Suveræne horntrioer: Brahms, Ligeti og Mozart (sic!)

Brahms Ligeti Mozart Schuman: Horn Trios
Martin Owen (horn), Francesca Dego (violin), Alessandro Taverna (klaver)
Chandos

Af Jakob Brønnum
Brahms Trioer er et kapitel for sig indenfor kammermusikken. Tre klavertrioer, en klarinettrio og en horntrio, altså hvor hornet står i stedet for celloen sammen med violin og klaver. De tilfører noget ny substans til en genre, som Haydn havde formet og Beethoven udfoldet.

Opførelsen i den nye indspilning på Chandos, der udkom forleden, er fantastisk god. Den har et åndedræt, som gør musikken nærværende på den mest sanselig måde. Helt uimodståelige er de mange, let tøvende indsatser (som det hedder), altså et instrument, der lige trækker tempoet en anelse, før det sætter ind.

Francesca Degos violinstemme har en rig palet af klangfarver. Den står mellem de to meget anderledes instrumenter, Martin Owens horn og klaveret (Alessandro Taverna) og synes at låne fra dem begge, hornet sfæriske svæven og tasteinstrumentets kontante pondus. Balancen mellem instrumenterne er perfekt. Hornet bærer smukt det kaldende, men ømme hovedtema i 1. sats, der altid har gjort værket uforglemmeligt.

The Three-Body Problem

Instrumenterne bytter plads i midten af lydbilledet tilsyneladende helt ubesværet. Titlen på en af vor tids mest ambitiøse sci-fi romaner Liu Cixins The Three-Body Problem illustrerer, hvad der sker her. Det er et fysisk problem, hvordan tre tyngdebærende legemer organiserer sig i forhold til hinanden i et system. I fysikken vil de altid have ét centrum (kompositionen), mens ser man deres baner fra ét punkt (lytteren), kan man se dem bevæge sig ind og ud mellem hinanden.

Den hårrejsende scherzo, der som i flere af Brahms mest ambitiøse kammermusikværker følger efter 1. satsens allegro og ikke står på 3. sats plads, som det er sædvanen, lever fuldt op til det første indtryk med sin fremadskridende dramatik.

Vejen til symfonien

Trioen er et stort værk, næsten en halv time. Det er op. 40 og bærer således vægten stærkere end de tidligere trioer og de mægtige, monolitiske klaverkvartetter op. 25 og 26 af Brahms arbejde op ad bakke med at skabe en symfoni, der ikke stod i skyggen af Beethovens – det skete med op. 68. Men indtil da lurer det symfoniske narrativ i kammer- og orkesterværkerne.

Den langsomme adagio er derfor overraskende lavmælt, distinkt melankolsk. Brahms udnytter hornets enstonige, kaldende udsigelse til fulde. Satsen er så langsom og så velformet af musikerne, at man kan se hver enkelt frase komme i land som bølger fra et stille hav i skumringen. I det hele taget er det albummets store fortjeneste, at instrumenterne står så selvstændigt og samtidig samlende i ensemblet.

Det dansende, næsten galopperende finaletema hører ligeledes til blandt Brahms uforglemmelige motiver og er eksekveret med samme insisterende elegance som resten af værket. Skarpt som et barberblad og tungt som en lastbil på motorvejen. Jeg kan ikke anbefale det nok.

Man kan være lidt mistænksom, når der står et moderne værk mellem to klassiske, kanoniske værker, som her på cd’en, hvor Ligeti står mellem Brahms og et arrangement for horntrio af Mozarts Klarinetkvintet. Skyldes det at man ikke vil skræmme nogen væk med organiserede mislyde?

Men heller ikke her bliver man skuffet. Ligetis også ret omfattende Horntrio står elegisk som en ny langsom sats, og danner en bro til eksperimentet med Mozart. 

Besætningen med de tre instrumenter tilfører Mozarts glasklare kvintet en nærmest Beethovensk tyngde. Nogle af dialogerne i ensemblet får til overmål en overraskende humor. 

Ligeti og Brahms værker passer overraskende godt hinanden – Brahms er nemlig mere moderne i sin tanke, end hans klangverden kunne tyde på. CD’en afsluttes med et arrangement af et Schumann-værk, og så kommer vi jo omkring næsten hele den klassiske musikhistorie på denne fine udgivelse. Den vil stå forrest på kammermusikhylden en rum tid.