fredag den 11. februar 2022

Tiden, der sårer alle

Lars Thur:
Stærkt utilfreds
Det poetiske bureaus forlag 2021
77 sider. 150 kroner

Af Arne Herløv Petersen
Lars Thur leger med ord. Han trækker i dem, snor dem rundt om hinanden, kaster dem op i luften og griber dem igen, trykker dem sammen i hidtil usete ordklumper og smuldrer dem mellem fingrene og drysser dem ud over verden.

Det, han gør ved modersmålet, ligner ikke noget andet. Men inde i festfyrværkeriet – åh guldregn – ligger et smertepunkt, som digteren bevæger sig rundt om, hende den elskede, der gik sin vej, det der var og ikke kommer igen.

Og der ligger en sorg og en vrede over tiden, der sårer alle, samfundets almindelige udvikling eller afvikling og alt det, man kan blive stærkt utilfreds med. Man kan gå rundt mellem digtene, plukke ordblomster og snuse til dem:

For nu at sige det
som det er
så er jeg stærkt utilfreds
jeg er utilfreds med min barndom
min ungdom og hele min opvækst

Jeg vil bortadopteres
med tilbagevirkende kraft
og opfostres
i et grænseløst revir
med slotsfruer, østers
vindebroer og canapeer

*

Vi er dem på toppen af
de skimlede prinsessemadrasser
dem som ikke ved, at det ikke
er ærter vi ligger på
men neoliberalismens hæmorider

*

Under skyernes blonder
går jeg på skrabede knæ
i blodsivende ildhu
og beder om en sort hjerteblomst

*

Vi går ad endekendte veje
i vækstens uflytbare spor
blandt kastrerede svin
og stinkende dobbelthyacinter
på barfjæskinder
blomstrer flovhedens rosetter

*

Og hele tiden vender savnet tilbage:
Tomt rosenfingret
blåmorgenkysser jeg
din ametysthed

*

Vi står i gylle
til halsen
markerne er under vand
pesticiderne står i kø
og fantasien er halekuperet
og lige nu
meddeler
kvinden i mit liv
at hun har fundet
en anden

*

I mit hjertes brændkammer
gløder jeg varsomt
vores kærlighedslig
og asken i urnen
strør jeg
i ordhavet

*

Kære du
Du skrev i min poesibog
og jeg i din
Vi afsøgte
vokabulariums
og tiltalekommaernes
betydning for kys
og nu skal vi
lodde dybden
af begrebet
aldrig
mere

*

Gå i haven
og blomsterglo
sige en rosenmonolog
indeni og blive bisværmsk…

Til dig og alle de andre
som forsvandt i tidernes tåge
måske skal vi mødes en dag
og kysse om igen

Lade som om
at tiden ikke er gået
at børnene ikke er voksne
og bare kærtegne
hinandens mindekroppe

Der er alvor og dybde bag ordlegens spraglede krumspring. Og så er det en smuk bog at sidde med, med collager, der også er lavet af Lars Thur, der er et bogmenneske og i mange år havde et antikvariat i Århus.

Læs også anmeldelsen af Lars Thus forrige bog: Tilværelsens egentlige og substantielle drama

Denne anmeldelse har tidligere været bragt på Arne Herløv Petersens facebook-væg


Ingen kommentarer:

Send en kommentar