Døende dødsfjender i ørkenen

Maria Lazar: ”To soldater”, Forlaget Ti Vilde Heste, 2026, oversat af Eva Botofte. 

Af Egil Hvid-Olsen

En kortroman, en lang novelle, en dialog for døve øren? Det er ikke helt klart, hvilken genre ”To soldater” tilhører, men det er faktisk også fuldstændig ligegyldigt, for den har en styrke, der hæver sig langt over nødvendigheden af genrebestemmelse.

I ørkenen ligger to unge mænd. Briten Johnny og tyskeren Hans Schmidt. Johnny har mistet sine hænder og arme i et flystyrt. Hans’ ben er blevet kørt over af en kampvogn. De ligger med få meters mellemrum i ørkenens totale mørke, tørstige, med sand i munden, bevidste om, at de begge skal dø, og at de ikke dør forgæves. Også mange oplevelser fra barndom og ungdom har de tilfælles. De har begge forældre, begge søskende, begge kærester og begge jævnaldrende forbilleder, som de begge ser op til og er jaloux på. De har ovenikøbet begge mødt jøden Popper, der måtte flygte fra Hans’ by og endte i Johnnys by. Men på trods af alt det, de har til fælles, har forskellene større vægt. Ét er sproget. Johnny forstå ikke tysk, og Hans ikke engelsk. Noget andet er ideologien. Hans er overbevist om, at han dør en heltedød i førerens navn. Hans død er med til at sikre det tredje riges sejr og underlæggelse af alle de nationer, der har sat sig op imod Nazityskland.  Johnny derimod går i døden for den frie verdens fortsatte frihed. Han erkender, at det er et andet menneske, der ligger få meter fra ham og jamrer, råber og synger, ikke blot en fjende. Hans derimod insisterer på, at Johnny er en fjende, der enten skal tages til fange eller skydes.

De to unge mænd ”har ordet” på skift. De ”taler” i en stream-of-consciousness, der får lydlige udbrud i form af råb, sang eller gråd. Hver for sig forstår de ikke, hvad der rører sig i den anden. De forstår bare, at de begge skal dø. Men så længe de lever, er de hver for sig lidt nysgerrige efter at se den anden. Sådan ligger de natten igennem og venter på morgenlyset og døden.

Syng sangen!

Et eksempel på de i hinanden indflettede monologer stammer fra s. 44-45. Hans har lige forsøgt at synge Die Fahne hoch, hvilket fylder Johnny med undren. Der er noget bekendt over melodien, men han kan ikke huske, hvor han har hørt den.

Hans tænker:

Stønner du nu igen? Jamrer du? Alt det, bare fordi du ikke vil adlyde mig. Du nægter at synge min sang. Du spiller syg, du simulerer. Man kender typen. Du tror, at du ikke længere behøver at adlyde, fordi jeg allerede er i himlen. Min kære ven, den tyske himmel ser anderledes ud, end du forestiller dig. Der er pigtråd og krigsfanger. Klokken fem om morgenen: Træd an! Syng sangen, I skal alle sammen synge vores sang. For min stemme alene rækker ikke, den er kvalt, jeg brænder af tørst … I skal synge sangen, straks, med det samme: Die Fahne hoch, die Reihen fest geschlossen … åh, min stemme … min stemme … jeg har … ingen … stemme mere …

Johnny overtager:

Det lyder, som om han mister vejret, som om hans stemme svigter. Han raller. Han er ved at blive kvalt. Jeg må hen til ham. Man kan da ikke lade et menneske være alene i sådan en nød. Også selv hvis du ikke er en ven, ikke en bror, ikke en kammerat, jeg er ikke et fremmed dyr, der lurer på dig. Jeg vil ikke flænse dig, ikke overfalde dig, jeg vil bare være hos dig, når du dør. Og selv om jeg ikke kan forstå dit sprog, så værdsætter jeg dog et menneskes stemme, der taler i ørkenen. Jeg værdsætter den menneskestemme, der bliver kvalt lige ved siden af mig. Du skal bare vente lidt, måske kan jeg alligevel komme hen til dig. Det ene knæ bevæger sig, langsomt, langsomt …

Kamp for frihed eller illusion

”To soldater” er skræmmende, rå, smertefuld, men desværre også en nødvendig påmindelse om forskruet ideologi, der i værste fald foldes ud i krigens bestialitet. Den fortæller, hvordan mennesker med nogenlunde ens vilkår kan lade sig gribe af vidt forskellige tanker og derved blive hinandens dødsfjender. Som læser har man ondt af dem begge, måske mest af Hans, selvom han er usympatisk og skræmmende. Han er den af dem, der har fået mindst glæde i livet. Det er så trist.

Trist er det også, at Johnny skal dø, men han har i det mindste nydt livet i perioder. Han ved, hvad det er, han har kæmpet for, mens Hans er blevet ført bag lyset og har kæmpet for en trøstesløs illusion.

En forfatter på flugt

Maria Lazar skrev ”To soldater” i 1948, kort inden hun tog sig eget liv. Hun led af en uhelbredelig og smertefuld sygdom, og havde som østrigsk jøde (konverteret til katolicismen) en række traumer, der også har slidt. Den lille bog om Johnny og Hans udkom først i 2024, da stifteren bag forlaget Das vergessene Buch Albert C. Eibl havde fået en kasse efterladte manuskripter overdraget af Maria Lazars barnebarn.

Lazar havde skrevet nogle stærkt samfundskritiske romaner i 1920’erne, som medførte, at ingen forlag længere havde mod på at udgive hende. Derfor skrev hun under pseudonumet Esther Grenen, og fik på den måde igen udgivet en del bøger. I takt med, at nationalsocialismen fik mere magt, turde hun ikke blive i Østrig. Som en del andre tyske forfattere, hvoraf den mest kendte er Bertolt Brecht, fandt hun og datteren Judith husly hos den danske forfatter Karin Michaëlis på Thurø. I 1939 kunne de ikke blive der længere, og flygtede til Sverige.

En lille, tung bog

Sin kleine størrelse til trods er ”To soldater” en tung bog, der sætter sig spor hos læseren. Albert C. Eibls efterskrift er informativt, selvom det handler lige så meget om ham som om Lazar.