Mens vi bløder...

Jan Grarup og Adam Holm: ”While We Bleed”, 2023, Book Lab, 464 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Umiddelbart hører ”While We Bleed” ikke til i kategorien ”Smal bog”, men den risikerer at blive det, fordi krigsfotografen Jan Grarup kort inden bogens udgivelse måtte trække nogle oplysninger tilbage. Han blev således beklikket på sin troværdighed og indrømmede, at anklagerne i hvert fald til en vis grad var korrekte. Sådan en sag gavner ikke markedsføringen af en bog, og det er en skam, for ”While We Bleed” er en på flere måder vægtig udgivelse.

Dels er det en stor og tung bog, dels tynges man som læser af dens indhold. Med anklagerne mod Grarup in mente er det et held, at bogens tekster er forfattet af historikeren og studieværten Adam Holm, der har rejst i Østukraine sammen med Grarup. Rejsen påvirkede dem begge, og det forstår man, når man ser fotografierne og læser teksterne, der til sammen bringer læseren ind i et krigshærget land, som bebos af mennesker, der ligner mange andre europæere, også danskere. Uden at vurdere, hvorvidt Grarups troværdighed har fået alvorlige ridser i lakken eller ej, vil det være en skam, hvis ”While We Bleed” kun får en begrænset læserskare, for det er en nødvendig bog om en unødvendig krig, og selvom både tekster og billeder kan afspejle en indignation og stillingtagen hos forfatter og fotograf, lyver de ikke.

Ituslåede hjem

Grarup og Holm bringer læseren ind i sønderskudte etageejendomme, hvor det, der engang var et hjem, er splittet ad. Noget befinder sig stadig indenfor de resterende tre vægge. Andet ligger i den bunke af ituslået murværk og indbo, der breder sig ud over fortov og gade nedenfor bygningen. Lufttrykket har revet tapet og puds af væggene og på et splitsekund gjort en hyggelig lejlighed til en manifestation af død og ødelæggelse.

Andre gange viser Grarups billeder bygningerne udefra. Enkelte dronebilleder dokumenterer en helt ubeskrivelig ødelæggelse af landsbyer, der ikke længere eksisterer. Kun den smule, der er tilbage af murene, markerer bygningernes grundplan. At der indtil for nylig levede mennesker dér er svært at forstå. Til gengæld forstår man, at ingen lever der længere.

Som læser bringes man ind i de overfyldte og interimistiske lighuse, hvor familiemedlemmer søger deres savnede. Man bringes ned i kældre til de fortrinsvis gamle mennesker, der har nægtet at lade sig evakuere, og som må blive i mørket langt de fleste af døgnets timer, fordi det er for farligt at gå ud.

Metrostationerne bruges som sikkerhedsrum med permanente beboere. I togvogne og på perroner har familier placeret deres ejendele indenfor få kvadratmeter, så de har et sted at høre til og samles, et ”hjem”.

Nedenfor en boligblok har et ueksploderet missil boret sig ned i græsplænen, og andre steder samles rester af missiler, raketter og granater som dokumentation for den russiske hærs massive bombardementer.

Ved fronten

Også fronten bliver besøgt. Adam Holm beskriver sine og Grarups oplevelser derude. De sætter rent faktisk livet på spil, men hvad de udsætter sig for i nogle timer, gælder dage, uger, måneder og år for soldaterne.

Holm er god til at beskrive forskellige ukrainske soldaters syn på deres fjender. Nogle anser dem for uhyrer og giver dem betegnelser som ”orker”. Andre fastholder, at de russiske soldater er almindelige mennesker, der er blevet hjernevasket af Putin og hans tilhængere. Hvad enten de ukrainske frontsoldater definerer fjenden som uhyrer eller mennesker, har de ikke andet valgt end at dræbe russerne, fordi de repræsenterer en besættelsesmagt.

Med et par virkelig væmmelige fotos dokumenterer Grarup, at døden er den store vinder ved fronten. Ligene af en flok russiske soldater ligger på en mark. Man kan se, at de har ligget der i længere tid. Når de ikke bliver begravet, skyldes det, at de russiske soldater af og til minerer deres døde kammerater. Det siger ikke så lidt om et land, hvis officerer giver den slags ordrer.

Portrætter uden filter

Et er de fotografier, der beskriver ødelæggelserne, noget andet er Grarups portrætter. Her er intet filter, men ren angst, frygt, savn, sorg og fortvivlelse. En ung kvinde, der er blevet ramt af rester fra en mortergranat, ser direkte ind i linsen med et blik, det er svært at aflæse. I hendes pande er et langstrakt sår blevet samlet af en række sting, og på næsen og den ene kind har hun dybe hudafskrabninger. Hun havde været på gaden for at modtage nødhjælp til sig selv og sine børn, da granaten slog ned.

Fotografens og forfatterens fortvivlelse

At Grarup er en vanvittig dygtig fotograf er der ingen tvivl om. Hvad angår Adam Holm skriver han sobert og informativt på en måde, hvor hans sym- og antipatier ikke tager overhånd. Bogen er således et ærligt resultat af en fortvivlelse over, at det ukrainske folk skal lide så meget, fordi Putin og hans støtter ikke kan acceptere, at landet ikke hører ind under Rusland.

Skal der siges noget negativt om ”While We Bleed” er det irriterende, at billedteksterne er samlet bagi. De kunne godt have været bragt ved siden af billederne, uden at det havde ødelagt det æstetiske udtryk.