Al den skønhed er en straf

Ersi Sotiroupolos
Tiltrækning andetstedsfra
156 sider
Oversat Anders Olesen
Jensen & Dalgaard

Af Jes Nysten
Denne lille umiddelbart beskedne udgivelse består af 15 kortprosatekster af den græske forfatter Ersi Sotiropoulos. Det er den første udgivelse af hende på dansk, og jeg havde aldrig hørt om hende, før jeg fik denne bog i hånden. 

Det er som nævnt en beskeden lille bog, man sidder med i hånden - ca 150 sider. Men allerede fra den første teksts åbningsætninger er man totalt fanget og kommer ikke ud af stedet, før man lettere fortumlet lukker bogen. Sunder sig og siger højt “hvad var lige dette her?”

Nu har jeg så sundet mig. Den første tekst “Sommer med Anna” åbner på denne måde “Al den skønhed er en straf, tænkte hun, mens hun gik videre. Fuglene sang. Skyerne sejlede af sted mod syd. Længere henne skinnede en majsmark gyldent, og bag den tegne bjergryggen sig dovent mod den blå himmel. Hun lagde mærke til en sky, der hvilede på skråningen, dens hvide kontur formede sig som en liggende kvindekrop på en divan. Den sky irriterer mig grænseløst, sagde hun til sig selv. Hun fik et hosteanfald og stoppede op” (s 11)

Hvor i alverden fører dette os hen? Det er Roi, vi møder, og hun fortæller om, hvordan hun skifter navn og personlighed om aftenen, når hun har sine intime telefonsamtaler med en anonym mand. I disse samtaler er hun Anna. Men samtalerne fører ingen steder hen. 

Hun tager alene på ferie, en dreng hjælper hende hen til en café for at få en forfriskning. Han forsvinder, og hun opdager, at han har taget hendes pung. Men det anfægter hende ikke. Og det slutter “hun tænkte på barnet, pungen og derefter så hun Anna og ham. Fjernt og udvisket, som på bunden af et svømmebassin. De talte i telefon, en tynd, blodrød tråd forbandt dem som en navlestreng. Deres ansigter bølgede under det klare vand, deres munde åbnede og lukkede sig. Hun forstod ikke, hvad de sagde, men det var et smukt syn at se dem tale sammen,  som om intet var hændt” (s 22)

Dette er blot den første af 15 prosatekster, der selv i en dansk udgave har en sproglig virtuositet som gør, at man simpelthen ikke kan lade være med at nyde at blive ført gennem disse tekster fyldt med overskud og vid af en usvigelig sikker forfatterhånd.

Umiddelbart hverdagsagtige små fortællinger om ensomhed, fremmedhed, sorg, usikkerhed med hensyn til fremtiden. Men gennem alle teksterne løber der en mild og varm forundring over den “menneskelige komedie”. 

Dette kommer netop til udtryk i skrivestilen, der er alt andet end regelret og overskuelig. 

Tiden under juntaen

Forfatteren fortæller om tiden under militærjuntaen - om bl.a. bog censuren. Hvor netop en af hendes “helte”, den polske forfatter Witold. Gombrowicz’ bøger kommer til at stå som et totalt opgør med al form for kontrol og censur. Netop i hans skrivestil: “hos G har kunsten en funktion, der må betegnes som antifunktionel - den virker ikke ude i samfundet, men i den menneskelige psyke. Der eksisterer ingen planlægning uden for værket selv … De (romanerne) sammenstykkes ikke på et narrativt lærred med organiseret og beregnet struktur, fortællingen synes somme tider at stoppe op og spørge sig selv “hvor skal jeg hen”. (S 30) 

Dette er et fint spejl, forfatteren holder op for sig. For det er netop dette, der også lyser gennem hendes tekster. Denne uforudsigelighed og ikke mindst den fuldstændige faste tro på kunstens potente kraft, som kan være et “våben” mod enhver form for styring eller forloren “orden”. 

Tyranium

Den sidste tekst i samlingen “Tyranium” begynder også fuldstændig syret og dragende “Den dag, da Eliser kom farende op ad trappen til fjerde sal og jeg blev rædselsslagen ved tanken om, at Brenda kunne fare ud og begynde at trække ham ind i sin hule, og hvor han, straks han kom ind i lejligheden, slog en høj latter op og sagde, hvad er nu det med asken, kom med et søm, kom med noget is, den dag opførte jeg mig naturligvis som en god elev, uden at protestere, den slags går ikke i New York, jeg prøvede virkelig at finde et søm og noget is. Sømmet viste sig at være rillet, isbakken var tom” (s 143). 

Man er uhjælpelig fanget og må bare følge med hele vejen! Jeg har læst mig til at Sotiroupolos har et langt forfatterskab bag sig, og at hun er fast med på listen over mulige Nobelpris modtagere. 

Forlaget Jensen & Dalgaard og oversætteren Anders Olesen kan ikke roses nok for at have sat fokus på dette virkelig interessante forfatterskab. Og heldigvis har de annonceret, at der næste år kommer en af hendes romaner på dansk. 

Mellem Beowulf og Black Sabbath

Nyudsprunget fantasyforfatter med vidtspændende interesser udvider genren

Peter Béliath
Ved dette spyd skal jeg herske
Det Poetiske Bureau 2025
270 sider, 200 kr.

Af Søren Holst
Den ikke så vældigt omfattende dansksprogede fantasylitteratur er blevet udvidet med et originalt bidrag: Peter Béliath har skrevet en kvindelig krigers og høvdings hæsblæsende livshistorie i et sagalignende univers, der udspringer fra de fortællinger, forfatteren i sin skoletid hørte om kimbrernes togter sydpå. 

Men kimbrerne er kun den første af de mangfoldige inspirationskilder. Stoffet er kogt sammen med nordiske, græske og bibelske myter og gennemtrængt af motiver fra en anden af forfatterens kærligheder: Heavy metal.

De store forbilleder

Det samlede indtryk kan man godt beskrive som ’tegneserieagtigt’, hvis man vel at mærke forstår dette positivt: Der er drama og smæk for skillingen i en storladen og talentfuld opsætning. Handling og effekter går forud for beskrivelser og psykologisk baggrund. Men personerne er ikke af den grund flade eller hurtigt udtømte. Deres personligheder og indre konflikter bliver skildret igennem deres handlinger. Ganske som det er tilfældet i den klassiske litteratur, Béliath er inspireret af.

Foruden oldtidens og middelalderens værker, nævner han som forbilleder selv sværd-og-trolddom-forfatteren Michael Moorcock (som jeg må tilstå, jeg ikke har læst) og den polske Andrzej Sapkowski, hvis ”Witcher”-bøger for længst er kommet på dansk, mens hans fantastiske 1800-sider lange ’hussitiske trilogi’ om de teologisk inspirerede böhmiske oprørskrige i 1400-tallet først for nylig er oversat til engelsk (man har længe kunnet få den på tysk).

Med spænding og symbolik

Historien om, hvordan kongedatteren Heldíz af Kimbersýsla som spæd må flygte fra sit hjemland i sin oldemors varetægt, men til sidst (naturligvis) kan sætte sig på tronen, er elementært spændende og medrivende, og samtidig går der en understrøm af mytologisk præget symbolik gennem bogens skildring af, hvordan Heldiz modnes af den kæde af prøvelser, hun gennemgår. Den kombination kommer ikke som en overraskelse.

Béliath debuterer som forfatter med denne bog (og, efter at romanen udkom, også som lyriker i tidsskriftet ”Det Poetiske Bureau” nr. 35). Men man er med stor sandsynlighed stødt på ham i anden sammenhæng over de seneste 30 år eller mere, hvis man er enten musikbegejstret eller interesseret i mytologiske og religionsfaglige emner: Han har haft en lang og indflydelsesrig karriere som rockkritiker med så godt som eksklusivt fokus på heavy metal-genren. Og hans navn er i tidens løb dukket op en række steder, hvor der blev tænkt over mytologi og religiøse symboler som noget, der kan have mere end blot akademisk interesse for et menneske.

Blodige detaljer en masse

En del læsere (denne anmelder inklusive) ville formodentlig fint have kunnet nøjes med væsentlig færre detaljerede skildringer af drab, voldtægt, tortur og afhuggede lemmer end der diskes op med på romanens 270 sider – men forfatteren vil nok svare, for det første at han er ret ligeglad med konventionel god smag, og for det andet at han blot benytter en i forvejen foreliggende æstetik, som er mytens. Og i hvert fald det sidste har han ubetvivleligt ret i. At vi genremæssigt og stilistisk befinder os et sted mellem Beowulf og Black Sabbath – altså mellem myte-, saga- og eposlitteraturen på den ene side og metalmusikkens sans for nymytologisering på den anden – er forfatterens egen formulering, og den er rammende: I fx Iliaden bliver der ikke sparet på udpenslede redegørelser for, hvor spydspidsen trænger ind, og hvor på fjendens krop den kommer ud igen, når en krigers fald beskrives. Og når Snorres Edda fortæller om dværgene afstraffelse af Loke, da han bogstaveligt har tabt sit hoved i væddemålet med dem, er det heller ikke for sarte sjæle. De udpræget voldelige detaljer er gloser i et sprog eller tegn i et symbolsystem for Béliath. Og det virker.

Verdensbygningens kunst

Trods bogens overkommelige omfang har Béliath lagt et ærefrygtindgydende arbejde i at skabe en historisk, sproglig og geografisk ramme omkring det dramatiske handlingsforløb. Det er et stykke ’verdensbygning’, der kan minde om (og som sikkert er inspireret af) Tolkien. Steder, personer, guddomme, dæmoner og monstre er omhyggeligt opført i et tillæg bag i bogen, og den oversigt er til stor hjælp for læseren, hvis man ikke får lov at sidde uforstyrret og læse bogen mere eller mindre i ét hug. Hvis der bliver brug for et genoptryk – eller hvis der ligefrem skulle vise sig at være tale om første bind i en serie – ville jeg være vældig glad for et kort over bogens verden, for også geografien er udpræget symboltung. Forarbejdet er allerede gjort i den fire sider lange liste over bogens lokaliteter. Det er bare at sætte en kvik tegner på opgaven.