En naturkraft af en fortæller

"Det er, som om rodløshed og rastløshed smelter sammen med kvindelig frihedstrang i Michaëlis´ forfatterbevidsthed"

Karin Michaëlis
Hjertets Vagabond
Forlaget Alhambra 2023

Af Carina Wøhlk
Nogle romaner tager læseren med storm. Sådan er Hjertets Vagabond. En hæsblæsende oplevelse fra ende til anden. Et møde med en hvirvelvind af en fortæller. Og når bogen slås sammen til sidst, sidder læseren tilbage med røde kinder og sus i sindet.    

Hjertets Vagabond udkom i 1930 og var på mange måder kronen på Karin Michaëlis´ litterære værk. Michaëlis debuterede allerede i 1902 og havde således på udgivelsestidspunktet et rigt forfatterskab bag sig. I sin samtid var hun en kendt og anerkendt kulturpersonlighed. Alligevel sank hun siden hen i glemsel. Ikke mange kender til hendes bøger i dag. Det kan undre. Michaëlis´ forfatterskab fortjener at få den renæssance, som genudgivelsen af Hjertets Vagabond lægger op til.      

Hjertets Vagabond vidner om Michaëlis´ stærke personlige skrivestil og feministiske ærinde. Romanens tematiske omdrejningspunkt er kvinders frihedskamp – en kamp for friheden til at vælge for sig selv både kunstnerisk, økonomisk og seksuelt. Netop dette tema er gennemgående i Karin Michaëlis´ forfatterskab. Flere af hendes bøger kredser om pigers og kvinders udfordringer i et patriarkalsk samfund.

Som Michaëlis ser det, bidrager piger og kvinder til at forstærke uligheden imellem kønnene ved ikke at mønstre modet til frigørelse. Michaëlis selv gør oprør imod kvinders selvundertrykkelse ved at tilbyde litterære heltinder – den fremmeste af dem er hovedpersonen og fortælleren i Hjertets Vagabond: Kirsten.

Kirsten er en dynamisk figur. Hun bevæger sig fra det ene sted til det andet, fra den ene oplevelse til den anden, fra den ene mand til den anden. Hun fortæller sin historie fra et hjørne af haven - og er alligevel her, dér og alle vegne. Hun taler i øst og i vest og slynger læseren rundt i et univers af springende associationer. Sproget er fabulerende og fuldt af digressioner. Der er ingen sammenhængende handling. Kun en naturkraft af en fortæller og en masse nedslag i et broget liv. Læseren må selv stykke billedet sammen.   

Det dynamiske er forbundet med det vagabonderende, som romantitlen sætter ord på – og som også er et tilbagevendende motiv i flere af Michaëlis´ andre bøger.  Det er, som om rodløshed og rastløshed smelter sammen med kvindelig frihedstrang i Michaëlis´ forfatterbevidsthed.

Som det interessante forord af Michaëlis-kenderen Johan Rosdahl gør rede for, er der en klar pointe i, at forfatteren giver ordet til en kvinde. Hendes ord ER bogen. Hendes historie skal ikke formidles af en mand. Hun er selv frue over sit sprog og sin historie.    

Virkelighedens Kirsten

Hovedpersonen er ikke en fiktiv skikkelse. Hun er kalkeret over kunstmaleren Kirsten Kjær, som besøgte Karin Michaëlis i hendes hjem på Thurø i 1929. Under sit ophold fortalte maleren løs om bedrifter og begivenheder i et liv på de vilde vover. Hendes talestrøm blev stoffet til en ny roman – Hjertets Vagabond. 

Efter udgivelsen måtte Kirsten Kjær kæmpe sig fri af romanfigurens skygge og insistere på at være andet og mere end bogens frimodige hovedperson: Nemlig en gudsbenådet kunstner i sin egen ret.

I bogen siger hovedpersonen selv, at hun som kunstmaler ser dybere end fotografen: ”Jeg ser igennem helt ind til det inderste, til det, som menneskene ikke godvilligt viser frem” (se side 35). Måske deler forfatteren dette dybe blik. Og derfor vil et billede altid være mere end modellen og en bog altid mere end inspirationskilden.  

Uanset hvor Hjertets Vagabond henter sin saft og kraft fra, er romanen forfriskende anderledes. Læseren forelsker sig hovedkulds i Kirsten - den farverige og fandenivoldske kvinde, der ”har levet mit liv, som det passede mig – om det passede jer andre, jer om det! Og når jeg endelig engang skal dø – bank under bordet – så bliver det ikke af kedsomhed” (se side 73). Et kvindeeksempel til efterfølgelse…