Et virvar af følelser og uforudsigelige handlinger

Klassikerlæsning. Fjodor Dostojevskij: ”En grønskolling”, 1875, oversat til dansk af Ole Husted Jensen, Vangsgaard 2004, her læst i 2. reviderede udgave fra 2014, 586 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”En grønskolling”, der tidligere har været udgivet under titlen ”Ynglingen” (i Ejnar Thomassens oversættelse), handler om den 20-årige Arkadij Andrejevitj Dolgorukij, der er uægte barn af Andrej Petrovitj Versilov. Hans blakkede familiære status og en opvækst på en kostskole og i forskellige plejefamilier har øget den frustration og usikkerhed, der i forvejen kan fylde rigeligt i unge menneskers sind. Selvom Arkadij er sig smerteligt bevidst, at han ikke tilhører det gode selskab, har han udtænkt en ”idé”, der skal gøre ham lykkelig. Ideen kan sikre ham et ubekymret liv, og han er fuldt ud overbevist om, at han er i stand til at virkeliggøre den, når han først har gjort op med sine forældre. Han vil brænde alle broer og begynde på en frisk, uafhængig af andre. Dog er der én ting, han har glemt at tage højde for, nemlig sin ungdommelige umodenhed, der, så snart han kommer til penge, lokker ham til spillebordet, hvor han hurtigt gribes af ludomani. Ideens realisering må derfor udskydes, hvilket har den primært positive konsekvens, at han lærer sin far, mor og sine søskende at kende. Imidlertid er deres indbyrdes forhold alt andet end uproblematisk. Versilov slås med et splittet sind, der ind imellem får ham til at handle ganske uforudsigeligt. Ét er, at den unge hovedperson ikke kan forstå, hvad der foregår omkring ham (og læseren derfor også ofte er på herrens mark), noget andet, at hans far bevæger sig i så alternative virkelighedsforståelser, at han – på linje med Arkadij - mangler fodfæste i hverdagen. Dette skyldes, at handlingen finder sted i en opbrudstid, hvor de gamle dyder står for fald, socialismen er begyndt at tage form, og ingen rigtig ved, hvordan fremtiden vil forme sig. Denne uvished får et konkret udtryk i Versilovs forvirring, der gør, at han gang på gang træffer beslutninger og udfører handlinger, der sårer både ham selv og hans nærmeste. Samtidig gør han rede for en særpræget ideologi, der skal samle Europa i en fælles åndelig identitet, hvilket kun kan gøres under lederskab af det selvopofrende russiske menneske.

Samtidig med disse skildringer af forvirring, dels på mikro-, dels på makroplan, udfolder der sig flere intriger, hvor den ene bunder i faderens og sønnens fælles fascination af den smukke generalenke Katerina Nikolajevna Akhmakova. Begge mænds kærlighed til denne kvinde er urealistisk, men presser dem ikke desto mindre ud i handlinger, de siden fortryder. Den intrige, der udfolder sig omkring denne problemstilling, får en afslutning af melodramatiske dimensioner.

En vidtforgrenet dannelsesroman

Romanen fortælles af den unge Arkadij, der modnes betragteligt undervejs af de ret voldsomme erfaringer, han gør sig. Således viser Dostojevsky også i ”En grønskolling” sin fabelagtige evne til at beskrive et menneskes sind og tanker. Ja, han nøjes (som så ofte før) ikke med ét menneske, men inddrager et stort persongalleri, hvoraf læseren kommer ind under huden på en hel del.

Dostojevskij behersker den dybtgående beskrivelse af sine karakterer. Han lader dem udfolde deres tanker, der til tider får et næsten essayistisk præg; han konstruerer dialoger, hvor det talte ord afslører de talendes forskelligartethed, deres mål, usikkerhed og forvirring. Han fremstiller skurke, der pludselig kan åbenbare en ædelmodighed, og ædle karakterer, der pludselig reagerer gement, og selvom det lyder konstrueret, er det det stik modsatte: overbevisende og virkelighedsnært.

Dostojevskij var midt i halvtredserne, da ”En grønskolling” udkom, og alligevel var han i stand til overbevisende at give stemme til et ungt menneskes frustrationer og umodne reaktioner. Vel er Arkadijs sprog meget modent hans alder taget i betragtning, men hans væremåde er spontan, ungdommelig og ofte ansvarsløs. Det kan være ganske frustrerende at følge hans færd fra den ene dumhed til den næste, men ”En grønskolling” er også en dannelsesroman, så Arkadij får større og større overblik over dels de intriger, han mere eller mindre bevidst deltager i, dels sit liv i al dets kompleksitet. Og dog er det nødvendigt for den unge mand hen mod slutningen at komme med denne indrømmelse til læseren: ”Jeg må nu igen foregribe begivenhederne og forklare læseren i hvert fald noget på forhånd, for denne histories logiske forløb er blevet blandet op med så mange tilfældigheder, at det ikke er til at finde rede i uden en forudgående forklaring.” (s. 514). Som læser kan man irriteres over denne indrømmelse fra Dostojevskijs side, idet han jo direkte erkender, at han har skrevet for usammenhængende. Irritationen varer dog kun, indtil man husker på, at det ikke er Dostojevskij, men Arkadij, der formulerer indrømmelsen. På den måde styrker Dostojevskij illusionen om romanens unge fiktive forfatter yderligere.

Måske ikke størst, men dog stor

Lad gå, at Arkadij uden hold i langt de fleste virkelige forløb pludselig ikke længere er indfanget i ludomaniens lænker. Dette træk kan eventuelt forklares med, at Dostojevskij, der selv var grebet af spillelidenskab, lå under for den udbredte indbildning blandt spillere, at han kunne stoppe fra den ene dag til den anden. Lad ligeledes gå, at Dostojevskij til tider lader Arkadijs selvmedlidenhed og deraf følgende bitterhed fylde rigeligt – et træk som bestemt ikke er urealistisk, men en smule trivielt. Lad tilmed gå, at Dostojevskij i ”Grønskollingen”, men eksempelvis også i ”Forbrydelse og straf”, tillader sig nogle fortælleteknisk lette løsninger som at lade personerne opsnappe vigtig information på ganske tilfældige måder, for eksempel ved at hovedpersonen befinder sig i et værelse, der støder op til et rum, hvori en vigtig samtale føres. Og lad gå, at man som læser må gennem flere hundrede sider uden at have den mindste anelse om, hvordan dette væld af følelser, fortællinger og skæbner hænger sammen. Lad gå med alt dette, for når læsningen er afsluttet, viser det sig, hvor bevidst Dostojevskij har været om bogens konstruktion og detaljer lige fra begyndelsen, og at den hænger langt bedre sammen, end man har haft fornemmelsen af.

At Dostojevskij vidste, hvad han lavede, bekræfter Eigil Steffensen i sin lille bog ”Dostojevskijs store romaner” fra 1971: ”Den brudte, disharmoniske form, Dostojevskij betjener sig af, er imidlertid ikke betinget af hverken tidsnød eller en midlertidig nedgang i Dostojevskijs kunstneriske formåen” (s. 66). Steffensen mener, at det uoverskuelige ved romanen skyldes, at dens forfatter er påvirket af sin samtid, der netop ”var en ustabil brydningstid, hvor alle værdier og normer blev taget op til revision” (s. 67). Således kunne romanen ikke blive andet end kaotisk.

Denne forklaring kan man være enig eller uenig med Steffensen i. Netop det kaotiske har medført, at mange ikke anser ”Grønskollingen” for at høre til blandt Dostojevskijs største romaner. Men en roman behøver ikke at være størst for at være stor. Det kan være ret ligegyldigt, hvor på ranglisten, ”En grønskolling” befinder sig, for den er under alle omstændigheder værd at læse.