Den subjektive isme om det hele menneske

Symbolismen
Det poetiske bureau nr. 34
Ca. 500 sider, illustreret

Af Jakob Brønnum
Det poetiske bureaus tidsskrift har gennem årene leveret mange spektakulære numre, men nummer 34 om Symbolismen, der udkom i slutningen af i fjor, tager nok prisen. Det er et gigantisk nummer af tidsskriftet, hundredvis af sider af tekster, som har konkret eller overført udgangspunkt i slutningen af forrige århundrede i en kunstnerisk retning indenfor litteratur (og billedkunst), som er lige så svær at gribe om som dens navn antyder.

Man kan glæde sig til tekster af Stefan Mallarmé og Paul Verlaine, som i hvert fald for undertegnede er centret af den poetiske tanke symbolismen udtrykker.

Når man interesserer sig intenst for litteraturhistorie, kan man nogle gange få ismerne galt i halsen. De blev præsenteret for en som afgrænsede størrelser i skolen, selv om senere beskæftigelse med det netop viser sig at det er de ikke, de glider ind i og over hinanden og optræder ofte samtidig i en enkelt tekst.

I det fyldige forord skrevet af Freddy Hagen kan man læse en subjektiv indføring og introduktion til antologien, der opfatter symbolismen bl.a. som en reaktion mod den franske poesis noget stive retorisk tradition. På den måde kan man iagttage et åndsfællesskab med den såkaldt Prærafaelitiske malerskole, hvor man vil gøre op med en stivnet akademisk tradition i maleriet, der har opfattet Rafaels stilsikre perfektion alt for bogstaveligt.

Bogen er opbygget med de nævnte digtere i fyldigt udvalg, men peger både frem og tilbage og finder beslægtede værker hos Victor Hugo, Nerval, Baudelaire, Poe og Rimbaud, Hyusmans og rigtig mange andre. Danske symbollister som Johannes Jørgensen og Sofus Clausen er også repræsenteret, ligesom den belgiske dramatiker Maeterlinck og stemmer fra den spansk-portugisiske verden, hvor Ruben Dario repræsenterer den sydamerikanske symbolisme.

Det er her, det bliver meget subjektivt, det med ismerne, for selvom f.eks. Ruben Dario jo af Pablo Neruda blev kaldt kontinentets dybeste stemme og selvom han er en helt fantastisk digter fra årtierne omkring det forrige århundredes begyndelse, kunne man være gået i mange andre retninger og stadig fanget op, præcis hvad det er symbolismen gør. Dens forfattere skriver moderne digte. Den kaster sig ud i en modernisme, hvor man under ansvar for sig selv og kunstens eviggyldige øjeblik, selv bestemmer form og indhold.

Man kan fæstne modernismens lyriske oprindelse hos Baudelaire, der jo også er repræsenteret i udgivelsen, ikke på grund af formen, men på grund af indholdet, hvor jeget agerer fuldstændig frit som et storbymenneske, eller man kan fæstne det hos den delvis samtidige Rimbaud på grund af hans fuldstændigt frie formsprog.

Men det er svært at overse at det netop var de digtere, jeg først nævnte, særligt Mallarmé, som når dette tidløse moderne øjeblik, hvor verden står helt stille, i sin egen ret og alligevel formet af den menneskelige evne til at lade sprog, symbol, verden, krop, tanke og omverdenen smelte sammen i en stadig bevægelse, vi kalder liv, tilværelse. Det der bliver sat fri af symbollisterne, er samtidig modernismens motorrum. (Og jeg minder her om den banalitet, at modernisme og modernitet er to vidt forskellige begreber). 

Bogen rummer enkelte digte af symbolismens fjerne arvtagere blandt Det poetiske bureaus forfattere nemlig bl.a. Henrik S. Holck, Alexandra Carnera og Søren Kristoffersen.

Tidsskriftsantologien Symbolismen er propfuld af tekster, man ikke kan gøre sig færdig med, der er 500 sider af en salig blanding mellem lyrik og faktatekster. På samme måde som symbolismen introducerer den fordomsfrie subjektivisme i kunsten, hvor jo først de efterfølgende ismer som futurismen for alvor ser moderne ud, er det også en forlagsmæssigt subjektiv antologi. Foruden at give et dybdegående rids af symbolismens kunstneriske opkomst og udtryk, viser den tydeligt forlagets egen udgivelsesmæssige samklang med symbolismen. Mange af de repræsenterede forfatterne er udkommet på Det poetiske bureau i endnu fyldigere udgaver.