra 30’ernes Tyskland, der advarede mod jøder og netop dyrkede det massehysteri og det orkestrerede had, som nazismen var fantastisk til at opbygge og vedligeholde. 

Den xenofobiske fortæller formulerer horrible påstande, som var der tale om indiskutable sandheder. Argumenter mod hans paranoide forestillinger får ham blot til at øge mængden af absurditeter. Han er så skræmt, at han hellere opruster end undersøger sandheden i sine forestillinger. Man ville have ondt af ham, hvis han ikke var så farlig.

Med sin inddragelse af horrorgenren bliver ”Edderkopper” en lille koncentreret advarsel fra en niche i popkulturen mod at lade sig gribe af et had, der ikke bunder i virkeligheden, men hvis konsekvenser kan tage form af meget virkelig lidelse og lige så virkelig død, for som fortælleren siger i sin indbildte ufejlbarlighed: ”Vi dræber af nødvendighed. Ikke fordi vi kan lide det.”


onsdag den 12. august 2020

Evigt liv og verdensmål i Løgumkloster

Museet Holmen i Løgumkloster er småt, men godt. Trods både sin lidenhed og sin beliggenhed i provinsen formår det lille museum at tiltrække udstillere fra kunstlivets top. Eksempelvis Michael Kvium, Esben Hanefeldt Kristensen, Sophia Kalkau, Maja Lisa Engelhardt og Peter Callesen har haft seperatudstillinger på stedet. I forbindelse med hver udstilling udgiver Museet Holmen et hæfte, der ikke kun kan bruges som katalog, men også som en kortfattet præsentation af den udstillende kunstner. Her følger anmeldelser af to af disse udgivelser.

Sara Duborg Døssing m.fl.: ”Det evige liv. Kathrine Ærtebjerg”, Museet Holmen 2019, 42 sider.

Hans Tyrrestrup m.fl.: ”Hans Tyrrestrup. The Global Goals. Verdensmålene”, Museet Holmen 2019, 50 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Lyse, længselsfulde kvinder

Billedkunstneren Kathrine Ærtebjerg har gjort sig bemærket blandt andet med sine malerier af hvide, ofte nøgne og dog kønsløse piger og kvinder, der tit befinder sig i en frodig og til tider truende natur.

Der er ikke så lidt humor i Ærtebjergs motiver, men ofte hører den til i den barske del af skalaen. Her kan man for eksempel tænke på maleriet ”Hun er stadig levende” (2011), der er blandt de værker, som findes i Museet Holmens lille bog, ”Det evige liv. Kathrine Ærtebjerg”. Bogen udkom i forbindelse med en separatudstilling, hvor Ærtebjerg viste malerier og træfigurer.

”Hun er stadig levende” viser en kvinde, der ligger i et mørkt kaos af cirkler og fangarme. Hendes krop synes at gå i ét med omgivelserne, for den har ændret sig til tentakler. Dog er den til at skelne fra det øvrige i kraft af sin hvidhed. Tentaklernes ender samles i kvindens ansigt, der har fordoblet sig, som om der er to af hende. Kobles maleriets titel sammen med bogens – ”Det evige liv” – kan ”Hun er stadig levende” være en skildring af en døende kvinde. Døden opløser livet, så kroppen fremstår som tentakler, der suges mod et mørke til højre i maleriet. Det er uhyggeligt! Men dobbeltheden i kvindens ansigt kan være en henvisning til, at noget nyt er ved at tage form; at hun dør, men allerede nu er ved at antage et nyt liv. Der er fastgjort nogle sorte elektroder på hendes ikke længere eksisterende brystkasse. De måler hendes hjerterytme og vil snart formidle hendes død på den skærm, som man må formode, at elektroderne er forbundet til. Hvilken form, det evige liv vil tage, afslører Ærtebjerg ikke, men at det findes et andet sted eller i en anden sfære antydes eventuelt af de planetlignende cirkler, der svæver rundt omkring kvinden.

Mennesket som del af naturen

Bogens forside gengiver et udsnit af værket ”Menneske I” (2019), der kan ses i sin helhed på side 39. Her er en kvinde og et træ vokset sammen. Træet har rod øverst i kvindens brystkasse og vokser op langs hendes hals for at springe ud i og blive ét med ansigtet. Træet tager kulør af kvinden, der i forvejen synes at blomstre med et vældigt rødt hår. Kvinden lader til at blive til træet. Tænker man igen på udstillingens og bogens tema, kan der i træet være en henvisning til døden, fordi det minder beskueren om, at vi er natur: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive…”. Træerne spirer jo af jorden, så måske er kvinden død og formuldet.

I kvindens transformation til træ kan der også ligge en påmindelse om, at det er os selv, vi skader, når vi skader miljøet; at vi bringer os tættere på døden ved ikke at passe på det, vi kommer af. At vi så at sige raserer vort eget hjem og derved gør livet sværere.

Samtidig er der noget fortrøstningsfuldt i, at træet spirer i kvinden. Hun er med til at skabe nyt liv. Måske er det Ærtebjergs symbolske kommentar til det evige liv, ”…men af jorden skal du igen opstå.”

Kristen symbolik

Ærtebjerg benytter sig af tilbagevendende symboler, blandt andet korset og nøglen. Dette udfolder Sara Duborg Døssing i sit korte essay: ”Troen, Nøglen og Det Evige Liv”. Nøglen bliver i hendes forståelse ensbetydende med den nøglemagt, det ansvar, Jesus giver disciplene, så de kan binde og løse syndere og dermed åbne eller lukke adgangen til det evige liv. Samtidig er nøglen et værktøj; et motiv, som Ærtebjerg også kredser om i al dets forskellighed.

Ud over Døssings tekst og et forord af museumsleder Kirsten Moesgaard indeholder ”Det Evige Liv. Kathrine Ærtebjerg” endnu et essay. Det er skrevet af Poul Götke, og kredser blandt andet om kønnet og det paradoksale i, at Bibel og kristendom gennem tiderne har været præget af mænd, selvom ”[…] kvinder spiller en bemærkelsesværdig stor rolle i Bibelen […]” (s. 15). Ærtebjergs pige- og kvindeskikkelser synes da også ofte at være hjemløse. De længes. Måske er det deres retmæssige plads i kristendommens menneskesyn, de længes efter. I hvert fald slår Götke fast, at Ærtebjerg i de seneste år er begyndt at anvende kristen symbolik. Derved kan de længselsfulde kvinder i hendes malerier måske få del i det evige liv, der tager sin begyndelse med det liv, de allerede er i gang med at leve.


Verdensmål på lærred

For mere end tre årtier siden, i 1987, udkom den såkaldte Brundtland-rapport, der var bestilt og udarbejdet i FN-regi med den daværende norske statsminister Gro Harlem Brundtland som kommissionsformand. Her kunne man læse advarsler som, at ”vi låner miljøkapital fra fremtidige generationer uden vilje eller udsigt til at betale den tilbage. De kommer måske til at forbande os for vor ødsle levevis.” Siden har ingen frivilligt accepteret en opbremsning i den stigende levestandard. Tværtimod. Væksten har brølet derudaf, og vi har fortsat med at låne miljøkapital i en sådan grad, at kommende generationer vil være i deres fulde ret til at forbande os, hvis vi ikke hurtigt og effektivt får taget brodden af de værste følger af klimakrisen. 

Denne opdatering af Brundtland-rapportens advarsel udfolder Knud Vilby i et kort essay om de 17 verdensmål, som blev tiltrådt af en lang række stats- og regeringsledere i 2015.

Når Vilbys essay er med i en lille bog om kunstmaleren og digteren Hans Tyrrestrups seneste værker, skyldes det, at Tyrrestrup har behandlet FN’s 17 verdensmål både med ord og pensel. Målene står på skuldrene af Brundtland-rapporten, men er lettere at forholde sig umiddelbart til, fordi de er formuleret i kortfattede punkter. Tyrrestrups verdensmålsværker er i første omgang lavet til en udstilling på Museet Holmen i Løgumkloster, men beskæftiger sig med et emne, der burde gøre det muligt også at vise dem samlet andre steder. For verdensmålene er vigtige pejlemærker for, hvad verdens lande bør arbejde hen mod i fællesskab.


De 17 verdensmål

De 17 verdensmål, der hver især har en række delmål under sig, er:

1. Afskaf fattigdom.

2. Stop sult.

3. Sundhed og trivsel.

4. Kvalitetsuddannelse.

5. Ligestilling mellem kønnene.

6. Rent vand og sanitet.

7. Bæredygtig energi.

8. Anstændige jobs og økonomisk vækst.

9. Industri, innovation og infrastruktur.

10. Mindre ulighed.

11. Bæredygtige byer og lokalsamfund.

12. Ansvarligt forbrug og produktion.

13. Klimaindsats.

14. Livet i havet.

15. Livet på land.

16. Fred, retfærdighed og stærke institutioner.

17. Partnerskaber for handling.

Man kan spørge, om Vilby i sit essay ikke fokuserer for meget på klimaløsninger i forhold til verdensmålene, der jo ikke kun beskæftiger sig med miljøudfordringerne. Men der synes alligevel at være en større sammenhæng mellem kampen for klodens klima og de enkelte mål. Det bliver for eksempel meget lettere at arbejde frem mod bæredygtighed, når børn og unge modtager en kvalitetsuddannelse, for så ved de, hvad der er på spil. Det er også nødvendigt med mest mulig fred, hvis alle skal kunne løfte i flok, og sådan kunne man blive ved med at gennemgå hver enkelt verdensmåls tilknytning til klimaproblematikken.

Opmuntrende opfordring i ord og farver

Ud over Knud Vilbys essay indeholder bogen et forord af museumsleder Kirsten Moesgaard og en oversigt over Hans Tyrrestrups nationale og internationale virke. Denne sidste tekst er skrevet af bestyrelsesformand for Janusbygningen i Tistrup, Bent Peter Larsen. At det lige er ham, der har indsigt i Tyrrestrups virke, skyldes, at kunstneren bor i nabobyen Thorstrup, nordøst for Varde.

Foruden de nævnte tekster rummer bogen naturligvis også billeder. Samtlige 17 værker om verdensmålene er gengivet. Det samme er en række forarbejder til værkerne. Hvert maleri suppleres af et digt, Tyrrestrup har skrevet, og som kan fungere som en ekstra titel ud over selve det verdensmål, maleriet er opstået på baggrund af. Jeg bemærker særligt disse lyriske tekster:


Verdensmål 1. Afskaf fattigdom:


”Rigdommens støttestok

Til

forskel”.


Verdensmål 11. Bæredygtige byer og lokalsamfund: 


”Skyskraberen

Og

Landsbyen

Hilser

hinanden,

der

kan

vinkes

fra

alle

vinduer.”


Verdensmål 15. Livet på land:


”Mågesvæv om træets sky,

jordiske landinger.”


Nogle gange fungerer malerierne som illustrationer til digtene eller omvendt. Andre gange er forbindelsen mellem digt og maleri ikke helt så klar, men kombinationen af tekst og billede er med til at sætte tanker i gang hos beskueren.

Selvom det er en alvorlig problemstilling, der italesættes med verdensmålene, er Tyrrestrups farvevalg muntert. Her er ingen opgivelse over de enorme udfordringer, verden står overfor, men en henvisning til den rigdom, kloden rummer, og som vi skal tage vare på. Således lægger man ikke bogen fra sig med et opgivende træk på skulderen, men med en bevidsthed om, at kampen er værd at tage; den kamp, vi skal føre mod og med os selv og andre for en bæredygtig vækst, der vil komme alle til gavn – også klimaet.


søndag den 2. august 2020

Haiku skaber ofte et rum, som regel i naturen.

Drømme der ikke/ huskes er de drømme der/ ikke skal huskes 


Ole Bundgaard: Haiku III, 
366 nye danske haiku, 
Werkstatt, 2019, 382 sider. 

Af Helge Krarup
Som bogens titel antyder, findes der fra Ole Bundgaards side to andre haikusamlinger á 366 nye haikudigte: Haiku, 2006 og Haiku II, 2013, samt et udvalg fra 2017 oversat til engelsk af Mus White. Derudover en lang række udgivelser i mange genrer, samt billedkunst og musik.
Haikudigtene i Haiku III har hver især en dato, et digt pr side med fortløbende datering fra 1. januar til 31. december via 29. februar, derfor 366 og ikke 365; dertil et efterord, hvor han gør rede for sin holdning til og brug af haikuformen gennem årene - lige siden Hans-Jørgen Nielsen: Haiku, Introduktion og 150 gendigtninger, 1963  - og mange andre emner.  Han gennemgår også Haiku III, så man som anmelder næsten føler, at der ikke er mere at tilføje.

Bundgaard nævner, at han har skrevet i senryu-formen, som er friere m.h.t. ´krav´ end haiku og ofte er humoristiske. Endvidere – ikke mindst i denne samling – metadigte, ordspil, sentenser, belæringer, bonmoter, aforismer, vittigheder. Og det er rigtigt, at der er sjove, lune, humoristiske digte og også helt platte.

Drømme der ikke/ huskes er de drømme der/ ikke skal huskes
Aldrig er næsten/ aldrig aldrig aldrig er/ mest næsten aldrig

Haiku skaber ofte et rum, som regel i naturen. Man kan sige, at i Haiku III er rummet sproget selv: en vending der vendes på hovedet eller vrides i en – måske tankevækkende – retning.
Jeg vil godt opholde mig ved den fortløbende datering af hvert digt – og tilmed sidenummerering, som jo er overflødig. Der er digtere, der i visse tilfælde skriver en dato ved et digt. Dan Turèll for eksempel, Allen Ginsberg, måske endda med stedangivelse. Eller i forbindelse med et efterord som Michael Strunge til Vi folder drømmens faner ud.  Sted- og tidsangivelse påberåber sig en autenticitet. Måske et ønske om at markere teksten som del af ens biografi – som Strunge: ”19. juni 1983, 25 år. København” - eller udvikling. Måske et opgør med digtet som evigt eller hævet over noget så profant som datering. Eller som en slags journalistisk dokumentation.

Datoer men ikke årstal
I Haiku III er der datoer, men ikke årstal. Hvad betyder det? Er det skrevet på en bestemt dato, men forskellige år? Eller til en bestemt dato. Eller opfordres man til at læse et haiku om dagen, måske efter devisen: Et digt om dagen holder lægen væk? På www.haikudanmark.dk/profiler har Ole Bundgaard angivet, at han har skrevet mindst et haiku om dagen, som del af en meditativ proces; ligger forklaringen dér?  Sådan set bliver datoen under læsningen triviel, og man springer datotitlen over, som overflødig, med mindre noget årstidsmæssigt dukker op i teksten, og man lige tjekker: Nå, er vi her i årets løb.

Under læsningen tegner der sig et jeg, en personlighed eller karakter, der er selvironisk, eftertænksom, lun, som helhed en antihelt. Der er meget jeg´et gerne ville, men ikke kan.

Da jeg var ung var/ jeg en ”ladykiller” nu/ er jeg en død sild
Lad mig sige det/ som det er jeg har ingen/ anelse om det

Mange haikudigtsamlinger opbygges efter årstiderne, så man læser en serie digte vedrørende forår, sommer osv. Det bliver for mig ofte lovlig bastant. Og dette ses ikke i denne bog, hvad man ellers kunne forvente, da den jo kalendarisk bevæger sig gennem året. Der er ganske få egentligt naturbundne digte, og årstiderne antydes meget diskret.

Knop springer af gren/ det regner med forårssol/ køerne danser (25. April)

Snarere bevæger samlingen sig henimod slutningen ikke specifikt mod vinteren, men i retning mod en bereden sig på døden. Og slutningen domineres af en vis nøgtern sørgmodighed, som skaber en nærhed til det skrivende jeg.

Jeg vil være en/ mild og glad Rasmus Modsat/ i mit næste liv (26.December)
Hvad skal jeg skrive/ at jeg er i live og/ gerne vil blive (27.December)
Jeg tror vi mødes/ en skønne dag tilfældigt/ et sted i det blå (31.December)

Helge Krarup









tirsdag den 28. juli 2020

Udendørs kunst i provinsen

Lene Bilgrav-Nielsen, Bente Jensen og Kurt H. Jørgensen: ”Kunsten på gavlen”, Gavlmaleriforeningen MUREN og Forlaget Himmerland 2018, 192 sider, 299 kr.
Skulpturpark Billund: ”Skulptur rimer på natur”, Skulpturpark Billund og Forlaget Jelling 2018, 90 sider, 150 kr.
Af Egil Hvid-Olsen.

Når man står med den store, flot opsatte coffeetablebook ”Kunsten på gavlen”, tror man, det er løgn. Hvordan kan man udgive en så fyldig og grafisk gennemarbejdet bog om den mindre midtjyske by Brandes særlige tradition for gavlmaleri? Endnu mere forundret bliver man, efterhånden som læsningen skrider frem. Man kunne have haft visse forbehold overfor det forventede indhold af frygt for, at teksten enten ville være gabende kedsommelig eller udgøre en ensidig lovprisning af lokale kræfter, der havde kæmpet for virkeliggørelsen af en besværlig idé. Men selvom ”Kunsten på gavlen” bestemt også redegør for diverse forhandlinger i forløbet op til virkeliggørelsen af nogle af de beskrevne kunstprojekter, forherliges kun ganske få personer. Bogen er præget af en interesse i at beskrive de for nogles vedkommende 50 år gamle hændelser så nøgternt som muligt, så både fortalere og kritikere af gavlkunsten i Brande kommer til orde. Man kan naturligvis indvende, at det er sejrherrerne eller deres efterfølgere, der skriver historien, men i dette tilfælde gøres det på en sober og tilmed interessant måde.
Ud over kapitlerne om pionerprojektet i 1968, der førte til en række gavlmalerier i Brande, indeholder bogen en række kapitler om den kunst, der siden hen er kommet til byen.

Murens mænd
Det var ikke hvem som helst, man inviterede til Brande for at male et udvalg af byens gavle.

K. Bjørn Knudsen: "Akrobatfantasi", 1968.
Foto: Egil Hvid-Olsen.

Det var ganske vist alle unge kunstnere, men de var også anerkendte, hvilket gavlprojektet kun var med til at cementere. Det drejede sig om Poul Agger, Claes Birch, Henrik Flagstad, Kai Führer, Leif Jepsen, Anders Kirkegaard, Knud Bjørn Knudsen, Hans Christian Rylander, der alle udsmykkede gavle. Hertil kom Jens-Flemming Sørensen, der lavede en bronzeskulptur. Sammen gik de under betegnelsen ”Murens mænd”.
I dag eksisterer størstedelen af gavludsmykningerne ikke længere, men dem, der er tilbage, bliver løbende suppleret af nogle nye, som ikke kun udføres af danske kunstnere. I kapitlet ”Efterskælv” præsenteres læseren for eksempel for et værk af malerne Vera Bugatti og Carlos Alberto Carcia Hernandez, der er fra henholdsvis Italien og Mexico. De har samarbejdet om det store gavlmaleri ”Alice i Eventyrland” fra 2016, som man får en gevaldig lyst til at se i virkeligheden, når man først har kastet blikket på fotografierne af det i bogen. Man fornemmer en klar inspiration fra Street Art-genren, som i en række år har haft sin egen festival i Brande. Maleriet er måske lidt kitchet, men flot udført og ganske morsomt. Noget lignende gælder hollænderne Marije Spelbos’ og Leon Keers ”Vindkraft” fra 2017.
Vera Bugatti og Carlos Alberto Garcia Hernandez:
"Alice i Eventyrland", 2016. Foto: Egil Hvid-Olsen.
50 år gamle gavludsmykninger blander sig med nyere, og selvom stil og motivvalg ændrer sig, er der indtil videre ikke nogen af dem, der virker forældede.

Interviews med kunstnerne
Ligesom fortid og nutid forenes i Brande, sker det også i bogens nok bedste kapitel ”Et blik 50 år tilbage”, hvor nogle af de kunstnere, der malede gavle i 1968 bliver interviewet om, hvilken betydning opgaven havde for dem. De taler rosende om projektet, som faktisk fik stor betydning for dem. Hans Christian Rylander traf oven i købet sin kommende kone, mens han arbejdede på den udsmykning i Brande, som siden er gået tabt.
Anders Kirkegaard redegør kort for, hvordan ideen blev fostret, og om sin glæde ved selv at være en del af virkeliggørelsen. Han fortæller:

”En vigtig del af projektet var, at vi selv arbejdede med værkerne i byen og også gjorde facaderne klar. Borgerne skulle se, at vi ikke var ophøjede væsner i et elfenbenstårn, men også kunne arbejde med hænderne. Og så havde vi vel en forestilling om, at der netop i en lille provinsby måtte være en del rindalister, og dem måtte vi i kontakt med. Ville det rykke noget, når de lærte os at kende?” (s. 102).

Selv mødte Kirkegaard rindalismens ophavsmand, Peter Rindal, mange år senere, da de begge sad i Statens Kunstfond.

”Vi fik faktisk et udmærket forhold. Hans stemme var et vigtigt indslag i debatten, og helt ærligt, det var da også vigtigt, at nogen turde udtale ordet ’nepotisme’. Jeg følte en vis varme for manden og endte da også med at lokke ham med til en udstilling eller to.” (s. 102). 

Blikket løftes fra det lokale til det nationale
”Kunsten på gavlen” kommer ikke uden om at være en bog om de kunstværker, der har smykket eller stadig smykker provinsbyen Brandes. Men forfatterne formår at løfte emnet op over det provinsielle og udfolde det i en større ramme, så bogen bliver et bidrag til belysning af dansk kunstliv gennem de seneste 50 år. Det er godt gjort!
Detalje af samme.
Foto: Egil Hvid-Olsen

Skal der kritiseres noget ved udgivelsen, kunne det have været ønskeligt med nogle større fotografier af de værker, som ikke længere findes. Dog skyldes de små gengivelser sikkert, at der ikke eksisterer større fotos, og hvis det er tilfældet, kan redaktørerne jo ikke klandres for det.
Når nu nogle af de historiske billeder er for små, kan man til gengæld glæde sig over Lars Bays smukke optagelser af de kunstværker, man kan se i Brande i dag.
Ikke færre end 27 sponsorer har betalt til udgivelsen, hvilket viser, at den har været nøjagtig lige så dyr at producere, som den ser ud. Det er godt, ikke blot for folk i Brande, men også for alle andre interesserede, at der findes tilstrækkeligt mange sponsorer til at virkeliggøre et projekt som dette.

På naturtur i byen
Mere beskeden - både hvad angår størrelse og tekstmængde - er ”Skulptur rimer på natur”, der ikke desto mindre er en indbydende bog.
Vi har bevæget os cirka 25 km. stik syd fra Brande til Lego-byen Billund, som har oplevet en kolossal vækst i kraft af Lego, Billund Lufthavn, Legoland, Lalandia og senest Lego House. Her har man siden 1987 løbende indkøbt værker til skulpturparken, der løber gennem et grønt område i den østlige del af byen.
I det indledende kapitel giver museumsleder ved Vejen Kunstmuseum Teresa Nielsen et kulturhistorisk overblik over fænomenet skulpturparker. Dernæst følger et grundigt kapitel om skulpturparkens historie, skrevet af journalist Anette Jorsal. Her får man indsigt i finansiering, sommerudstillinger, indkøb med mere. Redegørelsen suppleres af fortællinger, for eksempel om dengang dronningen skulle på besøg, og Jens Galschiøtz’ værk ”Den lille prins” få dagen inden pludselig forsvandt.
Jens Galschiøt: "Den lille prins" (detalje).
Foto: Egil Hvid-Olsen.
Herefter følger bogens centrale kapitel, der bringer smukke og flotte fotografier af skulpturparkens værker. Teksten er meget begrænset, hvilken man kan glæde eller ærgre sig over alt efter temperament. Selv ville jeg have foretrukket lidt flere oplysninger.
Når det angår kunst, er der altid nogle værker, der siger den enkelt mere end andre. Selv er jeg begejstret for mange af værkerne i parken, men Jeppe Heins ”3-Dimensional Circle” af højglanspoleret stål er den mest fascinerende. Stående over for den ser man både naturen bag værket og spejlinger bagved eller ved siden af sig selv. Værket driver gæk med ens fornemmelse af virkeligheden, og er samtidig et eksempel på smukt forarbejdet materiale i æstetisk samspil med omgivelserne.
Kapitlet om ”Naturen i Skulpturpark Billund”, som er skrevet at Mads Navntoft Olsen, der er biolog ved Billund Kommune, giver én lyst til straks at suse afsted og gå en tur i det beskrevne område. Her er der ikke så få sommerfugle, hvilket jo ellers er ved at være en sjældenhed.

Jeppe Hein: "3-Dimensional Circle".
Foto: Egil Hvid-Olsen.
Perspektivet udvides
Det næstsidste kapitel handler ikke så meget om skulpturparken, som om Billund i sin egenskab af ”Børnenes Hovedstad”. Dette fænomen er opstået som et samarbejde mellem Billund Kommune og Lego Fonden. Hensigten med ”Børnenes Hovedstad” er at skabe gode rammer for børnefamilier og understøtte børns leg og kreativitet.
Sidst i bogen introduceres en anden Billund-sti end den, der går gennem naturparken, nemlig Company Town Stien, der undervejs præsenterer den gående for informationstavler om byens udvikling fra landsogn til industriby. Således udvides bogens perspektiv fra at være en introduktion til Skulpturparken til også at præsentere Billund by.
Qian Sihua: "Give Me A Kiss".
Foto: Egil Hvid-Olsen.
Man kan diskutere, hvor relevant det sidste er i en udgivelse med titlen ”Skulptur rimer på natur”, men for byens besøgende, kan det jo anses for at være oplysende ”bonusmateriale”. Der er da heller ingen tvivl om, at bogen ikke kun er tiltænkt kunstinteresserede, men også danske og udenlandske turister, erhvervsfolk og konferencedeltagere. De enkelte kapitler er nemlig oversat, enten i deres fulde længe eller i resume.
”Skulptur rimer på natur” er den type bog, man kan læse helt eller delvist alt efter interesse. Teksten er informativ, men bogens største styrke ligger i den fornøjelse, man kan have ved at tage den frem igen og igen for at kigge på de smukke billeder.