Man vil gerne hurtigt videre

"Forfatteren forsøger med selv skrivestilen at bibringe os noget af denne atmosfære af usikkerhed, opbrud, angst"

Hastigheden
Jörgen Gossilewski
Oversat fra svensk af Solveig Daugaard
225 sider
Forlaget Basilisk

Af Jes Nysten
“Hastigheden gør at man er inde i en bevægelse. Bagefter bliver man udmattet. Man lægger sig på knæ. Hedder det sætter sig på knæ? Blade og kviste klistrer sig til ansigtet. Man vågner”.

Sådan indledes Jörgen Gassilewski’s bog Hastigheden. Med titlen og disse første sætninger åbnes ikke kun bogens univers, men også selve læseoplevelsen og reaktion på bogen.

Bogens fortælling udfolder sig under folkedrabet i Rwanda i foråret 1994, hvor omkring en million mennesker døde. Det var primært tutsier, der blev dræbt af hutuer.

Når man som jeg har været tæt på to tutsi piger, der kom her til Danmark som henholdsvis 14 årig og 5 årig, og hvis familier var blevet dræbt, så bliver man jo af gode grunde særlig berørt, når dette mareridt forsøges fortalt endnu engang.

Det er derfor jeg skriver, at “hastighed” også gælder læseoplevelsen. Man vil gerne hurtigt videre og helst ikke dvæle for meget ved det, der fortælles. I modsætning til citatet i begyndelsen vil man gerne tro på, at det hele har været en drøm. Men det er det jo ikke! I dette forår 1994 blev der myrdet alle disse menneske i en konflikt, der synes ganske meningsløs og bestialsk. 

Grusomheden

Med romanen her får vi ikke lov til at lukke øjnene for denne kendsgerning. Denne opvisning af menneskelig grusomhed, der bunder i uforståelige modsætninger og fjendebilleder, får vi udfoldet gennem mødet med den 19 årige Marie-Louise. Hun er tutsi, og som barn oplever hun, hvordan hendes forældre bliver myrdet af fanatiske hutuer. 

Men at tingene ikke er så ligetil, absolut sort og hvidt, vises ved at hun flytter sammen med en mand, der er hutu. Ja, hun bliver på en og samme tid både offer for myrderierne og også aktiv deltager i dem. 

Efter myrderierne er stoppet indledes et forsoningsforsøg, og det får vi også i romanen et intenst indblik i. Grumt og realistisk. 

Gassilewski

Forfatteren forsøger med selv skrivestilen at bibringe os noget af denne atmosfære af usikkerhed, opbrud, angst. Bogen er godt nok inddelt i afsnit, men der er ingen kapitelinddelinger, hvilket netop giver denne pågående og insisterende holden-os-fast. Samtidig springes der hele tiden mellem første, anden og tredje person, som også er med til at skabe denne oplevelse af, at synsvinklen hele tiden forskyder sig, så man får en næsten kvalmende fornemmelse af, at det der sker, har man ikke rigtig mulighed for at få klarhed over. 

Som allerede nævnt har jeg selv været tæt på to piger, der kom hertil fordi deres forældre var blevet myrdet, og de selv på mirakuløs vis slap fri. Så netop bogens forsøg på at skabe ikke en distanceret og afklaret fortælling, men mere vil bibringe læseren en fornemmelse af denne atmosfære af gru og uforstand, synes jeg virkelig lykkes.