Kunstnerens afhængighed af det gode selskab

Ribe Kunstmuseum ”Som brødre. Venskab og konflikt i guldalderen”, 30.9.2023-7.1.2024, www.ribekunstmuseum.dk

Af Egil Hvid-Olsen

Ribe Kunstmuseums guldalderudstilling ”Som brødre” trækker tråde op til nutidens kunstverden.

Udstillingens undertitel er ”Venskab og konflikt i guldalderen”, hvilket henviser til det forhold, der også er kendt i vore dage, nemlig at netværk, venskaber og alliancer er nødvendige for at opnå succes.

Constantin Hansen: Alvilde

Hvor ofte har man ikke stået foran et udstillet kunstværk og tænkt: ”Hvad i alverden er meningen med det makværk?” Ens vurdering er selvsagt subjektiv, og lige så selvsagt er det, at det samme gør sig gældende for dem, der har rost det udstillede værk. Nogle meningsdannere er mere inde i sagerne end andre, og derfor har de naturligvis også større indflydelse, og kan de overbevise kunderne, mæcenerne eller fondene om, at den og den kunstner er fabelagtig dygtig, så følger der et salg, der igen fører til berømmelse. Men netop fordi vurderingen er subjektiv, er der andre, der bliver overset og må lade sig nøje med dårlig eller ingen omtale. Sådan er det i dag, og sådan var det i guldalderen.

Kvindelige kunstnere

”Som brødre” giver eksempler på, hvordan datidens kunstverden fungerede. Det gjaldt om at holde sig på god fod med de rette, hvad enten de tilhørte pressen, akademiet eller de etablerede kunstnere. Én gruppe faldt dog næsten konsekvent igennem, nemlig kvinderne. De havde ikke adgang til akademiet, fordi man anså det for forkert, at de skulle stå overfor hel- eller halvnøgne modeller, og fordi man mente, at de havde et andet mål i livet, nemlig at passe hjem og børn. Constantin Hansens søster, Alvilde, ville gerne være kunstmaler som sin bror og sin far, men hun fik aldrig valget. Det varigste spor hun satte sig, var i Constantins portræt af hende, som han malede i 1825.

Lucie Ingemann: Thorvaldsens apoteose

Enkelte af de udstillede værker er dog malet af kvinder. Det skyldes imidlertid næppe kvaliteten, at Lucie Ingemanns ”Thorvaldsens apoteose” (1844-1868) er med i udstillingen, men at det skildrer den idoldyrkelse, som ganske få kunstnere kunne opnå. Thorvaldsen var så anerkendt, at fru Ingemann lader ham guddommeliggøre posthumt. Der er ikke alene tale om opstandelse, men om en slags verdslig helgenkåring af Thorvaldsen, der bliver budt velkommen af den Kristusfigur, han selv havde lavet til Vor Frue Kirke i København. Hvad angår maleriets tekniske udførelse er der næppe noget at kritisere, men motivet viser en fandyrkelse, der er gået amok, og som Thorvaldsen måske ikke engang selv ville være fan af.

Blandt venner

Blandt kunstnerne knyttedes der naturligvis venskaber. Nogle var varige, andre ikke. Måske blev den andens succes for meget for den, der følte sig og måske også var overset. Måske fandt man ud af, at venskabet med den anden trak en selv bort fra de vigtige honoratiores. Men så længe venskaberne holdt, inspirerede man hinanden gensidigt.

Wilhelm Bendz:
Portræt af maleren Niels Peter Holbech

I Wilhelm Bendz’ ”Portræt af maleren Niels Peter Holbech” fra ca. 1824 læner Holbech sig afslappet op ad en pult. Afstøbningen af den ranke tegnemodel til højre i billedet står i modsætning til kunstnerens holdning, såvel som til den tidligere generations historiemalerier, der dog snart skulle få en renæssance. Det tydeligt afslappede er et bevidst stilbrud, der insisterer på at skildre kendte stemninger fra hverdagen.

Ny vurdering af gamle værker

De to venner, Jørgen Roed og Frederik Sødring, drog sammen til Møns Klint i 1830, men mens Roed blev oppe på klinten og malede det smukke vue deroppefra, søgte Sødring ned på stranden under klinten, hvor han kunne lade både klint og hav indgå i en komposition, som – med inspiration fra de tyske romantikere – benyttede landskabsmaleriet til at afspejle psykologiske tilstande. Det viste sig, at Roed fandt størst forståelse blandt kunstkritikerne, mens Sødring forsvandt i glemslen.

Roeds og Sødrings partier fra Møns Klint

Udstillingens tema fører helt naturligt til en præsentation af både datidens anerkendte og dens afviste billedkunstnere. Det interessante er, at det i dag ikke nødvendigvis er de dengang anerkendte kunstneres værker, man synes er bedst.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i Kunstavisen i en kortere version.