onsdag den 18. november 2020

Uafsluttede regnskaber

Mette Grymer: ”Mellemværende”, Eksistensen 2019, 140 sider, 185 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

At have et mellemværende betyder, at man har et uafsluttet regnskab af en eller anden art. Mellemværendet holder én fast, indtil man er nået til en overenskomst med modparten. Så længe man har et mellemværende, befinder man sig mellem to værender; det nuværende og det kommende.

Flere af personerne i Mette Grymers kortroman ”Mellemværende” befinder sig mellem det, de vil forlade og det, de ønsker skal komme. Det gælder for eksempel præsten Lauge, der – selvom der er mange andre personer, der fortælles næsten lige så meget om – må betegnes som romanens hovedperson.

Den klodsede præst

Lauge er en usikker og socialt klodset type, der dog viser sig langt mere kompetent, når det er alvorlige emner, der drøftes. Hans tre børn kan egentlig godt lide ham, men synes også at han er pinlig. Dette forstærkes af, at deres venners forældre anser ham for at være anstrengende selskab. Lauge ved godt, at folk taler om ham, og det gavner ikke ligefrem hans selvtillid. Han opfører sig som en undskyldning for sig selv, mens har gør, hvad han kan for at være så god en præst som muligt for indbyggerne i sit sogn. Nogen succes med sit forehavende har han dog ikke. Dertil er han alt for kejtet og usikker.

Med et slangudtryk siger man om en person med mod og viljestyrke, at vedkommende har nosser. Mod og viljestyrke præger bestemt ikke Lauge, der både ude og hjemme er en undskyldning for sig selv. Derfor er det ikke kun bekymrende, men også lidt morsomt, at Lauge i begyndelsen konstaterer, at han har fået sig en tredje testikel, og tilmed synes at finde opmuntring i dens eksistens, selvom den også skræmmer ham. En udposning, der minder om en testikel, er i hvert fald vokset ud i nærheden af de to, han har i forvejen. Derfor forventer man som læser, at han viser sig som en mand og skaber respekt om sig selv. Det sker da også … mere eller mindre. 

Enken, der savner sin voldelige mand

Også Lauges søn, Adam, befinder sig i et mellemværende med sin kæreste. Til gengæld er en enke, hvis mand Lauge begraver i begyndelsen af bogen, ikke længere i sit mellemværende med manden. Hun har bevæget sig videre til en ny tilværelse uden sin voldelige og fordrukne ægtefælle – og hun kan næsten ikke holde det ud. Hun savner ham, og ved samtidig, at de, der har indsigt i deres ægteskab, må anse hende for vanvittig, når hun kan savne sådan en hustyran. Hun ved, at de allerfærreste vil kunne sætte sig ind i hendes sorg. Derfor bliver folks velmente omsorg blot til besvær for hende, fordi det forventes, at hun tackler det på en anden måde, end det falder hende naturligt: ”Spillet er, at hun med en lille tåre i øjenkrogen skal vise storsind, give den klistrede og nysgerrige omsorg adgang til hvordan-hun-i-virkeligheden-har-det, i taknemmelighed, mens de giver hende et klem på armen for at udtrykke deres kondolence og empati. Når de kommer hjem, vil de gladeligt fortælle alle og enhver, at de mødte hende, at de spurgte til hende efter den nye sorgbogs gode råd, og at hun lod til at være glad for deres omsorg, deres ord, deres medfølelse. De har jo hørt og læst, hvad man skal gøre. De er de rigtige. De er selvgode helt ud i det vulgære. Over at de spørger og interesserer sig, med hovedet på skrå og blanke hundeøjne. Ægte empati, vær så god!” (s. 14).

Her sætter Mette Grymer, der - ud over at være forfatter - er sognepræst, fokus på, at sorgen er individuel og nok kan lade sig kategorisere i nogle tilfælde, men bestemt ikke i alle. Denne enkes sorg er udfordret, fordi hun ikke havde nogen som helst grund til at elske sin mand, men ikke desto mindre gjorde det. Den komplicerede kærlighed mellem hende og ægtemanden er der ikke nødvendigvis særlig mange, der kender til, men det gør det kun endnu sværere for enken at føle sig forstået. Mandens død har revet hende ud af deres indbyrdes mellemværende, og selvom det bestemt ikke var lykkeligt, vil hun hellere have ham tilbage end stå alene i den radikalt nye situation, hvor ingen forstår hende, og hendes voksne døtre ikke engang gør et forsøg på at komme til det. Det er faktisk kun den kejtede sognepræst, der viser interesse i at høre hendes usminkede historie.

”Den kæbekødfulde”

De fleste af romanens personer er modne mennesker, og flere af dem udfordres af et kærlighedsløst ægteskab. Det gælder for eksempel Lauges ungdomskæreste, Karen, der er gift med en mand, der konsekvent betegnes som ”den kæbekødfulde”. Det er den titel, Karen i sin udmattelse over ægtemanden har givet ham. Hun gribes af let eufori, da det viser sig, at der faktisk er andet end hendes lede ved samlivet med ham, der gør en skilsmisse oplagt. Nu kan hun endelig slippe bort fra ham, men hurtigt dukker spørgsmålet op om, hvad hun så skal stille op med sit liv.

Illusioner brydes ned

”Mellemværende” er morsom og barsk på samme tid. Illusioner bliver brudt ned, følelser afsløres som blændværk. Og dog indeholder romanen også håb, fordi den handler om helt almindelige mennesker, om had, kærlighed og ønsket om at komme ud af sit mellemværende på en god måde, der kan åbne døre til en bedre fremtid.

Som læser får man meget og næsten intet at vide om personerne. Man får indsigt i deres inderste tanker, men ikke særlig meget om, hvad de ellers beskæftiger sig med. Grymer skærer så at sige ind til benet, hvilket nok er grunden til, at forlaget beskriver bogen som en kortroman. Den har novellens præg, fordi man synes, at man først lige har lært personerne at kende, når man har læst sidste side. Men faktisk har man lært dem langt bedre at kende, end det kan være tilfældet med en hovedperson i en meget længere roman.

Selvom dialogen visse steder synes lidt kunstig, og Mette Grymer andre steder skruer lige vel højt op for en sorthumoristisk metaforik, ændrer det ikke ved, at ”Mellemværende” er værd at læse og blive klog af.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar