Stravinskys poesi

Stravinsky: Violinkoncert i D
James Ehnes (Violin), BBC Philharmonic Sir Andrew Davis
Chandos

Af Jakob Brønnum
De bedste af Stravinskys værker i de bedste af opførelserne virker som om alting er placeret på den rigtige måde i forhold til et eller andet ideal, man ikke kender, men alligevel genkender, når man hører det. Det kan lyde mystisk og sågar forvrøvlet, når man læser det kommunikationssammenhæng. Men det er præcis den poesi, man kan møde, når man lytter til Stravinskys Violinkoncert, der netop er udkommet i en ny indspilning på Chandos.

Violinisten James Ehnes står foran BBC Philharmonic, dirigeret af Andrew Davis i en opførelse af stor skønhed og klarhed. Den firesatsede koncert på omkring 20 minutter forløses med en beundringsværdig, næsten anskuelig forståelse af dens stramme, indre logik.

De to første satser fremstår som sådanne rene klangverdener, tonale byggeklodser, man må beundre for deres velformede udformning. Det er som om musikken har en indlagt lysvirkning og farvesætning, som kun træder frem, når det lykkedes på den måde, det gør her.

Den dybt elegiske fortolkning af den langsomme tredje sats forbliver længere i erindringen end forventet. Jeg kan vist ikke mindes Stravinsky så propfuld af følelsesmæssige replikker, som Ehnes viser os ham her.

Barokken som forbillede

Finalesatsen står frem med en uventet munterhed og favner de elementer af folkemusik, der ligesom lidt skævt kommer ind i lydbilledet.

James Ehnes fortolker med stor personlighed, næsten med et senromantisk svung sine steder, og gør på en måde op med den tilbageholdenhed og kølighed, man ofte man møder i opførelser af Stravinsky, der forsøger at matche den forestillede kølighed i det knappe neoklassiske udtryk, som Stravinsky og mange komponister anvendte i det 20. århundredes første del, som et opgør med svulstigheden i den klassiske musik fra årtierne inden, folk som Tjajkovskij, Dvorak og Elgar, sågar Brahms.

Til trods for at Stravinsky begyndte som radikal avantgardist med den provokerende balletmusik til den såkaldt primitive, og i en vis forstand seksualiserede, religiøsitet i balletten Sacre du Printempes, er han mange steder inspireret af den ældre barokmusik, som neoklassikerne opfattede som renere end den romantiske og senromantiske musik, de stod i opposition til. Violinkoncerten kan således med fordel høres i forlængelse af Bachs små mesterværker i genren. Så kan man endnu tydeligere se det moderne, vidtfavnende spektrum af impulser og inspirationskilder, Stravinsky får lagt ind i dette på mange måder upåfaldende, men mesterlige kunstværk. Og man kan se, hvordan værket er nøjagtig ligeså fyldigt som de mere end dobbelt så lange "store" violinkoncerter, som den dag i dag stadig står mere centralt i koncertrepertoiret end Stravinskys.

Foruden violinkoncerten rummer albummet fire andre værker, den lille orkestersats Scherzo à la russe, to orkestersuiter og balletmusikken Apollon musagète.

Kroppen som fængsel

Lene Bang: ”fede mor”, digte, Forlaget Kraka 2024. Udkommer d. 20. januar.

Af Egil Hvid-Olsen

Hvordan elske sig selv, når både andre og man selv væmmes over den krop, der er en del af … ja, en selv? Det spørgsmål tager Lene Bang op i sin uhyggeligt ærlige digtsamling. Forfatterens alter ego, fede mor, kan f.eks. ikke være tykaktivist som så mange andre, fordi hun ikke har lyst til at vise sin krop frem. Hun kan ikke skrive #elskdigselv, #jegersmuk og #minkropermittempel, fordi hun ledes ved sig selv, ikke finder sig selv smuk og i højere grad anser sin krop for at være et fængsel end et tempel.

Det lyder forfærdelig trist og selvudleverende, og det er det også. Men ”fede mor” er mere end det. Digtsamlingen er en samtidskritik, et opgør med falskhed og et nødråb.

Fede mor trækker ikke offerkortet. Hun vil ikke ynkes, men vil beskrive nogle af de konsekvenser hendes overvægt har og har haft. For eksempel beskrives hendes seksuelle debut som en konsekvens af, at hun var…

”for tyk

til at 17-årige drenge

ville elske

(med)

mig” (s. 11)

Så…

”første gang

var med en ældre mand

han var ældre

dengang

end jeg er i dag

Jeg er 39” (s. 11)

Skammens vandring

I ”fede mor i fakta” beskrives indkøbsturen som en ”skammens vandring” (s. 12). Hun føler sig begloet, fordi…

”fedtet gynger når hun går

knæene knaser

ryggen råber

maven er for tung […]” (s. 12).

De mange blikke får fede mor til at fokusere på noget andet, nemlig…

”chokolade

cola

chips

boller

smør

kakao

pølse

ost 

fløde” (s. 13),

hvilket kun øger hendes lede.

Den ydmygede og ydmygende

Leden ved sig selv er ikke kommet af ingenting. I skolen blev hun gjort opmærksom på, at hun så anderledes ud end andre. Ikke kun af klassekammeraterne, men også af læreren Britta, der udpegede den tykke pige som kilden til den nye luseplage og foran klassens piger – inklusive pigen selv - konstaterede, at …

”Hun havde for meget fedt

på kroppen” (s. 35).

Men pigen kunne også selv være krænkeren, som da hun ydmygede den kønneste af sine klassekammerater:

”Jeg overgreb

om hendes bryster

de andre grinede” (s. 41).

Parforhold

Nogle af digtene kommenterer fede mors samliv. Hun erkender, at hun er blevet i et forhold for længe. Et kærlighedsforhold, der udviklede sig til et magtforhold, hvor han ydmygede hende. Den slags er ikke betinget af kropsvægt, for fede mor er – naturligvis – et menneske som alle andre, og hvem, der har oplevet at blive ydmyget af og skuffet over en partner, kan ikke genkende beskrivelserne i et digt som f.eks. ”ting jeg hader”?:

”par der holder i hånden på cykel

der skal ikke siges mere om det” (s. 44).

Det stivnede smil

Lene Bangs digtsamling er fuld af selvironi. Selvom den er barsk, er den derfor også morsom, men stivnet smiler, når man læser et digt som ”fede mor er sjov”, der begynder således:

”fede mor er sjov

på den fede måde

hun opdagede tidligt

jo federe hun blev

jo mere måtte de grine

for når man griner

kniber man øjnene sammen

og så kan man ikke se

fede mors fede krop” (s. 50).

“fede mor” giver mæle til de mange overvægtige mennesker, der skamfulde holder deres mund, fordi de ikke kan tabe sig tilstrækkeligt til at holde en kropsvægt indenfor normalen. Lene Bang sætter ord på den daglige ydmygelse det er, at andre anser ens krop og derfor en selv for at være ulækker, og hun sætter ord på den svækkelse af selvtilliden, som følger af at måtte konstatere, at det er alt, alt for svært at ændre ved. Derfor er ”fede mor” en meget modig debut. Lad den blive læst og forstået!

De kalder det livets gave

Arne Herløv Petersen
Cityringen
Det poetiske bureaus forlag

Af Flemming Chr. Nielsen
Dengang jeg var gulturjournalist på JP, anmeldte jeg vel en bog et par gange om ugen, så det må være blevet til 2-3000 bøger, men i dag har jeg kun en håndfuld af dem stående (noget Graham Greene, Isaac Bashevis Singer, Thorkild Hansens Knut Hamsun-biografi, Solsjenitsyns GULAG Øhavet og Samuel Pisars Blod og håb om bl. a. hans tid som barnefange i Auschwitz - det er efter min mening noget af det bedste, der er skrevet om Holocaust, og da Pisar er papfar til Anthony Blinken, og hvis Blinken har arvet sin papfars menneskelige indsigt, foreslår jeg, at gamle Biden viger pladsen som demokratisk præsidentkandidat og overlader den til Samuel Pisars papsøn).

Hvis jeg nu tog briller på og nærstuderede min sparsomme reol, er der nok endnu en halv snes anmelderbøger fra dengang, som ikke har lidt bøgers vante skæbne: et kort liv.

Men hvorfor nu al den snak som indledning til noget om Arne Herløv Petersens nyeste digtsamling "Cityringen". Fordi der er masser af digte i den bog, som i hvert fald vil holde mit liv ud og en sæson eller flere ekstra. Man læser sig både glad og sørgmodig, munter og trist. Mange af digtene kredser om livet og døden set fra dødens optiske og sanseskramlende nærhed, og en avis burde sætte sin alleryngste anmelder til at skrive om bogen. Han/hun og forfatteren ville have glæde af det.

Ikke mere om alle de fine og livs- og naturgnavende digte i Cityringen, men et citat fra mit yndlingsdigt "Livets gave" plus den formaning til dig, at du erhverver bogen, læser den og gemmer den på din reol.

De kalder det livets gave
men det er falsk varebetegnelse.
Man må ikke beholde det.

Det er ligesom en biblioteksbog
Det skal leveres tilbage igen
Men man kan godt tage den med ro
De kommer selv og henter det
når fristen er udløbet

Når de så kommer
så skal man opgive ånden
ligesom man opgiver sin indtægt
til skattevæsenet.

Den anmeldelse ville ingen avis i dag tolerere, men livet lærer også én, at man ikke skal holde sig inden for de rammer, nogen engang har sat. Derfor er det ikke en slagfejl, at "anmelderen" kalder sit fortidserhverv for gulturjournalistik.

Rigtig kulturjournalistik er altid at skrive præcis, som det passer én.

Mogens Friis – en af de unge døde

Mogens Wohlert: Mogens Friis
Attika. 241 sider. 250 kroner
Kan købes i Cafe Oskar, Mejlgade 49, Aarhus C

Af John Poulsen

Kringsat af fiender, gå/ ind i din tid!/ Under en blodig storm-/ vi dig til strid! Sådan skrev Nordahl Grieg i 1936 i sit digt ’Til ungdommen’.  Det gjorde Mogens Friis, og det medførte, at han i en alder af kun 19 år blev en af krigens unge døde. I beretningen om hans korte liv kommer Mogens Wohlert vidt omkring fra den personlige udvikling til den digteriske og ikke mindst til modstandskampen i Varde og Esbjerg.

Det er ikke tilfældigt at forfatteren og hovedpersonen har samme fornavn. I krigens sidste dage var Mogens Friis taget til København og fik den 3. maj sammen med nogle kammerater til opgave at opsøge en hipomand, sandsynligvis for at likvidere denne. Hipomanden blev dræbt, men nåede først at skyde Mogens.  Den 1. maj havde Mogens’ søster født en dreng, som blev opkaldt efter den onkel, som han aldrig lærte at kende personligt, men nu har skrevet en bog om.

En borgerlig familie

Mogens blev født i 1926 og voksede op i en borgerlig familie. Faderen var redaktør for venstrebladet Varde Dagblad, og i hjemmet blev der diskuteret politik og samfundsforhold, og morens litteraturinteresse smittede af på sønnen. Som 15-årig kom han i gymnasiet i Esbjerg, og hans stile og indlæg i skolebladet viser, at han allerede på det tidspunkt var meget optaget af, hvad der foregik i samfundet og ude i verden. I en af stilene, der alle er utroligt velskrevne og analytiske, afskriver han ”burgøjserforfatterne” og fremhæver Harald Herdal som banebrydende for den socialistiske realisme, der er vejen frem. Til studentereksamenen fik han UG for en stil om arkitektur, hvor han påpegede arkitekturens manglende overensstemmelse med virkeligheden og bygningernes formål.

Men der blev også tid til at digte, og som 17-årig fik han sit første digt trykt i Vild Hvede, og det skulle i alt blive til 14. På et tidspunkt skrev han til Harald Herdal, der derefter gav den unge digterspire  gode råd og ramsaltet kritik, og der udviklede sig et venskab mellem de to.

Blandt de lokale kommunister

Mogens fik også gode venner blandt de lokale kommunister, der havde en helt anden aktiv holdning til besættelsen, end hans forældres, som han syntes var slap og eftergivende. Allerede i gymnasietiden blev han aktiv i DKPs modstandsgruppe i Varde/Esbjerg som kurer mellem de to byer, og efter studentereksamenen blev hans aktiviteter udvidet, både som skribent i det illegale blad Vestjyden og med mere håndfaste opgaver. Men så begyndte Gestapo at trevle gruppen op, og han måtte gå under jorden og hele tiden finde nye overnatningssteder. Det betød også at partiet af sikkerhedsgrunde satte ham i venteposition, hvad der slet ikke passede den unge hedspore, og en dag stak han af til København og tilsluttede sig AMPA, der satte ham på den opgave, der endte så fatalt.

Den 7. maj skaffede BOPA en lastbil, der kørte Mogens’ kiste til Varde. Kisten var smykket med et dannebrogsflag, en buket blomster og et armbind. Den 9. maj blev han begravet og kisten fulgtes af et stort sørgetog. En af talerne, en ungkommunist, trak paralleller til Nordahl Grieg, og i november 1945 udgav Gyldendal på Harald Herdals foranledning og med dennes forord en digtsamling af Mogens Friis.

Fortællingen om den unge digter og frihedskæmper, der bygger på arkivmateriale og erindringer, tegner et fint portræt af ham, samtidig med at den giver et levende indtryk af  den lokale modstandskamp. Bogen er udstyret med et navneregister, oven i købet også over dæknavne, samt noter i form at et lille hæfte, der kan tages ud, så man er fri for at blade tilbage.

På kanten af havet

Kai Karnøe: ”Tidevand”, Poul Kristensens Forlag 1989. 

Klassikerlæsning.

Af Egil Hvid-Olsen

En tale, der blev holdt hen mod slutningen af 1700-tallet ved en stabelafløbning i Stavanger, samt en lille egnsbeskrivelse om Mandø fra 1806 er, hvad sognepræst Henrik Bruun efterlod eftertiden. Det er ikke meget, men nok til, at Kai Karnøe kunne skrive romanen ”Tidevand”, der udkom i 1989. Begge Bruuns skrifter indgår i romanen, men Karnøe har enten lagt sig så tæt op ad Bruuns sprog, at man ikke fornemmer, hvornår der citeres fra egnsbeskrivelsen, eller også har Karnøe gjort Bruuns formuleringer mere poetiske, end de oprindeligt var. Under alle omstændigheder er ”Tidevand” både en gribende beskrivelse af præstens udfordringer og en smuk beskrivelse af de barske vilkår på Mandø.

Henrik Bruun, der stammede fra Kolding, indledte sit præsteliv i Stavanger, hvor han indtog en position blandt de toneangivende i lokalsamfundet. Han blev gift, men efter nogle år valgte fruen ham fra og begærede skilsmisse. Dette medførte en deroute for Bruun, der først blev kapellan i et fattigt embede i Vendsyssel og siden fik sognepræsteembedet på Mandø, som han bestred i 6-7 år. Det var, mens han boede på øen, at han skrev ”Om forholdene på Ejlandet Mandø”.

Det lyder virkelig kedeligt, at Bruun beskriver mange af sine gåture på den lille ø. Hvordan kan det blive interessant? Ja bevares, de vekslende årstider skildres, og på den måde skabes der lidt afveksling, men det er immervæk det samme afgrænsede landskab, der beskrives… Ikke desto mindre er naturbeskrivelserne en af bogens helt store kvaliteter. 

Krigens trussel – og vejrets

Med sin egen stilfærdigt lyriske stil formår Karnøe at give et indtryk af naturens direkte indvirkning på det liv, der levedes på Mandø i begyndelsen af 1800-tallet. Flere gange reflekterer Bruun over Napoleons og englændernes trussel mod de danske riger, og det er bestemt alvorligt nok, men den daglige udfordring kommer fra vind, vejr og hav, og den kan bestemt være alvorlig nok. Til tider er det et spørgsmål om liv og død. Ikke kun når det gælder forbindelsen mellem fastlandet og Mandø, som ved et hurtigt vejrskift kan blive livsfarlig at bevæge sig ad, men også tæt tåge eller stormvejr over øen. Bevidstheden om havets styrke er konstant, som det kommer til orde i denne vinterskildring:

”Tågen hviler koldt og klamt over sneen – den ligesom trykker den, så den ikke hvirvler op som i går. Enkelte steder kan den endda knase under støvlen, men den er ikke glat. Her har vinden fejet hen over sneen, så der ligefrem ligger små snebølger. Snehavet, tågehavet – men det virkelige hav kan jeg ikke høre. Isen på vaderne kvæler bølgernes rullen. Oppe fra klitten prøver jeg et udsyn over vor stærke nabo, men jeg kan ikke se gennem tågen. Jeg kan ikke se havet, end ikke sandene. Kun den solide klitfod, der skal modstå angrebene fra det voldsomme hav.” (s. 85f.).

Stadig ærefrygtindgydende, men dog lysere er beskrivelsen af havet ved forårets frembrud: ”Og pludselig blander en mægtig røst sig i det brogede kor. Havet lader atter sin stemme høre. Sydvestenvinden spiller vårligt op og orgler med havets bølger. Lænkede var de, stivnede i vinterens isnende favntag. Nu frigøres kræfterne, og bølgerne toppes.” (s. 117).

Forårets og sommerens legende mildhed må der senere tages afsked med, men det foregår i ryk. Først er der tale om en leg: ”Høstvinden legede med grøftekanternes guldknap og stolt Henrik, der lyste som små sole, og fuglene begyndte at samle sig til afrejse.” (s. 182f.), men så invaderer blæst og regn den lille ø: ”Efterhånden blev naturens eget orkester mindre, og efteråret kvalte stemmer og fløjt i tåge og regndryp fra strå og udhæng. Regndråber silede ned ad ruderne, afløst af styrtregnens trommen mod vinduerne, og udenfor rystede gråbynken sine frøkapsler i den beredte jords skød.” (s. 183).

Hjælpsomhed med små midler

Det er disse forhold, øens beboere lever under. Deres midler er begrænsede, men hjælpsomheden er stor: ”Vemodigt ser jeg gamle Stines hus. Det ryger ikke mere fra skorstenen, for jeg begravede Gamle Stien før jul. Hun sov så stille ind, som hun har færdedes her i livet. Nu har vi kun mindet om den gamle arbejdsomme kone, som hjalp os alle, når man kaldte på hende. Kendt var hun i hvert hjem, og ofte hjalp hun Kirsten Jørgendatter, vor myndige jordemoder.

Endnu er ingen flyttet ind i huset, men lang tid vil der vel ikke gå, før det atter skal give ly for mennesker. Husene her på øen overlever menneskene.” (s. 66).

Selvom hjælpsomheden er stor, har Bruun svært ved at falde til. Gamle Stine var hans husholderske, og han var godt tilfreds med hendes hjælp. Da hun dør, træder den unge Trine til, og hun holder sig ikke tilbage med at give præsten gode råd om, hvad han skal gøre. Han skal gå over på kroen og tale med mændene. Han skal danse, når der er fest. Han skal med andre ord ud af sit studerekammer, og eftersom han alligevel ikke har penge til nye bøger, kan han lige så godt gøre forsøget. Eksperimentet bærer frugt. Øboerne tager præsten til sig, men han er alligevel ensom. Der mangler en kvinde i huset. En kvinde, der ikke tager hjem, når hun har udført sine opgaver.

Trodsig optimisme

”Tidevand” er en stilfærdigt fortalt historie fra en forblæst ø i den tid, hvor pengestrømmene fra de oversøiske kolonier aftog med napoleonskrigene og Københavns bombardement i 1807. Selvom Mandø ikke lå i nærheden af krigszonerne, var mange unge mænd ombord på de skibe, som englænderen opbragte. Søfolkene endte i fangenskab og derfor nåede heller ikke deres løn hjem til øen. At dette fik betydning for lokalbefolkningen antydes kun i ”Tidevand”, for den slutter kort efter bombardementet af København. Alligevel ender bogen med en optimistisk trodsighed: ”De frådende bølgers rasen, udgået fra et stormpisket hav vil kunne udslette os, sådan som det før er sket. Men det er stadig lykkedes os at tage kampen op, og vort samfunds tredje kirke lyser hvid ude i tusmørket med sine svungne barokgavle, der ligesom strækker sig op mod himlen.” (s. 196).

Måske var det også udtryk for optimistisk trodsighed, da Poul Kristensens Forlag i sin tid lod Kai Karnøes roman trykke, for hvem gider læse om en for længst afdød præst med en alt andet end imponerende karriere, der i en årrække havde embede på en flad vadehavsø? Måske flere end forventet, måske ganske få, men værd at læse er den i hvert fald. Man skal bare tage sig tid til at nyde dens stille puls, der mest af alt minder om bølgernes roligt gentagne bevægelser hen over den langstrakte vadehavsbund på en vindstille dag.