Digte om livet fra vugge til grav

Niels Ole Frederiksen: ”Glimt før glemsel”, Forlaget NOF 2020, 64 sider, 150 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Den tidligere højskolelærer og -forstander Niels Ole Frederiksen har udgivet knækprosasamlingen ”Glimt før glemsel”. Bortset fra at enkelte tekster havde stået stærkere uden digtets mange linjeskift, er det en fin samling, der tager udgangspunkt i pensionistens ståsted i livet. Her er erindringsglimt, humoristisk formulerede erfaringer, erkendelse af alderstrykket og taknemmelighed over, hvad livet har budt forfatteren. Samlingen er fuld af sproglige finurligheder, som i digtet ”Syn for sagn”:

”hvis du er nærsynet

så kan alderen

med sit gammelmandssyn udligne dit nærsyn

så du igen får et normalt syn

men hvis det udvikler sig til snæversyn

så er vi lige vidt

for snæversyn er kun noget visse politikere

udviser i deres syn på de fremmede

uden at vise nogen form for hensyn” (s. 54).

Fra det nostalgiske til det flippede

Nogle af Frederiksens digte er nostalgiske, mens andre er flippede. Til de førstnævnte hører ”Årgang 1946”, som dels handler om den unge lærer Tønnesen, der som den eneste ikke tugtede sine elever, dels om et forbudt, men dragende ord. Hele digtet bygges op som en varm tak til lærer Tønnesen, der satte sig et langt større – og positivt – indtryk end alle de andre lærere tilsammen. Om disse skriver Frederiksen:

”jeg tror, at Ryesgade Skole i Horsens

havde formået at samle de mest bestialske lærere af hankøn

der fandtes på markedet

ved den mindste overtrædelse af skolens reglement

eller det de fandt var en forseelse

faldt der brænde ned over vores syndige hoveder” (s. 9).

Til de mere flippede digte hører ”Hvis Rembrandt var født i Middelfart”; et tankeeksperiment om en lille provinsbys groteske storhedsdrømme. Hvis Rembrandt var født i Middelfart …

”… ville der også gå bud til enkedronning Margrethe 2.

efter indstilling

fra ældrerådet i Middelfart Kommune

at de frivillige i den store attraktion og seværdighed

”Art Museum Rembrandt” AMR

burde benådes med et Ridderkors

af tredjegrad – dog uden egeløv” (s. 49).

Morskab og alvor

Der er ikke så lidt ironi i ”Glimt før glemsel”, men det morsomme suppleres af den alvor, der mere end antydes i samlingens titel. I digtet ”Væk” reflekterer Niels Ole Frederiksen således over sin egen (og alles) endelighed. Sanserne svækkes med alderen, og til sidst er selve livet så afsvækket, at det ikke længere kan opretholdes.

”På visse dage holder solen sig væk

det er

når jeg står i lort til halsen

mine fingre, knæ og hofter værker af gigt

smerten kan ikke trylles væk

jeg kan ikke løbe væk

vi er alle en del af brug- og smid-væk-kulturen

pludselig en dag

bliver jeg revet væk

så det” (s. 56).

Således rummer digtene i ”Glimt før glemsel” på trods af sin begrænsede tekstmængde en række refleksioner om livet fra vugge til grav. Der er lune, skæve vinkler, alvor og til tider også forargelse i Niels Ole Frederiksens digte, som taler til enhver, der gerne vil læse digte, som er umiddelbart forståelige.