Noget om kunst og noget om helte

Måske når individets erfaring af skel, brud, afsked, længsel bliver for svært for kollektivet at bære og lindre, sker der noget sådant? Som en sort sol stæreflok, beskytter vi os måske imod vore egne gamle ideer og paradigmer?

Af Nikolaj Callesen

I get the urge for going, but I never seem to go. 

Min heltinde Joni Mitchell, fortæller om sommeren der forlader hende, hendes længsel efter at følge med den, eller i hvert fald tage af sted, på vandringen, være fri i sin færden. Hun beskriver hvordan hun må slippe mænd og blade, sommervind og det grønne græs, som vinteren kommer. Mændene må videre, alting forandres og hun må acceptere at verden kommer og går, hvor meget hun måske end kunne ønske sig at blæse let i vinden, være på evigt træk, spundet ind i verden, fri og omsluttet. Verden, livet binder hende til evig forandring, tærskler, skel og brud, det er tilværelsens ramme, hvor meget vi end længes efter det evige, eller det der blæser i vinden måske, er vi bundet op på i sidste ende vores egen forgængelighed.

John Blakemore, wind series II, 1975.

Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor. Halfdan Rasmussen, en anden helt, har skrevet et kendt lille heltekvad, verdens mindste siger han selv, som kommer omkring de samme temaer. Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø, for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø. Han vil passe sin have, sine grøntsager, livets gang i det kendte og nære, velvidende at også Lærken, om den tænker på det eller ej, som han må dø og forsvinde. Sjælen synger sin pilgrimssang, vi vandrer, men livet er til stadighed en gave, det er dyrebart.  Gaven ér hvert eneste øjeblik, og selvom vi måske længes efter blot at tage livet fuldt ind, svinge synkront, harmonisk i takt med årstider, med storme og briser, aftensol og støvregn, kommer der en dag med det sidste øjeblik. Helten i Halfdans Rasmussens digt vil egentlig kæmpe for at lade helte være helte, og selv om der er Krokus på hans bord så ved han godt at kæmpes skal der stadig hver dag, for at radiserne kan gro i fred og for fortsat at kunne så og ikke slå. I digtet spørger Halfdan Rasmussen til hvad der betegner en helt. Er de helte som vi kender dem, stadig værd et kvad?

Gerhard Richter, 6.august 1989

”Kunsten skal forberede et menneske på døden” Skrev den russiske filmskaber Andrej Tarkovskij. Døden er allestedsnærværende i ethvert brud, ethvert skel, enhver ændring, fra fødslen, fra morgenstunden, livet igennem. Er der en lykkelig evighed på den anden side? Er det dén Mitchel længes efter, hvor hun ikke skal mindes om savn, tage afsked, ældes? Uanset er det en længsel i os alle, ikke efter et liv efter døden, men efter en forløsning af smertenspunktet, det at alting er flygtigt.

”Skønheden i kunsten skal lindre smerten i tilværelsen” Siger den amerikanske fotograf Robert Adams. og nu nærmer vi os også noget om hvad kunst kan være. Heltedåd, samtale, livsaftryk, kanal for kærlighed til kruspersille eller til ly for vinteren, som kanal for den evige påmindelse om brud, skel, forandring, om at vi er her midlertidigt. Hvis kunsten er form. Formgivning af erfaringen af skønhed, medieret og formidlet, så fylder den en funktion for mennesker. Hvorfor kan formen være smuk? Fordi den hjælper os med at møde vores værste frygt. At al lidelsen er meningsløs. Skriver Robert Adams videre. 

Det er for mig at se klart en af kunstens vigtigste funktioner. At vi hjælpes til at møde frygten, at vi livet igennem tør erkende, at det er flygtigt. Heraf opstår øjeblikket, de enestående, overvældende erfaringer af naturens skønhed eksempelvis. At kigge op på himlen i bevidstheden om at en dag, er jeg her ikke, til at betragte den himmel. Der kan jeg erkende, hvor storslået og egentlig evig den er, dén himmel.

Julie Lænkholm 2018-2020

Men hvad med brud og skel? Vores pilgrimsfærd, vores længsel efter blot at blæse i vinden som Lærken? De tilbagevendende påmindelser, om at ville gå selv, men ikke kunne? Om at vandre, og ikke røre sig? Om alle de mennesker og steder, ting og fænomener der kommer ind og ud af vore liv? Med mere eller mindre smerte, forelskelse, kærlighed, savn, sorg, forlis, begejstring, mening eller angst der er forbundet hermed?

Det er ikke for at fastholde noget fundamentalt flygtigt at vi har kunst. Kunsten kan for mig at se når den er bedst, hjælpe os med at forholde os poetisk til verden. Lade den åbne sig, i øjeblikkelige evigheder. I syntetiske formsprogs overlap og koblinger, tale til os og aktivere sider i os, som ofte ikke lader sig udtrykke verbalt, endnu. Det er et fornemt formål, for kunsten. At kunne tale direkte til os om det vi endnu ikke har ordene til at udtrykke, men som ligger latent i os alle. F.eks. skønhedserfaring, samt dens stadige genopdagelse.

For ethvert sprog, enhver retning, ethvert tankesystem; et paradigme. Vi undersøger og udfolder, men paradigmerne skal og vil altid lade sig opløse eller genfortolke efter kortere eller længere tid.

Måske vi i dag i verden er i en større forandringstid? Paradigmerne, har længe været underkastet kritik og intellektuel tvivl. Heltene har været en bestemt slags i generationer. Men måske er vi begyndt at erfare på vore kroppe, at vi er mere og andet end vi troede. Kunsten taler til os om synteser, om det der knyttes sammen, og opstår i befrugtninger, om at vi er en del af verden. Hverken over, under, eller ved siden af, men i verden.

Med alt dér, der er der samtidig med os selv.

Robert Adams, fra bogen ”Pine Valley”, 2005.

Måske når individets erfaring af skel, brud, afsked, længsel bliver for svært for kollektivet at bære og lindre, sker der noget sådant? Som en sort sol stæreflok, beskytter vi os måske imod vore egne gamle ideer og paradigmer?

Gerhard Richter, Untitled 4.1.91

Fordi vi er her begrænset tid, er det så dét vilkår der til hver en tid, får os til at kunne gentænke os selv, uden endda helt at have sprog for hvordan vi gør det?

Og måske er vi i en tid hvor vi tør at lukke verden ind igen? Af nødvendighed. Efter i generationer at have bildt os ind at vi kunne kontrollere og skabe vort drømmesamfund, så har vi det nu, og lider samtidig ubærligt i det.

Tilværelsens brud, skel og forandringer er simpelthen for voldsomme for os som individer, hvis ikke vi samtidig, kan erfare vores grundlæggende tilhørsforhold og ophav i en stor verden, af planter og dyr, af mennesker, af bjergkæder, af verdenshave, tundra og blæsevejr, som grundlæggende trygt, fundamentalt og naturligt.

Det kan være fint at passe radiser, og lade andre lege helte, måske også et naturligt heltemodigt skridt frem imod at lade sig opsluge, indhylle og være i verden, men vi har altid også the urge for going. Både heltedåd, af dem som skaber og tænker, og fortæller os andre hvad de har set og gjort, vore forbilleder, samt kunstens måder at tage form, som en af flere kollektive kanaler, som kollektive skæringspunkter, som formidlet skønhedserfaring, som lindrer af tilværelsens smertenspunkter, som forløser og genfortolke, af de ting vi allerede ved uden at vide det, er til hver en tid uundværligt i ethvert kollektiv og i ethvert liv.