søndag den 23. februar 2020

Den skrøbelige digter

Villads Eryaki
Jeg slår dagene ned
Det Poetiske Bureaus Forlag, 135 sider, 2019.

Af Anne Rye-Andersson
Anmeldelsen har tidligere været bragt i bloggen Book-Haul
Den unge debutant Villads Eryaki (f.1997) har med ”Jeg slår dagene ned” begået en overbevisende og meget smuk digtsamling, der efterlader læseren eftertænksom, undrende og fuld af medfølelse.

Digtsamlingen er et forløb, som den unge jeg-fortæller gennemgår. Der er et ”før katastrofen”, ”katastrofen” og tiden efter, og så da jeg-fortælleren er kommet mere eller mindre hel ud på den anden side. I hvert fald er han styrket i troen på sig selv, eller sådan virker det.

Katastrofen indtræffer, da jeg-fortælleren er til digtoplæsning med den store digter Peter Laugesen (f.1942) og alle dem, der er noget ved musikken, eller skulle jeg sige litteraturen. Jeg-fortælleren kommer til at grine på et tidspunkt, hvor det ikke er tiltænkt, hvorefter mastodonten, forlæggeren og forfatteren Asger Schnack (f. 1949) sender ham et misbilligende blik. Det blik kommer til at præge jeg-fortælleren, og sender ham ned i et mørke af ruminerende og angstfyldte tanker, han ikke kan undslippe.

Jeg vil citere et digt fra ”før katastrofen”, da jeg-fortælleren allerede der har en vis skrøbelighed og eftertænksom tankevirksomhed:

”I DAG

jeg har ikke altid været den
der ikke vidste, hvor og hvordan
jeg har været gammel engang
gammel og vis
da jeg var barn vidste jeg langt mere
end jeg gør nu
jeg kommer aldrig til at vide
hvad jeg vidste dengang
jeg behøvede ikke at
se mig for
jeg vidste
eller at tænke
før jeg talte
jeg vidste
eller at være bange
for jeg vidste
nu ved jeg ikke noget
mere
jeg er alt for ung nu
da jeg var barn
var jeg gammel
nerveenderne er ikke
vokset ordentligt sammen
de er for lige
og parallelle
der er jo ingen
der ikke har det
sådan i dag” 

Det er virkelig så fint et digt, fordi det illustrerer barnets umiddelbarhed og fornemmelse for verden. Og så synes jeg, det er utroligt smukt. Der ligger en stor sorg i digtet, i at have mistet noget, en evne til at være til i verden på og føle en form for samhørighed med den og en slags ligetilhed. Eryaki romantiserer det med at være barn, og måske med rette. Jeg kan i hvert fald nikke genkendende til den følelse af indsigt, jeg havde som barn, som måske er blevet forpurret og kompliceret af at vokse op og blive teenager og ung kvinde. Og så referencen til hjernen med nerveenderne, der ikke er vokset ordentlig sammen, er spot on, da en teenagehjerne med hormoner og deslige mildest talt ikke er i harmoni. Og så er der måske også en skjult reference til Sokrates om, at jeg-fortælleren ved, at han intet ved, en slags indsigt med det at vokse op og den tiltagende modenhed. Eryaki slutter digtet af med: ”der er jo ingen der har det sådan i dag”, og det kan virke provokerende og indskrænket, men måske også en stikpille til folk, der mener at vide alt i verden (måske folk i den litterære verden, hvem ved).

Videre inde i digtsamlingen kommer digtet ”LATTER”, som er et af samlingens kardinalpunkter, da det er her, katastrofen indtræffer. Jeg citerer ikke hele digtet, men derfra, hvor jeg-fortælleren ligesom ansporer et usikkert terræn og en art fremmedgørelse overfor den litterære hårde kerne:

” (…) jeg har endnu ikke
dechiffreret deres mønster
deres udsagn
det var ikke min mening
signe, peter, david, olivia,
amalie, gerda, robert, christel,
nikolaj, caspar, klaus, henrik, olga,
mette, marianne, morten,
liv, jønke, asta, asta og asta
at hyænele
men elastikken sprang
og langs med vandet
løb en rotte frit
uden viden om
at den var hundset
undvigelagt for had
afskyet og skyet
som fluer, som fluer
intet er som før
kan ikke artikulere
kun artikule
ad ordenes egen bestemmelse
ikke jeres
derfor lo jeg
derfor lo jeg
derfor lo jeg
jeg er
helt alene bag de andre
bagest i rækken af nakker
fra øre til øre
lo min mund
kunne ikke holde det
inde
plop
kom det ud
isnede gjorde jeg
fra isse til fod
det isnede i mig
da latteren
da latteren
undskyld latteren
aldrig mere latter
nogle gange latter
når latter latter vil
vil latter atter latter
mine undvigebaner
er lagt ”.

Og et citat fra digtet umiddelbart efter ”LATTER”, ”TOM”:

” (…) jeg vidste ikke
asger
jeg vidste det ikke
derfor lo jeg
fordi jeg ikke vidste
som du og de andre
tilgiv mig
jeg ville bare høre til (…)”

Det mest tragiske ved disse digte er nok det ringe selvværd, jeg-fortælleren har, der gør, at han styrer direkte mod afgrunden efter et blik. Men man skal forstå det skrøbelig sind for at forstå den tilintetgørelse, der ligger i en afvisning, og det ikke at passe ind i konteksten og fællesskabet. For jeg-fortælleren kunne Schnack lige så vel have sagt: ”Vi kan ikke lide dig, du er ikke velkommen her”, og det er måske kun en hyperanalytisk digterhjerne, der kan forstå det, men ikke desto mindre er det den virkelighed, Eryaki har og fortolker, og derfor er den sand. Og det skal den også anerkendes som. Det er en digter i eksistentiel krise, hvor dette blik er den sidste dråbe. Man kan så tale om proportioner, jovel, men smerten og følelsen af at være udstødt, kan man ikke tage fra ham.

Efter at have kommet sig over nedværdigelsen og afvisningen som ”værdig”, bliver digter-jeg’et vred på Schnack, og synes, han er ond med sit tilintetgørende blik, og dernæst sammenligner han sin egen latter med litteraturkritikeren Lars Bukdahl’s (f. 1968), da denne også lo, men her var Schnack’s blik mest undrende og åbent, hvorved digter-jeg’et tolker, at man skal gøre sig fortjent til den upassende latter i de litterære kredse, der for ham at se viser et form for hierarki indenfor litteraturverdenen i forhold til anseelse. Det var i hvert fald sådan, det blev oplevet.

Efter katastrofen kommer Signe ind i billedet, og hun mildner digter-jeg’et. Og her viser Eryaki virkelig, at han er en stor digter. Det kan godt være, han føler, at han ikke længere ved noget som voksen, og ikke er vis, men digtene vidner om en enorm livskloghed og indsigt, der med den unge alder kun er de færreste forundt.

I min optik sætter digtsamlingen ”Jeg slår dagene ned” nye standarder inden for digterkunst i forhold til alder og debutanter, og jeg glæder mig usigeligt meget til at følge Eryaki’s forfatterskab, for jeg tror, det bliver stort og smukt. Og en opfordring skal hermed lyde til Asger Schnack, tag og læs digtsamlingen! Og ja, alle andre bør også læse den. Det er altså stor digterkunst. Og til Villads Eryaki vil jeg sige: Jeg håber, du har det bedre. Jeg håber, du formår ikke at tage livet så tungt fremadrettet. Tak for digtene. 

søndag den 16. februar 2020

Til kamp mod krænkelseskulturen

Marianne Stidsen:
”Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger”
U Press 2019, 181 sider, 250 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Jeg hørte lektor, dr. phil. Marianne Stidsen på Bogforum i 2019. Her fortalte hun om sit essay ”Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger”, som udkom i juni 2019. Bogen handler om nogle af de konsekvenser, MeToo-bevægelsen har haft i Danmark og Sverige. Men Stidsens kritik af bevægelsen har også haft omkostninger for hende. På Bogforum fortalte hun blandt andet, at hun havde holdt et kritisk oplæg om MeToo-bevægelsen på et seminar med deltagere fra hele Europa. Ved seminarets slutning blev der fremlagt et papir, der indeholdt de øvrige deltageres afstandtagen til Stidsens oplæg og holdninger.

Dette fortalte Stidsen ikke for at ynkes, men snarere for at understrege, at hun taler en sag, som de fleste nægter at debattere. Enten anser man hende for at befinde sig på et overdrev, man ikke vil tage alvorligt, eller også forsøger man at tie hende ihjel, fordi hun er tæt på sandheden, eller også – som den tredje mulighed – er man bange for at bakke hende op, fordi hun går imod det, ”man” skal mene for tiden.

Den anklagede er skyldig, indtil det modsatte er bevist

Stidsen gennemgår tre sager, hvor MeToo-bevægelsen og den nye krænkelseskultur har støbt kuglerne og affyret kanonen: 1) Københavns Universitets krænkelsespolitik, 2) Sammenbruddet i Det Svenske akademi og 3) Udskiftningen af Forfatterskolens rektor.
Stidsen har taget del i debatten i forbindelse med alle tre sager og gennemgår sagsforløbene i sit essay.

”…Jeg skal med det samme understrege, at selv om jeg så vidt muligt bestræber mig på afbalanceret saglighed og objektivitet, når det gælder gengivelse af sagernes indhold, så vil mine konklusioner uvægerligt være farvet af den kritiske tilgang, jeg selv har og hele tiden har haft til MeToo-fænomenet”, skriver Stidsen i sit forord (s. 10). Og ja, hendes konklusioner er farvet, anderledes kan det ikke være, og det er så som så med den afbalancerede saglighed. Saglig er Stidsen ganske vist, men ikke altid lige afbalanceret. Hun er nemlig vred.

Jeg tror og håber, at Stidsen tillægger MeToo-bevægelsen større betydningen, end den får. Når Stidsen kalder det for MeToo-REVOLUTIONEN skal det i hvert fald nok ses i en større sammenhæng, for MeToo gør det næppe alene. Beklageligvis har bevægelsen, sådan som Stidsen fremlægger den, en stærk allieret i det, der politisk set synes at være dens modsætning. Når der opstår MeToo-anklager, lader den gamle retslige grundregel om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, til at være suspenderet. Beviser er unødvendige, når blot hovederne ruller på dem, der udpeges som flossede i kanten. Anklagerne kan være det pure opspind, og er således i familie med den rabiate højrefløjs Fake News. Det må kaldes en uhellig alliance. Som et tidsfænomen, der tilsidesætter grundlæggende rettigheder, er MeToo et blandt flere, og tilsammen er de præcis så skræmmende, som Stidsen fremstiller MeToo alene for at være.

Sociale over civile menneskerettigheder

Selvom Stidsen fokuserer på et bestemt tidstypisk fænomen, er bogens styrke altså, at den samtidig peger på den udbredte tendens, hvor sandhed ikke længere tillægges den samme værdi som tidligere. Når det forholder sig sådan, er det, fordi den retslige frihed trædes under fode af den sociale.
”Mens de civile menneskerettigheder fyldte det meste af billedet op gennem 1800- og en del af 1900-tallet, hvor de sociale menneskerettigheder så småt kom til og reformerede menneskerettighedstænkningen ved at udfylde et blindt punkt i oplysningens forståelse af, hvad menneskerettigheder er, da er forholdet altså tilsyneladende nu vendt 180 grader rundt. Med det resultat, at de sociale menneskerettigheder, dvs. retten til tryghed, til safe spaces, til ikke at blive krænket, til at blive ’taget hånd om’, mere eller mindre fylder det hele i dag.” (s. 17).
Man er med andre ord slet ikke klar over, at man i sin jagt på retfærdighed, skyller barnet ud med badevandet.

Kvinder! Tag ansvar!

De eksempler, Marianne Stidsen giver på krænkelseskulturens korstog mod mænd, der muligvis, muligvis ikke har opført sig upassende, er bestemt ikke kønne. Mange af anklagerne tages alvorligt, selvom de fremføres anonymt. Hvis Stidsen redegør korrekt for hændelserne - og det er der meget, der taler for - må der være adskillige, der efterfølgende sidder med en dårlig smag i munden.
Den nordiske MeToo-bevægelse er ifølge Stidsen drevet af en særlig forkælet feminisme, der ikke finder sig i noget, men VIL have ret, også selvom det indebærer, at dem, man anklager, kastes for en folkedomstol. En del af Stidsens angreb rammer desuden pressen, der langt hen ad vejen har kolporteret ”sandheder” fra sociale medier. Derfor hedder et af bogens kapitler ganske rammende: ”Avisernes klumpedumpejournalistik”.

”Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger” er et partsindlæg. Sagen kan naturligvis ses fra flere siger. Men blot at udtrykke sit mishag overfor Stidsens holdninger, sådan som det skete på det førnævnte seminar, er både useriøst og uretfærdigt. Stidsens analyse er nemlig værd at tage til efterretning, også for MeToo-repræsentanter, hvoraf jeg vil tro, at mange slet ikke er klar over, hvad de har startet. I sidste ende vil bevægelsen skade sig selv og sin troværdighed, hvis den føler sig hævet over normal retspraksis.

Selvfølgelig skal det have en konsekvens, hvis en magtfuld mand misbruger sin position til at få seksuelle ydelser mod kvindens vilje. Men hvis man ikke går rettens vej, risikerer man at ramme uskyldige. Stidsen opfordrer kvinder til at tage ansvar og sige klart fra, hvis de føler sig pressede til at gøre noget, de ikke har lyst til, også selvom det kan få konsekvenser for karrieren. Det kan ikke nytte noget at bøje af, fordi man vil beholde sine privilegier. At tage ansvar er nemlig en del af det at være menneske, og det kan en bevægelse som MeToo ikke ændre ved.


søndag den 9. februar 2020

At læse Olgas bog er som at stå foran et CoBrA-maleri

Man skal endelig ikke vælge Olgas bog, hvis man trænger til lidt let underholdning og feel-good. Og nok heller ikke for at komme til at vide mere om Olga Larsen


Marie-Louise Hansen: ”Olgas bog”
roman, 
Vild Maskine 2019, 189 sider, 229,95 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

Det er til at blive glad over, hvor omhyggeligt forlaget Vild Maskine har været med den fysiske bog, Olgas bog. Den emmer af kvalitet. Solid indbinding, kraftige sider, ikke noget gnidret, når man ser ned over siderne. Den er meget generøs med pladsen. Og så er den vedlagt et matchende bogmærke. På bagsiden af det er en lille tekst, som kunne have været en bagsidetekst. Med et billede af forfatteren og dramaturgen Marie-Louise Hansen, f. 1973. Hun debuterede som lyriker i Hvedekorn i 2012. Olgas bog er hendes debutroman. Den er støttet af Statens Kunstfond. Og i 2019 indbragte den hende Munch-Christensens debutantpris.

I Aarhus findes der et museum, som hedder Museum Ovartaci. Engang lå det på Psykiatrisk Hospital i Risskov. I de skønneste omgivelser, som i sig selv kunne virke helende på et forstyrret sind. Nu er psykiatrisk afdeling i effektivitetens højhellige navn flyttet i mere sterile og praktiske omgivelser ude i Skejby. Museum Ovartaci har midlertidigt fået til huse på Katrinebjergvej. Det rummer en samling af kunst, hvoraf størstedelen er skabt af psykiatriske patienter. Blandt andet Olga Larsens (1897-1972) fantasifulde og farverige billedtæpper med motiver fra landbruget, mytologien og kristendommen. Fanden selv optræder i rigt mål. Olga Larsen blev da også kaldt ”Fandens billedmager”. Ifølge teksten på bogmærket og på bogens bagside er det denne Olga, der delvist har inspireret Marie-Louise Hansen til at skrive ”Olgas bog”, et kvindeportræt fra 1900-tallets Aarhus. Det kunne der jo være kommet en hvilken som helst roman ud af. Men det gjorde der ikke!

 Man skal endelig ikke vælge Olgas bog, hvis man trænger til lidt let underholdning og feel-good. Og nok heller ikke for at komme til at vide mere om Olga Larsen. Vi kan bare læse det uddrag fra romanen, som er gengivet på bagsideteksten, så har vi straks fået forstyrret den ro, som bogens fysiske, æstetiske fremtoning ellers forjætter med sine afdæmpede brune farver: ”Sort blod er gammelt blod. Hun køber flæsk i dag, for hun elsker at se Ham grøn mellem tænderne. Jesus griner omrullet til den ene side. To tørveildkys senere på hendes bag spørger han hende om hun synes han skal tage navneforandring. ”Til hvad dog?” spørger hendes ryg. ”Til Arild.” Han stikker næsen ned mellem hendes baller. Hun skræpper at den er for lille.” Og sådan er det med resten, fristes man til at sige.

At læse Olgas bog er som at stå foran et CoBrA-maleri. Ved første øjekast giver det overhovedet ikke mening. Og måske er dét netop meningen. Det beror på en viljesakt fra læserens/beskuerens side at blive hængende for at få noget til at træde frem og byde sig til som en mulig forståelse. Eller rettere: et fragment af en forståelse. Overblik, sammenhæng, og sikkerhed på at have fattet noget – det skal man ikke regne med. Det er kun i brudstykker, at man støder på ”noget, der ligner”. Ud af disse brudstykker, og hvad der står på bemeldte bogmærke og bagsideteksten kan man sige følgende om handlingen (med forbehold for misforståelser): Fortællingen begynder ved Olgas konfirmation, som dog ikke bliver til noget, og vi følger hende til hendes død. Hvis vi altså kan følge med. I hvert fald lærer Andreas hende at fotografere og fremkalde billeder. Det bliver denne Olgas kunstart. Hun fotograferer levende og døde, ikke altid til kundens tilfredshed. Men hun er dygtig til at sminke lig. Andreas er en excentrisk skikkelse, som hun også står i et erotisk forhold til i et eller andet omfang. Da han dør, bliver Olga husbestyrerinde hos hans bror, Johannes, som er hans diametrale modsætning. En dødbider af en præst. Og så bliver de alligevel gift, åbenbart. Mon ikke det hænger sammen med, at hun bliver gravid et antal gange? Men der er vist ikke nogle af børnene, der lever. I hvert fald ikke ret længe. Et dør efter 9 måneder. Det kan hun vist ikke rigtig forholde sig til. Et aborteret foster ved hun ikke rigtig, hvad hun skal stille op med, så det går hun med i forklædelommen. Og ja – det er vist det. Men altså ikke i kronologisk rækkefølge. Og heller ikke sådan, at man altid helt er med på, hvor vi er, hverken i tid eller sted. Der klippes og springes, og der leges med ord og sætninger, så man som læser ind imellem kan føle sig helt udenfor. Jesus spiller en vis rolle, men det bliver det ikke mere gribende af.

Marie-Louise Hansens dramaturgiske uddannelse kommer hende til gode, når hun forsøger at krybe ind i Olgas syge sind og tankeverden og beskrive verden og begivenhederne derindefra. Det er skingrende, det er smertefuldt og samtidig ikke helt vedkommende. Det er FOR vildt, FOR mærkeligt, FOR … fortænkt? Efter denne læsers smag. Også efter at denne læser havde besluttet sig for at blive stående ved værket for at se, hvilke brudstykker af mening, det kunne kaste af sig. Man er og bliver voyeur.

Teksten på bogmærket beskriver Olga på følgende måde: ”Olga har et barnligt og skrøbeligt sind med mange indre dæmoner, men hun er samtidig en stærk kvinde, der er forud for sin tid og kæmper for at frigøre sig på flere planer”.  Jeg mangler at blive overbevist om, at hun er en kvinde, som er forud for sin tid. Først og fremmest er hun en kvinde, som ikke kan være i sin tid – uanset hvilken tid. Men måske nok af forskellige grunde. Men at hun indskriver sig i rækken af kvindelige kunstnere, som dårligt blev anerkendt i sin faktiske tid, det er en helt anden sag.

Vild Maskine hedder forlaget bag udgivelsen. Og jeg skal da love for, at der gives plads til vildskab. Det er rigtig skønt i en tid, hvor der ellers ikke er meget plads til det, som ikke har indlysende formål eller i det mindste er underholdende.