Glemte malerier, der vil ses

Jens Christian Top: ”Erik Hansen – Esbjergs mørkemaler”. Hrymfaxe 2022, 132 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Der er noget insisterende over Erik Hansens malerier, som om en lille del af hans kompromisløse lidenskab for billedkunsten er stivnet på lærredet og dog ånder et gentagent: ”Se mig!”.

Jens Christian Top lader andre komme til orde i sin lille bog om maleren fra Esbjerg, der døde med malersyndrom og et stort alkoholforbrug.

Maleriet som det egentlige

”Erik Hansen var først og fremmest maleren. Det, der betød noget, var at få sat noget på lærredet. Andet var ham oftest uvedkommende […] Erik Hansen begyndte som traditionel naturalist. Senere arbejdede han sig frem i flere retninger. Han blev en til tider nærmest foruroligende kolorist. Han flirtede med surrealismen, naivismen og – med svigtende held – det abstrakte. Der kunne være en nærmest barnlig umiddelbarhed over hans penselføring og farvevalg.” (s. 122). Sådan er journalist Ulf Gudmundsen citeret for at skrive om Erik Hansen, og man kan genkende beskrivelsen fra de mange gengivne malerier i Jens Christian Tops: ”Erik Hansen – Esbjergs mørkemaler”.

Erik Hansen var bl.a. inspireret af Jens Søndergaard, men havde også sit helt eget udtryk, både i landskabsmalerier og bymotiver.

Snarere en kildesamling end en biografi

Tops bog indledes med en kort beskrivelse af Erik Hansens barndom i Esbjerg, der var præget af fattigdom og storebroderens druknedød. Siden blev Erik og hans søster, Ruth, boende som naboer på samme grund. Derfor findes der i bogen en del citater fra søsterens erindringer. I det hele taget minder bogen mere om en kildesamling, der skal bringer læseren fakta om kunstmaleren Erik Hansen. Han havde sit virke, dengang aviserne skrev anmeldelser af lokale kunstudstillinger, og citaterne fra disse er mange, for efterhånden udstillede Erik Hansen ganske ofte. Således får læseren indsigt i, hvad kritikerne synes om Hansens værker. Mange af dem var særdeles rosende, andre nærmest sønderrivende i deres kritik. Disse citater er ganske interessante om end lidt kedsommelige i længden, men nogen dybere forståelse af Erik Hansen og hans drivkraft giver de ikke.

Selvom teksten i ”Erik Hansen – Esbjergs mørkemaler” er mere dokumenterende end medrivende, er der så meget desto mere spræl i de gengivne malerier. Hansen sparede hverken på maling eller farve. Hans tykke penselstrøg skabte motiver, der den dag i dag stadig vil ses, og selv de mest stilfærdige af dem besidder en venlig påtrængenhed, der vækker beskuerens nysgerrighed.

Dette ønske om at vække andres nysgerrighed kom også for en dag de mange somre, hvor Hansen hængte sine malerier op i havens træer og lod dem hænge der i flere uger uafhængigt af vejr og vind. På den måde supplerede han de udstillinger, han blev invitereret til, med sin helt egen, hvor han tilmed var den eneste udstillende.

Et bekendtskab værd

Erik Hansen kunne ikke leve af sin kunst, men måtte i perioder ernære sig som håndværksmaler. Opløsningsmidlerne i oliemalingen kombineret med et kraftigt alkoholforbrug satte sit præg på hans seneste år. Han døde som 56-årig i 1970. Selvom det er godt et halvt århundrede siden, er Hansens værker stadig værd at stifte bekendtskab med. Dette ville have været endnu tydeligere, hvis man havde valgt et andet layout end ”De små kunstbøger” – hvoraf denne er nr. 12 – normalt gør brug af. Der er ganske simpelt ikke plads nok til gengivelse af værkerne i marginen, og når det alligevel sker, sidder man som læser og ærgrer sig over, at man har fundet det nødvendig at formindske værket så meget.

Når det er sagt, er det al ære værd, at forlaget Hrymfaxe, der er tilknyttet Janus – Vestjyllands Kunstmuseum i Tistrup, har udgivet en bog om en vestjysk maler, der er gledet ud i glemslen, men som stadig er værd at stifte bekendtskab med.