søndag den 1. november 2020

Lys og vækst bag tremmer

Fængselsdigte
Mahvash Sabet
Det Poetiske Bureaus Forlag 2020

Af Carina Wøhlk

Kan en digtsamling ruske? Ikke bare op i den, der læser, men også tremmer? Ja, det kan den. For poesien har i sig en frisættende kraft, der kan rykke ved alle de gitre, vi mennesker omgiver os selv og hinanden med. 

Digtsamlingen Fængselsdigte handler ikke om imaginære fængsler. Den er blevet til bag virkelige fængselsmure i en virkelig celle og bærer både rystende og rørende vidnesbyrd om et liv i fangenskab og fornedrelse.

Arrestation og dom

Digtene er skrevet af lærer, psykolog og digter Mahvesh Sabet, et højtstående medlem af Bahá´í-samfundet i Iran. I mange år arbejdede hun som leder af ”The Bahá´i Institute for Higher Education”; en institution, som tilbød alternative uddannelsesmuligheder for unge Bahá´i-medlemmer.

Bahá´íerne udgør den største religiøse minoritet i Iran. Siden den iranske revolution i 1979 har Bahá´í-samfundet været udsat for systematisk forfølgelse. Den forfølgelse kom Sabet til at mærke på egen krop og sjæl. Den 5. marts 2008 blev hun anholdt og fængslet. Den 14. maj samme år blev den øvrige Bahá´í-ledelse, det såkaldte Yaran-råd, også arresteret. Først den 12. juni 2010 fik hun og de seks andre anklagede en dom på 20 års fængsel efter noget, der mindede om en parodi på en juridisk proces. 

Anklagepunkterne imod Yaran-rådet lød på spionage for Israel og blasfemisk virksomhed rettet imod Den islamiske Republik. Sabet blev løsladt i 2017 efter at have udstået næsten halvdelen af den tildelte straf. I løbet af sin indsættelse i et af Irans hårdeste fængsler skrev hun de digte, der nu er samlet under titlen Fængselsdigte. Digtene blev nedfældet på forhåndenværende papirstumper – servietter og toiletpapir.

Mod og integritet

Digtsamlingen indledes med et forord, der ganske utraditionelt er skrevet af Sabets advokat under retssagen, Mahnaz Parakand, der sammen med tre kolleger forsvarede Sabet og resten af Yaran-rådet. Forordet giver indblik i de juridiske og menneskerettighedsmæssige krænkelser, Sabet og hendes skæbnefæller var udsat for op til selve domsfældelsen. Læseren mærker da også tydeligt advokatens store respekt for Sabets mod, værdighed og integritet.   

Efter forordet følger en note fra Andros Frei, som har stået for oversættelsen til dansk. Læsningen af Fængselsdigte kræver nemlig ikke bare forståelse for den historiske og georeligiøse kontekst, digtene er blevet til i, men også en viden om den sproglige proces frem imod tilblivelsen af den danske udgave.

Fængselsdigte er oprindeligt skrevet på farsi. I 2011 blev femogtyve af digtene smuglet ud til en lille familie, der levede i eksil på grund af deres Bahá´í-tro. Datteren, Bahiyyih Nakhjavani, som er en internationalt anerkendt litteraturforsker, påtog sig at oversætte digtene til engelsk ud fra sin mors løselige gengivelser. Siden fulgte yderligere halvtreds digte og Sabets tilladelse til at redigere og udgive digtene i samlet bogform. Digtsamlingens sidste digt er i øvrigt tilegnet den nu afdøde moder i den dedikerede oversætterfamilie. Den engelske version af Fængselsdigte – Prison Poems - udkom i foråret 2013.

Rimtvang

Andros Frei, som har stået for fordanskningen, har kun haft adgang til Prison Poems – ikke til den oprindelige digtsamling på farsi. I gendigningsprocessen har han sat en ære i at bevare musikaliteten og metrikken fra det engelske forlæg, der efter sigende spejler originalsamlingen. 

Desværre har denne ærbødighed for digtenes musikalitet og metrik affødt en intermitterende (- og irriterende) rimtvang, som distraherer læseren. De rimede vers springer ofte i øjnene på grund af klumpedumpet omvendt ordstilling eller oversætterens valg af pudsige rim – f.eks. ”reflektere…./pertubere” (se side 21). Sabets rytmiske sans og forkærlighed for omkvæd sikrer i sig selv læseren en unik musisk oplevelse. Rimene tjener ikke et højere formål. Tværtimod.    

Stærke motiver

De skønhedspletter, som rimtvangen medfører, ændrer nu ikke ved det poetiske helhedsindtryk. Fængselsdigte flyder over af menneskeligt og digterisk overskud. Samlingen er præget af flere stærke motiver. Længslen efter frihed fylder naturligvis. Og Sabet forstår til fulde poesiens frigørende kraft. Som det hedder i et af digtene: ” Jeg skriver om så kun for at minde/ de vingebundne fugle om flugt,/ for et øjeblik åbne hjerternes bur/ og lede de fangne sætninger ud” (se s. 48).

Derudover vrimler digtene med tusinde sole og blomster, der skyder frem de mest udpinte steder – i fængslet og i menneskesindet. I et mørkt og goldt miljø har Sabet formået at skrive lyset og væksthåbet frem. Selv en lillebitte tidsel i fængselsgården har hun haft blik for som kilde til overstrømmende inspiration: ”Og jeg sagde til mig selv:/ Er du ikke også ukrudt?/ Hvor er livet i dine rødder blevet af?/ Hvor er væksten i dine blade, i din stilk?/ Intet liv overhovedet? Sikke da en skam!/ Og i det samme følte jeg åndens saft/ stige i mig indefra”  (se s. 43). Der er netop noget sprællevende og saftspændt over Sabets måde at skrive på.  

Længslen efter frihed, lys og vækst og bevidstheden om poesiens kraft smelter sammen hos digteren: ”Du har kun brug for en enkelt blomst - / mere skal der ikke til - / for at åbne klarsynets vindue./ Et enkelt vers/ er mere end nok/ til at fylde dine øjne med lys”  (se s. 101). 

Frihedsberøvelsen og frustrationen over den får aldrig Sabet til at kredse om sig selv. Hendes digtsamling vidner om en kvinde, der hele tiden rækker ud imod andre indsatte. Læseren drages ind i hendes møder med kranke menneskeskæbner og forstår, hvilken kærlighedsdynamo Sabet må have været i de ellers så hadske og håbløse omgivelser.

Som hun skriver i et af digtene: ”Hvis du rækker ud for at kærtegne et hoved her,/ stråler hundrede stjerner i øjnene;/ hvis du ytrer en enkelt kærlig sætning her/ er det som vand der slukker en rasende ild .(se s. 57). Sabet har mange kærlige sætninger til overs – også for medfanger, der er stofmisbrugere og kriminelle. Det forhold, at flere af digtene desuden er dedikeret til mennesker, der står hende nær, deriblandt bahá`ien Fariba Kamalabadi, som i en årrække var indsat sammen med hende, cementerer kun hendes relationelle tilgang til livet og de levende. 

Anbefaling

Fængselsdigte er en eng af poetiske blomster, der strækker hals mod solen og lyser af alt det, der gør livet værd at leve. Gå ud i den eng og stryg fingerspidserne hen over kærlighedens kronblade. Mærk kraften, der får både celler og hjerter til at åbne sig.  





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar