Mary Shelley, Virginia Wool m.fl: ”Døden og kvinden – Klassiske gys skrevet af kvinder”, oversat og redigeret at Steen Langstrup, 2 Feet Intertainment, 2023.
Af Egil Hvid-Olsen
Spiritistisme og ligheder med Faust
Den nok mest særprægede historie – ”Ekkogrotten” - er skrevet af Helene Petrovna Blavatsky. I Langstrups kortfattede, men informative biografiske oplysninger om de enkelte forfattere oplyses det, at Blavatsky var spiritist og også selv optrådte som medie ved visse lejligheder. I fortællingen finder klimaks netop sted ved brug af et medie. Den spiritistiske seance holdes i en grotte, hvor et mord nogle år tidligere havde fundet sted, og man kan roligt sige, at seancen går amok.
 |
| Helene Petrovna Blavatsky |
Også Mary Shelley, der som 18-årig skrev gyserklassikeren ”Frankenstein, gør brug af en nogle virkemidler, der overgår de mere traditionelle spøgelsesfortællinger. I ”Forvandlingen” spiller hun på det centrale tema i Goethes ”Faust” om at sælge sin sjæl.
Tidsbilleder set fra en kvindelig synsvinkel.
Selvom ”Døden og kvinden” rummer mange små gys, ligger dens kvaliteter for en moderne læser dog primært i fortællingernes tidsbilleder.
I Edith Whartons ”Selskabsdamens klokke” beskrives en ung pige på den alt andet end flatterende måde: ”Hun er den type, mødre forlover bort til unge afvigende mænd af stand.” (s. 96). Hermed siges der noget om kvindesynet i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Stakkels den kvinde, der må se sig lænket til en mand, der i højere grad anskuer sin ægtefælle for at være en brugsgenstand, der kan benyttes til at dække hans behov og lyster, end et medmenneske.
At fortællingerne er skrevet af kvinder giver et indblik i disses selvforståelse. Nogle af forfatterne beskriver deres kønsfællers forhold uden at stille spørgsmål til rimeligheden heraf. Det er bare sådan, det er. Andre problematiserer mændenes frihed til at behandle kvinder efter forgodtbefindende. Dette er nok tydeligst i Whartons allerede nævnte fortælling, hvor en tyrannisk ægtemand gør livet surt for både sin ægtefælle og tyendet. Butleren er ligefrem så utryg ved sin herre, at han begynder at citere gammeltestamentlige domsprofetier, når det forlyder, at herren vender hjem fra en af sine mangfoldige rejser. Dog er det ikke den mandlige del af tyendet, der har grund til at frygte godsejeren mest. Denne store, blonde mand ”med tyrenakke, rødmosset ansigt og små, stikkende blå øjne” tager, hvad han vil have. Derfor fortsætter Whartons sin beskrivelse af ham: ”en mand af den slags, en simpel, ung tøs antageligt ville have fundet tiltrækkende, hvilket meget vel kunne være endt med at stå hende dyrt.” (s. 91).
 |
| Edith Wharton |
Selvom mænd flere steder i ”Kvinden og døden” beskrives som herskesyge, beskrives en jævnbyrdig kærlighed i Gertrude Athertons novelle, der har givet samlingen sin titel. Og i ”Den gode lady Ducayne” af Mary Elizabeth Braddon er superskurken selv en kvinde, mens hovedpersonen reddes af en ædel ung mand.
Også for den, der ikke er gyserfan
Charlotte Riddell
”Døden og kvinden” skal altså ikke primært læses for gysets skyld. Flere af fortællingerne virker lidt sjuskede i deres opbygning, for eksempel i ”Selskabsdamens klokke”, hvor en skuffe tilfældigt glider op, så et fotografi deri kan føre fortællingen videre, eller i Charlotte Riddells ”Det gamle hus i Vauxhall Wall”, hvor et håndgemæng et andet sted i huset meget belejligt for historiens afslutning får et stort spejl til at falde ned. Dog er det måske bare en del af genren, at den slags sker. Overnaturlige hændelser må jo forventes i gyserfortællinger. Hvad enten man bemærker disse fortælletricks eller ej, er det dog samlingens tidsbilleder beskrevet med kvindelige øje, der er dens største styrke og som gør den værd at læse for den, der ikke er lidenskabelig gyserfan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar