onsdag den 1. juli 2020

Børn på flugt

Mads Nygaard og Michael Graversen: ”De uledsagedes bog. Ti beretninger fra børn og unge på flugt”, Jensen og Dalgaard 2019, 155 sider, 250 kr.


Af Egil Hvid-Olsen.
Børn på flugt – så kan det næsten ikke blive værre! Og nej, det kan det ikke. Alligevel har Mads Nygaard og Michael Graversen formået at gengive 10 uledsagede flygtningebørns beretninger om deres liv før, under og efter flugten på en nøgtern måde, der hverken forfalder til unødig dramatik eller rørstrømsk sentimentalitet. Fortællingernes jordnære gengivelse af børnenes oplevelser, erfaringer og refleksioner er dramatiske og rørende nok i sig selv. Man læser om drenge, der flygter for ikke at blive soldater i en hær, de ikke vil kæmpe i. Man læser om den afghanske dreng, der må leve med fysiske og psykiske mén efter at have set sin far blive skudt i hovedet på klods hold af Taliban, hvorefter han selv blev dolket i maven og skudt i benet. Man læser om andre, der forlader forældre og søskende uden at sige noget, i håbet om at nå til Europa og kunne søge om familiesammenføring, så familien også kan komme i sikkerhed. Man læser om den syriske pige, der flygtede alene og mod alle odds nåede til Danmark uden at blive udsat for overgreb, og endte som en ”12-tals flygtning”, men allerhelst vil være som Puk Damsgaard. Man læser om den unge iraker, der bliver gift med en dansk kvinde, som han får et barn med, men som alligevel ender på Kærshovedgård og nu lever i Italien med et håb om, at han på et tidspunkt kan blive forenet med sin kone og barn. Hans beretning slutter: ”Italien er mit næste skridt i kampen for at få ophold. Men tag ikke fejl. I kan nægte mig ophold i Danmark. I kan udvise mig. I kan tvinge mig væk. Men en dag vil jeg vise Inger Støjberg mit danske statsborgerskab. Jeg har nu kæmpet i ti år. Jeg tager gerne ti år mere. En dag vil det lykkes.” (s. 89).
Man læser om børn og unge, der påtager sig et vanvittig stort ansvar ved at påbegynde en illegal rejse - og vokser med opgaven. Men man læser også om nogle af deres jævnaldrende, der dør undervejs. Man læser om menneskesmuglere, der udnytter andres svaghed, og kun opgør menneskeliv i mulige indtægter. 

Et splittet land
Bogen afslører et splittet Danmark; et land, hvor nogle ønsker flygtninge hen, hvor peberet gror, men samtidig et land, hvor frivillige bruger deres fritid på at lære de uledsagede flygtningebørn dansk og give dem tryghed.
Flere gange konstaterer børnene selv, at deres fordomme ikke holder vand. På de centre, de anbringes, møder de andre børn fra lande, hvis indbyggere de kun har hørt dårligt om. Og dog bliver de de bedste venner. Mange får også danske venner, selvom der er et udbredt forbehold, som Fawad fra Afghanistan beskriver med dette resumé af en skoletime:

”For ikke så længe siden skulle vi deles op i skolen. Vi havde om politik. Mine klassekammerater skulle sige deres mening; om flygtninge skulle blive i Danmark eller om de skulle sendes hjem. Der var et par stykker, som stillede sig op og sagde, at flygtninge ikke skulle have lov til at blive i Danmark. Så spurgte jeg dem:
’Hvorfor ikke?’
De sagde, fordi de laver alt muligt ballade. Så sagde jeg til dem:
’Dem, du snakker om, det er ikke os. Det er ikke flygtninge. Det er indvandrere. Deres far er kommet til Danmark for lang tid siden. Eller deres farfar er kommet til Danmark for lang tid siden. De har dansk pas. Nogle af dem er ligeglade med, hvad de gør. For de kan ikke blive sendt tilbage. Det gælder ikke for os flygtninge. Så, tænk dig om, før du taler. Tænk dig om, før du vælger side.’
Så sagde de:
’Vi mener ikke dig.’” (s. 101-102).

Dette fortælles vel at mærke af en afghansk dreng, der måtte flygte som ti-årig, da hans far blev dræbt, fordi han ikke ville imødekomme et krav om, at sønnen skulle være børnesoldat.

Hjælp til familiesammenføring
Bogen mangler ikke autentiske og voldsomme historier, men selvom mange af fortællerne oplever, at der hele tiden lægges hindringer i vejen for dem, er bogen også fuld af taknemmelighed og håb. Taknemmelighed over den måde, de er blevet behandlet af venner, af det danske politi, af de ansatte på de forskellige flygtningecentre. Og håb om, at det på et tidspunkt bliver lettere for dem at få en plads i det danske samfund.
En af de forhindringer, de uledsagede børn og unge støder på, når de endelig har fået først opholdstilladelse og siden ret til familiesammenføring, blev indført i 2016, hvor man vedtog en lov om, at de familier, der skulle sammenføres, selv måtte betale for rejsen. Det koster gennemsnitligt 25.000 kr. for en familie; et beløb de allerfærreste flygtningefamilier selv kan skrabe sammen. Skuffelsen over at have kæmpet sig vej fra det ødelagte hjemland gennem Europa og til Danmark, hvor man har lært at tale dansk, hvorefter man langt om længe får ret til familiesammenføring, men selv skal betale familiens rejse, er mærkbar i mange af beretningerne. Dette har bogens forfattere og forlag gjort noget ved, idet alle har arbejdet ulønnet, så indtægterne fra bogen kan gå ubeskåret til De Uledsagedes Rejsehold, der hjælper uledsagede børn og unge med at blive genforenet med deres familier. Når man læser bogen forstår man, hvor vigtig den hjælp er. (I denne sammenhæng kan det være på sin plads at oplyse, at forfatteren til denne anmeldelse har indlæst bogen som lydbog, men på samme betingelser som alle andre, der har ydet noget i forbindelse med udgivelsen. Anmelderen har er altså ingen økonomiske interesser i bogen.)

tirsdag den 23. juni 2020

Fejl i kraft af ufejlbarlighed

Carsten Müller Nielsen: ”De døde fylder dagene med en smag af mønter”, Jensen & Dalgaard 2019, 176 sider, 249 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Carsten Müller Nielsen modtog for nyligt DR Romanprisen for ”De døde fylder dagene med en smag af mønter”. Det forstår man godt, når man læser bogen.
Romanen hører bestemt ikke til i den muntre ende, for den tager fat i følgerne af atomkraftulykken i Tjernobyl, der fandt sted d. 26. april 1986. Samtidig skildrer den en nation i opløsning, hvilket hænger ganske godt sammen med den daværende præsident over Sovjetunionen Mikhail Gorbatjovs udtalelse 20 år senere om, at Tjernobyl-katastrofen måske i højere grad end hans perestrojkapolitik blev årsag til Sovjetunionens sammenbrud.
Müller Nielsen tager udgangspunkt i det faktum, at soldater og brandfolk blev sendt ind i det stærkt forurenede område, selvom man vidste, at de kunne blive syge af bestrålingen. Man havde næppe noget alternativ, fordi man bevidst havde lukket øjnene for, at noget kunne gå galt. Den sovjetiske regering og administration løb alvorlige risici, som befolkningen kom til at bære følgerne af. At uheldet overhovedet fandt sted, skyldtes dels inkompetence i ledelsen, dels at atomkraftværket af økonomiske hensyn var opført uden en del af de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.
I teorien var statens system ufejlbarligt, men det er netop, når magtapparatet anser sin ledelse for at være ufejlbarlig, at de alvorligste ulykker lurer i kulissen, for da vil enhver kritik af fejl og mangler være en kritik af magthaverne. Ingen kan kritisere en ufejlbarlig stat uden at forvente ubehageligheder. De vil blive ryddet af vejen, og fejlene og manglerne vil forblive uændrede.

Den russiske bjørn
Hovedfortællingen i ”De døde fylder dagene med en smag af mønter” indrammes af et par beskrivelser fra en landsby i den lukkede zone. Her lever dyr med følgesygdomme af strålingen, mens bygningerne lidt efter lidt falder sammen.
En bjørn søger ind i et forladt hus for at finde noget at spise. Den snuser sig frem til et kuld killinger, der på grund af strålingen er født med grå stær. Man kommer i tanke om bjørnen som symbol på den store russiske/sovjetiske nation. Over for den har befolkningen, der kan repræsenteres af killingerne, ikke mange chancer. Om bjørnen selv kan overleve på råstyrke alene, gives der et bud på, da romanen afsluttes samme sted, som den indledes.

Chaufførens natlige beretning
I den lange del i romanens midte præsenteres læseren for en mand, der fungerede som chauffør for det redningsmandskab og de soldater, der skulle fragtes ind og ud af den bestrålede zone. Han er rejst til Tartu i Estland, hvor han går ind på en bar og betaler en prostitueret for at bruge natten på at lytte til hans fortælling. Det udvikler sig til en dialog, der dog aldrig for alvor bliver præget af gensidighed, da de to personer er låst fast i deres individuelle tragedie. Hver især har de svært ved at rumme den andens ulykke, fordi deres egen fylder rigeligt.
I løbet af natten fortæller chaufføren om sine oplevelser i den lukkede zone. Disse flettes sammen med oplysninger om hans mormors liv i samme område, mange år inden katastrofen indtraf.
Müller Nielsen har en rolig fortælleform. Det, han fortæller, og det, han lader chaufføren fortælle, er dramatisk nok i sig selv. Derfor er sproget nøgternt. Her er et eksempel fra chaufførens beretning:
”Skovene lå omkring søen og omkring byen. Der var meget skov. Det var nåleskov det meste, tror jeg, sådan husker jeg det, men så døde fyrretræerne. Stammerne blev sorte. Nålene blev røde, sådan, siger han, helt røde, lysende nærmest. De begravede skoven. De fjernede den og gravede en grav. Stammerne lå stablet op dernede og så hældte gravemaskinerne sand og jord over dem, så de forsvandt.” (s. 120).
Det er dog ikke muligt at begrave alt fra jordens overflade på så stort et område som det, man måtte lukke af efter ulykken. Selvom den ufejlbarlige nation forsøgte at benægte fakta, kunne man ikke skjule, hvad der var sket; hverken over for sig selv eller andre. De estiske soldater i Sovjet vidste det allerede, da man mobiliserede de tropper, der skulle inddæmme katastrofen:
”De begyndte at råbe. De ville ikke. De satte sig ned og holdt hinanden arm-i-arm, for at militærpolitiet ikke skulle komme og flytte dem. Vi andre stod og så på, uden at forstå hvad der foregik. Esterne fik det valg, at enten samarbejdede de, eller også ville det blive opfattet som et svigt, en hån mod unionen, og de ville blive tilbageholdt og deporteret. Rygtet gik, at de valgte arbejdslejr, alle sammen. Vi så ikke mere til dem. Ingen af dem.” (s. 59).

Advarsel mod indbildt ufejlbarlighed
Selvom ”De døde fylder dagene med en smag af mønter” er en barsk lille roman, er den bestemt værd at læse, for det er næppe sidste gang, at en nations magtelite bilder sig ind, at den er ufejlbarlig. Man kan for eksempel overveje, om det har ændret særlig meget, at Sovjetunionen har skiftet navn tilbage til Rusland. Det synes stadig at være en nation, hvor styret er præget af en skræmmende tiltro til sin egen ufejlbarlighed.

onsdag den 17. juni 2020

Kvinder i kunst

Dorte Kirkeby Andersen: ”Anna Klindt Sørensen. Det grafiske værk”, Hrymfaxe 2017, 144 sider, indbundet, 175 kr.
Agnete Brinch: ”Women Who Change The World”, 2017, www.agnetebrinch.dk, 250 kr.


Af Egil Hvid-Olsen.
Anna Klindt Sørensen (1899-1985) var en maler, der kunne få en udsigt, et interiør, et stilleben, ja, selv en husmur til at dirre af liv. Selvom hun ikke var bange for at bruge vinkler, er der noget afrundet, blødt og bevægeligt over hendes motiver. Dette fremstår tydeligst i hendes malerier, men også hendes grafiske værk er besjælet af bevægelse, hvilket man kan forvisse sig om ved at studere de litografier, ætsninger m.m., der er gengivet i bogen ”Anna Klindt Sørensen. Det grafiske værk”. De indledende otte sider tekst om de benyttede teknikker, værkernes kronologi samt nogle biografiske oplysninger er forfattet af Dorte Kirkeby Andersen, der tidligere har beskæftiget sig med AKS (som kunstneren selv underskrev sig) og bidraget til den udmærkede om end lidt tørre bog ”Anna Klindt Sørensen 1899-1985” fra 2015. Efter teksten følger den komplette gengivelse af Sørensens grafiske arbejder. De fleste af disse værker er sort/hvide, men enkelte er farvelagt med akvarel.

Kvindelige former
Anna Klindt Sørensens gengivelser af kvinder springer i øjnene, idet de alle fremstår med ypperlige former: Brede hofter, kraftige balder, faste topmaver og runde bryster. Det er, som om alt det særlige ved kvindekroppen er blevet forstørret en smule. Det er store, stærke matroner med selvbevidsthed og erotisk glød, der træder frem. At dette er en bevidst fremstillingsform fra kunstnerens side bliver tydeligt i en ætsning, der forestiller en flok balletdanserinder (s. 59). Et særligt kendetegn ved ballerinaer er deres tynde lemmer. Men i Sørensens udgave er de præcis lige så fyldige som hendes øvrige kvindefigurer. Senere i sit oeuvre begynder hun dog at gengive kvinder med mindre runde former (s. 124f.).

Massevis af streger
Sørensens motiver begrænsede sig dog ikke til kvinder. Hun valgte for eksempel også ofte at gengive interiører og landskaber. En stor del af Sørensens grafiske værker er præget af mangfoldige streger. Nogle gange synes stregerne at tildække selve motivet, så man skal se ekstra godt efter for at opdage, hvad værket forestiller. Andre gange vokser motivet klart frem af stregmyriaderne. Dog formåede AKS også at ridse udtryksfulde motiver frem med ganske få streger.
Sørensens portrætter er meget forskellige, fra de helt simple (s. 80) over et picassoinspireret kvindeansigt (s. 88) til en næsten naturalistisk gengivelse (s. 55). Mange af disse værker er udtryksfulde på en måde, der vækker ens lyst til at lære de portrætterede at kende.
AKS må have været ganske kompromisløs, hvilket kommer til udtryk i værket ”Myg på Gudenå” (s. 134). I den mængde streger, der fylder papiret, tror jeg, at jeg kan få øje på en enkelt myg. Måske øjner man også en robåd, men resten unddrager sig genkendelig form. Det er naturligvis ret irriterende, indtil man kommer i tanke om, hvordan det er at befinde sig en sommerdag ved en å med myggene svirrende omkring sig. Man vifter med hænderne for at få dem væk, slår i blinde på de steder, hvor man synes at kunne mærke deres stik, virrer med hovedet og spytter for at få den, der var dum nok til at flyve ind i ens mund, ud. Al denne aktivitet medfører, at man næsten intet ser af det, der omgiver en. Konturerne fortoner sig, akkurat som i Sørensens tryk.
Antallet af Anna Klindt Sørensens grafiske arbejder overstiger 400. Der er altså rigeligt at gå på opdagelse i, hvilket Forlaget Hrymfaxe har gjort muligt med den fornemme bogudgivelse.

FN’s femte verdensmål
Mens Anna Klindt Sørensen havde sin særlige måde at gengive kvinder på som ét blandt mange motiver, har Agnete Brinch valgt at fokusere udelukkende på kvinder i sin maleriserie og dertil hørende bog ”Women Who Change The World”. Bortset fra Anna Klindt Sørensens portrætter af navngivne kvinder, er de kvinder, der befolker hendes værker, anonyme. Sådan forholder det sig ikke med Brinchs portrætter.
Agnete Brinch maler kendte kvinder, som har inspireret hende både kunstnerisk og personligt (hvis det ellers kan adskilles). Brinch oplyser selv sin ambition, nemlig ”at understøtte FN’s femte af i alt sytten verdensmål; at fremme kvinders og pigers universelle rettigheder og muligheder.” (s. 78).
Med baggrund i denne ambition kunne man have forventet portrætter af politiske kvindeforkæmpere som Mathilde Fibiger eller Malala Yousafzai, men Brinch fokuserer i højere grad på kvindelige kunstnere, der skabte en karriere på trods af, at det ikke var normalt for kvinder på de tidspunkter, de levede og virkede.

Portrætmosaikker
Dog lægger Agnete Brinch anonymt ud, idet hun præsenterer læserne for en Hammershøipastiche, hvor den gengivne kvinde med bortvendt ansigt forbliver ukendt (s. 7). Snart følger der imidlertid en mere af slagsen, hvor kvindens identitet er kendt. Her er det nemlig Hammershøis søster, Anna, der portrætteres i både Hammershøis originalværk og Brinchs pastiche (s. 13).
Brinch har en fascinerende brug af forskelligfarvede penselstrøg, der lægger sig op ad hinanden og danner et ansigt med et væld af lysindfald og skygger. I et smukt portræt af forfatterinden Sigrid Undset fremstår hendes ansigt nærmest som en farvemosaik (s. 17).

Sorte områder
Flere portrætter er dækket af sorte områder, der skaber ”fristed for potentielle fantasier” (s. 3). Sådan forklarer Trine Ross, der har skrevet bogens forord, det i hver fald. Men kan det ikke også være glemslens mørke, der lægger sig over de portrætterede? Et mørke, som Agnete Brinch hjælper dem helt eller delvist ud af. En anden mulighed er, at de sorte områder markerer de dele af de portrætteredes personlighed, som kun de selv kendte til. Hvis portrætkunstnere skulle være helt ærlige, burde de nok altid placere større eller mindre sorte områder på deres portrætter, for alle mennesker holder vel en større eller mindre kerne hemmelig for andre. Derfor vil der altid være sorte huller i kendskabet til de portrætterede.
I enkelte portrætter bruges det sorte på en lidt anden måde. Maleren Marie Krøyer skildres som delt mellem lys og mørke (s. 35). Mens den ene side af hendes ansigt er tydeligt, skimtes kun hendes øje i den anden, mørklagte side. Dette kan hentyde til de dilemmaer, hun stod i til halsen. Dels var hun maler som sin mand P.S. Krøyer, men levede i en tid, hvor det var svært at konkurrere med repræsentanter for det modsatte køn. Dels var ægteskabet udfordrende, fordi hendes mand led af voldsomme sindssygeanfald. Måske var det dette, der fik hende til at forelske sig i den svenske komponist Hugo Alfvén. Hun forlod P.S. Krøyer og blev gift med Alfvén, men ægteskabet var langt fra uproblematisk. Således levede hun sit liv i skiftende lys og skygge, hvilket tydeliggøres i Brinchs portræt af hende.
Et andet portræt, hvor mørket spiller en markant rolle er et af Virginia Woolf-portrætterne (s. 71). Her oplyses en lille del af forfatterindens ansigt fra pande til hals. Det højre øje titter frem og ser forbi beskueren. Måske tvinger Woolf sit ansigt ud af en af de sorte depressioner, hun led af, og som i sidste ende kostede hende livet.
Denne brug af sorte områder er barsk, men meget fortællende.

Amelia Earhart og Katharina von Bora
De fleste af portrætternes baggrunde er også sorte, men der findes undtagelser. Særligt et af portrætterne af piloten Amelia Earhart er fascinerende (s. 55). Her ses den portrætterede med et mosaikansigt, der træder frem af den grå baggrund. Hendes frakke og hat er blot markeret med enkelte streger, hvilket skaber endnu mere fokus på Earharts ansigt. Dog er den næsten usynlige hat tilstrækkelig til at lægge en markant skygge over den portrætteredes øjne.
Sidst men ikke mindst skal nævnes portrættet af Katharina von Bora, Martin Luthers kone, som fik overdraget det privatøkonomiske ansvar af sin mand (s. 77). Han erkendte nemlig fuldstændig ærligt, at det ikke interesserede ham. At overgive så vigtigt et ansvarsområde til en kvinde var så kontroversielt, at Katharina blev upopulær blandt både lokale mænd og kvinder. Dette medførte, at hun efter Luthers død fandt det klogest at flytte fra Wittenberg; byen, som hun og hendes mand havde boet i, siden de blev gift.
Brinchs portræt viser en forholdsvis ung kvinde med milde øjne, der dog ser ud, som om de fokuserer på et mål. Hendes læber er presset sammen på en måde, der afslører koncentration. Her er en kvinde, der ved, hvad hun vil, og også er temmelig overbevist om, at hun kan gennemføre det, hun har sat sig for.

Kvinder, der stadig forandrer verden
Med sin maleriserie/bog pirrer Agnete Brinch til beskuerens/læserens nysgerrighed. Hvem var det lige, Elisabeth Jerichau Baumann var (s. 25) og hvorfor er hendes næse og øjne dækket af sort maling? Og hvad med Mae Haizlip, der kigger søgende ud mod maleriets venstre side (s. 49). Forsøget på at besvare de spørgsmål, malerierne vækker, understreger, at de portrætterede stadig kan forandre verden, selvom størstedelen ikke længere lever. Derfor er bogens titel holdt i nutid: ”Women Who Change The World”.

søndag den 14. juni 2020

Le Guins Manifest

URSULA K. LE GUIN “BÆREPOSETEORIEN OM FIKTION”
Oversat af Karsten Sand Iversen
Forlaget Virkelig og Laboratorium for Æstetik og Økologi
13 sider

Af Jes Nysten

Stenaldermanden sniger sig gennem buskadset afventende. Den mindste bevægelse opfanger han lynhurtigt - han er klar! Han kaster sit spyd eller sender pilen afsted. Netop sådanne våben, der gør at han dels kan holde afstand til byttet (som han ikke kan nedkæmpe med sine bare næver) dels at sikre det dør med det samme.

To ting har han opnået: mad til ham selv og hans familie - og ikke mindst han har vist, at han er sejrherren. Begge dele bliver også fejret, når han vender hjem med byttet.

Man kunne kalde det et konventionelt billede på menneskehedens historie: vold, kamp, sejr. Ja, for det er jo sejrherren, der skaber den videre historiefortælling.

Kubrick
Vi husker sikkert allesammen indledningsscenen til Stanley Kubrick “Rumrejse 2001”, hvor den store menneskeabe han med et sejrsbrøl og i en voldsom bevægelse, slynger en knogle op i luften fra et dyr, han har besejret. Og hvordan denne knogle forvandles til et rumskib: den lange historie, der er komprimeret i denne scene, har altid handlet om kamp, sejr, underlæggelse. Både når det gælder kamp mennesker imellem, kamp mellem ideologier, om ejerskab til landområder, beherskelse af naturen og rummet.

Og det har altid været en Mand, der kæmpede, vandt, skabte historie. Vi ser denne fortælling udfoldet i fuld skala i Joseph Campbell’s “The Hero with a thousand faces”.

Man kan spørge, om denne “krigs-tænkning” stadig vil være brugbar i tiden efter corona og den økologiske krise, vi befinder os i, eller om det vil være andre pejlemærker, der vil drive os videre.

Liv, fællesskab og fremtid
Ja, der er jo Ursula le Guin (som jeg tidligere har anmeldt på denne side - og som jeg ikke kan blive træt af at promovere). Hun døde i 2018, 80 år gammel. Hun har skrevet en lang række tankevækkende romaner, og hun har ikke mindst indenfor Sci-fi genren skabt nogle interessante og stærke fortællinger om, at vi mennesker kan skabe liv, fælleskab og fremtid på anden vis. Hun har afsøgt forskellige muligheder og scenarier, men de har oftest et stærkt anarkistisk træk, hvor man går andre veje end ad den slagne magt-og-kamp-vej.

I 1986 skrev hun et slags “manifest” eller måske nærmere en “poetik”, hvor hun på kun 13 sider udfolder det, der bærer hendes virke som forfatter. Mere behøver hun ikke af plads for at udfolde det man med god grund kan kalde en vidtrækkende almen teori om litteraturens potentiale (som hun selv har gjort brug af).

Dette korte skrift er nu kommet på dansk “Bæreposeteorien om fiktion”, oversat af Karsten Sand Iversen, og skriftet er endnu et glimrende eksempel på en udgivelse i den altid tankevækkende, velgennemarbejdede og elegante bogserie “Bestiarium”, der udgives af forlaget Virkelig. Dette skrift er udgivet som et samarbejde mellem forlaget og Laboratorium for Æstetik og Økologi.

En anden ur-historie
I virkeligheden er le Guin’s teori enkel og ligetil, og så alligevel ikke. Det er en anden historie hun vil fortælle end “kæmp-og-vind” fortællingen: “vi har hørt den, vi har alle hørt alt om alle de kæppe og spyd og sværd, de ting man kan slå og pirke og banke med, de lange, hårde ting, men vi har ikke hørt om tingen at putte ting i, beholderen til den beholdte ting. Det er en ny historie. Det er nyt. Og alligevel gammelt. Før - når først man tænker over det, uden tvivl længe før - våbnet, et sent luksuøst, overflødigt redskab; længe før den nyttige kniv og økse ..... samtidig med eller før redskabet der tvinger energi udad, lavede vi det redskab der bringer energi hjem. Det synes jeg giver mening” (s 7).
Det er denne “ bæreposeteori”, der hermed introduceres.

Et af problemerne med denne alternative “ur-fortælling” er, at den ikke er særligt spændende at læse: om hvordan der samles korn eller graves kartofler op, som derefter bæres hjem og tilberedes.
Der er heller ingen helt, vi kan følge i kamp og på eventyr. Han gør sig ikke i en bærepose!
Men det interessante og vigtige her er jo, at de store forandringer, de afgørende fortællinger altid handler om et fællesskab, der agerer og skaber livsbetingelserne. Fundamentet for det der skal ske.

Vi er kommet hovedkuls ind i en pandemi, hvor de store “helte” (nævn selv!), der før krisen mente, at de kunne handle og herske og styre tingenes udvikling, har vist sig magtesløse, letsindige og uden brugbare visioner.
Her er det netop de umiddelbart ubetydelige og beskedne, der handler og sætter håb og fremtid. Med deres handlekraft og fællesskab vilje. Det er dem med “bæreposen”.
Dette vil helt sikkert også sætte sig igennem, når vi på den anden side af pandemien, skal til at handle i forhold til den økologiske krise.

Men her og nu: læs dette morsomme og skarpsindige manifest. Og kom så i gang med at læse hendes bøger. Her er udsyn og fremsyn.

søndag den 7. juni 2020

Fra ét sted til noget andet - fastholdt glimtvis

Majbrit Hjelmsbo, 
U-vending
Forlaget Ravnerock, 2019

Af Thorvald Berthelsen
Jeg var som mange andre glad for Majbrit Hjelmsbos friske erotiske debutdigtsamling, Ovenfra og ned, med digte hvor erotikken og dens verden både behandles med antydninger og direkte sanset sprog i udtryk for længsel, begær, nærvær og stigende bevidsthed om sammenhængen med døden.

Som en kapgænger i modlys
mod
den lavt hængende
sols
forsvindings punkt
Som en levende
fakkel
/bærer
omkranset af en
corona
af blændende
lys
Mørket –
i hælene

(Sært så digte har det med at blive aktuelle igen og igen). Men jeg må indrømme at jeg har det en del sværere med at få åbnet hendes nye digte i U-vending rigtigt op.

"U-vending og andre retningsskift over tid" består af digte der alle starter med bogstavet "u" med undtagelse af det digt hvor u-vendingen, der har givet digtsamlingen navn, sker 2/3 henne i samlingen.

Men i en læsning blandt mange kan den ses som en klassisk samling nedslag i en udviklingshistorie med ny dvælen i de uafklarede og dobbelttydige fasers sanselige følelseskred som rummer selvbevidsthedens nyafsæt. Opvækst, pige i udvikling og dreng i stilstand, anelser og sanselighed omkring frihed og fuldbyrdelse, spirende sexualitet og selvbevidsthed, ungdom, pige bryder ud og møder dreng, forening, uventet drejning med perfekt slag/lige i øjet/SMAKKK, rullende øjenæblers søgen, sammenbruddet:

Uvist af hvilken grund
ender det her
- alt andet ufortalt

Efterfølgende (selv)medlidenhed og vished/om sin egen/utilstrækkelighed. Det afsluttende opbrud:

Han gik bort
og fandt
et andet øre
at bolle i
Derefter træthed, raseri, ligegyldighed og krig. ”Utålmodigt ventende på
kroppens genkomst, berøringens stoflighed og
tidens fylde”

Som sagt er det mest dynamiske ikke u-vendingen men de skiftende retninger som sproget bevæger sig og os i, når Majbrit Hjelmsbo skriver om de perioder, hvor uafklaretheden og dobbelttydigheden sætter sig i anelsers og sanseligheds skiftende retninger og fører til nyt afsæt for selvbevidstheden og livet. Netop de digte betragter nogen som ufærdige og uden sammenhængende substans i et sprog, der mangler spændstighed og poetisk spænding. Selvom det er i dem dynamikken og den poetiske udforskning af sprog og liv ligger. Som i det sidste af legedigtene, Uligevægtens uberegnelighed, om to piger
der sidder i hver sin ende af vippen
udfordrende og
udæskende
for bevægelsens muligheder
omkring vægtfordelingens
fælles
akse

Derefter fortsætter de to bedsteveninders vippetur i gensidig vekselvirkning der udvikler sig til en sadomasochistisk udfordring af balancen, fra frydefuld hvinen under
kjolens flagren op omkring ørerne
i suset nedad

til at blive hængt til tørre og ufrivilligt bumpet ”så rumpen letter foruroligende/…med fødderne dinglende / usikkert og / hjemløst under sig
uden at vide
hvornår
pinslen har tilfredsstillet
den andens grin”

og hun nådigt/læner sig frem og genoptager vekselvirkningen eller helt uberegneligt / i en lynsnar bevægelse/ springer af vippen og udløser tyngdekraften abrupt. Denne udforskning og udfordring af sanserne og balancen også i forholdet mellem dem ender umiddelbart efter svævet i den store ukendte uligevægt og vægtløshed med at jeget afviser den påtvungne vægtløshed til tørre og foretrækker trods ”uligevægtens uberegnelighed” selv at tage initiativet:

Der er en verden til forskel på
at hænge til tørre
og så det at ane
uligevægtens uberegnelighed og
selv
vove
at springe
fødderne først

Som det ses er det ikke det grotesk paradoksale der abrupt fører til opbrud, men de sansede, anede forskydninger i hende selv og forholdet til veninden der resulterer i frigørelsen og den nye selvstændighed, der ender bedstevenindernes æra. Umiddelbart derefter møder hun manden der er dreng og fascineret stirrer på den G-streng/- der uventet dumper ind/ gennem brevsprækken
nyanskaffet og
klar
til mere
musik

Digtet følger i sprogligt præcise registreringer (og ikke i metaforiske paradokser) disse forskydninger og anelser til deres metamorfose af selvbevidsthed og liv.
Det paradoksale billedsprog forbeholdes manden/drengen der fandt et andet øre at bolle i. Det billede demonstrerer magtens fordrejning af erotikken i et krav om passiv underkastelse, der udsletter den forudgående fælles enhed, hvor de var ”et kød, urørlige, i vores egen verden”

- ingen rullepølse
uden hjerte
slag
Efter bruddet, sammenbruddet, trætheden, raseriet og det obligatoriske uforsætlige samleje indfinder det tidspunkt og digt sig i samlingen, hvor u-vendingen sker, med digtet Gul og grå, hvis titel er den eneste der ikke starter med bogstavet u:
…det grå guld
er ikke længere gangbar mønt,
når slidfladen først er
ramponeret,
nedslidt,
udslidt

Kortfristede udsorteringer

af uddannelsesparate,
indsatsklare og
tilrådighedsstående
udskud

Som det ses forsøger digtet at illustrere, at det indre sammenbrud og kaos rendes over ende og uddybes til frit fald af omverdenen/virkeligheden. Derefter følger digtene om nedturen, arbejdsløshed, sygdom og udstødelsen fra fællesskabet. Undervejs i denne del af samlingen gøres der forsøg med forskellige stemmer som f.eks den bureaukratiske kancellistil i Uvis viden uden at disse stemmer rigtigt kommer til at fungere som digte. Digtene er udvendige abstrakte refleksioner over de forskellige stadier og kommer ikke ind under huden med de sanselige forskydninger eller tankespring i sproget, der kunne underbygge retningsskiftene som overbevisende flertydige nødvendigheder. Det bliver for meget skematiske postulater der understreges af det mere og mere skematiske skelet med u’er omkring en u-vending, der mere er en galge end en mur der spilles bold op af. Man skal lade være med at hænge sig i en galge man ikke har lyst til at hænge i lige så længe som det tager at dø og genopstå som vis runekyndig skjald med en ny verden. Som Odin gør det i Eddaen.
Til sidst rammer digterens nedtur bunden

Her kan du vælge
at hengive dig til
smerten og
være i den
Her bliver du menneske
på ny

Her opdager barnet
en verden i lys
lemmer spræller
livligt
vil lege
vil op
vil fremad
vil
Der er kun en vej
Herfra kommer der igen dobbelttydige tvivlende retningsskift uden mål og med og erkendelsen af at uanset i hvilken retning du vælger at gå, så kommer du ikke udenom
at gøre dig umage
med livet
som ikke gives magen til
igen
-Mageløst
Selvom digteren nu i digtet, der faktisk har titlen U-vending behandler digtsamlingens tema,metode og sprog i det der nok er ment som en slags klimaks, så virker det ikke helt sådan:
Jeg vil
bevægelsen
Nedslag,
retningsskift
og så igen
videre
opad
til et nyt højdepunkt
Jeg vil
bevægelsen
Følelsen
fra ét sted
til noget
andet
fastholdt
glimtvis
i sproget

Sproget er i den sidste dels digte snarere villet abstrakt end baseret på sansede associativt levende nyskred. Selv de abstrakte ordspils flertydighed bliver lidt stækket. Derfor er de sidste digtes udvikling gennem tvivl til tro heller ikke lige så overbevisende som den lange digteriske optakts anelsesfulde flertydige sansede retningsskift. I hvert fald ikke for denne læser. Selvom sekvensen i de sidste 4 digte fra Uvishedens tilstrækkelighed over Udsyn og Utilgiveligt til Ubetrådt stjernestøv er et spændende udviklingsanslag virker det ikke helt som andet end postulater:

Jeg tror nu nok
Gud vil tilgive
min tvivl
Jeg tror nok
jeg tror
nok
tror jeg

En udbrændt
døende
stjerne
tænder håb
lige der
hvor engle fødes

Alt i alt er U-vending et godt forsøg på den svære toer efter debutten. Selvom den kæver en indsats er det umagen værd at læse sig ind i den. Og den får mig til at glæde mig til at læse hendes næste digtsamling.

mandag den 1. juni 2020

Cirklen har et centrum

Asger Schnack er en formidabel forkæmper for poesien i alt. Han har skrevet en ny digtsamling, som efterlyser den vigtigste del af lyrikken


Asger Schnack
Fra gud til måne
62 sider, 179 kr.
Forlaget Fuglekøjen

Anmeldt af Jens Carl Sanderhoff

INDIMELLEM TAGER TING TID

BUDDHA

Hov, hov, hov, jeg så en Buddha
hvor der ikke før havde været
en Buddha
på altanen nedenfor
hvordan skulle det forstås
var det et tegn til mig
forstået som: enhver der så den
eller var det et lukket kredsløb
hvor jeg var i en anden tidszone
befandt mig
sank
som en alt for stor krop
på en lille tallerken
hvor en myre slæbte en krumme af sted
i morgenlyset

Sådan åbner Asger Schnack (f. 1949) sin digtsamling Fra gud til måne, der udkom november 2019, og det  har været en udfordring for undertegnede at finde ind i digtene, der nærmest demonstrativt lægger poesien fra sig for at arbejde med noget, man kunne kalde brudte refleksioner. Jeg læste digtsamlingen i en ruf, da jeg modtog den, og sad bagefter med en følelse af at have misset et eller andet. Det er ikke fordi Fra gud til måne er svær at forstå, det er ikke fordi sproget er dødt eller kedeligt, det er ikke fordi overraskelser mangler – eller formbevidsthed for den sags skyld – men min umiddelbare reaktion var, at digtene ikke ville bevæge mig, og det vidste jeg med min bevidsthed om Asger Schnacks enorme produktion og nærmeste enestående virke for netop lyrikken og det poetiske, ikke kunne være sandt, så jeg lagde anmeldelsen fra mig og tøvede.

FRA START TIL SLUT ER EN CIRKEL

Schnack har været aktiv i det litterære landskab i mere end et halvt århundrede, og han har været involveret i sindssygt mange produktioner af meget forskellig art. Under eget navn, som del af Bandet Nul, som duetist i forskellige konstellationer eller under pseudonymer har han skrevet så mange bøger, at de fleste bliver svimle af produktiviteten, og jeg har læst med undervejs siden begyndelsen af firserne, men langt fra alt har jeg overblik over. Men én digtsamling, Øjeæbler – hans debut fra 1967, har altid fulgt mig, fra jeg for alvor begyndte at interessere mig for lyrik. Af en eller anden grund, som fortaber sig i ungdommens tåger, fik jeg fat i hans lille gule bog udgivet af Arena og skrev ham ind i den flok af danske lyrikere, som jeg holdt af, fordi han var sær og alligevel ligetil.

Da jeg fik Fra gud til måne i hånden, slog det mig derfor øjeblikkeligt, at de to bøger har samme format, og begge har cirklen som motiv på omslaget. Derfor gik jeg i gang med at genlæse den over halvtreds år gamle debut, skrevet af en meget ung mand, men der var ikke umiddelbart nogen nøgle til noget som helst gemt i sammenfaldet.

Digtene i den nye samling er helt anderledes end udgangspunktet, tænkte jeg efter genlæsningen, men var alligevel ikke helt sikker. Faktisk måtte jeg genbesøge begge bøger flere gange, før jeg fik øje på noget, og så kan det vel i og for sig være en villet åbenbaring, men here goes: vi skal se, virkelig se, smide filtrene og erkende os selv som ’noget’, før bevidstheden træder til, for at kunne forstå både os selv og det vi er i.

Debuten har flere tilbagevendende fixpunkter, og ét især falder i øjnene; se. I den nye digtsamling bliver vi som vist indledningsvis i anmeldelsen allerede i første digt gjort opmærksom på synet; jeg så en Buddha – og det er jo som en hilsen tilbage i tiden til den unge Schnack. Han har set noget, altså en datidsform. Først udfordringen, bydeformen, og så rekapitulationen mere end halvtreds år senere. Måske er det søgt, men det er også smukt!

Derudover findes der sidst i debuten (tredje del; ord) en art  manifest eller lynpoetik – ”sådan skriver man et digt-guide” – hvor det blandt andet i den punktopsatte tekst i trettende tekststykke hedder; lad ordene kun have én gud (dig selv), og så er vi fremme ved de nye digte igen, som kommer under titlen: Fra gud til måne. Det må da betyde noget!

De nye digte indeholder også flere i samtiden polemiske digte om samme emne. For nogen tid siden kom Schnack i strid modvind over et opslag på Facebook, idet han beklagede en tendens i moderne litteratur, hvor sygdom (diagnoselitteratur kaldte han tendensen) havde fået en for stor rolle som motiv og indhold. Det faldt mange for brystet. Men Schnack stod fast, også selvom han i første omgang slettede opslaget, da han i et dagblad senere forklarede og uddybede sit synspunkt, og det er et synspunkt, som har fulgt ham siden debuten; smid filtrene og erkend dig selv som noget før bevidstheden, for at kunne forstå både dig selv og det vi alle er del af – og skriv så digtene, fri af disse personlige bånd.

MÅNEN SOM FIGUR

Månen er livets skygge. Månen er et spejl. Månen er i Schnacks nye digte brugt som titler på digtene, som en fasegennemgang fra nymåne til fuldmåne og fra fuldmåne til nymåne, men med indledningen af en ny fase påbegyndt. Månen er ofte brugt som symbol eller fællesnævner for det menneskelige forhold til døden, og døden spadserer, ja nærmest spankulerer, gennem hele Schnacks nye digtsamling, men først på side 22 på vej mod en fuldmåne (jeg kan desværre ikke indsætte det korrekte månesymbol, så, kære læser, vær sød at forestille dig en måne næsten fuld) lyder det sådan:


Alle de brændte bortkastede
og druknede digte
genopstår inde i uret
som det ryk viseren tager
når den dør

Og allerede i digtet på den følgende side, SÅ OG SÅ MANGE TÅRER, genkommer synet som bærende for den poetiske bevidsthed, da han skriver; Så mange øjne / der havde svært ved at se / og dog så så klart. Digtet kan også i den grad ses som en hilsen til Per Højholts digt Så og så mange lærker.

Schnack
Det digt skrev Højholt i 1966, altså året før Schnacks debut, og det er måske en medvirkende årsag til, at endnu en digter blev bevidst om det, poesien handler om; iagttagelse og selvudslettelse. I hvert fald hvis man er til den tradition og/eller ynder at se mønstre og systemer (sagde hunden).
Selvom jeg havde svært ved at komme ind i digtsamlingen, eller måske netop derfor, er digtene vokset i min bevidsthed. Det er jeg lidt vild med, for er det ikke derfor, kunst bliver skabt og givet videre mellem os mennesker? Og jo mere jeg tænker over sammenfaldet (eller min sammensætning om du vil) med debuten, bliver digtene stærkere og stærkere. Måske er det et vildt fejlgreb fra min side, men det giver god og smuk, ja nærmest genial mening, og jeg kan varmt anbefale alle at læse de to samlinger som en samtale – en samtale, den ældre og erfarede Schnack fører med sit yngre jeg.


søndag den 24. maj 2020

Længslens vindue

Det langsomme liv
Abdellah Taïa
Forlaget Arvids 2019

Af Carina Wøhlk.

Det langsomme liv. Titlen er sært vedkommende. For er det ikke sådan, tilværelsen udspiller sig lige nu? Højhastighedssamfundet er nede i gear. Pulsen er lav. Der er noget sløvt og slæbende over det hele.

Titlen og den aktuelle samfundsmæssige temponedsættelse kan måske få læseren til at nærme sig Det langsomme liv med forventningen om en træg og drævende historie. Men Abdellah Taïa er ikke bare mand for en fortælling med fremdrift – hans sproglige stil er ligefrem stakåndet.

Det langsomme liv er Abdellah Taïas tiende bog og den femte, der er oversat til dansk. Som i hans øvrige forfatterskab kredses der om vægtige emner som identitet, integration, desperation og desillusion.
 
Det langsomme liv er ikke decideret selvbiografisk som nogle af Taïas andre bøger, men der er mange lighedstræk imellem forfatteren og bogens hovedperson Mounir: Han er marokkaner, homoseksuel, intellektuel – og i stadig kamp med sig selv. 

Lydfølsomhed og mislyde
Mounir bor til leje i en ejendom i Paris. I et værelse over ham bor den godt 80-årige kvinde, Madame Marty. Hun lever småt og lurvet og gemmer på en trist historie. De to knytter et særligt bånd til hinanden på tværs af generations- og kulturforskelle. Som historien skrider frem, lodder læseren dybden af forholdet – Mounir har mistet sin mor og Madame Marty sin søn og søster. De finder i hinanden noget af det tabte.

Men naboskabet er ikke uden mislyde. For Mounir plages af sin overbos skridt og skramlen med møbler hen over gulvet. Lydfølsomheden betyder, at han bliver søvndepriveret og hører indre stemmer. Han reagerer, og reaktionen ender med at blive så truende, at den gamle dame kontakter politiet. For måske er manden med det arabisk klingende navn alligevel terrorist?

Imaginær elsker?
Sideløbende med nabokrigens drama udfolder der sig en historie om Mounirs kærlighedsforhold til politimanden og familiefaderen Antoine. Men Mounirs virkelighedsopfattelse flimrer, og spørgsmålet melder sig hurtigt: Er Antoine en imaginær person? Findes han og romancen andre steder end i Mounirs forstyrrede hoved? Uanset om relationen er virkelig eller ej, byder den på konflikt og i sidste ende et brud med potentielt fatale følger. Mere skal der ikke løftes slør for her.

Som i sine øvrige bøger skriver Taïa både sanseligt og lige-på-og-hårdt om homoerotiske oplevelser. Han beskriver de overgreb, som den yngre Mounir kom ud for i mødet med ældre kønsfæller: ”Jeg var en ung, feminin, homoseksuel teenager, der blev jagtet af liderlige heteroseksuelle mænd….Jo mere beskidt mit sprog var, jo mere lod de mig i fred. Jo mere jeg talte som en skraldespand, jo mindre blev jeg voldtaget” (se side 17-18).

Og han formår med sine ord at fremstille en tilfældig seksuel kontakt mellem svedige fremmede i en bus som noget smukt: ”Jeg bliver mere og mere forbundet med ham. Sekund for sekund. Jeg er ikke overrasket, jeg er lamslået. Jeg er i færd med at drikke og spise alt, hvad denne mand er” (se side 43). Mødet i bussen åbner ”et lille vindue” (se side 48). Måske ind til kærlighedens evighed? Ind til det langsomme liv? 

To slutninger
Bogen tilbyder læseren to slutninger. Den første og mere forsonende lægger Madame Marty stemme til. I den anden fører Antoine ordet. Han lader den fordomsfulde os-og-dem-tankegang løbe af med sejren.

Det er netop kendetegnende for Taïa at lade flere stemmer flette sig ind og ud af fortællingen. I denne bog blandes Mounirs til tider skingre(ende) tankestrømme med især Madam Martys, kusinen Majdoulines og Antoines røster. 

Det langsomme liv
I bogens sidste del afdækkes betydningen af det langsomme liv for alvor. I det første bud på en afslutning opfordrer Madam Marty sin underbo til at leve. Og livet skal leves generøst. Som hun så fint formulerer det: ”Du er kærligheden. Giv alt, Mounir. Vi tager ikke noget med os over i det langsomme liv. Giv alt. Giv det, du er, også selv om de ikke vil tage imod det i begyndelsen. Alt. Alt” (se side 175). Måske kan vi slet ikke nå frem til det langsomme liv i denne tilværelse? Måske vil længslen efter det altid være som et vindue, vi fumler med at få haspen op på? 

Det langsomme liv er en intens læseoplevelse – fuld af stærke fortællinger, skæbnesvangre møder og bristede forhåbninger. Bogen er poetisk midt i alt det råt rablende - og måske Taïas bedste bog til dato.  Læs den. Det kan kun gå for langsomt.

søndag den 17. maj 2020

Adakdejsan, simbira, gastir

Digtere mellem tradition og virkelighed


Arne Herløv Petersen: Klinte. 272 s.
Det poetiske Bureaus forlag 2020.

Af Egon Clausen
Klinte er navnet på det litterære tidsskrift der udkom i 1920-21 og som gav plads til den tids unge digtere. En af dem var den senere domprovst K.L. Aastrup der navngav tidsskriftet. ”Det er et godt og bibelsk navn. Hellere være den foragtede klinte end den selvretfærdige hvede.” sagde han, og derved blev det.

Klinte er også titlen på en bog som forfatteren Arne Herløv Petersen har udgivet på Det poetiske Bureaus forlag. I bogen tager Arne Herløv Petersen læseren med ind på Frokoststuen ved Københavns Universitet, hvor han præsenterer os for Lulu Ziegler, Jørgen Bukdahl, Otto Gelsted, Tom Kristensen, Broby Johansen, Johannes Wulff og mange andre forfattere der på det tidspunkt var omkring tyve år gamle, og det er vældig godt. Bogen er fyldt med sansemættede skildringer af mennesker og miljøer. Der er næsten forelskede portrætter af Emil Bønnelycke og Jens August Schade, om hvem det hedder, at han ”havde kvindetække som få. Hans ansigt var ét stort kønsorgan ... Kvinderne sad som fluer på ham, og han børstede dem ikke af sig.”

Opbrud i mange retninger
Vi læser om forfatternes diskussioner, deres kampe med og mod hinanden, og vi ser nogle af deres tekster. Arne Herløv Petersen er en god læser. Han præsenterer os for digtere, der eksperimenterede med sprog, rytme og klang, men vi møder også for forfattere der ikke kunne frigøre sig fra mulden i den danske ager og fra ”jordens sorte blod”.
Tiden er 1920erne. Den er urolig og præget af opbrud der peger i mange retninger. Kommunister sloges med socialdemokrater. Det borgerlige Danmark værnede om fortiden. Jyllands-Posten hyldede Mussolini. Forfatterne sloges med deres erotik og eksperimenterede med sproget, som f.eks. i et uimodståeligt lyddigt af Johannes Weltzer, hvis første linjer lyder:  Adakdejsan, simbira, gastir/ hamaradawan, satinarundr/ O, mala kirsej /O, serti mila / simbtyligastur, arkinarendr.

Arne Herløv Petersen redegør for det hele på udmærket vis. Nogle steder bliver teksten til en kulturhistorisk opremsning af begivenheder, men sansningerne og det indlevede nærvær kommer igen, når han beskæftiger sig med digterne. De bedste af dem vidste, at det gamle sprog fra tiden før 1914 ikke kunne give et dækkende udtryk for det sammenbrud af idealer og værdier som krigen havde medført, og de diskuterede på livet løs. Det er tydeligt, at mange af dem var fanget mellem tradition og virkelighed og havde svært ved at finde et nyt sprog. Det er måske en medvirkende årsag til den destruktionstrang og de mange dystre dæmoner der er på færde hos en del af dem?

Broby i Berlin
Miljøet omkring tidsskriftet Klinte var i øvrigt bredt. Det spændte fra teologen K. L. Aastrup til kommunisten Broby Johansen, der rejste til Berlin, hvor han opsøgte de tyske exspressionisters tidsskrift Der Sturm. I Berlin så han krigsinvalider gyngende i deres krykker, malede børneludere, mænd i kjole og højhælede sko og kvinder i jakkesæt, samt baggård efter baggård efter baggård med skrofuløse smådrenge, hulkindede kvinder og småbørn skambidt af rotter. Der var også blodige gadekampe mellem højreorienterede bander og kommunister. Dette var rå usminket virkelighed, og Broby indså, at godt nok slog de unge danske digteres sprog sig i tøjlerne, men inderst inde var det romantisk og følende. Det var ikke noget for Broby. Han blev stærkt påvirket af den tyske digter August Stamm der skrev digte der, ”skreg og hvinede, som parterede sproget og hang de blodige lunser op på slagtekroge. Det var digte, hvor alle illusioner var sønderrevet, og alt det, der på småborgerlig vis havde dækket over samfundets væskende sår var revet bort, så kun ordenenes magiske skrig stod tilbage.”

Da Broby kom tilbage til København udgav han digtsamlingen Blod, der i et hudløst sprog skildrer en virkelighed med fattigdom, død, angst, ludere og selvmordere. Bogen blev beslaglagt af politiet. Broby blev stillet for retten og fik en straf på 14 dages fængsel for uterlighed.

Mørkets gidsel
Stærkest står beskrivelserne af Tom Kristensen, der havde meget svært ved at styre sit forbrug af alkohol. Otto Gelsted traf ham en dag på Rådhuspladsen og skrev et rystende digt om mødet med ”dette mørkets gidsel … I begge mundens vige stod lidt fråde, som om han bed i et synligt bidsel … ”Midt i solen, midt i al trafikken kæmper han på sin egen helveds-ø.”
”Klinte” er en god bog om det danske litterære miljø i årene efter første verdenskrig. Den er båret af forfatterens smittende fortælleglæde og ligeså store glæde ved at læse andre forfatteres tekster. Arne Herløv Petersen har tidligere udgivet bogen ”Hvede” der skildrer generationen af danske forfattere i tiden under Anden Verdenskrig. De to bøger giver et samlende blik over store dele af danske litteratur i 1900-tallet. Begge er meget at anbefale.

PS. Et notat om Jørgen Bukdahl.
Arne Herløv Petersen har lidt svært ved at rubricere Jørgen Bukdahl. Det er han ikke ene om, men sådan som jeg forstår den gamle Bukdahl var han kritisk overfor modernismens ide om, at alt nyt sker gennem brud med det gamle. Det synspunkt vandt ikke gehør dengang og vil heller ikke gøre det i dag. I den litterære verden bruges stadigvæk mange martialske udtryk. ”Avantgarde” er således ubetinget godt. Digteren skal helst være ”fremme i front,” og han må gerne have ”en spids pen” og kunne ”ramme præcist”. Det gælder om at ”slå igennem” og ”lave et gennembrud.” Bag disse krigeriske metaforer gemmer der sig så vidt jeg kan se en gammeldags erobrertrang. Kald det bare imperialismetænkning. Tankegangen er faktisk  underlig, for man kan ikke skrive god litteratur uden at stå på skuldrene af dem der gik forud. Al skrift er tradition. Selv bogstaverne er noget vi har arvet. Men den slags synspunkter kommer man ingen vegne med her i landet. Så Bukdahl måtte nøjes med at fremføre sine synspunkter for elever på Askov Højskole og for medlemmer af foredragsforeninger langt ude på landet, hinsides universitetets rundhorisont.



søndag den 10. maj 2020

Epidemiens klassiske litteratur: To eksempler

Daniel Defoe: ”Pestens år”, Hoff & Poulsen 2019, 270 sider, 299,95 kr.

Martin Luther: ”Hvordan man skal forholde sig ved epidemier”, oversat og tilrettelagt af Finn B. Andersen, Books on Demand 2020, 43 sider, 79 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Det kan synes usmageligt – som en svælgen i sygdom og død – at læse bøger om pest i denne tid, hvor verden kæmper mod coronasmitten. Jeg havde dog modtaget et anmeldereksemplar af ”Pestens år”, inden sygdommen for alvor begyndte at sprede sig, så jeg følte mig forpligtet til at læse den. Det viste sig ikke at være så tosset, for den nuværende krise sættes i perspektiv, når man læser en beskrivelse af tidligere tiders næsten totale magtesløshed over for pandemier. Samtidig gav den mig lyst til at gå endnu længere tilbage i tiden og undersøge Martin Luthers syn på, hvordan man skal forholde sig, når en epidemi raserer. Hans lille korte skrift herom udkom i dansk oversættelse, umiddelbart inden coronapandemien brød ud.

Forfatteronkel og -nevø
Forlaget Hoff & Poulsen udgiver moderne og klassisk skønlitteratur. Om ”Pestens år” er skønlitteratur kan dog diskuteres. Den er skrevet af ”Robinson Crusoe”s forfatter, Daniel Defoe, i 1722, men udfolder sig snarere som en lægmands redegørelse for pestens hærgen i London tilbage i 1665. På det tidspunkt var Defoe i fem års alderen, hvilket taler for, at bogen bør klassificeres som skønlitteratur, for en femårig kan umuligt huske så meget, som der redegøres for i bogen. Dog er det ikke det rene opspind, bogen udfolder. Den engelske originaltitel er ”A Journal of the Plague Year”, og den er netop udformet som en journal.

Fortælleren gennemgår minutiøst og med inddragelse af en række opgørelser pestens bevægelser og vækst gennem Londons bydele, samtidig med at han redegør for forskellige temaer, såsom hvordan man forsøgte at hindre smitte, hvordan byens indbyggere blev forsynet med madvarer, hvordan man begravede det store antal døde, hvordan udenrigshandlen led skade og hvordan store dele af befolkningen glemte at passe på smittefaren, da dødeligheden faldt hen mod epidemiens slutning.
Teksten er ubrudt gennem 251 sider. Der findes ingen kapitelopdeling, ingen overskrifter og markering af temaskift, hvilket gør læsningen lidt tung. Desuden kan de samme temaer godt blive behandlet flere gange med en smule gentagelse til følge. Imidlertid synes dette at have sin forklaring.

I hvert fald tyder noget på, at ”Pestens år” rent faktisk er, hvad den giver sig ud for at være: En redegørelse for hvad der skete i London, da pesten rasede i byen. En journal, der måske kun er bearbejdet, men ikke oprindeligt skrevet af Daniel Defoe. Forfatteren underskriver sig da også til sidst med initialerne H.F. I oversætteren Hans-Jørgen Birkmoses fine lille forord oplyses det, at Defoes onkel, der har en del til fælles med fortælleren, hed Henry Foe, og derfor kan være den person, som teksten oprindeligt stammer fra.

Selvom der er påvist enkelte faktuelle fejl i manuskriptet, kan tekstens grundstamme altså godt være forfattet af Henry Foe, hvorefter Daniel Defoe har bearbejdet den til udgivelse, som en slags advarsel til sin samtid, hvis en ny epidemi brød ud.

Mikroskopiske drager, slanger og djævle
Fortælleren har et ortodokst syn på, hvorfor pesten er brudt ud. Han anser det for at være en parallel til de gammeltestamentlige historier, hvor Gud straffer israelitterne eller andre befolkninger med vidt forskellige midler, blandt andet pest. Om hoffet skriver han, at ”man uden at være ubarmhjertig kunne sige, at deres himmelråbende laster havde været en stærkt medvirkende årsag til, at hele landet blev ramt af denne frygtelige straf” (s. 29). Derfor undrer han sig også over, at ingen i kongefamilien blev ramt af pesten.

Forfatteren er tydeligt tilpas med, at man ”flokkedes i kirker og til bønnemøder, der var så propfyldte, at det ofte var umuligt at komme til, ja, at man ikke engang kunne nå frem til dørene i de største kirker” (s. 42). I vore coronatider er det, han fandt behag i dengang, udtryk for det glade vanvid og en uforsigtig intensivering af smittefaren. Alligevel findes der i bogen en vis forståelse for, hvordan sygdommen spredtes: ”…ulykken forværredes på grund af smitte; det vil sige via bestemte dampe eller dunster, som lægerne kalder effluvia, fra ånde eller sved eller stanken fra de syges sår eller på en eller anden måde måske, som end ikke lægerne forstår, og denne effluvia påvirkede de raske, som kom inden for en given afstand af de syge, trængte øjeblikkeligt ind i disse menneskers vitale organer, fik straks deres blod til at gære og irritere deres livsånder så meget, som man kunne konstatere – og disse nyligt smittede mennesker overførte på samme måde sygdommen til andre” (s. 89). Dog afvises en forestilling, der ellers minder en del om virkelighedens bakterier og vira: ”Jeg har hørt, at andre mente, man måske kunne skelne pesten, hvis en person åndede på et stykke glas, hvor man i kondensen ville kunne se levende væsner i et mikroskop, uhyrlige og skrækindjagende skabninger som drager, slanger og djævle, gyselige syn. Men det tillader jeg mig at tvivle stærkt om, og vi havde ingen mikroskoper dengang, så vidt jeg husker, så man kunne foretage eksperimentet” (s. 219).

Ros til sundhedssystemet
Forfatteren roser flere gange bystyret for den måde, hvorpå man forsøgte at hjælpe de fattige og de syge. Ganske vist kritiserer han, at man låste hele familier inde, selvom kun få var smittet, men han taler med stor taknemmelighed om de personer, der plejede og trøstede de syge. Over 300 år senere glæder man sig ligeledes over, at nogle vil tage hånd om de syge. Man glæder sig over et velfungerende sundhedssystem og dets personale, der knokler for at redde flest mulige på intensivafdelingerne fra en sygdom, der er betragtelig mindre dødelig, end byldepesten var, men som bider kraftigt fra sig i andre lande end Danmark. I 1600-tallet udsatte læger, sygeplejersker og præster sig for alvorlig dødsfare ved at behandle eller dæmpe de syges symptomer og frygt, men den indsats, nutidens sundhedspersonale lægger for dagen, skal ikke undervurderes. Også de udsætter sig for risici, og må lide afsavn.

Pesten var en grufuld dræber. Coronavirussen har i andre lande end Danmark, der hurtigt indførte forholdsregler, vist sig også at være et særdeles farligt fænomen. Så selvom den ikke er så slem som pesten, er den alvorlig nok. Alligevel sættes den nuværende trussel i perspektiv, når man læser Defoes genremæssigt ubestemmelige, men langt hen ad vejen troværdige beskrivelse af pestens dødedans i London tilbage i 1665.

Et bestillingsarbejde
Knap halvandet århundrede inden tragedien i London, huserede sygdommen i de tyske riger. Wittenberg - der var det geografiske udgangspunkt for reformationen, fordi det var dér, reformatoren Martin Luther boede, underviste, skrev og fungerede som præst – blev ramt af pesten den 2. august 1527. En evangelisk-luthersk præst i Breslau skrev til Luther med en anmodning om, at reformatoren udarbejdede et skrift om, hvordan præster skulle forholde sig ved epidemier som pesten. Luther havde rigeligt at se til, dels fordi han generelt var en travl mand, dels fordi han i den aktuelle situation havde valgt at trodse kurfystens ordre om at rejse til Jena, fordi han ville blive og yde sjælesorg for de syge og de frygtsomme. Dog fik Luther på et tidspunkt tid til at skrive sit svar, som han straks lod trykke, fordi det også kunne være andre end breslaupræsten til gavn.

Ikke skamfuldt at flygte
Selvom Luther selv havde fravalgt flugten, indleder han med at slå fast, at flugt ikke er skamfuldt. De, der er svage i troen, kan frit tage af sted og lade dem blive, der er stærke i troen og tilliden til, at alt former sig efter Guds vilje. Det er kun nødvendigt, at det antal præster, der skal til for at dække det lokale behov, forbliver i byen. Det samme gælder for øvrigt repræsentanter for den verdslige øvrighed og for læger. I modsætning til epidemien i London, hvor borgerskabet i stor stil efterlod deres boliger og ejendom til tyendets beskyttelse, gør Luther opmærksom på, at herskabet og tyendet er bundet af en gensidig forpligtelse, så den ene part ikke bare kan stikke af uden den anden.
Luther opremser en række eksempler fra Bibelen, hvor personer flygtede fra forskellige former for fare. Dermed vil han slå fast, at det hverken er skamfuldt eller syndigt at flygte, og at dem, der gør det, ikke skal hånes eller straffes.

Vis djævelen trods
Selvom Luther – ligesom Defoe - mener, at pesten er sendt fra Gud som en prøve på folks tro, er det dog djævelen, der orkestrerer epidemien. Djævelen anså man dengang for at være en reelt eksisterende person. I Luthers øjne er det djævelens mål at få flest mulige skræmt, så de dels undlader at hjælpe den syge næste og dels mister troen på Gud. Over for dette griber Luther til den frimodighed, han lærte at omgås Djævelen med under sin tid som munk:
”Fordi vi da véd, at sådan skræk og frygt er Djævelens spil, så skal vi så meget mindre bekymre os om dette, men ham til trods og forargelse fatte mod, vise og drive skrækken tilbage på ham selv og væbne os med en sådan rustning, at vi må sige: Vig bort med din skræk, Satan, og siden det ærgrer dig, så vil jeg, dig til trods, desto før gå til min syge næste for at hjælpe ham.” (s. 20).

Sund fornuft som den bedste medicin
Luther fremhæver Jesu ord fra Matthæusevangeliet (25,40): ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig”. Hermed vil han vise, at hjælp til de syge ikke er en overilet handling, men en fordring, som de stærke i troen kan tage på sig. Dog siger han også, at man kan blive lige lovlig grebet af sin tro på, at Gud nok skal hjælpe en igennem, selvom man omgås de smittede. Der findes folk, der ”foragter brugen af lægemidler og ikke undgår de steder, hvor de smitsomme sygdomme er opstået […]” (s. 27). Men ved en sådan overmodig adfærd frister man Gud. ”For Gud har skabt medicinen og givet os forstand til at forstå kroppen og pleje den, så at den kan være sund og frisk.” (s. 27).

Det var nu så som så med brugbarheden af datidens medicin. Luther led selv af diverse lidelser, som bestemt ikke blev afhjulpet af lægernes kure og medikamenter, men i visse tilfælde blot føjede ekstra smerte til.

Den bedste medicin var nok sund fornuft, og den er Luther heller ikke bleg for at ordinere: ”Og tænkt sådan: Velan, fjenden har med Guds tilladelse sendt os gift og dødelig smitte, så vil jeg da bede Gud, at han vil være og blive os nådig. Derefter vil jeg hjælpe at rense luften. Give og tage imod lægedom. Undgå steder og personer, hvor man ikke behøver mig, for at jeg ikke skal fordærve mig selv, og dertil måske mange andre ved mig blive forgiftet og smittet, så jeg ved min skødesløshed bliver årsag til deres død. Vil Gud ramme mig, skal han nok finde mig.” (s. 28f),
Luther udstikker dog selv en medicin, der kan være særdeles smittebærende, nemlig gudstjenester og nadver. Under den nuværende krise er kirken lukket for at undgå en øgning af smitterisikoen. Et sådant tiltag var utænkeligt både på Luthers og Defoes tid.

”Hvordan man skal forholde sig ved epidemier” er ikke en flot udgivelse som Hoff & Poulsens udgave af ”Pestens år”, men den indeholder et interessant lille kildeskrift fra en tid, hvor man greb epidemier an på en helt anden måde end i dag – og så er der alligevel visse ligheder mellem dengang og nu, selvom vi ved meget mere om sygdom og vira i dag. Begge dele – både forskelle og ligheder – er interessante.

Egil Hvid-Olsen, april 2020.

søndag den 26. april 2020

I selskab med levende og døde

Claus Ankersen
Pendæmonium
Det poetiske bureaus forlag 2018
168 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum

Pandæmonium er hovedstaden i helvede i John Miltons episke renaissance-digtbog Paradise Lost. Pendæmonium er titlen på en bemærkelsesværdig digtbog af Claus Ankersen.

Claus Ankersens bog består af 108 forfatterportrætter, formuleret som drømme. Forfatterportrætterne er subjektive og subjektiv udvalgte og består mere i gengivelse af hændelser, der involerer Claus Ankersen selv.

”Du kan godt glemme det, Niels E. Nielsen. Du kommer heller ikke med, Niels Hav. Det kunne aldrig falde mig ind at drømme om jer, næh, Vagn Steen. Ham skal der drømmes om. Så det gjorde jeg. Jeg drømte jeg mødte Vagn Steen.”

Idéen er genial og langt hen ad vejen meget, meget fint udført. Når det hæver sig, får vi karakteristiske billeder af kendte forfattere, når det ikke gør, spørger digteren selv (som et andet sted i drømmen det nedenstående citat er klippet fra), om det er namedropping:

“Du skal ikke være ked af det, min pige.” Tove Ditlevsen bøjede sig ned og så sig i navlen med et ømt blik. “Du skal heller ikke,” tilføjede hun, henvendt til Vita Andersen som nu var dukket op ved siden af den unge Asta og hev og sled i hendes vinflaske for at få en tår. Hun var frygtelig tørstig.”

Det er ikke namedropping. Jeg har det problem med namedropping, at anklagen for det det kan blive et skalkeskjul for angsten for viden og flovheden over, at man ikke besidder den. Claus
Ankersen er et helt andet sted. Han vil de forfattere noget, han skriver om, og han vil at de skal ville ham noget.

Styrken i bogen, foruden det grundlæggende greb at samle forfattere omkring sig i drømme, er, at den både forholder sig til den meget store litteratur gennem portrætter af Rifbjerg, Borges, Yeats, Seeberg, H. C. Andersen og den mere lokale:

"Mads Holger mødte jeg i en drøm som foregik på Jacob Ludvigsens majestætiske kontor på Købmagergade. “Hÿ the fÿq izzat?” betydede han og udpegede mig med sit whiskeyglas. “Mads Holger. Claus Ankersen. Claus Ankersen. Mads Holger.” Ludvigsen slog alfaderligt ud med armene. “I er jo gamle redaktør-kolleger. Fra Rendestenen,” forklarede han Mads. Jeg vidste det udmærket. Folk i lokalområdet var fuldkommen eksede med Holger. Ludvigsen vendte blikket mod mig, stadig med armene hvilende patriarkalsk på skuldrene af os.”

Portrættet er af forfatteren og den konservative politiker og mediemanden Mads Holger, der begik selvmord halvandet år før bogens udgivelse. Claus Ankersen placerer sig mellem ham og den berømte flipper Jacob Ludvigsen, der døde i 2017. Teksten foregår i drømme i et rum, befolket af mennesker, der netop er døde, men Claus Ankersen lader dem have deres egenskaber og sociale omgangsform i behold, samtidig med at han bekender sig til Ludvigsens verden, mere end Mads Holgers.

Der står det stærkt. I portrættet af Poul Henningsen, kan man diskutere, om det er rimeligt at bringe en metafor fra Tolkien: ”Jeg drømte jeg mødte Poul Henningsen. Han skældte mig ud for ikke at tage bladet fra munden. Jeg forsøgte at forklare ham, at det ikke var så nemt, og at man virkelig må veje sine ord på en guldvægt for ikke at blive opdaget af den politiske korrektheds store fyrtårn af et sauron-øje og brændt til aske på et split-sekund.”

Men det er det eklektiske, det nærmest synkretistiske, der kendetegner Claus Ankersens bog og langt hen ad vejen også forfatterskabet, der siden er blevet beriget med bl.a. digtbogen Det syngende hjertes triumf (Forlaget Emeritus, 2019), må man acceptere som en måde at nærme sig verden på, hvis man vil være i forfatterens univers. Der er meget at hente.

Et af formålene med Den smalle bog er at give professionelt udgivne bøger anmeldelser. Bl.a. derfor kan der, som her, forekomme tilfælde, hvor også lidt ældre udgivelser anmeldes som denne fra 2018.

søndag den 19. april 2020

Poesien som gift og modgift

Det usynlige sår – La Herida Invisible
Elizabeth Torres
Det Poetiske Bureaus Forlag 2019

Af Carina Wøhlk. 
Latinamerikansk litteratur har meget at byde på. Ikke mindst i den poetiske genre. I slutningen af 2019 udgav Det Poetiske Bureaus Forlag en antologi med udvalgte digte, skrevet af den spændende colombianske poet Elizabeth Torres. Det usynlige sår – La Herida Invisible, som antologien hedder, består af udvalgte digte fra 5 forskellige digtsamlinger, der er udkommet i perioden 2010-2018. Udgivelsen er udsmykket med Torres´ egne illustrationer.

Den nu herboende digter blev født i 1987 i Bogota i Colombia. Tusindkunstneren Torres, der både er digter, illustrator, galleriejer, redaktør og oversætter, debuterede allerede som 11-årig og har siden skrevet flere end 20 digtsamlinger. Det er en imponerende præstation og produktion, og det er da også, som om hendes digtning er drevet af en poetisk urkraft.

Gift og modgift
Antologien indledes med Torres´ flammende forord – en slags poetisk manifest, der lader læseren forstå, at digtning ikke bare er et spørgsmål om liv og død, men om liv ELLER død. Poesien har en voldsom styrke, der får hende til at kalde den for både gift og modgift (se side 7).

I digtet Ønske (se s. 63) efterlyser Torres netop vildskaben og galskaben i poesien. Hun vil have ”  et dødsmærket digt….som ikke skaber/ som ikke frelser/ som ikke beroliger/ gift i stride strømme – det er det jeg vil have”. Det er noget insisterende i denne viljesytring, som overskrider betydningen af et fromt ønske. Torres vil noget med sin kunst og har en klar følelse af poesiens egen vilje; en vilje, der – som kærlighedens - kan drives til både at såre og hele, apropos antologiens titel.

Synoptisk læsning
Som netop titlen antyder, er udgivelsen dobbeltsproget. Digtene kan læses synoptisk – hvis læseren vel at mærke behersker det spanske sprog. Oversætteren er Malene Boeck Thorborg, der også stod bag den fremragende oversættelse af Gabriela Mistrals digte fra samme forlag tilbage i 2018. Selv den læser, der ikke er spanskkyndig, får en fornemmelse af Boeck Thorborgs sans for det poetiske udtryk og for digteren bag ordene – og i øvrigt en ubændig lyst til at lære spansk.
Kiler af klarhed

Torres skriver sanseligt og indimellem svulstigt – vel ganske kendetegnende for latinamerikansk digtning. Midt i alt det floromvundne optræder kiler af klarhed – som på s. 13:”Det eneste jeg ejer er dette øjeblik”.  Denne og andre lignende eksistentielle indsigter står stærkt i antologien.

Torres er begejstret for gentagelser – af både ord og sætninger. Gentagelserne har et formål. De tjener til at understrege en poetisk pointe. I den forstand kommer formen til at forstærke indholdet. 

For eksempel står der tre gange på s. 27: ”Oplysning: områderne, som vi ikke tog bolig i, venter os endnu”. På s. 39 bliver ordlyden en anelse anderledes: ”Jeg gentager: Områderne vi ikke tog bolig i, venter os stadig/ Områderne vi ikke tog bolig i, venter os stadig,/ venter os stadig,/ venter os stadig”. Det er som en indtrængende påmindelse om ubrugte muligheder, om håb, slet og ret.

En jordskredszone
Samlet set giver Det usynlige sår læseren en følelse af at være i en ”jordskredszone” (se f.eks. s. 25) – for nu at bruge et af Torres´ yndlingsudtryk. Elizabeth Torres formår at lade poesiens uforudsigelige styrke skubbe læseren omkuld – og rækker samtidigt i sine digte den h(ånd), der kan genrejse.   



 

søndag den 22. marts 2020

Det naturlige menneske i en urbaniseret verden


Poul Lynggaard Damgaard
Vi bærer hinanden som frakker
Ravnerock, 187 SIDER (2019)

Af Anne Rye Andersson
Anmeldelsen har tidligere været bragt i Book Haul
Poul Lynggaard Damgaard (f. 1977) har med digtsamlingen ”Vi bærer hinanden som frakker” skrevet en række stramt komponerede digte, som både er smukke, finurlige og tilforladelige.

Damgaard har noget med besjæling i denne digtsamling. Jeg skal ikke kunne sige, om det er gennemgående for hans forfatterskab. Dette er første møde med digteren som læser.
Som for eksempel i digtet ’Glemte noter’:

”En bevægelse et andet sted
for at kunne sige noget her.
Væggene er fløjet til vejrs.
Noget har flyttet sig,
og jeg går udenom
for at sætte mig.
En vind tager
ordet
alvorligt.
Du står det samme sted.
Fløjl blandt meget andet”.

Eller fra digtet ’Alt udenom mig’:

” (…) Et grædende træ midt i byen (…)”

Besjæling er et rigtig fint greb, men det kan dog overgøres, så meningen ryger, og det mener jeg gør sig gældende ved nogle af disse digte, om end jeg selv elsker den form. Damgaard skriver sig på en måde ind i den romantiske tradition med disse stemningsmættede og metaforspækkede digte, hvor naturens skønhed kommer til udtryk ganske ofte. Under overfladen lurer en frygt for urbaniseringen, hvor han med metamorfoser og surreel billeddannelse og realisme på den anden side lader byens elementer opstå i naturen eller omvendt. At læse netop disse digte, hvor han lader elementerne opstå op og ned ad hinanden, er det som at se på et maleri af Poul Anker Bech. Og det er ganske fortræffeligt. Som digtet ’Stjernerne som en indretning’:

”Små gnistrende ansigter og falde og stå
i den samme bemærkning lagt til side
hen mod asfalten. Jeg vender tilbage
til restauranten, hvor nogen har lagt
dig som en serviet inden du
ankommer. Jeg kigger ud
og følger en gren
slæbe
sig gennem sandet.
I et hoved to ansigter
flimrende mod en dobbeltdør.
På hver sin side i lokalets midte
står vi med et hav imellem os.
Vi skåler mod stjernerne
som en indretning
og taler om
funktionens farver.”

Af temaer berører Damgaard systemet i form af jobcentret, at være indlagt, men også mere overordnede begreber som ekstremisme, og en slet skjult bemærkning om alle de mennesker, der falder igennem det danske system.

Der introduceres et ’jeg, et ’du, og et ’vi’, og jeg’et er meget gennemgående, mens du’et og vi’et forekommer sjældent, nærmest som en sidebemærkning, og det giver en følelse af et ensomt jeg, der forsøger at navigere i en verden fyldt med du’er og vi’er, men hvor jeg’et er mere optaget af natur kontra storby, eller måske i virkeligheden prøver at nærme sig du’et og vi’et, men altså uden held. Det forekommer trist, og det at være isoleret var nok den følelse, der fyldte mest i mig, da jeg læste digtsamlingen. Der er også noget med ophav, urmennesket, der ikke vil lade sig ødelægge af byen. Man kan tage naturen væk fra mennesket, men man kan ikke tage naturen ud af mennesket. Måske derfor drages mennesket af naturen og har alle dage gjort det. Der skildres en ambivalens i at ville andre mennesker, men ikke at kunne tilpasse sig den leveform, vi mennesker har i byerne, nok storbyerne i særdeleshed. På den måde kan man også se digtsamlingen som en kritik af den bestående samfundsstruktur og levevis, der ikke giver megen plads til det autentiske, fredelige og naturlige menneske.   

Digtsamlingen er som helhed æstetisk smuk, Damgaard kan noget med formen, men jeg savner, at der bliver sat lidt mere på spil, at digtene er mere nærværende. Det er som om, der er et mælket slør for øjnene, når man læser, så man ikke rigtig kan se klart eller kommer i dybden med noget. Damgaard kradser i overfladen, og det gør han rigtig godt, men hvis han turde gå derind, hvor det gør rigtig ondt, eller der, hvor der i det hele taget virkelig er noget på spil, ville digtsamlingen virke mere vedkommende og helstøbt. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at Damgaard er dygtig, men som læser lades man på en måde lidt udenfor det alle væsentligste. En lidt tom følelse efter endt læsning, og det er rigtig ærgerligt.

søndag den 15. marts 2020

Et mareridt i fortidens geografi

Hvis du overvejer at vende tilbage til din provinsielle opvæksts geografi for at gøre en forskel, skal du læse Jens Peter Kaj Jensens nye roman; den får dig på bedre tanker 


Jens Peter Kaj Jensen
Afstande over vand, roman
370 sider, 299,95 kr.
Forlaget Ekbátana

Af Jens Carl Sanderhoff

Solens varme stråler ville kalde alle duftene frem fra den klæge jord. Den ville også hidkalde en tørstig tordenflue, som ville sætte sig til at drikke fra det højre øjes fugtige inderkrog. Cyklens forhjul ville slingre mærkbart, mens man med den venstre hånds lillefinger forsøgte at skille sig af med den irriterende gæst. (s.83)

Det indledende citat er hentet fra første del af Jens Peter Kaj Jensens (f. 1965) nye roman, Afstande over vand. Sådan kan man stille en diagnose, uden at pege pointen alt for tydeligt ud, for præcis denne lille snip af en kapitel-indledende tekst fanger meget godt hele romanens uro, eller skulle jeg kalde det apokalypse, for der er ikke rart i Lille Fuglede og omegn, hvis man går litterært til værks i en gennemgang af det formative stof, vi alle sammen mere eller mindre er gjort af.

Jeg har været mesterligt underholdt, ikke af en vild og uforudsigelig fortælling, men at et plot, der ligner en blanding af tv-serien Landsbyen krydret med lidt Lykke-Per og antydningen af Dommedag Nu, og så kan man jo næsten ikke forlange mere. JPKJ skriver simpelthen flydende og godt, og indimellem (ofte) tillader han sig også at være poetisk - også det klæ’r ham.

Ingen børn leger skjul i krattet længere, ingen går på opdagelse mellem vragrester, og opskyllede drømme får lov at ligge. De voksne, som selv går i skjul ved Fiskerhuset, har ikke øje for gemte skatte og skjulte rædsler. (s.309)

Kort fortalt er romanen en fortælling om Tom, som efter nogle succesfulde år i udlændighed beslutter sig for med sin formue at gøre en forskel for sin barndomsegn, der ellers vantrives som en del af det, vi nu alle kender som Udkantsdanmark, men som i bund og grund er det, der har skabt Danmark, både som nation og som idé. Han kommer hjem med store planer, som skal gøre området til et kreativt, lidt luksusagtigt og bæredygtigt område med højt til loftet. Men helt så rent i kanten er egnen sydøst for Kalundborg åbenbart ikke, og Tom møder lige fra begyndelsen en forbeholden opbakning og siden hen, ja, nu skal jeg ikke spolere plottet, men det Tom oplever, er mildest talt trange tider. En nedtur på sin gamle hjemegn. Sideløbende med det spor får vi også historien om et efterladt ægteskab i USA, der befinder sig i krise, og derfor bliver Toms rejse tilbage til sit udgangspunkt også en fortælling om kærlighedens veje og måske især vildveje. Romanen er første del af to, så der kan ske Tom meget endnu, og det forventer jeg da også, sådan som Afstande over vand efterlader sin læser.

Der er noget Shakespearesk over JPKJs konstante skift mellem det ophøjede og det profane, og han opererer lige hjemmevant med figurer, som er protagonister, eskapister eller brugsuddelere, også selvom man indimellem tænker; arh, ville han nu også gøre det, den gode hovedperson, for det er uden sammenligning Tom, der bærer det narrative flow i fortællingen. Men fordi romanen er så godt skrevet, æder man også de nogle gange lidt firkantede adfærdskollaps, man som læser må lægge øjne og hjerne til.

Sidst i romanen er persongalleriet optegnet, og der er en del at følge med i, men jeg havde nu ikke svært ved at huske, hvem der hørte til hvilke dele af de mange vidtforgrenede fortællinger fra nutid og fortid. JPKJ holder sin fortælling stramt og velafbalanceret gennem de mange afstikkere og sidefortællinger, som der uomtvisteligt er mange af, og det er en del af romanens styrke. Vi kommer godt omkring; Boston, Portugal, barndommens rige og det Vestsjællandske er baggrund for nogle af romanens scener. Den er at sammenligne med et sofistikeret persisk tæppe, hvor trådene alle sammen er med til at skabe et overordnet motiv. Nogle tråde er silke og andre hør, men de føjer sig fint sammen, gør de, og jeg glæder mig til at følge fortællingen fra Fuglede i alle dens nuancer, når andet bind udkommer.

Denne roman kunne sagtens være udgivet på et stort forlag, for den har det hele, og jeg ved ikke om JPKJ har haft den andre steder til gennemlæsning, men det er også lige meget, for skynd dig ud at købe den, så støtter du et af Danmarks mere spændende mikroforlag, og den ildsjæl af en forlægger, som Christel Sunesen er, og som ved gud arbejder intenst for sine forfattere og for udbredelsen deres bøger. Kom så afsted!

Vi bruger ikke stjerne-hjerte-whatever-skalaer, når vi bedømmer her på Den smalle bog, men jeg har alligevel lyst til at kaste fem ud af seks flasker billig vodka i grusgraven Lorten, som er et centralt sted i denne fortælling. Når du har læst romanen, hvad du selvfølgelig skal og gør, så vil du forstå, hvad jeg mener.

søndag den 8. marts 2020

En lang sammenhængende udfoldelse af bogens første sætning

MÆLKEMANDEN
af Anna Burns
Oversat af Sara Koch
Forlaget Palomar
366 sider


Af Jes Nysten

“Den dag Somebody McSomebody satte en pistol mod mit bryst og kaldte mig en tøs og truede med at skyde mig, var samme dag som mælkemanden døde”. Sådan begynder denne originale, udfordrende og dybt fascinerende fortælling. Et sådan anslag fanger, og man må nødvendigvis komme til bunds i det drama, der åbnes op for med en sådan begyndelse.

Bogens 360 sider er en lang sammenhængende udfoldelse af denne første sætning. Den der fortæller er en 18 årig pige, hvis navn vi aldrig får fortalt. Ja, ingen af de personer, der befolker hendes fortælling er navngivne. Det er der en god grund til. Hendes fortælling er et langt udmattende forsøg på at holde en hverdag, et liv, en påtrængende og voldelig virkelighed på afstand. Få så meget greb om den, at hun bliver i stand til at leve - leve midt i fortrædelighederne - uden at gå i stykker. Derfor må hun hele tiden omtolke og iscenesætte det, der sker omkring hende, i en egensindig skarpt tilskåret fortælling, som hun føler, hun har fuld kontrol over.
En slags Damage Control!

En bog med i byen
Ofte når hun vover sig ud i byen, har hun en bog med, som hun går og læser i. Tosset synes alle andre, men for hende er det klart nok: bøgerne udfolder det virkelige liv, mens livet omkring hende er et dybt depraveret og livløst ikke-liv. Det er naturligvis bøger fra den gang - før tingene faldt fra hinanden - helt tilbage fra Canterbury fortællingerne, over Ivanhoe til Joseph Conrad og mange flere. Ja, hun læser disse bøger som godnathistorier for sine små søstre for at ruste dem til det liv, der også en dag bliver deres.

Der er således ingen placerbare navne eller steder i hendes fortælling, men det vrimler med selvopfundne navne: hun kalder sig selv “mellem-søster” (klart nok), hun har en “næsten-kæreste”, hun jogger sammen med “svoger nummer tre”, der er en dramatisk historie om “pillepigen”. Hun har trods alt en “Ældste veninde”, og så er der jo de afgørende to “Mælkemanden” og “Somebody McSomebody”.

Stedet hvor hun befinder sig er ligeså “fiktivt”. Hun bor i et kvarter, hvor der kun bor “hendes egne”. Der er en skarpt optrukket zone til det andet kvarter, hvor “de andre” bor. Man blander sig ikke. Zonen er en egentlig “krigs-zone”, dem i det andet kvarter er veritable fjender, der også har en helt anden religion, de dyrker!  Det vrimler på begge sider med selvbestaltede bevæbnede grupper, der har opkastet sig til “ordenshåndhævere”, hvilket blot betyder vilkårlighed og primitiv terrorisering af dem fra det andet kvarter.

Nordirland i 70’erne.
For os læsere er det tydeligt nok, at vi befinder os i Nordirland i 70’erne. Forfatteren er født i Belfast og er således selv vokset op i dette helvede. Hun forstår virkelig at fremmane denne syge, ja dødelige atmosfære, der hængte over dette sted på denne tid. Men afgørende er at hun formål gennem denne 18 årige piges kaotiske men også heroiske fortælling at folde historien ud til mere end “en historie om de forfærdelige ting den gang”. Genkendelig og aktuel er den.

For denne pige taler irriterende vedholdende men også sarkastisk afvæbnende om dumhed, fornedrelse, om fjendebilleder og primitiv magtudøvelse. Ganske genkendeligt for os alle bag den ydre ramme. Vi tyer også nu og da til “opbyggelige bøger”, når dagligdagen tager form af parodi eller mareridt.

Men denne piges stemme er først og fremmest et uhyre stærkt og troværdigt vidnesbyrd om en ung kvindes fornedrede liv i et sygt mandsdomineret samfund, hvor afstumpet magt trumfer alt, hvor hun blot er et objekt, der skal makke ret, og hvor hendes eneste “beskyttelse” er flugt ind i det indre landskab. Genkendeligt?

Dog er bogen sidste sætning ikke helt uden lys. Hun skal ud og løbe med svoger, og så slutter bogen “Da vi landede på fortovet på vej mod parkerne, pustede jeg lyset ud af kroppen igen, og et kort øjeblik, bare et øjeblik, lo jeg næsten”.

Anna Burns har skrevet en krævende bog. En sproglig tour de force, som formidles i en fornem oversættelse af Sara Koch (det har ikke været en nem opgave). Men det er også en klog og ærlig bog. Denne 18 årige “mellem-søster” glemmer man ikke så nemt! Anna Burns fik fuldt fortjent Man Booker Prisen i 2018 for bogen.