Mozart, Mendelssohn, Sibelius: Nye veje ind i musikken

Francesca Dego, violin, Francesca Leonardi, klaver: Mozart: Violin Sonater (Chandos)
Doric String Quartet, med Timothy Rideout, bratsch: Mendelsohn: Strygekvintetter (Chandos)
Klaus Mäkelä, og Oslo Filharmoniske Orkester: Sibelius (Decca, 4 CD)

Af Jakob Brønnum
Fælles for de tre album, der er under anmeldelse her er, at de rummer gammel musik, men de er splintrende moderne. 

Man kan vist, uden at fornærme nogen, fastslå at anmeldelsen som meddelelse bliver vanskeligere og vanskeligere, fordi der bliver længere og længere til en fælles referenceramme for en æstetisk sammenhæng. Hvis jeg siger Mozart, Mendelssohn og Sibelius, så kan jeg ikke regne med at mange læsere forbinder tilnærmelsesvis det samme med det som jeg gør.

Og det vil endda være sådan, at nogle af dem som forbinder det samme med det som jeg på det grundlæggende plan, har helt andre opfattelser af de tre kunstnere. Det er trods alt tre forskellige klassiske komponister fra tre forskellige århundreder, med tre endog meget forskellige kunstneriske virkningshistorier.

Nogle vil mene, at Sibelius er i en helt anden og lavere klasse end de to andre, og visse vil mene, at det gælder Mendelssohn. Desuden er de tre album, der er landet på bordet efter en udvælgelsesproces blandt dusinvis af ugentlige klassiske udgivelser på højt niveau, meget forskellige. Det ene har kammermusik for to instrumenter, det andet for fem instrumenter og det tredje er orkestermusik

Mozarts violinsonater

Mozarts violinsonater fra slutningen af 1700-tallet er ikke blandt de allermest indspillede værker, hverken af Mozart eller blandt violinsonater, hvor Beethovens 10 værker for klaver og violin er langt mere kendte. Det er synd. Mozarts musik er altid perfekt, i de bedste fortolkninger som her, menneskeligt set tidløs og ofte kunstnerisk grænsesprængende. Den sætter normer for, hvad kvalitet i musikken er og kan være. Alene sådan en dom, som jeg netop afsagde, klinger ikke ret mange steder i den pluralistiske æstetik, vi lever under i det forhutlede forbrugersamfund, blandt andet fordi det ikke er lystimpulser, man får fra Mozarts klangverden, men klassicistisk formet skønhed.

Hvad er det da, der gør disse indspilninger af fire af kompositionerne af to italienske kunstnere så moderne? Lige præcis med værkerne for de to instrumenter, som Mozart skrev godt 30 kortere og lidt længere værker for, kan man (eller jeg) synes, at de har været indhyllet i den noget tunge, romantiserende fortolkningsform, der prægede den gode pladelyds første par årtier, der begyndte 10-15 efter Anden Verdenskrig. De berømte indspilninger, med violinister som Isaac Stern og Salvatore Accardo, er fantastisk fine, men de viser ikke, hvor skarpt og avant gardistisk Mozart tænker og hvor cool han er, ganske enkelt.

Det kan man høre på Francesca Dego og Francesca Leonardi fortolkning af violinsonaterne på Chandos, med den sene, alvorlige, storslåede Violinsonate KV454 som det centrale værk. Der er noget nyt og moderne over dem: Det er som om man står overfor et menneske, Mozart, som agerer og reagerer fuldstændigt som et moderne menneske ville gøre. Det er overraskende.

For det gør han naturligvis ikke, men de to musikere, der har spillet sammen i mange år, lader ikke en eneste over-emotionel frasering, ikke et eneste gammelborgerligt-hierarkisk taktslag, ikke en eneste melodilinje uden musikerens nysgerrighed slippe igennem. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg kalde albummet feministisk, fordi det gør op med en bestemt form for hierarkisk følelsesregister, der har formidlet Mozart som borgerlig i en tid, da der knapt fandtes andet end hvide, borgerlige mænd bag instrumenterne. Jeg overdriver sikkert lidt, men det er godt nok anbefalelsesværdigt, hvis man vil høre Mozart på ny.

Klangens mester

Felix Mendelssohn-Bartholdy, der levede i midten af 1800-tallet, har ikke skrevet så meget som én takt, der har samme de mangesidige dybder som samtlige Mozarts. Sådan er det bare. Hvor Mozart graver livsvisdoms frem af en harmonisk musikforståelse, der står i musikhistorien op til halsen, er Mendelssohn klangens og dynamikkens mester, som alle der har hørt Bryllupsmarchen ved. Det ligger et andet sted: Han skaber ikke store strukturer, som vi kan synke ned i og lade os belære af om livets veje og vildveje, sådan som alt Mozart har skrevet gør. Men kan han male et billede af en stormfuld efterårsdag, der bliver siddende, og han overdriver aldrig de følelsesudbrud der er. Personligt sætter jeg Mendelssohns 5. Symfoni højere end de fleste symfonier, fordi den rummer stemninger, der er uforglemmelige i en åndeløst velformet orkestral arkitektur.

Alligevel er der en fornemmelse i den produktive og højt estimerede Doric Quartets indspilning af Mendelssohns Strygekvintetter, som gør dem sammenlignelige med den forrige indspilning: Den er fuldstændigt blottet for klichéer. Aldrig har man hørt Mendelssohn så moderne. Strygekvintetten som ensemble er langt sværere at skrive for end strygekvartetten og langt, langt færre har gjort det. Hvor Mendelssohns bud i genren i almindelighed ikke får lov at stå sammen med Mozarts seks kvintetter, der er de bedste der er skrevet, eller Brahms og Dvoráks ambitiøse kompositioner for de fem stemmer fra det sene 1800-tal, endsige Schuberts mirakuløse bidrag (som enhver kender som titelmusik til Inspector Morse), så hæver Doric String Quartet dem her op i nærheden af disse forbilleder. De er fortolket med en usentimental, præcis, bevidst afsøgning af værkernes mangfoldige stemningsskift og renhjertede melodik hos den altid sympatiske Mendelssohn. Et klangligt afmålt udtryk og et tæt sammenspil. Mendelssohns kunstnerstemme har aldrig stået stærkere. 

Nordiske skumringer

Den nu kun 26-årige finske dirigent Klaus Mäkelä udtalte for en tid siden, at han anser Sibelius 6. og 7. Symfoni for de største og bedste symfonier, der er skrevet. Nu er vi hundrede år længere fremme i tiden og taler om værker, der til trods for den moderne tids abstrakte tonalitet, langt hen ad vejen har bevaret den senromantiske fylde, skønt de er langt kortere end den senromantiske symfoni af Tjajkovskij eller Brahms. Selvfølgelig er Sibelius to sidste symfonier ikke lige så mægtige kunstværker som Beethovens mørke 5. Symfoni, Bruckners og Mahlers klangkatedraler og Sjostakovitjs store smertefulde følelseskampe med det sovjetiske regime. Men jeg forstår godt, hvad han mener.

Jeg har lyttet til Sibelius flydende, strømmende, dunkle nordiske klangeksperimenter i årtier, ikke sjældent med følelsen af, at der er noget endegyldigt sandt i deres musikalske univers. Særligt husker jeg en skumringsmørk efter middag i Uppsala, hvor jeg havde set Nordens flotteste domkirke og gik gennem byen i regnen og lyttede til begge værkerne, Sibelius 6. og 7. Symfoni. De er blevet ét med den dag for mig og forsvinder ikke igen.

Jeg overværede for tre-fire år siden, den dengang kun 22-årige Mäkelä dirigere Beethovens meget, meget krævende 3. Symfoni i Stockholm – et værk, det kræver stor modenhed at holde sammen på, fordi det er så vidtstrakt og satserne alligevel så tæt forbundne. Men det gjorde han og man var ægte imponeret.

Nu udsender han som sin pladedebut, uden at ryste på hænderne, alle Sibelius syv symfonier i et album på Decca. Også disse fortolkninger har de kvaliteter, jeg har forsøgt at indkredse i de to foregående annmeldelser: Gennemsigtige, dvs. tilsyneladende fordomsfrie, abstrakte, uforudsigelige - ikke i det store perspektiv, men i de enkelte detaljer, nede i værkernes mikroorganisme, Sibelius korte rytmiske fraser.

Kan man virkelig afgøre, om Mäkeläs fortolkning af den 7. Symfoni, med et lydhørt og bevægeligt Oslo-orkester, er mere vellykket end den første, jeg nogensinde hørte, den med Colin Davis og London Symphony Orchestra, hvor hele det 22 minutter korte værk synes at bestå af én sammenhængende bevægelse? Eller Karajans berømte indspilning af den 6. Symfoni på DG, eller min yndlingsversion af den intenst rytmiske Symfoni nr. 3 med Segerstam på Chandos? Jeg skal nok bruge noget tid endnu. Nogle har allerede afgjort sig, som her BBC’s musiktidsskrifts anmelder:

”De fleste store finske dirigenter har indspillet alle Sibelius-symfonier mindst én gang ... Hvem havde kunne forudsige, at denne seneste, med Klaus Mäkelä i spidsen for Oslofilharmonikerne, ville være den mest elektrificerende og ofte nyskabende af dem alle?”