Religiøst kulturmøde

Sara Duborg Døssing m.fl.: ”Watanabe Sadao, Laila Westergaard. Troens rejse”, Museet Holmen 2020, 42 sider, 50 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

En lang række tryk af den japanske kunstner Watanabe Sadao lå i Museet Holmens arkiv og gjorde ordløst krav på at blive udstillet igen. Det var nemlig ikke sket siden anskaffelsesåret 1997. Men for at skabe dynamik skulle en anden kunstner involveres. Det blev billedhuggeren Laila Westergaard. Derved opstod et religiøst kulturmøde, hvor det japanske blev stillet over for det danske, det sprudlende farverige blev stillet over for de kølige, sortgrå granitrelieffer, de 4-5 årtier gamle tryk blev stillet over for Westergaards op til blot 6 år gamle værker. Der er dog ikke tale om en modstilling, hvor Watanabes og Westergaards værker modsiger hinanden, for de har begge den kristne tro som udgangspunkt, samt en vilje til at formidle kunst på en folkelig måde. Således taler de to kunstnere det samme sprog på trods af deres geografiske, kulturelle og sproglige forskelle. Det er der kommet et glimrende resultat ud af, både hvad angår udstillingen og den lille bog, der er udkommet i forbindelse hermed.

Jesus fra Japan

Kristendommen er en gammel religion, der mister sin aktualitet og relevans, hvis den ikke konstant tolkes ind i den samtid, der hele tiden ændrer sig. Grundstammen er og bliver den samme, men er dog konstant i bevægelse. Watanabe flyttede de bibelske beretninger til sit hjemland, så motiverne blev mere relevante og identifikationen med de bibelske karakterer mere oplagt for hans landsmænd. Derfor spiser Jesus og disciplene ikke påskelam skærtorsdag, men sushi. Dette er der en ikonografisk idé i, idet ikke alene lammet, men også fisken er et symbol på Kristus. Fiskens betydning understreges af, at selve bordet ender i en fiskehale.

Selvom nogle af Watanabes motiver skildrer barske fortællinger fra Bibelen, bliver man glad af at se på dem. De kraftfulde farver og de lidt tegneserieagtige figurer kombineret med det lettere krøllede morbærpapir, de er trykt på, og som giver et lidt råt udtryk, gør synet af dem til en fornøjelse.

I Sara Duborg Døssings indledende essay får man en introduktion til, hvilken kunstnerisk tradition Watanabe indgik i, og siden følger en gennemgang af nogle af udstillingens tryk. Her suppleres teksterne af Jens Kristian Krarup med de bibeltekster, som Watanabes værker illustrerer.

Svigt mejslet i sten

I bogens sidste kapitel gives der eksempler fra nogle af Laila Westergaards friser. Her er de rå udtryk fra morbærpapiret blevet endnu mere råt, dels fordi billedhuggeren hugger i granit, dels fordi nogle af motiverne er barske og afslørende. Dette er allertydeligst i ”Flygtningefrise” fra 2015. Her ses små bestanddele af et dansk morgenmåltid med en kop kaffe, en ostemad, en avis og en tændt bærbar computer. Man er ved at få kaffen i den gale hals ved det billede, der toner frem på skærmen af den lille syrisk-kurdiske flygtningedreng, Aylan Kurdi, der druknede i middelhavet i september 1915. Som en reaktion på denne og andre tragedier af samme art, ses et nærbillede af Michelangelos Pietá. Der er zoomet ind på Jomfru Marias ansigt; kvinden, der holder sin afdøde søn i armene. Den afdøde Aylan hvilede ikke i sin mors favn, men blev samlet op af en tyrkisk betjent. Tragedien er næsten ubærlig … men nu er morgenmaden spist, og arbejdet kalder.

”Flygtningefrise” er en spidende påmindelse om det kristne næstekærlighedsbud, mejslet i sten. Anderledes milde er Laila Westergaards 12 ”Lutherrelieffer”, der tematiserer nadveren og den tilgivelse af menneskets svigt, den rummer.

Den lille bog fra Museet Holmen er hurtigt læst, men vækker mange tanker og følelser, fra glæde, over skam til taknemmelighed.