Eftertænksomhed mejslet i sten

Dorte Fogh og Annette Østergaard: ”Levende stene. Laila Westergaards Kunst”, Eksistensen 2021, 262 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Laila Westergaard mestrer kunsten at give stenens hårde materiale et blødt og let udtryk. Men det er ikke tilstrækkeligt, for Westergaard vil også skabe eftertanke og debat, f.eks. med en kæmpemæssig kombination af et hjerte og en håndgranat. Dette og meget mere kan man læse om i bogen "Levende stene".

Efter læsningen af kunstbogen ”Levende stene” slår det mig, at to nulevende danske kunstnere minder om hinanden, selvom de har valgt de mest forskelligartede materialer at arbejde i. Peter Callesen foretrækker papiret som sin udtryksform, mens Laila Westergaard, som bogen handler om, bearbejder sten. Papiret er noget af det mest skrøbelige, mens det kræver holdbart værktøj blot at ridse i en sten. Alligevel har Callesen og Westergaard flere ting til fælles: De indarbejder ofte humoren i deres værker, samtidig med at de har en alvorlig tilgang til den verden, de er en del af. Denne alvorlige tilgang skyldes nok ikke mindst, at de begge er inspireret af de store eksistentielle spørgsmål, som de i hvert fald til en vis grad søger svar på i kristendommen. Det betyder ikke, at de udelukkende laver kirkekunst, selvom de begge har lavet altertavler: Peter Callesen i Margrethekirken i Valby og Laila Westergaard i Gødstrup Hospitalskirke. Papiret er ikke velegnet til udendørs kunstværker, mens stenen kan holde sig både inde og ude. Derfor ses Lailas Westergaards værker både inde i offentlige bygninger såvel som på torve, i kirke- og skolegårde og i andre former for udendørs anlæg. I bogen ”Levende stene. Laila Westergaards Kunst” gennemgås en lang række værker af den danske billedhugger.

Til øjet, hænderne og tankerne

Det er en beundringsværdigt gennemført bog, Eksistensen har udgivet med massiv fondsstøtte. Selv forsidebilledet med titel og forfatterangivelse ser ud til at være mejslet i sten, hvorefter det er blevet fotograferet og grafisk bearbejdet.

Bogens mangfoldige billeder står skarpt med smukke gengivelser af kunstnerens værker. Netop fordi billedmaterialet er så godt, kan de meget grundige beskrivelser af værkernes udseende virke lidt overflødige. Samtidig er der noget sobert over forfatternes grundighed. Om man finder bogens gennemgående diskussion om, hvilke genrer, Westergaard bevæger sig i, interessant, er nok subjektivt, men der springes i hvert fald ikke over, hvor gærdet er lavest. Fogh og Østergaard har en ærlig interesse i at placere Westergaard som en moderne genrebryder, der fører sin særlige kunstform ud i helt nye udtryk. At forfatterne har ret, er man slet ikke i tvivl om, når man ser på bogens illustrationer, der afslører kunstneren bag som en teknisk ekstremt dygtig og originalt tænkende ophavskvinde. Her er både noget til øjet, hænderne og tankerne. Øjet, fordi værkerne er ualmindelig smukt udført, hvad enten deres budskab er barskt eller poetisk. Hænderne, fordi det kribler i én for at røre ved den kniplingsdug eller den dåbskjole, der med små forsigtige slag er mejslet ind i eller i nogle tilfælde snarere ud ad stenen. Og tankerne, fordi hvert værk enten kalder på en tolkning eller har så tydeligt et budskab, at en tankebane sætter i gang sekundet efter, at man har kastet blikket på værket.

Et 33 meter langt digt

Forfatterne opdeler Westergaards produktion i 1) kar, 2) relieffer, billedsten og sten med tekst, 3) Skulptur og 4) Sten på kirkegårde. Hertil kommer udsmykningen af Gødstrup Hospitalskirke, der udgør en enhed for sig og som derfor også har fået sit eget kapitel i bogen. Opdelingen afslører en stor bredde i Westergaards produktion, der tilmed breder sig ind i poesien. I Ribe Katedralskoles gård findes værket ”Ord på vej”, der består af citater fra vidt forskellige litterære værker, mens ”Rejsefrise” er et 33 meter langt digt, som Westergaard selv har skrevet. Teksten er gengivet i sin helhed i bogen, så man kan glæde sig over formuleringer som:

”HØRER DU

TOGET

DRØMMER DU

LÆNGES DU

FRISTES DU AF FREMTIDIGE ERINDRINGER…”

og

”VINTER I SIBIRIEN

KINDBIDT AF KULDE” (s. 130).

og

”…KIGGER IND I DINE ØJNE

FALDER

BEGRIBER DU MIG…” (s. 131).

Også i de øvrige værker digtes der, blot med billeder. Til tider er det med gentagne motiver i meditative friser, andre gange er det i naturtro gengivelser af fotografier, og atter andre gange er det i formgivningen af en skulptur, f.eks. en kombination af et hjerte og en håndgranat; et barsk billede på den dobbelthed, vi alle har i os.

Fordi Westergaard mestrer mange håndværksmæssige teknikker og kan supplere disse med en dybsindig og billedrig tankegang, er der altid noget at blive inspireret af i hendes kunst, hvilket Foghs og Østergaards bog i høj grad er med til at slå fast.