torsdag den 6. december 2018

Gensyn med et kanindrama

Klassikerlæsning
Richard Adams: ”Kaninbjerget” og ”Gensyn med kaninbjerget”.

Af Egil Hvid-Olsen
Briten Richard Adams’ ”Kaninbjerget” udkom i 1972 på engelsk, og tre år senere på dansk. I 1987, da jeg som 17-årig læste romanen første gang, var det stadig en bog, der blev talt om. Således husker jeg en samtale med en litteraturinteresseret voksen, der spurgte, hvilke politiske systemer jeg mente, at de forskellige kaninboer, der skildres i bogen, repræsenterede. Han nævnte diktatur, oligarki og demokrati, og jeg anede ikke, hvad han talte om! Som den endnu mere langsomme læser, jeg var dengang end nu, havde jeg brugt måneder på at tygge mig gennem de små 400, meget tætskrevne sider. Jeg havde stædigt fastholdt, at jeg skulle se alle de grundige – ja, nærmest pertentlige – naturbeskrivelser for mit indre øje. Jeg havde ladet mig gribe af de dramatiske hændelser, der udspillede sig undervejs i handlingen, og jeg havde nydt den storslåede finale. Og så kunne jeg forstå på den første drøftelse med en voksen, at jeg ikke havde fattet, hvad bogen gik ud på! Lige siden har jeg haft planer om at læse bogen igen, men det er altså først sket nu, 30 år senere.

En børnebog for voksne
Det er med en vis tilfredsstillelse, at jeg efter genlæsningen kan konstatere, at jeg faktisk var tættere på en sådan læsning af romanen, som Adams selv havde haft i tankerne, end den min voksne bekendte introducerede. Kaninfortællingerne fandt Adams på, når han kørte bil med sine to døtre. Da de blev ældre, insisterede de på, at han skulle skrive fortællingerne ned. Derved opstod romanen, der altså som udgangspunkt var tiltænkt børn, men nok bedre egner sig til voksne. Dels er Adams så grundig, at de fleste børn ville falde i søvn under gennemgangene af landskabets udseende, markernes afgrøder, det rige blomsterflor på de uopdyrkede områder, vejrskiftet og de sanseindtryk det bringer med sig. Dels er det vitterlig oplagt at læse bogen som en allegorisk fabel, der undersøger forskellige styreformer. Men sådan var den altså ikke tænkt, hvilket nok er grunden til, at allegorierne er lidt upræcise.

Den gode leder
Adams beskriver overbevisende, hvordan kaniner ville tænke og handle, hvis de havde haft den samme mulighed for at reflektere som mennesker. Dette er både bogens styrke og svaghed. Det er dens styrke, fordi det ville blive en meget kedelig bog, hvis dens karakterer ikke kunne reflektere og tale. Samtidig er det dens svaghed, fordi det ind imellem kan være ganske svært at tage hele konceptet alvorligt. Det er jo trods alt kun kaniner, det handler om. Så selvom man har sine klare favoritter og håber på, at de får nedkæmpet de af deres indflydelsesrige artsfæller, der enten er blevet for dovne til at tænke på andre end sig selv, eller som direkte tyranniserer deres undersåtter med frygt, ja, så er det alligevel lidt svært at hidse sig op over de firbenede og blødpelsede væsners prøvelser.

Formår man imidlertid at lægge disse forbehold til side, er ”Kaninbjerget” stadig en medrivende og dramatisk fortælling med en mængde brugbare betragtninger over, hvordan man opbygger et godt lederskab. Her står førerkaninen Hassel i front som den livskloge kanin (hvis man altså kan acceptere en sådan mulighed), der som regel træffer de rigtige beslutninger. At han faktisk også træffer nogle forkerte af slagsen er med til at give fortællingen både troværdighed og fremdrift, for med ansvaret for at træffe valg på egne og andres vegne følger også risikoen for at fejle.

Et sjovt træk ved romanen er, at Adams tydeligvis har ladet sig inspirere af Tolkien, idet han har indarbejdet en række sagnfortællinger, der bruges til at indgyde kaninerne mod, eller benyttes som underholdning. Dog kan Adams’ sagn ikke måle sig med Tolkiens mytologi, ligesom ”Kaninbjerget” ikke kan måle sig med ”Ringenes herre”.

Et overflødigt appendiks
Mens ”Kaninbjerget” – selv som voksenbog - kommer forbløffende godt fra sit småtossede kaninkoncept, kan det samme ikke siges om ”Gensyn med kaninbjerget”, som Adams udgav i 1996 (dansk 1997). Her er der tale om en lidt kedelig samling sagn, samt nogle temmelig uinteressante supplerende historier om den velkendte flok fra ”Kaninbjerget”. Hvis man ikke er en passioneret nørd, er det svært at forstå ”Gensyn med Kaninbjerget” som andet end et overflødigt appendiks.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar